Digitaliseret af | Digitised by

Digitaliseret af | Digitised by

Forfatter(e) | Author(s): Kapff, S. C.; af S. C. Kapff ; oversat efter Originalens 8. Opl. ved Chr. Hansen.

Titel | Title: Advarsel fra en Ven af Ungdommen mod den

farligste Ungdomsfjende eller Belæring om hemmelige Synder, deres Følger, Helbredelse og Forebyggelse : helliget Ungdommen og dens Opdragere

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : V. Pio, 1861 Fysiske størrelse | Physical extent: 77 s.

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.

/

l

A d v a r s e l

fra en Ven af Ungdommen

mod den farligste Ungdomsfjende

eller

Bcllmug om hemmelige Synder,

deres Folger, Helbredelse og Forebyggelse,

helliget Ungdommen og dens Opdragere

af

Tv, S . C . K a p ff.

Oversat efter O rigina le ns ottende O plag

ved

Chr. Hansen, eanll. tNooi.

Kjobenhavn

B o g h a n d l e r V . P i o ' S F o r l a g .

VlO

I n d h o l d .

S io e

I Fortalens S ted see Anmærkningerne t i l sjette A fsn it 56— 59

Fsrste Assnit.

H i l s e n og B o n ... 3

Andet Assnit.

H v i l k e n er U n g d o m m e n s f a r l i g s t e F j e n d e ? ... 5

Tredie Afsnit.

B e l o e r i n g o m S e l v b e s m i t t e l s e og h v a d d e r m e d h c e n g e r s a m m e n .

B e viis, hvor hensigtsstridig, syndig og fordoervelig den er 9

Fjerde Afsnit.

S t e d e r af B r e v e f r a O n a n i s t e r ... 30

Femte Afsnit.

H j c e l p , F o r e b y g g e l s e og H e l b r e d e l s e .

I. G jenfsdelse... 37 II. M id le r t i l Forebyggelse og Helbredelse.

A Undgaaelse af A lt, hvad der fsrer t i l Selvbesmittelse 47 L. Iagttagelse af a lt det, som modvirker Selvbesmittelsen 50

Sjette Afsnit.

F o r p l i g t e l s e n t i l , og M a a d e n p a a , o g s a a at h j c e l p e A n d r e , og a t f o r e b y g g e S y n d e n ... 53

T i l l s g .

E t B r e v f r a J n s p e c t e u r C. H. Z e l l e r i B e i i g g e n

„ t i l en B u n d e n " ... 71

Forste Afsnit.

Hilscn og Bon.

»

§

D y r e b a r e u n g e V e n n e r !

Ocerer hjertelig hilste i den G uds N a v n , som er K j c e r l i g h e d , og som har kaldet Eder A lle t i l L i v e t og t i l en fuldkommen Gloede i ham. Hans F r e d hvile over E der, og hans mcegtige Velsignelse ledsage Eder igjennem Eders hele L iv , at det maa blive en sikker V e i t i l den H i m m e l , der allerede nu skal v«re vort sodeste H je m !

Dette Duske opfylder m ig , saa ofte jeg seer Een af Eder. Hoiere banker da m it H jerte, og jeg gad gaae hen og gribe den Haand, der ved Herrens A lte r har lovet T ro og Lydighed; og det D ie , der endnu saa u n g , og

— om G ud v il — uskyldig seer ud i den brogede Verden, det gad jeg vende opad t i l det Foedreland, hvilket v i med hverandre gaae imode. O g naar jeg saa kan troe det, at I ere paa Veien t i l H im le n , — o hvilken F ry d ! S to r er den Gloede, naar i V a a r e n Livet overalt rsrer

i *

sig, og sneehvide og rosenrode Blomster pryde Trceerne;

men storre er den Gloede, naar man udaf en frist Ungdom kan fornemme den evige V aars D u f t , hvis B l o m s t e r ingen Frost kan fordcrrve. M e n d e t smertelige In d tr y k kan In g e n beskrive, som en sordcervet Ungdom g js r, hvis Blomster man seer ligge paa Jo rd e n , sorte af Frosten eller hentorrede af Lystens M eeldug! A k , og med hvor M ange er det saaledes T ilfc rld e ! H v o r

M angen een af Eders Ungdom sfaser er som et v i s s e n t T r c r , hvis M a rv oedes af den odelcrggende O rm . O g hvor mangenen G r a v h o i stirrer os imode som et sorge- lig t M in d e om et bortkastet L i v , om hvilket v i ei gide sporge videre, fordi v i vilde faae det forfærdelige S v a r : E n S e l v m o r d e r raadner under denne J o r d ! I d e t jeg seer saadanne Ungdomssynder og saadan Ungdoms­

nod med Taarer i Vinene, trceder jeg hen for Eder med den B o n , som Een as Fortidens Fromme henvendte t i l en stor Keiser. Keiseren havde tilla d t ham at udbede sig en G u n s tb e v is n in g ; men den cedle M an d havde in tet hoiere c-rd den B o n , som han udtalte, idet han lagde Haanden paa Monarkens B ry s t: „Keiser! ta g D i n S j a e l i V a r e ! " Opsaa jeg loegger m in Haand paa Eders B ry s t, og beder E d e r, elstede M g lin g e og J o m fru e r: T a g e r E d e r s S j c e l i V a r e ! E n fo r­

færdelig Fjende efterstræber Eders L iv ; vogter Eder fo r dens S narer og Lcrnker!

Andet Afsnit.

Hvilken er Ungdommens farligste Fjende?

S t o r e F a r e r f o r U n g d o m m e n ere folgende:

H o v m o d e t , som ophoier sig selv over de Gamles R a a d , og gaaer egne Veie i Uforstandighed og i O ver­

vurdering af den legemlige og aandelige K ra ft; S e l v - i n d b i l d n i n g e n , som v il vide A lt bedre end andre F o lk , ja selv end G uds hellige O rd ; F r i h e d s - og U a f h c e n g i g h e d s l y s t e n , som ei v il underkaste sig under hoiere Belcering, Orden og D eiledning, men vandrer paa egne Veie i E genvillie og E genkæ rlighed;

F o r f c e n g e l i g h e d e n , som forlyster Oinene med tom P y n t og fortaber sig i taabelig Udvorteshed; A d s p r e ­ d e l s e s - og F o r l y s t e l s e s s y g e n , der bortvender sig

fra alvorlige Beskæftigelser og kun v il drive det, som er behageligt for K jo d e t: spise, drikke, sove, lege, og svge H onning snart i denne, snart i h iin B lo m st, som den hid og did flagrende B i ; S e l s k a b s s y g e n , som i Een- somheden klager over Kjedsommelighed, og letsindig overdover Aandens dybe Raaben efter evige Goder ved den udvortes Larm as aandlsst Selskab, h vori den cedle T id bortsnakkes og sordcerves; s k a d e l i g e B e g e r , hvorved den fattige S jc rl bliver endnu fattigere; R o ­

m a n e r , som forvirre Hovedet, forblinde O inene, fo r­

gifte Hjertet, eller V a n t r o e n s S k rifte r, hvorved T v iv l om G uds hellige O rd kastes ind i Sjcelen og rane Troens Klenodie fra den; M e n n e s k e f r y g t e n , som

bliver forskrækket ved en S potters haanlige Latter og er bange for at bekjende H a m , der er vor storste M r e , vor G ud og Frelser, Menneskefrygten, der feig hengiver sig t i l den M e n in g , at man maa gjvre m ed, hvad Andre g jsre, og forholde sig saaledes, at man jo ikke bliver udleet af A ndre; S t r c e b e n e f t e r at a n s e e s a f M e n - n e s k e r , saa man v il behage A lle , og derfor ei mod- staaer letsindige Fyres og Pigers Tillokkelser, men c h a r a k t e e r l v s og feig hengiver sig t i l B o ld t for Verden; U e r f a r e n h e d e n , der har T illid , hvor den skulde have M i s t i l l i d , og fvlg e r, hvor den skulde flye;.

endelig overhovedet U n g d o m m e n s L e t s i n d i g h e d , som seer Livet i sværmeriske Ide alers T r y lle ly s , som ssger H im len mere paa Jorden end i Evigheden, mere udenfor end indenfor, mere i Verden og i sig selv, end der, hvor den ene er at finde, i G ud og Jesu Christo..

A lt dette ere den skjonne Ungdom stids Farer, og allerede mange Tusinder ere derved blevne udygtige t i l det jordiske L iv og uskikkede t i l G uds Rige.

