Fagmænd og amatører
Om herremænd og bønder i den danske historikerverden
A F T H O R K I L D K J Æ R G A A R D
D e følgende betragtninger over forh oldet m ellem faghistorikere og am atørhistorikere er foranlediget af, at forfatteren, kandidatsti
pendiat, cand. mag. Thorkild Kjærgaard, K øbenh avn s Universitet, har haft nogle am atørarbejder om en række vestjyske sogne til an
m eldelse i F ortid og nutid. Anm eldelserne frem kom m er i et senere hæfte.
Ingen b eh ø v er i dag a t bry d e nogen lanse fo r lokalhistoriens anerkendelse hos de faguddannede historikere. D e r findes således en L o kalhistorisk A f
deling ved K øbenhavns U niversitets H isto risk e In stitu t, og allerede længe før dens oprettelse (1971) h av d e lo k alhistorien vu n d et b o rg e rret ved h istoriker
nes h ø jb o rd , bl. a. tak k et væ re p rofessorerne E rik A ru p (1876—1 9 5 1)1 og A lb ert O lsen (1 8 9 0 -1 9 4 9 ). N å r d e r i dag alligevel e r en vis spæ nding p å d et lokalhistoriske arbejdsom råde, skyldes d et d erfo r ikke så m eget spørgs
m ålet om lokalhistoriens berettigelse som om m åden, d en skal gribes an på.
H e r k o n k u rre re r faghistorikere m ed akadem iske forudsæ tninger (professio
nelle h istorikere) nem lig m ed ikke-faguddannede histo rik ere (am atørhistori
kere) m ed helt an d re forudsæ tninger. A m atø rh isto rik ern e resp ek terer ikke n atu ren s orden, som er, a t de forbliver i d en passive rolle og b lo t læ ser de faguddannedes væ rker. D e m ø d er op m ed deres egne b ø g er og afhandlinger og vil ikke b lo t læse, m en læses.
I
D et er næ ppe m uligt a t u d fø re en nøjagtig opgørelse over, h vor m ange hi
storiske arb ejd er, d er i tidens løb er skrevet af danske am atørhistorikere; m en sm åting er d et ikke, som i tidens løb er k om m et fra deres værksted. F o r sn a rt 100 å r siden gjorde C. F . B rick a (1 8 4 5 -1 9 0 3 ) opm æ rksom p å »den Tilvæ xt i L itte ratu re n « , som skyldtes, a t »vore L andsbyskolelæ rere og B øn
d e r A a r fo r A a r i stø rre og stø rre A n ta l o p træ de som historiske F o rfa tte re « ,2 og siden d a e r antallet af am atø rh isto risk e arb ejd er stadig øget. D enne ud- 32»
508 T h o r k ild K jce rg a a rd vikling k an illustreres m ed frem væ ksten af de lokalhistoriske periodica, h vor første trin p å vejen v ar de — hovedsageligt — am tshistoriske tidsskrifters til
kom st, næ ste trin efterkrigstidens købstadsårbøger. I 1913, 10 å r efter g ru n d læggelsen af det fø rste am tshistoriske tidsskrift, F r a R i b e A m t , v ar d e r såle
des, som det ses af tabellen, 21 lokalhistoriske periodica. I 1975 v ar d er m indst 51, altså m ere end d o bbelt så m ange som i 1913.3
A n tallet af lokalhistoriske periodica 1913—1975.
Är
Dækkende landsdele1
Dækkende stifter, amter, flere herreder
Dækkende mindre
enheder2 IALT
1913 3 18 — 21
1923 3 20 1 24
1933 4 22 3 29
1943 5 20 6 31
1953 4 21 10 35
1963 5 22 10 37
1973 6 26 15 47
1975 6 26 19 51
Noter: 1) som sådan regnes København;
2) herved forstås købstæder og enkelte kommuner (m. omegn).
Kilde: D ansk B ogfortegnelse, 1 9 0 1 -4 9 ; D ansk tidsskriftsfortegnelse, 1949 ff.;
D ansk periodica fortegnelse. S upplem en t 1970/74 og Erland Kolding N ielsen, Organisationsplan fo r D ansk H istorisk Bibliografi. (Danm. Bib
lioteksskole). 1976.
D isse tal giver selvsagt k u n et ufuldstæ ndigt billede af d et am atørhistoriske virke. D els er en keltstående v æ rk er ud elad t, hvilket bl. a. indebæ rer, at sog- n eh isto riem e ikke er indregnet i tallene. D els e r d et ik k e og h a r d et aldrig væ ret udelu k k en d e am atø rh isto rik ere, som h a r skrevet i d e lokalhistoriske tidsskrifter. D e t tu rd e dog væ re sikkert, a t d et lokalhistoriske am atø rarb ejd e h a r væ ret i stadig væ kst siden århundredeskiftet, og a t de seneste å r ikke tyder p å nogen snarlig æ ndring i dette. I sam m enhæ ng h erm e d k an d et b e m æ rkes, a t historikerfagets forholdsvis få professionelle u d øvere k u n k an tegne sig fo r en m in d re og en d d a faldende del af denne im p o n eren d e lokal
historiske p ro d u k tio n , m å lt i an tal titler og sider. D e tte gæ lder i øvrigt også, hvis m an b etra g ter hele d en historiske p ro d u k tio n u n d e r ét.4 M ed tan k e p å historieforskningens su bjekt k u n n e am atø rh isto rik ern es forskning siges a t væ
re m y te fo rs k n in g , de professionelles etøeforskning.5
F a g m æ n d o g a m a tø r e r 509
II
F ag h isto rik ern es holdning til am atø rh isto rik em es store kreds h a r væ ret et problem , lige så længe de to g ru p p e r h a r eksisteret side om side. D en alle
rede næ vnte C. F . B rick a satte ikke pris p å am atørhistorikernes indsats, og k u n n e fo r sin del »ikke væ re m ed til at føle T aknem m elighed overfor M æ nd, som arbejde saa at sige i B linde . . . og hvis F æ llesm æ rke m an vel k an b e
tegne som d en talentløse M iddel m andighed«.“
D et h a r ikke væ ret behagelig læ sning fo r de b erø rte, hvis de d a så H i
s to r is k T id s s k r if t,7 I d et hele taget fa n d t B ricka dog ikke m eget i lokalhi
storien, og spurgte, hvo rd an d er k unne skrives 350 sider om et sogn, der om fattede »et P a r L andsbyer, en K irke, en P ræ stegaard, [og] et P a r Skoler . . . H vorledes en saa d an V idtløftighed er m ulig, k a n m an vanskelig fo rsta a . . .«8 A nderledes blev opfattelsen, d a fag h isto rik ern e u d fra rigshistoriske p ro blem stillinger begyndte at interessere sig fo r am atø rh isto rik ern es arbejdsom råd e. D e n lille enhed, bestående af en k irk e og et p a r landsbyer, befolket m ed b ø n d e r og husm æ nd, som »aldrig h av d e tilh ø rt H isto rien og aldrig ville kom m e til at tilhøre den«" blev ikke læ ngere afvist som studieobjekt.
T væ rtim od frem hæ vedes gentagne gange betydningen af d e såk ald te p u n k t
undersøgelser, dvs. stu d ier over sognet og andre sm å enheder, fo r d e rigshi
storiske arb ejd e.10 Senere h a r m an fra faghistorisk side endog væ ret villig til h elt a t k ap p e forbindelsen til rigshistorien og b etragte lokalhistorien som et em ne, d er i sig selv er væ rd at studere, »a subject w orthy of study in its ow n rig h t« .11
Så am atø rh isto rik ern e efter disse n y o rienteringer b la n d t faghistorikerne frem til a t blive fejret som foregangsm æ nd, skulle de blive skuffede. H avde C. F . B rick a væ ret en h errem an d inden fo r historikerverdenen og talt om fagets b ø n d er og deres arbejdsom råde, som d et passede ham , så v ar hans efterfølgere det ikke m indre. L igesom B rick a havde anset d et for sin selv
følgelige re t at bo rtd efin ere am atørhistorikernes arbejdsom råde som historisk uinteressant, således anså m ange af hans efterfølgere d et for deres soleklare re t a t bestem m e, h v o rd a n fagets b ø n d er skulle gribe deres arbejde an, så d et kunne, m ed J o h a n H vidtfeldts ord, »yde stø tte til den videnskabelige forsk
n in g .« 12
D e, d er ikke ville eller k unne det, interesserede m an sig m indre for. De er f. eks. af V agn D ybdahl blevet henvist til, a t d e r jo n o k også i frem tiden vil væ re »et vist behov fo r d en m and, d er af b a r fortælleglæde b eretter et eller an d et fra fo rtid en « .13 D e andre, »de bedste af vore lokalhistoriske S k rib en ter« 14 ventede d erim o d sto re opgaver. D et rigshistoriske arbejde, k ro n e n p å væ rket, skulle de ikke tæ nke på, m en ved a t levere »artikler,
5 1 0 T h o r k ild K jæ r g a a r d som k a n bruges af den videnskabelige fo rsk n in g « 13 k u n n e de få lov a t slæbe sten til faghistorikernes store bygning. H v o rd an d ette arb ejd e i faghistori
kernes tjeneste - eller m ed en m ere pyntelig form ulering i videnskabens tje
neste - i praksis skulle organiseres, h a r d er væ ret skiftende m eninger om.
