• Ingen resultater fundet

Debat: Hvornår blev Kirsten Sørensdatter til fru Jensen?

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Debat: Hvornår blev Kirsten Sørensdatter til fru Jensen?"

Copied!
6
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

G u d ru n G orm sen m ed u d g a ngspunkt i en dagbog fra første halvdel a f 1800-årene13.

Beskrivelsen og analysen a f de økologisk betingede, regionale v ariatio n er i æ ldre dansk la n d b ru g og b o n d ek u ltu r er im idlertid stort set jom fruelig jo rd . M asser a f opgaver ligger h er og venter på historikere, etnologer og kul­

turgeografer. K arl-E rik F randsens d isp u tats h ar væ ret m ed til at vise, hvor påtræ ngende såd an n e opgaver er, og den vil m ed sin rig­

dom på d a ta og kort blive ét a f de vigtigste h o ldepunkter og én a f de flittigst konsulterede h ån d b ø g er i det arbejde, der bør gøres i de kom m ende år.

Ole Degn:

H v o rn år blev Kirsten Sørensdatter til fru Jensen?

- den historiske udvikling a f g ifte kvinders b rug a f giftenavn.

Ved den nye navnelov a f 29. april 1981 blev d et bestem t, at såvel kvinden som m anden ved indgåelse a f æ gteskab beholder sit efter­

navn, m ed m indre den ene p a rt erklæ rer at ville antage den andens efternavn. Blot 20 år forinden v ar det ved navneloven a f 17. maj 1961 blevet bestem t, at en kvinde ved in d g å ­ else a f æ gteskab fik m andens efternavn, m ed m indre h u n forinden over for vielsesm yndig- heden havde afgivet erklæ ring om , at hun ønskede at bære det navn, hu n b ar før æ gte­

skabet.

På blot 20 år er altså sket en udvikling, der endte m ed en kovending i 1981. M an er nu n ået tilbage til de navneforhold, vi kender fra historien, n å r vi læser om f.eks. B irgitte Gøje og hendes æ gtem and H e rlu f Trolle, der le­

vede i 1500-årene, og om M arie G ru b b e og hendes æ gtem æ nd U lrik Frederik G ylden­

løve, Palle D yre og Søren Sørensen M øller, d er levede i 1600-årene og begyndelsen a f

1700-årene.

Skikken, at kvinden a n tag er m andens efter­

navn, finder vi de første eksem pler på h er­

hjem m e i 1700-årene. M åske er grevinde Louise Stolberg, født Reventlow (1746-1824) b la n d t de første, som m an ser tage navn efter æ gtem anden; h u n v ar i 1777 blevet gift m ed grev C h ristian Stolberg. U dbredelsen a f skik­

ken skete im idlertid længe m eget langsom t, og de færreste gør sig sikkert klart, at den først er blevet næ sten enerådende op im od vores tid. N u er skikken så fastgroet, at de fleste h a r svært ved at forestille sig an d et, og selv efter den nyeste navnelov synes det at være m est alm indeligt, at kvinden vælger at an tage æ gtem andens navn.

H v o rn år og h v ordan det blev skik, at kvin­

den antog m andens efternavn, h a r tilsynela­

dende aldrig tidligere væ ret u n d ersø g t1. Skik­

kens indtræ ngen synes im idlertid at være af- spejlet i kirkebøgerne, hvor kvinderne anføres sam m en m ed m æ ndene i dåbsindførslernes foræ ldrerubrik og i begravelsesindførslerne.

U ndersøgelser på dette g ru n d lag for det nørrejyske om rådes vedkom m ende afslører, at få å rtier før 1800 begyndte gifte kvinder at antage m andens efternavn. Skikken u d b re d ­ tes først i købstæderne. I de nørrejyske kirkebø­

ger m øder m an den først i de østjyske købstæ ­ d er (R anders, Å rhus, S kanderborg og Vejle am ter) sam t i Lem vig, V iborg og V arde, hvor m an sporadisk i dåbsindførslernes foræ ldre­

rubrik finder enkelte, efter en tid sn a rt lidt flere m ødre betegnet m ed et »født«, efterfulgt a f vedkom m endes eget navn. De første ek­

sem pler i N ørrejylland overhovedet synes at være fra K olding og H orsens i 1760erne, d e r­

efter kom m er R anders, Vejle og F redericia i 1770erne osv. F ra 1830 og indtil 1890erne ser m an skikken brede sig til de fleste an d re købs­

tæder.

