En kladde - tyendeliv

En

kladde

tyendeliv

Etglimt af landproletariatets forhold vedovergangentil 1900-tallet

AfEjvind Busk Jensen ogSvenning Olesen

Ordet »tyende« er ifølge ordbogen (...) af

uvis oprindelse; tolket (...) eller beslægtet med

oldnordiskpy, 'trælkvinde'.

Hvis man i dag beskæftiger sig med begrebet tyende, som for godt og vel et århundrede siden var den almindelige betegnelse for tjenestefolk af begge køn,

fristes man til at sige, at betydningen ikke

varhelt afsvækket.

Men efterGrundlovens indførelse i 1849

var deropbrudpå vej. Deterhistorien om almuens frigørelse og stigende indflydelse

gennemrestenaf 1800-tallet, kulminerende

medgrundlovsændringen i 1915, hvorbåde

kvinder ogtyende fik^stemmeret.

Tyendet i Vestjyllandvar naturligvis ikke

trælle, altså slaver, i ordets egentlige betyd¬

ning. Selv om de efter vore begreber i

mangetilfælde trællede for føden.

Den efterfølgende historie giver et vist

indblik i tyendets, tjenestefolkenes, vilkår på landet for^enfire fem generationer siden.

- Og det begyndende oprørmod forholde¬

ne.

I en aflevering til Thorstrup Sognearkiv

fandt medarbejderne et mølædt folioark,

som hverken indeholdt navn eller årstal, blot nogle skriverier med overstregninger

ogrettelser. Tydeligvisenkladde tilentekst,

ellerretteretoforskellige tekster.

„/

A+-S 7,

rf

/J

/jfcJj

ry/(.< d-

, /

w.. ..y.... Tf..

(./ i/r :

,//<; ff., •<- ■>

/^...

'y // v ,t '/~-

- --- '/*■-*■

'y

/ ,'t/t ^{»//./ *}

V _<u<

Et lille udsnitaf teksten.

Der var ikke så meget at stille op med papireti første omgang.Detvarsandsynlig¬

vis kun bevaret ved en tilfældighedogkun¬

nehverken dateres eller lokaliseres.

Jeg, som erlidt afendrivert i sammenlig¬

ning med lederenafarkivetoghans medar¬

bejdere, fik tilopgaveatundersøge,omder

var noget af interesse og bevaringsværdi i

det skørnede stykkepapir.

Detblev tiletlillestykke detektivarbejde,

somgavetenkeltsporatgå efter, nemlig det

hæderkronede kulturmagasin, Højskole¬

bladet.Bladet, der udkom første_gangi1876

- »(og) mod alle oddslever bladetstadigefterover 6000numre,-ogindtager sinsæregnerolleidet

danske medielandskab,« som det hedder i en omtale.

Trods huller( ),afrivningerogoverstreg¬

ninger lod det gamle papir sig tyde:

EnKIADDK- lYLNDt I IV

stykke i Højskolebladet (nr.) 64

komme mednogle bemærk(ninger)

(Jeg)hari de sid(ste)årtjentheriVestjylland såvel på herregårdsom hos (bøn)derogkan derfor for¬

tælle hr. Bille atdensædvanlige arbejdstid her på

egnen om sommerenerfra kl. 4om morgenenogså

tilsolnedgang eller endnu længereom aftenen.

Hvis der bliver tid dertil, holdes middag etpar timer, ^men ihøstogslet bliver der sjælerdel ikke altid, atdergivestid hertil.

Om vinteren erarbejdstiden ikkeså lang, (men)

den hvile, vifåromvinteren, kan vi ikke hjælpe

osmedom sommeren.

Jeg erafsamme meningsomfrk. Vestergård, at

selv om arbejdstiden blevforkortet nogle timer,

villedetsammearbejde bliveudført. Og hvis det

så kunne indrettessåledes, atvikunnefå adgang

tilgod ^og nyttiglæsning, ville det vistnok få en

gavnlig indflydelse på tjenestefolkene.

Det lader til, at hr. Bille_synes, at borgerstuerne

såvel som karle- ogpigekamre sagtens kan ^være gode nok til^os, ogatdeter vor egenskyld, når vi

ikke har dethyggeligtidem, menjegtrordog nok,

atnårkarlenesåhyppigtgår på kmrogværtshu¬

se, mendet holderdog nok ikke altidstik.

Depolerede møblerogudpolstredesæder kan vi så godt undvære, men vardet formeget afos atfor¬

langeatfågulvetfejet^ogsnavsetvasketafbtmiog stole inden det bliversåskiden det kan dogikke

nægtes, at karlekamrene herpå egnen er langt

andet end hyggelige, således som defindes ved

sidenafsvine-eller kostalden. Hr. Bille skulle dog

betænke, atvi tjenestefolk ogsåer menneskerog i

besiddelseaf æresfølelse såvelsom han.

