Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Thomsen, Chr. Jürgensen.; [Chr. Jürgensen Thomsen] ; udg. af det Kgl. nordiske Oldskriftselskab.

Titel | Title: Ledetraad til Nordisk Oldkyndighed,

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kbh., 1836 Fysiske størrelse | Physical extent: 100 s. :

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.

r

- - »

F

^ - 4'

»

> ,

, /

v »

»>

>

>

> »

-

Z.

V

7

/

«

v

x

I

K '

»

r'

.- > t

/ ,

-

7 ^

M .

r. ^ ° .

130017665937

' /».

» i -

. - s ' ^ i ?,. ?- l > f '

- "ID W W N ^

l ' 'E

- ^ I, ' '

' ')^' DW«

>

. > . <

^ -

-- ^ ..*

s- .

^ ^-

. / /

/ ,

. ^

' v

< .

r > .

i-"

. < .

i ^ i

< HH

/ .

V

v

- t < >

- - . ^ ' '

- ^

S' k"

- '

x V > 7 . .

- : > ' ' .' '- '

. - ^ .

. : , 1 ^ . ' x ? ' E

M iM

X X-

E V ' ^ ^

-/»-

'. X '

^ M r -

. "> c- ' ,'^ ^ ^ i

- ' ' ' " -

X ^ .. L» - ...7 ,

. X - - . X ('-;

' i.. .-X ^ x > ^{- V -}

' V —

> . ' -

> >

b '^ /

>.!- -..»X'X - .' ' - / > '

> ' / V - ^ »

^ N M H A « -

- , . r / -

...

. ' - . .

, >-

X' ' "

»' - '<1/ W . »H«^,' V -X . ^ '

7' ' ^ ^ . . ^{- .}

>

' '

W K O - > ^ -

- . « > . x - A ' . ' ' . ' ' '

....^... ^ 'M W x ^ -

U M H W M 'b M M - x M . '

. '-OMW.^' ^{' E'} L 'L M ^ ' ^

- .

- ' jt / .,.' . - x . .

.V...

: , . v . < '

. -'->E ^ ' X / . ' X

X . . . . . .

i.'

' X '

. U

- ^ >L ^ '-

' ' . ^

M x -

G -^M-' -

* '< S

" 7 "

k . ' E N ' ^

A N ^ - x 'WI ? X

E ^W. ^{^ ^}

^ . . ^ ^ 7 KL

- , ,

..<> E "

. - X . . ^ " L .

,. . - . . . . .

L e - e t r a a -

>

t i l

Kopdi sk MdkMdiahed-

udgiven

af

-et kongelige

Nordiske O ldskrift-Selskab.

U j o b e n v a v n .

Trykt i S. L. Mol l e r s Bogtrykkeri.

1836.

»

. /

>

>

!

1

!

,

f '

^ W E »> -»

' - V

4 E. '

^ ^ /

« . . . . v

»

i .

« >

(Stedse har det vcrrer en Trang for det granskende Menneske at ssge at kjende sit Udspring, sine Forfadres Herkomst og Bedrifter, og at sammenligne sin Hjemstavns eller Fædrenelands fordums Tilstand med den ncrrvcrrende. D et fornemste M iddel ril at op- naae en saadan Rundstab er Historien, men denne maa dog, saa- snart S psrgsm aalet gjelder om de fjernest forbigangne Tider, ststte sig til to vigrige Hjælpevidenskaber, Gldgranstning og Narurgranstning, hvis inderlige Forbindelse i denne Henseende

fsrst i vore D age har kunnet blive ret tydelig og indlysende. At Naturvidenskaberne for Nutiden og Efterslægten ere af ftor V ig, righed, er klart for enhver; thi Erfaringen viser, at deres stabende R raft efterhaanden omdanner Menneskelivet og daglig frembringer nye Underværker, der ndmcrrke vor Tid som en hsist vigtig Over­

gangsperiode, for Menneskeslægtens Udvikling og Vilkaar i det Hele, ril en ny og bedre Tilstand, hvis Frugter dog f-lrst Efrer- sl.vgten i flrldt M aal vil kunne nyde. M en, jo mere Tiderne foran­

dres, des mere tiltrækkende, forlystende og leererig vil Rundstaben o n de <rldre og crldste, forsaavidt denne kan erhverves, blive for det tcrnkende Menneste.

Disse Betragtninger have foranlediger Oldstrift - Selskaber til ar udgive, som er program for dets besluttede nye Foretagender, ncerverrende lille Skrift, der er bestemt ril ar meddele Almeenheden

en kortfattet Udsigt over den nordiste Oldk'sndigheds vigtigste Hoveddele, for derved at vakke den Opmærksomhed, Oldstrifterne have R rav paa, og som isar maa ansees ar vare fornoden ril Rundstab om de fadrelandste, ofre sardeles lærerige, Oldsager, fom endnn hyppig fremdrages af Aarrnsinders og Aarhundreders M u lm , hvori de hidtil have varet skjulte; for at saadanne ikke, naar de rilsaldigviis opdages, herefter, som ofte tilforn, skulle udsattes for ar ftrlges ril Gmstsbning i Sm eltediglen, eller bort­

kastes og foragtes som aldeles unyttige og umarkvardige. D et fsrste Afsnit om den oldnordiske Lirerarur er forfattet af Oldstrift- Lommirreens Medlem, Registrator i Geheime-Archivet N» M . Pe­

tersen, og der andet om Oldtids Mindesmærker og Oldsager, af Inspecreuren ved Museet for nordiste Oldsager og ved M ^nt- cabinettet, Lancelliraad <L. Thomsen, samt nogle Afdelinger videre udarbejdede af Oldsag-Tommitteens -vrige Medlemmer.

V i haabe at have truffet det heldigste Tidspunkt til Bebu­

delsen af n>'e Foretagender af denne Arr. D e vigtigste Oldtidsminder forude stg atter i Virkeligheden. D en Tid er vendt tilbage, da Folkets Udvalgte arter, ligesom i fordums Tider, samles til falles Raadstagning om de almene Anliggender. D et er da saare natur­

ligt, at Nutidens Blik henvendes ril den langst svundne Oldtid ved ar ssge Rundstab om dens Aand og D aad i de Skrifter og M in ­ desmarker, hvor den kan findes. At aabne, saavidt muligt.

Adgangen til disse Rilder for enhver, er vort Selskabs Hoved«

^ ,

form aal; ril ders Opnaaelse sigte ogsaa disse Blade.

Den oldnordiske Literaturs Omfang og Vigtighed.

varigste og fuldstændigste M aade, paa hvilken M in d e r om den ucervcerende T id opbevares for E ftertid en , er skriftlige E fte rre tn in g e r;

den Lethed, hvormed de n u tilvejebringes og i tusende V iks ved P r e s ­ sen m an g fo ld ig g ø res, gjor dem uforgæ ngelige. I O ldtiden og M id ­ delalderen var Vanskeligheden storre, de skriftlige M indesm æ rker derfor

m indre udbredte, kostbarere, mere enkelte M cends E iendom , end det hele F o lk s, m indst uden T v iv l A lm uens. M a n to r derfor antage, a t det, som deraf blev opbevaret, henhsrer til det Fortrinligste paa sin T id , v ar noget som Landets fornemste og mest dannede M oend fatte hoi P r i s p a a , og som derfor voesentlig m aa bidrage til at give oS K undskab, ikke just om alle vigtige Begivenheder i de forsvundne T id e r, m en dog om deres fornemste R e su lta te r.

