Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Dampe, Jacob Jacobsen.; af J. J. Dampe.

Titel | Title: Forsøg til en Opløsning af Problemerne i den

danske Retskrivning

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kiøbenhavn : trykt hos Johan Peter Mandra, Fysiske størrelse | Physical extent: 1811 VIII, 64 s.

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the

work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always

remember to credit the author.

?/)'! ' pc

ribning

O57 XOttLeULc SISl.l01-ex

1Z000SS69S9?

en Oplosning af Problemerne

i

den danske Retskrivning.

Af

I . I . D a m p e .

For Enhver, der ikke troer fine egne Mensnger at v^re delftfle Orakel'prog; for Sn, som kroer, at han kan feile, og tillige oprigtig elsker San» beden, kan ^nret vser. «nskeligere, e..d en skarp og vciissadelig Bedsm.

melse. . .

B l r k n e r.

K i s b e n h a v n , i S l i . Trykt lov Johan Peter Sandra»

D i g t e r e n

J e n s M i c h a e l H e r t z

>

Amtsprovst og Domprovst til Roeskilde Domkirke

t i l e g n e «

med alle Agtelses og Hengivenheds Felelser

denne liden

F o r t a l e .

Vigtighed og Interesse vil vel Ingen frakjende den Gjenstand, jeg her har behandlet; saa megen Tvist, som her­

om har fundet Sted, gjor nysgjerrig efter Oplosningen; jeg har dertil gjort mit. Man folge mig, hvor jeg har Ret, og overbevise mig, hvor jeg har Uret! Med een af Delene er jeg til­

freds; hvad enten Sandheden ved mig

VI

eller Andre opdages, naar den kun op­

dages, er mig ligegyldigt.

Dog, folge mig, hvor jeg har Ret?

hvad forlangte jeg? at man skulde er- kjende Scetningers Rigtighed, hvorved man maaflee da og maatte erkjende sine egneS Urigtighed? det er formeget. At man, hvis man erkjendte det, skulde rette sig efter denne Erkjendelse, og stile mod Strommen? det er formeget.

Zeg bekjender, at jeg ikke mere har

skrevet dette, fordi jeg tykkedes maa-

ske at have fundet det Sande, end

for at vcekke, om muligt, dem af sin

Slummer, som kunne virke, dem af

VII

sl» Taushed, som kunne tale; for­

di den overhaandtagende Uvished og Uenighed i Retskrivningen fortrod mig.

Men ved den Stilhed, som nu hersker, bliver Tingen som den er, ja meget vcrrre. Thi »aar Enhver, uden at aslagge derfor det Regnskab, han skyl­

der, vedbliver at vandre sin Vei. da iler Retskrivningen — og ncesten er ten Tidspunkt der — sin Undergang imode. Min DverbeviiSning er det, at kun ved gjeusidig Drosten, kun ved en sand videnskabelig, altsaa venska­

belig Strid kan Sandheden bringes

for Tagen. Jeg har nu givet Slag

VIII

paa mit Skjold, for at alle Kjcemperne skulle reise sig.

Til Slutningen tilfoier jeg, at jeg her med velberaad Hu ikke selv har fulgt den Retskrivning, jeg her an­

befaler, paa det at Folk, istedet-

for at udpege en Skrivemaade, de

have Fordom imod, skulle nodeö til

blot at overvie dens Grunde.

^lenncskene tale, eller bruge Lyd til Tegn paa deres Begreber *). Men de have opfundet at for­

skaffe denne Tale en beundringsværdig Varighed og Udbredelse, idet de igjen betegne disse Lyd, som ere dereS Begrebers Tegn, ved andre synlige Tegn. De kunne saaledes tale ved Skrift hoiere, end om, som Digteren siger,

ti Tunger, ti Munde, Og en ufvoekkelig Rsst og en Kobberbarm var

dem givet.

Skrift er altsaa en Betegnelse af Talens Lyd.

Mm da vi her ville ssge at bestemme, saavidt muligt. Skriftens Fuldkommenhed, synes det aU

*) Tsenkeligt var det og, at betegne Begreber ved Skrift hvorfcr ikke? fcm vi „u bruge hsrlige, vilde vi da bruge synlige 2egn paa dlsse; hine ere dog vistnok langt mere skikkede og af Naturen bestemte dertil.

saadan Skrifl, der betegnede Begreber, vilde den en»

gang fcrrstagne Paffgrafi vare; en saadan var BU»

lcdskriften.

A

deles hensigtsmæssigt, at vi forst hensatte nogle almindelige Regler for Betegnelses og Tegns Fuldkommenhed. Men Tydelighed er Grundlo­

ven for Tegnenes Fuldkommenhed; dertil horer:

1) At hver forfljellig Ting har sit forstjellige Tegn. Man tanke sig det Modsatte drevet saa vidt, at Alt tilkjendegaves ved eet Tegn, hvilket var modsigende.

2) At intet overflodigt Tegn gives, intet, der udtrykker'ganske det Samme, som et andet;

thi Reglen er Simpelhed og Korthed. Det Modsatte vilde anspande Sjelen mere, end nodvendigt er, og tilsidst ganske overstige dens Fatteevne.

2) At lige Ting bor have lige Tegn, eller, at, hvor ingen Grund er til Forskellighed i Betegnelsen, bor vare Lighed (Grundbegre­

bet af al Analogi) og omvendt.

4) At et Tegn ikke maa paa eet Sted betegne eet, paa et andet et Andet.

5) At den samme Ting ei maa «etsteds beteg­

nes, andensteds ikke.

6) At ikke et Tegn, som betegner en vis Ting, maa paa nogle Steder betegne slet Intet.

7) At den samme Ting (Lyd) ikke paa eet Sted maa betegnes paa een Maade, paa et andet paa en anden Maade. (jvf. 2 5>n'gel).

L) Blandt en Samling af Tegn, bestemte til at betegne Ting af een Art, maa ei indfinde sig noget, som ei betegner en Ting af denne Art.

Ellers strcrber jeg strar og stedse at henfore det til den Art, de andre betegne.

Vi stride derpaa til at omtale hvert Sporgs- maal ifardeleshcd.

Om store Forbogstaver.

Man skriver Ordene af en vis Ordklasse med store Begyndelsesbogstaver, for at tilkjendegive, at de hore til denne Ordklasse. Enhver, som ho­

rer et Qrd af denne Ordklasse, veed han da ikke strax uden videre Tilkjendegivelse, til hvad Ordklasse det horer? Svar: han vecd det visseli«

gen strar. Den Danske, som feer Ordet Bog, veed strar, hvilken Gjenstand dl! betyder, altfaa og, at dej betyder en Gjenstalld. Hvortil, spor­

ges der, skal da det store Forbogstav? Det gjor, strcrngt og nsiagtigen talt, ikke den allerringeste Nytte. Det siger Noget, som man veed, og No«

gct, som det ikke kan vcere andet, end at man vecd. Thi hvilken Folgesiutning er dog silososist visscre, cnd denne: at den, der veed, bvilken Gjenstand Ordet betegner, ogfaa veed, at det be­

l l 2

4

tegner en Gienstand, og andet fortaller dog ikke det store Forbogstav; det fortcrller ham nemlig, at det er et Substantiv, et Ord, som betegner en Gjenstand; en ufrugtbar og unyttig Underret­

ning, om han ei vidste Ordets Betydning, men i det Vieblik, han veed den, og, da han maa vide den, saa overflsdig, som nogen Ting i Verden»).

> Anfarer man derimod som Grund, at visse Ord af Ordklassen kunne forvexles med ligelyden«

de af anden Ordklasse, da bliver altsaa Reglen:

*) Jeg talcr ikke engang om den UovereenSstemmelse, at betegne denne Ordklasse og aldeles ikke alle de andre.

Bloch siger rigtig nok, at Substantivet er hovedordet;

men, naar nu en Änden siger, at Verbet er Hovedordet, og en Tredie, at Adjektivet er det, gad jeg vide, hvormed han vil bevise sin Paastand. Om man end vidste, hvad han forstaaer ved Hovedordet, og om cnd Substantivet da var det, da maatte dog dette, baade af Grunde, der ere ncevnte og flulle navnes, ganske vare

udelukket fra Betegnelsen. Bliver man ved atfslge den Regel, hvorefter man skriver Substantiver med store Forbogstaver, da staaer vor og andres Retffrivning uendelig lilbage i Fuldkommenhed. Thi den burde da udtrykke alle grammatikalske Begreber, ikke alene, til hvad Klasse l vert Ord hsrer, men l>vert Tempus, Numerus, Kasus, Forhold til de andre Ord i S-rt- ningen o. s, v.

For at undgaae Forverling, adssiller man ikke alene nogle faa Ord af en Ordklasse, hvilke kunne forverles, men ogsaa alle dc Ord af Ord«

klassen, som ikke kunne forverles. Denne Regel vil vel ikke Nogen lade staae, men strax afsondre Forholdsreglen fra de Ord, om hvilke Hensigten med Forholdsreglen ikke kan gjelde; altsaa:

Man adskiller nogle Ord af en vis Ordklasse ved stort Forbogstav fra ligelydcnde af en anden, for at de ei skulle forverles.

