Lykkemagere og civilisationsskabere i 1700-tallets Danm ark
Alex Wittendorff
F ortid og N u tid, december 2003, s. 283-289
En anmeldelse af Palle Ove Christiansen: Lykkemagerne. Gods og greve, forvalter og fæster i 1700-tallets verden (Gyldendal, 2002, 261 s., 269 kr.) med særligt henblik på den her anvendte genres egnethed til formidling af historisk viden og bogens bidrag til forståelse af den komplicerede proces, der i dele af Europa førte fra den gamle magisk-religiøse forklaringsram
me til den “moderne”.
Alex Wittendorff, f. 1932, lektor ved Institut for Historie, Københavns Uni
versitet 1968-1999. Dr. phil. 1973 på afhandlingen A lvej og kongevej, der omhandler samfærdselsforhold i Danmark ca. 1500-1700 i kritisk fortsæt
telse af Troels-Lunds og Hugo Matthiessens kulturhistoriske studier. Har bla. skrevet Rejsen m od virkeligheden, den europæiske forestillingsverden fra reformationen til nutiden (1986), Tyge Brahe (1994) samt bind 7 om 1500-tallet i Gyldendals og Politikens D anm arkshistorie (1989, rev. udg.
2003).
Debatanmeldelse
Palle Ove C hristiansen, som er direk
tør for D ansk Folkem indesam ling, ud sendte i 1996 doktordisputatsen A Manorial World. Den handler om k u l
tu re lt sæ rpræ g og kulturelle forskelle mellem herskab, bønder og andre be
boere på det m idtsjæ llandske gods G iesegaard fra m idten a f 1700-tallet til slutningen a f 1900-tallet. Det er en stru k tu ran aly se af forandringer og livsformer med udgangspunkt i de for
skellige gruppers sociale og økonomi
ske vilkår. Forfatteren siger selv om den, a t den er et b arn a f den sene mo
dernism e i hum anvidenskaberne, som med anvendelse af begreber fra psyko
logi, økonomi, politologi, sociologi eller antropologi h a r forsøgt a t m odernisere h um aniora ud fra sam fundsvidenska
belige idealer. Og h a n tilføjer: “Troen på alene at kunne beskrive menneskeli
ge fænomener med modernismens skarpe begreber er imidlertid i de sene
re år kommet under kritik, specielt i udlandet. ”
Disse ord falder i et lille afsnit, Om bogen, der s tå r bagest i den bog, der h er skal omtales. Det havde m åske væ ret praktisk, hvis det havde stået først i bogen, så læ serne vidste, hvad de gik ind til. Det fortæ ller nemlig om bogens noget usædvanlige karakter.
F orfatteren vil vende tilbage til “de gamle kulturhistorikeres kontekstuelle fortællinger” for igen a t kunne beskæf
tige sig med de tem aer om kring ople
velse, næ rv æ r og følelse, som de gamle kulturhistorikere skrev om, m en som efter forfatterens m ening er gledet ud som følge af “et moderne videnskabs
syn”. E m net er for så vidt det samme som i disputatsen: kulturelle sæ rpræ g og kulturelle forskelle, sam m enhæ n
gen mellem livssituation og m entali
tet, m en indfaldsvinklen, frem stil
lingsformen, genren er en anden.
Lykkemagernes omslag prydes a f J.C. Dahls maleri: »Broen over Tryg- gevælde Å m ed U dsit til Køge«, ca. 1815. (Udsnit).
Statens Museum for Kunst.
