Digitaliseret af | Digitised by

(1)

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Bjørnson, Bjørnstjerne.

Titel | Title: Maria Stuart i Skotland.

Udgavebetegnelse | Edition Statement: 2. Oplag.

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Forlagt af den Gyldendalske Boghandel, 1864

Fysiske størrelse | Physical extent: 175 s.

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the

work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always

remember to credit the author.

(2)

(3)

(4)

1 3 0 0 1 7 6 6 7 3 8 7

(5)

(6)

(7)

(8)

MARIA STUART I SKOTLAND.

(9)

De H a n d l e n d e .

Maria Stuart, Dronning af Skotland.

Henrik Darnley, hendes Gemal, titulær Konge.

James, Ja rl af M urray, hendes Halvbroder.

Lord Stuart, ligesaa.

Grevinden af Argyle, hendes Halvsøster.

Maitland, Ja rl af Lethington, hendes Statssekretær.

David R izzio, hendes Privatsekretær for den udenlandske James Hepburn, Ja rl af Bothwell.

Jarl af Morton.

Lord Ruthwen.

Lord Lindsay.

Andrew Kerr.

William Taylor.

Gardekaptejn Erskine.

En Borger.

John Knox.

Hof, Krigsfolk, Borgere.

F ø rste og anden A kt sp iller i de første Dage af Marts 1566 ,paa Holy- rood Slot i E din b u rg h , den tre d je A kt i H østen samme A ar, den fjerde i

F e b ru a r næ ste A ar (1567), begge i og ved E dinburgh, den fem te p a a Dun

b a r Slot noget over to M aaneder d erefter.

Korrespondance.

(10)

FØRSTE AKT.

D e n s t o r e S a l i H o l y r o o d S l o t .

Forste Scene.

Salen festlig smykket. Der er Bal, der dandses netop en Purpose*).

Dronningen

dandser med sin Halvbroder Lord

Stuart;

blandt de Dandsende Jarlen af Lethington med Grev

inden af Argyle, Jarlen af Morton, Jarlen af Bothwell. Ganske

i

Forgrunden tilhøjre staar Lord

Lindsay, Andrew Kerr

og

en Borger,

alle Tre mørkt og afstikkende klædte; flere Pres- byterianere slutte sig til dem.

Rizzio

ses lidt senere til den anden Side i hviskende, men rolig Samtale med en Adels

mand. Mod Slutten kommer

Damley

ind alene

(Den følgende S am tale f ø r e s , hvergang .Musiken b liv er dæm pet e lle r gjor en P au se.)

L i n d s a y .

S e , de dandsende L inier b u g te sig som Orme i Solen!

Hor , M usiken leger med H elvedets L u e r! D jævelens S k o g g erlatter er i den!

*) „Den Dands, hvori der ta le s hem m eligt.

John K nox“ .

(11)

6

A n d r e w K e r r .

H y s , h y s ; Straffen vil lu k k e til over d e m , som H avet over F araos H æ r.

L i n d s a y .

Se, hvor de hviske! Syndens sm ittende A ande! Se deres vellystige Smil, se D am ernes letfæ rdige K læ dning!

B o r g e r e n .

D e t er spildt p a a d ette H of A lt d e t, som K nox p r æ d ik e r!

L i n d s a y .

H an er som P rofeten i Is ra e l, han ta ler ik k e for- g jæ v e s; thi H erren selv vil indløse hans Ord p a a den ugudelige Slæ gt.

A n d r e w K e r r . D er er D avid Rizzio.

F l e r e . H an der tilhøjre ? —

A n d r e w K e r r . D en k ath o lsk e Forfører!

L i n d s a y . Pavens hem melige A g e n t!

A n d r e w K e r r . Medlem af det nye Jesu S e ls k a b !

B o r g e r e n . D jæ velens snildeste R æ nkesm ed!

A n d r e w K e r r .

Om otte D age sk al han ogsaa faa arbejde i sit e g e t V æ rk sted !

L in d s a y .

L ad os skilles. Vi væ kke M istanke! —

« 9 k

(12)

7

A n d r e w K e r r

(til B orgerne og de Andre).

K o m !

(De g aa opover t a g de D andsende. Rizzio er g a a e t opover p a a sin Side. D arnley kom m er hurtig nedover til L in d sa y , og b e tra g te r D andsen.)

L i n d s a y (bag ham).

M ylord!

D a r n l e y (sv a re r ikke).

L i n d s a y .

M y lo rd ! (som før) M y lo rd , slut E d e r til H errens troende F olk! Befri os fra denne J e s a b e l!

D a r n l e y . O, hvor hun er dejlig!

L i n d s a y .

A f D jævelen er hun forlenet med denne M agt!

V ogt E d er, Mylord, I h a r nu læ nge nok lidt og g ræ d t under d e n !

D a r n l e y .

L id t h a r jeg , og g ræ d t h a r je g , men se p a a hende, om hun ik k e er det v æ r d ! N e j, a f Himlen h a r hun denne M ag t; th i ved hendes Beskuelse er je g opløftet, som p a a en v a a rk la r D a g ! S e , se hver Bevægelse glim ter med Sol! N aar hun bøjer sig, falder der S kygge, n a a r hun løfter sig , ly ser det, n a a r hun g a a r frem ad, b an k er H jertern e i hendes T a k t!

L i n d s a y . H an e r sin d sv ag ! . . .

(gaar.)

D a r n l e y .

H vergang je g ser hende paany, synes det mig, a t je g aldrig h ar set hende før! Hvis je g ik k e endnu een

(13)

8

G ang vilde tale med hende, m aatte je g være Snefjeldet over Loch L in n c h ! H un er mere alene end K ongem agten med al dens G ia n d s!

(han v e n te r, til D andsen slu tter, og Dronningen, fø rt af S tuart, kom m er op i F org ru n d en , hvor S tuart m ed b ø jet Knæ ta k k e r , fje rn e r sig, ta le r m ed en T jener og kom m er strax ig je n ; D arnley g aar op til hende im idlertid.)

D a r n l e v._v

J e g er utaalm odigere efter en Sam tale med E d ers N aad e, end je g som D reng var efter E v en ty r!

S t u a r t .

Soupéen er serv eret, vi vente E ders N aades Be

faling.

D r o n n i n g e n .

S aa hed H erskaberne gjøre sig tilgode. Vi selv ville vente her med K ongen.

S t u a r t

(opfordrer til S o u p é, hvorpaa h v er m ed sin Dame fje rn e r sig under F e st- m arsch).

Anden Scene.

Darnley

og

Dronningen.

D a r n l e y .

D andsen h a r sk u d t Roser p a a E ders Kinder. De vare m aaske ik k e bestem te for m ig , men m it H jerte h a r gjem t dem.

M ylord, dersom det er en S a g , der ta a le r Op

sæ ttelse . . .

(14)

9

I) a r ni e y .

Nej, det ta a le r ingen O psæ ttelse, m it H jerte sønder- slides, je g k an ik k e g a a den afm aalte G ang i et k o ld t Ceremoniel. — M aria, hvorfor ere vi komne fra hin

anden ? —

Fordi Mylord synes bedre om andet S e ls k a b , end V ort.

D a r n l e y .

Jeg ? — E r je g da mig selv uden hos E d er?

O, blandt Mylords D rikkebrødre, sammen med le t

færdige K vinder, er vist m untrere, end i Vore V æ relser.

D a r n l e y .

O, nævn ik k e , hvad je g k an g’jø r e , for a t døve Sorg og Smerte. Men den k an Ingen i V erden mere forvolde mig, uden M aria af Skotland.

E r det en A nklage, I a g te r a t frem føre?

D a r n l e y .

Den, der elsker i Fortvivlelse, h a r en A nklage mod A lt, der lev er, — mod G læ den, fordi den er for glad, mod Sorgen, fordi den ik k e er Glæde. J e g spilder min Tid som en D ag lø n n er, der ikke vil arbejde under en vis P ris ; men der er en P ris , under hvilken je g ikke engang vil leve. — O , hvad skal je g g jo re , for a tte r at vinde E d ers K jæ rlighed?

