14. MAJ 1738 — 14. MAJ 1888

14. MAJ 1738 14.

MAJ 1888.

1 ANLEDNING AF

HALVANDETHUNDREDAARS-DAGEN

FOK OPRETTELSEN AF

DET ADELIGE STIFT VALLØ

14. MAJ 1738 — 14. MAJ 1888

VED

GUSTAV LUDVIG WAD

CAND. POLITI CES

TRYKT SOM MANUSCRIPT

— ---- ---

KJØBENHAVN

BIANCO LUNOS KGL. HOF-BOGTKYKKEBI (F. DBEYEK) 1888

Valle Stifts høje Protectriee,

allerunderdanigst

tilegnet.

.Side

Udsigt over Valløs Historie... I.

Uddrag af Valle Stifts Capituls-Protocol... 1.

Vallø Stifts Fundation af 1737 samt Bistiftelse og Declaration af 1738 51. Vallø Stifts Fundation af 14. Maj 1838 ... 119.

Fortegnelse over Vallø Stifts Abbedisser...147.

Decanesser...148.

Provisorer og Guratorer... 150.

Frøkener indskrevne til Hof-Stiftsdamepladser... 152.

Frøkener indskrevne til Stiftsdamepladser for Betaling... 164.

kring. Alt i Middelalderen forekommer Herresædet Valle, og faa af Danmarks gamle Herregaarde frembyde en interessantere Historie end Vallo; gjennem de skiftende Tider have adskillige af Landets bedste Slægter været knyttede dertil, og Navne som Thott, Bille, Rosenkrantz, Rosensparre og Skeel pryde Stedets Historie. Fra privat Eje gik det omsider over i kongeligt, og som en kongelig Gave fik Dronning Sophie Magdalene Vallo, af hvilket hun oprettede den Stiftelse, der vil bringe hendes Navn til sene Tider. ’)

Den første i Historien bekjendte Ejer af Vallo synes Hr. Eskild Krage at have været; han levede i Kong Christopher den 2dens Tid, og noget senere

’) Som Kilder til denne Oversigt maa især nævnes: A. Petersen, Vallø og Omegn (1877); Hcise, Familien Rosenkrantz: Historisk Tidsskrift (især 5te Række); Smith, Grevinde Ulfeldts Historie;

Skeel, Optegnelser om Familien Skeel; Indberetning fra den af Folkcthinget nedsatte Commission angaaende Vallø Stifts og Vemmetofte Jomfruklosters Forhold: Danske Magazin: Koch, Kong Christian den Sjettes Historie; o. s. v.

a:

nævnes Oluf Jensen Glug som Gaardens Ejer; men den, med livem Vallus Historie først egentlig begynder, er Ridderen Hr. Bo Falk, der af Genealogerne antages at have været en Søn af Eskild Krage. Han nævnes første Gang 1325 og optræder fra nu af ofte i det følgende paa Begivenheder saa rige Tidsrum af det fjortende Aarhundrede; da Holstenerne undertrykkede Landet, var han blandt deres virksomst« Modstandere og maatte, overvunden i Slaget ved Fladsaa (i Mogenstrup Sogn ved Næstved), friste en Fanges Skjæbne, hvorfra han dog snart befriedes. Da Valdemar Atterdag blev Herre i Bigot, var han en af Kongens Raader, og under dennes toaarige Fraværelse i Tydskland var lian blandt dem, der styrede Landet. Senere blev han af Kongen benyttet ved for- skjellige Lejligheder og var atter saa uheldig at falde i Fangenskab for en Tid, denne Gang i Sverige.

Sit Gods forøgede Bo Falk ved Kjøb og Mageskifter og efterlod ved sin Død, henimod Aar 1370, Valle til sin Søn Eskild Falk, der 1377 nævnes somVæbnerog senere fik Ridderslaget; han synes ikke at have spillet en saadan Rolle som sin Fader, men ligesom denne forøgede han Vallo Gods ved Kjob og beskyldtes desuden for med Vold at have tilegnet sig noget Klostergods. Han dode mellem 1383 og 1387 og efterfulgtes paa Vallo af sin Son med Fru Kir­ stine Moltke, Hr. Evert Moltkes Datter, Jens Falk.

Om ham nævner Historien, at han var Ridder og at han ogsaa udvidede Valles tilliggende Gods; Aar 1409 omtales han som dod. Hans Hustru Birgitte var en Datter af Dronning Margrethes mægtige Yndling Hr. Abraham Brodersen af Slægten Baad med et Tyrehoved i Vaabenet; efter Jens Falks Død ægtede hun Hr. Ture Steensen (Bielke) og indebrændte 1415 i en Kornlade.

Efter Hr. Jens Falks Død deltes Vallo i Vester-Vallø, der kom til hans Datter Kirstine, som ægtede Hr. Henning Podebusk, og Øster-Vallø, der blev Datteren Karines Lod. Hun fik til Ægte Hr. Oluf Anelsen. Thott, en af de berømte ni Sønner af Hr. Axel Pedersen til Lillø i Skaane, der ved Sammenslutning opnaaede i Midten af det femtende Aarhundrede at indtage en Stilling i Norden, som næppe nogensinde nogen anden Familie har haft. Alle­

rede i Kong Erik af Pommerns sidste Regeringsaar spillede Oluf Axelsen en Rolle, og under hans Efterfølger forlehnedes han med Aalholm, ligesom han for­

derefter i en Aarrække styrede med stor Myndighed og fremragende Dygtighed som en tro Kongens Mand.

Efter Fru Karine Falks Dod ægtede lian Johanne Nielsdatter fra Vemme­ tofte, der døde barnløs 1461; tredie Gang havde han til Ægte Anne Jensdatter Present, men dette Ægteskab varede kun kort, idet han døde den 16. September 1464 paa Gulland. Hr. Oluf Axelsen var, formodentlig vedKjob, bleven Eneejer af Valle, og her liensad Fru Anne Present som Enke i en Aarrække.

Af første Ægteskab havde Oluf Axelsen en Datter Birgitte, der, endnu medens hendes Fader levede, blev gift med den fremragende svenske Ridder Hr. Erngisle Nielsen Nat og Dag , der ejede Hamarstad i Sødermannland, hvorfor hans Hustru sædvanlig kaldtes Fru Birgitte ae Hamarstad. Hun gjorde ikke sin berømte Slægt Ære, klog og veltalende daarede hun ved sit ind­

tagende Væsen, men hendes Sind var betagen af en umættelig Gjerrighed.

Af sidste Ægteskab havde Oluf Axelsen en Datter, der ogsaa hed Bir­

gitte; hun gjorde et ikke ringere Parti end sin Søster, da hun, omtrent 1484, ægtede Niels Eriksen Rosenkrantz. Ved Overenskomst med sin Fader havde Fru Birgitte af Hamarstad frasagt sig Arveret efter sin Moder til Vallo mod Godtgjorelsc i andet Jordegods i Sverige og Halland; dog skulde hun, for fuldt ud at opnaa, hvad der kunde tilkomme hende, yderligere have 1200 Gylden, hvilken Sum, hvorfor Silbo Herred i Sødermannland stod i Pant, Kong Chri­ stiern I paa Oluf Axelsens Vegne udbetalte Erngisle Nielsen, der udlagde sin Hustru Gods i Sverige i Stedet.

Men efter sin Faders Dod fremstod Svenske Fru Birgitte, som hun ogsaa kaldtes, med falske Breve, ifølge hvilke hun skulde være berettiget til at tage Arv i Vallø efter sin Fader, og det lykkedes hende i en Aarrække at holde Kongen og Dronning Dorothea i den Tro, at hun var i sin fulde Ret; Kongen kjøbte Fru Birgittes Part i Vallø, Dronningen til Bedste, og lod sig indføre deri.

For denne Sags Skyld var der stor Tvedragt, siger Arrild Huitfeldt. Fru Bir­

gitte drev sine Brevforfalskninger efter en saadan Maalestok, at hendes Skriver

tilstod at have eftergjort saa mange Adelsmænds Signeter, at han havde kastet en hel Haandfuld af dem i Aaen ved Hamarstad.

Imidlertid stundede den yngre Jomfru Birgitte Olufsdattcrs Giftermaal til, og Rosenkrantzernes mægtige Slægt gjorde da sin Indflydelse saaledes gjæl- dende, at der i Kong Hans’ Haandfæstniug 1483 blev indsat den Bestemmelse, at Konge, Dronning eller deres Born ikke maatte kjobe eller pante Gods af Ridderskabet; det blev derhos tilføjet, at Jomfru Birgitte som Følge heraf strax skulde nyde og beholde Valle med hvad dertil horte, og at Dronningen skulde have Vederlag af Fru Birgitte af Hamarstad.

Saaledes kom Jomfru Birgitte ogNiels Eriksen i Besiddelse afValle, ogdet er tvivlsomt, om Dronning Dorothea nogensinde virkelig har haft Gaarden i Værge.

Fru Birgitte af Hamarstad fik senere Kalundborg Slots Lehn frit paa Livstid, det Slot, hvori Rigets Breve gjemtes, hvilke hun dog ikke fik Adgang til, da Neglen til Archivet var hos Regeringen, som godt var: hun døde, uvist naar, i en høj Alder.

Niels Eriksen Rosenkrantz, en Søn af den gamle Rigshofmester Hr. Erik Ottesen og Fru Sophie Gyldenstjerne, spillede en betydelig Rolle i det Afsnit af Danmarks Historie, i hvilket hans Liv faldt. Han blev snart efter sit Gifter­ maal Rigsraad og inden Aarhundredets Udgang Ridder; foruden Valle kom han i Besiddelse af Bjørnholm i Jylland, som hans Fader overdrog ham, og Skjern Hovedgaard, der blev ham udlagt paa Skiftet efter Faderen; hertil kom store Pantelehn og mange Gaarde, baade i Kjøbenhavn og andre Kjøbstæder. En meget betroet Stilling overdroges ham, da Kong Hans udnævnte ham til Hof­

mester for den udvalgte Konge Christiern II, ved hvis Thronbestigelse han blev Rigshofmester, hvilken Stilling han beklædte til sin Dod den 2. November 1516.

Hr. Niels Eriksen synes at have været en duelig Diplomat; thi han benyttedes stadig ved Underhandlinger, Fredsslutninger og Gesandtskaber i Kong Hans’ og Christiern H’s Dage. Det gamle Vers kalder ham

en Rosenkrantz ædel og ægte,

og der er Intet bekjendt om ham, som kan frakjende ham denne Roes. Han ligger begravet i Bjørnholms Sognekirke, Tirstrup, hvor forskjellige Minder om ham endnu lindes.