Altsaa siger man: der ere mange Verber, der kunne forverles med Adjektiver, Adjektiver med Adverbier, Adverbier med Pronominer, o. m. fl.

ligeledes mange Ord i hver af disse Ordklasser, som indbyrdes kunne forverles med hinanden, og stemfor Alt, mange Substantiver, der kunne for­

verles med Substantiver, Alt dette er foruden de Substantiver, der kunne forverles med Ord af andre Klasser; men af alle disse broder man fig.

ikke om at adskille uden de Substantiver, der kunne forverles med Ord af anden Klasse. Hvil­

ken ZnkonsekventSl Man kunde imidlertid vel sige, at den er daddelvcrrd, ikke formedelst dein, mc'N adskiller, men formedelst dem, man ikke ad»

skiller. Man antager da denne Regel:

Adskil alle Ord, i Lvden lige, men i Begre.

bet sorskjellige >.

Skrift er Lydbetegnelse. Lydbetegnelsens Fuld­

kommenhed er des storre, jo bedre og tydeligere den betegner Lyd. Lydbetegnelsen bliver ufuld- komnere,-naar den har Tegn, som ingen Lyd be­

tegne, altfaa overflsdige Tegn (see 8 Negel).

Det er derfor klart, at ved Lydbetegnelsen, som Lydbetegnelse betragtet, ere store Forbogstaver en U f u l d k o m m e n h e d , e n M a n g e l . V i s i g e : L y d ­ betegnelsen, som Lyd betegnelse be­

tragtet; men Enhver maa fole det Urimelige i a t s i g e a n d e r l e d e s , d e t U r i m e l i g e i a t s i g e : L y d ­ betegnelsen som Tankebetegnelse be­

t r a g t e t .

Lydbetegnelsens Fuldkommenhed bliver ikke des storre, jo bedre den betegner Begreber. Det falder vel af sig selv, at det er ingen Mangel eller Ufuldkommenhed hos Betegnelsen af Lyd, naar den ikke betegner Begreber.

Fslgelig er det ingen Mangel at udelade Forbogstaverne, men det er en Mangel og Ufuld­

kommenhed at fcrtte dem.

Regner man det nu og for et Fortrin, at Lydbetegnelsen betegner Begreber, hvilket Fortrin slet ikke er væsentligt, eller vedkommer den, som Lydbetegnelse, saa er'det dog aabenbart, at et uvæsentligt Fortrin her soraarsager en vasentlig Mangel. Man voelge j

Sporgerman: er Lydbetcgnelsen Ho5 de Dan.

fke herved bleven bedre og fuldkomnere? Nei; det Modsatte endog. Er Sproget blevet det? Nei;

det har heri ganske den samme Ufuldkommenhed.

Og derfor synes det, som man fremforer til Forsvar, ved forste Oiekast at have Noget for sig, fordi det ikke kan ncegteS, at det jo er et Fortrin.

Sagen er tun, at dette Fsrtrin er paa en aldeles urigtig Plads, og hvor det ophorer at vare For­

trin; findes hos det, ho§ hvilket det ei stalde vare. oz hvor det netop bliver til Mangel, og savnes, hvor det skulde vare. Da nu ved dette Fortrin Sproget ei vinder og Retskrivningen ta­

ber, og det stedse bor vare vor Hensigt: at for­

bedre Sproget, og paa dette Sted isardeleshed:

at fuldkommengjort Retskrivningen, saa bor vi nodvendigen forkaste det. Den, som ikke agter herpaa, han agter ei helle? paa disse to Hensigter, som ved enhver Sprog og Skrift-Undersogel>e bcr vare de eneste.

Dertil kommer, at slet ikke nogen trangen­

de Nodvendighed og Utydel ^ ed paabyder denne iovrigt u r i g t i g e Forholdsregel. (Jeg vilde sige, ac f. 6r. hvert tredie eller fjerde ^rd i sproget et andet ligt; dette maatte da vare et Sprog til at skrive og ikke til at tale; men vort Sxrog har

i 8

kke flere lige end f.Er. Romerne, der ei adskilte de­

res) at vi ret godt forstaae alle de andre hinanden lige Ord som ere ovenfor ncrvnte, hvilke man ikke adskiller; at altsaa vort Sprog ikke er saa ufuldkomment, at vi derfor skulde tye til at gjsre Retskrivningen ufuldkommen; at Sammenhan­

gen gjerne meget klart og tydeligt antyder Betyd, ningen; at man dog daglig i Sproget, uagtet de i Lyden ere lige, forstaaer og adskiller disse Ord, som man vil gjsre adskillelige ved store Forbog- slaver; at det jo netop er cn Pligt for hver god Skribent ved den Forbindelse, han satter dem i, naar det skulde gisres nsdigt, at forebygge deres Sammenblanding, en Pligt, hvorfra Brugen af store Forbogstaper aldrig bsr forfsre, aldrig kan fritage ham; at man dog ligesaa godt forstaaer en Bog, naar den oplåses, som naar den lcrses;

at det store Forbogstav langtfra er engang noget sikkert Tegn, da det og bruges efter visse Adflil- lelsestegn i Talen; at det er en forvendt Frem»

gangsmaade, imedens man ved falske Greb for- gjoeves ssger at hoeve Ufuldkommenheder i Spro,

ikke at re.^ne alle de forfljcllkge tempora, casus, nu-»

inei-i, som formedelst Mangel paa Skjelnetegn i Spro­

get cre hinanden lige.

get, paa den anden Side at gisre det ufuldkom«

ment, hvor det er fuldkomment, og imedens man vil adskille Lyd, som ere eens, paa den an­

den Side at betegne eens de Lyd, som baadc ere forskellige og betegne forskjellige Ting, hvilket baade den oeldre Retskrivning gjsr ihenseende til de Ord, som endes paa b, d, g, v, s. Brud (lang) og Brud (kort), og den nyere ihensecnde til alle flige Eenstavelsesord, hvoraf nogle udtaleS langt, andre kort. Dog det beHoves ei, videre at tale om denne Ting : at adskille nogle hinanden lige Lyd ved store Forbogstaver. Det er dog kun, naar man ikke kunde forsvare den Grille, at skrive alle Substantiver, blot, fordi de er Substanuver, med store Forogstaver, et Paaskud, som man har tyet til. Heller ikke ere her anforte faa mange Grunde uden, fordi vi i det Folgende til anden Brug skulle have nok med de samme.

Det er altsaa, for at vi kunne overseedet Fore- gaaende, bleven viist, at Lydbetegnelsen kun bor be«

tegne Lyd, aldrig Begreber, og mindst de abstrakte grammatikalske Begreber; at der scavel ved at be­

tegne det grammatikalske Begreb: Substantiv, som de svrige, ikke lader sig mindste Nodvendigked eller Nytte tcenke; at det ved Ord, som ere lige, hel­

ler ikke er nodvendigere, og at det altid er en

10

urigtig Forholdsregel, at straffe Retskrivningen for den Feil, som Sproget ene begaaer *).

Om stumme Bogstaver.

xelZanierig. blev formedelst sin ugrundede Dom sat fra Dommercmbedet, og ars criiica blev Dommer i dent

Sted igjen» ' ,

Holbergs Fabler»

Et stumt Bogstav, et Tegn, som Intet beteg­

ner, er en fuldkommen Uting. Om denne Uting i noget enkelt Tilscelde kan forsvares, ville vi see.

Om det stumme E..

Det findes i Enden af Substantiver, af Ad­

jektiver, af Verber.

Det sindes i Eenstavelsessubstantiver, som endes paa en Vokal. For skrev man Bye, Skoe, Snee; af hvad Grund, er ikke godt at indsee. Det kan ikke vcere forattilkjendegive Vokalens Langde, thi den er i alle enkelte **) Stavelser lige lang;

heller ikke for at tilkjendegive nogen Betoning eller Aksent; det var da et soerdeles flet Tegn, og

-y I Tydflland har man, som bckjendt, begyndt at af, skaffede stvre Forbogstaver.

e n k e l t e d . c . s o m e n d e p a a e n V o k a l .

II

derpaa har man desuden endnu aldrig tankt i Retskrivningen. Man gjorde det da uden Grund.

Dette er og blevet indfeet, og selv de, der Heide til de A5ldres Meninger, have forkastet dette c i By, Sko o. s. v. men ikke i — Snee og dem,

som ende paa e. Af hvad Grund? Jeg kan ikke udfinde een eneste *).

