Kopi af:
Absolut abemenneske! : pressens fremstilling af menneskets udvikling
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
Af Anne Katrine Gjerløff
Menneskehedens vugge rok- kes, stamtræer rykkes op med rode og fossilerne af verdens ældste mennesker bliver ældre og ældre og stedse mere kom- plette og mere mystiske. For- skerne, der fi nder de gamle knogler, skændes og strides om hvert et ben og hver en ny teori, mens de alligevel formår at for- klare os alle, hvorledes menne- skets oprindelse gik for sig, og hvilke store forventninger, de har til det nyeste “missing link”, der venter lige om hjørnet.
Dette er det indtryk, man får af palæoantropologien (viden- skaben om de fossile menne- sker) gennem avisernes artikler under overskrifter som Sensa- tionelt fund af The Missing Link eller De ældste menneskerester fundet.
I forbindelse med et større forskningsprojekt om formid- lingen af menneskets forhistorie har jeg undersøgt de sidste 10 års avisomtaler af palæoantro- pologiske nyheder og fundet både forbløffende ligheder og
Absolut
Abe menneske!
– pressens fremstilling af menneskets udvikling
Hvad fortæller aviserne os om de nyeste knoglefund, og om forskernes teorier om menneskets udvikling? Fremstillingerne er præget af journalisternes og forskernes fælles ønske om at gøre videnskaben dramatisk, sensationel og epokegørende.
let bekymrende tendenser i den måde, fossilfund og teorier præ- senteres på i dagspressen.
Ekstremer bliver fremhævet
Når et nyt fund publiceres eller en ny teori fremsættes i den internationale palæoantropolo- giske videnskab, bliver der ofte holdt pressemøder, udsendt pressemeddelelser og bragt for- midlende artikler på hjemmesi- derne for de store internationale tidsskrifter Nature og Science.
Det er oftest dette materiale, danske aviser bygger deres artik- ler på, eventuelt suppleret med en dansk eksperts mening om nyhedens betydning.
En stor del af skylden for den ofte stereotype fremstilling af nye fossilfund skyldes den journali- stiske genres krav om nyheder, sensationer og korte konkrete historier, som bl.a. blev behand- let i Niels Hansens artikel Når journalisten ringer… i Aktuel Naturvidenskab 5/2003. Mange af nyhedsgenrens faste elemen-
ter er således direkte modpoler til de kendetegn, som videnska- ben lægger vægt på. Hvor viden- skaben således lægger vægt på principper, nøgternhed, detaljer og forsigtighed, tilstræber jour- nalisten at beskrive konkrete begivenheder, begejstring, atypi- ske eksempler og spekulationer om, hvad den nye opdagelse vil komme til at betyde. Det kom- mer til udtryk ved, at journa- listen fremhæver ekstremerne:
fossilet kan enten være ældst, mest komplet, mest mystisk eller mest centralt for denne eller hin teori. Selvom artikler om palæo- antropologi ofte kan være relativt nuancerede, og bl.a. indeholde baggrundsoplysninger eller inter- view med danske eksperter, så er det næsten sikkert, at over- skriften altid vil indeholde en af disse ekstremer – ældst, bedst, mest gådefuldt. Man fristes til at sammenligne omtalen af de fos- sile knogler med tidligere tiders fascination af kuriøsiteter som skæggede damer og to-hovede kalve. Læserens fantasi ægges og
naturens underfulde spil betones, når der henvises til “mysterierne”
og “gåderne” om menneskets udvikling.
