Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Hvorfor taler vi ikke latin i dag?
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
Hvorfor taler vi ikke latin i dag?
Af: Irene Berg Petersen, Journalist 19. september 2013 kl. 13:18
Latin var engang et sprog, der blev talt i store dele af Europa. Så hvorfor og hvordan forsvandt det, og hvad har vi tilbage af det i dag? Det svarer Spørg Videnskaben på.
Latin lugter lidt af gamle dage og støvet udenadslære i den sorte skole.
I dag er latin et sprog, som kun lever på papiret. Men sproget er jo engang blevet talt, så hvorfor gør man ikke det længere?
Spørg Videnskaben bliver i denne uge udfordret af en læser, der gerne vil vide, hvornår og hvorfor folk holdt op med at tale latin som et hverdagssprog:
»Når latin nu var så udbredt og anvendt et sprog engang, hvordan kan det så være, at der i dag ikke er nogen folkeslag eller lande tilbage, der taler det?« Skriver Kasper Brix Bærndt i en mail til os.
Lidt sproghistorie skræmmer os bestemt ikke her på redaktionen. Så vi sender straks spørgsmålet videre til to forskere, der har latin som speciale.
Latin skiller sig ud ved stadig at bestå som skriftsprog
Camilla Horster, der er ph.d.-studerende i klassisk filologi på Aarhus Universitet, begynder med at sætte vores tanker om latin lidt på plads.
»Det sjove eller det anderledes ved latin er faktisk ikke, at det uddøde. Det sjove er, at det stadig lever skriftligt. Et uddødt sprog er kendetegnet ved, at der ikke længere fødes børn, der har det som
modersmål. Det talte latin uddøde, fordi det ændrede sig og blev til andre sprog,« siger forskeren og tilføjer, at det er en helt naturlig udvikling, fordi alt sprog med tiden ændrer sig og bliver til noget andet.
LÆS OGSÅ: Hvorfor blev københavnsk den rigsdanske dialekt?
Latin udviklede sig til romanske sprog
Det var romerne og beboerne i de romerske provinser, som talte latin. Men da Romerriget i 480 faldt fra hinanden, så skred sammenholdet i det latinske sprog også, og latin udviklede sig langsomt til
henholdsvis fransk, italiensk, spansk og portugisisk.
Når vi i dag trods alt har bevaret latin som et skriftsprog, man kan lære i skolen, så skyldes det, at latin udviklede sig til et skriftligt kultursprog, som er blevet brugt på tværs af landegrænser.
Men latin har, ifølge Camilla Horster, holdt sin form som skriftsprog, fordi det var et:
Fælles sprog på tværs af Romerriget og dermed på tværs af Europa. Latin blev brugt som et fælles administrationssprog.
Kirkesprog: Den kristne kirke blev til i Romerriget og har fortsat med at bruge latin frem til den katolske kirke i dag.
Videnskabeligt sprog: Allerede i Romerriget blev latin anvendt til at dele viden om datidens videnskaber, som for eksempel filosofi, retorik og matematik.
Skriftsproget latin var derudover i lang tid en hellig ko i nogle kredse, hvor man forsvarede den helt klassiske udgave af sproget.
Her gik man kun med til at ændre på det med måde efter en passioneret debat. Den debat vender vi tilbage til senere. Først skal vi en tur tilbage til de gamle romere.
Romerriget var tosproget
Romerne nåede i løbet af ca. 1000 år at udbrede deres rige fra Rom til yderområder som Gibraltar, Nordengland og Konstaninopel.
I det store romerske rige var mange mennesker således tosprogede for eksempel kunne man have gallisk som modersmål og latin som andet sprog. Latin var nemlig det sprog, som de romerske provinser i vest blev administreret på.
I den østlige del af Romerriget var det dog græsk, som var fællessproget. Derfor foretrak folk i det østromerske rige at tale græsk med hinanden.
Forskel på latin i skrift og på tale i Romerriget
Allerede da latin var sprællevende i Romerriget, gik det skriftlige latin og det talte latin i hver sin retning.
»Lige så snart, man begynder at skrive latin ned omkring år 500 f. kr., så kommer der en norm for at den måde, man skriver på ikke ligner det talte sprog,« siger lektor i klassisk filologi George Hinge og forklarer, at det er en helt almindelig udvikling, når et sprog får en skriftlig dimension.
Hans kollega Camilla Horster fortæller dog, at man i dag ikke ved ret meget om, hvordan latin blev talt i Romerriget. Man ved for eksempel ikke, om navneord blev bøjet i alle de såkaldte kasusformer, som man kender fra skriftsproget, og hvilken ordstilling der var den mest normale.
Udtalen har man dog gode kilder til. Stavefejl og citater fra komedier vidner nemlig om, hvordan
ordene har lydt. Men forskerne ved langt fra alt om, hvordan det talte latin var oprindeligt.
LÆS OGSÅ: TEST: Hvor god er du til dialekter?
Latin blev til andre sprog med Romerrigets fald
Efter Romerrigets fald var det folkene i det nuværende Frankrig, som hurtigst begyndte at bruge latin på en ny måde.
Det skyldes blandt andet, at der i det franske på dette tidspunkt sker en række samfundsmæssige omvæltninger.
»Allerede i 600 og 700-tallet mener man, at fransk skiller sig ud fra latin. Derfra begynder folk ikke, at kunne forstå det gamle romerske latin mere,« siger George Hinge.
Sproget latin begynder at falde fra hinanden og mange er på dette tidspunkt i tvivl om, hvad der er sprogligt rigtigt og forkert i forhold til latin.
