THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

Digitaliseret af / Digitised by

Det Kongelige Bibliotek / The Royal Library København

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kb.dk

db

#?

KVINDERNE

OG

KRIGEN

EN TIDSBETRAGTNING

AF FORFATTEREN TIL „VERDEN I FLAMMER"

KØBENHAVN

J . F R I M O D T S B O G H A N D E L 1915

VERDENSKRIGEN 1914-18 r

DET KONGELIGE BIBLIOTEK

130019380042

0012-

K V I N D E R N E

OG

K R I G E N

E N T I D S B E T R A G T N I N G

A F F O R F A T T E R E N T I L „ V E R D E N I F L A M M E R "

KØBENHAVN

J . F R I M O D T S B O G H A N D E L

1 9 1 5

KØBENHAVN. DUPLEX-TRYKKERIET

N

rekte Modstander af den. Næsten alle siger: Bevares, vi er skam allesammen Fredsvenner, Krigen er jo frygtelig, det kan vi nemt blive enige om — men hvad, den existerer jo nu éngang, har existeret siden Kain slog Abel ihjel, og vil vel sagtens existere tii Dagenes Ende!

Ja, ganske vist, naar vi alle siger saadan, saa vil den ikke høre op, før det sidste Menneske har slaaet det næstsidste ihjel. Hvad om vi i Stedet sagde: Hvor der er en Vilje, der er en Vej, og Maalet skal naas, selv om vi aldrig ser det!

Det var maaske nok saa værdigt og nok saa klogt.

Der er et gammelt Vers af Kaalund, som enhver Freds­

ven med en lille Omskrivning burde gøre til sit. Det lyder saaledes:

Thi yder mit Ord kun et usét Frø til Fredens den evige Sommer, og skal uden Spor det fortabes og dø, Koraldyret ligt i den rullende Sø, — Jeg bygger dog med paa den voxende 0 og bereder den Verden, som kommer.

Thi at berede den Verden, som kommer, maa være vor Opgave. Vi bør lære af Afholdssagens Venner. Da de be­

gyndte deres Agitation, laa Maalet tilsyneladende uendelig fjærnt, og kun Spot og Mistro hilste dem, men de tog fat med ufortrøden Energi og friskt Mod, og sé — de er allerede naaet et godt Stykke frem ad den trange Vej, og Maalet, den fuldstændige Sejr, skimtes i det Fjerne, og det vil éngang naas, om ikke før, saa naar Kvinderne faar politisk Valgret.

Ogsaa i Fredssagen har Kvinderne en stor og betydnings­

fuld Opgave, og dens Venner har med Haab set hen til den Dag, da Kvinder fik Lod og Del i Staternes Styrelse; men, det kan desværre ikke nægtes, at i al Fald herhjemme har de

4

hidtil paa enkelte Undtagelser nær kun gjort lidet for at ret­

færdiggøre dette Haab. Tværtimod har vi set Kvinder drage Landet rundt fra Krostue til Krostue og opfordre til Deltagel­

se i Arbejdet for Anskaffelse af Krigsmateriel og Styrkelse af Befæstningen.

Der existerer en meget aktiv »Kvindelig Forsvarsfor- ening«, men mig bekendt ingen kvindelig Fredsforening. Og dog skulde man synes, at Arbejdet for Fredens Bevarelse laa en Kvinde betydelig nærmere, end at arbejde for Krigsforan- staltninger, thi at Kvinder, hvis Sønner kan komme til at ligge blødende og hjælpeløse paa Valpladsen eller bag Fæst­

ningens Volde, kan være ivrige Militarister, synes en Gaade, men er til Skam for det kvindelige Køn desværre et Faktum.

Mødre, som elsker deres Sønner, burde ingen mere nær­

liggende Opgave kende, end den, at virke for, at Krigen, der har hvilet som en Forbandelse over Slægterne i Aartusinder, umuliggjordes og kun kendtes som et Fortidsminde fra mere barbariske Tider.

Men dette er ikke vore Forsvarskvinders Maal. De giver deres Børn Soldater og Kanoner at lege med, og indprenter Had og Uforsonlighed i deres Hjerter fra Barndommen af.

Naar man læser en Beretning, som en dansk Dame, der i Sommeren 1913 opholdt sig i Ostende, hvor den Gang Al­

verdens Nationer færdedes fredeligt Side om Side, har skre­

vet i »Nationaltidende«, forstaar man, hvilken Indflydelse de Voxnes Exempel kan have paa det barnlige Sind.

Engelske, franske, tyske og russiske Børn tumlede sig i glad Endrægtighed paa den hvide Strandbred Dagen lang.

Da fik en af Hotelejerne iden usalige Idé, at udskrive en Konkurrence om, hvilken Nations Børn der i Sandet kunde bygge den kunstfærdigste Fæstning. Da saa ved Be­

dømmelsen den ene Nations Børn fik tilkendt Præmien, var Freden forbi, og de andre Nationers Børn overfaldt de be­

gunstigede, og en europæisk Krig en miniature udkæmpedes med Raseri paa den før saa fredelige Strandbred.