D et er S k ad e, M ylord, je g ingen P ris stor nok kan nævne.

(15)

D a r n l e y .

I er a f Guisernes S læ g t, — glim rende som D ia

m anten, men ogsaa saa haard.

Antonius smeltede en D iam ant, som C leopatra drak.

D a r n i e y .

Men det kostede ham m ange Millioner.

D r o n n i n g e n . D et var derom, je g vilde minde.

D a r n l e y .

Men je g er fa ttig ; thi E d e r h a r je g givet A lt, — selv min Sam vittigheds Fred.

H vad je g gav E d e r til E rs ta tn in g , h a r I ogsaa forspildt.

D a r n 1 e y .

O , M aria, de første M aaneder a f vort Æ g te sk a b troede je g , a t I elskede m ig!

D r o n n i n g e n . Ved Gud, je g troede det Samme!

D a r n l e y .

Men nu er der kommen E n imellem o s ! D r o n n i n g e n .

Mylord ! (vil gaa.)

D a r n l e y .

N ej, hør mig, eller det k an blive for sent.

D r o n n i n g e n (standser).

T ruer I?

D a r n i e y ,

M aria, du ved ikke, hvortil K jæ rlighed k an drive!

(16)

D r o n n i n g e n . Jo, — til R a a h e d !

D a r n l e y (heftig).

Til endnu M ere! Je g kunde med k o ld t Blod . . . nej, tving mig ikke, M aria.

D et er netop, hvad je g ik k e form aar.

D a r n l e y .

Men den D ag , 1 form aar det, an g rer I det!

D r o n n i n g e n (stigende).

N e j, vis dig som en M and; ved G ud, je g er en K v in d e !

D a r n l e y .

O, blot det Glimt i Ø jet, blot den Bevægelse, og je g elsker dig igjen til R aseri!

D r o n n i n g e n . Ja , elske k a n du, H enrik!

D a r n l e y . Men du k an ikke, M aria!

D r o n n i n g e n (sm iler).

D a r n l e y .

D et Smil siger baade J a og N e j, men der er t u sinde af hvert, og je g k a n ikke tæ lle.

D e t er ogsaa blot en P age, som tæ ller sin H ersk er

indes Smil.

D a r n l e y .

V idste je g N ogen, som forsøgte d e t, saa dræ bte je g h a m !

(17)

12

D r o n n i n g e n . Skinsyge er ogsaa en Pagefejl.

D a r n l e y .

D e t er um uligt a t elske E d e r uden a t blive skinsyg.

H eller ik k e n a a r je g giver G jenkjæ rlighed? — D a r n l e y .

Nej ; th i I giver aldrig anderledes, end I h a r noget tilbage.

D r o n n i n g e n . S tak k els D a rn le y !

D a r n l e y .

V ar du istand til a t føle M edlidenhed, saa borttog du Sygdommens Grund — saa fjernede du d e n , som gjorde mig ondt.

S aa m aatte je g fjerne hele mit Hof.

D a r n l e y . N ej, blot E en !

D r o n n i n g e n . Mylord !

D a r n l e y .

De r er E e n , som I viser m ere Fortrolighed end alle os Andre tilsam m en !

D r o n n i n g e n . S aa er denne E ne den værd.

D a r n l e y .

Ik k e mig alen e, men hele Skotlands stolte Adel opirrer I med a t frem drage en E ventyrer.

(18)

D r o n n i n g e n . Hvad ere de A ndre mere?

D a r n l e y . A delsm æ nd!

D en, je g giver min Fortrolighed, er adlet.

D a r n l e y . Men Andre er den mere v æ r d !

D en , som tjen er mine P lan e r b e d s t, er den bedst v æ r d !

D a r n 1 e y . Andre elsker E d er m e re !

S a n d e lig , je g er kommen til Skotland for A ndet end for a t — elske!

D a r n l e y .

Je g vilde ønske det var sa n d t, n aar Talen var om — Rizzio !

D r o n n i n g e n . Mylord !

D a r n l e y .

Tbi de R y g ter, som g aa, ta g e mig S ø v n en ! D r o n n i n g e n .

V æ lg en bedre Hovedpude end E dinburghs løse R y g te r ! —

D a r n l e y .

Nu , lad dem være løse, som T aagerne, de komme dog altid tilbage . . . lad bele min Skinsyge være en

foldig, som F uglens viljeløse F lu g t, den er dog min

(19)

É A H M l 0 .

Tilværelse, og derfor m aatte I vise mig den K jæ rlighed, a t a g te d e n !

D r o n n i n g e n . Ved a t fjerne Rizzio? A ldrig!

D a r n l e y . E r det E d ers sidste Ord?

D r o n n i n g e n . Mit sidste.

D a r n l e y .

Godt. T ag er I in tet H ensyn til m ig, saa ta g e r je g heller in tet H ensyn til E d er!

D r o n n i n g e n . I p la g er mig, Mylord.

D a r n l e y .

Nu skal je g ik k e oftere tale derom ; — men handle.

D et h a r I sa g t saa ofte, a t det k je d er mig.

D a r n l e y .

A t I spotter den K jæ rlig h ed , som I selv h ar n æ re t, undrer mig ju s t ik k e ; th i je g ved, a t I endog k an bringe den p a a S kafottet.

D r o n n i n g e n (tier).

D a r n l e y .

S tak k els C hatelard, ham h ar det k o stet L iv et; men det er s p a a e t, a t hver den, som elsker E d e r, skal det koste Livet.

D r o n n i n g e n (tier).

D a r n l e y .

O, M aria! — N e j, Slange i en K vindeham , onde Spil i en Fos, der drager M enneskene til Doden og ler

£**»;. -'W

(20)

fæ lt oyer dem, — je g skal dog finde det G arn , som fanger d ig , og den R æ d sel, som overvinder d ig ; je g skal dog leve den D a g , a t je g faar dig til a t græ de, Skotlands skjønne Sfinx, — græ de Blod!

D r o n n i n g e n . S aa bliver det ik k e første G a n g !

(hun b ris te r i G raad.)

D a r n l e y .

O, M aria, tilgiv mig, je g er ikke ond; det er blot siden den D a g , je g saa d ig , a t saadanne T an k er ere voxede i m ig; men saa m aa ogsaa du have M agt til a t ta g e dem ud igjen. O , vis dig mild . . .

D r o n n i n g e n . Nu g a a r je g til R iz zio !

(liun gaar.)

Tredje Scene.

Darnley

(alene).

Til Rizzio? Til Rizzio! Je g g a a r efter! J e g m yrder ham i den store Sal foran alle Skotlands L o r d e r ! . . . N e j, det tr a f blot h a m , men ikke hende. H ende m aa je g træffe, hun m aa læ re a t f r y g te ; th i hun elsker blot den, hun fry g ter! Hun sagde det selv: bliv en Mand!

sagde hun. J a , det skal j e g , og den D aad, som gjør mig til en M a n d , skal skræm m e dig ned til et B a r n ! L ethington h a r R e t, Morton h a r Re t , . . . hvor er de nu? Hvad for N oget? Taknem m elighed? Taknem m elig

hed mod hende? D aglig haaner hun m ig, hun n æ g ter mig K ronen, hun lader mig henleve et ørkesløst Liv

(21)

som S k y g g ek o n g e, halvt til Spot for A ndre, men helt for mig selv, og min Æ re besudler hun, og min Ret giver hun en Anden. Min Sjels Nød og Elendighed ser hun, men hun lader mig leve i d e n !

(Der høres Musik fra de indre V ærelser.)

Denne M usik løftede mig for sex M aaneder siden i B ryllupsrusens D a n d s e , nu finder den mig alene og i onde T ankers N atm ørke. Men h u n er hleven tilbage i F estsalens L ys — ved en Andens Ar m! 0 , hvor kom H østen tidlig! A fblæst og blegt er det herinde; jeg kjen d te engang B lom ster, men fik ingen F ru g te r se.

(M usiken flammer op.) Men derinde — hvilken Farve og V ellyst. Ve n t , vent . . . je g bryder en Kveld ind med hundrede staalk læ d te M æ n d ; da skal der blive Giands som a f blaa Is, og den røde F arve skal flyde hen over den! D er er L ethington! — Have ogsaa vore T anker Eccho ?