E t af de nyere b id rag til diskussionen h a r V agn D ybdahl leveret. H a n ser to m uligheder fo r am atørhistorikeren, d er vil an d et en d drive, som d et u d trykkes, »journalistisk rep o rtag e p å fortiden«: h a n k an lad e sig u d d an n e til
»m ikrohistoriker«, dvs. en historiker, d er beskæ ftiger sig m ed sm å enheders historie, en, d er fo retag er p u n ktanalyser. H e r slår d et ikke til b lo t a t have
»lyst, skriveevner og k en d sk ab til gotisk skrift«. M an m å vide besked både om m etode, sam fundsvidenskab og m eget andet. Intensiv træ ning bliver n ø d vendig - m ikrohistorieskrivning er ikke et teselskab. F o r den, d er godt k an lide at bru g e tid p å a t snakke lid t »om historie og om an d re ting« vil det så åbenlyst ikke væ re rigtigt at blive m ik ro h isto rik er. A lligevel k a n h a n an vendes i videnskabens tjeneste, id et d er fra hans gruppe skal rekrutteres
»m ellem teknikere«, som skal indsam le d atam ateriale af enhver slags i lokale
»d atab o k se« .10 D e r b liver en plads til b å d e store og sm å i en h istoriker
verden, organiseret efter V agn D ybdahls opskrift.
D e næ vnte faghistorikere synes gennem d et sidste årh u n d red e a t have væ ret enige om i h v ert fald ét, nem lig a t de professionelle histo rik ere h ar ubetinget fortrinsstilling i historikerverdenen. D e, og andre m ed dem ,17 h a r taget d et som en selvfølge, a t fagets akadem isk d an n e d e udøvere h a r m yn
dighed til a t definere h istorien og dens opgaver, og a t disse (skiftende) de
fin itio n er til enhver tid h a r (eller b u rd e have) gyldighed fo r alle, d e r dyrker historie, altså også fo r am atørhistorikeren. H v ad er historisk interessant, hvad er h istorisk u interessant? H vilke opgaver skal løses, hvilke er d et ikke væ rd a t beskæ ftige sig m ed? H v o rd an skal opgaverne løses? D et afgør faghi
sto rik eren ikke b a re fo r sig selv, m en også fo r am atø rh isto rik eren .18
III
D e professionelle h istorikere h a r ikke m agt, som de h ar agt. D e taler sto rt set forgæves, m ens m æ ngden af am atø rh isto risk e arbejder, som d et er søgt godtgjort, tag er til. I sted et fo r at b ruge k ræ fter p å d et um ulige, k a n det forekom m e, a t d et ville væ re rim eligere, om de akadem isk u d d an n ed e hi
sto rik ere accepterede det folkelige historiske arbejde p å dets egne forudsæ t
ninger. D e t er d e r o g s å en vis tra d itio n fo r a t gøre, så vist som ø n sket om a t presse d e akadem iske n o rm er n ed over den folkelige historieskrivning aldrig h a r stået uim odsagt inden fo r d e faguddannedes kreds. F. eks. havde
F a g m a m d o g a m a tø r e r 511 K nud F abricius, (1 8 7 5 -1 9 6 7 ), i m ange år Fæ llesforeningens sekretæ r, m ed sine egne o rd »fra b arn sb en gennem sin afstam ning sans fo r folkelig hi
sto rie« ,19 og h an forestillede sig vist ikke at denne skulle væ re videnskabens bondedreng. Flan tæ nkte i an d re b a n e r og håbede at k u n n e »bygge b ro e r m ellem hovedstaden og landet, sam t m ellem videnskaben og d en folkelige forskning«.20 I d en n e retn in g h a r også m ange an d re faguddannede virket, bl. a. gennm Fæ llesforeningen og dens tidsskrift, F o r tid o g N u tid .
A t acceptere det folkelige b id rag til d et historiske arbejde p å dets egne forudsæ tninger indebæ rer, a t d et anerkendes som en særlig gren inden for historieskrivningen, ligesom eksem pelvis d en rationalistiske historieskrivning.
D en b lan d t faghistorikere alm indelige opfattelse, a t d et am atørhistoriske a r
bejde b lot er en m ere eller m indre ufuldkom m en efterligning af d en »rigtige«
historieskrivning er ikke u b etinget venlig, m en næ ppe heller særlig træ ffende.
F o r at se dette, k a n m an i første om gang fæ stne sig ved, a t den folkelige lokalhistorie i sin oprindelse ikke v ar en efterligning af d en professionelle historieskrivning. D en o pstod i 1870’e m e og 8 0 ’erne om kring em ner, som først årtie r senere skulle kom m e til a t nyde de fag u d d an n ed e historikeres b e
vågenhed, nem lig de sm å lokale enheder.
Lige fra begyndelsen skelnede am atø rh isto rien altså m ellem vigtigt og uvigtigt inden fo r h istorien p å en an d en m åd e end sam tidens faghistorikere.
D en p rio ritered e p ro b lem o m råd ern e anderledes. F o rsk ellen e stak im idlertid endnu dybere, som d e t skulle vise sig i sin fulde udstræ kning, d a faghistoriker
ne i m ellem krigstiden begyndte a t interessere sig fo r lokalhistorien. D e tte kan belyses m ed et eksem pel tag et fra sognehistorierne, h v o r d e ikke-faglæ rte forfattere, som d et vil vides, ofte fo retræ k k er a t p ræ sentere stoffet em nedelt.
Sognets gård e behandles således sam let i é t afsnit, h vor d e r bringes oversigter over gårdenes historie én fo r én, m ed opregninger af ejendom s- og slægts
forhold. P å tilsvarende vis behandles skolevæ senet, m ejeriet osv. D ette frem træ d er fo r m ange faghistorikere som u b earb ejd ed e m aterialeo p h o b n in ger. F ag h isto rik ern e savner k lare problem stillinger, som g ør d et m uligt at organisere stoffet, helst i kronologisk o rd n ed e kapitler. K un derved bliver d et nem lig m uligt a t få overblik over udviklingen i sognesam fundets stru k turer. Ligeledes k a n jæ vnføringer m ed sam tidige forhold i det om liggende sam fund så nem m ere foretages, og i d et m indste betingelserne er til stede fo r a t få svar p å de spørgsm ål, som (af dem ) anses fo r væsentlige.
Som om talt h a r m ange faghistorikere m ent, a t disse forskelle k unne og b u rd e ophæ ves - p å faghistorikernes præ m isser. D et ville væ re til gavn fo r alle, ikke b a re fo r faghistorikem e, m en også fo r am atø rh isto rik em e og de lokale læsere. N å r de lokalhistoriske fo rfattere skrev, som de gjorde, m åtte det være, fo rd i det skortede p å »evnen til a t se pro b lem ern e« .21
5 1 2 T h o r k ild K jæ r g a a r d D e endeløse lister o v er in v en tar o. a. k u n n e um uligt væ re andet end »usi
gelig k ed so m m elig [e]« også »for læ gm anden«22 — h v ad faghistorikeren så end ved om det. I d et m indste k o m m er d e r stadig talrige lokalhistoriske p u b lik atio n er af d ette tilsnit, ikke sjæ ldent m ed stø tte fra offentlige m idler. Ville d et virkelig ske, hvis ingen b rø d sig om d en slags?
N oget k u n n e tyde på, a t de selvsam m e træ k, som gø r en lokalhistorisk pu b lik atio n uform elig og delvis ubrugelig fo r en faghistoriker ofte e r netop dem , som gør, a t bogen k a n fungere i d et lokale sam fund, d en er skrevet for.
