Kopi fra DBC Webarkiv

(1)

Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Børn får for lidt hjælp i børnesager

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

(2)

SOCIAL

FORSKNING

Nyt fra Socialforskningsinstituttet

Social Forskning udgives af Socialforskningsinstituttet for at orientere om resultaterne af instituttets arbejde.

Redaktion: Ove Karlsson (ansvarshavende), Lisbeth Pedersen, Ivan Thaulow og Ulla Dyrborg.

Henvendelser og forespørgsler bedes rettet til Ove Karlsson.

Abonnement: Social Forskning er gratis. Abonnement kan tegnes ved henvendelse til instituttet. Bladet kan frit kopieres.

Tryk: Nielsen & Krohn A/S.

Oplag: 12.400.

ISSN-nr. 0903-7535.

SOCIAL

FORSKNINGS INSTITUTTET

Herluf Trolles Gade 11 DK-1052 København K Tlf. 33 48 08 00 Fax 33 48 08 33 E-mail sfi@sfi.dk www.sfi.dk

Ivan Christensen & Tobias Børner Stax: Kommunal boliganvisning. En analyse af praksis og politik i Københavns Kommune.

Arbejdspapir 14:2002

Dette arbejdspapir består af en kvalitativ analyse af Københavns Kommunes anvisningspolitik og anvisningspraksis.

Arbejdspapiret beskriver de overordnede politiske rammer og præmisser omkring kommunens anvisning af almene boliger til borgere i akut bolignød, samt udviklingen i denne politik over tid. Desuden beskrives

organiseringen af anvisningsarbejdet i kommunen, antallet af anvisninger, samt hvad det er for mennesker kommunen hjælper med at finde en bolig. Endelig forsøger arbejdspapiret at belyse, hvilke muligheder og barrierer der er for at inddrage private aktører på boligmarkedet i kommunens akutanvisning.

Boliganvisning i København

Cand. Comm., MCC Ulla Dyrborg tiltrådte den 15. august som formidlingschef på Socialforskningsinstituttet og afløser dermed Lisbet Martensen Rasmussen.

Ulla Dyrborg kommer fra en stilling som projektleder hos designfirmaet Kontrapunkt og har tidligere været kommunikationschef i DSB Rederi A/S.

Ny formidlingschef på Socialforskningsinstituttet

Henning Olsen: Folkepensi- on, levekår og lavindkomst i Skandinavien. Et littera- turstudie om forsknings- og udredningstendenser.

Arbejdspapir 13:2002. 72 s.

Socialforskningsinstituttets arbejdspapirer kan hentes på SFIs hjemmeside:

www.sfi.dk

Arbejdspapiret sætter fokus på forsknings- og udredningsopgaver, der omhandler leve- kår blandt skandinaviske folkepensionister med lave indkomster. Det sigter bl.a. mod at:

• beskrive folkepensionister uden supplerende indkomster mht. demografi, ind- komst mv.

• beskrive folkepensionisternes levekår, fx mht. boligmæssige forhold, sociale kontak- ter, sundhed og velbefindende.

• kortlægge økonomiske vilkårs betydning for levekår i bred forstand.

• sammenligne alderspensionisters levekår på tværs af landegrænser.

Baggrunden for undersøgelsen er et ønske fra Socialministeriet om at få belyst levekår blandt folkepenionister uden supplerende indkomster sammenlignet med folkepensionister med betydelige indtægter. Under- søgelsen er gennemført af Socialforsknings- instituttet og Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut.

Folkepension, levekår og lavindkomst i Skandinavien

Arbejdspapirer

Nyt om navne

(3)

SOCIAL

FORSKNING

Nyt fra Socialforskningsinstituttet

2002:3 ^Oktober

Børn får for lidt hjælp

i børnesager

2

Nye solidaritetsformer og samfundets sammen-

hængskraft

4

Danske kvalitative

Virksomhedernes sociale ansvar skal

baseres på frivillighed

8

Efterlønsreform med

begrænset virkning

10

Nyt center skal bygge

Hvem har særlig stor risiko for at blive før-

tidspensionist?

14

(4)

tater, hvis man i kommunerne arbejdede systematisk med at forbedre indsatsen.