M en den vcerste Fjende er endnu ikke noevnet. Alle,, som h id til ere anssrte, tjene den som Forbundsfæller og styrke dens M a g t, men medens de for det Meste ere aabenbare, og derfor let kunne bekcempes af vise O p ­ dragere og Venner af Ungdommen, saa er den onde og skoendi ge F j e n d e , som jeg endnu har at ncrvne,.

for det Meste sk ju lt, sniger i M o rk e , og anretler sine Odelcrggelser ofte lang T id , inden den opdages. Denne Ungdommens farligste Fjende er det , hvad man soed- va nlig kalder h e m m e l i g e e l l e r s t u m m e S y n d e r , eller, fo rd i Mennesket, derved besmitter sit eget Legeme

i

og s in S jc e l: S e l v b e s m i t t e l s e , O n a n i, d. e. K jo n s - delenes unodvendige, lcengere Berorelse eller Legen med samme. Sjcelen har derved scedvanlig ukydfle B illeder og Tanker, og det Lem paa Legemet, som v i af B lu fæ r­

dighed skjule allermeest, pirres t i l en oieblikkelig A n ­ spændelse. hvorpaader scedvanlig folger storSkamfuldhed og S e lv fo ra g t, da en indre Rsst siger t i l den Faldne, at han har syndet imod G u d , har krcrnket B lu fæ rd ig ­ heden, og skammelig har m isbrugt et as sine Lemmer t i l en syndig og fordcervelig Lyst, som vel kun er oieblikkelig, men netop derfor saa meget daarligere og jammerligere.

Mange Hundreder hengive sig t i l denne La st — saaledes maa v i kalde Selvbesmittelsen — uden at de vide, hvad de gjore, forforte ved Andre, et beklagelsesvcerdigt B ytte for vor T ids tiltagende Uscedelighed, Overanspcrnding og Nervesvaghed. De Fleste v i d e im id le rtid , a t de s y n d e , men de ville eller kunne ikke mere lade vcere.

De k u n n e ikke mere — det er forfærdeligt at sige; men det er netop denne S yn d s Forbandelse, at den fornedrer Mennesket t i l en S l a v e ; t i l en S la v e , som tilsidst vlllielsst hengiver sine Lemmer t il en skcendig Lysts og en besmittet Phantasies Redskaber. Og saa sniger sig dåden skjulte G i f t igjennem Aarerne af en Ungdom, der er som stagen med B lin d h e d , og fortcerer dens K raft og dens L iv. Jeg lceste n y lig i en A v is , at i en Prcrgtig Skov i kort T id de kraftigste Stam m er vare hensygnede og saaledes Skoven var sdelagt paa det Bedroveligste. Aarsagen dertil var en O r m , som indvendig gnavede paa Travernes M a rv . A lle Jcrgere og mange andre Folk bleve opbudne for at standse

Ondet, og ikkun med storste Anstrengelse lykkedes det at tilin te tg js re den fordærvelige Pngel. O g i forrige Som m er kjorte jeg paa en Landevei, der var besat med hoie og tykke Trceer, men jeg saae intet Lov : de nogne

Grene udstrakte kun deres tynde Koster mod H im len, som om de jamrede, og m idt i Sommeren saae man paa hele Rcrkker as Trceer Vinterens morke Dodsbillede.

D e t havde Larverne gjort. O g da jeg senere samlede et sm ukt, ro d t M b le op under et Trcc, som bar F ru g t, og vilde glcrde mig ved at lcedske m in Torst i den stcerke Hede: hvad fandt jeg, da jeg opskår M b let? D e t var aldeles ormstukken og sort M u g opfyldte mig med Vcemmelse. D e t havde O r m e n g jo rt, som allerede i B l o m s t r i n g s t i d e n havde sat sig fast i det vordende M b le . I disse smaa, men fordærvelige D y r seer jeg Selvbesmittelsens hceslige B ille d e , og hine bladlsse Trcrer lade mig sukke over saa mangen enH ngling, hvis Prydelse og K ra ft er tilin te tg jo rt ved Ukydskhedens flju lte O rm , og i hvis In d re der kun sindes Raaddenhed som i det ormstukne M b le . O m in G u d ! Forbarm D ig over saadanne stakkels Mennesker, og aabenbsr paa dem D in Kjcerlighed, der ogsaa for den meest Elen­

dige endnu har Fredens og Frelsens Tanker!

Tredie Afsnit.

Bklrriny om Selvbejmittelle og hvad dermed hrnger sammen.

B e v iis , hvor henfigtsstridig, syndig og fordoervelig den er

Ved den ukydske Legen med Kjonsdelene frem­

bringes en oieblikkelig P ir r in g , ifolge hvilken ved M andkjonnet Noget af det afsondres, fom Bibelen kalder S ced. Hvad det er, er vel bekjendt fra P la n te ­

verdenen. B etragt en T u lip a n , der finder D n i den skjonne Blom st 6 smaa Svampe siddende paa S to v -

traadene, og m idt imellem dem et rn n d a g tig t, oventil ncrsten trekantet Legeme. D e fmaa Svam pe ere P lantens H anner, det er Stovpungene, der indeholde det be­

frugtende Blomsterstsv; Legemet i M id te n er P lantens H un ( P is till eller S to v v e i), som indestutter P lantens F ro, men af Svampene modtager det befrugtende S to v ved Luftens Bevcrgelse, og, saaledes befrugtet, bringer Froet t i l at modne. Medens nu her H a n- og H u n - kjonnet ere sammen i een P la n te , saa gives der blandt Trceerne nogle, som blot have H a n -, andre, som blot have H un-B lom ster, hvor da det befrugtende S to v ved V inden overfores fra hine t i l disse. Saaledes ere ogsaa hos Menneskene begge K js n adskilte, og M andkjonnet har ved G uds V iisd o m faaet den I n d r e tn in g , at det bcerer S ced en i sig, som udvikler sig ved det s ex te n de A a r (eller noget fo r), men hvoraf det forst, naar det omtrent

med fe m og t y v e n d e A a r er kommen t i l fnld M oden­

hed. ad det ægteskabelige S a m liv s kydske Vei ts r give en lille S m u le tilO v in d e k jo n n e t, saaledes som P lantens Stovpunge meddele Noget af deres S to v t i l P istille t, for at dette befrugtes. Denne Meddelelse er et O iebliks S ag. og I n t e t mere taabeligt, end i Phantasien at ud­

male sig denne S a g som noget ganske Seeregent. D et er er sandt Djeevelens Bleendverrk, «t han foregjsgler letsindige Menneskers Phantasi Kjonnenes B la n d in g , overhoveder Ukydsthedens Lyst, som en ganske over­

ordentlig Nydelse. Mange Hundreder og Tusinder, som havde skjcenket disse Gjvglebilleder T iltr o , forundrede sig over den store Skuffelse, da de i den oieblikkelig forbigaaende Folelse langtfra ikke fa n d t, hvad de havde ventet. E t styrkende B a d , et behageligt M a a ltid , en Spadseretour i G uds skjonne N a tu r henover frodige Marker med yndige Udsigter, et Selskab med aandelige Mennesker, en smuk B o g , og e n d n u mer e en inderlig B o n og Lcesningen af G u d s O r d ; A lt dette cre bedre Glceder end A l t , hvad en ukydsk Phantasi venter af Selvbesmittelse og Hver , disse Giftba'gere. der bringe et O iebliks Lyst, men derefter i Dage og A ar bringe S m erte, S am vittighedsnag og udvortes Nod. E v a og A d a m lovede sig store T in g af Nydelsen af den fo r­

budne F ru g t; men saa godl og lysteligt Treret forst syntes dem, saa skrerkkelig var strax derpaa den F ry g t, der lod dem flye for G uds Aasyn og skjule sig ib la n d t Trererne i Haven. O g da der af G uds M u n d lod Forbandelse over S y n d e n , og da Eherubens b lin ­ kende Sverrd drev dem ud i O rkenen: o hvor bittert

n

angrede de da den oieblikkelige Lyst, hvori de ved Ulydighed havde fortsrnet deres venlige Velgjorer.

Hvad det forbudte Trcr var for Adam og Eva, det er for os det Lem paa vort Legeme, som v i fs r M g te - stabets T id , der afhcenger af G uds Forelse, ikke to r bruge og derfor ikke unodvendigviis to r berore. N aar ukydfle Mennesker sige, for at undskylde deres Last, at en hyppig Bcrorelse af Kjonsdelene er usdvendig t i l deres Uddannelse, saa er dette en s k a m m e l i g L o g n , ligesaa vel som naar en Dranker siger, at det er sundt at drikke, eller en G je rrig , at han I n t e t kan give. D en i Kjodets Tjeneste staaende F o rn u ft v il og kan rigtignok undskylde enhver S y n d , som en uredelig Advokat er istand t il at fremstille hver Uret som en Ret. M en anderledes dommer G ud o g .h a n s O rd . Andre sige, at Naturen har lagt D rifte n i os t i l at udgyde Sceden, og at man maa tilfredsstille den. D e t er en ny L o g n , ligesom naar Bedrageren siger: jeg kan ikke andet end bedrage, T y v e n : jeg kan ikke andet end stjcrle. K un for D y re t er der — men forst naar det er fuldkommen ud- voxet — en vis Nodvendighed tilstede at tilfredsstille K jo n s d rifte n , f o r M e n n e s k e t a l d e l e s i kke. D e t har G uds B iisdom bevirket ved en soerlig In d re tn in g , som ikke finder Sted hos Dyrene. N aar der hos M a n d - kjonnet er overstadig Soed forhaanden, saa afgaaer den i S o v n e af sig selv, og dette er i regelmæssig Tilstand Tilfaelde omtrent hver tredie Uge. K un hos Mennesker, som allerede ere fordoervede ved Selvbesmittelse eller ere svage eller a ltfo r p irre lig e , forekommer det flere Gange i Ugen, endogsaa hver N a r; men dette er da en