N u kan det i høj grad diskuteres, om det er pga. det m oderne videnskabssyn (hvad dette upræ cise u d try k så ellers m åtte dække over), a t de næ vnte te m aer hos de fleste gled i baggrunden i den tid, da folk som Erslev og Arup satte standarden. Det er rigtigt, a t hvis m an alene opfatter en rendyrket em pirism e og positivisme og forestil
lingen om, a t begreberne skal snøres
ind i “eksak te” definitioner som iden
tisk med det m oderne videnskabssyn, så er det noget, der let stiller sig i ve
jen for erkendelsen af de grundlæ g
gende m enneskelige forhold og følel
ser, som ikke s tå r i kilderne, og som ikke um iddelbart k an belægges med fodnoter. Men spørgsm ålet er, om det behøver a t være sådan. For at sige det kort og b ru talt: Var Troels-Lund, som
Lykkemagere og civilisationsskabere i 1700-tallets Danmark
både forfatteren og jeg beundrer og væ rdsæ tter, blevet en dårligere histo
riker, hvis h an havde h aft sans for det repræ sentativitetsproblem , som kilde
kritikerne gjorde så m eget ud af? Var Dagligt Liv i Norden blevet ringere, hvis vi v ar sluppet for hans generalise
ringer fra nogle få kilder om adelens liv til hele befolkningens ta n k er og fø
lelser? Jeg tro r det ikke, og herm ed være antydet det efter m in m ening væsentlige, a t det ikke er et enten-el- ler, m en et både-og. M an k an sagtens lade sig inspirere af psykologi, an tro pologi og m eget andet væ rdifuldt og fo
retræ k k e åbne, dialektiske begrebsbe
stem m elser frem for “eksakte” definiti
oner uden derfor a t kassere de indsig
ter, der førte til bruddet med det, der v ar før Erslev og h ans læ rem estre. Jeg finder dette synspunkt bekræ ftet a f en lang ræ kke forfattere fra det 20. å r
hundredes sidste halvdel, som faktisk h a r skrevet om oplevelser, n æ rv æ r og følelser, uden på nogen måde a t bryde med et m oderne videnskabssyn.1
Men nu h a r Palle Ove C hristiansen a ltså skrevet denne bog, hvor h an søger a t gå nye veje. H an fortæller, at da h an var færdig med kladden til A Manorial World, tonede begræ nsnin
gerne i denne frem stillingsform frem, og tan k en om a t udnytte stoffet på en anden måde opstod. Lykkemagerne er på den ene side en bog om livet og livs
synet inden for og imellem tre-fire k u l
turelle miljøer i 1700-tallet, oplysnin
gens og reform ernes tid (tidsperspekti
vet er altså besk året i forhold til dispu
tatsen), og på den anden side et bidrag til debatten om, hvordan vi foretager sådanne analyserende beskrivelser og fortolkninger. M eningen er på eksperi
m enterende vis a t forsøge a t generobre nogle af de sider a t kulturforskningen, som vi efter forfatterens m ening “lod glide os a f hænde i troen på, at udvik
lingen a f de videnskabelige begreber alene kunne klare problemerne”. Men h a n tilføjer denne væsentlige b etrag t
ning: “Sam tidig står bogen imidlertid også i gæld til de konstruktioner og er
faringer, der er produkter a f den mo
derne videnskabelige stræben, som in
gen kan smyge a f sig og derfor må lære at omgås med både åbenhed og skep
s i s Som antydet ovenfor finder jeg det langtfra ønskværdigt a t forsøge at smyge nyvundne indsigter af sig. Jeg an ser dem tvæ rtim od for nogle a f for
udsæ tningerne for det, forfatteren øn
sker a t opnå, og m an kan m åske opfat
te de citerede ord som en - om end tøvende - tilslutning til det h er anfør
te.
Det følgende er nogle overvejelser over, hvordan forfatteren søger a t re a lisere sin hensigt, over fordele og ulem per således som de forekommer a t træ de frem ved dette modige ekspe
rim ent med en helt anden genre end dem, vi er v ant til. E r den skønlitte
ræ rt inspirerede stil den m est h en sigtsm æssige til erkendelse og formid
ling a f disse væsentlige sider a f m en
neskelivet? Men først et p ar ord om bo
gens opbygning.
Bogen er centreret om kring en ræ k ke personer fra vidt forskellige sociale miljøer og med d eraf følgende forskel
lige livssituationer og m entalitet. Der er den noget slatne greve F rederik C hristian Schack, stæ rk t præ get af sin energiske bedstem or og med store øko
nomiske problemer. H ans livsstil var m æ rkvæ rdig i bøndernes øjne - skulle h an have økonomiske problemer og m åtte spare, n å r h an købte silkestoffer og billeder med nøgne m ennesker på.
De forstod ikke, a t h a n m åtte låne til term inerne og sam tidig opretholde en nødvendig livsstil, der havde a t gøre med h ans anseelse blandt standsfæ l
ler og ved hoffet.
