En københavnerpige der kom
til Vestjylland -1920
Af Elin Noack Christensen
Ienlang årrækkevarkøbenhavnske skolebørn på ferieophold i danske bon¬
dehjem.Detvarafstorværdi for beggepaner. Detvarnok også med tilat skabe lidtforståelse mellemtogrupper, somikke kendteret megettil hinan¬
denshverdagogforhold. Var det måske disse små gesandters fortjeneste, at danske bønder i 1899under storlockouten støttedearbejderne med levneds¬
midler,ogatkøbenhavnske arbejderhjem i 1935kappedesomatyde logi til bondetogets deltagere?
Herfortællerétaf disse børnomsitførste møde med bønderogVestjylland.
Detvarnokmegetfremmedartet for hende. Selvsprogetkneb detmed-den gamle hilsen »Guds hjælp«,somda endnu brugtes,forstod hun slet ikke. Det
atspise bakskuldmentehunnærmestvarlivsfarligt.
Nuerbybørnsferie lejrskolerogrejser, ogdet lærer de velmereved,men
mulighedenforatlære bondelandets hverdagatkendeervæk. Den gamle ferieordningerdog værdathuske.
JensKusk.
Rejsen gik vestpå ud i det ukendte, jeg talte stationerne, der
varmangefra færgeturenoverLillebælt, ogjegskullepassepi
at hoppe af, når toget holdt ved Tjæreborg. Visad på grøn¬
malede bænke i de små kupeer, og konduktøren hoppede behændigt uden på togetpå noglesmalle brædder, han ban¬
kede på ruderne for at billettere os, når vi var heldige at få vinduet trukket ned for ham. Men nu var det sommer, jeg havdemereondtafhamomvinteren, nårdervar sne ogis.
Så varjeg der, og påperronenstod enlille sød bondekone,
som jeg nejede for, jeg havde fundet den rigtige, eller også havde hun fundet mig. Vi talte lidt på hvert sit mål; der var kun nogle få huse, så var vi ude på det rigtige land - gruset knasede undervoresko, ogsåkom vitilenforretning, der hed
»Brugsen«, og dér gik vi ind - der hang spegepølser ned fra loftetsammenmed træskostøvlerogjernlænker (kotøjr),ogde fleste mænd derinde havdesortestriberned adhagenog spyt¬
tedepågulvet. Alt det gjorde ikke såmeget, menmanden bag diskensagde: »Hvad skal du så have, Andrea«, det vari mine
430 SMÅSTYKKER
ører toppunktet af uforskammethed mod en voksen dame, hvad jeg straks påtalte, da vi varkommen uden for igen. Jeg fik så at vide, at på landet sagde man du til hinanden, men det varede nu noget, inden jeg nogenlunde kunne lide den brugsuddeler. Vigiknuadensmuk vej (først forbi kirken),og
andre små huse låvedvejen,ogallerlængstudelåengråkalket bondegård med stråtag. Jeg blev taget sågodt imod, der var
en lille dreng i hjemmet, som jeg hurtig blev gode venner
med,menhvor jeg dummede mig tit. Vifikdendejligste mad
og hjemmebagt franskbrød med sirup på, det var som en
drøm, men en aften kom konen nogle flade fisk lige ned i komfuret, og da devar blevet svedet lidt i ilden, klippede de dem i centimeter-strimler og lagde dem på brødet, de blev spist med benog det hele; jeg udbrød, »atdet varda lige til
en blindtarmsbetændelse«. En dag talte de ved bordetom at reparerenogetvedhuset, jegtænkteved mig selv, »det kande
da bare ladeviceværten om«. -Jegvar en dagommepå deres
storefnarkoghente nogle løg, da kommer derenmand, også med sortmund. Hanstandser ogsiger»Gu' hjælp«; »hvadbe- har,« sagde jeg, det gentog sig tre gange, hvorpå manden
opgav.
Jegville sågerne væremed tilatlavemad til hestene,ogdet foregikpåden måde, atvi skulledrejeenlangstangrundt,der
sådrevethjul rundt, der havdeto storeknive indbygget-disse knive skar så stråogkerner i små stykker tilhestemad. Hestene
varvidunderlige. Når de kom galopperende alle sammen, var detetpragtfuldtsyn. Jegfik daogsålovat prøve at ridepåen af dem.
Alt dette er minder fra en svunden tid, da der var rigtige bøndergårdetil, hvorbondemandenrøgpåsinlangepibeved bordenden,ogfolkhavde tid tilattalesammen ogogsåat tage sigafenlille københavnerpige.
