Aalborg Universitet
Udvalgte danske resultater fra COHSMO-projektet
Fallov, M.A.; Neergaard, Maja; Nielsen, Rikke Skovgaard; Jørgensen, Anja
Publication date:
2021
Document Version Anden version
Link to publication from Aalborg University
Citation for published version (APA):
Fallov, M. A., Neergaard, M., Nielsen, R. S., & Jørgensen, A. (2021). Udvalgte danske resultater fra COHSMO- projektet.
General rights
Copyright and moral rights for the publications made accessible in the public portal are retained by the authors and/or other copyright owners and it is a condition of accessing publications that users recognise and abide by the legal requirements associated with these rights.
- Users may download and print one copy of any publication from the public portal for the purpose of private study or research.
- You may not further distribute the material or use it for any profit-making activity or commercial gain - You may freely distribute the URL identifying the publication in the public portal -
Take down policy
If you believe that this document breaches copyright please contact us at vbn@aub.aau.dk providing details, and we will remove access to
COHSMO
This project has received funding from the European Union’s Horizon 2020 research and innovation programme under grant agreement No 727058
1
Udvalgte danske resultater fra COHSMO-projektet
Det følgende er et uddrag fra håndbogen ”Cohesion on the ground”, der præsenterer resultater og tværgående tematikker fra det europæiske forskningsprojekt COHSMO:Inequality, urbanization and territorial cohesion:
Developing the European social model of economic growth and democratic capacity.
COHSMO er drevet af den stigende ulighed på tværs af Europa men også af, at der er så store forskelle lokalt og regionalt i, hvordan konsekvenserne af uligheden opleves og håndteres. Projektet løb fra 2017-2021 og undersøgte hvad steder betyder for sammenhængene mellem ulighed, urbanisering og konkurrencekraft. Det er en gennemgående hypotese i projektet, at typen og omfanget af den territorielle samhørighed påvirker mulighederne for vækst, rumlig retfærdighed og mulighederne for at agere demokratisk. Desuden, at måden vi håndterer og udvikler territoriel samhørighed, hænger sammen med, hvordan velfærden implementeres og tænkes lokalt, regionalt og nationalt som sociale investeringspolitikker. Vi håber, at resultaterne fra projektet kan inspirere til refleksion over lokal praksis og at der kan trækkes læring på tværs af erfaringerne.
Syv lande har deltaget i projektet: Danmark, Polen, England, Litauen, Østrig, Italien og Grækenland. Der er lavet kvantitative, empiriske undersøgelser af ulighedsmønstre på tværs af EU. I de enkelte lande er der lavet policy analyser og kvalitative studier med fokus på lokale og regionale aktørers oplevelser og erfaringer med problematikker i relation til sammenhængskraft og regional udvikling. I Danmark har vi taget udgangspunkt i Region Midtjylland og i tre kommuner, der repræsenterer forskellig grad af befolkningstæthed og konsekvenser af urbanisering: Aarhus, der repræsenterer en storbykommune, Horsens, der repræsenterer en forstadskommune, og Lemvig, der repræsenterer en landdistriktskommune. De er således udtryk både for nogle karakteristika, der går igen i andre storbyer, forstadsområder og landdistrikter, men også for forhold, der er særlige lige netop for disse tre steder. Du kan læse mere om udvælgelsen af cases og de metodiske overvejelser her: https://cordis.europa.eu/project/id/727058/results.
Den territorielle samhørighed forstås i projektet som et resultat af specifikke relationer mellem lokale goder (af fysisk, bygningsmæssig, organisatorisk, kulturel, social og politisk karakter), de politiske strategier for at mobilisere dem, samt deres relationer til de sammenkoblinger af sociale netværk og forbindelser, der former den måde, vi forstår og søger at løse lokale problemstillinger. Det resulterer i forskellige typer og forskelligt omfang af lokal mobilisering og handlekraft (det, vi i nedenstående omtaler som kollektiv efficacy).
