• Ingen resultater fundet

Netværkets metafysik

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Netværkets metafysik"

Copied!
83
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

Netværkets metafysik

Værdi og metode i den kognitive kapitalisme

Engelsk titel: How to beat Best Practice 31. Maj 2011

Frederik Petersen Kandidatafhandling cand.merc.filosofi

Handelshøjskolen i København, CBS.

Vejleder: Alexander Carnera, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi

Antal tegn: 177000 i alt, svarende til ca 78 normalsider

 

(2)

Abstract

How to Beat Best Practise

The metaphysics of relational network theory

In the context of a knowledge-based economy, where the creation of inventions is paradigm for success, the question businesses must ask themselves becomes this:

How do we facilitate and manage our organization in a way that allows the inventions to keep on flowing and by that maintain a competitive edge?

In this thesis I will try to investigate the limitations that regimes of best practices holds on the creation of new inventions, and investigate the possibilities and means to evade these limitations. My claim is, that introducing relational network theory as a metaphysical and cosmo-political idea, allows every intrinsic to become a reachable foundation for the creation of new trade of both human and non-humane objects inventions. Through the imitations of individual desires and beliefs, the organization as a reflection in a hall of mirrors is related to their unique trades and qualities. The problem resides in crystallization and economization of those trades. If an

organisation wants to benefit fully from the whole potential that resides in desires and beliefs of its actors, it has to radically accept their equal right of power over the causality of all things. Gabriel Tardes two seemingly radical statements demonstrates this relationship :“The lesser is bigger then the whole”(Tarde, 1902: 23) and negation of the solipsistic idea “to be or not to be” is by Tarde changed into “to have or not to have” (Tarde 1902: xx) In other words, the definition of value is put in the middle of the battlefield of all those unique entities that reflect each other with a difference.

Value is as such defined and condensed by those multicentric relations that reflect and intertwine in each other. In the knowledge economy, the role for every successful organisation becomes to adhere to the unravelling of those knots of desires and beliefs in order to adhere to them by innovating and leading on their unique and ontological definition of value.

(3)

Indholdsfortegnelse  

1.   INDLEDNING   4  

1.1.   PROBLEMFELT   6  

1.2.   PROBLEMFORMULERING   11  

2.   FØRSTE MOMENT - REFLEKSIONER VEDRØRENDE METODE   12  

2.1.   DESIGN  OG  OPBYGNING   13  

2.2.   VALG  AF  TEORI   14  

2.2.1.   SPEKULATIV  PROCESFILOSOFI  SOM  GRUNDLAG   14  

2.2.2.   DE  VALGTE  HOVEDTEORIER   22  

2.3.   VALG AF EMPIRI   26  

2.3.1.   EMPIRIENS  KARAKTER   26  

2.4.   FRAVALG  OG  KRITIK   29  

2.4.1.   KRITIK  AF  VALGT  TEORI   29  

2.4.2.   FRAVALG  OG  AFGRÆNSNING   34  

2.4.3.   TEORETISK  OVERBLIK   35  

3.   ANDET MOMENT – NETVÆRKETS BESKAFFENHED   38  

3.1.   NETVÆRKETS  GRUNDPRINCIPPER   38  

3.2.   ÅRSAG  OG  VIRKNING  -­‐  NETVÆRKETS  DRIVKRAFT   46   1.1.1.   UNIVERSEL  REPETITION    IMITATION,  DIFFERENCE  OG      ASSIMILERING   46  

1.1.2.   IMITATIONENS  KARAKTER   47  

3.2.1.   MONADER,  SUBSTANS  OG  DET  HETEROGENES  KARAKTER   54   3.3.   TINGENES  PARLAMENT    DEN  IKKE  MODERNE  FORFATNING   58  

3.3.1.   DET  KOSMOPOLITISKE  PARLAMENT   59  

3.4.   OPSUMMERING      NETVÆRKETS  BESKAFFENHED  OG  METAFYSIK   63  

4.   TREDJE  MOMENT  –  HVAD  ER  VÆRDI?   66  

4.1.   VÆRDI  SOM  MULTICENTRISK   66  

4.2.   ØKONOMI  OG  DENS  VÆRDIBEGREB   68  

4.2.1.   KOGNITIV  KAPITALISME   72  

5.   FJERDE  MOMENT  –  EN  KOGNITIV  ORGANISERINGSPRAKSIS   74   5.1.   INNOVATION  I  DEN  KOGNITIVE  KAPITALISME   74   5.2.   ORGANISERINGSPRAKSIS  PÅ  BAGGRUND  AF  NETVÆRKET   77  

6.   KONKLUSION   79  

LITTERATURLISTE   82  

 

(4)

1. Indledning

Man skal ikke bevæge sig mange meter ned af promenaden på CBS, før man bliver stillet overfor en mangfoldighed af netværk. Videns-netværk, performance-netværk, netværk for selvledelse og innovation. Netværk af mulige og umulige fremtidige arbejdsgivere der inviterer til netværk. Med andre ord er der et utal af forskellige begivenheder af netværk, der netværker for netværkets egen skyld.

Efter en dag på en moderne handelshøjskole, burde det derfor være gået op for de fleste, at evnen til at indgå i og håndtere disse netværk er blevet synonym med succes.

Netværket er med andre ord det der står tilbage som den paraply, der skal forbinde og dække over den legion af begreber og koncepter, der er styrende for samtidens

arbejdsliv og produktionsformer i den postindustrielle økonomi. En økonomi som er kendetegnet ved en kapitalisme hvor tanken har erstattet den manuelle arbejdskraft som produktionsform og værdiskabende element, og hvor tidligere forestillinger om én økonomisk rationalitet, er i opbrud og forandring.

Min påstand er, at denne kognitive kapitalismes værdibegreb i sin natur er ontologisk og endogent defineret af de unikke sæt af relationer som hver enkelt organisation kan siges at reflektere som sit netværk. Det er disse relationer og deres virkemåde, der skal afdækkes og håndteres i bestræbelsen på innovation af de produkter,

serviceydelser eller livsformer, som den moderne organisation er afhængig af for at overleve.

En forståelse af netværket som metafysisk åbner for en sådan erkendelse, og kan bringe en organisation hensiddes fasttømrede forestilinger om værdi, bundet i en okkult og dogmatisk dyrkelse af økonomisk rationalitet som a priori i forhold til menneskets væren. Dermed udgør det metafysiske netværk et metodisk og teoretisk grundlag for en organiseringspraksis i den kognitive kapitalisme.

Afhandlingen præsenterer en netværksteori om organisering, der er ikke forsøger at begrænse sig til kun at være en sociologisk analysestrategi, eller en udelukkende filosofisk spekulation om eksistens. Netværket iscenesættes derimod som en kobling mellem både den sociologiske tradition for praktisk analyse af menneskets adfærd og den filosofiske tradition for at søge et kosmologisk og universelt referencepunkt for den menneskelige væren. Dermed søger afhandlingen både at muliggøre et radikalt

(5)

grænseløst tingsnetværk der ikke favoriserer mennesket frem for andet, hvilket muliggør en objektiv empirisme samtidig med at den fastholder mennesket som relevant.

Med afsæt i Bruno Latours aktant-netværksteori (ANT) vil jeg først etablere netværket på et analytisk og praktisk niveau. ANT begrænser sig dog til at kunne udtale sig om statiske øjebliksbegivenheder, og ikke kausaliteten bag dannelsen af de relationer der udgør disse begivenheder. I egenskab heraf, bevæger jeg mig videre til en udfoldning af Gabriel Tardes teori om universel repetition, der specifikt omhandler årsagerne for indgåelsen af relationer i netværket, i form af imitation af drømme håb og overbevisninger som kosmologisk grundprincip og dannelse af historisk erfaring eller innovation. Dermed bidrager Tarde også med grundlaget for en definition af værdi og værdiansættelse. Tardes kosmologiske sociologi har dog også sine

begrænsninger, da den ikke kan udtale sig om de dybereliggende filosofiske formål i forhold til indgåelsen af relationer i netværk og dermed heller ikke formålet med værdi. Derfor inddrager jeg som tredje teoretiker Isabelle Stengers, der med sin økologiske forståelse af livet som betydningsfuldt, bringer et filosofisk formål ind i netværket og derigennem indstifter udøvelsen af netværkets metafysik som en kosmopolitisk affære.