Fru Birgitte Olufsdatter hensad i uskiftet Bo og styrede saaledes Valle i adskillige Aar, indtil hun flyttede til Skjern, hvor hun dode 1528. Fra Aar 1523 overtog hendes ældste Son Olue Nielsen Rosenkrantz, født omtrent 1490, Valle, som endelig tilfaldt ham ved Skiftet. Ligesom sine Forfædre kom han til at indtage en fremragende Stilling; rigt Jordegods og store Forlelininger, der­ iblandt Koldinghus, som han fik efter sin Fader, og i dets Sted senere Abraham- strup, gjorde ham til en af Landets mest formaaende Mænd. I Christiern II’s sidste ulykkelige Regeringsaar, da Oprøret udbrød i Jylland, stod Oluf Rosen­ krantz ved Kongens Side og blev af denne brugt som Underhandler med de op­ rørske Adelsmænd; men omsider, da han indesluttedes paa Koldinghus og truedes paa Livet af Hertug Frederik (Frederik I), nødtes han til at opgive Kongens Sag, der iforvejen maatte anses for tabt. Da Frederik I derefter i Aaret 1523 var hyldet paa Viborg Mark, optoges Oluf Rosenkrantz i Rigens Raad. Hans Ind­ flydelse var stor, og det var ham, der havde væsentlig Andel i, at Kjøbenhavn saa snart overgav sig til den nye Konge; ved dennes Kroning den 8. August 1524 fik han Ridderslaget.

Da Oluf Rosenkrantz var kommen i Besiddelse af Vallø, stræbte han ved Mageskifter at afrunde dets tilliggende Gods; i de fredelige Aar, som fulgte efter 1524, synes han mest at have levet paa Vallø, hvor han den 7. Februar 1529 holdt Bryllup med sin Slægtning, Jomfru Ide Munk, Datter af Rigsraad og Landsdommer Mogens Munk til Volstrup og Fru Karen Ludvigsdatter Rosenkrantz.

Da Tiderne atter bleve urolige, havde Oluf Rosenkrantz fuldt op at tage Vare som Befalingsmand i Sjælland, og et ansvarsfuldt Hverv fik han, da han 1532 blev Hofmester for Kongens Son Hertug Hans, der den Gang var udseet til Thronfølger i Danmark og Norge og med hvem han maatte tage Ophold paa Nyborg Slot. Saa kom efter Kongens Død 1533 Landets Opløsningstilstand, som ogsaa ramte Hr. Oluf paa det føleligste; nødtvungen maatte han sværge Grev Christopher af Oldenburg Troskab, Blaataarns Fængsel maatte han prøve og sin Gaard Vallø maatte han se indtagen og udplyndret af Grevens Folk:

mon hans besindige Optræden skaffedt“ ham, da Kong Christian Hl havde til- kamipot sig Thronen, snart dennes Tillid, og i Kroningsfesten 1537 var han en

af de fornemste Deltagere. Senere mode vi ham jævnlig paa Herredage og ofte varetagende offentlige Hverv.

Efter et bevæget Liv, i hvilket han, ofte under de vanskeligste Forhold, havde vist sig som sine Forfædres værdige Ætling, bortkaldtes Oluf Rosen­ krantz — vistnok af Pesten — paa Val lo den 8. eller 9. November 1545; i Valløbv Kirke staar endnu hans Kiste, og i Kirkens Chor ere han og hans Hustru afbildede paa et prægtigt Epitaphium.

Hans Efterleverske, Fru Tde Munk, døde først 22. August 1586; hun var Moder til tre Døtre, Birgitte, Mette og Karen Rosenkrantz, hvilken sidste døde som ung; efter dette Dødsfald skiftede Fru Ide med sine to Døtre og trak sig tilbage til sine egne Herregaarde, Nygaard, — hvis Beliggenhed ikke mere kjendes — og Totterupliolm (det nuværende Rosendal), som hun selv op­ rettede af en Bondegaard i Totterup. Ved dette Skifte deltes Vallø for lang Tid i to Ejendomme: Øster-Vaia.ø og Vester-Vallø; til hver især hørte en Del af Hovedgaarden og dens Bygninger samt en Part af Godset. Vi ville nu omtale de tvende Rækker af Ejere af Vallø, som bleve en Følge af Delingen, hver for sig.

Øster-Vallø tilfaldt Jomfru Birgitte Rosenkrantz, der var født 1530 og alt i sin Barndom var tilsagt Peder Bilde, ældste Søn af Eske Bilde til Svan- holm. Han var født 1514, havde som Barn været i Huset hos sin tilkommende Hustrus Fader og havde derefter fuldendt sin Uddannelse ved Landgreve Philip af Hessens Hof; efter sin Hjemkomst derfra gjorde han Tjeneste som Hofsinde og fik 1547 Helsingborg Lehn, hvilket han dog næste Aar ombyttede med Aarhus Lehn, hvorefter han holdt Bryllup med Jomfru Birgitte. Senere havde han forskjellige Lehn i Sjælland, deriblandt Roeskildegaard som Stiftslehnsmand og til sin Død Kalundborg med Sæbygaard, og 1556 optoges han i Rigsraadet.

Hans Indflydelse som stor Godsejer forøgedes yderligere, da han efter sin Fader arvede Svanholm i Sjælland.

Peder Bilde brugtes i mangehaande Sager af Kongen; adskillige diplo­ matiske Hverv betroedes ham, bl. a. en besværlig Sendelse til Moskva, og i Syvaarskrigen med Sverige var han meget optagen af sit Hverv som Krigscom- missair; ved Fredscongressen i Stettin 1570 var han blandt do tilstede værende

Rigsraader, ligesom han blev sendt til Knærød angaaende Fredstractatens Ratification. Ogsaa efter denne Tid finde vi Peder Bilde stærkt optagen, dels som Dronning Sophias Hofmester, dels udførende diplomatiske ogjuridiske Hverv.

Han døde i Kjøbenhavn den 17. Marts 1580, hvorefter hans Lig førtes til Valløby Kirke.

Fru Birgitte Rosenkrantz fulgte sin Ægtefælle i Graven den 12. Marts 1592; hun synes til sin Død at have boet paa Vallo; forskjellige Stridigheder havde hun i sin Enkestand, af hvilke den betydeligste var en Proces med Kjøge Borgere om Græsningsretten syd for Aaen, en Rettighed, som hun trods Byens Privilegium vilde formene dem; ved Kongens Retterthing fik hun ikke desto mindre Ret i sin Paastand. Et Minde har hun sat sig ved Valløby Kirke, som hun betydelig udvidede.

Af Peder Bildes mange Børn døde de fem af Pesten 1565; af de over­ levende fik den ældste Son Oluf Bildf. Svanholm, som han dog afstod til sin yngre Broder Eske, da han efter sin Moders Død tiltraadte Øster-Vallø; ved hans Ægteskab den 23. October 1586 med Rigsraad Jørgen Rosenkrantz til Rosenholms DatterMargretheRosenkrantz fik denne Slægtpaa ny Tilknytning til sit gamle Herresæde. Efter sin Fader fik Oluf Bilde Thurebv Lehn, som han havde til 1588, da han paa gunstige Betingelser forlehnedes med Abrahamstrup, hvor en Del af det nuværende Slot, Jægerspris, skylder ham sin Tilblivelse.

Han nævnes ofte ved officielle Lejligheder, ved Hoffester, Modtagelse af Ge­

sandter og lignende. Forresten synes han ikke at have været nogen betydelig Mand, om hvem nogen mindeværdig Handling er optegnet. Han døde 1602 og blev den 15. October samme Aar begravet i Valløby Kirke; hans Hustru døde omtrent 1615, overlevende begge sine Børn.

Fru Margrethe var saaledes bleven Eneejer af Øster-Vallø, der faldt i Arv til hendes Broder, den lærde Holger Rosenkrantz, der dog kun meget kort Tid var Ejer af Gaardcn, som han ved Skjøde af 4. Maj 1616 afhændede;

skjønt han næppe har befattet sig meget med Vallo, betænkte han dog gav­ mildt Stedets Fattige med et Legat.

Kjølieren af Øster-Vallø var Fru Ellen Marsvin, en Dame, der er noksom bekjendt for sin Dygtighed og Myndighed; født den 1. Februar 1572 som Datter

b

af Rigsraad Jørgen Marsvin til Dy bæk i Skaane havde hun ganske ung — den 29. Juni 1589 — ægtet den langt ældre Ludvig Munk til Nørlund og Lundegaard, en Mand, hvis Navn er uadskillelig forbundet med Forestillingen om en sjelden despotisk og pengegridsk Person; efter hans Død, den 8. April 1602, indlod hun sig — 11. Januar 1607 — i Ægteskab med Knud Rud til Sandholt, Fuglsang og Rudbjerggaard; efter faa Aars Forlob blev hun anden Gang Enke den 29. Juli 1611.

Resten af sit Liv hensad Fru Ellen Marsvin i enlig Stand, beskjæftiget med Styrelsen af de store Ejendomme, hun efterhaanden samlede sig; foruden Vallø kunne vi nævne Lellinge og Kogsbølle, det nuværende Holckenliavn, Boller ogRosen vold; store Byggearbejder og vidtløftige Processerudfyldte hendes Tid. Da hendes eneste Barn, Kirsten Munk, født den 6. Juli 1598, den sidste Dag i Aaret 1615 lod sig vie til Kong Christian IV til venstre Haand, kom hendes Moder selvfølgelig i nøje Forbindelse med Kongen, en Forbindelse, der længe var venskabelig; men da Kirsten Munk blev sin Ægtefælle utro og der­ ved opvakte Kongens største Harme, kølnedes ogsaa efterhaanden det gode For­

hold mellem Kongen og hans Svigermoder; Fru Ellen var ganske vist en Tid meget opbragt over sin Datters skamløse Forhold — skjønt hendes eget Forhold i hendes Ægteskaber næppe var dadelfrit; men senere traadte hun over paa sin Datters Parti og maatte i den Anledning udholde mangt et drøjt Sammenstød med Kongen. Hendes sidste Leveaar synes at være forløbne roligere; efter et saare virksomt Liv døde hun den 11. November 1649.