*) "Diss< Ord: Ske?, Lee, endogsaa Ot, skulde," staer Guldberz, "strängt taget, skriv?« uden dette uudtale-

"lige e i Enden," ligesom om man, mildt tager, for dem kunde andringe nogen Undskyldning! "Men,"

siger ban videre, ' ogsaa i denne Henseente l'eN.r den

"storre Deel af de bedr« Skribenterc saa meget l i l

''Modsatte, at man ei kan fortank« den, sen ikke

"red en Udeladelse deraf vil ud'att« sig enten for Mi«»

"forstar.se, eller dog idetmn dste fer Latter." Lader os strax lxrtkaste al vor Gransken og Fersken efter det Rigtige, naar vi dog til Slutningen lkke maa sslge det Rigtig«, vi have sundet! Den, fem Jn.et vil gjvre, uden det, hvorved han ikke udsalter fig for Latter, kommer ikke til at gjore meget klogt. Dersom Filosofien ikke kan sige til Hoden: gj^rer dette, thi dette er rigtigt! og dersom 5«n svarer: delte skal gj>reS, thi dette have vi altid gjort! da lagge man ki>„ alle GranskningSl'sger sammen! Vi kunne da godt nsiei med den Troesdekjendelse, Holberg anf»rer etsted« i fit Levnet: jeg haver lu!dkcmmelig»n troet t et samme, som dc troed«, der boede i samme Gade, som jeg. .

l

r»

Derncest har man brugt dette stumme E i den sidfie Stavelse af Fleerstavelsesord, som en.

de paa i, s. Betlerie, Astronomie. Paa denne Stavelse er ogsaa altid Tonen; dog kan det ei vcrre for at udtrykke denne; som det nys er sagt, denne har man aldrig tcrnkt og tanker ellers al­

drig nogetsteds paa at udtrykke; ogsaa var dette det fletteste Middel. Hvad er da Grunden?

ingen.

Fremdclcs bruges det i EenstavelseSadjektiver som ende paa en Vokal, og ere eens i Enkelt­

tal og Fleertal s. Er. tro, bly, fly, i Fleertallene:

troe, blye, flye, og med den bestemte Artikel: den troe, den blye. Man vil da her atter bode paa Sprogets Ufuldkommenhed, og adskille ved Ret­

skrivningen de grammatikalske Begreber, som Sproget ei adskiller. Dette er altsaa endnu af mindre Betydenhed, endnu en mindre Ufuld­

kommenhed, end at Sproget ikke adskiller ved forfljellige Ord selve Ordbegreberne, hvilket man ved store Forbogstaver vilde bsde paa. Vil man nu i Almindelighed afhjelpe dette Slags Ufuldkommenhed her, da har man en vid Mark.

Der er, foruden Ufuldkommenheden med de ncrvnte Adjektiver, ingen Adskillelse af Personerne i Ver, berne, Jmpersektet er eens i alle Tal og Kjon, mange Tider ere hinanden ganske lige, i de afvi.

IZ

gende Verber end flere flige Ufuldkommenheder, ingen Adskillelse af de fleste catus i Substantiver­

ne, i mange af disse Enkelttal og Fleertal eens Ufuldkommenheder, hvoraf alle Sprog have en.

deel; dog af alle disse Ting falder man netop kun paa denne ene: nogle faa Adjektiver, hviö Enkelttal og Fleertal ere lige, og synes, at kun de ere v«rde at adskille *). Dertil bruger man et Tegn, som man endnu mere maa beklage sig sig over, end over hine Forbogstaver; thi de kun­

de dog ei blandes med Noget. Men her bruger man det almindeligste Tegn paa den almindelig, ste Lyd til at betegne dette grammatikalske Be­

greb; den allerværste og foleligste Overtrædelse af Regel 4 eller hellere af Regel 6. Endelig, der- som vi ovenfor saae, at der ikke var saa stor en Nodvendighed og Trang til at adstille de hinanden lige Ord, da er der endnu mindre. Thi der er nasten ikke et eneste Sled, hvor Tallet jo ved de ovenstaaende Ord antydes paa det klareste; hvad enten jeg skriver: tro Hunde, bly Piger, eller som Prcrdikat: Hundene ere tro, Pigerne ere bln, da kan jeg aldrig tanke mig Beskaffenheden, hver­

ken alene eller i noget Fleertal, hellcr ikke kan jeg

*) Man burde da og flriv, Wge, Tale, Tegne (Zlter, tal ,f ZSg, Tal, Tegn) med stumt S.

-4

danne mig nogen Forestilling, forend jeg seer Substantivet; men i dette samme Dieblik bort­

falder ogfaa al Utydelighed; da veed jeg ogsaa, om det er Enkelttal -eller Flcertal. I andre Til­

falde, hvor Substantivet kunde vare -borte, viser derimod Artiklen det ganske klart. Altsaa, imod at adskille ved et Tegn disse i Sproget uadskilte Fleertal, gjelde de Grunde, vi ovenfor anforte ved Adskillelsen ved store Forbogstaver, fuldkom­

men og i endnu hsiere Grad. Sproget vinder Intet; det beholder samme Feil; disse Adjektiver beholde dog eens Cnkelttal og Fleertal; de faae dog intet Adskillelsestegn paa Fleertallet i Spro­

get; tro vedbliver at hede i Fleertallet: tro; hvad nytter det, at man satter et E, som ei udtales?

Ordet bliver det samme; hvorimod Betegnelsen bliver i hoi Grad seilfuld.

Dog al denne Tale mod Adskillelsen af Fleer, tallet ved det stumme E kunde vi have sparet; thi til Slutningen blive vi vaer, at man ei kan have villet adskille Fleertallet; aldeles ikke, thi man skriver Enkelttallet med den bestemte Artikel paa samme Maade. Altsaa er ikke engang, den Hen­

sigt at adskille, Grunden, hvorfor man her bruger det stumme E.

Skal man tanke sig noget Slags Hensigt eller rettere dunkel Drift, som Aarsagen, da er

15

det, fordi man har syntes, at, da de andre Ad­

jektiver havde E i disse Tilfalde, saa maalte man vg satte det i disse Adjektiver *), uden at betanke, hvor stilfuld man derved, uden det ringeste at kunne forandre Ordet og Sproget, gjorde Net- skrivningen. Man har altsaa fulgt et Begreb om et Slags Analogi og om en falfl Regelmassighed.

Men dette Begreb kan man dog ei have fulgt ved see, gaae, (Imperativ) thi Imperativs En­

delse er ikke ellers e; det hedder jo elfl, paamind o. s. v.

Sandelig, det syneS, at disse Rctskrivere blot have villet forlange Ordene, fordi de faae dem for korte ud. Her kan i det mindste ikke findes nogen anden Grund, ligesaalidt ^om til Snee, Lee o. s. v. Hvad enten nu Aarfagen, hvorfor man har det stumme E fremdeles i see, gaae, doe, (Infinitiv og Kleertal af Pråsens) er denne, at man syntes, Ordene vare lidt korte, eller dette.

*) Den egentlige Gang i Tingene er da nok den, at, da man fsrst havde udflettet det stumme S i Enkelttallet, syntes man ei, man kunde saa hoveiku.ds bortøde det allevegne. Her syntei man sij dcg at have lidt Grun5 til at beholde det. , Man fuldfsre kun og dortsisde allevegne dette flette, unyttige og ^usul«

de E:

i6

at, da disse Tempora i de andre Verber ende med Lyden af e, saa vil man her, hvor Lyden ikke er, alligevel scrtte Tegnet, da beHove vi vel ei at gjendrive flige Grunde, som Ingen kan antage for Grunde. Den Grund derimod, at ville ad­

skille forffjellige grammatikalske Begreber, som er ere adskilte i Sproget, hvilken vi ovenfor have omtalt og gjendrevet, den kan ei voere her. Hhi man adskiller jo netop ei hele tre Tider, Infinitiv, Flertal af Proesens, og Imperativ, men skriver dem alle tre eens. Man adskiller altsaa Intet.

Nu gad jeg vide, hvad Grund man fremdeles vilde fremfore for fee, dse, gaae, maae o. s. v.

Og dog er Intet, som de celdre Netskrivnings- mcrnd mindre kunde taale. forandret, og mere for­

svare, end denne deres aldeles grundlsfe Skrive- maade. De kunne ei taale at fee for deres Dine noget se, le, ligesaalidt som Sne. Saaledes for­

svarer man ofte med den heftigste blinde Iver det allerufornuftigste formedelst den onde Vane.

Om det stumme H.

Det bsr bortkastes allevegne efter, hvad der alt er sagt om stumme Bogstaver i Almindelighed;

ogsaa, hvor man derved vil adskille Ord, lige i Lyden s. thi, ti, ifolge de Grunde, der ere anfsrte

17

mod de store Forbogstaver, som Adssillelsesteg»

sor lige Ord, og gjentagne mod det stumme E i Adjektiver. (Om det stumme H i hvo, hvad skal tales i de. andet Tillag).

Vokalernes Fordobbling

og

telse ved e.

Nogle Vokaler ere lange, andre korte, eller, om vi anderledes ville udtrykke os de samme Vo.

kaler udtales snart langt, snart kort, som i Led (Subst.) led ^Adjekt.)

Nogle Stavelser ere altid, som have Tonen, andre ikke s. omsonst, forgjcrves. I det fsrste Ord har den sidste, i det sidste den nastsidste Sk- velse Tonen.

Disse ere vigtige Modisikasioner af Lyden;

Lyden bliver ganfle anderledes, naar disse Ting blive anderledes.

