Temanummer: Arktiske relationer
Grønland omtales efterhånden rutinemæssigt som
»arktisk«. Men trods grundvilkårene – en lille befolk- ning på et enormt territorium og ekstreme betingel- ser geografisk og klimatisk – har Grønland ikke et en- kelt oplagt sted at søge inspiration, særligt i kraft af ambitionen om selvstændighed. Hjemme- og Selv- styret har derfor søgt at se ud over ikke bare konkrete danske løsninger, men også udover dansk national- statstænkning. For at forstå de deraf følgende dyna- mikker og dilemmaer præsenterer denne artikel en ny forskningsdagsorden med fokus på sammenlig-
ningspolitik. Sammenligninger er ikke bare tekniske eller praktiske foranstaltninger, men et politisk fæ- nomen, som er med til at forme forestillingerne om, hvem »vi« er, og hvor »vi« skal hen. Artiklen disku- terer, hvordan aktuel postkolonial sammenlignings- politik adskiller sig fra tidligere former, og hvordan Grønland sammenligner sig på vidt forskellig vis i de vigtigste sektordebatter. Gennem konkrete eksem- pler udvikler artiklen et analytisk apparat for studiet af, hvordan postkolonial sammenligningspolitik ud- spiller sig.
ULRIK PRAM GAD Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier, ulpg@diis.dk
Kan Grønland være andet end arktisk?
Postkolonial sammenligningspolitik som forskningsdagsorden
Sammenligningspolitik former Grønlands vej mod selvstændighed1
Størstedelen af den grønlandske befolkning er enige om at sigte mod selvstæn- dighed (Gad, 2016; Skydsbjerg, 2017). Den nye arktiske virkelighed, formet af klimaforandringer, som stiller nye ressourcer i udsigt og lokker nye inte- ressenter til, ser ud til at bringe kulminationen af årtiers slowmotion-afkolo- nisering inden for rækkevidde (Gad, 2008; Nuttall, 2008). Der er også bred enighed om nødvendigheden af at forberede samfundet ved at finde det rette politiske format, styrke den begrænsede mængde arbejdskraft, omlægge infra- strukturen samt skabe økonomisk vækst ved at udvikle fiskeriet, minedriften og turismeindustrien. Men det er langt fra oplagt, hvor Grønland kan finde inspiration. Danmark har en nogenlunde fast »pakke« af lande, vi sædvanlig- vis sammenligner os med; de nordiske naboer og måske Holland og Østrig.
Sådan en velafgrænset og indarbejdet »referencegruppe« har Grønland ikke.
Delstater, provinser og territorier i arktisk Nordamerika deler størrelsesfor- hold og terræn – men har ingen ambitionen om selvstændighed. Færøerne har måske samme status og ambition – men øerne kunne mageligt ligge inde i Nuukfjorden alle sammen. Opnår Grønland suverænitet, vil staten råde over verdens 12. største territorium (næst efter Congo), men placere sig som nr. 189, når det gælder befolkningsstørrelse (sammen med Marshalløerne). Grønland er unik i den måde, man kombinerer ambitionen om selvstændighed med de ekstreme størrelsesforhold og de særlige klimatiske og topografiske forhold i Arktis. Derfor er grønlandsk nationbuilding i udpræget grad formet af en sær-
100
politik. Både grønlandsk politisk debat og policyformulering, men også viden- skabelige studier af Grønland, sammenligner implicit og eksplicit Grønland med andre oprindelige folk i Arktis, med nordiske velfærdsstater, med andre postkoloniale samfund, med ikke-suveræne oversøiske territorier og endda til tider med danske kommuner. Hvad der udgør en passende kategori til sam- menligning i én sektor, kan fremstå meningsløs i en anden – og eftersom sek- torerne hænger sammen, clasher debatterne ofte, når de mødes. Skal vi – og Grønland selv – bedre forstå de vanskeligheder, som udviklingsambitionerne indebærer, er det centralt at forstå sammenligninger som et politisk fænomen og ikke som et neutralt redskab.
Både grønlandsk politisk debat og policyformulering, men også videnskabelige studier af Grønland, sammenligner implicit og eksplicit Grønland med andre oprindelige folk i Arktis, med nordiske velfærdsstater, med andre postkoloniale samfund, med ikke-suveræne oversøiske territorier og endda til tider med danske kommuner
For bedre at forstå politik og samfundsudvikling i Grønland – og andre aty- piske postkoloniale samfund – må vi betragte postkoloniale sammenlignin- ger som et fænomen, der påvirker den måde, politiske processer udfolder sig på. Sammenligninger er blevet et fænomen, der spiller en central rolle i den måde, postkoloniale samfund forandrer sig på. Hovedambitionen med denne artikel er at præsentere en ny tilgang og et sæt spørgsmål, der kan fungere som et første skridt mod en ny forskningsdagsorden med fokus på postkolonial sammenligningspolitik. Grønlandsk politik er formet af ekstreme størrelses- forhold (enormt territorium, lillebitte befolkning). Derfor udviser grønlandsk politik ekstreme udgaver af de dilemmaer, der følger med ambitionen om at bevæge sig videre væk fra at være en koloni. De ekstreme udgaver af kendte dilemmaer gør Grønland til en oplagt case, hvis man vil iagttage, hvordan sammenligningspolitik fungerer i praksis.
Artiklens argument falder i tre dele: Det følgende afsnit redegør for, hvordan sammenligninger har været diskuteret som politisk fænomen i historisk-an- tropologiske studier af den sene imperialisme og den tidlige afkolonisering.
Afsnittet diskuterer, hvordan agens i aktuelle postkoloniale processer er så markant anderledes fordelt, at studier af postkolonial sammenligningspolitik kræver et anderledes fokus. Herefter følger et afsnit, der diskuterer de grund- læggende mekanismer i grønlandsk politik som et eksempel på, hvordan post- kolonial sammenligningspolitik udspiller sig. Denne diskussion gør det mu- ligt i konklusionen at opstille en række spørgsmål, der til sammen vil kunne besvare det overordnede spørgsmål om, hvordan sammenligningspolitikken former forestillingen om selvstændighed i Grønland?
Kolonial sammenligningspolitik og tidlig nationalisme
Megen samfundsvidenskab sætter Grønland i komparativt perspektiv. Men fokus er sjældent på, hvordan de kategorier, man indsætter Grønland i for at sammenligne, i sig selv skævvrider og former Grønland, fordi kategorierne er genereret af teorier med fokus på helt anderledes samfund. Omvendt har humanistiske studier givet et imponerende væld af ideografiske detaljer om det grønlandske samfund, men igen uden særlig opmærksomhed på, hvordan samfundet – også – systematisk er formet af, hvordan grønlandske og uden- landske praktikere og vidensproducenter har identificeret Grønland med eksterne forbilleder eller skræmmebilleder. Ovenikøbet er store dele af disse studier framet som bidrag til arktiske områdestudier. Dermed placeres Grøn- land umiddelbart som en af flere arktiske cases – i stedet for at undersøge, hvad en sådan afgrænsning betyder i forhold til andre mulige sammenlignin- ger (Avango o.a., 2013; Dodds og Nuttall, 2016). Så længe videnskabelige bi- drag ikke er refleksive omkring de sammenligninger, de foretager, kan man med god ret underkaste dem samme type analyse som den »rigtige« empiri:
Politiske debatter handler om, hvordan samfundet bør formes. Policypapers former samfundet – hvis de er succesfulde, gør de det ved at konkludere og lukke ned for debatter. Hvis videnskabelige studier ikke er refleksive, lukker de også ned for politisk debat – for eksempel ved at tage sine kategoriseringer for givet. Dermed kommer videnskabelige bidrag – om de vil det eller ej – til at forme politiske debatter om fremtiden.