Hvad Øster-Vallø angaar, da er det muligt, at Ellen Marsvin og Kirsten Munk ejede det i Fællesskab; i alt Fald kalder Sidstnævnte sig 1627 «til Vallø»

og qvitterer for Indtægter af Godset; efter Catastrophen 1630, da Fru Kirsten var falden i Unaade, maatte hendes Moder udlægge hende Boller og Rosenvold, hvor hun skulde opholde sig, og ved samme Lejlighed udlagde hun hende tillige Vallø, der dog synes at være bleven bestvret, efter Kongens Ordre, for hendes og Kongens Børn, af hvilke Sønnen Grev Valdemar Christian senere jævnlig kaldes «til Vallø». Han var født 1622, vistnok den 29. Maj, og havde faaet sin Opdragelse dels paa Sorø Academi, dels i Udlandet; et Forsøg paa at gifte ham med en russisk Prindsesse mislykkedes, og han slap kun ved Czarens Dod ud

meget mindre som han 1648 havde været opstillet som Throncandidat og stod i fortroligt Forhold til Corfitz Ulfeld, nødte ham til at blive i Udlandet; han faldt i Aaret 1656 i Polen, hvofflian tjente under den svenske Konge. Grev Valde­

mar Christian er en lidet tiltrækkende Skikkelse; hjerteløs og letsindig var han hele sit Liv, og hans Forhold til sin Moder, som han beredte utallige Sorger og Bekymringer, var alt andet end kj ærligt.

Øster-Vallø var imidlertid, maaske efter Christian IV’s Død, igjen bleven Kirsten Munks Ejendom; dog beholdt hun det ikke til sin Død, den 19. April 1658, men skilte sig derved allerede 1651, idet hun ved Skjøde af 1. Maj solgte det til Hr. Christen Skeel, der alt var Ejer af Vester-Vallø, hvis Skjæbne under Gaardens Adskillelses-Periode vi nu skulle følge.

Medens Oluf Rosenkrantz’s og Ide Munks ældste Datter Birgitte havde faaet Øster-Vallø, tilfaldt Vester-Vallø den yngre Datter Jomfru Mette Rosen-

krantz, der har gjort sig mere bekjendt end sin ældre Søster. Hun var født omtrent 1533 og blev tidlig trolovet med Sten Rosensparre til Skarholt i Skaane, Søn af Jens Torbensen til Skarholt og Fru Birgitte Bilde. Han var fedt den 7. September 1523, tjente som Kongens Hofsinde og fik 1551 Vording­ borg i Forleluiing; omtrent samtidig hermed indtraadte han i Ægteskab med sin Trolovede. Det følgende Aar blev han forlehnet med det vigtige Kalundborg Lehn, vigtigt ikke alene, fordi det gjemte Rigets Archiv, men ogsaa, fordi det brugtes til Opholdssted for Statsfanger, i Sten Rosensparres Tid bl. A. den gamle Kong Christiern II og senere nogle svenske Rigsraader. Aar 1562 optoges han i Rigsraadet og, da Krigen med Sverige udbrød det følgende Aar, fik han fuldt op at tage Vare som Krigscommissair i Forening med sin Svoger Peder Bilde;

det var en baade anstrengende og ansvarsfuld Virksomhed, og de Fordringer, der stilledes til dem, vare under de næsten fortvivlede Forhold med Pengemangel og sletAdministration fra Regeringens Side meget betydelige. Da blev pludselig hans Løbebane afbrudt; i det blodige Slag ved Svarteraa i Halland paa Astor Hede den 20. October 1565 ramtes Sten Rosensparre af en dødbringende Kugle.

Han blev begravet i Skarholt Kirke, hvor en pragtfuld Gravsten endnu bevarer b*

hans Minde; paa det Sted, hvor lian fandt Heltedoden, opsatte hans Son Oluf et Monument over ham; da dette imidlertid forlængst var fjernet, fornyede den halländske Fornminnesförening 1866 den tapre Fædrelandsforsvarers Minde ved paa samme Sted at oprejse en Sten med en passende Indskrift.

Sten Rosensparres Enke, Fru Mette Rosenkrantz, holdt omtrent to Aar derefter, den 14. September 1567, Bryllup paa Vallo med Peder Oxe til Gissel- feld. Denne mærkelige Mand, der var fodt den 7. Januar 1520, havde som bekjendt fort et meget bevæget Liv, rigt paa Strid og Modgang, som han selv ved sin hensynsløse Adfærd og sin umaadelige Ærgjerrighed havde fremkaldt;

nu var han vendt tilbage fra sin Landflygtighed, tagen til Naade af Kongen, gjenindsat i Besiddelsen af sine store Ejendomme og kort forinden Brylluppet udnævnt til Rigshofmester. Efter denne hans Gjenoprejsning anvendte han sine store Evner og sit administrative Talent til at bringe Orden i Landets ved Svenskekrigen aldeles ødelagte Finantser. Og ikke alene det finantsielle havde hans Interesse; Universitetet og Videnskaberne havde i ham en virksom Be­ skytter; Navne som Niels Hemmingsen, Anders Sørensen Vedel og Tyge Brahe ere knyttede til Peder Oxes. Og i Traditionen lever hans Navn endnu i For­

bindelse med «Peder Oxes Frøer»; overalt, hvor han havde Ejendomme, forevigede han sit Navn ved storslaaede Byggeforetagender, Anlæg af Fiskedannne m. m.;

Karpedamme ved Vallo nævnes endnu efter ham. Hans mange Herregaarde og hans udmærkede Bestyrelse af sine Godser gjorde ham det muligt at føre sig op med næsten fyrstelig Pragt, hvad de endnu bevarede Fortegnelser over hans Løsøre bære Vidne om.

Peder Oxe døde paa Frederiksborg den 24. October 1575 af Vattersot, kun 55 Aar gammel; hans Enke satte ham et Mindesmærke i Vor Frue Kirke i Kjobenhavn, dog ikke saa pragtfuldt, som hun havde ønsket, idet Kongen satte sig imod, at et ophøjet Gravsted blev indrettet. Peder Oxes og Fru Mette Rosenkrantz’s Portraiter haves endnu paa Gisselfeld.

FruMette sad nu for anden Gang som Enke, og da PederOxe havde sikret hende for Livstid Besiddelsen af hans Gaarde Gisselfeld, Løgismose og Tølløse samt Halvparten af hans øvrige Ejendomme, hvilken Bestemmelses Udførelse dog ikkeløb af uden Strid, maatte hun, som selv ejedeVester-Vallo og tilligemed sine

Bom af forste Ægteskab — af andet Ægteskab havde hun ingen — ejede Skar­

holt, anses for en af Landets rigeste Adelsfruer; dertil arvede hun betydeligt, bl. a.

Totterupholm, efter sin Moder, Fru Ide Munk, der døde 1586. Og hun forstod at styre sine Ejendomme; mandig Kraft og stor Virkelyst vare hendés Hoved­ egenskaber; talrige Stridigheder om Arv, Processer og Uenigheder udfyldte hendes Enkestands Tid. Hun var stolt i lioj Grad, men desuagtet gjør hun Ind­ trykket af at have været en oprigtig Christen. Sit Navn har hun dog mest derved bragt til Eftertiden, at hun paaVallo opforte det prægtigeVester-Vallø med dets tvende mægtige Taarne, der bleve paabegyndte 1581; fem Aar efter var Bygningen under Tag. Inden sin Død paabegyndte hun desuden Bygningen af et Galleri paa den Skillemur, der ifølge Overenskomst mellem Peder Oxc og Peder Bille var opfort til Adskillelse af deres Parter af Vallø Gaard; dette Galleri blev fortsat af Fru Mettes Søn Oluf Rosensparre, der imidlertid maatte forpligte sig til ikke at føre det højere op, da det tog Sol og Luft fra hans Moster, Fru Birgitte Rosenkrantz, og frembragte Rog i hendes Værelser.

Fru Mette Rosenkrantz døde, kun 56 eller 57 Aar gammel, den 2. eller 3. April 1588, vistnok paa Skarholt; hendes Lig synes at være bleven fort til Vor Frue Kirke. Den gamle Præst Claus Christophersen Lyschander skildrer hende i disse Linier:

Selv var bun en Frue mægtig og god Og holdt sig, som en Kidder anstod,

I Adfærd, Miner og Lader.

Hun havde og under det Kvindebryst En Ridders Hjerte og største Lyst

I Dyder at følge sin Fader.

Ved hendes Død arvede Sønnen Oluf Rosensparre, foruden sin fædrene Gaard Skarholt, Vestcr-Vallo og meget andet Gods. Han var fodt den 6. August 1559, opdroges en Tid lang paa Gisselfeld, senere hos den berømte Theolog Niels Hemmingsen, og gik derefter nogle Aar i Skole paa Herlufsholm. Efter et Op­ hold udenlands ægtede han den 20. September 1584 Jomfru Lisbeth Gylden­

stjerne, en Datter af Henrik Knudsen Gyldenstjerne til Aagaard og Lisbeth Brahe; hun var født den 28. October 1564 og var indtil sit Bryllup blandt Dron­ ningens Jomfruer. Da Kong Christian IV i Aaret 1596 selv tog Regeringens

Tøjler, blev Oluf Rosensparre Rigsraad, og herefter træffe vi ham jævnlig i for- skj elligeoffentlige Ærender; saaledes var han med at underskriveFreden i Knærød 1613. Tid efter anden havde han forskjellige Lehn, sidst Dragsholm. Til Kongen stod han i fortroligt Forhold og var blandt dem, der vare Vidner til Kongens Vielse til Kirsten Munk, der var et Næstsødskenbarn til Oluf Rosen­

sparre. Han døde paa Dragsholm den 13. Januar 1624; hans Lig er nedsat i Herfølge Kirke, hvor ogsaa hans Enke, der døde 20. Februar 1638 paa Aastrup i Jylland, hviler.

Af Oluf Rosensparres Børn opnaaede de to Døtre Birgitte, født 24. Januar 1586, og Lisbeth samt Sønnen Sten Rosensparre den voxne Alder; Døtrene bleve godt gifte, Sønnen fandt som 24aarig Yngling Heltedøden den 21. Februar 1612 i Kalmarkrigen, den Fejde, i hvilken den danske Adels Blomst tilintetgjordes.

