D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
r
o m
AMERIKA
REJSEREN HÆK
Å
1 - A J F
HENRY HEIXSSEN
V.PIOS BOGHANDEL-POVL BRANNER
NØRREGADE&MCMXSrm OKØBENHAVN
M A R T I U S T R U E L S E N S B O G T R Y K K E R I . K Ø B E N H A V N
A M E R I K A
REJSER EN H Æ R -
AF
H E N R Y H E L L S S E N
V. PIOS BOGHANDEL - POVL BRANNER NØRREGADE - KØBENHAVN
1918
COPYRIGHT 1918 BY HENRY HELLSSEN
E L L E N O G H E N R I K K A M P M A N N
Den amerikanske Hær er en Kendsgerning. Halv
anden Million Soldater siaar allerede i Frankrig, og hvad ikke en Gang L u d e n d o rf f ansaa for muligt, er nu bleven til Virkelighed: De forenede Stater fører
Krig i Europa!
I 1914 stampede England i Løbet af faa Maaneder en Hær op af Jorden, og selv Englands Fjender bøjede sig i Beundring for denne Kraftanstrengelse. Amerika har sat sig til Maal at slaa Rekorden. Men som al Be
gyndelse er svær, har ogsaa den nye Verden haft store Vanskeligheder ved at faa Krigsmaskinen star
tet. Denne Bog skildrer Brydningstiden, hvor Ame
rikanerne fra at være Verdens mest civile Folk for
vandles til en Nation paa Geled med Retning og Trit.
Den prøver endvidere paa — glimtvis — at belyse Superlativernes Samfund, denne sælsomme og ufor
klarlige Menneskemekanisme, der hedder Amerika.
August 1918.
Amerika rejser en Hær.
Krig og Reklame.
Farewell- Parade.
Roosevelt sætter Fart i Krigen.
Den amerikanske Soldat.
Sarah Bernhardt spiller.
Tyske Skibe og Tyskere.
Naar Hjulet gaar i Staa.
Sejrsgudindens besværlige Bagage.
Havnen.
Wilson overtager Amerikas Jærnbaner.
Blaa Mandag i Skyskraberbyen.
Penge.
Frokost.
New York vælger en ny Borgmester.
Tammany hersker atter i New York.
Leon Trotzky i New Yorks Ghetto.
I Pierpont Morgans Bibliotek.
Den gyldne Hestesko.
Husholdning paa Femte Avenue.
Naar Milliardærer holder Selskab — Weekend.
Geraldine, den amerikanske Primadonna.
D
en, der engang har set et Folk drage i Krig, glemmer det aldrig. Erindringen fæster sig gerne ved et eller andet ubetydeligt Træk, der — naar den første voldsomme Stemning er ovre — bliver tilbage som et Billede paa det Hele. Saaledes vil de tyske Indkaldelser i Augustdagene 1914 — disse Tusinder af tungttrædende Mænd, der trampede gen
nem Berlins Gader — altid for mig staa som en Uen
delighed af brune Papæsker. Hver enkelt Soldat bar paa sin Vej til Døden de faa personlige Ejendele, han vilde have med — altsaa for ham hele Hjemmet — i en flad, brun Karton. Aldrig har jeg tænkt mig, at der eksisterede saa mange nøjagtig ens Æsker. De hypnotiserede mig. Og i New York vil Billedet af de nydannede amerikanske Armeer uløseligt for min Bevidsthed være forbundet med Stjernerne, som jeg saa blive flere og flere i de tætbefolkede Gader.
Hvem, der oprindelig havde Ideen, véd jeg ikke.
Men efterhaanden blev det Skik, at hver Familie uden for sine Vinduer hængte et lille, rødt Flag med et hvidt Felt og i det hvide Felt saa mange blaa Stjerner, som Familien havde Sønner i Hæ
ren. Til at begynde med var der kun faa Flag og
10
een Stjerne paa hvert. Men som Tiden gik og Ind
kaldelserne naaede videre og videre, blev Flagene det altovervældende Indtryk af New York. Stjerner
nes Antal voksede fra Dag til Dag. Hver Stjerne var et Menneskeliv, der betød Glæde for saa og saa mange andre levende Væsener. Og for hver Soldat, der faldt, for hver blaa Stjerne, der sluktes, tændtes ude i den blodrøde Flagdug en ny Stjerne med Sor
gens hvide Glans. Man gik igennem Gaderne og læste paa de mange Flag om Liv og Død, om Angst og Sorg, og for alle disse smaa og ukendte Skæb
ner, Stjernerne fortalte om, glemte jeg ofte at im
poneres over Verdens højeste Huse. Herregud, vi er jo alle Mennesker.
Ogsaa de store Forretninger begyndte at skilte med, hvor mange af deres Funktionærer, der var indkaldt.
Det blev til enorme Flagduge med Myriader af Stjer
ner, bølgende i Benzintaagen over Broadway. Paa The Bell Telephone Systems Flag dannede Stjernerne en Mælkevej: lait 7000 eller Mænd nok til to Regi
menter. Flaget var 52 Fod i Længden og 32 i Bred
den.
* *
*
Den 18de Maj 1917 underskrev Præsident Wilson The selective service law, der indfører Værnepligt i De Forenede Stater for alle Mænd mellem 21 og 31 Aar. Allerede atten Dage efter er hele det indviklede Maskineri, der skal bringe Loven til at virke, sat i Gang. 4000 Mønstringskontorer med et Personale paa
tilsammen 125,000 Listeførere og Assistenter er op
rettet, og den 5te Juni — fra Morgengry til Mørk
ning — lader ialt 10 Millioner unge Amerikanere in
denfor de lovfæstede Aldersgrænser sig optage paa Lægdsrullen.
Den Rækkefølge, hvori Indkaldelserne skal finde Sted, bestemmes ved Lodtrækning den 20de Juli. I Mellemtiden er foretaget en Ændring i de oprindelige Bestemmelser, der findes trykt paa Indtegningsbevi- set, og den bringes til Folks Kendskab gennem Bio
grafteatrene. Ikke alle Amerikanere læser Aviser grundigt. Men atten Millioner — eller hvert femte Menneske i De Forenede Stater — ser daglig le
vende Billeder. Midt i den Uge-Revy fra Hearst- Pathée, der indleder Programmet, springer nu i mæg
tigt Format et Indtegningsbevis frem paa Lærredet.
En Kæmpehaand blader rundt, standser ved Side 3 og peger med en Finger saa stor som en Kanon paa den Paragraf, der er ændret, hvorefter en Fyldepen
— dansende over Billedfladen — foretager den paa- budte Rettelse. Dette e r sikkert Begyndelsen til den levende Avis, der engang med sit mere indtræn
gende Sprog maa afløse de trykte Dagblade.
* *
*
Den 20de Juli vaagner alle Mænd mellem 21 og 31 Aar i Spænding. Lodtrækningen finder Sted i Se
nate Offtee Building i Washington, og som alt i Ame
rika er Superlativer, saaledes bliver selvfølgelig ogsaa dette kaldt: Det største Lotteri i Verdenshistorien!
12
Generalmajor Duval bryder Seglet for en kæmpestor Glastombola, og Mr. Baker, De Forenede Staters Krigsminister, der er bundet for Øjnene, trækker selv det første Numer. Det viser sig at være 258. Alminde
lig Latter! 258 er nemlig ogsaa Numeret paa det Væ
relse i Municipal Building i New York, hvor de bor
gerlige Vielser foregaar. Og der har i de sidste Uger været ualmindelig Tilstrømning til dette Numer.
Mange Hundrede unge Mænd, der ikke brød sig om at gaa i Krig, stolede paa, at den oprindelige Bestem
melse: Ikke at indkalde gifte Mænd! vilde blive opret
holdt. Bryllupernes Antal voksede imidlertid i en saa foruroligende Grad, at det blev nødvendigt at foran
dre Signaler. Nu maa man kunne dokumentere sin Families økonomiske Afhængighed af ens Person for at slippe. Og kun Ægteskaber, indgaaede inden den 18. Maj 1917 tages for gyldige.
2 5 8 . . . . 2 5 2 2 . . . . 9 6 1 3 . . . . N u m r e n e j a g e s ud over Staterne. Alle Telegraftraade, alle Telefoner gentager dem. Rotationspresserne tordner, og faa Mi
nuter senere er de første Ekstraudgaver af Bladene paa Gaden i New York. I Brooklyn hænger en Urte
kræmmer af irsk Afstamning straks en stor Plakat i sit Vindue:
— Køb hos mig — jeg er Nr. 258, den amerikan
ske Hærs første Soldat!