Strax vor fsrste Regel for Betegnelsen, at enhver forskjellig Lyd stal have fors?jell,gt Tegn, fordrer uimodsigeligen, at disse Forskelligheder bos Lyden skulle betegnes.

Det:e bliver endmere aabenbart, naar vi be- tcenke, at der ere gansie iorftjellige Ord i S pro«

get, hvori alt det svrige af Lyden er eenS, und­

tagen netop denne Forfljellighed, som ogsaa med.

B

18

rette' er agtet for nok i Sproget ttl at adskille dem. Exempler paa, hvor Tonens Sted hos os udgjsr Forskjellen paa Ordene, kan jeg ikke falde paa; de latinske Ord inoäv, alias, ere saadanne.

Derimod have vi Erempler nok, hvor Vokalens Længde eller Korthed ere de eneste Adffillelsestegn i Sproget f. Er. Led, (Subst.) led (Avj.) Brud (af bryder) Brud (en Forlovet) var (Verbet) var (Adverbiet) red (af redder) red (af reder). Man sammenligne, hvad herom er sagt i Slutningen af det om store Forbogstaver S. 8 L. 20 indtil S. 9 L. ^c>.

Altsaa kan her ikke engang tales om Fuld­

kommenhed eller Ufuldkommenhed, men det er en Fordring efter Betegneisens forste Regel, at disse Lydens Forskelligheder skulle udmaerkes. Ved hvilket Middel, dette er Sporgsmaalet.

Vokalernes Fordobbling og Understottelse ved e ere begge flette og meget mistydelige Midler.

Men vi have ingen anden. Aksenter vilde vcere et godt Middel.

Sporgsmaal: skulle vi, hvor Tegn behoves, helst bruge flette Tegn Mr helst bruge flet ingen?

dette Valg er vanskeligt; thi her ere to Ting, som ere lige onde.

Imidlertid, tage vi Hensyn til, hvorledes vi snarest og lettest kunne faae den fuldkomnere Be-

19

tegnclfe indfort, da er vel folgende Fremgangs«

maade den bedste: at indfore strax denne gode Betegnelse vilde nu vistnok vcrre allerrigtigst; vil eller kan man ikke dct, og man vilde derimod bringe den flette mere og mere i Gang, da vil dct, naar denne scrtter sig fast, blive alt vanskeli«

gere og vanskeligere for den gode nogensinde at komme ind. Naar den flektere forst er indfort, bliver den paa Tronen. Da bar den Vanen og altfaa Fordommen for sig. Da hores stoerkere den Tale: vi kunne gierne beholde, hvad vi have.

Det er langt vanskeligere, forst at maatte om, styrte noget flet, for at opbygge noget godt, end at soette noget godt til, hvor det mangler. Naar vi nu derimod for det forste lade al Betegnelse fare, da grundfæste vi Intet, som vi siden selv skulle nedrive. Da vil man vel og snart selv fole Trangen til en Betegnels.'. Man vil da, dog vel engang, kunne indfore den gode Beteg­

nelse, eg man vil ikke til den Tid have Fordom«

men for, og Vanen til, ten flette at stride imod.

Derfor anscer jeg det for det klogeste, enten strar at bruge den gode, eller ogsaa ingen Betegnelse.

Intet kc>n voere ufuldkvmnere, end Reglen:

at Vokalen ska' sordobbles, undtagen foran b, d, g, v; thi der er aldeles ingen Grund, bvorfor den lange,Potal .nindre skal bnegneS foran disse

B -

20

Konsonanter, end ellers, da Vokalen ligesaavel foran disse Konsonanter sindes baade lang og kort.

Der er aldeles ingen Grund, hvorfor vi flulle be«

tegne den lange Vokal i Ordet: Been og ikke i Ordet: Led, hvilket ligesaavel kan udtales baade langt og kort. Ikke at tale om, at Reglen ikke engang opfyldes f. Ex. i her, der, sin, er det derfor aabenbart, at enten maa Vokalen fordob- bles i alle flige Eenstavelscsord eller i ingen af dem; der er flet ingen Grund til at gjores fkjel.

Boye gaaer ud fra den rigtige Grundsæt­

ning, at Skriftsproget er des fuldkomnere, jo be­

dre det udtrykker Talens Lyd. Forfaavidt har han da Net, naar han fordrer, at i Ordet: belee, Betoningen af den sidste Stavelse bor udtrykkes.

Men han adskiller ikke de to Ting: lange og korte Vokaler, og: Vokalers og Stavelsers Betoning.

Efter hans Fordring kom vi da ogsaa til at maatte stave f. Er. Ordet Fortrcrd med e: Fortraed. Det gjor dog ikke Nogen af dem, der ellers fordobble og understotte Vokalerne. Thi Vokalernes For- dobbling og Underststtelfe, det eneste meget ufuld­

komne Tegn, vi hertil bruge, betegne blot, at Vokalen skal udtales langt, ikke den Tone, som derpaa skal lcrgges; to aldeles forskjellige Ting.

I Ordet betegne er bet midterste e betonet, akfentueret, men det er intet langt e. ^ Ordet

F o r s e e l s e e r d e t m i d t e r s t e e , b a a d e e t l a n g t e og betonet. I Ordet Stavelse er intet af terne nogen af Delene. Ovenfor have vi allerede etsteds bemoerket, at i enkelte Stavelser, eller Sta­

velser, som ende paa en Vokal, er denne hverken lang eller kort (man maalte da undtage en me­

get langttnikken Udtale af visse Jnterjekjionev f.

Er. Aa! ved Medynk). At forresten ogsaa Bete- ningen tilkjendegaveS, var, som alt er seet, on- skclizt not; kun, at der maatte bruaes dertil egne Tegn. Den omtalte Forfatter siger ng cg strar selv imod. Thi i enkelte Stavelser, hu, ru t Hu.

se, beruse vil han ikke have Nokalen sordobblet;

men med disse forholder det sig netop, ligesom med den sidste Stavelse i det anforte Ord: delee.

Om Diftongcrnes Endebogstav.

Have Diftongerne i Enden en Konsonant eller Vokal. Dette er Sporgsmaalet. Vi ville for- udstikke Lidet om Vokaler og Konsonanter.

Vokaler give Lyd for sig selv. Konsonanter kunne ikke lyde alene. Dette er jo det sadvanli«

gen opgivne Skjelnetegn. Vokalerne ere Virknin­

ger af en Stilling, Konsonanterne af et Sammen, stsd. Vokalerne udgjore Lyden selv, Konsonan.

terne dens Modisikasioner. Taleredskabet er !om et

22

blcesende Instrument. Vokalernes Lyd svarer til Lyden af de sorftjellige Instrumenter: Floite, Trompet, Klarinet o. s. v. Eftersom de ere for- skjelligen dannede, saa, blot ved at stsde Veiret deri, spores den forstjellige Lyd formedelst In­

strumenternes forstjellige Skikkelse; ligesom det blotre Veir fra Struben frembringer en Lyd, for- srjellig efter Mundens forstjellige Stilling, hvil­

ket udgjsr Vokalernes Forstjellighcd. Mcn Kon­

sonanterne svare til Hullerne og Klapperne paa disse Instrumenter. Ligesom jeg ikke ved asver- lende Bedcrknng af disse Huller kan frembrin­

ge nogen Lyd, naar ikke Veiret stodes i Floiten, saaledes kan jeg ikke heller ved et vist Sammen­

stod af Mundens Dele frembringe nogen, naar ikke Luftstodet kommer, eller Vokalen, som udgjor den egentlige Lyd.

Tage vi Lyden au, da mcerkes let, at det er en Lyd, sammensat af to. Forst erkjende vi Lyden a, derncrst een foruden den.

Denne sidste er ikke u, thi da maatte dei hedde i to Stavelser a, u, med Lyden af Voka­

len u; men vi hsre ikke denne Lyd: u. Den er heller ikke v; thi av udtale vi ganske anderledes.

Denne sidste er derncrst en Konsonant; thi vi kunne ikke frembringe den uden i Sammenfat­

ningen. ,

Den er altsaa en Konsonant, hvortil vi end«

nu ikke have noget eget Tegn. Li burde hav«

det.

Betegnelsen med u er feilfuld; thi den kan jo meget let mistydes. Hvo skulde vel, naar han Intet vidste deraf, falde paa, at au lyder som vor Diftong au. En Saadan vilde evig blive ved at navne de enkelte Lyd a, u.

Det Samme gjelder om ai. Den sidste Lyd deri har ikke den rene Lyd: i. Det er en Kon­

sonantlyd, som ei kan frembringes uden i Sam»

mcnscetning. Det er vistnok den samme Konso- nantlyd, som i : jo. Stjerne. Her have vi altsaa et Tegn og kunne skrive aj, og bor lade den, i samme Henseende som au, feilfulde Ae«

tegnelse ai fare.

