Aarsagerne til Landbrugets Mangel paa Arbejdskraft.*)

Aarsagerne til

Landbrugets Mangel paa Arbejdskraft.*)

Af D epartem entschef Einar Cohn.

Arbejdskraftmangel i dansk Landbrug før og nu.

Den Nedgang, som nu i en A arræ kke har præ get Landbru- gets Forsyning med A rbejdskraft, er efterhaanden blevet et af de store Problem er, Erhvervet staar over for i dets Forsøg paa at overvinde de V anskeligheder, som Efterkrigstiden er kende- tegnet af. Problem et er ikke nyt. Det var fremme saa tidligt som i Slutningen af forrige A arhundrede, og siden er det med M ellem rum dukket op paany, saaledes om kring 1908 og i A arene under og efter den første V erdenskrig, da m an som bekendt saa sig nødsaget til at indforskrive polske Landarbej- dere for at afbøde M anglen paa hjem lig A rbejdskraft.

Først fra Slutningen af T yverne kan man regne med, at Be- hovet for A rbejdskraft var nogenlunde tilfredsstillet, og i Krise- aarene i 1930erne, da Byernes store A rbejdsløshed virkede som Bremse paa V andringen fra Land til By, klagedes der kun sjæ l- dent over M angel paa A rbejdskraft. M en efter at B yerhvervene havde overvundet K risens væ rste Følger, og Beskæftigelsen i Byerne paany havde begyndt at vise Stigning, indtraadte der en kraftig Tilbagegang i Landbrugets A rbejdskraft. A lene i Lø- bet af de 2 A ar fra 1934 til 1936 form indskedes A ntallet af faste M edhjæ lpere med ca. 22 000. Samtidig forøgedes ganske vist den m idlertidige M edhjæ lp (løse D aglejere o. lign.) med 4—5 000, men dog altsaa langt fra tilstræ kkeligt til at opveje N edgangen i den faste M edhjælp. A rbejdskraftspørgsm aalet

*) Efter Foredrag ved K onsulentm ødet paa L andbohøjskolen den 29.

M arts 1947. Fuldm æ gtig i Det statistiske D epartem ent, P. Døssing, h ar i vidt Omfang b istaaet ved U darbejdelsen.

kom derfor atter til at staa i Centrum for den landbrugspoliti- ske Debat, og Socialm inisteren nedsatte i 1936 et sæ rligt Ud- valg af Sagkyndige til at overveje, hvilke Foranstaltninger der eventuelt skulde kunne træffes for at bringe A rbejdskraften frem paa M arkedet igen.

Inden U dvalget i 1937 havde afsluttet sit A rbejde, synes Pro- blem et im idlertid tildels at have m istet sin A ktualitet. Først henim od Slutningen af den anden V erdenskrig m øder vi det igen, og det truer nu med at antage saadanne Dimensioner, at dets Løsning kan blive delvis afgørende for, om det skal lyk- kes for Landbruget at fortsæ tte sin V irksom hed efter de Ret- ningslinier, der har væ ret gæ ldende i det sidste trekvart Aar- hundrede.

Arbejdskraftmangel i fremmede Landes Landbrug.

H eller ikke i fremmede Landes Landbrug er man ukendt med, at Behovet for A rbejdskraft med visse M ellem rum ikke k an til- fredsstilles. I Trediverne var Problem et saaledes fremme i Lande som England, Frankrig, Tyskland, Sverige og C zekoslovakiet, og de spredte og delvis ufuldstæ ndige O plysninger, der fore- ligger om U dviklingen under og efter K rigen i de vigtigste Landbrugslande, viser, at man ogsaa i denne Periode har væ ret inde i en nedadgaaende Bevægelse, hvad Forsyningen med A r- bejdskraft angaar. For Canadas V edkom m ende er det saaledes oplyst, at A ntallet af m andlige Landbrugsm edhjæ lpere fra 1939 til 1944 — Tallene er ikke ført læ ngere frem til N utiden — faldt fra godt 1,2 til 1 M illion, altsaa med godt 200 000 M and eller ca. 17 pCt. I samme Tidsrum form indskedes A rbejdskraf- ten i De forenede Staters Landbrug fra ca. 10,7 til ca. 10 Miil.

Mand, og den lejede A rbejdskraft alene gik ned fra ca. 2,6 til godt 2,2 Mili. M and eller med ialt ca. 16 pCt. For de austral- ske Landes V edkom m ende foreligger der kun Oplysning om Forskydningerne i den faste A rbejdskraft og kun for A arene indtil 1942; men i den Periode, der saaledes er belyst — 1939—42 —■ er den faste M edhjæ lp form indsket ret betydeligt, nem lig med om kring 12 pCt.

For de Lande, der hidtil er omtalt, kunde N edgangen i A r-

202

bejdskraften vel i H ovedsagen betragtes som en naturlig Følge af M ilitæ rindkaldelserne under Krigen, og der er heller ingen Tvivl om, at de har frem m et N edgangen stæ rkt. Paa den anden Side har Indkaldelserne næ ppe væ ret den eneste A arsag til A rbejdskraftens Indskræ nkning, og om vendt viser U dviklingen i England, at det trods store U dskrivninger af Krigsm andskab har kunnet lade sig gøre ikke blot at undgaa N edgang i Land- brugets A rbejdskraft, men endog at forøge A rbejdskraften ret betydeligt. Landbruget i Storbritannien (England, Skotland og W ales) beskæ ftigede i 1939 — bortset fra Brugerne og deres H ustruer — godt 700 000 A rbejdere, og dette Tal var i A arene 1944 og 1946 vokset til henholdsvis ca. 860 000 og ca. 890 000 eller med henholdsvis ca. 23 og ca. 27 pCt. En Del af den for- øgede A rbejdskraft v ar stillet til Raadighed af The W om eris Land Arm y, i 1946 dog kun godt 30 000, ligesom de m ilitæ re Styrker i H jem landet i nogen U dstræ kning har deltaget i Land- brugsarbejdet. Endvidere har ogsaa K rigsfanger væ ret beskæ f- tiget i ret stort Antal, og der næ redes en O vergang Frygt for, at K rigsfangernes H jem sendelse vilde medføre stæ rk Tilbage- gang i den forhaandenvæ rende A rbejdskraft. Frygten synes dog at have væ ret ubegrundet, idet en betydelig Del af det engelske M andskab, der vender hjem, efterhaanden som Demo- biliseringen skrider frem, søger A rbejde i Landbruget.

Ser vi endelig paa U dviklingen i et Land som Sverige, viser det sig, at Landbruget her ligesom i de fleste krigsførende Lande har m aattet arbejde med et stadigt aftagende M edhjæl- perantal. Egentlige løbende O ptæ llinger foreligger ikke, men N edgangen i Løbet af K rigsaarene synes paa andet Grundlag at kunne opgøres til om kring 15 pCt.

M ed det korte O verblik, jeg nu har givet over Forholdene i tidligere Tid og i andre Landbrugslande end Danmark, har det væ ret min H ensigt at pege paa, at de V anskeligheder, som de danske Landmænd for Tiden har med at skaffe tilstræ kkelig A rbejdskraft til V eje, er noget, som de har tilfæ lles baade med tidligere G enerationer og med K olleger i andre Lande. Vi har med andre O rd at gøre med Forhold, som ikke er begræ nset

til bestem te Steder eller bestem te Tider. Im idlertid er dette jo en ringe Trøst, og det bør naturligvis ikke friste til B etragtnin- ger i Retning af, at naar Forholdene tidligere er gledet i Lave igen, gør de d et nok ogsaa denne Gang, blot man venter og ser Tiden an. For selv om dette skulde væ re Tilfældet, vil man m aaske ved at efterforske A arsagerne til, at Forholdene er, som de er, blive i Stand til at finde M idler, der kan bidrage til en hurtigere G enoprettelse af Ligevægten.

Hvor stor er Nedgangen i Landbrugets Arbejdskraft fra før Krigen til nu?