Børn med mange vanskeligheder

Børn i familier, der er involveret i en børne- sag, har på mange måder et dårligere udgangspunkt for et godt liv end andre børn. I modsætning til de fleste børnefamilier er deres opvækst præget af økonomiske problemer og af forældre med få ressourcer.

Ofte er der konflikter mellem de voksne og konflikter mellem børn og forældre ("opdragelsesproblemer"). Skolegangen er heller ikke nem, idet hverdagen byder på mobning, manglende trivsel og vanskeligheder med at leve op til de faglige krav. Forhold, der tilsammen øger børnenes risiko for en yderligere marginalisering.

Behov for hjælp i skolen

Kommunernes hidtidige indsats har kun løst en mindre del af problemerne. Skal man se sig om efter andre tilgange, peger evalueringen på, at skolens betydning fortjener en særskilt opmærksomhed. Skoleproblemer fylder meget i børns og forældres hverdag, og det er ofte skolen, der underretter socialforvaltningen. Mange af de børn der er involveret i børnesager lider af koncentration- svanskeligheder, adfærdsvanskeligheder og problemer med indlæringen. Det forringer børnenes udbytte af skolegangen og dermed også deres chancer for senere at klare sig godt. Det vil således være væsentligt for den forebyggende indsats i højere grad at medtænke en forbedring af børnenes skole- gang.

§ 38 undersøgelsen gennemføres langt fra altid

Forud for, at der iværksættes en foranstaltning, skal der gennemføres en undersøgelse af barnets og familiens forhold (en § 38 undersøgelse). Evalueringen viser, at en sådan undersøgelse langt fra altid gennem- føres. Det kan kun med sikkerhed dokumen- teres, at der har fundet en undersøgelse sted i cirka halvdelen af tilfældene.

To ud af tre børnesager starter med, at det er familien selv, der henvender sig til kommunen. Mange forældre erkender således, at de har behov for kommunes hjælp til at løse et givent problem, og de forventer, at kommunen er i stand til at hjælpe. Cirka hver femte børnesager starter med en underret- ning, og i de tilfælde er det oftest skolen eller Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, der har underrettet socialforvaltningen.

Når forældrene henvender sig, er det oftest på grund af opdragelsesproblemer i hjemmet, børns mistrivsel og skoleproblemer samt de voksnes psykiske problemer.

Også kommunens professionelle anser hyp- pigt, at sådanne problemer kan begrunde, at man igangsætter en børnesag. Forældre og professionelle er således et langt stykke vej enige om, hvad der begrunder en børnesag.

Men ikke altid.

I nogle tilfælde er der uoverensstemmelse mellem forældres og professionelles karak- teristik af problemerne. Det er som regel, når de professionelle mener eller har mistan- ke om, at barnet er udsat for mishandling eller vanrøgt, og/eller at forældrene har et alkohol- eller narkotikaproblem, som skaber problemer for barnet. I disse tilfælde er det vanskeligt at få kontakt med familien, og det er vanskeligt at opnå enighed med familien om, hvori problemerne består.

En tredjedel af problemerne løses

I en delundersøgelse fra evalueringen vurde- rer sagsbehandlerne, hvad der er sket med børnene over en 4-årig periode. Ifølge sagsbehandlerne kan en tredjedel af de problemer, der indleder en børnesag anses for løst i den periode. Dog mener de, at cirka halvdelen af børnene har færre symptomer på vanskeligheder uanset om problemerne er løst eller ej. Evalueringen peger i retning af, at det især er de tungeste problemer og de problemer, der skaber konflikt mellem for- ældre og professionelle, der ikke er løst. En indikator på dette er, at i cirka hver tredje af de familier, hvor problemerne ikke er løst, har familien tidligere været involveret i en børnesag. Evalueringen peger på, at der sandsynligvis ville kunne opnås bedre resul-

Else Christensen

Børn får for lidt hjælp i børnesager

SFI har evalueret kommunernes forebyggende indsats på børneområdet.

Hvordan opstår en børnesag? Hvordan undersøges det, om der er behov

for særlig støtte? Hvad består støtten i? Og hvad kommer der ud af en

eventuel støtte? En af hovedkonklusionerne er, at børnene alt for sjældent

inddrages i børnesagerne. Og hjælpeforanstaltningerne er i for ringe

grad rettet mod at løse børnenes problemer. Ofte er der tale om alvorlige

problemer i skolen.