Det er nu rigtigt nok, at ved en overmaade burtig Udtale af de to Bokaler a, i ovenpaa hin­

anden, synes det at blive meget ligt Lyden af Diftongcn ai, og man skulde altsaa troe, at Dif' tangerne ai, au, vare de to meget hurtigt ud«

talte Aokaler. Men det Samme vil man erfare, finder Sted med ia, hvilket, meget hurtigt ud«

talt, noevneS som Lyden af ja. Ligeledes, lige­

som a, u noermer sig Lyden af au, saaledes u, a en haardere Lyd af va. Altsaa begge disse

24

Vokaler u og i noerme sig paa disse Steder, hur­

tigen udtalte, til Konsonanternes Lyd ^).

Det sees let, hvormeget simplere Reglen her­

ved bliver: striv ikke i, hvor i ikke hsresl iste- det for den forrige besynderlige Regel.

Baden siger, at j ikke hores i.- Kjerlighed, Gjerning. Gjerrighed o. fl. Om Hr. Grundtvig af denne Grund udelader j i alle flige Ord, veed jeg ikte. Jeg henviser til Udtalen, hvori j be.

stemt hsres. Stundum kan man fristes til at sporge, hvor Grammatikeren har havt fine Dren henne

Om Dobbeltbogstaver.

De ere x, z, Skulle de forkastes? Dichman maa svare for mig:

Man indvende ikke, at, naar der ssrives aj, kan j troes at hore til den folgende Stavelse, naar denne begynder med en Bokal; thi denne Utydelighed finder Sled med alle. Konsonanter.

**) Derom kunde man sporge paa flere Steder, som eller«

ikke vedkomme dette. Hvorledes har f. Ex. Baden hsrt til, naar han tsller nogle tyve, og ordentlig forklarer, at dct er det samme som nogle og tyve, da dog Ingen siger uden dette sidste?

25

"Skulde x beholdes, fordi det, som et fuld,

"komnere Tegn, udtrykker paa engang en dob-

"belt Lyd, saa fulgte deraf, at man ogfaa bur-

"de onske Eproget et sammensat Tegn for en-

"hver Samling af sammensatte Toner s. Er.

"for vn, vk o. s. v-, men hvor mange overflo- 'dige Tegn skulde da ikke, til Plage for Lcer-

"lingen, fylde Alfabetet?"

Man see desuden Alt, bvad der e. anssrt ved Betegnelsens forste Negel og anvende det her! Side 2 L. 5-8.

Guldberg anfsrer herimod af Gerner: at, hvad der kan udrettes ved faa, skal ikke udrettes ved flere. En Soetning, som netop gjendriver ham selv j thi vi sige: naar vi kunne udrette Al- ting ved de to Tegn k og behsve vi ikke at opfinde noget nyt: r. En anden Sag kunde det vare, om vi da aldrig b-hovede k og s. Men han anvender Soetningen kun paa et enkelt Tilforide, og lader Hovedsxorgsmaalet af Syne, hvorman- geTegn vi i Almindelighed i skrivningen behsve.

Q er ikke engang et Dobbeltbogstav. Det siaaer blot foran v istedetfor k. Hvad skulle vi med et Tegn, som aldeles Intet sardelcS ud«

trykker ?

Man sinder ofte morsomme Grunde. Boye vil beholde x, fordi det dog seer ligesaa smukt

26

Ild, som?s, og Prof. Baden siger derhos, at Figuren i Bogtrykkeriet kan dog ei undvceres, da den i fremmede Ord maa dog beholdes, hvis de ei skulle blive ukjendelige.

Om V og F.

At adskille disse to, er og blevet Problem.

Jeg vil fremsatte en Regel, hentet fra Udtalens Na­

tur, (ft-m lignerGrcrkernes: tenu-z foran pirats, bliver : naar den blsde Konsonant v kom­

mer foran den haarde Konsonant t i samme Stavel­

se, forandres den til sin tilsvarende haarde Konso­

nant f. Jeg troer, at v foran t kan ikke udtales;

det bliver enten s, eller Diftongerne: c,.;, eu, hvis man prover at frembringe en anden, end F Lyden.

Er det saa, da skriv: haft, loft! Det kan ikke nytte her atter at ville frembringe en Negelmcrs- sighed, som dog aldrig har existeret eller kommer til at existere i Sproget. I Sproget hedder da Ordet: haft, og maa skrives saa. Det er desu­

den ikke saa forfærdelig en Anomali; Grcekcrne have mange saadanne i deres Verber, hvor Lyd forandres til befloegtede Lyd for Velklangens Skyld.

Om fremmede Ord.

Saasnart det Sporgsmaal opkastes: skulle de, af fremmede Sprog optagne, Ord betragtes

2?

som danske, eller endnu som fremmede? da flyder deraf et nyt Sporgsmaal: naar kan et Ord siges at hore til et Sprog? hvilke ere Ajcndemarker.

nc? Dette Sporgsmaal besvare vi strar, med at opstille vor Grunds«tning: et Folks Sprog er en Indbefatning af de Ord, hvormed et Folk beteg­

ner Begreberne; ethvert Ord, hvormed et Folk betegner et Begreb, horer til dets Sprog.

Derimod opstiller man det Kjendemcerke, som hentes af Oprindelsen, hvilket lyder saaledes: et Ord horer til der Folks Sprog, som forst lar op.

fundet det, til dermed at betegne et Begreb; eller, dersom man antager Ord, der have lidt nogen Forandring, for optagne: et Ord horer til det FolkS Sprog, som haver dannet eller for en Deel . dannet det.

Deraf folger da, at cl Sprog er en Ind.

befatning af de Ord, som et Folk selv ha? dannet, eller for en Deel har dannet, til at betegne sine Begreber med.

Et Sprog er en Samling af Lnd, som visse Begrebers Tegn. Det er altiaa i ug ct ^n.

tet, naar der ei tages Hensyn til Nogen, som bru.

ger disse Tegn, ei til et Folk, som taler dcl.

danske Sprog er altsaa Intet andet, end det dan, ske FolkS Sprog, det Sprog, som det danske Folk har.

»3

Naar der siges: et Folk har et Sprog, et Sprog er et Folks, saa ville vi prsve, om dette Forhold mellem Folket og Sproget er Ejendoms­

forholdet. Saasnart jeg staaer i det Forhold til en Ting, at jeg kan siges at eie den, saa maa Ingen paa samme Tid kunne staae i samme For­

hold dertil, som jeg. Men nu ere Lydtegn, lige­

som Tanker, Forestillinger, Ting, til hvilke alle paa samme Tid kunne staae i samme Forhold;

folgelig kunne disse Ting ikke eies. Altsaa bort.

fjerne vi herfra alt Begreb om en Eiendomsret og om Eiendom. Hvilket Forhold betegne da disse Ud­

tryk: et Folk har et Sprog, et Sprog er et Folks?

Ligger i dette Genitiv og i dette Ord har i mindste Maade Begrebet om Opfindelse ? Det er klart, alde­

les ikke. Enhver maa og tilstaae, at det er forstjel- lige Begreber: et Folk har opfundet et Sprog og.- et Folk har et Sprog eller: dette Sprog er et Folks.

Wil man, uden at kunne ncegte dette, herimod opstille en Kausalforbindelse: jo, fordi et Folk har opfundet et Sprog, derfor er det Folkets, derfor har det Sproget? Men netop disse sid­

ste ^Begreber ere de, ?vi nu söge at bestemme.

At de ikke kunne betegne nogen Eiendvm, have

»i seet. Hvilket Forhold beregne de da? det cr aabenhart, intet andet end: Folket betcg.

ner med dette Sprog, med denne Samling af

29

Lydtegn sine Begreder. Lader os nu underssge Kausalforbindelsen: fordi et Folk har opfundet et Sprog, derfor kan det betegne sine Begreber der­

med; naar et Folk ikte har opfundet et Sprog, kan det ikke dermed betegne sine Begreber. Den Slutning falder ganske omkuld.

Vil man derimod strar bortfjerne Begrebet om Opfindelse og sige: at i Udtrykket ligger alene Begrebet om Begyndelse, da bliver det Urimelige endn! langt mere i Line faldende. Thi hvo kan sige. at i ^e Ord: et Folk har et Sprog, ligger:

et Folk har fsrst dette Sprog. Aldeles ikke; og desuden, hvad gjsr endelig fsrst og sidst det rin.

geste til Sagen. Men her forledes man af Be.

grebet om Eiendomsret, hvilken vi have viist, siet ikke heri kan sinde Sted. Ligesaalidet, og om muligt, endnu mindre, end vvemor, gielde? her Folgeslutningen: n a a r et Folk ei har brugt et ^ .r.'g

forst, kan det ei bruge det, ei dermed betegne sine Begreber. Vi have altsaa viist, at Begreberne om Opfindelse og Begyndelse ganske maa bort­

fjernes fra disse Udtryk: et Folk har et Sprog, et Sprog er et FolkS; at de for det forste siet ikke Ugge i disse Udtryk; at derucrst, esterat disse Ud- tryks Betydning er bestemt, Begreberne om op­

findelse og Begyndelse heller ei kunne staae i n»>.

