Tilbud til voksne med problemskabende adfærd

(1)

Besøg vores hjemmeside på www.vidensteam.dk Rapport | 2010

Udarbejdet af sekretariatet for det landsdækkende netværk Vidensteamet

Tilbud til voksne med problemskabende adfærd

En kortlægning af tilbud til voksne med problemskabende adfærd inden for områderne udviklingshæmning, senhjerneskade og gennemgribende udviklingsforstyrrelse

Om Vidensteamet ...

Vidensteamet er et landsdækkende

netværk vedrørende psykisk handicappede

og senhjerneskadede med problemskabende adfærd

TILBUD TIL VOKSNE MED PROBLEMSKABENDE ADFÆRD | RAPPORT UDARBEJDET AF VIDENSTEAMETS SEKRETARIAT | 2010

(2)

2

Resumé ... » side 4

1. Indledning ... » side 6

1.1 Områdets historik og baggrund for undersøgelsen ... » side 6 1.2 Hvem står bag undersøgelsen? ... » side 10

2. Hvad er ... ... » side 11

2.1 … problemskabende adfærd? ... » side 11 2.2 … en særforanstaltning? ... » side 11

3. Undersøgelsesdesign og dataindsamling ... » side 13

3.1 Afgrænsning af målgruppen ... » side 13 3.2 Dataindsamling ... » side 14 3.3 Behandling af data og anonymitet ... » side 15

4. De indmeldte sager og deres karakteristik ... » side 17

4.1 Antal indmeldte sager fra kommunerne ... » side 17 4.2 Borgernes køn og alder ... » side 18 4.3 Borgernes funktionsnedsættelser ... » side 20 4.4 Borgernes problemskabende adfærd ... » side 24 4.5 Tilbuddenes organisering og fysiske rammer ... » side 27 4.6 Tilbuddenes leverandører og driftsherrer ... » side 31 4.7 Tilbuddenes varighed ... » side 36 4.8 Tilbuddenes udvikling og perspektiv ... » side 38 4.9 Økonomi ... » side 43

5. Kortlægningens konklusioner ... » side 47

5.1 Antal indmeldte sager ... » side 47 5.2 Om borgerne ... » side 47 5.3 Om tilbuddene ... » side 48 5.4 Om tilbuddenes udvikling og perspektiv ... » side 49 5.5 Om økonomien på området ... » side 50

6. Arbejdsgruppens anbefalinger

til fremtidige fokusområder ... » side 51 Litteratur ... » side 52 Bilag 1. Vejledning og spørgeskema ... » side 53

Kolofon og indholdsfortegnelse

53

52

51

47

17

13

11

6

4

(3)

Rapport

om kortlægning af tilbud til

voksne med problemskabende adfærd inden for områderne udviklingshæmning, senhjerne- skade og gennemgribende

udviklingsforstyrrelse ...

Nærværende rapport indeholder en kortlægning af tilbud til voksne med problemskabende adfærd inden for områderne udviklingshæmning, senhjerneskade og gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Tilbuddene har alle en døgntakst på minimum 4.930 kr. svarende til ca. 1,8 mio. kr. årligt.

Spørgeskemaet er udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat på initiativ af Vidensteamets sekretariat. Arbejdsgruppen har bestået af medlemmer af Vidensteamet samt konsulenter fra Vidensteamets sekretariat.

Vidensteamets sekretariat har forestået kontakten til kommunerne.

Center for Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland, har medvirket til at ud- arbejde og validere spørgeskemaet samt den indledende bearbejdning af de indkomne data.

Analyse og rapportskrivning er foretaget af projektkonsulent Hanne Marie Kristensen, Vidensteamets sekretariat, med input fra arbejdsgruppen.

For mere information kontakt:

Hanne Marie Kristensen Telefon: 8728 8101

E-mail: Hanne.Kristensen@ps.rm.dk

Rapport 3

Resumé ... » side 4

1. Indledning ... » side 6

1.1 Områdets historik og baggrund for undersøgelsen ... » side 6 1.2 Hvem står bag undersøgelsen? ... » side 10

2. Hvad er ... ... » side 11

2.1 … problemskabende adfærd? ... » side 11 2.2 … en særforanstaltning? ... » side 11

3. Undersøgelsesdesign og dataindsamling ... » side 13

3.1 Afgrænsning af målgruppen ... » side 13 3.2 Dataindsamling ... » side 14 3.3 Behandling af data og anonymitet ... » side 15

4. De indmeldte sager og deres karakteristik ... » side 17

4.1 Antal indmeldte sager fra kommunerne ... » side 17 4.2 Borgernes køn og alder ... » side 18 4.3 Borgernes funktionsnedsættelser ... » side 20 4.4 Borgernes problemskabende adfærd ... » side 24 4.5 Tilbuddenes organisering og fysiske rammer ... » side 27 4.6 Tilbuddenes leverandører og driftsherrer ... » side 31 4.7 Tilbuddenes varighed ... » side 36 4.8 Tilbuddenes udvikling og perspektiv ... » side 38 4.9 Økonomi ... » side 43

5. Kortlægningens konklusioner ... » side 47

5.1 Antal indmeldte sager ... » side 47 5.2 Om borgerne ... » side 47 5.3 Om tilbuddene ... » side 48 5.4 Om tilbuddenes udvikling og perspektiv ... » side 49 5.5 Om økonomien på området ... » side 50

6. Arbejdsgruppens anbefalinger

til fremtidige fokusområder ... » side 51

Litteratur ... » side 52

Bilag 1. Vejledning og spørgeskema ... » side 53

(4)

Resumé

Vidensteamet vedrørende problemskabende adfærd har i løbet af foråret 2010 gennemført en kortlægning af tilbud til borgere med problemskabende adfærd inden for områderne udviklingshæmning, senhjerneskade og autismespektrumforstyrrelse (eller anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse).

Kortlægningen er foretaget som en spørgeskemaunder- søgelse blandt alle landets kommuner, der er blevet bedt om at svare for de borgere inden for målgruppen, som de pågældende kommuner er handlekommune for.

Omfattet af denne kortlægning er:

» Borgere, der modtager bo- eller helhedstilbud, hvor den samlede døgntakst er eller overstiger 4.930 kr.

(svarende til ca. 1,8 mio. kr. årligt).

(Taksten på evt. tillægsydelser, særtakster eller eksterne tilbud efter SEL §§ 103 og 104 skal medregnes her).

» Derudover skal borgerne være voks- ne (18 år+) med varig funktionsned- sættelse. Funktionsnedsættelsen skal skyldes udviklingshæmning, senhjerneskade og/eller autismespektrumforstyrrelse (eller andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser).

» Foruden ovennævnte handicap skal borgerne udvise en problemskabende adfærd.

En sammenfatning af kortlægningens vigtigste resultater følger her:

Antal indmeldte sager

71 kommuner har indmeldt i alt 171 sager, der matcher ovenstående kriterier. 25 kommuner har meddelt, at de ikke er handlekommune for borgere omfattet af denne kortlægning, hvorfor de 171 sager reelt fordeler sig på de resterende 46 kommuner.

Flertallet af de 46 kommuner har indmeldt 1-3 sager, mens 5 kommuner har indmeldt 10-13 sager. En regional fordeling viser, at hovedstadens kommuner er handlekommuner for 70 af de indmeldte sager. De tegner sig dermed for en væsentlig større andel end de øvrige landsdele.

Om borgerne

Det er angivet, at 39 % af borgerne har udviklingshæmning, 19 % har senhjerneskade, og 16 % har autismespektrumforstyrrelse (ASF) som deres primære funktionsnedsættelse¹. 25 % af borgerne har både udviklingshæmning og ASF som deres primære funktionsnedsættelse.

77 % af borgerne har en eller flere funktionsnedsættelser eller diagnoser i tillæg til de primære funktionsnedsæt- telser. 45 % af borgerne har således også en psykiatrisk lidelse.

Derudover udviser 94 % af borgerne en udadreagerende adfærd, 42 % udviser en selvskadende adfærd, mens 23

% udviser en selvstimulerende adfærd. Næsten halvdelen af alle borgerne udviser mere end én af de tre forskellige adfærdsformer, og kortlægningen viser en tendens til, at dette især gælder for de borgere, der har både udviklings- hæmning og autismespektrumforstyrrelse.

