Digitaliseret af / Digitised by
Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk
OTTO BACHE
MALERIER, STUDIER OG TEGNINGER
MED EN INDLEDNING PAA GRUNDLAG AF KUNSTNERENS EFTERLADTE OPTEGNELSER
VED P E T E R C H R ISTIA N SEN
G. E. C. GADS FORLAG • KØBENHAVN 1928
OTTO B A C H E
MALERIER, STUDIER OG TEGNINGER
G. E. C. GADS FORLAG • KØBENHAVN 1928
OTTO BACHE
21. AUGUST 1839 • 28. J UNI 1927
OTTO BACHE
MALERIER, STUDIER OG TEGNINGER
MED EN INDLEDNING PAA GRUNDLAG AF KUNSTNERENS EFTERLADTE OPTEGNELSER
VED P E T E R C H R IS T IA N S E N
G. E. C. GADS FORLAG • KØBENHAVN 1928
BILLEDVALGET ER FORETAGET AF HR. INSPEKTØR V. JASTRAU I FORENING MED KUNSTNERENS BØRN
O
DE 173 BILLEDER ER UDFØRT I MIDDELBOE’S REPRODUKTIONS-ANSTALT
O
TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMMELKIÆR)
o
COPYRIGHT 1928 BY G. E. C. GAD KØBENHAVN
KUNSTAKADEMIETS BIBLIOTEK
i
INDHOLD
FORORD...
DET FØRSTE KVARTE SEKEL...
Besøget hos G. F. Hetsch. — Kunstneriske Anlæg. — Drengeliv. — Slægten og Arven fra denne. — Den første Tid paa Akademiet. — Undervisningen. — Marstrand. — Sølvmedaljerne. — Udstillings
arbejder. — De første Bestillinger. — Smaa Kaar. — Illustrator
virksomhed. — Ungdomsliv.
REJSETIDEN OG DE FØLGENDE A A R ...
Forholdene paa Akademiet og indenfor Malerkunsten. — Beslut
ningen om at tage til Paris paa det store Rejsestipendium. — Afrejsen. — Holland og Belgien. — Pariserliv. — Arbejdsmetode. — Verdensudstillingen 1867. — Resultater af Opholdet. — Italien. — Florents. — L. A. Schon. — Neapel. — Pompeji. — Rom. — Kunst
nerliv. — Den sidste Tid i Italien. — Hjemkomst. — Giftermaal. — Clara Bache. — Aarene indtil 1872.
SENERE ...
Data. — De store Opgaver. — Historiemaleren. — Portræt
maleren. — Karakteristik. — Slutning.
NOTER ...
BILLEDER... ...
BILLEDFORTEGNELSE
Side
9
11
25
45
61 65
FORORD
B
ORTSET fra de for enhver tilgængelige, trykte Kilder, er følgende Dokumenter lagt til Grund for efterstaaende biografiske Studie: 1) En Samling Breve til og fra Otto Bache, 2) En »Forretnings-Dagbog«, paabegyndt Maj 1896 og— med aarelange Lakuner — ført op til 1912, samt 3) Kunst
nerens efterladte Memoirer, nedskrevet i 1917 og gennemillustre
ret med henved et halvt Hundrede næsten altid meget fint ud
førte Pennetegninger, hovedsagelig Portræter a f de i Teksten omtalte Personligheder.
Yderligere har Udgiveren støttet sig dels til en Række Ud
talelser a f Mennesker, der har staaet Ollo Bache nær, dels til egne Erindringer om sin Morfar.
Hvad Memoirerne angaar, skal iøvrigt bemærkes, at de paa Grund a f deres fragmentariske og geiuiemgaaende rent private Karakter ikke egner sig til Offentliggørelse in extenso. Udgive
ren har derfor ment al burde benytte Lejligheden til i saa vid Udstrækning, som Pladsen tillod det, at citere de dog ikke helt faa Afsnit, der kunde tænkes at have Interesse ogsaa for el større.
Publikum, enten som lidstypiske Randbemærkninger eller som karakteristiske Bidrag til Belysning a f OttoBaches Personlighed.
Juni 1928. j , r u n
2
Fig. 1. Kunstnerens Fader. 1857.
DET FØRSTE KVARTE SEKEL
D
ET maa have været i 1849, en Dag tidligt paa Aaret, at en statelig, midaldrende Mand med en niaars Knægt ved Haanden kom op til den bekendte Arkitekt og Akademilærer, G. F. He t s c h, og bad ham sige sin Mening om en Række Tegninger, som den lille Fyr havde udført. — Sagen var den, at Drengen efter et Besøg i gamle ProfessorBis s e n s Atelier havde sat sig i Hovedet at ville være Billedhugger, mens Faderen, der ønskede sin Søns Kunstnertilbøjeligheder udviklet i en ikke slet saa brødløs Retning, fandt det mere hensigtsmæssigt at lade ham blive Arkitekt. — Nu skulde Hetsch med sin faglige Autoritet dømme de stridende Parter imellem.
Og Hetsch dømte — men udenom dem begge! Den ivrige gamle Herre, der, naar hans wiirttembergske Blod kom i Kog, kunde falde paa at
»rette« en uheldig Elevtegning ved at stikke en Kniv igennem den, og som mere end een Gang paa ublid Vis skal have ekspederet paatræn
gende Gæster ned ad den fem-seks Trin høje Trappe, der førte fra hans Modtagelsesværelse til den store Tegnestue, fejede med en Haandbevæ- gelse baade Arkitekt og Billedhugger til Side og sagde blot: »Han er den fødte Maler!«
11
Det blev Indvielsen til Ot t o Ba c h e s lange og lykkelige Kunstnerliv.
Rimeligvis allerede i Oktober 1849 optoges han som Elev paa det Aka
demi, hvis Direktør han mange Aar senere gentagne Gange skulde blive.
Man havde i Baches nærmeste Familie længe været klar over Dren
gens særlige Evner. Det fremgaar paa en pudsig Maade af de Linier i Memoirerne, hvormed Kunstneren præsenterer sig selv. »Jeg var stadig i Beskæftigelse,« skriver han, »tiltaklede Skibe, lavede Møller til at sætte paa Kakkelovne, hvor Pjerrot, Harlekin, Columbine og andre drejede Svinget om; men især tegnede jeg, og saa tidligt meldte sig den Vej, jeg skulde gaae, at Fader tog mig med til Th o r v a l d s e n s Begravelse, fordi jeg skulde være Kunstner! Jeg var den Gang 5 Aar.« De ældste bevarede Arbejder, fra 1850—51, (et Par Blyantsgengivelser efter romantiske Stik, som kunde passe til Roasseaus Confessions), er da ogsaa gjort med en føl
som Sikkerhed, der maa siges at være højst ualmindelig hos et tiaars Barn.