Man forstaar godt nok Krigens Tiltrækningskraft overfor det barnlige Sindelag, og mange Voxne bliver paa dette Punkt ved at være Børn hele deres Liv. Naar et Folk bliver ind­

viklet i en Krig, da skyller Krigsbegejstringen som en Storm­

flod hen over Landet. Den kommer med flyvende Faner og klingende Spil, som en højbaaren Junker til Hest, medens Fredstanken kommer som »den liden graa Bonde«, stilfærdig

5

og uanselig, og minder os om det ubelejlige Ord: Du skal elske din Næste, som Dig selv!

Det var alle Dage lettere og taknemmeligere, at appellere til Lidenskaberne og Hadet med højtstemte Fraser, end med stille Stejnme at mane til Besindighed og Fred.

Jeg tror dog, at Forældre vil gøre baade rigtigere og klo­

gere i at bede deres Børn lytte til Fredens sagtmodige Røst, end at lade sig besnære af de gjaldende Fanfarer, som ud- gaar fra de Krigsbegejstredes Lejr, hvor bestikkende de end kan lyde.

Thi vil vi nogensinde naa til bedre og mere menneske­

værdige Tilstande, end dem, der for Øjeblikket raader i Ver­

den, da maa det være alle Forældres Opgave, først hos dem selv at udrydde Indbildningen om Krigens Uundgaaelighed, og dernæst hos deres Børn at opelske Kærlighed til Freden og Afsky for Krigen, og denne Opgave bør særlig være Kvin­

dernes.

Der kan ikke tænkes nogen frygteligere Sorg for en Mo­

der, end den, at se den Søn, hun har født under Smerte, hvis Barndom hun har værnet mod alle Farer, hvis Ungdoms Sor­

ger og Glæder hun har delt og som nu er naaet til det Maal, som hun og han i Fællesskab har stræbt imod, blive dræbt som et Slagtekvæg i en Krig, fremkaldt af chauvinistiske Mi­

litarister og klodsede Diplomater.

Og dog findes der samvittighedsløse eller i al Fald tanke­

løse Kvinder, som hos deres Børn opelsker et glødende Na­

tionalhad, som vil følge dem hele deres Liv, og hvis der bliver Krig, maaske bringe dem Døden eller gøre dem selv til Mordere.

Man læse en Beretning fra den nuværende Krig, skreven af en ung Russer om en af hans Kammeraters Død og offen- liggjort i et herværende Blad: »Nogle Skridt fra os er en Kanon exploderet. Der er én, der stønner, nej, han støn­

ner ikke, han brøler som et vildt Dyr: U—u—o—o! Det er den Frivillige Kassarenkow. En Kardætskkugle har truffet ham i Underlivet. Han snor og krummer sig af Smerte og hulker højt. Jeg kryber hen til ham. Han er bleven stille og hvisker noget. Jeg hører hans Stemme: Mor! Mor!«

Dette Ord stammes i denne Tid af de Døende i alle Sprog rundt om paa Europas Valpladser, stammes maaske medens den sidste Tanke jager gennem Hjernen: Mor! Mor! hvorfor lærte Du mig ikke at hade og sky Krigen og dens Forbry­

delser.

6

Egentlig Nationalhad findes ikke mellem Folkene. De la­

der sig kun i krigeriske Tider suggestionere af samvittigheds­

løse Politikere og letfærdige Avisskrivere til at indbilde sig, at de nærer et saadant Had.

Den nuværende Krig har givet talrige Beviser paa, at de menige Soldater, saasnart Kampens sanseløse Raseri er forbi, gribes af de mere menneskelige Følelser, som er deres egentlige Natur.

Vi skal efter danske og fremmede Blade anføre et Par Exempler, som klart viser, at de dyriske Lidenskaber, som Krigen fremkalder, er de overfladiske og de mere medfølen­

de Karaktertræk de væsentlige:

En engelsk Sanitetssoldat giver følgende Skildring af Til­

standen paa en Slagmark, hvor Kanontordenen endelig var s t i l n e t a f :

»Det havde været et forfærdeligt Blodbad, og døde og døende Soldater fra begge Sider laa mellem hverandre paa Marken. Et Sted laa en haardt saaret Englænder med Hove­

det hvilende paa en døende Tyskers Skulder, medens en fransk Soldat gjorde sit Bedste for at opmuntre og hjælpe dem og tømte sine Lommer for at søge at finde noget, som kunde trøste de andre i deres sidste Øjeblikke.

Jeg gik hen til en skotsk, saaret Soldat: »Det er min Fød­

selsdag i Dag,« sagde han. Ansigtet var blegt og fortrukket, og næsten inden Ordene var ude af hans Mund, sank han død om.

Under et Træ fandt jeg en Gruppe af saarede tyske, en­

gelske og franske Soldater, som var fordybet i stille Bøn.

Lige i Nærheden af dem laa en Skotte død med sit Testa­

mente i Haanden, opslaaet ved Kristi Lidelsehistorie.« — I »Manchester Guardian« offentliggjordes et Brev, i hvil­

ket en engelsk Soldat jævnt og troværdigt berettede om en lille Scene fra Valpladsen:

»Jeg standsede ved en døende tysk Soldat og spurgte ham, om jeg kunde hjælpe ham. Han bad mig om han maatte hol­

de sin Haand i min indtil det var forbi. Det gjorde jeg — og det var ham øjensynlig en Trøst, at der i den sidste Times Tid var et Menneske hos ham.«

Julen synes særlig at have fremkaldt blidere Følelser hos de Kæmpende. Saaledes beretter det kejserlige østrigske Kor­

respondancebureau, at Russerne, som belejrede Przemysl, sendte følgende Julehilsen ind til de Belejrede:

7

»Vi ønsker dem alle. Fæstningen Przemysls tapre Forsva­

rere, af ganske Hjerte en glædelig Jul. Glæde og Fred paa Jorden og i Menneskene en Velbehag. Gud give Opfyldelsen af alle deres Ønsker. Dette er det oprigtigste Ønske hos Of­

ficerer og Mandskab ved Artilleribrigadens 5. Batteri.«

Dette, i al dets ulogiske Naivitet elskværdige Dokument, var sikkert velment.