Policy-debatter, der udspringer af et ønske om radikale forandringer, kan læ- ses som en del af den måde, et samfund forhandler om, hvem »vi« er og hvor
»vi« skal hen. Samfundet fortæller historier om, hvordan »vi« kan virkelig- gøre vores sande identitet ved at forholde os til flere forskellige Andre (Gad, 2010; 2016a; Wæver, 1998; Smith, 2003). I disse narrativer om Selvets relation til omverdenen er kategorisering et centralt fænomen (Bowker og Star, 1999;
Jørgensen, 2012). To historiske studier inspirerer artiklens tilgang til, hvordan den politiske virkning af sammenligninger er en central del af kategoriserin- ger af samfund.
Benedict Andersons Imagined Communities (1983) satte nye standarder for teorier om nationer og nationalisme med sin analyse af, hvordan imperia- lisme, teknologiske fremskridt og forandringen af kosmologiske verdenssyn spillede sammen, da forestillingen om nationalstaten opstod. I Andersons analyse opstod forestillingen om nationen som det centrale politiske fælles- skab først i det koloniale Amerika. Men idéen fik hurtigt karakter af en model, som – efterhånden som enevældige konger blev afløst af folkesuverænitet – spredte sig »tilbage« til kolonimagterne i Europa og videre til Asien og Afrika.
Postkoloniale forskere har efterfølgende kritiseret Andersons fremstilling for at overse, hvordan indfødte eliter oprindeligt understregede deres forskellig- hed fra Europa snarere end at identificere sig med nationen som europæisk form (Chatterjee, 1993). Omvendt har en kritik lydt, at sammenlignelige ma- terielle betingelser langt hen ad vejen har resulteret i sammenlignelige stats-
102
Når et fællesskab i dag forestiller sig selv som en nation – med eller på vej mod suverænitet eller ej – er de materielle betingelser radikalt anderledes end for den store bølge af nationer, der erklærede sig uafhængige i årtierne efter An- den Verdenskrig. De seneste »skvulp« af uafhængighedserklæringer er enten kommet i form af løsrivelse fra nabostater eller fra små befolkninger på fjernt- liggende øer (Baldacchino og Milne, 2009). For disse løsrivningsprocesser har det været helt altafgørende, at der umiddelbart fandtes et sammenlignings- grundlag i form af en model for, hvordan man er nation og bliver en national- stat. Det internationale samfunds institutioner har formaliseret spredningen kloden over af en fælles forståelse af nationalstaten som model. Spredningen af modellen symboliseres konkret af den stadigt længere række af flag foran FN’s hovedkvarter – og af den alenlange liste af nationale symboler, som mar- kerer, hvordan nationer er forskellige fra hinanden på præcist samme måde (Löfgren, 1991).
Ikke desto mindre har én af Andersons helt centrale iagttagelser i dag en re- levans, der rækker udover den oprindelige formulering: Anderson konstate- rede, at nationen som forestilling om, hvordan et fællesskab kan og bør være, blev en model, der lod sig omplante. Men denne »modularitet« er i stigende grad karakteristisk og vigtigt for en bredere række af måder at forestille sig fællesskaber på. Som Anderson bemærker i forbifarten: »In fact, all commu- nities larger than primordial villages of face-to-face contact (and perhaps even those) are imagined« (1983: 6). Denne henkastede iagttagelse har imidlertid vidtrækkende implikationer for den måde, postkolonial sammenligningspo- litik udspiller sig i dag. Ligesom nationalstaten fremstår som én model for forestillingen om et fællesskab, er der globalt en række andre modeller for politiske fællesskaber til rådighed. Og de formaliseres i stadig stigende grad af folkeretten og af forskellige akademiske discipliner. Nogle af disse modeller er underkategorier af den suveræne nationalstat: mikrostat3, u-land, velfærds- stat, EU-medlemsland, konkurrencestat osv. Andre modeller for forestillede fællesskaber er tænkt til at underordne sig en nationalstat, samtidig med at de antager mere eller mindre udpræget modulær karakter: forbundsstat, etnisk minoritet, region, kommune. Atter andre modeller indebærer forsøg på en mere kreativ artikulering af suværenitetsbegrebet; mest oplagt »oprindelige folk« (Lindroth og Sinevaara-Niskanen, 2013; Shadian, 2010; Dahl, 2012)4, mere eller mindre selvstyrende regioner (Loukacheva, 2007) eller oversøiske territorier (Hannibal o.a., 2012), stater i »free assosiation« med tidligere kolo- nimagter (Østergaard, 2017) osv. Selvom nationalstaten indtager en helt cen- tral plads i fællesskabers forestillinger om fremtiden, findes der altså en række alternative og mere specifikke modeller at sammenligne sig med. Når man skal forstå, Grønlands bevægelse mod selvstændighed, er det helt centralt at være opmærksom på, hvordan disse modeller bliver bragt i spil.
Men det er ikke bare modellerne i sig selv, der former forestillinger om fremti- den. Selve det forhold, at der er flere modeller at vælge imellem, åbner op for politisk uenighed – og giver behov for at lukke ned og skabe enighed om en retning. Det er her, et andet historisk greb får ny relevans: Antropologen Ann
Laura Stoler har foreslået, at man studerer kolonihistorie med fokus på sam- menligninger: i stedet for som komparativ metode at udføre sammenligninger bør sammenligninger være undersøgelsesgenstand.5 Stoler peger på, hvordan
»colonialism [had] modular qualities [:] different regimes built projects with blocks of one earlier model and then another, projects that were then rewor- ked by the colonized populations that those models could never completely master or contain« (Stoler, 2001: 862). Når en kolonimagt i en koloni applice- rede byggeklodser fra en model oprindeligt udtænkt af en anden kolonimagt, var det undertiden kulminationen på en proces præget af sammenligninger, draget fjernt fra kolonierne: på koloniudstillinger og kongresser, i videnskabe- lige selskaber og publikationer osv. Til tider var nye praksisser resultatet af im- proviserede og idiosynkratiske sammenligning udført af koloniale praktikere, der cirkulerede i og mellem forskellige imperier (Stoler og Cooper, 1997:13;
28). Stolers ambition er at følge Nietzsche (2006) og Foucault (1977) og be- handle sammenligninger som en del af videnspolitikken ved at stille spørgs- mål som: »What did agents of empire think to compare and what political projects made them do so? What did comparison as a state project entail?«
(Stoler, 2001: 862)6 Men uanset hvor ujævnt og ufuldstændigt afviklingen af kolonialismen er skredet frem, er agens anderledes i vore dage. Derfor er det nødvendigt at begynde sin analyse med fokus andetsteds end i den sen-im- periale og tidlige nationalismes periode. Sammenligningspolitikken i et sam- fund under afkolonisering former sig (også) som debat i fællesskabet, om og hvordan man forestiller sig fremtiden.7 Den slags debatter involverer forskyd- ninger af magt og viden, som måske ikke er hverken mere eller mindre kom- plekse end tidligere, men som bestemt er anderledes.8
De to greb hentet fra Stoler og Anderson – sammenligningspolitik og iden- titeters modularitet – kan fint passes ind i den måde, international politisk sociologi går til politisk identitet. Her har man, med udgangspunkt i blandt andet politisk teori og postkoloniale studier, udviklet en teoretisk ramme og analytiske værktøjer rettet mod to forskellige, men beslægtede (Neumann, 1999) dele af den relationelle produktion af identitet. Første skridt er logisk set at studere, hvordan en identitet konstrueres »på hjemmebane« i form af fort- ællinger om, hvordan man forholder sig til en eller flere andre, som kan være mere eller mindre radikalt anderledes (cf. Neumann, 1996; Wæver, 2002; og specifikt ift. antikoloniale bevægelser: Mbembe, 2002; Kohn og McBride, 2011). Dernæst følger en forhandling med omgivelserne om anerkendelse af (Ringmar, 2002; Rumelili, 2007) og status for identiteten (Neumann & de Carvalho 2015). Denne anden, eksterne forhandlingsrunde sættes på spid- sen ved formelle selvstændighedserklæringer (Derrida, 1986, Honig, 1991), men er i øvrigt en løbende proces, der spidser til ved forandringer (Wæver, 2002; Rumelili, 2007).9 I et samfund, der som Grønland ser sig selv som i gang med en afkoloniseringsproces, foregår de interne identitetsforhandlinger »i skyggen af fremtiden« i den forstand, at man må forvente at skulle bruge en efterfølgende ekstern anerkendelse af, hvad end man måtte nå frem til (jf.
