Hip hurra, det er min fødselsdag
Lejlighedssange fra 1786 til 1970 Af Olga Pedersen
Indledning
En historiker henter sin viden og får inspiration
mange forskellige steder, han eller hun forsøger
at få indholdet af de mange pakker og de store tungeprotokoller på lands-ogrigsarkivers hylder
tilattale. Fortælleomdemennesker, derharfyldt hverdagen før den blev vores, omhvordan deres indstillingvartil deteneeller det andet, hvordan
desåpåsig selv eller deresnærmesteomgivelser, påderesarbejde, forholdetmellem mandogkvin¬
de, mellem børn og forældre, eller til naboer og
venner.
Mulighederne forathente oplysningererimid¬
lertid mangeandre, ja nogle ligger endda lige for
næsenafeen,og demfårman somregel kunøje påvedentilfældighed.
Foret parår siden sad jeg eneftermiddag hos
engammel svagtseende kone, jeg læste nogle af
hendes families lejlighedssange højt for hende.
Det vakte glade og gode minder til live og ind
imellem lo hunhøjt.
Siden den dag har jeg ofte tænkt på lejligheds¬
sange som en kilde til historieskrivning, ogefter
at have gennemlæst en lang række, mere eller
mindre velskrevneeksemplarer, harjeg fundetat hereretstykke hidtiloversetkulturhistorie.
Vedlejlighed
Ordet lejlighedssange indicerer at sangene er skrevet vedenelleranden bestemt lejlighed, i de
senereår altid vedglædeogfest,mentidligere li¬
gesåselvfølgeligt vedsorg.Vedhøjtidelige lejlig¬
heder,erdetformangeligesomlettereatudtryk¬
ke sig på vers,ved at iklæde sig forfatterrolle er
man blevet en anden person, og kan som sådan
bedreudtale de storeog fine ord,manselverfor undseelig til at fremføre. Det kan typisk være børn, der ønsker at sige dere forældre tak for
barndomsårene ved sølvbrylluppet, eller foræl¬
dre, der ønskergive deres børnetgodtogkærligt
ord med på vejen, når de gifter sig, eller det er vedenrundfødselsdag, hvornogenønskeratsige
tak til fødselaren og opremse allede dyder, man
mener erpassende. Gennem allesangenegårsom
en rød tråd ønsket om, at gøre dagen til noget særligtoguforglemmeligt.
Forfatterne
Derermange forskellige forfattere til lejligheds¬
sange ogalleernaturligvis ikke ligegode.
En lejlighedssang skal være let forståelig og skrevetpåen melodi, sådenlet kansynges afet publikum, der ikke har haft lejlighed til at øve sig. Den syngesfor første og måske enestegang ogskal helstgøreetgodtindtryk på alle.
Deterslet ikke nogen nem opgave, og mange
går da også til eneller anden »rimsmed« når de
bliver indbudt til fest.
En sådan varmin tip-tip oldefar. Han boede i
1780'ernepå Lervadgård i Føvlingsogn.Han hed
Niels Pedersen og var født der i sognet i 1758,
hanvarfæstebonde tilSønderskov gods.
Detfår imidlertid stå hen i det uvisseom Niels Pedersen digtede for betaling eller om han selv
harmedbragtsangene, ogderved hargjort dem til
sitpersonlige bidrag til højtideligheden.
<U*V
rvv^w«v
£nsidefra Niels Pedersens, Lervad, sangbog. Hererdetet»brudeverstil Laurids KnudsenogMarenTerkelsdatter i Aatte,påderesbryllupsdag den 31. oktober 1835«.Deter sangen,hvor Niels Pedersen beder sinebørnebørns stedmo¬
deromatgivedem kærlighed. (Seogsåside 195og197 F.).
Dengang vardet ligesåvel skik at digte sange ved sorg som ved glæde, og ved dødsfald skrev
Niels Pedersenvers »tilatlæggepåenligkiste«.
En delaf sinedigte har han bevareten afskrift
af ietlillehæfte, hvor hanpå titelbladet har skre¬
vet »Tanker vedadskillige vennersbegravelse af
N.P.S.L.«.
NielsPedersen skrevjævntog ligefrem, måske
setmed voredages øjne lidt enfoldigt, men også rørende smukt. Isangeved hansegnedøtres bryl¬
lup,ogietdererskrevet ved begravelsen, da dat¬
teren Kirsten døde fra fem små børn, er lagt al
hansfaderkærlighedog sorg.