13. G udrun Gormsen: Hedebonden. Studier i gårdm and Peder K nudsens dagbog 1829-1857 le f sm å­

skrifter 1982.

1. Kvindens antagelse af mandens efternavn behandles således hverken i Frederik Nielsen, Axel Olrik og Johs. C. H. R. Steenstrup: Dansk navneskik. Betænkning afgiven af den af Justitsm inisteriet den 4. maj 1898 nedsatte kommission, 1899, eller i Georg Søndergård: Bogen om personnavne. Oprindelse.

Historie. Brug, 1979.

(2)

stæ der alm indeligt, at konerne anføres m ed et

»født«, idet der dog fortsat er enkelte eller nogle fa, der im ellem de øvrige bæ rer deres eget navn på den gam le vis.

En alm indelig b ru g a f navneform en m ed

»født« ser m an først i Ebeltoft 1845, i Ribe 1846, i R ingkøbing 1851, i Fredericia 1853 osv., idet m ange købstæ der kom m er m ed især i 1880erne. I de nordjyske købstæ der (i H jø r­

ring, T h isted , Å lborg og V iborg am ter sam t i byerne Lem vig, H olstebro og H obro) og i Å rhus blev det dog i hvert fald indtil 1930erne (landsarkivet h ar ikke de nyere k ir­

kebøger) aldrig alm indeligt, at præ sterne og kordegnene anførte kvinderne m ed et »født«;

m an ser her blot deres eget navn. F orklarin­

gen er m uligvis, at m an er gået fra en angi­

velse a f de faktiske forhold - m ed kvinder m ed navneform en »født« og kvinder m ed eget navn mellem hinan d en efter de pågæ ldendes egne angivelser - til en angivelse m ed et under­

forstået alm indeligt »født«, idet foræ ldreru- brikken ren t bogstaveligt anfører de pågæ l­

dendes navne, således som disse stå r på d å b s­

attesterne.

For dette kunne tale, a t m an i en række købstæ der, hvor m an i 1860erne eller

1870erne v ar gået over til alm indeligt a f a n ­ føre kvinderne m ed et »født«, ophører h er­

m ed nogle m ån ed er efter ja n u a r 1892, da m an v ar gået over til det nye kirkebogssy- stem . D ette systems rubrikoverskrift »Foræl­

drenes fulde navn efter forevisning a f døbe- eller i alt fald vielsesattest. . .« kan som nævnt være taget rent bogstaveligt. D ette forhindrer dog ikke, at m an h a r købstadsogne, hvor den alm indelige anvendelse a f form en »født« først begynder efter 1900 (G renå 1917, H erning

1926).

I en del tilfælde kan m an altså ikke på grundlag a f kirkebøgerne u dtale sig om de faktiske forhold. M en i alle de kirkebøger, hvor m an ser kvinder m ed angivelsen »født«

og kvinder m ed eget navn im ellem hinanden, m å m an - også n å r blot en enkelt eller to om året ses anført m ed et »født« - regne med kirkebøgernes angivelser.

At kordegnenes og sognepræ sternes praksis ved noteringerne også kan have spillet en rolle, ser m an a f det forhold, at sognene ikke altid følges ad ved indførelsen a f angivelsen

»født« i de byer, der h a r flere sogne, jfr. føl­

gende opstilling:

Første forekomst af »født«:

det ene sogn det andet sogn

Ålborg 1847, aldrig alm. ingen ses

Arhus 1814, aldrig alm. 1814, aldrig alm.

Viborg 1817, aldrig alm. 1818 (kontrabog), 1854

(hovedbog), aldrig alm.

Ribe 1845/44, aldrig, alm. 1853, 1882 alm.

