Digitaliseret af / Digitised by
D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY
København / Copenhagen
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk
Digitaliseret af / Digitised by
Det Kongelige Bibliotek / The Royal Library København
For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kb.dk
flctp
W Grundrids ved folkelig Universitetsundervisning.
Nr. 242.
Penge og Priser.
Med et Afsnit om Prisreguleringsbestræbelserne under Verdenskrigen.
Af
Edv. Mackeprang.
Udgivet af Universitetsudvalget.
I K o m m i s s i o n h o s J a c o b E r s l e v . 1915.
Bogladepris 20 Øre.
VERDENSKRIGEN 1914-18 9
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
0 0 ? é 130019379877
Grundrids ved folkelig Universitetsundervisning.
Nr. 242.
Penge og Priser.
Med et Aisnit om Prisreguleringsbestræbelserne under Verdenskrigen.
Af
Edv. Mackeprang.
/
m L/5?/
Udgivet af Universitetsudvalget.
I K o m m i s s i o n h o s J a c o b E r s l e v . 1915.
U
3/
LITTERATUR:
E . M a c k e p r a n g : H ø j e o g l a v e P r i s e r . K ø b e n h a v n 1911.
Forskellige Artikler om Prisregnleringsbestræbelserne under Verdenskrigen i Nationaløkonomisk Tidsskrift og Dansk Land, Aargang 1915.
S. L. Møllers Bogtrykkeri. København.
PENGE.
Den mest primitive Form for Omsætning er Bytte
handel, hvor Varer byttes mod Varer. Forudsætning-en for, at et Bytte kommer i Stand, er, at begge Parter har Brug for hinandens Ting. Man vil rent umiddelbart kunne inclse, at der er ret snævre Grænser for en saa- dan Ombytning. Selv paa et forholdsvis lavt Kulturtrin er Menneskets Fornødenheder i Art og Kvalitet ret tal
rige, hvorfor en saadan primitiv Ombytning hurtigt vil ophøre af sig selv, idet man ganske ubevidst søger at faa et almindeligt Omsætningsmiddel, nemlig en eller anden Vare, som alle sætter Pris paa. Hvilken Vare der i det givne Tilfælde bliver valgt, afhænger af det paagældende Samfund. Jægerfolk vil fortrinsvis vælge Genstande, der staar i Forbindelse med Jagten (Vaaben, Huder), et Hyr
defolk vil vælge Kvæg (Kvæg — pecus — pecunia — Penge) og saa fremdeles. Paa Island benyttede man i Oldtiden ved Siden af Sølv ogsaa Fisk og Vadmel.
Mange af de nævnte Omsætningsmidler er dog i flere Retninger meget uhensigtsmæssige. For at en Ting skal være et godt og brugbart Omsætningsmiddel, maa det samtidig opfylde flere forskellige Betingelser, det maa være
1. deleligt og igen let foreneligt, 2. ensartet i Kvalitet,
3. praktisk talt uforgængeligt og
4. af forholdsvis høj Værdi i en lille Mængde.
Kvæg, Skind m. m. opfylder saa godt som ingen af de fire Egenskaber, og hvad Jærn og Kobber angaar, saa kan disse to Metaller hverken siges at være uforgænge
lige (ruster og irres) eller at være af høj Værdi i en lille Mængde (2000 Pd. Jærn lig 100 Pd. Kobber lig 50 Kr.). Kun de ædle Metaller, Guld og Sølv, opfylder fuldtud samtlige fire Egenskaber.
4
Det er derfor ogsaa ret forstaaeligt, at netop disse er blevet valgte til Omsætningsmidler. De kan deles og sammensmeltes igen uden Værditab, de er helt igennem ensartede i Kvalitet, de kan opbevares uden større Be
kostning og er uforanderlige gennem Tiderne, og endelig repræsenterer en forholdsvis lille Mængde en høj Værdi
(i Pd. Guld lig 1240 Kr., 1 Pd. Sølv lig ca. 35 Kr.).
I Begyndelsen anvendte man Guld og Sølv i Form af Stænger (Barrer), senere udmøntede man dem, d. v. s.
man stemplede dem med deres Vægt eller Værdi. Denne Ret til at stemple eller udmønte blev i Middelalderen udøvet af Kongerne, Fyrsterne, Biskopperne og Bykom
munerne ; men herved indsneg der sig Misbrug, og Møn
terne fik ofte et andet og mindre Metalindhold end deres Paalydende.