D e t, som i de alleroeldste T ider kun opbevaredes ved T rad itio n en , meget ofte i F orm af D ig te , blev efterhaanden opskrevet, enten i sin oprin­

delige traditionelle poetiske F orm eller i en ved senere Tilloeg forandret og udvidet prosaisk Frem stilling; m an er derfor, ved a t henvende den tilborlige Opmcerksomhed, saavel paa F o rm e n , som paa S to f f e t,

i

S ta n d til a t bedsmme, hvilke a f disse E fterretninger der ere de oeldste og paalideligste, og hvilke der ere yngre og mere forvanskede ved en m angfoldigere T rad itio n . M e n for paa denne M aad e nogenlunde a t kunne bedomme en L ite ra tu r, der allerede for lang T id siden kan ansees som slu tte t, er Fuldstændighed a f alle dens Frem bringelser nodvendig. F or a t oplyse V a n d ets Beskaffenhed, der snart er satt, sn art so d t, blodt eller h aa rd t, g avnligt eller skadeligt, m aa m an for- fslge Kilden fra denS Udspring igjennem alle dens A arer. Ligesaa et Folks L iteratur. Forst da kan S a m m e n lig n in g sinde S te d med H en ­ syn til F orm og In d h o ld , S t i l og B e h a n d lin g ; forsi da kan G ransk­

ningen afsondre det V ig tige fra det Uvigtige, det S a n d e fra det F a l­

ske, det TEdle fra det T rivielle; og anvende den Kundskab, som ligger forborgen i den fjernere og ncrrmere F o rtids S k a tte , paa den noer-

A

2 Den oldnordiske Lileraturo (Drnfang og Vigtighed.

vcrrende T id , der m aa antages at have sit Udspring og sin G ru n d i det Forsvundne. D en ne Tanke ligger til G ru n d for det Kongelige Nordiske O ldskrift-Selskabs B estem m else, efterhaanden at udgive alle historiske S k rifte r og Fortcellinger, som endnu ere tilbage paa G am m el- I s la n d f i, selv dem, som noerme sig eller gaae over i Fabelens Gebcet, thi kun derved vil m an vcere i S ta n d til at erholde en fuldstoendig og tydelig Forestilling om Fcedcenes D a a d , B e d rifter, F o rfatn in g og hele legemlige og aandige T ilstan d.

Hvilken B ety d n in g og V igtighed den oldnordiske L iteratur har, kan kun erkjendes ved at betragte dens Forhold til europcrifk K u ltu r i A lm indelighed. Hvilket Oiem ed denne h a r, ved hvilke M idler den har virket, og hvilken D annelse Folkene ved den have erholdt, kunne vi forudscette som bekjendt; alle vore Lcesere ere uden T vivl enige i, a t det er den fortrin ligste, som Menneskeslægten hidtil kjender, at den kscer adskiller sig fra alle andre ved en bestandig Fcemskrkden, en Folge a f vakt Tcenkning, der aldrig tilfredsstilles, men gransker i det Uen­

delige. Ved denne stedse fortskridende Tcenkning bevirkes en uafladelig F rem gang i alle S ta te r s Liv, en u afb ru d t Roekke a f F orandringer og F o rb ed ring er, der ikke blot angaae S ta te n s ydre Form er og O pfin­

delser i det S t o r e , m en udstrcekke sig til Livets si'mpleste og tilsyne­

ladende ubetydelige Foretagender. T il denne M enneskehedens Udvikling er der iscer virket ad tvende V eie: D enne T ankens Uro, som viser sig saa velgjorende i sine V irk n in g er, skylde vi nem lig forst og fornem ­ melig den gam le klassiske L iteratu r, Grcekernes og R om m ernes S k rif­

te r; ved dem er den vakt, ved dem bliver den nceret; ved dem skrider endog Kristendommen frem ad. Ved S tu d ie t af det grceske og latinske S p ro g er den nyere Filologi bleven t i l ; ved den klassiske O lds histo­

riske M o nstre har den nyere Historie hcevet sig til sin Fortcinlighed. - H erom kan der blandt videnskabelig D annede ikke vel vcere mere end een M e n in g ; kun de Kortsynede tillcrgge de store udvendige H ju l en M askines Bevcegelse, uden at bemcecke de indvendige D rev . M e n med den gamle klassiske L iteraturs Lcrvninger har derncest den nyere T id forbundet en ny A rt af aandig V irksom hed, som vel er opvoxet af en celdre Nod, men efterhaanden bar formet sig til et nyt Trcv med

Den oldnordiske Literatnrs Omfang og Vigtighed. .'Z

anden S ta m m e og andre F ru g ter. D e n gam le T id s Kundskab om fattede M ennesket, den nyere T id s tillige N a tu re n . D e t, som O ldtiden isser lagde V in d paa, var M y thologi, S p ro g og H istorie, sam t Filosofi, eller i Alm indelighed M enneskets H istorie; det som N u tid en fokede t i l , er Kundskab om V erden med alle dens D ele eller i A lm indelighed N a ­ tu ren s H istorie. D e n sidste kunde ikke blive til uden den focste, ingen La P lace uden E u k lid ; m en begge have dog i deres senere Udviklinger fjernet sig saa lan g t fra hinanden, at de kunne ansees for uafhcengige.

B egge tilsam m en fuldende M enneskehedens D an nelse. S p o rg e v i, til hvilken af disse Virksomheder den gam le nordiske L iteratur flu tter sig, m aa S v a re t n atu clig v iis blive: til O ld tidens. D e n indeholder, lige­

som den grceske og rom m erske, noermest kun relkgiose, historiske og lingvistiske E lem en ter; de filosofiske m an g le; det vilde voere ubilligt a t for­

dre mere a f den, end den i Folge sin N a tu r kan yde. D e n s V ig tig ­ hed afhoenger af, hvor vidt disse E lem enter kunne have Indflydelse paa N u tid en . D e t som, vi da egentlig have a t betragte er den In te re sse , som de islandske M indeskrifter ved deres In d h o ld kunne h av e, decls for M ennesket i A lm indelighed, deels for N ordboen i Soerdeleshed.

V ed det religiose E lem en t, forsaavidt det adskilles fra det reen historiske, forstaae vi de Loevninger, der endnu haves a f O d in s Loere, der for K ristendom m en var udbredt over hele N o rd en . D e indeholdes i E d d a e r n e : den crldre eller S o em u n d s Edda og den yngre eller S n o rre s E d d a , begge saaledes kaldte efter deres formeente S a m le re . D e adskille sig vcesentlig fra hinanden derved, at den celdre indeholder E lem enter celdre end K ristendom m en, S a n g e , som have faact deres Tilvoerelse i selve H edenold, m en hvoraf kun Brudstykker cre tilb ag e;

den yngre derimod F ortæ llinger, der vel grunde sig paa og ere op­

fyldte med V e rs af den celdre, m en som ere nedskrevne senere end

>

Hedenskabet selv og opbevarede a f enkelte den T id s Loerde som M in d er a f det F orsvundn e; de meddele derfor ofte og dvcele ei sjeldcn ved barnagtige Forestillinger og udartede Trcek a f den gam le T ro . I denne S a m lin g a f S a g n findes tillige adskillige andre for storste D elen ufuldstændige M in d er af allehaande mythologiskc K undskaber, der stun- dum ere kastede forvirret imellem h in an d en , og undertiden, for at

A 2

l Den oldnordiske Literaturs Omfang og Vigtighed.

komme H ukom m elsen til H jcrlp, satte i V e rs , om trent som m an en­

gang ved latinske V erS sogte at indprente sig det rom m erfle S p r o g - R egler. D e t er da indlysende, a t den forste S a m lin g er den vigtigste, og at den sidste isoer kommer i B e tra g tn in g , forsaavidt den tjener til at oplyse og fuldstoendkggjsre hikn.

D e t m aatte synes besynderligt, om nogen n u vilde sporge: O g hvortil nytte da disse gam le B o g e r? S p o rg S m aalet vilde nem lig vcere det samme som : H v o rtil nytter overhovedet m ythologist K undskab?

O g hvad have vi N ulevende a t gjore med vore Fcrdres T ro ? M e n G ranskningen ansporeS her endnu i SoerdeleShed ved disse crldgamle MindeSmoerkerS tilsyneladende D unkelhed. H v or meget der end hidtil er tcenkt, forflet og skrevet, ja daglig skrives derom, syneS m an endnu ikke a t vcere kommet paa det R ene med deres In d h o ld , og ncesten hver ny F o rfatter fremstiller nye Anskuelser. A f saadanne S ystem er har m an an v en d t: et historist, i Folge hvilket G uderne engang vare M ennesker, som viste dereS S a m tid ig e V elgjerninger eller vel endog, som nogle ville, falskelig udgave sig for G u d e r, og i begge Tilfoelde dyrkedes som saadanne efter deres D s d ; et geografisk, i Folge hvilket de guddom m elige V ersener, som M ythologien o m taler, engang vare virkelige Folkeslag paa J o rd e n , og M y th ern e altsaa M ind er om B e­

givenheder, som vare forefaldne ved Forbindelser eller Krige imellem disse F olk; et astronom isk, i Folge hvilket det fornem m elig var de G a m les Forestillinger om V e rd en , dens Oprindelse og Him m ellege­

m ernes F o ran d rin g er, med alt hvad der i M enneskets Liv afhoenger deraf, som de indkloedte i M y thernes mystiske Form er, a f hvilke altsaa G rundideerne igjen, naac Forskningen ikke trcettes, atter lade sig ud­

vikle; et fysisk, efter hvilket det ikke saa meget v ar N a tu re n s F o ran ­ dringer i det S t o r e , som snarere de enkelte S to ffers Forbindelser,

