Folk - folkelig - folkelige musikinstrumenter i Danmark

Folk

Folkelig ^- Folkelige

musikinstrumenter i Danmark

Af

Muller

Hvad handler det om?

Defleste forskere i dag kan enes om,at et folkemusikinstrument eretin¬

strument,hvorpåmanspiller folkemusik.Deter enenkelogpraktisk brugs¬

definition,somafstår fra forestillingen om,at dernødvendigvis skullefin¬

des specielle former for instrumenter til dette formål. På den anden side

medfører det i princippet, at et stort Steinway-flygel under visseomstæn¬

digheder kan komme tilatfungeresometfolkemusikinstrument-fornuat gåtil yderligheder. Mangevil slå sig i tøjretog mene, ather ernoget, der

ikke stemmer,ogrentgaltbliver det,nårmanforatfastlægge disseomstæn¬

digheder går videre til det besværlige spørgsmål: hvaderfolkemusik?

Begrebet eretbarn af romantikken, ogdet eropstået blandt borgerska¬

bets lærdeidenvestlige verden.Manledteefter denanonymefolkesjæl, det naturlige, det gamleogderfor også oprindeligeogdetnationale. Manfandt,

hvad man søgte blandt bondebefolkningen, hvis musik blev gjort tilgen¬

stand forindsamlingogfortolkning. Fænomenet genkendesframange an¬

dreområder,somfolkloristikken traditionelt har beskæftiget sig med. Der¬

for skaljeg her kun ganske kort mindeomde træk,mangennemtiden har udvalgtsomkriterier forenfolketradition i modsætning til, hvadmankun¬

nekalde den lærdemusikkultur:Et velafgrænsetogsocialt lagdelt samfund

med»folket« ibunden; musikkenerintegreret i dette nederste lag; instru¬

mentetbyggesi lokaliteten^-typisk af musikeren selv; musikkenerofte be¬

stemt af samfundsmæssige funktioner; traditionen videregives gennem

mundtlig overlevering; der sker ingen teoridannelse; milieueterpræget af

stabilitet_ogkontinuitet; fornyelse skergennemvariation af det kendte;mu¬

sikken har karakteraf_anonymoprindelsesomudtrykforenkollektiv erfa¬

ring. Intet af alt dette kan i længden holde tilatforliges med de^mangegensi¬

dige kulturimpulser,somvi kan konstatere i fortidognutid. By-folklorener

forlængst inde i billedet,ogbetydningen af »folk«erfor øjeblikket sårum¬

melig,atman ertilbøjelig tilatafskaffe begrebet. En af demestfascineren¬

deskikkelserindenfor danskmusiketnologi, Thorkild Knudsen, harformu¬

leretsigomemnetsåledes: »Folkemusik strukturererenfolkelig situation«.

Udsagnetgiver plads for politiske undertonerog erunægteligetganske godt udtryk for, hvor vide fortolkningsmulighederne er.

Menhvisman som Thorkild Knudsenbruger udtrykket»folkelig«,såer der sket ^en lille drejning væk fra den umulige,rene vare -denne abstrak¬

tion,somkaldes»folkemusik«.Samtidig lurernaturligvis det grundtvigske ligeom hjørnet, og det erikke meningen her. Folkelig forstås af migsom bredde i modsætningtil elite udenbinding til noget specielt program iøv- rigt:nårTyrolerferdinand i 1880'erne fra sin tribune på Bakken underhol¬

der medskillingsviser, der dagen førertrykt hos Strandberg, såersituatio¬

nen folkelig. Det kan uden videre akcepteres, at publikum ikke med

sikkerhed består af mennesker fraet ensartetsocialtlag.NokvarDyrehavs¬

bakken ikkeligefremetstedfor aristokratiet,menetvelnæret borgerskabaf

håndværkere_oghandlendegikpåBakken,ligesom studenten, soldaten, tje¬

nestepigen, gadedrengenogtyveknægtengjorde, hvis de fik chancen. Tyro¬

lerferdinand bliver akkompagneret af guitar, triangel ^ogharpe, en instru¬

mentering, som mangeaf tilhørerne måske kun har mødt i den forbindelse.

Dererintet nærmerekultureltfællesskabmellemgøglerenoggæsterne,så¬

ledessomdetvarforudsat afdegode gammeldagskriterier for folkemusik.

Yinærmer osbal-repertoiretogdet,vinukalder populærmusikken. Skellet

mellem dem _ogTyrolerferdinand gårgennem et sværtbestemmeligt, gråt område.Muligviserdet kun massekommunikationens internationalisering

ogensretning af repertoire og instrumenter, der berettiger mig til at sætte grænsennetopher, for også i middelalderen har folk ladet sig underholde af

musikere udenfor deresegetmilieu. Oftehavdemanikkeandettilovers for

dettefarende folk end den karakteristiskeblanding af beundring, misundel¬

se,frygtogforagt.