Hovedpersonen i bogen er dog for
valteren, den bondefødte Søren Kle- strup, der i øvrigt er kom m et med i Dansk biografisk Leksikon fordi h an udfra sit store kendskab til de faktiske forhold imødegik gehejm eråd Wedel-
Jarlsb erg s beklagelser over den tåbeli
ge og overdrevne reform trang, og der
med v ar med til a t indlede den litte ræ re fejde om landboreform erne. I C hristiansens bog er h a n en gennem gående figur, oplysningens og fornuf
ten s talerør, form et m en talt a f sin pla
cering mellem hersk ab et og beboerne på godset: gårdm æ ndene, husm ænde- ne og landarbejderne. H ans virke h a r afsat m ange kilder - indberetninger, breve, regnskaber, opgørelser og an det. Og så er der det store flertal, bøn
derne, hvoraf vi møder nogle navngiv
ne, som der k an tegnes et billede af, m en som forfatteren ellers overordnet deler i to hovedtyper: de stræbsom m e og de fatalistiske, som begge præ ger li
vet i landsbyen og gensidigt er med til a t skabe ram m erne for hinanden. De fatalistiske m ente nok, a t gården var nødvendig, for a t de kunne overleve, m en den v ar ikke m eningen med til
værelsen. De søgte så godt de kunne at nyde livet og hoppede i alle henseen
der over, hvor gæ rdet v ar lavest. Lyk
kem agerne er K lestrup og de stræ b somme bønder, som vil ud af fattig dommen og forme deres egen frem tid og er villige til a t tage det hårde slid på sig, rive deres gård i landsbyen ned og genopføre den ude på m arken, pløje nyt land og hvad der ellers skulle til.
Og så er der bogen igennem skildrin
ger a f talrige sider a f dagliglivets for
hold. F.eks. a f bondestuen, hvor det gjaldt om a t holde på varm en og finde sig i hørm en, og den tan k e lanceres, at n å r skribenter jam rede over bønder
nes medfødte sløvhed, så kunne det i virkeligheden hæ nge sam m en med, a t n å r seks-otte m ennesker sad i et lille rum , afgav deres udånding så m eget kuldioxid, a t det uundgåeligt m åtte påvirke deres åndedræ tscentre.
D et skulle gerne herm ed væ re m ere end antydet, a t bogen er fuld a f viden og indsigt og tæ nksom m e overvejelser om det bondesam fund, forfatteren h a r stu d eret så flittigt, og første del af det
tidligere næ vnte program - a t det skulle være en bog om livet og livssy
n et inden for og imellem de kulturelle miljøer på godset - er til fulde opfyldt.
Anden del a f hensigten med bogen - a t den er et indlæg i debatten om hvor
dan vi bedst foretager sådanne beskri
velser og fortolkninger og frem stiller dem for læ serne - kan der være grund til nogle overvejelser om, som n a tu r
ligvis m å være m eget subjektive og fremføres med største respekt for den forfatter, der h er h a r vovet pelsen for a t tilbageerobre og udbygge nogle ta b te bastioner i kulturskildringerne.
Bogens sproglige iklæ dning og der
med også den erkendelsesform , der er benyttet, er i høj grad inspireret af sk ø n litteratu r og ligger m åske en M artin A. H ansen eller en Thorkild H ansen næ rm ere end en Troels-Lund.
Det giver nogle problemer, n å r en m ere faktuel viden skal formidles i en toneart, der er lagt an efter stil og stem ning. Det ses isæ r i brugen a f fod
noter, der virker som stilbrud, sam ti
dig med a t de er nødvendige, hvis læ seren skal kunne forstå, hvad det hele går ud på. Landgilde nævnes s. 31, og hvis m an ikke ved, hvad det er, m å m an til noten, hvor m an får en saglig
nøgtern forklaring. Det samm e gælder indfæ stning, hvor m an også m å til no
ten for a t få besked. Den slags kunne Troels-Lund ubesvæ ret inkorporere i sin tekst. Det virker også som et stil
brud, n å r m an s. 123 møder begrebet social hukom m else og så m å i noten for a t få a t vide, hvad forfatteren ikke m ener og hvad h a n m ener med dette begreb. Der er en del a f den slags, det ligger så a t sige indbygget i genren, og det gør bogen svæ r a t læse for den, der vil vide besked og ikke blot nyde stilen og forfatterens behandling af sproget, som virkelig er en nydelse. Bogen be
væger sig så a t sige på tre planer: et poetisk-fortællende, et faktuelt-kogni- tivt, der ofte m å tage fodnoter til hjælp, og et ganske højt teoretisk-ab-
Lykkemagere og civilisationsskabere i 1700-tallets Danmark
stra k t og forskningshistorisk, der altid m å bringe sine forklaringer i noterne.