En nordisk Mark var oprindelig en »mærket« Mæng
de Sølv til en Værdi af 36 Kr.; senere blev en Mark lig 16 Skilling. Mønterne blev »beklippede«, hvad der gav Udøveren af Møntningsretten en god Indtægt.
I Nutiden er Møntningsretten ordnet paa en anden Maade. Man har overalt for de større Møntstykkers Ved
kommende indført fri Udmøntning for Private.
Herhjemme bestemmer saaledes vor Møntlov af 23.
Maj 1873 i § 12, at »der skal aabnes Adgang for Enhver til at erholde Hovedmønter udmøntede for indleveret Guld imod Erlæggelsen af en Slagskat«. Enhver har med andre Ord Ret til af Regeringen at forlange, at den skal udmønte Guldmønter til et Værdibeløb, svarende til det indleverede Guld, blot med Fradrag af en Slagskat, nem
lig 5 Øre af 20 Krone Stykker, og 3,3 Øre af 10 Krone Stykker. Det er Staten, der paa sit Møntværksted lader Guldmønterne lave, men det er Private (som Regel det private Aktieselskab Nationalbanken), der indleverer Gul
det til Udmøntning. Da Slagskatten (Udmøntningsge- byret) er ret ubetydelig, bliver Resultatet altsaa, at vore Guldmønters Værdi praktisk talt altid svarer til deres paalydende Værdi. Saadanne Mønter, der er Genstand for fri Udmøntning, kaldes Hovedmønter og deres Metal kaldes Møntfodsmetallet.
Før 1873 havde vi fri Udmøntning af Sølv (men ikke af Guld), og Sølvet var derfor den Gang vort Møntfods- metal, man havde den Gang Sølvmøntfod, medens vi nu har Guldmøntfod.
Ogsaa de fleste andre Lande er i Tidens Løb gaaet over fra Sølv- til Guldmøntfod.
Aarsagen til denne Overgang skyldes Sølvets stærkt aftagende Værdi i de sidste 50 Aar, hvorved det blev mindre egnet til Hovedmøntmetal. I Middelalderen var i Pd. Guld lig 11 Pd. Sølv, i det 16de Aarhundrede var Forholdet som 1 til 12, Aar 1700 som 1 til 15, hvorom det svingede endnu omkring 1850. I den følgende Tid har Forholdet været:
1851—55 15,4 1870—75 16,0 1890—95 26,6 1855—60 15.3 1875—80 17,9 1895—00 33,5 1860-65 15,4 1880—85 18,6 1900—05 36,3 1865—70 15,6 1885—90 21,1 1905—10 35,5 Sølvets varierende Værdi i Forhold til Guld vil vise det umulige i samtidig at tillade fri Udmøntning af begge Metaller (Dobbeltmøntfod). I Frankrig indførte man i Aaret 1800 Dobbeltmøntfod; da Forholdet den Gang var i Pd. Guld lig 15^2 Pd. Sølv, vilde man saaledes i H. t.
Loven for 15^ Pd. Sølv faa udmøntet 1700 Frcs. (i Sølv), og et tilsvarende Beløb af 1 Pd. Guld. Havde man vedblivende opretholdt Dobbeltmøntfoden, vilde det i Nutiden ikke have kunnet betale sig at udmønte Guld
mønter; man vilde have sendt Guldet til Udlandet, hvor man for hvert Pund Guld kan købe ca. 35 Pd. Sølv, der udmøntet i Frankrig giver ca. 3800 Francs, medens 1 Pd.
udmøntet Guld stadig kun giver 1700 Frcs. I 1870erne suspenderede man derfor ogsaa i Frankrig den fri Ud
møntning af Sølv ; det samme skete i de øvrige Lande som Italien, Belgien, Schweiz og Grækenland, der havde ind
ført Dobbeltmøntfod.
Ved Siden af Hovedmønterne cirkulerer der i alle ci
viliserede Lande de saakaldte Skillemønter, hvorved for- staas en Metalmønt, hvis Metalindholds Værdi er under Møntens Paalydende. Udmøntningsretten af disse til
kommer derfor alene Staten, der bestemmer, hvormange den vil udmønte.