Trods sine stilfærdige Yndlingssysler — hvortil senere kom Læsnin
gen, navnlig af In g e m a n n s Romaner1)*) — har Bache dog som de fleste Drenge haft Oplevelsestrangen siddende i Blodet, og man faar gennem Memoirerne et baade levende og kulturhistorisk værdifuldt Indtryk af, hvordan den bestandigt har drevet ham ud paa Eventyr i det gamle København. Med sin altid parate Følgesvend, Broderen Niels (den senere Skolemand og Historiker), har han Sommer og Vinter ligget paa Togt og gærne hjembragt Mindet om en eller anden notabel Begivenhed. Snart er det Amager Fælled, der har fristet, naar Artilleriet holdt Køreøvel- ser eller Hestgarden manøvrerede under skingre Kommandoraab, snart Kløvermarken med sine idylliske Kvæghjorde og Stadens makabre Ret
tersted, snart en Deling Børnehus-Fanger, der iført graa-gule Dragter, med Lænke om Benet, valkede Uld paa en Flaade i Kanalen nedenfor Fængslet. Men ogsaa mere sjældne Fænomener er det faldet i Drenge
nes Lod at overvære: en Møllebrand paa Volden, »et storartet Syn, især naar de vældige Vinger i Dødskampen drejede sig rundt, styrtede ned, og en mægtig Ildsøjle slog op mod Himlen.« For ikke at tale om histo
riske Begivenheder som f. Eks. Troppernes Indtog i 49. »Jeg saae det fra et Vindue i Frederiksberggade, Hjørnet af Nytorv,« melder Me
moirerne efter kort at have beskrevet selve Indtoget, »og det herlige Skue staaer saa fast i min Erindring, at jeg mange Aar efter har kunnet male det med en sanddru Skildring, da jeg havde den Glæde, at dette Hverv blev mig overdraget.«
I Sommerferierne var Bache gærne Gæst hos sin Morbroder, Præsten
Ad o l f W i n t h e r i Stifts-Bjergby. »Mange herlige Tider har jeg tilbragt
*) Tallene henviser til Noterne bag Teksten.
12
dér som Dreng og ungt Menneske,« siger han selv; »der var unge Kusi
ner, der var Munterhed, Kjøre- og Rideture, Gjæstfrihed og Selskabe
lighed; den milde hiide Præstemand og hans muntre Kone var et elske
ligt Par.« Disse Ophold har iøvrigt næppe været uden Betydning for Baches kunstneriske Udvikling. Nogle tidlige Tegninger viser i hvor høj
Fig. 2. Skolelærer Ottesen. 1861.
Grad han allerede her, paa sine Strejftog med Præstegaardskusinerne, kom i Kontakt med og lærte at elske det danske Landskab og den danske Bonde.
Sine bedste Timer tilbragte Bache imidlertid nede ved Toldboden, paa »Engelskmandens og Tydske Plads« og i den gamle Dok. Og det var ikke blot det, at han fik Lov til at gaa til Tops i Riggen, der for
lenede disse Steder med en egen Charme. Alt, hvad der havde med Skibe at gøre, øvede en uimodstaaelig Tiltrækning paa ham. Fra gan-
13
ske lille beskæftigede han sig, som meddelt, med at tiltakle smaa Mo
deller, et Arbejde han efterhaanden fik saa megen Færdighed i, at et af hans Produkter »blev solgt paa Børsen for 20 Rigsdaler!« — Og endnu saa sent som i 1860 vendte han som ung Kunstner tilbage til sine Drengedages Legeplads for at male Billedet af »Linieskibet Skjold under Reparation i Christianshavns Dok« (Fig. 35).
Fig. 3. Anders Tikjøb i Skovshovedkonernes Vogn. Efter Træsnit 1861.
Jeg har fremhævet Baches medfødte Sans for Sømandsværk som det mest haandgribelige Udtryk for den, psykologisk set, meget betydende Arv, han modtog fra sin fædrene Slægt.
Gennem tre-fire Generationer, siden Midten af det 18. Aarhundrede, havde denne Slægt af helsingørske Færgemænd, Lodser og Kapere re
sideret i Sundtoldens By og gjort sig bekendt paa forskellig Vis2). Det var kærnesunde, klarhovede Folk, loyale og usnobbede, fulde af Lune, modige Mænd med den IIjærtets Dannelse, der efterhaanden er blevet en sjælden Vare. Men det var tillige hæftige Sind, stærke Temperamen-
14
ter med Eventyrlystens evige Uro i Blodet, halve eller hele Kunstner- naturer, udrustet med allehaande Talenter, sangvinske i deres umiddel
bare Gaaen-paa, som f. Eks. den fremragende Baadebygger Pe t e r Ba c h e. der kun et Par og Tredive Aar gammel druknede under et Smuglertogt udfor Kulien*). Otto Bache har med sin Skildring af Faderen3) karak
teriseret en typisk Bepræsentant for denne frodige, blodrige Æt. »Fader
Fig. 4. Anders Tikjøb tumler ned ad Skrænten. Efter Træsnit 1861.
var ikke et Hverdagsmenneske. Han var en velbegavet og dannet Mand, fortalte morsomt og skrev fortræffeligt for sig. Djærv som han var, næv
nedes Tingene altid ved deres rette Navn. Han var temmelig høj og stærkt bygget, rank i Ryggen baade i legemlig og aandelig Forstand, Røsten var kraftig, og naar han gik gennem Stuerne, smækfedes Dørene i efter ham. Aldrig har jeg hørt nogen snorke saa voldsomt som han.
Han sov til Middag paa Sofaen, og naar vi talte for højt eller gjorde Spilopper, kom der et dundrende: Stille, Unger! eller en Tøffel blev
*) »Smugleri var dengang anset for en ærlig Haandtering« (Memoirer og Breve, Bd. II, Side 5).
15
kastet efter os, hvorpaa Snorkeværket straks tordnede videre. Der var i det Hele Kraft og stærke Følelser over ham, og ved Siden deraf var han meget sangvinsk; saasnart Lykken tilsmilede ham lidt, kom Hu
møret strax op. Han elskede Dic k e n s og kunde tage sig mangen god Latter over hans Vittigheder. Os Drenge lærte han at spille L’hombre, mig hjalp han desuden med at bygge mine Skibe. Prygle os gjorde han aldrig, men vi skælvede, naar han skændte, og han var lovlig stræng;
f. Eks. maatte jeg endnu som voksent Menneske komme hjem inden Kl. 10 om Aftenen, hvad der jo tidt foraarsagede mig Latter og Spot fra Kammeraterne. Men uagtet de trange Kaar sørgede han for, at vi blev udviklede i det, som vi havde Evner til, og han fulgte altid vort Arbejde med største Interesse.«
Man genfinder i Otto Baches retlinede Personlighed den gamle Sø
mandsslægts medfødte Noblesse og ubestikkelige Sundsans, dens lune Djærvhed og varme Fædrelandskærlighed, dens lidt stejle Myndighed og aldrig svigtende Pligttroskab, foruden dens sejge Konstitution og fænomenale Arbejdsdygtighed. Men Æltens voldsomme Temperament er hos ham blevet dæmpet gennem Mødreneslægtens4) stilfærdigere Ind
flydelse, og for sit Sinds Uro har han — ialtfald delvis — fundet Ud
løsning i sin Kunst.
Som de gamle Helsingørfolk var han i Ordets stærke og sunde Be
tydning naiv, direkte indstillet overfor Tilværelsen, en Jasiger til Livet uden dog at være Sangviniker. Skaberkampen blev tor ham ikke en ulidelig Skærsild, men et styrkende Incitament. Hans Kunst svider in
gen æggende Spørgsmaalstegn ind i Beskuerens Sind, men den bevæger og glæder. Den er lys og frejdig, ligevægtig, klart anskuelig, Udtryk for et følsomt Sinds frodige Glæde ved Livet og Arbejdet.
Da Otto Bache, et Par Aar før det efter Keglerne var tilladt, kom ind paa Akademiet, i den nederste af de to Elementærklasser, som senere overgik til Teknisk Instituts Skole, og hvor »en Snedkermester Olsen« ledede Undervisningen, var han saa lille, at han maatte bruge Skammel for at naa op til Tegnebrættet — han gik endnu i Pogesko
len, hvis Bestyrer »havde det Princip, at man lærte bedst ved et Spansk
rør!« Det Pligtarbejde, der paahvilede ham, har saaledes ikke været helt ringe, naar man tager hans 10 Aar i Betragtning. Og endda slap han ikke altid saa billigt.