Fjerde Scene.

Darnley

og

Lethington.

L e t h i n g t o n .

Je g komm er fra et Optrin inde i den store Sal, som h a r sa t Alle i Forbauselse. D ronningen . . .

D a r n l e y . . . . D ro n n in g en !

. . . kom ind, gik lige mod David R izzio, hviskede med h am , tog saa hans Ar m, og førte ham til de indre V ærelser.

(22)

17

D a r n l e y .

O, naadige Gud, b e sk y t min F o rstan d ! L e t h i n g t o n .

Je g stod ved Siden a f den franske Afsending. H an sag d e: Til h vilket V æ relse mon de nu g a a ?

D a r n l e y . H an lyver!

Je g svarede s tr a x : Om en saa høj D am es T a k t k a n der ik k e rejses Tvivl.

D a r n l e y .

O, altfor s to r, L ethington, altfor stor!

*

D en franske A fsending bem æ rkede: Ig a a r saa man H er D avid give Audiens i en blaa S laab ro k ; blandt dem, der fik E n tr é , var ogsaa D ronningen.

D a r n l e y .

D et er en H elvedets L øgn, hun h a r aldrig besøgt ham.

D ette er Ord til A ndet, hvad je g p a a E d ers Vegne sv ared e, og E nglands A fsending, som netop var kom men til, næ gtede s tæ r k t; th i han vidste med S ik k er

hed , a t Rizzio tvertim od havde v æ ret hos D ronningen i — S laabrok.

D a r n le y . H a, ha, ha!

L e t h i n g t o n . J a , det er blot til a t lee af.

B jørns fjerne Bjørnson.: M aria S tuart. 2

(23)

18

D a r n l e y .

H a , h a , ha! min Æ r e , m it Liv er blot til a t le a f ; min søvnløse K jæ rlighed o g s a a , og min Moders k n u ste L y k k e , og min F aders uhyre S to lth ed , blot til a t le af! — L ethington, I er en fordømt S k u rk ! I fører mig levende til min U n d erg an g , je g føler d e t , og kan dog ik k e s ta a imod. Thi det er hos hende a le n e , at je g k an søge Redning mod E d e r ; men hun støder mig

tilbage blandt E d ers Rovlyst.

J e g ønsker E ders N aade god B e d rin g !

(v il g a a .)

D a r n l e y .

L e th in g to n , g a a ikke fra m ig! L ethington! Ja , je g er syg, je g h a r ikke sovet p a a m ange N æ tter, je g fry g te r undertiden for a t være a le n e ; th i je g fry g te r undertiden for min F orstand. O, L eth in g to n , je g er jo endnu næ sten et B a r n , nitten A a r , je g er ikke stæ rk nok til a t bæ re saa haard en Skjæ bne. Og dernæ st elsk er je g hende form eget! 0 , vilde hun blot sige mig et eneste venligt Ord, selv om det var det, a t hun var s k y ld ig , blot hun saa bad mig om T ilgivelse, je g til

gav hende, L ethington !

L e t h i n g t o n . D et forbyde Gud og E ders Æ r e !

D a r n l e y .

Jeg ved d e t; men je g h ar ingen anden Gud og Æ r e , end hendes K jæ rlighed. Kom hun blot med T aarer tilbage til m ig, je g tog hende p a a Armen og bar hende frem for E uropas stolteste Hof, og bekjendte

(24)

19

h ø jt og d y rt den Skam , a t je g var V erdens ly k k e lig ste M a n d !

O , je g h a r v æ ret det , L e th in g to n ! D e første to M aaneder af vort Æ g te s k a b , da vilde hun blot være, hvor je g var. D enne K vinde, E u ro p as s k jø n n e s te , v ittig ste, yndigste, hun var mi n; den h ø jeste D r ø m, nogen Y ng

ling havde drøm t, den var m it daglige L i v , og je g var bare atten A a r !

Men det to g saa snar en E nde .. .

(han græ der.)

E n M and hæ vner saadant, han g ræ d er ikke.

D a r n l e y .

D et er b a rn a g tig t, — je g ved det nok; men nu h a r N æ tternes Tomhed min D a g , men D agens Uro er fly ttet ned i min N at. F ik je g ik k e græ de engang imellem, saa spæ ndte Tankernes syge Sus mit Hoved itu.

D et er a ltsa a bedst a t lade den hele P lan fare.

D a r n l e y . H vilken, L ethington?

M aaske ønsker I ik k e engang, a t N ogen a f os u d æ sk er den F ræ k k e til en D uel . . .

D a r n 1 e y .

E n D uel? Give David Rizzio i H aanden et lige la n g t S ty k k e S t a a l , lige Luf t , lige Jord? B agfra, L e th in g to n , med tyve St ød, og endnu n o g le, n a a r han lig g er død. K læ d ham saa a f og hæ ng ham op, til al V erdens Skam og Skjæ ndsel. H a n , som h a r

2*

(25)

20

snigm yrdet min L y k k e , m aa ogsaa omkomme som e t

h v ert ondt In sek t. L e th in g to n , der er dog ingen ræ d sommere F orbrydelse p a a Jorden end a t lokke vor H u s

tro over i sin F o rtro lig h ed , og saa forfore hende?

H ar I aldrig selv g jo rt d e t, H enrik D arnley?

D a r n l e y .

J e g h a r ik k e før v id st, hvad det var.

Men er I nu ogsaa saa vis? S kinnet er s tæ r k t;

men m aaske er det Skin. Hvis hun nu forsikkrede om sin U skyldighed?

D a r n l e y .

H un le r, n a a r je g ta le r derom , j a , hun forsikkrer mig næ sten om det M odsatte.

L e t h i n g t o n . H un trodser E d e r ?

D a r n l e y .

J a , j a , nu g ik hun lige til Rizzio.

M aaske netop fordi hun følte sig stæ rk i sin U skyldighed?

D a r n l e y .

Men hvorfor bevidner hun mig den saa ikke? Hun ser dog min Lidelse?

L e t h i n g t o n . Hun elsk er E d e r ikke.

D a r n l e y . N ej!

(26)

21

L e t h i n g t o n . Og hun fry g te r E d e r ikke.

D a r n i e y . D e t er ju s t U ly k k e n !

Hendes trodsige N atu r elsk er k u n den, hun fry g te r!

D a r n l e y . S aa er d e t; netop s a a d a n !

D ersom E ders N aade a lts a a kunde bringe hende til a t fry g te . . .

D a r n 1 e y . D et er hvad je g vil, L e th in g to n !

L e t h i n g t o n . Men dertil hører Mod!

D a r n l e y .

J e g sk al fo rsø g e; th i hele min F rem tid er In d satsen !

Selv om hun forsikkrede d y r t, a t E d ers P a a sta n d var fa lsk . . .

D a r n l e y .

Men hvis den var f a ls k , L ethington?

Saa kunde den blive s a n d ! Thi hun elsk er ikke, og hun fry g te r ikke.

D a r n 1 e y . D u h a r R et, du h a r R e t !

L e t h i n g t o n . Men ser I , hvor le t I giver ta b t.

li

(27)

22

D a r n i e y .

J e g sk a l i k k e ! — — Men L ethington . . . Hvis hun i F aren s Ø jeblik henvendte sig til mig som til sin n a tu rlig e B e s k y tte r ? —

S aa spørg h e n d e , hvorfor hun ik k e kom før.

D a r n l e y .

D u h a r R et . . . nu sk y r hun m ig , nu trodser hun mig.

Giver I efter i selve Straffens Ø jeblik, saa f o r a g t e r hun E d e r o g s a a , og siden kjen d er hun ingen G rændse.

D a r n l e y . D ette er sandt.

S kyldig eller usk y ld ig — hun m aa finde sin H erre ! . . .

D a r n l e y .

E lle r m it ‘Liv er en H elvedets K v a l, en blødende G ang p a a hendes L uner, en snigende Tæ ring, som hvert B lik a f hende k a n gjøre væ rre.

