I ENGLEMAGERSKERb MYTE ELLER REALITET?

(1)

I

1921 blev Dagmar Overbye dømt for mordet på 9 spædbørn.

Under retssagen tilstod hun endda mordene på yderligere 7. Det ene af børnene var hendes eget, mens de øvrige var børn, som hun havde “adopteret” for betaling. Efter at have modtaget barn og vederlag havde hun ret hurtigt slået barnet ihjel. Barnemord var altså så at sige blevet en forretning for hende. Sagen mod “englemagersken”, som hun blev kaldt, var en øjenåbner for de uhyrligheder, som en løs og bred- masket lovgivning omkring tilsyn med plejebørn kunne slippe igennem, og lovgivningen blev revideret i 1922.

ENGLEMAGERSKER – MYTE ELLER

REALITET?

Om plejebørns dødelighed 1840-1900 i Mariager

Af Annette Østergaard Schultz

Plejebørn i 1800-tallet. Bare disse få ord kan kalde en række billeder frem – billeder fra romaner, erindringer og øjenvidne- skildringer i f.eks. samtidens partipolitiske presse. Derfra ved vi, at plejebørn led under uhyggeligt kummerlige forhold.

Eller gør vi?

Et samfund kan måles på, hvordan det behandler sine sva- geste. Og ikke mindst siger det noget om et samfunds domine- rende menneskesyn, hvis børn i pleje konsekvent blev kynisk udnyttede, hvis de blev hånet, udskældt, mishandlet og i al- mindelighed gik for lud og koldt vand.

(2)

Dagmar Overbye var i nutidens sprogbrug psykopat. Men var hun alligevel blot toppen af isbjerget? Kan man tage Dagmar Overbye som et sandfærdigt billede, ikke nødvendigvis på overlagte mord, men på, hvordan man i tiden frem til 1921 så på børn – eller i hvert fald andre folks børn? Var “fremmede børn” mål for hensynsløs udnyttelse? Kunne de med kølig mine afskrives på tabskontoen, når de havde gjort fyldest?

Var de ikke andet end en del af produktionsapparatet?

Plejebørn blev ikke sjældent placeret hos familier under ringe sociale vilkår, og her kunne det endda være livsfarligt at stå bagest i køen til en bid brød. Et forsøg på at forholde sig nogenlunde nøgternt til pleje- børns levevilkår kan passende starte med en undersøgelse af, om pleje- børn havde en højere dødelighed end børn i almindelighed. Havde de det, er det en indikator på, at de ikke kun i enkeltstående tilfælde, men mere generelt blev forfordelt med føde, tøj og omsorg.

Undersøgelsen og dens konklusioner

Artiklen her handler først og fremmest om dødeligheden blandt pleje- børnene i Mariager. Undersøgelsen viser, at plejebørnene dér ikke havde højere dødelighed end børn i almindelighed. Det er en overraskende konstatering – ikke kun i forhold til nutidens billede af plejebørns vil- kår, men faktisk også i forhold til samtidens. Samtidens billede kommer jeg nærmere ind på i artiklens første to afsnit. Men resultatet er også overraskende af den grund, at plejebørn som nævnt ofte blev anbragt i fattige hjem og sjældent blev ammet. Amning berøres i et senere afsnit om børnedødelighed generelt.

Som velsagtens ved alle undersøgelser er der også i denne en række problemer – her først og fremmest et ringe talgrundlag. Også det kommer jeg nærmere ind på, men kort ridset op, så udgjorde plejebørn ca. 2

% af befolkningen i sidste halvdel af 1800-tallet. Mariager landsogn og købstad bestod på det tidspunkt af en samlet population på godt og vel 1.000 mennesker. I et øjebliksbillede har vi altså 20-25 plejebørn – men set over f.eks. et tiår, får vi selvfølgelig flere. Alligevel må undersøgelsen primært opfattes som et forstudie, en form for prøveboring. Resultatet af prøveboringen viser dog, at der er flere gode grunde til at bore videre.

Englemagersker i 1800-tallet

Også før Dagmar Overbye eksisterede englemageriet i et eller andet omfang. I hvert fald udtalte folketingsmand og sagfører Leth i 1887:

(3)

“I min Stilling har jeg i de Sager, hvori jeg har været beskikket af det Offentlige som Sagfører, havt Leilighed til at se, hvor slet Pleiebørn mange Steder bliver behandlede. Der har forekommet Tilfælde, hvor det er blevet oplyst, at Pleiebørn ere blevne behandlede paa en saadan Maade af dem, som de ere udsatte i Pleie hos, og som pleie at tage mod Betaling en Gang for alle, at de systematisk have lagt an paa at tage Livet af disse Smaa, ikke ved en enkelt Voldsgjerning, men efter- haanden, ved at pleie dem saa slet og lade dem i den Grad mangle Alt, hvad et saadant lille Barn trænger til, at de kunne forudse, at det om kortere eller længere Tid vil ende med Døden, hvilket netop var Hensigten.”¹

Sagfører Leth var ikke det eneste danske rigsdagsmedlem, der var be- kymret for plejebørnsforhold og adoptioner, der beroede på et engangs- beløb. Det var netop dette engangsbeløb, der kunne friste svage sjæle.² Og i Sverige var der ligeledes bekymring, navnlig blandt lægerne i Stockholm, over skrupelløse plejemødre, der snarere drev plejebørnsin- dustri end var drevet af menneskekærlighed.³

Engangsbeløb blev udvekslet mellem (typisk) den ugifte mor og ple- jeforældrene. Det var en helt igennem privat transaktion mellem en person i en sikkert ganske desperat situation på den ene side og ofte et daglejer- eller husmandsægtepar, der næsten lige så desperat manglede en lille ekstraindtægt. Det var ikke noget, det offentlige blandede sig i før 1888, og kildetypen “private plejekontrakter” kan muligvis findes i et eller andet privatarkiv, men husmænd og ugifte mødre er sædvanlig- vis ikke dem, der efterlader sig privatarkiver. De mundtlige aftaler finder vi med endnu større sikkerhed ingen spor af.

Det er med andre ord ganske vanskeligt at afgøre, hvor ofte et sådant engangsbeløb fulgte med plejebarnet. For at få en fornemmelse af om- fanget af “englemageriet” – og ikke mindst det lys, som dødeligheden indirekte kaster over plejebørns vilkår og plejeforældres eventuelle ky- nisme – må andre kildetyper tale sammen, fortrinsvis kirkebøger, fol- ketællinger og dødsattester.

Plejebørns dødelighed kommer i fokus

Det var først hen mod midten af 1800-tallet, at lægerne fik øjnene op for, at barndom ikke i sig selv var en dødsårsag, og at det ikke var na- turgivet, at en vis (høj) procentdel af spædbørnene døde inden for det første leveår. Men da spædbørnsdødeligheden først var kommet i fokus,

(4)

blev det ikke mindst plejebørnene, der fik opmærksomheden. Ved den første skandinaviske hygiejniske kongres i 1858 var et af hovedtemaerne simpelt hen “Dødeligheden blandt spæde Pleiebørn”. Et af de væsent- ligste problemer var, at ugifte mødre havde meget få pasningsmulighe- der og desuden en meget ringe økonomi. Derfor var de tilbøjelige til at sætte barnet i pleje for den lavest mulige plejeløn. Og man får som bekendt sjældent mere end det, man betaler for. Plejebørnene fik kun meget lidt omsorg, om nogen. Havde plejemoderen i forvejen et spæd- barn og derfor kunne fungere som amme for plejebarnet, var det plejebarnet, der blev lagt sidst til brystet. Snarere end det egentligt bevidste, langsomme drab, som sagfører Leth i 1887 mente at have eksempler på, var det her i 1858 mangel på omsorg, som lægerne pegede på som dødens årsag.⁴

For lægerne i 1858 var det en stor mangel, at man ikke havde en or- dentlig statistik, der kunne sammenlignes med andre, herunder med de nordiske lande. Der var ikke i Skandinavien fælles praksis i forhold til at afgøre, hvornår et barn var dødfødt, og i Danmark vægrede man sig mod at skelne mellem ægte og uægte børn. Professor Levy fra Kø- benhavn kunne som den eneste fremkomme med noget tilsyneladende brugbar statistik over plejebørns dødelighed, nemlig om dødeligheden blandt Fødsels- og Plejestiftelsens børn, som han konkluderede var 38

% i femåret 1850-1854, eller næsten 3 gange så høj som den generelle spædbørnsdødelighed på 13-14 % på det tidspunkt.⁵

Eller direkte citeret: Dermed

“… blev altsaa Pleiebørnenes Dødelighed i det første Leveaar, uden hensyn til Kjønsforskel, at ansætte til 38 pCt. af alle Fødte, naar man fraregnede de Dødfødte, men til 46 pCt. af alle Fødte, naar disse toges med i Beregningen.”⁶

Men ufødte børn er ikke i pleje. Det giver derfor slet ingen mening også at medregne de døde.