Rammen for definitionen af metafysik finder jeg i Alfred North Whiteheads

spekulative filosofi. Metafysik bliver herigennem defineret, som dannet kontingent i forhold til historisk situerede erfaringer, i form af både teori og empiri på et

ligeværdigt niveau. Metafysik skal dermed ikke forstås som universelt gældende for hele kosmos, men kun i forhold til de erfaringsfelter der inddrages.

I udfoldelsen af netværket som metafysisk vil jeg derfor både referere til de valgte teoriers udgangspunkt, som hovedsageligt referer til erfaringer fra det

naturvidenskabelige og kosmologiske forskningsfelt, mens jeg sideløbende vil forsøge at gøre disse erfaringer relevante for afhandlingens økonomiske problemfelt.

God læselyst

(6)

1.1. Problemfelt

Global opvarmning er et godt eksempel på, at vi lever i en verden, der på én gang er præget af en okkult dyrkelse af kvantificerbare videnskabelige fakta, på samme tid med at de humane videnskaber, har åbnet for et promiskuøst forhold til de selvsamme fakta. Global opvarmning er i dag kendetegnet ved, at dens legitimitet beskrives som alt fra ikke eksisterende tågesnak til uomstridelige data om apokalypsens snarlige indtræden (Latour, 2004).

Fakta er med andre ord blevet til en ikke-relativistisk sofisme, hvor sandheden er det som passer til ens humør, pengepung og umiddelbare indskydelse eller interesser, og hvor evnen til at påkalde sig et antropocentrisk synspunkt, hvor alt står til kritik, bliver dyrket på samme tid med at kritikeren ikke selv kan udtale sig om noget konkret, bortset fra banale platituder om samfundets altoverskyggende kompleksitet1.

Denne paradoksale tilstand betegnes af Bruno Latour og Isabelle Stengers som et fænomen, der udspringer i en fetich for fakta uden krav på kausalitet eller faktisme.

En tilstand hvor man af pligt, mere end mangel på fantasi, dyrker og reducerer livet til en række antagelser om sandhed og verden, samtidigt med at der ikke eksisterer et krav om at stille dem i relation til den begivenhed som de repræsenterer (Stengers, 2010, p. 123). Faktisme er med andre ord en forpligtelse til at lade sig engagere, autorisere eller begrænse af et statisk verdenssyn, som er selvvaliderende, etisk og moralsk og derved også ekskluderende overfor muligheden af at det kunne være anderledes.

I netværket står et faktum aldrig alene, men bliver legitimeret igennem netværket af de ikke-lineære relationer mellem de forskellige humane og non-humane aktører2 og den direkte evne til at afdække disse relationer. At fremføre eller lade sig styre af et

”faktum” uden at kunne – eller ville – referere til dets kausalitet, er det samme som frivilligt at lade sig indhylle og dyrke den menneskelige somnambulisme - en

hypnotisk drømmetilstand hvor man som søvngænger ukritisk, ikke-tænkende udlever livet.

                                                                                                               

1  Debat  med  Jacob  Birkler,  chef  for  Etisk  Råd,  i  Deadline  2.  Sektion,  DR2,  30.01.2011    

2Aktør  kan  defineres  som  en  begivenhed  eller  organisering  af  monader  der  reflekterer  andre   monader,  begrebet  bliver  løbende  uddybet  

(7)

Det er denne faktisme, jeg som symptomatisk for den klassiske forståelse af økonomi som grundlæggende værende en lukket a priori struktur, hvor begreber som værdi og rationalitet er urørlige konstanter, og bliver som sådan kun diskuteret på denne måde.

Kritik af de forskellige økonomiske forestillinger bliver således ikke en kritik af de grundlæggende forudsætninger, men blot oppositioner, der baserer sig på de samme grundlæggende ideer om hvad målestokken er for økonomi, og derfor ikke bringer noget nyt til forståelsen. Økonomien bliver tilbage som en leviathan, der står hævet over enhver kritik og er politisk paradigmatisk lukket, uanset om man er nymarxist eller neoliberal. Derved får organisationer svært ved at afkode, hvad der reelt foregår på markedet, da det ikke kan lade sig gøre at se ud over økonomiens tænkte

superstruktur; dermed også sagt, at man ikke kan handle udenom den. At tænke økonomi som netværk, giver derimod mulighed for at pille de økonomiske faktismer ned fra deres piedestaler, og reetablere dem som økonomiske artefakter, hvor

økonomiens værdibegreb i sig selv er etableret ontologisk igennem de inter-

psykologiske relationer mellem mennesker og de materielle objekter de omgiver sig med.

At se på økonomi som et kosmopolitisk netværk, hvor værdi er et artefakt, formet i ligestillet kombination af både faktuel natur og menneskets affektive og psykologiske tilbøjeligheder, åbner for en række fordele, som jeg nu kort vil problematisere.

Hvis man antager, at den postindustrielle organisation bliver organiseret

af faktismer, administreret af bureaukrati og institutioner, igennem isomorfier og governmentaliteter, hvor en økonomisk superstruktur formaterer virksomhedens relationer (Latour & Lépinay, 2009, p. 14), må det hæmme organisationens evne til at handle ideelt i relation til den verden eller det netværk som den opererer i. En

organisation, der kun handler i overensstemmelse med det, der bliver anset som transcendente sociale fakta, indskrænker sin mulighed for at udnytte de materielle såvel som immaterielle ressourcer, som den har til rådighed igennem dens netværk af relationer.

I moderne organisationer og i managementlitteraturen, kaldes disse faktismer for Best Practices. En organisation der eksempelvis ønsker at etablere sig indenfor feltet Corporate Social Responsibility (CSR), vil have en tilbøjelighed til at imitere den kodificerede Best Practice for CSR, igennem de allerede etablerede institutioner inden

(8)

for feltet uden videre refleksion. I forbindelse med CSR, sker dette især igennem imitation af institutioner som ISO-standarden, som er en komplet manual med checkliste over CSR, og de dominerende aktieindekser, Dow Jones Sustainability Index, og FTS4GOOD hvis opgave er, at sammensætte ranglister over de

virksomheder, der evner at handle mest ”etisk”, hvorefter de bedste bliver udbudt til salg.

For at en organisation kan blive optaget på et sådan indeks, kræves det, at der efterleves en række kontingente og årligt fastsatte kriterier, for hvad der er etisk handlen lige netop det år. Dette betyder, at virksomhederne, fremfor at forsøge at tænke selv og reflektere over hvad etisk handlen er og dennes relevans i relation til dets netværk af humane som non-humane aktører, slår hovedet fra og reproducerer det, som de ser giver umiddelbar succes for andre organisationer, ud fra de tidligere års kriterier. Problemet opstår i kraft af, at kriterierne for etik er under konstant forandring, alt efter hvordan vinden blæser i den offentlige mening overfor de vedtagede økonomiske faktismer.

Der opstår en situation, hvor de virksomheder som lader sig begrænse af den institutionelle magt bag disse ISO-standarder og aktieindekser, kommer til at halte bagefter, og aldrig opnår en førerposition i forhold til de virksomheder, der aktivt formår at applikere sit netværks aktørers værdier ind i sin egen politik, og derved selv er med til at forme næste års kriterier, for hvad der bliver den nye etiske parole.

Kort fortalt, ved at bringe netværket i spil og gribe dets begivenhed, kan

virksomheden på demokratisk vis deltage i den proces, der definerer spillets regler, frem for at være underlagt dem.

I den postindustrielle økonomi defineres en kapitalistisk organisations

kardinalproblem som værende dets evne til konstant at skabe nye innovationer igennem dets medarbejderes viden og singulære subjektivitet, forstået som det hele menneske (Lazzarato, 2004). Dette gøres ved at forsøge at optimere den enkelte medarbejders effektivitet og evne til konstant at skabe nye innovative produkter.

Værktøjer og koncepter som: Work-life balance, selvledelse, værdibaseret ledelse, perfomance, og evaluering (Turbulens, 2009, p. 23), er forsøg på at kontrollere og styrke innovationsprocessen, men er de reelt værdiskabende? Hvis organisationen er låst fast i faktismer om hvad der er værdifuldt og formaterer sine handlinger derefter,

(9)

begrænser man så ikke også det mulighedsrum, der er grundlaget for innovation og dermed kvaliteten af disse?