Trækningen fortsættes, medens Senatorer, der har Tilladelse til at overvære den, ustandseligt konfererer med private Lister og sender Telegrammer af Sted:
Enten har de selv Sønner, eller deres politiske For
bindelser har det, og disse har meddelt deres Numre
og bedt om hurtig Underretning, hvis de skulde blive trukket.
Præcis Kl. 2 trækkes Nr. 2. En af Krigsministeri
ets unge Kontorister, som — bundet for Øjnene — henter Kapslerne op af Tombolaen og giver dem vi
dere til en anden, der raaber Numrene op, bliver pludselig bleg:
— Dér trak jeg . . . . mig selv! siger han.
lait skal 10,500 Numre trækkes, hver enkelt repræ
senterende ca. 1000 Mand, een i hver af de forskel
lige Udskrivningskredse. Kl. 8 om Aftenen er 7000 Numre raabt op. Det viser sig, at de første 2000 Kapsler indeholdt Numrene paa over 100,000 Mænd fra New York City.
* *
*
Sessionen begynder 30te Juli. Den første Dag mø
der i Brooklyn 29 Mand. Heraf kasseres 8 paa Grund af Legemsfejl. 21 kræver at blive fritaget. I New York møder 23 Mand: 10 kasseres, 11 kræver at blive fri
taget, 1 faar Udsættelse, da hans Papirer ikke er i Or
den, og 1 tages. Om Aftenen paa den første Dag har Verdens største By saaledes bidraget til Hæren med een Mand. Hans Navn er Joseph Edward Sillimann, han er 22 Aar gammel og medicinsk Student. Egentlig skulde ogsaa han være kasseret, da han vejer to Pund mindre end den normerede Vægt. Men han beder ind
stændigt om at blive taget, og saa tager man ham.
Selvfølgelig maa Betingelserne for Fritagelse skær
pes — det indser man snart! — og der indledes hurtig Retsforfølgelse mod de Udskrivningsassistenter, der
14
har taget mod Bestikkelse. Hver Dag fældes nye Læ
ger, der har udstedt falske Attester. Og Dentister, der
— for at skabe Kassationsgrund — har raseret ind
kaldte unge Mænds Kæber for Tænder, arresteres.
Den offentlige Mening aabner, anført af Bladene, en energisk Kampagne mod The Slackers — disse sløje Herrer, der under et eller andet falsk Paaskud søger at blive hjemme. I New York angiver en mystisk Dame, som selv kalder sig Madame X, gennemsnitlig 40 Militærsnydere om Ugen. Hun ringer daglig Arse
nalet op — altid fra offentlige Telefoner og paa for
skellige Steder i Byen. Det har derfor vist sig forgæ
ves at efterforske, hvem hun e r . God Morgen, siger hun til den Officer, der passer Arsenalets Telefon, og hendes Stemme er yndig: Det er Madame X.
Her har De min Liste for idag. Er De parat til at notere? Og saa følger Navnene.
— Hun vil rekrutere et helt Regiment, hvis hun bli
ver ved paa den Maade! siger Udskrivningschefen, Mr. Roger B . Wood. Og hendes Angivelser er mær
keligt nok altid rigtige. Hun arbejder ikke i noget be
stemt Samfundslag. Hverken Millionærsønner eller Tallerkenvaskere undgaar hendes Opmærksomhed.
* #
*
Af de første 3 Millioner, der bliver udskrevne, ta
ger den amerikanske Hær nøjagtig 1,057,363 Mand.
730,756 bliver kasseret paa Grund af Legemsfejl.
1,560,570 — eller over 50 Procent — ansøger om Fritagelse, og i 1,215,049 Tilfælde bliver den bevilget.
Hvad angaar disse sunde og kraftige unge Mænd,
der faar Lov til at blive hjemme, e r Grunden for 74 Procents Vedkommende deres Familiers økonomiske Afhængighed, for 19 Procents Vedkommende, at de er fremmede Undersaatter, for 5 Procents Vedkom
mende deres Uundværlighed i det civile Samfund og for 0,34 Procents Vedkommende religiøs Overbevis
ning. Resten er Forbrydere og Utilregnelige.
Ifølge en officiel Rapport i Januar er 8063 Danske indregistrerede i Hæren. Heraf blev 2398 indkaldte i de første Omgange, og 516 godkendte Indkaldelsen.
Ogsaa udenfor de mange danske Hjem paa Fjerde Avenue i Brooklyn hænger der Flag med blaa Stjer
ner. Af Nordmændene har 1004 godkendt Indkaldel
sen, og af Svenskerne 1355.
* *
*
Det er foruroligende at iagttage den moderne Ma
skinkulturs skadelige Indflydelse paa Menneskenes fysiske Beredskab. I New York og Pennsylvanien — i Millionbyerne og i Industriens Centre — er mindre end 50 Procent af den mandlige Befolkning skikkede til Militærtjeneste. Procenten vokser i det indre af Landet for at kulminere i South Dakota, Farmer-Sta- ten, de mange Skandinavers Hjem, hvor Menneskene endnu lever i inderlig Forening med Naturen. Her er over 80 Procent, trods det meget haarde Klima, fuld
stændig sunde. Stenbroen æder Nationens Kræfter.
Det nerveopslidende Tempo, Kampen for ikke at blive trampet ned i Trængselen — et af de store Modsæt
ninger næret Klassehad — alt dette skaber maaske nok Intelligens, men ikke kropslig Sundhed. I New
16
York har de fleste Proletarbørn gamle Ansigter. Avis
drengenes hurtige Hoveder er som Blomster paa alt
for skrøbelige Stilke. De visner snart. Lykken sid
der ikke i Hjernen, men i Lemmerne. Dr. Dudley A . Sargent ved Harvard Universitetet udtalte fornylig:
— Hvad angaar selv de største og kraftigste Land
boere, der nu strømmer ind til Byerne, saa naar kun een af deres Efterkommere til tredie Generation.
Resten bukker under forinden.
F
or at stimulere den offentlige Mening og øge Tilgangen af Frivillige, udfoldes en mægtig Reklame for Krigen. I Spidsen for Plakat-Komiteen staar Tegneren Charles Dana Gibson, hvis society-girl for en Snes Aar siden fastslog Amerikanerinden som Type i Verdens Bevidsthed. Plakaterne er sjældent af større kunstne
risk Værdi. Karakteristisk er en, der forestiller Ope
rettesangerinden Hazel Dawn. Hun har staaet Model i Matroskostume og siger til Beskueren: Hvis jeg var en Mand, vilde jeg straks melde mig til Flaaden! Be
tydelige er til Gengæld de Tegninger, som Hollæn
deren Raemaker offentliggør i Hearsts New York Ame
rican. De prædiker et Had, som ikke altid er lige kri
steligt, men deres Streg maa man bøje sig for. Fælles for næsten alle Plakater er den knappe Tekst, der virker som et Tilraab: Cap the Kaiser! læser man paa Plankeværker og Gavle, hvorhen man end ser fra Luftbanen. Frit oversat: Lav Kejseren til Daase- mad. Denne Opfordring er nær ved at fortrænge:
Children cry for Castoria — Reklamen for det Flet- scherske Børnemel, der ellers er anbragt overalt, hvor en Stige og en Klisterkost har kunnet naa op. i den
Henry Hellssen; Amerika rejser en Hær — 2
18
Del af Nev/ York, man kigger ned paa mellem Brook
lyn-Broens Staalkabler.
Join Pershing in the big Push! er et andet Plakat- Raab, der af nogle vilde Farver er skreget ind i Ens Synsnerver. Hjælp Pershing i det store Livtag! En direkte, personlig Opfordring, der faar hver enkelt til at tænke over, om det ikke netop skulde være ham, General Pershing mangler. I det hele taget taler disse Plakater et demokratisk Lands Sprog Krig er nok en stor Begivenhed, men derfor anvender man ikke store Ord. Helst lidt Jargon og de samme Ud
tryk, der lyder i Bokseringen eller paa Baseball-Ba- nen. Dem forstaar man!
* *
*
Der er en Nuance i den amerikanske Krigsreklames Sprog, som er værd at lægge Mærke til: Det hedder saa godt som aldrig: Krigen mod Tyskerne — altid:
Krigen mod Kejseren! Aviserne skelner paa samme Maade mellem det tyske Folk og det tyske System.
Overskrifterne lyder f. Eks. paa: Kejserens Aeropla
ner bombarderede igaar Paris! Og da den første ame
rikanske Tabsliste offentliggjordes, stod i The Head
line over Bladenes Forside — som et Udtryk for den naive Opfattelse af Krig, der endnu paa det Tidspunkt raadede i De Forenede Stater: Kejseren myrder vore Soldater!