Han skriver: »Hvorfor skal Per og Kristen og HanneogSine have andre møbler i mit hus, end

de harhaft hele deres levetid og end de nogen¬

sindefåri den lille hytte ude på heden, hvor Per

ogMarie flytter hen, nårde gifterdem, ireglen fordi derertvingende grunde.«

Hermed slutter kladden, men folioarket er ikke helt udskrevet, og på den resterende plads findes et par udkast til den indled¬

ning, somtidens tand har fjernet i ovenstå¬

ende. Delyder:

I dette blads —64 —findes under overskriften

»Omarbejdstidenogopholdsstederne,«hvortiljeg

tilladermigatfremkommemed nogle bemærknin¬

ger. Dajegselv hartjent...årsåvel på herregård

somhos—

Og underenstreg etandet udkast:

I dette blads n. 64fra forrige årfindesen artikel

underoverskriften: »Om opholdsstederogfjertest

tyendesopholdssteder;«^ogda jeg i de sidsteår har tjenther i Vestjylland skal jeg såvel på herregård

somhos bønder-

Hermed slutter første side.

Øverst på folioarket forrevne bagside fort¬

sættesmednogle tekstudkast:

Fordi derertvingende grunde^—

— detiHimmerlandvedjegikke—herpå egnen

Og derfor skulle han ikke — med sådanne beskyldninger. Vi tjenestefolk erogså i besiddelse af æresfølelse. Sluttelig vil jeg bringefrøken V. og

Odgaardenoprigtig tak, fordi dehar bragt denne vigtigesagpå bane.

I ældre tid ruttede man ikke med tingene.

Så resten afpapiret er brugt til en anden

kladde, men nui en helt andenboldgade:

Undertegnede tillader sig herved ærbødigst at

ENkl AD Di.-TYENDE! IV

ansøgedetærede sognerådom, atderaf kommu¬

nen tilstås mig en understøttelse til hjælp ved anlægogvedligeholdelse afen vej fra min bopæl

og overtil den såkaldte gamle Præstevej. Af denne stækninger170 alenover mose og eng, hvor igen¬

nemløber^enbækafca.2 alens bredde. Vejenover

moseogengharjegindkastet medgrøfteroglagt

brooverbækken nu iforåret, menden skalopfyl¬

desen del,førend den kan blive farbar i vinterti¬

den. Det er den eneste vej, somfører fra min bopæl, ligesomjeg også er den eneste, som har

gavnaf vejen^ogjeg derfor^{er ene om}anlægget, ^og

da den kan tjene bådesom kirkevejogskolevej,

anserjeg mig berettiget tilatandrage sognerådet

om en understøttelse i lighed med, hvad der af

kommunen erydet til andre udflyttere.

Desværreharundertegnede ikke skrevetsit

navn, så vi var ikke kommet identifikation afbrevskriver ogårstalnærmere.Men oplys¬

ningernegavdogetpraj^om lokaliteten.

Højskolebladet nr. 64 og en artikel, som omhandlede tyendets arbejdstider og

opholdssteder,begået afen hr. Bille, skulle Højskolernes Sekretariat vel forholdsvis

nemtkunne skaffe os.

Men det var et forfængeligt håb. Sekre¬

tariatet rådede ikke over en komplet sam¬

ling af bladet,^{og en} undersøgelse af det til¬

stedeværendeførte ikke til noget.

Jegblevrådet tilatfindeetbibliotek,som havdeenkomplet samling af Højskolebladet.

Det medførte, at Karen _ogjeg tilbragte

detmeste afen dag i arkivrummene under Vejle Folkebibliotek.

I 1875 afløstes den gotiske såkaldte krøl¬

lede skriftafdelatinsk/engelske bogstaver,

vi bruger i dag. Og da den omtalte kladde

er skrevet med den nye skrift og med en

hånd, dertydede på,atden vartillært i sko¬

len ogikke^senereilivet,menteviatværepå

den sikreside, nårvibegyndtevorsøgenfra

og med bladets årgang 1890 og arbejdede

osfremad.

Det ville vel højst være et par årtier, der

skulle gennemblades. Vi fandt imidlertid

hverken navn eller emne, selv ^om vi for ^en sikkerheds skyld ikke stoppede før 1933,

året hvor det såkaldte Kanslergadeforlig

banedevejen forensocialreform. Numåtte

detvære nok.

Såvibegyndtei stedetat søgebaglæns fra

1889 ^- og bingo! i årgang 1886 ^er der ^en

artikel: »Tyendet ogfolkestuerne,« underskre¬

vet: Bille.

Forventningsfuldt skimmede vi artiklen,

som imidlertid skuffede og »bare« var et

svar på de åbenbart heftige angreb, han

blev udsat foreftersit førsteindlæg,som vor ukendteThorstrup-borgeraltså ogsåreage¬

rede på.

Nu var sagen imidlertid på plads. Den pågældende artikel måtte findes i årgang

1885, ^somviglad gik til hylderne efter-og såvardet denenesteårgang, ^sommanglede

i samlingen. Hvilketvisammen med enlet¬

tere vantro bibliotekar fik bekræftet via bibliotekets registrering. I løbet af et par

dage blev et eksemplar dog fundet andet¬

steds oghjemskrevet- men kun til læsestu¬

en, ikke til hjemlån.

