• Ingen resultater fundet

Omkring den første årgang af Folk og Kultur

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Omkring den første årgang af Folk og Kultur"

Copied!
12
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

Omkring den første

årgang af Folk og Kultur

AfBjarneStoklund

Årbogen

»Folk og Kultur«, som så dagens lys i 1972, har bevist sin levedygtighed.Herved foreningen »Danmarks Folkeminders« hundrede

årsjubilæum kan vi se tilbage på enubrudt række årbøgergennem36

år. Det vil sige, at »Folk og Kultur« har været »Danmarks Folkemin¬

ders« årslevering i mere end en tredjedel af foreningens levetid. Når

hele rækken er på plads i reolen, kan man tælle 35 ensartede, heftede bind, hvis skiftende kulørerafspejler alle palettens farver.Menden før¬

ste, lyseblå årgang skiller sig ud ved atvære lidt større og istift bind.

Deter skriftrækkens »grimme ælling«, det første, lidt famlende forsøg på at give det nye tidsskrift form. Det har en kedelig og ikke særlig læservenlig typografi, og illustrationerne fremtrædergrå ogtriste. Lidt

merevellykketereftermin meningomslaget, hvisjegkan tillade migat hævde det, for det påtog jeg mig i et anfald af hybris at designe. Men amatørmæssigt og uharmonisk er i hvert fald det samlede resultat, og detvarderforetvigtigtskridt, derblevtaget,damanfraogmedårgang

1973 søgtehjælp hosenprofessionel bogtilrettelægger.Hanslayoutvar vellykket,atdet har kunnet fastholdes til idag udenatvirke håbløst gammeldags.

Nu er det imidlertid ikke årbogens ydre former, der skal interessere

osidenneartikel,menderimod indholdetogbaggrunden for det. Hvad

vardet foretfagligt miljø, der eksisteredeibegyndelsen af 1970'erne,da

deetnologiske ogfolkloristiskeinstitutionerfor førsteganggiksammen

omatskabeetfælles tidsskrift underparaplyorganisationen »Danmarks

Folkeminder«? Hvadvar det for problemer og nye udfordringer, de to

fag stodoverforpåden tid? Hvordan afspejler indholdet af denne første årgangden faglige situation?

Redaktionog målsætning

Karsten Biering har i artiklen om foreningens historie gjort udførligt

rede for de overvejelser, som gik forud for lanceringen af den nye år¬

bog, og for dens mere beskedne forløber, tidsskriftet »Folkeminder«.1

Den endelige beslutning om at starte den nye årbog blev truffet på et

87

(2)

styrelsesmøde sommeren 1971,ogplanen var, at det første bind skulle ligge færdigt til den folkelivs- og folkemindeforskerkongres, som for¬

eningen havde indbudt til i Sønderborg 1972.Til atrealisere planerne

nedsattestyrelsenen 5 mandsredaktion,som skulle bestå afrepræsen¬

tanterfor defag, dervarsamletiforeningen »Danmarks Folkeminder«:

Etnologien, folkloristikken og de filologiske discipliner: dialektforsk¬

ningen og stednavneforskningen. De to sidstnævnte var begge startet

som udvalg under »Danmarks Folkeminder«, men blev senere knyttet

til Københavns Universitet.

Hovedredaktør blev Laurits Bødker, der som foreningens formand

havde tagetinitiativettil årbogen.Hanvari 1970blevet udnævnt til eks¬

traordinærprofessor ved deti 1967oprettedeInstitutfor Folkemindevi¬

denskab. DanskFolkemindesamling blevrepræsenteretved arkivarIørn

Piø ogDansk Folkemuseum (Nationalmuseets 3.Afdeling,i dag Nyere Tid) vedmuseumsinspektørGeorgeNellemann. Museumsinspektør Alan HjorthRasmussenfraFiskeri-ogSøfartsmuseetiEsbjerg repræsenterede

den voksendegruppeaf fagfolk, dervaransatvedmuseer ogarkiver uden

for København.Detfemte medlem af detudpegede redaktionsudvalgvar dialektforskeren Christian Lisse fra InstitutfordanskDialektforskning.

Indenarbejdet gik igang, var redaktionen blevet udvidet medmig som det sjette medlem. Jeg repræsenterede Institutfor europæisk Folkelivs¬

forskning, hvorjeg varnyudnævnt professoriEuropæisk etnologi,som

faget Materiel folkekulturnu varomdøbt til.