(5)

Anette Kruhøffer & Jan Høgelund: Virksomheders sociale engagement. Årbog 2001 - Sammenfatning. Socialforsk- ningsinstituttet 01:13. 39 sider. Pris kr. 30,00.

ISBN 87-7487-671-6.

Thomas Gruber & Ivan Christensen: Unge ofre for vold.

Et modelprojekt mellem central og lokal styring. Social- forskningsinstituttet 01:14. 107 sider. Pris kr. 80,00. ISBN 87-7487-672-4.

Henning Olsen: Sprogforståelse og hukommelse i danske surveyundersøgelser. Socialforskningsinstituttet 01:15 og 01:16. Bind I 378 sider, Bind II 379 sider. Samlet pris kr. 570,00. ISBN 87-7487-674-0 (Bind I) og ISBN 87-7487-675-9 (Bind II).

Annemarie Møller Andersen, Niels Egelund, Torben Pile- gaard Jensen, Michael Krone, Lena Lindenskov og Jan Mejding: Forventninger og færdigheder – danske unge i en international sammenligning. AKF, DPU og SFI- SURVEY. 278 sider. Kr. 298. ISBN 87-7487-673-2.

Børn og familier. Resultater og perspektiver fra Social- forskningsinstituttets forskning om børn og familie. Soci- alforskningsinstituttet 02:8, 60 sider. Pris 50,00 kr. inkl.

moms. ISBN 87-7487-685-6.

James Henry Weatherall: Vejen til førtidspension. En analyse af overgangen til førtidspension i befolkningen.

Socialforskningsinstituttet 02:9. 82 sider. Pris 65,00 kr.

inkl. moms. ISBN 87-7487-686-4.

Else Christensen & Tine Egelund: Børnesager. En evaluering af kommunernes forebyggende arbejde. Social- forskningsinstituttet 02:10. 218 sider. Pris 165 kr. inkl.

moms. ISBN 87-7487-687-2.

Else Christensen: Børnesager i korte træk. Socialforsk- ningsinstituttet 02:11. 44 sider. Pris 40 kr. inkl. moms.

ISBN 87-7487-688-0.

Else Christensen: Når der er brug for hjælp. Kommu- nens hjælp til børn og deres forældre. Socialforsknings- instituttet 02:12. 28 sider. Pris 25 kr. inkl. moms.

ISBN 87-7487-689-9.

2001

Jens Bonke og Lene Kofoed: Længerevarende behand- ling af børn og unge i sikrede pladser. Socialforsknings- instituttet 01:8. 140 sider. Pris kr. 110,00.

ISBN 87.7487-665-1.

Jens Bonke og Connie Carøe: En forstærket indsats over for kriminalitetstruede børn og unge. Socialforskningsin- stituttet 01:9. 160 sider. Pris kr. 120,00.

ISBN 87-7487-667-8.

Niels Henning Bjørn & Cecilie Dohlmann: De ledige kvinder i Sønderjylland. En analyse af et kønsopdelt arbejdsmarked. Socialforskningsinstituttet 01:10, 176 sider. Pris 145,00 kr. inkl. moms. ISBN 87-7487-669-4.

Jørgen Anker, Anders Munk, Inger Koch-Nielsen & Mette Raun: De sociale puljer. En tværgående analyse af Soci- alministeriets puljemidler. Socialforskningsinstituttet 01:11, 170 sider. Pris 130,00 kr. inkl. moms.

ISBN 87-7487-668-6.

Anette Kruhøffer & Jan Høgelund: Virksomheders sociale engagement. Årbog 2001. Socialforskningsinstituttet 01:12. 171 sider. Pris kr. 130,00. ISBN 87-7487-670-8.

2002

Joachim Boll & Thomas Qvortrup Christensen: Kontant- hjælpsmodtagerne og arbejdsmarkedet. Et casestudie fra Vestegnen. . Socialforskningsinstituttet 02:1. 104 sider.

Pris kr. 80,00. ISBN 87-7487-676-7.

Trine Filges: Revalidering. Socialforskningsinstituttet 02:2. 103 sider. Pris kr. 105,00. ISBN 87-7487-677-5.

