De baltiske flygtninges tilværelse og barske oplevelser under 2. verdenskrig

De baltiske flygtninges tilværelse ^og barske oplevelser under 2. verdenskrig

Samtaler_ogberetninger fra forskellige. Deto lever endnu(1990)herilandet

AfC.P.

Lidtomforhistorien

Attvingebefolkningen tilatvære russere erin¬

gen nyidé.Heltfradenstorenordiskekrigførst

i 1700tallet,ogtil den russiske revolution 200 år senere, var Estland, Letland og Lithauen

indlemmet i Zarens Rusland.Også idennepe¬

riode^varlandenesegetsprogkulturundertrykt.

Mellem detoverdenskrigevardetrerandstater selvstændige. Efter en borgerkrig mellem de hvide_ogderøde, hvori de sidstetabte,fik de frie forfatninger. Men de urolige forhold i 1930-

erne-frygt forrusserneiøstogtyskerneivest-

skabtebetingelserfor halvfacistiske diktaturer.

Da udenrigsministrene Molotov og Ribben¬

tropiaugust 1939 delte Polen mellemsig,blev de baltiske lande Interessesfærer. Estland og Letland under russisk overvågning, og Tysk¬

landsattesig på Lithauen.

Russernerykkerind

Da 2.verdenskrig kort efter brød ud,tvangrus¬

serne de baltiske lande til at indgå gensidige bistandspagter-og mensHitlers soldater havde travlt på vestfronten, rykkede russerne sim¬

pelthen ind og besatte Estland, Letland og Lithauen.

I løbet af få dagevarder udskrevet valg til parlamenterne.Ifølge de russiske garantiervar der stadig tale ^om treuafhængige stater. Men tilfældigvis faldtvalgene sted på sammedato,

ogKommunisterne, der hidtil havdeværetfor¬

budtepartier,sejrede overbevisende.Defik fra

nordligste til sydligstestathenholdsvis 92,8%, 97,8% og 99,19% afstemmerne. Det minder

om,hvadmanefter 2.verdenskrig harsetihele Østeuropa. Et andet lighedspukter, atde ny¬

valgte parlamenter dereftervedtogatanmode denøversteSovjetomoptagelsesomsovjetre¬

publikker. -Hvad Kreml straksimødekom.

Etlille år efterangreb den tyskeværnemagt

Sovjetunionen og hermed de baltiske lande.

Forinden havde balterneoplevet, hvadStalin¬

styret kunne præstere: Mindst 40.000 baltere

blev i kreaturvogne sendt til Sibirien, ofte 40-50menneskerisammevogn.Familierskil¬

tes, og alle blev gennet fra hjemmet med en halvtime tilatpakkeennødtørftigbagage. Det gikisærudoverfolksom russerneikke stolede på - folk med forkerte idealer. Det kan ikke undreatdentilbageblevne befolkning ikkevar mildtstemtmodrusserne.-Datyskerne rykke¬

de indmodtog de dem sombefriere. N. Bøgh

Andersenfortæller, atværnemagtenssoldateri

Lithauen blevmodtagetafenbegejstretbefolk¬

ning- densamme som et år før havde stemt næsten 100% kommunistisk. Men billedet af

tyskerne svarede ikke til forventningerne, de deporterede mange baltere til deres lejre, og mod krigens slutning var der også voldsom modstand modnazisterne. Men darusserne se¬

nerepåmarchen modvestpasserede Østersø¬

landene, drev de en kvart million flygtninge

foransig,de endteiVesteuropaog ca.800 heraf

i Danmark. Denfornyede sovjetbesættelse før-

Tysk Offensiv

hwb 1941 iimuimi 1942

Jnega

Tallin

Østersoe

Æ°ga ^

Helsingfors^-''""^ Leningrad-.^

f'ov^dj

PeipussoenÆ

n ^vL

V

t.

y

.,

<^Kazan Gorkij-

Berlin©

QMoskva Tu!a ^

(SUIicnovsl;

°Kujbysjev

•'OMinski

<7

oPrag

Warszawa ?

• -

Krakowo

cSaratov

Stclincrcd

.slova-^

^K'--^^^0' l°9iXHa°v ^

^Bratislava

Wien 2>Budapest

Adriafer havet

500

Goloti Bukoresto Belgrad'- '

( oSofia

'••• Istanbu

1000 1500 km Cherson

^^NQvorossisk '»""Groznyi

de»a>©Sevastopol

/

7^""^

Baku

Russisk Offensiv 1941—42 j

■ ciaioioBo Russisk Offensiv indtil Foraaret

19431

iiåiiii Russisk Offensiv indtil Foraaret 1944

i

DetelastisketilbagetogiRusland.KrigenpåØstfronten. Totaloversigt22.6.1941-22.6.1944.

te igen til massedeportationer af baltere til

Sibirien^-over enhalvmillion.

Mentyskerne prøvedeogsåatflytte de tyske befolkningsgrupper ca. 60.000 til det vestlige

Polen. Ogsåde fik meget lidtattage med sig,

menguldogsølvsmykker blevafleveret forse¬

nereerstatning, ogbøndernefik lovat tage en hest,enkoogetfirmed. Mantogselvfølgelig

de bedstedyr,mennår dyrene fik afkom under¬

vejs blev afkommet brutalttagetfra moderdy¬

reneselvomdevarspæde.

