Copyright © 2021 Author(s). This is an open access article distributed under the terms of the Creative Commons CC-BY-NC 4.0 License (https://creativecommons.org/licenses/by-nc/4.0/).
Edda
DOI: https://doi.org/10.18261/issn.1500-1989-2021-04-06 BOKANMELDELSE
Giuliano D’Amico
Tilbake til fremtiden. Håkan Sandell og den nordiske retrogardismen
Oslo: Scandinavian Academic Press, 2020. 331 s. ISBN: 9788230402498
Emilie Dybdal
Undervisningsassistent ved Institut for Kultur og Læring, Aalborg Universitet.
Seneste publikation: ”Litteraturen rykker nordpå. Om Grønland i 10’ernes danske litteratur” (2021). Har udgivet artikler om dansk litteratur i Passage og Spring samt om grønlandsk filmproduktion i 16:9.
emdykr@hum.aau.dk
Retrogardismen (re)defineret
I Tilbake til fremtiden. Håkan Sandell og den nordiske retrogardismen præsenterer Giuliano D’Amico, førsteamanuensis ved Universitetet i Oslo, sin undersøgelse af den nordiske retro- gardisme – en litterær og kunstnerisk bevægelse, der udviklede sig omkring årtusindskiftet, og som ifølge D’Amico har været ”Nordens mest konsekvente forsøk på å tenke samtidslit- teratur i andre baner enn de man finner i modernismen og postmodernismen” (15). Den nordiske retrogardisme er vidt debatteret i essays, dagblade og lignende, men Tilbake til fremtiden er den første boglange videnskabelige behandling af bevægelsen og dens kritiske såvel som kunstneriske potentiale. Centralt i dette projekt står Håkan Sandell, som D’Amico betegner ”retrogardismens viktigste dikter og ideolog” (15-16), og hvis lyrik analyseres ind- gående i seks af bogens syv kapitler. Undervejs drages paralleller til blandt andre Ronny Spaans, Ulrik Farestad, Bertrand Besigye, Cornelius Jakhelln samt Pier Paolo Pasolini, lige- som malerkunst, musik og kritiske debatter inddrages løbende. Bogen bliver således – trods sit umiddelbart snævre fokus – et bredt orienteret og solidt kontekstualiseret studium af den nordiske retrogardisme og dens mange facetter.
Indholdsmæssigt følger bogen hovedsagelig to spor: I første kapitel gør D’Amico rede for den nordiske retrogardismes opståen, udvikling og poetik, hvorefter han i de følgende seks kapitler præsenterer indsigtsfulde analyser af primært Sandells lyrik; disse er tematisk struktureret og berører retrogardismens forhold til henholdsvis tradition, teknik, figura- tion, ideologi, sted og esoterisme. Selvom retrogarden til en vis grad stadig er aktiv i dag, begrænser D’Amico ganske fornuftigt sit fokus til perioden 1996-2011 – den tid, hvor bevæ- gelsen var på sit højeste: 1996 er året efter udgivelsen af Clemens Altgård og Håkan Sandells programskrift Om retrogardism (1995) og det år, hvor Sandell indledte sit samarbejde med det klassisk-figurative kunstmiljø i Oslo centreret om blandt andre Odd Nerdrum, Chris- topher Rådlund og Trine Folmoe. Ud af dette samarbejde opstod ”et kollektiv av lyrikere og
Årgang 108, nr. 4-2021, s. 287–290 ISSN online: 1500-1989
EMILIE DYBDAL 288
kunstnere med en felles interesse for tradisjon og modernismekritikk” (28), og retrogardis- men tog fart som en reel bevægelse, ”ikke bare som en abstrakt estetikk” (29). I 2011 mind- skedes aktiviteterne dog hos den retrogardistiske bevægelse, og det sidste nummer af det centrale, polemiske tidsskrift Aorta blev publiceret. Siden da kan man ”snakke om retrogar- dismen som en avsluttet bevegelse i nordisk samtidslyrikk” (16), og det er således naturligt, at D’Amico lader sit fokus ende her.