Islettelandet Danmark med delangevandveje har musikalske kulturud¬

vekslingergennem mange hundredeårværet intense-kirken, skolen, mi¬

litæret,herremandenogdeomvandrendeentertainere bidrog med hver sit.

Hos osleder man forgæves efter den uberørte, uskyldige folkemusikerog hansinstrument,men manfinder ikkesåsjældentenlokalprægningogfan¬

tasifuld forvaltning afetmateriale, derofte komudefra. I detfølgende vil jeg giveetpareksempler pånoget,der udenaltformegenskelen tilkompli¬

kationerne kanbetragtessom»folkets« instrumenter, hvadenten det drejer sigom enhåndskåren skalmeje fra vikingetiden eller harmonikaen, der vit¬

terligt fra sin første begyndelse i 1800-talletvarettysk industriprodukt be¬

regnetfor borgerskabets damer. Til gengæld vil jeg udelade spillemandsmu¬

sikkens mest almindelige instrumenter, som f.eks. violin, klarinet, tvær¬

fløjteogkontrabas, selvom derepræsenterer dentradition, der har overle¬

vetlængst hosos. Derfindes mangegode fremstillinger omderes brug, og

jeg skal i denne sammenhæng kun nævneto forhold af betydning forvort

emne: For detførste erviolinen etfremragende eksempelpå, at etmusik¬

instrument kanindtageenprominentplads både hos folketoghossamfun¬

dets øverste lag. For det andet kendetegnes spillemandsmusikken i Dan¬

mark ved sin stærke tradition forskriftlig overlevering af musikkengennem de_mangebevarede nodebøger, og demåjogenereenhver, som anserden mundtlige tradering foretbærendeprincip i folkemusikken.

Kilder

Daman i Danmarkbegyndte atopsøge folkets musik, var det den vokale tradition,der blevindsamletogtolket.Instrumentalmusikkenblevoverset, og ingen interesserede sig forat bevare instrumentet i almuens brug. Det

var straks noget helt andet med historiske relikvier som broncelurer og

guldhorn fra en fjernere fortid - ædle og opsigtsvækkende monumenter,

som enOehlenschlæger kunne bruge i den gryende nationalromantiks regi.

At manpå dettetidspunkt ikke engagerede sig i studiet af folkemusikkens genstandeerblevet skæbnesvangertforvorvidenomdanskfolkelig instru¬

mentalpraksis, fordi traditionen hos os ebber ud langt tidligere end i de øvrige skandinaviskelande. Detteforholdskaljegstraks vende tilbage til i

detfølgende.

Nårtalen er omaltdet, som manikke kanopleve i dagens Danmark,og selveinstrumenterneergået tabt, måforskerensøgesin videngennemalle tænkelige former for skriftlige belæg lige fra referater af retshandlingerog

ordbøger til erindringer og renfiktionslitteratur, suppleret med billedstof.

Det er et materiale afmeget varierende dokumentationsværdi, og der er

rige muligheder forat komme til atbøje kildernes udsagnskraft i denret¬

ning, manhelst selvvil gå. Vore kalkmalerier for eksempel har måttet illu¬

strere megendansk middelalderlig musikhistorie,^somdemuligvis ikke kan sigenogetpræcistom,blandt andetfordiden,der udsmykkede^enkirke ofte

ergåettilopgavenmedetlageraf fremmede forlægsombagage.Diskussio¬

nen omkalkmalerierneerstadig i fuldgang.Ældre,lidt forsigtige folksom nærværendeforfatter, stiller sig skeptiskan, mensf.eks. sækkepibens advo¬

kat, OleMunch-Pedersen, finder detusandsynligt, at manskulle have ud¬

smykket de danske kirker medetbilledstof, somikkevar en delaf menig¬

mandshverdag. Når de fleste afosalligevel istørreellermindre udstræk¬

ning regnermed kalkmalerierne, skyldes detmest af alt, at der ikke erså megetandetatstilleop.Desuden kanmanvel mednogenrethævde,athvis

det harværetskikatspillepådrejelireogsækkepibe i det nuværende Tysk¬

land, såtalermegetfor,atvi også har gjort det, i betragtning afvorstadige

kontakt med den sydlige nabo. Forlader vi middelalderenogvenderostil

billedkunsten fra deefterfølgendeårhundreder,virkerdetnæstenpåfalden-

de,hvor fattige på folkelige musikmotiver de danske tegningerogmalerier

eri 17-_og1800-tallet.Oven i købet måmansættespørgsmålstegn vedgenre¬

malerietstroværdighed. Kunstnerne havde åbenbartafogtilet nogetløsag¬

tigt forhold til virkeligheden, blandt andet fordi nationalromantikkenfore¬

trakenkonventionel, landlig idyl fremformere barskerealiteter.