Vi lader et parafde flygtninge som nåede

Danmarkfortælle:

FruErnaPedersen,Nymindegab.

Hun er født i Diisseldorf, Tyskland, men op¬

vokset i Lithauen, flygtetgennem storedeleaf Europa,og sometafkrigensofreanbragtiNy¬

mindegab flygtningelejr. Nu har hun efteren

årelang arbejdsom og lykkelig tilværelse i Nymindegab faet blåt stempel som vestjyde.

Hundriverslagterforretning, campingplads^og kiosk. ^-Trods prøvelserne ogfarerne fra 1941 tilkrigens slutning, har hun formåetatrejse sig

oggenvindetroenpåmenneskersomandetend barbariskedyr.^-Hunfortæller: Jegeropvokset

i Lithauen ^somdatter af^en farmer. Vi varret 4

ErnaPedersen,Nymindegab.

velstillede, ^men lærte fra barnsben at bestille noget, ogdet harværetmig til usigeliggavnsi¬

den. Min barndomvarprægetaf harmoni,men denfikenbratafslutning i 1941.

Tyskland havdeaftaleom, atalle der havde tilknytning til Tyskland måtte udvandre til Tyskland. Morvartyskerogflereafossøsken¬

devarfødt iTyskland.Derforfik vi lov med de

60.000 baltereatrejsetil Tyskland. Her boede

vi ienlejr til 1943 da tyskerne rykkede frem i

Rusland. Dafik vi lovattagehjem, hvis viøn¬

skede det - og det gjorde vi. Men det var et sørgeligtsynder mødteos.Vorthjemvarborte,

og vi fik tildelten ussellejlighed. I 1944 blev

den tyske 6. arme drevet tilbage og vi blev

tvungettilbage tilPolen.

I Polen begyndte prøvelserne for alvor for

ErnaPedersen,somda hedKönig.Hendesmor

var død i 1940, og hendes far døde i Bobau,

hvorfamilien boedesammenmedentyrannisk bonde ved^navnSpanski.Jeghadede ham afet godthjerte,ogjeghusker alledissepinslernøje.

De harbrændtsigfast i mit hjerteogslettes al¬

drig. Da min far døde^-aftarmslyng-mødtejeg rigtig den hensynsløshed som kendetegnede

mangeaftyskerne. Mens de tyske officererog

sygeplejersker festede, døde han udenatnogen

opdagede det. Jeg havde sagt til dem, at han nødvendigvis måtte på hospitalet. Men man svarede migatdetvarurimeligt.Mangeunge

tyskere dør vedfronten hver dag, Deresfarvar

over60år, ham kanviikkehjælpe.

En morgendaresterneaf familien^-Erna,en yngrebrorog ensøstersønvågnede,vargader¬

neidenlillepolske by mennesketomme.Erna Pedersenfandt ikke andre endenSS-mand Ja¬

men hvorforerDe her Fraulein?spurgtehan.

Hunfik såatvide,atbyenvarrømmetomnat¬

ten, _ogat de tilbagetrængtetyskereogfronten

nærmedesig. Jeg for hjem, fortællerErna,ogfik

takketvære enskrivelseomtilbagetrækningen Spanski tilatkøreostilnæsteby. Mens kano¬

nernetordnede, ventedevi påatkomme væk fra ildlinien.IStolpiPommern stodforskellige

familier parattilatindkvartereos.En lille frau

Brandt-giftmedentyskofficer-togimodos, oghunvarbeviset påatderogså fandtesmange gode tyskere.

Men iStolpoplevede vikrigensgrupånær¬

meste hold. Min søstersøn, Claus, skulle til tandlægeienanden by.Ien ugespadserede vi

de8 kmhverdagi bidende kulde.Vedvejsiden lå dødemennesker fra enkoncentrationslejr - strøetogefterladtsomkreaturer. I vintersolen

stak knæ op gennem sneen, detvarfrygteligt.

Claus spurgtehvorfor de lå der,jegsvardeatde

sov-hvad skullejeg sige. Påtorvetibyen hang

desertører iengalge. De hang derfjortendage.

Endag mødte vienflokfanger frakoncentrati-

onslejren. Jeg havde et rugbrød underarmen, ogdeudsultede fanger overfaldtmignærmest da de så mad. Deres vogtere tærskede løs på

dem_ogjeg græd hele vejen hjem.