Zv

gen Kausalforbindelse med disse Sætninger. Vi komme altsaa til vor forste Bestemmelse, hvis Rigtighed er bevist: et Folks Sprog er en Jnd- befatning af de Ord, hvormed et Folk betegner Begreberne; ethvert Ord, hvormed et Folk beteg­

ner et Begreb, horer til dets Sprog.

Et Ord kan ei vcrre halv dans? og halv frem­

med. Naar man f. Ex. siger, at i Ordet Funda­

ment er Endelsen dansk og det Vorige fremmed, da gaaer man blot ud fra Oprindelsens Grund­

sætning og fra Begreberne om Opfindelsen. Dette falder derimod efter vor Desinision ganske bort.

Et Ord er danff, som det danske Folk bruger, og fransk, som det franffe Folk bruger. Nu kan det ei siges, at det Halve af Ordet bruges af de Danske, det Halve af de Franske. Folgelig:

et Ord er enten dansk eller fremmed; det kan vel v«re l'egge Dele paa eengang; naar baade det dansse og det fremmede Folk bruge det, faa kan det betragtes nu fon: dansk, nu som fransk eller latinsk o. s. v. men derved formindskes flet ikke dets Danskhed.

Dansk Ord, danff Stavemaade; ingen Re­

gel er rimeligere. Fordi Ordet: Bord, Stol, er dansk, skrives det efter danske Staveregler.

Fordi det af det Fremmede optagne Ord er dansk, skrives det paa dansk af samme Grund; og her

cre ingen Modgrunde. Da vi nu vide, Ordene ere danske, saa anvende vi den syvende af de S.

2 og z givne Regler for Tegn.

Vi vide.- det er dansk, hvad det dansks Folk bruger; men Ordet Folk er desvarre et ubestemt Begreb. Samme Love, samme Konge; men Men­

neskene afvige fra hverandre og adskille sig, hvor de kunne adskille sig; altsaa og i Sproget.

Bonden bruger ikke, mange af Kjsbsredman- dens; den Dannede ikke, mange af den mindre Danned:s, Ord; og omvendt. Saalange imid«

lertid Ordene ere af dansk Malm, kunne vi, hvor sjeldne de end kunne vare, fastsatte: et Ord, som bruges af ingen Anden hoS noget andet Folk, end af Danske, om end kun de Farre, er enten In­

gens eller dans?.

Det sees imidlertid let, at denne R?gel ei kan gjelde^om mange af de optagne Ord; om hvilke af dem den kan gjelde, skulle vi strax fast.

satte.

Det er klart, at man kan ofte anvende frem­

mede Ord, som man dog ingenlunde bolder for danske. Man anvender et saadant, naar man ikte finder i sit eget Sprog, hvad der tilstrakkeli.

gen kan udtrykke Begrebet, og man skriver det for dem, der sorstaae det fremmede Sprog f. Vr det Menneske er en rotoer (underforstaaet

32

Mening: "han er, hvad de Franste kalde en ro.

"turiei- ' hvilke Ord man ofte foier til). Dette har ventelig virret og er Tilfaldet med de Fleste, der forst bruge et Ord, som siden bliver almin, deligt.

Men nu kan det tankes, at Flere, ja Man­

ge, optage, ikke et sligt Ord i Sproget, men op­

tage den Mode at betegne et Begreb med det eller det fremmede f. Ex. franske Ord, som enkin, en donvivant, et Linlemdle, enten, fordi intet lige.

betydende Ord er i Sproget, eller af Naragtighed, eller af Lane. Saaledes er der tre Klasser af Menneskers Almuen, ifar Haandvarkere bruge tydste, den smukke Verden franste, de Larde la­

tinske Ord og Benævnelser, hvilke de i det Die- blik ansee som fremmede, enten fordi de ere vante til dem i deres sadvanlige Bevagclseskreds eller af en af de to forstnavnte Aarsager. ' Delte sy­

nes ved forste Oiekast at fordre en Tilfatning til Almindelighedens Grundfatning: et Ord er danff, ikke alene, naar Folket bruger det, men, naar Folket bruger det som dansk. Men det synes kun saa; thi, hvad Folket bruger, maae det bruge som dansk. Forst, fordi Brugen af et fremmed Ord, som fremmed, sadvanligen forudsatter Kundskab i det fremmede Sprog; og denne kan ikke vare almindelig, eller Folkets. Dernast fordi,

,

33

hvis Mangel af et eget Ord i Modersproget dri«

ver til at bruge et fremmed Ord, som fremmed, for at betegne Vegrebet, da maa Begrebet; hvis Naragtighed eg Vane ere Bevæggrundene, da maa tusse vare indskrænkede til Enkelte, eller til en enkelt af de tre ncevnte Klasser eller dereS saa Efter«

aberc. Et heelt Folk kan ikke tankes for bestandig at bruge et Ord til at betegne et Begreb og at betragte dette paa samme Tid som fremmed; lige«

saa lidt som den naragtige Brammen eller den Vane i et fremmed Sprog, som kan vare bleven Visse eller en vis Klasse til Deel, kan tamtes hos et heelt Folk. Derfor flutte vi medrette, at et Ord, der bruges af dem, der bruge det, som fremmed, ikke kan vare almindeligt; ligesom vi paa den anden Side flutte, at. naar det er meget almindeligt, da bruges det beller ikke som fremmed.

Sporges derimod igjen om Kjendemarket paa det sidste Kjendemarke, eller: naar Ordet bruges, som fremmed, da kan ingen Regel giveS, men det maa s?jonnes, ved at betragte Menne­

skene og den Maade, de bruge Ordene paa; ofte kan det skjonnes af Udtalen.

Kun dettc anmartes, at Enbver, fon, bruger et fremmed Ord forandret, anseer det conl«-quen- . ter ei for et fremmed Ord; thi det er da ikke det

e

34

fremmede Ord längere. Her komme vi tilbage til hun Regel: (see ov. Side zi L. iz). Dette O r d h o r c s s a a l e d e s h o s I n g e n , u d e n h o s D a n f f e ; det er folgelig Ingens, eller og er det dansk. (Vi vide allerede, at ethvert Ord maa hore til dette eller hiint Sprog see ov. Side zo L. 7). Men Ingen, som bruger det, kan troes at aUtage det for at vcrre Ingens; folgelig betragte og stave han det som dans?! Endvidere: den, som forst gav Ordet den danfle Form, ssgte at gjore det dansk, saavidt det stod til ham, og i Overensstem­

melse mes denne sidste Hensigt maa han og bruge dansk Stavemaade; ligesaa Enhver, der ester ham bruger den danske Form.

Ved forandrede forstaaes naturligviis i Talen; thi Talen er Sproget Til forandrede Ord regnes og ethvert, der endog blot i een En­

delse, een Boining pleier at lide Forandring; thi i faa Fald er blot Bygningen af de ovrige Endel­

ser og Boininger Skyld i, at de ei forandres.

Tager jeg f Er. Ordet: da er ingen Forandring, som kan afgive noget Kjendemcrrke;

bruger jeg derimod med Artiklen: Passasjen, da folger deraf, at jeg bruger altid Ordet, altsaa og i de andre Former, som forandret og dansk.

Vi faa? folgelig Saaen afgjort med en heel Deel Ord, (blandt andre noesten alle dem, som

35

ende paa cm) f. Er. Resolusion, Rekreasion, Re­

spekt, Revers. Siger nu En: Poltron, da anta, ger han det for danst; siger han med den franste Udtale: pnluan, da er det rimeligt, at han anta«

ger det for fransk, eftersom dette er ikke den al- mindelige danske Udtale af Ordet.

Og er dette et Beviis, hvormeget Folket be, strcrber sig sor at gjore hvert fremmed Ord til sit eget, hvorfor vi og bor anfee det, som saadant, og bestrafe os for det samme. Eftersom man ikke i slige fremmede Ord, bvis Stavemaade er fra

vor forstjellig, l,ar villet rette Stavemaaden efter Lyden, nu vel! saa har man rettet Lyden eftec Stavemaaden og alligevel gjort Stavemaaden dansk. Dette, at man forandrede Udtalen af Stavelserne, er altfaa den Maade, hvorpaa man har forandret mange Ord af de Sprog, som have en fra vor forstjellig Stavemaade; i dem af an«

dre Sprog har man ofte bortstaaret Stavelserne selv s. Er. i Sum, Fundament, Segment o. a. fl.

Af dette fslger nu ingenlunde, at, fordi et Ord ei er forandret, det derfor ikke kan vare danst.

Mange kunne formedelst der.S Bvgning ei med­

tage, eller behove ei Forandring, for at erholde den almindelige danste Ferm, fem man onster at give dem alle.

. . Es

36

Saaledes have vi, saavidt muligt, om det saa maa kaldes, objektivt, bestemt, hvorledes Or­

dene skulle betragtes.

