Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Aspekter af nyliberalismen: om markedsgørelse og afdemokratisering
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
En artikel fra KRITISK DEBAT
Aspekter af nyliberalismen: om markedsgørelse og afdemokratisering
Skrevet af: Lars Poulsen | Offentliggjort: 01. maj 2009
De seneste årtiers nyliberalistiske samfundsudvikling har forringet menneskers muligheder for at tænke og handle solidarisk og fællesskabsorienteret. Dette er sket både gennem bevidste politiske strategier, der har haft til formål at nedbryde
fællesskabsorienterede moral- og livsformer, og gennem mere generelle
samfundsmæssige udviklinger, blandt andet den nyliberalistiske globalisering.1 Den nyliberalistiske udvikling har betydet en afdemokratisering af samfundslivet på to grundlæggende måder. For det første som en udlicitering og privatisering af de offentlige institutioner og det offentlige rum generelt. For det andet som
institutionelle og praktiske forandringer i den offentlige sektor, således at de
samfundsmæssige opgaver og relationer, der stadig skal varetages af det offentlige, nu skal fungere som på et marked, som i en virksomhed.
Normalt forstår vi den samfundsmæssige udvikling i et demokrati på den måde, at befolkningen og det politiske system træffer politiske valg i forhold til de
problemstillinger, der viser sig i forskellige historiske situationer. Disse valg kan man så være enten for eller imod, og de kan laves om igen, når flertallet indser, at de alligevel ikke var de bedste svar på samfundets problemer. Det særlige ved den nyliberalistiske udvikling er, at denne demokratiske mekanisme kortsluttes.
Nyliberalismen er ikke bare et tilfældigt politisk valg. Tværtimod sætter
nyliberalismen politiske og sociale logikker i gang, der fasttømrer en bestemt udviklingsretning, således at det bliver særligt svært at rulle denne politik tilbage igen eller at finde alternative udviklingsveje. Dette problem, som jeg vil beskrive nøjere i denne artikel, kan betegnes som nyliberalismens irreversible karakter.
Afdemokratiseringen af det offentlige rum
I Danmark, som i andre vesteuropæiske lande, er store statslige virksomheder blevet privatiseret og udlicitering af offentlige opgaver præger det sociale område.
Reklamer og kommercialisering præger også byrummet generelt, og på skoler og andre institutioner bliver det mere normalt, at dele af faciliteterne er privat
sponsoreret. Udbredelsen af privathospitaler tager fart og der har været en
mangedobling af private sygesikringsordninger. Den borgerlige regering har sørget for en snigende promovering af det private sundhedsvæsen ved hjælp af en
venteliste-garanti, der bare i 2006 betød, at det offentlige betalte for mere end 40.000 private behandlinger.
Når offentlige institutioner og opgaver bliver udliciteret, er driften og varetagelsen af
disse ikke mere politisk bestemt på samme måde som tidligere. De politiske organer, såsom en kommunalbestyrelse eller et ministerium, indgår i stedet en kontrakt med den private, kommercielle aktør om de overordnede rammer for udførelsen af
opgaverne. Med denne kontraktmæssige regulering bliver det sværere for borgerne at blande sig og stille krav til opgavernes udførelse - uanset hvor stor opbakning, der er til sådanne krav. Hvor man før kunne stille direkte politiske krav til fx en
kommunalbestyrelse, om at de ændrede den førte politik på et givent område, er det nu mere uklart, hvem der er ansvarlig for den førte politik. Hvis der er tale om et område, hvor politikken er aftalt i en mangeårig kontrakt, kan den private aktør retsligt påberåbe sig denne aftale, og dermed afvise at ændre den. Når Høje- Taastrup Kommune vil bruge penge på flere busser til udkantsområderne, men trafikselskabet Movia afviser, at dette kan lade sig gøre foreløbigt, er det et udtryk for denne udvikling. Det er jo ikke sikkert, at de politiske ønsker lige passer med de private aktørers administrative planlægning og kommercielle interesser. Og så er der ikke mulighed for at bryde kontrakten.