Tidsmæssigt eksisterer der altså et stort hul i vor adgang til at doku¬

menterefolkemusikkens instrumenter. I_mangetilfælde strækker dettetom¬

rumsigfra renaissancen frem til slutningen af 1800-tallet,^ogdervedadskil¬

ler somnævntden danske situationsig fra tilstanden i de øvrige nordiske lande, hvortraditionen-formentlig på grund af landenes helt anderledes

natur og samfærdselsforhold ^-har kunnet leve relativt uforstyrret i visse

områder. Det hargivet musiketnologen ganske andrearbejdsvilkår, ihvert fald, hvis vi holderostil de kriterier for folkelig kultur,somblev skitseret i indledningen. Dette forhold medfører også, at vi befinderosien lidtaty¬

pisk situation når det drejer sigommaterialets alder. Normaltinteresserer

mansig ofte for, hvor langt bagudetbevis kan føres, bl.a.fordi det kan bi¬

dragetil at indkredse vortforhold til andre kulturer. Hosos villeen solid

dokumentation af f.eks. sækkepibens brug i 1700-tallets danske landsby¬

samfund værelangt mere opsigtsvækkende end den vikingetids-skalmeje,

som-måske-kandokumentere,atsækkepiben fandtespåFalsteri det11.

århundrede.

Forskning

Vorførste egentlige instrumentforskerog til dato den mest betydelige, vi

harhaft her ilandet, erHortense Panum, hvisstore 3-bindsværkommid¬

delalderensstrengeinstrumenterogderes forløbere i oldtiden (1915-31)sta¬

dig nyder såmegeninternational anseelse,atdeti 1971 blev udsendt påen¬

gelski en revideret udgave. Panum varhistoriker - ikke etnolog. Hendes betydning for studiet af folkemusikkens instrumenter ligger førstogfrem¬

mesti,athun harsamletogbeskrevetet stortskriftligtogikonografiskma¬

terialesomogså belyser detfolkelige europæiske instrumentarium. Hendes samtidige, musikforskeren Angul Hammerich,toginitiativet til oprettelsen

af Musikhistorisk Museum 1898. Her ^erinstrumenterne sati centrum, og Hammerich publicerede samlingerne i sit beskrivende katalog fra 1909 (tysk udgave 1911). I den samme periode grundlagde forretningsmanden

CarlClaudius sininstrumentsamling, hvis katalog ved hans død 1931 forelå

i manuskript ogpubliceredes ved Godtfred Skjerne. Man kan sige, at Pa¬

num, Hammerich og Claudius hver ud fra sin specielle baggrund skabte nogle væsentlige forudsætningerfor dansk instrumentforskning, menførst

efterafslutningenaf 2. verdenskrigoggennemfornyede kontakter på inter-

nationaltplan kom dergangi de metodemæssige overvejelser med hensyn

til undersøgelser af specielt folkemusikkens instrumenter i Danmark. En væsentlig inspiration til atbeskæftige sig med dansk folkelig instrumental¬

praksis blev grundlæggelsen 1962 af projektet »Handbuch der Europäi-

schenVolksmusikinstrumente«,hvis første bind (omUngarn) udkom1967 (i detfølgendekaldet håndbogen). Sideløbendehar »Study GrouponFolk Musical Instruments« under The International Folk Music Counciludgivet bidragene fra de efterhånden talrige seminarer, somgruppen harafholdt i forskellige europæiske lande. Det erblevet til enanselig række tema-bind

underenlanglatinsk overskrift (se litteraturlisten). Håndbogens skandina¬

viske bind laderstadigventeopsig,men detkollegiale fællesskab har altså

satsigsporpåandenmåde,ogDanmarkerpåvej, selvomvorindsats stadig

måsiges athængeefter de øvrige skandinaviske landes. Dertil kommer,at nogle væsentlige arbejder, som inkluderer danske forhold, erresultatet af udenlandske, navnlig svenske, forskeres indsats. På Musikhistorisk Mu¬

seum i København har man dog i stigende grad beskæftiget sig med en danskfolkelig tradition,sommuseetharformidlet til offentligheden i form

af særudstillinger og kataloger. En væsentlig del af grundmaterialet fra

dette arbejde findes registreret og bevaret på museet under betegnelsen

»MUS.E.U.«(museets etnologiske undersøgelser)ogkanstilles til rådighed

for interesserede. Afpraktiske (og diplomatiske) grunde følger håndbogen

aktuelle statsgrænser, selvom det ofte kulturhistorisk set kan forekomme

helt urimeligt. Færøerne og Grønland erholdt udenfor min fremstilling,

som beskæftiger sig med det Syd-Danmark, hvisgrænserharligget fast si¬

den 1920.

Traditionen tro

Først skal vi sepåen lillegruppe, som mere eller mindrepasserind i den gamle skabelon. De har deres rod i landsbysamfundet, hvor de opfyldte funktioner afpraktisk eller rituel art: oldermandshornet, byhyrdens horn, bytrommen og rumlepotten. I Norge og Sverige kan man fra jernalderen

frem tilvortårhundrede dokumentere bukke- eller kohorn med fingerhul¬

ler. Etnologen hariagttaget den særlige spilleteknik, somkombinerer bru¬

genaf fingerhuller med dækning af hornets munding forat frembringeen

rigt ornamenteret melodi. De findes mange bevarede byhorn fra 17- og 1800-tallet på danskemuseer. Ofte har skiftende oldermænd skåret deres initialer_ogårstalind i hornets side,ogdet hænder,atmanogsåhar udsmyk¬

ket instrumentet medenudsparet vulst elleretenkeltornament.Tilsynela¬

dende harmani Danmark foretrukketatbrugeetkohorn udenfingerhuller,

ogjeg har ikkesetnogenbeskrivelse,somgodtgør,atmanharfåetmereend

Jødeharpe. Härkebergakirke, Uppland; slutningen af1400-tallet.