sand S ygdom , som bliver fa rlig og flovende for Legeme og Sjcel. H vor derimod i Lobet af tre eller ogsaa to Uger Soeden kun eengang afgaaer i S o vn e , der g jsr N aturen selv det, hvorved al videre Scedudtommelse er f u l d k o m m e n u n o d v e n d i g , og udenfor W g te - skabet aldeles f o r b u d t og s y n d i'g . D e rfo r var efter

den Gam le P agts Lov (3 Mosebog 15, 2 ff) et Menneske, som havde hyppig S c rd ta b , som en Ureen udstodt af Templet og af a lt S am fund med de Rene, og hvem der rorte ved ham, eller Noget, som han havde ro rt v e d , blev derved ureen. og naar Flodet horte op, maatte h iin endnu vcere ureen i syv Dage og derpaa forsones ved et scerligt S y n d -O ffe r, efterat han havde badet sig i rindende Lan d og vadsket alle sine Kloeder.

J a endogsaa SoedenS reAelmoeSsige og ingenlunde syn­

dige Afgang gjorde ureen efeer 3 Mosebog 15, 16 :

„O g naar fra en M a n d udgaaer Saed, da skal han bade a lt sit K jod i Vandet, og vcere ureen t i l A ftenen."

Ligesaa ureen gjorde efter 19de Vers O vin d e - kjonnetS maanedlige Renselse (B lo d flo d , Periode).

Ogsaa derved behover Phantasien ligesaa lid t at fore­

stille sig noget S å re g e n t, som ved noget andet I ld e ­ befindende. D en vise Skaber har ordnet det saaledeS, for at Moderens L iv skulde vcere indrettet for Blodets T ils trs m n in g , hvor af , naar O vinden er frugtsommelig og der ingen B lo d flod finder S te d , det voxende B a rn modtager sin N oering: men at B lodets maanedlige F lo d , og det efter Barnets Fodsel stedfindende, gjorde ureen, ligesom Scrdens A fg a n g , derved vilde Gud pege hen t i l , at Kjonsforholdene for Syndens S k y ld , der boer

i os, trcenge t i l en Renselse og Helliggjorelse, som kydfke G em ytter finde i Jesu C hristi Forsoning, i hvis troende Tilegnelse der ogsaa ligger den storste K ra ft t i l at bevare fig reen og kydfk.

M en hvorfor er da enhver anden M aade af S crd- udtommelse end den sjeldne, der finder S ted i LEgte- flabet og i S svn e , forbudt og syndig, og

H v o r f o r er a l u n o d v e n d i g B e r o r e l s e a f K j o n s d e l e n e

forbudt

fyndig?

F o rd i a lt S aadant horer tilUkydskheden, Ureenheden og den onde Lyst, hvorom Apostelen figer, at for dens S kyld kommer G u d s V r e d e over Vantroens B o rn sC ol. 3, 6), og at ingenUreen, som helleringen S k jo r- levner, haver A rv i C hristi og G uds Rige (Eph. 5, 5).

Ved endnu stcrrkereOrd betegner P a u lu s Selvbesm ittel­

sen, hvor han (R om . 1, 24) skildrer den som Folge af Frafaldet fra den sande T ro med de O rd : „D e rfo r (fo rd i de ikke have ceret eller takket G ud som G u d , men bleve forfængelige i deres T anker, og deres uforstandige Hjerte blev formsrket) derfor haver og G ud givet dem hen i deres Hjerters Begjceringer t i l U r e e n h e d , saa a t de v a n c r r e d e d e r e s L e g e m e r ; de forvendte G uds Sandhed t i l L o g n ." O g V . 32 siger han, at de, som gjsre saadanne T in g , ere skyldige at doe (dersom de nem lig ikke omvende fig)

H vo r stor en S y n d det er, at fordcerve Legemet ved Ukydflhed, viser P a u lu s paa et andet S ted (1 Cor.

6, 18— 20), hvor han beskriver vort Legemes store Vcrrd og dets Vcerdighed, som stal helligholdes, med de O rd :

„V id e I ikke, at Eders L e g e m e er d e n h e l l i g A a n d s T e m p e l , som er i E der, hvilken I have af G u d , og at I i kke ere E d e r s E g n e (ts r altsaa ikke gjore med Legemet, hvad I ville )? T h i I ere dyre- kjobte; cerer derfor G ud i Eders Legeme og i Eders Aand. hvilke hore G ud t i l . " Her er der tilla g t Legemet en Vcerdighed, som ingen menneskelig F o rn u ft nogen­

sinde har vovet at tillcrgge det. Legemet er hos sande Ehristne den hellig Aands Tempel, og skal b l i v e det hos A lle. F o r denne hoie Bestemmelses S kyld formaner P a u lu s i „F ly e r S kjo rle vn e t! Enhver S y n d , som Mennesket gjor, er uden for Legemet; men bvo, som be­

driver S k jo rle v n e t, synder mod sit eget Legeme. Vide I ikke, at Eders Legemer ere C hristi Lemmer? S k a l jeg da tage C hristi Lemmer, og gjore dem t i l Skjogens Lemmer? D e t vcere langt fra ! — D e r s o m n o g e n f o r d c r r v e r G u d s T e m p e l , h a m skal G u d f o r ­ d æ r v e ; th i G uds Tempel er h e llig t, hvilket I ere.

(1 Cor. 6, 15. 3, 17.)

I saa alvorlige Udtalelser viser os G u d s O r d , hvor stor Ukydskhedens og n a vn lig Selvbesmittelsens S y n d er. M en fordi den udvortes G jerning altid fremgaaer af Tanker oa B ille d e r, der rsre sig inde i Sjcelen, saa fordrer Christus som en Hovedegenskab hos dem, der ville komme ind i G uds R ig e , rene Hjerter.

H an siger M a th . 5, 8 : „ S a l i g e ere de R e n e af H j e r t e t , th i de — og kun de — skulle see G u d ." O g hvorledes han afskyer ukydske Tanker og Begjceringer, hvoraf Selvbesmittelsen kommer, og erklcerer dem for S y n d , det see v i af M a th , 5. 2 8 : „H ver den, som seer

p a a e n O v i n d e (eller en M a n d , en J o m fru eller en P n g lin g ) f o r a t begj cer e h e n d e , har allerede bedrevet Hver med hende i sit H jerte." Herren seer t i l H j e r t e t . E t Hjerte, fu ld t af smudsige Phantasibilleder og ukydfle Tanker, er for ham en V e d e r s t y g g e l i g h e d . D e rfo r siger Jo b 31, 1: „J e g gjorde en P a g t med mine D in e , hvad fkulde jeg da agte paa en J o m fru ? " O g Jesus byder M a th . 5, 29 : „M e n dersom D i t hsire D ie for- arger D ig , saa riv det ud og kast det fra D ig ; th i det er D ig g a v n lig , at et af D in e Lemmer fordcrrves, og ikke D i t ganske Legeme skal kastes i Helvede."

Selvbesmittllsens Helvede begynder allerede tid lig her paa Jorden, th i den fordaerver det hele Legeme og S jallen. V i underfoge d e rfo r:

Hvorfor

faa for­

dærvelig for Legeme og Sjoel, for Tid og Gvighed?

1. D e n bevirker T a b e t a f L e g e m e t s ced l es t e Daed s ker og K r c e f t e r .

S aden, som ved Kjvnsdelenes ukydfle P irre lfe und- drages det mandlige K jo n , er vort Legemes kraftigste og cedleste Daedske. Den har den hoie Bestemmelse at vcere en S p ire t i l nye Menneskeliv, derfor er i den A lt, hvad der horer t i l den menneskelige N a tu r, indeholdt som i en S p ire , saaledes som i Planteverdenen F rvet i Vcesenet og i S piren boerer i sig hele den nye P la n te , der fremgaaer deraf. D e rfo r er ogsaa hos P l a n t e r n e Froet det Wdleste og Fuldkomneste af hele P la n te - legemet. t il hvis Frembringelse hele P lantens U dvikling

og Vaext strceber hen. Saaledes er ogsaa den menneske­

lige Sced Frugten af vort Legemes hele Uddannelse og Modnelse; deri concentrere sig alle dets Kraefter, fordi S p ire n maa indeholde A l t / som horer t i l en fuldstændig Menneskenatur, der stal fremgaae deraf. D e rfo r staae de Organer af vort Legeme, hvori Saeden tilberedes, i den noieste Forbindelse med hele Legemets eedleste Dele ag Livsbccrere, med Blodkarrene og med Nerverne, iscer- deleshed ogsaa med H jernen, hvorfra Nerverne og al hoiere Livsvirksomhed udgaaer. To Aarer af en Ravne­

fjeders Tykkelse fore fra den store M a v e -P u ls a a re B lodet ind i Kjonsdelene, og en u ta llig Mcengde af de fineste Kanaler have der den Bestemmelse ligesom at destillere B lodet og at afsondre den cedleste og kraftigste Deel deraf, nemlig Saeden.