Powell, 2016). På den måde kan man ud af politiske debatter læse konkurre-
104
rende historier om, hvordan et samfund i fremtiden bedst kan virkeliggøre sin
»sande« identitet (Gad, 2010; jf. Wæver, 1998, Žižek, 1992).
Opgaven bliver altså at læse offentlige debatter, policydokumenter og viden- skabelige tekster med blik for, hvordan de legitimerer deres sammenligninger af Grønland med forskellige kategorier af modulære, kollektive identiteter.
Grønlands postkoloniale sammenligningspolitik
Forskere med fokus på Arktis betragter ofte oprindelige folks viden (indi- genous knowledge) som et foretrukket middel til epistemologisk afkolonise- ring (bl.a. Simpson, 2001; jf. Mignolo, 2002; 2007; 2011). Fra det perspektiv forventes Grønland undertiden at være i færd med at frigøre sig fra ikke bare den fortsatte koloniale undertrykkelse fra Danmark, men også fra selve idéen om et internationalt samfund, der insisterer på en fast forståelse af den su- veræne nationalstat som den privilegerede måde at organisere politiske fæl- lesskaber og autoritet. Andre studier af Grønlands rolle i den internationale bevægelse af oprindelige folk konkluderer, at Grønlands ambitioner i højere grad er en egen stat end ønsket om at afskaffe det internationale system af sta- ter (Strandsbjerg, 2014; Gerhardt, 2011, cf. Shadian, 2010). For at tage sam- menligningspolitikken alvorligt som genstand er det nødvendigt at træde et skridt tilbage. Det må overlades til empirisk analyse at afgøre, i hvilket omfang grønlandske projekter for afkolonisering har ambitioner om et brud med vest- lige former for vidensproduktion og med et neoliberalt forhold mellem stat og marked. Valgte grønlandske politikere har i 40 år været formelt ansvarlige for de politiske beslutningsprocesser, og Grønland har i den forbindelse etableret egne institutioner for vidensproduktion – herunder et universitet og et insti- tut, som forsker i fornybare naturressourcer, som begge udtrykkeligt sigter mod at producere viden, der er nyttig for Grønland (Jakobsen, 2014). Ikke desto mindre er megen akademisk manpower og bureaukratiske modeller importeret eller produceret af grønlændere uddannet udenlands (Jakobsen, 2014). En kerneopgave er at identificere disse udefrakommende modeller, af- dække deres ophav og klargøre deres virkning (eller mangel på samme) på de grønlandske fremtidsvisioner.
Et instruktivt eksempel på den rolle, sammenligninger kan spille i grønlandsk videnspolitik, findes i rapporterne fra Grønlands Økonomiske Råd og Dan- marks Nationalbank, som rådgiver det grønlandske selvstyre om makroøko- nomisk praksis og udvikling. Størrelsen af den offentlige sektor er et tilba- gevendende tema i rådets analyser. Standardproceduren for at anskueliggøre størrelsen har været tekst og diagrammer, der sammenligner Grønland med de andre nordiske velfærdsstater (se figur 1) eller bare Danmark: »Den of- fentlige sektors andel af økonomien er meget stor. Det offentlige forbrug ud- gjorde således 43 pct. af BNP i 2017 mod 25 pct. i Danmark« (Danmarks Na- tionalbank, 2019: 5). I en sådan sammenligning fremstår Grønland ekstrem.
Samme effekt opnås med omvendte midler, når Grønland i uformelle debatter sammenlignes med statsøkonomier som Nordkorea og Cuba (Wørmer, 2013;
Paldam, 2002; Rostgaard og Kuula, 2002).
Figur 1: Offentlig sektorstørrelse i de nordiske lande (2018, Færøerne: 2017) målt ved sam- lede offentlige udgifter i procent af BNP.
Grønland
% af BNP
70 60 50 40 30 20 10
0
Finland Danmark Sverige Norge Færøerne Island Kilde: Grønlands Økonomiske Råd (2020: 33).
Modsat har den seneste årsrapport fra Grønlands Økonomiske Råd (2020) imidlertid sammenlignet med yderligere et par kategorier, der får størrelsen af den offentlige sektor til at fremstå mindre ekstrem: Først introducerer tek- sten »små økonomier« (2020: 33) som en relevant kategori. Sammenligning med andre i denne kategori efterlader stadig et indtryk af, at Grønlands of- fentlige sektor er relativt stor, men ikke længere som et ekstremt vildskud (se figur 2). Teksten bliver herefter mere diskuterende: »Små økonomier er ikke alene karakteriserede ved et beskedent folketal men typisk også store trans- portafstande (mange er øer) med små geografier … I disse økonomier vil der typisk være smådriftsulemper ved den offentlige serviceproduktion« (2020:
33). Men teksten fortsætter med at forklare, at disse små økonomier ofte er små øer i tropiske farvande, og de kan »derfor kun vanskeligt sammenlignes med det arktiske område« (2020: 33). I sidste led introducerer Nunavut inu- it-territoriet i Canada på den anden side af Davis Strædet som et eksempel på et »arktisk område« (2020: 34) – en sammenligning, hvorved Grønlands offentlige sektor pludselig fremstår forholdsvis moderat i størrelse. En detalje- ret undersøgelse af den sammenligningspolitik, som en sådan tekst er udtryk for, vil indebære mindst to elementer: Først en tekstanalyse af det retoriske arbejde i introduktionerne af hver kategori: Hvordan forklares og legitimeres sammenligningen? Dernæst en optrævling af processen bag teksten; Hvordan blev den konkrete sammenligning produceret? Hvorfor er kategorien intro- duceret i teksten? Hvem insisterede på at sammenligne med denne kategori og hvorfor? Og hvilke intellektuelle og sociale processer har ført til introduk- tionen af andre kategorier?