Professor Levy havde startet med at fastslå, at uægte børn og pleje- børn omtrent var det samme. Og dødfødte børn kunne godt være uægte. Men plejebørn – det kunne dødfødte børn altså ikke være. Levys verdensbillede bar naturligvis præg af hans synsvinkel. Og han var professor og overakkuchør ved fødselsstiftelsen: Her kom ugifte kvinder ind for at føde, og børn blev sendt ud i pleje. Men kom alle uægte børn i pleje? Og var alle plejebørn uægte? Det er et spørgsmål, som må ind- drages i undersøgelsen: Kun hvis der er dette “næsten” lighedstegn mel-

(5)

lem uægte og plejebørn, kan vi bruge professor Levys statistik til noget (de 38 %, ikke de 46 %) – og fortrinsvis for børn født på Fødsels- og Plejestiftelsen. Børnene herfra blev sendt i pleje med en ekstra plejeløn og blev holdt under en slags opsyn, som det fremgår bl.a. af udsætter- protokollerne fra stiftelsen, og kunne (måske) være bedre stillede end plejebørn generelt. Set i det lys kunne det forventes, at dødeligheden blandt plejebørn, der var født uden for fødselsstiftelsen, var endnu hø- jere end blandt plejebørnene fra fødselsstiftelsen.⁷Omvendt blev hygi- ejnen blandt de mange børn, mødre og ammer på fødselsstiftelsen viet en ringe interesse, og infektionssygdomme havde stort set frit spillerum.⁸ Plejebørn fra fødselsstiftelsen kunne være svækkede eller bære en sygdom med sig, når de blev sat i pleje.

Den hygiejniske kongres pegede på, at der fra det offentliges side skulle etableres et tilsyn med plejehjemmene, gerne gennem frivillige foreninger, og der skulle tilstås plejehjemmene en højere plejeløn. Ved at præmiere de bedste plejehjem kunne man opmuntre plejeforældrene til at gøre sig umage.

30 år senere kom den første lov om tilsyn med plejebørn. Den indeholdt ingen bestemmelser om offentlige tilskud til plejelønnen – og var også af andre grunde stort set uden virkning. Den del af kongressens anbefalinger, som havde med frivillige foreninger at gøre, fik noget hur- tigere resultat. Kun tre år efter den hygiejniske kongres svarede private initiativtagere på opfordringen fra kongressen og oprettede Præmiesel- skabet for Plejemødre i København. Omkring 150 plejemødre i Kø- benhavn lod sig årligt underlægge tilsyn og eventuelt præmiere af læger og tilsynsdamer.⁹

Af de få tal, vi senere har på dødeligheden blandt plejebørn, synes forholdene ikke at være blevet afgørende bedre. I 1890-1894 var spæd- børnsdødeligheden i København oppe på godt 20 børn pr. 100 leven- defødte børn. På det tidspunkt havde lovgivningen indført et tilsyn og en regel om, at der skulle udstedes lægeattest, når et plejebarn var død.

Stadslægen kunne på den baggrund oplyse, at dødeligheden blandt spæde plejebørn var knap 40 pr. 100 levendefødte. Omkring århund- redskiftet var det med andre ord stadig livsfarligt at være plejebarn – i hvert fald i København.¹⁰

Undersøgelsens spørgsmål og kilderne

Undersøgelsen drejer sig imidlertid ikke om København, hvor blandt andet tilstedeværelsen af Pleje- og Fødselsstiftelsen og dens praksis

(6)

gjorde forholdene specielle, men om Mariager, en lille købstad med høj spædbørnsdødelighed. Den høje spædbørnsdødelighed er baggrunden for, at Mariager er valgt. Andelen af plejebørn udgjorde kun en lille procentdel af børnene generelt i Danmark, men Mariagers høje børne- dødelighed giver en forventning om at skaffe et lidt større talmateriale end ude i de landdistrikter, hvor spædbørnsdødeligheden kun var halvt så stor. Perioden er 1840-1900, og dermed både før og efter loven om tilsyn med plejebørn i 1888.

I første omgang behandles det spørgsmål, om det uden for Køben- havn var sådan, at plejebørn stort set altid var børn af ugifte kvinder – og om børn af ugifte kvinder stort set altid kom i pleje.

Dernæst: Var der en iøjnefaldende højere dødelighed blandt pleje- børnene, som tallene fra København tyder på – henholdsvis tre gange (1858) og dobbelt (1890-94) så stor som dødeligheden blandt børn i almindelighed?

Var der gengangere blandt de plejeforældre, hvor plejebørn døde – hvilket kunne indikere en form for bevidst aflivning?

Metoden til at undersøge dødeligheden blandt plejebørnene er sim- pel. Til en begyndelse er Mariagers kirkebøger blevet gennemgået for at finde alle de børn, der er døde mellem 1. januar 1840 og 31. decem- ber 1899. På den baggrund kan andelen af døde plejebørn udregnes.

Dernæst bliver denne andel sammenlignet med andelen af plejebørn generelt. Dette tal fremkommer på grundlag af en gennemgang af fol- ketællingerne i perioden: 1840, 1845, 1850, 1855, 1860, 1870, 1880 og 1890.

Var andelen af døde plejebørn større end andelen af plejebørn generelt, så var plejebørnsdødeligheden helt enkelt højere end dødelighe- den blandt børn i almindelighed.

Manglede plejebørnene omsorg? Det er et noget mere abstrakt spørgsmål, som også er sværere at besvare. Men jeg forsøger alligevel – ved at udvide undersøgelsesfeltet fra spædbørn (børn under 1 år) til også at omfatte de 1-15-årige. Mangel på omsorg, føde, klæder, en varm seng og et vist mindstemål af nærhed, kan jo f.eks. vise sig ved, at barnet er ringere rustet til at møde sygdomme under hele barndommen og altså også give øget dødelighed ud over det fyldte 1 år.

For Mariagers vedkommende er der ikke bevaret arkivalier fra fat- tigvæsen eller plejebørnstilsyn. Så udover en gennemgang af lægedi- striktets korrespondance og udvalgte års dødsattester fra samme lægedistrikt, udgør folketællinger og kirkebøger undersøgelsens grund- mate- riale. Folketællingerne giver os et indtryk af, med 10 års og i

(7)

nogle tilfælde 5 års mellemrum, hvor mange plejebørn, der var i henholdsvis Mariager købstad og landsogn. Kirkebøgerne lader os følge fødsler og dødsfald kontinuerligt gennem hele perioden. Som en helt central reference til spædbørnsdødeligheden tjener Anne Løkkes dok- tordisputats fra 1998 “Døden i Barndommen. Spædbørnsdødelighed og moderniseringsprocesser i Danmark 1800-1920”.

Der findes et stort potentiale i folketællinger og kirkebøger, ikke mindst i forhold til kvantitative, socialhistoriske og demografiske un- dersøgelser. Dette potentiale er langt fra udnyttet¹¹– og det bliver tilmed stadig nemmere at bruge folketællingerne, efterhånden som frivillige får indtastet dem i Dansk Demografisk Database. Alle folke- tællinger, som ikke er omfattet af arkivlovens tilgængelighedsfrist på 75 år, ligger indscannet på Arkivalieronline.

Børnedødeligheden i Danmark og i Mariager

I “Døden i barndommen” har Anne Løkke gjort rede for sammenhæn- gen mellem spædbørnsernæring og dødelighed: I egne af landet, hvor brystmælk og amning udgjorde spædbarnets hovedernæring, var døde- ligheden langt mindre end i de egne, hvor amningen hurtigt søgtes erstattet eller i hvert fald suppleret af andre former for ernæring som f.eks.

en “sut”, dvs. en klump sammentygget rugbrød med brunt sukker (frem til 1850’erne), og efterhånden kartofler og vælling. I Randers Amt søgte mødrene langt hen ad vejen modermælken erstattet eller i hvert fald suppleret. Her var dødeligheden større blandt gårdmandsbørn end hus- mandsbørn, for det var ikke altid, at husmandskonen havde tid og råd til at lave vælling (frem for bare at lægge barnet til brystet). Modermælk var ikke alene det bedste ernæringsmæssige alternativ, det var også det fødemiddel, der indebar færrest muligheder for infektioner.¹²

Det siger sig selv, at et spædt plejebarn sjældent havde mulighed for at få modermælk. Kun i de tilfælde, hvor plejemoderen selv havde født inden for den sidste tid, kunne plejebarnet være heldig at blive tilgode- set med den mindst farlige form for ernæring. Jacobine Bekker, der var i sit første leveår, boede således i 1860 hos arbejdsmand Peder Nielsen og hans kone Ane Kirstine. De to havde også en datter på samme alder som Jacobine,¹³ men det er yderst sjældent at se denne mulighed for plejebarnets amning – sjældent med spæde plejesøskende til spæde ple- jebørn.