B lo d et optager det Bedste af a lt, hvad v i spise og drikke, fornyes stadig i Lungerne ved L ufte n , som v i indaande, og strommer da fra Hjertet t i l alle Legemets Dele og erncrrer Benene, M a rv e n , K jo d e t, Huden og alle andre Dele. D e rfo r siger G uds O rd ^ Mosebog 17, 11: „ K j o d e t s S j c r l , d e n er i B l o d e t . " A f denne Livsvaedske afsondres nu Sceden som det Bedste og Kraftigste; den kan sammenlignes med den styrkende B i i n , som er bleven destilleret i L iin d ru e rn e , medens B lodet kun ligner Grenenes vandede S a f t , som R od- derne indsuge af Jordbunden. S o m der i B inen er en duftende V e llu g t og en styrkende K ra ft, saaledes er

Scrden en balsamisk Livsessents, hvoraf allerede faa Draaber indeholde S p ire n 't il el heelt Menneskeliv.

M en denne Livsvaedske oder Onanisten med syndig

Kaadhed. Lceger paastaae, at Tabet af en Unze Seed svcekker Legemet mere, end Tabet af fyrretyve Unzer B lo d . N u tcenke man, -hvorledes en A a re la d n in g , ved hvilken maaskee kun t i Unzer B lo d aftappes, kun bliver foretaget i N odstilfcelde, fordi den svcrkker Legemet;

maa man da ikke gyse ved den Tanke, at Tusinder ved egen S kyld i kort T id miste mere S c rd , end det M a a l u d g js r, der svarer t i l hine fyrretyve Unzer B lo d ! O g kan man undre sig over, at Tabet af en saa kraftfuld Vcrdske medforer de sorgeligsteFolger! M en hvilken F o r­

færdelse maa gribe os ved den Tanke, at de fleste O n a - nister allerede begynde med deres S y n d for den T id , hvor Sceden n a tu rlig skal udvikle sig (det sextende A a r) -og saaledes gjore endnu langt storre V old imod N aturen.

E n D r if t , som endnu laenge skulde sove, voekkes allerede i Drengealderen, Kjonsdelene pirres t i l en aldeles u n a tu rlig Virksomhed, saaledes angribes hele Nerve­

systemet paa det Fordærveligste, og Legemets og Sjcelens Uddannelse og Sundhed undergraves.

M a n sige ikke, at Sceden, naar den eengang er a f­

sondret, ubetcenkelig to r afgaae. Nei, den notere K u n d ­ skab t i l vort Legemes In d re tn in g lcerer noget ganske Andet. Sceden, som ikke af sig selv afgaaer i S ovne, optages atter i Blodet og tsener dette t i l n y N c e r in g , og saaledes hel e L e g e m e t t i l S t y r t n i n g . S o m der i hele Legemet ei b lo t ere P ulsaarer (A rte rie r), som fore B lodet fra Hjertet t i l alle Legemets Dele, men og- saa Blodaarer (V e n e r), der fra disse forer B lodet t i l ­ bage t i l H jertet, saaledes findes der ogsaa i Sced-

beholderne saadanne B lodaarer, der opsuge den af

2

Arterierne afsondrede Seed og derved tilfo re B lodet en styrkende Balsam, der egentlig begrunder Manddommens K ra ft og som en fiin O lie ncerer dens Flamme. Ved Ukydskheden bliver B lodet bersvet dette Næringsmiddel,

derimod mister det ved det sorsgede Tab af Sceden a ltik mere af stue cedleste Bestanddele, og saaledes forandres B lodets Beskaffenhed, de urene Dele faae Overhaand, og der udbredes en alm indelig Fordærvelse og Svcekkelse af Vcedskerne og Organerne igsennem hele Legemet,

in d til det tilsidst gaaer, som med en B ir k , som man i M a rts Maaned derover S a fte n : den v i s n e r og

d o e r hen. ^ .

2. Foruden dette Tab af de cedleste S a fte r og Krcrfter bevirker O nanien ogsaa en u n a t u r l i g A n ­ s p æn d e l s e a f N e r v e r n e , h v o r p a a d e n m e e f t

skadelige

Dette

Kisnsdelene ere rigere end andre Lemmer forsynede med N E og hcenge ved disse talrige Nerver paa det Noieste sammen med Legemets cedleste D e le : med Rygmarven

og dens N erver, med Hjernen og dens N e rver; og A lt, hvad der vedkommer Kjonsdelene, har Indflydelse paa

alle Nerver, n a vn lig ogsaa paa Nerverne i M a v e n , r Fordoielsesredflaberne og i Brysthulens cedleste Organer.

M e n Nervesystemet baner og leder al Fslelse og B e- vcraelse, og dertil kommer endnu, at Nerverne ere

Sjcelens F ole- og Bevcegelsestraade, at uden Nervernes sunde L iv ogsaa Sjcelens L iv flet ikke er sundt, og at r Nervelivet egentlig det har sin G ru n d , som man kalder

L i v s a a n d e r n e .

Ved Kjsnsdelenes Pirrelse blive nu deres og det ovrige Legemes Nerver anspaendte paa en u n a tu rlig , tvungen og hoist skadelig Maade. Enhver Anspcendelse medsorer Slappelse. Paanoder D u D in M ave for megen og for stank Fode, saa v il den svcrkkes; anstrenger D u D in e O in e sormeget, saavilledeblive matte ogslove;

sorhoier en Dranker sine Nervers L iv ved hidsige Drikke, saa v il deres Slappelse vise sig ved at -Panderne skjalve, Knaene vakle, Fordsielsen forstyrres og Aanden lige saavcl som Legemet svakkes; og naar et lille B a rn end- ogsaa blot har en Finger oste i M unden, saa bliver den mindre og svagere end de andre. H vor meget mere maa da en saa naturstridig Anspandelse og Pirrelse af de fineste Nerver, som Onanisten forskylder, geraade ham t i l Fordarvelse! D e saaledes misbrugte Nerver miste deres S te m n in g , deres Kr a f t , deres rette S p a n - d in g , deres L iv ; der opstaaer endogsaa Nervekrampe;

og Livsaanderne, som alene give Legemet Friskhed og S ja le n S undhed, udslukkes. D e rfo r siger E p i k u r , der saa ofte bliver kaldet Lystens P ra d ike r, at S adens Tab er Tabet as en D e e l af L e g e m e t og S s a l e n , og han grunder derpaa sine Form aninger t i l at om- gaaes sparsommelig med denne Dcedske.

-b) A f de to ncrvnte Aarsager opstaae en M c r n g d e l e g e m l i g e S y g d o m m e og S v a g h e d e r . * ) Derom v i l je g l a d e Lceger tale.

*j Augaaende de Folger afO n a n ie n , som nu skulle ucevnes, saa maa det kemcerkes, at In g e n , naarchan finder en af de ncrvnte Svagheder hos Nogen, deraf maa slutte, at en Saadan

2^*

i!

T i s s o t siger: Selvbesmittelsens Fslger ere meget forskjellige, a lt ester Legemets Beskaffenhed og Leve- maaden. M en der er ikke en Eneste, som ikke maa bede derfor paa en eller anden Maade. De slemme T il- fallde, som hyppigst ere fremkomne i m in P ra x is , ere folgende:

E n t o t a ! U o r d e n i M a v e n . Denne viser sig hos Nogle enten ved Tab af Appetiten eller ved F o r-

! slugenhed; hos Andre ved heftige S m e rte r, navnlig i l Fvrdvielsens T id , eller ved usædvanlige Dvkastelser,

som ikke kunne afhjælpes ved noget M id d e l, saa lcrnge man beholder h iin slemme Vane.

* d) E n Svcekkelse af A a n d e d r c e t t e t s Redskaber, som oftere medforer en to r H o s t e , naesten altid en haes

! og svag Stem m e, og Stakaandethed ved enhver nogen­

lunde heftig Bevcrgelse.

i

^ E n t o t a l S l a p p e l s e a f N e r v e s y s t e m e t . — Hvem der kun nogenlunde kjender det menneskelige Legemes

maa vcrre en Onanist. F . Ex. svage L in e , U nderlivs- besvccrligheder, Hovedpine, Brystsmerter o. s. v. kunne have g a n s k e a n d r e Aarsager, s. Ex. for stor Anstrengelse ved S tu d e rin g e r, Hcemorrhoider a. a. m. A l t , hvad der angriber N erverne, Anstrengelse, medfvdt S vagelighed, Sygdomme o. s. v. kan frembringe ganske lignende V irkn in g e r, som O n a n i, uden at Patienten har forskyldt det. M en omvendt kunne ogsaa de u d v o r t e s k j e n d e l i g e Fslger udeblive i lang T id , maaskee ganske, hos en O nanist, uden at Nogen derfor turde troe, al det vel ikke var saa slemt med Fotgerne at denne Last. Fslgerne ere ofte saa m e g e t f o r f æ r d e l i g e r e , j o m e r e de s k j u l e si g.

