Teori og metode

1

Indholdsfortegnelse

Executive summary ... 2

Indledning ... 3

Problemformulering ... 11

Teori og metode ... 11

KRIGENS KONVENTIONER OG DENS KOBLING TIL MENNESKERETTIGHEDER ... 19

Krigens mål og midler ... 23

Humane erfaringer i krig ... 25

Krigens konventioner udvikles ... 28

MENNESKERETTIGHEDERNE – EN MORALTEORETISK OVERBYGNING ... 31

Det rigtige og det gode ... 31

Retfærdigheds som fairness ... 33

Den reflekterede ligevægt ... 36

Udfordringer ved Rawls’ to retfærdighedsprincipper ... 38

Civile og kombatanter ... 42

Differensprincippet ... 47

Kritiske elementer i Rawls teori ... 49

ANERKENDELSESMODELLEN – EN TRANSHISTORISK NORM FOR DEN MENNESKELIGE HISTORIE ... 56

Rettighedernes indhold ... 60

En socialpsykologisk begrundelse for menneskets anerkendelsesbehov ... 61

”Mig’et” og dets kobling til retten ... 62

”Jeg’ets” krav på individualitet – en dynamo for nye anerkendelseskrav ... 63

Individualiseringens forhold til sædeligheden ... 65

Sædelighedens ubestemthed i det postkonventionelle samfund ... 69

Ringeagtserfaringen – moralitetens ”koglekirtel” ... 71

Et formalt sædelighedskoncept ... 73

Konklusion ... 76

Bibliografi ... 85

2

Executive summary

The main goal of the thesis is to develop a theoretical framework for human rights. The new theoretical framework builds on existing theories, which can be defended from a conceptual basis on how it can be applied empirically, but simultaneously can also be operational in the real world based on the international political challenges that globalisation poses. This theoretical framework analysis of the concept of human rights is proven through realistic examples from wars in Ex-Yugoslavia. I also include other examples of conflicts that illustrate the moral concepts that evolve between theory and reality.

Based on these “war” examples my thesis answers the following questions:

1) What is the moral foundation for the convention of war?

2) What actions (means to an end) are acceptable to use in a war situation?

3) What principles of fairness have to exist when we talk about the legitimacy of statehood?

4) How can human need for recognition support the new conceptional human rights legitimacy?

5) How can the “Recognition Model” explain social conflict dynamics?

First, I investigate the moral dilemmas of war and I illustrate how I see a possible model for just war or military intervention. The investigation looks at war from a utilitarianism and moral perspective. The analysis will use the thoughts of the political theorist, Michael Walzer, to look at the idea of fair war. I will also use the theory of John Rawls to investigate the human rights principle necessary for a legitimate state. In this manner, human rights receive a rational theoretical extension, and does not end up as United Nations dogma.

Finally I use Axel Honneths concept of recognition within the theoretical model on the legitimacy of the concept of human rights to explain the moral dimensions of the war in Ex-Yugoslavia.

3

Indledning

”de beskyttende klæder flås af vor humanisme. Der står den helt nøgen, og den er ikke smuk at se:

det var kun en løgnagtig ideologi, en fortræffelig retfærdiggørelse af plyndring.”

Jean-Paul Sartre: Fordømte her paa jorden¹

Forfatteren, Karsten Fledelius, beskriver i en artikel til Information en ejendommelig begivenhed under krigene i Eksjugoslavien. En serber var flygtet fra sin landsby, da den blev besat af den kroatiske garde. Efter at den jugoslaviske forbundshær har genvundet kontrollen over byen, vender han tilbage for nu at konstatere, at hans kroatiske nabo har sprunget hans hus i luften. Den kroatiske nabo er nu drevet på flugt, men hans hus står tilbage, hvilket gav serberen mulighed for at flytte ind i naboens forladte hus. Hvad gør han? Han bomber naboens hus, idet han mener, at det ville være æreløst at flytte ind i naboens hus. Fledelius bemærker lakonisk: ”To familier stod uden tag over hovedet. Men

>>retfærdigheden<< var sket fyldest.”²

Som vesterlænding opvokset i fredstid forekommer serberens handling umiddelbart absurd. Ud fra et nytteprincip ville det være mere fornuftigt at etablere sig i naboens hus, hvilket ganske givet heller ikke ville skabe næserynken fra de andre tilbagevendte serbere i den krigshærgede landsby. Men der er altså en usynlig kraft i serberen, der holder ham tilbage – en modstand som ikke kan retfærdiggøres ud fra et eneste rationelt utilitaristisk argument. Historien melder ikke noget om, hvorvidt serberen var aktiv udøver af den ortodokse kristne tro, men hans handling vidner om en bevidsthed om den gammeltestamentlige lex talionis. Eller er lex talionis blot en artikulation af en grundliggende moralsk erfaring i mennesket? Under alle omstændigheder er hans handling bundet til et førmoderne æresbegreb, der fordrer en direkte gengældelse af den krænkelse, som er blevet påført ham. Rationalet lyder: ’Springer du mit hus i luften, springer jeg dit hus i luften’. Han er således ikke bare en anarkistisk vandal, men handler ud fra nogle klare retfærdighedsprincipper, som han anser for mere værdifulde end de mere prosaiske nytteprincipper.

1 Sartres forord til Fordømte her paa jorden (Fanon, 1966 s. 22)

2 Her citeret fra Peter Dalhoff-Nielsens bog Farvel til Jugoslavien (Dalhoff-Nielsen, 1992 s. 109)

4 I den moderne retsstat er det ikke tilladeligt at lade den civile borger tage loven i egen hånd således, at han som i ovenstående tilfælde fungerer som dommer, samtidig med at han eksekverer dommen. Dette ville meget hurtigt ende i et kaos af vilkårligt afgjorte domme, der hviler på subjektive vurderinger, som kan være præget af personlige irrationelle impulser. Dommene ville derved blive truffet på et uretfærdigt grundlag, der ikke lever op til vores moderne opfattelse af retfærdighed.

Grundliggende hviler vores retssystem dog stadig på en retfærdighedsopfattelse med udgangspunkt i en gengældelsestanke. Gengældelsen er blot ikke direkte som ovenfor, men bliver i det moderne retssystem omsat i straf i form af frihedsberøvelse eller i form af økonomisk kompensation af den krænkede. I et samfund, hvor de demokratiske institutioner havde fungeret, ville vores serber ved at gå over domstolene kunne få genoprejsning for sin krænkede ære ved en retfærdig retssag. Den kroatiske nabo ville i dette kontrafaktiske tilfælde modtage en straf, der var ækvivalent med forbrydelsen, dvs.

kompensation for materiel skade samt svig og smerte. Men findes der ligeledes en ækvivalent straf for mord, vold, tortur og voldtægt, som på tilstrækkelig vis kan kompensere for ofrets lidelser? Hertil vil de fleste nok svare benægtende, idet ofret, uanset hvilken straf forbryderen får, i disse tilfælde har fået uoprettelige psykiske og fysiske men. De fleste vil dog også være enige i, at man derfor ikke skal ophæve strafsystemet. Dette synspunkt kan både være begrundet ud fra nogle præventionsteoretiske overvejelser, men har i høj grad også med vores retfærdighedssans at gøre. Men er denne retfærdighedssans blot en førmoderne følelse?

Er det en slags følelsesmæssig mutation i den menneskelige evolutionshistorie, som vil forsvinde med tiden? Retfærdighedssansen kan være direkte fornuftsstridig, som når en landsbyboer hellere vil leve uden tag over hovedet end at flytte ind i sin fjendes ubeboede hus. Den er heller ikke almen forståelig, men antager derimod mange forskellige former bestemt af utallige religiøse, kulturelle og socioøkonomiske forhold.

Retfærdighedssansens udspring fortaber sig således hurtigt i et pløre af kontingente faktorer, og dens mange former er ofte indbyrdes uforenlige. Alligevel godkender størstedelen af verdens nationer nogle specifikke retfærdighedsprincipper, der forpligter staten over for dets borgere.