K am p og S t r i d , som de G am le vilde fremstille i deres M y th e r;

endelig et allegoriserende, enten saa, a t G uderne vare at betragte som personificerede Vcrsener, saa a t snart M enneskets Forestillinger og F olelser, snart N a tu re n blev allegoriseret, eller sa a , at det egentlig ikke var M ennesket i Alm indelighed eller Nordboen i SoerdeleShed, som fremstilledes under personificerede Form er, men derimod hele V er-

D e n o ld n o rd isk e L i t e r a t u r s O m f a n g o g V ig tig h e d . 5

P

dens H istorie, ja endog de fjerneste Folkeslags Karakteer og B eg iv en ­ heder. A f disse S y stem er have de G am le selv ved enkelte y trin g e r og S am m enstillinger givet A nledning til det historisk-geograsiffe og det astronomiske, hvilke derefter a f Forfattere hos os paa ny ere optagne og fremstillede i den S am m enhceng de rim eligviis kunne have; mcm det er let a t skjonne, a t de kun i enkelte Tilfcelde kunne vcere gyldige og ingenlunde anvendeligt paa det H ele. D e t fysiske h ar en F o rfatter

^ Tyskland opfattet og anvendt saa barok, a t der ikke blandt rolig P r o - vende kan vcere T v iv l om detS Urimelighed. D e n nordiske M y lh o - logi antager tre lige hoie guddommelige V ersener: den H o ie, den ligesaa H o ie , og den T red ie, og hvad m ener m an v e l, at disse tre

*

betegne? D e tre materielle G rundvcesener, S v o v l, Kvcrgsolv og S a l t . M ythologien angiver en anden T r e - E e n h e d , B rsd re n e O d in , V ile og V e , hvad andet kunne da de vcere, end de tre V erdenslove:

T yngde, Bevcrgelse og Slcrgtskab, hvilke igjen falde sam m en med hine tre : S v o v l, Kvcrgsolv og S a l t . T orden^nden T h o r er n atu rlig v iis det elektriske S t o f , h an s Bcelte altsaa den elektriske K ondensator, og hanS Iernhandskec fortræffelige Ledere; n a a r de G am le fortcelle os saa meget om denne G u d s Reise til G rjo tu n g a a rd , saa vilde de deri ikke skildre and et, end Elektricitetens V irkning i P la n tev e rd e n e n , og de handlende Versener betegne F o rstening , K ulstof, S u u rs to f, M a g ­ neten o. d. l. F o r fordom sfri Lcesere gjendrive disse Id e e r sig selv, n a a r de blot fremsoetteS. M e n den verdenshistoriske U dtydning vil ligesaa lidet kunne bestaae, forsaavidt den tillcegger de G am le en ethnograsisk B e tra g tn in g , som de ingenlunde havde Leilighed til at a n ­ stille; og ingen Forklaringsm aade kan vel i Alm indelighed antages for g y ld ig , n a a r den laa og m aatte ligge aldeles udenfor de G am leS Forestillings- og K undffabskreds; enhver anden er en ny poetisk B e ­ handling a f E dda, hvis Vcrrd det ikke tilkom m er os her at bedomme, hvor vi kun tale om de G am le selv og ikke om den M aad e, hvorpaa deres Forestillinger kunne forandres eller, om m an v il, forskjsnneS.

T il at forklare E dda horer uden T v iv l voesentlig at betragte den a f og i O verensstem m else med sig selv; forst da kan der ogsaa blive T ale om dens videnskabelige V oerd, om denS V igtighed som et Led i

Noekken a f menneskelig Kundskab. D e t viser sig d a , at den, ligesom enhver M yth ologi, indeholder de G am les Forestillinger om G u d , M e n ­ nesket og N a tu re n og deres Forholde til h in a n d e n , udtrykte i O ld - tidens symboliserende T ankegang og S p r o g ; og M a a d e n , hvorpaa disse Frem stillinger ere udtrykte, bliver vigtig, fordi Folkenes O prindelse og Sloegtskab derved lader sig oplyse. E th v ert Folkeslag paa Jo rd e n har f. Ex. forelagt sig det S p o rg s m a a l: Hvorledes blev Verden til, hvorledes skal den igjen ophore? M a a d e n , hvorpaa de besvarede disse S p o rg s m a a l,! er i de veesentlige G rundideer den sam m e, m en i sine Enkeltheder horst forskjellig; ved S a m m e n lig n in g lader sig vel derfor udfinde, hvilke Folk der have de ncermest besloegtcde Forestillinger til­

fælles med hverandre, og deraf lader sig igjen slu tte , a t disse vare bestoegtede Folk. T il denne Undersogelse har m an erholdt fortræffelige B id ra g , m en afgjort kan den endnu ikke siges at vcere. E thvert Folk forestiller sig N a tu re n s Foenomener som V irkninger a f guddommelige V cesener; hvilket f. E x. sporger m an n u , har fremstillet Lynilden med dens V irkninger under samme F o rm , som N ordboens T ordengud T h o r? Hvilket fremstiller den jordiske I l d og dens V irkninger netop saaledes som N ordboernes lunefulde Jldvcesen Loke? E thv ert Folk toen­

ker sig en hor'ere M a g t end de G uder, der virke i V erd en ; hvorledes, sporger m an , tcenkte N ordboerne sig dette Hoicste, dette evige F atu m , a f

hvis V illie a lt var afhcengigt, og med hvilket andet Folk dele de denne Forestilling? E thv ert Folk veed, a t V erden engang skal forgaae, m en

l

hvilket har just den ciendommelige M e n in g , at selve G uderne forgaae med V erd en , og hvad er det som efter V erdens Undergang endnu lever? D isse og m angfoldige lignende S porgS m aale lade sig opkaste ved B etrag tn in g en af den nordiske M y th o lo g i, og ved deres B esva­

relse vil m an ikke blot vinde et klart Lys over de nordiske Folks O p ­ rindelse og deres Sloegtskab med a n d re , men m an vil ligesom troenge ind i O ldtidens A a n d ; m an vil see Id eern e igjennem den legemlige D r a g t , med hvilken de ere bekloedte; m an vil fra disse I d e e r , n a a r de ere fremstillede i deres Reenhed og ikke mere svoeve for O iet som taagefulde Billeder, stutte til O ld tidens Forestillingsm aade i det Hele, dens B egreb om G ud og V erd en,, om G odt og O n d t, om D yd eg

i

Den oldnordiske Literaturs Omfang og Vigtighed. 7 L ast; m an vil end ydermere igjennem en lang Rcekke af saakaldte

overtroiske Forestillinger, som endnu leve og rore sig hos Folket, kunne forfolge disse Id e e r lige indtil vore D a g e , og derfor ved Kundskab om Folkets O ldtid og ikke uden denne erholde fuldstoendig Kundskab om Folket selv. O m end derfor de Loerde af og til i deres U nder­

søgelser have forvildet sig paa A fveie, saa ville selv disse Forvildelser- bidrage til at scrtte S an d h ed en i et klarere Lys, og ingen G ranskning over Eddaernes dunkle In d h o ld bor fo ra g te s, just fordi Folkenes vig­

tigste og væsentligste Forestillinger ere nedlagte i dem. D e t m aa der­

for ansees som en uskateerlig Lykke for N o rd e n , at der er opbevaret saa meget a f disse Loevningcc hos os, medens de tilsvarende, som en­

gang m aae have vceret til i Tydskland, ere ncesten ganske forgaaede, saa at den islandske L iteratur i denne Henseende ikke blot oplyser vort F o lk s, m en selve den germaniske S ta m m e s oeldste religiose Forestillinger.

