De gode kulturhistorier
AfEske K. Mathiesen
Der er velmotiverede stikpiller til Statsradiofoniens smagscensur og i
det hele tageten frisk tone i Iørn Piøs artikel fra 1958, Ægte folkelig¬
hed. Artiklen varet debatindlæg, bl.a. mod Poul Henningsen, derikke
kunne udståden sentimentalitet,Piøpolemisk fremhæversomdet måske egentlig folkelige. Detvar nuikke blot polemisk fra Piøs side, det med sentimentaliteten, det var noget han mente. Mange år senere hyldede
han sentimentaliteteni causerietSentimentalitetensgavnlige virkninger (Tolkeminder 1990:3). Ogdet var en drivkraftgennem Piøs hele virke
atgøreopmærksompå,atfølelsen bagetudtryk ikke behøvedeatvære ringereeller mindre personlig,blot fordi den blev iklædtetkonventionelt udtryk, enkliché. Man skulle ikke dømme følelsernepå deres masker.
Ej heller de mennesker, der havde følelserne. Samspillet mellem følelse
og sprog er langtmere kompliceret, end det ser ud til.Piø vendte ofte tilbage til det problem.
Udforskningen af visernes historie førte Piø videre. Det gjaldt både kortlægningenaf skillingsviserne og studierneaf Danmarks gamle Fol¬
keviser, som måske ikke alle var så gamle endda, måske blot digtet i gammel stil. Bl.a. den problematik skrev han disputats om i 1985, Nye vejetilfolkevisen. StudieriDanmarks gamle folkeviser.
Et opgør med den romantiske, idealistiske folkemindevidenskab og især dens triste forsteninger og forplumringer i form af demagogisk nationalisme, racisme, nazisme og nostalgiske drømme om guldalder, ægthed og autenticitet fik aldrig Piøs interesse. Han holdtvel inderst
inde for meget af degamle folkeminder,som de fandtderes form i den
såkaldte guldalder, til atgå i krig mod deres idégrundlag. Som jo også
er mere sammensat end som så. Bl.a. holdt Piø afden linje i folkemin¬
devidenskaben, som førte tilbage til de lidt ældre lokalbeskrivelser og
præsteindberetninger. Dem fremhævede han i sin håndbog fra 1966
Folkeminderogtraditionsforskningsom inspirationerfor den hjemlige etnografi, han dengang slog til lyd for.
Og så kunne han vel ikke få sig selv til athænge sin gamle chefpå Folkemindesamlingen, arkivar Hans Ellekilde, mangeårig sekretær i Foreningen Danmarks Folkeminder, ud i eftertankens og den kolde
krigs grelle lys. Også Ellekilde, der foroffentlighedeni 50'ernestod som
indbegrebet af den hyggelige Folkemindesamling, havdei sineyngre år,
som så mange andre, sværmet for germanisme og raceteorier, og han
havdebl.a. iindledningen til bogen Vore danske Folkeeventyrfra 1928 (Danmarks Folkeminder nr. 35) skrevet: »Vi tør heldigvis tro, at der
er Drenge endnu i Danmark, som drømmer om Daad, og saa længe
erÆventyret uovervindeligt, det staar i Pagtmed Drengenes stærkeste
og hedeste Drøm. Drøm erikke Daad, det errigtigt; men det er ogsaa
rigtigt: Uden Drømintet Digt, uden Digt ingen Daad. Barndomsdrøm, Ungdomsdigt, Manddomsdaad, AlderdomsvisdomgaarHaandiHaand.
Folkeæventyret er vor egen hvide Folkeæts stærke Barndomsdrøm og dens livfulde Ungdomsdigt, det har betinget dens Manddomsdaad at holde Verdensherredømmet i sin Haand. Derfor har Folkeæventyret bestandig været saa elsket af den hvide Races Børn og vil formentlig
vedbliveatværedetengod Tid endnu.« Ikke sandt! Her gås ikke i små
sko.
Direkte konfliktsky var Piø vel ikke. Men hvad skulle det nytte at trække Ellekildes bragesnak frem i offentligheden, har han tænkt. Og
vedblevattænke.Piø vidste frasitmangeårige,omfattende formidlings¬
arbejde i radioogtv, i foredragog påtrykformegetom,hvor inderligt
folk holdt af degode gamle folkeminder, afnisserne,julen, spøgelserne, troldene, festskikkene osv., til at ville så alt for kraftig tvivl om disse tings autenticitet og historiske fundamenter. Han smuglede i stedet en del kildekritik ind hist og her, korrigerede oplysninger, føjede nyt stof til, diskuterede, oplyste. Og prikkede på de måder til folkelighedens
ogfolkemindets ubetingede ægthed. Ideologiske ogpolitiske overtoner holdt han sig fra.Demlod han andre om. Sådan var hans stil. For den
blev han belønnet med DanskForfatterforenings populærvidenskabelige pris.
De egentligefolklorister har iDanmark aldrigværet retmange.Må¬
ske har dette været medvirkende til, at faget til enhver tid har været meget stærkt defineret af de få, der virkelig beskæftigede sig med det.
Dygtige til at samarbejde har folkloristerne heller ikke altid været, de
harværettilbøjelige til atgåderesegneveje, ogsåfordi specialerneerså
mange og hver især så omfattende.Mon ikke folkemindevidenskabens
historie iDanmark bedst kunne skrives i form aflevnedsskildringer af
densstørre ogmindre,menofteret originale personligheder? Hvad har
i grundenværet de bestemmende drivkræfter ienTang Kristensens, en
Feilbergs,enFerdinand Ohrts,enAxel Olriks,enLauritsBødkersvirke?