Efter at Faderens Forretning i Koskilde var brudt sammen, var denne med sin Familie flyttet til København og havde lejet sig ind i en lille Lejlighed paa Hjørnet af Christianshavns Torv. Der var mange Munde at føde — Niels Bache havde ni Børn —, og det var vanskeligt for den
16
ikke længere unge Mand at klare sig. Ofte kunde det derfor hænde, at der paa forskellig Vis blev Brug for Sønnernes Hjælp, naar de om Afte
nen havde fri. — Først i fjortenaars Alderen, da Otto Bache efter Kon
firmationen kom ud af den »rigtige« Skole, kunde han nogle Aar igen
nem helt hellige sig sin kunstneriske Uddannelse.
Undervisningen paa Akademiet levner han iøvrigt ikke megen Ære.
»H. sagde,« staar der i Memoirerne, »at gamle Professor Lund5) kun een Gang havde gjort en Bemærkning om hans Tegning. Den lød saa- ledes: Den Tibialis cmticus er ikke rigtig. Jeg har aldrig hørt, at Bis s e n og Je iu c h a u har sagt et Ord; det var kun et »hum«, og saa gik de til den næste.« Noget hjalp det dog, da han, kort efter at Ma r s t r a n d var vendt hjem fra en Italiensrejse, kom ind paa den store Kunstners Malerskole6). »Han var et rigt begavet Menneske,« skriver han om sin Lærer, »aandfuld og vittig, med et stærkt sarkastisk Anstrøg. Han var vist ogsaa en god Mand, men lunefuld og ofte gnaven, og uagtet sit udprægede Herskersind var han holdningsløs. Han var høj og stærkt bygget. Man saae strax, at det var et betydeligt Menneske; Panden var smuk, Blikket kraftigt, Udtrykket en Blanding af Stolthed og Mismod.
Men som om Naturen vilde illustrere hans Lunefuldhed, var hans Næse set fra den ene Side smukt krummet, fra den anden Side stærkt klum-
17
pet. Lærergerningen interesserede ham ikke, og naar han havde givet Eleverne en Overhaling, der var i samme Dur som hans Humør paa den Dag, styrtede han afsted. En Bemærkning, han stadig kom med, var: »De skal ikke bryde Dem om Farven, den kommer nok, nej, det,
som det kommer an paa, det er Formen,« med stærkt Eftertryk paa Formen. Hvilket Fejlsyn, at man paa en Malerskole ikke skal tage stærkt Hensyn til Farven! Vi saae vel hans Fejl, men vi vare dog glade ved at være under Vejledning af den store Mand, den herlige Kunstner, i Henseende til Fantasiens Rigdom, det skarpe Blik paa Menneskene og den glimrende Fremstillingsevne ubetinget den største, vort Land har ejet. Et Væld af udmærkede Skizzer og Tegninger er myldret frem
18
af hans geniale og vittige Aand. Ogsaa religiøse og historiske Billeder behandlede han som en Mester. Men i selve Kunsten at male — Far
ven og dens Behandling —- stod han ikke saa højt, og overgaaes heri langt af Kr ø y e r, Ju l iu s Pa u l s e n og Bl o c h. Jeg hlev skuffet, da jeg
Fig. 7. En Fisker fra Taarbæk. 1864.
saae Maleriet af hans Osteriscene. Den udmærkede Composition, den dejlige Skildring af de unge Kvinder, der rækker Beskueren Sydens be
rusende Drik: Kom og nyd, den Gamle sover! ak, det er lidt glasagtigt malet.« — —
Efter et Par stille Arbejdsaar fik Bache i 1856, seksten Aar gammel, den lille Sølvmedalje. I 57 fulgte den store, og næste Aar debuterede han paa Charlottenborg med Portrættet af Faderen (Fig. 31). Fra nu af gik
19
det stadigt fremad. Ganske vist betegner han selv de følgende Arbejder (hvoriblandt »Scene ved en Smedie«, der vakte nogen Opmærksomhed) som »ikke saa heldige«. Men i 1862 opnaaede han at faa sit Billede af den unge Pige, der forsegler et Brev (Fig. 32) solgt for 100 Rigsdaler, en Begivenhed, som bl. a. affødte en Dundermiddag for Kammeraterne hos
Fig. 8. Ansgar forkynder Kristendommen. Efter Træsnit 1865.
Gi n d e k u p. Og i 1863 indbragte »Husdyr i en Bondegaard« (Fig. 39) ham den Nenhansenske Præmie, mens et andet Udstillingsarbejde, »Pan Vej til Markedet« (Fig. 38) købtes af Kunstforeningen, der lod Zil l e n radere det til Medlemsblad. Endelig erhvervede Statens Malerisamling i 1864 det hidtil betydeligste af hans Værker, »En Æltevogn ved et Teglværk i Jyl
land« (Fig. 40). Fra disse første Udstillingsaar stammer tillige Billedet af Børstedrengene ved Indkørslen til Klampenborg (Fig.43), hvortil et Par fine og friske Detailstudier endnu er bevaret, endvidere det smukke Portræt af
20
Se h e s t e d t- Ju u ltil Ravnholt (Fig.46) samt Grævlingehunden, der med sine buttede Hvalpe lagde Grunden til den unge Kunstners Popularitet (Fig.48).
Allerede i 1855 havde Bache desuden haft sin første Opgave som Por
trætmaler. I Marstrands Atelier, hvor han fik Lov til at arbejde, naar der var for overfyldt paa Skolen, udførte han et Par Billeder af Dag-
Fig. 9. Helge Hundingsbanes Syn. Efter Træsnit 1865.
bladets senere Bedaktør Gr o v e og dennes Hustru. Det var imidlertid først i 1860, at Bestillingerne begyndte at komme i Flok og Følge. En Dag spurgte Marstrand ham, om han kunde tænke sig at »male Por- traiter af et Par gamle Folk, der rigtignok ikke vilde give meget fol
det«. Bache slog til, og disse Billeder — af Geheimeraad Lowzow og Frue — trak andre efter sig. Amtmanden i Viborg, Baron Br e t t o n,
saa dem, bestilte til en Begyndelse sit eget Portræt og bad saa den unge Kunstner komme til Jylland for at male hans Hustru.
Paa denne Rejse traadte Bache for første Gang i nærmere Forbin
delse med den danske Godsejerstand, som han senere skulde lære saa nøje at kende, og om hvis Betydning for Landets kulturelle Niveau han i Memoirerne taler baade stærke og varme Ord. — Fra Viborg tog han i Midten af Juni 1860 til Lu t t ic h a u’s paa Thjele for at portrættere Fa
miliens Damer, men maalte allerede i Begyndelsen af næste Maaned afbryde sit Arbejde ved Meddelelsen om Faderens pludselige Død i København. Nogle Aar efter finder vi ham dog atter i Jylland, een Sommer paa Ausumgaard hos den højst ejendommelige Godsejer Je r m iin,
to Somre (1862 og 64) paa Bidstrup hos Hofjægermester d e Lic h t e n b e r g
og Hustru, født Ar e n s t o r f f, hvis ugifte Søster, en fin og elskelig gammel Dame (Fig. 34), med moderlig Omsorg tog sig af den unge Kunstner.