N u tro r j e g , a t I modnes for en H andling.

D a r u l e y .

F ry g t ik k e , L eth in g to n ; skuffet K j æ rlighed og Skinsyge er den stæ rk e ste H æ rdelse for en Sjel. Om nogle D age er je g istand til Alt.

i -

(28)

23

Men hvis hun netop i disse D age skulde nærme sig E d e r med V enlighed?

D a r n l e y .

A k , L e th in g s o n , hun g jø r det ikke.

L e t l i i n g t o n .

Nej* jeg - fry g te r for det. — Thi E d ers N aade m aa vide, a t netop i de sidste D ag e er der in d tra a d t e t in tim ere Forhold mellem Rizzio og h en d e, end nogen

sinde før.

D a r n l e y . H voraf ved du det?

H an er bleven overøst med G aver; je g h a r hørt, a t han alene i K læ der ejer m ange tusinde Pund.

D a r n 1 e y . S k jæ n d ig t, skjæ ndigt!

H ans Sam ling af Juveler og k o stb are Stene h ar hun forøget a f sine egne S m ykker.

D a r n l e y .

E r der da mere Tvivl! 0 , L e th in g to n , je g h a r k a ld t M urray h je m , je g h a r k a ld t hele hans fordrevne P a r ti, — med mine F jender h a r je g forenet m ig , j a med D jævelen selv — hellere end a t ta a le denne Skam og Lidelse.

M urray er p a a V ejen . . . der m aa ile s !

(29)

24

D a r n l e y .

Kora til mig im o rg en , lad os træffe næ rm ere Af

tale, sæ t Alle igang, men skynd E d er, skynd Ed e r ; thi hyis ik k e en sk arp H andling sn art aarelader mig for m it syge Blod, saa finder I mig k v a lt en M orgen!

T al ik k e saa h ø jt, E d ers N aad e, der komm er Nogen.

D a r n l e y .

J e g vil ud, je g m aa finde L u ft og Ru m; L e th in g t on, et P a r a f mine T jen ere, bed dem følge m ig , je g vil k a ste mig p aa en H est og ride ud i Skoven.

L e t h i n g t o n . Men det er dyb N at.

D a r n l e y . Ja , vi passe nu for h in a n d en !

(han g a a r , L ethington følger ham , m en træ ffer i D øren en T jen er.)

L e t h i n g t o n ( t il T je n e re n ).

Find K ongens T jen ere, han vil ride ud. H u rtig t!

(T je n e re n g a a r.)

Fjerde Scene.

Lethington;

siden

Morton.

S tak k els D a rn le y ! ( s e r Morton i D oren.) H er er Ingen.

M o r t o n (b liv e r sta a e n d e ).

Men lier kunde komme.

(30)

25 flp*

H ar D e , M y lo rd , set det nye P o rtræ t a f D ron

ningen? ( s tille r sig foran det, Morton kom m er og gjør lig e s a a .) D et h ar en udm æ rket L ighed.

M o r t o n .

U d try k k et er mig m eget for trodsigt.

L e t h i n g t o n . J e g tror, det k a n re tte s paa.

M o r t o n . H ar D e undersøgt det?

L e t h i n g t o n . J e g er vis p a a , a t det vil rettes.

M o r t o n . V edkomm ende indvilger altsaa?

L e t h i n g t o n . I Alt.

M o r t o n . Og Tiden?

L e t h i n g t o n (fo rtro lig ).

S tra x , stra x ! — H er k a n ik k e ventes. D e sp a n ske Subsidier ere k o m n e , de L andsforvistes Godser vil hun ogsaa faa. Inden otte D age re jse r hun aaben K rig mod P ro testan tern e og E ng lan d . . . til F orbundsfæ ller h a r hun hele E u ro p a!

M o r t o n (sagte).

A ltsaa im orgen?

L e t h i n g t o n (ligesaa).

Im o rg en , K n o x ’s Hus , fire E fte rm id d a g !

(31)

M o r t o n (ligesaa).

Men de ere p a a Spor. K ongen h a r væ ret løs- m un d et. Lord S tu a rt h a r h ø rt ham true.

I vil have M urrays R in g , for a t k a ste den i

E t udm æ rket P o rtræ t isan d h ed ; blot det bydende U d try k bliver dæm pet.

Og den italienske H alskrave bliver b o rttag et.

(M orton g a a r im idlertid opover og u d .) D er kom m er Rizzio i Sam tale med S tu a rt!

J e g tro r d o g , a t Mylord ser Spøgelser ved højlys D ag. D en landsforviste M urray er i Nød i E ngland, hans P a rti i endnu s tø rre , E lisab eth vil ikke hjæ lpe dem; E lisab eth h jæ lp er kun dem, som det g a a r godt.

H vorfra faa de saa Midler til a tte r a t begynde et Op

rør i Skotland?

L e t h i n g t o n . S aa m aa de bringes p a a Vildspor.

M o r t o n . Italieneren? (giver den.)

L e t h i n g t o n . Ja. Ik k e mere her.

M o r t o n (højt).

L e t h i n g t o n (højt).

(o p o v er til Siden og u d .)

Femte Scene.

Rizzio

og

Stuart

R i z z i o .

(32)

27

• S t u a r t .

Ik k e O prør, M onsieur; je g h a r ik k e ta lt oru O p

rør. N e j , det er væ rre ! R i z zi o.

H vad er væ rre end O prør?

S t u a r t . Snigmord.

R i z z i o (fo rfæ rd e t).

S nigm ord! (k o r s e r sig .) D en hellige Jom fru vil b e

s k y tte sin gode S ag og dens tro Tjenere.

S t u a r t .

D en hellige Jom fru h a r sine L u n er som enhver anden a p arte D am e, og je g raad e r M onsieur til a t for

stæ rk e Slottets V agter.

R i z z i o .

J e g ta k k e r M ylord for de skarpsindige R aad.

S t u a r t .

M adame, m a soeur, ved bedst selv, a t der allerede tre G ange h a r væ ret forsøgt et A tte n ta t mod hendes dyrebare Person i d ette ra a L and. D ennegang kunde det m aaske rettes mod Flere.

R i z z i o . Hvem mener Mylord?

S t u a r t .

M onsieur ved, a t han ikke er elsk et a f dette L ands Adel.

R i z z i o .

D en hellige Antonius af P a d u a , min S k y tsp atro n , vil bevare mig mod onde M ennesker. D ro n n in g en , min høje H erskerinde, vil naadig vaage over min S ikkerhed.

(33)

28

S t u a r t .

T al han til G ardekaptejn E rsk in e ; det er yistnok d en , som k a n b esk y tte Monsieur.

R i z z i o.

J e g ta k k e r , M ylord, je g sk al ta le til ham.

S t u a r t .

M onsieur, ik k e for hans Skyld, men fordi Madame, m a so eu r, holder ham i synderlig G unst, h a r je g sa g t ham dette. M onsieur, je g skal opføre Borddandsen!

R i z z i o . M y lo rd !

Sjette Scene.

Rizzio. Lethington.

R i z z i o . S nigm ord!

( id e t han v en d er sig, sta a r Lethington lige bag h am ; han fo rfæ rd es.)

E r D e b a n g e , je g vil snigm yrde Dem?

R i z z i o . Hvem h a r sa g t? — —

J e g ønsker a t ta le med Dem. D et er Grev M or

ton , som h a r sendt mig. D e v e d , han ikke gjerne ta le r med Dem selv.

R i z z i o .

N aar e t saa a rtig t Bud sta a r til hans T jeneste, er han vist ogsaa bedst tje n t dermed.

(34)

29

H an er selv Bud fra en endnu Større.

R j z z i o . F ra hvem?

L e t h i n g t o n . F ra M urray.

R i z z i o .

Den landsforviste O prører! Saa de pleje U nder

handlinger?

Derom m aa D e spørge M orton selv.

R i z z i o .

M urrays S ager ere mig fuldstæ ndig ligegyldige; de, der pleje dem , ligesaa.

D et kunde jo v æ re, a t man gjorde Sagerne en Smule in teressante for Dem.