E ller m ed an d re ord, a t disse træ k er fun d am en tale fo r neto p denne gren af historieskrivningen! E n faghistoriker k a n in teresserer sig fo r et givet lokal
sam fund af flere grunde. H a n k a n f. eks. væ re in teresseret i sm åsam fund som sådan, eller h an k a n væ re p å jag t efter stof til rigshistoriske u n d ersø gelser. M en k arak teristisk vil det vist væ re, a t h a n søger kundskab, som ræ k k er u d o v er d ette specielle lokalsam fund. F o r d en lokale beboer, som ik k e selv e r h istoriker, e r d et antagelig om vendt. H a n stiller an d re spørgs
m ål end histo rik eren og forlan g er d erfo r an d re svar. H a n vil vide noget om neto p s in egn, og ø nsker fø rst og frem m est en håndbog, som h an k a n slå o p i, og som vil give h a m rigere oplevelser, n å r h a n fæ rdes i sin by eller sit sogn. D et er m in fornem m else, a t disse behov dækkes ganske go d t af m ange af de lokalhistoriske arbejder, som fo r faghistorikeren forekom m er a t væ re m aterialeophobninger. E r d ette m o n tilfæ ldet fo r de lokalhistoriske frem stillinger, som professionelle h isto rik ere h a r skrevet?23
D et er således næ p p e altid fo rfattern es m anglende evner til at se p ro b le
m erne, d e r gør, a t d en folkelige lokalhistorie ikke altid k a n væ re faghistori
k ern e til så m egen nytte, som de - faghistorikerne - k u n n e ønske. R igtigere er d et n o k ofte a t pege p å de særlige krav, som stilles til en lokalhistorisk bog, fo r a t d en k a n fungere i d et sogn eller den by, hvis indbyggere d en er skrevet fo r (og o fte b e ta lt af), og til hvem d er d erfo r altid b ø r tages d et største hensyn, hvis d e r skal vælges m ellem faghistorikerne og d en lokale befolk
ning. O g det skal der. D et ved d e fleste lo k alh isto rik ere sikkert, m en ingen h a r vist fo rm u leret det så k la rt og éntydigt som d en n o rsk e lokalhistoriker Jo n L aberg. P å et spørgsm ål om fo rh o ld et m ellem rigshistorie og lokalhistorie svarer han: »D et hev vore ein viss m o tsetn ad , vil eg segja, m illom bygde- sogegransking og landssogegransking. L an d sso g eg ran sk aran e hev helst vil- ja at bygdebøkerne skulde m est m ogeleg v era em nesam lingar til b ru k fo r landssogeskrivingi. M en eg fo r m in p a rt m einer a t fo r bygdesogeskrivarane er d et um å gjera å vekkja og au k a heim ekjensla h jå folk i bygdene, sa- m eleis som bysogeskrivarane gjer d et h jå folk i byane. E i bygdebok som grunnlag fo r vidare vitskapleg gransking vilde k a n n h enda, um bokskriva- ren v ar vaksen til det, hjelp a vitskapen, m en gjera bo k i m in d er leseverdig
F a g m æ n d o g a m a tø r e r 513 fo r dei ho er skrivi for. B ygdesogebøkene m å vera skrivne fo r heim efolket, og skrivne soleis at heim efolket ty k k jer m im i og hev gieda av å lesa d ei« .24 K onklusionen synes at blive, a t am atø rh isto rik em e m ed god sam vittighed k a n forfølge deres egne m ål, u d en a t lad e sig jage af nogen for
pligtelse til at væ re faghistorikerne til nytte.
IV
R esp ek t fo r d en folkelige historieskrivning k a n og b ø r ikke forhindre, a t den gøres til genstand fo r historiografisk og sociologisk forskning - tvæ rtim od.
E n bihensigt m ed næ rvæ rende artikel h a r væ ret a t antyde, a t d e r i udforsk
ningen af d en i m ange h en seen d er u k en d te am atøristiske historieskrivning ligger en ræ kke u p åag ted e opgaver.
U dover de allerede strejfede em n er in d en fo r d ette felt vil d et væ re næ r
liggende a t pege p å de m uligheder, d e r ligger i en undersøgelse af a m atø r
historiens publikum gennem d et sidste årh u n d red e, evt. i sam m enligning m ed faghistoriens publikum i sam m e tid sru m (jvf. n o te 7). D e r er allerede fore
taget et p a r interessante delundersøgelser af d et sociale m iljø, inden for hvilket denne historieskrivning isæ r i de seneste tiår h a r virk et,25 m en det er m uligt a t kom m e m eget længere. I de æ ldre årgange af så godt som alle lokalhistoriske tidsskrifter findes således m edlem slister, som giver fortræ ffe
lige og h id til u u d n y tted e m uligheder fo r a t bestem m e d en folkelige h istorie
skrivning og historieinteresses sociale stru k tu r, b y fo r by, sogn fo r sogn og erhvervsgruppe fo r erhvervsgruppe. U d fra en såd an undersøgelse vil det være m uligt at træ kke trå d e ikke b a re til d en professionelle historieskrivning, m en også u d til de folkelige bevæ gelser og højskolen og derm ed undersøge, i hvil
k en grad og hvorledes den folkelige h istorieinteresse h ø re r sam m en m ed disse sam tidige fæ nom ener.
V
L a d m ig til slut fo r at u n d g å m ulige m isforståelser understrege, a t jeg selv
sagt ikke p å nogen m åde g år in d fo r a t de to historiske m iljøer, d et faglige og d et am atøristiske, skal isoleres fra h in an d en , tvæ rtim od. F o r det første sidder faghistorikerne inde m ed en m eget betydelig sum af viden og erfarin ger, som d et er af stø rste betydning a t få form idlet u d til am atørhistorikerne.
U den ken d sk ab til arkiver, sam linger, fu ndam entale regler fo r indsam ling, b earbejdelse og p ræ sen tatio n af et stof k a n ingen historiker, og selvfølgelig
5 1 4 T h o r k ild K jæ rg a a rd heller ikke am atø ren , arbejde. M en de professionelle skal k u n levere væ rk
tøjet, de skal ikke bestem m e, h v ad d et skal bruges til - de skal ikke definere d en folkelige lokalhistoriske forsknings problem stillinger. D e t b ø r denne forsk
ning selv gøre u d fra egne trad itio n er og p å grundlag af d e lokale behov, som d en u d sp rin g er af og erfaringsm æ ssigt også i vid udstræ kning fo rm å r a t im ødekom m e.
F o r det andet er k o n tak ter, helst så b re d e som mulige, af sto r betydning inden fo r historikerverdenen. D e giver uundvæ rlig in sp iratio n til alle p a r
ter, og de hæ m m er den faglige indtø rrin g som n o k altid tru e r ikke m indst
»den professionelle h isto rik er [der] som an d re specialister lever i en lille
v erden«20 og k an m åske en d d a af og til væ re m ed til a t jæ vne k lø fter ud.
M en alt d ette og m ere til k an form entlig b ed st finde sted, n å r det ikke er som h errem æ nd og bønder, m an m ødes, m en som ligem ænd, d er i gensidig agtelse og interesse for, h v ad d en anden laver, hver d y rk er sine m ark e r og taler sam m en over det fælles hegn om historie og andre ting.
Noter
1 Erik Arups betydning for lokalhistoriens anerkendelse blandt faghistorikerne er behandlet af Aksel E. Christensen i »Erik Arup«, F o r tid o g N u tid , 20, 1957-59, ss. 381-88. Jfr. Arups redaktion af H is to r is k T id s s k r if t 1917 ff.
2 C. F. Bricka, »Anmeldelse af: E. Carstensen, H jø r lu n d e S o g n s H is to r ie . Kbh., 1878«, H is to r is k T id s s k r ift, 5. rk., 1, 1879, ss. 705-21, s. 705. C. F. Bricka blev 1897 rigs
arkivar.
3 En mellemstilling indtager årbøgerne fra de kulturhistoriske provinsmuseer. Af dem fandtes der i 1975 mindst 13. (1963: 6; 1933: 2).
4 Baseret på D a n s k H is to r is k Å r s b ib lio g r a f i, 1967, 1968 og 1969 og forarbejderne til de følgende. Der er kun tale om et skøn. Se også T[roels] D[ahlerups] anmeldelse af D a n s k H is to r is k Å r s b ib lio g r a f i, 1967 i: I n fo r m a tio n , 27.11. 1972.
5 Jvf. Jørn Sandnes, »Rikshistorie og lokalhistorie - sentrum og periferi i historie
forskningen«, S tu d ie r i h is to r is k m e to d e , 10. Oslo, 1975, ss. 159-67, s. 163. De her fremsatte synspunkter står på flere punkter i gæld til Sandnes’ artikel. Jørn Sand
nes (1926—) er universitetslektor i Trondhjem.
6 C. F. Bricka, a n f. a rb ., s. 706.
7 H is to r is k T id s s k r if t blev i disse år formentlig ikke læst af mange af »vore Landsby
skolelærere og Bønder«. I 1879 fandtes der således blandt Den danske historiske Forenings 602 indenlandske medlemmer kun 2 [landsbyjskolelærere, ingen bønder.
Det var den fine portion, der satte sig stævne i foreningens medlemsliste fra nov.