Den største spædbørnsdødelighed fandt man ikke i landdistrikterne, men i København og de største købstæder. Mariager var en lille købstad,

(8)

men kunne i henseende til børnedødelighed måle sig med de største. I København døde 21 ud af 100 levendefødte børn i det første leveår i perioden 1835-1844. I Mariager døde 19, mens der i samme periode

“kun” døde 15 i den noget større, men nærliggende købstad, Randers.¹⁴ I 1880 udgjorde plejebørnene 2 % af befolkningen i Randers Amt (hvor Mariager ligger). På grund af den beskedne procentandel er det arbejdskrævende at samle populationer, der har en tilstrækkelig størrelse til ligefrem at opnå statistisk signifikans. En sådan population opnår jeg ikke med børnene i Mariager – heller ikke selv om børnedødelig- heden var høj.

Derfor vil man ikke finde konklusioner i form af eksakte tal for dø- deligheden blandt plejebørn, blot vurderinger af, om den var væsentligt højere end for børn i almindelighed.

Populationen bliver lidt større af, at landsognet er taget med. Den havde faktisk et større befolkningstal end købstaden, henholdsvis 683 og 546 ifølge folketællingen 1850. Der er også det praktiske forhold, at kirkebogen frem til 1910 dækker både landsogn og købstad. At med- tage landsognet eliminerer dermed den fejlkilde, at der kan være uklar- hed om barnet nu også erfødt (eller død) i købstaden.

Før jeg bevæger mig ud i selve undersøgelsen, vil jeg dog lige ridse nogle rammer op: På hvilke måder var plejebørn beskyttet af det offentlige i perioden 1840-1900, og hvad var baggrunden for at sætte børn i pleje. Derved kommer vi også ind på, om alle plejebørn var børn født uden for ægteskab.

Myndighedernes beskyttelse af plejebørnene

Ifølge fattigloven 1803 skulle børn, der var anbragt i pleje af fattigkommissionen, stå under tilsyn af kommissionen. Og hvis en lærer i almen- skolen efter 1814 ikke så ret meget til en skoleelev, kunne han rette henvendelse til fattigkommissionen, som påpegede forholdet over for plejeforældrene.¹⁵Skolepligten gjaldt trods alt også plejebørn.

En egentlig lov sigtende til at beskytte plejebørn kom først i 1888 – og den fik stort set ingen betydning. Godt nok stod der i loven, at plejefamilier skulle godkendes af det nedsatte kommunale tilsyn, men da samtidig selve nedsættelsen af tilsynet afhang af, om sognerådet kunne finde egnede frivillige til hvervet, så var der i mange kommuner ikke noget tilsyn at søge godkendelse hos. Loven blev strammet noget op i 1895, men først med værgerådenes nedsættelse i 1905 kom der nogenlunde struktur på tilsynet. Værgerådene, der også havde andre opgaver,

(9)

overtog tilsynet med plejebørn – vel at mærke de plejebørn, som ikke faldt ind under fattigvæsenet.¹⁶Større virkning kunne det få i købstæ- derne, at der i januar 1858, altså et halvt år før den hygiejniske kongres, blev vedtaget en lov om sundhedsvedtægter for købstæderne. Der blev siden udsendt et forslag til en slags mønstervedtægt for sundhedsvæse- net, som kunne tjene til inspiration for købstæderne. I denne mønster- vedtægt var plejebørnene nævnt i det sidste punkt: “… Forpleining af Børn, der ere udsatte hos Pleieforældre, skal staae under Sundhedspo- litiets særlige Tilsyn… Sundhedspolitiet [skal], naar gjentagen Paamin- delse har vist sig frugtesløs, være berettiget til at foranstalte det mislige Forholds Ophævelse.”¹⁷

Vi ved, at der i nogle købstæder blev oprettet en sådan vedtægt, hvor plejebørnene var nævnt, for der blev henvist til dem ved forhandlin- gerne i Rigsdagen i forbindelse med lovforslagene om tilsyn med ple- jebørn. Købstæder, hvor en sådan vedtægt var gældende, var i første omgang undtaget fra at nedsætte et plejebørnstilsyn.

Praksis kunne også indeholde en form for beskyttelse – som f.eks.

når Århus Fattigvæsen udbetalte plejeløn på halvårsbasis – efterat barnet velbeholdent havde udstået sin tid hos landmanden (typisk).¹⁸For her var der ofte i midten af århundredet tale om tyendelignende forhold med næsten faste halvårlige skifte- eller aflønningsdage. Mange land- mandspar begrundede deres ansøgning med – f.eks. – at de lige stod og manglede en niårig pige til at passe nogle mindre børn. Andre oplyste, at baggrunden for ønsket om at få et plejebarn var barnløshed. Når disse par samtidig ønskede et så lille barn som muligt, kan det ikke i første omgang have været barnets arbejdskraft, de gik efter. I disse tilfælde blev barnet sjældent afleveret efter et halvt eller et helt år. I øvrigt var ansøgninger om at få et plejebarn fra Århus Fattigvæsen bilagt en ud- talelse fra præsten eller sognerådsformanden om ansøgerens vandel og hjemmets forhold. Det ville selvfølgelig have været mere betryggende, hvis der undertiden var udtalelser om, at denne eller hin familie ikke var egnet til at have børn i pleje – og at Århus Fattigvæsen så undlod at sende børn i pleje til det sted. Men sådanne udtalelser er ikke fundet.

De bagudbetalte plejeforhold var nok den største “garanti” mod, at ple- jeforældrene skaffede sig af med børnene på en mere eller mindre diskret måde – for så mistede plejeforældrene jo også plejelønnen.

De kommunale fattigvæsener havde hver deres praksis, nogle sikkert med skriftlige ansøgninger m.v., bilagt anbefalinger som i Århus, andre med udliciteringer af børnene – i al offentlighed og sågar undertiden under børnenes tilstedeværelse – til lavest bydende. Således i Trige i

(10)

1844, hvor en pige ikke fik lov at blive hos den plejefamilie, hun havde det godt hos, men blev flyttet til en laverebydende landmand.¹⁹Og ud- licitering til lavestbydende var tilsyneladende praksis endnu også i andre østjyske sogne. Når vi ved det, skyldes det, at der blev reageret imod denne praksis fra højere myndigheder som kancelli og ministerium.

Men den kommunale praksis kunne være mange år om at vende, endnu indtil begyndelsen af 1870’erne holdt sognerådet i Rødding-Løvel-Pe- derstrup Kommune licitation over plejebørn, interesserede blev inviteret til at deltage i rådets møder, og lavestbydende fik barnet.²⁰I købstaden Århus var man et godt stykke væk fra den offentlige auktion over ple- jebørn.²¹Det offentlige lå i avisannoncer, hvor fattigvæsenet oplyste, at der var børn, der trængte til et plejehjem. Og det kunne potentielle ple- jeforældre så reagere på gennem skriftlig ansøgning.

Beskyttelsen af plejebørn var altså frem til ca. 1900 afhængig af kommunal praksis – både i henseende til fattigvæsenet og i henseende til at oprette plejebørnstilsyn (efter 1888) og i købstæderne af, om der var oprettet sundhedsvedtægt, hvor plejebørnene var nævnt. Denne store variation bekræftes indirekte også af diskussionerne i Rigsdagen forud for tilsynslovgivningen.

Som kildesituationen er for Mariager, tyder intet på, at plejebørnene i Mariager var under et af de bedre tilsyn. Som nævnt er der ikke bevaret tilsynsprotokoller²²– og i den korrespondance, der er bevaret for Ma- riager Lægedistrikt, findes der intet om plejebørn. Sagt på en lidt anden måde, så var det næppe sådan, at der fra myndighedernes side blev pas- set særligt godt på plejebørnene i Mariager.

Plejebørnspopulationen – plejebørnenes baggrund Efter fattigloven i 1803 steg andelen af plejebørn markant.

