Omkring den første
årgang af Folk og Kultur
AfBjarneStoklund
Årbogen
»Folk og Kultur«, som så dagens lys i 1972, har bevist sin levedygtighed.Herved foreningen »Danmarks Folkeminders« hundredeårsjubilæum kan vi se tilbage på enubrudt række årbøgergennem36
år. Det vil sige, at »Folk og Kultur« har været »Danmarks Folkemin¬
ders« årslevering i mere end en tredjedel af foreningens levetid. Når
hele rækken er på plads i reolen, kan man tælle 35 ensartede, heftede bind, hvis skiftende kulørerafspejler alle palettens farver.Menden før¬
ste, lyseblå årgang skiller sig ud ved atvære lidt større og istift bind.
Deter skriftrækkens »grimme ælling«, det første, lidt famlende forsøg på at give det nye tidsskrift form. Det har en kedelig og ikke særlig læservenlig typografi, og illustrationerne fremtrædergrå ogtriste. Lidt
merevellykketereftermin meningomslaget, hvisjegkan tillade migat hævde det, for det påtog jeg mig i et anfald af hybris at designe. Men amatørmæssigt og uharmonisk er i hvert fald det samlede resultat, og detvarderforetvigtigtskridt, derblevtaget,damanfraogmedårgang
1973 søgtehjælp hosenprofessionel bogtilrettelægger.Hanslayoutvar såvellykket,atdet har kunnet fastholdes til idag udenatvirke håbløst gammeldags.
Nu er det imidlertid ikke årbogens ydre former, der skal interessere
osidenneartikel,menderimod indholdetogbaggrunden for det. Hvad
vardet foretfagligt miljø, der eksisteredeibegyndelsen af 1970'erne,da
deetnologiske ogfolkloristiskeinstitutionerfor førsteganggiksammen
omatskabeetfælles tidsskrift underparaplyorganisationen »Danmarks
Folkeminder«? Hvadvar det for problemer og nye udfordringer, de to
fag stodoverforpåden tid? Hvordan afspejler indholdet af denne første årgangden faglige situation?
Redaktionog målsætning
Karsten Biering har i artiklen om foreningens historie gjort udførligt
rede for de overvejelser, som gik forud for lanceringen af den nye år¬
bog, og for dens mere beskedne forløber, tidsskriftet »Folkeminder«.1
Den endelige beslutning om at starte den nye årbog blev truffet på et
87
styrelsesmøde sommeren 1971,ogplanen var, at det første bind skulle ligge færdigt til den folkelivs- og folkemindeforskerkongres, som for¬
eningen havde indbudt til i Sønderborg 1972.Til atrealisere planerne
nedsattestyrelsenen 5 mandsredaktion,som skulle bestå afrepræsen¬
tanterfor defag, dervarsamletiforeningen »Danmarks Folkeminder«:
Etnologien, folkloristikken og de filologiske discipliner: dialektforsk¬
ningen og stednavneforskningen. De to sidstnævnte var begge startet
som udvalg under »Danmarks Folkeminder«, men blev senere knyttet
til Københavns Universitet.
Hovedredaktør blev Laurits Bødker, der som foreningens formand
havde tagetinitiativettil årbogen.Hanvari 1970blevet udnævnt til eks¬
traordinærprofessor ved deti 1967oprettedeInstitutfor Folkemindevi¬
denskab. DanskFolkemindesamling blevrepræsenteretved arkivarIørn
Piø ogDansk Folkemuseum (Nationalmuseets 3.Afdeling,i dag Nyere Tid) vedmuseumsinspektørGeorgeNellemann. Museumsinspektør Alan HjorthRasmussenfraFiskeri-ogSøfartsmuseetiEsbjerg repræsenterede
den voksendegruppeaf fagfolk, dervaransatvedmuseer ogarkiver uden
for København.Detfemte medlem af detudpegede redaktionsudvalgvar dialektforskeren Christian Lisse fra InstitutfordanskDialektforskning.
Indenarbejdet gik igang, var redaktionen blevet udvidet medmig som det sjette medlem. Jeg repræsenterede Institutfor europæisk Folkelivs¬
forskning, hvorjeg varnyudnævnt professoriEuropæisk etnologi,som
faget Materiel folkekulturnu varomdøbt til.