Herhjemme indeholder et 2 Kronestykke ialt 12 Gram fint Sølv; da 1 kg Guld koster 2480 Kr., og Ombytnings- forholdet mellem Sølv og Guld f. Eks. i 1902 var ca. 40 til i, vilde det sige, at 12 Gram fint Sølv kun kostede ca.
74^2 Øre, medens det udmøntet som et 2 Kronestykke gjaldt lig 2 Kr.
Hvis der her var fri LTdmøntning, vilde det være en
6
god Forretning at udmønte Skillemønt, hvorfor vor ovennævnte Møntlov ogsaa siger: »Skillemønt udpræges kun for Statskassens Regning«.
Naar disse Skillemønter, til Trods for deres Under
værdi, dog tages til det paalvdende Beløb, er det dels som Følge af Loven, der erklærer dem for »lozdigt Be
talingsmiddel«, dels og hovedsagelig, fordi Loven giver Enhver Adgang til at faa dem vekslet med Hovedmønt (vor Møntlovs § n). Gennem den sidste Bestemmelse er det faktisk gjort umuligt for Regeringen at faa udmøn
tet for mange Skillemønter, da disse i saa Fald af sig selv vil vende tilbage til Statskassen.
Ved Siden af Hoved- og Skillemønter findes endnu en tredje Slags Penge, nemlig de saakaldte Banksedler, d. v. s. Sedler udstedt af en dertil af Samfundet bemyn
diget Bank, der til Gengæld for Seddeludstedelsesretten paa Forlangende skal indløse Sedlerne med Landets Ho
vedmønt. Paa en Maade er der saaledes kun en ringe Forskel mellem Skillemønt og Banksedler, begges Mate- rialindhold er under den paalvdende Værdi, for Banksed
lernes Vedkommende er Materialindholdet jo endda lig Nul, og begges faktiske Værdi beror paa Muligheden af til enhver Tid at kunne ombytte dem med Hovedmønt.
For at Samfundet dog kan være paa den sikre Side med Hensyn til den seddeludstedende Banks Evne til at opfylde sine Forpligtelser, kræver man, at Banken altid skal have en vis Mængde af de udstedte Sedler dækket af Hoved møntmetallet.
Den skitserede Ordning af Seddeludstedelsen med Indløsningsforpligtelse og Metaldækning er først bleven rationelt ordnet i det sidste Aarhundrede. Tidligere blev Indløsningspligten ikke altid overholdt eller fra Tid ti!
anden suspenderet, ligesom Metaldækningen ikke var fastsat gennem Lov. Resultatet blev derfor ofte, at man udstedte en stor Mængde Sedler, der faldt i Værdi (fik- Kurs). Under Napoleonskrigene havde vi herhjemme udstedt Sedler til et Beløb af Milliard Kr., men Sed
lerne faldt ogsaa til Vio af deres paalydende Værdi.
Under den nuværende Verdenskrig har man i de fle
ste Lande søgt at værne om de seddeludstedende Bankers Guldbeholdninger og har derfor suspenderet deres Indløs- ningspligt, ligesom man ved at ændre Metaldækningsreg-
/
lerne i liberal Retning har muliggjort en større Seddel
udstedelse.
Der findes altsaa tre Slags Penge:
1. Virkelige Penge (fri Udmøntning, Hovedmønter).
2. Tillidspenge (Indløselighed og Dækning, Skille
mønt og Banksedler).
3. Qvasipenge (Sedler uden Indløselighed og Dæk
ning, Tvangskurs).
Foruden gennem Penge formidles Omsætningen gen
nem Bankanvisninger, en skriftlig Bemyndigelse til en Bank, hvor der er deponeret en Sum Penge, om at udbe
tale en større eller mindre Del af disse.
I Nutidens Samfund er dog til syvende og sidst den eksisterende Guldmængde Hovedværdigrundlaget saavel for de virkelige Penge som for Tillidspengene og Bank
anvisningerne ; Guldmængden er Basis for hele vor øko
nomiske Eksistens.
PRISER.