Kvaliteten af innovationerne og dermed medarbejdernes og organisationens ydeevne, er igennem den økonomiske faktisme blevet fanget af en endeløs række af

evalueringsmaskiner: Total Quality Management, LEAN, mus-samtaler etc. (Dahler- Larsen, 2008), hvis formål er at sikre den bedste og mest frie innovation, men som i sin natur kommer til at begrænse dem indenfor sine egne præmisser. Man kan måske sige, at i et fejlagtig forsøg på at reducere kompleksitet, har man afstedkommet den stik modsatte effekt, og maskeret de reelle mekanismer bag innovation.

I egenskab af dette hævdes det ofte, at den gamle kapitalismes

undertrykkelsesmekanismer, blot er blevet skiftet ud med nye mere uigennemskuelige og subtile mekanismer, som ikke tilgodeser andre formål end profitmaksimering (Hardt & Negri, 2009, s. 50), og som grundlæggende stadig baseres på den klassiske kapitalistiske rationalitet som Max Weber identificerede med “flere penge mere lykke” (Weber, 1995). Netop dét at der bliver udpeget et skift i produktionsformer, men ikke et skift i den bagvedliggende rationalitet, mener jeg, er en påstand der er værd at gå efter i sømmene. At påstå at vestens borgere stadig er fanget i et ligeså nådesløst undertrykkende kapitalistisk jernbur, fremstår som en absurd tanke når organisationer i dag i stigende grad bliver nødt til at retfærdiggøre deres handlen igennem kodificerede etiske og moralske værdier, der divergerer fra den klassiske utilitaristiske forståelse af kapitalisme og dens værdigrundlag. Derpå forpligter organisationerne sig også til at tage konsekvenserne af de skandaler, der opstår, når der viser sig et misforhold mellem de værdier, der påberåbes overfor den faktiske handlen.

Hvem kan tage en organisation seriøst, der på den ene side taler om det hele menneske, bæredygtighed og miljø, og på den anden, lader sine medarbejdere stå i syre op til anklerne, mens de knokler for en løn der ligger under sultegrænsen (Kjær, 2008)

I dag bliver enhver vestlig organisation, med respekt for sig selv, nødt til at forholde sig til CSR i form af en politik eller handlingsplan for overhovedet at være i stand til at kunne operere succesfuldt på det kapitalistiske marked (Samfundsansvar, 2010).

CSR er netop kendetegnet ved at sidestille værdier, forstået som normer og etik, med værdi, forstået som penge.

(10)

CSR bliver dog retfærdigvis ofte beskyldt for bare at være endnu et strategisk middel for virksomheder til at tjene flere penge (Jones, Parker, & Bos, 2005), (Porter and Kramer , 2006)

Men igennem begrebs- og sprogliggørelsen af CSR som værende forholdende sig til etik og værdi i organisationer, åbnes der for muligheden for, at organisationer rent faktisk kan handle ud fra andre paradigmer, end dem som den faktistiske økonomiske superstruktur før har tilladt. Hvor mantraet førhen har været ”the business of business is business3” har organisationen nu mulighed for at legitimere sine egne mål eller værdier.

Kunsten for organisationen bliver at gribe disse muligheder, der i den kognitive kapitalisme eksempelvis tilbydes som CSR som begivenhed.

Problemet er ikke, at organisationer fokuserer på at kvantificere værdi; dette er i sig selv fundamentalt i økonomi (Latour & Lépinay, 2009). Problemet er at

organisationens målestok for kalkulation og akkumulation ikke inddrager hele det netværk der konstituerer værdien. Netop den kognitive kapitalisme er kendetegnet ved at værdi konstitueres i et dynamisk og grænseløst netværk, hvor distinktionen mellem materiel og immateriel kun kan anerkendes som en psykologisk forskel. De

menneskelige passioner, forstået som drømme, håb og overbevisninger, dannes i relation til de objekter mennesket omgives af, og omgiver sig med.

Man kan måske gå så langt som at sige, at kapitalismens skabelsesproces, igennem dets effektiviseringsrationalitet af nødvendighed, overvinder sig selv og bliver sin egen kritik (Hardt & Negri, 2009, s. 61). Kapitalismen vender måske tilbage til det Gabriel Tarde vil kalde økonomiens naturlige modus operandi, hvor teknologiske landvindinger har gjort det mulig at lave en målestok der kan kvantificere de reelle økonomiske værdier, fremfor at anvende den ekstra-økonomiske målestok ”penge”, som det der definerer den universelle menneskelige værdi (Tarde, 1903).

Hvordan kan en virksomhed operere i en kognitiv kapitalisme, hvor værdiskabelse til syvende og sidst handler om, hvordan man kan skabe de innovationer og den viden som virksomheden er afhængig af, af sine medarbejderes drømme, håb ønsker og overbevisninger og deres relationer – Hvilken medarbejder har lyst til at engagere sig selv i døgnets fireogtyve timer, i en organisation, der ikke engagerer sig fireogtyve timer i sine medarbejderes værdier? Og hvilken organisation vil omvendt beskæftige                                                                                                                

3  Milton  Friedmann  

(11)

den medarbejder, der ikke vil performe for organisationens overskud med sit fulde repertoire af blod sved og tårer? Hvilken forbruger vil vælge sine investeringer på baggrund af et løfte om en etisk bæredygtig forretning, når medierne på samme tid afslører, at selvsamme organisation investerer i produktionen af klyngebomber og landminer, og dette uden at direktionen tilsyneladende kan se det problematiske derved, som var tilfældet med den store danske pensionsvirksomhed Danica Pension (Kjær, 2008)?

For at krystallisere mit problemfelt, kan man sige at min påstand er, at den kapitalistiske rationalitet igennem sin historicitet er transformeret fra at være pragmatisk middelorienteret eller urefleksiv, fanget af dogmer og blottet for

affektion, til i højere grad at være ontologisk mål og værdiorienteret, og dermed styret af øjebliksbilleder af håb, drømme ønsker og overbevisninger som gør sig gældende for hver enkelt organisation.

Jeg har konkretiseret mit problemfelt i følgende spørgsmål.

1.2. Problemformulering

(12)

For at efterprøve mit problemfelt, stiller jeg følgende overordnet spørgsmål:

1: Først på et universelt niveau

hvordan kan man opbygge en kosmopolitisk metafysik om det relationelle netværk som grundlag for metodisk organisering og værdiansættelse i den kognitive kapitalisme?

2: Dernæst på konkret niveau

Hvorfor, hvordan og med hvad ændres den kapitalistiske rationalitet og målestok for værdi når nye relationer indtræder og substituerer de værktøjer og

produktionsformer, der tidligere udgjorde dens virkemåde?

                           

2. Første moment - Refleksioner vedrørende

metode

(13)

Denne del af afhandlingen vil redegøre for mine teoretiske og empiriske valg såvel som de fravalg der udgør fundamentet for besvarelsen af problemformuleringen.

Først vil jeg gennemgå den grundlæggende opbygning og design af afhandlingen.

Dernæst vil jeg beskrive grundlaget og rammen for mine valgte teorier og diskutere det videnskabsteoretiske univers som de repræsenterer, efterfulgt af en kort

gennemgang af disse og deres relevans og sammenhæng. Dernæst vil jeg redegøre for mit valg af empiri, efterfølgende beskriver jeg de begrænsninger og fravalg som den valgte teori og empiri har afstedkommet. Afslutningsvis introducerer jeg et samlet teoretisk overblik ved hjælp af illustrationer.

2.1. Design og opbygning

Jeg vil nu redegøre for strukturen i den resterende del af afhandlingen. Da min afhandling er teoretisk i sin natur, vil den i sin helhed være centreret om en

redegørelse og diskussion af mine valgte teorier fremfor en praktisk applicering af disse.

Afhandlingen er opdelt i fire momenter, hvoraf det første udgør metodeafsnittet, hvor jeg med udgangspunkt Alfred North Whitehead etablerer og diskuterer rammen og baggrunden for valget af Bruno Latour, Gabriel Tarde og Isabelle Stengers som teoretisk grundlag for den konceptuelle etablering af netværket som metafysisk, og den spænding der hersker mellem teori og empiri.

Det andet moment omhandler den akribiske udfoldelse af netværkets beskaffenhed og starter hvor metodeafsnittet slap, og dykker ned i de samfundsmæssige konsekvenser og særegenskabe netværket får indenfor rammerne de valgte teorier.

