dagen, og da de var gået, ville han gå et lille vend ud
om husene, men her faldt han sammen og var død.
Så skulle det da gå således, at her, hvor han havde
slidtog stridt i to menneskealdre, herud fra det gamle hjem, skulle han nu ud på densidste rejse.
Hvor var det et gribende øjeblik, et øjeblik, der aldrig glemmes af den,som varvidnedertil, da slægten slogkredsomhans båreforatføreden gamle slider fra hjemmet for at stede ham til hvile i læ af den gamle sognekirkes mure. - Den kirke han så flittigt søgte søndag efter søndag, endskønt han gik den lange vej ind, forathøre ordet, det ord, somforham, ja for hele
hansslægt, havdeværetenstyrkelse i hverdagenstravle
^ær<^'
TageOlesen.
»Æ LIHM-SKOMAGER KUEN«
Kjesten hed hun og var etgodtog saare almindeligt Menneske, ogdog levedehun ikkejustpaaLivetsSol¬
side. For at begynde med Begyndelsen maa jeg for¬
tælle, hvad Kjesten selv har fortalt min Svigermoder.
Da Kjesten blev gift med Skomager Niels Larsen,
boede de i et lille Hus i Pjedsted ved Fredericia, og
hvad Skomageren kunne tjene, omsatte han hurtigst muligtsammenmedligesindede Kammerater i en nær¬
liggende Kro.
Saalænge de ingen Børn havde,kunne Kjesten sag¬
tensskaffe Føden til baade sig selv ogManden vedat
arbejde for Folk paa Gaardene, og hvad de ellers
kunnebruge hende til.-Kjestenvarlille, bredogstærk
og med en ukuelig Energi og gaa-paa Mod. Men saa kom Barnet, og det blev vanskeligere for Kjesten at klare sig. Manden sad paa Kroen, og hun fik intet til
Madellernoget.
483
En Dagblev det Kjesten formeget, og hun tænkte:
»Noget maa der gøres, og saa skovet A en rigde gued Hejselkjæp ogsatte lige indenfor Døren, og saatovA
æBaani miForkleaagikheno æ Kroe«. »Hvavel do«, sagde Skomageren. »Væe, hvor du er«, sod A, og sat
mæ o æ Bænk. Detvarjo ikkesaagodt. De andre gri¬
nede og gjorde Nar. »Go hjem«, sagde Skomageren.
»Hvor do er, ka A vel osse vær«, sagde Kjesten. Det gik jo et Stykke Tid, men saa blev det alligevel Sko¬
mageren formeget. De kom jo til stavren hjemad, han
var saafuld,athanknap kundegaa; menhjem kom vi.
»Saa snart vi kom ind, smed A æ Baan o æ Seng og
fattetæKjæp,og saagjemmeløletAham«.
Saa var de da kommen til Bække Mark, hvor de boede i etlille lerklinet Hus ude paa Heden, hvor der
kundestaaen Koog en Gris ogoverdenne ligge nogle
Pinde til Høns. I streng Kulde kom Hønsene ind i Stuen, hvor de gik til Ro paa Dragkisten. Undertiden
maatte Grisen ogsaa derind. Ved Naboers Hjælp fik
deetStykke Hede pløjet,saadeselv kunde avle Foder
tilKoenogRugtil Brød.
Detvaret daarligt Stedatbo foren Skomager. Folk
herude paa Heden brugte kun sjælden Læderfodtøj.
Skomageren forsøgte sig dapaaanden Vis. Hanfartede
rundt medKræmmerkassen medTraad,Synaale, Haar- naale oglignende. Men saa kom han i Tanker om, at det var lettere at køre end selv gaa og slæbe paa
Sagerne, og saa kunde han ogsaa have flere og andre Ting med at handle med. Og saa lavede han en lille Vogn,men saa vardet jo ogsaalettereatspænde Koen
forVognen. Saablev Koens Klove slidtogømme,men
saa lavede han en Hesteskoitohalve ogskoede Koen
med. MennaarManden togKoenmed, havde Kjesten joikke Mælk til Børnene ogsigselv, oghun vilde saa
beholde Koenhjemme. Saa fik han en storHund stillet
lihm-skomager kuen«
an til at trække Køretøjet, men den skulde jo have noget at æde, og Kjesten havde nok at gøre med at skaffe dettørre Brødtil Børnene. En Dagvar Hunden sporløst forsvunden, ogingen havde set den.