Foruden at være et Omsætningsmiddel, d. v. s. et Middel, der opløser Byttet i to Funktioner: et Køb og et Salg, er Penge tillige et Vcerdimaal, den indbyrdes Maale- stok for alle de tusinde forskellige Varers \ ærdi. En
hver Vares Værdi kan udtrykkes ved enhver anden Vares Værdi, men i saa Fald faar vi et Utal af Værdier at regne med. Pengene bliver derimod en Art Fælles
nævner i Værdiforholdet, og en Vares Værdi, udtrykt i Penge, kaldes Varens Pris.
Idealet var, at Pengene til alle Tider havde samme Værdi, samme Købeevne, saaledes at man gennemsnitlig stadig kunde faa de samme Varemængder for de samme Penge. Noget saadant er ogsaa delvis Tilfældet i kortere Tidsperioder, hvorimod Pengenes Købeevne svinger stærkt fra Aarhundrede til Aarhundrede.
Herhjemme var Priserne ved Amerikas Opdagelse meget lave; eksempelvis kan nævnes følgende Priser:
1 Td. Rug IV2 Kr. 1 Gaas 18 Øre
1 Pd. Smør 10 Øre 1 Høne 6 —
1 Ko 7 Kr. 1 Al. Hørlærred 20 —
1 Lam 50 Øre
Men samtidig var Arbejdslønnen ogsaa lav, en Svend fik 24 Øre pr. Dag, en Arbejdsmand 12 Øre pr. Dag, saa-
8
ledes at Forholdet mellem Indtægter og" Udgifter dog ikke var meget forskelligt fra Nutiden.
Siden Aar 1500 er Priserne steget fra Aarhundrede til Aarhundrede; fra 1500 til 1560 steg Priserne til det dobbelte, fra 1560 til 1660 fordobledes de igen, derefter var de konstante fra 1660 til 1760, for igen at fordobles i Perioden 1760—1870. Priserne i 1870 var saaledes gennemsnitlig 8 Gange saa høje, som da Amerika blev opdaget.
For nærmere at undersøge Prisbevægelsen konstrue
rede man et Begreb, som man kalder Indexnumber. Har man Priserne paa en Vareart lig 25, 38 og 33, henholds
vis i Aarene 1880, 1890 og 1900, og betegnes 1880 som Standardperiode, faar man, naar man sætter Prisen i dette til 100, Priserne 152 og 132 for henholdsvis 1890 og 1900. Alle disse relative Pristal betegnes som Index- numbers. Bevægede paa de ovennævnte Tidspunkter en anden Vareart sig f. Eks. fra 5 Kr. gennem 8 til 3^ Kr., saa vil Indexnumbers her blive 100, 160 og 70. Paa denne Maade beregnes Indexnumbers for en stor Række Varer, og ved igen at tage Gennemsnittet af de forskellige In
dexnumbers fra samme Aar, faar man vedkommende Aars Totalindexnumber.
Som Eksempel paa et saadant Totalindexnumber skal her anføres Sauerbecks, der angaar 45 engelske Engros
priser. Idet Priserne i Perioden 1867—77 er sat lig 100, faar man følgende Totalindexnumber (Prisniveau) efter 1869 :
1870 96 1880 88 1890 72 1900 75 1871 100 1881 85 1891 72 1901 70 1872 109 1882 84 1892 68 1902 69 1873 111 1883 82 1893 68 1903 69 1874 102 1884 76 1894 63 1904 70 1875 96 1885 72 1895 62 1905 72 1876 95 1886 Iii» 1896 61 1906 77 1877 94 1887 68 1897 62 1907 80 1878 87 1888 70 1898 64 1908 73 1879 83 1889 72 1899 68 1909 74 1910 78 Man vil se, at Prisniveauet i Perioden 1870-— ] har været nedadgaaende, i Perioden 1895—1910 opad- gaaende, men samtidig vil man se, at Prisbevægelsen in
denfor denne Hovedbevægelse har været svingende, saa-
9
ledes at Prisniveauet har kulmineret i Aarene 1873, 1880, 1890 og 1907. Disse Aar er de saakaldte Kriseaar, hvor en økonomisk Opgangsperiode er bleven opløst af en øko
nomisk Depressionsperiode.