See vi derimod paa det Subjektive eller En­

hvers egen Betragtemaade, da bliver det langt lettere at give Negel; thi, da den nye Vanskelig­

hed opkom deraf, at man kunde bruge et fremmed Ord baade som fremmed og som fcrdrenelandff, da bliver Reglenbruger du Ordet, som sremmed, da skriv det, som fremmed; betragter du det un­

der Brugen, som fædrenelands?, da skriv det, som saadant! Dersom En sperger om Negler, hvorle­

des han skal betragte Ordene, da have vi givet de Bestemmelser, som kunne gives. Strcekke disse ikke til, da kunne vi ikke sige andet, end: han ef«

tergrandske sig selv, hvorledes han pleier at bruge Ordet, han estergrandske, hvorledes Andre pleie at bruge det! Kun skrive han dct efter, som han betragter det, og, hvis han holder det for frem­

med, med dct Sprogs Bogstaver, hvoraf det er taget, naar de ere fra vort Sprogs forskjellige;

altsaa de franske Ord med latinske Bogstaver.

Denne sidste Fordring, som Alle ville sinde billig.

Mange uberydelig, bor indskjcrrpes, som vigtig.

Det vil ikke sige stort, om han og er sparsom i at behandle Ord, som optagne. Fattes et eget Ord i Sproget, da vil det endog ikke vcere ugavnligt,

S7

at det fremmede Ord ansees, som fremmed. Spro­

get vil blive anseet, som fattigt. Mangelen vil ved Retskrivningen sal^e i Oinene, og man vil hurtigen bestroebe sig for at raade Bod dervaa ved at danne et Ord af Sprogets egen Malm. Skri­

ver man derimod, hvad man anseer som fremmed, med danske Bogstaver, da vil det Meste blive, som det er. Der skeer ingen stor Forandring.

Man vil skrive Ordene med fremmed Stavemaade vg bestandig, hvor ikke al Rimelighed er derimod, forsvare sig med dette: vi anses dem, som frem, mede. Nci, for at kunne retfcrrdiggjore sig, stal man strar i Begyndelsen tilkjendegive, at man holder dem for fremmede, ved ogsaa at bruge de fremmede Bogstaver. Haves et ligelydende Ord i Sproget, da bor det ogsaa anbefales at antage og behandle og skrive jo flere Ord af dette SlagS, jo bedre, som fremmede, med fremmede Bogsta­

ver. Dette Brogede, som stsder, denne Latter»

lighed, som falder i Oin/ne, vil flux forjage de fleste. Istedetfor at ellers hiin dunkle forestilling om et Ord, halv dansk, halv fremmed, stal ved«

vare, og skzule Feilen. De, som skrive saa, skulle ved at beskue deres brogede Stiil, med eet standse, og de skulle kjende, at de have syndet.

Jeg taler derncrst om de fremmede Egennavne;

men jeg maa forst bestemme, hvad et Egennavn er.

38

Et Egennavn betegner et Individ, etFcrlleds- navn en heel Art eller Klasse. Derimod kan ei indvendes, at ogsaa Fcelledsnavnet betegner en enkelt Gjenstand eller et Individ; thi det horer til Begrebet om en heel Klasse, at man henforer de enkelte Gjenstande dertil. Kolgelig: Egen­

navnet betegner Individet, blot som Individ be­

tragtet; det betegner det blotte Bcgreb om et vist Vcrsen, noget existerende. Egennavnet betegner Materien eller Substantfen, Fcelledsnavnet For­

men, hvorefter Gjenftand n kan henfores til en vis Klasse. Egennavnet betegner ikke Formen eller Beskaffenheden. Jeg tcenker mig Scesar paa Tro­

nen; jeg tcrnker mig ham i Skyggeriget; han kan have omskiftet alle Egenskaber; men jeg tcen- ker mig eet Jeg vedblivende, een Subftants, eet Vcesen, som jeg endnu kalder Scefar. Hektor for Troia og Aektvr som Skygge Huarn (liverlus ad illo! er endnu Hektor. Ulysses's Staldbroder, for­

vandlet til et Sviin, er endnu det samme Vcesen.

En Sjel s.».andrer ganske Tilboieligheder, Grund- scrtninger, Vaner o. s. v. man siger: det er, lige­

som han var et andet Menneste; men Ingen kan egentligen sige, at han er det. Dette Begreb om et vist bestaaende Jeg, en vis bestaaende Sub­

ftants udstrtrkre vi formedelst en naturlig fyko- logisk Grund ogsaa til livlose Ting. Et Huus

3?

fan blive forandret, omkalfatret paa alle Maader;

jeg siaer dog: det er det samme gamle HuuS, end?

stiondt ombygget, forandret. Men da denne Idee om et Vasen, en Substants, et Jeg hos Uvisse Ting blot udspringer af en viS Indbildningstraf, tens Lyst til at personisisere, saa er den ogsaa let omstodelig, ubestemt, som alle Fantasiens Fostere.

Saasnart s. Er. det Begreb bibringes, at der ikte er en Steen tilbage af det gamle Huus, saa siger man: det er et nyt Huns. Egennavnet betegner Noget, blot som Noget, som noget, der er et an­

det, end alt det Lvrige. Denne Idee ligger til - Grund i Egennavnet. Man indvende ikke. at jeg ads->..er ei Tingene uden efter deres sorfljel.

lige Egenskaber. Til at adskille, beksves kun For- skjel i Tid eller Num, og uden denne tanker jeg mig ikke engang adskilte Substantser. <^aa>narl jeg denmvd tanker mig Beskaffenhederne hos et enkelt Invivid, som nogle, der ere eller kunne vare tilsattes for Flere, da har jeg dannel en Klasse, og strax vorder Egennavnet til Falleds.

navn; da siger jeg: flere Sasarer, flere Sarda- napaler; her stoder Begrebet om Egennavnet

sammen med Falledsnavnet Lankc vi o», at Mennesket kun havde seet eet Tra, da var Ordet Tra, hvormed han benavnte denne Gienstand alene, et Egennavn; saasnart h a n derimod saae

40

flere, dannede han sig Begrebet om en Klasse, og Ordet blev Fcelledsnavn. Det var baade unsd- vendigt og umuligt at give hver existerende Sub- stants sin Bencrvnelse f. Er. hver Steen. Man noies derfor med at tilkjendegive, at en flig horer til en vis Klasse, og kun i nodvendige Tilfalde, hvor man tykkes sig at troenge dertil, giver man enhver existerende Substants sin Bencevnelse; dette er f. Ex. Tilfaldet med Menneskenes Navne. Paa den anden Side betegner Falledsnavnet ikke nogen bestemt Substants; jeg siger: "han satte sig un­

der et Tra; derpaa brod han Grene af Troeet."

Her betegner jeg ei et vist Trcr alene, som er til eller har varet til paa Jorden. Min Forestilling er ubestemt blandt alle Skovens eller alle Verdens Ti aer. Saafnart det derimod er bleven Tilfal­

det med et Fcelledsnavn, at man ved dette tanker sig een eneste vis Ting alene, da bliver Falleds, navnet til Egennavn; ligesom ovenfor er sagt, at Egennavn kan blive til Fcelledsnavn. Taler jeg i en Landeby om Kroen, da er dette Ord der et Egennavn. En hvis Mand, der altid benav- nede Voltare med det Ord: Manden, gjorde der dette Fcelledsnavn til et Egennavn. Den i disse Ercmpler brugte bestemte Artikel beteg.

ner ikke altid, naturligviis, denne Omdan­

nelse. Tht i tet ovenfor anfsrtc Exempel stod:

Tra med den bestemte Artikel uden at vare

" 4l

Egennavn; det betegnede blot: det samme Troe, som jeg nys ncevnede, uden end­

nu at betegne et vist bestemt Troe. Men naar en saadan Omdannelse finder Sted, da er den bestemte Artikel Kjendemcrrket. Ifolge dette ere Ordene: Solen, Maanen, Underligheder i Spro-' get. Thi deres Form viser Appellativer, som ere gjorte til Proprier, uagtet de vistnok ikke forst have vcrret Appellativer; ja, saadanne som de nu ere nemlig: Proprier, bruges de endda ikke ofte som Appellativer. Det er en Egeulvd i vort Sprog ^hvilken det dog har tilfcrlles med det tyd­

ske, franste o. s. v.) hvormed er beflaggtet Dan­

nelsen af Ordet: Jorden. Af alt dette folger da, at et Egennavn betegner et bestemt Begreb om een eneste i Verden eller i Zanken eristerende SubstantS eller Acrsen, Fcrlledsnavnet et ubestemt Begreb om eet af de til en Klasse horende Indivi­

der. Siger jeg: Mennesket Sasar, da bruger jeg den forste Benævnelse, fordi han horer til en Klasse, den sidste, fordi han er Noget, der er til for sig selv; fordi han er dette bestemte og intet andet Individ af denne Klasse, hvorimod Fcrlleds­

navnet blot siger, at han er et Individ af denne Klasse. Denne hele Undersogelse, som jeg ikke skulde have gjort saa vidtloftig, hvis ikke Dich­

man havde anfeet den for vanskelig og efterladt Tvivl om den gamle Desinisions Rigtighed, brin»

42

ger os altsaa blot tilbage til denne, nemlig: at et Egennavn betegner et Individ, Foelledsnavnet en Klasse.

Egentlig veed jeg nu flet ikke, hvorfor man i Retskrivningen har villet gjsre Forskjel mellem Egennavne og Fcelledsnavne; der kan ingen vcere.