På samme måde kan den enkelte borgers måde at være på i det offentlige rum og de offentlige institutioner også ændre sig på grund af denne udvikling. I sociale rum, hvor alle deltagere i den sociale interaktion i hvert fald principielt er lige i forhold til at udøve indflydelse, forholder vi os anderledes til hinanden end i private eller kommercielle rum, hvor de sociale magtforhold er relativt entydige og de mellemmenneskelige relationer er styret af en kommerciel interesse. Helt grundlæggende kan dette ses ved den måde, hvorpå der er en anden social stemning på det offentlige bibliotek end i den private boghandel.
En konsekvens af dette er, at mennesker mere oplever sig selv som forbrugere end som medborgere. Det betyder blandt andet, at vi som forbrugere skal overveje vores sociale interaktioner på en særlig måde, idet vi betaler penge for de tjenesteydelser, vi modtager. Overvejelser om, hvorvidt de er pengene værd, om man risikerer at blive snydt og lignende individuelle beregninger bliver nu vigtige. I sociale
sammenhænge, hvor alle har en fastslået ret til at modtage de pågældende tjenesteydelser på lige fod med alle andre, er det mere ligetil at tænke
fællesskabsorienteret og dermed også kritisk-udviklende om det sociale rum og dets muligheder.
I forlængelse af disse overvejelser kan man definere nyliberalisme som en udvikling, der får mennesker til at tænke og handle som egoistisk kalkulerende aktører på markedet, i stedet for som solidariske medborgere i et fællesskab. Hvis vi vil forstå, hvorfor mennesker i vores samfund i høj grad har accepteret denne udvikling, må vi se nyliberalisme som en række praktiske politikker og styringsteknikker, der har forsøgt at ødelægge grundlaget for fællesskab og det at tænke alment og solidarisk.
Til gengæld har nyliberalismen tilbudt mennesker en anden slags frihed, en
individualistisk frihed: friheden til at klare sig godt individuelt, hvis man er fleksibel
og hårdtarbejdende - frihed forstået som et individuelt valg mellem forskellige 'vareudbud'.
Den snigende markedstilpasning
Et eksempel på, hvordan et klart skifte i værdier har fundet sted, er indenfor et af velfærdsstatens kærneområder, hjemmehjælpen. Hvor omsorgen for ældre
mennesker og andre med behov for hjælp i hjemmet grundlæggende består i en direkte relation mellem to mennesker med et element af altruisme, dvs. ønsket om at hjælpe, så har et andet grundprincip sneget sig ind, nemlig ønsket om
standardisering. Hjemmehjælpernes arbejde skal nu gøres ensartet, således at 'resultaterne' af deres arbejde kan måles og kvantificeres, for at arbejdet dermed kan gøres mere effektivt. Den arbejdsform, der var baseret på hjemmehjælperens opbyggede erfaring og tid til en snak og anden medmenneskelig interesse, er det ikke muligt at værdsætte i dette system. Den private udbyder har indgået en
kontrakt med det offentlige og mulighederne for, at de ældre gennem fælles politisk handlen kan kræve konkrete ændringer af opgavernes udførelse er begrænsede.
Disse varetages jo af et system, der kører efter standardiserede logikker.
Endnu værre er det, at denne udvikling har sine egne selvforstærkende virkninger.
Når markedsgørelsen er kombineret med en relativt stærk myndighedsudøvelse, bliver området mindre interessant for private aktører. De skal blandt andet tage en stor risiko på dette forretningsområde, mens prisen er politisk fastlagt. Der vil derfor være et fortsat pres for yderligere markedsgørelse, så indtjeningsmulighederne bliver større. Det kan fx ske ved, at der skabes større enheder, der giver
stordriftsfordele, hvilket jo stemmer overens med de større kommuner efter kommunalreformen, der helt efter hensigten har fået udliciteringen til at stige kraftigt. Det kan også ske ved mindre regulering fra de politiske myndigheders side og ved en mere fri prisdannelse. Eller det kan ske ved, at firmaerne får lov til at tilbyde flere tillægsydelser. Alle disse tendenser trækker i retning af en øget markedsgørelse af omsorgsområdet.