1879, trykt i: H is to r is k T id s s k r ift, 5. rk., 1, 1879, ss. 795-812. Se også »Statistisk Oversigt over Medlemmerne af den danske historiske Forening [1840-1888]«, i:
Johs. Steenstrup, H is to r ie s k r iv n in g e n i D a n m a r k i d e t 1 9 de A a r h . (1 8 0 1 - 1 8 6 3 ) . Kbh., 1889, s. 426.
8 C. F. Bricka, a n f. a r b ., s. 708.
F a g m æ n d o g a m a tø r e r 5 1 5 9 Sst., s. 710.
10 F. eks. af Albert Olsen, »Lokalhistorie - Rigshistorie«, F o r tid o g N u tid , 15, 1943- 44, ss. 1-8, s. 5.
11 Jvf. Knud Prange, H v o r f o r lo k a lh is to r ie ? Kbh. 1971, ss. 16 og 22. Citatet er af John L. Hobbs og står s. 16. Knud Prange (1930-) er leder af Lokalhistoriske Af
deling, Historisk Institut ved Københavns Universitet. Redaktør af F o r tid og N u tid 1966-75.
12 Johan Hvidtfeldt, »Samarbejdet mellem Rigshistorikere og Lokalhistorikere«, F o r tid o g N u tid , 14, 1941-42, ss. 206-25, s. 218. Johan Hvidtfeldt (1908-) er rigsarkivar.
13 Vagn Dybdahl, »Lad os afskaffe lokalhistorien«, H e im e n , 15, 1970-1972, s. 513-18, s. 515 f. Vagn Dybdahl (1922-) er overarkivar, Erhvervsarkivet i Århus.
14 Albert Olsen, a n f. arh ., s. 6.
15 Johan Hvidtfeldt, a n f. a rb ., s. 225.
16 Vagn Dybdahl, a n f. a rb ., passim.
17 I udpræget grad Erik Arup, jvf. Aksel E. Christensen, a n f. a rb ., s. 387, men også - i mere afdæmpet form - f. eks. Knud Prange. I sin oversigt over dansk lokal
histories udvikling (Fra »Frucktbar herlighed« til herlig frugtbarhed - »en ringe underretning om dansk lokalhistories gamle og nu værende tilstand«, N o r d is k T id s s k r ift, Ny Serie, Bd. 47, 1971, ss. 81-95) er det som om han ikke ser den amatør
historiske forskning. Han nævner de amtshistoriske samfund, men diskuterer ikke amatørhistorikernes arbejde. Faghistorikernes indsats på det lokalhistoriske område beskæftiger han sig derimod indgående og indforstået med. Er det urimeligt at tolke dette som udtryk for, at han giver de professionelle fortrinsret?
18 Jvf. Jørn Sandnes, a n f. a rb ., s. 160.
19 Knud Fabricius, »Dansk Historisk Fællesforenings Grundlæggelse. Nogle erindringer af Fællesforeningens første sekretær«, F o r tid o g N u tid , 20, 1957-59, ss. 361-70, s.
361. K. F.’s far var Adam F., forfatter til den meget læste I llu s tr e r e t D a n m a r k s h isto rie .
20 S st.
21 Johan Hvidtfeldt, a n f. a r b ., s. 220.
22 Knud Prange, H v o r f o r lo k a lh is to r ie . Kbh., 1971, s. 27. Bricka ankede i 1879 over, at »Bondemand paa Bondemand med deres samtlige Koner og Børn føres frem for os i en svimlende Uendelighed« (a n f. a rb ., s. 708). Tiden er gået, men problemerne har ændret sig.
23 Jvf. Edvard Bulks selvironiske anmeldelse af L o k a l h is to r ie i f o r s k n in g o g k u ltu r- a r b e id g je n n o m 2 0 0 å r. Oslo, 1970 i: H e im e n , 15, 1970-72, ss. 185-189, ss. 187-88.
24 »Jon Laberg. Ein samtale«, N c e r sa m fu n n e t i h is to r is k ly s . Utvalde artikler frå
»Heimen« i 50 år, red. af Halvard Bjørkvik m. fl., Oslo, 1973, s. 237 f. Jon La
berg (1859-1948).
25 Vagn Dybdahl, »Det lokalhistoriske arbejde i byerne«, F o r tid o g N u tid , 23, 1966—
68, ss. 275-96; Finn H. Lauridsen, »Hvem er vi?«, F o r tid o g N u tid , 24, 1969-71, ss. 633-34 og Peter Kr. Iversen, »De lokalhistoriske foreningers arbejde i tal 1966- 67«, F o r tid o g N u tid , 23, 1966-68, ss. 390-402.
26 Povl Bagge, »Historiesyn og historieforskning«, M e n n e s k e t i T id e n , VIII, 1952, ss. 62-85, s. 62.
Brud eller kontinuitet i dansk historievidenskab
A F K R I S T O F K. K R I S T I A N S E N O G J E N S R A H B E K R A S M U S S E N
U dviklingen i dansk historieforskning i d ette århundrede, herunder brydningerne indenfor den seneste årrække, er em net fo r denne ar
tikel a f stud. m ag.’erne Kristof K. Kristiansen og Jens Rahbek Ras
mussen, K øbenh avn s U niversitet. B idraget er til dels foranlediget af Inga F lotos indlæg i sidste hæfte af F ortid og nutid.
I
I sit essay »60ernes dilem m a — noget om a t skrive h isto rie« 1 forsøger Inga F lo to , p å g rundlag af en m etode udviklet af am erik an eren G ene W ise, at skitsere nogle hovedlinjer i nyere dansk historieskrivning. F o rm ålet er ikke at føre E llen Jørgensen a jo u r, m en at få svar p å nogle aktuelle spørgs
m ål. Som universitetslæ rer h a r I F væ ret k o n fro n teret m ed »et ’bevidstheds
sk re d ’, hvis konsekvenser fo rtsa t er vanskelige at bedøm m e« hos de stu
deren d e (s. 379). D e r er blevet sat spørgsm ålstegn ved den m åde at skrive h isto rie på, som I F (og hendes kolleger) h a r læ rt, og som de m åske også selv efterh ån d en fo rn em m er som utilfredsstillende. M en hvilket alternativ er der? - og k a n et eventuelt alternativ forenes m ed de traditionelle videnska
belighedskriterier? D et synes at væ re spørgsm ål som disse, h u n søger svar p å gennem sin historiografiske undersøgelse.
I F tag er sit udgangspunkt i en fo rm o d et lighed m ellem historieskrivningens udvikling i henholdsvis U SA og D an m ark , fra »progressiv« i 30erne over
»m od-progressiv« (eller »holdningskom pleks«) i 50erne til en endnu kun antydet »New L eft«-fortolkning. D isse tre faser knyttes til navnene A rup, B agge og Jens E ngberg, u den at I F dog g år ind i en egentlig analyse af fo rfattersk ab ern e. H u n forsøger i sted et ved hjæ lp af en ræ kke citater fra den generelle k u ltu rd eb a t at indfange den dom inerende holdning i 50erne og opgøret herim od i 60erne. U d fra den rim elige opfattelse, at periodens histo rik ere ikke k an have væ ret upåvirkede af denne generelle udvikling, frem hæ ver IF (i overensstem m else m ed W ise), a t det i historiografisk sam m enhæ ng er specielt interessant a t finde eksem pler på, hv o rd an overgangen m ellem to »paradigm er« direkte k an aflæses som b ru d fla d er i et værk;
B ru d eller k o n tin u ite t i d a n sk h isto rievid en sk a b 517 h vor forfatterens k onflikt m ellem en trad itio n el holdning, d er ikke længere opfattes som m eningsfuld, og en ny, d e r endnu ikke er indarbejdet, træ der k lart frem . E n sådan konflikt m en er I F a t k u n n e udlæse dels i en (litteratu r
historisk) artik el af J o h a n F jo rd Jensen fra 1967, dels i Jens Engbergs
»D ansk guldalder«.
A lle, d er giver sig i k ast m ed m oderne d an sk historiografi, stø d er p å to fu n d am entale vanskeligheder. F o r det første er fo rh o ld et det, a t »någon spe
cieil teori och m eto d lära, som ta r fa sta ju st p å historiografisk forskning, exi- ste ra r . . . inte, ens i ru d im en tär fo rm « .2 F o r d et an d et vil forsøg p å a t placere historieskrivningen i e n b red ere sam m enhæ ng væ re hæ m m et af, a t d e r sto rt set ikke findes historiske analyser af d en ideologiske og kulturelle udvikling herhjem m e i d ette århundrede, og d a slet ikke af d en n e udviklings økono- m isk-sociale grundlag. D et g ør det ikke m indre uom gæ ngeligt a t forsøge, og at m an tro d s alt k a n overskride det individuelt-anekdotiske niveau (A rup skrev som h a n gjorde p å g rund af fam iliebaggrund/ansæ ttelsen i kreditfor- eningen/læ sning af Seignobos), h a r i Sverige bl.a. B irgitta O dén d em o n stre
re t (se s. 521).
