Kopi fra DBC Webarkiv

(1)

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Og min rygsøjle skal udstilles på Anatomisk Institut

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

(2)

www.tips.dk

NYminkop 15/12/05 13:25 Side 18

(3)

Sådan kunne man også ha’ ungerne i vuggestue …

NYminkop 15/12/05 13:26 Side 19

(4)

20 Ud & SeJanuar 2006

5

EN SMILENDE ÆLDREkvinde åbner døren. Jeg tænker: Hold op, Helle Gotved holder sig fantastisk. Her ser man virkelig ef- fekten af daglig gymnastik og motion. Så siger damen ’Jeg hen- ter lige min mor.’ Ud træder Helle Gotved. Høj og tynd. Med hovedet fuldt af rynker og et smil. Iført bukser, hvid skjorte og en lang, strikket sweater i røde og pink farver og med et bælte omkring livet. Kvinden, som skrev gymnastikhistorie ved at gå sine egne, utraditionelle veje, og som i 26 år fik Danmark til at gøre gymnastik sammen med tusindvis af andre radiolyttere.

De store tanker om sammenhængen mellem krop og sjæl, om holisme og dybe vejrtrækninger, som der undervises i rundt om i landet i dag, er gammelt stof for Helle Gotved. Uden at vakle på trædepuderne udviklede hun for en menneskealder siden en filosofi og en gymnastik, som handler om at være i balance med sig selv og sin krop. Det budskab har foreløbig holdt i 60 år. Og det holder den dag i dag, hvor Danmarks gymnastikdronning lige er fyldt 93 år. Alderen listede sig ikke ind på hende, som det sker for så mange andre. Den kom pludseligt og buldrende og

Hun lærte danskerne at gøre gymnastik i et

radioprogram, der kørte i 26 år. Hendes syn på krop og bevægelse har dannet skole. I to år var hun

dronning Ingrids private gymnastiklærer. Mød Helle Gotved, 93 år

TEKST NINA VINTHER ANDERSEN FOTO TINE HARDEN NYGotved 19/12/05 8:24 Side 20

(5)

Helle Gotved vil have lavet en vigtig tilføjelse i de anatomibø- ger, de læge- studerende undervises efter. Der står i dag, at rygsøj- lens bruskskiver udflades med alderen for helt at miste bevæ- geligheden ved 60-års-alderen.

Her vil Gotved have sat et komma, så der står ‘, hvis ryg- gen ikke vedli- geholdes.’

5

NYGotved 19/12/05 8:25 Side 21

(6)

Det vigtigste er at strække sig.

(7)

tog bolig i hende krop. Først som en blodprop i hjernen. Så slog den lejr i hendes stemme, knogler og led og lagde sig på hendes skuldre. Hendes s’er og t’er glider sammen i hendes nu lidt rust- ne stemme. Hun taler stadig et nærmest majestætisk rigsdansk, hvor a’et i Danmark udtales som i Afrika. Men egentlig taler hun helst ikke, for det kræver så meget energi, siger hun.

Hvordan føles det for dig at blive gammel?

– Det føles trist på den måde, at mange er væk. De, der er æl- dre end mig, er borte. De jævnaldrende er væk. Og man bliver så bange for, at der sker noget med dem, der er yngre. Min dat- ter er 72 år gammel. Jeg er så bange for, at der sker hende eller mine andre børn noget. Og så elskede jeg at cykle. Jeg susede gennem byen. Altid. Efter jeg fik min blodprop, kan jeg ikke længere holde balancen. Så nu tager alting meget længere tid.

Men man må prøve at tage det på den gode måde. Jeg nyder at gå en tur. Det gjorde jeg ikke før. Man får en masse tid foræren- de. Jeg har fået svært ved at tale, siden jeg fik blodproppen. Der er sket noget med næsen herovre, siger hun og tegner et L på sit ansigt med fingeren, fra midten af panden og ud til øret på ven- stre side.