Før man ser paa Spørgsm aalet om A a r s a g e r n e til Land- brugets M angel paa A rbejdskraft, vil det im idlertid væ re n a- turligt at spørge, om der kan siges noget om, hvor stor M an- gelen er. Det m aa hertil bem ærkes, at det eneste, vi i saa H en- seende har fuld Klarhed over, er, hvor stor en Nedgang der har fundet Sted i A ntallet af M edhjæ lpere og A rbejdere, som Landbruget har haft til Raadighed. Om M angelen saa svarer til N edgangen, er et Spørgsm aal for sig, som jeg senere skal vende tilbage til.

Tager m an ved Bestemmelsen af N edgangen i A rbejdskraf- ten sit Udgangspunkt i Forholdene i det sidste Førkrigsaar 1938—39, viser de aarlige Landbrugstællinger, at der fra dette Tidspunkt indtil 1945—46 er sket en Form indskelse af Land- brugets sam lede A rbejdskraft paa ca. 47 000 H elaarsarbejdere, nem lig fra 480 000 til 433 000 H elaarsarbejdere. Form indskelsen andrager saaledes om kring 10 pCt. H er m aa det im idlertid erin- dres, at Brugerens A rbejde, som er m edregnet i Tallene, ifølge Sagens N atur m aa v æ re nogenlunde uæ ndret. Tæ llingerne vi- ser, at der endog har v æ ret en Smule Fremgang, idet Fradraget for A rbejde hos andre er blevet m indre end tidligere. Ser vi kun paa de egentlige M edhjæ lpere og A rbejdere, er disses A n- tal, om regnet til H elaarsarbejdere, gaaet ned fra ca. 309 000 i 1938—39 til ca. 261 000 i 1945—46. N edgangen har med an- dre O rd udgjort ca. 48 000 H elaarsarbejdere, og da der siden 1945—46 er sket en yderligere Tilbagegang, maa man med no-

204

genlunde Sikkerhed kunne gaa ud fra, at der i det Landbrugs- aar, vi nu befinder os i, kan regnes med en A rbejdsstyrke paa om kring 55 000 H elaarsarbejdere m indre end i 1938—39. Det svarer til, at hvor der i 1938—39 var 6 A rbejdere til Raadig- hed, er der nu kun 5.

N edgangen har ikke væ ret jæ vnt fordelt over hele Perioden.

Indtil Sommeren 1941 var den ret begræ nset; men derefter faldt M edhjæ lperantallet i hurtigt voksende Tempo indtil Sommeren 1944. Besæ ttelsens O phør ledsagedes af en Stigning paa ca. 7 000 H elaarsarbejdere; men til G engæld indtraadte der i Løbet at 1945—46 en saa m eget større Nedgang, nem lig paa ialt ca.

15 000 H elaarsarbejdere.

Paa hvilke Kategorier af Arbejdskraft falder Nedgangen?

U ndersøger vi, hvordan B evægelsen har v æ ret for de en- kelte K ategorier af A rbejdere, viser det sig, at N edgangen ude- lukkende falder paa de egentlige M edhjæ lpere — d. v. s. Karle og Piger, der faar Kost og Logi hos Husbonden. Derimod har der væ ret Stigning i A ntallet af A rbejdere, som har egen H us- stand, baade for de faste og for de sæ sonbeskæ ftigede. N ed- gangen i A ntallet af M edhjæ lpere fordeler sig relativt ligeligt paa Børn og Slægtninge og paa fremmede M edhjæ lpere.

Hvorfor har Nedgangen ramt netop disse Kategorier?

Der er altsaa — for nu at træ kke Linierne op — to Ting, som kendetegner de K ategorier af Landbrugsarbejdere, der er gaaet tilbage i A ntal, dels det, at det drejer sig om unge, i H ovedsagen Folk m ellem 15 og 25 Aar, og dels det, at der er Tale om Personer med bestem te A nsæ ttelsesvilkaar: hel- eller halvaarslønnede med Kost og Logi hos A rbejdsgiveren. Det ligger da næ r at søge A arsagerne til Tilbagegangen i Forbin- delse m ed det ene eller det andet af disse Forhold — A lderen eller A nsæ ttelsesform en — eller eventuelt dem begge. Vi maa m ed andre O rd stille Spørgsm aalet saaledes:

1) Kan der paavises sæ rlige Grunde til, at Udbudet al A r- bejdskraft i Alderen fra 15 til 25 Aar er form indsket saa stæ rkt, og

2) er der Grund til at antage, at de unge arbejdssøgende har vanskeligere ved at finde sig til Rette m ed de lang- varige og delvis patriarkalsk præ gede Arbejdsforhold i Landbruget end m ed de løsere og friere A rbejdsvilkaar i andre Erhverv?

H vis man m ener, det sidste er Tilfældet, bliver det et Spørgs- m aal for sig, om A rbejdskraftproblem et kan løses tilfredsstil- lende, ved at Landbruget slaar ind paa A nsæ ttelsesvilkaar som dem, der er gæ ldende inden for B yerhvervene. Det vilde mu- ligvis bidrage til en øjeblikkelig Form indskelse af V anskelig- hederne; men i det lange Løb kunde det let komme til at gaa ud over M edhjæ lpernes forsvarlige landbrugsm æ ssige U ddan- nelse.

Kan lønmæssige Aarsager forklare Nedgangen?

M an kan ikke nu paa samme M aade som tidligere frem hæve Lønforholdene som en af de vigtigste A arsager til det svigtende Udbud af A rbejdskraft. Landbrugets unge M edhjæ lpere er ikke i Dag underbetalt i Forhold til A rbejdere i samme A ldersklas- ser inden for B yerhvervene. Efter den sidst afholdte Løntæl- ling tjener alm indelige helaarsfæ stede Karle paa 16 A ar og derunder i A aret fra 1. N ovem ber 1946 til 31. O ktober 1947 en gennem snitlig Pengeløn paa om kring 1850 Kr., og for de 17—20-aarige udgør Lønnen i G ennem snit om kring 2650 Kr.

Der kan ingen Tvivl væ re om, at disse Beløb ligger over, hvad ufaglæ rte U ngarbejdere i Byerne faar til Rest af Lønnen, naar U dgifterne til Kost og Logi er afholdt, og som bekendt ligger Lærlingelønningerne, der i hvert Fald i visse H enseender med R ette vil kunne sam m enlignes med Landbrugslønningerne, be- tydeligt lavere. H vad A rbejdets økonom iske U dbytte angaar, byder Landbruget altsaa for Tiden m ere end B yerhvervene, naar Talen er om de K ategorier af M edhjæ lpere, som interes- serer os her. Derimod kan det næ ppe i H øjsæ sonen konkur-

206

rere med Tørve- og B runkulsproduktionen. Om ogsaa de egent- lige Landarbejdere, der har egen H usstand, kan opnaa lige saa gunstige Lønvilkaar i Landbruget som i andre Erhverv, er et Spørgsmaal, jeg senere skal komme tilbage til.

Endelig vil jeg frem hæve, at selvom man skal søge Aarsa- gerne til A rbejdskraftm anglens O pstaaen i Forhold, som spe- cielt vedrører de yngre A ldersklasser og m aaske i de sæ rlige A nsæ ttelsesvilkaar, der gæ lder for unge M edhjæ lpere i Land- bruget, er derm ed ikke sagt, at man med H ensyn til Forsøg paa A rbejdskraftm anglens A fskaffelse skal begræ nse sig til Foranstaltninger, der kun tager Sigte paa disse Forhold. I Slut- ningen af min Indledning kom m er jeg næ rm ere ind paa dette Spørgsmaal.

Andre Aarsager maa søges. — Systematisk Inddeling.

Ser vi nu paa, hvad der kan tæ nkes som A arsager til, at netop den Kreds af M edhjæ lpere, som falder inden for den halve Snes A argange mellem 15 og 25 A ar, er gaaet saa stæ rkt tilbage i disse Aar, tror jeg, m an rent system atisk kan sondre de Faktorer, som kom m er i Betragtning, ud i tre forskellige Kategorier.