106
Figur 2: Størrelsen af den offentlige sektor og folketal for økonomier med mindre end 700.000 indbyggere
Antal indbyggere
Størrelse offentlig sektor % af BNP
0 100000 200000 300000 400000 500000 600000 700000 100
90 80 70 60 50 40 30 20 10 0
Kilde: Grønlands Økonomiske Råd (2020: 34)
Nedenunder spørgsmålet om den offentlige sektors størrelse, domineres den politiske debat af fire centrale behov for forandring, der alle diskuteres som afgørende for, at man kan bevæge sig mod uafhængighed: For det første skal landet finde frem til den politiske status og form, der passer til og kan un- derstøtte en kollektiv, grønlandsk identitet. For det andet skal sprogpolitik, socialvæsen og uddannelsessystemet tilrettelægges således, at man får mest muligt ud af landets begrænsede arbejdskraft. Derudover skal der ske en om- lægning af den transportinfrastruktur, man har arvet fra de danske myndig- heder og det amerikanske militær. Endelig debatteres bestræbelserne på at udvikle økonomien med fokus især på fiskeri, minedrift og turisme. Dyna- mikken i debatterne er forskellige på tværs af disse udviklingssektorer, og den måde implicitte og eksplicitte sammenligninger har rod i forskellige videnska- belige discipliner og praktiske traditioner varierer.
For så vidt angår politisk status og form, er der bred enighed om, at Grønland endnu ikke har fundet frem til sin sande identitet som nation (Gad, 2016). I forlængelse heraf følger en debat om at finde den rigtige politiske styreform (Gad, 2016; Grydehøj, 2016): Hvilken model for suverænitet og regerings- form er ønskelig og mulig? Og hvilke tilpasninger (hvis nogen) af modellen er nødvendige som konsekvens af de demografiske proportioner og kulturelle traditioner, der karakteriserer Grønland? Disse debatter domineres af den su- veræne nationalstat som model (Nuttall, 2008), men en række andre katego- rier giver anledning til andre positive og negative sammenligninger – enten alternativer til nationalstaten eller underkategorier af den: mikro-stater (Gry- dehøj, 2016), velfærdsstater (Gad, 2009), demokratier (Gad, 2004) osv.
Ambitionerne om at være et velfærdssamfund og samtidig skabe grobund for det erhvervsliv, der er nødvendige for selv at finansiere det, giver anledning
til debatter om, hvordan sprog-, uddannelse- og socialpolitik optimerer den lokale arbejdskraft (Gad, 2017a; Knudsen, 2016). Idealet om den kulturelt homogene nationalstat – importeret direkte fra Danmark (Gad, 2016) – er som regel udgangspunktet for, hvordan uoverensstemmelser i debatterne skal diskuteres. Dette udgangspunkt giver anledning til diskussion om, hvordan man bedst beskytter den kulturelle identitet, man forestiller sig skal udgøre det fællesskab, der har behov for udvikling (Gad, 2005; Gad et al. 2018). Som alternative modeller optræder tosprogede nationer og mikro-stater (Gad, 2017a).
Lokal lobbyvirksomhed svinger konstant pendulet frem og tilbage, når det gælder trafikpolitik. Transport- og kommunikationsinfrastrukturen er i vid udstrækning en arv fra danske myndigheder og det amerikanske militær (Taagholt og Steenfoss, 2012; Ren og Bjørst, 2017; Dodds og Nuttall, 2019).
Strukturen ønskes omlagt, men det er uklart, hvilken infrastruktur der både kan facilitere og distribuere vækst i hele landet på en retfærdig og realistisk måde. Hvis det besluttes, at der skal bygges nye landingsbaner, skal det jo afgøres, hvilke byer der skal prioriteres, og beslutningen skal fastholdes hele vejen gennem anlægsfasen (Gad, 2017b). På samme måde skal det besluttes, hvilke standarder og tilskud der skal definere luft- og søtransporten. I de eks- plicitte, offentlige debatter anvendes Island, velkendt for mange grønlændere fra mellemlandinger, ofte som sammenligningsgrundlag. Størstedelen af de implicitte kategoriseringer og sammenligninger er imidlertid begravet i tekni- ske aspekter af både trafikplanlægning og sikkerhedsstandarder (Taagholt og Steenfoss, 2012).
Uafhængighed fra Danmark vil formentlig indebære, at man skal erstatte det årlige bloktilskud med lokale indtægter. Bestræbelserne på at skabe vækst kommer til udtryk i debatter om reformer og udvikling af fiskeriet, mine- drift og turisme. De meget forskellige sektorer giver anledning til meget for- skellige debatter – som på meget forskellig vis trækker på meget forskellige sammenligninger.
Debatterne om fornybare naturressourcer i Grønland er todelt: Når det gæl- der jagt og fiskeri til eget forbrug ser stakeholdere og beslutningstagere ofte mod vest for at sammenligne med, hvordan biologisk bæredygtighed, bru- gerkendskab og fællesforvaltning håndteres i inuit-områder i det nordlige Canada. Inden for det kommercielle fiskeri ser man derimod hovedsageligt mod øst: mod andre nationer i Nordatlanten efter inspiration til forvaltnings- redskaber, der kan afveje hensyn til effektivitet og profit overfor beskæftigelse og fordeling (Jacobsen og Delaney, 2014). I den offentlige debat indgår pri- mært ganske abstrakte sammenligninger af den måde, fiskeriet er organiseret på (for eksempel: »Island er mere effektivt, end vi er«). Men en lang række mere specifikke og formaliserede modeller for fiskeriforvaltning indgår i for- valtningens arbejde og i de institutioner, som strukturerer det globale marked (individuelt overførbare kvoter, bæredygtighedsmærker etc.).
108
Debatterne om mineraludvinding har, på den ene side, handlet om udfordrin- gerne forbundet med at lokke investorer til at realisere mineprojekter (Bjørst, 2016), samtidig med at Grønland får sin rimelige andel af den (stadigt hypo- tetiske) fortjeneste. Dette har periodevis gjort offentligheden stærkt optaget af pseudo-akademiske benchmarking-rapporter, der ranker, hvor attraktive forskellige jurisdiktioner er for mineindustrien (Jacobsen, 2019). I den forbin- delse opstår, på den anden side, spørgsmål om, hvilke negative konsekvenser der er acceptable: miljømæssige risici, kulturændringer og migration (Schri- ver, 2013; Sejersen, 2015; Bjørst, 2017), og hvilke udenlandske erfaringer man kan trække på. Samtidig har Grønland eksternt præsenteret sig som en helt særlig type resource frontier, der bygger på erfaring fra velordnede, nordiske og angelsaksiske lande med minedrift, som tager behørige hensyn til miljø og oprindelige folk (Kleist, 2016).
Brancheinterne debatter om, hvilket nation brand der kan tiltrække de mest attraktive turister hænger uløseligt sammen med, hvilke destinationer turister sammenligner Grønland med, når de beslutter, hvor de skal rejse hen. Selvom disse debatter strengt taget kunne defineres som interne i erhvervssektoren, forgrener de sig ud i den bredere offentlige debat, fordi de hænger uløseligt sammen med nationens selvforståelse og uenighederne herom (Thisted, 2015). Derudover glider debatter om turisme ofte sammen med dels debat- terne om mængden og kvaliteten af grønlandsk arbejdskraft (Ren og Bjørst, 2016), dels debatterne om, hvordan man prioriterer infrastrukturinvesterin- ger (Ren, 2016).