– Jeg kan gøre mig forståelig og ringe til banken og ordne mine regnskaber. Men jeg savner min stemme. Jeg kan ikke tåle at høre den på bånd.

Fordi du kommer til at savne den?

– Ja, siger hun og holder en lang pause.

– Men hovedet fungerer. Sådan da, griner hun. Man reagerer da lidt langsommere med alderen, tror jeg. Og mine øjne er gode. Mine hænder og mine fødder er gode. Så jeg er godt til- freds.

Men da vi går nedenunder for at se den gymnastiksal, som har været omdrejningspunktet i hendes liv, og betragter godt 30 midaldrende kvinder ligge på madrasser med en orange bold mellem benene, mens de træner bækkenbund til tonerne af

’Over the Rainbow’, nynner hun med og lader sin krop følge me- lodien lige så stille. Så sukker hun:

– Jeg ville så gerne være med. Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke holde balancen.

Stræk dig

Når Helle Gotved vågner ved halv otte-tiden om morgenen strækker hun hele sin krogede krop igennem, lige fra fødderne til fingerspidserne. Fem minutter i sengen, og så følger 20 mi-

nutters morgengymnastik ude på gulvet, før hun tager bad og spiser sin daglige portion ymer til morgen- mad.

Man skulle tro, Helle Gotved ville sige, at det vigtigste for et menneske er at gøre gymnastik. Men hendes grundfilosofi er: Stræk dig.

– Aaaaahhhhhh, udbryder hun flere gange med en høj lyd under inter- viewet og strækker armene ud og ind og op og ind igen, mens hendes ansigt lyser op i et stort, stort smil.

– Det her er nok. Man skal bare strække sig. Sådan her, siger hun og strækker sine gamle lemmer i bløde, flydende bevægelser.

Skal man ikke lave andet end at strække sig?

– Jo, det daglige arbejde. Løbe, cykle. Gå.

Men hvad så når arbejdet ændrer karakter, og folks arbejde består i at sidde foran en computer?

– Så er det synd for dem. Det er synd.

Hvad bør de gøre?

– Rejse sig og strække sig. Eller sidde på en god stol, der bevæger sig.

Prøv og kom og se min stol. Jeg for- står ikke, hvorfor den ikke er kommet i produktion, siger hun og viser sin brunmønstrede kontorstol frem.

Den ligner en hel almindelig kontorstol uden ryglæn.

– Prøv at sætte dig ned. Så kan du mærke, hvordan den bevæger sig.

Det gør den ganske rigtigt. Som om den mangler en skrue.

– Nejnej. Det er meningen, at den skal være sådan. De fleste mennesker sidder jo ned halvdelen af deres liv og skriver, og så er det vigtigt, at kroppen hele tiden er i bevægelse. 5

Der var dronning Ingrid og to hofdamer, så de var et hold. Men det skulle dreje sig om hende – de andre var bare fyld.

KORT OM ET LANGT LIV

Helle Gotved er født den 23. oktober 1912 på Fre- deriksberg i København.

20 år gammel tog hun sin uddannelse på Statens Gymnastikinstitut, nu In- stitut for Idræt, og be- gyndte at undervise. Sam- me år overtog hun le- delsen af Gymnastikhuset sammen med sin mand Aage Gotved. Hun under- viste og fødte fem børn, og i 1958 begyndte det første hold på uddan- nelsen til gymnastikpæda- gog. Fra 1963 drev Helle Gotved skolen alene. Året efter sendte DR den første radioudsendelse med Hel- le Gotved. Udsendelsen hed ‘Ha’ det bedre’, og den fortsatte de næste 26 år. I 1984 overlod hun driften af Gymnastikhuset til den selvejende institu- tion Gotvedskolen. Hun har skrevet en stribe bø- ger om gymnastik og krop. I dag er 22 hold be- vægelsespædagoger ud- dannet efter hendes prin- cipper, og 130 Gotved- pædagoger er aktive landet over. Uddannelsen varer to år, og er både SU-berettiget og kompe- tencegivende.