Gåden
Palæoantropologien har til alle tider været grobund for myter og drama. Dette er en direkte følge af emnets betydning for opfattelsen af “hvad det vil sige at være menneske”. Ved at stu- dere, hvorledes mennesket blev til menneske, fortæller forskerne os samtidig, hvad det oprindelige og derfor det sande menneskelige er – f.eks. vor tankevirksomhed, vores yngelpleje, vore kønsroller eller vort redskabsbrug. På trods af disse dybtliggende temaer er der dog næppe tvivl om, at palæoantropologiske nyheder ikke har lige så stor indfl ydelse på den almindelige avislæsers hverdag som f.eks. nyheder om fødevaresikkerhed, kemisk krigs- førelse eller sygdomsbehand- ling. Menneskets udvikling er et emne, der ligesom astronomien ligger langt fra vor egen hverdag,
men alligevel er med til at for- klare vores plads i verden, i tid og i rum.
Derfor fremstilles menne- skets udvikling i aviserne som et mysterium og en gåde. Det er i og for sig korrekt nok, men det slører dels den enighed, der fi n- des i palæoantropologien om, at menneskets trods alt er udviklet fra en abelignende forfader, og dels uenigheden om den mang- foldighed af teorier og udvik- lingsscenarier, der fi ndes inden for videnskaben. Man kan såle- des ikke tale om én omfattende gåde, men snarere om mange sammenhængende problemer.
Journalistisk set er det dog en bedre nyhed, at Den store Gåde løses, end at en eller anden teori bekræftes eller belyses på ny, og således udråbes ethvert nyt spektakulært fund til at give sva- ret på Gåden.
Denne tendens bliver sær- ligt problematisk, når “gåden”
om menneskets udvikling sæt- tes lig med evolutionslæren som helhed: »Er de nye teorier rigtige må evolutionsteorien skri- ves om« (Berlingske Tidende 20.10.98) eller »vende op og ned på den gængse opfattelse af arter- nes oprindelse« (Weekendavisen 28.5.93). Sådanne vendinger bruges for at fremhæve det aktu- elle funds betydning, men har den bagside, at selve evolutions- læren hænges op på det nyeste menneskefossil. Når palæoan- tropologien samtidig fremstil- les som evigt foranderlig og i rivende udvikling, bør det ikke undre, at artiklerne kan forstås som om selve evolutionstanken er usikker og kan rokkes med det mindste fund. At avisartikler ofte bruges som kilder i evoluti- onskritiske religiøse tekster bør mane til selvransagelse i dags- pressen. Via overdrivelse af fun- denes betydning og de videnska- belige nybrud fremstilles selve evolutionslæren som usikker.
Forskere og medier hånd i hånd
Ikke nok med, at fossilerne for- tæller om et forhistorisk drama – forskerne selv kan også levere deres andel af sensationelle stri- digheder. I de sidste år er faglige og personlige fjendskaber blevet
Eksplosion i antallet af nyudnævnte arter
Før 1950’erne var det normalt, at et nyt fund straks fi k påhæftet et nyt artsnavn. I de følgende ca. 25 år blev det dog almindeligt at samle de allerede kendte fund i et mindre antal arter. Da “Lucy” i slutningen af 1970’erne blev udnævnt til at tilhøre den nyopfundne art Australo- pithecus afarensis, vakte det således ganske stor opmærksomhed. I 1990’erne er det dog igen blevet normalt at opstille nye navne – ikke mindst for de mange stadig ældre fund af hominider. Som det ses er der dels udnævnt fl ere nye arter af slægten Australopithecus, dels er der som noget endnu mere gennemgribende siden 2000 udnævnt fl ere nye slægter. En anden tendens er at placere gammelkendte fund i nye arter. Således er en række fund, der tidligere ville være blevet samlet under Homo erectus-betegnelsen, nu blevet opdelt i en række nye arter, hvoraf få bygger på nye fund (f.eks. Homo antecessor og Homo georgicus), mens andre er omklassifi kationer (f.eks. Homo ergaster og Homo louisleakeyi) og endnu andre er en tilbagevenden til ældre artsnavne, der en tid har været ude i kulden (f.eks. Homo heidelbergensis og Homo rhodesiensis). Efter en “samler” kommer der således som bekendt en “spreder”.