I hver af disse sektordebatter fremmer aktører forskellige kategorier som rele- vante at sammenligne Grønland med. Nogle kategorier vinder indpas, mens andre marginaliseres. Men der udspiller sig endnu et niveau af sammenlig- ningpolitik, når de kategorier, der strukturerer forandring og udvikling i én sektor, møder en anden debat. Og debatterne vil uvægerligt møde hinanden, da sektorerne er forbundet både teknisk og i offentlighedens forestilling om samfundets mål og udvikling. For at forstå sammenligningspolitikken på sek- torniveau må analysen stille det grundlæggende spørgsmål: Hvilke videns- repertoirer fremmes, når sammenligninger legitimeres af fortællinger om Grønlands forhold til den ene kategori frem for den anden? For at forstå kon- stellationen af sektordebatter må de næste spørgsmål være: Hvilken dynamik opstår, når modstridende sammenligningskategorier fremmes i forskellige sektordebatter? Eller mere konkret: Hvad sker der, når debatterne selv drager forbindelser mellem forskellige sektorer – og når man dermed tvinges til at prioritere mellem eller kombinere kategoriseringer, der styrer debatten i de forskellige sektorer?
Postkolonial sammenligningspolitik – en ny forskningsdagsorden
Dét at sammenligne, er en vigtig og bredt anvendt praksis i både grønlandsk politisk debat, i de konkrete forslag til politik, der debatteres, og i de videns-
former, der trækkes på. Samtidig er der kun er liden opmærksomhed på og debat om de politiske virkninger af disse sammenligninger. Denne konstate- ring peger mod en forskningsdagsorden, der betragter sammenligninger som et politisk fænomen. Det vil sige som en praksis, der kan forskyde forholdet mellem aktører, mellem sektorlogikker og mellem politiske projekter, som alle er med til at forme Grønlands fremtid. Denne forskningsdagsorden lægger op til en mere nuanceret analyse af, hvordan og hvor sammenligninger spiller en rolle, samt en analyse af deres konkrete virkning på tværs af grønlandsk politik og samfundsudvikling.
For bedre at forstå Grønlands postkoloniale sammenligninger må vi, med Ann Laura Stoler, betragte sammenligninger som et politisk fænomen. Sam- menligninger kan ikke tages for pålydende, hverken hvad angår den måde de foretages på, eller hvad angår deres eventuelle politiske effekt. Opgaven er at analysere, hvilken funktion sammenligningerne har i praksis, i stedet for at antage, at de fungerer som en neutral måde at producere information om et givet sagsforhold. Men snarere end at fokusere på sammenligninger fore- taget af tidligere tiders koloniale centre (i forsøg på at legitimere og udvikle skiftende koloniale projekter), må det analytiske fokus indrettes på, hvordan sammenligninger og sammenligningspolitik udspiller sig i den komplekse konstellation af agens under postkoloniale forhold.
For bedre at forstå Grønlands postkoloniale sammenligninger må vi, betragte sammenligninger som et politisk fænomen.
Sammenligninger kan ikke tages for pålydende, hverken hvad angår den måde de foretages på, eller hvad angår deres eventuelle politiske effekt
I den forbindelse er det oplagt at søge inspiration i Benedict Andersons kon- statering af, at det nationale ideal hurtigt blev modulært: altså hvordan orga- niseringen af politisk autoritet og fællesskab i form af nationalstaten er blevet en model til efterligning. Men analysen må være følsom overfor, at selvom idéen om nationalstaten fortsat dominerer vores politiske forestillingsverden, så er en række af andre måder at forestille sig fællesskaber tilsvarende blevet modulære. Målet med en sådan forskningsdagsorden er i sidste ende at teore- tisere sammenligningernes rolle i afkoloniseringspolitikken. Det kan ske ved at finde mønstre i, hvordan sammenligningerne udføres af forskellige typer aktører, hvordan sammenligningerne former og legitimerer forskellige politi- ske strategier, og hvordan måden, sammenligningerne udføres på, inviterer til eller afbøder politiske konfrontationer. Et studie, der følger en sådan dagsor- den, må bestå af en række sammenhængende trin.
Første skridt består i at identificere og kortlægge, hvordan sammenligninger udføres i de relativt uafhængige sektordebatter om, hvordan Grønland skal udvikle sig. Videnskabelige rapporter, politiske debatter, myndighedstekst
110
hvordan påstande om, hvordan Grønland bør udvikles, bakkes op af im- eller eksplicit sammenligning.
Andet skridt rummer en afdækning af, hvor hver enkelt sammenligning kom- mer fra. Det indebærer en konkret undersøgelse af, hvilke personer og inte- resser der fremmer og modsætter sig hver enkelt sammenligning. Mere ab- strakt er hensigten at fastlægge, hvorvidt og hvordan akademia, internationale governance-strukturer og/eller imperiale traditioner har skabt det sprog, som sammenligningerne er afhængige af.
Sidste skridt analyserer, hvad der sker, når de diskurser, der legitimerer for- skellige sammenligninger, støder sammen: vinder den ene systematisk over den anden eller fusionerer eller sameksisterer de på forskellig vis? Dette sidste skridt bidrager til en klarlægning af, hvordan forestillingerom fremtiden kan være begrænset af den måde, hvorpå specifikke sektorsammenligninger eller kategoriseringer af Grønland forbliver enten ubestridte eller clasher med sam- menligninger, der former andre sektordebatter.
Svaret på det overordnede spørgsmål om, hvordan sammenligningspolitikken former forestillingen om selvstændighed i Grønland vil danne et solidt grund- lag for teoretisering af forskellen på kolonial og postkolonial sammenlignings- politik ved at tegne to kontraster: Hvordan formes forhandlingen af agens un- der postkoloniale forhold? Og hvordan formes sammenligningspolitikken af, at en række modeller for kollektiv identitet er til rådighed som alternativ og supplement til nationalstatsidealet? Ved at besvare disse spørgsmål gennem de metodiske skridt, skitseres ovenfor, opnår vi en bedre forståelse af, hvordan sammenligninger fungerer som et politisk fænomen i sig selv. Derudover åb- ner tilgangen op for politisk diskussion ved at betragte sammenligninger som politiske i stedet for at acceptere den teknisk-rationelle fremtræden, de ofte gives, særligt i akademiske analyser.
Arktis er under forandring – og Grønland er den mest dynamiske størrelse.
Men skal vi forstå, hvor Grønland er på vej hen, kan vi ikke nøjes med at tænke Grønland som arktisk. Vi må forstå, hvordan Grønland udvikler sig ved at sammenligne med alle mulige størrelser også udenfor Arktis. Og lige- som Grønlands udvikling mod afkolonisering kan være svær at få hold på, passer de politiske dynamikker i andre »postkolonier« efterladt af den for- melle afkoloniseringsbølge dårligt med vores forestillinger om postkolonial politik. Ved at tilbyde en samlet teoretisk forståelse af fænomenet, ved at gen- nemføre en empirisk analyse af den ekstreme grønlandske case (Flyvbjerg, 2006: 228f ) og ved at udvikle en sammenhængende metodisk tilgang, åbnes en ny forskningsdagsorden for en række human- og socialvidenskabelige di- scipliner med fokus på den rolle, som sammenligningspolitik spiller i afkolo- niseringsprocesser og i lignende perioder, hvor samfund genopfinder sig selv.