Laurits BødkerogChristianLisse havdesammen redigeret det sidste

hefte af forløberen »Folkeminder«,somifølge forordet skullegive»for¬

skelligeprøverpåde arbejdsområder og-problemer, der for øjeblikket beskæftiger videnskabelige institutioner, hvis virkefelter »folkekultur«

iordets videsteforstand, f.eks.Dansk Folkemuseum, Institutfor dansk DialektforskningogInstitutfor Folkemindevidenskab«. Med disse ord foregribes samtidig det, der skulleværemålsætningen for dennyeårbog.

Dialektforskningenerudtrykkeligtnævnt,ogunderstyrelsens planlæg¬

gende drøftelser betonedeprofessor Poul Andersen, at de »beslægtede fagområder (dialekt-ogstednavneforskning) skulle med under det reelle stof« itidsskriftetsammenmedetnologiog folkemindevidenskab.2Som

nævntfik de da også deres egen repræsentanti redaktionen. Christian

Lissevaretskattet medlem af redaktionen frem til1975.dettidspunkt

varogsåAlan Hjorth Rasmussentrådt ud af redaktionen, somderefter

ienårrække bestod af fire personer, somrepræsenterede de to centrale samlinger, Dansk FolkemindesamlingogDansk Folkemuseum,ogdeto universitetsinstitutter for etnologi ogfolkemindevidenskab.

En lignende indsnævring af »folkekultur«-feltet til kun at omfatte

88

(3)

de etnologisk-folkloristiske fag kan konstateres på det andet område,

hvor foreningen »Danmarks Folkeminder« fungerede som »paraply«:

de nordiskeetnolog-ogfolkemindeforskermøder.På denførste af disse kongresser, somjeg deltog i som grøn student (Odense 1952),var der

blandt deltagerne et meget stort kontingent af filologer. Få år senere

skiftede billedet, så kongresdeltagerne nu helt overvejende var etno¬

loger og folklorister. Ændringen må her, som med hensyn til redak¬

tionen af årbogen, ses som et resultat af professionaliseringen. Begge

»folkekultur«-fagene havde fået deres akademiske uddannelser. Etno¬

logen Axel Steensberg startede i 1954 ved Københavns Universitet iet lektoratikulturhistorie,somi 1959blev omdannet tiletprofessorat. Selv

havde han foreslået betegnelsen »folkelivsforskning«, men han måtte

acceptere enindskrænkning af fagområdet til »materiel folkekultur«.3

Til gengæld hed den nyoprettede universitetsinstitution »Institut for europæisk Folkelivsforskning«,et nogetbesværligtnavnforøvrigt,som ofte blev fejlskrevet »europæisk folkelivsforsikring«. Laurits Bødker

startedeietlektorati1961,menblev 1970ekstraordinærprofessor ved

dettre årfør oprettede »Institut for Folkemindevidenskab«. Påsamme

tid oplevede dialektologien en faglig udvikling, som flyttede fokus fra

den kulturhistorisk orienteredefilologiovermodenstrukturel lingvistik,

en udvikling, som var med til at svække det gamle interessefællesskab omkring »folkekulturen«. Egentlige dialektstudier leder man da også forgæves efteriårbogen,ogalleredeidetforord,somindleder den første årgang,synesdefilologiskeinteresseratværeglemt. Redaktionen slutter

med ordene: »Med starten af Folk og Kultur eretgammelt ønske hos

mange i de to fag, folkemindevidenskab ogeuropæisk etnologi, gået i opfyldelse: de to sider af studiet af mennesker og deres kultur,som af

historiskegrundeeradskilt,men som sagligternærtforbundne, finder

nu sammen ienfælles optræden udadtil«.

Fra Folkekultur til FolkogKultur

Et vigtigt spørgsmål var ikke afklaret, da redaktionen trådte sammen

første gang: Hvad skulle barnet hedde? På styrelsesmødet i juni 1971

var der ikke opnået enighed. Det hedder i referatet:

ȁrbogens

navn

drøftedes uden atnå til enighed.Deflestevarstemtfor »Folkekultur«;

Piøforeslog »KulturogSamfund.