Laurits BødkerogChristianLisse havdesammen redigeret det sidste
hefte af forløberen »Folkeminder«,somifølge forordet skullegive»for¬
skelligeprøverpåde arbejdsområder og-problemer, der for øjeblikket beskæftiger videnskabelige institutioner, hvis virkefelter »folkekultur«
iordets videsteforstand, f.eks.Dansk Folkemuseum, Institutfor dansk DialektforskningogInstitutfor Folkemindevidenskab«. Med disse ord foregribes samtidig det, der skulleværemålsætningen for dennyeårbog.
Dialektforskningenerudtrykkeligtnævnt,ogunderstyrelsens planlæg¬
gende drøftelser betonedeprofessor Poul Andersen, at de »beslægtede fagområder (dialekt-ogstednavneforskning) skulle med under det reelle stof« itidsskriftetsammenmedetnologiog folkemindevidenskab.2Som
nævntfik de da også deres egen repræsentanti redaktionen. Christian
Lissevaretskattet medlem af redaktionen frem til1975.Pådettidspunkt
varogsåAlan Hjorth Rasmussentrådt ud af redaktionen, somderefter
ienårrække bestod af fire personer, somrepræsenterede de to centrale samlinger, Dansk FolkemindesamlingogDansk Folkemuseum,ogdeto universitetsinstitutter for etnologi ogfolkemindevidenskab.
En lignende indsnævring af »folkekultur«-feltet til kun at omfatte
88
de etnologisk-folkloristiske fag kan konstateres på det andet område,
hvor foreningen »Danmarks Folkeminder« fungerede som »paraply«:
de nordiskeetnolog-ogfolkemindeforskermøder.På denførste af disse kongresser, somjeg deltog i som grøn student (Odense 1952),var der
blandt deltagerne et meget stort kontingent af filologer. Få år senere
skiftede billedet, så kongresdeltagerne nu helt overvejende var etno¬
loger og folklorister. Ændringen må her, som med hensyn til redak¬
tionen af årbogen, ses som et resultat af professionaliseringen. Begge
»folkekultur«-fagene havde fået deres akademiske uddannelser. Etno¬
logen Axel Steensberg startede i 1954 ved Københavns Universitet iet lektoratikulturhistorie,somi 1959blev omdannet tiletprofessorat. Selv
havde han foreslået betegnelsen »folkelivsforskning«, men han måtte
acceptere enindskrænkning af fagområdet til »materiel folkekultur«.3
Til gengæld hed den nyoprettede universitetsinstitution »Institut for europæisk Folkelivsforskning«,et nogetbesværligtnavnforøvrigt,som ofte blev fejlskrevet »europæisk folkelivsforsikring«. Laurits Bødker
startedeietlektorati1961,menblev 1970ekstraordinærprofessor ved
dettre årfør oprettede »Institut for Folkemindevidenskab«. Påsamme
tid oplevede dialektologien en faglig udvikling, som flyttede fokus fra
den kulturhistorisk orienteredefilologiovermodenstrukturel lingvistik,
en udvikling, som var med til at svække det gamle interessefællesskab omkring »folkekulturen«. Egentlige dialektstudier leder man da også forgæves efteriårbogen,ogalleredeidetforord,somindleder den første årgang,synesdefilologiskeinteresseratværeglemt. Redaktionen slutter
med ordene: »Med starten af Folk og Kultur eretgammelt ønske hos
mange i de to fag, folkemindevidenskab ogeuropæisk etnologi, gået i opfyldelse: de to sider af studiet af mennesker og deres kultur,som af
historiskegrundeeradskilt,men som sagligternærtforbundne, finder
nu sammen ienfælles optræden udadtil«.
Fra Folkekultur til FolkogKultur
Et vigtigt spørgsmål var ikke afklaret, da redaktionen trådte sammen
første gang: Hvad skulle barnet hedde? På styrelsesmødet i juni 1971
var der ikke opnået enighed. Det hedder i referatet:
ȁrbogens
navndrøftedes uden atnå til enighed.Deflestevarstemtfor »Folkekultur«;
Piøforeslog »KulturogSamfund.