Noter
1 Argumentet i denne artikel er skærpet betydeligt af diskussioner i regi af forsknings- projektet Imagining Independence in the Arctic : Greenland’s Postcolonial Politics of Comparison finansieret af en DFF Sapere Aude-bevilling, i forskningsgruppen CIRCLA og Institut for Kultur og Globale Studiers grant application co-mentoring-gruppe på AAU. Forhåbentlig vil input herfra komme endnu mere til deres ret, efterhånden som projektet og forskningsdagsordenen udfoldes. Kommentarer fra en anonym reviewer og min medredaktør af dette temanummer samt ikke mindst Sophie Rud, der har oversat et udkast til teksten fra engelsk, har hjulpet væsentligt på argumentets form i den foreliggende udgave.
2 Til trods for at visse elementer af Andersons teoretiske fremstilling stemmer overens med et tidligt stadie af grønlandsk nationbuilding (Thisted, 2017; cf. Thuesen, 1988), så er denne proces endnu ikke kulmineret i en faktisk statsdannelse.
3 Island – Grønlands nærmeste nabo – forekommer udfordret af denne label, som man føler reducerer værdien af landets suverænitet (Adler-Nissen og Gad, 2014).
4 Kategorien »oprindelige folk« er et relativt bemyndigende i Arktis, da den blandt andet har etableret permanent deltagelse i Arktisk Råd (Fabbi, 2012).
5 Titlen på Andersons efterfølgende bog (1999), Specters of Comparison, refererer til en række iagttagelser af, hvordan asiatiske nationalister og nationale ideologier sammenligner sig med europæiske for- og modbilleder på en for den europæiske betragter foruroligende måde. Mest spektakulært: Hitler som den ideelle nationalist.
Culler og Cheah’s festskrift til Anderson, Grounds of Comparison, diskuterer primært de kosmologiske implikationer af overhovedet at tænke sig som noget, der kan sam- menlignes, dvs. at tænke sit samfund som organiseret i universelt gyldige kategorier (Cheah, 2003).
6 Andre har foreslået at anlægge et fokus på sammenligningspolitik som en generel tilgang til transnational historie (Seigel, 2005). Men de få, som i praksis har flyttet fokus fra Stolers koloniale sammenligninger (jf. Wade, 2004; Kenrick, 2016; Koinova, 2019), har indskrænket sig til at analysere en enkelt aktørs brug af sammenligninger (Zdencanovic, 2017), eller har overført fokus på hegemonisk top-down-kommunika- tion til analysen af aktuel politik (Iğsiz, 2014).
7 Bregnsbo o.a. (2017) sammenfatter en velunderbygget historie om Danmark som imperialt centrum, afstivet blandt andet af selv-sammenligninger. Jensen (2012) kan læses som en undersøgelse af, hvordan Danmark med tilbagevirkende kraft arbejder på at slette spor fra sin koloniale sammenligningspolitik og dermed også erindrin- gen om sine forhenværende imperialistiske projekter.
8 Langt henad vejen har Choy’s studie af Ecologies of Comparison (2011) i Hong Kongs miljø-aktivisme et tilsvarende fokus.
9 Sociologiens fokus på sammenligningspolitik i forbindelse med etnicitet, race, migra- tion og integration (Crosby, 2007; Rosenberger og Stöckl, 2015; Pokharel, 2011; cf. Po- rac et al., 1999; Bowker og Star, 1999) er mindre relevant i denne sammenhæng, da der ofte arbejdes ud fra den antagelse, at en central myndighed (en undertrykkende stat) har ene-ansvaret for både etablering af kategorier og allokationen af individer til dem.
Litteraturliste
Adler-Nissen, Rebecca og Ulrik P. Gad (2014), »Introduc- tion: Postimperial Sovereignty Games in the Nordic Region«, Cooperation and Conflict, 49(1): 3-32.
Anderson, Benedict (1983), Imagined Communities, Lon- don: Verso.
Anderson, Benedict (1998), Spectres of Comparison, Lon- don: Verso.
Avango, Dag, Annika E. Nilsson og Roberts, Peder (2013),
»Assessing Arctic Futures: Voices, Resources and Governance«, The Polar Journal, 3(2): 431-46.
Baldacchino, Godfrey og David Milne (2009), The Case for Non-Sovereignty: Lessons From Sub-national Island Ju- risdictions, London: Routledge.
112
Bjørst, Lill R. (2017), »Arctic Resource Dilemmas: Tole- rance Talk and the Mining of Greenland’s Uranium«, i Robert C. Thomsen og Lill R. Bjørst, red., Heritage and Change in the Arctic: Resources for the Present, and the Future, Aalborg: Aalborg Universitetsforlag, pp. 159-75.
Bjørst, Lill R. (2016), »Saving or Destroying the Local Community? Conflicting Spatial Storylines in the Gre- enlandic Debate on Uranium«, The Extractive Indu- stries and Society, 3(1): 34-40.
Bowker, Geoffrey C. og Susan Leigh Star (1999), Sorting Things Out, Cambridge: MIT Press.
Briggs, Charles L. (1996), »The Politics of Discursive Authority in Research on the “Invention of Tradition”«, Cultural Anthropology, 11(4): 435-69.
Chatterjee, Partha (1993), Nations and Its Fragments, New Jersey: Princeton University Press.
Cheah, Pheng (2003), »Grounds of Comparison«, i Jo- nathan Culler og Pheng Cheah, red., Grounds of Com- parison: Around the Work of Benedict Anderson, New York: Routledge, pp. 1-21.
Choy, Timothy (2011), Ecologies of Comparison: An Ethno- graphy of Endagerment in Hong Kong, Durham, North Carolina: Duke University Press.
Crosby, Alison (2007), »People on the Move: Challenging Migration on NGOs, Migrants and Sex Work Categori- zation«, Development, 50(4): 44–9.
Dahl, Jens (2012), The Indigenous Space and Marginalized Peoples in the United Nations, Basingstoke: Palgrave Macmillan.
Derrida, Jacques (1986), »Declarations of Independence«, New Political Science, 7(1): 7-15.
Desai, Radhika (2009), »The Inadvertence of Benedict An- derson«, The Asia-Pacific Journal, (51):2-9.
Dodds, Klaus og Mark Nuttall (2016), The Scramble for the Poles. The Geopolitics of the Arctic and Antarctic, Cam- bridge: Polity Press.
Fabbi, Nadine C. (2012), »Inuit Political Engagement in the Arctic«, Arctic Yearbook, pp. 160-76.
Flyvbjerg, Bent (2006), »Five Misunderstandings About Case-study Research«, Qualitative Inquiry, 12(2): 219- Foucault, Michel (1977), »Nietzsche, Genealogy, History«, 45.
i Michel Foucault, red, Language, Counter-memory, Practice: A Selection of Essays and Interviews, Ithaca:
Cornell University Press, pp. 139-64
Gad, Ulrik P. (2004), »Grønlandsk Identitet: Sprog, De- mokrati, Velfærd og Selvstændighed«, Politica 36(3):
271-88.