Årbog

for dansk etnologiogfolklore«,

somflere frygtede ville få folk tilat antage, atden havde med samfunds¬

videnskaberatgøre«.*Folkekulturvaretoplagt valgsetfra »Danmarks

Folkeminders« synspunkt, for det var den betegnelse, man plejede at

bruge,nårmanrefererede til de faglige interesser,som varsamlet i for¬

eningens regi. Detvarogsådet ord,mangreb til, underbestræbelsernei

89

(4)

1940'erneog50'erneforatfå etnologienrepræsenteretved Københavns Universitet, i nogle tilfælde for at gøre betegnelsen etnologi forståelig.

Begrebet kom daogsåtilatindgåidenetnologiske fagbetegnelse,»Ma¬

teriel folkekultur«, og i fakultetets studiehåndbog blev de to nye fag

præsenteret under den fælles overskrift »Folkekultur«.

Når man i redaktionen alligevel ville undgå Folkekultur som navn på årbogen,var detfordi man følte,at ordet ifor høj grad var en arv

fra romantikken og knyttede an til en fagtradition, som man ønskede

atfrigøresigfra. Valget af »FolkogKultur« som navnpåårbogen blev

da lidt af et Columbusæg, for man opnåede, at titlen både rummede

associationer til det gamle folkekultur-begreb og rummede to begre¬

ber, der var centrale for fagenes aktuelle selvforståelse. Der var også

den fordel ved begreberne »folk« og»kultur«,at devartemmelig vagt definerede ogkunne opfattes som mereeller mindre værdineutrale. De

kunne tilpasses skiftende faglige opfattelser og var derfor sikret mod

enhurtig forældelse. Ogmed hensyn til valget afet sådant todeltnavn,

vardetpåmode blandt humanistiske tidsskrifter. Parallellernes antal

erlegio;jegnævneriflæng: FortidogNutid, FundogForskning,Sprog

og Kultur,Mål ogMæle, Bol og By,Mark og Montre.

Fagenesselvforståelse

Begge fag ønskede at distancere sig fra de romantiske konnotationer,

somknyttede sigtil begrebet folk, men begrebet betød ikke detsamme for detofag.Foretnologerne refererede »folk« til den brede befolkning,

til almindelige mennesker, hvis samfund og dagligliv, man ønskede at

studere,uanset social klasse.Mensman førnæsten udelukkende havde beskæftiget sig med landalmuen, så var interessen nu flyttet til arbej¬

derkultur ellerborgerlig kultur.Detkommer tydeligtfremiEllen Dam¬

gaards bidrag, som søger at indkredse storkøbmændene som kulturel

gruppe.Hun følersitanliggende legitimeret af fagets svenskenestor,den

altid»omstillingsparate« Sigurd Erixon,dersåtidligtsom 1948skrev,at han med forleddet »folk«ifolkelivogfolkekultur, forstodenmarkering af, at detdrejede sig om grupper og studiet af sådanne grupper. »Folk

är sålunde helt enkelt detsamma som grupp, vara sig det gäller lokala

ellerannat sättavgränsade enheter«, konkluderer Erixon,5 og han

synes dermedatsige god forensocialantropologisk linje,som den, der

dominerede ietnologien i 60'erne og 70'erne.

Ifolkemindevidenskaben blev det klassiskefolke-begrebihøjeregrad

fastholdt.BengtHolbek skriveri 1976,atfolkloristikken forstårsigselv

sometfag, der studerer de folkelige kulturfænomenersommodstykker

til den »finkultur«, som var de klassiske universitetsfags hævdvundne

90

(5)

studiefelt. Men ved siden af traditionelle temaer som folkeviser, fol¬

keeventyr og folketro rettede folkloristerne nu interessen mod nyere fænomenersom skillingsviser,triviallitteratur og nyeudslag af overtro

somfx ufo'er.6

Iforordet tilårbogennævnes begrebet »folk« ikke,mender talesom

»studiet af mennesker og deres kultur«. Det er »kulturen«, der stilles i

centrumaf defagligeinteresser. Denetnologisk-folkloristiske forskning

karakteriseres som »endelaf videnskabenommennesketsomkultur-og

samfundsvæsen«, og der fortsættes: »Det er etnologernes og folklori¬

sternes opgave atstudere kulturen i dens mangeforskellige variationer

ogatsøgeatforklare, hvorfra mennesker bardenogden kultur.Forat

tolke demangeenkelte kulturtræk, sommøder osi dagligdagen, må vi

sættedem indienhistorisksammenhængog sedem ietsamfundsmæs¬

sigtperspektiv«.Dette forord kunne hele redaktionen tilsluttesig,men ordvalg og formulering er tydeligt nok etnologernes; man vil kunne

finde næreparalleller i andre samtidige tekster.