Årbog
for dansk etnologiogfolklore«,somflere frygtede ville få folk tilat antage, atden havde med samfunds¬
videnskaberatgøre«.*Folkekulturvaretoplagt valgsetfra »Danmarks
Folkeminders« synspunkt, for det var den betegnelse, man plejede at
bruge,nårmanrefererede til de faglige interesser,som varsamlet i for¬
eningens regi. Detvarogsådet ord,mangreb til, underbestræbelsernei
89
1940'erneog50'erneforatfå etnologienrepræsenteretved Københavns Universitet, i nogle tilfælde for at gøre betegnelsen etnologi forståelig.
Begrebet kom daogsåtilatindgåidenetnologiske fagbetegnelse,»Ma¬
teriel folkekultur«, og i fakultetets studiehåndbog blev de to nye fag
præsenteret under den fælles overskrift »Folkekultur«.
Når man i redaktionen alligevel ville undgå Folkekultur som navn på årbogen,var detfordi man følte,at ordet ifor høj grad var en arv
fra romantikken og knyttede an til en fagtradition, som man ønskede
atfrigøresigfra. Valget af »FolkogKultur« som navnpåårbogen blev
da lidt af et Columbusæg, for man opnåede, at titlen både rummede
associationer til det gamle folkekultur-begreb og rummede to begre¬
ber, der var centrale for fagenes aktuelle selvforståelse. Der var også
den fordel ved begreberne »folk« og»kultur«,at devartemmelig vagt definerede ogkunne opfattes som mereeller mindre værdineutrale. De
kunne tilpasses skiftende faglige opfattelser og var derfor sikret mod
enhurtig forældelse. Ogmed hensyn til valget afet sådant todeltnavn,
såvardetpåmode blandt humanistiske tidsskrifter. Parallellernes antal
erlegio;jegnævneriflæng: FortidogNutid, FundogForskning,Sprog
og Kultur,Mål ogMæle, Bol og By,Mark og Montre.
Fagenesselvforståelse
Begge fag ønskede at distancere sig fra de romantiske konnotationer,
somknyttede sigtil begrebet folk, men begrebet betød ikke detsamme for detofag.Foretnologerne refererede »folk« til den brede befolkning,
til almindelige mennesker, hvis samfund og dagligliv, man ønskede at
studere,uanset social klasse.Mensman førnæsten udelukkende havde beskæftiget sig med landalmuen, så var interessen nu flyttet til arbej¬
derkultur ellerborgerlig kultur.Detkommer tydeligtfremiEllen Dam¬
gaards bidrag, som søger at indkredse storkøbmændene som kulturel
gruppe.Hun følersitanliggende legitimeret af fagets svenskenestor,den
altid»omstillingsparate« Sigurd Erixon,dersåtidligtsom 1948skrev,at han med forleddet »folk«ifolkelivogfolkekultur, forstodenmarkering af, at detdrejede sig om grupper og studiet af sådanne grupper. »Folk
är sålunde helt enkelt detsamma som grupp, vara sig det gäller lokala
eller på annat sättavgränsade enheter«, konkluderer Erixon,5 og han
synes dermedatsige god forensocialantropologisk linje,som den, der
dominerede ietnologien i 60'erne og 70'erne.
Ifolkemindevidenskaben blev det klassiskefolke-begrebihøjeregrad
fastholdt.BengtHolbek skriveri 1976,atfolkloristikken forstårsigselv
sometfag, der studerer de folkelige kulturfænomenersommodstykker
til den »finkultur«, som var de klassiske universitetsfags hævdvundne
90
studiefelt. Men ved siden af traditionelle temaer som folkeviser, fol¬
keeventyr og folketro rettede folkloristerne nu interessen mod nyere fænomenersom skillingsviser,triviallitteratur og nyeudslag af overtro
somfx ufo'er.6
Iforordet tilårbogennævnes begrebet »folk« ikke,mender talesom
»studiet af mennesker og deres kultur«. Det er »kulturen«, der stilles i
centrumaf defagligeinteresser. Denetnologisk-folkloristiske forskning
karakteriseres som »endelaf videnskabenommennesketsomkultur-og
samfundsvæsen«, og der fortsættes: »Det er etnologernes og folklori¬
sternes opgave atstudere kulturen i dens mangeforskellige variationer
ogatsøgeatforklare, hvorfra mennesker bardenogden kultur.Forat
tolke demangeenkelte kulturtræk, sommøder osi dagligdagen, må vi
sættedem indienhistorisksammenhængog sedem ietsamfundsmæs¬
sigtperspektiv«.Dette forord kunne hele redaktionen tilsluttesig,men ordvalg og formulering er tydeligt nok etnologernes; man vil kunne
finde næreparalleller i andre samtidige tekster.