Og i 1866 forlægger han saa Residensen til Ravnholt paa Fyn for at male Sehestedt-Juul. »Da jeg rullede ind paa Herregaardens Gaards- plads,« skriver han i Memoirerne, »holdt der to store Char å hanes, fuldt besatte med Damer og Herrer og lige kørefærdige. En af Herrerne steg af og kom mig imøde. Det var en høj, yngre Mand, blond, med et distingueret Ydre, klædt i en lille hvid Trøje, hvide Knæbenklæder og langskaftede, folderige Støvler. Et lyseblaat Silkeskærf om Livet og Straahat med lyseblaat Baand fuldstændiggjorde Kostumet. Det var Sehestedt-Juul. Jeg blev præsenteret for Fruen og Selskabet, fik Plads paa en af Vognene, og paa Køreturen stiftede jeg saa lidt Bekendtskab med Gjæsterne. — Det var den fynske »høiere Adel«, jeg nu var kom
met til, nogle Numre finere i Rangforordningen end den jydske, som jeg tidligere havde besøgt.«
Seksogtyve Aar gammel havde Otto Bache gjort Karriere, hurtigt og sikkert. Og Karrieren var vel blevet endda mere straalende, om han helt havde kunnet hellige sig sine Studier. Men hverken hans eller Faderens Forhold var saadanne, at han turde sig nej, naar en Lejlig
hed bød sig til at tjene Penge. Fra sit syttende Aar bidrog han til sit Underhold ved at retouchere Fotografier, et Arbejde, der iøvrigt bragte ham sammen med to Mænd, som blev hans nærmeste Venner gennem Ungdommen: Portrætmaleren Ch r. Je n s e n (senere Professor),
»en ualmindelig frejdig Natur, kjøn og kraftig, sprudlende munter, fuld af træffende Bemærkninger og Vittigheder,« og Maleren Le o
p o l d Ha r t m a n n, der senere blev Fotograf, »en af de smukkeste Fyre, jeg har set, lad, godmodig, altid i godt Humør og Pengeforlegen
hed«*). Omkring 1860 tog Bache tillige fat som Tegner ved »Illustreret Tidende«, i hvilken Egenskab han senere under Krigen var i Sønderjyl-
*) Blandt andre Ungdomskammerater kan særlig nævnes Malerne Neumann og Aagaard.
land (»der foresvævede mig saadan noget som Ho r a c e Ve r n e t!« til
føjer han parentetisk i Memoirerne). Og endelig leverede han i disse Aar Illustrationer dels til Folkekalenderne, dels til Ad o l f Ro s e n k il d e s
»Anders Tikjøb« (1861)7).
Trods alle Bestræbelser kom der dog sjældent mere end en Bund-
Fig. 10. En Børstedreng. 1865.
skjuler i Portemonnaien. Navnlig efter at Hjemmet ved Faderens Død var blevet opløst, har det mangen Gang knebet baardt. — »Jeg flyt
tede ofte i den Tid,« skriver ban selv, »men Flytningen var let, thi mine Eiendele bestod af Staffeli og Malerkasse, en Bandsel med mit Tøj og en Kurvestol. Der var dengang ikke eet rigtigt Atelier i Kjøben- havn, Marstrand malede sin store Nadvere i et Værelse paa Charlotten- borg, og Carl Bloch malede herlige Billeder paa en Kvist. Først et Par Aar senere byggede Pr io r de store Ateliers i Bredgade. Aagaard og
23
Neumann byggede selv, men jeg tjente kun fra Haanden til Munden.
I flere Aar boede jeg i Nyhavn 18; der var et Par Kvistværelser, som i længere Tid havde været benyttet af Malere. Men den bedste Bopæl havde jeg dog i Stormgade i Ge r t n e r s Gaard, hvor der var et lille, men pænt Atelier og et Soveværelse. Jeg boede der sammen med Chr.
Jensen, og dette vedvarede lige til min store Rejse.«
Der er tidligt blevet trukket Veksler paa Otto Baches uopslidelige Arbejdskraft. Men hans Ungdom faldt i en Periode, hvor Tempoet endnu var jævnt, og hvor der Side om Side med selv den haardeste Kamp for Tilværelsen næsten altid blev Stunder til Lediggang og Lej
lighed til Fest. Megen Anledning behøvedes ikke, og var der ingen, præsterede man den selv: en Gliedermann blev klædt paa og hilsende stillet hen i det aabne Vindue Storebededagsaften; straks var der Pift i Fingrene og Opløb, saa at Politiet maatte bryde ind og fjerne Stavæ
ret. Man gik med Bekendtes Bekendte til Selskab bos vildfremmede Mennesker (Memoirerne har en munter Beskrivelse af et saadant til
fældigt Foretagende og dets noget flove Afslutning). Eller man tog til Valby for at slaa Katten af Tønden, hvorefter man i sluttet Trop, syn
gende — under Anførsel af Er h a r d t Ha n s e n og Nie l s Ju e l Sim o n s e n
— drog til Siætting i Allégade og lavede improviseret Karneval.
Det er derfor næppe for meget sagt, naar Bache kalder sit Ungdoms
liv baade lykkeligt og fornøjeligt; der var, som han selv skriver, mere Gemytlighed i Slægten dengang. »Vi spekulerede ikke over Tilværelsen, og Pengene gjorde os ingen Sorger, naar vi blot havde til Dagen idag.
Jeg kommer til at tænke paa Sangen
Vi vandrer sammen Arm i Arm, kun Venskab boer i Sind og Tanke
— for saadan var det. Der kunde vel falde et Kraftens Ord og synges en Falstaffsk Vise, men der var Idealitetsfølelse og Ærbødighed for, hvad der er godt og skønt.«
Fig. 11. Italiensk Gadeliv.
REJSETIDEN OG DE FØLGENDE AAR
S
OM Undervisningsanstalt byggede Akademiet i Baches Ungdom endnu i alt væsentligt paa den Ec k e r s b e r g s k e Tradition med dens strængeTugt, dens ubønhørlige Krav paa naturalistisk »Sandhed«, pillen Gennemførelse. Hø y e n s Aand svævede despotisk over Kongens Nytorv, og J. L. Lu n d, der som Eckersberg selv var Elev af Da v id, ledede den ene af Malerskolerne. Hverken i teknisk Henseende eller med Hen
syn til Opfattelsen af det maleriske var der her nye Impulser at hente for den unge Kunst. Ganske vist havde Marstrand allerede i 1841 i et Brev fra Paris berømmet den moderne franske Kunst for dens tekniske For
trin, men lians Ophold i Seinestaden var af for kort Varighed til at bringe ham udover et rent platonisk Forhold til Romantikerne, som for
længst havde overtaget Førerskabet efter David og hans klassiske Ret
ning. — Og den selvstændige, dansk nationale Malerkunst, der i 40erne fik sit Gennembrud med Mænd som Kø b k e, Lu n d b y e, P. C. Sk o v g a a b d, Ex n e r, Da e s g a a r d og Ve r m e h r e n, bragte forsaavidt heller intet nyt, som ogsaa den hvilede paa Eckersbergsk Grund. Snarere kan det siges, at den har suget Kraften af den Jord, Baches Generation plantes ud i.
For at blive givtig paany, maatte Marken gødes. Det var imidlertid det, den efter Baches Anskuelse ikke blev under »Høyenianernes« Regimente.
»Ma r s t r a n d, Bi s s e n, Sk o v g a a r d, Ru m p, So n n e, Ro e dog flere vare just ikke tilnærmelige, de vare et Coteri, som saae ned paa dem, der ikke hørte
til Partiet, og Høyen, deres Talsmand, hyldede Anskuelsen: vi alene vide.
De holdt sig altfor indestængede, og paa Verdensudstillingen i Paris 1867 led de egentlig et Nederlag. Den danske Kunst forstodes ikke af Frem
mede, saa meget mindre som Farven gjennemgaaende var tør og sort.«
Vel skal vi være nationale, mener Bache, men ikke saadan, at man »stæn
ger til for god fremmed Paavirkning«.