Henning Bjerregård Bach: Kontanthjælpsmodtagere – aktivering og arbejdsudbud. Socialforskningsinstituttet 02:3. 152 sider. Pris kr.120,00. ISBN 87-7487-678-3.

Connie Carøe Christiansen & Pernille Hohnen: Betingel- ser for børns sociale ansvar. Socialforskningsinstituttet 02:4, 177 sider. Pris 135,00 kr. inkl. moms.

ISBN 87-7487-679-1.

Danske arbejdspladser - Plads til alle? Resultater og perspektiver fra Socialforskningsinstituttets forskning om arbejdsmarkedets rummelighed. Socialforskningsinsti- tuttet 02:6, 73 sider. Pris 50,00 kr. inkl. moms.

ISBN 87-7487-681-3.

Mimi Strange: Unge krænkere. Socialforskningsinstituttet 02:7. 150 sider. Pris kr. 115,00. ISBN 87-7487-684-8.

Socialforskningsinstituttets rapporter siden 1. september 2001

Bestilling af rapporter

Rapporterne kan bestilles på:

Tlf. 3348 0946 E-mail: library@sfi.dk Web: www.sfi.dk

Bestillinger kan også sendes til instituttet eller rapporterne kan købes gennem boghandlere.

(6)

ansøgning om førtidspension året efter en eller anden form for overførselsindkomst, mens mellem 20 og 25 pct. var i ordinær beskæftigelse og havde en lønindkomst. De resterende knap en fjerdedel, som hverken modtog en overførselsindkomst eller løn, må formodes at være forsørget af ægtefælle/

samlever.

Om undersøgelsen

I undersøgelsen er et udsnit af den voksne danske befolkning fulgt i en række registre i perioden 1990-1997. Bogen bygger desuden på resultater fra en spørgeskemaundersøgel- se til en del af den danske befolkning.

Undersøgelsen er finansieret af Socialmini-

steriet.

•

Socialforskningsinstituttet har i en ny rapport sat fokus på førtidspensionen. Formålet med rapporten er at identificere de grupper, som har en særlig stor risiko for at forlade arbejdsmarkedet med førtidspension. Bag- grunden for at sætte fokus på førtidspensio- nen er en konstatering af, at andelen af befolkningen, som er aktive på arbejdsmarkedet helt frem til pensionsalderen, har været faldende siden 1990. I dag er mindre end 20 pct. af befolkningen erhvervsaktive frem til pensionsalderen. Ændringer i befolkningens alderssammensætning, i retning af flere ældre over 60 år, kan betyde et yderligere fald i andelen af erhvervsaktive i de kommende år, hvis tendensen fortsætter.

Fra kontanthjælp til førtidspension

8 pct. af den voksne danske befolkning i den arbejdsdygtige alder modtager i dag førtids- pension, og førtidspension tilkendes ca.

15.000 personer årligt. Undersøgelsen viser, at især de svageste grupper på arbejdsmarkedet har særlig stor risiko for at komme på førtidspension. Det drejer sig fx om lavtløn- nede, langtidsledige, personer, der har modtaget sygedagpenge eller kontanthjælp i længere tid samt personer over 50 år

Op imod tre fjerdedele af 90'ernes nye før- tidspensionister har modtaget en eller anden social ydelse året før, de fik førtidspension.

Især modtagelse af kontanthjælp betyder meget for risikoen for at få førtidspension. Jo længere tid på kontanthjælp, jo højere risiko for at ende som førtidspensionist.

Et lignende mønster genfindes for sygedagpenge, men her skal man være opmærk- som på, at mange ansøgere har en periode med sygedagpenge, mens helbredsforhold og arbejdsevne afklares og ansøgning om førtidspension overvejes og besluttes.

Undersøgelsen tyder på, at revalidering virker efter hensigten og rent faktisk med- fører en bedre tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed mindre risiko for at blive før- tidspensionist.

Ikke alle afslag er endelige

Undersøgelsen har set på, hvordan det er gået de personer, som har fået afslag på før- tidspension. I perioden 1990 til 1997 fik mellem 4.500 og 7.000 personer om året afslag på førtidspension, og ca. en tredjedel af dem fik inden for 3 år tilkendt en førtidspension.