»Da Romerriget går i opløsning flytter folk ud i mindre samfund, og færre læser eller kan læse. I Romerriget var der en stærk skriftkultur, men den bliver mindre i det 6. og 7. århundrede. Og færre mennesker har kontakt med hinanden over lange afstande,« forklarer forskeren.
Latin levede videre i klostrene
Der var i denne tidlige middelalder ikke en dannelseskultur, der dikterede, at man skulle kunne skrive og tale et ordentligt latin for at blive en god embedsmand eller for at komme til magten politisk.
Det havde der været i Romerriget.
Det er også Romerrigets sidste religion, kristendommen, der redder det latinske sprog i denne omgang.
»Sprogkulturen levede videre i klostrene. Men den verdslige (dvs. ikke-kirkelige) offentlighed har ikke længere denne dannelseskultur. Det var de gejstlige, der læst, men dem der havde magten kunne på dette tidspunkt for eksempel være analfabeter,« fortæller George Hinge.
LÆS OGSÅ: Ville vi kunne forstå Gorm den Gamle?
Dannelse og latin blev igen vigtigt for magthaverne
Interessen for den klassiske romerske og græske kultur genopstod med renæssancen i 1300- og 1400- tallet. Og det blev igen vigtigt for verdsligheden at kunne latin.
Men på dette tidspunkt havde det talte latin for længst udviklet sig til andre sprog.
De lærde lykkedes dog med at genoplive en forfinet udgave af det gamle skriftlige latin ud fra gamle skrifter, som blandt andre den romerske filosof, retoriker og politiker Cicero var forfatter til. Ciceros latin blev således et af mest udbredte forbilleder for, hvordan et smukt, rigtigt og klassisk latin skulle
skrives. Det var dog ikke entydigt, hvordan man skulle bruge det gamle forbilledlige sprog.
»Man havde i 1400-tallet en stor diskussion, hvordan man skrev rigtigt latin. Nogle mente, at man kun måtte bruge ord, som fandtes i det gamle Rom. Andre mente, at man godt kunne danne nye ord så længe det var i overensstemmelse med gamle latinske sprognormer,« siger ph.d.-studerende Camilla Horster.
Problemet var, at der siden det gamle Rom var kommet nye begreber og opfindelser til verden. For eksempel fik man bogtrykken, som dengang var en ligeså revolutionerende opfindelse, som computeren og internettet har været for os i dag. Man manglede derfor latinske ord, som passede til den tid, man levede i.
Fejde resulterede i et mere fleksibelt klassisk latin
Vinderne af kampen mod eller for dannelse af nye ord blev de såkaldte kritiske eklektikere.
»De kritiske eklektikere mente, at man som hovedregel måtte holde sig til det klassiske latin, men at man godt måtte lave nye ord for nye ting,« fortæller Camilla Horster.
Udfaldet af konflikten blev altså en norm, som handlede om at bevare det klassiske latin men at det også skulle være fleksibelt, så sproget var brugbart – også i tiden frem.
Sidenløbende med denne debat i lærde kredse har latin været udsat for alt muligt, ifølge Camilla Horster.
»Et international sprog er nok det, der må finde sig i mest, fordi det bliver brugt og påvirket af folk, der ikke kan det, folk der blander det med deres eget sprog og så videre. Bare tænk på, hvad vi dog ikke gør ved det stakkels engelsk i dag,« siger forskeren.
LÆS OGSÅ: Sprogtest: Kan du forstå, hvad jeg siger?
Nationalisme udkonkurrerede latin
Fra renæssancen og frem til 1800-tallet fortsatte latin med at være et fælles skriftligt kultursprog i Europa.
»Det var videnskabens sprog. Helt op i 1700-tallet var det helt almindeligt at publicere videnskabelige afhandlinger på latin.
Newton publicerede for eksempel sine teorier på latin. Det er først, da vi får de stærke nationale kulturer i 1800-tallet, at latin forsvinder som det fælles videnskabelige sprog,« siger lektor George Hinge.
I dag er videnskabssproget engelsk. George Hinge giver den katolske kirke en del af æren for, at latin har overlevet fra 1800-tallet og frem til i dag. Her har man nemlig fastholdt frem til det 2. vatikankoncil (1962-65), at kirkens sprog er latin og kirkehandlingerne blev også foretaget på latin. Æren deler den katolske kirke dog med det humanistiske gymnasium, der har fastholdt, at kendskab til klassisk latin og græsk har en dannende indflydelse på de unge.
I dag får unge stadig undervisning i latin i gymnasiet, men det er, fordi sproget, ifølge latinforskerne, giver en enestående indsigt i grammatikken og ordforrådet i de europæiske sprog.
Der findes altså ikke i dag mennesker, som taler latin som modersmål. Det latin, der bliver talt i for eksempel kirken, tager afsæt i den skriftlige og forfinede udgave af romernes gamle latin.
Send dit spørgsmål til Spørg Videnskaben
Vi siger tusind tak til latineksperterne Camilla Horster og George Hinge for deres uddybende svar.
Kasper Brix Bærndt får en Videnskab-dk-t-shirt for sit spørgsmål.
Hvis du selv brænder inde med et spørgsmål, så tøv ikke med at sende det til redaktionen@videnskab.dk, eller dyk ned i vores Spørg Videnskaben-arkiv.
Du kan også læse videre i Videnskab.dk's samlede oversigt over artikler om sprog
URL: http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvorfor-taler-vi-ikke-latin-i-dag
© Ophavsretten tilhører Videnskab.dk