Hardrivkræfterne altidværetstriktvidenskabelige? Eller har de mindst lige så meget haft rod i personlige problemstillinger og sociokulturelle
konfliktsituationer? Videnskab og personlighed udelukker jo ikke hin¬
anden,men undertiden kan videnskabenidengradværegennemtrukket
afpersonligheden, af temperamentet,af subjektiviteten.
Teoriernestankebygningerogdiskussionenaf dem har kun sjældent plaget folkemindevidenskaben,ogdegange,hvor detersket, ikke med lykkelig udgang. Hvis mani detheletaget kan tale om én folkeminde¬
videnskab. Kritikere vil sige,at folkemindevidenskaben har haft svært ved at løfte sig over stoffet, som man i stedet har læst og tolket med
støtte,hvormankunne finde en sådan,oftestifilologienog lokalhisto¬
rien. Fordet meste erder fra anden akademisk side blevetset skævt til folkemindevidenskaben,i alle tilfælde afmange historikere,mestfordi
den ofte byggerpåvanskeligtkontrollerbare mundtlige kilder ogderes lige så vanskeligt gennemskuelige tradering.Og så harmangefine aka¬
demikererynket på næsen ad folkemindevidenskabensfolkelighed.
Kedeligt har livetpåFolkemindesamlingenog blandt folkloristerikke
været. Da Folkemindesamlingen i sin tid holdt til på Det Kgl. Biblio¬
tek, blev den kaldt Nisseloftet. Piø har i sin måske morsomste artikel
beskrevet Nisseloftet (Fra den gamle Folkemindesamling. Sådan set.
Erindringer fra og om Det kongelige Bibliotek. Indsamlet og udgivet
i anledning af 200-års jubilæet for bibliotekets åbning for publikum
den IS. november 1993), så man ikke er i tvivl om berettigelsen af betegnelsen. Og jeg,derbegyndtepå Folkemindesamlingen i 1965, kan bevidne, atdetvirkelig var et særligt sted. Også, naturligvis,fordi hele
biblioteket syntes befolket af originaler. Flere af dem besøgte jævnligt Folkemindesamlingen.
Henimod lukketid kunnemansåledesværenogenlunde sikkerpå at blive opsøgt af redaktør ved Ordbogover det danske Sprog, magister AageRohmannmedsitelegante fipskæg. »Så,nu erhanogså ståetop«,
som Folkemindesamlingens mangeårige sekretær fru Ransy plejede at
sige. Han havdegerne fundeten oplysning somsikkert villeinteressere én,eller burde gøredet,ogskrevet denudpåenblank oktavseddel med
sintydelige, smukke skrift.Og såbegyndte han ellersatkommentereog
fortælle.Engangblevemnetdansepladserpå Bornholm, kan jeghuske;
de jævnede pladser, ungdommen i fiskerlejerne og i havnene tidligere brugteatdansepåom sommeren.JomereRohmannfortalte, destomere
grebemnethamoghan kom helt tilbage tilsin barndomsbornholmske
sprog.Han fortalte så levende,atmankunne lugte vinden fra havetog høre edderfuglene snakke. På bornholmsk.
Diskret kunnegamle Richard Paullisnige sigind på samlingen iklædt
sin sorte alpakajakke og efter kort tids kiggen rundt slå ned på det guldkorn, han søgte. Han kendte Folkemindesamlingen som sin egen
bukselomme,varselvepersonifikationenaf biblioteket. Hanvarbegyndt
hersom ekstraordinærassistenti 1909, 19 årgammel, og havde siden
udvikletsigtil den formentligmestekstraordinært vidende bibliotekari
nyeretid.Mankunne ikkesedetpåham umiddelbart.Mendetvarham,
der såveloplagt havde udgivet Uglspil-bogenidenstorefolkebogsudgave (bind 11),somhanvarén af redaktørerne af.Dervarkrudtidennoble
herre. Og han vidste hvad folkeminderne, folks egen kultur,var værd.
Også i den henseende varhanén afRasmus Nyerupsarvtagere.
Nu erFolkemindesamlingen administrativt flyttet tilbage tilDetkgl.
Bibliotek,nisserne er flyttet hjem. På universitetet harman smidt dem
ud.Menlados se, omde ikke dukkeropigen. Et samfund, der vilvære sig selv kulturelt bekendt, kan ikke undvære folkemindesamlerne. Selv
omder,lige siden de førsteaf dem dukkede frem ogtaltegrundtvigsk,er
blevetgjort grinmed dem.Endel af den grinagtighed harjegsamleti min bog Den latterlige folkemindesamler (udgivet af ForeningenDanmarks
Folkeminder 1989),så detemne skal jeg ikke kommenærmere indpå
her. Blotrøbe,atdet ikke lades ustraffet, nårenvidenskab vælgeratgå
med nissehue. Ogikke kun til jul.
Summary
The good culturalstories
With apointof departureinthe folkloristIørn Piø's article from 1958 »ÆgteFolke¬
lighed« (Genuinefolkishness)Piøand his viewsarerecalled, and glimpsesareserved
upfrom themore orless glorious but alwaysentertaininghistoryof Danish folklore
and the folklore collection.
Nærbutikkenpå tanken
Forretningslivet eri dag samlet i de storebyer. Benzintankens nærbutik
er i mangesmåbyer på landet derfor deneneste mulighed forat købe
ind lokalt.