I det følgende kan du læse et uddrag i kort form af de tværgående resultater, som også er at finde i vores internationale håndbog på engelsk. Den kan downloades på følgende link:
(https://vbn.aau.dk/ws/portalfiles/portal/414700816/cohsmo_web.pdf). Den suppleres desuden af den information, som er at finde i vores story-map, der illustrerer dele af resultaterne interaktivt. Det kan du finde her: https://arcg.is/148jKr.
Nedenstående tager udgangspunkt i historikken omkring territoriel samhørighed i en dansk kontekst. Herefter følger fem læresætninger, der kobler resultaterne fra de tre danske cases. Afslutningsvis reflekteres kort over, hvordan vi kan tage erfaringerne fra COHSMO videre i undersøgelsen af sammenhængen mellem ulighed og territoriel sammenhængskraft.
God læselyst!
Samhørighed sat i kontekst
Selvom udtrykket territorial samhørighed ikke bruges så ofte i den offentlige og politiske debat i Danmark, har ideerne, som begrebet territorial samhørighed udspringer af, præget den danske debat om regional udvikling gennem de sidste mange år. I arbejdet med den økonomiske, politiske og kulturelle udvikling af den danske velfærdsmodel har der løbende været fokus på at sikre en lige og sammenhængende udvikling, der tilgodeser alle landets regioner. I 1970’erne og 1980’erne blev offentlige serviceydelser og infrastrukturer udvidet, hvilket førte til en markant velfærdsstigning i hele landet. Som konsekvens heraf blev uligheden mellem regionerne kraftigt reduceret. Samtidig var der fokus på, at territorial samhørighed – selvom dette udtryk ikke blev brugt som sådan – blev en fast bestanddel i velfærdssamfundet som en historisk videreførelse af den danske stats decentralising.
Det måske mest sigende eksempel på, hvordan territorial samhørighed er indlejret i tilgangen til regionaludvikling i Danmark, er udligningsordningen, som årligt fordeler skatteindtægter fra velstillede (by-) kommuner til mindre velstillede (land-) kommuner med henblik på at sikre et ensartet serviceniveau i alle landets kommuner.
I 1990’erne blev nationale midler til regional udvikling, som hidtil var blevet tildelt på baggrund af dansk regionalpolitik, gradvist erstattet af midler tildelt på baggrund af EU’s regionalpolitik, som primært blev implementeret via EU’s strukturfonde. I Danmark flyttedes det politiske fokus fra lighed mellem regionerne til konkurrenceevne: I 1992 udpegede Danmarks nationale planstrategi de store byer, især Storkøbenhavn, til at være nøglespillere i den stigende internationale konkurrence, som udsprang af globaliseringen og EU’s indre marked. I praksis betød dette, at fokus blev delvist fjernet fra territorial samhørighed. I denne periode blev der fra regeringens side investeret mest i storbyernes infrastruktur (fx den københavnske metro) og byudviklingsprojekter.
I 2007 trådte kommunalreformen i kraft. Med den skete der både en centralisering og decentralisering af den offentlige sektor i Danmark med konsekvenser for både regional og kommunal udvikling. På landsplan førte det til en vækstcenter-tankegang, hvor man vurderede, at stærke og konkurrencedygtige byer var forudsætningen for national og regional fremgang og velstand. Siden da har politiske interventioner forsøgt at bløde op for denne tankegang, for eksempel ved at fokusere på udviklingen af landdistrikter. Dog er der fortsat størst fokus på de stærke byområder. Modsat ligger der i territorial samhørighedsbegrebet et større fokus på betydningen af kommunerne, samt på samarbejdet inden for kommunen og mellem nabokommuner.
Dette fremgår af de centrale læringspunkter fra de tre danske casestudier, som ser nærmere på erfaringerne fra tre kommuner i Region Midtjylland: Aarhus Kommune (storby case), Horsens Kommune (forstadscase) og Lemvig Kommune (landdistrikt case).