Ud over denne selvforstærkende virkning har den nyliberalistiske strategi også den effekt, at mennesker langsomt vænnes til de nye forhold. Der er sjældent tale om drastiske nedskæringer fra den ene dag til den anden, men snarere om nogle sociale dynamikker, der for en del af de berørte faktisk fremstår som forbedringer. Det kan eksempelvis være de velstående ældre, der får mulighed for at købe ekstra ydelser, således at deres livsforhold opleves som bedre end før. På den måde får den
nyliberalistiske strategi skabt større opbakning i befolkningen. Det samme gør sig gældende på andre områder, som i sundhedsvæsenet, hvor de, der har råd til private sygesikringsordninger, oplever forbedringer i forhold til de nedslidte offentlige hospitaler.
Vi kan se et yderligere pres på fællesskabets ansvar for de førte politikker på
områder, hvor der er et samspil mellem det nationale og det internationale niveau af nyliberaliseringen. Som når der i EU gennemføres politikker, der stiller krav til de enkelte lande om tvungen udlicitering af offentlige opgaver. EU's politiske organer kan nu vedtage regler, som det kan være svært for de enkelte lande og i endnu højere grad for de enkelte regioner og kommuner at modsætte sig. Både EU's generelle direktiver og den nationale implementering af disse indebærer skrappe krav omkring udlicitering af serviceydelser.
De regionale eller lokale myndigheder har fx været nødt til at udlicitere busdriften, hvormed det politiske råderum på dette område som nævnt begrænses til, hvilke rammeaftaler det politiske system kan lægge for det kontraktbaserede samarbejde med en privat virksomhed. Problemer som afdemokratisering, den løbende justering af serviceopgaverne og i det hele taget det fordyrende forhold, at private skal tjene penge på opgaver, der ellers har været opfattet som et fællesskabsanliggende, synes ikke at indgå i betragtningerne. Når private busselskaber vil nedlægge hver tiende buslinie, fordi de ikke kan tjene penge på dem, burde det være tydeligt, at den slags serviceydelser er fællesskabets ansvar. Men de nyliberalistiske politikere vil ikke give flere penge til området, og den offentlige bevågenhed er åbenbart ikke stor nok til at skabe forandringer. Udliciteringsbølgen har skabt et tiltagende politisk tomrum.
Det har været markant, at den nyliberalistiske offensiv i Danmark og andre europæiske lande snarere end at bestå i omfattende privatiseringer og
nedskæringer, har bestået i et forsøg på at ændre den generelle politiske kultur i den offentlige sektor. Nemlig ved at alle områder af den offentlige sektor skal præges af værdier som effektivitet, konkurrence, innovation, samarbejde med private, individuelle valg, selvstyring og selvansvarlighed.
I situationer, hvor en institution stadig er offentligt ejet, kan andre former for markedstilpasning altså godt ændre den offentlige aktørs virkemåde
grundlæggende. Vigtige elementer er her indførelse af egenfinansiering
(brugerbetaling eller privat finansiering) og af konkurrence mellem flere aktører2. Sådanne forandringer betyder en øget afdemokratisering.
Forandringen af universiteterne er et godt eksempel. Privat finansiering spiller i dag en langt større rolle på universiteterne end tidligere, så private virksomheder får større indflydelse på forskningen. De enkelte uddannelsesinstitutioner skal også i højere grad fungere på konkurrencevilkår. Al slags forskning skal måles ud fra ensartede kriterier og uddannelsesinstitutionerne må konstant kæmpe om nye studerende for at være sikre på deres bevillinger. Desuden er ikke mindst det interne demokrati blevet begrænset i størstedelen af uddannelsessektoren, og på universiteterne nærmest afskaffet med indførelsen af eksternt valgte bestyrelser og
en hierarkisk organisationsstruktur med en stærk central styring.
Værdikampe
Det fremgår tydeligt af disse eksempler på nyliberalismens konsekvenser, at vi har at gøre med en grundlæggende kamp mellem to værdisæt - to forskellige opfattelser af det frie menneske og det gode liv. På den ene side ideen om det frie menneske, der handler egennyttigt beregnende for at optimere sine egne muligheder på et marked af service- og forbrugsmuligheder. På den anden side ideen om et
fællesskab, der organiserer det sociale liv således, at alle har lige ret til de
nødvendige service- og forbrugsgoder - og således at alle på lige vilkår kan deltage i den demokratiske proces om at udforme fællesskabets ydelser over for borgerne.