R i z z i o . D et vil neppe ly k k es.

(s æ tte r sig .)

L e t h i n g t o n (afsides).

H an s æ tte r sig i min N æ rv æ re lse ! R i z z i o .

S æ t D em , H er S tatssek retæ r!

Je g er Dem re t m eget forbunden, H r. P riv atse k re tæ r.

(sæ tter sig h alv t med Ryggen mod ham og begge Ben p a a en Stol.) H ar De ingen L id en sk ab er, David Rizzio?

(35)

R i z z i o .

D e t er farlig t for en P olitiker a t underholde L iden

skaber.

E n B em æ rkning saa s a n d , a t je g netop nylig h ar g jo rt den. Ik k e destom indre . . .

( h a n begynder at lege m ed Grev M urrays R ing.)

R i z z i o .

Jarlen m ener, a t Ingen k an sige sig fri for L id en skaber?

L e t h i n g t o n (m ed Vægt).

Ja.

R i z z i o .

Men saa gjæ lder det a t p a s s e , a t de p a a alle P u n k te r falde sammen med vort A rbejde . . .

— — — saa ingen H aand k an komme im ellem ; v is tn o k ; —

R i z z i o .

Og skulde je g sig e, hvorfor det hidindtil er g a a e t mig godt, saa søger je g A arsagen alene heri.

L e t h i n g t o n . S aam æ n d , ik k e urim eligt.

R i z z i o .

S kotterne have gjerne en eller anden Arv, en Drøm, en H æ vn, en Æ rg jerrig h ed a t fo rsø rg e, og rende sig derfor fast.

Isæ r i denne urolige O vergangstid, hvori Gammelt og N y t slides om Sjelene, — det er sandt.

(36)

R i z z i o.

Jeg kom fremmed h e rtil, jeg h ar kun det M aal, a t være min D ronning tro og nyttig .

D erfor væ lger hun Dem fremfor os, det er g an sk e n atu rlig t.

R i z z i o.

Om det ju s t ik k e er n a tu rlig t, saa er det ik k e uden K logskab.

L e t h i n g t o n . N e j, nej.

R i z z i o .

R e su lta te t h a r ik k e ta lt derimod.

Nu s ta a r den k ath o lsk e S ag godt, det er sandt.

R i z z i o .

H vad er det dog for en m ageløs R in g , Jarlen der holder?

L e t h i n g t o n . E n k o stb ar, ik k e sandt?

R i z z i o (re jse r sig).

Nu h a r je g sjelden set en saadan G iands! H vad?

— D en er mere værd end den største K ro n d iam a n t!

H ar D e engang sta a e t i en Ju v elerb u tik ! R i z z i o .

N aar je g k jø b e r S tene, lader je g dem hente.

D et glæ der mig, a t dog endelig E n k a n bedømme denne Stens Værd.

(37)

32

R i z z io.

J e g elsk er skjonne S tene; je g h a r sely en Samling.

E lsk e r D e Stene, m aa De kjende denne; th i Sam lere have s k a rp t Øje.

R i z z i o

(b etrag ter den næ rm ere).

Jarlen a f M urrays ! H ar De k jo b t den?

L e t h i n g t o n . N e j , han vil give den b o r t!

R i z z i o .

D enne uhyre Form ue . . . til hvem?

L e t h i n g t o n . Til D e m , David R iz zio !

R i z z i o . Til mig!

L e t h i n g t o n (re js e r sig).

Den stolte Grev M urray beder Dem tale hans Sag hos hans S øster D ronningen; — k an De faa et større Bevis p aa, hvor forandret Stillingen er, hvor fuldstæ ndig D e h a r sejret! D et p rotestantiske P a r ti, som for nogle A ar siden var enem æ gtigt, er saa tilb ag etræ n g t, a t dets første M and m aa try g le om N aade hos Pavens hemme

lige A gent ved d ette Hof.

R i z z i o .

D et sm erter E d e r, Ja rl a f L ethington?

J e g var ik k e den aabne M and, som je g e r, der

som je g dulgte, a t det g jø r mig ondt. H er er Ringen !

(38)

33

R e z z i o .

Jarlen a f M urrays U lykke g jø r ogsaa mig o ndt;

men hjæ lpe ham tilbage k an je g ikke.

L e t h i n g t o n . De vil ikke?

R i z z i o .

Je g k a n fo rstaa, a t De med sæ dvanlig Finhed h ar fundet min L id en sk ab ; men dennegang falder den des

værre ikke sammen med D ronningens P olitik. Au re-

V Oir ---- ! (vil gaa.)

L e t h i n g t o n

(aab n er K am indøren, vil k a s te R ingen derind).

R i z z i o .

For Madonnas S k y ld , hvad g jo r De?

L e t h i n g t o n . Den h a r nu ingen Bestemmelse.

R i z z i o .

D et er jo en F orm ue, det er mere end A lt, je g ejer!

L e t h i n g t o n . Ø nsker De a t redde den?

R i z z i o . N a tu rlig v is!

L e t h i n g t o n . S aa ta g d e n !

R i z z i o .

N ej. Men giv den til hans S øster D ro n n in g en ; lad hende opbevare den for J a r le n !

L e t h i n g t o n . For Jarlen — S nak!

(vil k a s te den i K am inen.)

B jørnstjerne B jørnson: M aria Stuart. 1

(39)

34

R i z z i o .

De kjen d er ikke dens V æ rd , De ved ik k e , hvad D e tilin tetg jo r.

N u , saa k an D e jo selv opbevare den!

R i z z i o .

O pbevare den? N u , — det sk al je g g je rn e , — men ik k e som om min H andlem aade derved p aa nogen M aade skulde væ re bunden.

Men dog som en daglig E rindring om, hvor u ly k k e lig D ronningens Broder er. (giver den.)

R i z z i o (tag er den).

Og som en daglig E rindring om e t stolt Øjeblik i m it L i v !

D ertil h a r De naturligvis R et. Men je g tø r vel h a a b e , a t denne Jarlen af M urrays U nderkastelse ik k e h ar væ ret g an sk e forgjæves.

R i z z i o .

De m aa selv in d se, a t je g efter d ette Bevis ikke læ nger k a n b e tra g te Grev M urray og hans P a rti som farligt. Mere k an je g ik k e sige.

Syvende Scene.

De Forrige. Lord

Stuart.

Siden

Dronningen.

L ord S t u a r t .

M onsieur, Madame, m a soeur, befaler ham a t ind

finde sig.

(40)

35

H er S e k re tæ r!

M vlord!

L e t h i n g t o n . R i z z i o . L e t h i n g t o n (gaar).

R i z z i o . Hvor er Dronningen?.

S t u a r t . Je g skal fore ham.

R i z z i o .

H vad det R aad a n g a a r, som M ylord havde den N edladenhed a t give mig, saa k an je g nu forsikkre M y

lo r d , a t det var h o jst overflødigt.

S t u a r t .

D e t skulde glæ de mig for h a m, M onsieur.

R i z z i o .

Ik k e med M ordervaaben, men med B ønner og Gaver søger man os. Og den h ø jst morsomme Mine, hvormed enkelte Adelsmænd ved dette Hof tro a t m a atte om- gaaes m ig , h a r aldrig forekomm et m ig kosteligere end nu. Au revoir! . . . Men der er jo D ronningen selv! —

S t u a r t .

Hendes sædvanlige U taalm odighed overspringer alle E tiq u etten s . . .

L ad os væ re ene, S tu art. Sørg for, a t Ingen for

sty rre r o s !

Men D andsen

S t u a r t .

3*

(41)

'rzmrrm

F ø rst F o rre tn in g e r, saa D a n d s ! L u k D ørene!

S t u a r t . H vad m aa man tæ n k e !

(gaar.)

Ottende Scene.

De Forrige (uden Stuart).

H vad er d e tte , R iz zio , tred je G ang ta le r man til mig om et Overfald?

. R i z z i o .

O gsaa til E d ers N aade?

D r o n n i n g e n . O gsaa til dig?

R i z z i o . Ja , nu netop! —

B esynderligt. F or en Stund siden truede ogsaa K ongen mig.