Paradigmeskiftet
Bag formuleringen anes det faglige opbrud, som prægede det faglige miljø i 60'erne og70'erne, og de brudfladeriopfattelserne, somforor¬
det søgte at bygge bro over.I sidste instanskan modsætningerne ledes tilbage til forståelsen af selve det centrale begreb i fagene: kultur. Lad
os prøve med få ord - ogmed fare for forenkling -at opridse hoved¬
linjerne iparadigmeskiftet, somdetserudfraen etnologisk synsvinkel.
I hovedtrækkene kan man operere med to retninger i den tidlige kul¬
turforskning: evolutionismen ogdiffusionismen. Begge retningerhavde
den samme hovedmålsætning: at afdække kulturens udvikling, dens tilblivelsesproces. Menmedens evolutionisternesøgte at klarlægge den generelle kulturudvikling,somdenhavde formetsigoveralt på kloden, så
vardiffusionisterneinteresseret ide kulturelle variationer ogoptagetaf
denstorerolle,somkulturlånene havdespillet. Fordemvardevigtigste spørgsmål derfor ikke: hvornår oghvordan,men hvorfra. De satte ho¬
vedkræfterne ind på atafdække kulturelementernes spredningsveje. At kortlægge udbredelsesmønstre blev i 30'erne,40'erne og50'erne selve
metoden ietnologien,ogdenne forskningsstrategiaffødteenrækkestort
anlagte kulturatlasser.
I disse årtier oplevede etnologien en grotid, hvor alle havde følelsen
afatydesit bidrag,storteller lille, til detstore,fælles forskningsprojekt.
Mensomaltid, nårenenkelt teori eller metode bliver heltdominerende,
måtte begejstring på et vist tidspunkt vige for en følelse af træthed,
og kritiske røster begyndte at sætte spørgsmålstegn ved kernen i det
etnologiske forskningsarbejde.Var det rigtigt at opfatte kulturen som sammensatafelementer, der kunne studeres hver for sig, i håb om, at
man til sidst-ved atlægge sten på sten-fik et billede afen helhed?
Yngre forskere reagerede mod den ensidige centraleuropæiske orien¬
tering og vendte sig i stedet mod den angelsaksiske antropologi. Her
mødte de et helt andet kulturbegreb; her blev kultur opfattet som en
fungerende helhed, som var andet og mere end summen af delene, og hvor relationerne mellem delene blevansetforvigtigereend delene selv.
Frem for et studium afkulturelementer gjaldt detat studere kulturelle helheder,ogsådanne helheder fandtmanbedstismå,overskueligesam¬
fund: enø,etfiskerleje, enlandsby. Studiet af lokalsamfund bleventid
den helt dominerende forskningsmodel iskandinavisk etnologi.
Paradigmeskiftet blev indledti 1960'erne ogslog igennem i 70'erne.
Detbetød faglige forskydningerpåenlang række områder udoverdet
rentteoretiske. Hvorbegge fag før havde haft et bagudrettet, kulturhi¬
storisk perspektiv i forskningen, så var det nutidsstudier, der blev det
nye løsen. Diakroni måtte vige for synkroni, og kulturelementer gled i baggrunden til fordel for sociale relationer.