Ogsaa fra Juletiden beretter en engelsk Officer:

»Dette har været en mærkelig Tid. Alt har været frede­

ligt, naar undtages lidt lejlighedsvis Skydning paa vor højre Fløj. De usædvanligste Scener udspilledes mellem Skytte­

gravene. Vore Soldater og Tyskerne forlod dem og blandede sig imellem hinanden, passiarende og bydende hinanden Ciga­

retter. Nogle af vore Folk aflagde endog Besøg i Fjendens Skyttegrave og blev der i nogen Tid, paa det Bedste under­

holdt af Tyskerne. Man sang for hinanden, ja, et af vore Regimenter havde en Fodboldkamp med dem og tabte med 3 Maal mod 2.

1 et andet Brev fortælles endog, at en tysk Officer tog en Plade af de engelske og tyske Soldater Arm i Arm og med hinandens Hovedbeklædninger paa.«

Men naturligvis tiltalte disse Udslag af indbyrdes Fordra­

gelighed ikke de overordnede militære Ledere, og kort efter Jul fremkom der fra den tyske Overkommando et skarpt For­

bud mod al Fraternisering.

Man forstaar godt denne Hærledernes Frygt. De har væ­

ret bange for, at de Menige, naar de lærte deres Modstandere at kende, som de godmodige og skikkelige Fyre, som de paa Bunden var, skulde faa den Mordlyst svækket, som er Betingelsen for at være »pligtopfyldende« Soldater.

Nej, Krigen skyldes ikke Folkenes indbyrdes Had. Fik de Lov til i Fred at dyrke det internationale Samkvem uden at ophidses mod hverandre af Regeringernes Ledere og de Organer, som ser deres Regning ved at sprede Mistro og Splid, opstod der aldrig nogen Krig. Sand Fædrelandskær­

lighed nødvendiggør ikke Had til andre Nationer, tværtimod vil man i Reglen tjene sit Fædreland bedst ved at gøre alt for at slukke Nationalhadet. Tilmed vil Tiden som Regel be­

sørge den naturnødvendige Afdæmpning.

Hvad er der tilbage af det brændende Had, som for et Aarhundrede siden rasede her i Landet mod »Engelskman­

den, den forbandede Tyv«? Nu er det snarere forvandlet til en kritikløs og snobbet Beundring af engelsk Tankesæt og

8

Mode, som bekræfter Sandheden af det gamle Ord: »Om hundred Aar er alting glemt.«

Af de Allierede i den nuværende Krig kæmpede Østri­

gerne og Tyskerne mod hverandre i 1866. Frankrig os Ene- land har ligget i aårhundredgamle Stridigheder med hinan­

den, og det var i Anledning af Faschoda-Affæren for faa Aar f n Z u T ^k? ^^en^{t i l}, ^{K r j}g m e l l e m d e m- Tilsammen angreb de i 1854 Rusland for at hjælpe Tyrkiet, som de nu sammen med Rusland i Fællesskab bekriger, medens Rus­

serne og Japanerne, som for kun ti Aar siden sloges som ra­

sende, nu er Allierede.

Om nationale Motiver eller overhovedet nogensomhelsl ideelle Bevæggrunde er det ikke værd at tale ved moderne Krige, specielt ikke ved den nuværende. Kun havesyg Be­

gærlighed og smaatskaaren Misundelse ligger til Grund for

i'. ^{e r d}'e r f o r e n haarrejsende Blasfemi, naar en en­

gelsk Ministers Frue (Lady Churchill) har vovet at sam­

menligne dette modbydelige Slagteri, Menneskehedens Skænd­

sel og den officielle Kristendoms Fallit, med den hellige Be­

gejstring, der førte til Korstogene, og end ikke er veget til­

bage for at erklære, at »det Værk, som nu udførtes var større end Korstogenes«!

Lige overfor denne for Kvindekønnet beskæmmende Ud­

talelse, staar der heldigvis andre fra fremragende Kvinder, som i utilslørede Ord fordømmer Krigens brutale Barbari, og ogsaa samlede Tilkendegivelser af denne Følelse mod det for Menneskeheden uværdige Skuespil, som for Øjelikket finder Sted, foreligger fra kvindelig Side. Saaledes indgav »Den internationale Kvindestemmerets Alliance«, der tæller 12 Mil­

lioner Kvinder, repræsenterende 26 forskellige Nationer til Dronning Wilhelmina af Holland ved Krigens Begyndelse følgende Adresse:

»Som Repræsentanter for Kvinder i 26 Lande tillader vi os at anmode Deres Majestæt, som den kvindelige Hersker over det Land, der er Midtpunktet for Fredsbevægelsen, om at foretage de fornødne Skridt for at bevæge Magterne til at afgøre deres Mellemværende paa fredelig Maade. Som dem, der er sat til at værne den Race, hvis Hjem vil komme til at lide, hvis Børn vil blive dem berøvede, anraaber vi Deres Majestæt om som Dronning og Moder at række os en hjæl­

pende Haand i Retning af at søge at standse denne frygtelige Krig.«

9

Samtidig indsendte Bestyrelsen til de udenlandske Ge­

sandter i London og den engelske Udenrigsminister Sir Edw.