Eksem pler på det sidste k an m an fin
de s. 258, note 31 og s. 259, note 3. Så
dan fordrer stilen det, hvis det ikke skal blive ren fiktion, og det er ikke forfatterens mening.
Der er også andre vanskeligheder ved den poetiske stil. K apitel 12, N at
ten, er en stem ningsm æ ttet skildring af den sm ukke som m ernat: “Langsomt trækker månen sit hvide segl tilbage.
Krybdyrene i vandgrøfterne tier et øje
blik, så tager koret fat igen. De kvæk
ker i lange bølger.” (s. 93). M an ser dem for sig, de kvæ kkende snoge og firben. Det er overraskende, så m eget m ere som ordet padde v ar velkendt i sam tiden, så der er altså ikke tale om a t gå ind i tidens sprog. O rdet padde
pyt, som der h er er tale om, forekom
m er hos Arild H uitfeldt.2 O rdet kryb
dyr forekommer mig bekendt ikke i ti
dens kilder, h er før Linnés inddeling af hvirveldyrene blev alm indelig kendt.
Det er bare et eksempel på, at den slags bliver mere forstyrrende, n å r sti
len lægges så højt.
Til stilen hører også alt det, m an k an udlede af det ifølge billedteksten eneste kendte billede af Søren Kle- strup, som bringes s. 33. I billedtek
sten siges det forsigtigt, a t “portrættet synes at vise flere a f de træk, som vi kender fra hans daglige virke”. På s. 37 k an forfatteren sige m ere om m anden ud fra p o rtræ ttet: “Den unge Klestrups skikkelse virkede spænstig, og ansigtet var glatraget med højt hvælvede bryn over de milde øjne. Underansigtet var tungt uden at være plumpt. Normalt lå der omkring hans m und et lille smil, men det var også en mund, der kunne svare igen, når det var nødvendigt.”
H er henvises der nu til et p o rtræ t i Arbog for Sorø A m t 1963, m en det er det samm e billede, som forfatteren selv h a r s. 33 - en af de sm å u re gelm æ ssigheder vi alle laver. M an kan mene forskelligt om m ulighederne for
a t udtale sig om en persons skikkelse ud fra et brystbillede eller udlede k a ra k te rtræ k a f portræ tter. Vi v ar en del, der fik os en skræ k i livet desan
gående, da Else Kai Sass i 1970 p å
viste, a t et m aleri i London, som m an hidtil havde m ent forestillede F rede
rik 1., i virkeligheden v ar et tidligt p o rtræ t a f C hristian 2.3 Få å r før hav
de Jo h an H vidtfeldt i Politikens Dan
markshistorie4 gengivet billedet som forestillende Frederik 1. og skrevet om det: “Maleriet giver et ganske godt bil
lede a f den tillukkede, tænksomme po
litiker, der i en vanskelig tid med sta
digt truende borger- og bonderevolter og gærende luthersk bevægelse klogt manøvrerer uden om åbent oprør.” Det være ikke derm ed sagt, a t m an ikke k an bruge p o rtræ tter til noget, og bil
ledet af forvalter K lestrup er sikkert ægte nok, m en vi er altså nogle styk
ker, der godt kan nyde de poetiske sving i sådan en billedtolkning, men nødig vil fæste lid til dem. Og pointen er, a t forfatteren fuldt ud kunne have k ara k terise re t K lestrup, selv om h an h er havde und lad t a t smyge indsigter
ne ufra den moderne videnskabelige stræben” vedrørende billeder som kil
der af sig og afstået fra a t vende tilb a
ge til rom antiske spekulationer om den slags.
Men trods problem atiske ting af den art, som er næ vnt her, er bogen et godt eksempel på m ikrohistorie, der i mod
sæ tning til megen traditionel k u ltu r
historie lægger vægt på a t se den “sto
re ” historie m anifestere sig i den “lil
le”. Det ses ikke m indst i sjette del:
Forstandens lys, der begynder med et kapitel om Det europæiske menneskes udfrielse fra sin fortid og fo rtsæ tter med kap itler om baronen og forvalter K lestrup.