Læsningaf Billes artikel skaberforståelse

for,atvorendnu ukendte^venfraThorstrup

måtte reagere. Detvar derogså andre, der gjorde,somdetsesaf redaktionens fodnote:

ENK1A0DI- TYFNDF.1.IV

Hr.pastorBilles artikel har, somdetvarat vente, fremkaldt overordentligt megen modsigelse, der

hargivet sig udslag i en hel bunke indlæg. Vi

skalaftrykkeetpassende lille udvalgaf disseog

begynde med sådanne, derfremtrædersomumid¬

delbare_svar,forsenereatgå overtil artikler, der tagerenenkelt side af det rejste spørgsmålop.

Red.

Bille skrev artiklen med rødglødende

pen og sarkasme ^{som et svar} på et indlæg

fraen frøkenVestergaard, givetvis hende vi

allerede harmødt i kladden.

Hun underskrevsig Margrethe Vestergaard,

Newcastleon Tyne. Dethar ikkeværetmuligt

atfindenærmere oplysningerom hende.

Inden vi kommer til Billes artikel,som er

gengivet i sin helhed nedenunder, skal jeg lige tilføje noglefå realkommentarer ^-der

for gamle folk er selvfølgeligheder, men

somyngremenneskermåske kan havenytte af underlæsningen:

1) Der^ertale^om fæstegårde.

2) Hovarbejdesom endel afbetalingen.

3) På herregårdene var der så tilpas store

daglige mælkemængder, at der kunne

drives rationel mejeridrift under ledelse

af en mejerske. Det var ikke muligt på bøndergårdene, ^som først fik rationel mejeridrift ^gennem andelsmejerierne,

som oprettedes i stort tal i årene efter

1882.

4) Så at sige alle præster på landet drev landbrug, men det var sjældent, at de

kaldtesig bønder. Hererdet vistet reto¬

risk kneb.

5) En trækande med øl, ^som alle drak

direkte af, stodaltidpå bordet.

Omarbejdstidenogtyendets opholdssteder

Om arbejdstiden og tyendets opholdssteder på

landet blandt os skriver frøken Margrethe Vestergaard i »Højskolebladet« nr. 61 et stykke,

som henholdersigtil P. Odgaards stykkei »Vort Landbrug« nr. 41 »om huslivet og vorearbejde¬

re.«Dette sidstestykkekenderjeg ikke, mendeter

mig næsten ufatteligt, at en mand som P.

Odgaarder, efter mit kendskab til ham, hvis det

daerP. Odgaard i Tastumved Skive, kan skrive

sådan et stykke^om landbolivet som ovennævnte stykke i »Højskolebladet.« For det første om

arbejdstiden: hvor i Danmark kan detpasse, at tjenestefolkene begynderat arbejde kl. 4 om mor¬

genen ogbliver ved tilomaftenenkl. 10?

Heri egnenfindes derganske vistetenkeltene¬

ståendetilfælde, nemligengodsejer, somsolgte går¬

dene tilbønderne i detforhold, atdensammemand,

somidag nødig ville sælgesingårdfor 20.000 kr.,

gav 1600 kr. for den i sin ungdom foruden nogle

kørsler_{og en}arbejdsdagpå herregården.

Denne arbejdsdag begynder rigtignok med

solen ogholderop med solen, men dette enkelte tilfælde kan dogikke gældesomregel.

Nej skal man tale om, hvad der er regel for arbejdet, da kommerman tilatbegynde kl. 6 og holdeopkl. 7^a 8 meden time frokostog2 timer middag, hvilket giver 10-11 timer arbejde og 14-15 timer hvile idøgnet.

Undtagelser herfra sker kun om høsten. Men

så den lange vinter, hvormange timers arbejde

bliverdet så til blandtosbønder?

- Så kommerspørgsmåletom mejeripigerne?

Har vi hidindtilbevæget osblandt bønder, så springer vinu lige ind iherregårdsvæsenet.

Jeg tvivler om, at frøken Vestergaard kan

nævneet enesteeksempel på dette hundeliv, som herer nævnt, af det virkelige liv. Nej, kan en sølle herremand barefå malketogskrubbet foren

umådelighøj løn iforhold tilde timers arbejde, herforlangesomdagen,såerhanvistuhyre glad,

hanforlangersåmænd ikke ekstraarbejde.

Om så _{var, om} der også blevforlangt, at en

mejeripigeskullesyethulsammenpåengammel sæk, vardetså rædsomt ?

Og så de gamle strømper-skalde også med?

—Mon ikkedissegamlestrømper,somhar stukket

Dem i øjnene, min kære frøken, skulle tilhøre mejeripigerneselv, eller deres godevennerblandt

karlene?

Nu harjegværetpræst blandt bønderi 18 år

og har jævnligt haft med herregårde at bestille,

menjeghar rigtignok aldrigfået det indtryk, at bestillingensommejeripigevarafdemest anstren¬

gende. Om mejeripigerkan der fornuftigvis ikke

væretale blandtosbønder, thi viharingen; vore

piger, om vi har råd til at have flere, delerjo bestillingen mellem sig efter hvad der forefalder i

huset.

Også endelig slutningen: »kunne husmødrene

være lidt mindrekarrige på det evindelige hånd¬

arbejdeogunde deres pigerenlille smulemeretid

tilegenrådighed, daville detværebedrefor begge parter.« Men i alverden! Hvad ^mener De dog

hermedhøjstærede frøken? Er det den vej vi skal ad, atviskal tilatlægge husflid for had?