På ettidspunkt i 1945 skulle Stolprømmes,

krigen rykkede på ny nær. Det lykkedes fru

Brandtatskaffe ostilStolpmiinde, hvorfra vi

skulle sejles bort. Men vanskelighederne var ikke^ovre. Børnenefik lovatkommeombord,

menjegblevafvist. Førstda børneneråbte på

Mor(det havdejeglært dem de skulleråbe iste¬

det forErna) sagde den tyskevagtvedskibet:

Ladgå da fulgt afetvældigtskub.Derfra sejle¬

devi til Stettin_ogher blevvi inogle dagemens

byen blev bombetpådetfrygteligste. Der blev

sagtvi skulle til Danmark. Nej,sagdejeg,der slårdeosihjel.^-Det trodejegvirkelig,damin

brorhavde hørtomdanskernesuvilje modty¬

skere. Stillet^over forvalget mellem det bræn¬

dende_oghelt udbombedeStettinogDanmark, togjegdog modtilbuddet. 11dagetog turenfra

Stettin til København,i vindstyrke 11. Mange ældre dødeundervejs,ogendnuflere måske da

manendelignåede frem. Udsultedesomdevar kunne de ikke tåle dengode, fede mælk, som Røde Kors-folkmodtog flygtningene med. Vi

overlevende blevi kreaturvogne sendttil År¬

hus, og blev så med mine små følgesvende

sendttilNymindegablejren. -Jegoverlevede-

takketværedetodrenge. Detfrelstemigfraar¬

bejde,ogdermedsandsynligvisudslettelseide forskellige lejre,drengenefik mig hele tiden til

atse fremad, selv om døden bleven naturlig dagligkompagnon-detvartil tideromtrentli¬

gegyldigtom manlevede eller døde.

Trods deuhyggelige oplevelserhar Erna Pe¬

dersen ikke glemt sit lyssyn ogsit smil: Kun sjaldent tankerjegpå truslerneogstrabadser¬

ne, ogdet ligger ikke tilmigat bærenagtilet bestemt folkeslag eller bestemte mennesker.

Derforerjegogså venlig når tyskerne kommeri forretningennu-jegervestjydenu.

Emil Sørensen

Den ovenfor omtalteErna Pedersens lillebror fortælleromoplevelserneogstrabadsernei sin erindringom turen. Han heddernu Emil Sø¬

rensenogbori Thisted.

Jeg,enflygtning fra Lithauen

Minfortælling begynder i 1940, davarjeg 4år gammel. Min mor varlige død, ogpå den tid

bestodvoresfamilie afmin far_{og en}storesøster Erna, to store brødre samt min ældste søster Marthas_søn,Klaus. Martha døde daKlausvar lille, og han opvoksede hosos, han vartreår

ældre endmig.Dajegvardenyngsteafsøsken¬

deflokken,enslagsefternøler,varminsøsterog brødre nogetældre endmig.

Nu er der nok en del der _spørger sig selv, hvorforflygter folk fraderesland.Voresmotiv

tilatflygte fra Lithauenvar,atderussisketrop¬

per varpå vej mod vestforatmøde de tyske

tropper. Fra 1. verdenskrig, da russerne også

vari Lithauen, vidste min far fra dengang, at

russerne deporterede en masse mennesker til Sibirien, fordi de^varanderledes tænkende. Vo¬

res familie tilhørte den protestantiske kirke, denvar enmegetlille minoritet ilandet,derfor

turdemin far ikkeblive tilrussernekom.

Mennutil selveflugten.Somjeg føromtalte

varjegkun 4år,oghuskerderfor ikke såmeget fradeførste år.Menforatbelyselidt fra den tid harjegspurgtminsøsterErna,derogså bor her

i Danmark. Desværreerdergået såmangeår,

atmin søsterikke kan huskeretmegetfra den

tid. Hunfortalte bl.a.atdavibegyndteflugten, foregikdetihestevogn. Enfarbror dervarland¬

mand kørte os og sin familie til den tyske

grænsei hestevogn. På den andenside afgræn¬

sen varderen samlingslejr for alle flygtninge,

her skulle viafluses, det blev alle der skulle i lejr. Jeg huskertydeligtatvi alle skulle i bad,og atvivarindeiet stortbaderumsammenmed

en masse andre mennesker. Vores tøj blev

6

hængt ind istorevarmeskabe, hvordervar en megethøj temperatur, foratdræbe eventuelle lus, og man kan sige sigselv at megetaf tøjet krympede så meget, atdetikke kunne bruges bagefter.Derefter blev vi kørt tilflygtningelej¬

re.Efter hvadErnakunnehuske,vardeti flere lejre, men én lejr, detvarden sidste vi ^vari, glemmer vialdrig. Den lå i byen Thorn (det nuværendeTonin iPolen). Livet ilejren foren 4-6årigvarjo ikke såkedeligt,jeg gik i børne¬

have_ogbørnvarderjonokaf.Detjeg mindes

med grufra dengang,varalledevaccinationer jegfik mod alt,^ogdetvar enting dergentogsig

når vi kom tilennyflygtningelejr.

Ibyen Thorn, den sidste af byerneviboede i, sketefølgende ting somjeg aldrig glemmer.

Først blev min ældre bror taget som soldat, blev tvungettilatgå ind i den tyske hær, siden blev den anden brorogså soldat, såvoresfami¬

lie skrumpede noget ind. I april måned 1943

døde min far. Erna der^var24 årpå dette tids¬

punkt, fikenstorbyrde lagtpå sineskuldre da hun pludselig stodene,medenbroderf. 1933

og ensøstersøn,Klaus,f. 1930,^somhunfikan¬

svaret for. Jeg må indrømme, at selve krigen

mærkedejeg ikkenogettil, iårene fra 40 til 43,

nok ikke^som de voksne mennesker. Ilejrene

varderstillethøjttalereop,hvor tyskernesend¬

te deres propaganda ud hver dag, men dette sagde ikkeendrengi minaldernoget.

