MED DANMARKS- OG VERD EN SH ISTO R IEN 1)
A f Esbern Jespersen.
V
ed Læ sningen a f lo kalh isto riske Væ rker fa a r m an ofte det Indtryk, at Stedet er et Verona, uden fo r h v ilk e t Verden ik k e gives.«Indtrykket er A rk iv a r Gunnar Olsens (»Fortid og N utid« X V , 129, 1943), og det satte m ig i Gang med ovennævnte Em ne, idet jeg mener, der er mere at sige om den T in g t il h isto risk interes
serede — ogsaa blandt » Fortid og Nutid«s Læsere. H v a d h a r man forsøm t? Dette bør m an kunne læse sig til hos R iism ø lle r (A al
borg, H istorie og Hverdag), som h a r undgaaet »denne M isfor- staaelse«. I hans Bog kan m an se, hvorledes de po litiske Begiven
heder og store K ulturstrøm ninger h a r paavirket L iv e t i Aalborg, og hvorledes U d viklin g en i A alborg afspejler U d viklin g en i den store Verden.
M en det er næ rliggende fo r os i R in gkøbing Am t at gaa til et Værk, som kom m er os mere ved, Overlæ rer A ldals digre Bog om Holstebro, fo r at se, om dette lader Hardsyssels Hovedstad være et Verona, uden fo r h vilket Verden ik k e gives.
Ogsaa denne Bog er anm eldt a f G unnar Olsen. H an om taler den meget rosende, men finder, at det personalhistoriske Stof fy ld er fo r meget, ja, det hører egentlig slet ik ke hjem m e i en Byhistorie.
Giver m an sig nu til at repetere Bogen, m aa m an indrøm m e, at m an ik ke m ærker meget til det store Sus ude fra den vide
i) Foredrag paa Hist. Samfund for Ringkøbing Amts Aarsmøde.
Verden, men det skyldes fo rtrin svis den særlige Karakter, som A ld als M ateriale har. M y re flittig t og sam vittighedsfuldt samlede han det sammen gennem 20 Aar. Det er om fattende og stort, men meget siger det os ikke, og kan det ik k e sige os, om den store Verden.
M en noget løber dog a ltid med.
A t en O m tale a f de geologiske F o rh o ld maa b live en D el af det hele Lands, siger næsten sig selv. Det samme gælder saa at sige enhver Sognebogs Om tale a f Geologi og Arkæ ologi. H er m angler Sammenhængen med R igshistorien ik k e — m an fristes tvæ rtim od til at tænke, om der ik k e nu og da kunde spares et P a r Sider paa disse Em ner. Det er da ik k e nødvendigt, at enhver Sognebog giver en Læ rebogsside over vor O ldtidshistorie, h vo r
im od det er i sin gode Orden, at de O ldtidsm inder, et Sogn har, b liv e r ordentlig om talt.
Ligeledes kan m an spørge, om hele Skolelovgivningen, der jo om fatter hele Landet, nødvendigvis maa repeteres, fo rd i m an v il skrive sit Sogns Skolehistorie. Ganske uafhæ ngig a f dette v il selv den mest afsides B iskole paa H o lm slan d K lit være en lille D el af det samlede danske Skolevæsen, intet Verona, sig selv nok, men en lille Celle i et Sam fund, en Celle, som nu er Genstand for Opmærksomheden.
N aar im id le rtid hverken »Holstebro« eller »Vinding Sogn« paa samme M aade som Aalborg, Ribe, R oskilde eller H ille rø d kan læses som en »Linje« gennem D anm arkshistorien, saa skyldes det ganske sæ rlig den Omstændighed, at de store Begivenheder eller m aaske snarere de Begivenheder, som var knyttet t il den store P o litik , og d erfor er de mest kendte, fan dt Sted fjern t fra vor Egn. A t en Bog om R oskilde eller om H elsingør faar et rigshisto
risk Præg, er vel en rim elig T ing, ja, det kan fa k tisk ik k e være andet.