Denne andel har været nogenlunde konstant i første halvdel af 90’erne. Men hvordan for- sørger de resterende sig? I den undersøgte periode modtog mellem halvdelen og to tredjedele af dem, der har fået afslag på en James Henry Weatherall:

Vejen til førtidspension. En analyse af overgangen til førtidspension i befolknin- gen. Socialforskningsinsti- tuttet 02:9. 82 sider. Pris 65,00 kr. inkl. moms. ISBN 87-7487-686-4.

James Weatherall

forskningsassistent

Hvem har særlig stor risiko for at blive førtidspensionist?

Foto: Nana Reimers / BAM

(7)

Else Christensen

programleder mag.art.

Kun en lille vifte

af foranstaltninger bruges

Af serviceloven fremgår det, at kommunerne har en række forskellige foranstaltninger, der kan anvendes i det forebyggende arbejde. I praksis bruger de fleste kommuner kun et begrænset antal foranstaltninger. I cirka to tredjedele af sagerne bruges aflastningsop- hold, mens der i mellem en tredjedel og en fjerdedel af sagerne anvendes hjemme- hossere og konsulenthjælp.

Det er karakteristisk for de anvendte foranstaltninger, at de ofte har en uspecifik karak- ter, forstået på den måde, at de er rettet mod at yde basal hjælp og omsorg til forældre (mor) og barn, mens der sjældnere er tale om en indsats med et egentligt behandlende og forandrende formål. De anvendte foranstaltninger er desuden i høj grad rettet mod moderen og hendes behov, mens børnenes specifikke problemer (som fx de nævnte skoleproblemer) tilsyneladende sjældnere kommer direkte i fokus for indsatsen. Foran- staltninger, der primært er defineret som en støtte og ressource til barnet, anvendes kun sjældent, fx personlig rådgiver og fast kon- taktperson.

Børnene inddrages sjældent

At børnene alt for sjældent inddrages i deres egen sag, som Serviceloven foreskriver, viser både denne evaluering og tidligere undersøgelser. Det betyder, at barnets egne synspunkter og egen opfattelse af problemerne, fx i form af beretninger om mobning, i mange sager ikke er kendt og dermed ikke kan indgå med afgørende vægt, når der træffes beslutning om en foranstaltning. Den manglende inddragelse af børnene kan være en af grundene til, at hjælpeforanstalt- ningerne ikke er rettet tilstrækkeligt mod børnenes problemer.

Behov for at udvikle metoderne i socialt arbejde

Samlet set peger rapporten på, at kommunerne har behov for at udvikle redskaber til at dokumentere og evaluere deres indsats i det sociale arbejde med de ramte familier.

Kun få kommuner har systematiske opgørel- ser over indsats og resultat, ligesom der kun er få kommuner, der foretager en systematisk evaluering af indsatsen (og endnu færre, der inddrager borgerne). Det betyder, at det må være svært for kommunerne at få det overblik, der måske kunne hjælpe dem til at målrette indsatsen. Kommunerne har derfor behov for at opbygge en egentlig dokumen- tations- og evalueringskultur, som muliggør en løbende kvalitetssikring af arbejdet i soci- alforvaltningerne.

Evalueringen peger også på, at der mangler klare begreber for, hvad der må anses for trusler for børns udvikling. Der tales bredt om "bekymring" og om "omsorgssvigt", men der mangler træning i at formulere vel-

gennemtænkte begreber for, hvad der kan true børns udvikling. Tilsvarende mangler der gode begreber til at beskrive de anvendte metoder. Begge dele vil være nød- vendige for en fortsat faglig udvikling.

Om undersøgelsen

Evalueringen er baseret på fire nye dataind- samlinger, der hver for sig er beskrevet i et arbejdspapir fra Socialforskningsinstituttet.

Evalueringen har fundet sted i perioden januar 2001 til juni 2002. Evalueringen indgår i Socialministeriets evalueringsprogram og er finansieret af Socialministeriet.

•

Publikationer fra evalueringen af kommunernes forebyggende indsats

Else Christensen & Tine Egelund:Børnesager.

Evaluering af den forebyggende indsats. Social- forskningsinstituttet. 02:10. Pris 165 kr.