Da han i 1866 fik Akademiets store Rejsestipendium, var han derfor paa det rene med, at han for at komme videre maatte ud til noget nyt, inden han valfartede til det uundgaaelige Italien. Og han valgte rigtigt, da han lagde Vejen om ad Paris. Frankrigs Malerkunst var paa dette Tidspunkt — omkring Midten af Tresserne — overordentlig rig og i stærk Udvikling. Koloristerne havde, med De l a c r o ix i Spidsen, givet den Fart og Flugt. Nye Strømninger, »der satte Penslens Frihed, Lysets Styrke, Formens Bredde og Farvens Fylde i første Bække og løsnede Form og Farve fra det skarpe Omrids«, brød sig Vej; Barbizonskolen stod i fuldt Flor (uden at den dog endnu kendtes som Institution), og Impressionis
men var i Fremvækst. Side om Side med Mi l l e t, Co r o t, Da u b ig n y og
Ro u s s e a u virkede saa forskelligartede Malere som Me i s s o n n i e r, Tr o y o n, Co u r b e t og Bo n n a t — der var saavist nok at se paa og lære af, ikke mindst i teknisk Henseende.
Men hjemme i Danmark betragtede man endnu med Mistro alt, hvad der kom fra Frankrig, Revolutionens og Republikanismens Arnested.
Man forargedes i visse meget betydende Kredse over den unge Kunstner, der paa Akademiets Stipendium vilde til et Land, »om hvis nyere Malere man vidste, at de havde myrdet al deres muligt medfødte sunde Følelse med den Gift, man kalder Teknik; faldt han i Hænderne paa dem, maatte han jo nødvendigvis sætte den »Uskyld« over Styr, der hidtil havde været den danske Kunstners bedste Pryd« (Sigurd Muller). Det var dristigt af Bache at gaa imod Opinionen, saa meget mere som han selv havde en Rem af Huden og egentlig ikke ventede at finde andet i Paris end hule Varer bag den »odiøse« Teknik. Men han fastholdt sin Beslutning —- maaske paa Instinkt —, og i Forsommeren 1866 drog han afsted, for først to Aar senere igen at sætte Foden paa dansk Grund8).
Til en Begyndelse stoppede han op i Amsterdam. Det var de holland
ske Mestre, der fristede. »Statens Malerisamling var dengang i Trippen- huis«, skriver han, »en Bygning, der ikke var indrettet til Galleri, men hvor dog enkelte Billeder bedre kom til deres Ret end nu i det nye Rigsmuseum. For Eksempel var »Nattevagten« — og i det Hele Re m- b r a n d t s Værker — meget godt belyst og gjorde en imponerende Virk
ning«. Den gamle Kanalby med sit Montalbaans Toren og de smalle, 26
dybe Gavlhuse tiltalte ham iøvrigt, og han gjorde et Par Udflugter i Omegnen: »En Uag var jeg i Zaandam og kigede paa det lille Hus,
Pe t e r »e n St o r e boede i, en anden Dag i Haarlem for at se Fr a n s Ha e s’ herlige Billeder«. Saa gik det videre til Haag, som han derimod i Me
moirerne kalder kedelig (maaske mest i Mindet om et Selskab hos den danske Gesandt, »hvor Conversationen gik paa Fransk!«). Og fra Resi-
Fig. 13. I Gadekæret. 1875.
densbyen tog han over Grænsen til Antwerpen for at faa et Glimt af den flamske Kunst at se. Endelig i Briissel, sidste Station paa Vejen, dyrkede han mest moderne Kunst (han fremhæver selv Ga l l a i t9). Langt om længe satte han sig saa, ladet med nye Indtryk, tre Uger efter Afrejsen, i Toget til Paris.
Seinestaden er blevet en anden, siden Bache saa den for første Gang i Ekvipagernes og Krinolinernes Tid, under Na p o i.e o n d e n t r e d j e s Re
gime. Men det Liv, han førte dernede, har næppe været væsensforskel
ligt fra det, Nutidens unge Kunstnere kender fra deres Pariserophold.
Straks efter Ankomsten tog han ind paa et syvenderangs Hotel, »i et
28
gammelt beskidt Hus, hvor en stejl Vindeltrappe med et Tov førte op til min Hybel«. Inden ret længe fortrak ban dog til et Pensionat i Rue Lacépede, nær ved Jardin des Plantes, og her opslog han sit Standkvarter.
»Jeg vilde lære Fransk, men det varede længe, inden jeg kunde klare mig lidt. Jeg havde to smaa Værelser, hvor jeg til Nød kunde male. Der spistes i et Hus nede i Haven, og Fastedagen, Fredagen, overholdtes
Fig. 14. Kalkunerne. 1875.
strængt, da Fastemaden er billigere. l)e fleste af Beboerne var mer eller mindre ældgamle Mænd og Kvinder. En havde staaet paa Place de la Concorde, da de Allierede rykkede ind over Pladsen i 1815, en anden, M. Ce r v i n, havde tilbragt mange Aar i Algier som Officer, og det saae ud, som om Afrikas Sol havde brændt alt hans Kjød væk, saa blot Knoglerne og Huden var blevet tilbage tilligemed et stort Overskæg. Saa var der nogle Studenter, den ene havde sin Donna med. De var natur
ligvis Republikanere og hadede Keiseren. Jeg var engang paa Udstil
lingen sammen med en af dem, en vild Karl, Kommunard, som jeg godt kunde lide, da det hændte, at Keiseren og Keiserinden kom ind i den Sal, hvor vi vare. Min Kammerat forsvandt, og først længe efter
29
fandt jeg ham igen. Hans Humør var borte, og da vi kom hjem, brød det ud med Raseri til en af de andre: »Jeg har set Ba d in g u é
(Keiserens Øgenavn), og jeg havde ikke en Pistol, ikke engang en Kniv hos mig!«
Min Frokost tog jeg paa et Crémerie lige ved Palais Royal. Den be
stod i Reglen af en Skaal tynd Chokolade, der søbedes op med en Ske, og undertiden flottede jeg mig med to Spejlæg »deux sur le plat, ça fait deux! raabte Opvarteren ud til Køkkenet. Til Middag spiste jeg i Palais Royal: Suppe, to Retter Mad og Dessert, dertil Va Fl. Vin, alt for 1 Franc 50. Men jeg maae tilstaa, at Maden var derefter. Naar jeg saa havde nydt denne storartede Middag og bagefter sad paa Boulevarden ved en Kop Kaffe, en lille Cognac og en Stincador i Munden, følle jeg mig som en Prins, for hvem en Uendelighed af elegante Køretøjer de
filerede forbi«.
Sine Aftener tilbragte Bache ofte i den gamle Opera i Rue Pélélier, eller han gik i Théâtre français, der paa dette Tidspunkt havde en af sine store Perioder, med Skuespillere som Br e s s a n t, De l a u n a y, Go t,
Mme Fa v a r t, Cr o is e t t e — og Sa r a h Be r n a r d t i sin flammende Ung
dom. »For Spotpris nød man i Parterret denne herlige Kunst. Naar jeg gik derfra, var jeg aldeles betaget og maatte have mig en Snaps Cognac med Blomme for at stroppe mig op!« Datidens store Trækplastre, de mondæne Danselokaler — intet er nyt under Solen — fandt han der
imod med sit skarpe Blik for al forloren Effekt lidet tillokkende. »Jeg syntes ikke, det var morsomt, at se de blaserede Cocotter udfolde deres Yndigheder«, skriver han, »men der var et jævnere Sted, der var meget fornøjeligt. Det var Closerie des Lilas. Rigtignok var der ogsaa der, som paa de andre Danselokaler, leiede Dansere, beregnet paa at trække Til
skuere, men Størstedelen var tarvelige Syersker, og i deres Umiddelbar
hed morsomme at se paa. 1 Karnevalstiden mødte de i Maskeradedrag
ter, der som oftest bestod af Tricot og lidt Klude og Flitter, som de havde lavet sammen, saa godt de kunde. En Aften var jeg Vidne til en Kamp imellem to af disse letklædte Damer, der dansede i samme Kva
drille. Den ene var stor og kraftigt hygget, den anden lille, men ener
gisk. Hvad der var Aarsag til Striden veed jeg ikke, sandsynligvis Jalousi, men pludselig styrtede den lille sig rasende ind paa sin Fjende, og der stod en voldsom Kamp, som endte med, at den store seirende svingede den lilles Perryk over sit Hoved«.