D erim od ser m an en fin overensstem m else i forholdet m ellem sognepræ stens og kordeg­

nens praksis. 1 16 købstadsogne finder m an sam tidig i de to kirkebøger den første brug a f den nye form, m ens forholdet ikke kan afgøres i 12 købstadsogne (sognepræ sten bruger for­

m en f ø r 1814, d a vi fik kontrabøgerne, eller landsarkivet m angler endnu sognepræ stens bog, der m ange steder blot er afleveret op til ca. 1850). K u n for fire købstadsogne ses uo­

verensstem m elser, jfr. følgende:

Horsens

Første forekom;

sognepræsten 1813

5t af »født« hos kordegnen

1815

Løgstør 1833 1851

Ribe 1844 1845

Ringkøbing 1821 1838

Ved den almindelige overgang til anvendelsen a f form en »født« finder m an overensstem ­ melse i de fem købstadsogne, hvorfra la n d sa r­

(3)

kivet til nu h a r både hovedbøgerne og k o n tra ­ bøgerne for de pågæ ldende tidspunkter.

I landsognene ser m an som næ vnt noget se­

nere kvinder anført m ed et »født« i forældre- rubrikken. D er synes at være m eget få før 1850. M ange steder synes angivelser med

»født« først at være blevet alm indelige i 1920erne og 1930erne, og m ange steder var de det endnu ikke i 1940erne. Flere steder ses så d an n e angivelser slet ikke at forekomme.

Forklaringen kan her være den sam m e som for købstæ derne.

I de tilfælde, hvor m an i kirkebøgernes for- æ ldrerubrik ser de to navneform er mellem h in an d en , kan m an få et indtryk af, hvor u d b re d t det var, at kvinderne antog m andens efternavn. M an ser her, at i en købstad som N ø rresundby (købstad 1900), blev i 1892 ved d åben a f drenge i foræ ldrerubrikken 23 m ødre anført m ed eget navn, 29 m ed »født«; i 1902 v ar tallene 2 og 53, i 1912 2 og 71. O g endnu i 1940erne finder m an i flere købstæ der enkelte kvinder anført m ed eget navn. På la n ­ det ser m an i et landsogn som Tolne, hvor praksis at angive kvinderne m ed et »født«

blev alm indelig i 1905, i 1911 tre ud a f syv kvinder anført m ed eget navn, i 1914 fem ud a f 12, i 1926 tre ud a f 12, i 1937 to ud a f seks, i 1945 to ud a f ti. M an kan altså ikke før navne­

loven a f 1961 gå ud Ira, at en kvinde h ar an tag et sin m ands efternavn. O g det kan m an jo i øvrigt heller ikke derefter.

Som næ vnt m edførte form uleringen a f de nye foræ ldrerubrikoverskrifter ved kirkebogs- reform en 1891, at angivelse a f m ødrenes gifte- navn i et vist om fang ophørte, idet m an tog rubrikkens form ulering om »forældrenes lulde navn« bogstaveligt. D erfor er der til supplering a f undersøgelsen på g ru n d lag a f foræ ldrerubrikken foretaget nogle stikprøver på g ru n d lag a f kirkebøgernes begravelsesind- førsler med henblik på at kaste lys over gifte kvinders brug a f giftenavn.

Det viser sig, jfr. følgende opstilling, at der er sogne, hvor overvægten m od giftenavn tip ­ per allerede i 1880erne, andre, hvor giftenavn endnu i 1920erne o p træ d er ganske sporadisk.

En konkret undersøgelse a f forholdet mellem navn i foræ ldrerubrikken og navn i begravel- sesindførslen for 50 gifte m ødre, d er i årene 1873—76 fik døbt børn i Løgstør og i foræ ldre­

rubrikken anføres m ed eget navn, viser, at tre står m ed eget navn, da de senere blev b eg ra­

vet, 16 med giftenavn, m ens 31 ikke er fundet døde i Løgstørs kirkebog. De tre m ed eget navn er begravet i 1879, 1885 og 1903, de 16 m ed giftenavn i årene 1878-1924, og der synes næ ppe at være tvivl om, at anførelsen a f giftenavn hæ nger sam m en m ed den alm in d e­

lige overgang i Løgstør til dette om kring 1890.