Henpaa Sommeren kom Skomageren tilfældiglangt
udpaa Heden, og der i etVandhul var Hunden kom¬
menop paaOverfladen. Saa vidste han Besked. Kjesten plukkede meget Lyng forFolk til attække Husemed,
eller hvad det nu skulde bruges til, og saahavde hun
en Humpel tørt Brød og en Flaske Vand med, og det
maattehunnøjesmedenhel Dag. Og desuden kom de
største Børn ud til hende med den mindste, naar den skulde haveBryst. DervartoPiger,den enehed Marie,
og en Dreng, derhed Jens Straabjerg, den yngste hed
Karen, oghunmaa være født omkring 1880. - Sønnen
blev Sømand ogkom ud atsejleogdruknede som gan¬
skeung.
Naar Folk skulde have en til Hjælp i Tørvemosen
ellerpaaKartoffelageren eller i Høsten,saa var Kjesten
en god Hjælper, oghun kunde hjælpe ved alt, oghun
var godt lidt. Og naar Kjesten saa skulde hjem, skete
detjo, at Konen havde en lille Pakke med lidt Sul fra
Saltkarret og gav Kjesten med, men hun tiggede ikke,
somellersmangegjorde dengang.
EngangvarSvigerfar vedatlaveetTørvehus,ensaa-
kaldt »Karonkel«, det er Græstørv, der ersat op til et Dige, hvor der saa ersat Spær ogLægter paa; og saa skulde den tækkes medLyng. Svigerfar gik ud til Kje¬
sten, om hun villehjælpe ham at plukke Lyng. - Kje¬
sten varsyg ogdaarlig,menhun kunne jo da gaamed.
Hunplukkede dobbeltsaa mangeKnippersom Sviger¬
far,oghanvarellers skrap nok til Arbejdet.
Engang det saa sort ud for Kjesten med at skaffe
Føden til Børnene - og Kjesten satte en Ære i selv at klaresig-plukkede hun nogle Revlingris, somhun saa
Margrethe Hansen, f.
fik Barken af og dannede fint til og bandt heraf en
»Lihm«, som hun sendte Børnene ned til Kroen med, hvor derogsaa varHøkerhandel, de skulde spørge, om de vilde købe saadan nogle. »Saamange, I kan lave«, sagde Kromanden. Da Børnene kom hjem med den Besked, blev Kjesten saa glad og sagde: »Nu skal I
ikke tiere græde, fordi I ersultne, naar I skali Seng«.
EngangkomSkomagereniTankerom,atandreFolk
da havdeto Stuer, enOpholdsstue ogSovekammer,og detskulde de ogsaahave,og saamurede han en Skille¬
vægtværsoverStuen, somikkevarret stori Forvejen.
Det var Kjesten ikke tilfreds med og sagde: »Pas o, lilleBror, teA etforen Skoller for-en«. Ogdet gjorde Kjestenvirkelig. Muren væltede.
Dengangvar dermange,dervar overtroiske,ogisær
enNabokone, Marie Kloster, troede, at Kjesten kunde
hekse og passede nøje paa, at Kjesten ikke kom ind i
hendesStald,saahun forheksede hendesKøer,saahun ikke kunde faa Smør, naar hun kærnede. Saa var der daen Kone, derspurgteKjesten,omhun kundehekse.
»Nej, hva ka A heks, nej, det er der ingen, der kan«.
MenenDagsaaKjesten,atderkomtoMænd, Naboer
fraMarked, henne paaVejen. SaatogKjesten en Pind
ogtegnede nogle Streger og Cirkler og Figureri San¬
det uden for Huset paa Vejen, og saa holdt hun Øje
med Mændene, de gik langt udenom, og Kjesten got- tedesig.
Enanden Gangkomenaf Mændene,som i sineunge
Dagehavdeværet »en svaarKaal«ind til Kjesten. Han
var blevet »omvendt« og skulde jo saa ud og virke.
Han prædikede for Kjesten ogsagde: »Der staar skre¬
vet, Kirsten«, og saakunde han jo Stykker af Bibelen.