F oruden de egentlig mythiske S a n g e sindes i den celdre Edda en ncesten sam m enhængende Rcekke af historiske S a n g e , hvilke danne et H elted ig t, der for N ordboen m aa vcere det sam m e, som de homeriske D ig te for Grcekerne. D ersom nogen vil danne sig et B egreb om O ld tid s S to rh ed og K ra ft, da lcese han disse! D e glode ikke, som S y d e n s P o esi, m en de g rib e ; de bestaae ikke af fyldige V e r s , der­

som E lve ftrom m e ud i forskjeUige R e tn in g e r med blomsterklcedte Brcedder, m en de staae ligesom stivnede i faste Form er, som hoie I s - fjelde, der rage hoit op i det uendelige R u m , og ved hvis Fsdder det Utrolige foregaaer og det G ru elig ste, M ennesker kunne forestille sig, skeer. V ed a t lcese disse D ig te i de senere Bearbeidelsec a f

»

G ru nd tv ig og La M o tte -F o u q v e vil m an erholde en Forestilling om det Ophoicde og Forfcerdelige, som i dem er n e d la g t; men endnu mere, forekommer det m ig, vil m an lcere at kjeude dem i deres simple S to rh ed ved at lcese F in n M a g n u se n s Oversoettelse, der kun gaaec ud paa at gjengive dem saa ordret, som m u lig , uden at tage D ig tek u n ­

stens ydre M id ler til H jcrlp. A t give disse D ig te i samme S im pelhed og dog med samme poetiske S k jo n h e d , som de have i G rundsproget, er en O pgave, som kun den storste D ig ler er i S la n d til at lose.

D e n o ld n o rd isk e L i t e r a t u r s O m f a n g o g V ig tig h e d .

E fte r Eddaerne komme vi til a t betragte de h i s t o r i s k e M i n ­ d e s m æ r k e r .

H vorledes Hkstorkeffrkvning opstod og udviklede sig paa I s la n d , har en anden F o rfatter allerede skarpsindig oplyst. D en var en n a ­ tu rlig Folge a f Landets og Folkets Beskaffenhed. S a n d s for F o r­

tælling laa og ligger endnu den D a g i D a g i N ordboens K arakteer;

N a tu re n s storre Eensform kghed og roligere U dvikling, end i S y d e n , m edforer Begjerlkghed efter a t kjende det Foranderlige og bestandig Omskiftende u d en fo r; der ligger altid noget Tiltrækkende i a t hore fortcelle om den Bevcegelse, der i behorig Frastand foregaaer, imedens Tklhoreren selv befinder sig i R o ; det er den samme Lyst, som foeng- fler N u tid en til a t hore paa O ld tid s S a g n . D en n e naturlige T il- boielkghed til a t hore Fortæ llinger fulgte med de forste Nybyggere til I s l a n d , og her m aatte den endnu mere noeres og udvikles hos dereS Efterkom m ere. D e medbragde adskillige M in d e r om celdre B egiven­

heder i N o rd e n ; disse vare opbevarede i en ftor Mcengde D ig te , der gik fra M u n d til M u n d ; deres F orm lettede deres E rin d rin g , og for­

hindrede dereS Forvanskning. E fterhaanden tabtes for ftorste D elen den poetiske F orm , og de gik over til prosaisk Fortoelling, hvis Hoved­

m om enter bekroeftedes ved de indstroede V e r s ; fra en Rcekke a f sam - menhcengende episke D ig te , der indeholdt en K onges etter en heel S lc eg ts vigtigste B egivenheder, formede de sig til en Roekke af historist- romantiske Fortcellknger. B egivenhederne paa Landet selv vare for faa til a t fortroenge M inderne om de g am le; Landets egen Historie forbandt sig med det ovrkge N o rd en s. M ed N orge stod I s la n d i bestandig Forbindelse uden a t voere afhcengig deraf; de islandske H ov- dinger og andre anseete M cend seilede d id , og I s la n d s Kyster bleve igjen bessgte a f Kjsbmoend fra N o rg e. E t S k ib s Ankomst var en vigtig Begivenhed for ethvert L andstab, og K jobm andens Fortoelling om, hvad der var forefaldet udenlands, modtoges med samme, eller vel endog sto rre, B egæ rlighed, som de materielle V arer h an medbragde.

M e n fra N orge drog Isloenderen fremdeles, som K riger og som S k jald , til de ovrige nordiske Lande, Svcrrkg og D a n m a rk ; derfra atter til de vendiske og ostlige Lande; paa D erne ved S k o tla n d havde han

Den oldnordiske Literaturs Omfang og Vigtighed. v tkldeels sine S lc e g tn ln g e ; i E n g lan d taltes om trent det samme S p ro g .

S o m Kriger og S k ja ld deeltog han selv i de B egivenheder han be­

sang. E fter at have vundet G ods og Horder, vendte han igjen til­

bage til sit Fcedreland, og tilbragde rolig sine ovrkge D ag e paa sin G a a rd . Hvad U nder, om h an s B o rn og B o rn eb o rn lyttede til den E rfa rn e s Fortcelling, og om M in d et han efterlod om fjerne B egiven­

heder gik i A rv hos h an s S lo e g t, og agtedes hsiere end h an s verds­

lige E fterladenflab. P a a denne M aade samledes det historifle S t o f , som v ar hentet fra hele N o rd e n , efterhaanden paa I s la n d . A t det blev opbevaret, laa ogsaa i Landets og Folkets Beskaffenhed. D e t ud­

dannede sig forst i enkelte sncevrere Kredse, i Landskaber, der ved Fjelde og store Floder vare ncesten afsondrede fra hverandre; det blev M o ro for enkelte F am ilier, oplivede deres Gjoestebude, gjentoges i B adene og ved alle lignende Sam m enkom ster. F ra a t voere nogle udmoerkede S lceg ters Eiendom gik det derpaa over til det hele L ands. V ed F o r­

sam linger paa T ing e, og fornem m elig paa A ltinget, gjentoges det F o r­

trinligste a f de gam le S a g n , og V erdens nyeste Begivenheder bleve her atter gjennemlevede a f et fje rn t, historiekyndigt og historieelflende Folk. E nhver anseelig H ovding havde allerede forhen sin S a g n e - m a n d ; n u fremstode disse for Folkets D in e ; Landets Ppperste horte paa dem. S k ja ld e n s D ig t og S ag n em an d en s Fortcelling m aatte her, hvor Alles D in e hvilede paa ham og alle horte med spcendt F orvent­

n in g , ikke blot voere kunstcigtkg, livelig og tiltroekkende, m en ogsaa san d ; v ar Fortæ llingen uden L iv , da kjedede h a n ; stred den mod det B ekjendte, hvori ncesten alle T ilhorers vare hjem m e, indeholdt den faktiske Usandheder, da betragtedes Fortoelleren som en P ra le r og

Logner.

D e t historifle S t o f , der efterhaanden var sam let hos I s la n d s oedleste Sloegter, blev endelig bevaret for E fterslæ gten. F o r a t komme H ukom m elsen til Hjoelp blev Hovedindholdet, a f de oeldste D ig te med R u n e r indflaaret i T rce; en S a m lin g a f saadanne Trcrstykker blev den forste B o g . D e n egentlige Skrivekunst indfsctes med K risten­

dommen ; og n u kunde tillige den loengere S a g a optegnes og forsteres;

den flrevcs paa P erg am en t. B aad e Nunckrvlcrne og Skindbogerne

vare sjeldne og derfor dyrebare Besiddelser. M en ved Kristendom m ens In d fo re lse forsgedes ogsaa den historiske Kundskab; den medforte B e- kjendtskab med S y d en og dens L iteratur. D e Gekstlige studerede og indviedes u d en lan d s; Pillegrim en vandrede paa sin Fod fra D an m ark m idt igjennem E u ro p a til R o m ; han opholdt sig underveis i Klostrene, og erfarede her V erdens B egivenheder; han besogte de Helliges G rave.

Kundskaben om E u rop a udenfor N orden bragdes derved til I s l a n d ; ikke, blot de noermere saxiske og frankiske Lande, men ogsaa I ta lie n , Konstantknopel med sit Keisersoede, som Voeringen allerede havde be- fogt som K rig er, sam t S p a n ie n indtil Kom postella, bleve bekjendte;

det latinske S p ro g dyrkedes, der oprettedes S koler paa I s l a n d ; klas­

siske S k r if te r , i det mindste betydelige Brudstykker deraf, bleve leeste og forklarede. D a m aatte ogsaa S an d sen vaagne for den egentlige H istorieskrivning. D e fsrste Forfattere a f denne A rt ere, som altid, ribekjendte; de skreve a f Lyst og indre T r a n g , ikke for at vinde For- fatteroere; deres forste F orfog vare vel ogsaa kun Brudstykker. D e r m aatte voere en stor Moengde D ig te og S a g a e r opskrevne, forend Historieforskning kunde sinde S te d . D enne begyndte n atu rlig v iis med I s l a n d s egen H istorie, og udvidede sig derfra til andre Lande. D e n forste bekjendte Historkeforsker er Ace F rode; for hans T id m aae der da have vceret ikke blot m ange Fortæ llinger om I s la n d i O m lob, m en enkelte ogsaa nedskrevne; det var nem lig det allerede bekjendte S to f , som h an sogte a t ordne og meddele i kronologisk O versigt. S cem und Frode anstillede lignende Underfogelser i N orges Historie. M ed T id s ­ regningen fodtes H isto rien; forst efter a t disse H jælpem idler vare erhvcervede, S to ffe t og dets Kritik, kunde Historie skrives. D ette blev den islandske L iteratu rs glim rende T id sp u n k t. B a rn e t var blevet til M a n d ; han loerte med Forstand og Sindkghed at concentrere sin K raft, a t fastholde det Vidtfvoevende, a t forbinde det Usammenhoengende.