1978 Australopithecus afarensis 1994 Ardipithecus ramidus (ramidus) 1994 Australopithecus anamensis 1996 Australopithecus bahrelghazali 1999 Australopithecus garhi 2001 Orrorin tugenensis 2001 Kenyanthropus platyops 2001 Ardipithecus ramidus kadabba 2002 Sahelanthropus tchadensis
Liste over nyudnævnte arter de sidste knap 30 år (listen viser kun arter ældre end Homo)
en fast del af den måde, hvorpå palæoantropologien fremstilles i pressen:
»Jagten på menneskets oprindelse er ikke bare videnskab; det er big business, indædt konkurrence og politik. Deltagerne er troskyldige helte, tapre sportsmænd, egofana- tikere, særlinge af enhver art – og en enkelt rigtig led karl (…) Få brancher lader til at være så hær- gede af personlige fjendskaber og ondskabsfulde intriger som netop knoglebranchen« (Weekendavi- sen 19.10.01).
Med de gentagne beskyldnin- ger om videnskabelig fusk og fejlagtige artsbestemmelser og teorier, som palæoantropologi- ens historie kan fremvise, er det ikke overraskende, at journali- ster griber sådanne gode histo- rier med kyshånd.
Her er vi fremme ved en vig- tig pointe, der kan nuancere den kritik, jeg ellers har fremsat mod nyhedsgenren. Problemet er, at forskerne har brug for medie- omtale og derfor selv betoner sensation, drama og uenighed.
En anden tendens i palæoantro- pologien, der til dels kan skyldes ønsket om publicity, er eksplosi- onen af nye artsnavne (se boks).
Foto af kraniet af »Toumaï« (Sahelanthropus tchadensis) samt udklip fra Ekstra Bladet. Den 12. og 13. juli 2002 bragte alle landsdæk- kende danske aviser billeder og omtale af kraniet af den nyudråbte art Sahelanthropus tchadensis (kaldet Toumaï). Artiklerne beto- nede fundets høje alder og det uventede fundsted i Tjad. Kraniet blev omtalt som en “bombe”, der trods sommervarmen ville vende op og ned på palæoantropologiens teorier og som beviste, at menneskets stam- træ var vidt forgrenet og ikke en lige linie.
Særligt interessant er det, at fundet også blev omtalt i redaktionelle ledere i Politiken og Information.
fremstilling i aviserne. Dette skyldes dog ikke kun, at for- skere og journalister har fælles dagsorden, men også at emnet i sig selv berører noget centralt i menneskets selvforståelse og dermed omgærdes af stærke følelser og store ord.
Formidling til Peter Plys Megen omtale af videnskabs- journalistik lægger vægt på at journalister må forstå og ind- ordne sig videnskabens normer, men for palæoantropologien er der opstået den modsatte situa- tion: forskerne benytter med behændighed de journalistiske kneb til fremhævelse af deres eget arbejdes epokegørende status. I skøn forening skaber nyhedsmediernes og forskernes behov for omtale og sensationer således et dobbelttydigt billede af videnskaben. På den ene side fremhæves palæoantropologiens store opdagelser og fremskridt, der inden længe vil give os sva- ret på “menneskehedens gåde”.
Ofte præges artiklerne af skri- bentens beundring og ærefrygt overfor videnskabens resultater og forskernes arbejde og minder på den måde om sportsjourna- listikkens vægt på helte og sejre.
På den anden side fremhæves videnskabens foranderlighed konstant ved de nye funds epo- kegørende betydning og forsker- nes uenighed. Palæoantropolo- gien fremstilles således med et Janusansigt – dels med et udtryk af viden og fremgang, dels med usikkerhed og uenighed.