Den første Tid omgikkes Bache i udstrakt Grad danske, haade bosid
dende Parisere som Kobberstikkeren Ba l l i n, Lo r e n t z Fr ø l ic h, Maleren
Da v id Ja c o b s e n, og Tilrejsende som Tr o e l s- Lu n d og Ge o r g Br a n d e s.
Med den sidste var han ofte sammen. »Jeg syntes godt om ham«, siger 3Ü
han i Memoirerne, »der var noget ideelt ved hans Tanker, og han var meget interessant. Han talte rigtignok meget om sig selv og var allerede da bitter over at føle sig tilsidesat. Saaledes fandt han det f. Ex. skam
meligt, at han ikke havde faaet et Legat, hvor der rigtignok fordredes, at Ansøgeren skulde være rettroende Jøde. Han fortalte mig ogsaa, at
Fig. 15. En Hanløve. 1877.
den Dame, der lærte ham Fransk, var blevet forelsket i ham, hvad der smigrede ham meget o. s. v. Bagefter gik det jo op for mig, at han be
nyttede mig som En, han kunde tale til, jeg hørte saa godt efter . . . . Naa, vore Anskuelser og Veje er jo vidt forskellige, jeg har aldrig om- gaaedes ham herhjemme, vi hilses paa Gaden, og det er det Hele«.
Da Arbejdstiden for Alvor begyndte, lukkede Bache imidlertid af for Omgangen med Landsmænd. Den sinkede. Han havde brugt sine Øjne godt, ikke mindst paa Museerne10), vidste hvad han vilde, — og hvad
31
han ikke vilde. »Jeg vilde ikke gaae paa Malerskole i Paris, jeg vilde ikke søge at faae nogen fremmed Fernis paa mig, men da jeg begyndte at male, gik jeg saa ofte, jeg kande, hen og saae paa de bedste franske Billeder og saa tilbage til mit Arbejde. Jeg saae da, hvormeget jeg mang
lede, og forsøgte igjen, ikke at faae et fremmed Sving paa mig, men at faae det pedantiske og smaalige bort, og ikke forlade en Ting, før jeg havde lagt det mest mulige, jeg kunde, i den«.
Sine Sujetter fandt ban hurtigt. Det var Pariserhestene, der fik det til at krible i Fingrene paa ham, baade de stærke, tunge Trækdyr, som —•
tre-fire efter hinanden — slæber Stenkarrerne op langs Kajen, og de mægtige, kraftsvulmende Omnibusforspand. »Saadanne Heste havde jeg aldrig før set, og jeg fik stor Lyst til at male dem. Tæt ved min Bolig var der en af Omnibuscompagniets Stalde, og der fik jeg Tilladelse til at male. En af Hingstene blev trukket ud af Baasen, og jeg sad saa ved Siden af den anden og malede (der var to i hver Baas). Min Sidekamme
rat var meget skikkelig og forstyrrede mig ikke, men undertiden var der nogle af de andre, der sloges; saa var der Brøl baade af Hingste og Staldfolk, og saa vankede der Tærsk. (Et Par Aar efter brændte for
resten denne Stald, og Hestene, der vare slupne løs, løb forvildede rundt i Gaderne, belyst af Flammerne. Et storartet Motiv til et Maleri)«.
Ogsaa paa Baches andre Pariserbilleder (Fig. 52 og 54) spiller Hestene en fremtrædende Bolle. Sikkert har Meissonnier været en af de Kunst
nere, han oftest »saae paa« i Pavserne.
Allerede i Begyndelsen af 1867 var man begyndt paa Forberedelserne til Verdensudstillingen, og da de danske Kunstværker henad Sommertid ankom, bad man Baclie arrangere vor Afdeling. »Jeg havde meget Bry
deri dermed, da Arbejdsfolkene, som skulde hjælpe mig, var dovne og stak af. Naar jeg saa sendte en anden for at hente dem, blev ogsaa ban borte. Men tilsidst fik jeg Folkene fra Louvre til at hjælpe mig, og de afgjorde det paa een Dag for god Betaling. Værst var det med Skulp
turerne. Der var blandt disse ogsaa Marmorstatuer, som veiede vold
somt. Jeg fik fat i en Kran, et Beb om en uhyre tung Statue og vi trak til, men den rørte sig ikke. Jeg var fortvivlet, men saa kom en Herre forbi; han saae min Nød og sagde: »Nu skal jeg hjælpe Dem«. Han fik flere Forbigaaende med, og med en lille Opsang hev vi alle, og Statuen løftede sig. —
»I Anledning af min Hjælp ved Udstillingen fik jeg Billet til Aabnings- højtideligheden. Den holdtes i Industripaladsets overdækkede Gaard.
For den ene Ende var Estraden for Orkestret og Sangerne. Der var 100 Violiner, fortalte man mig, og de øvrige Instrumenter i Forhold dertil,
32
Sangerkoret mægtigt. Ro s s i n i havde skrevet Musikken. Midt for Længde
væggen var Keiseren og Keiserinden, de fyrstelige Gæster og et glim
rende Følge placeret, og rundtom de øvrige Sider af den mægtige Hal sad de Indbudte 14000!
Rouher11) holdt en Tale, og bagefter talte Keiseren med kraftig Røst,
Fig.16. En vred Grævlingehund. 1877.
saa man kunde høre hvert Ord. Han endte med at sige, at Frankrig var blomstrende og frit. Ca l o n, vor Konsul, som sad foran mig, vendte sig om og sagde med et ironisk Grin : »Écoutez-vous, nous sommes libres/«
Jeg havde liere Gange set Keiseren og Keiserinden, medens Udstil
lingen var under Arbejde. Han var temmelig undersætsig, Udtrykket i hans Ansigt var noget enerveret og paa Grund af de halvtlukkede Øjne uigennemskueligt. Det store Overskæg med de bekjendte viksede lange Spidser gjorde en tlot Virkning, men dækkede Munden, hvorved der
33
kom noget gaadefuldt over hans Træk. Var han lad, eller var han stille energisk? Jeg fik Indtryk af det første. Men klog var han sikkert. Kei- serinden havde jo dengang passeret sin første Ungdom, men var dog endnu af en elegant Skønhed med et sværmerisk Præg. løvrigt var Udstillingen fortræffeligt arrangeret, som en uhyre Oval med concen- triske Ringe. I den inderste Kreds var Kunstafdelingen og alleryderst Caféer og Restauranter. Det vilde være mig umuligt at give blot en nogenlunde Beskrivelse af den, og desuden staaer den saa mange Aar efter for mig som et uhyre Kaos, udover hvilket kun to Ting staaer fast i min Erindring, for det første at den franske Kunstafdeling var glimrende, og dernæst at den danske var meget tarvelig«.