Det tredje moment omhandler værdibegrebet i det metafysiske netværk. Med udgangspunkt i Gabriel Tardes tankegang om, at værdi bliver konstitueret som en endogen målestok, konstitueret igennem individers drømme, håb, ønsker og

overbevisninger eller en organisations heterogenitet, analyserer jeg værdibegrebet og dets forhold og betydning i den kognitive kapitalisme, overfor den klassiske

utilitaristiske definition af økonomisk rationalitet og værdi.

(14)

I det fjerde og sidste moment vil jeg og opstille et forslag for metodisk applicering af det metafysisk netværk og dets værdibegreb som organiseringspraksis for innovation i den kognitive kapitalisme.

Afslutningsvis vil jeg konkludere på mine fund, i forhold til min problemformulering.

2.2. Valg af teori

2.2.1. Spekulativ procesfilosofi som grundlag

Grundlaget for den teoretiske og empiriske ramme for denne afhandling finder jeg i den spekulative procesfilosofis grundprincipper identificeret af Alfred North Whitehead som:

”Spekulativ filosofi handler om en stræben på at finde universelle førsteprincipper eller substanser, og med dem forsøge at opbygge en universel teori, der på en gang kan rumme alt, velvidende at dette er en umulig og endeløs opgave, da mennesket altid er fanget af sin egen subjektivitet.” (Whitehead A. N., 1985, s. 14)

Den spekulative filosofi handler med andre ord om at altid være ambitiøs og modig nok til at forsøge at forklare hele eksistensen, men fornuftig nok til altid at forholde sig kritisk og spørgende til de svar denne søgen afstedkommer.

Derved udelukker den spekulative filosofi også påstande om fastfrosne fakta og værdier, som står hævet over enhver diskussion, uanset om de er videnskabelige eller ej. Eller som jeg tidligere med hjælp fra Bruno Latour identificerede som faktismer, defineret som: En fetich for fakta uden krav på kausalitet.

Den spekulative filosofi bliver derfor et kontinuerligt projekt, der aldrig må stoppes da det endelige svar forbliver uopnåeligt.

Whitehead mener, at den spekulative filosofi skal bevæge sig ud over det som han anser for filosofiens akilleshæl, identificeret som dens to overmods problemer, hvoraf det første overmodsproblem lyder: En fare for en kategorisk overdrivelse af en ide eller filosofis succes og universelle gyldighed.

En filosofis legitimitet kan dermed stilles i direkte relation til dens egen mulighed og evne for kritik af dens egen parole og universalitet.

(15)

Det andet overmodsproblem lyder: En blind tro på eksempelvis logikken som ufejlbarlig, og uden kontradiktioner4.

Filosofi der blindt tager udgangspunkt i andre dogmatiske systemers universalitet (matematik, logik, økonomi), overfører disse systemers blindhed til sig selv, og kan derved ikke stille, eller svare på spørgsmål, der overskrider deres allerede

kodificerede rammer (Whitehead A. N., 1985, s. 7-8). Ikonoklasme bliver derfor et succeskriterie for enhver spekulativ filosofi. Isabelle Stengers udtrykker det på denne måde:

”Forbandede være den som dømmer sig fri for at være fanget af sine egne begreber, samtidig med at han tillader sig at beklage og kritisere andre” (Berge, Konstruktion av det instabila, 1999, s. 116).

Det dogmatiske har dog ved Whitehead stadig sin berettigelse, da dogmer konstitueres som den historisk akkumulerede erfaring, og derfor bliver ethvert grundlag for al ”objektiv” vurdering og gyldighed. Dogmer kommer nødvendigvis til at stå som fundament for al erkendelse og udvikling og bliver det historiske grundlag for al handlen.

Hvis man tvivlede på alt hvad man observerede og nægtede sig selv ethvert

holdepunkt, i forhold til sansning og erfaring, vil livet formentlig antage form af et psykedelisk mareridt. En organisation der ikke til en vis grænse anser den viden som er samlet over tid som historiske erfaringer, der er værd at bygge videre på, vil således, både være dømt til at gentage sin egen fejltagelser, men også ødelægge muligheden for at bygge videre på de hidtidige innovationer eller værdier, den har til rådighed i kraft af dens historie, selvom de ikke umiddelbart står som relevant på det givne tidspunkt. Et vigtigt fundament for organisations udvikling bliver dermed en kortlægning af kausaliteten i organisationens egen historie. Som Whitehead skriver:

”Religionens dogmer er forsøg på præcist at formulere de sandheder, der afdækkes i menneskehedens religiøse erfaring. På nøjagtig samme                                                                                                                

4Bertrand  Russel  opstiller  et  ofte  anvendt  paradoks,  til  at  beskrive  den  matematiske  og  logiske   mulighed  for  fejlslutninger:  Hvordan  kan  sætet  af  alle  sæt,  der  indeholder  og  rummer  alle  sæt   simultant,  eksistere,  da  dette  sæt  også  logisk  også  må  rumme  sig  selv  da  det  er  en  del  af  klassen,  sæt.    

(16)

måde er den fysiske videnskabs dogmer forsøg på præcist at formulere de sandheder, der opdages via menneskehedens sansning” (Whitehead A. N., 1995, s. 29).

Problemet med dogmer opstår ifølge Whitehead når religion og videnskab

udelukkende finder sin inspiration i sit eget lukkede dogmatiske univers, fremfor at se sine dogmer som udelukkende akkumulerede historisk erfaringer, der kontinuerligt videreudvikler sig i et ko-evolutionært forhold mellem erfaringer og sansning på den ene side og den guddommelige æstetiske kreativitet på den anden.

Whitehead antager, dermed at der eksisterer en skabende og evig gud/urkraft, hvis immanens i samspil med det allerede eksisterende, i form af erfaring, som en poet er med til at skabe nye entiteter i sit eget æstetiske billede, igennem en evolutionær inklusion af det gode og eksklusion af det onde/dårlige. Derved bliver enhver ånd og materialitet underordnet denne skabendes substans, og alt kan derved anses som en proces i denne (Whitehead A. N., 1995, s53, 100). Whitehead tror ikke på en specifik religion som sådan, men visse grundprincipper som gør sig gældende.

”For det første. Et individ/liv har værdi i sig selv. For det andet.

Verdens forskellige individer/liv har værdi for hinanden. For det tredje. Den objektive verden har værdi, og den objektive verden er et samfund der kan afledes fra de gensidige relationer, mellem

individer/liv, der er dens komponenter, samtidig med at denne verden er nødvendig for hver af disse individers eksistens” (Whitehead A. N., 1995, s30).

Værdi og det gode bliver derved den individuelle heterogene forskel og homogenitet bliver inkarnationen af ondskab. Livet handler ved Whitehead derfor om at gribe sit potentiale og leve som den man kan, fremfor ikke-refleksivt og trivielt som man gør eller er, ifølge sine eller andres selvbekræftende dogmer. Homogenitet symboliserer ved Whitehead den entropiske kuldedød for kosmos5. Livets formål bliver i egenskab af dette, at opsøge heterogenitet, kompleksitet og differens.

                                                                                                               

5Med Niels Henrik Gregersen ord, bliver Whiteheads gud til den evighedsmaskine, der kæmper mod homogeniteten trivialitet og derved universets djævelske kollaps (Gregersen, 1995, s. 132).

(17)

Med Whiteheads ord begår enhver videnskab eller religion derfor selvmord, hvis den ikke forsøger at bringe sig selv hinsides sine egen dogmer (Whitehead A. N., 1995, s.

71-72).

”Selvom dogmer har deres mål og sandheder som uforanderlige, så er de i deres præcise former, snævert begrænset og i realiteten usande, hvis de bæres hensiddes rækkeviden af deres nytte” (Whitehead A. N., 1995, s. 72).

Derfor skal ethvert videnskabeligt, såvel som religiøst dogmatisk grundlag udrustes med en rationel metafysik defineret som: Den videnskab, som søger at opdage de generelle ideer og begreber, der er dækkende for det altomfattende univers og som inkluderer det nødvendige og relevante til analysen af alt, samtidig med at det kritiserer sit dogmes egne intentioner (Whitehead A. N., 1995, s. 42-43).