Sten Rosensparre gik uforsagt i Døden, skjønt han var sidste Mand af en gammel og ædel Slægt. Hans unge Brud, Margrethe Eskesdatter Brock, lagde Sorgen nogle Aar senere i Graven.

Efter «Danske Atlas» skal Corfitz Rud til Sandholt, der var gift med ovennævnte Birgitte Rosensparre, have faaet Vester-Vallø med hende; han døde 5. Februar 1630, hun den 28. April 1645. Samme Værk anfører imidlertid paa et andet Sted, at dette Ægtepars Datter, Birgitte Rud, født 31. August 1612, arvede Vester-Vallø ved sin Mormoders, Fru Lisbeth Gyldenstjernes Død 1638. I hvert Fald blev hun Ejer af Vester-Vallo; den 12. September 1630 havde hun ægtet Christen Skeel, der, som vi ovenfor have seet, en Del Aar senere kom i Besiddelse af Øster-Valle, og saaledes samledes omsider hele Gaarden igjen hos dette Ægtepar.

Christen Skeel, af en gammel og anset Slægt, «de haarde Skeeler», Son af Rigsraad og Admiral Albret Skeel til Fusingø og Berte Friis, var født den 27. Juli 1603 og nød en omhyggelig Opdragelse og Uddannelse, dels hjemme, dels paa vidtløftige Udenlandsrejser. Efter sin Hjemkomst til Fædrelandet 1627 indtraadte han i den saakaldte Hoffane — en Afdeling bestaaende af Adelsmænd med deres Tjenere — og gjorde saaledes Tjeneste i Kongens umiddelbare Nærhed;

de følgende Aar rejste han med forskjelligc Gesandtskaber og 1632 blev han ansat som Lieutenant over et jvdsk Ryttercompagni. Senere fungerede lian som

Landcommissair dels i Jylland, dels i Sjælland; 1649 optoges han i Rigsraadet og det følgende Aar forlehnedes han med Trvggevælde, hvilket Lehn han beholdt til sin Død. Han indtog en fremragende Plads blandt sine Standsfæller, ikke alene ved sin Rigdom — foruden Vallø ejede han sin fædrene Gaard Fusingø, Ilolbækgaard, Gammel Kjøgegaard og flere Gaarde — men ved sin retsindige og humane Tænkemaade, sit opofrende Fædrelandssind og besindige Character. Han var derfor en af Regeringen meget anvendt Mand, og i Rigens Raad spillede han en fremtrædende Rolle; til at bedømme denne give hans endnu bevarede private Optegnelser værdifulde Bidrag. Da den ulykkelige Krig 1657 paaførtes Sverige meget imod hans kloge Raad, blev han tilligemed Rigsadmiralen Ove Gedde Generalkrigscommissair, et under de sørgelige Forhold selvfølgelig yderst byrdefuldt og pinagtigt Hverv; ved den forsmædelige Fred, som Danmark 1658 hurtigt nødtes til at slutte med Sverige, var han en af Underhandlerne, ligesom han ogsaa, da Kong Carl Gustav samme Sommer brod Freden og overrumplede Danmark, blev sendt til ham for at søge Fred; det blev, som bekjendt, uden Resultat, at lian maatte vende tilbage fra Underhandlingen. Samme Aar trak Christen Skeel sig ud af Rigsraadet, nedbøjet af Sorg over Landets fortvivlede Tilstand og over den ringe Indflydelse, Rigsraadet havde hos Kongen og hans ikke-danske Omgivelser. Efter lang Tids Sygdom døde han den 30. Marts 1659 i Kjobenhavn og jordfæstedes i Aulum Kirke ved Fusingø.

Foruden det smukke Minde, han har sat sig i Historien som en af det gamle Aristocratis mest patriotiske og kraftige Skikkelser, bevares Christen Skeels Navn ved adskillige Legater, deriblandt det betydelige skeelske Univer­ sitetsstipendium.

Fru Birgitte Rud var død den 25. Maj 1645; nogle Aar derefter holdt Christen Skeel den 28. October 1649 Bryllup paa Vallø med Fru Margrethe

Lunge, der var født i Maj 1616 og 1648 var bleven Enke efter Mogens Bilde til Tirsbæk; hun var Datter af Rigsraad og Marsk Jørgen Lunge til Odden og Sophie Brahe og bragte Skeel Boddum-Bisgaard, vistnok Gjelskov samt Pant i Odden, som han senere erhvervede fuldstændigt; dette Ægteskab var kun kort­ varigt, idet hun døde allerede den 7. October 1653.

Christen Skeels Portrait findes paa Fusingø og Fru Margrethe Lunges

paa Gaunø; af Fru Birgitte Rud liaves et Portrait paa det interessante Maleri fra Rvgaard, der forestiller det ovenfor nævnte Ægtepar Corfitz Rud og Fru Bir­

gitte Rosensparre med deres tre Døtre og Svigersønner, deriblandt altsaa ogsaa Christen Skeel og lians Hustru. Et andet Familienialeri fra Rygaard, der ikke vakte mindre Opsigt, da det offentlig udstilledes i 1879, forestiller Christen Skeels og Birgitte Ruds Børn, af hvilke vi her skulle nævne Otto Skeel som den, hvem Vallø ved Skiftet tilfaldt.

Født paa Holbækgaard den 8. Januar 1633 nød han en fortræffelig Op­ dragelse og Undervisning, der afsluttedes paa Sorø ridderlige Academi; nitten Aar gammel tiltraadte han en Udenlandsrejse, paa hvilken han i Løbet af sex Aar saa. sig vide om. Efter sin Hjemkomst synes han i adskillige Aar ikke at have spillet nogen Rolle, før han 1672 blev Justitsraad og derved Medlem af Højesteret; formodentlig har de umiddelbart efter den svenske Krigs Slutning 1660 indtraadte Begivenheder længe afholdt ham, som saa mange andre af de gamle Slægters Medlemmer, fra at træde i Statstjenesten. I Aaret 1677 fik han Etatsraads Titel og blev Deputeret i General krigscommissariatet, i hvilken Stil­

ling han havde en betydelig Virksomhed under den skaanske Krig. Foruden at Skeel af og til sees at have ledsaget Kongen eller Medlemmer af Kongehuset paa Rejser, blev han brugt i forskjellige Commissioner af Vigtighed, f.Ex. i den store Lovcommission; 1679 blev han Gehejmeraad og 1684 skjænkede Kongen ham det hvide Baand. Han døde i Kjøbenliavn den 28. Marts 1695.

Den 16. September 1662 havde Otto Skeel i Viborg holdt Bryllup med Kirsten Bille, født den 10. Marts 1637, Datter af Hans Bille til Jungetgaard og Fru Kirsten Lunge. Hun overlevede sin Mand i nogle Aar og døde den 26. Februar 1704; de ligge begge hegravne i Valløby Kirke i Kobberkister.

Otto Skeel omtales som en saare retsindig og redelig Mand, og som sin Fader roses han meget for sin Godgjørenhed, en Roes, der ogsaa tilkommer hans Hustru. Han var desuden en vel studeret Mand, hvorom adskillige Skrifter af ham vidne; naar man ogsaa har villet tillægge ham Forfatterskabet til den be- kjendte dramatiske Satire «Grevens og Friherrens Comedie», er dette ikke correct, idet det er lians Broder Mogens Skeel, hvem Æren for dette Skrift tilkommer.

Portraiter af Otto Skeel og Fru Kirsten Bille findes paa Gaunø.

Foruden Valle ejede Skeel Gunderup og Rudholt, hvilke han tilbyttede sig af sine Søstre for GI. Kjøgegaard; i adskillige andre Gaarde var han til Tider Medejer. Rudholt beboedes af Fru Kirsten Bille som Enke, og Gaarden skylder hende sit nuværende Navn Billesborg.

Otto Skeel efterlod sig en Søn og en Datter. Sønnen, Christen Skeel, født 1663, efterfulgte sin Fader i Besiddelsen af Valle og Gunderup, og ved sin Moders Død fik han desuden Billesborg. Efter at have tjent ved Hoffet som Kammerjunker hos Dronning Charlotte Amalie trak han sig tilbage derfra som Amtmand over Trvggevælde Amt og Vice-Stiftamtmand i Sjælland; han døde som Etatsraad og hvid Ridder den 30. April 1709. Han var tvende Gange gift;

den 9. December 1695 ægtede han Comtesse Magdalene Sybille Holck, født 7. August 1666, Datter af Greve Christian Christopher Holck og Sophie Ulfeld;

hun døde i Barselseng den 19. April 1698, og den 5. October følgende Aar ind- traadte Christen Skeel i Ægteskab med Charlotte Eleonore von Plebsen, født den 20. August 1683, Datter af Gehejmeraad Christian Siegfried von

Plessen (født. 1646, død 1723) og Sophie Agnes von Lepel. Skeels anden Hustru døde først 20. April 1760, efter at have siddet som Enke i et halvt Aarhundrede.

Skeel var godgjørende som sine Forfædre, og hans Navn er endnu knyttet til Vallø ved Legater; forøvrigt er det saa lidt, der i Historien er opbevaret om ham, at man ikke kan danne sig nogen begrundet Mening om hans øvrige Egen­

skaber. Skjønt han to Aar før sin Død, i Aaret 1707, afhændede Vallø, Gunde­ rup og Billesborg, sikrede han sig dog Gravsted i Valløby Kirke, hvor ogsaa begge hans Hustruer hvile.

Det var til sin Svigerfader, Gehejmeraad Plessen, at Skeel ved Skjøde af 28. April 1707 solgte Vallø m.v.; men kun meget kort vare de i Piessens Eje, knap et Aar, idet han, efter forud afsluttet Kjøbecontract. af 11. Marts, den 27. April 1708 tilskjødede Kong Frederik IV alle tre Gaarde for 165,000Rigs­ daler. Vi skulle derfor ikke opholde os ved den ellers saa berømmelige Plessen, der, skjont født Meklenborger, dog arbejdede med stor Uegennyttighed til sit nye Fædrelands Gavn, medens han ledede dets finantsielle Styrelse i Christian V’s sidste Aar.

C

Det er bekjendt, nok, hvorledes Frederik IV i Aaret 1711 bortførte den nittenaarigé Anna Sophie Reventlow (født 16. April 1693), Datter af den den Gang afdøde Storcantsler Grev Conrad Reventlow, fra hendes Hjem Klausholm og lod sig vie til hende ved venstre Haand, uagtet Dronning Louise endnu levede.