På en række måder er det blevet sværere for individer og lokale fællesskaber at tænke og handle kollektivt og solidarisk. Dette kan blandt andet ses, når
andelsboligforeninger ud fra sociale og idealistiske principper egentlig helst ville holde andelsprisen nede, men føler sig nødsaget til at hæve prisen for ikke at blive stillet i en væsentligt ringere situation i forhold til resten af boligmarkedet. Det tragiske er, at jo flere individer - og individuelle andelsboligforeninger - der tænker og handler således, jo mere bliver det en selvopfyldende profeti, sådan at priserne generelt vil stige på hele andelsboligmarkedet, således at de tilbageværende idealister rent faktisk vil stå i en ringere situation, hvis de vil flytte.
På den måde kan enkelte individer i bestemte situationer igangsætte en ond cirkel, der fuldstændigt ændrer de sociale logikker på et bestemt samfundsmæssigt
område. Den grundlæggende pointe er her, at forekomsten af free-ridere særligt under bestemte samfundsmæssige forhold gør det individuelt 'rationelt' at forfølge individuelle frem for kollektive interesser. Når denne effekt bliver selvforstærkende, kan udviklingen blive meget svær at vende. Det er det aktuelle boligmarked et godt eksempel på.
Et andet eksempel er fagforeningernes medlemstal. På den ene side har den nyliberalistiske politik betydet et pres på fagforeningernes økonomi og
kampmuligheder. På den anden side har der været et diskursivt skred, således at det i dag ofte fremstår som om, at fagforeningsmedlemskab er et spørgsmål om
individuelle fordele, snarere end at være solidarisk med ens arbejdskollegaer. Jo flere, der lader sig overbevise om dette, jo mindre indlysende kan medlemskabet synes for andre.
Disse eksempler viser, hvordan der er en asymmetri mellem skabelse og
ødelæggelse af fællesskaber. Denne asymmetri hænger sammen med en mere grundlæggende psykologisk asymmetri i forhold til fænomenet tillid. Når først
menneskers tillid er blevet nedbrudt, er den svær at genoprette. Særligt når mindre, lokale fællesskaber - kulturelle organiseringer, fagforeninger og
beboerorganiseringer - bliver ødelagt eller presset af statslige politikker, bliver det sværere for mennesker fortsat at tro på disse. Det bliver altså også psykologisk set sværere at handle solidarisk og kollektivt.
De ringere muligheder for fællesskab hænger også sammen med, at der i de vestlige lande er blevet skabt en stadig større middelklasse, der i stigende grad har kunnet nyde individuelle glæder som egen bolig, privat ejendom, individuel frihed og erhvervsmæssige muligheder. På den måde præger nyliberalismen os som mennesker - hele vores grundlæggende måde at være på. Alverdens subtile magtteknikker3 er i spil for at få mennesker til at tilpasse sig nyliberalismens definition på et godt socialt liv. Især skal vi engagere os fuldt og helt i vores lønarbejde og kravene om evig konkurrence og vækst - og i det umådeholdne
forbrug, der skal gøre os til lykkelige mennesker. F.eks. skal arbejdsløse konstant stå på spring til 'rigtige' job, der måske slet ikke findes - tidligere tiders muligheder for at bidrage til fællesskabet med humanitært, socialt og kulturelt arbejde er kraftigt formindskede. Alle disse forhold har hjulpet accepten af nyliberalismen på vej, en accept der altså ikke bare er sket gennem en ideologisk påvirkning, men via en forandring af menneskers sociale relationer og praksisser. Dette har medvirket til nyliberalismens irreversible karakter - udviklingen er svær at forandre.
Når mennesker er blevet vænnet til, at andre møder dem med mistro og
egeninteresse, skal der en ekstra mental og social anstrengelse til, for at bryde denne onde cirkel.