Paradigmeskiftet

Bag formuleringen anes det faglige opbrud, som prægede det faglige miljø i 60'erne og70'erne, og de brudfladeriopfattelserne, somforor¬

det søgte at bygge bro over.I sidste instanskan modsætningerne ledes tilbage til forståelsen af selve det centrale begreb i fagene: kultur. Lad

os prøve med få ord - ogmed fare for forenkling -at opridse hoved¬

linjerne iparadigmeskiftet, somdetserudfraen etnologisk synsvinkel.

I hovedtrækkene kan man operere med to retninger i den tidlige kul¬

turforskning: evolutionismen ogdiffusionismen. Begge retningerhavde

den samme hovedmålsætning: at afdække kulturens udvikling, dens tilblivelsesproces. Menmedens evolutionisternesøgte at klarlægge den generelle kulturudvikling,somdenhavde formetsigoveralt på kloden, så

vardiffusionisterneinteresseret ide kulturelle variationer ogoptagetaf

denstorerolle,somkulturlånene havdespillet. Fordemvardevigtigste spørgsmål derfor ikke: hvornår oghvordan,men hvorfra. De satte ho¬

vedkræfterne indatafdække kulturelementernes spredningsveje. At kortlægge udbredelsesmønstre blev i 30'erne,40'erne og50'erne selve

metoden ietnologien,ogdenne forskningsstrategiaffødteenrækkestort

anlagte kulturatlasser.

I disse årtier oplevede etnologien en grotid, hvor alle havde følelsen

afatydesit bidrag,storteller lille, til detstore,fælles forskningsprojekt.

Mensomaltid, nårenenkelt teori eller metode bliver heltdominerende,

måtte begejstring på et vist tidspunkt vige for en følelse af træthed,

og kritiske røster begyndte at sætte spørgsmålstegn ved kernen i det

(6)

etnologiske forskningsarbejde.Var det rigtigt at opfatte kulturen som sammensatafelementer, der kunne studeres hver for sig, i håb om, at

man til sidst-ved atlægge stensten-fik et billede afen helhed?

Yngre forskere reagerede mod den ensidige centraleuropæiske orien¬

tering og vendte sig i stedet mod den angelsaksiske antropologi. Her

mødte de et helt andet kulturbegreb; her blev kultur opfattet som en

fungerende helhed, som var andet og mere end summen af delene, og hvor relationerne mellem delene blevansetforvigtigereend delene selv.

Frem for et studium afkulturelementer gjaldt detat studere kulturelle helheder,ogsådanne helheder fandtmanbedstismå,overskueligesam¬

fund: enø,etfiskerleje, enlandsby. Studiet af lokalsamfund bleventid

den helt dominerende forskningsmodel iskandinavisk etnologi.

Paradigmeskiftet blev indledti 1960'erne ogslog igennem i 70'erne.

Detbetød faglige forskydningerpåenlang række områder udoverdet

rentteoretiske. Hvorbegge fag før havde haft et bagudrettet, kulturhi¬

storisk perspektiv i forskningen, så var det nutidsstudier, der blev det

nye løsen. Diakroni måtte vige for synkroni, og kulturelementer gled i baggrunden til fordel for sociale relationer.

De to nyefagpå universitetet

Viskal ikkeforfølge deninternefaglige udvikling længereopitid,meni

stedetsepåde problemer,somdetofag stodoverfor, da dei 60'ernetog skridtet framuseerogarkiver til KøbenhavnsUniversitet. Begge denye

fag repræsenterede forskningsfelter, der ikke havde væretplads tiliden

eksisterende fagstruktur eller interesse for hos de akademiske udøvere

affagene.Detgjaldt etnologernes interessefor den materielle kulturog for dagliglivets kulturhistorie, og det gjaldt folkloristernes studier af

de folkelige sider afde finkulturelleemner. Bengt Holbek ser folklori¬

stikkens emneområde »som et spejl- ellersnarere modbillede til, hvad

universiteternearbejder med:overfor teologienstårfolketroen;overfor lægevidenskaben, folkemedicinen; overforjuraen,sædvaneretogfolke¬