Populærvidenskab kan ofte kritiseres for overfl adiskhed og sensationalisme. Man må dog erkende, at nogle videnskaber indeholder bedre historier end andre og således i højere grad kan indpasses i de journalistiske krav. Drama, myte og sprog- lige metaforer er en integreret del af den palæoantropologiske videnskab, og den er således ualmindelig velegnet til populær formidling. Samtidig har palæo- antropologien også det vigtigste relevanskriterium: at læseren kan forholde sig personligt til teksten. Der er næppe tvivl om, at avislæsere generelt har det som Peter Plys: » allerhelst vil jeg høre en historie om mig selv«.
Donald C. Johanson blev verdensberømt i 1970’erne med sit fund af Lucy – det næsten komplette skelet af det da ældste kendte forhistoriske menneske. Siden er han blevet indblandet i adskillige kontroverser med fagfæller om korrekte artsbestemmelser, rettigheder til udgravningsområder og laboratoriefaciliteter.
Mange af hans kolleger har således i populære fremstillinger udpeget ham som palæoantropologiens store skurk, hvilket ikke har gjort deres historier mindre dramatiske. På billedet ses Donald Johanson (til venstre) sammen med nogle medarbejdere. På bordet fi ndes blandt andet menneskefossiler fundet i Afarregio- nen i det nordøstlige Etiopien.
Donald C. Johanson
Det er en nyhed, at man har fundet en ny art, men ikke en nyhed, at man har fundet knog- ler, der bekræfter eksistensen af en allerede kendt type.
Nye fossilfund præsenteres således for læseren i en kontekst, hvor sensationer, videnskabelige
omvæltninger og forskeres per- sonlige stridigheder er normale – det danner simpelthen ram- men for forståelse af fossiler og deres betydning for opfattelsen af menneskets udvikling. Årsa- gen er, at forskernes behov for synlighed harmonerer smukt
med avisernes behov for nyhe- der og dramaer, hvilket så bliver selvforstærkende, indtil selve dramaet omkring et funds frem- komst og tolkning bliver den egentlige historie. Uenighed og debat er blevet en integre- ret del af palæoantropologiens
Credit: John Reader / Science Photo Library / Foci
De 4 knogler der blev til et helt skelet
Om forfatteren Anne Katrine Gjerløff, cand.mag, ph.d.-stipendiat Saxo-instituttet, Adf. for Histo- rie, Københavns Universitet.
Tlf.: 3532 9418 E-mail: akg@hum.ku.dk
Supplerende litteratur Gregory, J. & S. Miller: Sci- ence in Public. Communication, Culture, and Credibility. 2000.
Irwin, A. & B.Wynne (red.):
Misunderstanding Science? The Public reconstruction of Science and Technology. 1996.
Nelkin, Dorothy: Selling Sci- ence. How the Press covers Sci- ence and Technology. 1995.
Brier, Søren: Fra Fakta til Fikta. 2002.
Lewin, Roger: Bones of Conten- tion. Controversies in the search for human origins. 1997.
Bonde, Niels. Menneskehedens begyndelse. Hovedområdet 10, 1994, s.18-20.
I 1994 fandt den sydafrikanske palæoantropolog Ron Clarke fi re hominide fodknogler i en kasse med blandede fossiler fra Sterk- fontein-hulen i Sydafrika. Knog- lerne blev publiceret i tidsskriftet Science året efter og præsenteret som det ældste bevis på tobe- net gang i Sydafrika. Fundet fi k kælenavnet Littlefoot. Clarke og palæoantropologiens Grand-Old- Man Phillip Tobias holdt i forbin- delse med publiceringen et pres- semøde, der gav stof til danske aviser via en pressemeddelelse.
Berlingske Tidende skrev dels, at fundet var fra “the missing link”, dels at det stammede fra
»en kendt sidegren til vort stam- træ« uden at notere modsætnin- gen mellem disse to betegnelser.
Artiklen lagde i øvrigt vægt på den kritik fra andre forskere, der satte spørgsmålstegn ved Clarke og Tobias teori om, at tobenet gang udvikledes mens menne- skets forfædre stadig tilbragte en del tid i træerne.