Om tilbuddene og deres driftsherrer

Kortlægningen viser, at der i høj grad er tale om tilbud, der er særligt tilrettelagte for at imødekomme borgerens sær- lige behov som følge af den problemskabende adfærd.

I sammenlagt 38 % af de indmeldte sager bor borgeren

Resumé

4

1 Udtrykket primær funktionsnedsættelse forklares på side 20.

(5)

alene – enten på et botilbuds matrikel eller i et tilbud med en helt selvstændig placering. I størstedelen af disse tilbud er personalet organiseret med fokus på kun den ene borger, der er i tilbuddet.

I 62 % af de indmeldte sager bor borgeren i samme bygning som andre, og i halvdelen af disse sager, er borgeren helt eller delvist afskærmet fra de øvrige beboere.

Som driftsherre i 57 % af de indmeldte sager er kommunerne langt den største aktør på området. Regioner og private aktører driver henholdsvis 21 % og 22 % af tilbuddene.

Kortlægningen viser ingen væsentlige forskelle på, hvilke typer af funktionsnedsættelser, de forskellige aktører beskæftiger sig med. Til gengæld er der en tendens til, at de private aktører huser flere af de tilbud, der har en selvstæn- dig placering, og hvor personalet er organiseret med fokus på kun én borger.

Om tilbuddenes varighed og udvikling

53 % af tilbuddene er etableret inden for de seneste 2 år, mens 21 % har varet i 5 år eller længere. Kortlægningen kan imidlertid ikke fortælle, om der generelt er etableret flere af denne type tilbud i løbet af de 2 år. Resultatet kan lige såvel være et udtryk for tilbuddenes midlertidige karakter.

I 66 % af de indmeldte sager, er det angivet, at tilbuddet pt. ser ud til at fortsætte i sin nuværende form. I 8 % af sagerne er borgeren på vej til at skulle integreres i et ordinært tilbud.

Kortlægningen viser en sammenhæng mellem en intensiv indsats og en reduktion i den problemskabende adfærd.

I de tilbud, hvor borgeren bor alene, eller hvor personalet er organiseret med fokus på kun én borger, er der en større tendens til, at den problemskabende adfærd er reduceret inden for de seneste 6 måneder.

De indmeldte sagers omkostningsniveau

De 171 sager, der er blevet indmeldt til kortlægningen,

repræsenterer tilsammen en udgift for landets kommuner på 523 mio. kr. årligt.

Den billigste af de indmeldte sager har en bruttodøgntakst² på 4.932 kr. svarende til ca. 1,8 mio. kr. årligt. Mens den dyreste har en bruttodøgntakst på 19.000 kr. svarende til ca. 6,9 mio. kr. årligt.

De 171 sager har en gennemsnitlig bruttodøgntakst på 8.378,86 kr. svarende til 3.058.284 kr. årligt.

Kortlægningen viser, at den gennemsnitlige bruttodøgn- takst er relativt ens for de kommunale og regionale aktører.

De private aktører har en lidt højere gennemsnitlig brut- todøgntakst, hvilket muligvis skal forklares ved, at de huser flere tilbud med en særlig fysisk placering og organisering af personalet.

Kortlægningen viser, at de tilbud med den mest intensive indsats, dvs. hvor tilbuddet har en selvstændig placering, og hvor personalet er organiseret med fokus på kun én borger, har en væsentlig højere gennemsnitlig bruttodøgntakst.

Arbejdsgruppens anbefalinger

En stor del af formålet med kortlægningen har været at iden- tificere nogle af de områder inden for arbejdet med Viden- steamets målgruppe, som kræver nærmere undersøgelser.

Som følge af kortlægningens konklusioner peger arbejdsgruppen blandt andet på et stort behov for at få indsamlet erfaringer med etablering af specialboenheder. Hvordan kan man høste de økonomiske fordele, der ser ud til at være ved at etablere tilbuddene i sammenhæng med andre? Samtidig med, at det faglige indhold er af så høj en kvalitet og intensivitet, at der kan skabes en positiv udvikling for borgeren i form af bl.a. en reduktion i den problemskabende adfærd?

Se resten af arbejdsgruppens anbefalinger til fremtidige fokusområder på side 51.

5

2 Begrebet bruttodøgntakst forklares på side 43.

(6)

Indledning

Sekretariatet for det landsdækkende netværk Vidensteamet vedrørende problemskabende adfærd har i perioden januar til marts 2010 gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt landets kommuner. Undersøgelsen er foretaget med henblik på at kortlægge tilbud til voksne borgere med problemskabende adfærd inden for områderne udviklings- hæmning, senhjerneskade og autismespektrumforstyrrelse (eller andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser).

En del af borgerne i denne målgruppe har så massive van- skeligheder, at der er behov for en særlig indsats i form af eksempelvis etablering af pædagogiske særforanstaltninger og/eller forskellige former for skærmede tilbud.

Disse tilbudsformer er blandt andet kendetegnede ved at være meget ressourcekrævende, hvilket især skyldes en personalenormering, der ofte ligger langt over det, der anvendes i ordinære tilbud.

Formålet med undersøgelsen er at kortlægge blandt andet antal, udgiftsniveau og organiseringsform ved denne type af tilbud. Ligesom det også er et mål at få belyst, hvilke problemstillinger, der gør sig gældende for de borgere, tilbuddene er etableret for.

71 af landets 98 kommuner har deltaget i kortlægningen, og de har tilsammen indmeldt 171 sager vedrørende borgere, der falder inden for de opstillede kriterier. De 71 kommuner har derved bidraget til at få indsamlet viden, der er særlig vigtig for at kunne målrette den forebyggende indsats, styrke den pædagogiske faglighed, forbedre arbejdsmiljøet for personalet og øge livskvaliteten for de borgere, det hele drejer sig om.

1.1 Områdets historik og baggrund for undersøgelsen

De særligt ressourcekrævende tilbud til borgere med problemskabende adfærd har eksisteret siden begyndelsen af 1980’erne. Begyndelsen til områdets historie beskrives bedst i dette uddrag af forordet til Amtsrådsforeningens rapport ”Enkeltmandsprojekter” fra 1998, skrevet af daværende kontorchef i Vejle Amt, Hans Ole Madsen.

I 1981 oprettedes det første egentlige enkeltmandsprojekt inden for det amtslige sociale område.

På daværende tidspunkt forventede man, at der var tale om et enkeltstående tilfælde, idet der var tale om en helt speciel behandlingssituation. Kontakt amterne imellem bekræftede denne forventning. Der etableredes derfor et enkeltmands- projekt med ca. 14 medarbejdere og et årsbudget på ca. 1,5 til 2 mio. kr.

Op gennem firserne og forstærket i halvfemserne kunne det konstateres, at der rundt om i landet dukkede flere og flere ressourcekrævende projekter op, hvor tilbuddet i kortere eller længere tid var rettet mod en enkelt beboer.

Hvorfor nu denne udvikling, der gik på tværs af forventning- erne kort efter særforsorgens udlægning til amter og kom- muner?

En væsentlig årsag blev den stigende erkendelse af, at

“det nyttede noget”. At man ved intensiv og specialiseret indsats kunne nå resultater og for den enkelte beboer skabe rimelige forhold, som man ikke tidligere havde troet muligt. Medicinering, fastspænding eller andre tvangsfor- anstaltninger blev mindre og mindre accepteret på sociale institutioner. Dette set i sammenhæng med stigende krav fra pårørende om mere menneskeværdige forhold også for meget behandlingskrævende og i visse tilfælde meget udadreagerende beboere. Også krav fra personaleside om rimelige arbejdsforhold med færre arbejdsskader ved be- handlingen af disse beboere påvirkede udviklingen.

6

1. Indledning

(7)

Efterhånden som der kom flere projekter til − ofte langvarige og økonomiske meget ressourcekrævende − viste behovet sig stadig tydeligere for et større samarbejde mellem amterne.