I D a n m a rk h a r der, i h v ert fald indtil fo r ganske nylig, ik k e væ ret nogen historiografisk d eb a t overhovedet. F lo to s udspil m å d erfo r hilses velkom m ent. D e følgende sider er fo r så v idt en reak tio n p å hendes essay, m en m ere et forsøg p å a t opstille alternative problem stillinger (og, i yderst b e skedent om fang, forslag til løsninger) end d irek te polem ik. K u lturdebatten i 5 0 ern e og 60erne, som spiller en så cen tral rolle hos IF , h a r vi således ladet ligge - ikke fordi vi er enige m ed hende, fo r efter v o r m ening h a r d en ikke e t h elt så entydigt udviklingsforløb som h u n m ener, m en fordi vi vil p rø v e at angribe prob lem ern e fra en anden kant. D e r er im idlertid to p u n k te r hos IF , som vil blive k o m m en teret (direkte eller indirekte) nedenfor:
dels nogle træ k i hendes m etode, som forekom m er os problem atiske, dels rim eligheden af hendes historiografiske periodisering. V o re overvejelser h ar absolut foreløbig k arak ter. N å r vi alligevel p u b licerer denne skitse, er det ikke fo rd i vi tro r vi h a r løst problem erne, m en fordi vi m ener, a t de fortjener a t blive diskuteret.
II
I F ’s m eto d e h a r d et fo rtrin , at d en åb n e r fo r m uligheden af a t p lacere hi
sto rik eren so m led i en b re d ere kulturpolitisk udvikling og h eru d fra a t analy
sere det enkelte væ rk p å en m ere indtræ ngende m åde, end det trad itio n elt e r tilfældet. M en sam tidigt ligger d er d en fa re i u d en videre a t søge a t efter-
518 K r is to f K . K ristia n se n o g Jen s R a h b e k R a sm u ssen vise ku ltu rd eb atten s »brud« i den sam tidige historieforskning, at m an let k o m m er til a t overvurdere ræ kkevidden af disse b ru d og eventuelt leder efter b ru d flad er, h v o r d er ingen er.
D et m est problem atiske ved I F ’s frem gangsm åde er, a t h u n tilsyneladende o p fa tte r historieforskningen som et re t p riv at m ellem væ rende m ellem fo r
skeren og hans sam vittighed og d erfo r ko m m er til at u n d erv u rd ere den k o n tinuitetsskabende fak to r, d er udgøres af de institutionelle ra m m e r og den faglige trad itio n , h an fungerer indenfor. D e t gæ lder fo r de fleste videnskaber, a t de reag erer m ed en vis træ ghed over fo r ydre påvirkninger, og denne træ ghed er særlig m a rk a n t fo r historie i k ra ft af fagets lange forsknings
tradition, dets stæ rke em piriske o rientering og dets m eget kom plicerede og tidskræ vende forskningsproces. F o rsk n in g p å disputatsniveau er d erfo r et hel
dagsjob, d er i d et sto re og hele er fo rb eh o ld t de få, d er er blevet an sat til det, h vilket igen forudsæ tter, a t de fø rst h a r gennem gået en lang, fagligt so
cialiserende u d d an n else og d erefter h a r m eriteret sig efter de p å d et givne tid sp u n k t accepterede k riterie r fo r videnskabelighed. U n d e r såd an n e om stæ n
digheder få r d en uden fo rståen d e fritid sh isto rik er m ed billedstorm eriske til
bøjeligheder ikke m ange m uligheder fo r a t anfægte d et grundlæ ggende viden
skabelige norm system . D ette etableres (og forsvares) prim æ rt i det »profes
sionelle« universitetsm iljø, som i k ra ft af sin snæ verhed og m onopolstilling natu rlig t vil favorisere en langsom , evolutionæ r udvikling.
N å r I F f. eks. hæ vder, a t em net fo r disp u tatsen vælges »fordi dets p ro b le
m atik er dæ kkende fo r h istorikerens interesser« (s. 388), m å d e r tages nogle forbehold. D e r k a n n eto p ikke vælges frit m ellem alle m ulige em ner, m en k u n m ellem dem , d e r i følge d en faglige trad itio n k a n gøres til genstand for videnskabelige undersøgelser. D esuden spiller m ere p ro saisk e hensyn vel og
så lejlighedsvis in d v ed em nevalget: h v o rd an m a n hurtig st (eller sikrest) k an kvalificere sig til en bestem t stilling. H v o r ufø lso m t - p å godt og o n d t - et forskningsm iljø vil væ re o v er fo r y d re påv irk n in g er afhæ nger af en ræ kke fak torer: g ra d en af statsstyring; forskernes antal, k v alitet og ansæ ttelsesvilkår;
m uligheden fo r opbygningen af altern ativ e m iljøer m .v. D e t er n ødvendigt a t tage såd an n e forhold m ed i betragtning, n å r m an søger efter relatio n ern e m el
lem d en generelle k u ltu rd eb a t og historieforskningen.
F o r så vidt an g år U SA er W ises tred e lte periodisering m uligvis en gyldig beskrivelse. M en d et k a n væ re væ sentligt a t pege p å, at skiftet fra »progres
siv« i 30 ern e til »m odprogressiv« i 5 0 ern e ik k e k an tages b lo t som udtry k fo r holdningsæ ndringer og personlige k riser hos de enkelte historikere. E k si
stensvilkårene fo r am erikanske univ ersiteter og videnskabsm æ nd er jo an derledes u sikre en d tilfæ ldet - i h v ert fald indtil fo r nylig - h a r væ ret i D a n m ark . D isse særlige institutionelle ra m m e r v a r m edvirkende til, a t M cC arthy-
B ru d eller k o n tin u ite t i d a n sk h isto rievid en sk a b 519 periodens »B erufsverbot« så hu rtig t m anifesterede sig gennem personudskift
ning og selvcensur.3 U n d er sådanne fo rh o ld o p står d er naturligvis næ sten pr.
definition en overensstem m else m ellem »tidsånden« og videnskaben.
F o r D an m ark s vedkom m ende k an d et væ re vanskeligt overhovedet a t o pe
rere m ed m eningsfulde inddelinger o v er så k o rt en årræ k k e p. g. a. 50em es og 60ernes b esk ed n e videnskabelige pro d u k tio n . M en også af an d re grunde er vi betæ nkelige ved a t overføre W ises periodisering. H a n bygger sin tre deling op om kring 50ernes opgør m od den tidligere historieskrivning. E t til
svarende o pgør k a n ikke påvises i D an m ark , og I F m å gribe til betegnelsen
»holdningskom pleks« i stedet fo r »m odprogressiv«. D erm ed bliver k a ra k te ristikken af periodens historieskrivning im idlertid underlig konturfattig. A f typiske træ k ved d en holdningskom plekse forklaringsform frem hæ ver IF :
» . . . pluralism e, ironi, p arad o k s, tvetydighed, interesse fo r g rupper ikke klas
ser, holdninger ikke facts, m otiver ik k e ideologier« (s. 382). M en er disse 'træk typiske fo r periodens faghistoriske p ro d u k tio n ? E r d et ikke snarere så
d an , a t f. eks. interessen fo r grupper, holdninger og m otiver n o k k a n findes i store dele af periodens p o litis k e historie, m ens d et næ ppe k a n siges a t være nogen præ cis eller ud tø m m en d e k arak teristik af den ø k o n o m isk e historie?
M ed an d re ord: flere af de træ k, som I F ser som specifikke fo r d en »hold
ningskom plekse« historieskrivning, er i virkeligheden træ k, d e r er blevet hi
storikerne påtv u n g et af en b estem t type stof og problem stillinger (hvis d o m inans d et så m å væ re opgaven a t fo rk lare). D e slår d erim o d ikke til som bevis fo r e t »paradigm eskift«, som - hvis d er ikke skal gå inflation i b e grebet4 - m å b etyde en grundlæ ggende æ ndring i opfattelsen af historievi
denskabens opgaver og m etoder. O g en såd an grundlæ ggende æ ndring m e
n er vi ikke d et er m uligt a t pege p å siden d et »historisk-kritiske gennem b ru d « i begyndelsen af århundredet.