Der er for det første, hvad man med en kort Betegnelse kunde kalde den dem ografiske Faktor, det Forhold, at Fødsels- hyppigheden i de Aar, da de nuvæ rende 15—25aarige blev født, viste et betydeligt Fald i Sam m enligning med de foregaa- ende Aar. U nder den anden K ategori falder en R æ kke alm in- delige sam fundsm æssige Foranstaltninger, der i sæ rlig Grad ram m er netop de herom handlede A ldersklasser, saasom for- øgede Indkaldelser til A ftjening af V æ rnepligt, Tilvejebringelse af Bevogtningsm andskab til Flygtningelejre m. v. Endelig kom - m er i den tredje Gruppe de Forhold, som m otiverer den en- kelte M edhjæ lper til i sit Beskæ ftigelsesvalg at foretræ kke an- dre Erhverv end Landbruget. Betydningen af de to førstnæ vnte K ategorier af A arsager lader sig i nogen Grad belyse ad sta- tistisk Vej.

Befolkningsmæssige Forskydninger.

H vad angaar den befolkningsm æssige Side af Sagen, forhol- der det sig saaledes, at der i Landdistrikterne, hvorfra Land- brugets M edhjæ lpere i H ovedsagen rekrutteres, fødtes ialt ca.

488 000 Personer i A arene 1914—24, m edens der i Perioden 1921—31 kun blev født ca. 471 000 Personer. Inden disse Fød- selskuld er naaet frem til henholdsvis 1939 og 1946, de A ar i hvilke de hver isæ r befinder sig i A lderen 15—25 Aar, er de ved Dødsfald reduceret til knap 85 pCt. af deres oprindelige Størrelse, og Forskellen imellem dem er form indsket tilsva- rende. R esultatet bliver, at der fra 1939 til 1946 alene i Kraft af den faldende Fødselshyppighed m aatte ventes en Form ind- skelse i Udbudet af M edhjæ lpere fra 15 til 25 A ar paa godt 14 000. H ertil kommer, at en noget større Del af Fødselsaargan- gene 1921—31 end af A argangene 1914—24 sammen med deres Foræ ldre er bortvandret til Byerne, inden de naaede 15-Aars A lderen, og dette bevirker en yderligere Forøgelse af Forskel- len. M an kan anslaa den sam lede Form indskelse, der fremkom- m er i A rbejdsudbudet som Følge af fæ rre Fødsler og flere V an- dringer til ialt ca. 15 000.

M aa jeg i denne Forbindelse fremkomme med et Par Be- m æ rkninger til en anden Betragtningsm aade, som jeg har set frem ført og diskuteret i en Del af Landbrugspressen. B etragt- ningen gaar ud paa, at der af 15—34aarige fandtes 85 000 flere i 1945 end i 1930, og at m an herudfra m aa kunne slutte, at det ikke kan væ re, fordi der er for faa Folk, at Landbruget har svæ rt ved at faa A rbejdskraft. Der kan over for dette Syns- punkt anføres visse Indvendinger. For det første er Forskellen paa de 85 000 beregnet for Befolkningen i alle Landets Om- raader, altsaa saavel H ovedstaden som Provinsbyerne og Land- kom m unerne. Det forøgede Udbud af A rbejdskraft, som Stignin- gen paa de 85 000 medfører, mødes altsaa af Efterspørgslen fra alle Erhverv, herunder en Industri i stæ rk Fremgang, og da Landbrugets Behov for A rbejdskraft i Slutningen af 30erne sy- nes at have væ ret nogenlunde m æ ttet, er det forstaaeligt, at de nytilkom ne arbejdssøgende er søgt ind i andre Erhverv, saa-

208

ledes at de ikke kan væ re til Disposition for Landbruget nu.

D ernæ st kan anføres, at netop fordi Landbrugets A rbejdskraft- m angel først for A lvor har m eldt sig efter 30'ernes Udgang, vil det væ re rim eligst ved Sam m enligninger af den Art, der her er Tale om, at tage sit U dgangspunkt ikke i 1930 eller et andet vilkaarligt A ar langt tilbage i Tiden, m en i 1939, der kan an- ses for det sidste nogenlunde norm ale Aar.

Almindelige samfundsmæssige Foranstaltninger efter Krigen.

H vad dernæ st angaar de efter Krigen gennem førte alm inde- lige sam fundsm æssige Foranstaltninger, der har m aattet med- føre Indskræ nkninger i den A rbejdsm ængde, som staar til Er- hvervslivets Raadighed, er disse Indskræ nkninger dels gennem - ført tvangsm æ ssigt, dels hidført ad Frivillighedens Vej. Under Tvangsforanstaltningerne, som det har Interesse at sondre ud for sig, n aar man skal overveje, hvorledes et større A rbejds- udbud kan skaffes til V eje, falder de forøgede M ilitæ rindkal- delser og den stæ rke Stigning, der har fundet Sted i A ntallet af fæ ngslede og internerede i Forbindelse med U drensningen efter Krigen. M edens der før K rigen aarligt indkaldtes 8 000 M and til m ilitæ r U ddannelse, indkaldes der nu ca. 22 000, alt- saa 14 000 flere, og m edens der før Krigen kunde regnes med, at der til Stadighed sad 2 000 Personer fængslet, er Tallet paa internerede og fængslede efter K rigen steget til ca. 17 000. Det sam lede A ntal Personer, der i Kraft af de næ vnte Foranstalt- ninger holdes borte fra E rhvervslivet, er saaledes nu ca. 29 000 større end før Krigen.

N aturligvis er det kun en Del af denne Stigning, som direkte m edfører Indhug i den Kreds af Personer, der norm alt staar til Raadighed som M edhjæ lpere i Landbruget, m en selv om man nøjes m ed at henregne 6—7 000 af dem til denne Kreds — be- regnet forholdsm æssigt efter Landbrugsbefolkningens Andel af hele Befolkningen — er der dog vedblivende Tale om en ikke ubetydelig Indskræ nkning af et i Forvejen stæ rkt begræ nset Arbejdsudbud.

Motiver til frivilligt Valg af Beskæftigelse uden for Landbruget.

i. U dvidet oiientlig Adm inistration m. v.

Tilbage staar saa den K ategori af A arsager, hvorunder jeg foran henregnede de Forhold, som er afgørende for den enkelte arbejdssøgende, naar han skal træ ffe sit V alg m ellem forskel- lige Erhverv. Det kan i denne Forbindelse først næ vnes, at der under og efter K rigen uden for de direkte producerende Er- hverv er opstaaet en R æ kke Erhvervs- og Eksistensm uligheder, som i Kraft af deres specielle K arakter har haft sæ rlige Chan- cer for at blive udnyttet, og som derfor i den stigende Kon- kurrence om A rbejdskraften har indtaget en Fortrinsstilling.

Jeg tæ n k er her i første R æ kke paa de ca. 6 000 nye — delvis m idlertidige — Stillinger, der siden Krigens Begyndelse er op- rettet inden for Politikorpset og paa de rundt regnet 20 000 — ligeledes m idlertidige — Stillinger, som er kom m et til inden for Statens og Kommunernes Adm inistration. Det kan ogsaa næ vnes, at 2 500 M and efter Krigen har ladet sig indrullere i den engelske Hær, og at 600 M and har taget Stilling i de al- lieredes Censur i Tyskland.

Forklaringen paa, at disse B eskæftigelsesm uligheder træ kker A rbejdskraft bort fra de direkte produktive Erhverv, er n atu r- ligvis ikke givet blot med en H envisning til deres Eksistens og Omfang; herm ed har man jo blot opnaaet at paavise, h v o r en Del af den A rbejdskraft, som Erhvervslivet m angler, er gaaet hen, m en ikke h v o r f o r det forholder sig saaledes.

Det staar jo enhver frit for, om han vil søge Stilling som Po- litibetjent eller tage Plads som Landbrugsm edhjælper, ligesom det er overladt til den enkelte at afgøre, om han foretræ kker A nsæ ttelse i den offentlige A dm inistration frem for at væ re beskæ ftiget i Erhvervslivet.