Poul Andersen
En andendigtererPoul Andersen iGjettrup.Han
skrev ligeledes digte til forskellige lejligheder. I
sinedagbøger, dererførtfra 1863 tilca. 1907 har
han ofte noteret dem ned. Han var den, man i Aastrup sogn søgte til, når der skulle skrives et
verstilatlæggepåenafdøds kiste,som ensidste
hilsen eller som en trøst for de efterladte. Ind imellem skrev han også breve i verseform, og næstenhvert år vednytår sagde han det gamle år
farvel ogdetnyvelkommen medetpar vers.
Niels Pedersen ogPoul Andersens digtning lig¬
nerhinanden i deres enkle ogligefremme sprog.
Ikke de store mesterværker, men et udtryk for
tanker ogfølelser i detobønders tid.
Agnes Pedersen
En tredie forfatter er Agnes Pedersen, lærer på Aastrup skole fra 1923 til 1962.
Agnes Pedersen holdt afdetnære samfundog det bærer hendes digtning præg af. Ofte nævner hunlillebyensomdet sted, hvorfra der kunudgår
trygge,glade mennesker.
Agnes Pedersenvar enmegetafholdtsangskri¬
verog i vort århundrede er det sange, digtet til festlige lejligheder der dominerer,og de har fået
et vistensartetpræg over sig, hvilket ikkesynes at genere hverken værtellergæst. Agnes Peder¬
sen var enmesteri atskrive rammende sange på
enmunteroglivlig facon.
Der kunne naturligvis nævnes mange mange flere sangforfattere,menofte erder sletikkeno¬
getnavn underenlejlighedssang, og mereinter¬
essanterdet velogså, hvad de indeholder.
Kærlighedenogtroskaben
Kærlighederetgennemgåendetemainæstenalle
sange. Ikke alene kærlighed i parforhold, men
kærlighed mellem forældre og børn, og mellem søskende,kærlighed til hjemmet, til hjemstavnen,
tilarbejdetogtil hverdagen.
Da Peder Pedersen iFøvling den 10. november
1810 giftede sig med Maren Jensdatter fra Sten¬
derup, skrev Niels Pedersen til dem:
Vi nutilbryllup er/ i kærlighedogære/ Thi bryllupperdebør/jo altidkærlig være/men det ordkærlighed/ bruges imangemåder/ja
flere endjeg veed/det har såmangegrader./
Een elskerdejlighed/enanden guldog pen¬
ge/ ja mangen elsker det/ som ikke varer
længe/ ja guldogdejlighed/ forsvinder ofte slet/ mendyd fornuftog tro/manbøratel¬
skeret./
Gidvoresbrudepar/ må få af gud den gave/
at de den rette art/ af kærlighed må have/
gidægtekærlighed/ må stedsefinde sted/ i
deresægtebo/ogaltid blive ved./
Gid deafjordens frugt/ må brødog næring få/ja gid fornøjelighed/og hos dem blive må/gid de med glæde må/ sefrugt af eng og seng/ ja frugt af kærlighed/o, herregiv
dudem./
Gidbrudeparret må/ af Gud velsignet være/
gid de må leve så/ i denne verden her/erudi
sandkærlighed/og udi troskabs bånd/ iroi frydogfred/ogfyldtmed Herrens ånd./
ling førstog såen ægtemage/ skøn på dem begge to/ og lad forstand og tro/ slå følge
medjerallelivets dage./
I 1961 da alt endnuvarved detgamle, da bruden
endnu som en selvfølge blev hjemmegående og ikke havde anden tanke i hovedet, end at gøre
hjemmet hyggeligtogrartfor mandenatværei:
Bruden hun hartjent hos fruer fin,/ der hun spilled' første violin/ hun servered' te på bakke/ og en frokost fin hun pakked'/ når
familien tager ud på søndagstur,/ servere maden, det ved vi hun kan/nu du lave den må til din mand/etvi herdig dog vil love/
når du madendaglig koge/ hvis den branket
bli'rermanden straks lidtsur.