Denne Begrænsning af det uundgaaelige Had til Fjenden er klog for ikke at sige nødvendig i et Sam
fund, hvor det tyske Element er saa umaadeligt frem
herskende som i U . S . A . Alle her er i daglig Forbin-
delse med rare og skikkelige Tyskere, som det er van
skeligt at hade: Enten det nu er Urtekræmmeren paa Hjørnet, Musikeren paa 1ste Sal, Pensionatsfruen el
ler Kelneren henne i den billige Lunch-Kælder. Og- saa for disse Folk, der sikkert gerne vel føle som Amerikanere, bliver Tilværelsen mindre indviklet, naar kun ganske enkelte Personer — ja, næsten altid kun eet Symbol: Kejseren — gøres ansvarlig for Ver
dens skæve Gang, og Hadet ikke væltes over hele det menige tyske Folk og alle de Mennesker, man er vant til at holde af, ja, maaske En selv med. Kejseren er derfor bleven Lynafleder for alle Fordømmelser. Ray
mond Hitchcock, en populær Revueskuespiller, hol
der ved en Velgørenhedsforestilling i Hippodromen Auktion over Kejserens Hjelm. En Herre i en af Lo
gerne byder 3000 Dollars og faar Hammerslag. Hitch
cock, modtager en Check og lover at sende ham Hjelmen, saa snart de amerikanske Tropper er mar
cheret ind i Berlin. Et illustreret Blad bringer paa sit Omslag en Skydeskive — til Øvelsesskydning. I Pletten sidder Kejserens Portræt. Blame the Kaiser!
er det almindelige Følelsesudbrud, naar Krigen i det daglige Liv bringer Ubehageligheder: Ingen Sukker i Kaffen, Kulde og daarlig Plads i det underjordiske Tog, Avisernes Fordyrelse fra een til to Cents, Char
les Chaplin's Indkaldelse. Kejseren faar Skyld for det altsammen!
Selvfølgelig gives der ogsaa Folk, der ikke er saa teoretiske i deres Had. Mr. William Doran, Finans- kommissær i Chicago, lover offentlig sin Søn Robert,
2"
20
der kæmper paa den amerikanske Front i Frankrig, 500 Dollars kontant for hver Tysker, han dræber!
*
Paa Union Square i New York kløver et stort Pan
serskib Færdslen. Det er S . 5 . Recruit — en Model i naturlig Størrelse af en moderne Dreadnought, byg
get som Reklame for De Forenede Staters Marine og opstillet paa et af de mest befærdede Strøg i Verden.
Skibet er bemandet akkurat som en rigtig Krydser ude paa Oceanet: Der er Chef og Officerer, Souza-band, og en Besætning paa et Par Hundrede Mand. Konto
risten paa Vej til sit office i Skyskraberbyen ser fra Sporvognens Bagperron Marinesoldaterne ombord i S . S . Recruit spule Dæk eller holde Kanoneksercits.
Det er første Gang han har Flaaden og dens Folk inde paa Livet af sig . . . . ellers er han kun kørt hen over Mastetoppene, naar tilfædigvis et Krigsskib pas
serede under Brooklyn-Broen, samtidig med at hans Tog gled over. Og maaske vækkes Trangen til Eventyr i ham og de drømmende Forestillinger om det frie, skinnende Hav, der slumrer i os alle — selv i en New York-Kontorist, der af Havet næppe har set mere end det Par lunkne Bølger, der ved Sommertide ruller ind mod Coney Island, og som bestaar mere af grimme Mennesker i Badedragt end af Saltvand. Be- daaret af den pyntelige Attrap paa Union Square tager Kontoristen i hvert Fald en rask Beslutning, han hopper af Sporvognen og styrer hen til det lille Bord under Bougen paa Panserskibet, hvor en Hverver sidder parat. Og allerede om Eftermiddagen er han
undervejs til Newport eller en af de andre Flaadesta- tioner, hvor Uddannelsen foregaar. Her arrangeres Baller for de Frivillige med Millionærfruer som An
standsdamer, medens kønne Korpiger i The Winter
garden mellem Omklædningerne strikker Muffediser til dem.
Om Aftenen er der Musik og levende Billeder paa S. S . Recruit s Dæk, og hver Søndag holder en eller anden fremragende Gejstlig Gudstjeneste ombord.
Jeg hørte i Julen Robert A . Kells, Præsidenten for Bibellæsernes Institut, prædike over Dagens Tekst.
Han var i Besidelse af et yderst malende Sprog. Om Djævelen udtalte han ordret, at denne som Modstan
der er endnu mere rævelumsk (foxier) end the Kai
ser, ja, endog overgaar ham i Samvittighedsløshed og Ubarmhjertighed.
*
Brødrene Shubert, der kontrollerer 25 store Teatre i New York og et Par Hundrede Staterne over, har nylig — ikke tilfreds med dette Antal — aabnet et Tag- Teater paa Toppen af 44nde Gades Teater. Her opfø
res, med den meget smukke Justine Johnstone som Midtpunkt for 50 Korpiger, en intim Revue. Et af de indlagte Numre er en Tankelæser, der i en halv Snes Minuter — for at give Miss Johnstone og Kor
pigerne Tid til en Omklædning — underholder Pu
blikum med telepatiske Eksperimenter. Forleden ud
sendte Tag-Teatrets Presseagent en ny og opsigtvæk
kende Historie til Bladene: Aftenen forud havde Tan
kelæseren, medens han var inde paa Scenen, tilfæl
digt kastet et Blik ned i Orkestret. Og hvad opdager
22
han: En af Musikerne, der spiller Klarinet, og hvis Tanker han læser lige saa let som vi andre kigger ind ad en Rude i et fremmed Hus . . . denne Klarinettist e r af tysk Afstamning, og han sidder og ønsker Kej
seren Sejr. Da Tankelæseren havde overstaaet sine Fremkaldelser, og Korets Damer — nu i Skikkelse af Guldfasaner — atter havde taget Scenen i Besid
delse, meddelte han sin Opdagelse til Regissøren, der lod Politiet tilflyde Meddelelse, for at det i Fremtiden kunde holde denne samfundsfarlige pro-german-Mu
siker under streng Opsigt.
Nogle Aftener efter var jeg selv oppe i Tag-Teatret.
Der var mere end tomt. Jeg tænker mig, at selv ikke- tyskvenlige Folk var blevne bange for at udsætte sig for Tankelæserens gennemtrængende Blik: Den Frue, der efter sidste Pariserrejse snød Toldvæsenet, hendes Mand, der ifjor opgav for lidt til Skattevæsenet, hendes Søn, der er hemmeligt forlovet med en Korpige, Damen i Balkonen, hvis berømte Perler er uægte, Veninden, der officielt kun er 29 Aar — hver sejler med sit lille Lig i Lasten! Det var jo en køn Redelig
hed, om Tankelæseren skulde kaste sit Blik paa En.
Kort Tid efter var han forsvundet fra Programmet.
*
I tomme Butiker optræder Minut-Mændene — en Sammenslutning af Agitatorer, der har forpligtet sig til aldrig at tale mere end fire Minuter. En Dag falder jeg ind i Nr. 217 paa Broadway. Ved Siden af en Minut-Mand staar oppe paa Tribunen den indta
gende Danserinde Bessie McCoy. Enke efter en af
Verdens berømteste Krigskorrespondenter: Richard Harding Davis, som nylig afgik ved Døden. Hun re
klamerer med sin nydelige Person for Hververnes Værk. Bessie McCoy har været populær lige siden hun sang og dansede The Yama Yama Girl for en halv Snes Aar siden, og hele Amerika morede sig over Historien med hendes Forlovelsesring. Paa det Tidspunkt optraadte hun i London, og Richard Har
ding Davis, der af en eller anden Grund ikke kunde forlade New York, friede pr. Kabel. Da han havde hendes Ja, skyndte han sig til Tiffany, købte en vid
underlig Brillantring og telefonerede efter en mes- sengerboy: „Lusitania" sejler om en Time! sagde han til Drengen. Her er Penge. Rejs over og aflever denne Ring til Miss McCoy i London.
Der var Sensation nok i Drengen til, at han — uden at spørge yderligere, men som han gik og stod
— begav sig ombord i Oceanflyveren og halvfemte Døgn senere med en Mine, som om det var den natur
ligste Sag af Verden, bankede paa hos Danserinden paa Savoy Hotel i London og tog til Huen:
— Mr. Davis sender mig . . .
Da Minut-Manden er færdig med sin Tale, opstaar der en Pavse. Der er forsamlet henved et halvt Hun
drede tilfældige Mennesker i den tomme Butik. Mest nysgerrige, der kigger paa Danserinden. Minut-Man
den slaar nu ned paa en ung Mand, der staar midt i Skaren — af Udseende typisk Kontorist, mager og bleg og i et Sæt til atten Dollars fra Monroe's Maga
sin.