Når religion eller videnskab holder op med at søge efter indsigt og klarhed, synker den tilbage til sine lavere former, defineret som manglende evne til at sætte sig i position som et universel gyldigt ståsted, der kan udgøre grundlaget for rationel livsførelse, der er i overensstemmelse med al erfaring og dermed den umiddelbare virkelighed. Når et dogme stivner bliver det til et idol (Gregersen, 1995, s. 98).

Den grundlæggende forudsætning for denne afhandling bliver dermed, at jeg skal gå fra at diskutere matters of fact, til at diskutere matters of concern (Latour, 2004) (Whitehead A. N., 1985, s. 14). Eller sagt på en anden måde: Jeg skal gå fra at diskutere mine problematikker som udsprunget af endelige fakta, med endelige svar, uden andre årsager end sig selv. Til at diskutere dem som elementer af erfaring, der aldrig kan fortolkes fornuftigt uden for de relationer som de er konstitueret i egenskab af. Derfor, skal jeg se på den viden og de fakta min afhandling etablere med

erkendelse om, at det jeg har set, altid kun vil være halve sandheder, men ikke desto mindre skal jeg forsøge at overkomme dem, i kraft af at kortlægge årsager og virkninger, i et så bredt og universelt spektrum som muligt, samtidig med at jeg forholder mig som ikonoklast/antagonist.

(18)

2.2.1.1. Fra bifurkation af naturen til naturalistisk emergens

Mine valgte teorier/teoretikere positionerer sig ved at anklage modernitetens tænkere Descartes, Kant, for at i opgøret med gud, under den kopernikanske vending

fejlagtigt at have reduceret objekter til menneskehedens umiddelbare adgang til dem, og derved umuliggjort og frataget mennesket muligheden for at kunne udtale sig om deres særegenskaber og det sammenspil, der eksisterer mellem omverden og

menneske. Der opstår med andre ord en bifurkation af naturen, mellem tingene i sig selv og den menneskelige ånd/fornuft (Latour, 2002).

I kraft af denne bifurkation betegner Whitehead, Stengers, Latour og Tarde de

klassiske naturvidenskaber som monistiske, da de er grundet i en overbevisning om, at alt menneskeligt kan reduceres til en materialitet, i form af en substans, der stammer fra en statisk natur, eller en såkaldt eksternalistisk (figur1) forklaring, hvor erkendelse og erfaring eller realiteten bliver skabt i en ensrettet bevægelse der går fra natur, kontekst eller samfund, ind til den menneskelige kognition. Hvorimod

humanvidenskaben er dualistisk, da den som udgangspunkt ser mennesket som en fritsvævende ånd i universet, samtidig med at der ikke er direkte adgang til naturen.

Derved bliver natur og humanitet adskilt af et tomrum, der ikke kan overskrides eller krydses, eller såkaldt internalistisk(figur1)forklaring, hvor menneskets fornuft og blik ud mod omverden, naturen og samfundet, skaber den i sit eget billede.

Som eksempel på hvad konsekvensen af den internalistiske eller eksternalistiske forklaring har være for realiteten, kan man i anvendt fysik se, at denne forskel har udmøntet sig i to modstridende skoler, der begge bliver benyttet som legitime praksisser i dag, men som per definition ikke kan arbejde sammen, selvom om de hver især forklarer elementer af vores fysiske forståelse af universet. På den ene side har vi Albert Einstein og Erwin Schrödinger , der søgte en eksternalistisk og statisk forklaring på universet som evigt objektivt og årsag til menneskets kognition og realitet. Dette har tilvejebragt relativitetsteorien, der kan forklare massers relationelle indflydelse på hinanden, tværs over tid og rum, men ikke subatomare partiklers indflydelse på hinanden. Dette udelukker spørgsmål om menneskets indflydelse på

(19)

verden, da verden og sandheden er endegyldige og derfor a priori i forhold til

mennesket (Berge, 2009). På den anden side har vi Niels Bohr og Werner Heisenberg, der med deres usikkerhedsprincip6 cementerer en kvantemekanik som forklaring på subatomare partiklers indvirkning på hinanden, men ikke universets som en helhed.

Deres fortolkning er baseret på en internalistisk forklaring, der foreskriver at realiteten kun er tilstede, når den bliver direkte observeret, hvilket eksempelvis medfører, at det der foregår uden for ens synsvinkel per definition ikke har nogen form eller realitet. Denne tankegang medfører i deres teori om kvantemekanik, at det er det menneskelige blik og erkendelse, der skaber realiteten og kun det der

observeres, kan siges at være virkeligt (Berge, 2009). Derved udelukker den

internalistiske skole altså spørgsmål om ting, der ikke står i umiddelbar relation til et observerende menneske. Eller sagt på en anden måde, at udtale sig om eksempelvis hvilken madvarer, der er i køleskabet på baggrund af ens erfaring af hvad man stillede derind tidligere samme dag, vil være utænkeligt før man aktivt gik ud og observerede dets indhold direkte, da indholdet først bliver skabt i det øjeblik køleskabet åbnes.

Som et yderligere eksempel på denne bifurkation, har klassisk sociologi som videnskab paradoksalt nok forsøgt både at forklare den menneskelige adfærd via en eksternalistisk forklaring, hvor sociale udefrakommende a priori fakta definerer den menneskelige adfærd. Samtidig med at den abonnerer på en internalistisk forklaring, der definerer, at verden socialt som udelukkende menneskeligt konstrueret

(socialkonstruktivisme) og uden forbindelse til en naturalistisk realitet.

Whitehead, Stengers, Latour, og Tarde forsøger derimod at binde natur og menneske sammen på ny, for at modvirke den splittelse som de mener aldrig burde have fundet sted, og skabe en sammenhæng mellem menneskelivet og de kosmiske betingelser for det, og bemærker at subjektets essens er en illusion, og at individet kan forstås som et et kompliceret samfund af enkelte hændelser (Gregersen, 1995, s. 101,107).

De forsøger at etablere en naturalistisk emergensteori, hvor det er relationer fremfor essens eller primær kvaliteter, der står som det skabende princip for temporal

udvikling. Det er i kraft af gensidighed mellem liv og alt andet, der emergerer nye

                                                                                                               

Werner Heisenberg  indføre  en  ide  om  at  man  kun  kan  udtales  sig  om  realitet  på  baggrund  af  den   umiddelbare  observation,  dette  betyder  at  hvad  der  forgår  uden  for  ens  blik,  eller  måling  ikke   eksistere  som  realitet.  

(20)

former, dogmer, ideer og værdier. Dette kunne eksempelvis udmøntes i en innovation eller fastsættelse af en værdimålestok i en moderne organisation.

Alt liv og alle ting, bliver i egenskab af dette og af nødvendighed, værdi- og

meningsfyldte i sig selv, da nye former ikke kan opstå uden kombinationer af disse og heller ikke eksistere for sig selv.

Latour og Tarde kan i denne tankegang grupperes som kosmologiske tænkere, da de i deres radikalitet har fraskrevet liv og humanitet som havende forrang i forhold til non- humane ting, og yderligere hævder begge, at man skal se på det aktuelle fremfor potentielle.

Whitehead og Stengers kan derimod beskrives som kosmopolitiske tænkere med en økologisk tankegang, da de abonnerer på tanken om at mennesket indgår i et gensidigt symbiotisk forhold til alt andet liv og materialitet, hvor begge parter gensidigt skaber hinanden, men hvor livet i sig selv er det betydningsfulde, hvor liv er defineret som, det der differentierer sig fra alt andet. Ondskab kan i denne kontekst identificeres som det trivielle, der ikke griber potentialet, i kraft af muligheden for at differentiere sig og derved holde entropien7 for døren (Gregersen, 1995, s. 85,87).

Hvis jeg igen skal lave en analogi til fysikkens verden, kan den kosmologiske tilgang, anses som det samtidige forsøg på at lave en grand unification theory, der forsøger at lave en formel, der rummer både relativitetsteorien og kvantemekanikken8.