Eller:
Siden hen de lagde planer, somungdom jo
vil/ Han vilpassesin forretning med liv og med sjæl/ Men hun vil ham hjælpe i butik
og på kontor/ og så lave mad, ligeså godt
som sinmor./Og rengøringerhendes hob¬
by, ja/man vedjo knap nok hvor manmå
træde/ for der hvor hun erdet hele skinner sårent./
Det faldtnaturligvisikke Niels Pedersen i Leer-
vad ind, at bruden kunne have anden tanke end den,atbrugerestenaf sit liv påatværehustruog moder. Det sidste betalte hunofte for med sitliv,
menheller ikke det fandt hverkendigteren eller
moderen stodtilatændre.
Næsten halvandet hundrede år senere skrev
Agnes Pedersen i Glejbjerg stadig omkærlighe¬
den ogtroskaben mellem brudepar:
Tillykke brudepar/ medpagten, som I har/
for kirkens alter sluttet medhinanden./Nu sidder bruden der/ så sød og frisk og kær/
medmyrtekransogsløretsfaldompande./
I livets lotteri/ for nittergik du fri/en stil-
Nyetider
Men så skete der noget. I slutningen af 60'erne
var tonen blevet en anden. Nu havde bruden et
jobogingen planeromatblive hjemmegående:
Vel ved vi for bondestanden, i dag er det rigtigskidt/men så hjælper hun bare man¬
den,tjener på kontoretlidt/ skal hun ha' en
sommerkjole/ eller ha' frisuren sat/ si'er hun tagdet barerolig/jeg kan selv betale skat./
Brudensommoderne kvinde harjo fået sig
etjob/og hunhar slet ej i sinde lige straks
at holde op/ når hun kommer fra kontoret/
gernesmiler hun til dig/ogsåmå han ej ved bordet/bag avisengemmesig./
At kvinden kunne betale selv var måske den størsteomvæltning. For førstegangskulle hun ik¬
kespørge mandenom pengetilpersonligefornø¬
denheder, men somdetses i andetvers erdeten ny situationogingenventer atden fortsætter,om ikke før forventes det at hun standser sit udear¬
bejde når der kommerbørn. Deternemligendnu
enselvfølgeat et ægteparfår børn.
Mor
Kærligheden fra børn til mor er, og har altid
været,afensærlig karakter. Enmorskalværepå pletten både dag og nat, altid parat med omsorg ogomhu for mandogbørn, så vil hun til gengæld få al deres kærlighed og hengivenhed. Hør blot
her:
I huset hosmor erderdejligtatkomme/og kaffener varmderframorgentil kvæld/og
småkagedåserne eraldrig tomme/og hvem
dervilkomme, bestemmer det selv./
Elleretandet sted:
Mor, du har for hjemmet trofast stridt/ og din omsorgsfuldhed rækker vidt/ altid stred
du for, hvad du har kært/ med en mor som
digerintet svært./
Eller:
Vormorhuner enrigtigmorså dygtigogså god/ hun ordner små skærmydsler, så alt i
lavegår/ denstorelidt hun dukker, den lille giver mod/ og hun kan det mage, så ingen
uretfår./
Ja, kære mordu lærteossparsom'lighed og flid,/ogdersomnoget gikpåtværs,du altid
havde tid./ Når far avisen læser, og ej for¬
styrresmå/ da kommer duog bringerro,til
storeogtil små./
Enkærlig og »rigtig« mor erhende, der uselvisk
holderropå børnene mens manden læseravisen
ogfølger med i denstorevide verdens politik, der
for hamersåvigtig,mensomikkeernogetforen kvindeatbekymre sigom.Ja, selvomhun skulle
blive syg, erdet bedst hun ikke lader sig mærke
med nogetog i al fald ikke lader sin familie lide
under, at hun ligger der i sengen. Det fortæller
detteverstydeligt:
Destrenge sygdomsdage/ vi glemmerikke,
mor./ Med tak til faster Sine/ der styred' hjemmets ror/mensdu isengenhvilte/ dog
snartdutappertsmilte/ »jeg har ej tidatdri¬
vemer'/bringstrikketøjet her.«/
Dersomen morsørgerforatopfylde kravene, kan
hun tilgengæld også opnå denæstegenerationers kærlighed. Det fortælles derom i 1948, hvoren flokbørnebørn skriver til deres bedstemoder:
Nårbørneneomaftenen puttetvartil ro/og dervaretparstrømperforuden hælogtå/ så toghungarn ogpinde,nurask det måtte gå/
ognæstenmorgenlå der,nyestrømperatta' på./
Med hænderne iskødet vi aldrig hendeser/