Efter en fin indføring i den retrogardistiske historie, der også omfatter grupperne Malmöligan og Neue Slowenische Kunst (NSK), følger en af bogens største bedrifter: en begrebsdefinition af retrogardismen. D’Amico betoner her, at bevægelsen ikke bør ses som nostalgisk, reaktionær og destruktiv, men derimod som konstruktiv, opbyggelig og søgende efter nye måder at forstå vores samtid på. Det handler ikke for retrogardisterne om blankt at afvise modernismen og avantgardismen, men om at modarbejde deres hegemoni og finde bedre muligheder end det evigt nye, reproducerbare og mennesketomme i eksempel- vis language poetry. I stedet søger retrogardisterne tilbage til traditionerne, myterne, hånd- værket og metrikken – i et forsøg på at bruge fortiden til at diskutere nutiden. D’Amicos oplyste og nuancerede indkredsning af begrebet munder ud i seks definerende punkter, hvor retrogardismen er
1. imot en evolusjonær tanke om en kunst som blir bedre og bedre, i takt med fremskrittet 2. imot en forståelse av historien som forutsetter én type kunst for hver epoke
3. imot avantgardens idé om evig nyskaping
4. for en formell bevissthet, det være seg i metrisk eller figurativ forstand 5. for det menneskelige, det følelsesladde og det skjønne
6. for håndverket og imot postmodernismens reproduserbare kunst (53-54)
D’Amico viser også, hvordan retrogarde egentlig er en gammel militær term tæt knyttet til avantgarde, og hvordan kunstnernes brug af dette ord er bevidst provokatorisk. Endvidere understreger han, at retrogardismen ikke bør forstås som en isoleret nordisk bevægelse, men som en del af en større kunstnerisk og poetisk tendens: Der er ligheder med NSK i Slo- venien, New Formalism i USA, kitsch i Norge og antimodernistisk tænkning i fx Frankrig.
Alt dette indsætter den nordiske retrogardisme i en international videnskabelig kontekst og skaber et solidt fundament for de følgende tekstanalyser.
De første af disse (kapitel 2) drejer sig om Håkan Sandell og de øvrige retrogardisters for- hold til tradition. Efter en kort teoretisk diskussion centreret om sociologen Edward Shils argumenterer D’Amico for, at retrogarden ikke forholder sig til én specifik tradition, men flere, og at dette ofte kommer til udtryk gennem palimpsester. Herpå følger nøje og per- spektivrige analyser af blandt andet traditionens rolle i Sandells digt ”Duvorna” (1999), antikke og bibelske referencer i ”Förvandlingar” (1999) samt orfiske elementer hos Spaans og Farestad. Ligeledes fremhæves det, hvordan Sandell bruger palimpsesten til at forbinde henholdsvis middelalderen i ”Gycklare. Santa Maria in Trastevere” (2006) og renæssancen i
”Autobahn” (2004) med vores nutid. Kapitlet gør det klart, at retrogardismen ikke er nostal- gisk eller blindt fortidsdyrkende, men bruger fortidens former, temaer og fortællinger til at aktivere nutiden.
I tredje kapitel behandles retrogardismens syn på teknik, det vil sige form, rim, rytme og sprog. På baggrund af diskussioner om blandt andet norsk modernisme og language poetry viser D’Amico, hvordan metrik og metaforer spiller en afgørende rolle for retrogarden.
Ifølge D’Amico er Sandells metriske vers ikke bare et æstetisk valg, men ”et teknisk middel for å komme i kontakt med tradisjonen, og for å løse […] ’inspirasjonens problem’, altså det
289 EDDA | ÅRGANG 108 | NR. 4-2021
tapet av kontakt med det åndelige som etter hans mening har oppstått i de seneste forgre- ningene av modernismen” (110), ligesom metaforen kan agere ”bindeledd til noe høyere og større” (110). D’Amico underbygger sin pointe ved at belyse Sandells intrikate brug af blankvers, knittelvers, allitteration og assonans i ”Anteckning” (2009) og ”Till en väninna på resa i Thailand” (2003) samt billedsprog i ”Duvorna” (1999) og ”Till en bergsbestigare”
(2003). Ligeledes illustrerer han ganske overbevisende, hvordan Jakhelln bruger norrøne versemål og højnorsk til at genoplive gamle sprog og dyrke kulturelle slægtskaber.