N aar det erfaringsm æ ssigt er saaledes, at det private Er- hvervsliv gennem gaaende træ kker det korteste Straa i Kam- pen om A rbejdskraften, hæ nger det selvfølgelig sammen med hele den alm indelige Indstilling i A fvejelsen af Fordele og Ulem per ved at væ re ansat i det offentliges Tjeneste eller væ re beskæ ftiget i de private Erhverv. M aaske er det den alminde-

15

'210

lige økonom iske U sikkerhed i 30'erne, der er Skyld i den sta- dig saa udbredte O pfattelse, at det at væ re ansat i det offent- liges Tjeneste — selv om A nsæ ttelsen angivelig er nok saa m idlertidig — betyder en væ sentlig Form indskelse af Risikoen for tvungen Lediggang og Indtæ gtsreduktion.

Nu gæ lder det naturligvis ogsaa her, at de ca. 30 000 Mand, der er lagt Beslag paa til U dvidelsen af det offentliges V irk- somhed og som Frivillige til den engelske Hær, kun for en Brøkdels — og form entlig en ringe Brøkdels — Vedkom m ende er hentet direkte fra de Kredse, som kunde tæ nkes at staa til Raadighed for Landbruget; men indirekte virker et A ftræ k af den næ vnte Størrelse ind ogsaa paa Landbrugets A rbejds- kraftforsyning, idet U nderforsyning i andre Erhverv vil bevirke en større eller m indre O vergang fra Landbruget til disse Er- hverv-. A arsagerne hertil kom m er jeg ind paa i det følgende.

Inden jeg gaar over til at omtale den Form indskelse af Land- brugets A rbejdskraft, der er sket ved O vergang til andre pro- duktive Erhverv inden for Landets Grænser, skal lige kort næ v- nes de forøgede V andringer til Udlandet — i H ovedsagen Sve- rige — med det Formaal at finde Beskæftigelse der. Det ligger ikke ganske klart, hvor om fattende V andringerne har væ ret, men jeg vil anslaa det Minus, som de har medført i Landbru- gets A rbejdskraft, til højst et Par Tusind.

2. Tørve- og Brunkulspioduktionen.

Im idlertid kan der ikke v æ re Tvivl om, at den sam lede N ed- gang, der har fundet Sted i Landbrugets A rbejdskraft fra før Krigen til nu, kun i begræ nset Omfang — højt regnet for H alv- delens V edkom m ende — kan forklares ved de Forhold, jeg hidtil har omtalt. Der bliver med andre Ord en Rest paa 20—30 000 Mand, hvis m anglende T ilstedevæ relse i Landbru- get m aa væ re U dtryk for, at de er søgt ind i andre Erhverv.

O gsaa her kan der næ vnes et specielt Om raade, som gør sig gæ ldende i Kraft af de ekstraordinæ re Forhold, vi for Tiden lever under, nem lig Tørve- og B runkulsproduktionen. Den har i den seneste A arræ kke lagt Beslag paa 40—50 000 M and i de M aaneder af A aret, hvor Landbruget har m est Brug for A r-

bejdskraft, og man har anslaaet, at 10— 15 000 M and af denne A rbejdsstyrke er Folk, som er oplæ rt i Landbruget, og som derfor, hvis Forholdene havde v æ ret norm ale, vilde have staaet til Raadighed for dette. Der kan næ ppe gives anden Forklaring paa denne O vergang fra Landbruget til Brændselsproduktionen end den, at Lønnen er højere det sidste Sted end det første.

3. Overgang til Byerhvervene.

Der er nu tilbage af den sam lede N edgang i Landbrugets A rbejdskraft andre 10— 15 000 Mand, hvorom det m aa formo- des, at de er overgaaet til Byerhvervene.

Vi staar her over for et Udslag af en historisk Tendens, som staar i Sam m enhæng med den alm indelige V æ kst, der har ken- detegnet og stadig kendetegner B yerhvervenes Udvikling. Ten- densen har til Tider v æ ret holdt nede af modsat virkende Fak- torer, saaledes i Tider med nedadgaaende K onjunkturer, hvor B yerhvervene har haft en R eserve af arbejdsløse, som dels har overflødiggjort O vergang fra andre Erhverv, dels h ar virket afskræ kkende over for den, der stod over for at skulle træffe sit Beskæftigelsesvalg.

N aar N edgangen i Landbrugets A rbejdskraft i 30'erne ikke blev større, end Tilfældet var, til Trods for at Landbrugets Løn- ninger dengang laa i et væ sentligt lavere N iveau end Byernes, hæ nger det saaledes utvivlsom t sammen med den betydelige A rbejdsløshed, som B yerhvervene i denne Periode led under.

N u er denne Skranke for O vergangen fjernet, og vi ser der- for den næ vnte Tendens gøre sig gældende med forøget Styrke, uanset at der nu ikke læ ngere i Lønforholdene ligger noget In- citam ent til at foretræ kke B yerhvervene frem for Landbruget.

Hvorfor søger Arbejdskraften ind i Byerhvervene?

Et er im idlertid at konstatere en Tendens, et andet at forklare den. Spørgsm aalet er diskuteret saa grundigt før, at der næ ppe kan blive Tale om at føje væ sentlige nye forklarende M omen- ter til dem, der tidligere er fremført, hvorim od det kan væ re paa sin Plads at undersøge, med hvilken indbyrdes V æ gt de

15*

2 1 2

forskellige M om enter gør sig gældende nu i M odsætning til tidligere.

Lønforskelle?

Det vil væ re frem gaaet af, hvad jeg tidligere har sagt, at Forholdet mellem B yerhvervenes og Landbrugets Lønninger, der tidligere har væ ret anført som en af de principale A arsager til, at Landbrugets unge søgte ind til Byerne, ikke læ ngere har V æ gt til Forklaring af O vergangen. N aar man endvidere tid- ligere har væ ret inde paa, at Forskellen i A dgang til Ferie skulde kunne virke bestem m ende ind paa V alget m ellem By- erhverv og Landbrug, har nu ogsaa dette A rgum ent m istet sin Betydning —- for saa vidt det nogen Sinde har haft nogen saa- dan — idet der nu i det væ sentlige er sikret Landarbejderne tilsvarende Ferierettigheder som Byarbejderne.

f

Forskelle i Boligforholdene?

O gsaa Boligforholdene for Landbrugets M edhjæ lpere er før næ vnt som A arsag til, at Landbruget vanskeligt kunde konkur- rere med Byerne om A rbejdskraften. Som Boligforholdene nu stiller sig i Byerne, turde det væ re en Selvfølge, at Landbru- get paa det Punkt ikke læ ngere er handicappet i K onkurren- cen, uanset hvad der ellers hist og her vil kunne væ re at ud- sæ tte paa M edhjæ lpervæ relserne og Landarbejderboligerne.

For saa vidt M anglen paa unge M edhjæ lpere har resulteret i en forøget Efterspørgsel efter Landarbejdere med egen Hus- stand, kan der dog m uligvis herigennem opstaa et sæ rligt Bo- ligproblem, fordi der ikke findes Boliger nok til at huse Til- væ ksten i A rbejderstyrken.

Ø nsker om bedre U nderstøttelsesmuligheder?

Det er endvidere — ogsaa i den senere Tid — blevet paa- staaet, at A dgangen til større og rigeligere A rbejdsløsheds- understøttelser og sociale U nderstøttelser i Byerne skulde væ re en m edvirkende A arsag til Bortgangen fra Landbruget. Paastan- den var ogsaa fremme i A arene efter Socialreform ens Indfø- relse, muligvis frem kaldt af Lovens om trentlige tidsm æssige Sammenfald med den paa dette Tidspunkt herskende M angel

paa A rbejdskraft i Landbruget. Det tidligere om talte Udvalg angaaende Landbrugets A rbejdskraft paaviste dengang, at Op- fattelsen ikke havde Bund i V irkeligheden, og der er intet, som taler for, at Forholdet er anderledes nu. A rbejdsløshedens for Tiden saa ringe Omfang giver næ ppe heller noget reelt Grund- lag for B etragtninger af den om handlede Art. Fra de faa uhel- dige Eksempler, der form entlig altid vil kunne anføres, kan man intet slutte med H ensyn til den større Helhed.