Grey en Adresse af følgende Indhold:

»I denne frygtelige Time, da Europas Skæbne afhænger af Afgørelser, paa hvilke vi Kvinder ingen Indflydelse har, kan vi, Folkenes Mødre, der er os vort Ansvar bevidst, ikke staa som passive Tilskuere. Skønt vi er politisk magtesløse, henvender vi os dog til vore forskellige Landes Regeringer og Magter for at søge at bevæge dem til at afvende den fryg­

telige Ulykke, der er uden Sidestykke i Historien.

Vi Kvinder befinder os for Øjeblikket i den forfærdelige Situation, at vi ser, det vi sætter højest — Hjemmet, Fami­

lien, Slægten — ikke alene udsat for Fare, men for en gan­

ske sikker og meget udstrakt Ødelæggelse, som vi hverken har Magt til at forhindre eller formindske. Hvilket Resultatet end bliver af denne Konflikt, saa meget er vist, at den vil gøre Menneskeslægten fattigere, vil rykke Civilisationen til­

bage og i høj Grad vanskeliggøre den Forbedring af Tilvæ­

relsen for Masserne, der er en absolut Nødvendighed for Folkenes virkelige Vel.

Vi Kvinder fra 26 Lande, der har sluttet os sammen i

»Den internationale Kvindestemmerets Alliance« med det Formaal at søge at opnaa politiske Rettigheder for at dele med Mændene den Magt, der skaber Nationernes Skæbne, vi anmoder den høje Regering om, ikke at lade uforsøgt no­

get Middel til Hidførelse af Benyttelse af Voldgift til Afgø­

relse af den internationale Strid, der truer med at drukne Halvdelen af den civiliserede Verden i Blod.«

De Følelser af Afsky for Krigen, der i de ovenfor citere­

de Aktstykker kommer til Orde, er saa naturlige og i deres Form saa værdige, at man skulde synes, at enhver Kvinde kunde slutte sig til dem, og dog kan man herhjemme se Kvin­

der, der selv efter at Krigen er udbrudt, og det har vist sig, hvilke Skændselsgerninger den har været Anledningen til, ikke har tabt deres militaristiske Begejstring og er vedbleven med deres Agitation for, som de siger, »at styrke Landets Forsvar med en kommende Krig for Øje.«

Dette Formaal, at styrke Landets Forsvar, lyder jo og- saa i de fleste Ører saare naturligt og prisværdigt, men man glemmer, at det, der har ført til den nuværende Krig, er netop, at alle Stater fra Aar til Aar har styrket og atter styr­

ket deres Forsvar i det uendelige, indtil det kom til det Punkt, hvor man indsaa, at en Fortsættelse af disse uhyre Rustnin­

10

ger efterhaanden vilde blive en uudholdelig Byrde, og at man enten maatte skride til en almindelig Afvæbning, eller Jade det komme til en Styrkeprøve for at faa sine Modstandere knuste, inden de blev for mægtige.

Man valgte til Skam for Statsmændenes Klogskab og For­

udseenhed og til Ulykke for Folkene det sidste frygtelige Al­

ternativ, og nu da det har vist sig, at ingen af Magterne efter 8 Maaneders fortvivlede Anstrengelser, efter et utroligt Spild af Menneskeliv og økonomiske Værdier, har naaet til næv­

neværdige Resultater, men at Operationerne er bleven til en stagnerende »Trækken Tov<< mellem Modstanderne, er der ingen Tvivl om, at man rundt om i de europæiske Kabinet­

ter af Hjertet angrer den fortvivlede Beslutning, der blev fattet i de sidste Dage af Juli 1914.

Herhjemme har de Kvinder, der har arbejdet for For- svarssagen, som naturligt er, i deres Agitation støttet sig til vore militære Sagkyndige, og efter deres Tilskyndelse sær­

lig arbejdet for Københavns Befæstning. Desværre har jo imidlertid den nuværende Krig vist, at vore »Sagkyndige«

i en forbavsende og uhyggelig Grad har været ikke sagkyn­

dige, saaledes at de lige til September 1914 rent ud nægtede Muligheden af de nu saa berømte 42 Ctm. Haubitsers Exi- stens, og henviste dem til Søslangernes Kategori, skøndt det senere er konstateret, at de allerede for to Aar siden har været udførligt beskrevne af en schweizisk Ingeniør i et ud­

bredt militært Tidsskrift, ja endog har været udstillede paa Verdensudstillingen i Chicago, hvor de vakte almindelig Op­

sigt.

Da dette moderne Belejringsskyts har en Rækkevidde af 14 Km., vil det være muligt med et saadant Monstrum fra Højderne om København, f. Expl. fra Bakkerne mellem Søl­

lerød og Nærum med ødelæggende Virkning at beskyde Byen.