— Hello boy . . . . h v o r f o r e r Du ikke Soldat?
24
— Jeg har nok Lyst, svarer den adspurgte. Men jeg har hjemme en Mo'er og to Søstre, som jeg ernærer.
Jeg vil være din tredie Søster og tage mig af Familien, medens du gør din Pligt ved Fronten! gri
ber Miss McCoy ind.
Well, saa er der neppe noget i Vejen for, at jeg kan melde mig: Charles Miller er mit Navn, Stanhope Street, Brooklyn.
Hververen indfører Navnet paa en Liste, Danser
inden giver den unge Mand et Teaterkys, og en Kæn>
pegrammofon sætter skrattende i med Over there, George M. Cohans amerikanske Soldatersang, i Øje
blikket den populæreste Melodi over hele U . S . A.
Refrainet er komponeret over de samme Toner, der er i Kejser Wilhelms berømte Automobilhorn, og for Tekst og Musik har Cohan, som baade er en begavet Skuespiller, Musiker og Revueforfatter, faaet 25,000 Dollars eller 161 Dollars pr. Ord og 138 Dollaris pr. Node. Han var nøjagtig 31 Minutter om at lave hele Sangen. Rudyard Kipling plejer kun at faa een Dollars pr. Ord og Theodore Roosevelt to. Puccini faar 15,000 Dollars for en hel Opera.
*
Det blev herefter Mode for Skuespillerinder at hverve paa lignende Maade som Miss Bessie McCoy.
Men medens denne er en Stjerne i Century's store Revu „Miss 1917", der tjener 1000 Dollars om Ugen og altsaa nok har Raad til at underholde en beskeden Familie i Brooklyn, saa skete det for en smuk, men
ubetydelig show-girl, der nogle Dage senere havde ladet sig lokke op paa en Talerstol, at hun, inden hun vidste noget af det, havde faaet tre Brødre med til
svarende økonomiske Forpligtelser. Hun kom om Af
tenen grædende til sin Direktør og bad om Gagefor
højelse.
Farewell-Parade —
K
rigen kommer til Amerika som en Parade. Det første Bud fra Europas Slagmarker er Marskal ] off re, der mellem bølgende Tricolorer og baaret oppe af et Folks Begejstring holder sit Indtog paa Femte Avenue. Saa følger Balfour, der bringer en Hilsen fra det kæmpende England, og Albions Løver springer.
Kerenskis Udsending kører frem under Revolutionens røde Flag. Prinsen af Udine, ledsaget af Aarhundre- dets størse Italiener: Guglielmo Marconi, slaar ud med Haanden til Gibsafstøbningerne af den romerske Ulv, medens alle New Yorks Skopudsere raaber Ev- viva! Men skønnest, mest betagende er Avenuen den Aften, Viscount Ishii, Japans Ambassadør, i Spidsen for sine uudgrundelige Landsmænd, drager ind i den venlig-fjendske By. Da flager selv de kristne Kirker med Hedenskabets opgaaende Sol og Buelampernes altfor grelle Lys er dæmpet med hvidgule Silkelan
terner, der sænker sig som tunge Blomsterkalke paa nedadbøjede Stængler . . . . kun een Farve bryder det gyldne S k æ r : Mikadoens blodrøde Cirkel. New York lader Japanerne passere i Tavshed. De gemmer sig bag deres Brilleglas, men jeg ser, at de smiler . . .
Den Dag er inde, da Amerikanerne selv skal drage
gennem Femte Avenue: Farewell-Parade — de første 25,000 Mand af den nye Hær tager Afsked med Byen! Forretninger og Kontorer holder lukket. Alle
rede tidlig om Morgenen suger de underjordiske Ba
ner Forstædernes Millioner ind til Byens Centrum.
Omkring 42de Gade spyer Tunnelerne dem fra sig.
Fædre og Mødre, Søstre og Kærester bærer smaa iøjnefaldende Emblemer, hvorpaa er trykt: Giv Plads for mig — jeg har en Slægtning i Paraden! Da jeg selv op ad Dagen vil passere Femte Avenue fra Øst til Vest, er det umuligt. Alle Tvergader er spærrede.
Foran mig hæver Hotel Biltmorec sin Kæmpeblok:
To tusinde Værelser, italienske Haver og Skøjtebane paa tiende Etage, Kaskaderne en fantastisk Verden af plaskende Vandfald, Zigeunermusik, Dans og dejlig Mad oppe paa Taget. Jeg tager Ekspres-Elevatoren til tredivte Etage — Out the Cascades! Og s e : Her
oppe — højt over New York, der bruser som en ko
gende Malstrøm i den solflimrende Dag omkring sine lysende og af hvide Dampe kronede Skyskrabere
— her er paa denne Tid mennesketomt og til at aande.
Af Natzy's ungarske Orkester er kun en stum Kon
trabas tilstede. Men i Burene, der hænger under den blomstersmykkede Balkon, kvidrer de tropiske Fugle. Frisk Luft blæser hen over tomme Borde, og gennem store, aabne Vinduer ser jeg mod Vest ned paa Femte Avenue, der ligger som en dyb, dyb Kløft mellem firkantede Bjerge — alle Hotellerne op mod Central Park. En skinnende, graa Stribe, indrammet af mørke, urolige Masser — det er Avenuens blank
slidte Asfalt, kantet med to Menneskehække. Nu og
28
da kravler et Politiautomobil som en Skarnbasse henad Striben. Og underlige Stankelben staar og blun
der midt i Solen. Det er Filmsapparaterne, som Foto
graferne har indstillet, medens de selv foreløbig har gemt sig, hvor der er lidt Skygge. New York ven
t e r . . . .
Langt borte — helt oppe ved Parken — vokser et Raab frem af Millionbyens monotone Duren, og Raabet iler iforvejen for et stort Orkester med Hun
dreder af blanke Horn. Endnu hører jeg hverken Raab eller Orkester — jeg ser dem begge! Lyden er først kun en Bevægelse. Den svirrer i Luften som en Uro, men naar ikke op til tredivte Etage, hvor jeg staar. Raabet forplanter sig paa begge Sider af Avenuen. Nu aabner allerede de Folk Munden, der klumper sig langs med den guldkuplede Synagoge.
Orkestret kommer nærmere. Paa een Gang hører jeg baade Musik og Tusinde Stemmer — og samtidig en tredie Lyd: Fodslaget af de første unge Amerika
nere, der marcherer frem! Menneskers vemodige Ju
bel, Basuner og Trommer, mange tunge Støvlers Trampen — en brusende Bølge af Krig, der vælder frem over New York. En uendelig Stribe af khaki- klædte Soldater under bredskyggede Cowboy-Hatte, Regiment efter Regiment, en kompakt Formation af Mødres Stolthed, Fædres Forhaabninger, unge Pigers lønlige Drømme! Unge Mænd! De bedste og de sun
deste. Uerstattelige. Hør, hvor de tramper. Nye Mu
sikkorps angiver Rytmen: Goodby Broadway — hello France! Denne Nation har jo aldrig før for Al
vor været ude at slaas. Den .har ingen krigerske
Sange, men maa nøjes med en Varietemeiodi, Marchen fra The Wintergardens store Revu, hvor hver Aften hundrede Korpiger i nedringet Khaki tripper ad en smal Bro hen over Hovedet paa Publi
kum til Tonerne af dette Refrain: Farvei New York med de tusinde Lys paa Broadway. Striben af Cow
boy-Hatte og Bøssepiber og Støvlesnuder nede mel
lem Skyskraberne e r mange Mile lang. Naar jeg drejer Hovedet, ser jeg den mod Syd forsvinde i Rev
nen mellem Waldorf Astoria og Altmans Varehus.
I det fjerne — bag Forretningskvarterets tempeilig- nende Taarne, der rager op som Kegler omkring Kongen: Wolworth-Bygningen med de 57 Stokværk
— ligger Havet. En Cunard-Baad med fire rygende Skorstene glider netop ud i den sølvhvide Uendelig
hed — til Frankrig.
Ærespladsen i The Farewell-Parade — umiddelbart efter Hovedkvarterets Officerer, der til Hest fører an — har Det 22de Ingeniørregiment, hvis Chef er Oberst Cornelias Vanderbilt. Han rider selv i Spid
sen. Familien Vanderbilt brød i sin Tid Staven over den unge Mand, der giftede sig efter sit Hjerte — og ikke spurgte Femte Avenue om Forlov. Selvfølgelig blev han populær i Forstæderne, hvor man elsker Romaner. Faderen gjorde 4iam arveløs, men den yngre Broder, Alfred Gvynne Vanderbilt, der selv arvede 40 Millioner, gav ham af sin Part 5 Millioner for at undgaa Forsøg paa at faa Testamentet omstødt.