Gad, Ulrik P. (2005), Dansksprogede grønlænderes plads i et Grønland under grønlandisering og modernisering: En diskursanalyse af den grønlandske sprogdebat – læst som identitetspolitisk forhandling, Københavns Universitet:
Eskimologis Skrifter no. 19
Gad, Ulrik P. (2009), »Post-colonial Identity in Greenland?
When the Empire Dichotomizes Back – Bring Politics back In«, Journal of Language and Politics, 8(1): 136-58.
Gad, Ulrik P. (2010), (How) Can They Become Like Us?
Danish Identity Politics and the Conflicts of ‘Muslim Relations’, ph.d.-afhandling, Københavns Universitet:
Institut for Statskundskab.
Gad, Ulrik P. (2016), National Identity Politics and Postco- lonial Sovereignty Games: Greenland in the Margins of Europe, København: Museum Tusculanum Forlag.
Gad, Ulrik P. (2017a), »What Kind of Nation State will Gre- enland Be? Securitization Theory as a Strategy for Ana- lyzing Identity Politics«, Politik, 20(3): 104-20.
Gad, Ulrik P. (2017b), »Pituffik i Praksis: Nationale reska- leringer i Avanersuaq«, Grønland, 65(2): 151-69.
Gad, Ulrik P., Naja D. Graugaard, Anders Holgersen, Marc Jacobsen, Nina Lave og Nikoline Schriver (2018),
»Imagining China on Greenland’s Road to Indepen- dence«, Arctic Yearbook – Special Section: China & the Arctic, pp. 6-29.
Gerhardt, Hannes (2011), »The Inuit and Sovereignty: The Case of the Inuit Circumpolar Conference and Green- land«, Politik, 12(1): 6-14.
Grønlands Økonomiske Råd (2020), Grønlands Økonomi, Efterår 2020,
https://naalakkersuisut.gl/~/media/Nanoq/Files/
Attached%20Files/Finans/DK/Oekonomisk%20raad/
GOR/G%C3%98R%20rapport%202020%20da.pdf Grydehøj, Adam (2016), »Navigating the Binaries of Island
Independence and Dependence in Greenland: Decolo- nisation, Political Culture, and Strategic Services«, Po- litical Geography, 55: 102-12.
Hannibal, Ida, Kristine Holst, Ulrik P. Gad og Rebecca Ad- ler-Nissen (2013), »European Union. Facilitating the OCTs in Brussels«, i Rebecca Adler-Nissen og Ulrik P.
Gad, red., European Integration and Postcolonial Sove- reignty Games. The EU Overseas Countries and Territo- ries, London: Routledge.
Honig, Bonnie (1991), »Declarations of Independence«, The American Political Science Review, 85(1): 97-113.
Iğsiz, Asli (2014), »From Alliance of Civilizations to Bran- ding the Nation: Turkish Studies, Image Wars and Po- litics of Comparison in an Age of Neoliberalism«, Tur- kish Studies, 5(4).
Jacobsen, Marc (2019), »Digging Sustainability: Sca- ling and Sectoring of Sovereignty in Greenland and Nunavut Mining Discourses«, i Ulrik P. Gad og Jeppe Strandsbjerg, red., The Politics of Sustainability in the Arctic: Reconfiguring Identity, Time and Space, London:
Routledge, pp. 52-73.
Jacobsen, Rikke Becker og Alyne Delaney (2014), »When Social Sustainability Becomes Politics: Perspectives From Greenlandic Fisheries Governance«, Maritime Studies, 13(6).
Jakobsen, Uffe (2014), »Etableringen af Ilisimatusarfik: Po- litiske Diskussioner Forud for Dannelsen af Grønlands Universitet«, Grønlandsk Kultur- og Samfundsforskning 2013/14, Nuuk: Ilisimatusarfik/Forlaget Atuagkat, pp.
11-25.
Jensen, Lars (2012), Danmark: Rigsfællesskab, Tropekolo- nier og den Postkoloniale Arv, København: Hans Reitzel Forlag.
Jørgensen, Martin B. (2012), »Categories of Difference in Science and Policy«, Qualitative Studies, 46(1): 244-78.
Kleist, Kuupik V. (2016), »Mineral resources«, i Rebekka Knudsen, red., Perspectives on Skills: An Anthology on Informally Acquired Skills in Greenland, Greenland Perspective/Københavns Universitet, pp. 128-39.
Knudsen, Rebekka (2016), »Informally Acquired Skills – What and Why«, i Rebekka Knudsen, red., Perspectives on Skills: An Anthology on Informally Acquired Skills in Greenland, Greenland Perspective/Københavns Uni- versitet, pp. 8-13.
Kohn, Margaret og Keally McBride (2011), Political The- ories of Decolonization: Postcolonialism and the Pro- blem of Foundations, Oxford: Oxford University Press.
Lindroth, Marjo og Heidi Sinevaara-Niskanen (2013), »At the Crossroads of Autonomy and Essentialism: Indi- genous Peoples in International Environmental Poli- tics«, International Political Sociology, 7(3): 257-93.
Löfgren, Orvar (1991), »The Nationalization of Culture:
Constructing Swedishness«, Studia ethnologica Croa- tica, 3(1): 101-16.
Loukacheva, Natalia (2007), Arctic Promise: Legal and Po- litical Autonomy of Greenland and Nunavut, Toronto:
University of Toronto Press.
Mbembe, Achille (2002), »African Modes of Self-writing«, Public Culture 14(1): 239–73.
Mignolo, Walter (2011), »Decolonizing Western Epistemo- logy/Building Decolonial Epistemologies«, i Ada Ma- ria Isasi-Diaz og Eduardo Mendieta, red., Decolonizing Epistemologies, New York City: Fordham University Press.
Mignolo, Walter (2002), »The Geopolitics of Knowledge and the Colonial Difference«, The South Atlantic Qu- arterly, 10(1): 57-96.
Mignolo, Walter (2007), »Delinking: the Rhetoric of Mo- dernity, the Logic of Coloniality and the Grammar of De-coloniality«, Cultural Studies, 21(2): 449-514.
Danmarks Nationalbank (2019), Analyse: Grønlands Øko- nomi, 31. oktober, www.nationalbanken.dk/da/publi- kationer/Documents/2019/10/ANALYSE_Nr%2021_
Grønlandsk%20økonomi.pdf
Neumann, Iver B. (1996), »Self and Other in International Relations«, European Journal of International Relati- ons, 2(2): 139-74.
Neumann, Iver B. (1999), Uses of the Other: The »East« in European Identity Formation, Manchester: Manchester University Press.
Neumann, Iver B. og Benjamin de Carvalho (2015), Small States Status Seeking, London: Routledge.
Nielsen, Jens K. (2000), »Kriterierne for Grønlands økono- miske bæredygtighed«, Politica 32(1). 22‒32.
Nietzsche, Friedrich (2006), On the Genealogy of Morality, Keith Ansell-Pearson, red., Cambridge: Cambridge University Press.
Nuttall, Mark (2008), »Self-Rule in Greenland: Towards the World’s first Independent Inuit State?«, Indigenous Affairs, 8(3-4): 64-70.