#1: L OKAL INNOVATION OG LÆRING OPSTÅR , NÅR BOTTOM - UP -
TILTAG BLIVER KOBLET TIL TOP - DOWN - STRUKTURER
Igennem de seneste årtier er Danmark blevet markant mere centralt styret. Denne udvikling skal dog ses i lyset af, at Danmark i udgangspunktet har været et meget decentralt styret land; sammenlignet med andre lande er Danmark i virkeligheden et stadig relativt decentralt styret samfund. Forhold, der vedrører fysisk planlægning, er primært underlagt de kommunale myndigheder.
COHSMO
This project has received funding from the European Union’s Horizon 2020 research and innovation programme under grant agreement No 727058
3
up-initiativer. Vi indfanger dynamikken i sådanne lokale kollektive handlinger gennem begrebet kollektiv efficacy.
I vores tre casestudier ser vi lokale eksempler på social innovation, der viser, at niveauet for og typen af kollektiv efficacy spiller en afgørende rolle for mobiliseringen af territorielle goder og fastholdelsen af økonomisk vækst. Successen af disse initiativer afhænger af typen og styrken af koblingen til det formaliserede styresystem. Vores tre casestudier repræsenterer et kontinuum inden for kollektiv efficacy, som går fra de mindre formaliserede, tætforbundne netværk i Lemvig i den ene ende af skalaen, til den yderst organiserede og institutionelle kollektive efficacy i Aarhus i den anden ende. Horsens befinder sig midt imellem med en kollektiv efficacy, der rummer både tætte personlige kontakter og et velorganiseret civilsamfund.
I Horsens – en by, der har undergået en markant transformation fra en industriby i forfald til pulserende kulturby – er byens økonomiske vækst i høj grad båret af Horsens Alliancen, som er en samarbejdsplatform mellem erhvervslivet, kommunen og andre lokale aktører. Horsens Alliancen har forankret Horsens Kommunes territoriale regionaludviklingsplaner i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og har bidraget til, at lokale virksomheder tænker territorial samhørighed ind i deres CSR-tiltag. Ildsjæle og enkeltpersoner har spillet en afgørende rolle i at re-brande byen. Samtidig har
Alliancen skabt en vedvarende udvikling ved at sikre, at erhvervsuddannelsespolitikker for lokalområdet koordineres i tæt samarbejde med kommunens private og offentlige arbejdspladser.
I Aarhus har institutionaliseringen og den strategiske koordinering af territorial samhørighedspolitik resulteret i en synergi mellem kommunens forskellige initiativer til mobilisering af territorielle goder. Byrådet har haft politisk fokus på samarbejdet med civilsamfundet og på vigtigheden af kollektiv efficacy med henblik på at stabilisere vækst i nye udviklingsområder. På grund af kommunens relative store administration er der dog en tendens til bureaukrati. Derfor er der plads til at videreudvikle samarbejdet mellem politikområder og bottom-up-initiativer.
I landkommunen Lemvig, som er Danmarks ottende mindste kommune baseret på indbyggertal, og som står over for en vedvarende befolkningsnedgang, spiller uformelle netværk en betydelig rolle både lokalt i kommunen og i forhold til at tiltrække eksterne ressourcer. Kommunens lille størrelse både med hensyn til befolkningstal og den kommunale administration er afgørende for udviklingen af sådanne uformelle netværk. Kommunen har dog også strategisk fokus på at bygge på og videreudvikle uformelle nærhedsrelationer med henblik på at mobilisere territorial aktiver og tiltrække både erhvervslivet og nye borgere. Således viser casen fra Lemvig Kommune, hvordan lokale bottom-up-initiativer kan integreres med de kommunale top-down-strukturer og derved skabe grobund for lokal innovation og læring.
I Lemvig udtaler en lokal erhvervsaktør, at koblingen mellem det institutionelle og de mere uformelle netværk skaber en selvforstærkende kraft til udvikling:
”… sådan en selvforstærkende kraft, som jeg synes er så interessant, fordi hvor der er vilje er der også evne, så der skal være et institutionelt fundament, men samtidig kan det institutionelle fundament ikke været drevet, hvis der ikke er nogle passionerede, engagerede aktører i det. Og det er der jeg synes, at området her har formået at samle offentlige, private aktører i forskellige typer af netværksgrupper, som der er mange af i det her område, og hvor der er en overraskende stor opbakning. Vi taler altså ikke om de her eksklusive netværksgrupper som du vil se andre steder, men hvor det handler om at man mødes en gang om måneden eller i visse tilfælde en gang om ugen, og bare mødes.” (Lemvig, erhvervsaktør, Rur_Ba_3).