Cornelius var altid den flittigste af Vanderbilt'erne.
Han fik sin praktiske Uddannelse i New York-Central Jernbanens Smedier, opfandt visse Forbedringer af
30
Lokomotivets Keddel og holdt Forelæsninger for In
geniører. Hans knap attenaarige Søn, Cornelius Van- derbilt junior, der paa Trods af sin Moders Ønske har meldt sig frivilligt, gør Tjeneste i Ammunitions- trænet.
Det Vanderbilt'ske Hus er Nr. 677 paa Femte Avenue. Her staar Millionærens Frue i Vinduet paa første Sal. Obersten hilser op til hende med Sabelen.
1 det samme raaber en lille, sortklædt Kone nede paa Fortovet: Eddie! og en lang Fyr i forreste Geled vender Hovedet og nikker. Saa besvimer paa een Gang Soldatens fattige Mo'er og Millionærens Frue.
D
a de første 25,000 Soldater af Amerikas nye Hær drager gennem Femte Avenue til Farewell- Parade, har fremragende Medlemmer af det republikanske Parti — med Theodore Roosevelt og New Yorks Borgermester John P. Mitchel i Spidsen — taget Opstilling foran Republikanernes Hovedkvar
ter : National League Club paa Hjørnet af 40de Gade.
Roosevelt — klædt paa å la Palmekyst, som man hidovre benævner den tynde, straagule Shantungsilke
—- er begejstret og svinger uafbrudt sin bredskyggede Panamahat. Efter Paraden stormer Reporterne Club
ben, og fra den store Trappe udtaler Expræsidenten sig angaaende Senatorerne Stone og La Folette, nu de to eneste pacifistiske Medlemmer af Senatet, og deres Modstand mod Krigen:
— Send dem til Tyskland jo før des bedre! Der hø
rer de hjemme! Deres Plads er i Reichstag og ikke i U. S. Senate. De vil paa Tyskerne virke som Repres
salier for de giftige Gasangreb!
De forenede Staters forhenværende Præsident — The Colonel, som han gerne for Kortheds Skyld kal
des, men aldrig Teddy, som vi i Europa troer — er stadig Amerikas populæreste Mand. Wilson er en
32
Professor i Historie — højt agtet, Gud bevar's! — men Roosevelt er et Mandfolk ! Altid i Bevægelse, somme Tider lidt for meget i Bevægelse, som da han i Juli ifjor ved den officielle Modtagelse af Alexander Kerenski's Udsendinge kom til at give Samuel Gom
pers, Præsident for The American Federation of L.a- bor — svarende til vore Samvirkende Fagforeninger
— et blaat Øje. Aarsag til Oberstens Ophidselse var de nylig stedfundne Begivenheder i East St. Louis, hvor organiserede hvide Arbejdere under en Strejke havde angrebet de fra Sydstaterne importerede sorte Strejkebrydere og i Kampens Hede dræbt 37 Negere.
Roosevelt har altid arbejdet paa at udslette Racehadet mellem Hvide og Sorte i U. S. A., og da han nu ved Festen saa Arbejdernes Tillidsmand og Samlings
mærke : Sam Gompers, glemte han fuldstændig den Velkomsttale, han skulde have holdt for de russiske Udsendinge og gav sig i Stedet for til at skælde sine egne Landsmænd ud, samtidig med at hans Bokser
næve — uforvarende — ramte Mr. Gompers' Hovede.
Roosevelt vejer aldrig sine Ord paa den storpoli
tiske Guldvægt — han handler efter Indskydelser og forsømmer ingen Lejlighed til at holde en Tale. Da Miss Alexandra Carlisle spillede The country cousin paa Gaiety-Teatret i New York, rejste Obersten sig mellem anden og tredie Akt i sin Loge og anbefalede Stykket til det amerikanske Publikum som godt og moralsk (clean). Næste Aften straalede Anbefalingen i elektriske Glødelamper hen over Teatrets Facade.
Wilson, der havde set The country cousin i Washing
ton, før det havde Premiere i New York, skyndte sig
at skrive i et Brev til Miss Carlisle, at baade han og hans Kone havde moret sig fortræffeligt. Saa kom og- saa han paa Facaden!
Da Wiilson nægtede Roosevelt Tilladelse til at rejse et Korps af Frivillige og føre det til Europa, tog han nok en god Rolle fra ham, men skabte samtidig sig selv en Uro og ond Samvitighed hjemme. Roosevelt er og bliver den store Jæger. Krigens Jungle lokkede ham og — i Sandhed — han var bleven Kejser Wil
helm en værdig Modstander. Som Forholdene har ud
viklet sig, vil det hverken smigre Kejseren eller Ex- præsidenten — men disse to meget betydelige Person
ligheder ligner trods alt hinanden! Der er store Linier i dem begge. Og der staar altid et Skær af Kraft om dem. James W . Gerard skriver i sin sidste Bog: Naar man taler med Kejseren, minder han i høj Grad om Roosevelt! Og Carnegie, der er vant til at sige sin Mening lige ud, ytrede under et af sine Besøg i Berlin til Kejseren, efter hvad denne selv har fortalt den dan
ske Gesandts Frue, Kammerherreinde Hegermann- Lindencrone:
— You and Mr. Roosevelt would make a nice tan
dem !
Tvunget til at blive i Amerika førte Roosevelt en privat Krig med Regeringen. Han kritiserede dens Krigsforberedelser i utallige Taler, han tog Plads ved et lille Provinsblad — saare koket! — for daglig at skrive en flammende Leder, han besøgte Værfter og Ammunitionsfabriker for ved sin Nærværelse at be
gejstre Arbejderne. En vittig Mand har sagt, at hvis der i De forenede Stater findes en Farmerkone i Ne-
Henry Hellssen: Amerika rejser en Hær — 3
34
braska eller en lille Negerunge i South Carolina, der ikke har trykket Roosevelt i Haanden, saa er det i hvert Fald ikke Roosevelts Skyld. Nu genlød Maskin
hallerne i Pennsylvanien, Kedelsmedierne paa Atlan
terhavskysten, Tømmerpladserne i Vesten — hele Amerika — af Oberstens rungende Røst. Og alle disse Taler sinkede antagelig Arbejderne ikke saa l i d t . . . .
I Januar Maaned, da Kampen raser i Senatet for eller imod et Ammunitions- og Krigskabinet, og Wo- drow Wilson, der gør Indtryk af nærmest at betragte det som en personligt mod ham rettet Fornærmelse, stritter imod, iler Roosevelt straks til Washington for
— som han selv udtrykker sig: To speed up War Work — at sætte Fart i Krigen. Undervejs taler han paa alle Stationer, hvor Toget har et Minuts Ophold, fra Pulmanvognens Platform, og ankommet til Washington kører han straks til Svigersønnen, Kon
gresmedlem Nicholas Longworth's Hus og indretter her med de medbragte Sekretærer og Stenografer sit Hovedkvarter. Aftenaviserne bringer detaillerede Lister over, hvem han har talt med i Dagens Løb og hvor længe med hver enkelt. Wilsons Venner udtaler til Bladene, at Præsidenten nu som altid er ganske uinteresseret i, hvad Mr. Roosevelt foretager sig. I Virkeligheden er Wilson ret nervøs. Han benytter et eller andet Paaskud til at kalde det demokratiske Par
ties Ledere til det hvide Hus, og under Audiensen drysser han — tilfældigt — en vigtig Meddelelse ud over dem: De forenede Stater vil til Sommer have dobbelt saa mange Soldater i Europa som oprindelig
anslaaet. Den Nyhed vil gøre Indtryk og bortlede Opmærksomheden fra Obersten.
Næste Dag holder Senator Stone en stor Tale i Senatet, hvori han hævner sig for de giftige Gasan
greb i New York:
— Roosevelt, siger han, har med sin evindelige Kritik og Forfølgelse af Regeringen udnævnt sig' selv til Kejser Wilhelms Adjutant. Tyskland har ingen nyt
tigere Forbundsfælle i Amerika. Og hans Hjælpere indenfor Senatet er alle værdige til Jærnkorset af før
ste Klasse.
3*
Den amerikanske Soldat —
D
e amerikanske Soldater gennemgaar Rekrutskolen, fordelt over Staterne i 13 forskellige Øvel- seslejre. Hvis de ikke straks har været begejstrede for Krigen, skal det Liv, de fører her, nok vække deres Interesse. De trænes til Skyttegravskampene som til en Sportspræstation. Og Sport er der i de fle
ste paa denne Side af Havet.