(Amtsrådsforeningen, 1998: 3)

Amtsrådsforeningens rapport fra 1998 udgjorde det første forsøg på at skabe overblik og indsamle viden om disse tilbud og de borgere, de etableres for.

Amtsrådsforeningen havde indsamlet materiale om 36 særligt ressourcekrævende projekter, og en arbejdsgruppe udvalgte deriblandt 14 enkeltmandsprojekter for borgere med udviklingshæmning og hjerneskade, som de beskrev og analyserede i rapporten.

(Amtsrådsforeningen, 1998: 6)

Arbejdsgruppen valgte dengang at definere enkeltmands- projekter som ”tilbud til enkeltpersoner, som amtet skønner ikke kan rummes i et eksisterende miljø”.

(Ibid.: 8)

Dertil skulle der også være tale om en ekstraordinær personalenormering samt en særlig vagtplanlægning omkring den borger, som tilbuddet var målrettet til.

Og endeligt valgte man også at afgrænse begrebet enkeltmandsprojekter til foranstaltninger, der medførte en økonomisk udgift på ca. 1 mio. kr. eller derover. Det svarede dengang til en personaleindsats på minimum 4 stillinger.

(Ibid.: 8)

Arbejdsgruppen kom på baggrund af rapportens resultater med anbefalinger til en forbedret indsats og organisering af enkeltmandsprojekterne og foreslog blandt andet, at der oprettedes et team af fagpersoner med henblik på en fortsat kvalificering på området. Denne anbefaling blev fulgt, og samme år blev Vidensteamet vedrørende Enkeltmandsprojek- ter oprettet med en organisatorisk placering under Århus Amt.

(Amtsrådsforeningen, 1998: 3; Vidensteamet vedr. Enkeltmandsprojekter, 2001: 5)

Dette tværamtslige team havde til formål ”… at forestå op- samling og udveksling af erfaringer om enkeltmandsprojekter, foreslå forskningsopgaver samt yde og formidle konsulentbistand over for bestående og nye behandlingsprojekter

på området.” Det bestod af medlemmer, der var udpeget af amterne, og det var sammensat tværfagligt af personer med et særligt kendskab til området.

(Vidensteamet vedr. Enkeltmandsprojekter, 2001: 3; 5)

Siden Amtsrådsforeningens rapport i 1998 har Videns- teamet stået bag to og bidraget til yderligere en kortlægning af området. Kortlægningerne er ikke direkte sammenlignelige blandt andet på grund af enkelte variationer i deres afgræns- ning af målgruppe samt deres definitioner af henholdsvis særforanstaltninger og enkeltmandsprojekter. Fælles for dem alle har imidlertid været et afgrænsningskriterium baseret på de enkelte tilbuds årlige driftsudgifter. Tilbuddenes ekstra- ordinært omkostningstunge karakter har således været et definerende aspekt i alle undersøgelser på området.

Vidensteamet vedr. Enkeltmandsprojekter præsenterede i 2001 en kombineret kortlægning og erfaringsopsam- ling i ”Rapport om Enkeltmandsprojekter 2001”. Via en spørgeskemaundersøgelse blandt amterne havde man her samlet data vedrørende 92 projekter defineret som:

… særligt tilrettelagte bo- og behandlingstilbud for personer, der på baggrund af en udtalt selvskadende, udadreagerende eller på andre måder særlig vanskelig adfærd i forhold til medbeboere, personale eller nærmeste omgivelser ikke kan indpasses inden for rammerne af eksisterende botilbud.

(Vidensteamet vedr. Enkeltmandsprojekter, 2001: 8)

De enkelte tilbud skulle have en samlet årlig drifts- og lønudgift på minimum 1 mio. kr. indeholdende både dag- og døgntilbud. Og den ekstra ressourceanvendelse skulle være begrundet i oprettelsen af et særligt bo- og behandlingstilbud, herunder en særlig tilrettelagt vagtplan, personalenormering, sikkerhedsberedskab eller lignende.

(Ibid.: 8)

Opgørelsen viste, at 45 af de 92 projekter var organiseret som ”integreret i en bestående boenhed”. Det vil sige, at der i halvdelen af projekterne var tale om en pædago- gisk særforanstaltning oprettet inden for rammerne af et allerede eksisterende botilbud. Kun i 22 tilfælde var der

7

(8)

tale om egentlige enkeltmandsprojekter, oprettet som helt selvstændige boenheder til enkelte borgere.

(Ibid.: 12)

Blandt andet derfor valgte man i de efterfølgende undersøgel- ser på området at erstatte betegnelsen enkelmandsprojekter med særforanstaltninger. Sidstnævnte betegnelse var bedre egnet til at kunne rumme de meget forskellige organiseringsformer, der efterhånden gjorde sig gældende for den type af tilbud, man ønskede at definere som undersøgelsesobjekt.

I 2003 nedlagdes amternes specialkonsulentordning for mennesker med udviklingshæmning, og Amtsrådsforening- en besluttede på den baggrund at oprette tre netværk, NDU (Netværk for domfældte udviklingshæmmede), ASIUS (Amternes Styrkede Indsats for Udviklingshæmmede med Synsnedsættelse) og Vidensteamet.

Det eksisterende Vidensteam blev ved den lejlighed omdan- net til Vidensteamet vedr. psykisk handicappede og senhjerneskadede med problemskabende adfærd.

Dette nye Vidensteam fremlagde i rapporten ”Særforanstalt- ninger 2005” resultaterne af endnu en kortlægning af området.

Denne gang blev der via en spørgeskemaundersøgelse indsamlet data fra 130 særforanstaltninger, men det vurderedes i rapporten, at der på det tidspunkt reelt fandtes 170-180 særforanstaltninger i Danmark. Her defineret som særlige og ressourcetunge foranstaltninger etableret for borgere, der på grund af problemskabende adfærd ikke kan rummes i de amtslige specialtilbud. I lighed med de to foregående undersøgelser skulle tilbuddenes samlede årlige driftsudgift udgøre minimum 1 mio. kr.

(Vidensteamet, 2005: 2)

I 2006 besluttede den daværende socialminister at ned- sætte en arbejdsgruppe med det formål at kortlægge og analysere området med ekstraordinært personalekrævende og omkostningstunge tilbud til børn, unge og voksne, der på grund af omfattende problemskabende adfærd kræver en særlig pædagogisk indsats.

(Socialministeriet, 2007: 3)

Med i arbejdsgruppen var repræsentanter fra Vidensteamet samt Vidensteamets sekretariat.

Denne kortlægning bidrog dog ikke med nye data om den målgruppe, Vidensteamet beskæftiger sig med. Analysen baserede sig på de data, Vidensteamet havde indsamlet i forbindelse med kortlægningen i 2005, samt nye data fra en kortlægning af tilbud til børn og unge med voldsomt udadreagerende adfærd foretaget af SFI.

Resultaterne blev fremlagt i rapporten ”Særforanstaltninger for udviklingshæmmede, senhjerneskadede og børn og unge i Danmark”.

I forbindelse med denne kortlægning blev den tidligere be- løbsgrænse på 1 mio. kr. årligt ændret, fordi der efterhånden fandtes ordinære tilbud med en højere årlig omkostning. Det blev derfor valgt at hæve beløbsgrænsen til 1,5 mio. kr. årligt for at kunne følge den udvikling, der havde været på området.

Med denne nye måde at afgrænse målgruppen samt en hævet beløbsgrænse for tilbuddenes årlige udgiftsniveau, fandt man frem til, at der på landsplan var i alt 150 særfor- anstaltninger. 70 af disse var etableret for mennesker med udviklingshæmning og senhjerneskade.

En oversigt over tidligere undersøgelser på området ser ud som vist i tabel 1. Sammenholdes tallene fra de første tre undersøgelser, har der tilsyneladende været en væsentlig stigning i antallet af tilbud med en årlig driftsudgift på over 1 mio. kr. En stigning, der dog skal ses med det forbehold, at den nedre beløbsgrænse ikke har ændret sig fra 1998 til 2005. Det er derfor ikke umiddelbart muligt at afgøre, om sagernes tyngde (dvs. niveauet for deres ressourcebehov) er fuldt ud sammenlignelig.