Antwerpen »Verdens stærkeste Fæstning«, anlagt af Ge­

neral Brialmont, »Verdens genialeste Befæstningsingeniør«, holdt sig kun 12 Dage mod dette frygtelige Skyts, som kraf­

tig sekunderes af de over den ulykkelige By svævende Zep­

pelinere. København er langtfra saa stærk en Fæstning som Antwerpen og vore Sagkyndige maaske knapt saa geniale som Brialmont — hvor mange Timer vil København holde sig?

Vor Hovedstad er til alt Held hidtil blevet skaanet for Krigens Rædsler — lad os haabe, at den ogsaa fremtidig bli­

ver det. Og naar saa denne ulykkelige Krig er endt, lad os

11

saa aldrig mere høre Tale om dette sørgelige Foster af op­

skræmte Forsvarsvenners Fantasi, som kaldes Københavns Befæstning. Dens Dage bør være talte længe inden den fast­

satte Frist, 1922. Den har kostet nok af spildte Penge og Ar­

bejde, lad den ikke ogsaa komme til at koste spildt Blod. Dens Nedrivning kan dog give Beskæftigelse for nogle ledige Hæn­

der — det vil være den eneste Nytte, den har gjort.

Skønt dette, efter de Erfaringer, den nuværende Krig har bragt, burde staa klart for alle, har man dog af Udtalelser i Bladene sét, at vore Forsvarskvinder allerede bereder sig til, naar Krigen er forbi, atter at drage i Leding for dette deres Hjertebarn, som allerede har kostet Landet mere end halvtreds Millioner og som i Stedet for at være en Beskyt­

telse er en Fare for Landet, thi en Fæstning, som ikke kan forsvares, og det kan ingen Fæstning i vore Dage, især ikke én, som rummer en stor civil Befolkning, er værre end in­

gen Fæstning, thi den giver Fjenden Ret til Byens Ødelæg­

gelse.

Det er i det Hele en utrolig Letsindighed, med hvilken vore »Forsvarsvenner«, Mænd som Kvinder, med en Ihær­

dighed, som var en bedre Sag værdig, arbejder paa at be­

rede Landet den samme Skæbne som Belgien, dette ulykke­

lige Land, der er brugt som en Stødpude mellem Stormag­

terne, hærget af Fjender, og som Danmark i 1864, svigtet af Venner, som uden at bringe Hjælp i Tide havde ægget det til en Modstand, som langt oversteg dets egne Kræfter, og som nu rnaa se sine skønne verdensberømte Badesteder af- vexlende bombarderede af Tyskerne og Englænderne.

De fleste Kvinder søger i vore Tider »en Opgave«. Vore Forsvarskvinder har fundet deres Opgave i at arbejde for Krigsforanstaltninger. Andre Kvinder, hvis Øjne er blevet aabnede for Krigens Meningsløshed og Gru, bør søge at virke for Freden nu og i Fremtiden.

Man har fra Arilds Tid beskyldt Kvinderne for Mangel paa Logik, og noget kan der maaske ligge til Grund for denne Beskyldning, men der behøves i Sandhed kun et Minimum af logisk Opfattelse for at indsé, hvilken Forbrydelse og Uri­

melighed en Krig mellem Nationer, der kalder sig civiliserede og kristne, maa være.

At den sét fra et kristeligt Standpunkt er forkastelig, kan ingen, som vil sé, undgaa at sé. Selv de mest haartrukne Fortolkninger af det ny Testamentes Fordømmelse af alle Former for Ufred og Vold, kan ikke fremkalde Tvivl hos

12

noget klartseende Menneske, men ogsaa for ikke Kristne for Mænd og Kvinder, som er i Besiddelse af sundt Omdøm­

me og almindelig menneskelig Følelse, maa Krigen staa som en Forbrydelse mod al Humanitet og Kultur.

Medens i Fredstid det mindste Overgreb, ogsaa mod an­

dre Landes Undersaatter, straffes haardt, saa er enhver Volds­

handling, naar Krigen først er udbrudt, tilladelig, ja ikke blot tilladelig, men fortjenstfuld, og den, der for sin Ger­

ning, hvis den var øvet paa et tidligere Tidspunkt, vilde være bleven haardt straffet, fejres nu som en Helt, forfremmes og dekoreres, og er dog maaske i sin inderste Natur en Forbry­

der hvis dyriske Instinkter har faaet et Udslag, som kun paa Grund af vore forkvaklede Samfundsforhold bringer ham Hæder og Berømmelse i Stedet for Skam og Vanære.

Havde en Englænder i sit eget Land i August 1913 dræbt en 1 ysker paa Grund af en blodig Fornærmelse fra Tyske­

rens Side, var han blevet dømt til Døden. Dræbte han i August 1914 ti ham ganske ubekendte, sagesløse Tyskere, som maaske, hvis han havde truffet dem under andre For­

hold, var blevne hans Venner, vinder han Berømmelse og til­

deles Viktoriakorset.