en lille stræbsom kvinde, vor bedstemoder er/ogderfor vil vi alle istemme her i kor/ i
hele verden findes ej en bedstemor som vor./
Hjemmetogminderne
At kærligheden til hjemmet er stor ser man i
næstenalle sange. Det stedman ervoksetop har betydning resten af livet, og jo længere tid, der går desmere strålende står mindet ombarndom¬
men for de fleste. Har barndomshjemmet været trygtoggodt skriverman mangeårsenere omdet på følgende måde:
I Grene låen gammel gård/som siden har sig drejet/ sig ranketop, som nyden står/og
gruben vækerfejet/ densmur,ja dener me¬
get lav/ des højere er taget/et venligt ind¬
tryk alting gav/ogbondenpassed' faget./
Enpuddelhund vedgården var/ensortmed
hvide tænder/ og gassen var ej heller rar/
når efter børn den render/men nåede man først ind- nej da/ hvorvarderrart atkom¬
me/ foralt detgodtmanskulleha/ogkager
i sinlomme./
En anden skrevi 1948:
Dererenplet, denskønnestepå jord vi fin¬
der/ vi kalder stedet forvortbarndomshjem/
og frem i tiden gode, dyrebare minder/ be¬
vares omdetihjertets gem./
Så tak da, dukære søsterlil/ for minder fra barndomsdage/ for alt, hvad vi delte, gråd
og smil/ med tak vi nu sertilbage/ din vilje
denvari al dinfærd/atgiveogejattage./
Modereri køkkenet...
Enting,der står helt klart ved læsningen af lejlig- hedssange der bloterfå år gamleer, atkvindens plads eri hjemmet, og ikke alene sangskriverne
finderat deterher hunhører hjemme, tilsynela¬
dende har hun heller ikke selv højere ønske på
denne jord. Det skulle da lige være at gå med
mandeni marken eller i stalden foratmalkekøer.
Alle ertilsyneladende af den opfattelse, at i det øjebliken ung pige bliver giftmedenbonde, ka¬
sterhun allesinetidligere interesseroverbordog
går heltogfuldt ind i arbejdet med gårdogdyr.
For Niels Pedersen i Leervad var der ingen
tvivlomkvindens førsteog sidsteopgavei livet.
Da han i 1835, efterathans datter Kirstenvardød fra fem små børn og svigersønnen giftede sig igen med Maren Terkelsdatter, skrev en brude¬
sangtilparret:
Dethændersigatdu/skal børneflokforme¬
re/ kom ikkun daihu/oghav dem lige kære/
brug moderkærlighed/ imod enhveraf dem/
og øve en moders pligt/ udi i dit hus og
hjem.
113 år senere skrev enbørneflok til deres fader, derfyldte80år:
Forfar i livetvorkæremor/harværettil så megen nytte/ imens han pløjed' og dyrked' jord/hunvarhans allerbedstestøtte./
Kvindenvari det hele tagetden,der fik hjemmet
tilat fungere, hun traki alle trådene, hun styrede økonomienogbørnene, hun deltogi arbejdet,var den første om morgenen og den sidste om afte¬
nen,og ærenoverlod huntil manden, medetlyk¬
keligt smil.
Dugik stilfærdig,vorlille mor/men sjælen
vardu i hjemmet inde/ din godhed modos
varsårestor/detglemmervi ingensinde./
Hverdagens helt og midtpunkt. Den stærke, den allestedsværende, den bedste i verden. Mor.
Hun pusled i køkken med gryde og fad/
med kosten oghenne ved vasken./ En skri¬
gerfor tænder,enanden for mad/ af skole¬
børnerdertrepå rad/ derenmadpakke skal
ha' itasken./
Ude og inde i mark og stald/ de tusind småting du måtte øve/ men mordu kendte
enmoders kald/og slidku' aldrig dig bed¬
røve./ Du lapped', stopped' som var det niks/hver hose- huloghverbukse- flænge./
Du syed' kjoler så flot og fiks/ som vi vil huske, mindeslænge./
Etvirke moder fikpå Toftegården/ hun slid
ogslæb med godt humør harbåren/det hen¬
devar englædeathjælpe til så tro/atspre¬
delysoghygge i hjemmets lune bo/ moder hygged' om sine kære/rent og smukt der i hjemmetvære/ hosvormor./
Se Andreas vil ha'jord/og Agnes vil være mor/begge ønskertjener dem til ære./ Såer den sunde trang/ i livets rundegang/ hvor kærlighedogkornerdet, der bærer./
Arbejde adler
Hvis manved slid og slæbernået fremtil sølv- bryllupsalderen skønner ens børn tilsyneladende særlig påeen.