Moderne

jødeharpe.

enenkelttoneudaf, hvad oftebetegnesnetopsom»tudehorn«. Vi kender

overhovedet kuntredanske horn medfingerhuller:toudateredemosefund

af bukkehorn _oget horn, somharværetbrugtaf Kollunds byhyrde i 1800-

tallet. Oldermandshornet var fremfor altet tegn på lederens værdighed -

hyrdens hornvaretsignalinstrument, hvis lyd fik kvæget tilatforlade stal¬

den foratfølge flokken ud til overdrevet. Også bytrommen fungeredesom

signal. Den ligneren militær marchtromme ^- ofte er der faktisktale om

genbrug med etrigsvåben udhamret i messingcylinderens side,menf. eks.

Thisteds gamle bytromme erfremstillet specielt med byens våben i 1803,

mensfolkene iSystofteklaredesig mednoget,derlignerenforhenværende

smørdrittel. Rumlepotten tilhører det ritual, ^som udspillede sig omkring Helligtrekonger eller Fasten. Trommeskindeterenpræpareretsvineblære- ensidegevinst fra slagtetiden på den enkelte gård-kroppener enlerkrukke

frapottemagerensværksted. Rumlepottener engnidetromme: midt i skin¬

det ^erfastbundet et strå eller en afpillet fuglefjer, somgnides med fugtige fingre.Detteprincip for lyddannelseerkendtoverstoredeleaf kloden. Hos

osblevrumlepotteninyeretid børnenes instrument.Manharmuligvisun¬

dervejs glemt-eller undertrykt^-de stærkt seksuelt betonede associationer,

somstadigerforbundet med gnidetrommen f. eks. i Afrika.

En anden _gruppemed lokalt præg og fremstilling tilhører tidsfordrivet,

selvomogsådisse instrumenter ienfjernere fortid kan have haftbåderituel

ogpraktisk betydning: pilefløjte, knoglefløjte, piv-i-røv fløjte, jødeharpeog

skalmeje. Pilefløjtemå laves påny hvert forår, når safterne stiger i planten,

hvis bark forsigtigt skal frigøres for at danne fløjterøret. Den er en spal¬

tefløjte ligesom de middelalderlige fløjter affåreknogler, som arkæologen

finder alle steder iDanmark, hvorjordenerrig på kalk. Mangeaf demer velbevarede medfingerhullerogi den eneendeetlidt størrefirkantet eller

Nyckelharpa. Musikmuseet, Stockholm, 1800-tallet.

ovalthul, somafslører,atdeter enblokfløjte, vi har medatgøre.Fløjtener stum, fordi selve blokken aftræeller voksergåettil. Hvisman formeren blokafplasticineogtilpasser den ind i knogleenden bag detstorehul, med

ensmalspalte opad mellem knogle^ogblok,får^manpludselig^-efter talrige justeringer af spalten-en fin oplevelse: fløjtens klare toneklinger frit for første_gang, sideneneller anden tabte den for måske 7-800 år siden. Piv-i-

røvfløjtenerdokumentereti Danmark siden 1200-tallet. Denerpottemage¬

rensdomæne,ogleret ladersig forme til alle tænkelige figurer, hvis skikkel¬

se i høj grad er lokalt bestemt. I hovedtræk har man i Jylland piv-i-røv

hesten _og swallerhønen, mens Sjælland har bidraget med to særprægede fløjter: dels vandfløjten »nattergal«, et navn der svarertil fløjtens triller,

selvom den udadtil optræderi ugleform-delsfingerhuls-fløjten »fløjtehø¬

ne«, hvis ydre svarer til navnet, selvom fløjten lyder som en gøg. Disse fløjter blev endnu o. 1900 fremstillet efter traditionen i Danmark. Klari¬

netskalmeje har vi truffetto steder. Den ene eret arkæologisk fund frao.

1050påFalster.Denharformentlig tilhørtenmand, derarbejdede påetvi- kingetidsskibsværft og lavede sig et instrument afen udhulet hyldekvist

med 5fingerhuller, affasedetappeved begge enderogetenkelt rørbladi den

ene.Etgansketilsvarende fundergjort under byudgravninger i Lund. Der

kan væretale omhornpiper, eller måske står vi overfor melodidelen tilto sækkepiber, i såfalddeældste overhovedet fra skandinaviskområde. Den

andenklarinetskalmejestammerfradetnordligeJylland. Denbestårafto tilpassede halvdele,^somerbundetsammenmed snore.Rørbladeterskåret ned i denøverstedel,dererudstyret medetvarierende antalfingerhuller.