I rapporten fra 2007 blev data fra kortlægningen i 2005 re- analyseret, og her valgte man, som tidligere nævnt, at hæve den nedre beløbsgrænse for at følge den udgiftsmæssige udvikling på området og dermed sikre, at kortlægningen i en 2007-kontekst ikke kom til at omfatte mere ordinære tilbud. Til gengæld indsamlede man i forbindelse med denne

8 Indledning

»

(9)

kortlægning ikke nye data for målgruppen af mennesker med udviklingshæmning eller senhjerneskadede, hvorfor rapporten ikke indeholder data om tilbud etableret efter 2005.

Disse forhold gør det vanskeligt at sammenligne de forskellige kortlægningers resultater og analysere på udviklingen i antallet af enkeltmandsprojekter/særforanstaltninger over tid. De må i stedet hver for sig betragtes som et øjebliks- billede af situationen på området. I det omfang, der alligevel vil blive refereret til tidligere kortlægninger, vil det primært være opgørelsen fra 2005. Og i alle tilfælde skal der tages forbehold for de forskelle, der måtte være i forhold til kort- lægningernes forskellige måder at afgrænse målgruppen.

Nærværende kortlægning er den første undersøgelse af området efter strukturreformen, hvilket tilføjer endnu en dimension til sammenligneligheden med de tidligere under- søgelser.

Det er nu ikke længere de gamle amter, der har ansvaret for det specialiserede socialområde, men derimod landets 98 nye kommuner. Det har betydet, at kortlægningen er foregået på ganske anderledes præmisser, end de under- søgelser, der hidtil har været foretaget. Både i forhold til formidling af projektet, antallet af respondenter og adgang til data.

Formålet med denne nye kortlægning er derfor heller ikke primært at sammenligne med tidligere undersøgelser.

Resultaterne, som de præsenteres i denne rapport, skal for det første anvendes til at få et øjebliksbillede af borgerne i målgruppen og af de tilbud, der gives til dem. For det andet skal de anvendes til at udpege, hvilke områder, der fremadrettet bør undersøges nærmere via mere kvalitative undersøgelser med det formål at kvalificere indsatsen yderligere.

9

Tabel 1. Oversigt over tidligere kortlægningsundersøgelser

Tidligere undersøgelser Målgruppe Årlig driftsomkostning Antal

Enkeltmandsprojekter, 1998 Udviklingshæmmede og hjerneskadede (børn, unge og voksne)

Min. 1 mio. kr. 14

Rapport om Enkeltmandsprojekter, 2001 Udviklingshæmmede og senhjerneskadede (unge og voksne)

Min. 1 mio. kr. 92

Særforanstaltninger, 2005 Udviklingshæmmede og senhjerneskadede (børn, unge og voksne – dog kun senhjerneskadede over 14 år)

Min. 1 mio. kr. 130

Særforanstaltninger for udviklingshæmmede, senhjerneskadede og børn og unge i Danmark, 2007

Udviklingshæmmede og senhjerneskadede (Børn, unge og voksne)

Min. 1,5 mio. kr. 70

(10)

10 Indledning

1.2 Hvem står bag undersøgelsen?

Vidensteamet er et landsdækkende fagligt netværk ved- rørende problemskabende adfærd. Det består af fagpersoner fra både praksis- og forvaltningsniveauet.

Vidensteamets sekretariat er organisatorisk forankret i Region Midtjylland, mens sekretariatets arbejde har et landsdækkende fokus og er finansieret af VISO som værende en af VISOs vidensfunktioner.

Målgruppen for Vidensteamets arbejde er børn, unge og voksne psykisk handicappede og senhjerneskadede, der har en problemskabende adfærd.

Denne kortlægning af tilbud til et udsnit af Vidensteamets målgruppe er gennemført som led i at udfylde den rolle og løse de opgaver, der i Vidensteamets kommissorium (2007) står beskrevet således:

Vidensteamet arbejder for at:

1. Intensivere det forebyggende arbejde og kvalificere den eksisterende indsats over for psykisk handicap- pede og senhjerneskadede med problemskabende adfærd.

2. Udvikle ny viden og brugbare specialpædagogiske metoder i indsatsen over for målgruppen.

3. Dokumentere effekten af de initiativer, der er iværksat, samt medvirke til at videreudvikle en koordineret og helhedsorienteret indsats over for målgruppen.

4. Opfylde handicapsektorens behov for oplysning og viden om eksisterende og planlagte initiativer over for målgruppen.

Undersøgelsen er iværksat på initiativ af Vidensteamet vedr.

problemskabende adfærd og Vidensteamets sekretariat.

Vidensteamets sekretariat har gennemført undersøgelsen bistået af en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Vidensteamet.

Arbejdsgruppen har bestået af:

» Dorthe Lausten, vicekontorchef Frederiksberg Kommune

» Henrik Robert Nielsen, psykologisk konsulent Region Midtjylland

» Rigmor Lond, konsulent Kommunernes Landsforening

» Ruth Kastrup, fagkonsulent Odense Kommune

» Frederikke Dybdahl, faglig konsulent Vidensteamets sekretariat

» Hanne Kristensen, projektkonsulent Vidensteamets sekretariat (projektleder)

I forbindelse med udarbejdelse og validering af spørgeske- ma samt indledende behandling af de indkomne data, har arbejdsgruppen modtaget konsulentbistand fra Center for Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland.

»

(11)

11

2. Hvad er ...

2.1 … problemskabende adfærd?

Problemskabende adfærd anvendes i Vidensteamet som en fællesbetegnelse for henholdsvis udadreagerende, selvskadende og selvstimulerende adfærd. Borgere omfattet af denne kortlægning udviser en eller flere af disse tre typer af adfærd.

» Udadreagerende adfærd viser sig i form af voldelig/

voldsom adfærd (eller trusler herom) rettet mod personer (beboere, personale etc.) eller ting (vinduer, døre – herunder også ildspåsættelse etc.). Derudover kan det også give sig udslag i vedvarende råben, skrigen, spyt- ten m.m. eller seksuelt krænkende adfærd.

» Selvskadende adfærd viser sig ved, at personen påfører sig selv skade med eller uden redskaber. Tvangshand- linger, som f.eks. umådeholdent vanddrikkeri og akut anoreksi, hører også under denne kategori.

» Selvstimulerende adfærd viser sig ved f.eks. overdreven gylpeadfærd, hyperonani, brummeadfærd og hyperven- tilation.

I forlængelse heraf er det vigtigt at pointere, at Videns- teamet opfatter problemskabende adfærd som et relatio- nelt fænomen. Det vil sige, at adfærden ikke opfattes som en egenskab ved en person eller som noget, der opstår af sig selv, men i stedet som noget, der opstår i samspillet mellem individet og dets omgivelser.

Der findes ikke noget objektivt mål for, hvornår en adfærd kan karakteriseres som problemskabende. Det giver ikke mening at opstille kriterier baseret på adfærdens hyppig- hed eller voldsomhed. I stedet må karakterisering af en adfærd som problemskabende bero på en vurdering af, hvornår adfærden er til skade eller gene for eksempelvis personale, medbeboere eller borgeren selv.

2.2 … en særforanstaltning?

Med betegnelsen særforanstaltning forstås normalt en sær- lig og ressourcekrævende foranstaltning, der etableres for en borger, der har en så problemskabende adfærd, at vedkommende ikke kan rummes i ordinære tilbud. Borgeren har måske behov for særlige fysiske rammer, eksempelvis i form af fysisk afskærmning fra andre beboere, men det er især den ekstraordinære personalenormering, der adskiller en særforanstaltning fra et ordinært tilbud.

Tidligere brugte man betegnelserne enkeltmandsprojekt eller enkeltmandsforanstaltning til at beskrive de helt selvstændige boenheder, der blev oprettet for kun en enkelt borger. Men som nævnt viste nogle af de første undersøgel- ser på området, at mange af de særligt ressourcekrævende tilbud også blev oprettet inden for rammerne af et eksiste- rende tilbud. Som betegnelse er særforanstaltning derfor bedre egnet til at rumme de forskellige organiseringsformer, der gør sig gældende for denne tilbudstype.