Når vi kommer indenvinteraften tilenalmin¬

delig bonde, erdet så ikke enfornøjelse, når vi

kanfinde husbondeogtyende i arbejde, enspin¬

der,enandenvæver, entredje karterosv.

Dethører da velendnu med til deuomtvistelige

sandheder, atdovenskaberdjævelens hovedpude,

ogat der er en sørgelig retning i tiden henimod

dovenskab, _og det skal sandelig ikke hjælpe på

ENKI-ADDE-TVXNDE1.IV

fremgang blandt vore arbejdere, når der skal

kastesforagtpåenså hæderligtingsomatstoppe

enstrømpeeller lappeengammel trøje.

Hvorfor holdervi tyende? Mon ikke foratfå

detarbejde gjort, somvi ikke selvmagter.

- Gårvidernæstovertilværelserne, da måjeg

atterbedeomatfågjortforskel på herregårdenes

ogpræstegårdenes borgestue også på bøndernes dagligstue og sædvanlige opholdsværelse. Hvad angår det sidste, daer sagensnartafgjort, thiher

erjostuen somfolkeneer,påsinestederetsvine¬

hul, _ogpå sine stederet rartopholdssted.

At såenbonde,somharråddertil, harenstue, hvor hanforsøger sig i det fine med sofa ^ogspejl

m. m., kan detforundre os? Har han ikke lovat gøremed sit, hvad han vil.

Efter min erfaring blandtbøndererderrenere oghyggeligere i den bondesfolkestue, somharråd

til denfine stue, end der, hvor en sådan ikke findes.

Herinde iHimmerland, ogmåske andreste¬

der også, findes endnu de modbydelige alkover

uden lagner, oghvor karleogpigersoverogklæ¬

dersig afogpå isammeværelse,synesmandeter sådejligt?

Og så borgestuerne i præstegårdene og herre¬

gårdene. Jaundskyld mig, kære frøken!men tror De, atdenogensinde bliver afskaffede?

Jegkan kun tænke mig énenestemåde:gøros allesammen tilbønder; ellermed andre ord;gør detumulige muligt, lav menneskeneom.

Præstenvilnu have sitstuderekammer ogher¬

remandensindagligstuefor sigselv, ogselvomvi

kunnetvingepræsterogherremænd til ved lovat

holdespisestuesammen med sine folk, såvardet

kunetspilfægteriogtilligeethykleri, forde såkaldt

dannedemennesker, hvortiljo i reglenpræstenog herremanden hører, har en anden levevis end

bonden. -Dekasterforagt på dettungeklodsede

ENKI.ADDF.-TYF.NDF.l.JV

bordogølkande)aftræ; men måjegspørge, hvor¬

dan skal bordet være? Valnøddetræ med svejede

ben ? ogudpolstrede sofaerogstole? eller hvordan

skaljegmøblereminefolks spisestueogopholdsvæ¬

relse1 hvorfor skal Per ogKresten ^ogHanne og Sinehave andremøbler i mithus, end de harhaft

ihele dereslevetid, _ogend de nogensindefår i den hytte udepå heden, hvor PerogMarieflytter hen,

nårdegifter dem, i reglen fordi der^ertvingende grunde. -Nej ladosbare ikke kaste foragtpå et hvidt skuret bord og endittoølkande, men lados sørgefor, atdererengod drik øl i kanden oget

velsmagende måltid mad, tillavet med orden og

renlighed^ogomhu, på bordet, så trorjegnok, at

vorejyske karle ogpigerkan undvære de polerede

møblerogudpolstrede sæder.

— Ogsåkarlenes ogpigernes soveværelser!ja

mange gangemå^man rigtignoksige:Hu, ha!for

svinesti! Alen hvem ersvinene? Det er i reglen

karlene ogpigerne selv. Jeg ved ikke, hvor længe

det ersiden, Degjorde deres studier på herregår¬

dene eller i præstegårdene over karle- og pige¬

kamre, men —jeg sigeratter undskyld mig!^— er det ikkelænge siden ?

De herregårde, somjeg kender, kan det ikke siges andetom, end det kunnegodtvære ordent¬

ligt, når beboerne^varordentlige, ogikke selvvar

nogle grise. Alen her viljeg giveDem reti, ather

er en opgavefor husbonden atgøresit til, athan

kan have ret tilat sige til sinefolk: detereders

egen skyld, når her^ersvinsk, for således erdet

ikkeoverleveret eder.

Hvis tilstanden vargennemgående sådan,

somden erbleven beskreveni Deresstykke, da må jeg rigtignok også sande, at her trænges til en

forandring, ogdet erfor præstegårdenes vedkom¬

mende kun et tidsspørgsmål, det må man da

håbe, at de herrer arkitekter ogstiftsøvrigheder,

sombyggerpræstegårde, sørgerfor.

Jegkommerfrem med disse linjer, fordijegføler,

at deterdevirkelige forhold, der skal skriveom, ogatdeterdet, det gælderom, at viså sandtog

naturligt som muligt, ved virkeligheden og ikke

vedidealefordringer, måsøgeatgøre livet sandt

ogbehageligt for de mennesker, somvierafhæn¬

gige af, ^ogsom undertidenerafhængige afos.

Bille.