skik;overfor litteraturen, folkedigtningenogtriviallitteraturen;overfor historien,sagnene; overfor naturvidenskaben,de nedarvede kundskaber;

overforteatretogmusikken, amatørteatretogfolkemusikken.«7 Etnologienogfolkloristikken fik dog ikke længe lov tilathavesineem¬

neområder i fred.Paradigmeskiftetvarikke kunetetnologisk fænomen;

opbruddetramtehele det humanistiske fakultet, den faglige selvforståelse

ændredesig ogde traditionelle faggrænser blev istor udstrækning ned¬

brudt. Kultur-ogsocialhistorien,somhavderangeret lavtpåden faglige værdiskala,rykkedenu openførsteplads, navnlig hvis det drejedesig

omsamfundets laveste lag. Ogfolkloristerne måtte selitteraturmagistre

(7)

kastesig over folkeviser og triviallitteratur.Der var i sandhed brug for

»etslags hjemmeværn indenfor folkemindevidenskaben«,som den altid kampklare Bødker havde efterlyst allerede i 1952.8

Efter dette forsøgpå at skitsere den faglige situation i begyndelsen af 70'erne,vil vi vendeosmod indholdet af »FolkogKulturs« førsteårgang

for atse på,hvordan tradition og fornyelse afspejlersig i de 7artikler,

somredaktionen har fundetplads til.Defordelersigmed3 etnologiske

og 4 folkloristiske bidrag. Et af de sidstnævnte, Karsten Bierings om

»Gravlys«, kunne efter sit indhold lige så godtregnesforet etnologisk bidrag. Artiklen henter nemlig sit emne fra studiet af »skik og brug«,

det som svenskerne kalder »sedforskning«, som harværet et omstridt grænseområde mellem de to fag (dog ikke i Sverige,hvor folkloristik¬

kenerinkorporeretietnologien.) Grænseproblemetoplevedejegi 1952

som ung student, da jeg havde udarbejdet en spørgeliste om »Død og begravelse« for Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser, uden at gøre mig klart, at jeg krænkede grænsen til folkloristikken. Det blev jegimidlertid belærtomafenvredLauritsBødker,forøvrigt mitførste

møde medmin senere professor-kollega.

Fremtilca. 1960varsvensketnologi domineret af diffusionistiskteori

og det store arbejde med Sveriges kulturelle kortlægning. Iopbrudsfa-

senpåtærsklen til paradigmeskiftet komenrelativt kort periode, hvor

interessen flyttede fra den førindustrielle bondekultur til kortlægning

af nutidige kulturelle mønstre, og samtidig blev man mere optaget af

selveprocessenend af dens resultat.Netopved atstudere igangværende spredningsforløb, kunne man blive klogere på, hvordan en kulturel spredning foregår. Den mest omfattende af de svenske undersøgelser

varMats Rehnbergs disputats om »Ljusenpågravarna och andra Ijus-

seder« fra 1965. Karsten Biering fulgte den svenske undersøgelse op med endansk spørgeskema-undersøgelse, og i artiklen om »Gravlys i Danmark« fremlægger han sineforeløbige resultaterogsineerfaringer

med denne form for spørgeskema-undersøgelse.

Et af folkloristikkens klassiske temaer, eventyrforskningen, bliver

taget op af Bengt Holbek i artiklen »Strukturalisme ogfolkloristik. I anledning afBørge Hansenseventyranalyse«.Hanindledermed ordene:

»Strukturanalyse har hidtilikkeinteresseretretmangefolklorister,i Nor¬

den knaptnogen; derimod har den mundtlige fortælletradition,somjo

regnesblandtvorehovedområder, længeinteresseretstrukturalisterne.«

Anledningen til artiklener, som undertitlen antyder,atlitteraturforske¬

ren Børge Hansen har udgivet »Folkeeventyr, struktur og genre«, som

Årbogens

artikler

(8)

fremlæggeren strukturalistisk analyse afen samling danske trylleeven¬

tyr. Her har vi altså et eksempel på en af de »fremmede« forskere på strandhugst iet af folkloristikkens klassiskeforskningsområder. Bengt

Holbekgårgrundigt til værks i sin kritik. Afhensyn til læsere,som ikke

erfortrolige med strukturalistisk terminologi, indleder han medenklar

ogletforståelig indføring, med skakspilletsom pædagogisk hjælpemid¬

del. Derpå følger en detaljeret, kritisk gennemgang afBørge Hansens tolkning,somkonkluderer,atdenstrukturalistiske model ikke harbragt

osvæsentlignyforståelse af trylleeventyrenesunivers. BengtHolbek slap

ikkeeventyrtolkningen,menhan gik andrevejeendBørge Hansen, i en

forskning, der kulminerede i den internationalt berømmede disputats,

»Interpretation ofFairy Tales« fra 1987.