I de undersøgelser, der hidtil har været foretaget på om- rådet, har man valgt at afgrænse særforanstaltninger fra andre tilbud ved at fastlægge en nedre beløbsgrænse for de årlige driftsudgifter. I de første undersøgelser satte man grænsen ved 1 mio. kr. årligt, mens den seneste kortlæg- ning fra 2007 satte grænsen ved 1,5 mio. kr.

Denne afgrænsning er baseret på den antagelse, at tyng- den eller indsatsen i det enkelte tilbud er direkte afspejlet i prisen.

Men som arbejdsgruppen bag socialministeriets rapport fra 2007 imidlertid gjorde opmærksom på, kan det være problematisk at operere med en definition baseret på et bestemt beløb. Det kræver, at beløbsgrænsen hele tiden reguleres i forhold til udviklingen af eksempelvis personalets lønniveau for at kunne sammenligne data over tid, og det vanskeliggør en eventuel sammenligning med forhold- ene i andre lande.

Hvad er ...

(12)

Arbejdsgruppen foreslog i stedet, at man fremadrettet opererer med en afgrænsning, der baserer sig på normering. Idet det netop er den ekstraordinære normering, der adskiller en særforanstaltning fra andre tilbud, og som den høje driftsomkostning er afledt af.

En sådan afgrænsning knytter sig dermed mere direkte til foranstaltningens konkrete tyngde og er ikke afhængig af priser og lønninger. Det vil desuden gøre det lettere at sammenholde data over tid og fra forskellige lande.

(Ibid.: 13)

Arbejdsgruppen anbefalede derfor, at begrebet særforan- staltninger fremover skulle defineres som:

En foranstaltning i forhold til problemskabende adfærd, der kræver en personalenormering på mindst 1:1.

(Socialministeriet, 2007: 13)

Det er en definition, som til enhver tid kan omregnes til en normering og et beløb.

Men en definition baseret på normering er heller ikke uproblematisk. En relevant indvending er eksempelvis, at forskelle i de enkelte tilbuds organisering og i personalets faglige kompetencer kan betyde, at man i et tilbud har en normering på 2:1 hos en borger, som man i et andet tilbud kun ville behøve at tildele en normering på 0,75:1.

(Ibid.: 14)

Af arbejdsgruppen bag nærværende kortlægning vurderes det dog stadig som hensigtsmæssigt at definere begrebet særforanstaltninger ud fra en normering på 1:1, hvor skil- lelinjen altså går ved det faktum, at der er behov for en medarbejder sammen med beboeren i døgnets 24 timer.

Idet der via forskellige former for organisering af denne type af tilbud kan opnås en lavere normering, vil det ofte også

være interessant at se på de tilbud, hvor der eksempelvis er tale om en personalenormering på 0,67:1 eller 0,75:1. I socialministeriets rapport fra 2007 blev det foreslået at kalde denne type af tilbud for grænseforanstaltninger.

(Ibid.: 14)

I forbindelse med nærværende kortlægning har det imidlertid gennem en forudgående validering af spørgeskemaet vist sig, at definitionen baseret på normering kan være vanskelig at operationalisere. Dels fordi der tilsyneladende findes forskellige måder at opgøre normeringen på, og dels fordi viden om normering ikke altid findes på sagsbehandlerniveau, men i stedet skal findes på leverandørniveau. I denne kortlægning har gruppen af respondenter bestået af kontaktpersoner i de kommunale forvaltninger.

Derfor har det været nødvendigt, som i de hidtidige kort- lægninger på området, at afgrænse undersøgelsesobjek- tet med en nedre beløbsgrænse, hvilket til gengæld har betydet, at denne kortlægning ikke kan siges at være en kortlægning af særforanstaltninger, fordi der ikke er belæg for at vurdere, om alle de indmeldte sager har en normering på mindst 1:1.

12 Hvad er ...

»

Aktuelle beregninger viser, at en normering på 1:1 i 2010 svarer til en udgift på mellem ca. 2,6 og 3,6 mio. kr. årligt³. I nærværende kortlægning har 99 af de indmeldte sager en årlig omkostning på 2,6 mio. kr. eller derover, mens 33 har en årlig omkostning på 3,6 mio. kr. eller derover.

3 Der er foretaget 3 forskellige beregninger baseret på forskellige omstændigheder vedr. bl.a. personalemæssige forhold.

(13)

13

3. Undersøgelsesdesign og dataindsamling

Undersøgelsen er gennemført som en spørgeskema- undersøgelse blandt landets 98 kommuner. I dette afsnit præsenteres det valgte undersøgelsesdesign samt de overvejelser, der ligger til grund for det.

Spørgeskemaet samt den medfølgende vejledningsskrivelse er vedhæftet som bilag 1.

3.1 Afgrænsning af målgruppen

Kommunerne er blevet bedt om at udfylde et spørgeskema for hver af de borgere, der er omfattet af kortlægningens målgruppe, og som kommunerne er handlekommune for.

Målgruppen for undersøgelsen er:

1. Borgere, der modtager bo- eller helhedstilbud, hvor den samlede døgntakst er eller overstiger 4.930 kr. (svarende til ca. 1,8 mio. kr. årligt)

(Taksten på evt. tillægsydelser, særtakster eller eksterne tilbud efter SEL §§ 103 og 104 skal medregnes her.) 2. Derudover skal borgerne være voksne (18 år+) med

varig funktionsnedsættelse. Funktionsnedsættelsen skal skyldes udviklingshæmning, senhjerneskade og/

eller autismespektrumforstyrrelse (eller andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser).

3. Foruden ovennævnte handicap skal borgerne udvise en problemskabende adfærd.

Ad1) Som nævnt i afsnittet om definition af særforanstalt- ninger (s.12) har det vist sig vanskeligt at operationalisere en definition baseret på normering, idet viden om normeringen i det enkelte tilbud ikke nødvendigvis findes på sagsbehandlerniveau⁴.

I forbindelse med denne undersøgelse er det derfor valgt at afgrænse målgruppen ved en nedre beløbsgrænse.

I socialministeriets rapport fra 2007 viste beregninger, at en særforanstaltning med en normering på 1:1 med de

daværende regler for arbejdstid og ferie mm. svarede til 6 fuldtidsstillinger og en beregnet udgift på ca. 1,8 mio. kr.

(Socialministeriet, 2007: 13)

Af flere af medlemmerne i Vidensteamet vurderes det imidlertid, at dette beløb allerede i 2007 var sat for lavt.

Som nævnt på side 12 viser aktuelle beregninger, at en normering på 1:1 i 2010 svarer til en årlig udgift på mellem ca. 2,6 og 3,6 mio. kr. årligt.

Når det alligevel er valgt at fastsætte beløbsgrænsen væsentligt lavere end de beregnede udgifter til en særfor- anstaltning med 1:1 dækning, skyldes det, at arbejdsgruppen har ønsket at anlægge et bredere fokus.

Arbejdsgruppen har valgt også at ville interessere sig for de såkaldte grænseforanstaltninger, hvor normeringen eksempelvis er 0,67:1 eller 0,75:1. Og hvor de årlige omkost- ninger, derfor må forudsættes at være lavere.

Desuden er man i arbejdsgruppen bevidst om, at der findes forskellige måder at organisere både særforanstaltninger og grænseforanstaltninger på, som afspejler sig i betyde- lige variationer i taksterne. Eksempelvis kan sammenlæg- ning af særforanstaltninger i specialboenheder betyde, at normeringen bliver lavere, selvom borgerens behov for en særlig pædagogisk indsats fortsat er høj. Det skyldes bl.a. muligheden for at tilrettelægge en vagtplan, hvor flere beboere deles om én nattevagt.

Som tidligere nævnt betyder dette, at de indmeldte sager i denne kortlægning ikke alle kan karakteriseres som egentlige særforanstaltninger. Mange af tilbuddene vil have en normering på under 1:1. Og generelt skal det pointeres, at der ikke er noget belæg for, alene pga. af en given beløbs- grænse, at vurdere om tilbuddene har en normering på 1:1 eller derover.