FrøkenVestergaard indledte sit svarpå det¬

te nærmest hadefulde angreb i en noget

mereafdæmpet stil:

Svar til hr.Bille.

Hvismitstykkevaryderligtpå sin side, hvad jeg dog ikke kan indrømme, så tørjeg nok

sige, atDeresgiver det ikkenogetefter.

Veden nærmeredrøftelse kunne det imidlertid hænde, at vikunne blive mereenige, ogjegskal derforprøve atsvarepå Deres spørgsmål...

Ogsåledes videresvarer hun stilleogroligt påpastorens uhyrligheder.

Andre derimod lagde ikke fingre imellem.

Detgælder i særdeleshed højskolelærer Poul Bjerge, Askov, som i et indlæg under

overskriften Parader ogmodstødtagerkraf¬

tigt til genmæle.

Han, derpå sin egen krop havde oplevet

forholdene under sin opvækst og stadig

havde nær kontakt til bondesamfundet, slutter sitlange indlæg med følgende svada:

Menhvemerdog denne hr. Bille?

Man læser i hans stykke: »Nu har jegværet præstblandt bønder i 15år«, altså: hr. Bille

erpræst.

Flere steder læser man: »Osbønder.«

Altsåhr. Billeerogsåbonde.

Videre læser man: de såkaldte dannede

Enkl\l)l)t-TVENDEl.rV

mennesker, hvortiljo i reglen præsten og herremanden hører, har en anden levevis end bonden.«

Altså: I reglen erpræsten dannetoghar^en

anden levevis end bonden, der må altså gives undtagelser, og undtagelsen må så

være, atpræsten erudannet oghar samme levevissombonden.

Dahr. Billebådeerpræstogbonde,må han

åbenbarthøre til undtagelsen.

Ja, »Hvem ^erdog denne hr. Bille?«^-

Poul Bjerge nævner en passant sognet Vesterbølle, _og slår man op i Danmarks

Preestehistorie1884-1911,fremgårdet, atpræ¬

sten i det vesthimmerlandske sogn Vesterbølle i 1885 hed ValdemarBille, (1844-

1906).

En nekrolog over ham finder man også.

Nekrologer vægter som regel de positive

træk. Lad den så her moderere førsteind¬

trykketafdenne hr. Bille:

Hans interesse var mest vågen for de af

tidens kirkelige spørgsmål, der fortrinsvis

har med detvirkelige livat gøre.Detteblads

læsere vil vide hvor^varmtsådanne^somdem

om menighedsråd, konfirmation, fattigeog forsømte børno. a. 1.låhampåsinde.

Hansforkyndelse barprægaf,athan havde

lært af livet ogmenneskene. Tilatbelyse de

emner, han talte om, havde han _{gerne en} eller anden oplevelsepå redehånd. Dettei

forbindelse med en naturlig veltalenhed gjorde,athans prædikener aldrig blev^tørre

ellerkedelige. Selv hvor hansomi Vesterbølle

og Østerbølle levede i en stærkt pietistisk påvirket menighed, samlede han, den

bestemt grundtvigske præst, en stor tilhø¬

rerkredsomsinprædikestol.

Noglesyntes vel ikke om hans forkyndelse,

andre kunne ikkeforlige sig med visseejen¬

dommeligheder ved hansperson; men man¬

ge - og deriblandt dem, der kendte ham

bedst ^-vil mindes ham som præst ogsom

ven - og ikke mindst for det^varme hjerte¬

lag, han ejede.« (K-F. i Aarhus Amtstidende

26. Feb.06).

Tidsrammen

Før vi vender tilbage til kladden og man¬

den, der skrev den, lidtom tidsrammen:

I 1885, hvor polemikken udspandt sig, gjaldt den forældede tyendelov af 1854

endnu. Loven var under pres, som det vist

kan _anes, selvomdenikke direkte nævnesi deglødende diskussioner i Højskolebladet.

Året 1885 indledte den næsteti årlange periode i Danmarkshistorien, som kaldes provisorietiden efter de provisoriske love,

som højreregeringen Estrup, med henvis¬

ning til en paragraf i Grundloven, slap af

sted med atudstede uden omRigsdagen.

I denne lovgivningsmæssigt ^træge perio¬

de, der først endeligt afsluttedes med Systemskiftet i 1901, lykkedes det for indu¬

stri- og håndværksarbejderne atsamle sig i slagkraftige fagforeninger, som kunne tage

kampen ^opmod urimelige arbejdsvilkårog løn.

Forliget efter storlockouten i 1899udstak regler og rettigheder for fagforeningerne i

deres kamp for bedre vilkår for medlem¬

merne.

Detsammelykkedes ikke i nævneværdigt

ENKIADDE-TYF.NDFI.IV

omfang for tyendet på landet, ^og slet ikke

for pigerne ogkarlene på de spredt liggen¬

de bøndergårde. De udgjorde ganske vist hovedparten af arbejderne, tyendet, på lan¬

det, ^men de ^var spredte. Forholdene var ikke såtætte sompå byernesogindustriens arbejdspladser, en af forudsætningerne for,

at der kan skabes sammenhold og pres på udviklingen.

Der skulle noget helt særligt til for at ændretyendeloven af 1854^-ogdettoglang

tid!