R i z z i o .

E ders N aade tro r, a t lian sta a r i Forbund med . . . D r o n n i n g e n .

Med hvem? . . .

R i z z i o .

Med d e m , der tæ n k e p aa Overfald . . . D r o n n i n g e n .

H v e m tæ n k e r p a a Overfald?

(42)

37

R i z z io.

Je g k an ik k e vide det . . . (P au se.) E r det de L andsforviste?

Min Broder, Grev M urray? . . . D arnley skulde for

ene sig med mine . . . med sine F jender? — H vad er h er da sket?

R i z z i o.

D et m aa E ders N aade bedst vide . . . D r o n n i n g e n .

H an fordrede nylig a f mig — (s ta n d s e r, se r p a a R izzio, ler.) D arnley er en N ar. D et H ele er e t O pspind!

R i z z i o.

E d ers N aade er altid try g . . . D r o n n i n g e n . H vad Bevis h a r da du?

R i z z io.

K jender E d ers N aade denne R ing?

D r o n n i n g e n . Min B ro d ers! —

R i z z io.

Med den vd Grev M urray lyse sig tilbage til E ders N aades Forvæ relser . . .

Og gjennem dig skulde det ske . . . ? R i z z i o .

Man forsøgte det . . . Men her er Ringen !

(vil give den, hun se r det, men ta g e r den ikke.)

Man tillæ g g er dig en hoj Indflydelse hos Os, Rizzio.

(43)

R i z z i o.

Blot for a t gjøre mig m istæ nkt i E ders N aades Øjne. -— H er er R ingen!

D r o n n i n g e n (som før).

Hvorfor er du mig m ere tro end de Andre ,■

Rizzio? —

R i z z i o .

Med større N y tte bør vi u n d ersø g e, hvorfor man sam tidig med a t der ym tes om O verfald, forsøger a t gjøre os sikkre . . .

M ange have ogsaa før dig væ ret mig t r o ; men de have Alle h av t sine G runde, — G runde, som je g h ar .set . . .

R i z z i o .

E d ers N aade, man spinder g anske vist R æ nker om E d e r ; je g lod, som je g var sikker, m e n j e g v a r d e t i k k e ! —

D u m aa være m eget sik k er p aa V or Y ndest, D avid Rizzio, siden du ik k e engang svarer Os!

R i z z i o .

Je g svarer i k k e , fordi je g i A lt dette kun ser en In trig e ; man forsøger p a a a t sty rte mig hos E ders N aade, og det i et m eget v ig tig t Øjeblik.

Je g begynder a t blive kjed a f al den \ igtighed, man tillæ g g er d ig , — og som du ogsaa tillæ gger dig selv.

(44)

39

R i z z i o .

E ders N aade er uretfæ rdig mod m ig; . . . men je g skal forsøge a t ta ale d et, . . . saa vist som je g daglig- ta a le r K ræ nkelser for E ders N aades Skyld.

Men hvorfor i al V erden g jø r du det? — D er er noget D u lg t ved d ig ; du virker p aa mig som E n , der altid g a a r og holder sig tilbage.

R i z z i o .

Om N oget ved mig skulde forekomme E d ers N aade dunkelt, saa m aa mine H andlinger til E ders N aades Vel, saa m aa den P olitik, som til idag h a r b a a re t saa store F ru g te r for den k ath o lsk e Sag, vidne med K la rh e d , a t je g er E d e r hengiven.

D e t er sandt . . . Men hvorfor sk al jeg altid høre det, hvorfor sk al je g sta a i din Gjæld derfor? — H vor

for vil du til E xem pel ik k e blive Adelsmand?

R i z z i o . Fordi det vilde skade mig.

D r o n n i n g e n . Men en høj R an g dog?

R i z z i o .

Je g bryder mig ikke om det, der blot er e t Skin.

D r o n n i n g e n . D et er P enge, Stene . . .

R i z z i o . Ja , det er sik k re Ting.

D r o n n i n g e n . Og kostbare K læ der . . .

(45)

40

R iz z io.

J e g er sty g af N a tu re n , je g raaa bøde derpaa.

M en, E ders N aad e, lad dog ikke Fjendens Sæd stra x gro i E d ers Sjel. L ad os ikke over disse Sm aaligheder ta b e den store F are afsy n e, hvis første sorte Stribe ses la n g t borte. — L ethington h a r P la n e r, han og M urray og M orton; je g lo d , som je g var uvidende og tr y g ; men je g var bange ! De m aa have m ange Medindviede ; thi Sagen er saa u d b red t, a t selv en saa egoistisk syssel

sa t P e rs o n , som Lord S t u a r t , h a r faae t Spor deraf . . . I S andhed, nu m aa V agterne ride ud mod N a tte n ; thi der ses V agtblus i de store Skovel

J e g er nu tre Gange overfaldt, og er kommen vel d e rifra ! J e g bryder mig ikke derom 1

R iz z io.

E d ers N aade h a r saa m eget Mod . . . D r o n n i n g e n .

Og du saa lid t; . . .

R i z z i o .

Thi je g h a r Omsorg for E ders N aades Vel!

Men hvorfor h a r du det? Hvorfor ta a le r du mine L u n er og de A ndres B agvaskelse?

R i z z i o (v red ).

N aar e t Barn er bleven kjed den V iolin, som det h ar spillet p aa, vil det slaa den isty k k er, for a t se den indeni! . . .

A ltsaa den D ag, je g ser dig indeni? . . .

(46)

R i z z i o.

E ders N aade, m aa je g nu faa g a a ? D r o n n i n g e n .

K an je g ik k e mere faa denne Yiolin sammen, hvis je g engang h a r set den indeni? . . .

R i z z io.

Nej.

S aa m aa din L idenskab om fatte en uhyre G jenstand ! R i z z i o.

E d ers N aade h a r vist ik k e mere B rug for mig idag . . .

(vil gaa.)

D r o n n i n g e n . R izzio !

R i z z i o . Ja , E d ers N aade . . .

Vi To k a n ik k e mere arbejde sammen ; med en M aske k an je g ik k e tale fortroligt.

R i z z io.

D er er noget G rusom t i E ders H je rte ; det er ikke første G ang, je g ser det!

F ry g te r du Nogen, siden du ikke vil sige det!

R i z z i o . Jeg beder, lad mig nu g a a !

— Din Fjende, Kongen?

R i z z i o . N e j! —

(47)

mi iiipin— mniim "

42

Adelen? — (da han tier.) E r din L idenskab en eller anden u h ø r t O phøjelse . . . n u v el, du sk al faa den — trods A d elen !

R i z zi o.

D e t er ik k e A delen, je g fry g ter.

A k, je g fo rstaar . . . det er hele den offentlige Me

ning i E u ro p a. Men du ved jo , Rizzio, det morer mig, a t gjøre den det broget.

R i z z i o .

Ingen i V erden fry g te r je g — uden — D r o n n i n g e n .

Uden? — S aa nævn det dog!

R i z z i o .

— Dem s e lv !

M ig! — N u befaler je g dig a t ta le!

R i z z i o .

I er uden G rændse og H en sy n ; det glæ der E der, a t se mig fo rtæ ret a f den m æ gtigste L idenskab, — thi je g h a r e n , — den er d e t, som h a r oplyst m ig, og den vil oplyse mig til de største G jerninger i Eders T jeneste, saalæ nge den bræ nder til sidste Gnist, -— siden er je g In tet.

Men hvilken V eltalen h ed , — R izzio, je g kjender dig ik k e igjen!

(48)

43

R iz z io.

N ej, naadigste Dronning-, I h ar aldrig’ k je n d t m ig!

Min Taushed h ar væ ret en daglig L ø g n , og G ræ tten- heden Segl for den. Men n u , da I h ar aab n et mine L æ b e r for den fyrstelige S andhed, nu skal I vide d et:

blot den, der h a r et sto rt M aal, k an forsage foran alle sm aa; blot den, som en T anke b eaan d er, k an lide;

blot den, som v en ter, k an taale L u n e r, H a a n , B ag vaskelse, O n d sk a b !

D r o n n i n g e n . Men hvad er det dog'!