Også BirgitteRørbyesartikelmed dennoget kryptiske titel»Detsker jo sommetider, atjeg oplever ting,« behandler et klassisk folkloristisk

tema: »kloge folk«. Optakten til denne artikel danneretinterview-besøg

i 1971 hosenmand, der har henvendt sig til DanskFolkemindesamling

om mærkelige ting, som han ser og oplever. På baggrund af en gengi¬

velse af båndinterviewet med denne mand diskutererBirgitteRørbyeet

fornyet studium af dette område, en opdeling i »private« og »profes¬

sionelle« kloge folk og engenerel undersøgelse af de traditionelle fore¬

stillingerommulighederne for atøve indflydelse på virkelighedsforløb.

Også hos Birgitte Rørbye går der en lige linje fra denne tidlige artikel

til disputatsen »Mellem sundhedogsygdom. Om fortid, fremskridtog virkelige læger« 2002. Her er det imidlertid ikke »kloge folk« i den

traditionelleforstand, det drejersigom, men »rigtige« læger. Disputat¬

sen forsøger noget så utraditionelt som atgøre den medicinhistoriske

traditionsdannelse til genstandfor ennarrativ kulturanalyse.

De tre artikler, somvihidtil har omtalt, repræsenterer alle klassiske stofområder, men behandlet ud fra nye synsvinkler. Det gælder for så

vidtogså det fjerde folkloristiske bidrag,

Åge

Skjelborgs »Brugsmusik i

subkultur. Om musikalske siderafenstorkommuneidag«,men alligevel

erderlangt fra den traditionelle folkemusik, til den »brugsmusik«,som hans undersøgelse beskæftigersigmed.Iindledningen skriver Skjelborg

omdennutidsorientering,somframidtenaf60'erne på LauritsBødkers

initiativhar ført tilen betydelig udvidelse af den folkloristiske interesse,

»dernu mereog merevil komme tilatberøre det helt aktuelle samfund

og dets mange, fascinerende kulturaspekter«. Dette studium kræver

nye grundsynspunkterogarbejdsmåder.Vejen måværeatstudere sam¬

menhængen mellem musikalsk miljø og samfundsudvikling i et lokalt

samfund somNr.DjurskommuneiDjursland,ogforatgennemføre det

har Skjelborgi samarbejde med kommunen etablereten artfremskudt

(9)

forskningsstationienvillai Gjerrild. Herermulighed forover en læn¬

gere periode atstudere den folkelige musik i etlevende miljø.

Også de tre etnologiske bidragviser såvel kontinuitet som nyeveje.

CarstenHess har i »Kridtstenshusenepå Stevns. Omkringovergangen

fra bindingsværk til grundmur« valgt et tema og en problemstilling,

somhører til de ældste iden etnologiske forskning.Hanhar imidlertid valgtatstudere problemetiet lokalt område, hvor særlige forholdhar gjort sig gældende. Fra gammel tid har man kunnet anvende klintens

kridtstensom byggemateriale,ogdeterogsåsket,men kun til »finere«

byggeri i kirker, herregårde eller købstæder. Derimod blev kridtstenene

først efter 1850 brugt i bondegårde og -huse, skønt bønderne langs

klinten havde brydning afstene sometvigtigt bierhverv.Hvadvardet,

derforhindrede,atkridtsten blevtagetianvendelse i bondebygningerne?

Deter dette spørgsmål, som Carsten Hess søger at besvare ien under¬

søgelse, der bygger på et omfattende felt- og arkivmateriale. Dermed

kobler han sin undersøgelse på de kulturøkologiske problemstillinger,

som i begyndelsen af70'erne blev aktuelle i faget i kølvandet på

Åke

Dauns og Orvar Löfgrens introduktion til økologien fra 1971.