Har Landbrugets patriarkalske A nsæ ttelsesforhold Betydning for Overgangen?

D ernæ st er der det Forhold, som jeg tidligere har berørt, at den unge Landbrugsm edhjælper som M edlem af H usbondens H usstand og derigennem faktisk til en vis Grad underkastet Husbondens M yndighed, ogsaa i Anliggender, som ikke har direkte Tilknytning til A rbejdsforholdet, kom m er til at indtage en noget ufriere Stilling end A rbejderne i Industri eller Haand- væ rk. N aar det hæ vdes, at det er lettere at faa M edhjæ lp paa de større end paa de m indre Brug, staar det sikkert i Forbin- delse hermed.

Jeg tror imidlertid, Problem stillingen bliver i nogen Grad kunstig, hvis m an betragter dette Forhold rent isoleret. Det er sikkert rigtigt, at det sammen med den læ ngere og delte A r- bejdstid og visse andre Sider af A rbejdsforholdet kan bidrage til den O pfattelse, at Beskæftigelse i Landbruget ikke kan staa M aal med en V irksom hed inden for andre Erhverv. M en det m aa sam tidig ikke glemmes, at A rbejdet i Landbruget ogsaa har Fordele, som ikke findes i B yerhvervene. Det foregaar i friere og sundere Om givelser, og det er som Regel af en m ere alsidig og afvekslende K arakter. Der er sikkert nu lige saa store M uligheder for U dnyttelse af Fritiden paa Landet som i Byen.

Jeg har for Sam m enhængens og H elhedens Skyld villet næ vne A rbejdsforholdets sæ rlige K arakter som et af de M omenter, der utvivlsom t indgaar i O vervejelserne vedrørende B eskæftigel- sesvalget, men at det i og for sig skulde indtage en sæ rlig frem træ dende Plads i disse O vervejelser, saaledes at man h er- igennem m aatte have paavist en Kilde til afgørende Forklaring

214

af Bortgangen fra Landbruget, har Sandsynligheden imod sig.

Ufriheden i A rbejdsforholdene i Landbruget føles snarere — og det gæ lder i højere Grad, jo æ ldre M edhjæ lperen er — i For- bindelse med de lange Fæ stem aalsperioder, som er karak teristi- ske for Landbruget i M odsætning til B yerhvervene. I Sæ rde- leshed i en Tid, hvor A rbejdsm arkedet som H elhed er under- forsynet, vil det kunne føles som en H indring at væ re ju ri- disk bundet af en langvarig Kontrakt, der udelukker M ulighe- derne for at gribe de eventuelle Chancer, som Situationen byder.

De lange Fæstemaal.

Det er forstaaeligt, n aar man fra Landbrugets Side har væ ret inde paa at stille Krav om Straf og lignende drastiske Foran- staltninger i Tilfælde, hvor M edhjæ lperen ved at forlade Plad- sen i Utide bringer H usbonden ud i den vanskelige Situation ikke at kunne faa det nødvendigste A rbejde udført; men det er paa den anden Side et Spørgsmaal, om ikke saadanne For- anstaltninger, praktiseret i større U dstrækning, vil bidrage til at gøre V anskelighederne større, end de i Forvejen er. M an naar sikkert læ ngere ved, at Parterne i mulig og fornøden Ud- stræ kning forsøger at indrette sig paa m indre bindende Fæste- vilkaar, saaledes som det allerede i nogen Grad er sket, ved at man er gaaet over til at ansæ tte M edhjæ lperne som Dag- lejerkarle i Stedet for som halv- eller helaarsfæ stede Karle.

Ifølge en O pgørelse, som D epartem entet for nylig har foretaget, fandtes der i N ovem ber 1946 om kring 5 000 D aglejerkarle i Landbruget. Omend af forholdsvis beskeden Størrelse er T al- let sikkert U dtryk for den samme Tendens i Retning af mindre bindende A nsæ ttelsesvilkaar, som ogsaa kom m er til U dtryk i, at H elaarsfæ stem aalene i de senere A ar har væ ret i stæ rk Til- bagegang til Fordel for H alvaarsfæ stem aalene.

Sæsonsvingningerne i Beskæftigelsen i Landbruget.

Et Forhold, som jeg tror maa tillæ gges en stor Betydning i Spørgsm aalet om A arsagerne til N edgangen i Landbrugets A r- bejdskraft, er de udpræ gede Sæ sonsvingninger i Beskæftigel-

sen. Tæ llingerne viser, at disse Svingninger i liøj Grad ram - m er ogsaa den faste M edhjælp, og de viser endvidere, at Ud- svingene var aftagende indtil 1943, hvorefter de paany forøge- des betydeligt. Det kan nævnes, at Forskellen m ellem Som- mer- og V interbeskæ ftigelsen for de faste M edhjæ lpere i 1943 og 1944 udgjorde ialt om kring 20 000 Mand, i 1945 ca. 30 000 M and og i 1946 godt 40 000 Mand. Tendensen — saavel som Forskellen i det hele taget — kan næ ppe tages som U dtryk for andet, end at Landbruget for at spare paa Lønudgifterne søger at klare sig igennem den m indre travle V intertid med en saa lille fast A rbejdsstyrke som muligt. Følgen bliver, at de afske- digede M edhjæ lpere — for saa vidt de ikke benytter V inte- ren til Skoleophold o. lign. — maa søge ind paa andre Erhvervs- om raader, idet de kun i beskedent Omfang kan skaffe sig løst A rbejde paa Landet i V interm aanedem e.

Før K rigen var Afskedigelse af A rbejdskraft for V interen m indre farlig end nu, fordi Byernes A rbejdsløshed dengang vir- kede hæm m ende paa Opsugningen af den A rbejdskraft, som Landbruget skød fra sig. En Del af de M edhjæ lpere, som var blevet ledige om Efteraaret, stod derfor til Disposition, naar Landbruget paany fik Brug for dem om Foraaret. Som A rbejds- m ulighederne stiller sig nu, vil en ledig Landbrugsm edhjælper næ ppe have sæ rligt svæ rt ved at skaffe sig A rbejde uden for Landbruget, og har han først opnaaet en saadan Beskæftigelse, synes m an ikke at kunne fortæ nke ham i, at han holder fast ved den i Stedet for at skifte igen, naar Efterspørgslen fra Landbru- get atter sæ tter ind. Det siger sig selv, at hvis blot en Brøkdel af de 30— 40 000 Mand, som Landbruget aarligt form indsker sin faste A rbejdsstyrke med i Efteraarsm aanedem e, opsuges af By- erhvervene, har man heri Forklaringen paa en m eget væ sent- lig Del af N edgangen i Landbrugets A rbejdskraft.

Fremtidsmulighederne for Landbrugets Medarbejdere. — Flere selvstændige?

Som en paa læ ngere Sigt virkende A arsag til O vergang fra Landbruget til andre Erhverv er ofte frem hæ vet de forskellige Frem tidschancer i og uden for Landbruget. Ganske groft bely-

216

ses denne Forskel derigennem , at A ntallet af 15— 24aarige Per- soner i Landdistrikterne svarer til ca. 40 pCt., men i H oved- staden og Provinsbyerne kun til ca. 30 pCt. af de 25—64-aariges Antal. Med andre Ord: Chancen for ved Afløsning af æ ldre Aar- gange at opnaa en Livsstilling, der sæ tter den paagæ ldende i Stand til at stifte Familie og Hjem, er m indre paa Landet end i Byen. Forskellen bliver saa m eget m ere udpræ get, som By- erhvervene er i Fremgang, hvad angaar Tallet paa selvstæ ndige erhvervsdrivende og A rbejdere med egen H usstand, medens Landbruget, efter at U dstykningen om trent er hørt op, ikke læ ngere frem byder tilsvarende U dviklingsm uligheder.