At antallet af plejebørn i Roskilde Amt var større i 1787 end i 1801 kan hænge sammen med en – navnlig i begyndelsen – succesfuld ud- sættelse af plejebørn fra den relativt nyoprettede pleje- og fødselsstiftelse i København, hvor ugifte mødre kunne føde deres børn. Plejebørnene blev sendt ud på landet – og tilsyneladende snarere et godt stykke ud på landet end lige uden for byen.²⁴Virkningerne af landboreformerne betød dog et fald i afsætningen på plejebørn omkring 1800. Tilsynela- dende havde mange af de mindste bønder fået netop så mange penge mellem hænderne, at de ikke behøvede at antage et plejebarn. Desuden fulgte plejelønnen ikke med de generelle prisstigninger.²⁵

Men både i Viborg og Roskilde amter steg antallet af plejebørn mar-

(11)

kant mellem de to folketællinger i 1801 og 1834. Mellem disse to tæl- linger ligger også, som nævnt, fattigloven i 1803, som meget konkret anviste plejeanbringelsen som en måde at få forsørget

“Børn, som ere Fader- og Moderløse, eller hvis Forældres Forstand, Helbred eller Sæder, ere saaledes beskafne, at Børnenes Opfostring og Opdragelse ikke til dem bør betros.”²⁶

Det vil sige – det var primært de forældreløse børn, samt børn med for- ældre på fattighjælp, som hørte under kategorien “fattige børn”.

Plejebørnsanbringelse blev altså en mere direkte vej for fattigvæsenet efter 1803-loven, og det er naturligt at kæde stigningen i andelen af plejebørn sammen med fattigloven.

Men der skete også noget andet i perioden mellem 1801 og 1834, som utvivlsomt har forbindelse til stigningen af antallet af plejebørn. I perioden 1800-1809 udgjorde andelen af børn, der var født uden for ægteskab, 7,4 % af alle børnefødsler i Danmark. I perioden 1830-1839 udgjorde de 9,8 % – og andelen steg fortsat op gennem 1840’erne og 1850’erne for at stagnere i 1860’erne (den højeste andel nåedes dog i perioden 1911-1920 med 11,4 %).²⁷

Det var ikke noget tilfælde, når Rigsdagen gentagne gange i deres Figur 1. Plejebørns andel af befolkningen i Roskilde og Viborg amter 1787-1880.

Kilde: De indtastede folketællinger i Dansk Demografisk Database. I forsøget på at få flest mulig af plejebørnene med er søgt på “ple_eb*” (plejebarn i forskellige staveformer),

“anta*” (et plejebarn kunne også være et “antagen barn” f.eks.), opfost* (opfostringsbarn, navnlig fra opfostringshuset, tilknyttet Pleje- og fødselsstiftelsen) “moderløs” etc.²³

Roskilde Viborg 3,00%

2,50%

2,00%

1,50%

1,00%

0,50%

0,00%

1787 1801 1834 1845 1850 1880

(12)

forhandlinger kørte parløb mellem to lovforslag, et om uægte børns retsstilling og et om tilsyn med plejebørn. Uægte børn og plejebørn var nært forbundne, men dog ikke nødvendigvis sådan, at det var en og samme ting.

Der var forældreløse børn, fattige børn og der var – som en stor gruppe – børn af ugifte mødre. Der var også andre, en mindre gruppe af børn, som efterhånden forskellige typer af private plejehjemsforeninger tog sig af. Siden 1837 havde Foreningen af 1837 til forsømte Børns Frelse sendt københavnerbørn i pleje på landet som et alternativ til rets- forfølgelse og straf i danske fængsler. I løbet af de første 50 år havde foreningen kontakt med 1.375 børn, hvoraf de fleste blev sendt i pleje i landbohjem i Jylland. Nogle af de plejehjemsforeninger, som opstod fra 1880’erne, synes også – når man ser på plejebørnenes alder ved op- tagelsen – at have fokus på vanskelige børn, der skulle reddes, frem for på børn af vanskelige forhold. Således var langt de fleste børn fra Ple- jehjemsforeningen for Viborg Stift over 8 år gamle og i begyndelsen også over 10 år.²⁸

For Plejehjemsforeningen for Frederiksborg Amt var billedet helt an- derledes. Indtil 1905 tog foreningen sig primært af spædbørn og de mindre børn, og der behøvedes ingen anden forklaring på plejeanbringelse, end at barnet var født uden for ægteskab. Fra 1905 ændrede dette sig.

Foreningen i Frederiksborg Amt fik lige som andre plejehjemsforeninger en vigtig rolle at spille i forhold til de børn, som værgerådene fra værge- rådslovens ikrafttræden greb ind over for. Og en delaf de børn var netop de vanskelige børn, børn, der var på vej ud i kriminalitet. Aldersmøn- steret på de børn, som kom i pleje via Plejehjemsforeningen for Frede- riksborg Amt ændrede sig markant, hvor næsten halvdelen af børnene før lovens ikrafttræden var under 1 år, når de blev anbragt, var børnene fra 1906 og fremefter næsten ligeligt fordelt mellem aldersgrupperne.²⁹ Ligesom beskyttelsen af plejebørnene kunne variere meget – afhæn- gig som den var af kommunal praksis, så var der også stor variation i plejebørnenes alder ved anbringelse og i baggrunden for deres anbringelse. Og i hvert fald i det brede billede var der ikke noget lighedstegn mellem uægte børn og plejebørn. Eller mere præcist: Ikke alle plejebørn var uægte børn. Senere skal vi se på, om alle uægte børn var plejebørn.

Børnedødeligheden og plejebørn i Mariager

I de følgende afsnit undersøges det, om der var specielle forhold i Ma- riager, som på forhånd udelukker, at Mariager købstad og landsogn kan

(13)

bruges som et eksempel på dødeligheden blandt plejebørn. Først defi- neres og diskuteres undersøgelsesfeltet dog lidt nærmere.

Undersøgelsens population

For tællingskommissærerne, der hver for sit distrikt skulle registrere alle husstande og deres beboere i forbindelse med folketællingerne, var be- grebet “plejebarn” temmelig bredt. Det barn, som i den ene folketælling var benævnt plejebarn kunne i en senere eller tidligere være omtalt som

“slægtning” eller “barnebarn”, om et andet kunne det hedde: “forsørges af fattigvæsenet”, “forsørges af husfaderen” eller “forsørges af moderen”.

Der kunne også slet og ret stå “barn”.

I forlængelse af samtidens ikke helt konsekvente benævnelser og som konsekvens af, at plejebarn kunne have mange “forhistorier”, har jeg valgt en bred definition af ordet plejebarn: Et barn, som ikke bor sammen med mindst én af sine biologiske forældre.

Ordet “stedbarn” benyttes sjældent i Mariager, men bliver det brugt, opfatter jeg det på samme måde, som når børneflokkens ældste med- lem(mer) har et andet efternavn end faderen: At moderen har bragt børnene med sig ind i ægteskabet (ligesom faderen jo kan bringe børn med sig ind i ægteskabet, men det er bare ikke synligt). Disse børn er derfor ikke medregnet under definitionen af plejebørn. Et barn, som bor hos sine bedsteforældre betragtes som et plejebarn, således også ofte opfattet af tællingskommissæren. Hvis moderen også var en del af hus- standen, opfattes barnet derimod ikke som et plejebarn.

Ordene “Dreng”, “Pige”, og i enkelte tilfælde netop også “Barn”, kan være betegnelser for det unge tyende, altså børn, som kom i tjeneste i meget ung alder, før det var fyldt 13. Så ung som en 6-årig, har jeg set (dog ikke i Mariager). Der er næppe grund til at tro, at det meget unge tyende var væsentligt bedre stillet end et plejebarn, så på det punkt er definitionen næppe problematisk. Ganske vist ville sådan et barns for- ældre ofte være i nabolaget, men de var som regel fattige og kunne i forvejen være i et afhængighedsforhold til barnets husbond. Det unge tyende var desuden trods alt et mindretal – både i forhold til antallet af plejebørn i samme aldersgruppe og i forhold til antallet af de 13-15- årige tjenestefolk.

Jeg har valgt at udstrække undersøgelsen til og med det 15. år; men det betyder til gengæld, at definitionen trækker en del regulære tjenestefolk med ind i undersøgelsen. Blandt de 11-15-årige boede 20-30

% af landbefolkningens unge ikke længere hjemme. Nogle fordi de sta-

(14)

dig var plejebørn, men noget flere fordi de var kommet ud i et helt nor- malt (mere eller mindre lønnet) tjenesteforhold. Så tallene for de 11- 15 årige er ikke så sigende for plejebørn som de øvrige tal. I bagklogskabens lys kunne jeg godt have skelnet mellem plejebørn og tjenestetyende, for det var nemlig sjældent, at de to begreber blev blan- det sammen. F.eks. kunne et 15-årigt plejebarn sagtens stå side om side i en folketælling med et 15-årigt tjenestetyende. Det var i øvrigt ikke sådan, at et plejeforhold nødvendigvis ophørte ved den tid, hvor barnet ved konfirmationen traditionelt trådte ind i de voksnes rækker. Det kunne godt være et forhold på livstid.³⁰

Min definition er som nævnt i overensstemmelse med grundmateria- let, primært folketællingerne, men derimod ikke med de kriterier, som stadslægen i København benyttede. For ham var et plejebarn af praktiske årsager et plejebarn under tilsyn. Når et sådant barn døde, skulle der ud- fyldes dødsattest i henhold til loven om tilsyn med plejebørn fra 1888.