N år skikken, at kvinden bæ rer m andens efter­

navn, i de første m ange å r blot o p træ d er spo­

radisk, skyldes det sociale forhold. D en blev nem lig først optaget a f købstæ dernes og til en vis grad landsognenes højere sociale lag. De første koner, d er anføres m ed et »født« og ikke blot deres eget navn - -d a tte r eller eget ikke- sen-navn - var gift med (højere) em beds- m ænd, som officerer, herredsfogeder, am tsfuldm æ gtige, told- og postem bedsm æ nd, sognepræ ster, rektorer, ad junkter, eller de var gift m ed m ænd fra liberale erhverv, som p ro ­ k uratorer, læger, bygningskonduktører, ap o ­ tekere, m usici, landinspektører, eller m ed større købm æ nd, fabrikanter, som bryggeri- ejere, jern stø b ere, nu og da også bedrestillede håndvæ rkere, og på lan d et godsejere og p ro ­ prietæ rer. Først langt senere forekom m er skikken hos de laverestillede lag.

Form entlig h a r forholdet en vis sam m en ­ hæng m ed udbredelsen a f faste slægtsnavne.

Disse kom tidligst i brug i borgerskabets øver- ste lag, langt senere i dets lavere lag og i b o ndestanden, for bønderne i Vendsyssel, T hy og H im m erlan d således først i 1860erne og 1870erne og sp red t en d d a endnu senere, til trods for, at forordning a f 30. maj 1828 og cirkulæ re a f 6. august 1856 p åbyder brugen a f faste slæ gtsnavne2. D er v ar m indre gru n d til, at en a rb ejd erh u stru eller en bondekone med navnet A n d ersd atter skulle kalde sig fru Pe­

dersen (Peders søn), end at en toldforvalter-

2. Jfr. Frederik Nielsen, Axel Olrik og Johs. C. H. R. Steenstrup: Dansk navneskik, s. 119-20.

(4)

Procenttal fo r gifte kvinder, der i begravelsesindførslerne er anført med mandens efternavn som giftenavn.

Varde N ørre­

sundby

Løgstør Vammen Tolne Fruering

1850-54 20

1855-59 64

1860-64 79

1870-74 91 31 57

1875-79 100 41 42

1880-84 46 12 38

1885-89 88 83 0 17

1890-94 75 96 76 13 22 4

1895-99 45 12 0 0

1900-04 22 27 0 0

1905-09 100 93 50 6

1910-14 100 3

Af samlet antal be­

gravede gifte

kvinder 213 333 337 72 70 190

Aret for vende­

punktet 1855/56 1883/84 1885/86 1904/05 1906/07 senere end 1935

frue, født L und, skulle kalde sig fru Schonau.

Skikken m ed patronym ikonform en »-datter«

h ar form entlig også væ ret a f betydning, så længe befolkningen endnu havde en fornem ­ melse a f indholdet. H elt til 1920erne finder m an kvinder betegnet -datter.

Som anført, ser m an selv efter, at kirkebø­

gerne de fleste steder alm indeligt næ vner kvinderne m ed et »født«, fortsat undtagelser, hvor kvinderne bæ rer deres eget navn. H elt indtil navneloven 1961 beholdt kvinden a u to ­ m atisk ved æ gteskabets indgåelse sit eget navn, og det v ar hendes ret, ikke hendes pligt at antage m andens n av n 3. Først m ed loven a f

1961 fik hun ved æ gteskabets indgåelse m a n ­ dens slæ gtsnavn, hvis hun da ikke forinden over for vielsesm yndigheden afgav erklæ ring om, at hun ønskede at bære det navn, hun bar før æ gteskabet. In d til da skulle æ ndring a f en kvindes efternavn i forbindelse m ed ægteskab ikke anm eldes til offentlig m yndighed.

At ikke alle gifte kvinder antog deres m ands navn, frem går klart a f den viste opstilling.

M en det frem går også klart, at stadig flere gifte kvinder antog m andens navn, og op im od vores tid blev skikken næ sten enerå­

dende.