For den unge Landbrugsm edhjælper, hvis økonom iske Om- stæ ndigheder ikke sæ tter ham i Stand til paa noget Tidspunkt at blive selvstæ ndig Landbruger, vil U dsigterne, hvis han bli- ver paa Landet, som oftest ikke ræ kke læ ngere end til en Frem - tid som — periodevis arbejdsløs — Løsarbejder i Landbruget.

M aaske er A rbejdsløshedsrisikoen lige saa stor eller endog større i B yerhvervene; men i Tider, hvor D aglejerlønnen paa Landet ikke sikrer et Udkomme, svarende til, hvad B yarbej- derens Løn betinger, vil blot Chancen for at opnaa en mere lønnende B eskæftigelse kunne bidrage til, at V alget alligevel falder ud til Fordel for Byen, og den paagæ ldende vil i saa Fald sjæ ldent vente med at realisere Beslutningen, til han har lagt en A arræ kke bag sig som Landbrugsm edhjælper. Der kan dog i det højeste blive Tale om en Tendens, og paa Baggrund af de øjeblikkelige Forhold vil der kunne rettes visse Indven- dinger mod B etragtningens Gyldighed i Dag.

Det kan hæ vdes — og bliver Gang paa Gang hæ vdet — at de M edhjæ lperlønninger, som Landbruget betaler nu, er af en saa- dan Størrelse, at de sæ tter M edhjæ lperen i Stand til ved en fornuftig Livsførelse at præ stere den O psparing, som skal til for at opnaa en Stilling som selvstæ ndig Landbruger, naar den Dag kommer, da han ønsker at væ re sin egen H erre. Dette er form entlig rigtigt, hvis Ejendom spriserne ikke stiger yderligere;

men det m aa dog erindres, at der — saafrem t Æ ndringer ikke indtræ ffer — vedblivende kun findes et bestem t A ntal Land- brugsejendom m e, og at Udbudet næ ppe bliver væ sentligt større

af, at et voksende A ntal købedygtige optræ der som Efterspør- gere.

I det lange Løb vil U dviklingen derfor snarere resultere i stigende Priser end i, at et stigende A ntal unge faar egen Be- drift. Det kan endvidere ikke næ gtes, at Lønnen for de egent- lige Landarbejdere — løse saavel som faste — nu er kommet op i et N iveau, som taaler Sammenligning med B yerhvervenes Lønninger, og der skulde for saa vidt ikke læ ngere væ re Grund til ved V alget af Frem tidsstilling at vrage en Beskæftigelse som Landarbejder til Fordel for en tilsvarende Livsstilling i andet Erhverv. For Løsarbejderen bliver dog tilbage Usikkerheden, som følger med de store Sæ sonsvingninger i Beskæftigelsen.

I de senere A ar har Beskæftigelsen af Løsarbejdere i Land- bruget saaledes gennem gaaende svinget mellem 30—35 000 M and i H øjsæ sonerne og en halv Snes Tusind M and paa de Tider, hvor B eskæftigelsen var mindst. Isæ r for Tiden, hvor A rbejdsløsheden i B yerne er minimal, er dette utvivlsom t et Forhold, som v ejer stæ rk t til ved A fgørelsen af V alget mellem Land og By. For de faste D aglejeres V edkom m ende kan den Forøgelse i A ntallet, der har fundet Sted i Løbet af det sidste Par Aar, m aaske tages som U dtryk for, at U djæ vningen af Forskellen m ellem Lønningerne paa Landet og i Byen har be- gyndt at sæ tte sig Spor.

Er Nedgangen i Arbejdsstyrken ensbetydende med en tilsvarende Mangel paa Arbejdskraft?

Jeg har i det foregaaende gjort Rede for den faktiske N ed- gang i Landbrugets A rbejdskraft og forsøgt at paavise de vig- tigste A arsager til denne Nedgang. Det er saa et Spørgsm aal for sig, om den faktiske Form indskelse, A rbejdskraften har ud- vist, er ensbetydende med, at Landbruget for Tiden m angler en tilsvarende A rbejdsstyrke i den Forstand, at dets A rbejdsbe- hov først vil væ re tilfredsstillet, naar og for saa vidt vi igen naar op paa Førkrigsniveauet.

Dette Spørgsm aal kan ikke besvares absolut, fordi M ange- len i M odsætning til N edgangen er noget i m ere end een For-

218

stand relativt. Det kom m er m uligvis klarest frem, hvis man begynder med at bestem m e A rbejdskraftm angelen som Forskel- len mellem den faktisk disponible A rbejdsm æ ngde og det til enhver Tid eksisterende Behov for A rbejdskraft. Behovet er nem lig svingende, for saa vidt som dets Størrelse beror paa Forholdet m ellem den Pris, der skal betales for A rbejdskraften

— A rbejdslønnen — og den Pris, der kan opnaas for de Pro- dukter, som frem stilles ved A rbejdets Hjælp.

M an kan sige, at Behovet er tilfredsstillet, n aar den sidst an tagne A rbejders Løn netop svarer til V æ rdien af den Pro- duktionsforøgelse, hans A rbejde betinger, og naar man ikke ved at beskæ ftige en A rbejder m ere kan opnaa et M erprodukt, der kan betale Lønnen til ham. Behovet stiger med andre Ord, naar Salgspriserne for Landbrugets Produkter stiger, og falder, naar Salgspriserne falder; om vendt falder det, n aar Lønnen sti- ger, og stiger, n aar Lønnen falder.

N aturligvis er denne Frem stilling af Sam m enhængen m eget summarisk. I V irkelighedens V erden er Forholdene betydeligt m ere kom plicerede end i Teoriens. Priserne paa andre Produk- tionsfaktorer end A rbejdskraften, M ulighederne for til en vis Grad at erstatte A rbejdskraften med tekniske H jælpem idler, forøget Rationalisering og Begrænsning af M ulighederne for Indkøb af Raastoffer kan næ vnes som vigtige Eksem pler paa andre Forhold, der virker bestem m ende ind paa A fbalancerin- gen af Produktion og Arbejdsforbrug.

Faktorer, der øver Indflydelse paa Arbejdsbehovet.

Der kan næ ppe væ re Tvivl om, at alt taget i Betragtning vil Landbrugets Behov for A rbejdskraft væ re en hel Del mindre nu end før Krigen, og der kan anføres flere A rgum enter for denne Betragtning. For det første m edfører den afgørende For- rykkelse, der siden da har fundet Sted i Forholdet mellem Pri- ser og Lønninger, at det ikke vil kunne svare sig økonomisk at beskæ ftige et Folkehold af samme Størrelse som dengang, i det m indste ikke hvis m an tør gaa ud fra, at A rbejdsforbruget før Krigen var nogenlunde rationelt afpasset efter Lønniveauets Beliggenhed i Forhold til Salgspriserne.

Den gennem snitlige Pengeløn for Karle m ellem 17 og 20 A ar svarede i 1938—39 til V æ rdien af 325 kg Smør eller 7 Slag- terisvin; men i 1946— 47 er den naaet op paa et Beløb, som m odsvarer V æ rdien af ca. 555 kg Smør eller I⁴V² Slagterisvin.

For et Erhverv, der som Landbruget producerer under det af- tagende U dbyttes Lov, kan reelle Lønstigninger af en saadan Størrelse ikke undgaa at paavirke A rbejdsbehovet i nedadgaa- ende Retning.

Til yderligere Belysning af Forholdet kan anføres, at saa- frem t Landbruget i D riftsaaret 1945/46 til de gældende Lønnin- ger havde beskæ ftiget en A rbejdsstyrke af samme Størrelse som før Krigen, vilde N ettoudbyttet have udgjort en halv Snes.