#2: T ERRITORIAL KAPITAL MOBILISERES I SAMARBEJDSBASERET OG FLEKSIBEL STYRINGS - PRAKSIS
De tre danske cases viser omfattende, sammenflettede relationer mellem politikere, embedsmænd, civilsamfundsaktører og lokale erhvervsaktører. Sådanne kollaborative og fleksible relationer udviser robusthed og kapacitet til at mobilisere. Endnu vigtigere, udviser de evnen til at bruge og mobilisere lokalhistorie og stedbundne kvaliteter, dvs. territorial kapital. Sådanne sammenflettede relationer udspringer snarere af lokale traditioner for deltagelse og samarbejde end fra top-down-styring eller -politikker.
De territoriale udfordringer, som Lemvig, Horsens og Aarhus står overfor, er vidt forskellige, lige såvel som kommunernes udgangspunkt for at etablere kollaborative styringspraksisser er det. Der kan ikke blot udvikles en ”one-size-fits-all”-model for politikker, der afhænger af sted – sådanne politikker skal tilpasses de lokale udfordringer. Selvom der var høj kollektiv efficacy i alle tre cases, var der store forskelle i sammensætningen af formelle og uformelle forbindelser til kommunen. I store træk kan disse forskelle placeres på en skala fra høj grad af uformel styring til høj grad af formaliseret styring: i landkommunen Lemvig ses den højeste grad af uformel styring, og i storbyskommunen Aarhus ses den højeste grad af formaliserede styringspraksis.
Aktørerne i Lemvig-casen er dygtige til at tage initiativ selv og til at mobilisere lokale ressourcer på tværs af private og offentlige arbejdspladser. De er mindre afhængige af formelle initiativer. I Horsens er der en stærk alliance mellem de lokale forretningsdrivende og kommunen, og befolkningen bakker i høj grad op om
erhvervslivets inddragelse i udviklingsplaner for kommunen.
Aarhus Kommune har en højtudviklet og formaliseret kapacitet til facilitering af inddragelse af offentligheden og kollektive tiltag. Det skal dog holdes for øje, at det er både krævende og vanskeligt at kommunikere, koordinere og mobilisere civilsamfundet; i en stor kommune som Aarhus er den formelle styring fordelt mellem flere kommunale afdelinger, og sammenlignet med Horsens Kommune, som har en mindre administration, er der længere mellem kommunale beslutningsprocesser og bottom-up uformelle kollektive initiativer.
Vi ser altså, at muligheden for at mobilisere lokale goder (territorial kapital) og udvikle territorial samhørighed afhænger af udviklingen af kollaborative og fleksible styringspraksisser, der kan mobilisere og basere sig på den konkrete lokale type og grad af kollektiv efficacy.
#3: S TÆRKE LOKALE FORTÆLLINGER KAN VÆRE ET TVEÆGGET SVÆRD
Fælles for vores case-kommuner er, at de har stærke lokale fortællinger, som deres strategier for fysisk planlægning bygger på, og disse strategier er opnået gennem aftale mellem en bred vifte af lokale interessenter.
”Vi har borgere, der har en ambition for deres lokalområde. Det er så vores opgave som kommune at hjælpe dem med at realisere denne ambition – vi må ikke stå i vejen for dem, faktisk skal vi det modsatte. Vores rolle som kommune er at hjælpe borgerne realisere deres potentiale” (Storby, politisk aktør, Urb_Pa_11).
COHSMO
This project has received funding from the European Union’s Horizon 2020 research and innovation programme under grant agreement No 727058
5
sikre vækst i Horsens. I Aarhus er fortællingen »vækst for alle«. Aarhus-fortællingen afspejler et stort fokus på at sikre økonomisk vækst samtidig med at have en ambition om, at væksten skal omfatte alle borgere og alle dele af kommunen. I alle tre cases fungerer de stærke lokalt forankrede fortællinger som drivkraft for at mobilisere territoriale styrker. Sådanne fortællinger bygger på et tilhørsforhold til et sted samtidig med, at de er med til at skabe tilhørsforholdet.