Det blev langt hen paa Sommeren, før Bache kunde rive sig løs fra Paris og fortsætte Rejsen sydpaa over Schweiz til Italien. —
Akademiet havde straffet ham for hans egenraadige Færd ved ikke at forny Stipendiet i 1867, men han havde faaet Erstatning paa anden Vis. »Den overfladiske Dygtighed, som jeg havde ventet,« skal han have sagt, »forsvandt for min Iagttagen, og jeg saae til Gengæld den fine, in
derlige Fordybelse i Sandheden og Skønheden, den ukunstlede Følelse, hvormed en Del af de franske Kunstnere med Ju l e s Br e t o n i Spidsen skildrede jævne Begivenheder i Livet«12). »Det var for en Del en sand aandelig Paavirkning, Bache modtog i Paris — Vejledning til et simp- lere og sundere Natursyn; kendeligst blev dog det Udbytte, han vandt i Retning af teknisk Dygtighed . . . Først i Paris udviklede han ret sine Evner for malerisk Behandling, for Stofgengivelse og Clairobscur. Derom vidner hans »Karreheste« og endnu mere de noget senere Dyrebilleder, som ved bredt og udtryksfuldt Foredrag, Glans i Farven, Finhed i To
nerne og Helhed i Virkningen hævede sig højt over alt, hvad han tid
ligere havde ydet.«
Det er Otto Baches Fortjeneste — og næppe den mindste, han har indlagt sig —- at have vist Vejen for det Kuld af unge Malere, der i 70erne, med Kr ø y e r i Spidsen, hentede Fornyelse for dansk Kunst i Frankrig. Hans Ungdomsproduktion peger bagud, mod Fckersberg, Dalsgaard og Vermehren. Men Billederne fra Paris peger fremad13).
I Memoirerne fylder Beretningen om Italiensopholdet tresindstyve tæt
skrevne Kvartsider, mens Paris kun faar tolv. Tallene røber med al ønskelig Tydelighed, hvor Baches Sympati laa. Hans Begejstring for den italienske Naturs Skønhed og det brunlødede Folkefærds iltre Naivi
tet er uudtømmelig, hvorimod han tilstaar ikke at kunne lide Fransk- mændene: »De tager de Fremmedes Guld, gøgler for dem, og foragter
34
Fig. 17. Vildt og tamt.
dem. Det chevalereske, som man tillægger dem, la politesse française, er en Saga. Hos dem alle er Maalet det Ene at tjene saa mange Penge, at de kan trække sig tilbage med en passende Medgift til Datteren.« I Paris er lian imponeret og beundrende, i Italien henrevet, næsten til
bedende. Men for hans Kunst har det første Rejseaar betydet adskilligt mere end det andet. Størstedelen af de italienske Erindringer er da og- saa af rent deskriptiv eller personalhistorisk Art og beskæftiger sig, hvad Kunsten angaar, blot i almindelige Vendinger med en Gang for alle fastslaaede Værdier.
Over Milano kom Hache midt i Sommertiden 1867 til Florents, hvor han slog sig ned et Par Maaneder og kopierede Gio r g io n e s Koncerten.
Sig u r d Mü l l e r har senere i en Artikel i »Illustreret Tidende« givet et lille Rids af den unge Kunstner, som han traf ham ved Arbejde i Pitti- galleriets »Iliadesal«: »Køn og frisk var han og saa inderlig glad —- fuld af Fryd over Florentinerlivet og alle de dejlige Kunstværker, der omgav ham, ikke mindre end over selve den Kamp, hvori han for Øjeblikket stod. Og han havde ogsaa Grund til at være fornøjet, godt paa Vej, som han var, til med Ære at løse en stor Opgave, hvis Vanskelighed han var sig fuldt bevidst. Han arbejdede paa sin Kopi under Følelsen af et væl
digt Ansvar og med dyb Respekt for dette, men tillige med den Frejdig
hed, der bunder i god Samvittighed og stærkt Haab.«
Sammen med Malerkammeraterne Fr is c h og L. A. Sc h o u genoptog
Bache sine Drengedages Eventyrtogter her i den gamle italienske Kul
turby og havde som dengang ofte Heldet med sig. En Dag saa han
Ga r ib a l d i stikke Hovedet ud af en Droske! En anden Dag fik han Lejlighed til at betragte Vic t o r Em a n u e l i en ganske ejendommelig Situation: »Det var ved en Beriderforestilling,« skriver han, »Circus var under aaben Himmel, saa man røg Tobak, og Kongen, som sad i en Loge, røg ogsaa. Blandt andre Præstationer kom Direktørens Datter, en meget smuk ung Kvinde, ind ridende Skoleridt paa en dejlig Hest.
Der lød en stærk Hyssen fra Publikum, det var nemlig Kongens Elsker
inde, og Hesten havde han foræret hende. Jeg saae op paa ham. Til
syneladende var han rolig — men fra hans Cigar steg voldsomme Bøg
skyer ivejret.«
Sommerheden i Florents var imidlertid pludselig blevet afløst af Kulde.
En Koleraepidemi, der raserede Italien som et Uvejr, naaede Arnobven, gjorde Ende paa Vennernes muntre Tilværelse og krævede i Løbet af kort Tid baade Frisch’s og L. A. Schous’s Liv. Om denne sidste skri
ver Bache følgende i Memoirerne: »Han var meget begavet. Med rig Fantasi har han tegnet Billeder af den nordiske Mytologi, og hans Malerier har en egen interessant Karakter over sig, sædvanligt med en varm brun Tone. Man kunde vente sig meget af ham. — Medens Frisch altid var meget sirligt klædt og havde fine Fornemmelser, var Schou nonchalant i sin Dragt, i Firenze gik han med den Slags Buxer, som Arbejderne brugte, meget vide foroven, spidsende til nedefter. Han var et Begejstringsmenneske; mødte vi paa Gaden en særlig smuk Dame, saa stod han stille med et Beundringsudraab, hvad Damen slet ikke tog ilde op. Han gjorde, hvad der i Øjeblikket faldt ham ind. Jeg min
des en Gang, da vi gik fra Akademiet, at han saae en halvgammel Malermester, som ogsaa var Elev paa Akademiet, og med hvem han altid gjorde Løier. Det var paa Kongens Nytorv, og uden Betænkning sprang Schou op paa Byggen af ham og holdt sig saa fast, at den anden ikke kunde ryste ham af sig, men maatte til Folks Moro spadsere i dette Optog nogen Tid. — Schou var lille og spinkel, men adrait og fuld af Liv, en god Kammerat og et elskværdigt Menneske. Han var egentlig ikke smuk, men et Par brune, spillende Øjne gjorde hans An
sigt meget tiltalende«14).
Efter nogle Ugers Karantæne tog Bache til Neapel og derfra videre til Pompeji, hvor han i Selskab med den senere Stadsarkitekt Fe n g e r
og den franske Maler La y r a n d(?) tilbragte et Par rolige, solfyldte Maane- der med at tage Studier og gennemstrejfe Ruinbyen. Efter Fengers Af
rejse kneb det dog med at holde sig til de slagne Veje, Oplevelsestran
gen gik over Fornuften, og med Sorrent som Udgangspunkt gjorde
3G
Fig. 18. Maleren L. A. Schou. Florents 1867.