Tilsynet med plejebørn omfattede de plejebørn, der var sat i pleje mod betaling. Undtaget fra tilsynet var dog de plejefamilier, hvor det vurderedes, at det ikke var det økonomiske hensyn, der vejede tungest.

En lille vogter- dreng på arbejde omkring 1900.

Det var alminde- ligt i Vestjylland at ansætte arbejder- børn til at vogte får, køer og gæs fra 7 årsalderen. Pleje- børn kunne også her indgå som ar- bejdskraft i land- bruget. (Foto:

Arbejdermuseet &

ABA, original på Nationalmuseet)

(15)

Det er imidlertid en upraktisk – og uhensigtsmæssig – skelnen i andre sammenhænge, fordi det kun undertidenfremgår af de ældre fol- ketællinger (1834-1850) og aldrig af kirkebøgerne, om et barn var sat i pleje mod betaling, og kigger man på de bevarede protokoller over plejebørn under tilsyn, opdager man, at det i virkeligheden var en be- skeden andel af plejebørnene, som var under tilsyn. Det var ikke så svært at undgå tilsynet, plejeforældrene skulle blot overbevise tilsynet eller sognerådet om, at de ikke primært havde økonomiske motiver til at tage et barn i pleje. Og nogle sogneråd kan have været nemmere at overbevise end andre. Det er påfaldende, at i folketællingerne 1901 og 1906, umiddelbart efter stramningen af tilsynsloven i 1895, optræder betegnelsen “barn” oftere i folketællingen for Rødding Sogn end nor- malt. Man kunne forestille sig, at en tællingskommissær fra Rødding har kunnet se det praktiske i, ikke at give tilsynet større arbejdsbyrde end nødvendigt.

I perioden 1888-1895 afhang eksistensen af et tilsyn endog af, om sognerådet kunne finde nogen, der frivilligt ville påtage sig det. Det var der ganske ofte ikke.³¹

Med den brede definition, der ikke knytter sig til betegnelsen i fol- ketællingen – eller om plejeforældrene får betaling eller er under tilsyn, men om barnet lever i samme husstand som et af sine biologiske foræl- dre, undgår jeg altså den lokale, personlige (tællingskommissærer) og tidsbestemte variation, der ellers ville være.

Var det børn på fattig- og arbejdsanstalten, som døde?

Generelt haltede det som nævnt med at opfostre sunde og raske børn.

Men spædbørnsdødeligheden i Mariager var usædvanlig stor – stor for så lille en by. Kan en del af baggrunden mon være, at der var relativt mange plejebørn i byen? Eller skyldes det, at der var en ret stor koncentration af fattige i byen, i og med, at en af amtets fattig- og arbejds- anstalter lå i byen?

Amtets arbejds- og fattiganstalt i Mariager havde en sygeafdeling, hvor bl.a. syge fra egnens fattighuse blev indlagt. Der kunne altså være grund til at tro, at en høj børnedødelighed havde noget med arbejds- og fattiganstalten at gøre. I perioden 1840-1910 døde dog kun to børn på anstalten – en pige på 1 ¼ år i 1854 og en pige på 6½ år i 1873.

Det var altså ikke arbejds- og fattiganstalten, som trak spædbørns- og børnedødeligheden op i Mariager. Derimod blev der i 1886 oprettet et såkaldt epidemisygehus, også den med et større opland end blot Ma-

(16)

riager Købstad og Mariager landsogn. Det betyder selvfølgelig en hel del, ikke så meget for spædbørnsdødeligheden som for børnedødelig- heden, for tilsyneladende var man stadig utilbøjelig til at søge læge eller ligefrem lade indlægge på et sygehus, når der var tale om et spædbarn.

At et spædbarn døde var forventeligt, og både lægebesøg og hospitals- indlæggelse var dyrt. Sandsynligvis var man simpelt hen utilbøjelige til at investere i noget så skrøbeligt som et spædbarn.³²

Med epidemisygehusets oprettelse bliver undersøgelsen lidt vanske- ligere på den måde, at der i enkelte tilfælde kan herske tvivl om, hvor vidt barnet faktisk var hjemmehørende i Mariager eller det tilhørende land-sogn – eller om det i virkeligheden kom fra et af nabosognene.

Mariager og illegitimiteten

Måske havde den højere spædbørnsdødelighed i Mariager noget at gøre med, at der var flere uægte børn? Det kan ikke udelukkes – der blev født relativt mange uægte børn i Mariager by og landsogn:

Figur 2: Andel af levendefødte med ugift mor – i Mariager og i hele landet 1840-1910

Kilde: Kirkebogen for Mariager, fødte, 1840-1910 samt Asbjørn Romvig Thomsen: Uægte børn og ugifte forældre – udstødte eller integrerede?, bilag 1.

I stort set hele perioden ligger Mariager over landsgennemsnittet. Der var altså en relativ stor andel af såkaldt uægte børn i Mariager. I be-

1840-1849 1850-1859 1860-1869 1870-1879 1880-1889 1890-1899 1900-1909

18%

16%

14%

12%

10%

8%

6%

4%

2%

0%

Andel af levendefødte med ugift mor, Mariager (øverst) Andel af levendefødte med ugift mor, hele landet (nederst)

(17)

tragtning af de udfordringer en ugift mor havde med på den ene side at passe på barnet og på den anden side at skaffe brød på bordet og tag over hovedet, er det ikke usandsynligt, at den høje illegitimitet i Ma- riager havde indflydelse på den høje dødelighed.

Var det en relativ høj koncentration af plejebørn, der skabte høj dødelighed?

Når andelen af uægte børn var relativt høj i Mariager, kan man også forvente en højere frekvens af plejebørn, eftersom plejebarnsanbringelse var en af de få muligheder, som de ugifte kvinder havde.

Samtidig var en af grundene til den høje børnedødelighed i Dan- mark i 1800-tallet, at mange kvinder fulgte lokale traditioner og så vidt muligt søgte at erstatte brystmælken med anden ernæring for deres spædbarn. Anne Løkke har således konstateret, at overlevelseschancerne for et spædbarn steg betydeligt, når barnet blev ammet. Plejebørn blev sjældent ammet overhovedet. Og der skulle ikke meget sjusk til fra en plejemors side med en i forvejen dårlig erstatning for brystmælken, før det for det første indebar risiko for død i spædbarnsalderen og for det andet risiko for mangelsygdomme, som også gjorde børnene ekstra sår- bare for sygdom i en senere alder. Derfor kunne en relativ høj koncentration af plejebørn, evt. foranlediget af de mange illegitime børnefødsler, udmærket være med til at trække børnedødeligheden op.

For at få et indtryk af, om der er en sammenhæng mellem spæd- børnsdødelighed og koncentration af plejebørn, sammenlignes Maria- ger Købstad og Landsogn med to andre små købstæder og deres landsogne: Skive Købstad og Landsogn og Lemvig Købstad og Lom- borg Sogn, som nærmest svarede til Lemvigs landsogn. De tre landsogne er dele af henholdsvis Hindborg, Skodborg og Onsild herreder.

Skive Landsogn ligger i Hindborg Herred, et af de herreder, som i perioden 1850-1854 havde den laveste spædbørnsdødelighed, mellem 6 og 10 pr. 100 levendefødte.

Lomborg ligger i Skodborg Herred (Ringkøbing Amt). Her var dø- deligheden blandt spædbørn højere, nemlig mellem 12 og 14 pr. 100 levendefødte i samme femår.

Mariager Landsogn ligger i Onsild Herred, der havde den højeste dødelighed af de tre herreder, her døde 16-18 børn i det første leveår for hver 100, som fødtes.³³

Hvor høj var koncentrationen af plejebørn i Skive, Lemvig/Lom- borg og Mariager ved folketællingen 1860?

(18)

Selv om Lemvig og Skive købstæder er små, er Mariager dog væsentligt mindre – og Mariager købstads lidt højere andel af plejebørn får den til i denne henseende at minde om landsognet. Der er ikke nogen en- tydig sammenhæng mellem spædbørnsdødelighed og andel af pleje- børn. I hvert fald har Skive Købstad samme andel af plejebørn i alderen 0-1 år som Mariager, der havde en relativt høj dødelighed (i 1860 17- 18 ud af 100 levendefødte, som altså svarede meget godt til dødelighe- den i landdistriktet).