En stærk lokal fortælling kan dog være tveægget, idet den kan medføre en paradoksal ”blindhed” over for steder og personer, der ikke passer ind i fortællingen. I Lemvig bygger den lokale fortælling på stærke relationer mellem forskellige aktører, som viderefører fortællingen, men de selvsamme stærke, sammenflettede relationer kan ekskludere andre aktører og perspektiver. I Horsens har fortællingen om at stå sammen spillet en afgørende rolle i forvandlingen af byen fra økonomisk presset industriby til en kulturby i økonomisk vækst. Som nævnt ovenfor har Horsens Alliancens netværk bestående af aktører fra det lokale erhvervsliv, kommunen og lokalsamfundet været en væsentlig faktor i forhold til denne vækst. Horsens Alliancen udgør potentielt også en demokratisk udfordring, idet medlemmerne af alliancen besidder en høj grad af magt på trods af, at de ikke er folkevalgte. I Aarhus har den stærke fortælling om vækst medført, at sociale initiativer, der sigter på at sikre lighed på tværs af sted og borgergruppe, konkurrerer med konkurrence- og fortætningsstrategier. Vækst bliver hurtigt det vigtigste værktøj til sikring af velfærd på tværs af sted og borgergrupper.
En stærk lokal fortælling kan på den ene side udgøre en territorial styrke, der forener aktører og ressourcer. På den anden side kan en stærk lokal fortælling også udfordre den demokratiske legitimitet og det demokratiske ansvar ved, at den ekskluderer nogle af de mange forskellige stemmer, der kendetegner lokale steder.
#4: LOKALT MANØVRERUM ER AFGØRENDE SELV FOR CENTRALISEREDE POLITIKOMRÅDER
I Danmark sætter regeringen de overordnede mål for den aktive arbejdsmarkedspolitik og for politikken for erhvervsuddannelser. Overordnet set tillader den danske model, at en række nationale politikker i væsentlig grad kan tilpasses lokale forhold. Det resulterer i flere forskellige løsninger på territoriale udfordringer og bidrager til dannelsen af partnerskaber, der er relevante for lokalområdet. Selvom langt de fleste politik- og strategidokumenter, som udarbejdes af regionerne og kommunerne, ikke er lovmæssigt bindende, lykkes de dog med at inddrage lokale interessenter og at facilitere processer, der styrker territorial samhørighed. Vores
En lokal embedsmand udtrykker her, at styrkerne ved Lemvigs stedsfortælling om at klare tingene selv er knyttet til iværksætterånd og pragmatisme:
”… styrkerne ved området er jo i virkeligheden nok, at man er rundet af, at man godt ved, at heroppe kommer der ikke nogen andre og løser tingene for os. Vi er nødt til at gøre noget selv… Der er en meget sådan
iværksætterkultur, som er rundet af, at man er vant til selv at skulle sætte tingene i gang og gennemføre dem…
Og så er man ikke bange for at
arbejde... Så det er sådan en mixkultur, og den er også dels rundet af fiskeriet, ikke. Hvor man var vant til at tage på havet, og når man kom hjem, så skulle man have landet sine fisk, og man skulle også have repareret sit skib, og det skulle smedene altså stille op til, for man skulle altså afsted igen. Så det er sådan en meget agil kultur i
virkeligheden.” (Rur_PA_6)
analyse af sociale investeringspolitikker i Danmark viser, at lokale aktører har lokal manøvrerum selv inden for politikområder, der er kendetegnet ved at være underlagt en stærk central rammelovgivning.