(8)

– Man skal gøre det naturlige, siger hun og lader sine arme svinge roligt rundt.

Kråsesuppe!

I dag lyder den sætning måske helt normal. Men det vakte op- sigt, da Helle Gotved for rundt regnet 60 år siden tog afstand fra den stive gymnastik og arme-bøj-arme-stræk, efterfulgt af si- deudfald og armslag. Med sine bløde, naturlige bevægelser ak- kompagneret af hendes egen improviserede klavermusik blev hun et særsyn. Da hun tilmed begyndte at tale om vejrtrækning- ens betydning og sagde, at man skulle stoppe, når det gjorde ondt, blev Helle Gotved en pioner inden for dansk gymnastik.

Hvad sagde dine kolleger dengang?

– De sagde, at det er rigtig nok, hvad hun siger, men hun er ik-

ke akademiker. Så gjaldt det ikke. Men jeg valgte det frie liv.

Jeg underviste ikke i skolevæsenet. Det var privat undervisning.

Og efterhånden tog flere og flere det til sig.

Helle Gotved sidder i sit kontor i sit hus på Frederiksberg. I kælderen neden under hende hænger de lidt gulnede tegninger over bygningen i mørke rammer. ’Gymnastikhus med bolig’ står der henover. Tegnet af P.V. Jensen-Klint (der også var arkitekten bag Grundtvigskirken i København, red.) og bygget i 1898, efter at hendes fader fik ideen til huset.

Her er hun født, og her er hun vokset op som yngste barn ud af en søskendeflok på fem. Med en kærlig og omsorgsfuld mor, en lidt reserveret og streng far og mormor i lejligheden på 3.

sal. I gymnastiksalen neden under lejligheden, fra sin faste plads i højre side af den midterste balkon, brugte hun timer på at se sin far gå op og ned ad gulvet, mens han udstedte kom- mandoer: Begynd et-to-tre-fire og knipsede takten til marchen med fingrene. Som femårig begyndte hun selv at øve sig i at få sine fingre til at give lyd ved at gnide dem mod hinanden, fordi hun bare vidste, at hun også ville undervise i gymnastik.

Hvordan var din barndom?

– Hyggelig. Beskyttet. Når vi spiste, havde vi et stykke rugbrød i den ene hånd og en gaffel i den anden. Og et glas vand. Vi levede meget spartansk. Vi manglede ikke noget, rent økonomisk, men vi levede spartansk. Og spiste spartansk.

SAGT OM GOTVED

Hun var en af de første, som sagde, at fødderne ikke skulle gemmes væk. Hendes bog om fødderne har betydet meget for danserne på Den Kongelige Ballet og for patien- ter med leddegigt. TORSTEN INGEMANN HANSEN, PROFESSOR OG STUDIELEDER PÅ CENTER FOR IDRÆT, AARHUS UNIVERSITET

Hun har taget alle tabuerne op: Slappe rygge, slappe bækkenbunde, og at kvinder skulle skifte hofteholderne ud med strømpebukser. Hun er kommet ud over rampen med budskabet om, at hele kroppen skal være i centrum for det gode liv. Og hun har lært folk vigtigheden af kropslig balance. ELSE TRANGBÆK, LEKTOR I HISTORIE PÅ INSTITUT FOR IDRÆT, KØBENHAVNS UNIVERSITET

Hun har fået mig ud af spidse sko og ned i mere fodforme- de, og de er bedre. Min mor gjorde øvelser til hendes radioprogrammer, så det gjorde jeg også. Jeg var vild med hendes stemme. ANNE MARIE HELGER, GOTVEDSKOLENS PROTEKTRICE

(9)

ge, hollandske fliser til badeværelset, som blev sejlet hjem til Gymnastikhuset. Spisestuen med forældrenes udskårne spise- stuemøbler.