Tankerne om tradition og teknik føres videre til næste kapitel, ”Figurasjon”. I dette undersøger D’Amico retrogardisternes forståelse af begrebet figuration, og han belyser bevægelsens tætte samspil mellem lyrik og maleri. Blandt de fine analyser drages paralleller til både renæssance- og barokkunst samt de klassisk-figurative malere i Oslo. Konkrete samarbejder mellem billedkunstnere og poeter samt ekfraser af Sandell, Besigye og Fare- stad over Thomas Knarvik, Trine Folmoe og Christopher Rådlunds malerier understreger forbindelsen mellem kunstformerne. Det figurative spiller også en væsentlig rolle i femte kapitel, ”Ideologi”. Her er D’Amicos vigtigste pointe, at det klassisk-figurative miljø for- mentlig ikke er inspireret af nazistisk kunst, hvad det ellers er blevet beskyldt for i den såkaldte figurationsdebat. På lignende vis er D’Amico skeptisk over for, at retrogardismen er udpræget højreorienteret, og han argumenterer for, at Jakhellns umiddelbart fremmedfjen- dtlige ”Lokekvad” (2006) bør læses i lyset af NSK’s totalitære æstetik og Jakhellns egen dyr- kelse af musikformen black metal. Kapitlet præsenterer dermed en vigtig nuancering af retrogardismens æstetik og poetik.
Det følgende kapitel, ”Sted”, står en anelse svagere: D’Amico illustrerer på fin vis, hvor- dan Oslo, bybilledet og årstiderne optræder i digte af primært Sandell, men analyserne for- bindes ikke i samme grad som de forrige til retrogardismens kendetegn. Man savner en klar besked om, hvordan brugen af steder er forbundet med eksempelvis tradition, (anti)moder- nisme og ideologi. Ligeledes kunne D’Amico bruge flere primærkilder i sin teoretiske rede- gørelse; Marc Augé virker underligt fraværende i diskussionen af globalisering og frem- komst af ikkesteder. Fra dette bevæger bogen sig over i sidste kapitel, der er helliget retro- gardismens forhold til esoterisme. D’Amico udforsker her, hvilken rolle det esoteriske spiller for Sandell, blandt andet ved at analysere det shamanistiske og okkulte i ”Jag följer inte Dante ner” (2009), det gnostiske i ”Bogomilerna” (2006) og det magisk-performative i
”Till ett barn som gått två veckor över tiden” (2003). Det interessante er her ikke bare, hvor- dan fortiden forbindes med nutiden, men også, hvordan Sandells digte knytter specifikt an til den mundtlige fortælletradition og i nogle tilfælde får en magisk eller performativ karak- ter; de kan sætte modtageren i en form for trance, fungere som en åndelig påkaldelse eller udtrykke ønske om at få ting til at ske i virkeligheden.
De syv kapitler er omgivet af en prolog, en epilog og et appendiks, der både aktualiserer retrogardismen, sætter den i forbindelse med endnu en kunstnerisk gruppering og uddyber relevansen af Pier Paolo Pasolini. D’Amico udviser generelt et imponerende stort overblik over bevægelsen, og Tilbake til fremtiden er et vidtfavnende, men fokuseret studium af den nordiske retrogardisme. Det er en klar styrke, at D’Amico både inddrager erklærede retro- gardister som Sandell og Farestad samt beslægtede navne som Besigye og Jakhelln (de såkaldte eksoteriske retrogardister (124)), men man kan undre sig over, hvordan fremstillin- gen havde set ud, hvis en skikkelse som Henning Næss eller Eirik Lodén havde fyldt mere.
Faktisk vælges flere centrale personer fra i bogens indledende afsnit. En form for afgræns- ning er naturligvis nødvendig, men når D’Amico selv noterer, at disse personer har ”spilt viktige roller i utviklingen av retrogardistisk estetikk” (16), virker det pudsigt, at de fylder så lidt i bogen.
EMILIE DYBDAL 290
Trods dette præsenterer bogen generelt en nøje, nuanceret og operationel definition af retrogardismen, og analyserne af hovedsagelig Sandells digte er øjenåbnende. D’Amico skriver godt, bogen er logisk struktureret, de fleste kapitler hænger fornemt sammen, og de væsentligste pointer opsummeres undervejs i små sammenfatninger. Fremstillingen er der- for både pædagogisk og relativt let at læse. D’Amico ønsker, at bogen bliver ”et utgangs- punkt for videre forskning på bevegelsen” (293), og han viser da også samlet set, at der er al mulig grund til at beskæftige sig med den nordiske retrogardisme.