M en et Sogn som V in d in g eller V in d ejer ik ke engang Resterne a f en gam m el Herregaard. Saadanne Sogne har ingen synlig H istorie, fø r den prentes paa Pap ir. E n Beskrivelse af en lille Bondeby i V in d eller en Enestegaard i V in d in g kan a ld rig faa det store Sus a f Alm enhistorie over sig som en historisk Fre m stillin g
a f de Egne, til h v ilk e Konger og fornem A d el var knyttet og øvede deres mer eller m indre m indevæ rdige Bedrifter. — V in d in g har afgivet B iskop Peder M adsen til D anm ark og Sædding Søren K irkeg aard til hele Verden, men disse Sogne blev ik k e deraf Kulturcentre.
D er holdtes i Sommer Aarsm øde i H elsingør fo r »Dansk h isto risk Fæ llesforening«, og Frederiksborg Am ts h istoriske Sam fund stod som Indbyder. E t af M øderne holdtes i Laxm andsalen i K a r
m eliterklosteret, et andet ved Gurre Slotsruin, andre M øder h o ld tes paa Kronborg. — H vis H isto risk Sam fund fo r R in gkøbing Am t engang skulde indbyde til et saadant Stævne, da m aatte v i ganske afstaa fra at frem vise og om tale slige m inderige Steder, og vi kan ik k e føre Deltagerne hen til historiske Bræ ndpunkter.
V i kan, om v i vil, vise Gæsterne Resterne a f gam le Herregaarde eller den gamle Bondegaard, som nu ligger paa det gamle Sted;
til Bæ km ark f. Eks., Rigens K ansler Christen Thom esen Sehe- steds Fødegaard, og gøre denne gæve M ands K a rriere til H oved
sagen, eller m an kan gaa til V oldbjerg i Hee Sogn og der finde A nledning til at lade Adelens Fø re r Otto Krags Berøm m else straale over Egnen, selv om hans G aard V oldbjerg ku n spillede en p eriferisk R olle i hans rastløse Tilvæ relse. Og v i kan, hvis vi har Frim odighed dertil, udpege Stedet, hvor Per pyttede ad K o n gen, men vi kom m er ikke Verdens N avle nærmere, end v i er, a f den Grund.
E n S k ild rin g a f vore gamle Klostre, Gudum, Tvis, Stubber, saa- vel som af enhver La n d sb ykirke fører os in d i R igshistorien eller K irkehistorien, m e n ---
Det meste a f Hardsyssel var alle Dage bebygget a f Bønder i Enestegaarde eller Sm aabyer med en gennem Aarhundrede næsten stillestaaende H istorie, og følgelig maa en Beskrivelse a f deres K a ar ogsaa faa et stillestaaende Præg.
M an mærkede gennem en h alv Snes Generationer ingen U d v ik ling, fo r der var ingen. M an var i Gaarden sig selv nok, havde en Følelse af, at Verden udenom kunde undværes. De havde det om trent som N iels D aather i Skelvad yderst i V ind. I bor kønt og fredeligt her i denne id y llisk e D al, sagde jeg til Niels.
— Ja, svarede han, men v i m æ rker ogsaa ku n til vore Sogne
fæ ller, naar de v il ha æ Skatter a f os.
N aar m an i en Bondegaard eller en Bondeby følte det saaledes, saa m aa det ik k e undre os, at det ogsaa b liv e r kendelig i vore Sognebøger.
H vad m an skulde bruge, lavede m an selv i Bondegaard og Bondeby. Ja, det er jo sagt saa tit: M an fan dt F lin t eller B jerg
arter paa M arken og forarbejdede det til Vaaben og Redskaber.
M a n fan dt M yrem alm og smeltede den ved Hjæ lp af Ildebræ ndsel fra den nærmeste Skov. M an byggede sig H jem a f det M ateriale, der fandtes: Tørv, L e r og Træ. M an lavede sig Klæ der af U ld og S kin d fra Faareflokken , ernærede sig af Gaarden eller dog den nærmeste Hjem egns Produkter. M an smedede i egen Smedie, eller m an lod Byens Smed smede paa sin egen »Kost og Kul«. — H v or Jern og K u l kom fra, bekym rede m an sig vist ikke meget om.
M an købte det ik ke sæ rlig langt borte. A f Jern behøvede man fo r Resten ik k e ret meget; m an levede i Træ alderen (H. P. H a n sen) til fo r hundrede A a r siden. Om dette giver gamle S krifter særdeles god Besked. De er optegnet af Skifteforvalteren, H erre
m andens Befuldm ægtigede.