De to nyefagpå universitetet
Viskal ikkeforfølge deninternefaglige udvikling længereopitid,meni
stedetsepåde problemer,somdetofag stodoverfor, da dei 60'ernetog skridtet framuseerogarkiver til KøbenhavnsUniversitet. Begge denye
fag repræsenterede forskningsfelter, der ikke havde væretplads tiliden
eksisterende fagstruktur eller interesse for hos de akademiske udøvere
affagene.Detgjaldt etnologernes interessefor den materielle kulturog for dagliglivets kulturhistorie, og det gjaldt folkloristernes studier af
de folkelige sider afde finkulturelleemner. Bengt Holbek ser folklori¬
stikkens emneområde »som et spejl- ellersnarere modbillede til, hvad
universiteternearbejder med:overfor teologienstårfolketroen;overfor lægevidenskaben, folkemedicinen; overforjuraen,sædvaneretogfolke¬
skik;overfor litteraturen, folkedigtningenogtriviallitteraturen;overfor historien,sagnene; overfor naturvidenskaben,de nedarvede kundskaber;
overforteatretogmusikken, amatørteatretogfolkemusikken.«7 Etnologienogfolkloristikken fik dog ikke længe lov tilathavesineem¬
neområder i fred.Paradigmeskiftetvarikke kunetetnologisk fænomen;
opbruddetramtehele det humanistiske fakultet, den faglige selvforståelse
ændredesig ogde traditionelle faggrænser blev istor udstrækning ned¬
brudt. Kultur-ogsocialhistorien,somhavderangeret lavtpåden faglige værdiskala,rykkedenu oppå enførsteplads, navnlig hvis det drejedesig
omsamfundets laveste lag. Ogfolkloristerne måtte selitteraturmagistre
kastesig over folkeviser og triviallitteratur.Der var i sandhed brug for
»etslags hjemmeværn indenfor folkemindevidenskaben«,som den altid kampklare Bødker havde efterlyst allerede i 1952.8
Efter dette forsøgpå at skitsere den faglige situation i begyndelsen af 70'erne,vil vi vendeosmod indholdet af »FolkogKulturs« førsteårgang
for atse på,hvordan tradition og fornyelse afspejlersig i de 7artikler,
somredaktionen har fundetplads til.Defordelersigmed3 etnologiske
og 4 folkloristiske bidrag. Et af de sidstnævnte, Karsten Bierings om
»Gravlys«, kunne efter sit indhold lige så godtregnesforet etnologisk bidrag. Artiklen henter nemlig sit emne fra studiet af »skik og brug«,
det som svenskerne kalder »sedforskning«, som harværet et omstridt grænseområde mellem de to fag (dog ikke i Sverige,hvor folkloristik¬
kenerinkorporeretietnologien.) Grænseproblemetoplevedejegi 1952
som ung student, da jeg havde udarbejdet en spørgeliste om »Død og begravelse« for Nationalmuseets Etnologiske Undersøgelser, uden at gøre mig klart, at jeg krænkede grænsen til folkloristikken. Det blev jegimidlertid belærtomafenvredLauritsBødker,forøvrigt mitførste
møde medmin senere professor-kollega.
Fremtilca. 1960varsvensketnologi domineret af diffusionistiskteori
og det store arbejde med Sveriges kulturelle kortlægning. Iopbrudsfa-
senpåtærsklen til paradigmeskiftet komenrelativt kort periode, hvor
interessen flyttede fra den førindustrielle bondekultur til kortlægning
af nutidige kulturelle mønstre, og samtidig blev man mere optaget af
selveprocessenend af dens resultat.Netopved atstudere igangværende spredningsforløb, kunne man blive klogere på, hvordan en kulturel spredning foregår. Den mest omfattende af de svenske undersøgelser
varMats Rehnbergs disputats om »Ljusenpågravarna och andra Ijus-
seder« fra 1965. Karsten Biering fulgte den svenske undersøgelse op med endansk spørgeskema-undersøgelse, og i artiklen om »Gravlys i Danmark« fremlægger han sineforeløbige resultaterogsineerfaringer
med denne form for spørgeskema-undersøgelse.