Kriserne kommer stadig med stor Regelmæssighed og med et Mellemrum af omkring 10 Aar; en saadan 10- aarig Periode kalder man derfor en Kriseperiode.
I vedføjede Figur er noteret Prisniveauets Bevægel
ser i Perioden 1825—*1910. Man vil her genfinde de sta
dig tilbagevendende 10-aarige temporære smaa Krise-
Krise 1825
Krise 1864 Krise 1873 Krise 1837 39 Krise 1857
Krise 18-17
Krise 1882
Krise 1907 Krise 1901 rise 1890
svingninger, der møder frem med en forbavsende Regel
mæssighed. Men ved Siden heraf og uafhængig af disse ser man den store seculære Bevægelse i Prisniveauet:
Nedgang fra 1825—1850, derefter stærk Opgang til 1870, hvorefter igen Nedgang til 1895, senere Opgang.
Den senere Opgang, der i Perioden 1910—14 var ret svag, blev ved Verdenskrigens Udbrud ændret til en kolossal Prisstigning, der bedst belyses gennem følgende Totalindexnumbers, hentet fra det engelske Finansblad
»Economist«. Oversigten er her yderligere specificeret ved at man har medtaget de forskellige Varegrupper og de maanedlige Prisændringer; Perioden 1901—05 er valgt til Basis (Standard) :
10
Korn, Kød
Andre Fødevarer
Tekstil
varer Mineralier
Tømmer, Gummi, Olie
osv.
Til
sammen
1901--05 100 100 100 100 100 100
Juli 14 116 117 123 116 111 116,6
Aug. - 128 123 125 118 118 122,6
Sept. - 129 135 122 118 129 126,4
Okt. - 131 135 112 114 130 124,2
Nov. - 137 136 102 118 137 125,5
Dec. - 143 138 102 119 137 127,3
Jan. 15 157 138 107 130 150 136,5
Febr. - 169 137 111 140 152 142,3
Marts - 168 142 119 161 160 150,2
April - 169 147 119 158 163 151,2
Maj - 179 146 117 150 163 151,2
Juni - 164 143 120 156 156 147,7
Juli - 168 147 121 156 155 149,1
Siden 1901—05 er Priserne i Foraaret 1915 altsaa steget med 50 pCt., hvad der for Sauerbechs ovenanførte Prisniveau vil sige et Totalindexnumber af 105. Man skal helt tilbage til 1870—75 for at finde et lignende højt Prisniveau.
Medens Aar sagen til den nuværende stærke Prisstig
ning skyldes Verdenskrigen, er det mindre let at fastslaa, hvad der egentlig er Aarsagen til den ovenfor skitserede sekulære og temporære Bevægelse i Prisniveauet.
Prisens Højde er egentlig et Resultat af to forskel
lige Faktorer, nemlig Varemængden paa den ene Side og Pengemængden (samt Anvisningsmængden) paa den an
den Side, idet Prisen gange den omsatte Varemængde maa være lig med den benyttede Pengemængde.
Man har med andre Ord simpelthen en almindelig Omsætningsligning af følgende Udseende:
Pengemængden = Varemængden X Priserne.
Heraf udledede de engelske Nationaløkonomer i den første Halvdel af det 19de Aarhundrede den saakaldte Kvantitetsteori, at Prisniveauet stod i direkte Forhold til Pengemængden, saaledes at en Fordobling af Penge
mængden ogsaa vilde give dobbelt saa høje Priser.
Det mest typiske Udtryk for den rene Kvantitets Teori finder vi hos St. Mill gennem Bemærkningen om, at hvis en hel Befolkning pludselig fandt de Pengebeløb, som den anvender til sine Indkøb, fordoblede, vilde Efter
spørgselen uforandret blive den samme som før, og den hele Forskel vilde kun være, at Priserne blev dobbelt saa høje.
11
Denne skarpe Formulering- af Kvantitetsteorien har ret naturligt fremkaldt en betydelig Modsigelse, og man har peget paa, at Forudsætningen for Teoriens Rigtighed var, at Varemængden var konstant, samt søgt at paavise, at denne Forudsætning ikke altid blev opfyldt.