Når der er brug for hjælp.Kommunens hjælp til børn og deres forældre.

Pjecen er skrevet fortrinsvis til børn og forældre med udgangspunkt i delrapporten Familie- erfaringer. 2002. Pris 25 kr.

Børnesager – i korte træk.Evaluering af den forebyggende indsats. Pjecen er skrevet på baggrund af sammenfatningsrapporten. 2002. Pris 40 kr.

Inga Axelsen:Litteraturstudie om forebyggende foranstaltninger for børn og unge.1. delrapport i evaluering af den forebyggende indsats over for børn og unge. Arbejdspapir 10:2001.

Tine Egelund:Metodeanvendelse i kommunernes forebyggende arbejde med børn og unge.2. delrapport i evaluering af den forebyggende indsats over for børn og unge. Arbejdspapir 3:2002.

Johanne Steenstrup:Familie-erfaringer.3. delrapport i evaluering af den forebyggende indsats over for børn og unge. Arbejdspapir 6:2002.

Bente Marianne Olsen:Den kommunale organi- sering af det forebyggende arbejde med børn og unge.4. delrapport i evaluering af den forebyggende indsats over for børn og unge. Arbejds- papir 8:2002.

Mogens Nygaard Christoffersen:Social støtte til børn.En undersøgelse af børn, der modtog forebyggende hjælp i henhold til Serviceloven for første gang i 1998. 5. delrapport i evaluering af den forebyggende indsats over for børn og unge. Arbejdspapir 9:2002.

Sammenfatningsrapporten og pjecerne kan købes i boghandlen eller bestilles hos Social- forskningsinstituttet. Arbejdsnotaterne kan hentes via Socialforskningsinstituttets hjemmeside.

www.sfi.dk

(8)

og etnicitet det sociale landskab mere kom- plekst. Opfattelsen af en modsætning mellem

"os" og "dem" er vanskelig at opretholde i et langt mere differentieret samfund, hvor iden- titet og social skæbne ikke på samme måde som tidligere er forudbestemt, hvor mange af de opgaver, der tidligere blev varetaget af familien, er blevet overtaget af velfærdssta- ten, og hvor opløsningen af traditionelle meningsgivende fællesskaber har skabt nye betingelser for solidaritet.

Arbejderbevægelsen har imidlertid ikke patent på solidaritetsbegrebet. Solidariteten udspiller sig på mange arenaer og ændrer sig med den historiske udvikling. I under- søgelsen argumenteres for, at der i det senmoderne samfund er en bevægelse fra solidaritetsformer baseret på følelser og solidaritetsformer baseret på interesser, i retning af en "refleksiv" solidaritet, defineret som en ansvarlig orientering hos den enkelte borger. Den refleksive solidaritet bygger på moderne menneskers evne til at forholde sig eftertænksomt til verden omkring sig. Det er en solidaritet, der ikke indebærer individets underordning under fællesskabets normer og ikke er begrænset til medlemmerne af gruppen. Den omfatter principielt alle medlemmer af et universelt kommunikativt fæl- Solidariteten er ikke, hvad den har været.

Selv om arbejderklassens politiske og faglige organisationer også i år var ude at lufte de røde faner første maj, opfatter størstede- len af befolkningen sceneriet som et levn fra en svunden tid med helt anderledes klasse- modsætninger end i dag.

Solidaritet er imidlertid ikke et gammel- dags fænomen, som tiden er løbet fra. Uden solidaritet, der kan forene enkeltindivider i en gruppe, vil det være umuligt for dem at udvikle fælles mål og koordinere deres be- stræbelser. Uden solidaritet mellem grupper, der er forskellige og stræber efter forskellige mål, vil det være vanskeligt at skabe et fælles samfund, som ikke er baseret på rå magt. Helt grundlæggende drejer solidaritet sig om anerkendelse af de moralske forpligtelser, der følger af forbundetheden med et andet menneske, en gruppe eller et samfund.

Den solidaritet, som tiden er ved at over- hale, var et klasseinternt sammenhold mellem kollektivt organiserede medlemmer af en social klasse, der stod skulder ved skulder i kampen for, hvad de opfattede som deres legitime interesser.