En saa ny Krigsmaskine som den amerikanske kan naturligvis ikke fangere helt tilfredsstillende i samme Øjeblik, den startes. Det kneb i Vinter med at skaffe baade Telte og Beklædning til det indkaldte Mand
skab. I Camp Bowie i Texas kom i een Maaned 8000 af 25,000 Mand paa Hospitalet, og der døde gennem
snitlig 16 pr. Dag. Men i det store og hele fører de amerikanske Soldater sikkert en lysere Tilværelse end nogen af deres europæiske Forbundsfæller og Modstandere. Reglementet er nyt og demokratisk.
Ubegrænsede Pengemidler staar til de Mænds Raadig- hed, der har paataget sig at udfylde Fritiden med gode og sunde Adspredelser. Der er Teatre i Lejrene, hvor Amerikas bedste Skuespillere sætter en Ære i at optræde. Caruso eller Fru Schumann-Heinck kommer kørende i deres Automobiler og foranstalter
en Koncert. K. F. U . M. aabner en Indsamling til Soldaterhjem bag Fronten. Maalet er 35 Millioner Dollars, men Slutsummen overskrider 50 Millioner.
Forrest i K.F.U.M.-Arbejdet staar den unge Rocke
feller og Mr. Sayres, Præsident Wilsons Svigersøn.
Millionærer aabner deres Hjem for nyankomne Cow
boys fra Wyoming, og unge Damer af Selskabet an
skaffer sig Gudbørn. Det skal have været en ræd
som Skuffelse for en sød, ung Pige fra New York, der nylig satte sig for at besøge sin Gudsøn i Lejren.
Hun havde drømt om en velvoksen og blond Far
mer ude vest fra, og hun traf — den samme frække Neger, der indtil for nylig passede Elevatoren i Hu
set derhjemme paa Riverside Drive.
* *
*
1 Kompagni F. af 151de Regiment, der bliver træ
net i Alabama, er 19 forskellige Nationer repræsente
rede : Tysker, Irlænder, Montenegriner, Russer, Ita
liener, Græker, Serber, Svensker, Englænder, Bul- gar, Rumæner, Skotte, Kroate, Kanadier, Araber;
Ungarer, Czeker, Jøde og Slovak. Alle er fødte i U.
S., men har bevaret deres Forfædres Raceejendom
meligheder. Nogen Standard-Type af den amerikan
ske Soldat eksisterer ikke. Den populære Teori om Amerika som den store Smeltedigel er nylig bleven tilbagevist af Antropologen, Dr. Hrdlicka. Der vil gaa endnu adskillige Tusinde Aar, siger han, før man kan tale om Amerikanerne som en Race.
Men der gives en meget sympatisk Type paa unge Amerikanere, der utvivlsomt vil indgaa i den europæ-
38
iske Bevidsthed som Gennemsnits-Amerikaneren.
Kunstnere og Litterater vil fastslaa den. Det er den unge Mand af velhavende Familie, der i Amerika som i England — er den første til at melde sig fri
villigt: Han har Raad til at gaa i Krig. Hans Fysik er ypperlig — Kroppen gennembokset og gennem Idræt skrællet af for unødvendigt Fedt. Ansigtsud
trykket glat og akkurat saa ubetydeligt, at det virker tiltalende. Øjnene klare af Sol og Blæst. Det velplej
ede Haar bærer han tilbagestrøget som en blank Hjelm. Han holder sig rank, fordi han er fri og uhæmmet, og han udfylder sine velsyede Klæder med selvfølgelig Elegance. Samtidig er der ikke Spor af Stramhed over ham. Saaledes ser den amerikanske Soldat ud i første Omgang. Og han vil sikkert kæmpe bravt, selv om det falder ham sværere end nogen an
den i Verden at føle militært. Amerikanerne er Ver
dens mest civile Nation. Man mærker det — nu, hvor de e r i Krig — paa tusinde Ting. En Soldat er stadig en Ener. Da den første var bleven saaret i Frankrig
— ved et Uheld med en Haandgranat bag Fronten — interviewede man hele Amerika over hans Tanter og Kusiner. Og da Thanksgiving-day nærmer sig — den Fest, der for amerikanske Maver betyder noget lig
nende som for os Julen — skælver hele New York af Angst for, at Kalkun-Skibet, der bringer Madvarer til Soldaternes Thanksgiving-dinner over til Frankrig skal blive torpederet undervejs. En U-Baad for
følger Skibet, det maa vende om og er lige ved ikke at naa over i rette Tid. At det samtidig oplyses, at den amerikanske Hær i Frankrig mangler Kanoner, og
at Aeroplanerne er mindre gode, oprører ikke det store Publikum nær saa meget som Tanken om, at our boys over there maaske den 26de November skal undvære Kalkunsteg, Tyttebærsyltesalat og Sellerisa
lat. Heldigvis ankommer Kalkunerne i god Behold, og efter Middagen er Pershing's men Tilskuere ved en Fodboldkamp mellem professionelle Spillere, der gør Tjeneste i Hæren.
Juledag serveres for Matroserne ombord i den ame
rikanske Flaades Skibe følgende officielle Menu:
Skildpaddesuppe.
Stegt Kalkun med Salvie Sauce.
Kraaser i Sky. Tytebærkompot.
Kartoffelgratin. Selleri. Oliven.
Stegt Lændestykke af Svin.
Blandet Pickles-Gulerødder rystet i Smør.
Æblemos og Mos af søde Kartofler.
Aspargessalat.
Kiks og Ost.
Æblepie. Chokoladekage. Vanilleis.
Frisk Frugt, Nødder og Rosiner.
Kaffe og Cigarer.
184 Rekruter i Great Lakes-Lejren, som ikke er vendte paa befalet Klokkeslet tilbage fra Juleorlov, telegraferer følgende Undskyldning: Bedstemo'er desværre død! En Mangel paa Opfindsomhed, der iøvrigt ikke er amerikansk, men synes at være den samme hele Verden over.
Allerede samtidig med de første Indkaldelser fast
sattes Straf for dem, der sælger eller udskænker Spi
ritus for Soldater. At dette Forbud selvfølgelig let kan
40
omgaas, er en Ting for sig. Officielt overholdes det strengt. Og man kan paa fashionable Restauranter høre ældre Damer, der spiser Lunch med deres Søn
ner i Uniform, nervøse kalde paa Tjeneren:
— Kellner, to Martini-Cocktails . . . . de er til mig begge to!
* *
*
Mrs. Grace Humiston, en rig og sikkert velme
nende Dame, der har oprettet et Detektivbureau, som navnlig afslører hvid Slavehandel, og som i et enkelt Tilfælde, hvor Politiet dummede sig, opklarede et Mord — denne kvindelige Sherlock Holmes gav sig i Vinter til at revidere Soldaternes Moral og udslyn
gede gennem Sensationspressen en Række løse Paa
stande. Det halvofficielle Præg, hendes Virksomhed havde faaet efter Sukces'en med Mordet, bevirkede, at man i Washington maatte afkræve hende en For
klaring, og da det nu gjaldt om at fremskaffe Kends
gerninger, greb Mrs. Humiston til det Middel at lade en af sine mandlige og en af sine kvindelige Detek
tiver tage ind som Mand og Kone paa et Hotel i Nærheden af en Lejr — han i Uniform. Det skulde være Bevis for, hvad der kunde ske. Hotelværten fat
tede imidlertid Mistanke til Parret, og Mrs. Humiston blev til Grin. Et Par Dage senere sendte General Per
shing fra Fronten i Frankrig følgende mandige Ord til alle bekymrede Moralprædikanter og Afholds- apostle i Amerika:
Der har aldrig eksisteret en Samling Mænd, der har ført et renere Liv end vore Tropper i Europa.
Støttet af deres egen moralske Kraft, hele Dagen opta
get af Øvelser i frisk Luft, forbudt Nydelsen af stærke Drikke, saaledes er Officerer og Menige — trænede som Atleter — parate til at gøre deres Pligt. Amerikan
ske Mødre kan være forvissede om, at deres Sønner vil vise sig dem og Nationen værdige, og de bør trygt se frem til den Dag, hvor disse udmærkede Mænd paa Slagmarken skal kaste ny Glans over amerikansk Tap
perhed.