N u m å o rd e t g ennem brud ikke m isforstås. N ogen øjeblikkelig om væltning v a r d er ik k e tale om: d et historisk-kritiske paradigm e m åtte kæ m pe en lang, sej kam p m o d den herskende retning, m en d a d et endelig overvandt m od
standen, v ar sejren så knusende, at m an h erefter ikke b etrag ted e sig som en historisk »skole«, m en som historievidenskab slet og ret. D et vi fin d er b e
m æ rkelsesvæ rdigt er, a t d en n e selvforståelse fø rst nu anfægtes. D et er m u ligt, a t m an k a n finde m indre forskydninger af den type I F søger, m en det d er fø rst og frem m est er specifikt fo r d an sk historieforskning, hvad enten m an sam m enligner m ed de an d re sam fundsvidenskaber eller m ed historieviden
skaben i an d re lande, er: d en stæ rke k o n tin u itet og d en fundam entale enighed.
K ontin u iteten viser sig bl. a. derved, a t d er g år en så godt som u b ru d t linie tilbage til E rslev og h an s sam tidige m ed hensyn til problem valg, m etode og videnskabsteori. E n sto r del af universitetsundervisningen i d an sk historie
520 K r is to f K . K ristia n se n o g Jen s R a h b e k R a sm u ssen er stadig b ase ret p å arb ejd er af E d v ard H olm , Erslev, F rid ericia, M arcus R u b in og A ru p . T il m idt i tresserne v ar Erslevs og F rid ericias oversigts
væ rker obligatorisk pensum., og fo r få å r siden blev sågar udvalgte afsnit af
»D anm arks R iges H istorie« o p try k t i sto re oplag til undervisningsbrug. M en d et k lareste u d try k fo r kon tin u iteten er d en fagligt fu n dam entale undervis
ning i »historisk m etode«, h v o r m an næ sten k a n tale om »apostolisk suc
cession«.5 In d til begyndelsen af 7 0 ern e benyttedes E rslevs læ rebog i historisk tek n ik som - ofte d e t eneste - undervisningsgrundlag ved sam tlige u niver
siteter.
K ontinuiteten k a n også aflæses af m anglen p å m etodisk og teoretisk debat.
F re m til o. 1960 v ar P ovl B agge vel d en eneste, d er beskæ ftigede sig seriøst m ed teoretiske spørgsm ål, og d en relativism e h a n v ar talsm and for, k unne ikke i sig selv m otivere faglige b ru d inden fo r d en em pirisk orienterede forskning. I den alm indelige faglige d eb at fin d er m an k u n få overvejelser om fo rh o ld et m ellem analyse og syntese, em piri og teori, kildem ateriale og p ro blem stillinger. D e n stigende teoretiske interesse, d er h a r k u n n et spores siden 1960 — m anifesteret bl. a. i de no rd isk e m eto d ek o n feren cer — h a r en d n u k u n givet ringe nedslag i forskningen. D e em ner, d er er blev et taget op, h a r o v er
vejende væ ret af filosofisk og erkendelsesteoretisk k a ra k te r; d erfo r opfattes bidragene af m ange histo rik ere som u interessante og frem m ede fo r den egent
lige forskningsaktivitet. M eto d ed eb atten s deltagere er i sto r udstræ kning » T o r
denskjolds soldater«: så lan g t fra at vidne om en b re d interesse, er deb atten således sn arere u d try k fo r en (beklagelig) k lø ft m ellem »teoretikere« og
»praktikere«.
E t sym ptom p å de uløste m etodiske og teoretiske spørgsm ål er fravæ ret af synteser — en m angel d er h a r væ ret erk en d t siden E rslev .6 F orsk n in g en blev i h ø jere grad k ildestyret end pro b lem sty ret og de m ange detailanalyser k o m til a t stå ufo rm id let side om side. D e n faglige debat, d er tit k unne være voldsom , drejede sig altid om d o k u m en tatio n en fo r en tese, aldrig om tesens relevans eller perspektiv. M an k a n indvende, a t »the cult of original sources«
(E rik R ud en g ) er b lev et d y rk et også i an d re lan d e,7 m en d e r h a r sådanne holdninger ikke i sam m e grad fået lov til a t m onopolisere forskningen. E ffek tive m o d tendenser h a r eksisteret, i U S A fra o. 1910, i F ra n k rig fra 30 rn e og i an d re europæ iske lan d e i h v ert fald fra 50 ern e (f. eks. E ngland, Italien, S pa
nien, P olen) eller 6 0 ern e (V esttyskland). D a n m a rk h a r væ ret u b e rø rt af denne udvikling, og i dag er d et d a også kildefokuseringen, d er især bestem m er v o rt im age udadtil. B em æ rkninger som d e følgende (hentet fra en anm eldelse af
»F estskrift til P o v l B agge«) er ikke ualm indelige: »T he narrow ness of D an ish sem inar m ethods crops u p in the m inute, precise articles o n sm all m atters . . .
B r u d e lle r k o n tin u ite t i d a n s k h is to r ie v id e n s k a b 521 its con trib u tio n to eith er E u ro p e an o r D a n is h historical study is m arginal b o th because o f topic, language a n d c o n te n t«.*
A t belyse d en n e »danske tradition« m å væ re en vigtig historiografisk o p gave. D et k a n hjæ lpe til a t forstå, h v o rfo r trad itio n en nu anfægtes, og b i
drage til at overskride den.
Som næ vnt e r analyser af dansk historiografi en m angelvare. S ituationen e r bed re i Sverige, h v o r B irgitta O dén — sekunderet af S ven-E ric L iedm an - i en ræ kke undersøgelser h a r klarlag t hovedtræ kkene i det historisk-kritiske g ennem brud.9 Selv om d e r naturligvis er forskelle m ellem d en d anske og den svenske udvikling, er d et næ ppe u b erettig et at overføre de m ere gene
relle ko n k lu sio n er.10
O dén h a r udskilt en ræ kke, ofte im plicitte, elem enter i d et h istorisk-kri
tiske paradigm e - e t begreb, h u n defin erer som et »konsistent helhetssyn över e tt forskningsom råde, som dels fu n g e rar problem genererande, dels an-, vänds fö r att h ä rle d a de tum regler o ch m etodiska tek n ik er som forskaren a rb e ta r m ed p ra k tisk t« .11 F ø rst og frem m est synes d ette paradigm e frem p ro v o k eret og n eg ativ t b estem t af d et dom inerende, konservative og ideali
stiske historiesyn m ed dets udnyttelse af h istorien til nationalistiske form ål.
W eibull-kredsen (A ru p in d befattet) havde selv klare politiske sym patier - det vender vi senere tilbage til - m en d et centrale elem ent i videnskabs
idealet blev et k ra v om objektivitet fo rstå et som »en underkastelse u n d er bestäm d a regler, som elim inerar forskarens valfrihet och personliga inlevel
se« .12 V idenskabsopfattelsen blev gennem ført em pirisk, m ed stæ rk teori
fjendtlighed og m istro o v er fo r bevidst anlagte p ersp ek tiv er p å historien.
M etoden fo rb ø d en h v er syntese a p rio ri (og fo rhindrede sam tidig, a t der skulle k u n n e skabes én a posteriori). D enne indskræ nkning i historikerens arbejdsfelt m odsvaredes af en k raftig opn o rm erin g af de kildekritiske fæ r
digheder. B eherskelsen af dem blev det egentlige faglige legitim eringsgrund
lag. Logisk n o k e r d et vanskeligt at finde explicitte u d try k fo r et historie
syn hos W eibull-skolen. M en k arak teristisk er »det in tegrerade perspek
tivet, sam spelet m ellan ekonom i och politik . . . inom ram en för en m etodolo
gisk individualism , som fö ra n k ra r de ekonom iska fa k to re rn a i individernas fria m o tiv atio n « .13 D en historiske udvikling er en kam p m ellem individer, som fo rsv a rer deres (eller deres gruppes) økonom iske og politiske interesser (hvad de så k a n gøre m ere eller m indre talentfuldt). M enneskene e r rationelt kalkulerende individer; de »kan ta m iste p å sina m öjligheter i m aktkam pen, m en de ta r in te m iste p å v ad som gagnar d em « .14 A t p åstå, a t bestem te fa k to rer - d et væ re sig økonom iske, ideelle eller an d re - k an være bestem m ende eller afgørende fo r d en historiske udvikling, afvises som uvidenska-
33 Fortid og nutid
522 K r is to f K . K ristia n se n o g Jen s R a h b e k R a sm u ssen beligt. Specielt er m an m eget lan g t fra a t dele m arxism ens vurdering af p roduktionsforholdenes betydning. P ro d u k tio n en e r d en nogenlunde faste, i høj g ra d geografisk bestem te, bag g ru n d fo r historien. D en w eibullske m ate
rialism e in teresserer sig i stedet fo r de variable fak to rer, d istributionen af p ro d u k tern e, eller m ed an d re o rd handelen. D et v ar især C u rt W eibull, d er tilskrev han d elen en dynam isk fu n k tio n i sam fundets udvikling, og hans ta n k e r fik sto r p arad ig m atisk effekt i svensk historieforskning; derim od blev A ru p s forsøg p å a t udvikle en h istorisk m aterialism e u d fra (landbrugs-) p ro d u k tio n en og b o n desam fundet k u n halv h jertet accepteret, herhjem m e så
vel som i Sverige.16
III
M en skal m an n æ rm ere indkredse de specifikke træ k ved d an sk historievi
denskabs udvikling, e r d e t n ødvendigt også a t b etrag te d e t historisk-kritiske gen n em b ru d i europæ isk perspektiv.