Problemet er slet ikke saa let at løse; man maa tage Hensyn baade til Omsætningsligningens ene og anden Side. En Undersøgelse af Prisniveauets Ændringer kræ
ver med andre Ord en Undersøgelse saavel af Penge
mængdens som af Varemængdens Ændringer.
Hvad Pengemængden (herunder Anvisningsmæng- den) angaar, er den som tidligere nævnt, afhængig af den eksisterende Guldmængde og dennes Bevægelser.
Ser vi paa Opgørelserne over den aarlige Guldpro
duktion i de sidste 50 Aar, saa viser den sig ret uforan
dret Aar for Aar, og denne Regelmæssighed fører logisk til det Resultat, at de aarlige Ændringer i Prisniveauet indenfor en kortere Periode ikke kan hidrøre fra Guldet.
Guldproduktionen har med andre Ord ingen Indflydelse paa de sædvanlige og typiske Bevægelser i Prisniveauet under en Kriseperiode.
Tilbage bliver der de tidligere nævnte sekulære Sving
ninger ; her virker Guldproduktionen sammen med \ are- mængden; vokse de i tilsvarende Grad, kan de afbalan
cere hinanden, vokser Guldmængden stærkest, stiger Prisniveauet, vokser Varemængden stærkest, falder det.
Begge Faktorer spiller ind her.
PRISREGULERINGSBESTRÆB ELSER UNDER VERDENSKRIGEN.
\ erdenskrigen ændrede pludselig Landenes økonomi
ske Liv og frembragte en fuldstændig Omvæltning i alle ' Omsætningsforhold med den deraf følgende Revolution i alt, hvad der hedder Priser. For at gøre Omvæltningen saa lidet skæbnesvanger som muligt, greb de forskellige Landes Regeringer ind med haard Haand og søgte gen
nem en Række Lovbud at regulere Omsætningen og Pri
serne.
Der var forskellige Veje at gaa, og man benyttede sig i de fleste Lande i større eller mindre Omfang af de fleste af disse. For nærmere at vejlede Regeringerne blev der i enkelte Lande nedsat særlige Prisregulerings kommis
sioner, der skulde gøre Indstilling til Regeringen om de Forholdsregler, der burde tages. I Danmark blev en saa- dan Kommission nedsat den 8. Aug. 1914, i Norge den 4. Aug. 1914, i Sverige den 11. Aug. Hertil knyttede sig lokale Prisreguleringskommissioner.
En af de første Opgaver, der frembød sig for disse Kommissioner, var at konstatere de forliaandenværende Beholdningers Størrelse. I saa Henseende er der fore
taget forskellige Tællinger, hvis Resultater dog gennem- gaaende er blevet betragtet som Regeringshemmeligheder og i alt Fald endnu ikke som Regel er kommet til Offent
lighedens Kundskab. I Danmark blev der t. Eks. afholdt en Korntælling i Ugen fra 5. til 11. Nov. 1914, en ny Korntælling i Februar 1915, en Foderstofopgørelse pr. 1.
Nov. 1914 og i. Febr. 1915, en Kartoffelopgørelse i Maj
I9I5 °S e n Kreaturtælling d. 25. Maj 1915. Endnu flere Opgørelser er foretaget i Tyskland, hvor der under 24.
Aug. 1914 blev udstedt en Forordning angaaende Kon
stateringen af Varebeholdningernes Størrelse. En lignen
de Forordning i Østrig-Ungarn under 1. Aug. 1914.
13
Efter at man havde konstateret Beholdningernes Stør
relse, maatte Bestræbelserne i første Række som oftest gaa ud paa at bevare disse Beholdninger for Landet selv, eventuelt at forøge dem ved Indførsel fra Udlandet. Be
stræbelserne i saa Henseende gaar ud paa følgende:
1. Nedsættelse eller Ophævelse af Indførselstolden, 2. Udførselstold eller Udførselsforbud og
3. Statsindkøb fra Udlandet.
Med Hensyn til Nedsættelsen eller Ophævelsen af Indførselstolden er den ret naturligt især bleven benyttet af de krigsførende Lande, i første Række for at forøge Indførelsen af Fødevarer. I Frankrig ophævede man straks Tolden paa Korn, Kartofler, Heste og Kraftfoder, senere fra 16. Okt. paa fersk Kød. I Østrig-LTngarn blev Korntolden ophævet d. 9. Okt. 1914. I Sverige blev Tol
den paa Hvede og Rug suspenderet fra 28. Dec. 1914.