Et af folkloristikkens klassiske temaer, eventyrforskningen, bliver
taget op af Bengt Holbek i artiklen »Strukturalisme ogfolkloristik. I anledning afBørge Hansenseventyranalyse«.Hanindledermed ordene:
»Strukturanalyse har hidtilikkeinteresseretretmangefolklorister,i Nor¬
den knaptnogen; derimod har den mundtlige fortælletradition,somjo
regnesblandtvorehovedområder, længeinteresseretstrukturalisterne.«
Anledningen til artiklener, som undertitlen antyder,atlitteraturforske¬
ren Børge Hansen har udgivet »Folkeeventyr, struktur og genre«, som
Årbogens
artiklerfremlæggeren strukturalistisk analyse afen samling danske trylleeven¬
tyr. Her har vi altså et eksempel på en af de »fremmede« forskere på strandhugst iet af folkloristikkens klassiskeforskningsområder. Bengt
Holbekgårgrundigt til værks i sin kritik. Afhensyn til læsere,som ikke
erfortrolige med strukturalistisk terminologi, indleder han medenklar
ogletforståelig indføring, med skakspilletsom pædagogisk hjælpemid¬
del. Derpå følger en detaljeret, kritisk gennemgang afBørge Hansens tolkning,somkonkluderer,atdenstrukturalistiske model ikke harbragt
osvæsentlignyforståelse af trylleeventyrenesunivers. BengtHolbek slap
ikkeeventyrtolkningen,menhan gik andrevejeendBørge Hansen, i en
forskning, der kulminerede i den internationalt berømmede disputats,
»Interpretation ofFairy Tales« fra 1987.
Også BirgitteRørbyesartikelmed dennoget kryptiske titel»Detsker jo sommetider, atjeg oplever ting,« behandler et klassisk folkloristisk
tema: »kloge folk«. Optakten til denne artikel danneretinterview-besøg
i 1971 hosenmand, der har henvendt sig til DanskFolkemindesamling
om mærkelige ting, som han ser og oplever. På baggrund af en gengi¬
velse af båndinterviewet med denne mand diskutererBirgitteRørbyeet
fornyet studium af dette område, en opdeling i »private« og »profes¬
sionelle« kloge folk og engenerel undersøgelse af de traditionelle fore¬
stillingerommulighederne for atøve indflydelse på virkelighedsforløb.
Også hos Birgitte Rørbye går der en lige linje fra denne tidlige artikel
til disputatsen »Mellem sundhedogsygdom. Om fortid, fremskridtog virkelige læger« 2002. Her er det imidlertid ikke »kloge folk« i den
traditionelleforstand, det drejersigom, men »rigtige« læger. Disputat¬
sen forsøger noget så utraditionelt som atgøre den medicinhistoriske
traditionsdannelse til genstandfor ennarrativ kulturanalyse.
De tre artikler, somvihidtil har omtalt, repræsenterer alle klassiske stofområder, men behandlet ud fra nye synsvinkler. Det gælder for så
vidtogså det fjerde folkloristiske bidrag,
Åge
Skjelborgs »Brugsmusik isubkultur. Om musikalske siderafenstorkommuneidag«,men alligevel
erderlangt fra den traditionelle folkemusik, til den »brugsmusik«,som hans undersøgelse beskæftigersigmed.Iindledningen skriver Skjelborg
omdennutidsorientering,somframidtenaf60'erne på LauritsBødkers
initiativhar ført tilen betydelig udvidelse af den folkloristiske interesse,
»dernu mereog merevil komme tilatberøre det helt aktuelle samfund
og dets mange, fascinerende kulturaspekter«. Dette studium kræver
nye grundsynspunkterogarbejdsmåder.Vejen måværeatstudere sam¬
menhængen mellem musikalsk miljø og samfundsudvikling i et lokalt
samfund somNr.DjurskommuneiDjursland,ogforatgennemføre det
har Skjelborgi samarbejde med kommunen etablereten artfremskudt
forskningsstationienvillai Gjerrild. Herermulighed forover en læn¬
gere periode atstudere den folkelige musik i etlevende miljø.
Også de tre etnologiske bidragviser såvel kontinuitet som nyeveje.