Således bliver mit epistemologiske udgangspunkt en multicentrisk konstruktivisme, hvor sandheden hverken er dualistisk eller monistisk, men altid konstitueret som produkt af relationen mellem sekundære former. Derved bliver den umiddelbare sandhed, af nødvendighed, også lokal og endogen, da den altid kun vil vise et udsnit af de nærmeste relationer, da der er grænser for hvor mange relationer, der kan

inddrages i hvert øjeblik af erkendelsen. den producerede viden vil i denne afhandling derfor tage form af et unikt univers med unikke forudsætninger, af varierende bredde og dybde, afhængig af, hvor mange forskelige relationer jeg formår at inddrage og for det andet, hvor dybt jeg kan følge årsagskæden af disse relationer. En vigtig

distinktion er her, at selvom den menneskelige erkendelse og fornuft kun er i stand til                                                                                                                

7  Entropi,  forstået  som  reduktion  af  kompleksitet,  i  form  af  endegyldig  vej  mod  homogenitet.  

8Her  kan  strengteori  ses  som  det  nyeste  skud  på  stammen,  og  interessant  nok  følger  det  af  denne   teori,    at  der  må  være  et  uendeligt  antal  universer,  som  er  underlagt  vises  universelle  principper.  

meget  lig  den  kosmologiske  netværksfilosofis  monadiske  antagelser.  

(21)

at opfatte en brøkdel af hele kosmos, er hele sandheden stadig derude, også når den ikke observeres. Kontingens bliver kodeordet for frihed i det kosmopolitiske, da alt har forskellige muligheder.

2.2.1.2. Teoriens position i det grænseløse netværket

Ifølge Whitehead, Stengers og Latour er teorier og metafysiske begreber altid

multicentriske konstruktioner, mellem mennesket og naturen, og eksistere ikke som a priori grundbegreber frit i naturen. Derfor bliver en metafysik eller teori også

særegent for sin egen verden, i multituden af verdener. (Gregersen, 1995, s. 99) (Latour, 1999) (Stengers, 1999).

I egenskab heraf bliver det også umuligt at udtale sig om a priori metafysik eller teori der er alt omfattende og globalt styrende. Teori bliver derfor sidestillet med dens ophavsmands erfaringsgrundlag, og de erfaringsfelter og områder han har haft en relation til. Teori og metafysik bliver med andre ord til dogmer af akkumulerede historiske erfaringer, og kan som tidligere nævnt kun finde sin legitimitet i sin egen historier og derfor ikke være gyldig hvis den prøver at bevæge sig hinsides denne.

Dette forhold til teori og metafysik bevirker, at alle de teorier der inddrages og vælges i en afhandling som denne, står i et ligeværdigt forhold og er kontingente forhold til de kausal relationer jeg har som forfatter og kunne som sådan have set anderledes ud.

Teori indtager med andre ord pladsen i heterarkisk9 forhold til alt andet i netværket og er indgår dermed på lige fod med alt andet, ejendommeligt nok er teorien om

netværket derfor selv blot en del af netværket.

Legitimiteten af mit teori valg beror derfor udelukkende på deres relevans i forhold til mine relationer, og hvis jeg havde været et andet sted, i tid og rum og skulle løse den samme opgave, vil de formentlig have taget sig andeledes ud.

                                                                                                               

9  Fladt  og  nivelleret,  ikke  at  misforstå  med  hierarkisk.  

(22)

2.2.2. De valgte hovedteorier

Jeg vil nu lave en kort beskrivelse af mine valgte hovedteorier og deres relevans for en forståelse af det relationelle netværk som havende en metafysisk karakter.

2.2.2.1. Aktant-netværksteori

Som grundlæggende teori anvender jeg Bruno Latours Aktør-netværks teori. ANT kommer til at udgøre det primære analytiske plan af netværkets metafysik, i form af de begreber og koncepter den stifter, og dermed danne grundlaget for forståelsen af netværket på operationelt niveau, til identificering og løsning af specifikke

problemstillinger som eksempelvis innovation i den kognitive kapitalisme.

Latours hovedpointe er at virkeligheden er lavet af propositioner defineret som relationer mellem både humane og non-humane aktører, hvor en aktør defineres som:

en begivenhed konstitueret af relationer til andre aktøre i tid og rum. Med dette mener han at verbale udtalelser igennem tænkende mennesker, ikke er nok til at lave en adækvat beskrivelse af realiteten, men at virkeligheden beskrives mere totalt ved at kigge på de relationer, der udspilles mellem aktanterne, forstået som årsager og virkninger i forholdet mellem alle aktører (Harman, Prince of Networks: Bruno latour and Metaphysics, 2009, p. 125).

Derfor tages kausalitet op som Latours hovedvending. Han beskylder sociologi og filosofi for igennem modernitetens tænkere, Kant og Descartes, med tiden at være blevet institutionaliseret og have produceret en dualistisk a priori forståelse af verden, og dermed polariseret mennesket overfor alt andet. I egenskab af dette, hævder Latour at det dobbeltsidede problem, faktisme, opstår, hvor mennesket på den ende side kan udtale sig om alt uden konsekvens, da det står uden for relation til omverdenen. Og på den anden side åbner op for en uhæmmet, okkult og religiøs dyrkelse af såkaldte videnskabelige fakta/værdier som endegyldige og sekulære, hvilket ikke kan være tilfældet, når de blot er skabt i menneskets subjektivitets billede fremfor guds.

Med andre ord forsvinder muligheden for at stille spørgsmål til årsagen af noget, når det får stemplet ”videnskabelig faktum” på sig, på samme tid med at politiske

holdninger eller ideologier som eksempelvis kapitalisme eller marxisme ikke behøver at finde legitimitet i deres egen forklaringskraft (Harman, Prince of Networks: Bruno latour and Metaphysics, 2009, p. 113)

(23)

Latour prøver igennem ANT at oprette en teori, der antager, at alt er årsag til alt andet, og som i sin grundregel udelukker a priori førsteprincipper, og dermed muligheden for faktismer. Man kunne i forhold til Whitehead kalde Latour for den første sekulære begivenhedsfilosof, da han mener at der skal noget tredje til at forbinde sine aktanter, som hverken er en æstetisk guddommelig kreativitet eller en menneskelig drivkraft (Harman, Prince of Networks: Bruno latour and Metaphysics, 2009, p. 158). På den baggrund kan man overveje hvorvidt om Latour i virkeligheden forsøger at indstiftet en empirisk positivisme, da han forsøger at udelukke en

diskussion af første årsager, og kun er åben overfor det der kan observeres direkte, nu og her.

Af Latours hovedværker har jeg inddraget: Pandora´s Hope - Essays on the reality of Science Studies10, og en bred vifte af artikler11. Derudover har jeg fået stor inspiration fra Graham Harmans bog: Prince of Networks12 om Bruno Latour og den mulige etablering af netværket som metafysisk, fremfor kun at være en sociologisk analysestrategi.

2.2.2.2. Universel repetition og imitation

For at forstå årsagerne til dannelse af relationerne i netværket, inddrager jeg Gabriel Tardes teori om universel repetition i egenskab af imitation. Med denne teori vil jeg forsøge at forklare de grundlæggende årsager til progression og skabelsen af nye aktanter eller innovationer i netværket, i form af den måde hvorpå relationerne mellem aktanterne dvs. årsag/virkning, mellem aktanterne i netværket, fundamentalt udgøres af oscillerende og interfererende bølger af drømme, håb, ønsker og

overbevisninger. Yderligere abonnerer jeg på en tardiansk forståelse af økonomi som udveksling af passioner, og grundlag for kontinuerlig skabelse af værdi-målestokke i den kognitive kapitalisme.

                                                                                                               

10Bruno Latour, Pandora´s Hope - Essays on the reality of Science Studies, 1999  

11Se  litteraturliste  

12Graham Harman, Prince of Networks – Bruno Latour and Metaphysics, 2009  

(24)

Tardes hovedpointer er at [alt] er samfund, hvor samfund er defineret som et minimum af to bestanddele, humane som non-humane. Ifølge Tarde handler alle samfund i overensstemmelse med et universelt mønster, i form af reproduktion af drømme, håb, ønsker og overbevisninger via imitation eller assimilering af andre samfund. Reproduktionen består med andre ord af en indlemmelse af nye bestanddele.

Reproduktion bliver dermed en produktion med en forskel, og alle samfund og

kommende samfund kan umiddelbart antages som udsprunget af denne rutine, og kan som sådan opfattes singulære, indtil den dag hvor alle samfund har assimileret alle tænkelige konstellationer af bestanddele (Tarde, 1903).

Derved kan man også antage, at værdimålestokken bliver fastsat unikt i hvert enkelt samfund i egenskab af dets bestanddele, og at det derfor ikke giver mening at

sociologien som videnskab forsøger at generer overordnede sociale fakta eller værdier som styrende for alle legionerne af samfund.