5 Enhver statsleder for en moderne demokratisk stat vil i tilfælde af, at landet skal deltage i en international militæraktion være forpligtet på at kunne legitimere denne aktion på grundlag af menneskerettighederne i sidste ende – i hvert fald hvis vedkommende har sin fremtidige politiske karriere kær. Derfor vakte det også stor harme i den internationale presse, da George W. Bush bl.a. beskrev USA’s militære angreb som et ”korstog” mod fjenden. Sådanne religiøst betonede termer er ikke forenelige med legitime begrundelser for militærinterventioner. Udtalelsen førte således også til en prompte korrektion af denne sproglige ”svipser”, men efterlod alligevel en mistanke til motiverne for den angrebskrig USA og dets allierede påbegyndte. For flere kritikere var dette blot endnu et eksempel på, at de universelle menneskerettigheder blot er et skalkeskjul for magtpolitiske, territoriale og økonomiske interesser eller endda et kulturimperialistisk projekt³ drevet af Vestens ideologiske hovmod. Dette synspunkt er ikke nyt, hvilket det indledende citat af Sartre vidner om. Hans bemærkning falder i et forord til Frantz Fanons Fordømte her paa jorden om kolonialismen, som utilsigtet fremsætter to positioner, hvoraf begge kan være sande hver for sig, men ikke sammen.

Sartre har ret i, at man aldrig vil kunne finde nogen videnskabelig evidens for menneskerettighedernes gyldighed, og de kan derfor betragtes som en nyttig illusion, man benytter i offentligheden til begrundelse for egne interessers fremme og derfor ikke bunder i nogen form for moralsk gyldighed. I samme essay gør han dog opmærksom på, at koloniherrerne ikke anerkender de indfødtes status som mennesker, idet de ikke tolererer deres specielle måde at leve på. Koloniherrerne ringeagter således de indfødtes basale ret⁴ til at realisere deres liv i overensstemmelse med deres tradition og kultur.

Hermed fremsætter Sartre altså et normativt krav om denne gruppes ret til et realisere sig selv, hvilket jo knytter an til menneskerettighedernes universalisme, som han lige har forkastet.

En eventuel forklaring på denne logiske inkonsistens kunne være, at Sartre ikke forkaster ideen om de universelle menneskerettigheders normative krav, men finder dem misbrugt

3 Sartre skriver bl.a.: ”Europa havde sandelig grund til at tro på sin mission: vi havde helleniseret asiaterne, skabt en ny race, græsk-latinske negre.” (Fanon, 1966 s. 9)

4 Sartre skriver: ”For de nye og befriede oversøiske mennesker har ingen magt og intet privilegium til at give nogen noget. Enhver har alle rettighederne.” (Fanon, 1966 s. 23)

6 i praksis af forskellige koloniherrer, hvis egen kulturelle erfaringshorisont på intolerant vis blev projiceret ud over resten af verden. Der er ikke nogle argumenter i essayet, der på tydelig vis retfærdiggør denne forklaring, hvorfor de to positioner forbliver frit svævende.

Denne uklarhed er ikke enestående for Sartres essay, men er snarere kendetegnende for mange diskussioner omhandlende de universelle menneskerettigheder.

Den ene position kritiserer menneskerettighedsbegrebet for at være et produkt af en speciel vestlig politisk-filosofisk tradition, der udspringer af nogle kontingente historiske og kulturelle forhold, der ikke kan hævde sin gylidighed over tankesystemer fra andre kulturelle fællesskaber. Denne position vil jeg i mangel af bedre ord kalde for multikulturalisme. Det er en noget vag betegnelse, idet tilhængere af den multikulturalistiske anskuelse er en ret broget skare, som når til vidt forskellige politiske standpunkter. For at indkredse betydningen af begrebet vil jeg definere multikulturalismen som en samfundsteoretisk position, der tillægger den kulturelle indvirkning på individet så stor vægt, at den forhindrer de forskellige kultur- og værdifællesskaber i at kunne nå til enighed om nogle basale normer for samfundets grundstruktur, der skal kunne gælde på et globalt plan. Positionen udelukker derved ideen om en menneskelig universalhistorie, forstået på den måde, at verdenshistoriens udvikling ikke kan forstås inden for en bestemt normativ begrebsramme, som indfanger menneskets mangfoldighed. Konsekvenserne - politisk og filosofisk – af denne erkendelse er legio. Ofte forbindes den multikulturalistiske holdning med folk, der forholder sig neutralt til de forskellige kulturers værdi, da der ikke findes nogen objektiv skala, at vurdere disse kulturer ud fra. Kulturen bliver primær i forhold til individernes identitet og selvforhold, hvorved nogle individuelle retlige garantier træder i baggrunden. Min definition af multikulturalismen omfatter dog også folk, der på trods af erkendelsen af at individet aldrig vil kunne sætte sig ud over sin kulturelle historiske forståelseshorisont, fremhæver bestemte værdifællesskaber som mere værdifulde end andre. Under denne kategori hører bl.a. den danske litterat, Kasper Støvring⁵, som i en artikel formulerer sin skepsis over for menneskerettighedernes almengyldighed. Han skriver bl.a.: ”Og hvilke

5 Støvring placerer sig selv i opposition til multikulturalismen som selverklæret ”nationalkonservativ”, men han deler efter min mening den multikulturalistiske grundtanke om kulturernes uoverstigelige barrierer, hvilket gør hans position endnu mere paradoksal, når han hævder sin egen kulturs forrang frem for andre.

7 menneskerettigheder tales der om? De vestlige må man formode.[...] Og er rettigheder ikke i sig selv en vestlig sprogbrug?”⁶. Erkendelsen af menneskerettighedsbegrebets bundethed til den vestlige kulturkreds’ tankemæssige og politiske udviklingshistorie fører i Støvrings tilfælde til en hævdelse af det nationale fællesskab som garant for samfundets sammenhængskraft. ”Sammenhængskraften” er for Støvring noget positivt og for at værne om den, må man anlægge en nationalkonservativ politisk linie, der ikke bare søger at integrere individer med forskellig etnicitet og kulturel baggrund, således at deres særegne livspraksis er forenlig med dansk retspleje. Nej, man bør gå endnu videre og kræve at disse individer assimileres i samfundet, hvilket betyder, at de skal give afkald på de forskelligartede livspraksisser, som er med til at markere de kulturelle grupper, de er en del af. Assimilationen kræver endvidere, at de skal overtage de sociale praksisser, som er kendetegnende for et givent samfunds værdier, og med Danmark som eksempel betyder det, at den uensartede gruppe af mennesker med anden etnisk herkomst skal gifte sig med etniske danskere⁷, deltage i det danske foreningsliv og andre sociale aktiviteter, der i Støvrings optik anses for at udgøre den bærende struktur for samfundets opretholdelse. De åbenlyse praktiske og lovmæssige vanskeligheder ved at gennemføre en sådan assimilation fører til, at man må forebygge fremtidige trusler mod nationalstatens homogenitet og sammenhængskræft ved at opdæmme tilstrømningen af udlændinge med en kulturelt fremmedartet herkomst. Endvidere bliver den militærmæssige konsekvens af denne anskuelse, at militæret udelukkende skal varetage nationens interne interesser, idet enhver militærintervention i lande med en anden kulturel forankring end den intervenerende parts nødvendigvis vil møde uoverstigelige legitimitetsproblemer ved en påberåbelse af de universelle menneskerettigheder. At retfærdiggøre militæraktioner ud fra menneskerettighederne vil i dette perspektiv med Sartres ord netop fremstå som ”en løgnagtig ideologi, en fortræffelig retfærdiggørelse af plyndring”.

Tilhængere af den multikulturalistiske præmis om kulturens forrang i forholdet til de individuelle frihedsrettigheder har i spørgsmålet om staters ret til militær

6 (Kulturens svøbe, ja tak, 2009)

7 Jeg vil her ikke komme videre ind på vanskeligheden ved at definere en genuin etnisk dansker.

8 magtanvendelse en tendens til enten at bekende sig til pacifismen eller realismen (som tilfældet ovenfor er udtryk for). Dette forekommer også som en naturlig følge, af en anskuelse, der ikke godkender tanken om en international konsensus om visse grundliggende spilleregler, som alle kulturer kan vedkende sig. Ikke desto mindre er det lige netop denne ide, der ligger til grund for den 4. Geneve-konvention af 1949. Efter det menneskelige barbari, der havde udspillet sig under 2. verdenskrig, var der et behov i det internationale samfund for at sikre sig mod fremtidige forbrydelser mod menneskeheden i lighed med dem, der havde udspillet sig i Nazityskland i 1930’erne og 1940’erne. Ud af disse grusomme historiske begivenheder og det juridiske efterspil i Nürnberg opstod der et behov for at formulere en ny international kontrakt, som i højere grad omfattede de civiles individuelle rettigheder. Det blev således et dokument med juridiske bindinger, der forpligter statsledere, generaler, m.fl. på en overholdelse af nogle internationale regler, med risiko for sanktioner i tilfælde af overtrædelse. Genevekonventionens tilkendelse af nogle basale individuelle rettigheder til civilbefolkningen i tilfælde af krig finder på mange punkter sin ideologiske forankring i den universelle menneskerettighedserklæring, der blev formuleret omtrent otte måneder tidligere d. 10 december 1948. Ud over at 2.

verdenskrig blev den konkrete anledning til formuleringen af en transnational kontrakt, blev det også en foreløbig artikulation af et normativt politisk program funderet i en vestlig liberalfilosofisk tradition.