En særlig variant, hvor instrumentets dele er samlet med et kile-system,

blev konstrueretomkring 1900 afPeerGaardstedfra Lihme i Jylland. Den¬

nemodelbegyndte ogsluttedestort setmed sin skaber,menhan lavedeet eksemplartilJeppeAakjær,som gavPeerGaardsteds klarinetetevigt liv i

sangen om at være som den lille hyrdedreng: »Jeg slænger skalmejen for

munden^-jeg drager så langt dens lyd«.Jødeharpen,eller mundgigen, kani

Danmarktidligst dokumenteresgennemfund fra 700-1100-tallet,menigen

måvierkende,atbrugen døde ud,førnogengavsig tilatregistrererepertoi¬

ret.Anderledes iNorge,hvor traditionen fra 1800-talletfortæller^omspil til dans, ^- og i Sverige, som kan prale med en ualmindelig fræk jødeharpe- gøgler der i slutningen af 1400-tallet blev malet på hvælvingen lige overfor prædikestolen i Härkeberga Kirke. Endelig ^erder etældgammelt folkeligt markedsinstrument,somstadig i utallige variationerfremstilles af den, der

skal underholde med_{sang og}gøgl: rumsterstangen.Hovedideen består i 1)

enmandshøj stang,2)entrommedersættesfornedenpåstangen,3)bække¬

nerderfastgøres foroven,4)entykstrengellersnorder gårfraøversttilne¬

derst _oghviler på trommeskindet ved hjælp afen stol fra et strygeinstru¬

ment. Stangen dunkes i gulvet (stortromme), strengen stryges med en savtakket stok(lilletromme), ogbækkenerneøverst klinger af sig selv,som det deer. Derudover kanmangøre,hvadmanvil vedatsupplere med alle tænkelige lydgivere lige fra cykelklokker til båthorn -kunfantasien sætter grænser. Rumsterstangens lidt enklere forgængerer den europæiske bum¬

bas, hvis aldereruvis. Menvoredagesrumsterstangermåske detnutidige

danskeinstrument, sombedstleveroptildetraditionelleforestillingerom

»folk«.

Folkemusikinstrumenter medstortF

Overskriftengår påenrækkeinstrumenter,somaf de fleste forbindes med

enbestemtlokalitet: skotsksækkepibe, fransk drejelire, svensknyckelharpe,

norskhardingfeleoglangeleik, finsk kanteleogirskharpe. Deterde store klassikere blandtfolkets instrumenter. Deertilatfåøje på, ofteerde smuk¬

ke ellermærkeligeatsepå,ogdeterblandt andre dem,somharfået natio¬

nalkarakteren hæftet påsig. Det erogsådisse instrumenter, som erblevet genopdaget afgrupper, der dyrkerfolkemusikpånyevilkår ivor egen tid.

Sandheden _er, at de allei flere hundrede har været brugti Skandinavien.

Det,mankandiskutere,er, omdeogsåi Danmark har fungeret ienfolkelig sammenhæng.

Langspil. Rynke¬

by kirke påFyn,

o. 1560.

Kantele_oghardingfelekanvi udelukke helt. Sækkepibensfolkeligheder dokumenteret_gennemspredte belægfrem tilo. 1720, hvorefter instrumen¬

tetikke meldersig igen, før vi møder det i hænderne på omvandrendeita¬

lienske musikere frao. 1875. Deoptræderalene ellersometlille ensemble

beståendeafoboskalmejenchiaramellaogsækkepibenzampogna, ogde har

vandret overalt i landet. Den sidste afdem, Guiseppe Verrichio, døde i

1924 iMaribo, oghanszampognafindes i dag i Lolland-FalstersStiftsmu¬

seum. Dette instrument dokumenterer naturligvis ikke dansk sækkepibe,

men noken folkelig sækkepibe i Danmark. Harpens historie i Norden er megetgammel,ogi Norge kanmanpåviseenejendommelig folkelig variant

fra 16-_og 1700-tallet. Som nævnt i indledningen deltager harpen hos osi

1800-tallets markedsunderholdning, og den såkaldte »gadesangerharpe«

var endelaf det københavnskefolkelige milieu. Den norskelangeleiker en lokal variant af det europæiske langspil med melodistrenge og borduner.

Detsammegælder Danmarkshumle,oghererdet nok værdatnævnekalk¬

malerierne iRynkebyKirke, hvormanfinder den ældste billeddokumenta¬

tion af denne instrumenttype, dateret til o. 1560.1 1600-tallet hørermani

Danmarkomspilpåhumle til underholdning^ogdans. Hosos syneshumlen

isæratværeforbundet medetmaritimt milieu. Vi træffer både instrumen¬

ter ogomtale afdemfra navnligtosteder i landet: DragørogFanø. Ibegyn¬

delsenaf 1900-tallet blev humlenstadig spillet på Fanø, nårmandansedeen

sønderhoning,oginteressen for instrumentet fastholdes påøenafen yngre

Humle. Musik¬

historiskMuseum.