For landsognenes vedkommende, hvor Onsild Herred lå højere end både Hindborg og Skodborg i spædbørnsdødelighed, lå Mariager i On- sild Herred lavest i henseende til andelen af plejebørn i alderen 0-1 år.

Men ikke mindst her er talgrundlaget meget spinkelt! Andelen af ple- jebørn er stort set identisk for alle tre landsogne i de tre forskellige herreder og tyder derfor ikke på en sammenhæng mellem plejebarnsandel og børnedødelighed.

I 1880 havde billedet ændret sig på flere områder. Spædbørnsdøde- ligheden var i Skodborg Herred i femåret 1870-1874 dalet til 10-12 døde pr. 100 levendefødte og nærmede sig altså Hindborg Herred, hvor dødeligheden fortsat lå på 6-10. Også i Onsild Herred var dødeligheden faldet en del, nemlig til 12-14 pr. 100 levendefødte.

Da det umiddelbart er for landdistrikternes vedkommende, at vi kender dødeligheden, og da Mariager her mindede mere om et landdi- Tabel 1: Koncentrationen af plejebørn i udvalgte købstæder og landsogne ved

folketællingen 1860

Børn, 0-1 år Børn, 2-5 år Børn, 6-10 år Børn, 11-15 år Børn, 0-15 år I alt Heraf I alt Heraf I alt Heraf I alt Heraf I alt “pleje-

“plejebørn” “plejebørn” “plejebørn” “plejebørn” børn”

Skive 76 3 (4%) 216 5 (2%) 146 7 (5%) 112 24 (21%) 550 39 (7%) Lemvig 45 1 (2%) 146 5 (3%) 137 8 (6%) 93 16 (17%) 421 30 (7%) Mariager 27 1 (4%) 77 4 (5%) 73 5 (7%) 49 14 (29%) 226 24 (11%) Skive 11 1 (9%) 49 4 (6%) 47 3 (6%) 34 9 (26%) 141 17 (12%) Lomborg 28 1 (4%) 89 14 (16%) 68 6 (9%) 60 11 (18%) 245 32 (13%) Mariager 25 0 (0%) 85 5 (6%) 72 5 (7%) 66 23 (35%) 248 33 (13%)

“Plejebørn”: Børn i alderen 0-15 år, der ikke bor hos mindst én biologisk forælder.

Kilde: Folketællingen 1860 (Dansk Demografisk Database) for de nævnte 3 købstæder og 3 landsogne

KøbstæderLandsogne

(19)

strikt end en købstad, sammenligner vi Mariager Købstad og Landsogn med Skive Landsogn og Lomborg:

I 1880 var andelen af plejebørn i Mariager mellem 0 og 1 år væsentligt større end i både Skive Landsogn og i Lomborg (samtidig med at spæd- børnsdødeligheden var faldet). 1880 var et usædvanligt år i Mariager, et af de sære udsving, som man må leve med, når talgrundlaget et be- grænset. Tilfældigheder spiller en væsentlig rolle her, alligevel kan en anden, mindre del af forklaringen måske findes i næste afsnit.

I hvert fald frem til 1880 er der ikke noget, der indikerer, at den hø- jere børnedødelighed i Mariager skulle skyldes en øget tendens til at sætte børn i pleje.

Blev alle uægte børn plejebørn?

Opfattelsen var både ved den hygiejniske kongres i 1858 og ved folke- tingsdebatterne i 1880’erne, at når en ugift kvinde fødte et barn, var hun i langt de fleste tilfælde tvunget til at sætte barnet i pleje. Tallene i tabel 3 (side 92) viser noget andet – i hvert fald indtil omkring 1870.

Igen kunne man ønske sig et større talgrundlag, men der er alligevel en tendens til, at fra 1870’erne bor færre uægte børn hos (eller sammen med) deres ugifte mor, mens der for landsognets vedkommende kom-

Tabel 2: Koncentrationen af plejebørn i 3 landsogne samt Mariager Købstad ved folketællingen 1880

Børn, 0-1 år Børn, 2-5 år Børn, 6-10 år Børn, 11-15 år Børn, 0-15 år I alt Heraf I alt Heraf I alt Heraf I alt Heraf I alt “pleje-

“plejebørn” “plejebørn” “plejebørn” “plejebørn” børn”

Skive 53 2 (4%) 69 7 (10%) 66 9 (14) 65 23 (35%) 253 41 (16%) Landsogn

Lomborg 55 3 (5%) 95 8 (8%) 119 14 (12%) 83 12 (14%) 352 37 (11%) Sogn

Mariager 47 7 (15%) 80 7 (9%) 96 8 (8%) 75 21 (28%) 298 43 (14%) Landsogn

Mariager 30 3 (10%) 59 5 (8%) 67 9 (13%) 68 14 (21%) 224 31 (14%) Købstad

“Plejebørn”: Børn i alderen 0-15 år, der ikke bor hos mindst én biologisk forælder.

Kilde: Folketællingen 1880 (Dansk Demografisk Database) for de nævnte sogne

(20)

mer flere småbørn i pleje (ikke i forhold til antallet af børn i alt, men i forhold til, hvor mange der bor hos den ugifte mor). Den udvikling ses ikke for købstadens vedkommende. Her bliver det stadig mere sjældent at se et lille barn i pleje, men også mere sjældent, i hvert fald i forhold til antallet af børn i alt, at et barn bor hos sin ugifte mor.

Det er lige før, at dette falder sammen med industrialiseringen for Mariagers vedkommende. I 1873 bygges Danmarks første cementfa- brik, Dania, på et næs i Mariagerfjord. I 1887 følger datterfabrikken Cimbria efter. Det kan bestyrke en formodning om, at vi i tallene også kan skimte en moderniseringsproces, hvor idealet om kernefamilien med far, mor og børn begynder at få fodfæste også på landet, og hvor enlige mødre og storfamilier med plads til flere generationer (herunder uægte børn) bliver undtagelsen og, sideløbende med det, også mindre acceptable løsninger. Og at det er i denne situation, at løsningen på problemet med de uægte børn i højere grad bliver plejeanbringelse.

Tabel 3. Andelen af spæd- og småbørn, som boede hos deres ugifte mødre og andelen af spæde og små plejebørn i Mariager ved folketællingerne 1845-1901 Folke- Antal børn i alt Antal børn, som bor Antal børn, der ikke bor tællingsår på 1 år og derunder sammen med ugift mor sammen med mindst én biologisk forælder Landsogn Købstad Landsogn Købstad Landsogn Købstad 1845 22 18 3 (14%) 1 (6%) 4 (18%) 1 (6%) 1850 22 11 7 (32%) 0 (0%) 1 (5%) 1 (9%) 1855 25 16 1 (4%) 1 (6%) 1 (4%) 0 (0%) 1860 25 27 2 (8%) 1 (4%) 0 (0%) 1 (4%) 1870 40 33 1 (3%) 1 (3%) 2 (5%) 2 (6%) 1880 47 30 2* (4%) 1 (3%) 7* (15%) 3 (10%) 1890 51 34 1 (2%) 1 (3%) 6 (12%) 0 (0 %) 1901 52 46 0 (0%) 1 (2%) 4 (8%) 0 (0%)

*)Fra Dansk Demografisk Database, folketællingen 1880:

Mariager Landsogn, Parcellisterne af Mariager Kloster og Katbjerg, et Hus – Katbjerg, 5, FT-1880, C6275. Her boede 62-årige Peder Christensen, hans kone på 57 og deres 17-årige datter. Men også deres 25-årige plejedatter Christine Hansen og – ligeledes benævnt “deres plejedatter”, Laura Birthine Hansen, som ikke var fyldt 1 år endnu. Af kirkebogen fremgår, at Laura Birthine var Christines biologiske datter. Derfor er Laura Birthine i ske- maet anført som et barn, der bor sammen med sin ugifte mor – selv om hun i folketællingen er anført som

“deres plejedatter”.

Som andre ugifte kvinder, der blev gravide, havde det altså været en mulighed for Christine at få ophold med sit barn hos – ikke forældrene – men plejeforældrene.

(21)

Arbejdere på cementfabrikken Cimbria ved Mariager i 1900.

En lille damper skal lastes med cement i tønder.

(Foto: Arbejder- museet & ABA) Med 1880 som undtagelsen falder for byens vedkommende det sam-

lede antal børn, der enten bliver sat i pleje eller bor hos en ugift mor.

Sandsynligvis eksporteres byens overskud af børn født uden for ægte- skab i stadig højere grad ud til landdistriktet.