Oghan blev ved: »Derstaarskrevet, Kirsten«. Kjesten
sad og hørte efter, men omsider blev det Kjesten for
meget, hun rejste sig ogsagde: »Der staar ogsaaskre-
lihm-skomager kuen«
vet: »Der skal opstaamange falske Profeter, ogA tro¬
vermisæl, doerjenadem«.
Naar Kjesten var paa Arbejde, havde hun gerne Koenmed, den blev jo saa tøjret et Sted paa Marken
eller etStedi Nærheden,saaKjestenkunde flytte den,
saa den ogsaa fik sin Pasning. Om Vinteren fik Kje¬
sten et Knippe Hø eller Halm paa Ryggen med hjem
om Aftenen. Naar Kjesten var paa Heden, var Koen jo ogsaa med, og Kjesten plukkede nok Lyng, men
Lyngen plukkede ogsaa Kjesten. Det nederste Stykke
afKjestens Skørtvaraltid i Frynser.
Endnu ved vi herpaa Bække Mark, hvor »Kjestens Agre« eller »æ Skomager Lod« er. Ca. fire km fra
Bække ad Vorbasse Vej paa højre Haand paa det Hjørne, hvor Bække Gaards Plantage nu begynder
ogca. femogtyveFavne ind iAaleflaskegaardsMark,
kanman endnu se enSyrenbuskognogle gammeldags
Roser blomstre om Sommeren. Herer Stedet.
OmkringAaret 1902 boede Kjesten her endnu, men
alene. Skomageren var forlængst død, og Børnene var kommet ud blandtfremmede, saa snart de kunde gøre lidt Nytte, saa fik de da Føden. Men Kjesten var ble¬
vet gammel - jeg vil tro henved de 60. En Dag kom
hun hen til Svigermor, og Kjesten græd. Det var der
vistingen,derhavde setfør. Min Svigermorfik Kaffe¬
kanden over ogKjesten til sæde i en god Stol. Ogsaa
kom Kjestens Bekymring frem. Kjestenhavde snakket
med enNabomand,oghan havde sagt,da Kjesten kla¬
gede over, athun var syg og trætog ikke selv kunde tjene til Opholdet, »ja, do ka jo ingen Alderdoms-
understøttels fo, for do haar jo faat Fattehjælp, og de
haar do jo etbetaal tebaag. Do fæk jo 35 Kr. te aa fo
diMandbegravetfor«. Og Kjesten græd. »Hva ska A
no lev aa«. Imidlertid var Svigerfar, Lauge Hansen,
kommet ind og hørte Kjestens Vaande. »Do ska nok
faa di Alderdomsunderstøttelse, Kjesten, det skal A
nok sørre for«, sagde Lauge Hansen, som dengangvar i Sogneraadet. Og det fik hun,men kort efter flyttede Kjesten ned til en af Døtrene, der var blevet gift, og hvor Kjesten fik det godt paasin gamle Dage.
Margrethe Hansen,f. Nedenskov.
GALTHO I TISTRUP SOGN SOM HERREGÅRD
I tidligere tid var der langt flere herregårde eller hovedgårde i Danmark, end der eri dag. Detvarskik
inden for adelen at skrive sig til en gård, der da be¬
tragtedessom enhovedgårdmed de rettigheder, adelen dengang havde.
Af lensregnskaberne for Lundenæs len ses det, at Galtho i Tistrup sogn i adelsvældets sidste dage var vedatblive enherregård, idet det af ettingsvidne ved
Øster Horneherredsting, mandagen den 29. november
1653 fremgår, at jomfru Anna Thott skriver sig til Galtho, og at hun ikke er ejer af nogen anden sæde¬
gård. Det tilhørende hoveripligtige bøndergods er ifølge tingsvidnet: 3 gårdei Krarup by,en gård kaldet Uhre,engård Bredho,engård i Gjødsvangby,engård
kaldet Gårde og en gård Hesselho, desuden fandtes af
inderster 2 i Krarup by, en inderste i Gjødsvang, en indersteiGårdeog2indersteriHesselho.
Ietnyttingsvidne, mandagen den 20. december 1653,
bevidnes det, at jomfruAnna Thott ved hjælp af sine
bønder har sørget for tilsåningen af Galtho dette
efterår.
Ifølge »Kancelliets Brevbøger« fra 1635 har Anna
Thott arvet en del strøgods efter sin fader, og dette strøgods får hun kongelig bevilling til at mageskifte.