Efter krigsudbruddet mellem Tyskland og

Sovjetunionen stod den tyske hær 2. august 1943 vedStalingradogMoskva,vi fikdaatvi¬

de, at vi godt kunne rejse hjem til Lithauen igen. Virejste tilbage til Lithauen, (Erna, Klaus

ogmig). Vikomtilatbo i byen Sakai ikke langt fra voresgamle hjem, fordi min søster skulle arbejde påetkontor i byen, hvor altvarbombet

ogbrændt. Men allerede i april 1944 måttevi rejsevestpåigen.

Emil Sørensen beretter videre: Fra tiden i Lithauen huskerjeg da, at det varbombetog

flygtninge brændt, atfødevarervarknappe, ogdetvari

det heletagetenkampforatfånogettil sig selv.

Vi boede ilejre fra okt. 1943 tilmarts 1944. ^-

Derer enandenting jeg tydelighusker, ogdet månokstammefraalt dettyske propagandajeg

hørteilejrene viboede i,nemligangstenforjø¬

der.ISakaiboede der mangejøder,ogdehisto¬

riermanhørteomdemvarhårrejsende, så hver

gangvimødtejødergikvilangt udenom. I dag

kanjegse,atalle derygteroghistoriervarløg¬

ne, somnazisterne ville have folk tilat tropå.

Meniapril 1944måtte vi altså pakke igen^og begiveosvestpå foran de tilbagerykkende tyske hære. Denne_gangrejste vimedlastbil til den tyskegrænse, denlåkun 30 km væk, manmå

huske på, at Østpreussen hørte til Tyskland dengangoggrænsedeoptil Lithauen.Selvetu¬

ren huskerjeg ikke meget af. Vi havnede i Polen, og blev indkvarteret i en lille landsby

hosen bonde. På bondegården varderet af- tægtshus, hvor den gamle gårdmandskone

boedesammenmedsindatter, de boede i den

eneendeaf huset_ogvi i den anden. Selve går¬

den blev drevetafenbestyrer, Bessaraber,som så vidtjeg ved, var blevetindsat af tyskerne.

Vi kom sånogenlundegodt udaf det med deto damer, selvomdemåtte undvære det halve af huset. Bestyrerenpå gårdenskullesørgeforat vi fik de daglige fornødenheder.Ernasiger, at hanikkevar nematomgås, da hanvarennærig rad.Jegkan mindes, vi drenge havdeendejlig

sommerderpå landet, vihjalp til på gården,og havde detskønt ind imellem vipassede vores skole. Tidengik, ogdet blevvinter, ogtiderne

blevhårdereoghårdere. Krigen komnærmere ogvimærkedemerekrigensgrusomheder. Det blevikke bedre afatvinteren blevmegetkold

detår.Dervar enstrømaf menneskerpåveje¬

ne,devarpåvej vestpå,vækfra krigen. Vivar klarover atvores tidogså nærmede sig,hvor viskulleafstedigen.

Det var dengang krigens grusomhed rigtig

flygtninge

gik^opfor mig, når vi drengevar oppeved ho¬

vedvejenogsåde mennesker dergik vestpå, så hvordan deså ud, gamle og børn, nogle med

deresmødre, andre alene. Forikkeattaleom alle dem der lå i grøfterne stivfrosne, dette glemmerjeg aldrig. Atmadogikke mindstkød

var enluksusvare siger sig selv, jeg huskeren

aften, vi hørteen hestevogn køre optil huset,

og lidt efterbankede det pådøren. Uden for

stod 4 tyske soldater og de spurgte os om vi

havdekartofler, så havde de kød. Ude påvog¬

nenlåenhel gris de havde slagtet. Minsøster

varklar over,atdevardesertører,forkrigenvar ikkelangt væk. Men davi ikkehavdefäetkød i lange tider, sagde min søsterja, selvom hun

vidste hun risikerede sitegetliv hvisdet blev opdaget,derfor måttede ældre damer ikkeop¬

dagehvem devar.Jeg behøver velikkefortælle

atdet blevenfest visentglemte.Dererogsåen kødhistorietil,jeggernevilfortælleom.Inær¬

hedenaf hvor vi boedevarderetgammelt slot.

På slottet havdetyskerne træningslejr for bal¬

tiskesoldater, hvor de trænedeisabotage-krig,

de skulle kastes ned bagrussernes linier. Der

var endellithauereimellem, ogde komendel hentilos,da de hørtevi^varlithauere. En dag

komnogle henogspurgteom vihavdeenstor kuffert. De havdeiennærliggendeskov skudt

enbuk,mendadyrenevarfredet, kunne de ik¬

ke bære det hen tilos. Defiken storkuffert af os, og entime efter kom de tilbage med bukken

i kufferten. Om aftenen skulle bukkenkoges,og så skulle derrigtigværefest,menak, Erna kogte pådeni fleretimer,ogdavi endelig skulle spise den, varkødetstadigsomgummi at tyggepå.