Det universalistiske menneskesyn, der træder frem i erklæringen, er relativt nyt. Det er en menneskeopfattelse, påpegede Michel Foucault⁸, som fandt sin form i slutningen af 1700- tallet gennem bl.a. Kants, Hegels, Marx’ og Feuerbachs teorier, og måske er denne humanistiske menneskekonstruktion kun en overgangsfigur bestemt af vores moderne episteme. Den kultur og tanke, som disse teoretikere mente, var ved at nå en fuldkommenhed, bliver af Foucault relativiseret, idet han mener, at hans videnskabelige arbejde fremviser umuligheden i at gå bag om den historiske udvikling og udpege én konstant til forklaring af verdenshistorien. Mennesketaftegningem, som det defineres i den universelle menneskerettighedserklæring, vil således kunne vise sig at være lige så

8 (Foucault, 2003 s. 432-447)

9 stabil, ”som et ansigt af sand ved havets bred.”⁹. I lighed med den multikulturalistiske anskuelse (som Foucault har været en af de store inspirationskilder til) viser den antropologi, der ligger til grund for menneskerettighedstænkningen sig at være temmelig flydende. Denne indsigt stiller erklæringens krav på legitimitet noget svagt.

Selve begrebet om menneskerettigheder og dets legitimitet på globalt plan kan der altså sås tvivl om alt efter, hvilket teoretisk perspektiv du anlægger. Men hvis man godkender menneskerettighedernes legitimitet, dukker et nyt spørgsmål op med hensyn til, hvor effektivt og retfærdigt menneskerettighederne håndhæves gennem de relevante institutioner. FN er uden sidestykke den institution, der formelt set har størst legitimitet med dens 192 medlemslande. Gennem landenes medlemsskab forpligter den sig på institutionens erklærede målsætning om at arbejde for udbredelsen af fred i verden og forebygge nye humanitære katastrofer ved en håndhævelse af menneskerettighederne gennem forskellige internationale domstole. Den brede tilslutning til FN gør netop også denne institution til en prisme for de udfordringer, som et sammenrend af forskellige værdifællesskaber i hele verden stiller til en fælles retsorden. FN-pagten, den universelle menneskerettighedserklæring og Genevekonventionen er det nærmeste man kommer på en egentlig global samfundskontrakt, som den er blevet diskuteret inden for den politiske teori, siden Thomas Hobbes lagde det teoretiske fundamentet for den moderne liberale stat. Og denne kontrakts styrke er blevet sat på prøve flere gange siden 2. verdenskrig.

En af de meget iøjenfaldende fiaskoer med hensyn til FN’s beredskab og magt finder man i organisationens håndtering af krigene i Eksjugoslavien. Her så FN og det daværende EF passivt til, mens den serbiske leder, Slobodan Miloševid, i 1989 i den daværende socialistiske forbundsrepublik, Jugoslavien, tilranede sig så meget magt, at han kunne fratage Kosovo-albanerne basale menneskerettigheder, grundet deres etnicitet. Dette blev begyndelsen på en krig på europæisk grund med de mest omfattende etniske udrensninger siden 2. verdenskrig. De civile rettigheder, der blev formuleret i Genevekonventionen, viste sig ikke at have nogen reel effekt på den politiske top i Jugoslavien i slutningen af 1980'ne og op gennem 1990'ne. Hele det internationale

9 Ibid. 447

10 samfund så i gennem flere år handlingslammede til, mens et serbisk styret militær og paramilitær gennemførte målrettede etniske udrensninger med oprettelse af koncentrationslejre og massegrave. Vestlige politikere og intellektuelle havde svært ved at forstå og handle på de eskalerende voldshandlinger, som udspandt sig i det daværende Jugoslavien, hvilket altså resulterede i flere hundrede tusinde dræbte under krigene i 1991-95. Hvad de vestlige demokratier med Genevekonventionen havde forsvoret ville gentage sig, havde nu fundet sted i det europæisk territorium med et internationalt samfund som tilskuer. Hannah Arendts refleksioner, over hvilken virkning jødeforfølgelserne havde haft på den menneskelige historie, fik pludselig en skræmmende profetisk kraft. Hun skriver: ”Der ligger i selve de menneskelige handlingers natur, at enhver handling, som en gang er dukket op og har indskrevet sig i menneskehedens historie, bliver hos menneskeheden som mulighed længe efter, at dens virkelighed er begyndt at høre fortiden til”¹⁰. Hvis man tager dette for pålydende, hvilket vedtagelsen af Genevekonventionen var et udtryk for, at man gjorde, kan man undre sig over, at det internationale retssamfund ikke var bedre beredt på at dæmme op for en sådan humanitær katastrofe.

Ligesom under 2. verdenskrig blev det amerikanerne, der kom til at føre an i NATO’s militæraktion i det krigshærgede land. Og det var også på amerikansk jord at fredsaftalen mellem krigens parter blev indgået den 17. december 1995 i Dayton. Senere skulle konflikten blusse op igen og udmønte sig i reelle kamphandlinger i 1998, som så endnu engang skulle blive slået ned af NATO's styrker. Krigsforbrydelsernes retlige efterspil skulle finde sin scene på den dertil oprettede ad hoc domstol, ICTY (International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia). ICTY bliver således den øverste domsmyndighed i afgørelser af de åbenlyse krigsforbrydelser, der fandt sted under denne krig.

Krigene i Eksjugoslavien og FN’s rolle i den rejser nogle afgørende spørgsmål til FN’s autoritet over for statsledere som Miloševid, der lader hånt om internationale aftaler og menneskerettigheder. Endvidere kan man spørge til, hvorvidt de tiltag FN tog under krigen overhovedet hjalp eller kun var med til at forværre situationen for

10 (Arendt, 2008 s. 313)

11 civilbefolkningen. NATO gik som sagt ind og satte militærmagt bag de diplomatiske reprimander fra FN, hvilket i længden betød en serbisk tilbagetrækning fra de besatte områder. Problemet er dog her, at NATO ikke har en global opbakning i samme grad som FN, hvilket på et formelt plan gør denne alliance mindre legitim og mindre demokratisk.

De moralske problemstillinger, som krigene i Eksjugoslavien aktualiserer, vil være mit empiriske udgangspunkt for en grundigere analyse af menneskerettighedsbegrebet og dets legitimitet. I relation hertil ønsker jeg gennem de anvendte teorier at nå til en afklaring på følgende spørgsmål:

Problemformulering

1) Hvordan kan krigens konventioner begrundes moralsk, og hvilke midler kan man forsvare at tage i brug under krigshandlinger?

2) Hvilke retfærdighedsprincipper må ligge til grund for en legitim stat, og hvordan forholder disse principper sig til den universelle menneskerettighedserklæring?

3) Hvordan kan menneskets behov for anerkendelse begrunde menneskerettigheds- begrebets legitimitet, og hvorledes kan anerkendelsesmodellen forklare sociale konflikters dynamik?