Samtidig tillagde Kongen hende Titelen Fyrstinde af Slesvig, og Aaret efter skjænkede lian Fyrstinden Vallo med Billesborg og Gunderup, hvilke Godser derefter ved Patent af 21. Januar 1713 ophøjedes til Grevskabet Vallø, arve­

ligt for Fyrstindens Børn med Kongen; da Fyrstinden senere tilkjøbte Lellinge og Taagerød, bleve disse Gaarde ved Patent af 8. Marts 1721 indlemmede i Grev­ skabet, som derved opnaaede en Størrelse af over 2500 Tønder Hartkorn.

AnnaSophie synes meget at have yndet Vallø; her tilbragte hun Sommer­

tiden, og her modtog hun ofte Kongens Besøg; og paa Vallø bleve de tre Børn, hun fødte Kongen inden 1721, sænkede i en tidlig Grav, idet de bleve nedsatte i Valløby Kirkes Sacristi. I selve Vallø Hovedbygning lod Anna Sophie ind­ rette en egen Kirke.

Godset lod hun styre af forskjellige Forvaltere eller Fogeder, af hvilke her kun skal mindes den Knud Ahasverus Becher — en Person af lav Her­

komst — der i sin Bestyrelse af Vallø vænnede sig til et Bondeplageri, som senere skulde koste ham Livet, da de opbragte Hovbønder paa hans eget Gods Bækkeskov sammenrottede sig og ihj elsloge ham.

Traditionen siger, at Anna Sophie Reventlow kun havde føjet Kongen paa den Betingelse, at han lovede hende Dronningekronen, naar hans Gemalinde, Dronning Louise døde; dette indtraf i Aaret 1721, og hurtigere efter Dødsfaldet, end egentlig sømmeligt var, indfriede Kongen sit Løfte, lod sig atter vie til Anna Sophie — ved højre Haand — og paasatte hende Kronen, selvfølgelig til Kron- prindsens og den øvrige kongelige Families største Harme.

Dronning Anna Sophie, der af sin Samtid skildres som smuk og ind­ tagende, forstod at bevare Kongens Kjærlighed til det Sidste, oghendes Indflydelse paa sin Gemal var ikke ringe; en Skygge kastede det over Ægteskabet, at de tre Børn, hun fødte i dette, alle bleve bortrevne i deres spædeste Alder, ligesom de Børn, hun tidligere havde skjænket Kongen.

Uagtet Kongen under Forudfølelsen af de Krænkelser, Dronningen efter

hans Død kunde være udsat for, havde søgt at ordne alt til hendes Bedste og troet at binde sin Søn Kronprindsen ved Løfter, var han dog næppe bortkaldt fra Verden den 12. October 1730, før den unge Konge kuldkastede sin Faders Be­ stemmelser og gav efter for den Bitterhed, han ganske naturligt maatte nære imod den Kvinde, der havde beredt hans egen Moder saa haard og grusom en Ydmygelse. Dronning Anna Sophie fik Klausholm, som Frederik IV havde afkjøbt hendes Moder, 100,000 Rdlr. en Gang for alle og en aarlig Apanage af 25,000 Rdlr. — alt andet, hvad der tilhørte hende, maatte hun give Afkald paa.

Paa Klausholm tilbragte Dronningen — thi denne Titel tillodes det Anna Sophie at beholde — sine sidste Aar, der vare vidt forskjellige fra hendes tid­ ligere Liv; ensom og overladt til sig selv gjorde hun Bod for sit Livs Forvil­

delser; den 7. Januar 1743 dode hun.

Hendes Godgjorenhed mod Fattige roses af Samtiden, og et Bevis derpaa haves i det Hospital, som hun 1729 stiftede paa Vallo Grevskab, hvilken Stiftelse bevaredes, da Vallo berovedes Dronning Anna Sophie, og endnu be- staar, om end i ændret Skikkelse, og i Tidens Lob har været til Gavn for mange Fattige.

Blandt de Ejendomme, Anna Sophie nødtes til at opgive, var Grevskabet Vallo; men dette var ikke saaledes som det Øvrige, der blev hende fratvungen, en Ejendom, hvormed hun havde kunnet gjøre som hun lystede; thi som Grev­ skab havde hun det til Lehn af Kongen, til hvem det vilde hjemfalde ved hendes Død, idet det i Erectionspatentet udtrykkelig var udtalt, at de eneste successions­

berettigede vare hendes Børn med Kongen og disses Descendenter, og hendes Børn vare jo alle døde som smaa. Det eneste, Dronning Anna Sophie altsaa opgav med Hensyn til Vallø, var Besiddelsesretten for sin Livstid.

Men Kong Christian VI beholdt ikke længe Vallø og har maaske strax været paa det Rene med, hvilken Anvendelse han vilde gjore af det inddragne Lehn; allerede den 24. Marts 1731 undertegnede han det Brev, ved hvilket han skjænkede Grevskabet til sin Dronning Sophie Magdalene, ikke som et Lehn, der atter kunde komme tilbage til Kronen, men som en Gave til fri Ejendom, saaledes at Dronningen havde fuldkommen Dispositionsret over Godset og kunde gjøre sig det saa nyttigt, som hun fandt bedst. Desuagtet kaldes Vallø i Gave-

brevet «Grevskabet Valle»; men Meningen hermed var kun den, at Godserne beholdt alle de til et Grevskab knyttede Privilegier, medens de ikke vare under­ kastet de Indskrænkninger i den frie Omsætning, som følge Lehnene.

Det kongelige Gavebrev, hvis Original findes i Valle Stifts Archiv, lyder saaledes:

Vii Christian den Siette, af Guds Naade Konge til Danmarch og Norge, De Wenders og Gothers, Hertug udj Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmersken, Greve udj Oldenborg og Delmenhorst, Giøre alle Vitterligt, at Vj allernaadigst haver Skiencket ogForlelinet, saasomVi ogved dette Vores Aaben Brev til Vores Høyst-Elskelig Kiere Gemalil, Hendes Mayestæt Sophia Magdalena, Dronning til Danmarck og Norge etc. etc., til Evindelig Arv og Eiendomb Skienker og afhænder Vores Grevskab Walloe og der underliggende Hoved Gaarde, Walløe, Billes­

borg, Bunderup [siej og Lellinge, her udi Vores Provintz Sælland med tilhørende Bønder-Goeds samt Kircker, Tiender, Skove, Fiskerier og ald anden Rættighed og Herlighed, det være, sig, af hvad Nafii haves eller næfnes kand, alt saaleedes som Vi det ved de dertil Committerede Os Elskelig Engelche von Biilovv, Ridder, Vores Amtmand over Tryggevelde Amt, saa og Os Elskelig Erich Torm, Vores Politie- og Borgemester udi Vores Kongelig Residentz Stad Kiøbenliafn, effter den af dem derover forfattede Forretning haver ladet modtage og ejende været haver, der bestaar udj nye Matriculs Hart Korn, Hovet Gaards Taxtes Agger og Eng Toe Hundrede Halftredisindstiuge og Fiire Tønder 7 Skppr. 3 Fierdkr.

I Album, Skov Treduve Tønder 1 skp. 2 fkr. 2 Alb., Mølle-Skyld Tretten Tønder, Konge Tiender Halftredisindstiuge og Trey Tønder 2 skpr., Kircke Tiender Half­ tredisindstiuge og Trey Tonder 2 Skpr.

Desligeste Bønder-Gods Agger og Eng Eet Tuusinde, Sex Hundrede, Halffierdesindstiuge og Trei Tønder l1/» Alb., Skov Fiiresindstiuge og Fiire Tønder 2 skpr. 2 Alb., Mølle-Skyld Siuv Tønder 7 skpr., samt Ejendombs og andre ved Jndfæstning Grefskabet underlagde Tiender, saasom Konge Tiender Eet Hundrede Halffierdesindstiuge og Toe Tønder 2 skpr. og Kircke Tiender Trej Hundrede og Sexten Tønder 3 Skiepper, effter den videre forklaring udj den speciale Jordebog, som derover vorder meddeelt, saa at Hovstbemelte Hendes

Mayestet og Arvinger skal være aldeeles berettiget til bemeltc Walloe Grevskab med underliggende Lade-Gaarde og Bønder-Goeds, dessen Bygninger, Inventarier, Besætning og andre dependentier, Tiender, Landgilde, Giæsterie, Stædsmaal, Sagefald, Ægt og Arbeide, saavelsom hvad Landgilde-Restancer ved Godset maatte hæffte, med ald anden Herlighed, visse og u-visse Indkomster og rette Tillæggelse, som dertil af Arrilds Tiid ligget haver og med rette ligge bor, være sig af Agger og Eng, Skov, Marck, Kratt, Heede, Kiær, Moeser, Fiskevand og Fægang, Torvegrøfft og Liungslet, Araat og tørt, inden og uden Marckeskiel, item Jura Patronatus til Kirckerne og derved følgende Herlighed, Kirkernes be-

holdinger og Inventarier, saavelsom Jagten over alt, saaleedes som dend Grevskabet og Godset effter Loven og Jagt-Forordningen stedse fuldt haver, indtet undtagendes i nogen maade, men samme tilligemed Grevskabet og de der ved beliggende Trev Hundrede Tønder Hart Korn Bønder Godses Skatte­

frihed, at følge meerhøjstbeinelte Vores Høyst Elskelige Kiære Gemahl Hendes Mayestæt Dronning Sophia Magdalena og Arvinger til Evindelig Arv og Ejen- domb, som og herved allernaadigst skal være tilladt at giøre sig samme saa nøttig som de got syfnes og best veed og kand. Og saaleedes kiende Vi for Os og Vores Kongelig Arve Successorer udj Regieringen aldeeles ingen meere Lod, Deel, ret eller Rættighed at have til eller udi bemelte Grevskab med der under liggende Grunde, Ejendomme, Herligheder og Rættigheder, mens Vi samme ved dette Vores Aaben Brevs Krafft vil frj frelse, liiemle og fuld- kommeligen afstaae til meerhøjstbeinelte Vores Høyst Elskelige Kiere Gemahl Hendes Mayestæt Dronningen for hver Mands tiltale i alle maader, som for­

skrevet staar, og uden nogen Reluitions-Rettiglied for Os dertil at have, dog skal de udgiffter, som til Præster, Skoeler, Hospitaler og fattige, som af forrige Ejere ved Grevskabet, Gaarderne og Godset effter fundationer er bleven an- ordnet, saa og Cathedraticum, Studii-Skatt eller andre Udgiffter, som Kirckerne kand tilkomme, Aarligen udgives og erlægges, samt Præster og Degnenes Ind­ komster effter Loven, altsammen fremdeeles ved Grefskabet og Godset forblive paa samme maade, som dermed tilforn og hidindtil forholdetværet haver, ligesom Vi og forbeholder Os og Vores Kongelig Arve Successorer udi Regieringen aldeeles uforkrænket alle Kongelig Regalier og Højheder, saavidt Vi iche lierudj

haver Skiencket og Afstaaet, samt Vores Contributioner, ordinaire eller extra ordinaire, i Almindelig og særdeelcslied, som enten allerede ere eller hereffter paabudne vorder, reserveret; Forbydendes alle og enhver herimod, efftersom forskrevet staar, at hindre eller udj nogen maade forlang at giøre, under Vor Hyldest og Naade. Givet paa Aæres Kongelig Kesidentz i Kiøbenhavn den 24 Martj 1731.