I den situation er det nødvendigt, at grupper, der arbejder for solidaritet og fællesskabsånd, er opmærksomme på betydningen af at forandre de bestående sociale former eller udvikle nogle nye, således at individuelle og kollektive interesser ikke står i modsætning til hinanden. Det kan fx tage form af forsøg på at skabe
alternative organiseringer og frirum, der er kendetegnet ved et bevidst brud med markedets logikker og individualistisk tænkning. Mange græsrodsbevægelser og konkrete fristeder, såsom Ungdomshuset og Christiania, diverse økologiske projekter og bo-projekter er eksempler på kollektive organiseringer, der har en forståelse af, hvordan de samfundsmæssige betingelser på en række måder tilskynder os til at handle selvtilstrækkeligt. Alternative organiseringer er afgørende for udviklingen af solidariske og kollektive værdier.
Også andre grupper og bevægelser forsøger at modgå markedsgørelsen. Det gælder eksempelvis den brede kampagne og bølge af protester, der har fundet sted indenfor de seneste år mod regeringens forringelser af velfærden. På det internationale plan peger særligt globaliseringsbevægelsen på alternativer til den nyliberalistiske
udvikling. Disse bevægelser forsøger at få partier, fagforeninger og andre
beslutningstagere til at sige fra over for nyliberalismen - og har stillet krav til det politiske system om bevarelse af almene sociale rettigheder. Sociale bevægelser og
organiseringer, der arbejder for solidaritet og fællesskab, må gøre sig denne
grundlæggende værdikamp klart, og tænke deres bestræbelser som et opgør med den herskende markedsgørelse. Sådanne netværk i civilsamfundet kendetegnet ved bevidste forsøg på at udvikle basisdemokrati og ligeværd er en del af vejen til at skabe et samfund med en anderledes social samhørighed - med virkelig
fællesskabsånd.
Konklusion
Jeg har i denne artikel beskrevet, hvordan de seneste årtiers nyliberalistiske
samfundsudvikling har betydet afdemokratisering og en forringelse af mulighederne for velfærdsstat og fællesskab.
Det kapitalistiske marked bliver hastigt udvidet i disse år. Markedet er både på vej til at blive verdensomspændende og altomfattende. Nyliberalismen har på den måde to ansigter: udviklingen har betydet en svækkelse af velfærdsstaten, men en styrkelse af velfærdsstaten, idet at staten griber ind i stadig flere samfundsområder for at gennemtvinge markedsgørelsen. Dvs. at velfærdselementet er blevet svækket i forhold til statens autoritære side.
For at denne omfattende udbredelse af markedet kan gennemføres, kræves en bestemt slags mennesker, der opfylder deres funktioner som gode forbrugere og lønarbejdere. Hele vores måde at forstå fællesskab og velfærdsstat skal forandres, og den nyliberalistiske omformning af den offentlige sektor og samfundet generelt har forandret menneskers forståelse af os selv og vores sociale relationer. Der foregår her en kamp om grundlæggende værdier.
Opsummerende kan man altså sige, at der i disse år sker en indskrænkning af demokratiet og det politiske mulighedsrum på en række niveauer. Individer får begrænset deres handlemuligheder i forhold til udvikling af fællesskaber og alternative livsformer. Fællesskaber begrænses i muligheden for udvikling af alternativer og for at stille krav til det politiske system i nationalstaten.
Nationalstaterne begrænses i mulighederne for alternative nationale og
mellemstatslige politikker. Alt hvad der ikke passer ind i det globale markedssystem gøres tendentielt umuligt.
For at ægte, demokratiske fællesskaber kan bevares og nye kan skabes, må vi gøre os klart, hvordan der i disse år finder en forstærket kamp sted mellem markedets og individualismens værdier på den ene side og universelle og solidariske værdier på den anden side.
Noter
1Denne artikel er baseret på uddrag fra artiklen "Fællesskabets forsvinden", der har
været bragt i Værdikampe - Økonomi og samfund 2009 (red. Peter Nielsen og Lars Poulsen, 2009, Forlaget Frydenlund).
2Se Søren Kolstrup (2002): "Velfærdsstatens og socialdemokratiets
markedstilpasning" i tidsskriftet Arbejderhistorie, nr. 2, s. 3-6 for en gennemgang af disse forskellige dimensioner af markedsgørelse.
3Jf. også Mitchell Dean (2006): Governmentality - Magt og styring i det moderne samfund. Forlaget Sociologi.