Hun bor i en otteværelseslejlighed med runde døre. Vindues- karmenes planter blomstrer i det kolde vinterlys. Væggene er malet i en støvet grøn og på dem hænger enten familiebilleder eller oliemalerier og tegninger af hendes afdøde mand. Det var i disse rum, hun fik indprentet sin fars leveregler om at spise under evne, klæde sig efter evne og bo over evne. Dem lever hun efter den dag i dag.

Hvorfor skal man bo over evne og spise under evne?

– Det betyder noget for én mentalt. At bo godt – det er vigtigt.

I luft og lys og sol. Og at spise under evne. Mad er ligegyldig.

Man spiser for at leve.

Mener du virkelig, at mad er ligegyldig?

– Nej. Det skal smage godt og se godt ud. Men det er ikke det vigtigste i livet.

Hvad skal man så gøre, hvis man er et af de mennesker, der lever for at spise?

– Det må man selv om. Jeg er ikke en, der prædiker moral.

Hende med fødderne

Det siges, at man bliver en god lærer, hvis man selv har haft svært ved det. Helle Gotved følte sig højt elsket som barn, men

5

Skal man ikke lave

andet end at strække sig?

– Jo, det daglige arbejde.

Løbe, cykle. Gå.

Den opvækst har sat sig spor. For Helle Gotved er det en luk- sus hver dag at kunne gå halvvejs rundt om den nærliggende Sankt Jørgens Sø og at kunne se på gymnastikken nedenunder.

At spise en portion sursød suppe. Livretten er kråsesuppe, som hun fik hvert år 2. juledag i hele sin barndom. Hendes frokost består af et blødkogt æg og en rugbrødsmad med leverpostej.

Skyllet ned med en snaps.

– Så sover jeg så godt bagefter, siger hun.

Det var i gymnastikhuset, hun som 10-årig første gang mødte tegneren Aage Gotved, der kom for at undervise i gymnastik. I huset har hun også fået sine børn. Det er her, hun har boet, og her hun ældes, og det er her et af hendes børn og svigerbørn stadig bor. I gymnastiksalen har hun aftenen inden dette inter- view fejret sin fødselsdag med sine børn, 14 børnebørn og 26 oldebørn.

Huset ligger på Vodroffsvej, på Frederiksberg-siden af søer- ne, midt i København. Et fredet hus midt imellem hundredevis af andre huse og tæt på den trafikerede Aaboulevard.

Verden så anderledes ud, da Helle Gotved var barn. Dengang var Vodroffsvej en landevej. Fra hendes vindue kunne hun se flokke af køer blive drevet af sted mod kvægtorvet. Men i og omkring Gymnastikhuset står det meste, som da huset blev bygget. Cykelstativerne af træ. Udskæringerne i cykelskurstol- perne i gården. Den håndlavede, mørke plint i salen. De særli- NYGotved 19/12/05 8:27 Side 25

(10)

26 Ud & SeJanuar 2006 1928. Den 16-årige Helle på Kerteminde fjord i faderens båd.

1929. Helle, 17 år og nyforlovet, holder påskeferie hos familie i Lem.

1929. Helle med sin mand Aage hos Helles mor i Kerteminde.

hun var også overbevist om, at hun hverken var så smuk eller klog som hendes halvandet år ældre storebror. Hun havde svært ved at skøjte. De færreste af fagene i skolen kom let til hende.

Så hun knoklede.

Og selvom hun tidligt i livet havde fået gymnastik ind med sa- gosuppen, blev hendes begejstring for alvor vakt, da hun kom på efterskole og mødte en ny form for gymnastik, der var anderledes fri end den hun kendte hjemme fra Gymnastikhuset på Frederiksberg.

På det tidspunkt havde optimismen bredt sig efter første verdenskrig. Freuds tanker om at frigøre mennesket fik seksua- liteten til at spire, og kulturradikalismens opgør mod borgerlig- heden gav anledning til højlydte diskussioner i mange hjem om opdragelse, hvor børnene ikke nødvendigvis skulle tugtes, men elskes. Maleriernes fokus flyttede sig fra motivet til selve ud- trykket.