Under Vor Kongelig llaand og Zignet Christian II.

Donation for Hendes May estæt Dronning Sophia Magdalena paa Walloe-Grev­ skab med underliggende Gaarde og Goeds og hvad videre derunder

henhører. C. L. v. Plcssen.

Dronning Sophie Magdalexe, en Datter af Markgreve Christian Hein­ rich af Brandenburg-Culmbach-Weverlingen og Sophie Christiane Grevinde af Wolfstein, var født den 28. November 1700 og opdraget under Forhold, der for en Prindsesse vare tarvelige nok. Som ung opholdt hun sig hos Dron­ ningen af Polen paa Slottet Pretsch i Sachsen, hvor ogsaa hendes Bryllup med Kronprinds Christian stod; Ønsket om at faa en christeligHustru synes at være det, der har bragt Kronprindsen til at fæste sit Blik paa den tydske Prindsesse, der ikke, hvad ydre Forhold angaar, kande siges at være noget godt Parti for Arvingen til to Kongeriger. Den 7. August 1721 fejredes det høje Pars Bryllup paa Pretsch, og inden Aarets Udgang toge de Bolig paa Prindsens Palais i Kjøbenhavn, der overlodes dem af Kongen tilligemed Hørsholm Gods, der havde tilhørt Prindsens Moder. Kronprindsessen fødte den 31. Marts 1723 en Prinds, den senere Kong Frederik V, og siden to Prindsesser, af hvilke den ene dog døde spæd.

Efter Kronprinds Christians Thronbestigelse sonr Christian VI salvedes han og Dronning Sophie Magdalena 1731, ved hvilken Lejlighed hun tog til Valgsprog: ut prosim. Kongen tillagde sin Dronning Hørsholm, hvor hun op­

førte det prægtige Slot, som dog kun et Par Menneskealdre skulde vidne om hendes Pragtlyst og Smag; det skjønneste Slot i Landet, kaldte Dronningen det selv. Det er bekjendt nok, hvorledes denne Dronningens Sands for pragtfulde Bygninger, der dog visselig deltes af Kongen, fandt sit mest storslaaede Udtryk ved Bygningen af det pompeuse Christiansborg Slot, hvis Opførelse ere bleven lagt hende til Last baade af Samtiden og Eftertiden. — Ogsaa paa Vallø viste Dronningen sin Byggelyst, idet hun lod General bygmester Tliurah opføre den saakaldte Stiftsbygning, der har haft en bedre Skjæbne end de ovenfor nævnte Slotte; Bygningen er et smukt Minde fra Rococotiden, men passer unægtelig, efter vor Tids Begreber, lidet til sine Omgivelser.1)

Dronning Sophie Magdalene spiller ingen fremtrædende Rolle i Danmarks Historie; hendes Liv var fattigt paa store Begivenheder, men rigt derved, at hun levede i det lykkeligste Ægteskab med Kongen; deres gjensidige Hengivenhed for hinanden bevaredes til det Sidste, og deres Ægteskab var «et Spejl for et fuldkomment Ægteskab»; den Orden, som Dronningen stiftede in felwissimæ unionis memoriam eller VUnion parfaite, er ogsaa et Vidnesbyrd om, hvorledes hun paaskjønnede sin ægteskabelige.Lykke.

Efter Kongens Død 1746 tog Enkedronningen Ophold paa sit kjære Hørsholm eller Hirschholm, hvor hun gjorde sig hojlig fortjent af Godsets Bønder ved Afskaffelse af Hoveriet og andre Forbedringer i deres Kaar. Skjønt hun hele sit Liv var skrøbelig af Helbred ogjævnlig syg, hvilket afprægede sig i hendes svagelige Ydre, opnaaede Dronning Sophie Magdalene dog en Alder af henved 70 Aar; den 27. Maj 1770 hensov hun paa Christiansborg Slot.

I Aaret 1861 fejredes paa Hørsholm Gods en Mindefest for Dronning Sophie Magdalene paa Hundrcdaarsdagen for Hoveriets Afskaffelse. Henimod 30 Aar tidligere var Dronningens Minde bleven fejret paa Valle, hvortil det særlig er knyttet. Af denne sin Ejendom skabte hun nemlig en Stiftelse, der

) Et Prospect af Vallø. hvor denne Bygning sees, lindes i Thurah. Den danske Vitruvius II, 109.

har været til Gavn for saare mange og som forhaabenflig, trods alle Anfægtelser stedse vil forplante Mindet om sin høje Stifterinde.

Der fandtes vel tidligere Frøkenklostre, men intet skulde blive saa rigt og storartet som Dronningens eget, og Tanken om at omdanne Valle til et saa- dant har foresvævet Dronningen fra den første Tid, hun kom i Besiddelse af Valle. Selvfølgelig maatte mange Forhold tages under Overvejelse, inden Planen til Stiftelsen modnedes og var færdig til Udførelse, og først den 28. November 1737 udstedte Dronningen paa sin 37aarige Fødselsdag Fundatsen for «Valle Kongelige Frøken-Stift», der samme Dag fik Kongens Stadfæstelse; Aaret efter suppleredes Fundatsen ved en saakaldt Bistiftelse af 13. Maj, der den følgende Dag confirmeredes af Kongen. Fundatsen, der tidligere kun har været offent­ liggjort i Uddrag, vil findes nedenfor S. 51 ff.1) Til Minde om Fundatsens Ud­

færdigelse sloges den skjønne Medaille, der er afbildet som Vignet ovenfor.

Stiftelsens Indvielse foregik den 14. Maj 1738 i Kongeparrets og Hoffets Nærværelse med stor Højtidelighed, og, som Skik var i de Tider, forevigedes Begivenheden ved en Medaille, paa hvis Avers sees Stiftsordenen med Devise, medens Reversen bærer en latinsk Indskrift.

Dronningen forbeholdt sig Overtilsynet for sin Livstid, men derefter skulde til enhver Tid Kongerne af Danmark have den øverste Styrelse af Klostret;

til at varetage Stiftelsens egentlige Administration beskikkede hun i Henhold til Fundatsen to Provisorer. Efter hendes Død overdrog Kongen 23. Marts 1771 Overbestyrelsen til Dronning Caroline Mathilde, derantog Benævnelsen Protec- trice. Under denne Dronnings kortvarige Protectorat blev det af en af Stiftets Provisorer, Greve Holstein, paatænkt at iværksætte en indgribende Forandring i

’) Det originale Exemplar, der opbovares i Vallø Stifts Arcliiv, er et udmærket Pragtstykke, helt igjennom skrevet paa Pergament og indbundet i rødt Fløjel med Stifterindens Navnetræk i Guld­

broderi ; det er derhos prydet med smukke i Farve udførte Billeder, der tildels ero gjongivne i Af­

trykket; de kongelige Segl vedhængo i skjønne forgyldte Sølvkapsler. Forsaavidt den egentlige Fundats og dens Confirmation angaar, har Originalen dannet Grundlaget for Aftrykket; mærkeligt nok findes Bistiftelsen ikke i Originalen, hvorfor denne er aftrykt efter en Vallø Stift tilhørende, nitidt udstyret, samtidig Gjenpart, medens den herpaa erhvervede Kgl. Confirmation, der ikke findes i noget af Exemplarerno, er aftrykt efter den officielle Cancelliregistrant (Sjællandske Registre 1738). Det Phototypi, som er indsat i Fundatsen, er en Gjongivelso af dennes Afbildning af en Abbedisse i Stiftsdragt.

Bøndernes Forhold ved at nedlægge og udstykke Hovedgaardene m. v., ligesom han i det Hele greb ind i, Stiftets Styrelse paa en Maade, som i høj Grad for­

uroligede den daværende Abbedisse, der med stor Kraft værgede for sin Eet, saaledes som det fremgaar af de nedenfor (S. 19 ff.) aftrykte Stykker af Stiftets Capituls-Protocol. Men den Fare for Stiftet, som kunde ligge i Grev Holsteins Foranstaltninger og Planer, blev til Intet, da Catastrophen den 17. Januar 1772 bragte Dronningen i Landflygtighed og medførte Udnævnelsen af en ny Protec- trice, EnkedronningJuliane Marie (13. Februar 1772), der ikke bifaldtHolsteins Projecter. Sagnet, at KongChristian VII skulde have paatænkt atgive Vallo som Grevskab til Struensee, savner al Hjemmel og er vistnok kun opstaaet derved, at man overhovedet tiltænkte Struensee alle mulige Overgreb. Efter Enkedron­

ningens Død den 10. October 1796 udnævntes 18. November s. A. den daværende Kronprindsesse Marie Sophie Frederikke til Stiftets Protectrice, og i en lang Aarrække, som Kronprindsesse, Dronning og Enkedronning varetog hun med usvækket Interesse dette Hverv.