Ekstra Bladet konkluderede, at fundet »afgjorde i går årtiers skænderier: vi nedstammer altså fra aberne, hvadenten vi bryder os om det eller ej«, og Littlefoot udnævntes til “the missing link”
med direkte linie til mennesket.
Derudover lægges vægt på den
sjove historie om knoglekassen og hvad den gemte.
Det er let at irriteres over denne formidling, hvor et ikke artsbestemt fund gøres til men- neskets direkte forfader, bevis for slægtskab med aberne og hvor videnskabelige stridigheder frem- hæves. Via Ritzaus gengivelse af pressemødet kan det dog konstateres, at palæoantropolo- gerne selv brugte både udtrykket
“missing link” og hævdede, at fundet kunne løse gåden om den
tobenede gangs oprindelse.
Historien om Littlefoot stopper dog ikke her. Med knoglerne i hån- den blev Sterkfonteinhulen under- søgt igen, og mageløst nok fandt man fodens ejermand i form af et helt skelet af en Australopithecus.
Skelettet er endnu uudgravet og sidder fast i hulens afl ejringer, men beskrives som yderst velbe- varet og komplet. Nyheden om dette fund udløste yderligere artik- ler i danske aviser, hvor det bl.a.
blev hævdet, at fossilet kunne
»løse et af menneskehedens helt store mysterier« og være »en vigtig brik i løsningen af gåden om men- neskets oprindelse«. Samtidig blev fundets komplette bevaring under- streget i alle artiklerne. En særlig dansk vinkel opnåede Politiken i 1999 med overskriften: Kronprin- sen på besøg i menneskehedens vugge. Her blev skelettet fremstil- let som vores direkte forfader, og det blev understreget, at fundet
»er med til at placere menneskehe- dens vugge i Afrika« – noget man ellers kunne mene, der allerede herskede en vis enighed om!
Historien om Littlefoot illustre- rer således forskeres og journa- listers fælles interesse i sensa- tionelle fund, og at nye fund ofte tillægges betydning udover det rimelige.
Kraniet af en Australopithecus i Sterkfonteinhulen. Kilde: J. of Quaternary Science.
Mere end hvert tredje for- ældrepar tror, at deres barn er allergisk over for en eller fl ere madvarer. Men i praksis er det kun 2,3 % af børnene, der reelt har en fødevareallergi. Det fremgår af en ph.d.-afhandling af Morten Østerballe fra Aller- gicentret ved Syddansk Uni- versitet.
Morten Østerballe har ved hjælp af bl.a. priktests, blodprø- ver og spørgeskemaer under- søgt fødevareoverfølsomhed hos mere end 500 børn født på Odense Universitetshospi- tal i 1998. Disse data har han sammenlignet med forældre-
Ubegrundet angst for fødevareallergi
nes bekymringer. Forskellen på forældrenes frygt og virkelig- heden er altså markant. Ifølge Morten Østerballe kan en af forklaringerne være, at der er sket en kraftig stigning i antal- let af børn, der lider af eksem.
Dette forsøger forældrene så at forklare med, at børnene må være allergiske overfor noget, de spiser.
Men undersøgelsen kunne ikke påvise et eneste eksempel på eksem, der skyldtes madva- rer! Heller ikke de stoffer, der typisk udråbes som skurke af forældrene – nemlig farvestof- fer, E-numre og konserverings-
midler – gav i de kontrollerede forøg nogen symptomer hos børnene.
Problemet med forældrenes selvstillede diagnoser kan være, at de ganske unødvendigt hol- der deres børn væk fra sunde madvarer, fordi de tror, at ungerne ikke kan tåle det ene eller det andet. Dette kan også medføre sociale problemer for børnene, fordi forældrene stiller krav om, at der i daginstitutio- ner mv. skal tages særlige hen- syn til deres børns “allergi”.
Kilde: Ny Viden, nr. 8, august 2004
Af Carsten R. Kjaer