In d re tn in g , v il let begribe, at disse tre Aarsager kunne fremkalde alle mulige s n i g e n d e S y g d o m m e , og den daglige E rfaring godtgjor, at S a ad an t virkelig er T i l ­ falde. De forste Tegn, som vise sig, ere scedvanlig: en b e t y d e l i g A f t a g e n a f L e g e m e t s K r o e f t e r , b l e g e Kinder, en S la g s B ly fa rv e ; blege Laster; hurtig S kiften af A nsigtfarven; graablaae Ringe omkring D inene; et ustadig, sky B lik ; stirrende D in e , ved­

holdende G u u ls o t; smaa K n o p p e r i hele Ansigtet, som kun synes at gaae bort, for at gjore P la d s for andre, og som navnlig paa P anden, i T indingerne, omkring Nasien stadig fornyes, og afsondre snart mere, snart mindre M a te rie ; en betydelig M a g e r h e d ; en moerk- vcrrdig D m fin d tlig h e d , saa ofte Vester forandrer sig og navnlig naar der indtraster K u ld e ; m a t t e D i n e og et svagt S y n ; en kjendelig Aftagen af alle Sjoelens Krasiter og navn lig af Hukommelsen. — Saaledes taler T i s sot. Lignende taler H u s e l a n d .

E n engelsk Lcege naevner foruden de her anfsrte endnu folgende V irkn in g e r: Personer, som vamner sig t i l saadanne Vederstyggeligheder, opnaae aldrig den fulde Vaext, h v o rtil de vare bestemte af Naturen. (D e r givet ogsaa Undtagelser, der gives Onanister af hoi F ig u r , og endnu mere gives der mange Folk af lille Dcext, som ere kydske). Nogle kunne s l e t i k k e sove, Andre s l u m r e n a s i t e n b e s t a n d i g . Nasiten A lle faae M iltsyge eller Modersyge, og i Folge deraf:

H j e r t e b a n k e n , Bestemmelser, B e s v i m e l s e r , de blive uden saulig G rund bedrsvede, sukke og groede.

Hos Andre revses Lasten ved en besvoerlig H o s t e ,

s n i g e n d e F e b e r og T c e r i n g . Scedvanlig have saa- danne P atienter ogsaa h e f t i g e S m e r t e r . D en Ene klager over H o v e d e t , den Anden over B r y s t e t , over M a v e n , over T a r m e n e , over r h e u m a t i s k e S m e r ­ t er . Hos Nogle s t i v n e enkelte Lemmer, s. Ex. Hovedet

(eller de have en besynderlig Uro i Hamderne, Fingrene, Fodderne, Tcrerne, Usikkerhed og Svaghed i Knceene).

I n d v o l d e n e s Forretninger ere imellem aldeles i Uorden, og nogle P atienter klage over haardnakket F o r­

stoppelse, Andre over Hcrmorrhoider, Andre over andre slemme Sygdom stilfæ lde. T il saadanne U nderlivs- besvcerligheder komme endnu ofte Sm erter og Forstyrrelser i Ajonsdelene, bestandig Scrdslod, hvorved da al den K ra ft gaaer tabt, som endnu var tilbage. Besværlighed med at staae Bandet af og en brceudende U rin , men hos Andre en paafaldende Uskikkethed t i l at holde Bandet, derfor hos B o rn hyppig den S v a g h e d , i kke at

kunne ligge tort.

D en beromte B o e r h a v e ncevner som F slger af O n a n ie n : Trcethed, Svaghed, Lemmernes Ladhed, Krampetrækninger, M agerhed, Hentorren af Safterne, Sm erter i Hjernens Hinder, Sandsernes, n a v n lig S y n e ts , S ls v h e d , R y g m a r v s t y r i n g , Folelseslos- hed og mange andre Sygdomme.

4. M e n langt mere ioinefaldende og sorgelige end de legemlige Fslger ere de F o r s t y r r e l ser i det sj (vle ­ l i g e L i v , Selvbesmittelsen medfsrer. J a , Legemet vedbliver i mange Tilfcelde tilsyneladende at vcere ganske sundt. Kinderne kunde vcere friske, Kraften synes ikke at vcere b ru d t, og dog seer det inde i Mennesket ganske

anderledes ud, Aandens Krcrfter ere odelagte, og den fo r­

dærvede S jc rl er syg i i l D sden. H voraf det? — D en Deel af Legemet, som lider meest og ncrrmest ved denne Last, er, som sagt, N e r v e s y s t e m e t . Netop som det Fineste og Inderste i Legemet lade Nerverne den F o r­

styrrelse, der soregaaer i dem, troede mindre h urtig og aabent fre m , saaledes som et H uns endnu en T id lang kan staae fast , naar Bjcelkerne, som boere det, allerede for loenge siden ere sondergnavede as O rm . Forst naar Odelcrggelsen er kommen t i l et vist P u n kt, styrter Huset sammen, og dets Fald er da saa meget storre. Saaledes kan ogsaa et W ble loenge have et friskt og rodmusset Udseende, og indeni er dog A lt muggent, men naar da Forraadnelsen begynder, saa raadner A lt paa een Gang.

M angen Een gaaer om kring, som ikke seer sygelig ud, men M arven er udsuget, Livsaanderne ere vegne bort fra Kjodet, og isoerdeleshed S jcrlen er syg. Nerverne ere Sjcelelivets Kanaler og Redskaber; hvad der an­

griber Nerverne, angriber a ltid ogsaa S jc rle n ; derfor er O naniens I n d f l y d e l s e p a a S j c r l e n l a n g t st cr r - kere og m e r e p a a f a l d e n d e end d e t s I n d f l y d e l s e Paa L e g e m e t , og naar de legemlige Folger troede frem, saa er det for det Meste alledede kommen langt, og Mennesket har allerede taget Skade paa sin S jc rl.

I A l m i n d e l i g h e d to r der paastaaes, at O nanien er K ilden t i l en Mcengde a a n d e l i g e F o r s t y r r e l s e r , S c r r h e d e r , U r e g e l m c r s s i g h e d e r , Overanspcrndel- ser og Svcekkelsei, t i l l u n e f u l d F o r s t e m t h e d , M e l a n c b o l i , M i s m o d , V a n v i d og S e l v m o r d . M en meget ofte fremtrcrde Folgerne ikke udvortes, den

Urene gaaer omkring som andre F o lk , har et Embede, arbeider, er lystig , synes ganske rask og lykkelig; men inden i ham hensygner Aandens L i v , og var det ogsaa

blot dette, at det er et L iv uden G u d , uden Fred, uden Haab — saa vilde allerede det, hvad In g e n seer, vcere

slemt nok.

Lad os ga ae ncrrmere ind paa det Enkelte. S o m nccrmeste V irk n in g af denne giftige Last viser sig hos unge Folk en paasaldende U a g t s o m h e d ved Under­

v is n in g e n , Tankernes Fraværelse, Modbydelighed for at toere. F ry g t for enhver a lvorlig Anstrengelse, og en Aftagen af Aandens Krcefter, hvorved det gaaer mere og mere tilbage med Kundskaber, F lid og Velanstamdig-

hed. M e n meest paafaldende er hos Onanisten M o d ­ b y d e l i g h e d e n f o r R e l i g i o n e n , som overhovedet mod a lt W dlere og Hoiere. Ved det Skjonneste og meest Ophoiede, som de hore af G uds O rd og t i l dets Udlæggelse, blive de kolde og folelseslsse, th i de ere som

lamkede t i l K jodet og derved t i l det Lave og Gemene, og kjende derfor ikke Aandens Opsving t i l det Hoiere og Usynlige. Medens ellers Ungdommen er den skjonne T id for hoie og hellige Id e a le r, kjende saadanne for- dcervede Mennesker I n t e t t i l Begeistring og cedle B e ­ stræbelser. De bevoege sig i den enge Kreds af deres

J e g , og dette Jeg kunne de ei engang elske; saa have de da Afsky for sig selv, og ford i de ikke ville ydmyge sig, afskye de ogsaa Verden, og G u d f r y g t e og had e de.

I morkt M e n n e s k e h a d udelukke de sig som Spedalsi'e fra det menneskelige S a m fu n d , for dem er der ingen Kjoerlighed, intet Venskab t i l , ingen Begeistring for

hoie og hellige Interesser, ingen reen Gloede, ingen Lykke mere. Utugtige O r d , Fortoellinger og B ille d e r voekke hovedsagelig deres Opmoerksomhed og gjore dem Gloede; vellystige D rom m erier ved D a g og N a t ere deres Tankers skscendige Leg. Denne Tankernes Ukydsk- hed er en aandelig O nani. M ange bedrive den uden legemlige Forsyndelser, men a ltid er den Folgen as disse.