Ad2) Denne kortlægning retter sig mod målgruppen for Vid- ensteamets arbejde⁵. Tilbud til eksempelvis borgere med psykiatriske lidelser er derfor ikke omfattet af kortlægning- en, medmindre de samtidig har en varig funktionsnedsæt-

4 Et forhold, der bør tages hensyn til, såfremt fremtidige kortlægninger ønsker at tage udgangspunkt i denne definition.

5 Jf. Vidensteamets kommissorium, der kan læses på side 10.

Undersøgelsesdesign og dataindsamling

(14)

telse, der skyldes udviklingshæmning, senhjerneskade og/eller autismespektrumforstyrrelse (eller andre gennemgribende udviklingsforstyrrelser).

Arbejdsgruppen har i forbindelse med denne kortlægning valgt at fokusere på tilbud til voksne. Undersøgelsen ville have været væsentlig mere omfattende og vanskelig at gennemføre, hvis børn og unge under 18 havde været en del af målgruppen. Blandt andet fordi kontakten til kommunerne for manges vedkommende ville betyde kontakt til flere forvaltninger.

Ad3) Målgruppen for kortlægningen er borgere med problemskabende adfærd. Hertil skal det nævnes, at kortlægningen ikke giver noget billede af graden eller hyp- pigheden af borgernes problemskabende adfærd.

3.2 Dataindsamling

Alle kommuner er blevet kontaktet med henblik på at deltage i kortlægningen.

I oktober 2009 blev der taget kontakt til socialchefer m.fl. i samtlige 98 kommuner for at anmode om deres respektive kommuners deltagelse. Ved samme lejlighed blev de bedt om at udpege en relevant kontaktperson i deres kommune, som ville få spørgeskemaet tilsendt og dernæst have ansvaret for at besvare og returnere det til sekretariatet.

13 kommuner valgte på dette tidspunkt ikke at deltage.

Spørgeskemaet⁶ er konstrueret i samarbejde med arbejdsgruppen og Center for Kvalitetsudvikling. Det indeholder i alt 22 spørgsmål, hvoraf nogle er betingede, hvilket vil sige, at de kun skal besvares, såfremt det forudgående spørgsmål er besvaret på en bestemt måde. I de fleste spørgsmål er svarmulighederne forsøgt konstruerede, så de er gensidigt udelukkende, hvorfor der kun skulle sættes et kryds. I spørgsmålene vedr. borgernes funk- tionsnedsættelser og problemskabende adfærd har der været mulighed for at sætte flere kryds. I spørgsmålet om tilbudstype (spm. 9) har det ved en fejl været angivet, at respondenterne måtte sætte mere end et kryds. Dette er der taget højde for i forbindelse med behandlingen af datasættet⁷.

Spørgeskemaet er blevet valideret af to omgange blandt i alt 11 af de kommunale kontaktpersoner, som også er respondenter på undersøgelsen. Dette gav anledning til enkelte justeringer, inden det færdige spørgeskema kunne udsendes. Den væsentligste ændring var, at et spørgsmål om normeringen i borgerens tilbud blev taget ud af skemaet. Respondenterne på valideringen havde ikke umiddelbart adgang til denne information, og enkelte af dem oplyste, at selvom de kontaktede hvert enkelt tilbud, ville oplysningerne ikke nødvendigvis blive sammenlignelige, fordi der angiveligt skulle være forskel i praksis på, hvordan normeringen i et konkret tilbud udregnes.

14

6 Se spørgeskemaet samt medfølgende vejledningsskrivelse, der er vedlagt som bilag 1.

7 Se afsnit om behandling af data på side 16.

»

(15)

I januar 2010 blev det færdige spørgeskema udsendt til kontaktpersoner i 85 kommuner med svarfrist d. 12. februar 2010. Indsamling af data foregik frem til d. 15. marts 2010.

Alle kommuner er blevet bedt om at udfylde spørgeske- maet for de borgere, som de er handlekommune for. Dette er valgt for at undgå, at flere kommuner indsender besvarelser for den samme borger, og at denne dermed ville blive registreret to gange i datasættet.

Undersøgelsens primære respondenter har været de personer, der er blevet udpeget som kontaktperson i hver af de deltagende kommuner. Der har for de flestes vedkommende været tale om kommunale forvaltningspersoner på sagsbehandlerniveau.

Flere har dog ofte været involveret i besvarelsen af spørgeskemaet, idet mange af de primære respondenter eksempelvis har videresendt skemaet til besvarelse hos de relevante botilbud. Mange har desuden haft brug for at inddrage økonomiafdelingen i deres respektive kommune.

Det endelige datasæt indeholder besvarelser fra 71 kommuner. Det giver en svarprocent i kortlægningen på ca. 72 %.

3.3 Behandling af data og anonymitet

De 71 kommuner, der har deltaget i kortlægningen, har indmeldt i alt 187 sager, hvoraf 171 opfyldte kriterierne opstillet af arbejdsgruppen.

16 indmeldte sager er sorteret fra datasættet af følgende årsager:

» 2 af sagerne blev indmeldt af en kommune, som i begge tilfælde viste sig at være betalingskommune og ikke handlekommune. Alle kommuner er blevet bedt om at svare for borgere, de er handlekommuner for.

» 9 sager er sorteret fra, fordi den oplyste takst i tilbuddene ligger under den beløbsgrænse, der er en del af afgræns- ningskriterierne for undersøgelsen.

» I 4 sager manglede der svar på spørgsmålet om borgerens primære funktionsnedsættelse. For at være omfattet af kortlægningen skal borgeren have en varig funktionsned- sættelse som følge af udviklingshæmning, senhjerneskade og/eller autismespektrumforstyrrelse (eller anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse).

» I 1 sag manglede der svar på spørgsmålet om borgerens problemskabende adfærd. For at være omfattet af kort- lægningen skal borgeren udvise en problemskabende adfærd.

I de resterende 171 indmeldte sager har der været en række tvivlsspørgsmål i forbindelse med besvarelsen, som er blevet afklaret via kontakt til respondenten. I andre tilfælde har der været tale om åbenlyse fejl, hvor det imidlertid var muligt at korrigere ved at sammenholde med svaret i andre spørgsmål eller ved hjælp af respondentens kommentarer i skemaet.

I tilfælde af sidstnævnte følger her en kort redegørelse for fremgangsmåden i forbindelse med rensningen af datasættet:

» Når et tilbud er karakteriseret som værende ”amtslig” er det rubriceret som ”regional” (spm. 15b).

15

(16)

16

» Når tidspunktet for f.eks. etableringen af et tilbud er angi- vet i år uden oplysning om måned, er måneden fastsat som værende midt i året (06) (spm. 11 samt 13b).

» Spørgsmålet om skærmning (spm. 13a+b) skal kun besva- res, hvis borgeren er placeret i samme bygning som andre borgere. I nogle tilfælde er spørgsmålene om skærmning dog besvaret, selvom det tidligere er angivet, at borgeren bor alene. I disse tilfælde er svarene om skærmning ikke medtaget i resultaterne i denne rapport.

» På spørgsmålet om tilbudstype (spm. 9) var svarkategori- erne tænkt som gensidig udelukkende, men det kom ved en fejl til at fremstå, som om der kunne sættes flere kryds.

I 4 tilfælde er der sat kryds i ”helhedstilbud” sammen med en af de øvrige svarkategorier. ”Helhedstilbud” dækker over de tilbud, hvor der er tale om sammenhængende bo- og dagtilbud. Modtager borgeren eksterne dagtilbud, vil der i stedet skulle svares ”botilbud og eksterne tilbud efter SEL §§ 103 og 104. I de 4 tilfælde er sagerne indregnet som helhedstilbud - og kun som dette. I 3 andre tilfælde har der været sat kryds i både ”Andet” og en af de øvrige kategorier. Her har det dog været muligt, at placere sagen i én kategori ud fra den uddybende kommentar.

Respondenterne på undersøgelsen er blevet lovet fuld anonymitet omkring de sager, de har indberettet. Det betyder, at navnet på de enkelte botilbud ikke vil blive offentliggjort. Det betyder også, at rapporten ikke indeholder en oversigt over antallet af sager i hver enkelt af de deltagende kommuner.