F ortiden dvcelede kun ved Fortæ llingens tilfceldige In d h o ld ; den senere T id gkk til den modsatte P derlighed, og den livelige F o rtæ llin g , det grundige historiske S k rift gik over til torre A nnaler.

Historieskrivning bestaacr i en sammenbamgende, ordnet, selvover- oensstcmmende og i alle sine D ele trovccrdig og sand Forta-lling om

Den oldnordiske Literaturs Omfang og Vigtighed. I I Begivenhederne i et L a n d ; i hvilken saavel T iden, som Personerne og deres H an d lin g er vise sig i deres virkelige S am m en h cen g ; en F o rtæ l­

lin g , hvorved ikke blot en eller anden enkelt T id sp u n k t eller P erso n eller Begivenhed frem hceves, men hvorved m an scrttes i S ta n d til a t erholde en klar Forestilling om Landets og Folkets successive Udvikling.

S to ffe t m aa altsaa vcrre tildannet og form et med V a lg og S m a g ; dette kan ikke finde S te d uden In d v irk n in g paa den ydre F o r m , og Historieskriver bliver kun d e n , der i sin S icel kan opfatte denne H a r­

m oni, og fremstille den fo ra n d re . E n saadan var S n o rre S lu rle s e n ; til Forgjcengere havde han E rik Odsen, K arl Jo n se n , S ty rm e r Frode og rim eligviis flere, thi en cegte Historieskriver bliver ikke til paa een G a n g ; han er et P ro d u k t a f m ange foregaaende, mere eller m indre mislykkede F o rjo g , ligesom han i den folgende T id drager adskillige E fterlignere efter sig; selv staaer han ene i sit S l a g s , uopnaaelig fordi han i sig m aa forene m ange fortrinlige Egenskaber, der i A l­

mindelighed kun som Brudstykker ere til hos.de scedvanlige'Forfattere.

H a n s S joel om fatter det H e le ; h an s Forgjcengere form aaede kun a t gjennemtroenge en enkelt D e e l, h an s Efterfolgere skeke ud og vansire det V isse ved falske T ilstelninger. H a n s Forgjcengere soge og forske, de strcebe, m en uden a t n a a e ; h an s Efterfolgere snakke, uden a t over­

bevise; han derimod skaber. . .

D e t vigtigste historiske S k r if t, som den islandske L iteratur besid­

der, er S n o rre S tu rle s e n s norske Kongesagaec eller, som m an efter dets forste O rd ogsaa kalder d e t, H eim skrkngla (V erdens K reds).

E n h v e r, der lceser dette (m e n , desvcerre, have vi endnu ingen aldeles tro dansk Oversættelse deraf) vil, selv om han ikke kan gjore sig Rede for G ru n d en til sin Fornem m else, fole sig tiltrukken, henreven, og ligesom uvilkaarlkg sat ind i O ldtidens Fcecd og Liv. Fortcellingen er sim pel, uden alle falske Prydelser, S tile n cedel; det S tcrrke trceder frem i fyndig K orthed; Begivenheden fortoelles med Uvtryk, der hver G a n g gjengive den som den v a r, k o rt. Form en svarer overalt til sit S t o f , og begge smcelte sam m en til en fuldendt Eenhed. F orfatteren reflekterer i Alm indelighed ikke, og kun n a a r han ved et enkelt T il- farldc-vil fore Lcrsercn hen paa sit S ta n d p u n k t; han fortcellcr kun,

12 D e n oldnordiske L ite r c r tu r s O m f a n g o g V ig tig h e d .

m en sikkerlig havde denne Fortoelling sin G ru n d i en foregaaende Reflexion.

O m M a a d e n , hvorpaa dette til alle T ider fortrinlige S k rift frem stod, have de N yeres Forestillinger voeret temmelig forffjellige.

M a n g e S a g a e r vare allerede til for S n o rre s T id , og dem benyttede h a n ; n a tu rlig v iis , Historieskriveren udvikler -S to ffe t a f dets KaoS, m en dette staber h an ikke. H a n tog hine celdre S a g a e r for sig, siger m a n , udstrog hvad der m ishagede ham , gjorde Udtog af hvad der var for v id tlo ftig t, tilfokede nogle enkelte B erig tigelser, og hist og her nogle flere S tro fe r a f de gam le Skjaldekvad; det saaledes gjennem - gaaede H aan d strift overgav han til sine Afskrivere. O g paa denne mekaniske M aade troer m a n , a t et saa vel afp asset, i sine enkelte D ele saa vel sam m enhæ ngende, i hele sin S t i l saa fuldendt Voerk kunde blive til? Opstod ikke h an s S k r if t snarere som et P ro d u k t a f h an s egen Kundskab og Toenkning? Alle de foregaaende S a g a e r vare ham vel bekjendte; han kunde dem uden T v iv l, i det mindste hvad de vigtigste B egivenheder an g aaer, endog u d en ad ; Landet, han skrev om ,, og Folket vare ham vel bekjendte; han havde i flere A a r tcenkt over det hele S t o f ; det havde dannet sig til et H eelt i h an s Sjoel, og saaledes gjengav h an det. S n o rre s Fortjeneste bestaaer da ikke deri, a t h an moisommelkg samlede M aterialier, dette var allerede skeet fo r h a n s T i d , m en h an tilegnede sig dem ; ikke deri, at han fra forst a f kronologist ordnede B egivenhederne, dette havde Are Frode g jo rt, og det er just paa h an s Tidsbestemmelser S n o c re beraaber sig, m en han anvendte og byggede fort paa dette G ru n d la g . D e ri be­

staaer fornem m elig h an s Fortjeneste, a t han pragm atisk forbandt og udviklede det historiste S t o f , a t han gav nye Anskuelser d eraf, a t h an fortalte det i et s tjs n t, med In d h o ld e t overensstem m ende S p ro g og F oredrag, til hvilket der i ingen anden bekjendt S a g a findes M age (kun en eneste, N ja ls -S a g a , kjcemper i denne Henseende med ham om P ris e n ); d eri, at han oste a f sine Kilder med K ritik , Fordomsfcihed og S m a g , a t han ikke antog noget uden tilstrækkelig H jem m el, at han fremstillede det Uvisse som tvivlsom t, det V isse som p aalib eligt;

. al han in tet optog, som var sm aaligt eller H istoriens Anstand uvan-

Den oldnordiske Eiteraturs Omfang og Vigtighed. 1 .'j d ig t, a t han in tet forbigik, som v ar karakteristisk, og a t a lt under hanS Frem stilling fik A ande og Liv. E r det ikke just disse F o rtrin , som gjore den klassiske O ld s historiske M esterværker saa tiltrækkende for oS? ere ikke disse O ldstrifter opstaaede paa sam m e M a a d e , som S n o r r e s ? havde ikke ogsaa deres Forfattere gam le D ig te , gam le F o r­

tællinger og celdre historiske B ehandlinger for sig? og skabte de ikke, som S n o r r e , a f a lt dette Usammenhoengende, A fb ru d te, Uordnede, Uhjemlede, H ensigtslose og Uformede et eneste uadskillelig forbundet og

i

alle sine D ele sam m enhsrende H eelt? Hvilken S k a b n in g a f den menneskelige A a n d , det vcere D ig t eller H istorie, opstaaer nogensinde p aa nogen anden M aad e? I det mindste kan jeg ikke fatte, hvorledes

«t aandigt Vcrrk kan blive til ved en mekanisk aand lo s Fcerd. M a n kan saaledes, troer je g , n a a r m an kun ved Lcrsningen h a r overtydet flg om Fortrceffeligheden a f S n o rre s V crrk , apriorisk slu tte , a t dette F o rtrin lig e ikke blev til uden ved en aandig V irksom hed; a t gaae ind

i

det enkelte, for a t gjore denne F orm ening til V ish ed , egner sig ikke for disse B lad e. M e n til ret a t kunne bedomme og fole S k jo n h e- derne

i

S n o rre s Vcrrk, horer en kritisk nsiagtigere Udgave, end dem vi hidtil have; det vil derfor uden T v iv l paaskjonnes a f flere, end blot a f den lcerde V erden, a t en saadan Udgave og en dertil svarende dansk Overscettelse v il blive udgivet af O ldskrift-Selskabet.