Der indledes med et citat på tysk af Lessing. O versæ ttelsen, som stå r i no
ten, lyder: “Gennem enhver menings
udveksling bevæger sandheden sig endnu et skridt fremad”. F orfatteren
bruger citatet som udgangspunkt for nogle overvejelser om k a ra k teren af Oplysningstiden, som h a n m ener var
“den tid hvor kritisk undersøgelse, for
nuft og forstand blev hamret fast som det, der skulle gælde evigt”. Vist så, m en det v ar vel netop k a ra k teristisk for tiden, a t de, der b a r den igennem, ikke m ente, a t det, der kom ud a f de kritiske undersøgelser, nødvendigvis v ar noget, der ville gælde evigt. En af de store forløbere og forudsæ tninger for Oplysningstiden, Galilei, siger om sin ven Johannes Kepler, a t h a n var
“en mand, der elsker sandheden højere end sine egne meninger”.5 N aturligvis h a r m an altid k u n n et spørge, hvad sandheden er, og fejltagelserne h a r v æ ret legio i m enneskers søgen frem mod noget, der v ar m ere san d t end det, de m ente i forvejen. Men det var vel netop denne holdning til sandheds- begrebet, der v ar det afgørende. Det er nok rigtigt, som forfatteren skriver, at det v ar “vanskeligt at leve med, at sandhederne også kunne skifte fra århundrede til århundrede, fra genera
tion til generation eller måske endnu hurtigere”. Det er uden tvivl baggrun
den for, a t begrebet “evigt virkende n a turlove” efterhånden kom til a t spille en stor rolle i den alm ene debat og den alm ene bevidsthed. H er v ar noget sik
k e rt og stabilt m idt i alle forandringer
ne. Det er derimod m ere tvivlsomt, n å r h an vil bruge Newton som eksempel på, a t m an søgte noget, der byggede på u an tastelig viden og logik. Det er nok m ere den forestilling, der m anifestere
de sig, da den m ere benhårde positivis
me kom frem. Det er som bekendt i Principia (1686-87), Newton form ule
rede sin m atem atisk-fysiske beskrivel
se a f de forhold, der overalt eksisterer mellem stoflige legemer. Men indled
ningen til bogens 3. del er vigtig, for h er form ulerer Newton nogle alm inde
lige principper for god videnskabelig metode, som vistnok senere blev noget overset, i hv ert fald i de m ere popu
læ re frem stillinger af disse sager. E t af Newtons principper lyder: “/ erfarings
videnskaberne må vi betragte udsagn baseret på en almindelig induktion ud fra fænomenerne som fuldstændig eller næsten sande (...) indtil der dukker an
dre fænomener op, ved hvilke udsagne
ne enten kan gøres mere nøjagtige eller underkastes undtagelser”. Det v ar som bekendt netop det, der om kring å r 1900 skete med nogle af de new ton’ske beskrivelser. Allerede for Tyge Brahe var det helt afgørende, a t viden stadig skulle ju steres ud fra nye observatio
ner og nye teoretiske overvejelser. Dis
se m enneskers søgen efter noget s ta bilt havde i hv ert fald som forudsæ t
ning, a t m eningerne trods alm enm en
neskelig tra n g til orden og stabilitet ofte m åtte vige for nye indsigter, og det er vel ju s t det grundlæggende og epo
kegørende ved den nye tid i m odsæ t
ning til tidligere, da der forelå faste dogmer, som m an kunne blive - og blev - b ræ n d t for ikke a t betragte som evige sandheder. Men det er rigtigt, at n å r videnskabelige indsigter er blevet om sat til alm ene forestillinger, er det ofte sket i form af en vis reduktionis
me - et forhold det er væ rd a t have i tan k ern e ved enhver beskæftigelse med den side af m entalitetshistorien.