Kr. pr. ha mod, som det faktisk var Tilfældet, godt 100 Kr. pr.

ha. Jeg gaar her ud fra, at den større A rbejdsstyrke som Følge alf M anglen paa Raastoffer ikke vilde have givet sig Udslag i en væ sentlig større Produktion. O gsaa denne Betragtning turde vise, at et A rbejdsforbrug af samme Størrelse som før Krigen ikke vilde væ re rentabelt, som Forholdene stiller sig nu.

Arbejdskraftens Størrelse og Produktionsintensiteten.

En Indskræ nkning af A rbejdskraftbehovet, frem kaldt — som Tilfældet er her — ved en Æ ndring i Forholdet mellem Pris- og Lønniveau vil naturligvis, alt andet lige, væ re identisk med en Form indskelse af Produktionsintensiteten. M an skulde der- for, hvis intet andet var sket, have ventet at kunne konstatere en Tendens til øget Ekstensivering i de Aar, hvor N edgangen i A rbejdskraften har staaet paa. Med andre Ord: det vilde væ re naturligt, om A realerne med stæ rkt arbejdskræ vende Afgrø- der som K artofler og Roer havde vist Tilbagegang til Fordel for Korn- og G ræ sarealerne, og om en Del af O m driftsarealet efterhaanden var blevet udlagt til varigt Græs. I Tilknytning til saadanne Forskydninger kunde man have ventet en væ - sentlig N edgang i K reaturholdet. M en en Udvikling i denne Retning har — i hvert Fald indtil for nylig — ikke fundet Sted.

A realet med Rodfrugter var i Sommeren 1946 23 000 ha større end i Sommeren 1939, og K ornarealet v ar i samme Tidsrum form indsket med ca. 70 000 ha. Samtidig var A realet med Græs

2 2 0

i Om driften forøget med ca. 11 000 ha, og G ræ sarealet uden for Om driften var gaaet 56 000 ha tilbage. Frø- og Industriplanter, der i hvert Fald til dels er m eget arbejdskræ vende, beslaglagde i 1946 et A real paa 83 000 ha mod 51 000 ha i 1939, og Brak- arealet var form indsket fra 32 000 ha i 1939 til 15 000 ha i 1946.

Endvidere v ar H ornkvæ gholdet opretholdt i et Omfang, der svarede til ca. 96 pCt. af Førkrigsbestanden.

Selvom Tallene kun udtrykker de rent kvantitative Forskyd- ninger og intet viser om, hvorvidt f. Eks. A fgrøderne er blevet passet lige saa godt som tidligere, synes det dog berettiget at slutte, at N edgangen i A ntallet af M edhjæ lpere ikke har med- ført en alm indelig Tendens til m indre intensiv Driftsm aade end tidligere. Det praktiske Landbrug synes saaledes i høj Grad at have v æ ret lydhør over for Landbrugsorganisationernes Ad- varsler mod en Omlægning, der m aatte medføre en væ sentlig Reduktion isæ r af K vægholdet, men det siger sig selv, at In- tensiteten kun har kunnet opretholdes, ved at de tilbageblevne M edhjæ lpere og sæ rlig Brugerne og deres Fam ilier har m aattet yde en større A rbejdsindsats end før. V ed Siden af har stigende M ekanisering og m uligvis ogsaa en vis yderligere Rationalise- ring af A rbejdsm etoderne bidraget til at m odvirke Følgerne af A rbejdskraftens Form indskelse.

Der foreligger ikke Tal til Belysning af M ekaniseringens V æ kst specielt i K rigsaarene; men M askintæ llingerne i 1944 og 1936 viser, at der i det m ellem liggende Tidsrum som H elhed har fundet en betydelig U dvikling Sted. Paa M arkbrugets Om- raade er der saaledes sket en stæ rk Stigning i A nvendelsen af M ejem askiner — sæ rlig Selvbindere — Kartoffel- og Roeop- tagere, R adsaam askiner o. fl. a. Ligeledes er A rbejdet indendørs i stor U dstræ kning erstattet af M askinkraft. Der var saaledes en stæ rk Stigning i A nvendelsen af T æ rskem askiner, Kværne, Fodringsredskaber og isæ r M alkem askiner. M alkem askinanlæ g fandtes i 1936 kun paa ca. 3 600 Ejendomme, men i 1944 paa ca. 30 000 med ialt ca. 30 pCt. af hele Landets M alkekobestand.

Elektrificeringens stæ rke V æ kst i det sidste Tiaar bør næ vnes som en vigtig Forudsæ tning for den forøgede M ekanisering.

Kan Arbejdskraftmangelen ventes at forsvinde af sig selv?

De Træk, jeg har frem hævet, synes som H elhed at berettige til den A ntagelse, at Landbrugets M angel paa M edhjæ lpere ikke svarer til den Nedgang, som har fundet Sted; men at der eksisterer et betydeligt udæ kket Behov for A rbejdskraft, er paa den anden Side uom tvisteligt, og der er, saa vidt jeg kan se, intet, som tyder paa, at der inden for den næ rm este Tid af sig selv vil komme en væ sentlig N ettotilgang til M edhjæ l- pernes eller Landarbejdernes Rækker. Den lave Fødselshyppig- hed, der satte ind i 20'ernes Slutning, har holdt sig indtil for faa A ar siden, og vi vil derfor endnu m ange A ar ud i Frem - tiden se de æ ldre A argange, der glider ud af M edhjæ lpernes A ldersinterval, blive afløst af A argange med m indre Antal. At U ddannelsen af væ rnepligtige væ sentligt skulde blive ind- skræ nket med H ensyn til A ntal eller Tid, er vel næ ppe heller sandsynligt.

Midler til Arbejdskraftmangelens Afhjælpning.

Skal Landbruget h ave M ulighed for at undgaa, at den nuvæ - rende uholdbare Situation bliver af m ere eller m indre perm a- nent K arakter, bliver det derfor nødvendigt at overveje M idler til A rbejdsm anglens Afhjælpning.

Det falder uden for Emnets Rammer at raadgive i Enkelt- heder med H ensyn til A rten af disse M idler; men nogle en- kelte H ovedlinjer maa dog kunne træ kkes op. Problem et maa som hidtil angribes fra to Sider, idet m an vedblivende b estræ - ber sig for dels at overflødiggøre saa m egen m enneskelig A r- bejdskraft som muligt, dels at tilrettelæ gge U dsigterne og Vil- kaarene for Beskæftigelsen i Landbruget paa en saadan M aade, at Landbruget kan konkurrere om A rbejdskraften paa lige Fod med de andre Erhverv. H vad angaar B estræ belserne for yder- ligere O verflødiggørelse af A rbejdskraft synes en Fortsæ ttelse af M ekaniseringen i økonom isk mulig og forsvarlig U dstræ k- ning at væ re V ejen frem, ligesom der form entlig paa nogle O m raader vil kunne spares en Del ved fortsat Rationalisering.

Spørgsm aalet om, hvad der fra Landbrugets Side kan gøres

2 2 2

for at fastholde Ungdommen ved Erhvervet i højere Grad, end det hidtil har v æ ret Tilfældet, synes i det m indste delvis at kunne besvares ud fra nogle af de Synspunkter, der i det fore- gaaende er anlagt med H ensyn til A rbejdskraftm angelens Aar- sager. V igtigst i denne Forbindelse vil det form entlig væ re at rette B estræ belserne mod en Form indskelse af de store Ud- sving i Folkeholdets Størrelse fra Sommer til V inter, samtidig med at det tages op til O vervejelse, hvorledes der i Landbru- get kan skabes en Frem tidsstilling for et større A ntal unge.

Om dette skal ske ved O prettelse af nye selvstæ ndige Brug eller ved at Landbruget i Frem tiden læ gger stigende V æ gt paa Beskæftigelsen af faste D aglejere, er et Spørgsmaal, der for Tiden drøftes stæ rkt paa M øder og i Pressen, men som det vil føre for vidt at gaa i Enkeltheder m ed i denne Forbindelse.

Den sidste Udvej forudsæ tter jo, at Landbruget til Stadighed producerer til saadanne Priser, at d et kan fastholde en Løn- standard, som gør det konkurrencedygtigt i Forhold til By- erhvervene.