CarstenHess har i »Kridtstenshusenepå Stevns. Omkringovergangen
fra bindingsværk til grundmur« valgt et tema og en problemstilling,
somhører til de ældste iden etnologiske forskning.Hanhar imidlertid valgtatstudere problemetiet lokalt område, hvor særlige forholdhar gjort sig gældende. Fra gammel tid har man kunnet anvende klintens
kridtstensom byggemateriale,ogdeterogsåsket,men kun til »finere«
byggeri i kirker, herregårde eller købstæder. Derimod blev kridtstenene
først efter 1850 brugt i bondegårde og -huse, skønt bønderne langs
klinten havde brydning afstene sometvigtigt bierhverv.Hvadvardet,
derforhindrede,atkridtsten blevtagetianvendelse i bondebygningerne?
Deter dette spørgsmål, som Carsten Hess søger at besvare ien under¬
søgelse, der bygger på et omfattende felt- og arkivmateriale. Dermed
kobler han sin undersøgelse på de kulturøkologiske problemstillinger,
som i begyndelsen af70'erne blev aktuelle i faget i kølvandet på
Åke
Dauns og Orvar Löfgrens introduktion til økologien fra 1971.
Ellen Damgaards »Købmandogborger«, somvi allerede harnævnt, repræsenterer såvel i tema som i teoretisk ståsted den nye etnologiske bølge med socialantropologisk inspiration, formidlet over Sverige. De danske købstædereretgammeltkulturhistorisk forskningsområde;man
behøver blot at tænke på Hugo Matthiessens mange bøger om livet i
købstaden.Menietnologien stod den borgerlige kultur længeiskyggen
afbondekulturen,som vardet altdominerende tema.Deterpåden bag¬
grund,manmåseden nyvakte interesse for borgerlig kultur, somEllen Damgaards artikeleretudtryk for. Artiklen harsomundertitel »Udkast
til en etnologisk analyse afet købstadssamfund i det 19. århundrede«,
ogsomstudieobjekt har hun valgt dengruppe, somhunkalderstorkøb¬
mænd, dvs. de købmænd,der baserede deres virksomhed påhandel med
bønderne. Med udgangspunkti et empirisk materiale fra Hobro, men
medsupplerende eksempler andetstedsfra, vil hunsøgeatkarakterisere
disse købmændsomkulturelgruppe. »Emnetharisærfristet andreviden¬
skabersomdenøkonomiske historieogerhvervshistorien«, skriver Ellen Damgaard isin indledning. »Det økonomiskesystem, somkøbmanden indgiki,ligesom sider af hanspolitiskeogorganisatoriske aktiviteterså¬
ledesganske velbelyste. Etnologiens bidrag til studiet af storkøbmanden liggeribenyttelsen afetnærperspektiv, hvorvedmansætteranalysenaf
mennesketsomsamfunds-ogkulturbæreri centrum.«
AlanHjorth Rasmussen var i 1966 blevet knyttettil Fiskeri- ogSø¬
fartsmuseetiEsbjerg,ogmed detsom base udforskede hanidefølgende
årfiskersamfundene iVest- ogNordjyllandogfremlagde sineresultater
i en strøm afpublikationer.Artiklen om »VorupørFiskerkompagni. Et
indremissionsk kollektiv omkring århundredskiftet« er et resultat af
dette forskningsarbejde, men det er samtidig et bidrag til kortlægnin¬
gen af de nye kulturelle variationer og subkulturer, som 1800-tallets folkelige bevægelserog religiøse vækkelser resulterede i,og som var et af de aktuelle forskningsområder i begyndelsen af 70'erne.91 Vorupør gennemsyrede religionen hele hverdagslivet, og det religiøse fællesskab
varforbundet medetproduktionskollektiv, somogså omfattede afsæt¬
ningsleddet. Hjorth Rasmussen ønsker i sin undersøgelse at analysere
denne samarbejdsform og dens forudsætninger: »Her er fællesskabet
ikkesom ved såmangeandre former for samarbejde kommetistand af nødvendighedsgrunde (fælles ejendoms- og udnyttelsesret til naturres¬
sourcer eller mandskabs ellerkapitalbehov ved udnyttelsen), men skal
ses som resultataf det frivillige, åndelige fællesskab, som missionenog vækkelserne lagde kimen tili 1880'erne.«
Ud over artiklerne og anmeldelserne rummer den første årbog en omfattende sektion med overskriften»Nytfra forskningen«, ensektion,
somdesværre blevopgivet i de følgende årbøger.Den tegnerimidlertid
sammenmed artiklerneetbillede afet levende ogaktivt fagligt miljø.I
alt 23 projekter af vidt forskelligt indholder mere eller mindre udfør¬
ligt omtalt. Karakteristisk noker endel af projekterne undersøgelser af
eller ilokalsamfund, nogle af dem tværvidenskabelige. Organisatorisk spænder projekterne fra individuel forskning tilinitiativer,dererknyt¬
tet til universitetsinstitutter,museereller arkiver. Set i bakspejlet kan vi fastslå,atikke alle disseprojekter blevfuldt realiseret.Mender haride
to fagværet etpotentialeog en vilje til bådeatvidereføre traditionerne
og søge nye veje. Og, ikkeatforglemme, atformidle resultaterne tilen bredlæserkreds, detsomfra startenharværeten vigtigmålsætning for
»Folk ogKultur«.