Denne oplysning tilbageholdes for at undgå situationer, hvor man ved at sammenholde oplysningerne i rapporten med andre oplysninger vil kunne finde frem til, hvilken borger der er tale om i en given kommune. Det er en problematik, der særligt gør sig gældende for de mange kommuner, der kun har indmeldt 1-2 sager.

»

(17)

4.1 Antal indmeldte sager fra kommunerne

71 kommuner har tilsammen indmeldt 171 sager vedrø- rende borgere med problemskabende adfærd inden for områderne udviklingshæmning, senhjerneskade og autismespektrumforstyrrelse (eller anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse).

Som det fremgår af nedenstående tabel 2, er der 25 og dermed en relativ stor andel af de 71 deltagende kommuner, der har svaret, at de ikke er handlekommune for borgere i målgruppen.

De 171 indmeldte sager fordeler sig dermed på de resterende 46 kommuner. Sammenlagt har 27 af kommunerne indmeldt 1-3 sager, mens 11 kommuner har indmeldt 6 eller flere.

5 kommuner har indmeldt relativt mange sager. 1 kommune har indmeldt 13 sager, 3 kommuner har indmeldt 11 sager, og 1 kommune har indmeldt 10 sager.

4 af disse 5 kommuner har det tilfælles, at de hører til blandt de kommuner i landet med flest indbyggere. Sagerne fra disse 4 kommuner er fordelt på forskellige tilbud. Den sidste af de 5 kommuner huser et tilbud specialiseret til målgrup- pen, og størstedelen af de indmeldte sager fra denne kommune vedrører netop borgere, der bor i dette tilbud.

Af hensyn til borgernes anonymitet er det valgt ikke at oply- se, hvordan de indmeldte sager fordeler sig på de enkelte kommuner. Tabel 3 nedenfor viser i stedet, hvordan de indmeldte sagers regionale fordeling ser ud. Heraf fremgår det, at hovedstadens kommuner er handlekommuner for den relativt største andel af de indmeldte sager.

Her er det vigtigt at pointere, at tabellen ikke nødvendigvis angiver, hvordan udgifterne i forbindelse med sagerne fordeler sig. Det er eksempelvis ikke givet, at hovedstadens kommuner også er betalingskommuner i alle 70 sager.

Tabellen antyder i stedet, hvordan tilbuddene til målgrup- pen fordeler sig i landet, selvom der dog her skal tages det forbehold, at selvom en kommune er handlekommune for en borger, kan pågældende være visiteret til f.eks. et privat eller regionalt tilbud uden for handlekommunens geografiske område.

Sammenholdt med kortlægningen fra 2005⁸ kan det ikke med sikkerhed påvises, hvorvidt der er tale om en stigning i antallet af denne type tilbud. Selvom der kan tages højde for forskellene i undersøgelsernes målgruppe, er det vanskeligt at afgøre, om tilbuddenes tyngde er sammenlignelig i de to undersøgelser.

4. De indmeldte sager og deres karakteristik

17

Tabel 2. De indmeldte sager fordelt på kommuner

Kommuner med 0 indmeldte sager 25

Kommuner med 1 indmeldt sag 15

Kommuner med 2-3 indmeldte sager 12 Kommuner med 4-5 indmeldte sager 8 Kommuner med 6 eller flere indmeldte sager 11

Kommuner i alt 71

Tabel 3. Regional fordeling af de indmeldte sager

Hovedstadens kommuner 70

Sjællandske kommuner 17

Syddanske kommuner 28

Midtjyske kommuner 36

Nordjyske kommuner 20

I alt 171

De indmeldte sager og deres karakteristik

8 Se oversigt over tidligere undersøgelser på side 9.

(18)

De indmeldte sager og deres karakteristik 18

4.2 Borgernes køn og alder

Som det fremgår af tabel 4, er 120 af de 171 borgere mænd, mens 51 er kvinder. Kun 30 % af borgerne i de indmeldte sager er altså kvinder.

I kortlægningen fra 2005 vurderedes det, at der var en stigende tendens til, at området med de særligt ressour- cekrævende pædagogiske foranstaltninger, kaldet sær-

foranstaltninger, var domineret af mænd. I kortlægningen fra 2000 udgjorde andelen af kvinder 34 %, mens den i opgørelsen fra 2005 var faldet til 23 %.

De aktuelle data kan ikke bekræfte denne tendens, idet andelen af kvinder inden for denne kortlægnings målgruppe igen ser ud til at nærme sig niveauet i opgørelsen fra 2000. Ikke desto mindre er der stadig en klar overvægt af mænd i målgruppen.

Figur 1 viser fordelingen af borgerne på forskellige aldersgrupper. De yngre voksne i alderen 18-25 tegner sig for 36

% og udgør dermed en relativ stor andel af samtlige borgere i kortlægningen. Sammenlagt udgør unge og voksne under 30 år 51 % af det samlede antal.

Denne fordeling adskiller sig ikke væsentligt fra kortlæg- ningen i 2005⁹, hvor borgere i alderen 18-30 år udgjorde Tabel 4. Borgernes fordeling på køn

Antal Procent

Mænd 120 70 %

Kvinder 51 30 %

I alt 171 100 %

Figur 1. Borgernes fordeling på aldersgrupper

(n = 17 af 170) 51+

(n = 27 af 170) 41-50 (n = 40 af 170)

31-40 (n = 25 af 170)

26-30 (n = 61 af 170)

18-25

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

0%

10%

16%

24%

15%

36%

Ikke alle har besvaret spørgsmålet om borgerens alder, hvorfor denne fordeling ikke baserer sig på alle 171 besvarelser.

Figur 1

^. Borgernes fordeling på aldersgrupper

Ikke alle har besvaret spørgsmålet om borgerens alder, hvorfor denne fordeling ikke baserer sig på alle 171 besvarelser.

9 Tallene fra 2005 er baseret på de 109 sager, der indgår i kortlægningen, når børn og unge under 18 er fraregnet.

»

(19)

19

46 %, mens der også her var betydeligt færre i den ældste aldersgruppe.

Hvad skyldes denne fordeling?

Anskues den problemskabende adfærd ud fra en relatio- nel tilgang¹⁰, kan man ikke blot konkludere, at borgere i alderen 18-30 år i sig selv har en mere problemskabende adfærd end de ældre borgere i målgruppen.

En forklaring skal i stedet søges i samspillet mellem borgerne og deres omgivelser.

Forklaringen på, at andelen af især yngre voksne er så relativ stor, skal muligvis findes i overgangen fra barn til voksen. Det kunne være et udtryk for, at en del af borgerne i denne målgruppe, som flytter fra tilbud målrettet unge

eller måske slet ikke tidligere har boet i et botilbud, ikke i første omgang bliver mødt med det rette tilbud på voksen- socialområdet.

Dette er imidlertid blot antagelser, som det ville kræve yderligere både kvantitative og kvalitative undersøgelser at få bekræftet.

Blandt borgerne i målgruppen for denne kortlægning er der som beskrevet en overvægt af mænd i forhold til kvinder samt en overvægt af yngre voksne i forhold til de lidt ældre. I figur 2 sammenholdes de to parametre, idet figuren viser fordelingen af køn på de forskellige aldersgrupper. Her ses det, at der i de enkelte aldersgrupper er omtrent den samme fordeling af køn, som i det samlede datasæt. Det vil sige ca. 30 % kvinder og 70 % mænd. Dog med undtagelse af den ældste aldersgruppe, hvor der er en lidt større andel af kvinder end i de øvrige.

Figur 2. Fordeling af køn på de enkelte aldersgrupper

Kvinde Mand

(N =61) 18-25

(N =25) 26-30

(N =40) 31-40

(N =27) 41-50

(N =17) 51+

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

0%

59%

31%

28%

25%

26%

41%

69%

72%

75%

74%

2 Figur 2

^. Fordeling af køn på de enkelte aldersgrupper

10 Jf. afsnittet om problemskabende adfærd på side 11.

(20)

20

4.3 Borgernes funktionsnedsættelser

De 171 indmeldte sager vedrører alle borgere, der har udviklings- hæmning, senhjerneskade og/eller autismespektrumforstyrrelse (eller anden gennemgribende udviklingsforstyrrelse)¹¹. De tre typer af funktionsnedsættelse udgjorde et af kriterierne i forbindelse med afgrænsningen af målgruppen, og i spørgeskemaet har de derfor været anført som borgerens primære funktionsnedsættelser.