Teori og metode

Denne afhandling er inddelt i tre kapitler. Hvert kapitel har til formål at analysere og besvare problemformuleringens tre spørgsmål. Mit hovedsigte med nærværende undersøgelse er at udvikle et teoretisk begreb om menneskerettighederne, der både kan forsvares konceptuelt ud fra mine anvendte teorier, men også kan operationaliseres i overnesstemmelse med de internationale politiske udfordringer, som vores globaliserede verden står over for. Jeg vil derfor løbende gennem min teoretiske analyse af menneskerettighedsbegrebet inddrage konkrete eksempler fra krigene i Eksjugoslavien samt andre konflikter til at reflektere de moralske problemstillinger, der opstår ikrydsfeltet mellem teori og praksis. I lighed med Clausewitz' kendte udsagn anser jeg også krigene i Eksjugoslavien som ’politik fortsat blot med andre midler’. Denne anskuelse betyder, at krigen ikke bare er et aspekt af et videnskabeligt genstandsfelt i

12 lighed med politisk teori, samfundsteori og etnologi, men en analyse af krigen kan også have korrigerende effekt på disse andre teorier. Krigene i Eksjugoslavien afslører nogle grundliggende problemstillinger med hensyn til statens rolle. Det væsentlige problem er statens manglende legitimitet. Legitimitet skal her forstås som statens retfærdiggørelse i form af dens opretholdelse af klassiske liberale frihedsrettigheder, som den skal sikre over for civilsamfundet.

Årsagerne til statens opløsning og krigens udbrud kan altså forklares ud fra den liberale politiske teori, som hævder visse ukrænkelige individuelle og universaliserba- re menneskerettigheder. Det er denne legitimering af en bestemt statsdannelse, som jeg søger at begrunde. Det vil jeg gøre på følgende måde:

Kapitel 1

For at nå til en nærmere forståelse af hvordan menneskerettighedsbegrebet skal kunne anvendes i situationer som krigene i Eksjugoslavien, må man først få klargjort, med hvilke midler en organisation som FN og NATO på retfærdig vis kan opnå sine mål i form af fred på længere sigt. Jeg vil til at begynde med undersøge krigens moralske dilemmaer og tydeliggøre en mulig model for retfærdig krigsførsel eller militærintervention. Dette vil jeg gøre ved at analysere krigens væsen ud fra et utilitaristisk og moralsk perspektiv. Nu vil mange utilitarister nok hævde, at de også udtrykker et moralsk standpunkt, men som jeg søger at påvise i kapitel 1 og 2, indeholder den utilitaristiske position nogle indre modsigelser, som diskvalificerer dens krav på moralitet. Denne vurdering er igen afhængig af min defintion af moral, som bunder i en antagelse om, at der er visse grundliggende retfærdighedsprincipper, som til enhver tid og under alle omstændigheder bør følges. Analysen i kapitel 1 vil især basere sig på den politiske teoretiker, Michael Walzer, og de indsigter hans tænkning har affødt i diskussionen om retfærdig krigsførsel.

Min analyse har til hensigt med historiske eksempler og en teoretisk argumentation at sandsynliggøre en normativ forståelsesramme, der kan legitimere et bestemt sæt af regler i krigs- og fredssituationer – altså regler der i grove træk svarer til de doktriner, der står formuleret i Genevekonventionen og de universelle menneskerettigheder.

13 Kapitel 2

Da den universelle menneskerettighedserklæring og Genevekonventionen blev formuleret under nogle særlige historiske omstændigheder i en specifik vestlig liberal tradition, har deres universalistiske potentiale som sagt ofte været genstand for kritik.

Jeg søger med afsæt i John Rawls’ hovedværk, En teori om retfærdighed, at rekonstruere begrebet om menneskerettighederne, således at de får en større gyldighed, end de har, når de blot foreligger som dogmer i FN. Ved at anvende Rawls’ sondring mellem det gode og det rigtige, kan man med dette begrebspars logiske konsekvens udelukke utilitarismen som gyldig filosofisk forklaringsmodel for samfundets grundliggende retfærdighedsprincipper. Med begreberne retfærdighed som fairness og den oprindelige position etablerer Rawls et rationelt og idealt koncept for det liberale demokrati. I forlængelse heraf følger der også et krav om bestemte betingelser, der skal være opfyldt for, at der kan etableres en retfærdig beslutningsprocedure til bestemmelse af de grundliggende strukturer i samfundet. Der er således tale om en hypotetisk samfundskontrakt, som samfundsmedlemmerne ville tilslutte sig under nogle bestemte omstændigheder. Beslutningsproceduren vil i den oprindelige position efter Rawls’

mening nødvendigvis føre til to grundliggende retfærdighedsprincipper for samfundets indretning. Det 2. retfærdighedsprincip har været kritiseret fra flere forskellige sider og af flere forskellige grunde. Jeg vil især behandle Robert Nozicks libertarianistiske kritik af Rawls, idet jeg mener, han leverer den mest gennemtænkte udfordring til Rawls’ teori.

Omdrejningspunktet for Nozicks kritik er omfordelingsideen i det 2. retfærdighedsprincip, som efter hans mening krænker individets fundamentale frihedsret. Det, som efter min mening bliver den implicitte uoverensstemmelse mellem de to teoretikere, er deres opfattelse af menneskets konstitution. Spørgsmålet om, hvordan frihed og lighed skal afbalanceres i samfundet, leder naturligt hen mod hvilke menneskellige behov, der har højeste prioritet, og hvilken karakter disse behov har. Er menneskets moralske handlen således en del af dets væsen, og kan menneskerettighederne tilfredsstille de almenmenneskellige behov? Det fremgår ikke særligt tydeligt i Rawls’ teori, hvad det er, der motiverer mennesket til at ville handle moralsk, idet menneskets moralske sensibilitet ikke er nærmere defineret i dennes teori. Det er denne lakune i Rawls’ teori, som jeg i

14 kapitel 3 søger at udfylde ved at analysere menneskets intersubjektive behov for anerkendelse, og hvorledes dette behov udgør en væsentlig drivkraft i sociale konflikter.

Kapitel 3

Ved inddragelse af anerkendelsesbegrebet i Axel Honneths udformning, mener jeg tydeligere at kunne forklare individets motivation i den oprindelige position, end Rawls formåede. Honneth peger på de tre anerkendelsesformers betydning (den intime, den retlige, og den sociale) for individet både ved hjælp af G.W.F. Hegels filosofi og George Herbert Meads socialpsykologi. Rawls er ikke blind for betydningen af den engagerende kraft i et kulturelt fællesskab, men den hypotetiske kontraktsituation får efter min mening større tyngde ved at integrere individets behov for social anerkendelse. Derved bliver forsvaret for en liberal statsdannelses legitimitet mere resistent over for den multikulturalistiske kritik , som jeg skildrede i indledningen. Ved at påvise den primære anerkendelsesrelations invariante position i den menneskelige historie, og hvordan denne relation knytter an til de retlige og sociale anerkendelsesstrukturer, giver Honneths teori også et begrebsmæssigt værktøj til at vurdere sociale konflikter, som f.eks. krigene i Eksjugoslavien. Anerkendelsesmodellen giver den menneskelige historie en moralsk dimension, der ikke er funderet i Rawls’ rationelle successive udkrystalisering at retfærdighedsprincipperne, men i en intersubjektiv antropologi, der mere overbevisende kan forklare det 2. retfærdighedsprincips gyldighed i vores postkonventionelle samfund.

Således vil analysen i kapitel 3 også fungere som en antropologisk rekonstruktion af Rawls’ 2. retfærdighedsprincip.

Teoretiske præmisser og udfordringer

Da emnet for denne afhandling er temmelig omfattende, kan der i sagens natur anlægges adskillige teoretiske vinkler. Endvidere vil min fremhævelse af et enkelt eksempel til belysning af en problemstilling, jeg finder relevant, samtidig udelukke utallige andre som måske ville kunne anvendes som støtte for andre teoretiske positioner. Jeg kan derfor ikke udelukke, at mit teoretiske udgangspunkt har indstillet min optik til at sætte fokus på bestemte nøglebegivenheder til understøttelse for mit argument. Jeg har dog i mit arbejde efterstræbt en åbenhed over for empiriske fænomener såvel som teoretiske argumenter, der kunne korrigere mine antagelser og argumenter. Derfor har jeg også

15 inddraget de forskellige utilitaristiske såvel som libertarianske modargumenter løbende gennem afhandlingen for derved at nå til en reflekteret position.

Der vil altid forekomme en ekstrapolering, når man går fra teori til praksis og omvendt.

Ligeledes er der forskel på, hvordan menneskerettighederne står formuleret, og hvor effektivt de bliver efterlevet. Da de forskellige menneskerettigheder ikke kan udfoldes fuldt ud uden at kollidere med nogle af de andre mennesekerettigheder, må de med Rawls’ ord fastholdes i en ”reflekteret ligevægt”, og som jeg viser i kapitel 2, vil denne reflekterede ligevægt være forskudt på forskellige områder afhængigt af, hvilke kulturer de er indarbejdet i. Det betyder ligeledes, at man ikke kan opstille en objektiv målestok for, hvordan menneskerettighederne som samlet system på bedste vis bliver opretholdt.