DetteheltsærligevarJeppe Aakjærsroman,

»Vredens Børn,« der i Vendsyssel Tidende

blevkaldt »Socialistisk agitationunder litterære former.«

Da den udkom i 1904, fremkaldte den angiveligt mere end 1000 harmdirrende

artikler i landets aviser. Kun enkelte skrev

positive indlæg. Flerevarsikkert enige,men stodikkeoffentligt frem.

Jeppe Aakjær boede i perioder hos ven¬

nen Esper Andersen, som drev Jebjerg Fællesmejeri. Efter at bogen udkom, blev bønderne _{rasende og} truede både Aakjær

ogEsper Andersen: »Hvishankommer her til byen igen, slår vi ham ihjel!!« Og Esper

Andersen fik at vide: »Du huser ikke ham

Aakjær, såerdet færdig med mælkeleverancerne.«

Somenparenteskan indføjes,atden sati¬

reblandede danske gøren grin heller ikke fornægtedesigdengang.

På dettidspunktlevede hr. Bille endnu.

Menjeg har ikke undersøgt, omhan her

to årfør sin død endnu havde kræfter til at

gå i clinch med Jeppe Aakjær og hans

roman, mod hvis indholdogtendens frøken Vestergaards artikel, som provokerede ham

så stærkti 1885,vardetrenevand.

Jeg husker fra de første år i 1940erne,

hvorjeg begyndte atkomme til bevidsthed,

at min far - som holdt meget af Aakjærs digte og kunne en stor del afdem udenad

- sagde, at»den boger noforgrow.«

Her 40 år efter, at Vredens Børn udkom,

var den stadig en »en farlig bog«, forstod jeg-

BogenogJeppe Aakjærs mange foredrag gjorde sin virkning på opinionen. Ikke

mindst i kredse uden forlandbruget, der-

på afstand^-ikkegeneredes afgrove genera¬

liseringer, men holdtfast i kernespørgsmå¬

let: fornedrelsen ogudnyttelsen af tyendet.

Tyendeloven af 1854

Tyendet, samfundets absolutte underklasse,

fik som bekendt ikke stemmeret eller fri¬

hedsgoder i forbindelse med Grundlovens

indførelse i 1849.

Men fem år senere vedtoges dog en lov, Tyendeloven af 1854, som sikrede tyendet

visse rettigheder og greb regulerende ind i tjenesteforholdet.

I dag betragter de fleste vist Tyendeloven

medafstandtagen, grænsende til afsky. Det

var også min umiddelbare holdning, indtil jeg gennemlæste den nøjere og med tids¬

perspektivetinmente.

Lovenharganske givetgavnetde i retligt

henseende nærmest værgeløse mennesker, på hvis arbejdskraft samfundet beroede -

hvis deformåede atdrage nytte af den. Og

det kan manbefrygte,aten (stor?) del ikke

evnede^-eller turde^-påegetinitiativ.

Lovenbestodaf78paragraffer, hvoraf de

25 beskyttede^-oggivetvis udvidede^-tyen¬

dets rettigheder.

Det handlede især om at regulere tyen-

ENKIADDE-TYENDEUV

Blæksprutten 1905: Tyendekommissionen ventes! Sælges idagsompostkortpå Aakjærs gård, Jenle.

dets kontraktforhold. Og der tænkes nok

ikkepå nedskrevne kontrakter,menmundt¬

lige aftaler, hvorhusbonden eventuelt betal¬

te fæstepengesom besegling af aftalen.

Nogle stikprøver fra loven:

§6 .EnafsluttetOverenskomstomTjenesteforhold

erbindende,forenhver afParterne, uden Hensyn

til,omFæstepengeergivneeller ikke. ErFæstepenge givne, afdrages de ikke i Lønnen, medmindre

anderledeservedtaget.

Begrebet mindsteløn i sin vorden:

§ 7. Størrelsen ogbeskaffenheden af den løn og andetvederlag, som tyendetskal have for sin tje¬

neste, berorganske på overenskomst. Er derom

intet vedtaget mellem parterne, da skal tyendet

have et sådant vederlag, ^sompå det sted, hvor tjenesten udføres, er almindeligtfor et tyende i lignende stilling: hvad i så henseende er regel, afgøres afpolitiøvrigheden.

Treparagraffer sikrer(den tids) rimelighed

i tilfælde af sygdom. Husbond skulle ikke

kunne snyde sig fra forpligtelser ^- vi vil

umiddelbart sige: over for den syge - men

nærlæsning efterlader en fornemmelse af,

at hensynet til kommunekassen også væg¬

tede endel.:

§ 34. En overenskomst mellemhusbondogtyende

om, at tjenesten skal ophøre, så snart tyendet

ENKIADDE- TVFNDFl IV

måtte blive hjemsøgt afsygdom, er ikke forbin¬

dendefor tyendet, ^ogdersom et sygt tyendeenten

ifølge slig betingelse eller efteren under sygdom¬

men indgåetoverenskomst hævertyendeforholdet, frigøres husbonden heller ikke iforhold til fattig¬

væsenet, somtyendet måttefalde til byrde, for dei

denne lovgrundede forpligtelser mod tyendet.