Hver morgenhan kørte med mælken afsted/
i snevejr i regn og i kulde/ derhjemmegik
morså medhurtige fjed/hunfodrede grisen
og hønsene med/ dervarmeget en husmo¬
derskulle./
Og rokken fortalte så hyggelig blid/ med
stemmen fra fortidens dage/mens børnene karted,atærlig flid/ sig altid betaler, til hver
entid/ogmedrentervilkommetilbage./
Imosen stod hanofte/ i solens hede brand/
og lille mor hun fulgte/ i mosen glad sin mand/hun strevled' og hun stuved'/og det
blev hurtigt kendt/ nårtørvendenvartjen¬
lig/hunfikden hurtigtvendt./
Vi lærte som børn afmorog far/at arbejd'
er vejen fremad/mens hjemmet og kirken
gav ossvar/ på søgenomvejen hjemad./
Opp med solen du var og i kjolen/ flittig
som enmyre vardu dagen lang/ vaskedom flokken ogstoppede sokken/ gjorderentog lavedmad,menaldrig nogengang/ blev du
surellersær/mendet kæresmil detlystefor
osalleher./
Modernisering
Sangene fortæller osogså omopdyrkning af he¬
de, modernisering af landbruget, bondens sorger og glæder. De fem krigsår omtales forbavsende
nok kunsjældent isang.
Hedeopdyrkningen, plantningen af læhegn og stolthedenover,hvadmanhavdeopnået:
Og dervar suspå heden/ogstormenflytted sæden/ogofte fattes væden/ så slaperko¬
ens vom/men deterfortidsminder/nu mø¬
der blæstenhinder/ogvæden dagligrinder/
for små blev ladensrum./
Og lyngenmåtte vige/og marker,vangeri¬
ge/ med hegn og læ tillige/ I to I skabte frem./ Ja stolt det kan I smile/og glad I ud
kanbile/langtbort fra husoghjem./
Vorfar somlandmand gik til sagen/og der
varfremskridt allevegne/ hanvarden første
somtraktorfik/ i hvert fald herpådisseeg¬
ne/ogroedyrkningbegyndte han/deter en
ting som nu så mange kan/ han selv var med/påhvertetsted/ i sin bedrift-enrigtig
slider./
Hankræyed tidligt af sine børn/ de med i
bedriftens skullevære/ vilærte alleatta'en
tørn/ dergjordeos oggården ære/ Den he¬
dejord, der ved gården var/ blev drænet, merglet, dyrketopaf far./
Så blev det en selvfølgelighed, detmed traktor,
mendog stadig værdatnævnei 50erne.
Derej heste findesmer. Deterlænge siden/
atentraktor de fik her.Jo, deermed tiden./
I 50erne og60erne installeredes badeværelser på
landet. Detvarsåglædeligenbegivenhed. En løn
for slid og slæb,og værdatnævne i sangenved
festen:
Nu enmønstergård de har meden lade ny ograr/ Stalden denerstørreblevet,oghvor
svinene har levet/ manet vaskehus nu ser, badeværelse medmer'/
Detvarofte konenshønsehold, dergavden ekstra indtægt, der skulle tilforatfå det moderne bade¬
værelse:
Hun samler æg i massevis/men synesdog begriv'ligvis/denæstenstårforlave i pris/ i
forhold til»æ slid.«/.
Krigsår
Årene 1940-45 satte sig ikke destore sporisang¬
digtningen. Kun enkelte nævner overhovedetde ændredeforhold, og da erde allerede overstået.