Kommunerne har god mulighed for at manøvrere inden for den fastsatte aktiv arbejdsmarkedspolitik og arbejdsmarkedsinitiativer, på trods af skiftende regeringers øgede detailstyring, som vi har set gennem de senere år. I vores casestudier arbejder kommunerne for at skabe gunstige forhold for erhvervslivet. De inddrager organisationer og det lokale erhvervsliv i drøftelser om behovet for arbejdskraft. Denne form for samarbejde udnyttes også til at skabe praktikpladser og flexjob for borgere med nedsat arbejdsevne.
Politikken vedrørende erhvervsuddannelser er mere stramt styret af regeringen. I vores casestudier ser vi dog stadig eksempler på, at lokale aktører mødes og aftaler, hvilke problemer der skal løses, og hvordan de skal løses i forhold til de aktuelle behov på arbejdsmarkedet og indenfor den ramme, som er udstukket af regeringen. For eksempel så vi, at lokale aktører arbejdede
sammen om at oprette nye uddannelsesinstitutioner i deres kommune. Der er omfattende og løbende dialog og samarbejde mellem lokale interessenter på både arbejdsgiver- og uddannelsesinstitutionssiden, herunder også en bred vifte af aktører fra erhvervslivet, arbejdsmarkedets parter og kommunen. Horsens Alliancen er et godt eksempel på dette.
Den lokale udmøntning skaber således synergi mellem arbejdsmarkeds-, erhvervs- og socialpolitik. Denne sammenkobling af politikområder udgør en slags social innovation, der rummer potentielle løsninger på vores samfundsmæssige udfordringer.
#5: S OCIALE INVESTERINGSPOLITIKKER BØR KOBLES SAMMEN MED NYE TERRITORIALE DAGSORDNER
I Danmark har vi en universel tilgang til velfærdsydelser. Socialpolitik anses for at være en investering, der bidrager til at sikre produktivitet og konkurrencefordele. Danmarks overordnede velfærdspolitik er fastsat centralt, men blandt kommunerne er der forskel på, hvordan social investering og territorial samhørighed sammenkobles. I vores tre cases ses disse forskelle i den måde, hvorpå kommunen sætter ind over for den stigende socioøkonomiske ulighed, som på lang sigt kan risikere at true vores universelle model. Der er også forskel på, hvordan kommunerne griber regeringens stigende fokus på en selektiv velfærdsmodel an i deres territoriale dagsorden, især i spørgsmål vedrørende etniske mindretal.
Et eksempel på sammenkobling mellem sociale investeringspolitikker og lokale dagsordner findes i relation til udmøntningen af Parallelsamfundspakken. Her kobles lokale dagsordner med lovgivning på børnepasningsområdet og lovgivning om almen boligbebyggelse. For nylig har politisk fokus på parallelsamfundsdannelse i almene boligområder ført til lovgivning på området om almene boliger. Den nye lov fastsætter kriterierne for, hvordan boligområder klassificeres som socialt udsatte områder og som parallelsamfund (den centrale parameter er, at andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er højere end 50 pct.). Kommunerne er forpligtede til at gribe ind over for boligområder, der opfylder kriterierne. Lovgivningen fastlægger også, at i udsatte boligområder skal alle børn i alderen fra et år og opefter
”Vores virksomhed er stor nok til, at vi kan hjælpe kommunen med at løse nogle af deres sociale opgaver. Det er nemmere for kommunen at placere kontanthjælpsmodtagere i praktik hos os, fordi jeg kan tage måske 5 eller 10 praktikanter ad gangen ... så vi arbejder rigtig godt sammen [med kommunen].
(...) Vi har også et godt samarbejde med folkeskolerne i Horsens.” (lokal virksomhedsaktør).
COHSMO
This project has received funding from the European Union’s Horizon 2020 research and innovation programme under grant agreement No 727058
7
Der er forskel på de udfordringer, som kommunerne står over for, når de skal fordele børn til dagtilbud i områder med en lavere andel af udsatte beboere. Ligeledes er der også forskel på kommunernes muligheder for og greb til at løse disse udfordringer. Således er børnepasning både blevet gjort lokalt (territorialiseret) og en del af den danske integrationspolitikq.