Ellen Damgaards »Købmandogborger«, somvi allerede harnævnt, repræsenterer såvel i tema som i teoretisk ståsted den nye etnologiske bølge med socialantropologisk inspiration, formidlet over Sverige. De danske købstædereretgammeltkulturhistorisk forskningsområde;man

behøver blot at tænke på Hugo Matthiessens mange bøger om livet i

købstaden.Menietnologien stod den borgerlige kultur længeiskyggen

afbondekulturen,som vardet altdominerende tema.Deterpåden bag¬

grund,manseden nyvakte interesse for borgerlig kultur, somEllen Damgaards artikeleretudtryk for. Artiklen harsomundertitel »Udkast

til en etnologisk analyse afet købstadssamfund i det 19. århundrede«,

ogsomstudieobjekt har hun valgt dengruppe, somhunkalderstorkøb¬

mænd, dvs. de købmænd,der baserede deres virksomhed påhandel med

bønderne. Med udgangspunkti et empirisk materiale fra Hobro, men

medsupplerende eksempler andetstedsfra, vil hunsøgeatkarakterisere

disse købmændsomkulturelgruppe. »Emnetharisærfristet andreviden¬

skabersomdenøkonomiske historieogerhvervshistorien«, skriver Ellen Damgaard isin indledning. »Det økonomiskesystem, somkøbmanden indgiki,ligesom sider af hanspolitiskeogorganisatoriske aktiviteterså¬

ledesganske velbelyste. Etnologiens bidrag til studiet af storkøbmanden liggeribenyttelsen afetnærperspektiv, hvorvedmansætteranalysenaf

mennesketsomsamfunds-ogkulturbæreri centrum.«

AlanHjorth Rasmussen var i 1966 blevet knyttettil Fiskeri- ogSø¬

fartsmuseetiEsbjerg,ogmed detsom base udforskede hanidefølgende

(10)

årfiskersamfundene iVest- ogNordjyllandogfremlagde sineresultater

i en strøm afpublikationer.Artiklen om »VorupørFiskerkompagni. Et

indremissionsk kollektiv omkring århundredskiftet« er et resultat af

dette forskningsarbejde, men det er samtidig et bidrag til kortlægnin¬

gen af de nye kulturelle variationer og subkulturer, som 1800-tallets folkelige bevægelserog religiøse vækkelser resulterede i,og som var et af de aktuelle forskningsområder i begyndelsen af 70'erne.91 Vorupør gennemsyrede religionen hele hverdagslivet, og det religiøse fællesskab

varforbundet medetproduktionskollektiv, somogså omfattede afsæt¬

ningsleddet. Hjorth Rasmussen ønsker i sin undersøgelse at analysere

denne samarbejdsform og dens forudsætninger: »Her er fællesskabet

ikkesom ved såmangeandre former for samarbejde kommetistand af nødvendighedsgrunde (fælles ejendoms- og udnyttelsesret til naturres¬

sourcer eller mandskabs ellerkapitalbehov ved udnyttelsen), men skal

ses som resultataf det frivillige, åndelige fællesskab, som missionenog vækkelserne lagde kimen tili 1880'erne.«

Ud over artiklerne og anmeldelserne rummer den første årbog en omfattende sektion med overskriften»Nytfra forskningen«, ensektion,

somdesværre blevopgivet i de følgende årbøger.Den tegnerimidlertid

sammenmed artiklerneetbillede afet levende ogaktivt fagligt miljø.I

alt 23 projekter af vidt forskelligt indholder mere eller mindre udfør¬

ligt omtalt. Karakteristisk noker endel af projekterne undersøgelser af

eller ilokalsamfund, nogle af dem tværvidenskabelige. Organisatorisk spænder projekterne fra individuel forskning tilinitiativer,dererknyt¬

tet til universitetsinstitutter,museereller arkiver. Set i bakspejlet kan vi fastslå,atikke alle disseprojekter blevfuldt realiseret.Mender haride

to fagværet etpotentialeog en vilje til bådeatvidereføre traditionerne

og søge nye veje. Og, ikkeatforglemme, atformidle resultaterne tilen bredlæserkreds, detsomfra startenharværeten vigtigmålsætning for

»Folk ogKultur«.