Der var indtil 1870 flere små børn (1 år og derunder), der boede sammen med deres ugifte mor, end der var småbørn, der var sat i pleje (med 1845 som undtagelse). Og det var især i landdistriktet, at de ugifte mødre kunne finde en løsning uden at sætte deres barn i pleje. Den mest almindelige løsning var at slå sig ned hos forældrene, sådan som Mette Nielsdatter gjorde, da hun fik en søn i 1849. Hendes far var gård- mand på Lunddalsgård, Niels E. Kaels.³⁴ Der er også flere eksempler på, at en ugift mor blev eller var indsidder. Mette Marie Christensdatter var således indsidder hos husmand og skovfoged Peder Jensen. Mette Marie havde ved folketællingen 1840 sin 2-årige søn hos sig i Hou.³⁵ Maren Laursen, der også var ugift mor til en to-årig (i 1850), ernærede sig derimod ved spinderokken.³⁶

I Lomborg og Lemvig var det nogenlunde ligeligt fordelt, hvor mange småbørn, der boede hos en ugift mor og hvor mange der var i pleje. I Rødding-Løvel-Pederstrup var der dog frem til og med 1870

(22)

en overvægt af børn, der boede hos en ugift mor. Ligesom i Mariager skiftede det mellem 1870 og 1880.³⁷

Ugifte mødre havde andre muligheder end at sætte deres børn i pleje, og antydningsvis synes især ugifte mødre i landbrugssamfundet at have haft andre muligheder. Der var under alle omstændigheder langt fra noget lighedstegn mellem uægte børn og plejebørn: Ikke alle pleje- børn var uægte børn – og ikke alle uægte børn blev sat i pleje.

Dødeligheden blandt børn i Mariager

Kirkebøgerne medtager alle dødsfald blandt børn, unge og gamle. Den indeholder også oplysninger om dødfødte børn. Der er ingen tvivl om, at kirkebøgerne generelt giver et retvisende billede af dødeligheden.

Men gælder det også spædbørnsdødeligheden? Vi ved, at fødsler i dølgs- mål forekom – og for så vidt en sådan fødsel forblev en hemmelighed og et efterfølgende drab også kunne holdes hemmeligt – ja, så er hver- ken fødsel eller død i kirkebogen.

Og sådan kunne det være gået det lille pigebarn, som Jensine An- dersen fødte den 29. januar 1871. Jensine kastede barnet i Mariager Fjord, og ingen ud over Jensine selv kendte til dette barn, som derfor heller ikke blev registreret nogetsteds. Dog blev barnet fundet i fjorden i løbet af den næste måneds tid, og nogen må jo alligevel have lagt mærke til Jensine, for barnet blev nu knyttet sammen med den ugifte 22-årige kvinde.³⁸ Barnet blev begravet den 13. marts 1871 (og blev nu registreret både under fødsler og døde i kirkebogen). Det er den eneste gang i perioden 1840-1910, at jeg for Mariager har konstateret en fødsel i dølgsmål.

Fødsler i dølgsmål og barnedrab er forbrydelser, som kanskjules, men det kræver altså bådeen fødsel i dølgsmål oget drab, der ikke bliver opdaget, før det er skjult og at barnet dermed ikke er registreret i kirkebogen. Derfor går jeg i det følgende ud fra, at kirkebøgerne giver et retvisende billede af dødsfald, også i henseender til spædbørn.

Kirkebogens registreringer over døde er fulgt fra 1840-1899 (se tabel 4 side 95).

Over en tiårsperiode fra 1860 til 1869 døde 4 spædbørn, der var sat i pleje. De udgjorde omkring 5% af de 81 spædbørn, der i alt døde i perioden.

I folketællingerne 1860 og 1870 udgjorde de spæde plejebørn henholdsvis 2 og 3% af spædbørnene. Dødeligheden blandt plejebørnene var altså større mellem 1860 og 1869 end blandt spædbørnene generelt.

(23)

Det er dog ikke det generelle billede.

Ved at sammenligne kirkebøgernes tiårsintervaller med de nærmest liggende folketællingsår, kommer man til følgende resultater – hvor de røde felter angiver en højere dødelighed blandt plejebørnene end ple- jebørnenes andel af børn berettiger til, mens de grønne felter markerer lavere dødelighed blandt plejebørnene. I et enkelt tilfælde svarer andelen af døde plejebørn til andelen af plejebørn generelt. Dette er markeret med blåt (se tabel side 97).

Der er noget flere grønne end røde felter – det vil sige, at det ser ud til, at plejebørn i Mariager som regel havde en laveredødelighed end andre børn! Usikkerheden er størst for aldersgruppen 6-10 år.

Kan det virkelig passe, at plejebørn ligefrem havde større overlevelseschancer end andre?

Det overraskende resultat må undersøges nærmere. Det vil f.eks.

være en væsentlig fejlkilde, hvis det ikke altid fremgår af kirkebogens registrering af døde, at der er tale om et plejebarn. Det er en oplysning, som anføres helt ude i 5. rubrik under “stand, håndtering og opholdssted” og hvor kirkebogsføreren som regel for børnenes vedkommende har skrevet “ barn af XX og hustru i ZZ”. Kunne det tænkes, at degnen har glemt at anføre det egentlige opholdssted?

Tabel 4. Døde børn i Mariager ifølge kirkebøgerne 1840-1899, andel af uægte børn og plejebørn

Børn under 1 år Børn 1-5 år Børn 6-10 år Børn 11-15 år I alt Af % I % I alt Af % I % I alt Af % I % I alt Af % I %

ugifte pleje ugifte pleje ugifte pleje ugifte pleje mødre mødre mødre mødre 1840-49 64 10 16 0 0 29 4 14 0 0 9 0 0 0 0 9 0 0 0 0 1850-59 86 17 20 0 0 52 7 13 0 0 24 2 8 0 0 4 1 25 1 25 1860-69 81 13 16 4 5 41 0 0 1 2 18 1 6 3 17 7 0 0 0 0 1870-79 59 13 22 1 2 34 2 6 1 3 19 2 11 1 5 10 0 0 0 0 1880-89 85 21 25 0 0 38 3 8 1 3 16 2 13 0 0 5 0 0 0 0 1890-99 84 17 20 3 4 54 3 6 1 2 24 2 8 3 13 9 0 0 0 0 I alt 459 91 20 8 2 248 19 8 4 2 110 9 8 7 6 44 1 2 1 2 1840-99

Kilde: Kirkebøgerne for Mariager, gennemgang af alle døde i alderen 0-15 år 1840-1899.

(24)

Kontrol: Kan man overhovedet sammenligne resultater fra kirkebøger med resultater fra folketællinger?

Kontrollen er gennemført ved at registrere de børn, der ifølge kirkebogen er døde i folketællingsåret fra dagen efter folketællingen fandt sted og et år frem, altså 2. februar det ene år til 1. februar det næste år (fol- ketællingerne blev i hele perioden foretaget den 1. februar). Det giver en population på i alt 61 børn – foruden 41 børn, der var født 2. februar eller derefter og derfor aldrig nåede med i en folketælling.

Herefter er det undersøgt, hvor disse 61 børn boede, mens de stadig levede – ved den umiddelbart foregående folketælling. Svarer kirkebogens oplysning om bopæl (hos forældre eller noget sjældnere hos pleje- forældre) til folketællingens bopælsoplysninger?

For hele perioden 2. februar 1840 – 1. februar 1891 er fundet to eksempler på børn, hvor det ikke er oplyst i kirkebogen, at der var tale om plejebørn, men hvor folketællingen viser, at det var det. Begge eksempler er fra 1845. Den ene var Gertrud Marie Laursdatter, datter af ugift Else Sørensdatter i “Nørgaardhuset”. Ifølge folketællingen 1845 boede Gertrud Marie på Trinnerup Mark, hos Niels Pedersen, som havde hende “for betaling”. Gertrud Marie var ½ år gammel, da hun døde. Bertel Christian Sørensen blev 1½ år. Han var søn af ugift Inger Marie Pedersdatter i Alstrup, men boede 1. februar 1845 hos Bertel Christian Nielsen i Hourlund, der ligeledes havde Bertel Christian “for betaling”. En eller anden relation ud over det fælles fornavn havde de to jo nok, for Bertels kone, Karen, stod fadder, da lille Bertel blev døbt.

Ikke desto mindre døde Bertel Christian altså 1½ år gammel.

De to små børn er de eneste sikre eksempler på, at kirkebøgerne ikke altid har oplyst det rette opholdssted, og de er fra samme år, 1845. For to andre, lidt ældre børn på 7 og 12, der døde i henholdsvis 1890 og 1870, gælder, at de simpelt hen ikke er at finde i folketællingen. For den 7-åriges vedkommende kan familien dog heller ikke lokaliseres – så de kan alle være tilflyttet sognet efter 1. februar. Den 12-årige Peder Christian Nielsen, som døde i 1870, var søn af enke Mariane Peders- datter, som 1. februar 1870 boede sammen med en logerende i Alstrup i Mariager Landsogn. Men dér boede Peder Christian ikke, og han kan derfor have været i pleje eller ude at tjene i et andet sogn.