Dueller er i de fleste Lande forbudte og strafbare, og dog kan man bedre forstaa den Mand, som oprørt over én eller anden uhørt Krænkelse, som er tilføjet ham selv, hans Hu­

stru eller Datter, tager sig selv til Rette, end den, som i en Kng med koldt Blod nedskyder en Mand, hvis eneste For­

brydelse er, at han tilhører en anden Nation og ved hvis Død maaske Samfundet lider et uerstatteligt Tab. Havde en fransk Soldat f. Expl. i Krigen 1870 dræbt Røntgenstraalernes Op­

finder, vilde mange Franskmænd, hvis Liv nu, takket være denne vidunderlige Opdagelse, er blevet reddet, have været Dødens Bytte.

I Fredstid værnes med gennemført Konsekvens om ethvert Menneskeliv, selv det mest værdiløse. Fødes et Barn til Ver­

den, som fra Fødslen er mærket til at blive en Stakkel, uhel- [edelig aandssvag, lam og blind, hvis Liv vil blive en Kæde af Lidelser for det selv og dets Omgivelser, er det juridisk set en Forbrydelse at ende dets pinefulde Tilværelse ved at lade det sove smertefrit hen i en ubevidst Død.

Saamegen Vægt lægges der i Fredens Dage paa et Menne­

skeliv, kun skabt til Sorg og Ulykke!

o v e r Forbrydernes Liv vaages der i vor humane

Tidsalder med ængstelig Samvittighedsfuldhed.

13

Tænk paa et Par Mænd, som dem, vi i denne Vinter har læst om i Bladene. I enhver Forbrydelse har de gjort sig skyldige: Tyveri, Bedrageri, Falskmøntneri, Sædelighedsfor­

brydelse og tilsidst i et grufuldt Mord paa en stakkels, værge­

løs gammel Kone, udført med en utrolig kynisk Raahed.

Men vor Tids Tænkemaade forbyder at fælde, eller i al Fald eksekvere, Dødsdommen over disse to Forbrydere, hos hvem enhver menneskelig Følelse synes udslukket. Og — maaske er det rigtigt saaledes. Mennesket bør overhovedet ikke gøre sig til Herre over Liv og Død. For dem bør ene han raade, som har vakt Livet, og som i det rette Øjeblik vil sende Døden.

Men for ethvert selvstændigt tænkende Menneske maa det være umuligt at bringe Sammenhæng mellem den nøjeregnen­

de, skrupuløse Ømhed, hvormed man i Fredstid vogter over ethvert, selv den værste Forbryders Liv, og den hensyns­

løse Foragt, med hvilken man i Krigstid dræber Tusinder af unge haabefulde Mænd, som for deres Hjem er uerstattelige og hvoraf nogle maaske var udsete til at tilføre Kulturen og Menneskeheden uvurderlige Værdier.

Foruden hvad den ødelægger af Menneskeliv, vil den nu­

værende frygtelige Krig, inden den er endt, have kostet Eu­

ropa mere end 100 Milliarder Kroner, en Sum saa uhyre, at Tanken ikke mægter at opfatte den. Alene for Renterne af den vilde aarlig Millioner af Fattige kunne faa deres Nød lindret, Hospitaler oprettes og Hjælp under enhver Form ydes. Hvert Skud, som affyres med én af Tyskernes Kæm­

pekanoner, koster 18,000 Kr., et større Beløb end det, som anvendes en hel Vinter af Københavns Samaritaner.

Og hvad naas der nu med disse Milliarder, som hensyns­

løst ofres paa Krigens Alter: Ulykker, Elendighed, Ruin og Ødelæggelse. Herlige Kunstskatte sønderskydes, Byer af­

brændes, kraftige, lykkelige unge Mænd gøres for Resten af deres Liv til nedbrudte, ulykkelige Krøblinge, unge, glade Hustruer forvandles til sørgende Enker, Børn bliver fader­

løse og gamle Forældre mister den Søn, som skulde have været deres Alderdoms Støtte, og som de har sat hele deres Haab til.

I Sandhed, de hvis Medlidenhed ikke vækkes, og hvis logiske Savn ikke oprøres mod dette Misbrug af Midler, der kunde være blevet til Velsignelse, men er blevet til Forban­

delse, hvis Hjerte ikke gribes af den Nød og Elendighed, som følger i Krigens Fodspor, de maa hverken være i Besiddelse

14

af Medfølelse ©Her Dømmekraft, deres Forstand maa være tilsløret og deres Hjerte hærdet af Aarhundreders Fordom og Vankundighed.

Lad os haabe, at der kun er faa, der indtager dette hjerte­

løse Standpunkt men desværre er der mange, som nok er i Stand til at føle med Krigens ulykkelige Ofre, men som ikke se nogen Udvej til med virkeligt Resultat at modarbejde den. Lad os sige dem, at Fredssagens værste Modstandere er dem se v. Netop i deres egen energiløse Holdning ligger den egentlige Grund få at de udprægede Militaristers for­

holdsvis faatallige Skare kan øve deres skæbnesvangre hvo- notiserende Indflydelse paa Masserne, og lad os atter hen­

vise dem til Afholdssagens Resultater. Har de kunnet naas skønt Afholdet fra berusende Drikke hos mange kræver en betydelig personlig Resignation, saa maa Fredssagen saa me­

get lettere kunne vinde Tilslutning, thi den kræver kun, at de, som slutter sig til den, bruger deres Omdømme, som vi­

ser dem, at Krigen altid bringer Nød og Ulykke i sit Spor, og lytter til deres Samvittighed, som forbyder dem at øve de Misgerninger, som Krigen fører med sig.