Ikkeeenenesteaf de sangejegså fraselvekrigs¬
årene såmegetsomantyder,atlandeterbesat. Et pareksempler,her fra 1945:
Berta,hun kan klare alleting/somfor tiden rigtigknibe vil/ flødenden hunsagtensker¬
nekan/så der bliversmørtil allemand./
Roerne, dem kanhunkogeind/ så de bliver
til en sukkerpind./ så hun øllet rigtig søde kan/ I skal bare drikke alle mand/ Brødet skal hun nokpåbordet få/menhvordan,det måhun selvforstå/oghvordan vildet med kaffengå/ måske hunencikorierod kan få./
Ti årsenere i 1955 vardesværeårdog alligevel
ikke glemt af sangskriverne og en formbrænd¬
selsfabrik mindes sådan:
I hinesæredage, da vi medanstandfrøs/for det var småt med brændsel, forkølede vi nøs/ såtænkte han, »nu skal det med dette
væreslut/ vi laverenfabrik«ogdet gik med
fartogfut./
I sorgen
En ting vi ivorestid ganske har forladt, erskik¬
kenatskriveversveddødsfald. Vierblevettavse
omkring døden.
Sådan har det ikke altidværet.NielsPederseni Lervadvarendogmegetskrivendeomkringnetop dette emne. Da hans datter Kirsten var død i 1833,og femsmå børn dervedvarblevet moder¬
løse, skrev han en afskedssang fra hende. Den
fortælleromden tids sikre urokkelige tro på, at dervar en bedre verden efter denne ogat døden derforikke skulle betragtes som en sorg, men en
glæde og sejr for den, der derved fik en plads i
Gudsrige. NielsPedersen kaldtesangen »Kirsten
i !
<£u nøe og gtebetig 03ise
om
bet f)cei>etd)i:oii£be ©ulbbrubepar
Änbteas»
od)barett
QBctitøeteenJ
20.©ttofecc 1943.
I i
i
Såfornemt prydedes omslaget på folderen der blev trykt i 1943 vedAndreasogKaren Wentzelsens guldbryllup.
Deterdenenestesangi samlingen der direktenævner
krigen 1940-45.
NielsDatter i Aattehendessidsteafsked,«ogden
varpå ikkemindre end nivers.
Deterikkeletatvideom den harværetafskre¬
vetiflereeksemplarerog erblevetsungetved be¬
gravelsen,omden »blot«erblevet læstopved ki¬
sten,ellernogethelt tredie, menatdenersmuk, rørendeogenkelfremgåraf de herudvalgtevers:
Farvel ald verden slægtog frænder/ farvel, jeg afsked tager nu/ til graven I mig nu hensender/ betænker det i sindog hue,/en
bedre stedmigerbereed/ hos Gud atboe i evighed./
Nu veedjeg mine levedage/ de hastelig er svunden hen/jeg veednok atminægtema¬
ge/ mig ønsketgerne her igjen/ Men Gud,
som mig har taget hen/ med hannem være viligjen./
Debørn somjeg nu forlader/ umyndige de
er og små/ jeg dennem nu til Gud befaler/
han veed bedst hvor det dem skal gå/ han førde dem til verden hen/ han tænker nåde¬
lig på dem./
Farvel, farvel min mand så kjære/du ikke sørge må for mig/ jeg dig befaler nu Vor Herre/ han selv nok sørge vil for dig/ han
haver hjulpet hidindtil/ han og fremdeles hjælpe vil./
Glem mig, men glem ej mine poder/ som eftermig tilbage går/glem ej at gøre dem tilgode/ med alt hvadsom din hånd formår/
detjegnusidst vil bede dig/ jeg håber du vil høremig./
Bønnen i sidsteversi dennesørgeligesang erden afdødes sidste bøn tilenGud, hun stolede ubetin¬
get på, ville tage hendes egen sjæl i varetægt,
menda hunogsåkendte tilverdenog den barske hverdag, frygtede hun alligevel for, hvordan det
kunnegå hendes børn.