Der vil altid forblive et spændingsforhold mellem lighed og frihed. Men som jeg har til hensigt at vise med min analyse, falder hele menneskerettighedssystemet ikke til jorden, bare fordi man kan påpege områder, hvor de ikke bliver appliceret fuldstændigt

Dette er en antagelse, som også ligger til grund for Rawls’ teori. Han siger således, at den grundliggende struktur for social retfærdighed ikke skal forkastes blot, ”…fordi dens principper ikke kan anvendes overalt.”¹¹. Hans teori er således noget mere konstruktiv end den negative dialektik, som forkaster ideen om, at der overhovedet kan være tale om nogle filosofiske førsteprincipper¹², som kan være styrende for andre principper i et egentligt overordnet filosofisk system. Men selvom Rawls’ teori om retfærdighed er et hypotetisk ideal, lægges der vægt på, at dette ideal kun har gyldighed, så længe det kongruerer med den samfundsmæssige virkelighed. Denne kongruens får efter min mening større overbevisningskraft via anerkendelsesmodellen.

Rawls’ teori om retfærdighed anlægger en strategi til, hvordan ét samfunds grundstruktur på mest retfærdig vis bør indrettes. Ved at begrænse sig til kun at behandle frihedsrettighederne og omfordelingen af goderne inden for ét samfund behandler hans teori heller ikke mange af de konkrete udfordringer, FN står over for i interaktionen mellem stater af vidt forskellig karakter. Rationelt set har hans teori et

11 (Rawls, 2005 s. 36)

12 (Juhl, 2002 s. 247-253)

16 universaliseringspotentiale af globalt omfang. I overensstemmelse hermed kan man formelt set godt anskue hver repræsentant for FN’s 192 medlemslande som Rawls’

beslutningstagende individer bag uvidenhedens slør. Men den koncensus, som Rawls mener, man vil kunne opnå i denne ideelle beslutningsproces, ligger mildt sagt temmeligt fjernt fra den konkrete virkelighed FN befinder sig i. Bare se på COP 15-mødet i København som et aktuelt eksempel på de beslutningsmæssige vanskeligheder FN står over for. Rawls forudsætter at beslutningstagerne i den oprindelige position er

’demokratisk’¹³ indstillede, men igen lader den konkrete virkelighed meget tilbage at ønske, hvis man vender blikket mod FN. Nogle af de seneste opgørelser viser, at der på globalt plan eksisterer ca. 60 demokratiske stater¹⁴, hvilket altså er knap en tredjedel af FN’s medlemstal. Hvis FN’s mål er fred, og midlet er demokrati - hvordan skal man med FN’s sammensætning så nå til enighed om noget som helst? Og kan man endvidere hævde, at FN er en demokratisk institution, når den indeholder et fåtalligt sikkerhedsråd med fem faste medlemmer med veto-ret, hvoraf to af medlemmer (Kina og Rusland) med al tydelighed ikke er demokratiske? Dette er nogle relevante ufordringer, som man bør have med i sine overvejelser omkring FN som legitim institution til udbredelse af menneskerettigherne.

En anden konkret udfordring vedrørende Rawls’ begrænsede teoretiske fokus på én stat er, at de socioøkonomiske uligheder inden for denne stat oftest vil være noget mere begrænsede end ulighederne de forskellige lande imellem. Hvis man skulle foretage en global omfordelingspolitik i overensstemmelse med Rawls’ retfærdighedsprincipper, ville man meget hurtigt ende i uoverkommelige regnestykker. Og hvilke parametre skulle man her indkludere i omfordelingen? Skal alle tidligere kolonimagter stå i evig gæld til de tidligere koloniserede lande (som bl.a. Sartre påstod), og hvordan kan man nivellere fordelingen af goder mellem lande, der udviklingsmæssigt er flere hundrede år fra hinanden? Disse presserende spørgsmål kræver konkrete løsninger, som aldrig vil kunne løses optimalt i overensstemmelse med Rawls’ retfærdighedsprincipper. Men disse

13 Her forstået som en indstilling, der tilkender alle individer nogle grundliggende menneskerettigheder.

14 Som Mogens Herman Hansen gør opmærksom på er der flere forskellige metoder til at definere, hvorvidt en stat er demokratisk eller ej, men efter de anerkendte modeller løber det nogenlunde op i ovennævnte antal. Jf. (Hansen, 2010 s. 15-32)

17 problemstillinger vedrører det politiske område og hører dermed under den delvise overholdelsesteori, som netop er defineret ved ikke at kunne opfylde de ideelle kriterier for et retfærdigt system og derfor altid kun vil være en tilnærmelse.

På trods af disse spændinger der opstår mellem teori og praksis i Rawls’ teori, mener jeg godt, at man kan udvide hans moralske principper til at gælde på globalt plan. Det kræver, at man accepterer præmissen om, at menneskerettighederne er universaliserbare og ikke blot afspejler den vestlige liberale selvforståelse. Det kræver således, at man identificerer et menneskeligt universale, som jeg mener at kunne finde i Honneths anerkendelsesbegreb.

En stor del af Honneths teori hviler på Hegels tidlige tanker fra hans tid i Jena, hvor han introducerede ideen om de tre anerkendelsesformer. Mine referencer til Hegels begreber fra hans Jenaer-philosophie vil hovedsageligt bygge på Honneths udlægning af dem samt min egen udlægning af Hegels Retsfilosofi. Ligeledes vil min brug af Meads socialpsykologi også overvejende være filtreret gennem Honneths begrebsapparat. Når jeg behandler Hegels og Meads teorier, ville det derfor måske være mere korrekt at omtale dem som Honneths Hegel og Honneths Mead. For at bevare en vis lethed i fremstillingen, har jeg dog valgt blot at referere direkte til dem. En mere omfattende afhandling om anerkendelsesbegrebet ville kræve, at jeg gik til de primære kilder, men i denne sammenhæng, mener jeg, at Honneths fremstilling er tilstrækkelig til at give et overbevisende argument for menneskets moralske sensibilitet.

Både Rawls og Honneth bevarer en åbenhed i forholdet til, hvilken samfundsform der skaber de bedste mulighedsbetingelser for samfundsmedlemmernes selvrealisering.

Deres teorier lægger sig således ikke fast på en kapitalistisk-, socialistisk-, ”kollektiv eksistentialistisk” samfundsmodel m.m.¹⁵, så længe der er visse grundliggende

15 Rawls mener selv, at hans teori kan realiseres i et socialistisk system med offentligt ejede

produktionsmidler såvel som et liberalt system, hvor produktionsmidlerne er privatejede: ”Særligt går den relevante aftale ikke ud på at indtræde i et givet samfund eller antage en given regeringsform, men at acceptere visse moralske principper.” (Rawls, 2005 s. 42). Ligeledes siger Honneth afslutningvis i Kamp om anerkendelse: ”For hvorvidt disse indholdsbestemte værdier *i de solidariske relationsnetværk, JD+ peger i retning af politisk republikanisme, en økologisk begrundet askese eller en kollektiv eksistentialisme, samt hvorvidt de forudsætter forandringer i de økonomiske og sociale omstændigheder eller forbliver forenelige

18 betingelser, der er overholdt. Mit sigte med at anvende disse teoretikere er altså ikke at angive en bestemt samfundsmodel som den rigtige, men at udfolde et moralsk evalueringssystem, der skal kunne vurdere forskellige konkrete samfunds moralske status.

med et kapitalistisk samfunds betingelser – dette er ikke længere en sag for teorien, men for de sociale kampes fremtid.” (Honneth, 2006 s. 229f.)

19

1

KRIGENS KONVENTIONER OG DENS KOBLING TIL MENNESKERETTIGHEDER

”Naar du uddrager i Krigen imod dine Fjender, og Herren din Gud giver dem i din Haand, saa at du fører dem i Fangenskab, og du seer iblandt Fangerne en Kvinde, som er dejlig af Skikkelse, og du faaer Lyst til hende, og du tager dig hende til Hustru: da skal du føre hende midt ind i dit Huus, og hun skal lade sit Hoved rage og skære sine Negle, og hun skal bortlægge sit Fangenskabs Klæder fra sig, og hun skal blive i dit Huus og begræde sin Fader og sin Moder en Maanedstid; og derefter maa du gaae til hende og ægte hende, og hun skal blive dig til Hustru. Men det skal skee, om du ikke har Behagelighed til hende, da skal du lade hende fare efter hendes Sjæls Begjering, og ikke sælge hende for Penge; du skal ikke behandle hende som Trælkvinde, fordi du har krænket hende.”