Sociologiske fakta skal med andre ord findes i multituden af samfund, hvorfra de udspringer, og ikke som overordnede a priori maskiner, der er styrende for alle

samfunds drømme, håb, ønsker og overbevisninger. Det er ikke samfundet, der skaber individet, men individet, der skaber samfundet.

Sociologi bliver med Tarde derfor en videnskab, der handler om at kvantificere multituden af differerende mikrosamfunds drømme, håb, ønsker og overbevisninger, og se på hvordan denne har ændret sig over tid.

Som hovedværker har jeg inddraget: Laws of imitation13 og en introduktion til tardiansk økonomi: The Science of passionate interests14. Derudover er jeg blevet inspireret af en grundig antologi om genetableringen af Gabriel Tarde som grundlag for en nutidig sociologi: The Social after Tarde - Debates and Assesments15 .

2.2.2.3. Det kosmopolitiske parlament

Den sidste hovedteori denne afhandling funderet på, er Isabelle Stengers ide om det kosmopolitisk parlament, som hun kalder en praksis for økologi. Til forskel fra Latour og Tarde, fokuserer Stengers på mennesket som mål i sig selv, men uden at hun går                                                                                                                

13Gabriel Tarde, Laws of imitation, 1903

14Bruno Latour & Vincent Lépinay, The Science of passionate interests, 2009

15Candea, et al., The Social after Gabriel Tarde - Debates and Assesments, 2010

(25)

på kompromis med en hundredprocent sekulær forståelse af realiteten og menneskets plads i den. Formålet med at anvende Stengers i min afhandling om netværket er, at hun opbygger en ide om liv som relevant i sig selv. Igennem det kosmopolitiske kan netværket derved finde sit endelige formål, som en generering og bibeholdelse af liv i egenskab af fortætning og konserveringen af energi/vibrationer, defineret med Erwin Schrödinger som negativ entropi. Med andre ord gør Isabelle Stengers netværket levende.

Stengers hovedpointe er, at mennesket skal forstås som i et symbiotisk forhold med naturen og kosmos, og følgelig derfor ikke kan realisere sig selv uden en sådan selvforståelse.

Stengers hovedproblem bliver dermed for det første, når menneskets erkendelse er alle tings målestok, og at den gængse opfattelse er, at det er denne målestok der genererer virkeligheden, fremfor virkeligheden der genererer målestokken, bliver målestokken altid antaget som legitim og udenfor kritik. For det andet når

målestokken netop genereres af menneskelig subjektivt, hvordan kan man så definere dens kvalitet uden selv at være fanget af den; alle målestokke kan ikke være lige valide, da, som hun siger,

”Den der fælder en videnskabelig, religiøs eller metafysisk dom, fælder samtidig dom over sig selv”, (Berge, 2009, s. 215)

Derfor forsøger Stengers at etablere et universelt koncept og ståsted for generering af en målestok, der på en gang er er rummelig nok til både at varetage kosmos eller naturen på den ene side, og det politiske eller menneskelig på den anden, og som derved altid kan stå i relation til dens tidslighed og omverden. Målestokken skal på en gang udtale sig konkret og aktuelt om realiteten som den kan erkende som det

værende i positivistisk forstand, på samme tid med at den tillader kontingens (Stengers, 1999, p. 94).

I egenskab af dette bliver en god målestok eller metafysik, synonym med dens evne til også at kunne beskrive det der er fraværende i dens måling (Stengers, 2010, p. 167).

Stengers mener, at en sådan målestok kan beskrives igennem Leibniz begreb calacusmus, defineret som: Den kontinuerlige beregning af hvad, der er værd at beregne og inkluderingen af det, som kan inkluderes. Derved det undgås at der kan

(26)

opstå a priori faktismer og paradigmer, der transcenderer tid og rum. Calacusmus kan dermed optræde som universal og spekulativ kalkule i konstruktivistisk forstand (Berge, 2009, s. 202).

Som hovedværk inddrager jeg: Cosmopolitics I16. Yderligere henviser jeg til tekstuddrag af Gunnar Berges bog: Midt i Fransk Filosofi i dag17. Samt en række andre artikler18.

2.2.2.4. Kognitiv kapitalisme

Som grundlag for definitionen og analyse af den kognitive kapitalisme inddrager jeg Michael Hardt og Antonio Negris bog, Imperiet19 . Yderliggere inddrages antologien, Pollensamfundet og den kognitive kapitalisme20 fra tidskriftet Turbulens. Samt en række andre artikler21.

2.3. Valg af Empiri

I dette afsnit diskuteres hvad empiri er for en størrelse, i forhold til afhandlingens teoretiske forudsætninger. Derpå følger af en kort gennemgang af de erfaringsområder jeg bruger som empiriske referencepunkter i forsøget på at opstille netværket som metafysisk.

2.3.1. Empiriens karakter

I den spekulative procesfilosofi etableres de metafysiske og universelle

lovmæssigheder, på baggrund af de forskellige erfaringsområder som står i relation til hinanden og de spørgsmål, de samlet kan stille og finde fælles svar på (Gregersen, 1995, s. 99).

Metafysikken kan med andre ord siges at finde sin legitimitet i de dogmer der er etableret igennem historiske erfaringer der refererer til diskussionen og løsningen af                                                                                                                

16Isabelle Stengers, Cosmopolitics I, 2010

17Gunnar Berge, Midt i Fransk Filosofi i dag:167-288 , 2009)  

18Se litteraturliste

19Michael Hardt og Antonio Negri, Imperiet, 2009

20Turbulens, Pollensamfundet og den kognitive kapitalisme, 2009

21Se litteraturliste

(27)

specifikke problemstillinger. Empirien i denne afhandling skal derfor forstås som de erfaringer der danner grundlag for metafysikkens universalitet og konklusioner (Whitehead A. N., 1995, s. 64).

Gyldigheden af definitionen: Netværket som metafysisk, rækker således ikke udover den kontekst og det perspektiv som denne definitionen er etableret i.

I egenskab af dette skal mit valg af empiri ses som et forsøg på inkludere de forskelige erfaringsområder der er relevante, i en opstilling af netværket som metafysisk og relevant organiseringspraksis i den kognitive kapitalisme.

Den næste forudsætning for mit valg af empiri skal findes i den måde hvorpå den menneskelige erfaringen operere, Ifølge Whitehead er objektivitet en illusion, da forestillingen om at man skal kunne udtale sig om noget ”objektivt” man ikke direkte er engageret i er absurd, da man ikke vil være i stand til at observere noget med mindre man først kaster sit blik og udviser en aktiv interesse (Whitehead A. N., 1995, s. 62). Derfor bliver muligheden for at udtale sig om sandheder også begrænset til den lokale empiri man er engageret i, og afhandlingens legitimitet og universalitet kan således kun ses som lokalt, fremfor globalt gyldigt.

kvaliteten og legitimiteten af ens påstands universelle gyldighed er derfor direkte afhængige af dybden og bredden af den referenceramme man anvender, når man skal besvare en specifik problemstilling. Derfor kigge jeg på flere, forskelligartede relationer og deres kausale effekt på min problemformulering, indenfor mit lokale erfaringsfelt, i et forsøge legitimere afhandlingen i en bred forstand, fremfor kun at forholde mig til en enkelt begrebsverden. Empirien skal i egenskab af dette ses i ånden af mine teorier der som tidligere nævnt plæderer for, at gå fra at diskutere:

matters of fact, til at diskutere matters of concern, som forudsætning for enhver kritik, hvor de forskelige erfaringsområder kan ses som eksempler på ko-evolutionære og gensidigt skabende relationer der tilsammen generere det dogme som tillader en forståelse af netværket som metafysisk.

Med andre ord skal min valgte empiri ikke forstås som data der notorisk skal eller bliver gennemgået i et forsøg på, at bekræfte min teori om netværket som metafysisk, men snarere omvendt. Min empiri bliver dermed referenceramme for legitimiteten af en forståelse af netværket og dets relevans som organiseringspraksis i den kognitive kapitalisme.

(28)

Det første empiriske erfaringsfelt jeg inddrager er Olafur Eliasson, der med sin

installationskunst demonstrerer, at verden og mennesket er organiseret kosmopolitisk, og at innovationer og artefakter derigennem er co-kreationer mellem humane og non- humane aktanter. Derfor inddrager jeg Olafur Eliassons forelæsning: The Sun Has No Money22, og dokumentaren om ham: Space is Proces23, som eksempler på hvordan man kan skabe et mulighedsrum for fastsættelse af værdimålestokke som

kosmopolitiske artefakter, fremfor utilnærmelige a priori dogmatiker.