Jegtrorden buk harværetfredet imangeår. -

Jasådan,ogpå andre måder skaffedemanmad dengang.

En andenoplevelse, fradentid viboede hos bonden,gjordeet stortindtrykpå migogKlaus.

Endag skulleKlaustil tandlæge, han skulle ha¬

ve entand trukketud, så hanvarikke sågladfor

at gå ene. Byen hvor tandlægen boede var 10

kmborte,ogvi skulle gå hele vejen, da kørelej- lighed ikke fandtes. Samtidig skulle vi ind tilen

bageroghave brød medoshjem, hvis bageren

altså havdenoget. Brød kunne kun købeshvis

man havderationeringsmærker. Dettejeg for¬

tællernu,skete iefteråret 44,indenflygtninge¬

strømmen for alvortog til. Vel ankommet til byen,fandt vi tandlægenogKlausfik sin tand

trukket ud.

På vejen hentil bageren kom vioverbyens

torvogmidt påtorvetstodet stort træ,og oppe i træet hang tre mandspersoner (desertører)

medetskiltpå brystet.På skiltetstod dernoget

om,atsådangik det dem derikkefulgte føre¬

rens påbud. Stærkt chokeret gik vi videre til bageren. Ankommettil bageren, gik Klaus ind forat købe de to brød, mensjeg blev stående

udenfor.Dervarmangefolk inde hos bageren,

da dervargået langtid blevjegnervøs oggik

ind foratfindeKlaus,menjeg kunne ikkefinde

ham blandt alle de folk, såjeg blev bange og troede hanvargåetudenmig. Efterathavesøgt rundtomigaden, begavjeg mig hjem alene. Jeg

kanhuske,atjeg græd hele vejen hjem,halvvejs

komjeg tilenhest derlå på vejen, død, den^var

bareefterladt midtpå vejen.Jeg kom tudbrø¬

lendehjem tilErna,ogmåtte fortælleatjeg ikke

kunne finde Klaus, storopstandelse. En time

senerekom Klausgrædendehjem med brødet,

og sagdeathan ikke kunne finde mig da han

kom ud frabageren,ogefterathavesøgtefter migenheltime ihele byengik han hjem, med

deværstetankeromhvad der kunneværesket

mig,ogglad blev han da hanså mig.

Nå,menjeg skaltilbage tilvoresvidere flugt

frakrigen. I januar 1945varkrigen såtætpå,at vi kunne høre kanonerne tordne i det fjerne.

Vejene var tæt med mennesker der flygtede vestpå, vinteren var meget streng, og folk lå

dødelangs med vejen,nu vardet ikke bareci¬

vilbefolkningen, men også soldatermanså på

flugt. Og såendag kom bonden løbende hen til

osogsagde,atviskullegøre osklar tilatrejse,

hanville komme medenhestevognogkøreos hen tilbyen, byenhvortandlægen boede,ogvi

måtte have det med vi selv kunne bære. Bon¬

den havdefået beskedom,atder kørteettogfra byen den dag,ogdet skulleværedetsidste tog vikunne regnemed derafgik fradenne by. En time eftervarvipå vej, vi efterlod så godt^som

det hele hos detodamer, de villenemlig ikke med, menblive påderesgård. På banegården

varder stor forvirring afmennesker derville

med toget. Ventetiden på banegården var et mareridt, ingen vidste med garanti om toget kom. Når Erna skulle et ærinde for at ordne noget,fik vi strengeordreromikkeatflytteos fra det sted vistod, da hun kunnerisikere ikke

at findeosigen.HvergangErnagik fraos, var Klaus_ogjeg rædselsslagen ved tankenomatvi

ikke så hendeigen, ellerat togetkunne komme

inden hun komtilbage. Samtidigskullevipasse

godtpå de få ejendele vi havde medos,datyve¬

ri hørte tildagensorden.Ja,det hører velogså

medtilfortællingen,atvi måtte døje med lus,

hårlus_ogkropslus havde alleogdetvarumuligt

atudrydde,nårman varsåtætsammenmedså

mangemennesker.

Nå, men togetkom, og vi blev stuvetsam¬

menikreaturvogne med halmi.Bortsetfraat det varuhumski _{vognen, og}togetholdtstille

mange gange, fordi der varluftangreb, husker jeg ikkemeget fra køreturen. Nå, ja, det skulle ligeværede gangevi holdt stille, da kom jern¬

banefolkene for at se efter om der var døde, hvis detvartilfældet,blev desmidtudafvog¬

nen og blev liggende langs banen. - Togets

kørsel endte i byen Stolp (det nuværende Slupsk),ogher blevvi indkvartet iet storthus

ibyen, der tilhørteen højtstående tysk officer.

Dengang blev alle lejlighederog huse der var

plads i indtaget til flygtninge. Det var vores held, atvi havnedeidettehus. Husetsfrueog

hendesfem børn^varalene, da hendes mandvar vedfrontenlangtderfra.Fruengjorde alt forat hjælpe os, ogvi kan takke hendeforatvi ^eri

Danmark idag,menderomsenere.