Under hendes Protectorat udarbejdedes for Vallo en ny Fundats, der svarede til de forandrede Tider og i sig optog de Ændringer, som i det forløbne Aarhundrede havde vist sig nødvendige eller hensigtsmæssige; Bestemmelsen om, at Frøkener for at kunne indskrives i Stiftet skulde kunne fremlægge Bevis for deres 16 adelige Ahner, var saaledes ophævet 1799; Stiftets Virksomhed var betydelig udvidet og 1810 var Stiftets Administration overgaaet fra to Provisorer til een'Curator. Fundatsen, der findes aftrvkt herefter S. 119 ff., fik Kongens Underskrift den 14. Maj 1838. ’)

I Fundatsen af 1738, Art. XII (se nedenfor S. 59) havde Dronning Sophie Magdalene tillagt Stiftet et eget Vaaben, bestaaende af 2 Felter — dot danske og det brandenborgske Vaaben —, med et Hjerteskjold, der indeholdt hendes Navnetræk; saavel Hjerteskjoldet som selve Vaabenet var forsynet med den kongelige Krone. Dertil føjedes den Bestemmelse, at Abbedissen maatte føre Stiftets Vaaben som Hjerteskjold i sit eget Vaaben. Dette gav Anledning

’) Ogsaa denne Fundats er skrevet paa Pergament og elegant indbunden mod Kongens Segl ved­

hængende i Sølvkapsel, men kommer dog ikke den ældre Fundats nær i Smag og Pragt.

d

til, at man senere antog det af de to sidste Abbedisser, derbegge vare Prindsesser af Slesvig-Holsten, førte Vaaben, nemlig det slesvig- holstenske Vaaben med Stiftsvaabenet som Hjerteskjold, for at være selve Stiftets Vaaben; da derfor den norske Løve i Henhold til Convention med Sverige af 1. September 1819 udgik af det danske Kongevaaben, gjorde den daværende Curator Indstilling til Protectricen og Kongen om ogsaa at udslette den af detVaaben, man fejlagtigen ansaa for Vallø Stifts Vaaben, men som i Virkeligheden var de to sidste Abbe­ dissers Vaaben, i hvilken Løven fandtes som svarende til deres Titel af Arving til Norge. Indstillingen bifaldtes, og under 14. December 1819 approberedes da det Vaaben, der yderligere confirmeredes ved Fundationen af 1838 og endnu føres af Stiftet; i dette Vaaben er den norske Løve udeladt og de øvrige Felters Stilling forandret. Ucorrectheden af denne Vaabenforandring fremgaar yder­ ligere deraf, at dette Vaaben kun bærer en Fyrstekrone i Stedet for en Kongekrone.

Efter Dronning Marie Sophie Frederikkes Død den 21. Marts 1852 ud­ nævnte Kong Frederik VIT under 31. Marts s. A. Arveprindsesse Caroline, Kong Frederik VI’s Datter og Arveprinds Frederik Ferdinands Gemalinde, til Stiftets Protectrice. Ogsaa i hendes Tid foregik forskjellige Forandringer i Valle Stifts Fundation, og flere kongelige Rescripter og Resolutioner gave Tillæg til og Udvidelser af Fundatsen, saaledes at Antallet af dem, hvem Stiftets Midler komme til Gode, betydelig er bleven forøget. Et Pensionsreglement af 1852 med Tillæg af 1877 for Stiftets Embedsmænd er i meget overensstemmende med den for Statens Embedsmænd gjældende Pensionslov.

En vigtig Foranstaltning blev iværksat, da man 1862 i Henhold til Lov af 21. Juni 1854 skred til at bortsælge til Arvefæste Stiftets Bøndergods paa saa gode Betingelser for Fæsterne, at Størsteparten har benyttet sig af Retten og tilkjøbt sig sine Fæstegaarde og -Huse.

En Begivenhed maa her omtales, ihvorvel den ikke fik nogen Indflydelse paa Stiftets Forhold; det var da Folkethinget, der oftere havde ytret Ønsket om at inddrage Vallø Stifts og Vemmetofte Klosters Midler under Lovgivnings­ magten, i Aaret 1871 nedsatte en parlamentarisk Commission med det Hverv at undersøge disse Stifteisers Forhold, som kunde være af Betydning med Hen-

syn til Lovgivningsmagtens og navnlig don bevilgende Myndigheds Stilling overfor Stifteiserne. Commissionens Forhandlinger varede i over et Aar, hvor­

efter Sagen endtes i 1873 med en Forespørgsel i Folkethingct; senere har den ikke været fremme.

Uholdbarheden af de Argumenter, som under Forhandlingerne fremførtes til Forsvar for at undergive Valle Stift og Vemmetofte Kloster Kigsdagens Control, er tilstrækkelig godtgjort i en af daværende Professorjuris J.Nellemann, paa Opfordring af Stifteisernes Curatorer, 1872 forfattet Betænkning.

Efter Arveprindsessens Død den 31. Marts 1881 overdrog Hans Majestæt Kongen ved aabent Brev af 4. April s. A. Protectoratet over Valle Stift til Hendes Majestæt Dronning Louise.

<1*

OVERSIGT

over

Vallo Stifts

fra

1888

dets

for 50 Aar siden

A.

Hævinger til Decanessen ogStiftsdamerne,Pensionerog Legater, samt Understøttelse til Trængende og til almennyttige øjemed m.m.

1. Hævinger: 1838. 1888.

a. Efter den ved Fundatsen af 14. Maj 1838 skete Ud- Kr- Kr- videlse udbetaltes der i Hævinger til Decanessen og

41 Stiftsdamer... 45,200.

b. For Tiden udbetales der i Hævinger til Decanessen,

105 Stiftsdamer og 140 indskrevne Frøkener... « 267,000 2. Pensioner og Legater:

a. Efter Fundatsen af 14. Maj 1838 udbetaltes Pensioner til 12 adelige Damer i 1. og 2. Rangklasseog til6 Enker,

som tidligere havde været indskrevne i Stiftet... 18,000.

b. For Tiden udbetales dette Slags Pensioner til

96 Damer med... » 80,000 c. Til 96 Enker efter og 96 Dotre af afdøde inilitaire,

gejstlige og civile Embedsmænd udbetales for Tiden « 96,000 d. Legater til ugifte Dotre af Embedsmænd paa Stiftets

Godser... 1,000. 4,200 3. Understøttelser til Treengende, til almennyttige Øjemed og

Prcemier til Skolelærere og Skolebarn:

a. Heraf uddeltes i 1838 ... 5,000.

b. Hvorimod der for Tiden dertil anvendes aarlig .... « 56,900 Ialt .r.J9~200.T044b0 Heraf sees, at Stiftet nu aarlig anvender 434,900 Kr. i ovenfor anførte Øjemed udover, hvad man i 1838 troede at kunne yde.

B.

Vailo Slots- og Stiftsbygning samt Einbedsmænds- og Betjentboliger m. fl. Bygninger paa Vailo.

I Aarene 1863 —1867 foretoges en gjennemgribendc Restauration af Slotsbygningen, saavel indvendig som udvendig; Murværket, der tidligere var hvidtet, bragtes frem i dets oprindelige Skikkelse og Slottets Taarne forsynedes med nye Kupler og Spir; Broerne over Slotsgraven bleve dels fornyede dels istandsatte, Vand- og Kloakledninger anlagdes, m. m.

Nye Boliger for Stiftsforvalteren, Gartneren, Slotsforvalteren og Under­

betjentene ere opførte; endvidere er der bygget Driv- og Blomsterhuse, Vogn­ remise- og Magasinbygning, en ny Staldbygning; Vailo Kro er gjenopfort efter Ildebrand; et Ligcapel, en Diaconissebolig, samt Alderdomshjemmet «Caroline- stiftelsen» ere opforte.

Assurancesummen for Slots- og Stiftsbygningen, samt for Einbedsmænds- og Betjentboliger paa Vailo og de foran nævnte andre Bygninger udgjor

Kr. 1,107,200 C.

Stiftets 5 Hovedgaarde.

Vallu, Billesborg, Gunderup, Gainmellellingegaard og Nylellingegaard, samt Avlsgaarden Grubberholm ere i de sidst forløbne 50 Aar bievne drainede og forsynede med saagodtsom nye Bygninger, dels Beboelseslejligheder og dels Avlsbygninger, hvilke Bygninger tilsammen ere assurerede for. . . Kr. 674,000 Forpagtningsafgifterne udgjorde i 1838... Kr. 16,800

— — i 1888... - 41,800

D.

Bonde rgo dset.

, I Aaret 1861 forfattedes Salgsplan for Afhændelsen af Stiftets Fæste- gaarde til Arvefæste med Ret til at sælge og pantsætte.

Under 3. Maj 1862 erholdtes allerhøjeste Approbation paa Salget af Fæstegodset for et Tidsrum af 10 Aar, og senere er der i Aarenc 1872 og 1882 erhvervet Kongelig Sanction paa Salgsvilkaarene for 10 Aar ad Gangen.

11838 havde Stiftets 242 Fæstegaarde tilsammen Hartkorn

1485 Tdr. 7 Skp. 2Fdk. 1V8 Alb.

11862, da de 242 Fæstegaarde blevc tilbudte Fæsterne tilkjøbs, udgjorde Hartkornet paa

disse efter den nye Matricul... 1447 - 1 - 2 - 2*6 - Heraf er der til Dato afhændet 215Fasterjaarde med 1298 Tdr. 2 Skp.3 Fdk. lA Alb.

Hartkorn for en samlet Kjobesum af

Penye og Byy Kr. 2,574,481 Tdr. 5,482 I Aaret 1838 ejede Stiftet 384 Fæste- og Lejehuse med ialt Hartkorn

102 Tdr.2Skp. 2 Fdk. Alb.

I Aaret 1868 blev der af Stiftet gjort 462 Faste- oy Lejchusnuend Tilbud om, at erholde de dem i Brug overdragne Huse i Arvefæste med Ret til at sælge og pantsætte. Hartkornet paa disse 462 Fæste- og Lejehuse ud­ gjorde efter den nye Matricul 125 Tdr. 6 Skp. « Fdk. 204 Alb.

Til Dato er dette Tilbud modtaget af 304 Husmand med Hartkorn 80 Tdr. 1 Skp.

« Fdk. 2 Alb., og har Kjøbesummen for Husene tilsammen udgjort

Penye og Byy Kr. 368,600 Tdr. 210 Af Kjobesummerne for Gaardene forbleve en Del indestaaende i de solgte Ejendomme, dels rentefri for Fæsternes og deres Hustruers Leve- eller Besid­ delsestid (forTiden ere 780,000 Kr.heraf ikke rentebarende) og dels imod en aarlig Rente af 4 pCt. Resten af Pengekjøbesummerne indbetaltes til Stiftets Capital- fond, medens Arvefæsteafgifterne i Byg betales efter hvert Aars Capitelstaxt.