1 Se Karsten Bierings artikel idenne årbog: Foreningen Danmarks Folkeminder

1908-2008. 2 Protokol for styrelsesmøder. Møde 28/6 1971. DFS 2004/40: II

E 3 Seafsnittet»Kampenforenlærestol«iStoklund 1979s.104-106. 4 Senote 2. 5 Erixon 1948 s. 11. 6 Holbek 1979 s. 83. 7 Som note 7. 8 Diskussions¬

indlæg, refereret i BeretningomDet 11. nordiske Folkelivs- ogFolkemindeforsker¬

mødeiOdense 18.- 21.Juni 1952 (Danmarks Folkemindernr. 63)s.57. 9 Engod oversigtergivetaf Margaretha Balle-Peterseniartiklen »Guds folkiDanmark. Nogle synspunkterstudiet af religiøsegrupper« iFolkogKultur 1977.

Noter

(11)

Litteratur

Daun,ÅkeogOrvarLöfgren red.1971:Ekologi och kultur (særudgaveaf Nord- Nytt,Kbh. 1971)

Erixon,Sigurd:Nyorienteringar inom folklivsforskningen,i:Folk-LivXII-XIII

1948-49s.5-14.

Holbek, Bengt: Folkemindevidenskab,i:KøbenhavnsUniversitet1479-1979bd.XI

s.49-85.

Holbek,Bengt: InterpretationsofFairy Tales (FFC 239) Helsinki1987.

Rehnberg,Mats: Ljusengravarnaoch andra ljusseder (Nordiskamuseets

handlingarnr.61) Stockholm 1965.

Rørbye,Birgitte:Mellem sundhedogsygdom. Omfortid, fremskridtogvirkelige læger (København2002).

Stoklund, Bjarne:Europæisk etnologi,i: Københavns Universitet 1479-1979bd.XI

s.87-120.

Summary

On the first issue of FolkogKultur

FolkogKultur.Årbogfor Dansk EtnologiogFolkemindevidenskab (Folk and Culture.

Yearbook of DanishEthnology and Folklore Studies)ispublished by the Danish Folk¬

loreSocietyfor annual deliveryto the members. The yearbookwasfoundedin 1972 withaneditorial staffconsistingofrepresentativesof the Danish Folklore Collection,

theDanish Folk Museum (today the Departmentof RecentTimes at the National

MuseumofDenmark) and thetwouniversitydepartments of folklore and ethnology.

The article deals with thedeliberations that ledtothelaunching of the yearbook and

the choice of thenameFolkogKultur. Itthengivesabriefaccountof the disciplinary

environment inthe yearsaround 1970,influenced asitwasbynewdeparturesand

the search fornewtheoreticalstandpoints. Areviewof thesevenarticles inthe first

volume(fouronfolklore and threeoncultural anthropology), sheds furtherlighton the situation in thetwodisciplines, which have both similarities and differences.

(12)

Kamera-vidokumenterer

Vi dokumenterervores liv med hinanden-ogverdenen omkring os i der heletaget.

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

Denne artikel viser, hvordan pri- oriteringen af mål for kontraktdesign varierer på tværs af forskellige ty- per af regulering. Indtægtsrammere- guleringen af danske

Grundlaget for at udvikle en ny beregningsmetode for forsatsvinduer var at den tradi- tionelle metode beskrevet i prEN ISO 10077-2 til beregning af vinduers transmissi-

I denne afhandling vil jeg belyse udviklingen af filmisk design i filmproduktionen og virkninger af design i filmens værk. For at gøre dette tager jeg udgangspunkt i en forestilling

Når operatørerne i visse sammenhænge udvælger sig virksomhedens tillidsmænd som sammenlignings-gruppe, opstår et spejl hvori det er operatørernes selvforståelse

arv, hvormed ordet kultur ifølge Steensberg gennem oplysningstiden i Frankrig blev taget i brug i overført betydning om dyrkningen af men¬.. neskenes egen natur, deres evner

Folk og Kultur - Årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab. Årbogen og

Dansk Folkemuseum blev oprettet i 1885 og gennem årene blev der drevet etnologisk forskning på Nationalmuseet: I første halvdel af 1900-tallet Bondegårdsunder- søgelserne i

Med starten af FOLK OG KULTUR er et gammelt ønske hos mange i de to fag, folkemindevidenskab og europæisk etnologi, gået i opfyldelse: de to sider af. studiet af mennesker og