Og her er v i ved et a f Bondens M øder med det øvrige Samfund.
M a n kunde ik k e dø og blive begravet, uden at Herrem anden kom og kikkede Sagerne efter. M a n var altsaa alligevel ik ke helt sig selv. M an kørte til et Godsom raade med en N aadigherre i Spidsen, og til ham skulde m an ogsaa betale Landgilde. Ja, m an havde det fa k tisk som N iels Daather, der ku n mærkede til Omverdenen, naar den havde B u d efter Penge, Skatter.
Og saa naar Krigens U ly k k e r blev sluppet løs, og Fjendens T ro p p er drog hærgende gennem Landet, fik m an at mærke, at der var en Verden udenfor Verona. Aarsagem e t il K rigen kendte m an ik ke meget til. Sognefolket med Præsten i Spidsen kikkede efter Kom eter og andre Him m eltegn og søgte og fandt tilstræ k
kelig Sammenhæng. M a n lo d iø vrig t Præsten prædike, som han vilde og kunde, og levede efter gam le nedarvede Sædvaner, hvis O prindelse m an ik k e kendte, og som nok kunde ændre Karakter, uden at m an havde Rede paa, hvorledes det skete. V ild e m an for-
andre Tingenes Gang, kunde Bønder vel nok faa i Sinde at lave lid t O prør m od de herskende M agter og vendte saa Kræ fterne m od de nærmeste Undertrykkere. M a n maatte jo leve i den T ro , at alle T ing, ogsaa Tiderne, norm alt var stabile. Ikke engang Fo lk eta llet ændrede sig, h vo rfo r ogsaa Hjem m enes A n ta l kunde fo rb live konstant gennem et h alvt Aartusind.
Men naturligvis var Bondens L iv økonom isk, kultu relt, religiøst ikke uden Sammenhæng med større Kredse, end han selv kunde overse, og det samme kan siges om Borgerne i vore smaa K ø b stæder.
Jeg tager nogle Eksem pler fra V in d Sogn, som i 1833 skildres som en a f de vildeste Hedeegne i hele Amtet. Det er en K v a d ra t
m il stort og m atrikuleredes 1683 med 27 Ejendom m e. I den Bog, som behandler dette Sogns H istorie, indledes et A fsn it om O ld tiden saaledes: F o r tyve T u sin d A a r siden laa Skovbjerg Bakkeø om flydt a f Smeltevandsstrømme fra Isbræen i Nord- og Ø stjy l
land. V i h ar intet Spor a f Mennesker fra den T id . M en efter Istidens O phør fo r ca. 15 T u sin d A a r siden m aa de snart være indvandret fra Mellem europa. Allerede nu dateres de ældste Sten
alderfund ca. 10 T u sin d A a r tilbage. Om de ældste Stenalderfolks Fæ rden i V in d har v i dog kun spredte Vidnesbyrd, en Træ pil, nogle M ik ro litte r og Fragm enter a f Kærneøkser.
Det Fo lk , som tog varig Bopæ l i V ind, var det saakaldte E n keltgravsfolk. De kom sydfra og menes at have underlagt sig hele D anm ark. Det skete om kring 2000 A a r f. Kr. Det F o lk , de op- blandedes med, kaldes M eg alitfolket efter de store Grave, Dysser og Jættestuer, h vo ri de begravede deres døde. Om M egalitfolkets K u ltu r er der Vidnesbyrd i V inding, men ik ke i V ind. E n keltgravs
folket kom fra flin tfa ttig e Egne og havde ringe Fæ rdighed i at arbejde i F lin t. M en de lærte det efterhaanden og blev i D o lk e tiden, ca. 1500 f. Kr., uforlignelige Mestre.« Saaledes orienteret fø l
ger Beskrivelsen af O ldtiden i det fattige Hedesogn, som engang ik ke var saa foragtet, eftersom der i Sognet er optalt 130 O ld tid s
høje.
$
»O m kring A a r 400 f. Kr. trængte Jernalderen igennem. D er var paa den T id krigerske F o rv ik lin g e r i Europa. Kelterne trængte
sig in d im ellem Rom erne og N orden og afbrød H an d elsfo rb in d el
sen m ellem disse F o lk . Sam tidig blev K lim aet k o ld t og sludfuldt.