Af Kjobesummerne for Husene ere en Del forblevne indestaaende i Ejen­ dommene imod 4pCt. aarligRente, medens Resten indbetaltes til Stiftets Capital- fond, og Arvefæsteafgiften i Bvg hvert Aar betales efter Capitelstaxten.

I Aaret 1838 gav Bøndergodset en Indtægt af... Kr. 47,200 Den 1. Januar 1888 var Indtægten af Bøndergodset . . . Kr. 75,000

foruden Renterne afden i de solgte Gaarde og Huse

indestaaende rentebærende Del af Kjøbesummen . . - 41,500

--- 116,500 hvortil i Aarenes Løb vil komme Renter af de ovenfor ommeldte — for Tiden

rentefri — 780,000 Kr.

E.

Skovene.

Vejforbedringer, Beplantninger og Culturarbejder ere foretagne og fore­ tages fremdeles i stor Maalestok.

F.

Kirkerne.

Stiftets 17 Kirker have i de forløbne 50 Aar alle modtaget Hovedrestaura­ tioner og ere bievne meget forskjønnede, saa at det med Rette tor siges, at. de ere blandt de smukkeste og bedst vedligeholdte Landsbykirker i Landet.

Assurancesummen for disse 17 Kirker er... Kr. 805,500 Stiftets Capilalformue udgjorde den 1. Januar 1838... Kr. 2,579,700 og — — — den 31. Marts 1887... Kr. 8,975,000

Foruden de lleeringer, som Stiftet aarlig udreder til virkelige og over­ ordentlige Stiftsdamer og til de i 1. Afdeling værende indskrevne Frøkener, samt Henter af Indskrivningscapitalernc til de i 2. Afdeling værende Frøkener, og de Pensioner, som aarlig udredes af Stiftet, dels til Enker efter og Dotre af afdøde Mænd i de to første Rangklasser, og til Enker i trængende Omstændig­ heder, som tidligere have været indskrevne i Stiftet, og foruden at der endvidere er oprettet 96 Pensionspladser a 600 Kroner aarlig og 96 Pensionspladser ,-a

400 Kroner aarlig, henholdsvis for Enker efter og Dotre af afdøde militaire, gejst­

lige og civile Emhedsmænd, anvendes endvidere hrert Aar til Fordel for Trcen- gende, Ubemidlede og Amire paa Stiftets Godser, samt til almennyttige Øjemed

betydelige Summer, hvoraf fremhæves Følgende:

Kr.

1. ScheelsHospitali Herfølge, som ved allerhøjeste Rcscript af 27.April 1867 og Fundats af 18. Juni 1871 blev udvidet og omdannet, saa- ledes at det nu er et Hjem for 20 værdige, gamle Trængende fra Stiftets Godser — 12 Kvinder og 8 Mænd —, der faa Husly, Kost, - Klæder, Varme, Lys, Vadsk, Svgeforplejning, Lægemidler og Læge­

hjælp frit i Hospitalet. Den aarlige Udgift derved udgjør... e. 4,500 foruden Brændsel og Afbenyttelse af de til Hospitalets Drift fornødne Bygninger og en Jordlod paa c. 20Tdr.Land. Pladserne i Hospitalet

besættes af Stiftets Curator efter Forslag af Sogneraadene og Sogne­

præsterne i Forening.

2. Alderdomshjemmet Carolinestiftelsen ved Vallø, oprettet i Aaret 1869, afgiver Fribolig og Have for 8 Familier af Valle Stifts afskedigede Underbetjente og Skovfogder, deres Enker og Andre, som have staaet i Forhold til Stiftet. Af Stiftets Skove ydes Beboerne det fornødne Brændsel.

3. Arveprindsesse Carolines Asyl i VedskjøUe og Asylet i Tangmosehuset for Ubemidledes Smaaborn, oprettede i de senere Aar, erholde aarlige Understøttelser af Stiftet. For Tiden er et •Asyl for Smaaborn under Opførelse i Lellinge By.

4. «Legatet for Treengende paa Vallo Stifts Godser» uddeles hvert Aars 28. October til værdige og trængende Beboere paa Stiftets Godser,

efter Forslag af Sognepræsterne, med... 3,000 5. Til Uddeling blandt Trængende paa Stiftets Godser anvendes hvert

Foraar, efter Sognepræsternes Forslag, 32 Tdr. Hug og 32 Tdr. Byg i Portioner paa 2 og 4 Skjæpper, ligesom der ogsaa aarlig ydes

Breendselshjælp til Fattige og Ubemidlede paa Stiftet...c. 700 At overføre . . . 8,200

Overført . . . 6. Til Arbejdsmand, Indsiddere og Husmand, som ikke have et Jord-

tilliggende af 3 Tdr. Land eller derover i Brug, ydes der for Stiftets Regning fri Lagehjalp og fri Medicin, samt Bandager og Under­

støttelser til Opholdpaa Hospitaler og Sygehuse.

Den aarlige Udgift — herunder Lægehonorar — er...c.

7. Til Sygeforeninger og Begravelseskasser omkring i Sognene paa Stiftets Godser ydes Tilskud til hver fra 50—200 Kroner aarlig, i Forhold til Medlemmernes Antal, ligesom ogsaa Understøttelse gives til Sygeplejeforeningen paa Stiftets Godser med tilhørende Diaconisse, Sygeplejersker og Diaconissebolig paa Vallo for Syge og Reconvalescenter. Den aarlige Udgift til det under denne Post Anførte er... c.

8. Tilflinke og dygtige Slcolelarere paa Stiftets Godser uddeles hvert Aars 28. October Pramier til Beløb af...Kr. 400 og ligeledes samme Dag Pramier til saadanne Skolebørn,

som i det forløbne Skoleaar have udmarket, sig ved Flid og

godt Forhold... - 400

Kr.

8,200

8,500

2,000

800 9.

10.

Selvst,aridige Sy- og Haandgjerningsskoler for Botre af Gaardmand, Husmand og Indsiddere ere oprettede af Stiftet i Herfølge By og paa Vallø, med dertil af Stiftet lønnede Lærerinder, hvorhos Stiftet understøtter lignende Skoler omkring paa Godset med Bidrag for Born af Husmand og Indsiddere. Den aarlige Udgift udgjør foruden Brændsel og Boliger til Skolerne i Herfølge og Vallø...c.

717 ypperlig Dyrkning af Husmandslodder, til Frugttradyrkningens og Biavlens Fremme paa Stiftets Qodser og til andre lignende Øjemed har Stiftet i en Række af Aar ydet Bidrag, der kan anslaaes til . . 11. I Henhold til allerhøjeste Rescripter af 27. April 1867 og 2. April

1873 ydes der hvert Aar Understottel’ser til «Uddannelse for Livet,»

At overføre . . . 22,900 1,800

1,600

Kr.

Overført . . . 22,90'0 til Sønner og Døtre af Stiftets lønnede Embedsmand og Betjente, samt

af Gaardmand, Husmand og Indsiddere paa Stiftets Godser... 4,000 12. I Overensstemmelse med ovenfor nævnte allerhøjeste Rescripter er

der stillet til Stiftets Curators Disposition aarlig... 30,000 til almennyttige (dels egentlig saakaldte velgjørende, dels andre gavn-

bringende) Øjemed. _____ ______

Ialt ... c. 50,900 Boboerne paa Stiftets Godser have endvidere Adgang til at nyde

Godt af «.Dronning Anna Sopliies Stiftelse'», der under 1.Januar 1729 blev oprettet af Dronning Anna Sophie for 30 fattige, sengeliggende, gamle udlevede Folk samt fader- og moderløse Børn. Efter Vallo StiftsCurators Indstillingblev ved allerhøjesteResolution af 13. Januar 1830 Stiftelsens Virksomhed omordnet og udvidet og Lemmernes

Antal forøget til 50.

Senere er der i A arene 1874 og 1884, efter Curators derom tagne Bestemmelse, sket Forhøjelser af de Lemmerne tillagte Under­ støttelser og i 1888 er Pladsernes Antal forøget med 30, saa at Forholdet for Øjeblikket er saaledes: at 80 Trangende paa Stiftets

Godser, fordelte i 5 Klasser, nyde Godt af Dronning Anna, Sophies Stiftelse, idet hver isar erholder en Pengeunderstøttelse fra 108—

143 Kroner aarlig, hvilket tilsammen udgjor om Aaret...c. 10,500 foruden at Lemmerne i de 3 første Klasser (40) erholde hver 1 Favn

Bøgebrænde om Aaret.

Directeur for Stiftelsen er Curator for Vallø Stift; Inspectionen bestaar af Districtsprovsten i Bjevorskov Herred, Sognepræsten for Ilorfolge-Sædder Menigheder og Stiftsforvalteren ved Vallo Stift, hvilken Sidste tillige for Tiden er Forstander for Stiftelsen.

AF

VALLØ STIFTS CAPITULS-PROTOCOL

—-'-Å’ —

som ved det höy kongelige Stifts, Walloe, Inaugeration Anno 1738 d. 14.May bleve i Agt tagene, da følgende af Deris Mayt. Dronningen som höye Stifterjnde allernaadigst udnævnte forste höyst og höye Stiffts-Læmmer tilligemed ordentlig derudi

bleve installerte, introducerte, indklæde og optagene, neml.

som Aebtiszinde:

Deris höyfyrstl. Diirchl. Princesse Frederique af Würtemberg Neustadt etc., som Dechanissinde:

hendis höygrevel. Naade Beata Henriette, Enckegrevjnde af Reuss de Plauen, føed Baronesse af Söhlenthal,

som Stifts-Fröikener:

1. i Hoff-Platzene:

Deris Mayt. allerhöystegene endnu værende Cammer Fröiken Maria Christiana Henriette von Beulwitzen. Dog blev hun icke indklæd, men ickun tilligemed de andere paa denne første Plads meddeelt allernaadigst Diploma.

Allerhöystbemte Deris Mayt. forrige Hof-Fröicken Louise Friderica von Boynebourg, kaldet von Hohenstein,

og 2. i de oridinaire Stifts-Platze:

Beate Antonia Augusta Comtesse Reuss de Plauen.

Fröiken Mette Rosenkrantz Winterfeldt.

— Hellena Pallena Trolle.

Elisabeht Juliane Grevinde af Nostitz.

Fröiken Friderica Sophia Holstein.

— Ølegård Sophia Ida Rantzow.

— Nicoline Rosenkrantz.

— Catharina Elisabeth Gadow og endelig

— Friderica Christiana Hoick.

1*