R i z z i o.

D et e r , — j a , vid dog fø rst: det er ikke som D arn ley , der træ tte r og forfølger E d e r , ik k e som hine, der for Verden ville rose sig af et B lik , et Or d, en D ands, ik k e som dem, der g jø r L arm med en D uel for E ders Æ re ; . . . je g elsker ikke det Skin, a t være om

ta lt som E ders E ls k e r, men en g a n g , — om ogsaa la n g t, lan g t frem , om et Liv fuldt a f F orsagelse og Troskab skal til, — dog tilsidst a t blive d e t, —

Ha, ha, ha, ha! Ha, ha, ha, ha! Ha, ha, ha, ha!

R i Z Z i O (fortvivlet).

Le mi g ud, men hus k, hvad denne ta u s e , dybe K jæ rlighed h a r u d re tte t for E d e r i disse arbejdstunge A a r, medens I selv fik tum le ubekym ret i F aré og D ands. — L e saa og k a s t mig b o rt, som alle de A n

dre, — det er jo , hvad I vil!

(ud).

(49)

44

Niende Scene.

Dronningen

(pludselig alvorlig).

T æ nkte jeg - det ik k e n o k : ogsaa lian lurende p a a e t sv ag t Ø jeblik! O gsaa han min sk ju lte Fjende! L ever ik k e den, som je g tø r byde min F ortrolighed? K an je g Ingen i den hele vide V erden finde, p a a hvem je g tør forlade mig ? H ver den, som kom m er mig nær, vil min R u i n , — enten m it L a n d s , eller min R elig io n s, eller min evige Sjels ! D en samm ensnørende A n g st, som pludselig g rib er mi g, sp aar den, a t det g a a r ilde? — j a , det g a a r ilde! D e , der komme for a t tjene mig, ville røve m ig; d e, der elske m ig , ere mig væ rre end d e , der hade m ig! Selv fik je g A lt, som p aa Jorden k an velsigne et M en n esk e; men s e , de vende Gaverne mod m ig! — O , hvor er Skylden? D en m aa dog- og

saa væ re hos mig! Je g føler mit V æ sen som i m ange S ty k k e r, og k an ik k e samle dem. O, du for mig b e

stan d ig bønfaldende Jom fru M a ria ! D u , som gav mig Navn, du Kvindens evige Symbol, skin forklarende over m ig! V æ r hos mig-, ik k e alene i det Ø jeblik, je g beder, men ogsaa n a a r L ivet træ n g e r sig til; th i her er Ingen, som h jæ lp er mig! D en M and, je g v a lg te , er vexelvis et Barn og en skinsyg T y ran ; min egen Broder blev en O prører, og mod mit R aad m aa je g b esk y tte mig som mod en S lan g e, med hvem jeg er indestæ ngt i samme Rum. O, je g træ n g e r til B eskyttelse! Je g h ar et S av n , en L æ n g se l, men je g ved ik k e , hvor je g tø r bringe m ig selv hen. (P ause.) O gsaa den ta u s e , ta al- modige Rizzio. — D arn ley , du er dog trofastere p aa

(50)

45

din Vis end alle de A ndre, — og du er saa ung! Je g v ar for streng før , je g vil g jø re det g odt igjen.

(rin g e r; en T jener kom m er.) H ent Lord S tu a rt! (T jeneren gaar.)

D arnley e lsk e r, og a f K jæ rliglied k an man gjøre A lt!

Tiende Scene.

Dronningen.

Lord

Stuart.

S t u a r t (afsides).

Rizzio er her ik k e? (højt.) Madame!

L ad M usiken spille o p , og lad D andsen b e g y n d e ! S t u a r t .

S tr a x , s t r a x . — E ders N aade!

H ent D arnley og sig h a m , a t je g udbeder mig den første D ands.

S t u a r t . Med K ongen ?

D r o n n i n g e n . Ja.

S t u a r t . Men K ongen er ik k e til a t s e !

O, søg ham p a a hans V æ relser; h a r han stæ n g t sig i nde, saa ban k p aa og r a a b , a t je g venter ham med L æ ngsel.

Kongen?

S t u a r t .

(51)

46

D r o n n i n g e n (strengt).

K ongen! — Men saa skynd dig!

S t u a r t .

J e g il e r , il e r ! (afsides.) Skulde vi ved dette H of begynde a t gjøre K u r til K ongen?

D r o n n i n g e n . Men saa g a a dog!

S t u a r t . J e g flyver.

Ellevte Scene.

D ronningen. (Senere de Dandsende).

D er je g er s a t, inaa je g v irk e; det, der flyder af Forholdene, m aa je g t a a l e !

(M usiken sp ille r op.)

J e g h a r Ungdom og K ræ fter, je g h a r lange P laner og store F orbundsfæ ller! Mit Liv flytter sn a rt over i H andlingernes høje R aadsforsarnling; det Sm aalige, som p lag er mi g, synker saa af sig selv!

(De D andsende komme P a r om P a r; b lan d t dem B othw ell, Lethington og Morton.)

Tolvte Scene.

De Forrige. Lord

Stuart.

Lord S t u a r t .

D et sm erter m ig , M adam e, men K ongen er ikke p a a sine V æ relser.

(52)

47

S aa so g ham overalt. Tag’ Flere med; han m a a ko m m e!

S t u a r t . H an m a a komm e!

(g aar allered e.)

L e t h i n g t o n . E r det K o n g en , m an søger?

F l e r e . J a!

L e t h i n g t o n . J e g saa K ongen ride bort.

D r o n n i n g e n . Ride bort . . . midt om N atten?

J e g gjorde netop samme Bemærkning’ ; men »vi passe for hinanden« svarte han.

S takkels D a rn le y ! J e g var for stren g for. O, nu skulde han have væ ret h er! Nu var Ø jeblikket!

S t u a r t .

Hvem befaler E ders N aade a t beæ re med V alg?

D r o n n i n g e n . I n g e n ! — Je g dandser ikke.

S t u a r t .

O, E d ers N aade, g jø r os ik k e fortvivlede. D et var som a t nedrive B lom sterne, og slu k k e Lysene.

G r e v i n d e n a f A r g y l e .

O , E ders N aade m aa ik k e gjøre os denne Sorg.

Vi have ventet saa læ n g e !

(F lere D am er bede.)

(53)

■

48

N u v el, for a t glæ de Ed e r , mine K jæ re . . . Al l e .

T ak, E ders N aade!

(man. stiller sig op.)

S t u a r t .

H vilken Adelsmand vil E ders N aade beæ re?

D r o n n i n g e n

(o v erser dem, siger bortvendt).

E r der iblandt dem Alle en E n este, som ik k e i en vanskelig Stund h a r fo rraad t m ig , eller k a n gjøre det?

— — J o , der er E n !

(til Stuart.)

Jarlen af B o th w e ll!

(M usiken bliver stæ rk. B othw ell kom m er og b ø ier Knæ for Dronningen, ta g e r hendes H aand og fø rer hende op til de Dandsende. Han stille r sig vis a vis m ed S tu a rt og Grevinden af A rgyle, d er op

fører. D andsen er en langsom , gam m el B orddands.)

(Teppet falder.)

(54)

1

ANDEN AKT.

Første Scene.

K n o x ' s H u s .

Knox

(gaar op og ned sin regelmæssige Gang og med begge Hænder paa Ryggen. Det banker).

K

o m ! (han b liv er gaaende.)

Lindsay

og

Morton

(træ de ind).

God D ag !

L i n d s a y .

Vi ere stævnede hid K lokken fire.

K n O X (som før),

j e g ved det. (Taushed.)

M o r t o n .

L r R uthw en istand til a t komme med?

K n o x . J e g ved ikke.

L i n d s a y

(til M orton, id e t de gaa mod Forgrunden).

Hvor m ange Folk h a r Mylord sam let?

B jø rn stjern e B jornson: Maria S tuart

(55)

M o r t o n . Fem hundrede B u esk y tter.

L i n d s a y . D et er ik k e m ange.

M o r t o n .

J e g stoler p aa de K a rle ; de have før væ ret med, hvor der er flydt Blod. Somme a f dem oftere end nogen af os.