Depotfra National¬

museet.

generation, som har haft forbindelse til den navnkundige musik-familie

Brinch ^- humlens fornemste udøvere i _nyere tid. Tilbage står at kom¬

mentere tofantastiskestykker musikalsk værktøj: nyckelharpa^ogdrejelire,

sombeggeerstrygeinstrumenter, hvis melodier spilles ved hjælp afetkla¬

viatur i stedet for direkte medfingrene,somdetforegår på violinen. Clavis

erlatin for»nøgle«. Svenskerneharoversatudtrykket direkte, ogfraDan¬

mark melder den lærdeteologogskolemand, HansMikkelsenRavn,at»det folkeinstrument,somafoskaldeslireellernøglefeile,erendnuikke gået ud

afbrug« (HeptachordumDanicum, 1646). Udtrykket »lire« tyder på,atdet

Ravntaler_om,måværedrejeliren, hvisstrengestrygesafetroterendehjul,

som sikrer musiker _ogtilhører, atlyden ikkepå nogettidspunkt afbrydes.

På det område minder drejeliren meget om sækkepiben, og denne uvilje

imod_pauseni det heletagetgårigen blandt andre af de folkelige instrumen¬

ter, der hereromtalt, såledesbådejødeharpen ogf.eks. humlen,hvis bor- dunstrenge hele tiden klingermed.Drejelirenerganske godt dokumenteret

Drejelire. Rynke¬

by kirke. o. 1560.

i Danmark_gennemhele 1700-tallet og etstykke ind i det følgende århun¬

drede. Blandt andre Holberg refererer til den i 4 af sine skuespil, og vor måskeførste»billed-reporter«,Peter Cramer, derfandt sine motiverblandt samtidensbønder, håndværkereoggadesælgere, haro. 1770 malet markeds-

musikeren FætterMikkel, ^menshan syngersin berømte »Uglevise«ogak¬

kompagnerer sig selv på drejeliren.Ibaggrundenservienluder, derventer påkunderne,ogingen kanværei tvivlom, atdrejelirenvar en sagforsam¬

fundets nederste udskud. Den blevaldrigi Norden genstand for aristokra¬

tiets flirt medhyrdelivets yndefulde naturlighed, såledessomdetforegik in¬

denforFrankrigs overklasse på denne tid.

To outsidere^- _og

dog!

Til slut lidt ^om to, der har fundet deres plads som folkelige musikinstru¬

menter uden på nogen måde at opfylde bare halvdelen afde betingelser,

somendnu under nærværende forfatters studietid i 1950'ernevarvejleden¬

dekriterier:

Harmonikaen var fra første færd i 1830'rne et instrument, som skulle imødekomme den borgerlige musikkulturs ønske om det romantiske ud¬

tryk, der blandt andet består i hyppige forandringer aflydstyrken. Alt andet lige vil tonehøjdenpåetblæseinstrumentnormaltstigesammenmed styr¬

ken, ogmusikerenmåbevidst modarbejde dette med sin spilleteknik.Men den særlige gennemslående fritunge, som findes i harmonikaen, er usæd¬

vanlig stabil under ændret lydtryk,ogdetnyinstrumentskulleværeløsnin¬

genpåalle problemer.IsamlingernepåJægerspris Slotfindesetnydeligt lil¬

le instrument, der kan dokumentere denne første, borgerlige fase af

harmonikaens historie. Kronprins Frederik,densenereFrederikVII,købte

denne harmonika 1844 hos Urban Hansen i Odense. Det vistesigimidler¬

tid,atde småharmonikaers toneforrådvarheltutilstrækkeligt til periodens værker,ogderessuccesforblevbådebetingetogkortvarig. Til gengæld blev

harmonikaen derefter fremstillet som masseprodukt til et andet befolk¬

ningsgrundlag, der både havde brug for den billige prisog sansfor harmoni¬

kaens kvaliteter: bas, melodi og rytme i ét og samme instrument, som ovenikøbet ingenting fylder. Instrumentets store lunge, bælgen, har helt specielle muligheder for det rytmiske »sug«ien folkelig vals med tryk på

første _og tredje slag. I Danmark begynder harmonikaen sin sejrsgang, da fabrikantHans Petersen 1839 åbneren forretning på hjørnet af Pilestræde

ogKlareboderne i København. Som firmaet Petersen & Steenstrup udgav

man 1849 en harmonika-skole,og siden eri tusindvis af instrumenter og nodehæfterblevetsolgt gennempostordre-kataloger. Harmonikaen harfra

midten af 1800-tallettjent den danske befolkning effektivt både til høstbal¬

lerpå landetogunderholdning i hovedstaden. Undervejs blev denlille vek- seltonige énrader med 2 basser udviklet til det moderne 5-raders instru¬

mentmed 120 basser, som fik indpas i café- ogforlystelseslivets orkester¬

musik.