Strømningerne i samfundet slog igennem i gymnastikken.

Gymnastikken blev nu også for kvinder. Kommandoråbene blev skiftet ud med mere syngende anvisninger på, hvordan øvelserne skulle foregå. De gamle systemer, hvor kroppen var inddelt i segmenter og havde hver sin øvelse, blev langsomt skubbet til side til fordel for nogle mere harmoniske, glidende bevægelser. Tøjet ændrede karakter – det blev til lettere gevand- ter, og det var ikke længere forbudt med bare ben.

Og så var der musik til.

Helle Gotved overtog ledelsen af Gymnastikhuset sammen med sin mand. Hendes uddannelse bestod af et år på Statens Gymnastikinstitut.

Hvordan var den uddannelse?

– Den var ikke morsom. Der var ingen sammenhæng mellem teori og praksis. En del år senere tænkte jeg, at jeg selv ville skrive en gymnastikteori, men jeg fik kun skrevet indholdsfor- tegnelsen. Jeg spurgte vores professor, Emanuel Hansen, som også var min fars ven, om råd. ’Det kan De slet ikke,’ sagde han.

’Hvad skal jeg så gøre,’ spurgte jeg. ’Begynd med én ting. Be- gynd med fødderne,’ svarede han. Så begyndte jeg med fødder- ne. Jeg anede ingenting. Så gik jeg rundt og så på dårlige fød- der. Jeg var to år om at skrive en bog om fødder. Så blev jeg kaldt hende med fødderne. Der var så mange systemer, man

skulle lave gymnastik efter. Systemer, systemer, systemer. Jeg var 19 år. Jeg tænkte, det kan ikke være rigtigt. Der må være én ting, der er den rigtige.

Helle Gotved kalder det for en skelsættende begivenhed, da hun i 1936 for første gang så, hvordan et hold tyske gymnaster bevægede sig i total samhørighed med musikken. Rytmen i be- vægelserne blev omsat til musik. Helle Gotved svor, at hun også ville lære at spille musik til bevægelserne på samme måde. At få greb om tonen og gøre den enten fjedrende eller svingende, af- hængig af hvilke bevægelser eleverne skulle gøre. En sanset musik. Hun ville lære at spille musik, der sammen med hendes stemmeleje kunne sætte et hold i gang og fortsætte forløbet uden at afbryde.

Overanstrengt

Siden sin barndom havde hun taget klavertimer og lært at læse noder, men hun måtte lære sig at spille efter gehør. De følgende 10 år forsøgte hun indædt at lære sig selv at spille bevægelses- musik. Samtidig fik hun fem børn, som hun og hendes mand, sammen med en ung pige i huset og hendes mor i lejligheden ovenpå, selv passede. Og så underviste hun flere gange om da- gen i gymnastik.

– Jeg brugte de første 15 år på at overanstrenge mig. Mere, mere, mere. Presse mig selv. Det var det, vi lærte, vi skulle gøre.

15 år efter var jeg ødelagt. Så lå jeg på gulvet i gymnastiksalen.

Jeg måtte begynde forfra på gymnastikken. Jeg havde ingen stemme, hvisker Helle Gotved.

– Jeg var omkring de 30. Stemmen forsvandt helt. Jeg kunne ikke frembringe en lyd. Jeg havde undervist med hæs stemme.

Presset den og presset den mere og mere. Og til sidst forsvandt den. Det lærte mig noget om gymnastik.

Hvad?

– At man ikke skal overanstrenge sig. Man skal ikke presse sig selv.

Stemmen var forsvundet af overanstrengelse. Hendes begejstring for gymnastikken udviklede sig til et opgør med hendes uddannelse. Helle Gotved forkastede de stive gymnastiksyste- mer, hun havde lært og besluttede sig for at opfinde sit eget.

Hun iagttog, hvordan små børn bevæger sig. Hvordan de for ek- ₅

5$3% 3VE

NYGotved 19/12/05 13:03 Side 26