Mere Betydning havde dog de Udførselsforbud, som saa godt som alle Lande udstedte overfor en hel Række Varer, i første Række for Fødevarerne og Foderstof
ferne. I Lande som Danmark og Holland, hvis Eksport hovedsagelig bestaar af Landbrugsprodukter, vilde det være ødelæggende at udstede et absolut Udførselsforbud, hvorfor man her for flere Varers Vedkommende er gaaet en Mellemvej, idet man kun har tilladt Udførsel af en vis Procentdel af Produktionen. I Holland blev 40 pCt. af Sukkerproduktionen og 30 pCt. af Smørproduktionen forbeholdt Hjemmeforbruget; i Danmark har under 25.
Marts 1915 en Række Eksportslagterier faaet Tilladelse til at slagte Svin til Eksport mod at forsyne det hjemlige Marked med det nødvendige Kvantum Flæsk, ligesom der senere er truffet Bestemmelser for at sikre Landet dets Forbrug af Slagteriaffald af Svin; ligeledes er ca. 30 pCt. af Fedtproduktionen forbeholdt Hjemmeforbruget.
Endelig har man i Holland søgt indført en varierende Udførselstold, der rammer de Varer stærkest, hvis Priser afviger mest fra deres Produktionspris, medens Tolden kan gaa helt ned til Nul for Varer med rimelige Priser.
Da det private Initiativ m. H. t. Indførselen var i høj Grad svækket, har man i flere Lande ladet Staten fore
tage Indkøb af forskellige Varer. Herhjemme har Stat
en saaledes i stort Omfang foretaget saadanne Indkøb af Hvede og Rug, senere af Majs; nævnte Varer blev i Lø
bet af Foraaret solgt gennem det af Staten oprettede
14
Kornkontor. Noget lignende har været Tilfældet i Norge og Sverige. Af langt mere indgribende Natur har dog den schweiziske Regerings Kornindkøb været, idet man der d. 9. Jan. 1915 indførte et Kornmonopol; i Henhold til den schweiziske Lov overtog Regeringen Landets hele Korn- og Foderstofindførsel.
De ovennævnte Bestræbelser for at forøge Forraadene maatte i flere Lande suppleres med en fra Statens Side foretagen Beslaglæggelse af disse. Beslaglæggelsen har været af forskellig Art fra en virkelig Ekspropriation til en begrænset Dispositionsret over Forraadene. I Dan
mark eksproprierede Staten saaledes i Aug. 1914 og Jan.
1915 de forhaandenværende Forraad af udenlandsk Hve
de, ligesom man i Jan. 1915 indkøbte, eventuelt ekspro
prierede, store Mængder dansk Rug. Mest omfattende har dog Beslaglæggelserne været i Tyskland og Østrig;
i førstnævnte Land beslaglagdes fra 1. Febr. 1915 alle Hvede- og Rugforraad (Kornmonopol indføres), senere udstrakt til Havre og Byg; ogsaa en hel Række industri
elle Raaprodukter er efterhaanden blevet beslaglagte.
Efter Beslaglæggelserne er der nødvendigvis to vig
tige Forhold at ordne, nemlig:
1. En Regulering af Varens Forbrug og 2. Fastsættelse af Priser (Maksimalpriser).
Med Hensyn til Regulering af Forbruget drejede det sig i første Række om at faa de beslaglagte Forraad af Fødevarer til at strække til. Man gik her som Regel sam
tidig forskellige Veje. Overfor Brødkornet anvendte man til Eksempel i Tyskland en hel Række Bestemmelser:
1) Opfodringsforbud, 2) Udmalingsprocentens Forhøj
else, 3) Brødblandinger, 4) Formindskelse af Spiritus- og Ølproduktionen og 5) Brødrationer.
Opfodringsforbud af Korn blev straks efter Krigens Udbrud indført af de forskellige Lande; i Danmark 25.
Septbr. 1914, i Tyskland 28. Oktbr. 1914; sidstnævnte Forordning indførte ogsaa i Tyskland en bestemt For
malings pr o cent for Brødkornets Vedkommende, og den 5. Januar 1915 blev Procenten forhøjet.