Selveopholdeti byen Stolp,var enevigvan¬

dring til beskyttelsesrum, de engelske flyvema¬

skinerkomdagligthenoverbyen,ikke altid for

atkastebomber,men mankunnejo aldrig vide.

En tingvarjeg imponeretover, detvaratder

vartelefon ihuset, det havdejeg aldrigsetiet privat hjem, jeghuskertydeligt jeg skulleprøve at ringeogblevforskrækketda der blevsvaret irøret.^-Sidst i februar 45varkrigen rykkettæt indpå livet afosigen. Byenvarfyldt med sol¬

dater på tilbagetogt, for ikke at nævnealle de civileflygtninge.

Pludseligendag kom husetsfrue ind tilos og fortalteatderlå etskib iStolpmiinde (detnu¬

værendeUstka) ca. 25 km fraStolp, ogatdet

villetageflygtninge med. I nærheden boede^en slagter der havdeenvarebil,meningenbenzin.

Da husetsfrue vargiftmedenhøjtstående of¬

ficer, fik hun på regeringskontoret bevilget

benzin tilslagterens bilså han kunne køre hen¬

de _ogbørnenetil Stolpmiinde. Samtidig sagde hun,athun havde en kusinemedto børn der boede hos hende, og de skulle også køres til Stolpmiinde, og det fik hun bevilget. Først

skulleslagteren kørefruenoghendes børnogså

skulle hanhente^os.Ernasiger,athunaldrig har

væretsåbange, somi den tid vi ventedepåat slagterenskulle kommetilbage.Hunvarbange

forathan villesnyde os,mengudskelovkom

han tilbage, og vi blev stoppet ind i bilenog komaf sted. Ernasigeridag, atslagterennok

ikke turdesnyde, da hanjotroedevivarfamilie

til officersfruen.

Turen til havnebyen blev en siksak-kørsel

imellemensand folkevandring,byen blev be¬

skudtafrusserne,detvarjorygtesomskibetog alle skulle ud tildet, og håbedepå atkomme

med.På selvehavnen, der bestodafenlang kaj,

flygtninge

vardersortaf mennesker. Vedkajen låderet skib,somjegsyntesvarkæmpestort,men som vistesigatvære enlillekuldamper. Davi skulle

om bord blev derråbt i højttalere, atbørnog mødre skulle forbi afspærringen så vi kunne

kommeop, mensErna blev holdttilbage.Først da Klaus_ogjegvar oppe på skibet, opdagede

viatErnaikkevarmed,så vi begyndteatråbe

efter hende. Vi råbteErna, Ernamange gange.

Erna^var26 år_også ikke ud tilatvære mortil

osto, skønt hun havdegjort sig så gammelsom

mulig. Erna fortæller selv,athun med rædselså sig selv blive tilbage mens vi sejlede væk, så

hun råbte tilos,atviskulleråbemortilhende.

Dettefaldtosnoget svært,meni nødens stund

kanalting lade siggøre,så vi råbte derervores

morgentagnegange, ogsåblev Ernalukket ind

gennemafspærringenogskubbet med ukvems¬

ordombord.Genforeningsglædenvarstor,kan alle forstå, for havde vi mistet Erna, havde vi mistet deneneste støttevi havde.

Daskibetvarfyldt, der gikrygteromatder

var 5000 menneskerombord, stod der stadig

mange på kajen med fortvivlede ansigter, folk

der havdegået langt med håbomatde kunne- komme vækfrakrigens rædsler.Ja,vivarigen heldige, ikke mindst takket være den meget venligeofFicersfrue,som føromtalt, hvemjeg

næstenkan takkeforatmit liv blevreddet,si¬

gerErna.

På skibet blev vi stuvet nedi bunden hvor dervarlagt halm,ogforatkomme derned skul¬

levi kravle ned ad^enstejlstige.Jeg kan tydelig huske en grim episode med stigen. Oppe på

dækket stodetfeltkøkken, hvor vi kunne hente gulærtesuppe, og det var derflere de gjorde.

Pludselighørtevietvildt hyl,^ogsåenmand der

faldt ned fra det nederste afstigen, og fik en bøtte skoldhed suppe over sit hoved. Midt i lastrummet saden mormedetspædbarn,afsi¬

des,mens enkreds påca. 2momkring hende

varfri. Devarsåoverbegjorte med kropslus,at

barnet blødteoverhelekroppenaf bid, så vidt jeg husker rigtig, døde barnet nogle dageefter.

Dødsfald^var der flere af^om bord, og ligene

blevsmidt i havet. Da vibegyndteatsejle, blev

Erna_ogjegsøsyge,jeg troede mit liv fik ende.

Skibet skulle til Stettin (det nuværende Szce- cin), og hvor lang tid vi sejlede vedjeg ikke,

mendetgik langsomt,for områdetvarmineret,

så der skulle ^være en udkigsmand tilat holde øje medfarvandet.

DaviankomtilStettin, kom vi tilatliggeved siden afetgammeltlazaretskib der hed Preus¬

sen,da kunnejegseatdenkuldampervi sejlede

med varet lille skib. Flere_{gange mens} vi lå i

Stettinhavn,måtte vi udpå åbent hav, fordi der

komluftangreb på havnen.