Onanistens besmittede og urene Phantasi udmaler sig d e t som deiligt og tillokkende, hvad ethvert oedelt M e n ­ neske har Afsky f or ; og selv naarA anden v il hengive sig

t i l hoiere Tanker, selv naar den — med Smerte solende sin N sd — v il bede, saa foresvceve den de hoeslige B i l ­ leder, som ikke mere lade den slippe ud af deres djæ­

velske Tryllekreds, og med Skrcek maa den bundne Aand erfare, at den ikke mere formaaer, hvad der et Menneskes hvieste M r e og F r y d : at den ikke mere formaaer at bede. S a a skilles da Aanden a ltid mere fra sit E le ­ m ent, fra G u d , og derved fra Lyset, fra Sandheden, fra Fred og S alighed. Derved bliver det aandelige L iv altid mere morkt og fo rv irre t; de forskjellige Krcefters Ligevcrgt forstyrres; det Livspunkt, hvori A lt skulde fo r­

enes t i l en skjon H a rm o n i, forrykkes; det er ikke mere m u lig t at samle de aandelige Krcefter, og der danne sig a ltid mere skjoerende Modsigelser og Afvigelser fra den lige Rettesnor. I modbydelig Lunefuldhed er der snart en overgiven Lystighed, snart en slov S orgm odighed; snart en opblussende Vrede, snart en dod Ligegyldighed mod A lt ; snart en hovmodig T ro d s, snart en fortvivlende Forsagthed. S n a rt v il et ustyrligt S in d sonderrive alle Ordenens Baand, og i um aalelig Vilkaarlighed unddrage

sig al hsiere Ledelse og A u to rite t, snart kryber den laveste S e lvfo ra g t i Feighed og Gemeenhed i Snavset.

S n a rt anklager den jamrende S ja ll sig og skriger efter B od, efter Naade, efter Lys og K ra ft, snart leer den ad Boden og overtaler sig selv, at den ikke mere kan Andet.

S n a rt v il den troe A lt, paatager sig maaskee endogsaa Rettroenhedens hellige N idkjcrrhed, snart forkaster den A lt, hvad der er helligt.

Saaledes bliver da det indre Menneske a ltid mere t i l en O r k c n , hvori ingen frisk P la n te mere trives og in tet Livsens Band flyver, men hvor kun det torre S a n d jages op af H virvelvinden, for ogsaa at bedcekke de sidste grvnne P le tte r. S jcrlen bestormes as a ltid mere fo r­

virrede. eventyrlige B ille d e r, og lid t efter lid t opstaae sygelige, fixe Forestillinger, da Aandens crdlere Kroefter:

Tcenke- og D v m m e k r a f t , F v l e l s e , V i l l i e , H u ­ k o m m e l s e a ltid mere dse hen. S n artin d trcrd e r en

frygtelig M e l a n c h o l i , en L i v s l e d e , som ikke mere har Glcrde af nogen T in g , Ligegyldighed imod Selskab, S a m ta le , imod Konst, Videnskab, R eligion og a lt Hoiere, en i n d r e D v d . D ens Ende er enten V a n ­ v i d eller S e l v m o r d . S jallen kan ikke mere bcere sin selvforskyldte Odelaeggelse, og i frygtelig Modbydelighed for sig selv kommer den enten t i l sygelige I n d b ild ­ ninger, sallter sig drommende ind i fremmede Person­

ligheder, i bedre K aar og Forhold, som den i V a n v i d forestiller sig som virkelige, eller den hengiver sig fu ld ­ kommen t i l Livslede og gjor det Sidste for at drcrbe Legemet, idet den voldsomt styrter sig i Dodens grue­

lige N at.

T il Vidnesbyrd for Sandheden af denne S k ild rin g anfsrer jeg to beromte Lcegers O rd . H u f e l a n d siger (Konsten at forlcenge det menneskelige L io , P . 2 4 8 ) :

„ D e t er et skrækkeligt Prceg, N aturen paatrykker en faa- dan S yn d e r; han er en visnet Rose, et i sin B lo m strin g s­

tid fortorret Trce, et omtraoende Lig. A l I l d , F y rig ­ hed og L iv bliver drcebt ved denne stumme Last, I n t e t bliver der tilbage uden K raftesloshed, Uvirksomhed, Dsdbleghed, Legemets Hentcrrelfe og Sjcrlens Ned- slaaethed. D e tale kun lidet, og dette Lidet for det Meste alene med T va n g ; al den forrige Aandsmunterhed er bortslygtet og qvalt. Drenge, fom have havt G eni og V ittig h e d , blive middelmaadige Hoveder eller endog Dosm ere; Sjcelen taber S m ag for alle gode og opboiede Tanker; In d b ild n in g s k ra fte n bliver aldeles fordcervet.

S y n e t af enhver qvindelig Gjenstand opvcekker Begjccr- ligheder; Fortrydelse, Angest og Beskcemmelse, F o r­

tvivlelse istedetfor Haab om at kunne helbrede dette O nde, gjor den marterfulde Tilstand fuldkommen. E t faadant Menneskes h el e L i v er en Rcckke af hemmelige Selvbebreidelser, piinagtige Fornemmelser af den ud­

vortes S vaghed, han selv har foraarsaget sig, T v iv l- raadighed og Lede t il L iv e t, ja , det er ikke at undres over, om han endelig fristes t i l S e lv m o rd , th i intet Menneske er mere oplagt h ertil end Onanisten.- D en skrækkeligste Fslelse af at vcere levende dsd gjor tilsidst den fuldkomne D od aldeles onskelig. Forodelsen af det, der giver L iv , opvcekker allerstcerkest den Vcemmelse for og Lede t i l Livet, som hyppigt finder Sted i vo re T id e r."

D e t Samme siger T i s s o t (om O n a n i, P . 215).

Han ncrvner som Folger iscerdeleshed ogsaa: „alm in de ­ lig Forstyrrelse as hele M askinen; Tab af Hukommelsen;

V a n v id ; Alderdommans B rvst i de A ar, da man skulde vcrre slankest; Udygtighed t i l alle Forretninger; den nedværdigende R o lle , at vcrre en u n y ttig Byrde for A n d re ; Vrantenhed; Utilfredshed med sig og A ndre;

en Angest, som er vcrrre end S m e rte r; frygtelige S a m ­ vittighedsnag, der daglig tage t i l , og uden T v iv l efter D oden vinde ny S ty rk e , ja , blive t i l Helvede og t i l en I l d , som aldrig slukkes."

S a a forfærdelig, som dette lyder, saa er dog H jc e lp

at finde hos Jesu, og I n g e n t v r f or t vi vl e,

5. E n scrrlig Forbandelse over Selvbesmittelsen er den f o r m i n d s k e d e E v n e t i l a t a v l e B v r n eller idetmindste sunde B o rn . E r Scrden saa ofte bleven odet, saa mister den lid t efter lid t sin naturlige B e ­ skaffenhed og K r a ft, og i mange Tilfcrlde berover den Liderlige sig de cedleste og reneste jordiske Glcrder, F o r­

aldrenes Glceder. O g om han end faaer B o rn , saa ere de nervesvage, scrophulose, ulykkelige Skabninger, hvis Lidelser anklage den slette Fader. S om Froct er, saa- ledes er Frugten. Skrækkelige Tanke!

6. M en hvad v il endelig Evigheden bringe saa- danne stakkels bedragne S jc rle , der allerede her have mistet K ra ft og Fred og L iv? Ogsaa her gjcrlder det:

hvad et Menneske saaer, dette skal han og hoste. S kriften siger: „H v o , som saaer i sit K jo d , skal hoste Fordcervelse af K jo d e t" (G a l. 6, 8) og: „ J n g e n U r e e n h a v e r A r v i C h r i s t i og G u d s R i g e " (Eph. 5, 5 ), hvis

han nemlig v e d b l i v e r at vcrre urten. O g 1 Cor.

O

6, 9. 10. laste v i: „Hverken S kjvrlevn ere , ei heller Afgudsdyrkere, ei heller Hoerkarle, ei heller B l ø d ­ a g t i g e , ei heller de, som synde imod N a tu re n , skulle arve G uds R ig e ," hvis de nemlig ikke omvende sig.