E t af de store forklaringskrævende problem er i europæ isk historie er vel netop det, der drejer sig om, hvordan det gik for sig, da de gamle magisk-re- ligiøse forklaringsram m er langsom t og gradvist og med m asser a f kom plika
tioner skiftedes ud med den “m oder
ne”. I de almindelige overvejelser over disse spørgsm ål synes det ofte a t være en hæm sko, a t m an næ rm est h a r ved
tag et en fast afgræ nsning af Oplys
ningstiden og lader den begynde en
gang i 1700-tallet, ligesom fokuserin
gen på den elitæ re side a f sagen synes a t skygge for nogle andre lige så cen
trale sider. Det forekommer mig a t være et helt afgørende aspekt, a t det v ar et hovedpunkt i 1600-tallet, at de
Lykkemagere og civilisationsskabere i 1700-tallets Danmark
nye videnskabelige og tekniske land
vindinger blev om sat til praktiske for
anstaltninger, der som oftest førte til m æ rkbare forbedringer af befolknin
gens levevilkår. N aturvidenskabens forklaringsm åder fik efterhånden kød og blod i gennem gribende sam funds
forandringer og skaffede sig langsom t plads i den alm ene bevidsthed på reli
gionens bekostning. H erhjem m e hav
de vi f.eks. Ole Rømer. Denne posthu
me elev a f Tyge B rahe havde som m ed
lem a f det kongelige franske viden
skabsakadem i i P aris læ rt a t lade det videnskabelige og det teknisk-nyttige gå hånd i hånd. Da C hristian 5. kaldte ham hjem i 1681, blev h a n leder a f en lang ræ kke s am funds vigtige reform er a f teknisk art. H ertil hørte også k alen derreform en, hvor D anm ark i åre t 1700 “afskaffede” 11 døgn og gik over til den gregorianske kalender, hvilket v ar en stor og betæ nkelig sag for m an
ge, isæ r fordi beregningen af påsken derved blev æ n d ret.6 De m ange refor
mer, der æ ndrede store dele a f det, vi i dag kalder in frastru k tu ren , var alt sam m en noget, der berørte befolknin
gens daglige liv og derved konfrontere
de den med den nye ratio n alitet og dens praktiske anvendelighed, selv om den m åtte føre til svære anfæ gtelser i forhold til det gamle og kendte. Det fo
rekom m er mig, a t det er denne befolk
ningens konfrontation med den nye tilvæ relsestolkning gennem æ n d rin ger i deres praktiske liv og senere også gennem undervisning, der er forud
sæ tningen for den store m entalitets- æ ndring, vi plejer a t kalde sekularise
ringen, og derm ed for den vestlige civi
lisations udvikling - i m odsætning til f.eks. m ange m uslim ske lande, hvor m agthaverne i vid udstræ k n in g enten ignorerede det nye eller beholdt frug
tern e af det for sig selv uden a t om sæ t
te det til sam fundsforandringer.
Lykkemagerne han d ler om et stad i
um i denne lange og møjsommelige proces, og h er ligger ju s t dens store værdi. Der er forfatterens skildring af holdningerne hos de stræbsom m e bøn
der, og der er ikke m indst h ans skil
dring a f forvalter K lestrup og hans fine forståelse af tankegange og følel
ser hos denne forkæm per for det godes sag. C hristiansens viden om både de store linier og den “store” historie og om de faktiske forhold, som K lestrup havde inde på livet, sæ tter ham i stan d til a t balancere fint mellem for
ståelse a f K lestrups ta n k er som de m åtte forme sig i h ans situation og de større linier, som K lestrup ikke selv kunne overskue, m en hvor h a n også hører hjemme, og som vi nu kender til.
Det er frem ragende historieskrivning, som forekommer a t ligge helt inden for et m oderne videnskabssyn. Og det be
m æ rkes, a t stilen i denne sjette del af bogen i langt ringere grad end andre steder stjæ ler billedet.
N oter
1. Som et eksempel blandt mange kan nævnes Robert Muchembled: Culture Populaire et Culture des Elites dans la France Moderne (XV - XVIII siécles), 1978, eng. overs. Popu- lar Culture and Elite Culture in France 1400-1750 (1985), som lægger meget vægt på studiet af følelser som angst og usikkerhed i en tilværelse, der var truet fra mange sider.
2. Danmarks Riges Krønike, IV, 1599, s. 42, jfr.
også Kalkar.
3. Studier i Christian Ils ikonografi, Festskrift udgivet af Københavns Universitet, 1970, s.
9 f.
4. Bind V, 1963, s. 447.
5. Her citeret fra Livsanskuelser gennem tider
ne, Renaissance I, 1958, s. 90.
6. Studiet af Ole Rømers virke er blevet lettet betydeligt ved udgivelsen af Ole Rømer, kor
respondance og afhandlinger samt et udvalg af dokumenter, samlet, oversat og udgivet af Per Friedrichsen og Chr. Gorm Tortzen, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2001.
Jfr. min anmeldelse i Fund og Forskning 2003.