Biblen, 5. mosebog kap. 21: 10-14

Krigene i Eksjugoslavien var kendetegnet ved en brutalitet, en primitivitet og et kaotisk forløb, der gør det svært at aflæse en klar strategi sammenlignet med de to verdenskrige.

Billedet vanskeliggøres yderligere ved, at serbernes krigsførsel var ledt efter devisen om

”nothing on paper”. Der er dog ingen tvivl om de serbiske styrkers forrang med hensyn til ansvaret for de krigsforbrydelser, der blev begået under krigene. Man kan dog ikke slutte deraf, at de andre etniske grupper ikke bærer en del af ansvaret for krigsforbrydelserne.

Jugoslavien har gennem historien været kendetegnet ved utallige interne stridigheder og undertrykkelse af forskellige folkefærd gennem tiderne. Den kroatiske marionetregerings samarbejde med SS og den følgende politik¹⁶, der resulterede i omsiggribende folkemord, er bare et af mange eksempler på, at en enkelt etnisk gruppe har påkaldt sig en privilegeret særstatus i forhold til andre grupper. Det er derfor en illusion at opfatte

16 Marionetregeringen, som blev ledt af Ustašabevægelsen, havde under 2. verdenskrig en officiel trepunktsplan, der bestod i, 1) at tvangskonvertere en tredjedel af serbokroaterne til katolicismen, 2) landsudvise en tredjedel af serbokroaterne og 3) at myrde den sidste tredjedel af serbokroaterne. I forlængelse heraf gav den nytiltrådte justistminister, Milovan Zanic, denne offentlige erklæring i 1941:

”Denne stat, vort land, er kun for kroater og ingen andre. Vi kroater vil benytte alle midler til at gøre vort land til vort, og rense det for ortodokse serbere. Alle, der kom til vort land for 300 år siden, må forsvinde. Vi skjuler ikke vore hensigter. Det er vor stats politik og ved dens gennemførsel vil vi kun følge ustašas

principper.” (Dalhoff-Nielsen, 1992 s. 40)

20 Jugoslavien som et multikulturelt elysium før krigsudbruddet. Man kan således stille sig skeptisk over for, om det overhovedet er muligt, at de forskellige etniske grupper qua deres kulturelle, racemæssige og nationale tilhørsforhold er egnet til at kunne leve i fredelig sameksistens. De mange fronter og det sammensurium af modsatrettede interesser gør det svært at finde en krigslogik, der kan føres tilbage til det moralske regelsæt, som FN forsøger at udbrede. Manglen på en klart formuleret politik fra de forskellige parters side får krigsrapportøren, Jan Stage, til at påpege det absurde i at forsøge at gennemtvinge farbare løsniger i et territorium hærget af anarki. Han skriver:

”Og så er det, jeg tænker: hvorledes forestiller man sig egentlig, at den bosniske stat skal se ud? Det er jo for længst blevet et område på Europakortet, som er regeret af rockerbander. Jeg tror ikke, at det er gået op for de gode viljers repræsentanter, hvad anarki egentlig vil sige. Her er ingen, der deler. Hver tager sit, eller så meget de kan. Hvad der bliver tilbage, kan hundene, det vil sige taberne, så slå sig til tåls med. Det vil ikke være fornuftigt af mig at sige den slags ting under EF-topmødet i København. Men det er jo heller ikke problemet. Jeg mener: jeg er jo ikke inviteret. Jeg er slet ikke i København.

Jeg løber nu sammen med min ven, løjtnant Jacevic, og jo højere vi kommer op i bygningen, jo mere hullet bliver den, og dermed vokser chancerne for at blive sønderskudt af disse forbandede, engelske skarpskytter.”¹⁷.

Hvis man ser bort fra sprogtonen (der mest af alt lyder som en hybrid mellem Louis Ferdinand Celine og John Wayne) mener jeg, at Stages erfaring af disse kriges anarki og overordnede mangel på retnig er gennemgående for de observatører, der har været tæt på. Disse krige fremstår således umiddelbart totalt løsrevet fra det internationale samfunds vedtagne normer angående retfærdig krigsførsel. FN’s utallige reprimander overfor Miloševid ændrede ingenting, før der blev sat militærmagt bag de mange ord i form af NATO’s luftbombardementer i sommeren 1995. På trods af Stages og andres resignerede holdning fandtes der altså midler til at gennemtvinge en afslutning på krigen.

FN’s politik blev gennemført ved at omsætte den diplomatiske retorik til organiseret vold mod de serbiske agressorer.

17 (Stage, 1993 s. 95)

21 Dette giver som sagt fornyet aktualitet til krigsteoretikeren Carl von Clausewitz’ passus om, at ’krig blot er politik fortsat med andre midler’. Krigsteori er ikke radikalt anderledes end politisk teori, samfundsteori og etnologi. Disse teorier skal ikke bare forstås som forskellige aspekter af samme videnskabelige genstandsfelt – men må ifølge Clausewitz betragtes som gensidigt konstituerende og korrigerende for hver af teorierne. Heraf følger, at en specialisering inden for en af områderne samtidig vil kunne lære nogle af de andre teorier noget¹⁸. De nye udfordringer, som krigene i Eksjugoslavien stillede til FN, griber således også korrigerende ind i denne institutions teoretiske grundlag. Og som den nyere krigsteoretiker, Michael Walzer, deraf slutter, kan man omvendt betragte politik som krig videreført blot med andre midler¹⁹. Dog er der som før nævnt i praksis afgørende forskel, idet midlerne i krig er organiseret vold, hvor politik udfoldes under fredelige (ikke-voldelige) forhandlinger. Skæringspunktet, for hvornår de politiske forhandlinger ophørte, og den organiserede vold begyndte, var for det internationale samfunds vedkommende ved NATOs bombeangreb.

Et militært spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med disse bombeangreb, men også vedrører alle andre militæraktioner, som FN og NATO er engageret i er: Er lande med hære, hvor soldaterne ikke må blive udsat for fatale risici, moralsk eller politisk kvalificeret til at intervenere? Selv med en retfærdig grund og med de bedste intentioner må man overveje, om man er beredt til at handle på de utilsigtede konsekvenser af disse handlinger. Denne problemstilling blev tydelig ved NATO’s knap tre måneder lange bombekampagne i Kosovo i 1999. Som Walzer påpeger²⁰, havde de indledende luftangreb i Kosovo de tragiske konsekvenser, at de serbiske styrkers etniske udrensning tog til.

Problemet bestod bl.a. i de intervenerende magters forgabelse i egen militærteknologiske overlegenhed (det nyeste skud på stammen er de nye ubemannede droner, som i øjeblikket bliver anvendt i Afghanistan og det nordlige Pakistan), der vidnede om en manglende forståelse for hvilke midler, der skal til for at stoppe serbiske soldater, der går fra hus til hus på landjorden og nedslagter individer af en bestemt etnisk oprindelse.

Konsekvensen af luftangrebet resulterede i, at Miloševid optrappede de etniske

18 (Højrup, 2010 s. 384)

19 (Walzer, 2004 s. ix)

20 Ibid. 99-103

22 udrensninger på kosovoalbanerne for at tvinge NATO tilbage til forhandlingsbordet. Som forholdene var i 1999 var de militærstrategiske overvejelser, der lå til grund for luftangrebet forfejlede. Miloševid havde indsat 40.000 soldater ved Kosovos grænser og ud fra krigsforbrydelserne i Bosnien, som serberne tidligere havde begået, var der uden tvivl høj risiko for nye etniske udrensninger. En militærintervention var således ganske legitim set ud fra FN’s retningslinjer. Men grundet FN og NATO’s manglende vilje til at risikere egne soldaters liv blev konsekvenserne langt værre over for den civilbefolkning, som de havde til formål at beskytte.