L in d s a y .

S lotsvagten er lid en , saa den er sn art bunden.

Men b a g efter kunne B orgerne komme.

M o r t o n .

Mine K arle a g te ik k e en B orger mere end en Oxe. De fleste have tje n t i F ra n k rig eller T ydskland eller D a n m a rk ; K rig er deres H aandvæ rk og deres Fornøjelse.

L i n d s a y .

V ar je g K o n g e , saa forbød je g disse H vervinger til fremmede L ande. D et skjæ m m er F olket ud.

M o r t o n . T vertom , det øver Folkene op.

L i n d s a y .

Je g var altid uenig med Jarlen af M urray om disse Ting. H an solgte formelig L andets Børn til Fremmede.

M o r t o n .

H an solgte D renge og fik Mænd igjen. M urray ved a ltid , hvad han gjør.

L i n d s a y .

Tror D e , han n a a r frem til re tte Tid? D et stu n der til nu.

50

(56)

M o r t o n .

D en , som sk al rejse hem m eligt, m aa ofte gjore Omvej. Skulde Nogen have faaet Bud fra h a m, m aa det væ re K nox.

L i n d s a y (til Knox).

H ar I hørt N oget fra M urray?

K n o x (som for).

Ja.

M o r t o n . Kommer han?

K n o x . S trax .

L i n d s a y (til Morton).

D et var g o d t, saa sidde vi ned, mens vi vente.

J e g n æ g ter ikke, mit Blod er noget i Opror. Man tvin

g e r det b e d re , n a a r man sidder.

M o r t o n .

S aa er mit g an sk e roligt. J e g æ rg rer mig kun en Smule o v er, a t K nox ik k e ta ler til os. Je g tror, je g vil tale til ham.

L i n d s a y . N e j, lad det være.

M o r t o n (til Knox).

H vad synes saa K nox om L andets Tilstand?

K n o x . Intet.

L i n d s a y . N e j, hvortil d e tte , Morton?

M o r t o n .

H vad siger saa K nox om vort Forehavende?

(57)

52

K n o x . H eller In tet.

M o r t o n . Tror I , a t yi tjene Gud dermed?

K n o x . A lt tjen er Gud.

M o r t o n .

D ersom denne Ita lie n e r, D avid R iz zio , g an sk e fik udrydde den evangeliske L æ re her i S k o tla n d , tjente da h an o gsaa Gud?

K n o x .

A lt, som s k e r, er forud b e ste m t, og da var det b e stem t, a t en anden og bedre S læ gt skulde m odtage V elsignelsen, men denne g a a tilgrunde.

L in d s a y . Hold nu o p , M orton!

M o r t o n .

D a kunde vi jo lade være a t gjore N o g et; — thi d e t, som sk al s k e , sk er jo alligevel?

K n o x .

G anske vist. I læ g g e r in tet S tra a til hans Be

stem m else, ta g e r heller In te t fra. H vad I g jo r , gjor I k u n til E ders egen Frelse.

M o r t o n .

Men hvis je g nu fra Evighed af er bestem t til F ordøm m else, saa k an je g jo ikke blive frelst?

K n o x .

D e n , som fra E vighed a f ved, a t I skal blive for

døm t, ved ogsaa fra E vighed a f, a t I g jø r E d er for

tje n t dertil.

T

(58)

L i n d s a y .

D ette er G udsbespottelse, Morton.

M o r t o n .

D et m aa væ re kjedsom m eligt for Gud a t se p aa a lt de t , som han ved forud lige fra Evighed af.

K n o x.

H an h a r nok sine T an k er derved, som je g ved E ders T ale, — sk jø n t je g ogsaa vidste den forud.

(Taushed. Det b an k er.)

Anden Scene.

De Forrige.

Ruthwen.

K n o x . Kom !

(Døren aab n es. R uthw en kom m er in d , v æ b n et, s tø tte t til en T jener. De To re js e s ig , L indsay sæ tte r en Stol fre m , Morton stø tte r ham.)

M o r t o n .

I overanstrenger E d e r, R uthw en. D e t var bedre, I holdt Sengen.

R u t h w e n

(til T je n e re n , da h a n .e r bragt til Sæde).

Gaa. V ent udenfor!

L i n d s a y .

D ette var ikke M eningen, Lord R u th w e n , a t I syge Mand skulde ulejlige E d er!

R u t h w e n . Men je g stoler ikke p aa E d er!

M o r t o n .

Saa er der dog m ange nok a f os.

(59)

■v

54

L i n d s a y . Og A lting rede.

R u t h w e n .

N aar D ronningen begynder a t g ræ d e , saa lader I H æ nderne falde. J e g k je n d er E der.

L i n d s a y.

D et forbyde G u d , a t vi ikke skulde a g te dette L ands Y el højere end hendes T aarer.

M o r t o n .

Mylord a g te r dog ik k e selv a t g a a med til S lottet?

R u t h w en.

J o , o in I skulde bæ re mig derhen!

L i n d s a y .

Men hvad vil I der saa s y g , som I er.

R u t h w e n .

P asse p a a , a t den K jeltrin g bliver ordentlig dræ bt.

— Hvor er L ethington?

L i n d s a y .

D en D a g , vi Alle skulde underskrive, var han re jst fra Byen.

R u t h w e n.

D er ser I! D er ser I! K an je g stole p aa Slige?

M o r t o n . L eth in g to n er forsigtig.

R u t h w e n .

E r det nu Tid til a t væ re forsigtig? Se p a a mig, F aren er saa s to r, a t selv Syge m aa rejse sig for at k jæ m p e !

(60)

55

M o r t o n .

Hver til sit B rug. L ethington h a r g av n et vor Sag, n aar Ingen Anden kunde. Og det h a r han netop g jo rt d e rv e d , a t han aldrig h a r b lo ttet sig.

L i n d s a y . Hvor I er d a a r lig , R uthw en.

R u t h w e n .

J a , N atten slem , D agen væ rre. — Hvor er K nox?

K n o x.

(sta n d se r e t ø jeb tik ).

R u th w e n !

R u t h w e n .

N a a , er du der! — Je g h a r det o n d t, K nox.

K n o x . Je g ser det.

R u t h w e n . Hvorfor komm er du ikke til mig?

K n o x .

Rordi du endnu ik k e h a r mig behov.

R u t h w e n .

Jo, K nox, du ved ik k e, hvad det er a t ligge uden Søvn og se p a a sit Liv. D u skulde væ re kommen, K nox.

K n o x . D et var for tidlig.

R u t h w e n .

For tidlig? H vad mener du derm ed, K nox?

K n o x .

N aar D u er kommen saa la n g t, a t du ønsker a t dø , R u th w en , saa skal je g komme.

(61)

56

R u t h w e n

(re js e r sig i F o rfæ rd e lse , fa ld e r tilbage igjen).

D u ta g e r fejl af min Sygdom , K nox. D et er ikke Sygdom til D ø d en , det er G igt med H elvedets K v aler;

en K røbling k a n je g blive, men dør ikke. — — H vor

for tie r d u , K nox?

K n o x . Fordi Svar er ufornødent.

R u t h w e n ,

V idste j e g , det var Døden, da ventede je g ik k e, je g gjorde det selv af.

K n o x .

D et er den lige Vej til Helvede.

R u t h w e n .

O, K n o x , sig i k k e d e t ! — N aar d u vilde læse M esser, — n e j , det er sandt, der er ingen M esser mere.

K n o x , kom og sæ t d i g , og ta l med mig.

K n o x

(stille r sig foran ham ).

H vad vil du mig?

R u t h w e n .

D u er for s tre n g , K n o x , — hele din Religion er for s tre n g , — vi faa ingen H jæ lp.

K n o x . N e j, i dig selv m aa det ske.

R u t h w e n .

Je g ved d e t, derfor trodser je g Sygdom og g a a r med til S lottet. F a a vi ry d d et afvejen hin ugudelige K vinde, hele K irkens P e s t, og dræ bt hendes Forfører, Belzebubs T je n e r, saa bliver det dog reg n et mig til en