En dag blev der meddelt fra kaptajnen, at Preussen skulle til Danmark, og alledem der

ville med kunne meldesig.Ernavarikkemeget foratrejse til Danmark, da hun havde hørtat danskerne var meget uvenlig stemt over for

folk der kom fraTyskland. Menda kaptajnen

gav hende valget, enten at tage med Preussen

ellerat blive i Stettin, turde hun ikke andet, krigsfrontenvarjo ikkelangtvæk.

Vi blevflyttetombordpåPreussen,der kun¬

netage1100passagerer, ogdet kan nokværedet

varluksus, vihavde køjeratsovei, ogaltvar rentogpænt. Skibet skulleefter planen til

År¬

hus, men det kom det aldrig. Fra Stettin til København,erikke længereend fra Bornholm

til København,men at turenskulletage 10-12 dage havdeingen drømtom.Vi sejlede ikonvoj påca.8skibe,ogsejledemegetlangsomtdafar¬

vandet var mineret _og hvergangder kom en

flyvemaskine,lå vi stilleogder blev lagt røgslør

ud.Endagså vietafde foransejlende skibe læg¬

gesigompå sidenoggå ned, da^varvi klar^over

atden varstødt påenmine, endskønt dervar

minestrygeri spidsenfor konvojen.

Pludseligenaften, vi^varlige gået til køjs,går

deretmægtigt stød i hele skibet, der blev vild

10

panik, alle skulle havefatien redningsvest. Vi

varblevetinstruereti, hvad vi skullegørehvis

vi sejlede på en mine, så lidt efter var vi alle

oppepå dækket medvestepå. Da hørte vi kap¬

tajnen gennem højttaleranlægget, at vi godt kunnegå tilroigen,daskibetvarsejlet ind ien

ubådsspærring ogat skruerne havde viklet sig

ind i stålwirene derligger lige under vandover¬

fladen_ogbliver holdtoppeafbøjer.Næstedag

kom derenlille bådmeddykkereombord, de skulle undersøge skibets skruerog dagenefter

komdetilbage med skærebrændere foratskære

os fri, men dergik yderligereen dag inden de

kunne arbejde da vejret var for hårdt. Hvor

mangedage dernøjagtig gikkanjeg ikkehuske,

men i mellemtiden slap drikkevandet op og madvarderheller ikke for megetaf. Derblev sendt budefteren båd med drikkevand ogen

dag dukkede denop.

Nok harjegværetmisundelig pånogen før i tiden,siger EmilJørgensen, dengang 9år,men

aldrig førellersidenharjegværetså misunde¬

lig,somdavandbåden lå ved siden af Preussen.

Mens der blev pumpetvandover,havde besæt- nignen på vandbåden inviterettobørnoverpå vandbåden,ogde skullefå al den mad de kunne spise. Jegmindes, atjeg ville give alt hvad jeg ejede, bare jegvar enaf dem,mendet blev ikke mig. I den forbindelse måjegogså fortælle, at dengangvandbåden lagde til siden afPreussen

kastede mandskabet på vandbåden kiks og chokoladeover til^os. Og det kan nokværeat derblevslagsmål foratfafat inogetaf det.

Detnæstevi hørtevar,atdervaretsendebud efter en slæbebåd, der skulle slæbe os ind til København. Men den lodogsåventepåsig, vi

stod_ogspejdede efter slæbebåden i dagevis,og da den endelig kom varal mad opbrugt. Det huskesogså vikunnefåenslagssuppe, menda

den udelukkende bestodafvand,varderikke mangederkunne fristesaf den. Oppe ved ind¬

sejlingen til Øresund kometRødeKorsskibos

flygtninge i møde, den gik op på siden afos og kastede kogte æg ogbrød m.m. om bord på vortskib, hvilketjosnartforsvandtsomdugforsolen.

Preussen blev slæbt ind til København, og Erna _mener, at turen fra Stettin varede 10-12 dage, helt nøjagtig kunnehun ikke huske det.

Tidspunktet forankomstentilKøbenhavnvar den 15. marts.Indepåkajen i Københavnstod flere lastbiler fra det tyske Røde Kors, med madtil^os. Jeg huskertydeligt, atjegvarnede

ved en af bilerne _og fik deren stor stak rug¬

brødsmaddersamtmælk. Men vi havdesultet sålænge,at vore maverikkekunnetåle al den mad så vi kastede_op,ja flere svage individer

døde ligefrem af maden. Vi skulle oprindelig

havesejlet tilÅrhusmed Preussen,menda ski¬

betafgode grundeikke kunne, blev vi kørt itog til Århus. Selve togrejsen til Århus mindede megetom rejsen i Polen. Vi blevstoppetind i kreaturvogne,og turenvarede i todage, fordi togetholdt langtidadgangen,nårjernbanelini¬

enblev saboteret affrihedskæmpere.At ophol¬

de sig i tog i to dage, uden mulighed for at kommepå toilet,eretmareridt,menheldigvis

får detjoen ende. Ankomsten tilÅrhusbane¬

gård huskerjeg tydelig, detvarden 17. marts og min fødselsdag, da en af de danske jern¬

banefolk hørtedette,gavhan migenkrone,det

varjegmegetlykkeligfor.