Kigger vi på tabel 4 igen, viser det sig, at der i hele perioden 1840- 1849 slet ikke er registreret nogen døde plejebørn. Krydstjekket mellem kirkebog og folketælling synes altså at vise, at i henseende til registrering af den egentlige bopæl, kan vi ikke stole på kirkebogen i 1840’erne. Ef-

(25)

Tabel 5. a-d. Sammenligning af andel af døde plejebørn med andel af plejebørn 1840-folketællingen er ikke medtaget, fordi kun landsognets tælling er bevaret.

Børn under 1 år

Kirkebøger: 1840-1849 1850-1859 1860-1869 1870-1879 1880-1889 1890-1899 1840-1899 Andel døde

plejebørn 0 % 0 % 5 % 2 % 0 % 4 % 2 % af døde

Andel plejebørn 10 % 3 % 7 % 2 % 3 % 7 % 3 % 5 % af antal børn i alt 1845 1850 1855 1860 1870 1880 1890 Alle (Folketællinger)

Børn 1-5 år

Børn, 6-10 år

Børn, 11-15 år

plejebørn 0 % 2 % 5 % 0 % 0 % 0 % 0 % 2 % af døde

(26)

tersom kirkebøgerne i perioden 1850-1859 kun giver oplysning om ét plejebarn, der er død, kan der være grund til at tro, at endnu i 1850’erne er registreringen for usikker.

Trækkes de første to årtier ud af beregningerne, bliver resultatet som det kan ses i tabel 6 side 100.

Dødeligheden blandt spædbørn i pleje svarer altså til andelen af ple- jebørn i aldersgruppen. For de 6 – 10 årige er der større dødelighed blandt plejebørnene, end andelen af plejebørn berettiger til.

Gruppen af 11-15 årige, som ikke bor hos mindst én biologisk for- ælder, er mere end dobbelt så stor som den næststørste gruppe (de 1-5- årige). Trækker vi de ældste børn ud af beregningen, bliver andelen af døde plejebørn af døde børn i alt fremdeles 3 %, men andelen af ple- jebørn er 7 %. Dødeligheden er generelt lavere end andelen af pleje- børn.

Med et kritisk blik kan der godt føres sammenligning mellem kirke- bøger og folketællinger. Kirkebogen for Lomborg er langt hen ad vejen ført omhyggeligt, og et lignende krydstjek mellem kirkebog og folke- tælling har for dette sogn ikke fremvist nogen fejlregistreringer af bopæl ved dødsfaldet. Kirkebøger og folketællinger er ført af forskellige mennesker med forskellige vaner og forskellig sans for detaljer…

Der er også forskel fra kirkebogsfører til kirkebogsfører, hvordan børn, der er født uden for ægteskab er registreret ved begravelser. Men markeret er det, og der er ikke samme usikkerhed omkring registreringen af dødsfald blandt de ugifte mødres børn, som for plejebørnene.

Ser vi på tabel 4 igen, springer det i øjnene, at især små børn af ugifte kvinder havde ringere overlevelseschancer end andre.

Dødeligheden blandt uægte børn

Som nævnt var andelen af børn, der var født uden for ægteskab, stor i Mariager (se figur 2).

Når dødeligheden blandt disse børn lå på 16-25 %, så var der dog tale om en relativt klar overdødelighed blandt de ugifte kvinders børn.

Andelen af de illegitime fødsler udgjorde mellem 9 og 17 % i perioden 1840-1899. Overdødeligheden fandt man fortrinsvis blandt spædbør- nene.

I en periode var de uægte børns andel af dødfødte børn tilsvarende uhyggelig høj (se tabel 3 side 99).

Sammen med den høje dødelighed blandt de ugifte kvinders børn afspejler det, hvilken fortvivlende situation kvinderne stod i med mang-

(27)

lende mulighed for både at brødføde sig selv og at passe ordentligt på barnet.

Plejebørnenes dødelighed i Mariager – efter loven om tilsyn med plejebørn

Som nævnt ændrede forholdene sig i Mariager fra 1870’erne. Det blev sjældnere, at ugifte kvinder selv tog sig af deres børn og oftere, at de uægte børn blev sat i pleje. Samtidig bredte opmærksomheden på ple- jebørns vilkår sig også ud over Københavns grænser. I 1880’erne duk- kede de første plejehjemsforeninger op. Og i 1884 modtog Justits- ministeriet et brev fra en kreds af mænd, herunder fra plejehjemsforeninger, der opfordrede ministeriet til at gøre noget ved dels de uægte børns og dels plejebørnenes vilkår.³⁹Det lykkedes i 1888 at få vedtaget en lov om uægte børns retsstilling såvel som en lov om tilsyn med ple- jebørn. Den sidstnævnte lovs virkninger var som nævnt til at overskue, ikke mindst fordi tilsynet byggede på frivillighed, og det var langt fra i alle kommuner, der meldte sig frivillige mænd og kvinder til at påtage sig tilsynet. Loven indeholdt ligesom den let strammede version i 1895 også en paragraf om, at der skulle foreligge en lægeerklæring i forbindelse med plejebørns dødsfald.

Figur 3: Andel af levende- og dødfødte børn i Mariager med ugift mor

Kilde: Kirkebogen for Mariager, gennemgang af alle fødsler 1840-1899.

Andel af dødfødte børn med ugifte mødre (øverst) Andel af levendefødte børn med ugifte mødre (nederst)

1840-1849 1850-1859 1860-1869 1870-1879 1880-1889 1890-1899

45%

40%

35%

30%

25%

20%

15%

10%

5%

0%

(28)

Denne paragraf betød, at plejebørnene kunne blive udskilt i stati- stikkerne, og det gjorde stadslægen i København. I denne første virkeligt pålidelige statistik er der ikke sat lighedstegn mellem uægte børn og plejebørn. Tallene viser en næsten dobbelt så høj dødelighed blandt de uægte børn i forhold til de ægte fødte – hhv. 30,6 % og 16,9 % i 1888.

Men dødeligheden blandt plejebørnene topper med 39,8 %. Og det er endda plejebørn under tilsyn. Omkring århundredskiftet var tallene 21,9 % (uægte), 13,8 % (ægte), 29,8 % (plejebørn under tilsyn). Ca.

10 år senere vendte billedet dog, og plejebørnsdødeligheden var på højde med dødeligheden blandt de uægte børn (omkring 12 %).⁴⁰

Hvordan ser det ud i Mariager? Her kan vi ikke med sikkerhed sige, at der var et tilsyn med plejebørn (der er ikke bevaret protokoller fra et plejebørnstilsyn, og ej heller er der spor af en sundhedskommission, ikke engang i distriktslægens indgående breve). En af lægerne i distrik- tet, lægen i Falslev, var tilsyneladende alligevel bevidst om loven, for han udfærdigede lægeerklæringer for plejebørnene – og noterede sig eksplicit familieforholdene.

Lægeattesterne ligger sammen med ligsynsattesterne fra hele distrik- tet. I forhold til hvor mange børn, der døde i Mariager i f.eks. 1890 og 1901, må vi konstatere, at ikke alle ligsynsattester er bevaret, men der er netop på grund af lovgivningen større chance for, at der er bevaret en attest for plejebørnene end for de øvrige børn.

Tallene overrasker (igen) (se tabel 7 side 101).

Mønsteret er helt svarende til mønsteret efter krydstjekket mellem kirkebøger og folketællinger – tilmed med nogle af de samme procent- satser. Det sidste må dog, det usikre talmateriale taget i betragtning, opfattes som en tilfældighed.

Tabel 6: Sammenligning af andel af døde plejebørn med andel af plejebørn 1860-1899

Kirkebøger 1860-1899: Under 1 år 1-5 år 6-10 år 11-15 år 0-15 år Andel døde plejebørn

3 % 2 % 9 % 3 % 3 % af døde

Andel plejebørn af antal 3 % 8 % 7 % 26 % 12 % børn i alt (Folketællinger)

1860, 1870, 1880, 1890

Blå: Andelen af døde plejebørn svarer til andelen af plejebørn i alt (indikerer samme dødelighed) Grøn: Andelen af døde plejebørn er mindre end andelen af plejebørn i alt (indikerer lavere dødelighed) Rød: Andelen af døde plejebørn er højere end andelen af plejebørn i alt (indikerer højere dødelighed blandt ple- jebørnene)