Østergaard, Mikkel U. (2017), The Greenlandic Wish for Independence: An Investigation of the Possibilities Within Free Association, kandidatspeciale, Aalborg Universitet: Institut for Kultur og Læring, https://
projekter.aau.dk/projekter/da/studentthesis/the-green landic-wish-for-independence--an-investigation-of- the-possibilities-within-free-association(522e8e3b-7d0 b-4892-84fa-77b880c18c43).html
Paldam, Martin (2002), »Kun Overgået af Nordkorea og Cuba«, Information, 14. marts, 2021. www.information.
dk/2002/03/kun-overgaaet-nordkorea-cuba
Porac, Joseph F., James B. Wade og Timothy G. Pollock (1999), »Industry Categories and the Politics of the Comparable Firm in CEO Compensation«, Admini- strative Science Quarterly, 44(1): 112-44.
Pokharel, Ramesh (2011), »Politics and Problematics of the Definition and Categorization of Ethnicity in Nepal«, Bodhi: An Interdisciplinary Journal, 5(1): 1-15.
Powell, Richard C. (2016), »Institutions, Resources and the Governance of Postcolonial Greenland« i Dawn Berry, Alexandra Bowles og Nigel Jones, red., Governing the North American Arctic: Sovereignty, Security, and Insti- tutions, London: Palgrave Macmillan, pp. 200-16.
Ren, Carina B. (2016), »Cool or Hot Greenland? Exhibit- ing and Enacting Sustainable Arctic Futures«, Journal of Cleaner Production, 111(B): 442-50.
Ren, Carina B. og Lill R. Bjørst (2016), »Situated Capaci- ties: Exploring Arctic Winter Games 2016 Upskilling Initiatives«, i Rebekka Knudsen, red., Perspectives on Skills: An Anthology on Informally Acquired Skills in Greenland, Greenland Perspective/Københavns Uni- versitet, pp. 206-22.
Ringmar, Erik (2002), »The Recognition Game: Soviet Russia Against the West«, Cooperation and Conflict, 37(2): 115-36.
Rosenberger, Sieglinde og Iris Stöckl (2015), »The Politics of Categorization – Political Representatives with Im- migrant Background Between “the other” and “stan- ding for”«, Politics Groups and Identities, June, 6(2):
217-36.
Rostgaard, Anders og Dorte Kuula (2002), »Grønland:
Verdens Største Frilandsmuseum«, Jyllands Po- sten, 10. marts, https://jyllands-posten.dk/indland/
ECE3443482/Verdens-største-frilandsmuseum/
Rumelili, Bahar (2007), Constructing Regional Community and Order in Europe and Southeast Asia, London: Pal- grave Macmillan.
Schriver, Nikoline (2013) Grønlands Råstofdebat – en Kom- parativ Diskursanalyse fra 1975-2012, kandidatspeciale, Københavns Universitet: Institut for Statskundskab, http://www.martinbreum.dk/artikler/Nikoline_Schri- ver_Speciale%20(19%2003%2014)(2).pdf
Temanummer: Arktiske relationer
114
Seigel, Micol (2005), »Beyond Compare: Comparative Method after the Transnational Turn«, Radical History Review, 91: 62–90.
Sejersen, Frank (2015), Rethinking Greenland and the Ar- ctic in the Era of Climate Change: New Northern Hori- zons, London & New York: Routledge.
Shadian, Jessica (2010), »From States to Polities: Recon- ceptualizing Sovereignty Through Inuit Governance«, European Journal of International Relations, 16(3): 485- Skydsbjerg, Henrik (2017), »Stort Flertal for Selvstændig-510.
hed«, Sermitsiaq, 31. marts, 59(13), 8-9.
Simpson, Leanne (2001), »Aboriginal Peoples and Know- ledge: Decolonizing our Processes«, The Canadian Journal of Native studies, XXI(1): 137-48.
Smith, Rogers (2003), Stories of Peoplehood: The Politics and Morals of Political Membership, Cambridge: Cam- bridge University Press.
Stoler, Ann Laura (2001), »Tense and Tender Ties: The Po- litics of Comparison in North American History and (Post) Colonial Studies«, Journal of American History, 88(3): 829–65.
Stoler, Ann Laura og Frederick Cooper (1997), »Bet- ween Metropole and Colony: Rethinking a Research Agenda«, i Ann Laura Stoler og Frederick Cooper, red., Tensions of Empire: Colonial Cultures in a Bourgeois World, Berkeley: University of California Press, pp.
1-56.
Strandsbjerg, Jeppe (2014), »Making Sense of Contem- porary Greenland: Indigeneity, Resources and Sove- reignty«, i Richard C. Powell og Klaus Dodds, red., Polar Geopolitics? Knowledges, Resources and Legal Regimes, Cheltenham: Edward Elgar Publishing, pp.
259–76.
Taagholt, Jørgen og Hans P. Steenfos (2012), »Flyvningen til og fra Grønland«, i Jørgen Taagholt og Hans P. Steen- fos, red., Grønlands Teknologihistorie, København: Gyl- dendal.
Thisted, Kirsten (2015), »Pioneering Nation: New Nar- ratives About Greenland and Greenlanders Launched Through Arts and Branding«, i Birgitta Evengård, Joan Nymand Larsen og Øyvind Paasche, red., The New Ar- ctic, Springer, pp. 23-38.
Thisted, Kirsten (2017), »The Greenlandic Reconciliation Commission: Ethnonationalism, Arctic Resources, and Post-Colonial Identity«, i Lill-Ann Körber, Scott MacK- enzie og Anna Stenport Westerstahl, red., Arctic En- vironmental Modernities From the Age of Polar Explo- ration to the Era of the Anthropocene, Basingstoke:
Palgrave Macmillan, pp. 231-46.
Thuesen, Søren og Jens Boel (2010), »Greenland and the World: The Impact of World War II on Danish-Green- landic Relations«, i Karen Langgård, Flemming Niel- sen, Birgit Kleist Pedersen, Kennet Pedersen og Jette Ryggaard, red., Cultural and Social Research in Green- land: Selected Essays 1992-2010, Nuuk: Forlaget Atuag- kat/Ilisimatusarfik, pp. 9-35.
Wæver, Ole (1998), »Insécurité, Identité: Une Dialectique sans Fin«, i Anne-Marie Le Gloannec, red., Entre Union et Nations: L’État en Europe, Paris: Presses de Sciences Po, pp. 88-137.
Wæver, O. (2002), »Identity, Communities, and Foreign Policy: Discourse Analysis as Foreign Policy Theory«, i Lene Hansen og Ole Wæver, red., European Integration and National Identity: The Challenge of the Nordic Sta- tes, London: Routledge, pp. 20-50.
Wørmer, Stig (2013), »Grønland og Nordkorea«, Ber- lingske, 18. marts, www.berlingske.dk/laesere/groen- land-og-nordkorea
Zdencanovic, Ben (2017), »‘The Opposite of a European Democracy’: The American Real Estate Lobby, French and British Social Housing, and the Making of the Post- war American Welfare State, 1945–1949«, Journal of Transatlantic Studies, 15(1): 77-99.
Žižek. Slavoj (1992), »Eastern Republics of Gilead«, i Chantal Mouffe, red., Dimensions of Radical De- mocracy, London: Verso, pp. 193-207.