Hvis Landbruget kom m er ind paa at beskæ ftige en større Stab af faste D aglejere, der i økonom isk H enseende rangerer paa Højde med selvstæ ndige Sm aabrugere, skulde det paa den anden Side herigennem væ re muligt ikke blot direkte at paa- virke Forskydningen i A rbejdskraften i gunstig Retning, men tillige at forhale Tilgangen til de selvstæ ndige Landbrugeres R æ kker og derigennem bidrage til en Form indskelse af Presset paa Ejendom spriserne. M aaske kan dette i anden Omgang faa positiv Indflydelse paa A rbejdskraftsituationen, fordi det ned- sæ tter K ravet om Egenkapital og derigennem forøger M edhjæ l- pernes C hancer for med Tiden at blive selvstæ ndige Landbru- gere.

SUMMARY

Shortage of labour has in D enm ark — as w ell as in other coun- tries — m ade itself felt w ithin agriculture at certain intervals. This shortage has becom e quite particularly pronounced in D enm ark after the Second W orld W ar, and now it threatens to assum e such pro- portions that the solution of the w hole problem m ay be partly respon- sible for the question w hether it w ill be possible for Danish agri-

culture to continue its activities along the lines w hich have been follow ed in this country for the last three quarters of a century.

From 1938—39 to 1945—46, according to the annual agricultural censuses of the perm anent hired w orkers and the tem porary w orkers in agriculture — converted into w orkers w orking all the y ear round — a decline of abt. 48,000 (from 309,000 to 261,000) is in evidence. This decline has continued since then and m ay now be estim ated to be abt. 55,000 w hole-year w orkers. It falls exclusively oil the "actual farm -hands", that is such as receive food and lodging on the farm. This group m ainly num bers persons betw een the ages of 15 and 25 w orking under contracts for 12 m onths or 6 months.

The question w hich now presents itself is this: Is it possible to dem onstrate any special reason w hy the decline falls on precisely this age group, and is there any reason to assum e th at the young people prefer the m ore casual character and the freer conditions of w ork in other trades to the lengthy contracts and the p artly p atriar- chal state of affairs obtaining w ithin agriculture?

Even though the latter m ay be the case, it is, how ever, doubtful w hether it is possible to arrive at a solution of the problem by im itating the term s of em ploym ent obtaining in the urban trades.

Such a solution m ay possibly m ean an im m ediate im provem ent in the situation, but taken over a longer period it m ay easily affect the w arrantable agricultural training of the farm -hands in an adverse direction.

The latest census of w ages shows th at the young farm -hands are not underpaid as com pared w ith the w orkers of the sam e age group w ithin the urban trades. The w ages paid to apprentices in the tow ns are even considerably low er, and these are the w ages w hich, espe- cially in the case of quite young persons, in certain respects are com parable w ith the w ages paid in agriculture.

Among the factors greatly contributory to the decline w ithin p re- cisely the age group 15—25 years, the follow ing m ay be m entioned:

1) The decline in the birth-rate in the years 1920—30.

2) The increased num ber of persons called up for m ilitary service, personnel to guard refugee camps, etc.

3) M igration to other trades.

An account shows that as a consequence of the declining birth- rate there w ill be about 15,000 persons few er in the rural districts in 1946 than in 1939. To this should be added that in 1946 it w ill have to be taken into account that there are 6—7000 persons m ore called up for m ilitary service, in prisons or interned than in 1939.

During and after the w ar about 6,000 new situations, p artly of

224

a tem porary character, have been established w ithin the police forces and about 20,000 w ithin the civil service of the S tate and the m unici- palities. A bout 2500 m an have been enrolled in the British army, and 600 have taken jobs in G erm any as censors in A llied service.

Of these abt. 30,000 persons probably only a sm all fraction have been recruited from circles w hich m ay be considered to be available for agriculture, but, in an indirect w ay a w ithdraw al of this size also affects the supply of labour for agriculture, as a short-supply in other trades w ill give rise to a larger or sm aller m igration from agriculture to these trades.

H ow ever, the factors com m ented upon so far are only able to account for about one-half of the decline in agricultural labour. A balance is left of some 20—30,000 m an w ho m ust h av e m igrated to other trades or taken up residence abroad.

In this connection it should be m entioned th at the extraordinary conditions have brought about a production of peat and lignite w hich during the busiest m onths of the year absorbs the labour of 30— 40,000 man, about 10— 15,000 of w hom w ould have been available for agriculture under norm al conditions. It is hardly pos- sible to offer any other explanation of this m igration from agri- culture to fuel production than the one that w ages are higher in the la tte r industry than in agriculture.

Now, of the total decline in the labour of agriculture this leaves a balance of still 10— 15,000 m an about whom it m ust be presum ed that they have taken up urban trades.

There is thus a tendency for agricultural labour to m igrate to other trades, although neither w ages, dw ellings or holidays, etc., can be considered to exercise any particular attraction. True enough, the hours are a little longer, and the conditions of w ork slightly m ore tied in agriculture than in other trades, but then agricultural w ork is generally m ore variegated and diversified, and perform ed in freer and more healthy surroundings. It is m ore likely that the reason for the decline is to be found in the pronounced seasonal variation in the em ploym ent. The difference betw een the highest and the low est em ploym ent for the regularly em ployed farm hand has risen from about 20,000 m an in 1943 to ju st over 40,000 man in 1946 — an expression of the fact that agriculture attem pts to econom ize on the expenditure for w ages by m anaging through the less busy period during w inter w ith the sm allest possible num ber of perm anently em ployed farm hands. P art of th e labour force set free in this w ay seeks em ploym ent in other trades and is retained by these trades in the follow ing sum m er season.

A s another reason for the decline, especially in the case of the quite young age groups, is som etim es m entioned the difference in the prospects for the future in agriculture and outside.

Finally the question has to be discussed w hether the actual decline in the labour force is tantam ount to a corresponding shortage of labour, a question to w hich it is not possible to give any absolute answ er because both w ages and other costs incidental to the pro- duction, and the price of the product influence the requirem ent of labour. To this should be added that to some extent labour m ay be replaced by technical devices and increased rationalization.

Also the varying possibilities for the purchase of raw m aterials are a determ ining factor for the equilibrium betw een production and the requirem ent of labour.

The average w ages paid in cash to the regular farm w orkers betw een 17 and 20 years of age corresponded in 1938—39 to the value of 325 kg butter or 7 bacon pigs, but in 1946—47 they cor- respond to the value of about 555 kg butter or 141/* bacon pigs. A genuine rise in w ages of such proportions cannot help influencing the dem and for labour in a declining direction and w ill — all other things equal — be tantam ount to a reduction in the intensity of pro- duction.

A ccordingly, a tendency m ight have been expected to be in evi- dence tow ards a readjustm ent to crops requiring less labour, and a reduction of the livestock, bu t this has only been the case to a very sm all extent. This m ust no doubt to some extent be attributable to the prevailing tendency to retain the production apparatus, espe- cially the livestock, intact for the post-w ar production in the greatest possible m easure. A n attem pt has been m ade to m ake up for the consequences of the reduction of labour by m eans of a larger con- tribution of w ork than before, especially on the p art of the ow ners and their fam ilies, by an increasing degree of m echanisation and, further, by a rationalization of the w orking m ethods, bu t despite all efforts there is a large uncovered requirem ent for labour, and there are no indications th at a spontaneous addition of labour will take place w ithin the near future.

If agriculture is to have any hopes of preventing the present untenable state of affairs from becoming a m ore or less perm anent feature, the problem w ill as hitherto have to be tackled from 2 sides:

1) by rendering as m uch hum an labour as possible superfluous, 2) by arranging the prospects and conditions of em ploym ent w ithin

agriculture in such a m anner as to enable agriculture to com- pete for the available labour on a footing of equality w ith other trades.

As regards the latter point the variations in the num ber of w or- kers em ployed sum m er and w inter should be lim ited and at the sam e time the problem should be taken up for consideration how

16