Enten Ordet udtrykker Begrebet om en enlig Ting eller om en Klasse af Ting, det siger In­

tet; nok! det udtrykker i begge Tilfcelde et Be­

g r e b . D e t d a n s k e F o l k k a l d e r e n S o : e n S o , o g H o v e d s t a d e n i F r a n k n g e k a l d e r d e t P a r i s » Skulde Ordet: Paris nu ikke vcere dansk? det danske Folk betegner et vist Begreb med dette Ord; folgelig er det dansk. Man seer det alt af Udtalen; dermed skeer det Samme, som jeg oven­

for har anmærket om fremmede Ord i Alminde­

lighed, at ofte, eftersom Stavemaaden ikke vil rette sig efter Udtalen, retter Folket Udtalen efter Sta­

vemaaden og forandrer dog Ordet; hvilket viser tydeligen nok, at, naar det optager et sligtOrd, har det en naturlig Trang til faa meget muligt at gjsre det til sit eget og at give det fcedrelandff Skikkelse; ja! dersom det havde gjort eller havde kunnet gjsre dette ved alle, da havde det allere­

de udfort, hvad vi nu her söge paa en anden Vei at udfore. Hvo siger f. Er. Paris, Napoleon med den franste Udtale?—Men dette er Tilfcrldet

4Z i

med Bcncrvnelser paa enlige Ting, Personer, Stceder o. s. v. at man har for det meste ladet dem vcrre eens l?os alle Folk for at lette Meddelelsen.

Dette er Intet videre, end et ubetydeligt Skridt til det Fuldkommenheds Maal, at alle Folk havde samme Navne til alle Begreber, Forskjellen mel«

lem Sprogene ophsne, og kun eet blev tilbage.

Dog heller ikke disse Bcncrvnelser have Alle eens.

Franstmanden siger og vi

selv sige Genf og ikke Oeneve. Hvo kan paa- tale det? Etbvert Folk kan jo betegne sine Begre.

bec, med hvilke Ord det vil. Men naar nu Nav­

nene ere eens, saadanne, som vi bebolde dem, da er Tilfaldet ikke anderledes, env naar f. Er. baa- de Danske og Franske sige Falledsnavnet (Zenie, Sjeni. Ordet er baade frans? og danst. Eqcn- navnet er altsaa fcrlleds for alle; det er Alles og Ingens. Det tilhorer intet Folk iscerdeleshed, men det er det Folks, som i det Oieblik bruger det.

Ordet: Paris, er det nu dansk eller franst? begge Dele; men i den Danskes Mund er det vistnok dansk, thi hans Folk betegner et Begreb dermed-

Indvendinger.

Man bar gjort den Indvending, at de frem­

mede Ord ei bsr gjores ukjendelige. Denne Ind.

vending udspringer blot fra den ulykkeligt Idee,

44

at, naar man skriver dan ff, skriver man for dem, der forstaae fransk, og ei for dem, der forstaae dansk. Den, som skriver dansk, maa naturlig- viis skrive for Danske, Lcesere danske, faa- danne, som i det Oieblik ei betragtes som kyn­

dige i Andet, end dansk, og som saadanne maae de ?unne lcese og forstaae ham. Hvorledes? man skulde beHove at lcere det Franste, for at kunne lcese det danske? Men see! Forfatteren bruger slig udansk Stavemaade, at den danffe Laser ikke kan stave og lcrse hans Ord. Man maa forst have Kundskab i et fremmed Sprog, forend man kan nyde den Lykke at lcese denne danffe Forsatter!

Altsaa fordi det stoder disse Mennesker, der dog fra Barnsbeen af have nydt en anstcrndig Underviisning, ja endog have bragt det til at kunne stave det Franste, ligesom det stodte Hiin, der ikke kunde taale det i sine Gine, at man strev:

bele og bese, derfor blande de en dcmst og frem­

med Retskrivning med hinanden. Jeg vil ikke vidtlostigen omtale det, som fslger deraf, at Enhver, som herefter vil kunne lcese en 'dansk Bog, maa kunne forstaae alle fremmede Sprog f. Ex. det arabiske, persiske; thi, da man endog med omdannede Ord stal tage Hensyn til det forste Sprog, saa vorde mange Ord, selv de, man mindst tcenker paa, frcpimede Ord. Men det

45

fslger nodvendigt, at man ogsaa i Ord af alle disse Sprog maae bruge den fremmede Stavemaa- de, for at ikke Ordet skal blive ukiendeligt for den, der forstaaer samme Sprog. I modsat Fald vild»

det robe en meget flet og meget upatriotisk Fordom for enkelte, isoer det franske; hvilket sidste er Ho»

vedsproget, thi det lader, som man ikke stoder sig faa- m e g e t o v e r : K o n s u l s o m o v e r : A n g t r e p r e . nor. Det behover heller ikke videre at udvik­

les, hvilken Forvirring dette afstedkommer blandt alle dem, der ei sorstaae s. Er. det Franske. Forst blive de, saasnart de lcrse efter, som der siaaer skrevet, udleete af de mere lcrrde Mennesker, uag»

let disse egentlig burde lee afsig selv, af deres Netskrivning, af Forfatteren. Derncrst, dersom ikke en venlig Aand vil vejlede dem, eller det Rette er gaaet dem af Glemme, da maae disse Lasere, hvis Forbrydelse er, at de ikke kunne Andet, end dansk, standse og kunne ikke komme videre. Det er en herlig, det er en patriotisk Skik, det er:

at skrive dansk fo^ Danske, hvorpaa man raaber saa meget, og hvilket Raab der er Ingen, som jo istemmer m<d'. Ofte skeer det, som jeg har Hort af mange Slige, at de udtale Ordet efter dereö egen Stavemaade; saalcdes kan man da forst med Sandhed sige, at Ordet er blevet ukjendeligt.

Man vcrlge da, at gjore Ordet udkjendeligt for

46

banste eller for Franste! I sidste Tilfalde foran­

dres blot Lydens Betegnelse, i det forste, naar det har den nysomtalte Virkning, forvanskes Ly­

den selv. Lyden selv udgjsr dog Ordets Vasen, udgjor alene dets Bestanddele.

Vi omtalte Loeseren; men hvilken Moie og hvilke Kundskaber fordres ikke hos Skribenten eller hos den, der skal bestemme, om et Ord er dansk;

thi han kan ei vide vist om de fleste Ord, at de ere fsdrelandske. Ethvert Sprog har taget man­

ge Ord af mange Sprog, det ene er dannet af det andet. Dette gaaer uendelig langt i en uen«

delig, tilfidst uoploselig Forvirring tilbage i Ti­

den. Men Originisten maa, hvis han vil v«re i allermindste Grad konsekvent, söge til dem alle den forste Oprindelse. Han maa da, som Nye- rup rigtigen demarker, skaffe sig vedborlig Kund­

skab i Latin og Grcest, Tydff og Fransk, Ita­

liens? og Engelsk, Zslandsk og Angelsarisk, Cel.

tis? og Slavisk, Persist og Arabisk, og bvilkesom- helst andre Tungemaal, hvorfra vi have laant Ord til vort Sprog. Saa stor Umage bor .'?t koste, forend man kan skjelne og tor sige, at et Ord virkelig kan kaldes dansk Hvormange Ord blive da ei udfwdle, som man hidtil altid har boldet for danffe f. Er. Kahyt, Tulipan, Salop­

pe, Tapet, Asen, simpel, begegne, -bekomme.

47

Almanak, Kiste, o. s. v. Hvo, som ikte kjender OprindelfeSsystemets Dybheder, skulde falde paa, at disse Ord ikke ere danske? Danske ere derimod folgende Ord: at aae, Drauge, hoigder, Viking, qvcrr, qveger, at kure, Hjon, Hald, Grind, Felge, Dcrl, hvilke Ord ventelig de Fleste af mine «rede danske Lcrfere ikke ville forstaae.

Guldberq opstiller denne Scrtning: et Ord, som har Borgerret i Sproget, har ikke derfor Borgerret i Ortografien; en Scrtning, som, naar man prover den, har in^en Mening. Thi hvorledes kan et Ord hore til Ortografien, hvor.

ledes kan en Lyd bore til Samlingen af Lydenes Tegn? Dernast indeslutter Svelningen flet ikke anden Tanke, end denne: et Ord, som er dans?, bor dog derfor ikke skrives dansk; quoä äemon.

ürsncluln kuMet! vi have ovenfor viist netop det Modsatte.

Jeg veed flet ikke, hvad samme Forfatter me­

ner, naar han i h 4 af den Afdeling, som h-.ndler herom hos ham, blot omtaler, hvorledes de i det fremmede Sprog Uknndige skulle kjende. at Ordet er af fremmed Herkomst. Dette kunne de desvarre sagtens; thi naar de loefe, ville de ikke kunne faae Mening deri efter deres egen Stavemaade, og, naar de ftrive, ville de komme i tilstrækkelig For­

legenhed. Men for dette g,ver Hr. Prof. Guld'