D e n engelske h isto rik er E . J. H obsbaw m h a r i et in teressan t essay hæ v
det d en opfattelse, a t d en akadem iske historieforsknings gennem brud m ed
fø rte en k la r tilbagegang p å alle andre o m råd e r end lige d en kildekritiske tek n ik .10 D et v ar et ubestrideligt frem skridt, a t m an ikke læ ngere accepte
red e generaliseringer, d e r byggede p å utilstræ kkelige eller upålidelige fakta.
M en frem sk rid tet havde sin pris, nem lig a t m an fra nu af sam lede alle b e stræ belser om a t etablere »fakta«. K ildekritikkens b id rag til historieforsknin
gen indskræ nkede sig reelt til a t opstille k riterie r fo r vurdering af ganske bestem te ty p er kildem ateriale (eksem pelvis »optegnelser om begivenheder v ed rø ren d e indflydelsesrige individers bevidste beslutninger«), og til a t u d vikle de hjæ lpeteknikker, d er v ar nødvendige til form ålet. M ed denne teknik v a r d et k u n m uligt at u dforske et m eget begræ nset udsnit af historiske fæ
nom ener. Så længe m an lod sig n ø je m ed d ette og i konsekvens h eraf satte lighedstegn m ellem d ette ud sn it og h istorien som sådan, v ar historieforsk
ningens b idrag til forståelsen af sam fundets udvikling beskedne og tilfældige.
F ø r eller senere m åtte m an finde m ere fru g tb are m åd er at udforske fo r
tid en p å, og dette v ar n eto p d en fælles intention fo r d e skoler og retninger, som H obsbaw m sam m en fatter u n d e r n av n et »anti-R anke-bevæ gelsen«. H a n giver følgende (naturligvis k raftig t forenklede) skildring af bevægelsens kam p fo r at ero b re universiteterne: »O m kring 1914 h av d e angriberne k u n bem æ g
tiget sig fo rp o ster som »økonom isk historie« og d en h istorisk orienterede sociologi. F o rsv arern e blev fø rst tvunget rigtigt p å tilbagetog efter 2. v er
denskrig, og de blev p å ingen m åd e tilintetgjort . . . I adskillige år efter 1950
B r u d eller k o n tin u ite t i d a n sk h isto rievid en sk a b 523 havde de held til a t gennem føre en re t heldig m odoffensiv, dels tak k et være d et belejlige klim a u n d er d en kolde krig, dels fordi rep ræ sentanterne for den n ye udvikling ikke v ar i stan d til a t konsolidere deres nyvundne posi
tio n er hu rtig t n o k « .17
N u k a n m an indvende, a t d et er vanskeligt at definere denne »bevægelse«
præ cist; og m an k a n diskutere, om navnet er heldigt valgt (m odstanden gæl
d er m indre R an k e end hans epigoner). M en det er uim odsigeligt, a t d er ikke alene h a r væ ret en reak tio n (m ed visse fællestræk) m od d en akadem iske hi
stories idealisering, specialisering og atom isering, m en a t denne reak tio n også i en vis forstan d k an siges at have sejret.
D et er efter vores opfattelse k lart, a t d en kvalitativt betydeligste retning inden fo r m oderne historievidenskab er forsøgene p å a t oparbejde en in te
greret »totalhistorie«, som n o k i en vis udstræ kning b eto n er bestem te fak to re r - de økonom iske og sociale frem fo r de politiske, de kollektive frem for de individuelle - m en som dog fø rst og frem m est insisterer p å a t b etrag te den historiske udvikling u n d er ét, i stedet fo r a t splitte den op i politisk historie, økonom isk historie, idehistorie osv. D en n e totalhistories succes h a r naturligt n o k b evirket en nedbrydning af kunstige skel, ikke alene m ellem fagets egne underdiscipliner, m en også m ellem h isto rie og de øvrige sam fundsvidenska
ber. P å m ange om råder, m åske specielt inden fo r socialhistorien, er d er sket en voldsom ekspansion m. h. t. nye forskningsom råder og m etoder, og der føres en om fattende d eb at m ed h enblik p å a t opstille teo rier fo r historiske langtidstendenser.18 E t indicium fo r styrken og frodigheden i denne udvik
ling er et sto rt an tal nye tvæ rvidenskabeligt og teo retisk orienterede tids
sk rifter.19
D an sk historievidenskab ko m ikke rigtigt m ed i denne udviklings første faser, fo rd i vi p å det tid sp u n k t en d n u ikke havde afsluttet opgøret m ed d en æ ldre skole. V i ko m så a t sige e t sk rid t bagefter, og nåede aldrig op.
B irgitta O déns artik el »S candia - tid sk rift fö r en an n an uppfattning«
(se note 9) illustrerer glim rende d ette forhold. H u n sam m enligner heri »Scan
dia« m ed d et franske tidsskrift »A nnales«, som er en førende repræ sentant fo r d en ovennæ vnte »totalhistorie« og i dag indtager en frem træ dende posi
tion i den in tern atio n ale fagverden. L ighederne i situationen ved de to tids
skrifters frem k o m st - »Scandia« i 1928, »A nnales« året efter - er interes
sante. Begge v a r tæ nkt som o rg an er fo r et o p rø r fra et k ritisk provinsuni
versitet m od den hersk en d e og (efter o prørernes m ening) m iddelm ådige forsk
ning p å landets førende universitet, og i begge tilfælde v ar d er i politisk fo rstan d tale om en p ro test fra rad ik alt-lib erale forskere m od den dom ine
ren d e konservatism e. M en forskellene m ellem de to tidsskrifters indstilling og position v a r langt m ere betydelige. »A nnales« gik i brech en fo r tvæ rviden- 33*
5 2 4 K r is to f K . K ristia n se n o g Jen s R a h b e k R a sm u ssen skabelighed, b eto n ed e de økonom isk-sociale og d e kollektive fak to rer, a r
bejdede m ed et bevidst globalt og k o m p arativ t p ersp ek tiv og betrag ted e den kildekritiske tek n ik som et upro b lem atisk red sk ab u n d ero rd n et problem stil
lingerne og synteserne. P å næ sten alle disse p u n k te r v ar »Scandia« d en dia
m etrale m odsætning. B ortset fra et begræ nset sam arb ejd e m ed bl. a. filolo
gerne h av d e m an ingen tvæ rvidenskabelige am bitioner, m en gik tvæ rtim od ind fo r en k raftig og konsekvent afgræ nsning af historikerens kom petence
om råde.
Ø konom isk historie spillede n o k en vigtig rolle, m en u n d er en synsvinkel, d er ikke tillod overindividuelle fo rklaringsfaktorer. M an udvidede p ersp ek ti
vet fra det natio n ale til d et nordiske, m en ikke længere, og så m ed skepsis p å stø rre synteser; k a rak teristisk n o k afslog H alv d an K o h t at lad e sit fore
drag om k lassekam pens betydning i nyere tid trykke i »Scandia«, fo rd i d et -
»reint syntetisk og verdshistorisk som d e t v ar « - ikke p assede i tidsskrif
te t.20 T il gengæld blev d en k ritiske m etode, som A nnales-skolen havde et så afslappet fo rh o ld til, g jo rt til d et centrale i »Scandia«s b u dskab. W eibull (og vel også A ru p ) sto d p å Seignobos’ m etodiske standpunkt, som »A nnales«
sk arp t bekæ m pede, og W eibull lod d a også sine fran sk e afhandlinger publi
cere i »R evue historique«. F o r » A nnales«-historikeren M arc B loch v ar spørgsm ålet » H v ad tjen er histo rien til?« så cen tralt, a t h a n for a t besvare det skrev sin b o g » F o rsv ar fo r historien«. Seignobos derim od havde i sin tid kald t e t såd an t spørgsm ål unyttigt, og få danske h istorikere ville have væ ret ueni
ge.21
H v o rv id t O dens re su ltater er repræ sentative fo r d anske forhold eller ej, m å — k a n m an m ed re tte indvende — foreløbig forblive et postulat. D e n væ
sentligste indvending er m åske, a t netop A ru p m ed sin D an m ark sh isto rie p ro ducerede en egentlig p aradigm e-overskridende syntese: digtningen over kil
d erne, forsøget p å a t anlægge e t k o n sekvent helhedssyn og d et ucam ouflerede personlige engagem ent er svæ rt forenelige m ed de træ k, O den frem hæ ver. P å d en anden side k an D an m ark sh isto rien også ses som et dybt splittet væ rk, h vor det ikke er lykkedes A ru p at forene de forskellige elem enter (positivisti
ske, m aterialistiske, kildekritiske etc.), fo rd i h an ikke besad et teoretisk a p p a rat, d er k u n n e styre og i d en efterfølgende d eb at legitim ere frem stillin
gen. V idenskabssocioogisk er d et interessante, at væ rket forblev en torso, og a t d et stå r helt alene. D e t e r m uligt, a t A ru p (ligesom W eibullerne) i sin u ndervisning gik u d o v er gen n em b ru d d ets m etodiske og teo retisk e g ru n d lag22, m en såd an n e te n d en se r slog ikke igennem i den senere forskning.