Situationen i de moderne demokratiske medlemslande gør i dag, at det bliver mere og mere vanskeligt at sætte soldaters liv på spil. Hærførere havde ikke tidligere i historien dette problem, idet de rekrutterede deres soldater blandt folk, der ikke havde nogen politisk indflydelse. Dette er dog ikke tilfældet mere, da alle borgere i en moderne demokratisk retsstat har politisk indfydelse i form af stemmeretten. Beslutninger omkring, hvorvidt et NATO-medlemsland skal sætte dets egne soldaters liv på spil over for en fjende i et fjerntliggende land, bliver således også et anliggende for de relaterede til disse soldater, idet de med deres stemmeret også kan have indflydelse på fremtidige beslutninger. Hvis en militæraktion ikke giver et relativt hurtigt positivt afkast, og soldaterne begynder at blive sendt hjem i kister, kan den folkelige opbakning i medlemslandene hurtigt vende, hvilket vi ser i aktionerne i Irak og Afghanistan i dag²¹. Legitimitet og afslutning er det afgørende for en regerings overlevelse og samtid målet for humanitære interventioner²² som den i Kosovo. Disse interventioner har endvidere ikke udelukkende til formål at etablere status quo ante, idet det jo var denne samfundsstruktur, der var grunden til krigens udbrud. Interventionen har derimod til formål at etablere en retfærdig statsdannelse til sikring af borgernes individuelle rettigheder. Grundene til ikke at gå videre ind i Irak under den første krig mellem Irak og USA og afsætte Sadam Hussein kunne derfor ikke begrundes ud fra retfærdighedsprincipper, da Sadam Husseins regime i mange henseender kunne lignes

21 Jeg vil ikke komme nærmere ind på disse kriges legitimitet her, men blot påpege de ændrede præmisser i den moderne krigsførsel.

22 (Walzer, 2004 s. 20f.)

23 med Nazitysklands, hvor de allierede styrker jo netop intervenerede og dannede en ny regering. Her var altså tale om geopolitiske og militære begrundelser for ikke at gå videre i denne krig – altså utilitaristiske dispositioner. Problemet ved sådanne interventioner er, at konsekvenserne ofte er uoverskuelige, og indtil videre er det ikke lykkedes nogen steder i verden med udefrakommende militærmagt at etablere en legitim stat, der lever op til de liberale standarder, som FN formelt stiller til en legitim stat²³.

For at en humanitær intervention skal give mening, må de intervenerendes tilstedeværelse ikke ophøre ved den umiddelbare fredsskabelse. Der ligger også en forpligtelse hos den intervenerende part til at etablere et grundlag for videre fred og stabilitet, så de fredsbevarende styrker ikke blot har skabt et midlertidigt ophold i kamphandlingerne. Det er denne indsigt der får Walzer til at konkludere, at: ”The work of the virtuous is never finished.”²⁴.

Den sidste store krig mellem USA (med stedfortræder) og Sovjetunionen under den kolde krig blev ført i Afghanistan. Denne krig er et tydeligt eksempel på, at ’arbejdet’ ikke blev gjort færdigt, forstået på den måde at amerikanerne ikke sørgede for, at der blev skabt grobund for et retfærdigt samfund, da den slagne part, Sovjetunionen, på retmæssig vis trak sig tilbage. På trods af at krigen blev ført af geopolitiske og andre strategiske årsager, påhvilede der også amerikanerne et moralsk ansvar, som de ikke levede op til. Dette ansvar udsprang af den formelle forklaring på støtten til afghanerne, der blev begrundet med, at det var en national befrielsesaktion mod en besættelsesmagt.

Krigens mål og midler

Rationalet for de fleste krige kan begrundes ud fra en utilitaristisk argumentation – altså ved at se på nyttenværdien ved at gå i krig. Genevekonventionen og de universelle menneskerettigheder forpligter dog de krigende parter på et moralsk ansvar, der i sagens natur rækker ud over de forskellige nationers egeninteresser. En stor del af den kritik,

23 Både den irakiske og afghanske regering har trods alt bevæget sig mod mere demokratiske tilstande sammenlignet med de forhenværende regeringsdannelser. Til støtte for dette synspunkt se bl.a.

(Fukuyama, 2007 s. 95-155)

24 Walzer 2004: 21 (Walzer, 2004 s. 21)

24 som multikulturalismen har rettet mod menneskerettighedsbegrebet finder sine argumenter i den utilitaristiske tradition. Denne filosofiske fløj anser heller ikke de individuelle frihedsrettigheder for andet end en i bedste fald nyttig illusion - i værste fald en doktrin, der kan trække krige i langdrag med katastrofale menneskelige konsekvenser til følge.

Det højeste princip, der må gælde i krigssituationer, bliver således for den utilitaristiske filosof, Henry Sidgwick, sejren. Med denne grundpræmis udleder han reglen om, at krigende parter ikke må begå ”any mischief which does not tend materially to the end [of victory], nor any mischief of which the conduciveness to the end is slight in comparison with the amount of the mischief.”²⁵. Dermed bliver hensynet til de individuelle interesser devalueret i forhold til sejren. Sidgwick finder stor nytteværdi i nogle af de vedtagne krigskonventioner, men ser dem altså ikke som ukrænkelige, i tilfælde af en krænkelse ville kunne føre til en hurtig sejr. Konsekvensen af en sådan relativisering åbner for nogle skræmmmende perspektiver. Med denne nytteregel som ledetråd kunne man f.eks.

forestille sig Radovan Karadžid og general Ratko Mladid retfærdiggøre massakrerne i Srebrenica eller Vukovar. I lighed med Sidgwick påpeger generalen, von Moltke, at alle yderligere forbud ud over dem, som de utilitaristiske krav sætter i krig udelukkende trækker krigen i langdrag. Derfor har hans øverste princip i krig følgende ordlyd: ”the greatest kindness in war is to bring it to a speedy conclusion.”²⁶ Problemet i dette synspunkt er naturligvis, at hvis den ene part begynder at bryde krigens love for at nå til en hurtig afslutning, vil den anden part i givet fald også hurtigt besvare disse med tilsvarende ureglementerede krigshandlinger. Moltkes udsagn hviler altså på præmissen om, at det kun er den ene af de krigsførende parter, der må bryde krigens konventioner.

Krigene i Eksjugoslavien har om nogen vist, hvordan en sådan tankegang ikke på nogen måde fører til en hurtigere afslutning, men blot til en yderligere eskalering af barbariet – opretter kroaterne koncentrationslejre (f.eks. Dretelj), gør de bosniske muslimer noget tilsvarende (f.eks. Celebici), myrder de serbiske soldater løs på civile bosniske muslimer,

25 Citeret fra (Walzer, 2006 s. 129)

26 Citeret fra ibid. 131, noten

25 bliver dette ligeledes gengældt²⁷. Et brud på de internationale konventioner og en opløsning af de individuelle rettigheder vil stik modsat Moltkes argument med stor sandsynlighed føre til det, Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen kalder for ”hadets anatomi”²⁸. En tilstand som udelukkende forværres, med mindre der gribes ind udefra med den hensigt at retablere en mere stabil retstilstand.

På trods af at utilitarismen på mange punkter formår at begrunde krigens konventioner ud fra et nytteargument, der måske også kunne argumentere mod retfærdiggørelsen af massakrer som de nævnte ovefor, formår den ikke at give et gyldigt argument for disse konventioners retfærdighed. Som Walzer gør opmærksom på, er krigens parter berettiget til at forsøge at vinde krigen, men de er ikke berettiget til at tage alle midler i brug for at vinde²⁹. Stort set alle stater er bundet af et sæt regler, som de kan indvillige i, men disse regler finder også sin begrundelse i moralske principper uafhængigt af de nyttemæssige begrundelser. Utilitarismen bekræfter blot konventioner og sædvaner, men giver os ikke et grundlag for udformning af nye og bedre konventioner. Dertil mangler denne teori en grundliggende forståelse af menneskets væsen.