D a d er i 1960 skulle afgives betæ nkning a f det udvalg, der i m arts 1952 v ar blevet nedsat a f Ju stitsm in isteriet til at udarbejde g ru n d la­

get for en ny lovgivning om personnavne, stod m edlem m erne i en vanskelig situ atio n 4.

M an fandt vel, at ren t u m id d elb art syntes det at stem m e bedst m ed kvindens ligeberetti­

gelse, at hun beholdt sit pigenavn som fam i­

lienavn efter gifterm ålet. På den anden side ønskede m an også at foretrække lovbestem ­ m elser, der m åtte form odes norm alt at falde sam m en med den gifte kvindes ønske, således at de ville kræve de færreste anm eldelser. O g udvalget fandt efter det foreliggende, at der ikke var nogen tvivl om, at det inden for en

3. Jfr. kom m entarerne i Karnovs lovsamling, 4. udg. 1948, 2, 1949, s. 2094, note 23-25, og Betænkning om en ny lovgivning om personnavne. Afgivet af det af Justitsm inisteriet den 20. marts 1952 nedsatte udvalg, 1960, s. 12.

4. Betænkning om en ny lovgivning om personnavne, 1960, s. 29-30.

(5)

overskuelig frem tid fortsat ville være sådan, at langt de fleste gifte kvinder ville foretrække at føre sam m e fam ilienavn som m anden.

M an kunne her henvise til oplysninger fra K øben h av n s folkeregister, d er viste, at a f ca.

250.000 gifte eller tidligere gifte kvinder i kom m unen v ar d er blot 10.000, der havde indgivet anm eldelse om at ville føre deres pigenavn som fam ilienavn. E n d d a var om ­ kring halvdelen a f disse anm eldelser først in d ­ givet ved æ gteskabets opløsning.

U d fra ligestillingstanken havde udvalget dog i sit arbejde overvejet m uligheden a f en regel, d er tillod m and og kone som fælles fam ilienavn for sig og børnene at føre enten m andens eller konens fam ilienavn. M en u d ­ valget m ente dog ikke, at m an bu rd e bryde så rad ik alt m ed den nedarvede fam ilienavnsord- ning. O g ved behandlingen a f det lovforslag, d er blev resu ltatet a f udvalgets arbejde, stil­

lede blot socialdem okraten A strid Skjoldbo spørgsm ålstegn ved bestem m elsen, at kvin­

den ved æ gteskabets indgåelse fik m andens slæ gtsnavn, m ed m indre h u n forinden havde afgivet erklæ ring om at ville beholde sit eget pigenavn5. A strid Skjoldbo fandt det m ere i pagt m ed tiden, om kvinden før sit gifterm ål i alle tilfælde tra f bestem m else om, hvorvidt hun ønskede at beholde sit eget navn eller at antage sin tilkom m ende m ands navn. M en dette v a n d t ikke genklang. O g et nedsat folke­

tingsudvalg fandt ikke et forslag fra D ansk K vindesam fund om en særlig blanket til brug i forbindelse m ed udfærdigelse a f vielsespapi- rerne hensigtsm æssig. På blanketten skulle kvinden anføre, om hun ønskede at beholde sit eget navn eller at an tag e ægtefællens; m en udvalget m ente ikke, at m an kunne føje en a ttest til de m ange, der skulle tilvejebringes før æ gteskabs indgåelse. M ed loven fik m an altså den bestem m else vedrørende den gifte

kvindes efternavn, som m an blot 20 å r senere m åtte æ ndre til det m odsatte.

Set på baggrund a f udviklingen inden for fam ilien og kvindebevægelsen synes det at være visse perspektiver i spørgsm ålet: H vorfor blev K aren S ø ren sd atter til fru Jensen? At de gifte kvinder på denne m åde fik understreget deres tilhørsforhold til m anden, h a r næ ppe noget at gøre m ed en udvikling henim od ker­

nefam ilien. For som det frem går a t flere u n ­ dersøgelser, h ar kernefam ilien væ ret helt do­

m inerende både i 1700-årenes og 1800-årenes D anm ark'1. D erim od kan de gifte kvinders a n ­ tagelse a f m andens navn have sam m enhæ ng med udviklingen a f et skel mellem intim - eller privatsfæ ren og offentlighedssfæren. At netop de højeste sociale lag v ar de første, der antog skikken at anvende giftenavn, kunne antyde dette. N etop de velstillede, de højere em beds- m æ nd, de større købm æ nd og fabrikanter, godsejere osv., m arkerede sig i og overfor of­

fentligheden, og fra dem kunne skikken som et socialt prestigefæ nom en langsom t brede sig til de lavere befolkningslag, hvor det med udviklingen a f skellet m ellem intim - og offent­

lighedssfæren efterhånden kunne fa m ening.