1 Se Karsten Bierings artikel idenne årbog: Foreningen Danmarks Folkeminder
1908-2008. 2 Protokol for styrelsesmøder. Møde 28/6 1971. DFS 2004/40: II
E 3 Seafsnittet»Kampenforenlærestol«iStoklund 1979s.104-106. 4 Senote 2. 5 Erixon 1948 s. 11. 6 Holbek 1979 s. 83. 7 Som note 7. 8 Diskussions¬
indlæg, refereret i BeretningomDet 11. nordiske Folkelivs- ogFolkemindeforsker¬
mødeiOdense 18.- 21.Juni 1952 (Danmarks Folkemindernr. 63)s.57. 9 Engod oversigtergivetaf Margaretha Balle-Peterseniartiklen »Guds folkiDanmark. Nogle synspunkterpåstudiet af religiøsegrupper« iFolkogKultur 1977.
Noter
Litteratur
Daun,ÅkeogOrvarLöfgren red.1971:Ekologi och kultur (særudgaveaf Nord- Nytt,Kbh. 1971)
Erixon,Sigurd:Nyorienteringar inom folklivsforskningen,i:Folk-LivXII-XIII
1948-49s.5-14.
Holbek, Bengt: Folkemindevidenskab,i:KøbenhavnsUniversitet1479-1979bd.XI
s.49-85.
Holbek,Bengt: InterpretationsofFairy Tales (FFC 239) Helsinki1987.
Rehnberg,Mats: Ljusenpågravarnaoch andra ljusseder (Nordiskamuseets
handlingarnr.61) Stockholm 1965.
Rørbye,Birgitte:Mellem sundhedogsygdom. Omfortid, fremskridtogvirkelige læger (København2002).
Stoklund, Bjarne:Europæisk etnologi,i: Københavns Universitet 1479-1979bd.XI
s.87-120.
Summary
On the first issue of FolkogKultur
FolkogKultur.Årbogfor Dansk EtnologiogFolkemindevidenskab (Folk and Culture.
Yearbook of DanishEthnology and Folklore Studies)ispublished by the Danish Folk¬
loreSocietyfor annual deliveryto the members. The yearbookwasfoundedin 1972 withaneditorial staffconsistingofrepresentativesof the Danish Folklore Collection,
theDanish Folk Museum (today the Departmentof RecentTimes at the National
MuseumofDenmark) and thetwouniversitydepartments of folklore and ethnology.
The article deals with thedeliberations that ledtothelaunching of the yearbook and
the choice of thenameFolkogKultur. Itthengivesabriefaccountof the disciplinary
environment inthe yearsaround 1970,influenced asitwasbynewdeparturesand
the search fornewtheoreticalstandpoints. Areviewof thesevenarticles inthe first
volume(fouronfolklore and threeoncultural anthropology), sheds furtherlighton the situation in thetwodisciplines, which have both similarities and differences.
Kamera-vidokumenterer
Vi dokumenterervores liv med hinanden-ogverdenen omkring os i der heletaget.