Sarah Bernhardt spiller —
J
ack o'Lantern paa Globe-Teatret er en Forestilling, som hele New York skal hen og se. Titel
rollen er tilrettelagt for Fred Stone, der har faaet Lej
lighed til at spille Karakterkomedie, danse baade rus
sisk og spansk Ballet, køre paa Cykle gennem en stor Spejlglasrude, hoppe ud fra tredie Sal, springe paa Hovedet gennem Tøndebaand, fremføre et dresseret Æsel, smægte i en Violinsolo, stige op ad usynlige Trapper samt — i Slutningstableauet, hvor Scenegul
vet rulles væk — optræder som Kunstskøjteløber paa rigtig Is. Dagen efter Premieren opkøbte Billet-Spe
kulanterne for 200,000 Dollars Pladser. Der er ud
solgt et halvt Aar frem i Tiden, og fremmede Teater
direktører har ladet hele Forestillingen optage i le
vende Billeder og Sangene indsynge i Grammofon for at kunne sende Films og Valser til England, Au
stralien og Sydafrika og dér kopiere Jack o'Lantern indtil mindste Bevægelse og Tonefald.
Tæppet er oppe, og forskelligt farvede Projektører svøber de smukkeste showgirls ind i Lys, medens Ko
ret — klædt som Malkepiger å la Marie Antoinette i Lille Trianon — skrider over Scenen til Rytmerne af Ivan Caryll's Melodi:
Won't you wait till the cows come home.
Nu danser tyve ensartede Pigebørn, der ser ud, som om de alle var støbt i samme Form — af den moderne Type, som Amerikanerne kalder: Kyllinger
— frem under Scenens blomstrende Æbletræer. Pro
jektørerne jager oppe fra de øverste Balkoner deres blændende hvide Lyslinser paa Skraat ned gennem Tilskuerrummets urolige, støvfyldte Mørke. Alle Straaler samler sig om Helen Falconer, Primadon
naen, som vuggende sin slanke Krop gentager Refrai- net paa Baggrund af en Række unge Mænd, hvis Skosaaler bearbejder Scenegulvet rytmefast som et Træspil. De stepper ind i Operette-Høstkarle-dress med Rive over Skulderen.
Globe-Teatret har en patriotisk Direktion: Militær
snydere engageres ikke! Alle værnepligtige Medlem
mer af Personalet har opfyldt deres Forpligtelser med Hensyn til Mønstringen! staar der med fede Typer i Programmet. Og ved hvert enkelt chorus-boy's Navn er derfor anført enten e t : Kasseret! eller den paagæl
dende unge Mands Lægdsrullenummer. Som neutral har jeg en Chance fremfor de fleste. Jeg kan steppe, som om der slet ikke var Krig i Europa, og min Plads i Høstkarlenes Række — 18 Dollars pr. Uge — er næstyderst til venstre. Musiken larmer, Luften er tung af Parfume, og Benene arbejder mekanisk. Men plud
selig mærker jeg, at der gaar en Bevægelse gennem Tilskuerrummet. De mange Ansigter, der hidtil stir
rede ind i det farveglade Operetteland, og hvis Bleg
hed lyste gennem Mørket, er nu rettet mod en af Si
delogerne, hvor et forsinket Selskab er ved at tage Plads. Projektørerne strejfer Logens røde Draperier.
44
Et Hoved staar et Sekund, som det var afhugget i den skarpt afgrænsede Straale . . . . et Par blinkende Lorgnetter, en kortstudset graa Moustache, et bredt Smil, der aabenbarer nogle kraftige hvide Tænder . . . nu ser jeg jo, hvem det e r : Theodore Roosevelt, som i Spidsen for sin Familie holder sit Indtog i Te
atret.
Nogle Minuter senere sitrer den samme Bevæ
gelse blandt Tilskuerne — opstaar et eller andet Sted og springer fra Række til Række. Kun er Ansigterne denne Gang drejet i modsat Retning. Her ligger Lyset fra en anden Projektør som en Sølvstribe over Logens Purpurbaldakin. To uniformerede Portører dukker op deri. De bærer imellem sig en Lænestol, der er forsynet med Løftestænger. I Stolen sidder en Kvinde
— nu naar Straalerne hende: Et flammerødt Haar, en blodig Pjerrot-Mund midt i et lighvidt Ansigt, en dronningeagtig Rejsning: Sarah Bernhardt . . . . den guddommelige Sarah viser sig privat i Selskab med Sønnen Maurice og nogle amerikanske Venner.
Mrs. Douglas Robinson, født Roosevelt, gør sin Broder opmærksom paa Skuespillerindens Nærvæ
relse i Genbologen. Paa Scenen er man midt i en excentrisk Bock-dance. Obersten rejser sig og bukker dybt for den franske Diva. I første Øjeblik synes Sarah desorienteret: Hvem er denne Tandatlet, der hilser hende saa demonstrativt? Men saa hvisker Skuespilleren Mr. Faversham,, der sidder ved hendes Side, det ene O r d : Roosevelt! Ah . . . ! Hun udstøder et lille Overraskelsens Skrig og giver sig til at vinke og klappe, skiftevis henvendt til Ex-Præsidenten og til det øvrige Publikum. Hendes Begejstring smitter. Nu
klapper man baade paa Gulvet og højt oppe i Balko
nerne. Lys paa Tilskuerpladsen! Alle Kroner tændte!
Mr. Macquinn, Teatrets Kapelmester, udnytter det psykologiske Moment. Med en Bevægelse, som om han flængede Operettens Partitur, bryder han af midt i Numeret og slaar an til Marseillaisen. Melodien rejser sig som en Storm i Orkesteret. Bifaldet slaar brusende op om Sarah. Hun omfavner fra sin Baare hele Teatret. Hendes Læber bevæger sig . . . formo
dentlig deklamerer hun Hymnens stolte Ord, som før hende i store Øjeblikke Rachel. Efrer Marseillaisen følger The star spangled Banner, og Sarah leder med en smuk Gestus Begejstringen over mod Roosevelt, der stadig bukker, slaar ud med Haanden og viser Tænder. Ny Jubel. Nu synger de oppe paa Galeriet.
Vi paa Scenen — der fra Operettelands Danserus pludselig er tvunget over i Virkelighedens og de ægte Følelsers Land — vi er til Mode som Karnevals- masker, der kommer udenfor og pludselig ser, at det e r højlys Dag, og at morgenfriske Mennesker gaar til deres Dont.
Nogen Tid efter overværer jeg en Eftermiddags- forestilling i Palace — New Yorks største Variété.
Frank Carter, en tidligere chorus-boy i Wintergar
den, der paa Grund af sit glatte Udseende og megen Færdighed i Benene e r avanceret til et Numer for sig selv, synger en Kuplet med indlagte Saltomortaler.
Saa hejses Bagtæppet op. Vi er — endnu helt for
pustede paa Mr. Carter's Vegne — paa Slagmarken ved Somme. Langt borte tordner Kanonerne. Sani- tetshunde gennemsøger Terrainet. Op ad en Træ
stamme halvt sidder, halvt ligger en til Døden saaret
46
Poilu. Flammerødt Haar, blodig Pjerrot-Mund, lig
hvide Træk . . . . det er Sarah Bernhardt i sin nyeste Rolle: Infanteristen Marc Bertrand i „Fra Teatret til Ærens Mark", et lille Stykke paa Vers, skrevet af en fransk Officer ved Fronten.
Farvel til De forenede Stater.
Verdens største Skuespillerinde.
Lysreklamen tændes og slukkes — et flammende Skær over New Yorks Tage i stormfulde Nætter. Sa
rah, nu 74 Aar gammel, Invalid, men stadig jagende med Thespis-Kærren over Kontinenterne, siger Far
vel for Gud ved hvilken Gang. Hun siger Farvel to Gange daglig, Kl. 2 og Kl. 8 . Thi stadig rejser med hende: Maurice, den elskede Søn, og Maurice's Børn og Børnebørn, og de skal bruge mange Penge.
Der er dødstille i den store Variété. De færreste forstaar Sproget, som Sarah taler, alle venter paa det ene, frygtelige Øjeblik, hvor hun — ligesom tilfæl
digt — skal skyde Kappen til Side, der skjuler hendes Underkrop, og vise Benstumpen. Det er i Stykket en tysk Granat, der har revet Benet af Marc Bertrand, en tidligere Skuespiller ved Théatre Frangais, mens han opflammede Soldaterne ved Deklamation af Cor
neille og Racine og reddede Regimentsfanen fra at falde i Fjendens Haand. Nu prædiker Sarah Krigens Evangelium:
Vore Fjender er de . . . aa Gud,
Tilgiv dem ikke, thi de vide, hvad de gøre . . . .