D e næ ste g en eratio n er h o ld t sig overvejende til traditionelle p roblem er og m etoder. F lere af de tilsyneladende nyorienteringer, f. eks. økonom isk
B r u d e lle r k o n tin u ite t i d a n s k h is to r ie v id e n s k a b 525 historie og h istorisk film -kritik, er langt h en ad vejen k u n (den tra d i
tionelle) kild ek ritik og m etode appliceret p å nye om råder. D et er n a tu r
ligvis b åd e nødvendigt og nyttigt a t få etab leret en stan d ard p å disse om rå d er, d er k a n m åle sig m ed d et niveau, kritik k en af beretninger, d o k u m enter, m ø n ter etc. h ar nået. M en om nogen overskridelse af paradigm et v ar og er d er ikke tale. N å r k ild ek ritik tilm åles væ rdi i sig selv risikerer m an, fo r a t citere M a rc B loch, »i det uendelige a t hage sig fast i u be
tydelige eller fo rk ert stillede p roblem er. D e r er intet væ rre spild end spildet af læ rdom , som g år tom gang, og in tet hovm od så m alplaceret som stoltheden o v er det redskab, d er tages fo r et m ål i sig selv«.23 H ans b e
m æ rkninger h a r gyldighed, h vad en ten historikerens em ne er U nionsbrevet, træ lasth an d el eller nazistiske propagandafilm .
D en historisk-kritiske m etode fejrede trium fer, n å r d et gjaldt a t påvise den æ ldre forsknings m etodiske m angler. D et er dens store fortjeneste, at
»selv m iddelm ådigheder, d e r h a r gennem gået et propæ deutisk kursus i kilde
kritik, k an . . . u n d g å fæ lder, som store begavelser i lid t æ ldre tid kunne falde i« .24 M en desvæ rre v ar m an tilbøjelig til a t overse, at d et ikke gjorde m iddelm ådighederne til store historikere.
M en h v o rfo r udviklede d er sig ikke en »anti-R anke-bevæ gelse« i D a n m ark - heller ikke senere? N ogen u d tøm m ende fo rklaring k an vi ikke give, b lot pege p å nogle fak to rer, som vi fin d er vigtige.
D et historisk-kritiske parad ig m e i d an sk version indeholdt ren t faktisk »an- ti-R anke-elem enter« v ed a t gøre op m ed d en ensidigt n atio n ale og d en en
sidigt politiske synsvinkel. M en udvidelsen af perspektivet i disse henseender m odsvaredes af indskræ nkninger i andre. D et gjaldt f. eks. den individuali
stiske fortolkningsram m e. N o k så vigtig v a r d en stæ rke kildefokusering, som gjorde d et vanskeligt a t skrive synteser, i h v ert fald fo r d en nyere tids h i
store, h v o r v a lg e t af fa k ta blev et påtræ ngende problem . W eibull undgik problem et, fordi h an altid beskæ ftigede sig m ed em ner, h v o r alle sikre fak ta k u n n e og m åtte bruges. M en A ru p stødte p å d et og prøvede forgæves at løse det. D e m etodiske krav, h a n ved flere lejligheder stillede til behandlingen også af d en nyere tids kildestof, v a r i praksis um ulige a t opfylde i andet end p u n ktundersøgelser; sandsynligvis h a r vi h er en m e d v ir k e n d e årsag til, at h an s dan m ark sh isto rie aldrig ko m u d over 1660. D ernæ st standsede den geografiske udvidelse af p erspektivet ved N ord en ; i forhold til E u ro p a blev isolationen sn arere m ere u d talt end tidligere. D erm ed blev også m uligheder
ne fo r en d irekte k o n ta k t m ellem europæ isk og dansk historieforskning b e
græ nset til d e få tid sp erio d er h v o r »danm arkshistorien« også e r »verdens
historie«, og d et vil hovedsageligt sige vikingetiden. B etydningen af et b re d t in tern atio n alt forskningsm iljø er indlysende, n å r det drejer sig om m etodiske
526 K r is to f K . K ristia n se n o g Jen s R a h b e k R a sm u ssen og teo retisk e overskridninger af en n atio n al forskningstraditions begræ ns
ninger. F o r d en nyeste vikingeforskning vil d et f. eks. væ re svæ rt at over
v u rd ere englæ nderen P. H . Saw yers betydning som igangsæ tter og pro v o k atø r.
M en m ed undtagelse af sådanne o m råd e r k u n n e d anske h istorikere sjæl
d en t d irekte sam m enligne sig m ed ud en lan d sk e kolleger. F o r d et første skrev vi m eget lidt om in tern a tio n al historie. D e n stæ rke kildefokusering gjorde d et vanskeligt a t m eritere sig p å ikke-nordiske em ner. D e n centrale viden
skabelige egenskab, d er skulle d em onstreres, v ar evnen til en fuldstæ ndig beherskelse af k ildem aterialet til en begræ nset problem stilling. G rundige ark iv stu d ier v ar uom gængelige og arkivrejser til u d lan d et en k o stb ar affære.
A strid F riis blev således i sin tid næ gtet tilladelse til a t vælge » F orholdet m ellem E u ro p a og In d ie n /K in a i nyere tid« som sit konferensem ne.25 H u n valgte så i stedet d et em ne inden fo r engelsk historie, d er senere blev gen
stand fo r hendes d isputats, og i p rak sis v ar d ette k u n m uligt i k ra ft af hendes personlige form ue. F le re d isp u tered e p å in tern a tio n al han d els
historie, således bl. a. A ru p , A ksel E . C hristensen og K ristof G lam ann, m en fo r dem alle gælder, at de (som A . F riis) i deres senere p ro d u k tio n sto rt set helligede sig d an sk e em ner. F o r d e t an d et skrev u d lan d et næ sten ikke om D a n m a rk , heller ikke p å an d en h ån d , fordi d e r blev oversat så uendelig lidt til hovedsprogene. R esu ltatet af d en n e udvcikling blev o p sum m eret af M ichael R o b erts, d e r fo r tyve å r siden b em æ rk ed e om sine kolleger: »W hence th ey draw th eir in fo rm atio n u p o n th e h istory of D en- m a rk it w ould b e difficult to conjecture, and p ro b ab ly profitless to en q u ire« .26 O g selv om frem k om sten af flere oversæ ttelsestidsskrifter (Scandinavian E co- nom ic H istory Review , M edieval S candinavia og Scandinavian Jo u rn a l of H i
story) h a r b e d re t situationen, er d e r stadig sådan, a t u d en lan d sk e historikere la d e r b o n d eo p rø r ra se i D a n m a rk i 1760erne, d a te re r Skånes overgang til Sverige til 1814, og gør G rundtvig til led er af In d re M ission! (Og disse eksem pler er en d d a taget fra p ro m in en te historikere).
E ndelig virkede d et snæ vre forskningsm iljø stæ rkt hæ m m ende. I d et hi- storisk-kritiske paradigm es form ative å r eksisterede d e r k u n ét universitet i D an m ark , og selv efter a t Å rh u s k o m til, dom inerede K ø b en h av n faget og forskningen. D e t v ar de sam m e få professorer, d e r fungerede som læ rere, som anm eldere, som re d a k tø re r af tidsskrifter og som b ed ø m m er af faglige kvalifikationer. D e t b e tø d ikke, a t d e r ikke k u n n e o p stå voldsom uenighed - som strid en m ellem A ru p og A ag e F riis viste - m en d et forhindrede, a t uenig
h eden k u n n e fø re til noget. D e t e r n o k fo r overfladisk a t tale om en »kulis
seintrige m ellem to efterh ån d en bedagede o p erettep rim ad o n n ae r« ,27 m en i h v e rt fa ld v a r d e t d e n personlige side af striden, m an hæ ftede sig ved;