Mandolinensfolkelige historie i Danmark tilhører arbejderbevægelsen.

Da DSU blev dannet i 1920 havdeinitiativtagerneethelhedssyn på, hvor¬

ledes den_ungesocialdemokrats liv skulle forme sig bådearbejdsmæssigtog kulturelt. Udfraideologiske betragtninger,somviovertogfra den tyskear¬

bejderbevægelse i disse år, opbyggedemanet sætaf leveregler, der bl.a. for¬

kastedeblæseorkestre, somudpræget hørtetil militærmusikken,ogi stedet anbefaledestrengeorkestret. Detforhindrede ikke,atmanselvhurtigt dan¬

nedeetharmoniorkester^-blæserneernuengang merenaturligeatmarche¬

retilunderen 1.maj demonstration. Men strengeorkestret bed sig fast både

i København_ogprovinsen,ogheltoptil slutningen af 2. verdenskrig spille¬

de mandolinen^en storrollei denne sammenhæng.

Sidenerdetgået stærkttilbage for den folkelige mandolin,somikke^sva¬

rertil denmusik, der hartagidagensunge,politisk engagerede mennesker.

Derfindes i København 10 orkestre, som med én undtagelse overvejende

beståraf ældremedlemmer,og somoftest dyrkeretrepertoire af transskrip¬

tioner fra den klassiske musiks lettere værker. Mandolinen eret godt ek¬

sempel påetforhold,somogsåkan belysesgennemnodearkiver fraetparaf arbejderbevægelsenskor: man starterudfraet fagligt/politisk ståsted med

dertil svarende tekster_ogmusik,somslidesopudenentilsvarende fornyel¬

se.Man ender medat synge ogspilleetbredtborgerligt repertoire,somkan

træffes allevegne, og som manførstogfremmest dyrker på grundaf musi¬

kalskepræferencer.

Deåbne

spørgsmål

Medudgangspunkt i mandolinens skæbne burde ^man sikkert ifølge Thor¬

kild Knudsens definition indladesig påat tagestillingtil, hvor den »folkeli¬

ge situation« holderop, og den borgerlige amatørbegynder. Nærværende

forfatter tænker med _nogenforvirring på alle de former for »folk«,vi idag

eromgivet af,oghar desværre måttet opgivetat findeet bare nogenlunde

holdbart^svarpådette spørgsmål,somiøvrigt ikkeerdeteneste,mankunne

tænkesigatfå opklaret. Dererf. eks.enpåfaldende forskel på den alminde¬

lige bevidsthedom folkemusik i traditionel forstand, når det gælder Dan¬

mark sammenholdt med de andrenordiskelande. Mangeharsikkert under ophold iudlandet oplevetenunderlig forlegenhed ved atblive bedtom at synge en danskfolkesang. Man gennemløber desperat i tankerne Højskole¬

sangbogen ellerLystige Viser: hvad med »Dronning Dagmar« eller måske

»Jeggik mig ud ensommerdagathøre«,men hvordan med teksten, nårvi

kommertil 2. vers??? Alt imens har svenskerne for længe siden med den

størsteselvfølgelighed intoneret »Uti vår hage...«

Ognutil instrumenterne: Hvorfor har vi ikkeetnationalinstrument lige¬

somNorgeshardingfele, Sveriges nyckelharpaogFinlands kantele? Hvor¬

forhar vi ikke sådan ét helt forosselv^-detnytterikkenoget atkomme med

broncelurerne. Deerforhistoriske,ogblevikke spillet ude på landet for 100

årsiden. Måske erspørgsmåletforkert stillet-tyskerne harheller ikkeno¬

getnationalinstrument-deligger centralt midt i Europaogharaltidanset lokalkoloritten foratværeetkaraktertræk, der hører hjemmei »randområ¬

derne«. Måske ervi så tætpå dem, atvi for længe siden holdt op med at

væreetrandområde? Jegtror, at dette er, hvad man nu omdagekalderet godt spørgsmål.

LITTERATURIUDVALG:

Musik-_ogkulturhistorie

Niels Martin Jensen: Niels W. Gade ogden nationaletone.I: DanskIdentitetshistorie (red.

OleFeldbæk), bind 3. København 1992.

Blandede instrumenter

Angul Hammerich: Musikhistorisk Museum. Beskrivende illustreret Katalog. København 1909(tysk forøget udgavet 1911).

Cajsa Lund: Fornnordiska klanger/The Sounds of Prehistoric Scandinavia. Teksthæfte til grammofonplade,LP:MusicaSveciae. MS 101. Svensk musikhistoria påfonogram/Swedish MusicAnthology. Stockholm 1987.

Musikhistorisk Museum: From BonePipe and CattleHorntoFiddleandPsaltery.Folk music instruments fromDenmark,Finland,Iceland,Norway and Sweden. Udstillingskatalog (red.

MetteMuller). København1972.

Svend Nielsen: Dansk Folkemusik.DFS-Nyt 93/1. København 1993.