Saaledes lyder Digteren Louis Pay en's moderne Va
riation af Christi Ord paa Korset. Og Verdens største
Skuespillerinde dør sin daglige Død — i røde Lys
kasteres Skær — og hun svøbes i Tricoloren: Vive la France! medens New York, betaget af hendes Stemmes Skønhed, efterhaanden glemmer den egent
lige Sensation: Det amputerede Ben! og i Sprogets Musik hører selve Frankrigs angstfulde Kalden — Sø- sterrepubliken paa den anden Side Havet, hvis Søn
ner med Lafayette i Spidsen kæmpede for Amerikas Frihed, og som nu selv er i Nød.
Saaledes faar Sarah's Optræden paa de amerikan
ske Variétéer et dybere Perspektiv end Maurice Bern
hardts evindelige Pengetrang. Fra Broadway drager hun videre ud over Staterne, selve Hævnens Furie, en flammende Fakkel, som intet kan slukke. Hun spiller tredie Akt af Rostand's Ørneungen, og Pro
tesen, der her er spændt inde i Hertugen af Reich
städts stramme hvide Pantalons, støtter sig i knæ
lende Stilling til en Taburet. Under hele Akten be
væger hun sig ikke. Hun holder Portia's store Tale til Venezia's Raad fra en højrygget Renaissance-Stol, og hun døer som Marguerite Gautier paa Sengekan
ten. Men bag det altsammen e r kun eet: Frankrig, et Raab om Hjælp, en fortvivlet Viden om Tabets Smerte, Sejershaabet og det evige Had. Maurice og hans Familie sidder imens i den store Packard-Au
tomobil og venter. Men først naar Portørerne efter Forestillingen bærer Skuespillerinden gennem Forto
vets Stimmel af nysgerrige, ser man Tragediens hvide Maske med den fortrukne, blodigrøde Mund af et ømt Smil atter forvandles til et Menneskeansigt, en g a m m e l t r æ t K v i n d e s , e n M o d e r s . . . .
Tyske Skibe og Tyskere —
D
en 27de Juli hejstes Stjernebanneret over Vaterland og de andre store tyske Oceanflyvere, der fra Verdenskrigens Udbrud havde ligget og rustet i Dokkerne langs Hoboken. Adskillige Hundrede Tu
sinde Tons blev gjort nyttige for de Allieredes Sag.
Først hed det sig ganske vist i New York, at Vater
land aldrig vilde kunne stikke til Søs uden tysk Hjælp.
Besætningen havde — før den blev tvunget til at for
lade Skibet — demoleret Maskinerne. Amerikanske Teknikere baksede maanedsvis for at finde ud af den indviklede Organisme og alle de mekaniske Funktio
ner, og imens lejrede Mudderet sig tættere og tæt
tere om det kolossale Skrog. Set fra Skyskraberne i Manhattan rugede Vaterland som en gigantisk Skygge over de mange Lilleputskibe, der gled frem og tilbage i Soltaagen over Hudson. En tynd Røg
søjle stod altid op fra den bageste af de tre taarnhøje Skorstene — det var Elektricitetsanlæget, der stadig blev holdt under Damp! Rundt omkring laa andre tyske Kæmper, der tidligere havde fløjet Hamborg Amerika-Liniens og Norddeutscher Lloyds' Kontor
flag. Et enkelt Skib — vistnok Prinz Eitel Friedrich
— udskilte sig paa Afstand fra Flokken. Det anvend
tes i Begyndelsen af Krigen som Hjælpekrydser og flygtede efter et Kapertogt paa de store Have ind paa amerikansk Territorium: Endnu paa det Tidspunkt et neutralt Fristed. Skibet var for at skuffe sine Forføl
gere — de engelske Torpedojagere, der først vendte om ved 3 Miles-Linien — malet hvidt paa den ene Side og sort paa den anden. I denne Forklædning blev det interneret.
Saa glider altsaa en Sommerdag Stars and Stripes ti! Tops paa Vaterland, Verdens største Skib. Nogle Hundrede Basuner og Tubaer larmer i en Marche af Souza, Kameraerne affyrer Geværsalver, og Filmsop- tagerne drejer paa Mitrailleuserne. De 18 Millioner Mennesker, der gennemsnitlig hver Dag gaar i Bio
grafteater Amerika over, ser inden Aften Begivenhe
den i levende Billeder. I Hoboken bliver en Tysk- Amerikaner sat fast, fordi han i en Bar tømmer sin Whisky paa, at Vaterland snart maa blive torpederet.
En Konditor paa Broadway, Mr. Heuser, interneres paa Ellis Island. Han har drevet tysk Propaganda ved at forme den Frugtis, han solgte i sin Forretning, som U-Baade samt ved at klæbe smaa Jernkors paa Kon
fektæskerne. Da man stadig er bange for, at Tysk- Amerikanerne skal gøre Attentat paa de beslaglagte Skibe, er det umuligt for almindelige dødelige at nærme sig Hamburg—Amerika-Liniens Dokker paa mange Skridts Afstand. De tilstødende Gader holdes under streng militær Bevogtning, og ingen faar Lov til at færdes paa det Fortov, der er nærmest Indheg
ningen. Imens ser man paa Vaterland — der som et Bjerg rager op over alle Afspærringer — en Batail-
Henry Hellssen: Amerika rejser en Hær — 4
50
Ion af Malere, bittesmaa som Mider, hejse sig fra oven længere og længere ned omkring Skorstenene og omspinde hele det massive Skrog og alt opret- staaende Gods med hvide, graa og sorte Farvefelter.
Det ser ud, som om Kunstnere af den mest yderlig- gaaende Kubist-Skole har kastet sig over Skibet, der mere og mere kommer til at ligne et Stilleben af Picasso eller den Sommerhat, Albert Naur ifjor havde ophængt paa Udstillingen i Grønningen. Hensigten er imidlertid ingen kunstnerisk, men det drejer sig om en ren og skær Sikkerhedsforanstaltning — Skibet skal maskeres! Gøres usynligt for U-Baade! Da disse hovedsagentlig arbejder ved Daggry eller Solnedgang
— dukker op paa Tider, hvor Havet flimrer i et stadig skiftende Farvespil — kan de mange uregelmæssige, brogede Felter virkelig opløse den massive Klump af Staalplader og Træværk og faa den til at for
svinde i Atmosfærens urolige og flygtige Lys. Og selv om Skibenes Usynlighed ikke tør tages altfor bog
staveligt, saa vanskeliggør i hvert Fald de forskellige Farver, der bryder alle Flader og knækker alle Li
nier, i høj Grad Afstandsbedømmelsen og Vurderin
gen af Skrogets Længde for den forfølgende U-Baad.
At maskere et Skib i Farezonen — eller en Tank og et Panserautomobil i Ildlinien — paa denne Maade, kaldes i De Forenede Stater for Camouflage. Dette nye Ord, skabt af Krigen, er bleven umaadelig popu
lært. Det har faaet Hundrede underfundige Betydnin
ger i det daglige Liv Menneskene imellem. Det an
vendes i Kærlighed og Kogekunst. Man kan ikke aabne en Avis, uden at det trænger sig paa. Vittig
hedsbladene varierer det i det uendelige. Hvis en Kontorist beder sig fri paa Kontoret, fordi han skal til sin Bedstemoders Begravelse, skraales der Ca
mouflage fra alle Skrivebordene. Og nu fornylig rekla
merede en ny Revu i Bijou-Teatret, der gerne vil være noget for sig selv, før Premieren med, at de optræ
dende Kunstnere kontraktmæssigt havde forpligtet sig til ikke under nogen Omstændigheder at tage Ordet i deres Mund. Udsigten til en hel Aften at slippe for Camouflage-Vid var nok til at gøre Revuen til en Sukces.
* *
*
En Decemberdag glider Vaterland — nu omdøbt Leviathan — i sin nye Krigsmaling ned ad Hudson- floden. Teknikerne har omsider faaet Maskinerne til at arbejde, og det skal efter Sigende have kostet halv- tredie Million Dollars at naa saa vidt. Forinden er al Luksus pillet ud af Skroget. Svømmebassinets Mar
mor og Malakit, Ritz-Carlton Restaurantens gyldne Søjler, Millionær-Kahytternes Bronze og Fugleøje- træ, Gobeliner og Kejserbuster — alt dette er, om
hyggeligt numereret, bragt i Land og magasineret i et stort Pakhus. Amerika har Brug for Tonnage, ikke for Hoteludstyr, og der ligger i Omsorgen for de tyske Pragtmøbler ligesom en stiltiende Indrømmelse af, at Krigen — der tvinger Nationerne til Forholdsregler, de inderst inde alle skammer sig over — engang atter skal afløses af regulære Tilstande, og at Beslaglæggel
serne heller ikke er slet saa ophøjet en Moral, som man i Øjeblikket søger at bilde sig selv og Verden ind.
4*