D e t Vcesentlkgste a f den Roekke a f S a g a e r , som dette S elskab under N a v n a f Oldnordiske S a g a e r ( k 'o r n m s n n s 8 6 x u r ) allerede h ar u d g iv et, angaaer iscer N orges H istorie. S v e rre s S a g a og H agen HagensenS S a g a kunne betragtes som Fortsættelse a f S n o r r e ; de besidde vel ikke ganske h an s Fristhed og Liv, m en ere dog vcerdige E fterlig n ing er. D e ovrige norste S a g a e r vinde fo rtrin lig In te re sse , n a a r de betragtes i deres Forhold til S n o r r e ; h an s Fortræffelighed trceder da forst frem i sit fulde L y s; de forholde sig til ham om trent som den prosaists E d d as udvidede Fortcellknger til den poetiske E ddas gaadefulde, m en indtrængende S a n g e . A f O la f TryggvesenS S a g a har m an to Bearbeidelser, den ene a f G u n la u g M u n k , den anden a f O d M u n k ; begge streve deres bistoriste Arbeider paa L a tin , og hvad vi n u have deraf er senere islandske Oversættelser, den forste med ad-

I t De»r o ld n o rd is te L i t e r a t u r s O m f a n g o g V ig tig h e d .

stillige T ilscetninger, den anden tcoere. P a a S tile n i begge har det just ikke hast den bedste In d fly d else, a t de ere O versæ ttelser; iscrr i O d s er det tydeligt, hvor m eget O v ersetteren har beflittet sig paa eller ladet sig forlede til a t gjengive de latinske V endinger. M a n finder det rim e lig t, a t disse S k rifte r i deres oprindelige Skikkelse have hort med bland t S n o rre s K ilder, og kan derfor ved S a m m e n lig n in g danne sig en Forestilling om, hvor lan g t han staaer over dem ; det TEdle og Fyndige viser sig bedst, n a a r det stilles ved S id e n a f det P la tte og V andede. H o s S n o rre vide vi nceppe, hvo der ta le r, om han er H edning eller K risten , V en eller F jende; i begge de andre B earbei- delser stikker overalt M u n k en stem, der vil vcrkke B eu n d rin g for K ri­

stendom m ens B efordrer, og glem m er, at det er ikke ved en lang Rcekke a f O rd , m en ved en udtryksfuld F ortæ lling om D a a d a t H elten skal hcedres. O la f den H elliges S a g a og de folgende ere senere nedskrevne, og ved dem viser det sig paa samme M aade, hvor lidet S n o rre s E fter­

følgere vare i S ta n d til a t opnaae hans historiske R eenhed. D isse S k rifte r have derfor Voerd, ikke som M onstre i H istorieskrivning, m en som vigtige K ildeskrifter, og i denne Henseende ville de endnu lcenge blive G jenstand for de folgende Historieskriveres G ran sk n in g ; de heeve sig ogsaa a f og til til en renere F rem stilling, og der gives noeppe nogen Fortcelling deri, uden den jo indeholder et eller andet G uldkorn for Forskeren.

D e n her om talte Rcekke a f S a g a e r oplyser ister N o rges Historie.

T il N o rg es celdre F o rfatn in g indeholder derncest den a f R a fn under T ite l a f Nordiske F o rtids S a g a e r (k 'o rn a llla r 8 o § u r ^ o r d r l a n ^ a ) ud­

givne S a m lin g vigtige B id ra g , og efter begge disse tilsam m en have de fleste norske Historieskrivere fra vore T ider arbekdet. M e n ogsaa for D a n m a rk s Historie ere begge disse S a m lin g e r a f V ig tig h ed ; i F orening med S a x e danne de G ru nd lag et for vor Kundskab om F æ ­ drelandet i de celdste T ider. D e t er bekjendt n o k , at vi uden de islandske M indesm æ rker kun skulde have hoist forvirrede Forestillinger om den danske Kongeroekke og de danske K ongers B edrifter i O ld tid en ; havde vi ikke R o lf Krakes S a g a , R egner Lodbrogs S a g a , F ortæ llin­

gerne om Stæ rkodder og flere lignende historiste Brudstykker, da vilde

Den oldnordiske Literaturs Omfang og Vigtighed. I >

vi aldrig have vceret i S ta n d til a t forstaae de Fortoellinger og S a n g e , som S ax e har opbevaret; uden Jom svikingesaga vilde P aln ato k e have staaet for os som et Skyggebillede, og Forholdet imellem K ristendom m en og Hedenstabet ved den sorstes Jndforelse i Landet for bestandig have vceret u k lart. E ndelig handler en heel S a g a , K n y tlin g a , alene om D an m ark , og om fatter just T iden fra H arald B la a ta n d til K nud den S je tte eller det T id s r u m , som S a x e fortrinlig har behandlet. S o m F o rfatter til denne S a g a anseer m an i A lm indelighed S n o rre S tu r le - sens B roderson O la f Thordsen H v id estjald , der havde opholdt sig ved V aldem ar den A ndens H of, og ikke blot var berom t som S k ja ld , m en ogsaa som Lcerd. H a n havde tilb rag t en D eel a f sin Ungdom hos S n o r r e , og m aatte derved faae Lyst til a t troede i h an s F odspor;

virkelig kan m an ogsaa anser h an s Vcerk for D a n m a rk som en for­

kortet H eim sk rin g la, og der hvor Foctoellecen har h aft et nogenlunde rig t S t o f for sig , forstaaer han a t gjengive det med In te re s se og Liv.

M a n lcese f. E x. K nud den Helliges H istorie i K n y tlin g a og hos S a x e . T il O p ly sn in g a f D a n m a rk s H istorie tjener endelig en stor M oengde mere eller m indre historist paalidelige Sm aafortcellinger, der ere adspredte ru n d t om i de islandske S a g a e r; de. indeholde deels O p ly sn in g er om det interessante F o rh o ld , i hvilket Jslcenderne have staaet til vort Foedreland og dets K onger, deels meddele de m angfoldige karakteristiske Trcrk af Soeder og Skikke, og ncesten alle udmoerke sig ved en naiv Frem stilling og en udtryksfuld K a ra k terteg n in g .

E n anden Rcekke a f S a g a e r, hvis Udgivelse forestaaer, er de, der handle om I s l a n d selv. D e n In teresse og V ig tig h e d , som disse m aae h a v e , udspringer deels af den Opmærksomhed, som Folket for­

tjen er, deels a f deres eiendommelige In d h o ld og dettes B ehandlings I begge Henseender henhore de uden T vivl til den islandske L iteratu rs mcrrkeligste Frem bringelser. S o m Fostermoder for N o rden s celdre H istorie har Landet K rav p aa Opmcerksomhed, m en ogsaa ved sin sceregne forst patriarkalske, siden aristokratiske F o rfa tn in g ; m edens hele N orden adled Konger, dannede der sig paa en fjern O en F ristat, som ikke havde betydelig Folkemcengde, heller ikke stor verdslig M a g t, m en som desuagtet vidste at hcevde sin Anseelse hos de mcrgtigste K onger.

N a a r det er os saa vigtigt a t vide, hvad disse Jslcendere have sagt om vore Forfoedre, deres K onger, deres In d re tn in g e r, m aa det da ikke have en egen In te resse for os a t erfare, hvad dette liveligs, utræ ttelige og opvakte Folk har sagt om sig selv? hvorledes det blev til? hvorle­

des det uddannede sig? hvorledes denne Lyst til Fortoelling, som vi beundre, opstod og udviklede sig hos dem? D isse S p srg sm a a le be­

svares i en stor M æ ngde S a g a e r , som indeholde B eretn in g om Lan­

dets Opdagelse og Bebyggelse, om M aad en hvorpaa Fristaten dannede sig og vedligeholdt sin Uafhoengkghed, kort om hele S ta te n s O prindelse, U dvikling, S k jald en es D annelse, Historieskrivernes Arbeide, og endelig hele dette virksomme Livs O p h o r og Landets Forening med N o rge.