Brødblandingerne er ligeledes en speciel tysk-østrigsk Forholdsregel. Rugbrød i Tyskland blev saaledes først tilsat med 5 pCt., senere med 10 pCt. Kartoffelmel, Rug- og Hvedebrød i Østrig skulde først indeholde 30 pCt., senere 50 pCt. Byg-, Ris-, Majs- eller Kartoffelmel. Og-
15
saa Indførelsen af Brødrationer er noget specielt for Tyskland og Østrig; i Tyskland blev Brødforsyningen fra i. Februar 1915 ordnet gennem Brødmærker, saa- ledes at hvert Individ kun kunde købe 2 kg ugentlig.
Ogsaa overfor andre Varer søgte man i flere Lande at regulere Forbruget i større eller mindre Omfang, i Tyskland især overfor andre Fødevarer som Sukker, Kartofler og Kød.
Reguleringen af Forbruget blev overalt ledsaget af ofücielle Prisfastsættelser: Maksimalpriser.
Straks da Krigen brød ud, bevirkede den en vild Pa
nik hos Forbrugerne, og da Detailhandlerne mange Ste
der benyttede sig heraf, blev der i forskellige Byer og Kommuner i Tyskland, Østrig, Frankrig, Schweiz, Nor
ge, Holland og Finland indført Maksimal prisliste for en større eller mindre Mængde Varer i Detailsalg. I nogle Lande havde Øvrigheden fra tidligere Tid Ret til at ud
stede saadanne, i andre var det Militærmyndighederne, og igen i andre skete det i Henhold til ny udstedte Love.
Disse Lister bortfaldt dog mange Steder igen, da Forhol
dene blev roligere.
Mere Betydning har dog de Maksimalpriser, der efterhaanden i de forskellige Lande er udstedt for En
grossalgs Vedkommende. For Kornets Vedkommende er der saaledes i en stor Mængde Lande fastsat Maksimal
priser; i Danmark 31. Decbr. 1914 og 28. Januar 1915, i Tyskland 28. Oktober 1914, i Norge 6. August 1914 (senere ophævet), i Schweiz, Østrig og Holland, derimod ikke i Frankrig, England og Sverige.
Særlig vanskeligt var det at bestemme, til hvilken Højde man skulde sætte Kornets Maksimalpriser. Man havde Valget mellem 1) den normale Pris i Fredstid, 2) Produktionsprisen og 3) den øjeblikkelige Markeds
pris. Ligeledes maatte den fastsatte Pris omgærdes med en Række Bestemmelser for at undgaa Misbrug. Ende
lig opstod Spørgsmaalet om, hvorvidt Kornmaksimalpri
sen var tilstrækkelig til at regulere Prisen paa Mel og Brød (engros saavel som en detail), eller om der her ogsaa burde fastsættes Maksimalpriser.
Som Regel er Kornets Maksimalpris sat lidt under den øjeblikkelige Markedspris, medens man snart har indført Maksimalpriser for Mel (Østrig, Schweiz og
i6
Holland), snart har anset det for unødvendigt (Tysk
land, Danmark).
Men foruden paa Korn er der særlig i Tyskland ud
stedt en Række Maksimalpriser, saaledes paa Kartofler, Sukker, Uld, Kobber, Messing, Aluminium, Svovlsur Ammoniak osv. Herhjemme har vi i Øjeblikket reelt Maksimalpris (eller officiel Pris) paa Rug, Hvede, Hvedemel (Statens Salgspris), Hvedeklid (28. Jan.
1915), Rugklid (8. Marts), Svinefedt (5 Febr.), Flæsk (25. Marts), Rugbrød (Aftalepris), Slagteaffald (25.
Maj).
De udstedte Maksimalpriser er blevet underkastet stærk Kritik; Producenterne anser dem ret naturligt for mindre heldige, ligesom ogsaa Handelsstandens Initiativ menes at blive svækket, særlig har man mod Kornmaksi
malpriserne indvendt, at de forhindrede Indførsel fra Ud
landet. Gennemgaaende har Klagerne over de udstedte Maksimalpriser dog været langt mindre, end man skulde vente.