Hendes faderdelte frygten med hende, for da svigersønnengiftedesig igen skrev han bekymret
i sinbryllupssang:
Jeg dig erindre da/ densom igravenlagtes/
forglem du ej de små/ som hun til livet bragte/ du dennemværeskal/nuudi moders sted/og føddem da i fred/ og udi kjærlig¬
hed./
Du kand fornøje mig/ i mine gamle dage/
om du ikjærlighed/min datters børn anta¬
ge/detmere glæde han/som fader til dem er/ når han kan se at du/ hans børn haver kjær./
Angsten forat blive gammelog afhængig afan¬
dre, frygtenfor det daglige brød ientid uden al- derdomsforsorg ses i den sang han skrev til be¬
gravelsen over Kiersten Hansdatter i Vestterp i Starupsogn, som varhans svigermoder.Hunblev
91 årfør hun dødei 1804:
At vi i verden levelænge/ det dog af guden nådeer/ når viejaltfor hårdtskaltrænge/ ej
hellerværetilbesvær/ når vinørtørftig brød
kanfå/sålænge viherværemå./
Detseesmedvoresgamlemoder/ hvis sjæl
er nu i ro og fred/ hun har jo prøvetmod¬
gangs floder/jeg mener møje og fortræd/
hun var dog ej af Gud forladt/ han hende
holdt ved håndenfat./
Hun harjo i sin ungdoms dage/ havt møje arbejd, trælog sved/ hun mistede sin ægte¬
mage/og varforlang tiid i enlighed/ men Gudsomboer iEngleskare/ han så til hende
herpå jord./
Niels Pedersen selv blev ogsåengammel mand.
Da han døde i 1845varhan87 årgammelogde
vers, der skulle fremsiges ved hans kiste, havde
han selvforberedtlænge før.
Hannederlagt, til hvile bragt/somuforsagt, gik døden udi møde,ogderpå sagligdøde./
En olding her er nederlagt/ på dette sted igemme/han harsitløbtil endebragt/og eri
himlenhjemme./
Endnu i slutningen af forrige århundredevardet almindeligt med vers ved dødsfald og mange
fandt vej til Poul Andersen i Gjettrup i Aastrup
sogn, nårdehavde et dødsfald i familien. Nogle
af devershandigtede skrev han i sin dagbog, der
er ført fra 1863 til ca. 1907. Etpar stykker skal
her hentes frem.
Da Jens Jensen i Gjettrup i 1865 mistede et barn:
Dit korte liv så surt henrandt/ kun bitter
smerte her du fandt./ Vi takker Gud, som kaldte dig/ fra verdens jammer, hjem til sig./ Gud delersmerteud til hver/hanstraf¬
fereji livet her/ hans veje ikke vi forstå/ vi
ham hengivne være må/ Uskyldig var din spæde ånd/ så det ej strafvaraf Guds hånd/
atlivet du så bittertnød/ fra fødselen indtil dindød/Igravens skød vi sænker dig/ for¬
visset, at i himmerig/ du glæde fårfor nø¬
denher/ fredmeddig vær./
Den overbevisning, atder ventede enbedre ver¬
den efterdenne, havde ikkeændret sig siden Kir¬
stenNielsdatter døde.
I 1866 mistede Poul Andersens svoger, Søren
Iversen i Holsted, et barn der havde været syg lang tid. Iforvejenvarbarnets moderogtobrødre
»gåetforud« og til den hårdt ramte fader skrev
Poul Andersen:
En fader dig begræder her/ En moder hist dig favner/Hun havdedig så såre kær/ hun
numed sorg dig savner/ jasorgerher/men
glædehist/ i himlen, hvor du havner/
Vel vi ej uden smerte nu/ så faders håb at strande/ men kommer vi da ret ihu/ at du hos moder lander/ da uden gru/ vi trøstig skue/ dinlivløsblege pande/
Thifrelserendig leder hen/ til moders him¬
melsæde/ der finder du og broderen/ samt og den lille spæde/ farvel vorven/ vi sees
igen/ når hisset vi fremtræder./
Ved
Andreas Peder Andersen Grumsen s
Jordefærd
Fredagden 10. December 1926 fra Faaborg Kirke
Endnu i 1926 blev der trykt specielle begravelsesvers,
men nu er de, som regel hentet fra salmebogen, som i dennefolder, derbl.a. indeholder »Bliv hososMester, da¬
genhælder«.
OlgaPedersen,Boldingvej 16,6752Glejbjerg,f.1935,gårde¬
jer,lederafÅstrupsognearkiv.Modtogi 1990 H. K. Kristen¬
senPrisen. Har tidl. skrevet til »Fra Ribe Amt« ogudgav1985
»Aastrup sogn fra enevælde til udskiftning 1660-1790«,og 1991»Aastrupsognfra udskiftning til andelsbevægelse«.