Humane erfaringer i krig

I afsnittet ’Naked soldiers’³⁰ fra Just and unjust war løfter Walzer sløret for en almenmenneskellig erfaring, der kan give os en forståelse af det moralske aspekt af menneskerettighederne, som utilitarismen ikke formår. Her fremdrages flere eksempler på, hvordan soldater oplever en intuitiv modstand mod at dræbe deres fjende i situationer, hvor dennes prosaiske menneskelighed træder frem. Han fremhæver bl.a. et

27 Gengældelsesaktioner sætter sine spor i de forskellige landsbyer, som Jan Stage bliver gjort opmærksom på. I Trnovo en by i nærheden af Sarajevo udpeger den serbiske, Momo Milodrag, for Stage sporene af de muslimsk-drevne udrensninger af serberne, der fandt sted her, i 1992. Man kan se det ved, at de serbisk- ejede ruiner er omgivet af ukrudt, hvilket er et tegn på, at de har været ubeboede i længere tid, hvorimod ruinerne fra muslimerne stadig har frugtbare haver, hvilket er et tegn på, at de er blevet forladt kort forinden, da serberne igen uddrev muslimerne. Som Mildrag siger: ”De muslimske huse, derimod, er omgivet af et hav af grønne urter, og det er de huse vi har stormet og ødelagt for et par uger siden. Hvis du vil regne lidt på, hvem der udrenser hvem, skal du blot trække gråt fra grønt. Sådan forholder det sig: vi dyrker ikke hinandens haver. Vi ødelægger fjendens hus, men vi dyrker ikke hans jord.” (Stage, 1993 s. 144)

28 (Stjernfelt, et al., 2004 s. 258)

29 (Walzer, 2006 s. 131)

30 Ibid. 138 - 143

26 eksempel under 1. verdenskrig, hvor den italienske soldat og senere socialistiske leder, Emilio Lussu, en dag sammen med en korporal indfinder sig i en position, hvorfra de kan overvære de østrigske skyttegrave. Soldaten forbløffes over det syn, der møder ham; de østrigske soldater sidder civiliseret og drikker deres morgenkaffe, hvorefter en af dem træder op af skyttegraven for at ryge en cigaret. Lussu forklarer, hvordan det var som om, røgen skabte en usynlig forbindelse mellem italieneren og østrigeren, der for Lussu gjorde det umuligt at gøre, hvad han var draget i krig for at gøre – nemlig at dræbe fjenden. Og dette var ikke begrundet i en uvilje mod krigen principielt, men udsprunget af dette personlige møde med fjendens menneskelighed. Han reflekterer videre: ”To lead a hundred , even a thousand, men against another hundred, or thousand, was one thing;

but to detach one man from the rest and say to him, as it were: “Don’t move, I’m going to shoot you. I’m going to kill you” – that was different…To fight is one thing, but to kill a man is another. And to kill him like that is to murder him.”³¹. Den fremmedgørelse eller dehumanisering, som krigen skaber mellem de krigende parter, genskaber i øjeblikke som dette eksempel en tilstand af mellemmenneskelige forståelse, en tillid og empati, som krigen blot midlertidigt hiver individerne ud af. Lussu genkender fjenden som menneske, med den værdighed, der knytter sig til det.

Walzer nævner flere eksempler på soldater, der i nogle enkelte situationer får demaskeret det anonyme fjendebillede, som en given krigspropaganda har produceret, hvorved de bliver grebet af en form for samhørighed med fjenden, der forhindrer dem i at myrde dette menneskelige individ foran dem. Eksemplerne, der nævnes, adskiller sig fra krigene i Eksjugoslavien ved, at det i alle tilfældene drejer sig om fjenderelationer mellem parter, der før krigens udbrud ikke stod i tæt relation til hinanden. Parterne gik ikke til daglig og gned skuldre med hinanden, hvorved det blev nemmere for et propagandaapparat at fremmane et fjendebillede som en dynamo for soldaternes drab.

Forbløffelsen var desto større, når soldaterne under de tidligere krige blev konfronteret med deres fjenders humane ansigt.

31 Ibid. 142

27 I Eksjugoslavien blev bosniske muslimer, kroater, serbere og kosovoalbanere, som før havde levet en moderat fredelig sameksistens, gennem enkelte brutale kamphandlinger styret af en politisk top over en nat til fjender. Dehumanisering af bestemte folkegrupper gennem politisk propaganda gjorde naboer til fjender. Det ændrer dog ikke ved, at krigen stadig kan anskues som en tilstand, der bryder med fredstilstanden, der under et legitimt styre sørger for en stabilitet, som bevarer tilliden mellem mennesker. Man kan altså groft sagt anskue krigen ud fra to sider: Den ene taler for, at krigen afspejler menneskets sande natur som krigerisk, egensindig og brutal, den anden taler for, at krigen er en undtagelsestilstand, hvor mennesket hives ud af normaltilstanden og ind i en dehumaniseret tilstand. Ligesom Lussus spontane medmenneskelige erfaring afslører noget om et socialt empatisk moment i mennesket, når Hannah Arendt også i sin reportage fra Eichmann-sagen i Jerusalem til en lignende konklusion omkring menneskets beskaffenhed. Det nazistiske projekt kan således betragtes som en lang sej kamp for at ændre menneskets universelt medmenneskelige karakter. Adolf Eichmann retfærdiggjorde under retssagen i Jerusalem sine handlinger med en henvisning til Immanuel Kants kategoriske imperativ, som han læste som ”den lille mand” gjorde³². De grusomme konsekvenser, som Eichmanns virke førte med sig, var således ikke noget han personligt bifaldt. Og det var netop denne evne til at sætte sig ud over sin naturlige tilskyndelse til at fatte sympati for sine jødiske artsfæller, der gav hans handlinger moralsk værdi. Som det fremgår af denne udlægning af Kant, har han tydeligvis ikke misforstået filosoffens argumentation totalt. Han overser dog universaliseringskravet i Kants doktrin³³, som gør alle individer med anlæg for rationel tænkning til moralske agenter – dermed også jøderne. Den tanke, Eichmann udtrykker i sin tale om ’den lille mands’ læsning af det kategoriske imperativ, giver eftertidens politiske tænkere en nøgle til forståelsen af den almene tyske befolknings selvforståelse. Nazismens konkrete brutalitet lå ikke som et naturligt element i tyskerne, men var tværtimod noget, der skulle fremelskes ved at overvinde menneskets naturlige tilbøjelighed til et empatisk forhold til sine artsfæller, der overskred eventuelle etniske forskelle. Holocaust, brændofret, var som mange andre religiøse ritualer et nødvendigt onde, en etisk pligt, der blev pålagt det

32 (Arendt, 2008 s. 160)

33 (Kant, 1995 s. 215)

28 tyske folk og kunne i en perverteret version forlenes med den tyske idealismes moralske love.

Jeg har med de ovenstående eksempler søgt at vise utilitarismens manglende evne til at give en fyldestgørende forklaring på krigens konventioner. Utilitarismen sætter et vigtigt fokus på konsekvenserne af militære aktioner, hvilket er et væsentligt aspekt, når man f.eks skal vurdere NATOS luftoffensiv i Kosovo i 1999. Men utilitarismen evner ikke at forklare motivationen for, at FN og NATO overhovedet skulle gribe ind i en konflikt, som lå uden for det internationale samfunds økonomiske og territoriale interesseområde. Den basale medmenneskelige erfaring som Lussu redegører for i sit møde med fjenden under 1. verdenskrig, er udtryk for en intuitiv erfaring af menneskeligt ligeværd, der fører nogle moralske implikationer med sig. Den universelle menneskelige solidaritetsfølelses, som Lussu oplever et øjeblik, er udtryk for en menneskelig grunderfaring, som går forud for den universelle menneskerettighedserklæring. Man kan således allerede finde en formulering af en krigskonvention i Biblen, der tildeler sejrherren visse forpligtelser³⁴. Hvis han finder en kvinde blandt de tilfangetagende, som han ønsker at ægte, er han forpligtet på at respektere hendes sorgbearbejdning, og i tilfælde af at han ville ophæve ægtepagten, er det ham forbudt at gøre hende til slave. Disse moralske forskrifter, som menes at være nedskrevet omkring år 700 f.Kr., kan således ses som et vidnesbyrd om en moralsk grammatik i menneskehedens historie, som veholdende presser sig på i form af en stadig udvikling af nye og mere retfærdige militærkonventioner. Og med disse militærtraktater følger der også et moralsk ansvar, der skal placeres i forbindelse med overtrædelser.

Krigens konventioner udvikles

Sun Tzu formulerer i The Art of War en af de første ansvarpådragende militærtraktater ca.

500 f.Kr. Han skriver: ”When troops flee, are insubordinate, distressed, collapse in disorder or are routed, it is the fault of the general. None of these disorders can be

34 Se dette kapitels indledende citat