Yderligere inddrager jeg Verdensbankens udviklingsrapport og dens syn på hvordan en innovativ økonomi skal organiseres på nationalt og internationalt plan.

Verdensbankens ser jeg som et godt eksempel på den skizofreni, der hersker når økonomisk vækst og innovation, på en gang bliver diskuteret som genereret igennem en facilitering af individers drømme, håb, ønsker og overbevisninger, samtidig med at disse passioner kun står som et middel til at nå et faktistiske mål om værdi, fremfor at være målet i sig selv.

For at støtte op om mit problemfelt, inddrager jeg og analyserer en række eksempler på hvorledes organisationer fejlagtig lader sig dominere af faktismer, igennem en række forskellige institutioner, som jeg identificerer som best-practice-regimer i den kognitive kapitalisme.

Derfor bruger jeg fænomenet Corporate Social Responsibility(CSR), som er et godt eksempel på netop sådanne regimer fordi CSR italesætter værdi som en del af i sin praksis, uden at den realt diskuterer og forholder sig til definitionen af værdi og dens målestok i de organisationer der påberåber sig den.

Jeg inddrager Dow Jones Sustainability Index (DJSI), som et eksempel på et lukrativt aktieindeks, der sætter standarden for organiseringen af CSR for mange

organisationer og som igennem sin ”videnskabelige” praksis indføre governance normer, som jeg ser [kan] hæmme muligheden for innovation og bæredygtighed i en organisation, i kraft af dens bedøvende og institutionelle karakter.

Som korresponderende materiale, inddrager jeg DJSI kriterier for succes og værdi i form af deres spørgeskema24, og de svar og reaktioner det har afstedkommet i en større dansk organisation, før og efter indtrædelsen på DJSI.

                                                                                                               

22Olafur Eliasson, The Sun Has No Money – Introduktion af Bruno Latour, 2008

23Olafur Eliasson: Space is Process, 2010  

24SAM Research Inc. Corporate Sustainability Assessment Questionnaire, 2008-2010  

(29)

2.4. Fravalg og kritik

Denne del af afhandlingen udreder de fravalg og den afgrænsning jeg har gjort mig.

Derudover ser jeg kritisk på mine valgte teorier og den kobling som jeg har tvunget dem igennem, for at belyse de blinde pletter og problematikker som relationel netværksteori også føre med sig.

2.4.1. Kritik af valgt teori

Jeg vil starte med at skitsere nogle af de problemer som det radikalt grænseløse netværk støder på igennem Latour, Tarde, Stengers og Whitehead.

En af Latours hovedpointer er, at realiteten i netværket skal anses for hundredeprocent aktuelt og uden endegyldige substanser, essenser eller primære kvaliteter, men

derimod skabt som emergerende, ud af relationerne mellem sekundære kvaliteter, som ikke er forbundet direkte, men kun abstrakt koblet, mellem et uendeligt antal

medieringer, ANT tillader føleligt hverken transcendens eller immanens.

I egenskab af denne evige aktualitet igennem sine sekundære kvaliteter, bliver

netværket derfor altid temporalt fuldstændig i overensstemmelse med sig selv, hvilket bevirker at der ikke åbnes op for muligheden for potentialitet overhovedet. Derved bliver netværket statisk deterministisk, hvor det bedste man kan håbe på i forhold til ens eksistens er, at forsøge at danne overblik over de relationer man indgår i. I denne henseende kan man kritisere Latours netværksteori for udelukkende at være

naturalistisk og monistisk teori, hvor mennesket eneste frihed er at forsøge og erkende de relationer som det indgår i. i Latours netværk bliver spørgsmål om godt og ondt derfor udelukket (Whitehead A. N., 1995, s. 49) (Gregersen, 1995, s. 85).

Til forskel fra Latour benytter jeg mig af Whiteheads og Stengers definition på godt og ondt og dermed forsøger jeg at bringe potentialitet tilbage i netværket. Det onde er ifølge Whitehead og Stengers, hvad der i forhold, til hvad det kunne have været. Derved bliver det onde defineret som det trivielle og det gode som det

potentielle, og livet handler derigennem om at leve med en forskel (Whitehead A. N., 1995, s. 49).

(30)

I spørgsmål om metafysik hævder Latour, at man ikke kan udtale sig om det metafysik overhovedet, men hans negation af metafysiske postulater udgør selv et postulat om metafysikkens beskaffenhed, i form af, at metafysik igennem hans negation bliver kendetegnet ved at man ikke kan udtale sig om den. For at imødegå dette paradoks i en afhandling der omhandler metafysik, benytter jeg Whiteheads definition af metafysik som værende glo-kalt25 fremfor globalt gældende, da metafysikkens universalitet ifølge Whitehead kun er dækkende for de erfaringsområder der har tilvejebragt den (Whitehead A. N., 1995).

Et andet oplagt paradoks opstår når Latour ophæver distinktionen menneske/omverden.

Et af Latours hovedmål med ANT er at lave en analysestrategi der erkender tingen i sig selv som en hundredeprocent empirisk realitet, uafhængigt af menneskelig fornuft.

Men når distinktionen menneske/omverden bliver ophævet, bliver det også umuligt at udtale sig om tingen i sig selv, da den nu er et produkt af den relation mennesket har til den.

En typisk kritik af netværksteorien er, at relationer ikke kan være udtømmende for alt hvad der eksistere hvis der eksempelvis kom flere og flere mennesker forbi for at se på det samme hus fra nye vinkler, vil huset i netværksteorien skulle forandres eller genskabes hver gang. Men umiddelbart forandres det ikke, selvom der ankommer nye tilskuere til. Som Graham Harman udtrykker det:

”Huset er i sig selv, subjekt for alle typer relationer, men uden nødvendigvis at blive skabt eller forandret af dem.., (Harman, Prince of Networks: Bruno latour and Metaphysics, 2009, pp. 134-135).

Til at modsvarer denne kritik vil jeg sige, at selvom huset ikke umiddelbart

forekommer forandret, vil det i den radikale netværksteori dog stadig være det. Det afhænger blot af abstraktionsniveauet for relationen i netværket. Det er måske ikke umiddelbart socialt forandret på overfladen, men dets struktur bliver påvirket af det tyngdefelt som en ny tilskuer vil bidrager med, om end påvirkningen er forsvindende lille. For at forstå netværket bliver man derfor nød til at acceptere alts indflydelse på alt andet.

                                                                                                               

25  Defineret  som:  Det  der  både  globalt  og  lokalt,  har  en  større  indvirkning  og  specifik  indvirkning    

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

Dermed bliver man som samtalepartner ikke bare ringet op af en eller anden Souptic fra Calcutta til en uforpligtende, eksotisk snak, men er også blevet ringet op af hele

Det Vesten ikke kan aflæse af Ukraine- krisen alene er, hvor Rusland selv ser den nye grænse mellem det Europa, Moskva er i færd med helt at vende rygge til, og den nye

At SF og Enhedslisten, der står uden for Afghanistan-aftalen, ønsker at de danske soldater skal trækkes hjem, er måske ikke så bemærkelsesvær- digt, men også blandt de partier (V,

Hvordan Anders Fogh Rasmussen, der netop havde opnået den hæder at blive portrætteret i magasinet Time som en viljestærk, hård og dyg- tig leder, vil forvandle voksende mi-

Og hvis nogen hav- de troet, at små samfund i Kaukasus som de georgiske løsrivelsesprovin- ser Sydossetien og Abkhasien pri- mært var lækkerier for sociologer, skulle sommeren lære

Styrkelsen af ambassaden i Afghani - stans hovedstad Kabul hænger snævert sammen med det øgede danske engagement i landet som re- sultat af Folketingets beslutning i juni 2007 om

I ‘Idrættens tredje vej’ af Henning Eich- berg og Claus Bøje er den tredje vej nøglen til at tænke kropskulturens teori gennem en differentiering mellem: 1.. idræt for

blev senere andelsmejeri, her havde Thomas Jensen sin livsgerning, indtil han blev afløst af sin svigersøn Ejner Jensen, der igen blev afløst af sin søn, Thomas Jensen,.. altså