Det vil kun være rimeligt, om alle de europæiske Magter, som har indladt sig paa denne ulykkelige Krig, nu fortryder at de har ladet deres Lidenskaber løbe af med sig. Thi hvad end Kampens Udfald bliver, saa vil Sejrens Løn aldrig kom­

me til at opveje de uhyre Ofre, den har kostet. Kun de gule Øboere i Østen ser smilende til, mens det gamle Europa begaar Harakiri. Som de i Krigen mod Rusland viste sig at være de bedste Soldater, har de ved denne Lejlighed vist sig at være de bedste Diplomater, thi medens Krigen for de europæiske Stater har været Historiens grufuldeste Trage­

die, har den for dem kun været en lystig Farce, hvor den unge snedige Henrik overlistede den gamle godtroende Jero­

nimus. Først har de, takket være deres Alliance med Eng­

land, frarøvet Tyskerne deres skønneste og mest blomstren­

de Koloni, og nu begynder de allerede at vise Tænder mod deres hidtidige Allierede og kræve Herredømmet i hele Østen som deres Ret.

De europæiske Stater burde glemme deres Strid og i Stedet samle sig til en Enhed i Lighed med de nordameri­

kanske Fristater og i fredelig Alliance med disse.

Først og fremmest maa der arbejdes hen til at dæmpe INationalhadet, som jo har haft saa sørgelig en Voxetid i det sidste Aar, og heldigvis hæver der sig allerede nu, selv hos

15

de krigsførende Magter, Stemmer, som maner til Fordrage­

lighed mellem de Nationer, som i Øjeblikket er Fjender.

Saaledes skriver en engelsk Forfatter i »Daily News« for 27. Februar bl. a. følgende forstandige og besindige Ord:

»Den Krig, som nu dræner Europa med dets bedste Blod, er opstaaet indenfor Regeringerne. Det er ikke Krig mellem Folkene, det er Krig mellem Diplomaterne, Militaristerne og Dynastierne, opstaaet ved Fyrsters Ambition, Ministres In­

triger og Kancelliernes hemmelige Forhandlinger. Intet er sikrere, end at skal de samme Magter ogsaa gøre sig gæl­

dende i Fremtiden, saa har vi Krigen igen. Uden Varsel vil Krigserklæringen lyde til os, som den lød i Juli Maaned.

Skal vi have nogensomhelst Garanti for, at en Forblød- ning som den nuværende ikke skal gentage sig i Fremtiden, maa Samfundet bygges paa ny Grund. Saa længe det er organiseret med Tanker paa Krig, vil Krig vare, og skal det organiseres med Tanken paa Fred, maa det komme fra Folkene selv. Ikke fordi Selvherskerne og Diplomaterne øn­

sker Krig, men fordi de lever i en Sfære, hvor Ambition og Konkurrence kan føre til Krig imod deres Vilje.

For faa Dage siden udtalte en Mand, som véd saa me­

get om de Begivenheder, der førte til den nuværende Krig, som kan vides: »Bethmann-Hollweg ønskede Fred, han har arbejdet i Aarevis for Fred«.

Det er Systemet, der er galt, som lægger Nationernes Skæbne i Hænderne paa Mænd, hvis Handlinger hemmelig­

holdes til Krigen staar i Lue. Ved hvilken Beskyttelse kan Samfundet sikre sig mod en Gentagelse af det, som nu sker?

Fra de ledende Mænd kan vi ikke vente Hjælp. Mr.

Bernard Schaws Forvrængninger af Kendsgerninger er til Papirkurven. Wells begyndte med at paastaa, at »Krig skal gøre Ende paa Krig«, og er nu kommet til det Resultat, at vi skal opnaa Fred ved at erklære Tyskland en evigvarende økonomisk Krig. Mr. Yves Gyot spaar Lykke og Fred, naar alle Tyskere er lavet til Plukkød.

Det er ikke Barbarismens gamle Vaaben, der skal redde Europa. Befrielsen kan kun ske ved at sætte Fred imod Krig; ikke Statsmænd, men Borgere skal udføre dette Hverv.

Vi maa arbejde hen imod, at Haag bliver Domstolen, der skal afgøre Europas Interesser. Lad os faa en Central, hvor­

fra der arbejdes for Verdensfreden. Fredsarbejdet maa have et eget internationalt Parlament, ikke lejlighedsvis, men kon­

stant, hvor diplomatiske, financielle og militære Divergenser

16

kan blive afgjort. Det maa være en Repræsentation for alle civiliserede Stater, som skal have Ret til at gribe ind hver Gang Freden trues.«

Ogsaa fra kvindelig Side har der hævet sig Røster der maner til Arbejde i Fredssagens Tjeneste, uafhængigt af na­

tionale Modsætninger og Antipatier.

S aa ledes skriver en engelsk Soldats Moder i Kvindebladet

»Jus-suffragii«:

»For hver Maaned, der er gaaet, har jeg stærkere og stær­

kere følt Krigens Rædsel og Lidelser, som er fælles for alle.

