Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s):
Titel | Title: Nordisk Høitid. Den 13. Januar 1847.
Udgivet år og sted | Publication time and place: [S.l.], 1847 Fysiske størrelse | Physical extent: [8] s.
DK
Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.
Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the
work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always
remember to credit the author.
{ • • > > • > > . > ).> i
| - > " • . 1!. S Ørtøittftwg |'j
Z 18 4 7 g|
I i
,("•» '< J •• » •'. < O -«» •*" "• * '
D e t k o n g e l i g e B i b l i o t e k
DEN THORKELINSKE GRUNDTVIG-SAMLING
DET KONGELIGE BIBLIOTEK
130018785464
Den 13. Januar 1847.
Trælst bos Louis Klein.
I.
Mel. Kung Karl den unge bjeite.
Velkommen fra de Dode!
D u g a m l e N o r n e g j æ s t , Som nys i Morgenrode Stod op til Folkefest!
Du vandred vidt paa Jorden, Fortæl os hvad du saae!
O g a a b e n b a r o s N o r d e n , Saa vi os selv forstå ae!
Du havde jo din Vugge v
I Danmarks gronne Lund, Da Thor med sine Bukke Foer over Oresund,
D a O d i n p a a s i n G a n g e r Red over Osterso,
D a H j a r n e F r o d e s a n g e r Blev kronet under Oe.
Du kiendte dem jo alle, Som straalet har i Nord, Med Helte og med Skjalde Du skifted Gammensord, Du veed og, hvad det voldte, At Nordens Helteold,
S o m S v e r r i g s K a r l d e n T o l v t e , felev skudt i aabent Skjold.
Tag Bladet da fra Munden!
Iskiænk os Vinen klar!
Tag op fra Harpebund««
Det Lys, du længe bar!
Tænd det, saa hvad du siger Vi paa din Mund kan see, Og see, al Nordens Riger V a r i m m e r E e t i T r e !
I U p s a l o g i L e i r e O g s a a i N i d a r o s , Skal over Doden seire
Med Nordens Åand, din Roes, Og hvor du laae begravet
Engang paa Aanders Viis:
Fra Island over Havet Gj en lyde skal din Priis!
N. F. S. Grundtvig.
II.
Mel. Fredm. Sanger Nr. 8.
Rejs dig, o Kæmpe, af Graven paany!
Oplad end een Gang din Stemme!
Stil os for Oje den Storhed, hvis Ry Folkene trindt kunde skræmme!
Kom, som naar lyslig til Kampen du gik!
Viis os de Skrammer, du sejrende fik!
Ja, lad os skue saa dybt i dit Blik, At vi det aldrig kan glemme!
Længe den Danske med Hænder i Skjocf Blunded som Uffe hin Spage,
Ej fian fornam til de Toner, som lod Dunkelt fra Fædrenes Dage
Aanden dog ej viger ganske fra Nord, Snart, naar den tirres og Faren er stor, Kraftig den viser i Daad og i Ord
At den er kommen tilbage.
Saxerne saae, at i Tidernes Lob Sværdet vi lagde fra Belle;
Dristig nu de, som for Fædrene krob, Frem over Ejderen vælte.
Uffe, saa vaagn af din dosige Ro!
Kæmp, om du end skal staae Een imod Tø!
Viis dem, at Loven endnu har sin Klo, Yiis, at du stammer fra Helte!
Ja du vil vaagne, og Fædrenes Sværd Glad du i Faren vil finde,
Og det skal stande sin Prove, naar hver Hjælper dig tykkes at svinde.
Blomsten er visnet, men E'roet er lagt, Atter det blomstrer i kongelig Pragt, Atter den Ild, som i Nord bliver vakt
Vidt over Verden skal skinne!
J. J5T.
%
III.
Mel. Rolfs Skattekonge feig og red.
Studenten sad engang forslemt I Vinternat,
I fremmed Klogt han troede gjemt Al Livets Skat;
Da lod en hjemlig Harpeklang Omkring hans Yraa,
Da folte han en mægtig Trang I Hjertet slaae,
Og Norden gik op for hans Tanke.
Thi Mindets Stjernehimmel svam Paa Tonens Hav,
Og Haabets gyldne Straalekam Steg op deraf,
Og Fremtid sank til Fortids Barm I Nuets Leg;
Da svulmed Styrken i hans Arm, Og Modet steg;
Thi Fremtiden eied hans Tanke.
Studenten slog sin Vimpel ud Til Vikingstog;
Med Vaarens Luft som Vaarens Bud Han kjæk uddrog,
O g U p s a l , K j o b e n h a v n o g L u n d Har hort hans Pagt,
Og Livsens Ordet i hans Mund Har viist sin Magt;
Thi Norden blev Folkenes Tanke.
Studenten sjunger selv hver Dag Nu om sit Haab;
Det flammer hoit i Brodres Lag Ved Druens Daab;
Men engang vorder han til Mand, Hans Sang til Daad,
Og aldrig, aldrig svigler han, For han har naaet,
At Norden er meer end en Tanke!
P.
IV.
Mel. Langt hoiere Bjerge saa vide paa Jord.
Hvor lever bag Messingtraadsgitteret trygt Den Dumpap i Borgherrens Stue!
For Hog og for Ræv den ei kjender til Frygt, Den fodres af Froken og Frue;
Den fik kun eet Savn: den fik Vinger til Flugt, Men aldrig den maale tor Himmelens Bugt.
Og Skibet, som ligger bag Bryggen i Havn, For Stormen fra Nord det ei gruer;
Run Smaabolger skylle dets Spryd og det Stavn, Det kneiser som Fjæld iblandt Tuer;
Men aldrig det spænder for Himmelens Vejr De skinnende Vinger til Kamp og til Sejr.
Nej _ U(i paa den vide, den brusende So!
Med Ynglingehu mod det Fjerne!
Bag skummende Bolger staaer Livsmaalets O, F^mpas er Guds lysende Stjerne!
Gaaer Brændingen hult, nejer Vimpel og Split:
D e t L i v e r e t L i v , o g d e l L i v e r d o g f r i t !
Fr. li .
; • " ¥. ;
Mel. Aa kjore Vatn aa kjore Ve.
Nu er tilende da den glade Tid med Julegrod og Julelojer;
vi vende atter os til vante Slid, der ikke altid os fornojer;
lil Afsked tår vi os endnu en Taar, med gamle Onsker for det nye Aar
vi samles her og tomme hver
sit Glas paa Julens sidste Aften.
Del var saa Sæd i det gamle Nord:
— og ei den Skik vi ville bryde; — at Alvorstale og Gammensord heel vel tilsammen kunne lyde.
Det Ord del kommer os saa vel tilpas, saa fylde hver endnu engang sit Glas!
For sankte Knud bær Julen ud,
vort Nordens Fremtidshaab vi mindes!
Ja, Fremtidshaabet om Nordens Fred, om Nordens Frihed, Kraft og Ære, det voxe stadig og vare ved,
mens Nordens Son kan Værge bære!
I Mindets Væld modtage vi vor Daab, Men Livet fores maa i Tro og Haab:
ej Haabets Ord end i vort Nord
for Tvivlens Mislyd reent forstummed-
Del er endnu kun et lidet Fro,
*om vel maa plejes og bevares;
det Haab det leve og aldrig doe, men i Opfyldelsen forklares!
Det spire frodig i hver trofast Barm!
F o r d e t s i g f r e j d i g l o f l e t r o f a s t A r m ! at det engang
vidt over Yang
kan gronne Kæmpegrene Sprede.
il i