1 Cor. 3, 17: „Dersom Nogen sordcerver G uds Tempel (Legemet), ham skal G ud fordcrrve." E t saaledes fo r­

dærvet Legeme har mistet Livsspirerne t i l et forklaret, kraftigt og herligt Opstandelsens Legeme, for det gives der blot en forfærdelig D o m m e n s O p s t a n d e l s e (Io s . 5, 29). D e t M s rk e , der er inde i de Sjaste, der allerede her have gjort sig t i l S k y g g e r , skal da udvortes indhylle dem, og deres Lod v il blive Graad og Teenders Guidsel i det yderste M vrke eller i endnu dybere E le n ­ dighed Ovalerne af S v e n , som brcender med I l d og S v o v l . D e rfo r kan der i kke g i v e s n o g e n s t v r r e D a ar s k ab, end ved S e l v m o r d at styrte den anden D v d s forfærdelige O v a le r im vde, at ombytte det jo r­

diske Livs liden P ine med Evighedens ubeskrivelige Pinsler. M en hvem der v il handle klogt, han omvende sig t i l alle Synderes F r e l s e r , som paa E nhver, ogsaa paa den meest Ryggeslsse, v il opfylde det O r d : „ D e n , som k o m m e r t i l m ig , skal j eg i n g e n l u n d e k a s t e h e n u d " (Io s . 6, 37).

Fjerde Afsnit.

l. E n M an d as sat A lder skrev t i l den beromte Lcege T i s sot:

„J e g havde i m in Ungdom den Ulykke, at jeg in d ­ lod mig i en V ane, som er ligesaa skadelig for Legemet som for Sjcrlen. Jeg har rigtignok, siden jeg kom mere t i l Eftertanke, aflagt denne elendige Tilboielighed, men ak! Skaden er allerede skeet. T il en overordentlig P i r r e l i ghed o g D m s i n d t l i ghed af h e l e N e r v e ­ s y s t e m e t og de dermed forbundne slemme Tilfcelde kommer endnu en S v a g h e d , et Ildebefindende, en M o d b y d e l i g h e d f o r A l t , en H j e r t e a n g s t , som jeg ikke kan beskrive; et ncesten bestandig vedvarende Scrdtab udtommer lid t efter ljd t alle mine K rcrfler; m it Ansigt saaer ncesten L iig fa rve , saa b l e g og b l y l a d e n t er det. M i t Legeme er saa s v a g t , at enhver Bevcr gel se f a l d e r m i g s v c e r t ; neppe ville mine Fodder endnu bcere mig og jeg vover ncesten ikke mere at gaae ud as m it Vcerelse. Fordoielsen er saa d a a rlig , at tre eller fire Tim er efter M a a ttid e t M aden gaaer fra mig ncesten i samme Skikkelse, som jeg havde taget den t i l mig. M i t B ryst er fu ld t af S l i i m , hvis Ophobning cengster m ig, og som ikke har K ra ft t i l at kaste op. Dette er en kort S k ild rin g af m in elendige T ilstand, som endnu bliver langt skrækkeligere ved den sorgelige V ish e d , at hver

folgende D a g v il bringe mere O v a l end den foregaaende.

K ortsagt, jeg troer ikke, at nogensinde en menneskelig S kabning har vceret mere ilde fa re n , end jeg er det.

H v is ikke Religionen endnu afholdt mig derfra, saa vilde jeg allerede have gjort Ende paa m it L iv , som er saa meget utaaleligere, fo rd i jeg selv er S kyld i m in U ly lk e ."

2. E n Anden skrev t il den samme Lcege Fslgende:

„J e g har allerede i m in speede Ungdom , jeg troer imellem o t t e og t i A a r (forfæ rdeligt!) havt den Ulykke at komme i denne slemme V a n e , som tid lig har f o r ­

d æ r v e t hel e m in Legemsbeskaffenhed. Jscerdeleshed befinder jeg mig siden nogle A a r i den yderste A f ­ k r æf t e l s e . M in e N e r v e r ere overordentlig svage, mine Hcender have ingen K ra ft, skj cel ve og svede be­

standig. Jeg har voldsomme Sm erter i M a v e n , i A r m e n e , B e n e n e , i R y g g e n og i B r y s t e t ; jeg maa ofte hos t e, mine D in e ere a ltid m a t t e og s l eve, m in A ppetit er g r a a d i g , og dog bliver jeg a ltid m a g ­ r e r e og seer med hver D a g daarligere u d ."

3. E n Anden beskriver mere den Skade, S jcrlen har taget, med de O r d :

„J e g kan ret mcerke, hvorledes m in Fyrighed tager a f; m in for faa levende F v l e l s e er ganske s l s v e t ; neppe ulme endnu i mig nogle Gnister af Phantasi, men den er b e s m i t t e t med s m u d s i g e B i l l e d e r ; A lt, hvad der skeer n u , forekommer m ig kun som en D rs m , jeg fornemmer m in Tilvcrrelse la ng tfra ikke mere saa fuldkommen som for. Jeg begriber A lt mere langsomt;

jeg kan ikke mere ordne mine Tanker; jeg har ikke mere den forrige Aandsncrrvcrrelse; med eet O rd , jeg mcrrker,

at det gaaer ned ad Bakke med m ig , fkjondt jeg har en god S o v n og god A p p e tit, ogsaa endnu seer temmelig

vel u d ."

4. T il Pcrdagogen S a l z m a n n skrev en Onanist Folgende:

„S e e r De, dette er m in Historie, en Ulykkeligs Historie, hvem hans Forceldres, Lcrreres og Venners Uvidenhed og Uagtsomhed overlod t i l Selvbesmittelsens fljccndige Udsvævelser og derved gjorde ham u u d s i g e ­ l i g e l e n d i g , og b e r v v e d e det menneskelige S a m ­ fund Frugterne af hans Anlceg og hans brændende Menneskekærlighed, hvormed han virksomt vilde have befordret S am fundets Vel. O g tillig e er dette — jeg siger det med Ncrdsel — tusind og atter tusind U nglinges H isto rie , hvilke forfvres ligesaa, vedblive at vane ligesaa uvidende med Hensyn t i l de forfærdelige F vlger af denne S y n d , ligesaa unddrages det menneske­

lige S a m fu n d , blive ligesaa elendige og ulykkelige.

Vistnok ere ikke A lle det i den Grad som jeg, men dog ere de Fleste ulykkelige nok, hvilket b lo t ikke kommer for D agen, idet Enhver af Skam fuldhed holder sin N vd hemmelig. O g naar jeg nu tcrnker paa det q v i n d e - l i g e K j s n , blandt hvilket denne S y n d bedrives som blandt det m andlige, og anretter ligesaa skrækkelige D d e l c e g g e l s e r , som blandt dette, kun langt mere ubemcerket og altsaa mere uhindret, ak, saa gribes jeg af Forfcrrdelse. O , D u stakkels solgte og forraadte unge Slcegt, v il da In g e n forbarme sig over D ig , In g e n rive D ig ud af den fordærveligste Uvidenhed og oplyse D ig om de hemmelige Synders frygtelige F s lg e r! O , I ,

v o rt Aarhundredes Tcrnkere og Lcerere, hvo I end ere, o I Fyrster og Ovrigheder, I La'ger, I Prcester, I F o r­

aldre og Opdragere, siger, hvorledes ville I forsvare det for G uds Dom stol, at I h id til ikke have gjort Menneskeslcrgten mere opmcerksom paa denne Pestilents, der sniger i M orket, og i det S k ju lte anretter uoverskue­

lige Odelcrggelser! hvorledes ville I forsvare det, at I ikke have gjort denne K ilde t i l den menneskelige E le n d ig ­ hed alm indelig bekjendt og have advaret Enhver? Eders Uagtsomhed og Uvidenhed maa vcere stor."

5. E t paafaldende Exempel paa Uvidenhed og dens sorgelige Folger giver svigende B re v :

„Begyndelsen t i l denne skammelige Vane salder omtrent i m it 13de A ar. Jeg blev ikke sorssrt dertil, har aldrig seet Nogen udvve denne Last, aldrig h srt tale derom; jeg kjendte dengang Kjonsforskjellen slet ikke, og har i Aaringer bedrevet denne Last, uden at have en Anelse om dens Syndighed. Jeg gjentog S ynden omtrent hver fjortende D ag og troede, at dette var ligesaa uskyldig, som naar ved vore Lege mine Kammerater kildrede mig under Hagen. M in S in d s ro blev derved i lang T id ikke forstyrret, og jeg kunde bede fo r og ester G je rn in g e n *). M e n da Vinene gik op for m ig , og jeg erfarede Lastens sorgelige D irkn in g e r, o,

*) E n sand B o n af H jertet var dette vist ikke, ellers havde S am vittigheden.m aattet tale. Kun ved en Form bon uden Liv kan den indre Dom m ers Taushed og den kjedelige Ro fo r­

klares De fleste Onanister maa bevidne, at de snart blive urolige ved deres S yn d , men at netop Kjodet er stcerkere end -Aanden.

hvor maatte jeg da foragte m ig selv, hvor smertelig angre m it tidligere L iv , og hvor b ittre Frugter har det baaret m ig !"

6. E n S tu d e n t modtog fra en anden, hvis K u n d ­ skaber vare udmankede og hvis Opfsrsel forresten var roesvandig, fslgende B re v :

„Lcenge har D u allerede med Kjcerlighed antaget D ig m in dybe M elancholi og har forundret D ig over, at jeg slet ikke mere er modtagelig for nogen T ro ft.