T id e n blev fattig, F lin tte k n ik k e n var glemt, Sydens G uld og Bronze ik ke t il at faa. S elvforsyningspolitikken var den eneste m ulige. Saa lærte v i at udvinde Jern a f Myrem alm «. — Ja, saa er v i ogsaa her verdensorienteret og kan gaa paa Jagt efter O ld tidsspor fra denne Periode. G udm und H att fin d e r D igevoldinger og Potteskaar med indvendig H ank, Magen til dem, der er fundet paa Kam schatka, og denne Lo k a lite t er et’ baag æ Laae. Sammen
hæng paavises undertiden særlig let, hvor m an maa konstruere det hele. M en v i paaviser den altsaa.
Om sider naar en Sognebog frem til 1600-Tallet, hvor talrige D okum enter bærer V idne om Slægtens L iv i Graad og Sang.
»Dette Aarhundrede optages a f C h ristian den Fjerde, Fred e rik den T re d ie og C h ristian den Fem tes Regeringer. V ore K rige var K alm arkrigen, Deltagelse i Trediveaarskrigen, Torstensson-Krigen Svenskekrigene og den Skaanske Krig. E n Fem tedel a f Aarhund- redet laa vi i K rig. Intet Under, at der blev sølle Tider. Skatte
skruen var uden Ende, og Bøndernes K aar fortvivlede. F ra at være Havenes H erre sank v i ned til at være værgeløse. Tabet a f de skaanske Landsdele blev det endelige Resultat. D anm arkshisto
rien m elder om lysende B ed rifter a f Kong C h ristian og N iels Juel.
M en Bønderne g ik i utalte Hobe rundt og betlede, mens Peder Schum acher skrev Kongeloven og grundlagde 'Landets C entral
styre. A andslivet var stivnet i Rettroenhed. Reform ationen kaldtes Læ rdom m ens Forbedring.«
Saaledes indledes dette A fsn it om det 17. Aarhundrede, hvor et Hovedem ne jo iø vrig t maa være Landets M a trik u le rin g i C hristian den Fem tes Dage. De hjem lige F o rh o ld lægges in d i det fælles historiske Plan , saa ingen kan være i T v iv l om, at der er en Verden til uden fo r Bondeby og Bondegaard. Og naar v i frem til 1818, da aflæses Landbrugskrisens F o rlø b og Fø lg er særdeles vel i en Sognebogs Taloplysninger. Ja, m an tør nok sige, at U d v ik lingen ude i den store Verden, fo r saa vidt den naaede til D a n m ark, ogsaa afspejler sig i en Bog om et fattigt Hedesogn.
V i er i vore Dage fu ld t fo rtro lig e med, at v i ku n er smaa Celler i en stor Organism e. Og v i kan i Regelen efterspore mange Aar-
sager til de Tilstande, hvorunder v i lever. V i ser let Sam men
hængen m ellem K ulstrejken i A m erika og hjem lige Restriktioner.
V i finder Aarsagen eller dog nogle Aarsager til Vareknaphed og in fla to riske Tendenser. V i fin d er Forbin delse m ellem udenlandsk og indenlandsk Ideologier, m ellem frem m ed og hjem lig P o litik , m ellem Negerm usik og Radiojaz. Yd re K ulturtræ k som Klæ de
dragt og Kosm etik spredes hurtigt fra H o lly w o o d til Holstebro.
Visse ku ltu relle Ejendom m eligheder fo rb liv e r mere stabile end andre. N atu rforh o ld og M entalitet kan her spille en Rolle. V i finder i Regelen, at hvad enten K ulturspredningen foregaar la n g somt eller hurtigt, saa har det sine bestemte Aarsager. V i kan snart sagt analysere ethvert Kulturtræ ks H erkom st og Vej fra Ophavsm anden til vore egen hjem lige Kreds.
Men som fø r sagt skal vi ik k e regne med, at m an ogsaa kunde dette i gamle Dage, selv om det fo r os gaar let nok — ogsaa at analysere den svundne T id .