Aarhus har tre områder, der er kategoriseret som parallelsamfund, og to af disse er omdannelsesområder (de mest socialt udsatte boligområder, som har opfyldt kriterierne for regeringens ghettolist fem år i træk). Horsens har to parallelsamfund, hvoraf den ene er et omdannelsesområde.
Tværgående perspektiver
Nedenfor reflekterer vi over to overordnede observationer fra Danmark, som går igen i temaerne fra COHSMO-projektet, og som påvirker forholdet mellem territorial samhørighed og ulighed i adgangen til velfærd.
Først og fremmest er den danske velfærdsmodel i stigende grad blevet mere fokuseret på økonomisk vækst.
Dette afspejles i politikernes og andre beslutningstagers tillid til, at økonomisk vækst vil bidrage til at mindske økonomisk, social og territorial ulighed. Selvom vi ser en lignende tendens hos politikere og beslutningstagere i mange andre lande, har kritikere i mange år påpeget, at vi mangler afgørende beviser for, at økonomisk vækst rent faktisk bidrager til at mindske økonomisk, social og territorial ulighed. De tre kommuner i vores casestudier viser, hvordan det er lykkedes for dem på forskellig vis at mobilisere lokale goder eller territorial kapital til at positionere sig selv regionalt på den bedst mulige måde. Antagelsen om at økonomisk vækst automatisk hjælper de mest udsatte grupper understøttes ikke i denne undersøgelse. For eksempel har Danmarks overordnede økonomiske vækst ikke mindsket Lemvigs udfordringer med faldende indbyggertal eller Horsens udfordringer med fald i antallet af industriarbejdspladser.
Dernæst har urbaniseringsmønstrene ændret sig i Danmark med befolkningstilvækst i storbyerne og i de større byer i landdistrikterne. Denne udvikling har været særlig vigtig for Horsens, som har en fordelagtig beliggenhed i regionen i forhold til at tiltrække pendlere fra blandt andet Aarhus på grund af de lavere boligpriser. Det har dog også ført til problemer omkring fortætninger af den indre by med flere tætte og høje byggerier og pres på institutioner.
I Aarhus er der et dialektisk forhold mellem byens ambition om at være en regional vækstdriver og samtidig
’en by for alle’. Selvom det stærke fokus på fortætningsstrategier i kommunens byplanlægning går igen i sloganet »en regional vækstdriver«, er det tydeligt, at ambitionen om at være en by for alle hænger sammen med det forhold, at Aarhus er en opdelt by med store udfordringer med hensyn til ulighed, social og etnisk opdeling og eksklusion. Opgaven med at kombinere Aarhus’ to ambitioner er ikke lige til for kommunen.
Lemvig imødekommer udfordringen med faldende indbyggertal ved at vælge en mere decentraliseret strategi, for eksempel ved at støtte foreningslivet i alle de mindre byer i kommunen og ikke kun i selve Lemvig. Dette står i skærende kontrast til den tilgang de fleste andre landkommuner tager, hvor ressourcer og ydelser
”Målet [er] at blande børnene fra en tidlig alder, så børn fra udsatte områder ikke går i et isoleret dagtilbud, men snarere møder børn og familier fra resten af byen, opnår danske sprogkundskaber og lærer, hvad det vil sige at være en medborger i det danske samfund” (Beskrivelse af den nationale lovgivning om udsatte boligområder i Aarhus Kommune: 10).
koncentreres i færre byer for derved at prioritere brugen af offentlige midler og andre ressourcer med henblik på at styrke væksten i en eller to hovedbyer.
For at sikre territorial samhørighed i områder, der oplever stigende eller faldende befolkningstal, kræves det, at man fokuserer både på eksterne strukturelle faktorer og på lokalt forankrede sociale faktorer i form af lokale goder (kapital), lokale traditioner og kultur. Derfor peger COHSMO-projektet på, at det er vigtigt at have en relationel tilgang til urbanisering. En sådan tilgang sætter fokus på vigtigheden af at undersøge konkrete historiske forhold og potentialet for at mobilisere lokale goder og sociale netværk (kollektiv efficacy) for derved at imødegå territorial ulighed og styrke den sociale samhørighed.