Vi blev kørt til Åbyhøjskolen. Skolen blev brugtsomgennemgangslejr forde tyske solda¬

terdervarpågennemrejse fraNorge til Vest¬

fronten. Vi boede i en skolestue, og blev på Åbyhøjskolentilnogetefterkapitulationen.På

skolen skete dernogetsomjegsyntesvarbåde mærkeligt og modigt. Soldaterne havde en

kommandant, dervarhadetog frygtet af sine

folk. En tidlig morgen lød der et brag og der

blev vild opstandelse. Det viste sig, ^at nogle

soldater havde smidten håndgranat igennem

et åbent vinduepå 1. sal. Indei værelset hvor granatenfaldt,sovkommandantenoghanvar

Nymindegablejren.

såheldigikkeatkommenogettil.Damanaltid

havde hørtomdendisciplin dervari den tyske hær,forbavsededet mig,atsådannogetkunne ske.Dajeg så de skyldige soldater bagefter, stå

ude igården,kunne jeg ikke lade væremedat beundredem, for det mod de havde udvist.

Dabefrielsenkom den 5.maj,så jegde tyske soldaterjubleogråbe hurra,ja, da forstodjeg

atdenmenige soldatlænge havdeventetpådet¬

teøjeblik. Minflugtvarfor så vidt forbi,men ikke minelejrophold. Vikomenkort tid tilÅl¬

borg,hvorfra vi blev flyttet til Nymindegablej¬

ren, hvortil vi ankom først i september 1945.

Vi var en overgang ca. 1800 flygtninge i Ny¬

mindegablejren.

Nymindegablejren

Vedflugten fra østområdetvarderblandtflygt¬

ningenemangetyske statsborgerefra Østprøj-

sen, Polen og Meuselområdet. De blev efter

ankomsten tilNymindegab frasorteretogsendt

til lejren for tyske flygtninge i Oksbøl. Mod¬

standsbevægelsensbyleder C. P. Jensenafleve¬

rede dem i Oksbøl _og fik kvittering af

kommandanten. Men baltere _og bessarabier regnedes for allierede flygtningeogblevi Ny¬

mindegab. Efteråtmodstandsbevægelsens folk

varhjemsendt, fik lejren lederneØstergårdog KaasLarsen,somblevansataf Røde Kors. De gjorde et stortarbejde foratgøredisse frustre¬

redeflygtninge tilnormale menneskerigen.

Flygtningene fik ikke lovatkommesåmeget udenforlejren.Defik lidt cigaretterog5 kroner

om ugen i lommepenge. De fik også lovatgå

nediNymindegabogkøbefor dissepenge, men deskulleværehjemmeinden kl. 19omaftenen.

Lejrlederne,isærKaas Larsen,gjordeetstort arbejde for at sætte forskellige aktiviteter i

gang,bl.a. blev deroprettetlithauisk korog or¬

kester (orkestret spillede på gamle lithauiske instrumenter). Også en lithauisk folkedanser-

trupdannedes.Lithauerneoptrådtemedfolke-

12

flygtninge

Litauiskekunstnergruppe. Nymindegablejren.

instrumenter). Også ^en lithauisk folkedanser-

trupdannedes. Lithauerne optrådte med folke¬

dans og gav koncertmangestederi omegnen, og veden storfolkefest i København. Overalt gjordeuelykkeogfikenfin omtale.

I efteråret 1946 tømtes lejren efterhånden.

Der skabtes kontakt til familie eller landsmænd i udlandet_ogRøde Korsskaffede så billet. An¬

drefikmulighed for almindelig udvandring.

Til restvarmestgamle, syge ogbørn, ogde flyttedes så til Dragsbæklejren i Thy. Enkelte fik Danmarksomblivendehjem,ognogle børn blevadopteretafdanske.

De baltiske fortælleres^senereskæbne

ErnaPedersen kom- isærsomtolk -tilatar¬

bejde ienforretningi Nymindegab. Hun blev sågift med forretningens indehaver, ogdriver

nu somenkeforretningen videre.

Emil Sørensen blev adopteret af en gård-

mandsfamilie iThyogbornui Thisted.

DrengenKlaus komsomflere af deunge ud p£ ^en gård i omegnen. Han bleven megetaf¬

holdtmedhjælp hos den tidligere byleder C. P.

Jensen. Han emigrerede senere til Ca nada, hvor hannu erdirektør iet stortbilfirma i Ma- nitoba.

De tresomgjorde den hårde rejse sammen harsåledes til sidst fåetengod skæbne.

Afflygtningene fiken del deresgravher,de

erstedttil hvilepåLønnekirkegårdogpå min¬

destenenoverdemstårrigtigt:

Tyngetafsorger ogknugetafsavn.

Ukendtafherkomst ukendt afnavn.

Herfandt de hvile herfandt defred.

Carl PederJensen,f. 1914,importør. Vadgården, Nr. Nebel, har skrevet: »Somjeg husker det«, »Modstandskampen i Vestjylland« (1985),og»Fraarbejdet i modstandsbevægel¬

senimidtjyske distrikt«(sammen medA. C. Buchi»Fra Ribe Amt« 1970),