Godtfred Skjerne (red.): Carl Claudius' Samling af gamle Musikinstrumenter. Katalog.

København 1931.

Strengeinstrumenter

Per-Ulf Allmo_ogJanWinter: Lirans hemligheter. Musikmuseets skrifter 11. Stockholm 1985.

Musikhistorisk Museum: Mandolin i Danmark. Udstillingskatalog (red. Mette Muller).

København 1991.

The Powerof theHarp.Udstillingskatalog (red. Mette Muller). København 1993.

Mette Muller: Der himmlicheLobgesang in Rynkeby. I: Studia instrumentorum musicaepo-

pularisIV. Stockholm 1976.

SønderhoningogHumle. I:Forskningsringen for MusikogDansi Danmark: Erindringer fra

enweekend med Sønderhodans. København 1977.

Hortense Panum_oglangeleiken. I: Festskrift Henrik Glahn (red.MetteMuller). København 1979.

Hortense Panum: MiddelalderensStrengeinstrumenterogderes Forløberei Oldtiden, I-III.

København 1915-1931.(Engelskrevideret udgave 1971).

Stig Walin: Die schwedische Hummel. Eine instrumentenkundliche Untersuchung. Nordiska MuseetsHandlingar: 43. Stockholm 1952.

Blaseinstrumenter

JanSkamby MadsenogMette Miiller:Musik til arbejdet (om vikingetidsskalmeje). I: Skalk, 1986 no.1.

Ole Munch-Pedersen:Sækkepiben i Danmark. I:Säckpipan i Norden (red.Per-Ulf Allmo).

Musikmuseets skrifter 18. Stockholm &Uppsala 1990.

Musikhistorisk Museum: Ocarina - den lillegås. Udstillingskatalog (red. Mette Muller).

København 1971.

Træk &Tryk & Pust & Sug. Fra asiatisk mundorgel til europæisk harmonika. Udstillingskata¬

log (red. Mette Muller). København 1972.

Sækkepiber. Udstillingskatalog (red. Mett Muller). København 1976.

MetteMuller: Danmark:høne, hestognattergal. I:Musikhistorisk Museum: Keramik med Musik. Piv-i-røvfløjter fra hele verden. Udstillingskatalog. København 1972.

Denjyske skalmeje. I:Årbogformuseernei Viborgamt1973,no.3.

Slaginstrumenter

Mette Muller: Kan du huske Jøb?(om rumstertang). I:MusikhistoriskMuseum:Fire udstil¬

linger for børn. København 1981.

Summary

Folkand

folklore

Folk musical

Denmark

The title echoes the needtodistinguish betweentwodifferenttypesof »folk«concepts-anar¬

rowanda morecomprehensiveone.Theinitial paragraphspropose adefinition of the folk in¬

strumentas one onwhich folk music isperformed. This implies thenthatall kindsof musical instrumentstheoreticallycanhave thatfunction.

Theconceptof folk music is describedas anoffshoot of National Romanticism whichgrew fromageographically well defined and clearly stratified society where the people-typically thepeasants-constituted the lowest level. The difficulties we're facing today inourattemptto upholdthe traditional criteria foranabsolutedefinition of »folk« in relationtoother levelsof society is discussed with particular emphasisonDenmark, whosehistory is characterized bya multitude of culturalimpulses sociallyaswellasgeographically.

Followingadescription of the Danishsourcematerial and general researchhistorycomes a discussion of the various instruments. The instruments of thecountrydance, i.e., violin,clari- net,fluteand doublebase, have, however, beenomitted from this presentation. The other examplesarepresented in chronological ordergroupbygroupstarting with instrumentsspeci- fically relatedtoancient villagelife; examplesarecattle horn,friction drum, vessel flute, Jew's harp, folk clarinet and humle-zither, and ending with the urban folklore of the 19th and 20th centurythatcountinstruments like the accordion and the mandolin. Includedisadiscussion of thegreatclassicsof folk music known throughout the Nordic countries: bagpipe, langeleik- zither andharding fiddle, harp, kantele psaltery, keyed fiddle and hurdy-gurdy; traditionally theyareoften associated with specific national locations.

Inclosinganumberof questionsareraised pertainingtothe situation in industrialized Den¬

mark toward the end of the 20thcentury:Where dowedraw the line betweenfolk music and bourgeois amateurism? WhyareDånes lessconscious of folk music thanarethe otherNordic populations? Why does Denmarknothaveanational instrument comparabletoScotland's bagpipe, Ireland's harp, Norway's hardingfiddle, Sweden's nyckelharpa (keyed fiddle) and Finland's kantelepsaltery? The author acknowledges herincapacitytoprovide theanswers but offers the following suggestion: The country's geographical location and generalaccep- tanceof southern culturalimpulses for centuriesappearstohave weakenedatarelatively early stagethe needtodemonstrateanational identity-evenwithin theareaof somethingasimme- diate and effective in its artisticexpression asmusic and its objects: the folk music instru¬

ments.