Bache ganske alene en Tur op paa Monte San Angelo, der paa det Tidspunkt var Standkvarter for en velorganiseret og ret dominerende Røverbande. »Naturen var meget vild, Skyerne drev ned om Bjærgets Sider,« meddeler han. »Jeg satte mig og begyndte at male, da pludselig, midt i denne betagende Ensomhed, en smuk ung Kvinde med en Kurv og en Segl i Haanden kom mig imøde, barfodet og med et Tørklæde malerisk slynget om Hovedet. Gud bevares for Øjne hun havde! Jeg had, om jeg maatte tegne hende og begyndte ogsaa derpaa, men pludse
lig raabte hun: Ecco la madre, og styrtede afsted som en forskræmt Baa. Jeg sad længere Tid forbauset over denne Vision, den smukke Pige, der var saa plastisk, som om hun var malet af Le o p o l d Ro b e r t15),
men jeg fandt det dog rigtigst at forlade disse usikre Steder. De Folk, der eiede Lodder paa Bjerget, kom aldrig derop, da de løb Fare for at blive fanget, og isaafald maatte betale svære Løsepenge. Blev disse ikke erlagte til den fastsatte Tid, blev et Øre skaaret af Fangen, og ude
blev de endvidere, gik det andet Øre og tilsidst Næsen (jeg saae i Nea
pel Fotografier af saadanne lemlæstede Mennesker).«
Hen paa Efteraaret tog Bache videre til Bom, hvor han blev Vinte
ren over og frøs som aldrig før eller siden. Man faar gennem Memoirer
nes brogede Fortælling et klart Indtryk af det Liv, Nordens unge Kunst
nere førte i den evige Stad, og ikke mindst af den Betydning, Skandi
navisk Forening havde for Samkvemmet mellem de forskellige Nationers Medlemmer. Men man forstaar tillige, hvor farlig en By Rom var tor gemytlige Sjæle — det er ikke faa mislykkede Genier og forsumpede Originaler, Bache i Løbet af sin Skildring faar Lejlighed til at berette om. Selv deltog han med god Samvittighed og ungdommelig Iver i den romerske Tilværelse, baade den, der vendte udad, mod Byen, Folket og Naturen, og den, der vendte indad, mod Skandinavisk Forening.
Hans uforglemmeligste Oplevelse blev en Nonneindvielse, som han med et Par andre danske var gaaet hen for at overvære: »Der var kun faa Mennesker til Stede og ganske tyst. Kirkens ene Mur stødte op til Klostret, og paa den var der tre store Aalminger, saa stærkt tilgitrede, at man kun utydeligt kunde se de Nonner, der færdedes bag dem.
Engang imellem kom et blegt Ansigt tilsyne i en Døraalming, men for
svandt hurtigt. Kirkebetjente vimsede lydløst frem og tilbage. Endelig kom Novicerne, hver ført af høje Gejstlige. Man havde ventet at see nogle ældre Kvinder, som havde gjort op med Verdens Skuffelser, men nej! det var tre ganske unge Piger, smykkede, som var det til Bryllup, de skulde gaa, med Blomster og Smykker paa de elegante hvide Kjo
ler. Efter en kort Tale blev de ført ind ad den lille Dør, og da den lukkedes efter dem, var de fortabt for Verden. Saa viste de sig bag de
38
tilgitrede Vinduer, og der blev hele Herligheden taget af. Først lagde de Kjolerne fra sig, dernæst Smykkerne man kunde høre, at det var paa en Bakke —, og tilsidst blev deres Haar klippet af og kastet paa Bakken.
Da jeg børte Saxens skarpe Lyd, var det, som jeg hørte Bøddelens Øxe.
— Vi var gaaet derhen af Nysgjerrighed, vi gik derfra dybt rystede.«
Fig. 19. Kn Æselkærre.
løvrigt omgikkes Bache nok saa meget Finner og Svenskere som Landsmænd. Billedhuggeren Wa l t e r Ru n e b e r g, der som nygift opholdt sig i Rom og beboede et Par usle Hummere, blev hans nære Ven og besøgte ham liere Gange senere i København. Og de to svenske Skulp
tører, den fremragende Bo r j e s o n og den ikke slet saa fremragende
Kå l l b e r g hørte til paa det samme Trattori som Bache. »Borjeson havde Naturmenneskets Friskhed, blandet med kavallermæssig Optræden, Ivall- berg havde den første af disse Egenskaber, blandet med Snuhed, men aldeles ikke den sidste. Han var bondefødt og manglede blot Træskoene
for at illudere fuldstændigt. Han var klog og en lun Bror, talte godt for sig og sang smaa Bondeviser paa en bedaarende naiv Maade . . . En tredie Svensker, J., interesserede mig ikke saa meget. Han var Jøde, ganske beleven og en »Stræber«. Han opnaaede da ogsaa at blive Hof
arkitekt! og jeg har set ham i Stockholm ved Udstillingsfesten 1897 iført elegant Uniform.«
Ogsaa om He n r ik Ib s e n, der kom ret hyppigt i Skand. Forening, be
retter Memoirerne et Par Smaatræk, som ikke er uden psykologisk In
teresse: »Han kunde angribe en Sag med en Kraft, der stadigt steg, indtil han pludselig opgav den. I Foreningen laae der fremme en Anke
protokol, og en Dag stod der deri en bitter og ugrundet Klage imod Sekretæren (Mo u r ie r). Denne svarede hotligt og klart. Et Par Dage efter kom der et nyt og skarpere Indlæg, som atter blev pænt besva
ret. Nu vidste man, at Klageren var Ibsen, men hvornaar han skrev det, kunde ingen forstaa, han maa have listet sig op, naar der ikke var Nogen tilstede. Klagerne blev mere og mere ubehagelige, indtil Ibsen endte med kort at skrive, at ban havde taget feil!«. ..»[Ved Jule
festen i Skand. Forening] udbragte Professor Mo n i e s en humoristisk, harmløs Skaal for Ibsen, uden at komme ind paa hans Forfattervirk
somhed, og endte med at sige, at der jo ogsaa var andre Grunde til at udbringe hans Skaal. Ibsen rejste sig saa og sagde i en Tone, der dirrede af Vrede: »Ja, jeg har ikke noget imod, at min Skaal bliver udbragt, men — og Stemmen steg i Kraft — naar den bliver udbragt paa den Maade . . .« Saa fik han et Blik fra sin Ægtelialvdel, der vir
kede saa afkølende, at han forstummet sank ned paa sin Stol«1G).
Henimod Foraarstid 1868 flyttede Bache. »I min lille Stue i Via Pu- rificazione kunde jeg ikke male ordentligt, og da jeg foruden et Billede fra Paris (Heste udenfor en Vinkneipe), der skulde gøres færdigt, havde begyndt paa en stor Komposition (En Centaur, der leger med sin Søn) (Fig. 56), fandt jeg mig et noget større Værelse paa Piazza Capucini. Der fuldførte jeg Hestebilledet og begyndte paa Centauren. Men jeg maatte have Friluftsmodeller, jeg maatte til det rigtige Syden, og det begynder først ved Neapel. I Pompeji vidste jeg, der var et godt Atelier og des
uden Folk, som af de franske Kunstnere var vænnet til at staa Model.
Disse brune, halvvilde Mennesker var det, jeg behøvede, og ikke de tor
kunstlede romerske Modeller, der bærer Nationaldragten som en Maske
radeklædning. Jeg pakkede mine Sager, rullede mit store Billede sam
men, og afsted gik det mod Syd.« —
Efter i Pompeji at have fuldført de nødvendige Landskabs- og Model
studier til »Centauren«, belavede Bache sig paa Hjemrejsen, men fik samtidig, gennem et Brev fra Akademiet, Meddelelse om, at man havde
40
tildelt ham et halvt Aars Stipendium-— Professorerne var gaaet i sig selv!
»Jeg havde jo søgt forrige Aar uden at faa noget, og denne Gang havde jeg ikke søgt. Jeg skrev da tilbage, at jeg ønskede at komme hjem, og vilde retournere Legatet, men fik til Svar, at del kunde ikke ændres, dog var det nok, naar jeg kunde blive borte et Par Maaneder endnu.«
Disse Maaneder tilbragte Bache i Rom, bl. a. beskæftiget med at ud
føre en Række Tegninger efter Stanzerne og det sixtinske Kapels Fresker17).
Ved Sommertid 1868 satte han atter Foden paa dansk Jord.
Sikkert har Bache ligesom Marstrand følt, »at kun Hjemlandet bød Maleren fuldgyldige Livsbetingelser for hans Kunst. I Udlandet kunde der hentes nye Impulser og læres uhyre meget; men kun i Hjemlan
det var der Mulighed for Arbejdets naturlige Vækst«18). Det var dog 41