M e n det Skrækkeligste veed D u endnu ikke. Jeg vilde nogle Gange sige det t i l D i g , men jeg bragte ikke T il- staaelsen over mine Lceber. S a a hor da — og foragt m ig. O G u d ! at jeg maa sige det. Medens A lle roste m ig , og M ange skjcrnkede m ig deres Kjcerlighed, drev jeg hemmelig Selvbesmittelsens skjcrndige Last. See, det er m in S ygdom . D en sorteste M elancholi piner m ig , jeg gider ikke mere see D a g e n ; alle l e g e m l i g e L i d e l s er vilde jeg gjerne bane som en velfortjent S t r a f , men at m in A a n d er o d e l a g t , det er det Skrækkeligste for m ig. Jeg kan i kke me r e tcenke, videnskabeligt Arbeide er m ig en Q v a l , mine T a n k e r f l a g r e h i d og d i d , m in Phantasi river m ig med sig og bevceger sig i skjce rå­

d i g e B i l l e d e r , som ikke ville vige, jeg kan skrige, rase, sukke derimod, saa meget jeg v il. O , hvor la ng t er det kommet med m ig ! D u sagde strax i Begyndelsen, da jeg sogte Trost hos D ig , jeg skulde dog bede; ak, hvor gjerne gjorde jeg det, men jeg kan ikke og jeg to r ikke.

Jeg kan ikke mere blive hjulpen. Jeg havde allerede flere Gange fastsat Dagen og Tim en og S te d e t, hvor jeg vilde skyde m ig , da traadte mine Forceldres S k ik -

kelse hen for m in Sjcel. A k , mine gode Foralldre og mine Svdskende, de ane ikke, hvilken Uvcerdig de skjcenke deres Kjcerlighed. S k a l jeg berede dem den usigelige Kummer at have en Selvm order t i l S v n ! S ee, det alene afholder m ig derfra. A k , kom snart t i l m ig — eller kom ikke, jeg er det ikke vcerd. Bed for m ig , at Gud maa forbarme sig over m ig , hvis der endnu er en Barm hjertighed t i l for m ig ."

7. A f de talrige Breve, som jeg modtog i A n le d ­ n in g af denne lille B o g , hidscetter jeg et Uddrag af et,

som et ubekjendt Fruentim m er uden N avn tilskrev m ig :

„M e d skjcrlvende Haand griber jeg Pennen, for i saa mange Elendiges N avn at takke Dem for Deres B o g, skjvndt det hos m ig v il vcere for sildig. S k jo n d t jeg ikke mere gaaer ud blandt F olk, saa seer jeg dog i mine smaa Omgivelser B v r n , der ere i denne Elendighed og gaae Fordærvelsen im vde; jeg ynkes over dem. Ak, jeg maa forgaae under bestandig Ak og Vee og Sm erter i Livets fkjonneste A lder. B la n d t mine noermere B e- kjendte ere fire af m in A lder sunkne i en tid lig G ra v formedelst denne S y n d , og fem Andre have ved den t i l - in te tg jo rt deres L ivs Lykke. A k, havde v i havt Lcerere, der advarede os, som Deres lille B og gjor det! — M i t Hjerte var ret modtageligt for det Gode. Jeg husker endnu, hvor salig jeg ofte sad ved m in kjcere M oders Fedder og ba d med hende. R ig t begavet af V orH erre, j a , udrustet med nmnge S jallens og Legemets F o rtrin , havde der kunnet blive noget H e rlig t as m ig ; men snart bedrog m ig S ynden. Jeg blev ikke uden al Advarsel;

o, havde jeg dengang bragt m it syndige Hjerte t i l F re l-

seren! men istedetfor faldt jeg i Hamderne paa Folk, som hver D a g lagde Brcrnde t il m in indre I l d . Jeg var for meget hjem m efra, fordi Lediggangen greb m ig, og man lånte mig slette V iser: endogsaa Laerere gave m ig efter urin k o n firm a tio n Romaner i Hcenderne, at dandse lånte jeg i mine S koleaar, af Theatret havde jeg scet n o k , saaledcs havde jeg allerede i m it fjortende A a r bygget Fjenden en B ro t i l m it Hjerte, og den blev m in Behersker. Ved m in overordentlig hurtige Vaext sagde Lcegen, man skulde kun lade mig ligge ret lamge i Sengen; denne slemme Vane tog da a ltid t i l , aldrig vaagnedc jeg glad og styrket, og S o le n lod jeg skinne ind t i l mig paa Sengen. Slcegtninge, hos hvilke jeg ofte v a r, gav mig a ltid knn lcekkre Sager og alleslags Drikkevarer, og lod mig fare tankelost omkring. M in

R e lig io n s u n d e rv is n in g var g o d , men om saadanne S yn de r blev der ikke sagt et O rd. M en man seer ogsaa i enhver Henseende de sorgelige Fslger deraf — F o r­

tvivlelse er ikke nok t i l at beskrive et saadant Menneskes T ils ta n d ; jeg bliver frygtelig plaget af D jcrvelen, m it hele L iv er et Helvede. M in Uro har drevet mig t i l

B o n , halve Ncetter lceste jeg i B ib e le n , bad endogsaa paa mine Kncr, men for s ild ig ; ikke en Time var jeg saa lykkelig at tilb rin ge i en hjertelig Tro paa Frelseren, og n u staaer jeg allerede ved Evighedens Porte. M it eneste S u k er; Jesus, D n D a v id s S o n , forbarm D ig over

--- In g e n S y n d gjor saa ulykkelig. Jeg havde aldrig nogen sand Gloede og nceften bestandig Hoved­

pine. --- Undskyld Feilene i dette B r e v , det koster

m ig ftor Anstrengelse blot at skrive et B r e v , th i det stadige Sam vittighedsnag og den store D v a l derover m ig reent A lt . "

Femte Afsnit.

Hjeelp, Forebyggelse og Helbredelse.

l. Gjenfsdelse.

Hvem der detenter O naniens F o lg e r, som v i have skildret dem overeenssteinmende med E rfa rin g e n , og hvem der selv befinder sig i denne Nod og F are, han kan ikke A n d e t, end af sit Hjertes D y d udbryde i det S m e rte n sra a b : „J e g elendige Menneske! hvo skal frie mig fra dette Dodsens Legeme!" K u n een Frelser gives der, det er I e f u s C h r i s t u s . Uden ham og udenfor- ham bliver det ved den gamle Regel, at en Neger ikke kan forandre sin Hud og en Panther ikke sine P letter.

D e rfo r siger han selv: U d en m i g k u n n e I s l e t I n t e t g j v r e . " D e rfo r kalder han t i l sig A lle , som i deres S ynder arbeide og ere besvccrede, og formaner dem at tage hans g a v n l i g e Aag paa sig og hans l e t t e B yrd e, for at de maa finde H vile for deres Sjcele (M a tth . 1 1 , 2 8 — 30). Ifv lg e denneKaldelse ere allerede mange Tusinder, som isoerdeleshed ogsaa vare fordaervede

ved Ukydskhed, komne t i l ham og have overgivet sig t i l ham som den rette Lcege, og han har helbredet dem og har opfyldt Forjættelsen: „J e g v il lede efter det, som er t a b t , og fore det V i l d f a r e n d e tilbage, og forbinde det S o n d e r b r u d t e og styrke det S y g e " (Ezech.

34, 16). D e rfo r to r In g e n opgive Haabet, In g e n to r tcrnke: „J e g kan ikke mere b l i v e h j u l p e n . " J a , naar Nogen hengiver sig t i l Fortvivlelse og ved S e lv ­ mord styrter sig i den evige D s d s N a t , h a n kan ikke

mere blive hjulpen. M en netop derfor gives der i n t e t T a a b e l i z e r e , end saaledes i Trods og Forsagthed at soge D oden. H v is der ingen Evighed var t i l , saa var S e lvm o rd den bedste, fljo n d t rcedselfulde Ende paa

O nanien. M e n hvilken f r y g t e l i g O p v a a g n e n v il det vane for de Sjcele, som her ikke mere vilde boere T i l ­ værelsen, og da m a a bane den uendelig mere usalige Tilstand i Evigheden, hvor de ikke kunne doe og dog heller ikke leve! hvem vilde ikke langt hellere her, medens

S o le n endnu skinner og Livsens Vandstromme flyde, kaste sig i Armene paa ham , som i n g e n l u n d e v i l s t o d e N o g e n b o r t , som ogsaa for den meest Forkaste­

lige endnu har Barm hjertighed, som sad t i l B o rds med Syndere og Toldere, som venlig sagde t i l den store S yn de rin de , da han saae hendes Taarers S tr o m : „dine S yn d e r ere fo rla d te ;" som ikke fordomte D v in d e n , der var greben i H ve r, da han gjennemskuede hendes Synderknuselse, men lod hende gaae med den F o r­

m an in g : „synd ikke mere." Hvem vilde ikke have T illid t i l denne J e s u s ! Al l e, som bodfcerdige ere faldne ned for hans Fsdder, have faaet Tilgivelse og Naade og ny