Ser m an på udviklingen inden for kvindebe­

vægelsen, kom skikken derim od til a t virke i m odsat retning. Sam tidig m ed, at m an fik en m ere u d b red t agitation for og forståelse for, at kvinderne kunne være selvstændige, at de havde deres eget væ rd, at de kunne virke ude på arbejdsm arkedet, udbredtes den skik, at de gennem antagelse a f m andens efternavn tilkendegav et tilhørsforhold til m anden. Selv efter årtiers kam p for kvindernes selvstæ ndig­

hed kunne folketinget så sent som i 1961 ved­

tage en lov, d er gav kvinderne m andens navn.

En praksis, der langsom t havde udviklet sig gennem 200 år, v ar derm ed blevet lovfæstet.

På dette tidspunkt h ar m an im idlertid været

5. O m behandlingen af dette punkt i lovforslaget, se Folketingstidende, 1960-61, sp. 983-84, 991-92, 995- 98, 1005, 3125—3129, og Folketingstidende, 1960—61, B, sp. 563—66 (Betænkning over forslag til lov om personnavne, afgivet af udvalget den 20. april 1961).

6. Se her Jørgen Elklit: Household structure in Denmark 1769-ca. 1890 (Sune Åkerman, H ans Chr.

Johansen and David G aunt (ed.): Chance and change. Social and economic studies in historical dem ography in the Baltic area, 1978, s. 109-21) og de der citerede arbejder af Hans Chr. Johansen, H ans Henrik Schou og Henrik Fangel.

(6)

vel sent ude m ed en såd an lovbestem m else.

Eller er det maj 1968 og de an d re voldsom m e udviklingstendenser i sam fundet, der h a r be­

virket, at m an med navneloven 1981 h a r m å t­

tet lovgive helt m odsat, således at hver a f p arte rn e nu beholder sit eget navn, m ed m in­

dre den ene erklæ rer at ville an tage den a n ­ dens navn?

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

I en artikel fra udstillingen, der ikke er optrykt i Den gotiske Renaissance, beretter Johs.. Jensen, at han har set en lille notits om en arbejder, der er faldet ned fra et

1781 Peder Poulsen, Poul Korsgaard og Kirsten Sørensdatter; Johanne Sørensdatter, Anne Christensdatter Christen Lauritsen fra Tøving, Michel Jensen, Anders

Mortensen, Julius Peter, Jensen, Jens Peter, Kloster, Christen Pedersen, Frederiksen,Frederik Andreas, Nielsen, Rasmus, (S.Sv.T.), Jensen, Niels Christian, Christensen, Anders,

Nielsen, Hans, Jørgensen, Frederik, Honoré, Jacob Abraham, Petersen, Hans Frederik, Skotnborg, Niels Sørensen, Knudsen, Jens Christian, Bruun, Peter Petersen, Jensen,

Hvis du ikke finder hvad du søger her i registeret, kan det altså godt være i kirkebogen alligevel.. Der er også en del forkortelser (militære numre mm), som du selv

POUL JOHS.. Ingen af de andre Landskabslove fik et lignende om fangsrigt Tillæg, og hverken de eller J.. kender adskilligt liere af den Slags Stridigheder end

Spørgsmaalet om, hvorvidt m an straks under en eller anden Form kan stabilisere Kronens værdi ved Shillingens uden a t gaa over til Guldmøntfoden, h ar

Hvis du skal undersøges eller behandles på sygehuset, skal du have en henvisning fra din egen læge, en speciallæge eller lægevagten.. Du får et brev fra sygehuset, om hvor og