Tabel 5. Borgernes fordeling på kategorierne for primære funktionsnedsættelser

Antal Procent

Udviklingshæmning 111 65 %

Senhjerneskade 35 20 %

Autismespektrumforstyrrelse 71 42 %

I alt 217 127 %

I 65 % af de indmeldte sager er det angivet, at borgeren har udviklingshæmning, i 20 % af sagerne af det angivet, at borgeren har senhjerneskade, mens det i 42 % af de indmeldte sager er angivet, at borgeren har autismespektrumforstyrrelse som primær funktionsnedsættelse. Når disse andele tilsammen giver mere end 100 %, skyldes det, at det i forbindelse med besvarelsen af dette spørgsmål i spørgeskemaet har været muligt at sætte mere end et kryds.

I 45 af de 171 indmeldte sager er der således angivet mere end én primær funktionsnedsættelse. 42 af disse sager vedrører borgere, der har både udviklingshæmning og autismespektrumforstyrrelse, og de udgør dermed en andel på 25 % af alle indmeldte sager¹².

Figur 3 viser de indmeldte sagers fordeling på de tre primære funktionsnedsættelser samt på kombinationen af udviklingshæmning og autismespektrumforstyrrelse.

Figur 3. De indmeldte sagers fordeling på kategorierne for primære funktionsnedsættelser

Andet (n = 3 af 171) Udviklingshæmning

og autismespektrumforstyrrelse (n = 42 af 171)

Udviklingshæmning (n = 67 af 171) Senhjerneskade

(n = 32 af 171) Autismespektrumforstyrrelse

(n = 27 af 171)

100%

90%

80%

70%

60%

50%

30% 40%

20%

10%

0%

25%

39%

19%

16%

3 Figur 3

^. De indmeldte sagers fordeling på kategorierne for primære funktionsnedsættelser

11 Parentesen udelades herefter.

12 Sammenholdes dette med opgørelsen over sekundære funktionsnedsættelser eller diagnoser (se side 21-22), viser det sig, at i alt 32 % af borgerne har både udviklingshæmning og autismespektrumforstyrrelse.

»

(21)

21

Kategorien ”andet” dækker over 3 borgere med andre kombinationer, herunder en enkelt borger, hvor det er angivet, at pågældende har både udviklingshæmning, senhjerneskade og autismespektrumforstyrrelse, en borger med senhjerneskade og autismespektrumforstyrrelse samt en borger med senhjerneskade og udviklingshæmning.

I kortlægningen fra 2005 var autismespektrumforstyrrelse ikke en af de primære funktionsnedsættelser, men blev i stedet betragtet som en diagnose i tillæg til udviklings- hæmning. I opgørelsen fra dengang havde 76 % af de 130 borgere (inkl. børn og unge) udviklingshæmning, mens 24

% havde senhjerneskade.

Ved at forholde sig udelukkende til de 141 borgere i nærværende kortlægning, der enten har udviklingshæmn-

Figur 4. De indmeldte sagers fordeling på kategorierne for sekundære funktionsnedsættelser eller diagnoser

(n = 77 af 171) Psykiatrisk lidelse

(n = 30 af 171) Autismespektrumforstyrrelse

(n = 14 af 171) Synshandicap

(n = 8 af 171) Hørehandicap

(n = 20 af 171) Bevægelseshandicap

(n = 25 af 171) Epilepsi

(n = 29 af 171) Andet

(n = 3 af 171) Ikke udredt

(n = 39 af 171) Ikke besvaret

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

0%

45%

18%

8%

5%

12%

15%

17%

2%

23%

Summen af andelene er mere end 100 %, fordi det ved dette spørgsmål i spørgeskemaet har været muligt at sætte mere end et kryds. Én borger kan derfor optræde i flere kategorier.

4 Figur 4

^. De indmeldte sagers fordeling på kategorierne for sekundære funktionsnedsættelser eller diagnoser

Summen af andelene er mere end 100 %, fordi det ved dette spørgsmål i spørgeskemaet har været muligt at sætte mere end et kryds. Én borger kan derfor optræde i flere kategorier.

ing eller senhjerneskade, viser det sig, at den procentvise fordeling er meget lig opgørelsen fra 2005. Af de 141 borgere har 77 % udviklingshæmning, og 23 % har senhjerneskade.

I spørgeskemaet har respondenterne endvidere skullet angive, hvorvidt borgeren har diagnoser eller funktionsned- sættelser i tillæg til de ovenstående primære funktionsned- sættelser. Disse vil herefter blive betegnet som sekundære funktionsnedsættelser eller diagnoser.

Af figur 4 fremgår det, at der i 39 af de 171 indmeldte sager ikke er angivet nogen sekundær funktionsnedsættelse eller diagnose i tillæg til de ovenfor beskrevne primære funktions- nedsættelser. De står anført under kategorien ”ikke besvaret”. I de resterende 132 indmeldte sager, svarende til 77 %, er der til gengæld angivet en eller flere.

(22)

22

I 45 % af de indmeldte sager er det angivet, at borgeren har en psykiatrisk lidelse, og denne gruppe udgør dermed langt den største andel af de sager, hvor der er angivet en sekundær funktionsnedsættelse eller diagnose.

Sammenlagt 13 % af de 171 borgere lider af enten et høre- eller synshandicap. Når netop de to kategorier figurerer som svarmuligheder i denne kortlægning, skyldes det, at udenlandske undersøgelser¹³ viser, at forekomsten af problemskabende adfærd er højere for borgere, der også lider af sådanne sansemæssige forstyrrelser. Dette gælder særligt i forhold til borgere med synsforstyrrelser.

I nærværende kortlægning er der spurgt til et decideret synshandicap. Her viser en dansk undersøgelse fra 2001, at der blandt udviklingshæmmede er en væsentlig højere forekomst af synshandicap end blandt befolkningen i almindelighed.

(Warburg, 2001: 450)

Når det gælder synsnedsættelse er det en kendt problem- stilling, at det for mange udviklingshæmmedes vedkom-

Figur 5. Fordeling af svar ved spørgsmålet om sekundære funktionsnedsættelser eller diagnoser

4 kryds (n = 5 af 171) (n = 10 af 171)

3 kryds (n = 39 af 171)

2 kryds 1 kryds

(n = 78 af 171) (n = 39 af 171)

0 kryds

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

0%

3%

23% 46% 23% 6%

5 Figur 5

^. Fordeling af svar ved spørgsmålet om sekundære funktionsnedsættelser eller diagnoser

13 Se eksempelvis Stephen von Tetzchner: Utfordrende Atferd. 2003

14 Mere information om dette emne gives også hos ASIUS (Aktiv Styrket Indsats for Udviklingshæmmede med Synsnedsættelse).

mende slet ikke eller først relativt sent bliver opdaget.

Tilbage i 2004 vurderedes det eksempelvis, at man i Dan- mark som helhed må regne med, at over 20 % af de voksne udviklingshæmmede har et uopfyldt behov for briller.

(Videncenter for Synshandicap, 2004: 6)¹⁴

Det må altså formodes, at også en del af borgerne i denne kortlægning har en endnu uopdaget synsnedsættelse, som kan være en af årsagerne til, at de udviser en problemskabende adfærd.

Kategorien ”andet” udgør 17 % af de indmeldte sager og dækker over så forskellige ting som stof- eller alkohol- misbrug, ADHD, sclerose eller diabetes. I nogle tilfælde er dette felt i spørgeskemaet blot blevet anvendt til at give en uddybende beskrivelse af den problemskabende adfærd eller graden af udviklingshæmning.

Autismespektrumforstyrrelse figurerer også som en af kategorierne i dette spørgsmål, selvom det samtidig er en af de tre kategorier i spørgsmålet om borgernes primære funktionsnedsættelse.