V i fin d e r f. Eks. gamle T in g svid n er fra T id en efter Grevens Fejde, h vo ri omtales Render, som har deltaget i Fejden, eller Bønder, som ik ke h ar været med, og derfor kunde beholde deres Gaarde som Selvejere paa samme V ilk a a r som fø r Fejden. — Lokalhistorikerens første Fo rm a a l er n aturligvis at faa konsta
teret, at en Gaard eller Bebyggelse i det hele taget var til, fo r det gælder om at faa den afhjem let saa tid lig t som m uligt. M en der
næst fanges Interessen a f Sammenhængen m ellem Gaardens Skæbne og den store P o litik . Bønderne havde kæmpet og tabt.
Den Sag er k la r nok.
M en saa fulgte en lang Fredsperiode med jævn Velstand, der ogsaa kom Bønderne tilgode, in d til det hele sattes over Styr i C hristian den Fjerdes Dage. Saavel Opgangen som den katastro
fale Nedgang skyldtes Aarsager uden fo r G aard og Bondeby. Og især Krigene, Dele a f store europæiske Opgør, kunde Bønderne vel nok konstatere som Aarsager. Lo k a lh isto rie n overser dem ih vertfald ikke. M en V irkn in gern e i V in d in g -V in d eller andre Sogne derom kring fandt naturligvis ik k e paa samme M aade Plads i D anm arkshistorien som Stormen paa København eller Slaget i Køge Bugt. F o r saa vidt m an ved D anm arks H isto rie mest tænker paa Kongerne og deres Kredse, kan m an jo da ik k e lade Lo kal-
3
historien b live D anm arks, hvor Kongerne a ld rig kom. M en de verdenshistoriske D ønninger naaede den fjerneste Bondegaard.
Og der b liv e r god Sammenhæng m ellem den Begivenhed i Prag, hvor i 1618 nogle kejserlige Raader b liv e r sm idt ud af et Slots
vindue — en Begivenhed, der udløste 30 A ars-K rigen og ruinerede T y sk la n d —- og K irken s Bonde i Pogager, som 1629, drevet fra H us og Hjem , gik om kring og betlede. Saa kan man da ogsaa i vor Bondehistorie, saaledes som den kan skrives paa G rundlag a f de gam le Papirer, som findes paa vore A rkiver, aflæse de store Verdensbegivenheder. Og naar v i frem til vor nyeste Bondehisto
rie og tager et Slægtleds M ejeriregnskaber frem i skem atisk O ver
sigt, da læser m an derudaf om U d viklin g , Stagnation, G ullasch og Krise, p a ra lle lt med Tilstandene i det øvrige Land, ja med store Dele a f den øvrige Verden.
H isto risk Sam fund fo r R in gkøbing Am t har nu udsendt 40 B in d a f »Hardsyssels Aarbøger«. B rin ger disse mange B in d ogsaa Bud om Sammenhæng m ellem vor Hjem stavn og den øvrige Verden?
Ja, hvor det er m uligt. E n h ver A fh a n d lin g og ethvert Em ne er n atu rligvis ik k e lige godt egnet dertil. M en maa jeg ik k e bede Dem om at k ik k e lid t i det første og det sidste B in d og f. Eks.
læse P. Severinsens A rtik e l »Hardsyssel« og H. C. Hansens A f
h an d lin g om Altertavlen i Borbjerg K irke, saa v il De se, at der aabnes store Perspektiver ud i den vide Verden. M an maa følge Pastor Severinsen en T u r t il A n k y ra (Ankara) og tilbage igen, og Læ rer Hansen farter E u ro p a rundt og dykker dybt ned i H isto riens Sagn- og Legendeverden fo r at konstatere, hvad Sammen
hæng der maatte være m ellem den kristne K irkes fælles K u ltu r
træk og de Spor, som disse har sat sig i Borbjerg K irke.
V i ved saare vel, at Verden stræ kker sig langt fo rb i Præstens M ark. M en vor Hovedopgave v il a ltid være at fin d e og belyse de mange Enkeltheder i vor egen Hjem stavns U d viklin g , og skulde det ikke a ltid være m uligt at se dem som Dele a f en større Sam
menhæng, saa kan de vist endda gøre tilstræ kkelig Nytte ved at vække og nære Hjem stavnskæ rligheden og Ansvarsbevidstheden overfor H istoriens Sammenhæng i Bredden og i Dybden, i T id og Rum , idet v i læ rer at se os selv og vor T id som et Led i Kæden, der ik k e maa briste.