Husbond måtte heller ikke skaffe den syge ud af huset uden »sagkyndig« medvirken:

§ 36. Bliveret tyende sygt og sengeliggende eller angreben afsmitsom sygdom, må detsflytning ikke finde sted, omend fardag (skiftedag) erkommen,

ellertjenesten på anden mådeer ophørt, førend i

købstæderneen lægeogpå landet enten en læge, eller, hvorensådanikkeertilkaldt, sognepræsten, sognefogeden elleren sogneforstander,; erklærerat formene, atflytningen kan ske udenfare fortyen¬

dets helbred ellerfor smittes udbredelse. Hvis hus¬

bonden, overtrædende denneforskrift, skaffer den

sygeud afhuset, skal hanstraffespå^sammemåde,

somi§ 31 ^erbestemt, _ogdesuden bære alle omkost¬

ningerpå. densygesplejeoghelbredelse.

§ 38 sikrede, atmanikke kunne blivesmidt på porten uden løn for den tid kontrakten

måtte være indgået, hvis husbond døde og enken eller andre involverede ønskede det.

§ 46 sikrede dentjenendetremåneders løn,

ogotteugerskostpenge ved ulovlig opsigelse

fra husbonds side.

§ 48, 49 og50 sikrede tyendets løn og kost¬

penge i kontraktperioden forud for andre

krav (specielt jorddrottens krav i^en falleret fæstegård). Pengene kunne eventuelt ind¬

drivesved fogedenshjælp.

§ 43oplister seks tilfælde, hvorettyendemå

forlade pladsen:

Uden Opsigelse kan Tyendet straks forlade Tjene¬

sten:

1)når husbonden mishandler det;

2) når hansøgeratforlede dettilforbryderiske

eller usædelige handlinger, eller, dersom

andre til husstanden hørendepersonerfor¬

sersigpå sådan måde, ikke efterdets klage tagerdet i behørig beskyttelse;

3) når han, hvistyendet skal have sin under¬

holdning hos husbonden, vedblivende yder

detslet ellerutilstrækkelig kost;

4) når hangroveligen krænker detsgodenavn ogrygteved ugrundedebeskyldninger;

5) nårtyendet ikke har kunnet erholdesinløn

ellerbetingedekostpenge betalte tilretteTid;

6)når husbonden opgiver sin hidtil havende boligogflytterover 1 mil bortfra samme, ellerhan, udenatopgive sin hidtil havende bolig, flytterover3 mile bort.

Til positivsiden hører også ^en række para¬

graffer med temmelig udførligeanvisninger på mægling i ^sager vedrørende tyendefor¬

hold.

I dag er lovudsagnene, som er citeret

ovenfor (heldigvis) selvfølgeligheder, ^men

set på baggrund af tiden var de et frem¬

skridt.

Husbondens rettigheder er tilgodeset

gennem 15 paragraffer. De allerfleste er i

ogfor sig ikke tendentiøse,ogslet ikke tiden

tageti betragtning.

To §§ skillersig ud

Og deteruden tvivl disse, dersammenmed

detforældede, ogforos, nedladendesprog-

ENKIADDE-TYENDt.L.lY

brug,eksempelvis (omen person): indfinder

detsigførstsenerei tjeneste, beror detpå husbon¬

den, om,han vilmodtagedet eller ikke, ^somhar gjortordet tyende tilen nedværdigende be¬

tegnelseogfarvetopfattelsen afTyendeloven

af 1854 som et redskab til underkuelse og fornedrelse.

Der erdogikke tvivl om,atloven -i den udstrækning den blev efterlevet - var det

modsatte,da denblevvedtageti 1854.

Idag, hvorbegrebet disciplin antager en nogetandenkarakter,krævesder betydelige anstrengelseratforholde sig til § 26og27:

§ 26. For ulydighed mod husbonden eller den,

sompåhusbondensvegnekanbefale^overtyendet,

skal dette bødefra 1 til 10 rd. For trods ogfor opsætsighed skal tyendet dømmes enten til lige

bødereller tilsimpeltfængselellerfængsel påvand

ogbrød iindtil5dage.Forfornærmelige ytringer

anvendesdesammestraffe, ogformodstand eller fornærmelse igerningfængselpå vand ogbrød fra 5 til 20 dage, forså vidt derikke efterandre

loveerforskyldt^enstørrestraf

§27. Hustugterdetmandligetyendeunderkastet,

indtil det bliver 18 år, og det kvindelige tyende,

indtil det bliver 16 år gammelt. Når hustugt

anvendespåetsådanttyendefor de i §26nævnte forseelser, bortfalde desammesteds fastsattestraffe.

Hustugt, tærsk^-ja. Dogikke både tærsk ^og fængselskostforsammeforbrydelse!

- ordettyendeetymologiskset?-

Hvorforældet lovensindhold-ogholdning

for den sagsskyld-føltesved indgangentil

1900-tallet, harjegikke boret dybt nok i til

atkunnesige.

Sagen ervel nok, at kun meget få havde

førstehånds kendskab til loven. Man »havde hørt, hvordan denvar«.

Tyendespørgsmåletvar, somviharset, sat på tidens træge dagsorden næsten et årti,

førJeppe Aakjærs voldsomme engagement

foralvorruskede op i debatten.