Man føler dybt i sit Hjerte, at de tyske Mødre og Hustruer lider lige saa meget som de blandt vore egne Venner, der har mistet Sønner og Ægtefæller, eller som de modige fran­

ske Kvinder, der er ramte af samme Ulykke. Mit Hjerte li­

der med dem alle. Vi sørger alle i samme Grad. Min elske­

de, ældste Søn er kun én blandt Tusinder, ak, Hundrede Tusinder, som vil blive dræbt, før denne Krig ender. Det er min Hugh; det er deres Jacques, deres Fritz, deres Nicho- laus. Hvad betyder Nationaliteten? Alle Mødre føler for hverandre i deres Sorg. Den binder dem sammen til Trods for al Forskel i Nationalitet, Stand eller Religion. En Moders Hjerte er det samme over hele Verden.«

Det er Kvinder, der som denne Moder har Følelse, ogsaa [?M,d e fri d e!^e r' s o m K r i£e n bringer over andre, og i Øje­

blikket fjendtlige Nationers Mødre, som man maa haabe maa faa Evne og Magt til at øve deres Indflydelse paa den kom­

mende Slægt.

Fra Mændenes Side har der allerede i Aaringer, om end langtfra med tilstrækkelig Kraft, været virket for at modar­

bejde Krigen og dens Følger, nu er det Kvindernes Tur til gøre deres Indsats i Fredsarbejdet. De er jo Fremtidens Væl­

gere, der skal have samme Rettigheder, Ansvar og Pligter som Mændene. De maa stræbe efter, inden den Dag op­

rinder, da de skal indtage deres Plads i Lovgivernes Række at staa fuldt rustede og fast organiserede til at arbejde for Freden mellem Folkene.

Thi Freden er den bedste Gave de kan bringe som Tak for deres politiske Frigørelse. —

* >

Tidligere udkom af samme Forfatter:

„Verden i Flammer"

En Tidsbetragtning.

===== Pris: 0,25. =====

Af Anmeldelser anføres:

Under Titlen »Verden i Flammer« er der (hos J. Frimodt) ud­

kommet et lille Skrift, som vi anbefaler alle danske Fredsvenner at stifte nærmere Bekendtskab med. Forfatteren har ikke navngivet sig paa Skriftet, men Indholdet viser tilstrækkeligt, at han er en varm og fuldtro Fredsven, der raader over betydelig Kundskabsfylde og stilistiske Evner, og hvis Sind og Tanke brænder af Iver for Fred og Ret. Det er hans Afsky for Verdenskrigens Rædsler, der har drevet ham til at skrive og offentliggøre dette Indlæg. Han betegner det derfor ogsaa som »En Tidsbetragtning«.

Hvad han først i skarpe og rammende Ord fremhæver er, at »den væbnede Fred«, d. v. s. Kaprustningerne, har foraarsaget Verdenskrigen.

Den gamle Sætning: »dersom du vil Freden, da forbered Krigen«, var blevei Militaristernes Valgsprog, og i Kraft af denne Sætning handlede man.

»For Freden hævedes Champagneglassene, naar Folkenes Herskere samledes,« skriver Forf. »Triplealliancen var Fredens bedste Værn, Tripleententen dens trofaste Vogter. Og Fæstningerne forstærkedes, Hæ­

rene forøgedes, mægtige Flaqder bedækkede Havene, hele Europa lig­

nede en befæstet Lejr, — nu maatte da Freden være sikret, Krig umu­

lig, hvem turde sætte disse frygtelige Kræfter i Bevægelse, hvem turde tage Ansvaret?

Da knaldede et Skud nede i den fjerne lille By Serajevo, en sytten- aarig Skoledreng kastede en Bombe, og hele det skønne Fredsværk laa i Ruiner, Korthuset var væltet — Verden i Flammer!

Nej, den, som vil Freden, forbereder ikke Krigenl Man plejer dog ikke at bære Ved til den Ild, man vil slukkel Den, som vil Freden, han arbejde for Freden!«

Det anførte Citat giver en Prøve paa Forf.s Fremstillingsmaade.

Skriftet udmærker sig fra først til sidst ved dyb og varm Følelse, agi­

tatorisk Kraft og Klarhed i Argumentationen.

Det indeholder en Rigdom al træffende Udtalelser om Præsternes Deltagelse i Forsvarsagitationen, om Fredssagens lunkne Venner som dens værste Modstandere, om den kunstige Fremavling af Nationalhad og om selve den forfærdelige Krigs-Katastrofe, der nu gennemryster Ver­

den. Vi kan da kun gentage vor Opfordring til danske Fredsvenner om at gøre sig bekendt med denne Tidsbetragtning; de vil ikke fortryde det.

(Fredsbladet.) Ogsaa dette lille Skrift anbefaler vi vore Læsere at stifte Bekendtskab med. Det er en Række aforistiske Betragtninger, som med en varm Fredsvens hele Energi søger at vinde nye Venner for Sagen, dels ved at vise den væbnede Freds Fallit og Krigens vanvittige Væsen, og dels ved at lægge den officielle Kristendoms Halvhed blot i dens Stilling til Krigen: »Man maa enten være Kristen eller Forsvarsven, at ville være begge Dele er en Inkonsekvens.« Ved oplysende Eksempler hævdes det ogsaa, at Nationalhadet som oftest er frembragt ad kunstig Vej, at det som Regel ikke er de jævne Folks naturlige Følelse.

Forfatteren, som ikke har navngivet sig, fører et let og godt Sprog, som gør Indtryk af, at han er i Besiddelse af Kundskaber og Dannelse.

(Freds-Varden.)