M e n dette Lands Historie h ar tillige det S cereg n e, a t den ikke er bleven til som en sammenhængende Fortoelling, m en som m ange saa- d a n n e , der gribe ind i hveran dre, og gjensidkg oplyse h in a n d e n ; a t der i disse S a g a e r ikke ligger den Jd ee til G ru n d , a t skildre det hele Land eller F olk, m en kun de moerkeligste Moend a f denne eller hiin S lo e g t; de ere derfor hverken torre A nnaler, heller ikke ordnet H istorie;

og a f denne deres eiendommelige N a tu r fremkomme F o rtrin og M a n g le r , ved hvilke de staae som ene i sit S la g s blandt alle Folks H istorie. D e ere nem lig S k ild rin g er a f sande Begivenheder, og see dog ud som romantiske F ortæ llinger; de folge en for det meste nok­

agtig T id sre g n in g , m en det er dog hverken for dennes S k y ld de bleve skrevne eller for a t ordne og sammenstille Landets Begivenheder med andre Landes, de vilde kun isser skildre M a n d e n ; er det V ikingen, der beskrives, da vrim ler S k ild rin g en over hans Liv a f T o g e ; er det S k ja ld e n , da er S a g a e n fuld a f hans V e r s ; er det den lovkyndige M a n d , da folger P roces paa P ro c e s, i hvilke han deeltager; D ra b s ­ m anden over D ra b paa D ra b , og giver aldrig B oder, han fordom m es p aa T in g e , og Fortoellingen om h an s Liv udbreder sig n u i en S k il­

dring a f den L ist, hvormed han skuffer og undgaaer sine Forfolgere.

M e n her, ligesom overalt i det virkelige Liv, er det ikke blot M an d en , der bestemmer og h an dler; ogsaa Kvinden griber kraftig ind i H an d ­

lingen, og ved S id e n a f Hovdingen see vi stedse h an s H u s tru , snart form ildende, snart ophidsende; ja der gives noesten ingen kvindelig

1

D e n o ld n o rd isk e L i t e r a t u r s O m f a n g o g v ig tig h e d . ) 7 Karakteer,' uden den jo er fremstillet i disse S a g a e r, ligefra den om m e

elskende M o , der bevarer sin fsrste Kjoerlighed tro i sit B ry st, og med D inene henvendte paa den Elskedes K appe, det eneste M in d e hun besidder af h a m , udaander det sidste S u k i T anken paa h a m , ind til den heftige, skinsyge Kvinde, hvis forste B a rn d o m s Kjoerlighed paa een G a n g forandres til uudslukkeligt H a d , der ikke forsones for ved den Elskedes D o d ; ligefra den sin M a n d inderlig hengivne, trofaste H u -

F

s tru , der rolig loegger sig ned ved hans S id e og doer med ham i L uerne, hvormed h an s Fjender have omgivet h a m , indtil det heftig ustyrlige Kvindesind, der aldrig glem m er eller tilgiver nogen F o rn æ r­

m else, m en bevarer M in d et om sin M a n d s fortjente Revselse dybt i sit B ry st, uden Klage, uden tilsyneladende Fortrydelse, ind til han, om ­

ringet af sine Fjender, beder hende om den sidste V elg jern in g , hvorpaa h an s Livs Frelse beroer, da vaagner Hoevnens Folelse, og hun afflaaec h an s B o n . - D ette var just en F slg e af I s la n d s republikanske F or­

fa tn in g , a t de ydre politiske Forholde grebe dybt ind i det indre selska­

belige og huuslkge L iv; begge D ele m aatte derfor smelte sammen i Fortoellingen, og denne kunde ikke fremstille B evæ ggrundene for M a n ­ dens D a a d uden at vise os ham tillige som M a n d , som F a d er, som H usbonde. V ed S id e n af ham see vi hans Troel, h an s H u n d , ligesom i de fortrinligste bekjendte R om aner, der tiltroekke os fordi de gjengkve det virkelige Liv. D e bedre og bedste a f disse Fortoellinger have der­

for det F o rtrin , at de ikke alene meddele vigtige B id rag til Soedernes Historie i N o rd en , men ogsaa ved fortroeffelkg Karakteerskild'rkng, ved R u n d in g og kunstmoessi'g B ehandling af S to ffet, saaledes som N ja ls- saga, kunne soettes ved S id e n a f andre L iteraturers udmoerkede Frem ­ bringelser.

Im id le rtid er det ikke blot de nordiske R ig ers Historie, der uden Isloendernes S k rifte r noesten ikke var til, som fra dem m aa hente Ncerkng; ogsaa det sstlige, vestlige og sydlige E uropa kan i disse K il­

der sinde enkelte vigtige B id rag til H istorie, G eografi og Oldkundskab i A lm indelighed. Jsloenderen vandrede m idt igjennem E uropa til R o m ; Tydsklands og I ta lie n s G eografi m aatte derfor blive G jenstand for hans Dpmoerksomhed, og Loerdommens Soede i E rfu rt f. Ex. om-

18 Den oldnordiske Literatnro (Omfang og Vigtighed.

tales forst i Jslcendernes S k rifte r. D en noie Forbindelse, som fandt S te d imellem N orden og R u sla n d , de vendiske Lande, E n g lan d , S k o t­

land og I r la n d , forer det ligefrem med sig, at disse Landes Historie­

skrivere m aae granske i de vigtigste nordiske Kilder, hvor de snart sinde B em æ rkninger om S ted er, sn a rt om T idsregningen, men ogsaa om vig­

tige historiske B egivenheder, hvis Troværdighed m aa vinde eller tabe ved S a m m e n lig n in g e n . E t T idspunkt i R u sla n d s Historie oplyses ved E m u n d ssa g a ; de vendiske Landes ved alle S a g a e r , der handle om N orge og D a n m a rk ; E n g lan d s, S k o tla n d s og I r la n d s tillige ved dem om I s l a n d ; S p a n ie n s ved H agen H agensens S a g a , o. s. fr. Ved Neiserne til M iklegaard og Palcestina drages ogsaa det groeske Keiser- domme og Forasien ind med i K redsen; og det vil altid for de m en­

neskelige O pdagelsers Historie vcere moerkeligt, at de uden T v iv l oeldste E fterretninger om Amerika, forend denne Verdensdeel paa ny blev be- kjendt ved K o lu m b u s, ere opbevarede a f Jsloenderne. Herved og ved den ikke usandsynlige F o rm o d n in g , at K olum bus enten i E ngland eller under sit O phold paa selve I s la n d , ved at erfare de M in d er om hiin V erdensdeel, der endnu havdes i gamle Fortæ llinger, blev bestyr­

ket i sin M en in g om vestlige Landes Tilvcerelse, rcrkker da den gamle nordiske Historie H aanden til den nyere T id s.

T il de egentlig historiske S k rifter om I s la n d knytter sig de is­

landske L o v e . O m disse have vore lcrrde Lovkyndige allerede oplyst og i det enkelte beviist, at det er just ved Lovene de islandske S a g a e rs Troværdighed i m ange Henseender bekrceftes, og at det er ved dem begge tilsam m en m an forst erholder en tydelig Forestilling om Livet i N orden og de nordiske Folk. Lovene bevise iscrr, at der hos disse i O ldtiden og L Begyndelsen a f M iddelalderen ingenlunde herskede et saadant B a r b a r i, som m an altfor ofte har tillagt dem ; ved at gaae ind i Lovenes Enkeltheder, og deraf opfatte deres A and vil m an tvæ rt­

imod sinde A nledning til at beundre den fine Nokagtkghed og S k a rp - sindighed, hvormed alle hinanden lignende Lilfcelde ere afsondrede, og ncrsten alle mulige ere forudseete; den O m h u for, a t Lovene ikke blot blcve g iv n e, men ogsaa overholdte, i hvilken Henseende vor Tid nok staaer saare langt tilbage; den Om hyggelighed, hvormed de bleve bragte

D e n o ld n o rd isk e L i t e r a t n r s D m f a n g o g v ig tig h e d . 1 9 til alle B orgernes Kundskab og ligesom bleve det hele Folks aandelkge