Føromtalte Vendsyssel Tidende og mange med den mente, at Aakjær overdrev hæm¬

ningsløst og fremdrog de mest uheldige eksempler og generaliserede forholdene.

Oven i købet på en baggrund, som lå en

snes år tilbage, da han selv var ung. Altså omkring den tid da hr. Billes provokation

fandtsted.

Aakjær tog det eftersigende roligt. Han

havde belæg foreksemplerne.

Dervarvel sket visse forbedringeraf for¬

holdene i den mellemliggende tid, ^men

megetstod tilbage.

Ogde fleste kunnevelher ibegyndelsen af

1900-talletse,atTyendelovenvarforældet.

Tyendelovskommissionen

Røret,somdebattenom Vredens Børnskabte, medførte, atder i 1905, året efterat bogen

udkom, nedsattes en tyendekommission,

derskulle kommemedforslag tilrevision af

denforældede tyendelov fra 1854.

Jeppe Aakjær blev selvsagt tilbudt en

plads i kommissionen, men takkede nej.

Somforfatterville hanstå frit.

Detblev i stedet Peter Sabroe, en anden aftidens store agitatorer, brændende opta¬

get af de forhutlede børn på samfundets

bund. Ret sikkert for en stor dels vedkom¬

mendeaftyendeherkomst.

Tyendekommissionen kom til atbestå af

18medlemmerforuden ensekretær.

ENKIADDL- TYF.NDFl.IV

Et af kommissionens medlemmer, J.

Nielsen-Jeksen, skrev en lille artikel i uge¬

bladet Tiden,somvenstrehøvdingen (senere konseilspræsident)J. C. Christensenudgavi

årene 1910-1917, hvor han kort redegjorde

for kommissionens sammensætning og

arbejde:

»Kommissionen bestod af 18 medlemmer for¬

uden sekretæren, herredsfuldmcegtig Jensen,

Stevns. Medlemmerneervalgt dels afministeren

ogdels af begge RigsdagensTingefterforholdstal,

så allepolitiske partiererrepræsenteret, ligesom også både tyendet oghusbonderne har haft deres repræsentanter. Borgmester Schmidt, Svendborg,

harværetformand.«

Man får indtryk af, at der arbejdedes grundigtogmed udsyn. Kommissionenlod

»... indhenteoplysningerom tyendelovgivningen

ifremmede lande^...« Sammenligninger viste,

at: »Retsforholdet mellemtyendeoghusbondeide fornævnte lande og vor egen tyendelovgivning

viser, atvoregen, trods dens ældeogmangler, er den mestfrisindede ogyder tyendetstørst retssik¬

kerhed ogbeskyttelse mod misbrug af husbonden.«

Der nedsattes udvalg på syv personer,

som skulle forsøge at udarbejde et udkast.

Og i løbet afet års tid, »lykkedes det virkelig udvalget at blive så godtsom enigom et sådant

udkast.«

Men forslaget havde åbenbart ingen

gangpå jorden i den samlede kommission,

som delte sig i tre mindretal med hver sin holdning.

Og her vil jeg gerne gøre J. Nielsen- Jeksens ord til mine:

»At komme indpå Enkeltheder her villeføre alt for vidt. Jeg må derfor indskrænke mig til nær¬

mereatomtale de 3Hovedanskuelser, hvorom der særlig harværetforhandlet.«

I min yderligere forkortning er hoved¬

trækkenefølgende:

Et mindretal ville »... fuldstændig ophæve Tyendeloven« ^og gå over til »fri Kontraktfor¬

hold.« Denne lov, der afforslagets fortalere

blev kaldt »... en renklasselov, dergjordetyen¬

det tilslaver ogtrælleogderfor burde helt ophæ¬

ves...«

Men da det kom til stykket, holdt kun et enkelt medlem fast i standpunktet. »Alle (andre) ville have. noget satiStedet for den gæl¬

dende Tyendelov.«

(Jeg ved ikke, hvem den standhaftigevar,

men gætterpå Peter Sabroe.)

Det ville, som artiklens forfatter skriver,

være: »... ganskeforfejlet; thi selv^{om man}ophæ¬

vertyendeloven, vedbliver tyendeforholdet dogat

bestå ...«.

Detkorte ogdet lange blev,at tomindretal,

.«. der ibetænkningen betegnes^som »første«og

»andet«... i alt væsentlig (er) enige om retsfor¬

hold mellem husbondeogtyendeogderes gensidi¬

gepligterogrettigheder.«

»Flertallet haransetdetsom,opgavepågrundlag af den gamle lovatudarbejdeen ny, der indehol¬

der, om man vil, en normalkontrakt, som det

imidlertid stårparternefrit for^om de vilbenytte

ellerej. Ved siden heraf harflertalletsøgt atgive

udkastetetsådantindhold, atdet kanudfyldeen

pladsivor nyeremodernesociale lovgivning.«

»Først _ogfremmest har flertallet søgt atfjerne

alt,hvadderligesomsætteretunderklasseprægpå tyendet. Dette gældersåledesom Skudsmålsbogs-

systemet med til- ogframelding, strafformer for ulydighed, trodsogopsætsighed mod husbonden, fordi det ikke længerslemmermedvortids opfat¬

telse. Det samme gælder hustugt og adskilligt

andet.«