Ekendom ; heraf fulgte a tte r, at i Alm indelighed ingen grove Forbry­

delser kunde hengaae upaatalte, thi at paatale dem , var ikke blot den Forncermedes, det var hele Folkets S a g , og at lade Forbryderen ufor- fu lg t medforte V ancere; ved m ange enkelte Bestem m elser, d eels.o m TEgteskabet og den huuslige F o rfa tn in g , deels om de F a ttig e , om H usbondens O m h u for Tyendet og Troellen, ja endog, hvad m an med F o run dring savner i den nyere T id s Lovgivninger, for D yrene, u d ta­

ler sig en H u m a n ite t, som i det mindste hverken vidner om R aahed eller Ligegyldighed for M edskabningers V el. F or selve Lovkyndighedens S tu d iu m ville uden T vivl ogsaa de islandske Love voere af V igtighed, hvad enten de betragtes som uafhcengige eller sam m enlignes med a n ­ dre F olks; som uafhoengige maae de for Forskeren voere Exempler paa, hvorledes et Folk, der var afsondret fra det ovrige N o rd e n , kunde sig selv overladt udvikle sin F o rfa tn in g ; sammenlignede med de ovrige nordiske Love, isoer N orges, m aae de gjensidig kunne oplyses ved disse og give dem L ys; og m an skulde troe, at der ogsaa fo rd en menneske­

lige A ands Udviklings Historie m aae vindes vigtige R e su lta te r, naac m a n , ved a t sam m enligne I s la n d s Love f. Ex. med den rommerske N e t,, forfolgec U dviklingsgangen i S y d e n og i det fjerne N orden, og opfatter begges Eiendom m eligheder.

H vor der er T ale om en L iteraturs V igtighed, der kommer isoer S p r o g e t , i hvilket den er nedlagt, i B e tra g tn in g . F or hele M en n e­

skeslægten er det M iddelet, uden hvilket ingen F o rn u ft udvikler sig;

for Folket er det O rg an et for alle dets M eddelelser, Fortidens T ale til Eftertid og N u tid s til N u tid s ; i Videnskaberne er det B lodet, som stram m er ud igjennem det hele Legeme, og ncerer og vedligeholder alle dets D ele. F o r Sproggranskeren har det i og for sig noget I n ­ teressant at betragte et S p ro g , der ved sin Djoervhed og kunstige B y g ­ ning viser sig som et P rodukt a f en loengstforsvunden kraftig O ld ,

ligesom det er behageligt for Efterkom m erne a t hare fortcelle om deres fjerne Forfcedres H an d lin g er, selv om bisse ikke have grebet ind i det offentlige Liv. D enne In teresse voxer, n aar det ikke blot er Djoerv- hed, men Sclvstcendighed, sjelden D annelighed og uscedvanlig R igdom ,

V 2

20 Den oldnordiske Literatnrs Gmfang og Vigtighed.

der aabenbare sig i S p r o g e t; n aar det i denne Henseende har faa til M a g e , og overgaaes af ingen. M a n er vel enig o m , at dette er Tilfoeldet med tvende europoeiffe S p r o g , det grceske og det oldnordiske.

B egge have de nok i sig selv, behove hverken fremmede O rd eller fremmede F o rm er, have begge udviklet sig ligesom af sig selv, og ere vorne til ved egen K r a f t; begge have de en kunstig, noesten indviklet, og dog skjon og regelmoessig B y g n in g ; begge ere de endelig, skjondt loengst uddode, endnu som levende til i D ottresprog, der ligne Olde­

moderen op ad D a g e , saa at hendes oprindelige, naturlige F agter og Fcerd let kan gjenkjendes under den lettere og tildeels finere D ra g t, de have ifort sig. D e t horer virkelig til et af de moerkeligste Foeno- m ener i S p ro g en es Historie, a t tvende saadanne T ungem aal, fra hvilke noesten alle ovrige i E uropa enten nedstamme eller med hvilke de dog ere noerbefloegtede, have kunnet vedligeholde sig saa troe og uforvanskede, det ene lan g t ned« i S yden, det andet hoit oppe i N o rd . M en endnu forunderligere bliver dette Foenomen, n aa r m an stiller dem sam m en, n a a r m an overtyder sig om, at de, hvor langt de end nu ere vandrede bort fra hinanden, dog ere som tvende Sostce af een M oder, og have den mest paafaldende Lighed i D annelse og Udvikling. M ed Hensyn til Sprogkundskab i Almindelighed bliver derfor S tu d ie t af det oldnor­

diske S p ro g a f megen V igtighed; dette behover n u ikke mere at bevises, det er allerede erkjendt. Ligesom den gotiske Folkestamme udbredte sig fra det sorte H avs Kyster til I s la n d s Zokler, saaledes har ogsaa een og samme S progstam m e udbredt sine G rene over alle de mellemlig­

gende L ande; fra Mosogotisk kan m an igjennem de slaviske S p ro g forfolge denne til Allem annisk, Frankisk og flere over- og nedertydske D ialek ter; fra disse igjennem Angelsaxisk og dets nyere Affodningec til det S p r o g , som engang taltes over hele N orden, og som vi mene, n a a r vi tale om Oldnordisk eller gam m el Island sk . D ette S p ro g kaldte nem lig de gamle Jsloendere selv ofte, maaskee endog sirdvanligst, dansk T u n g e (H6n8le tu n K s ), vel ligesaa ofte norsk M a a l (» o rrs e n s , n o r r s e n l m a l), og endelig Islan d sk (v o rtm ril), o g 'd e erkjendte saale­

des ingen voesentlig Forskellighed imellem S p ro g e t paa I s l a n d , paa N orges Fjelde og paa D an m ark s S le tte r ; m an behover kun at be-

tragte det nuvoerende Svenske, for a t overtyde sig o m , at ogsaa dette i sin celdre Skikkelse ligesaa fu ld t som det ovrkge N ordens S p ro g kunde gjore Fordring paa dette Sloegtstab. D ette celdgamle M a a l bliver det da nodvendkgt at kjende, og ikke blot overfladisk, baade n aar m an vil undersoge S am m enh æ ngen af de ovrkge gam le gotiske S p ro g ,

og n aar m an nogenlunde grundig vil forstaae de nyere.

D ette vil dog kun de erkjende, som ikke holde sig til Overfladen, men soge at trcenge ind til al Videnskabs dybere G ru n d . D e r gives i Almindelighed to M aad er, paa hvilke S p ro g kunne studeres, en me­

kanisk, ved hvilken det blot kommer an p a a , ved Dvelse a t gjore sig bekjendt med S p ro g ets Form er og passende a t kunne anvende dem overensstem m ende med S p ro g ets B r u g ; en anden, den videnskabelige, ved hvilken det kommer an paa at kjende S p ro g e t, ikke blot som det er, men ogsaa dets G ru n d , ikke blot de nuvoerende Form er, men og­

saa deres Oprindelse, de Forandringer de i T iden have undergaaet, og den M a a d e , hvorpaa de have erholdt deres nuvoerende Skikkelse; med andre O rd , det kommer an paa ikke blot at kjende S progbrugen, m en ogsaa dens Aarsag og de B etingelser, under hvilke den bor finde S te d , ikke blot at anvende den, m en at kunne kritisk angive og oplyse R ig ­ tigheden a f denne Anvendelse. Ved den forste M aade lcecec m an S p ro g e t, som B a rn e t loerer d e t, m an snakker efter; ved den anden toenker m an selv, og dette kan ikke skee uden ved forberedende Kundskab og vedvarende G ranskning. Begge M aader adskille sig overhovedet' saaledes som al anden videnskabelig Adfcerd stiller sig fra G jenta- gelse a f det alle vide, og forholde sig som den Lovkyndiges dybere K undstab, der om fatter Lovenes In d h o ld fra den oeldre til den nyeste T id , forholder sig til den blotte Praktikers R o u tin e , hvis B lik ikke seer ud over mere end den gjoeldende Lovs eneherstende O rd . S p r o ­ get er en N lttu rg jen stan d ; derfor kan begge disse M aader ogsaa p as­

sende sam m enlignes med Plantekundskab; den forste med den mekaniske V id en , at kunne ved oftere B etrag tn in g give hver P la n te sit N a v n , og ligesaa mekanisk, kun ved Hjoelp af Hukommelse og ydre S an d ser, a t kunne henfore den til et allerede dannet og udviklet S y ste m ; den anden med den udstrakte og gjenncmgribende Kundskab, ved hvilken