I nutidens senmoderne velfærdssamfund gør nye skillelinier relateret til bl.a. køn, alder

Søren Juul

Søren Juul: Modernitet, velfærd og solidaritet – en undersøgelse af dansker- nes moralske forpligtelser.

Hans Reitzel, 2002.

Nye solidaritetsformer og samfundets sammenhængs- kraft

Solidariteten er under forandring. Hvor den tidligere var et produkt af stærke følelsesmæssige fællesskaber eller kollektivt organiserede inter- esser, bygger den i dag i stigende grad på borgernes evne til selv at reflektere over deres moralske forpligtelser. Spørgsmålet er, hvad det kommer til at betyde for de svageste og for samfundets sammenhængs- kraft. Det diskuterer forfatteren på baggrund af en undersøgelse, som er gennemført på SFI og offentliggjort i en ny bog.

Foto: Søren Svendsen/BAM

(9)

Merete Konnerup

Afdelingsdirektør i Nordisk Campbell Center

ment for sex offenders",se www.campbellcol- laboration.org. Fokus har indtil nu været på uddannelses- og justitsområdet. Det er Nor- disk Campbell Centers håb og ambition, at nordiske praktikere og forskere kan være med til at opdyrke det socialpolitiske områ- de.

Arbejdet i Nordisk Campbell Center og i det internationale Campbell Samarbejde hvi- ler på tre grundholdninger:

• Forskere på det sociale område og beslutningstagere på alle niveauer i den praktiske socialpolitik kan drage nytte af en tæt- tere dialog.

• Det er muligt at konkludere på effekten af udvalgte sociale programmer.

• Det er muligt at udnytte erfaringer med udvalgte sociale programmer i andre lande trods forskelle i kultur og velfærds- model.

Netværk for forskere

Nordisk Campbell Center ønsker at blive et forum for forskere, der har interesse for at udarbejde og metodeudvikle systematiske oversigter over effekten af socialpolitiske tiltag. Centret vil aktivt arbejde for at styrke netværket blandt nordiske forskere på dette område. Forskningsmiljøerne i hver af de nordiske lande er ikke store – set i et inter-

nationalt perspektiv. Med afsæt i en velfærds- model med mange fællestræk kan nordiske forskere drage nytte af kontakt med forskere i andre nordiske lande, der beskæftiger sig med samme problemstillinger.

Det internationale Campbell Samarbejde og Nordisk Campbell Center arbejder mål- rettet på, at arbejdet med Campbell reviews skal være prestigefyldt og meritgivende – i stil med Cochrane reviews på medicinområ- det. Nordisk Campbell Center er i opstarts- fasen indstillet på at yde direkte finansiel støtte til de forskere, der ønsker at udarbejde Campbell reviews.

www.nordic-campbell.dk

Nordisk Campbell Center har en nyoprettet hjemmeside. Planen er, at hjemmesiden efterhånden skal indeholde følgende oplysninger: Hvad der aktuelt arbejdes med i Nordisk Campbell Center regi, hvilke forskere der er tilknyttet, information om egne og andres udgivelser, reviewgrupper, databa- ser, links m.m. Der vil fx blive opbygget en database over evalueringer af sociale programmer foretaget i Norden. Målet er på en let og tilgængelig måde at give praktikere, administratorer og politiske beslutningstagere adgang til evaluering af specifikke social-

politiske tiltag.

•

Nordisk Campbell Center åbningsseminar 12. og 13.

november 2002

Nordisk Campbell Center arrangerer et åbningsseminar. Formålet er at bringe nordiske praktikere og forskere på det socialpolitiske område sammen omkring blandt andet udvælgelse af sociale programmer, der kunne være interessante emner for Campbell reviews. Seminaret skal også lægge op til diskussion af gode og effektive måder at informere om forskningsresultaterne til praktikere på. Det sker ved en paneldiskussion om emnet blandt for- midlere, praktikere og forskere på det socialpolitiske område.

Seminariet vil være ét forum for opsamling af forslag til sociale programmer, som det kunne være interessant at kigge på. Nordisk Campbell Center vil derudover generelt invitere de faglige ildsjæle blandt praktikere, administratorer og politiske beslutningstagere til at komme med forslag. Hvilke sociale programmer synes I, det kunne være interessante at få vurderet i et review?

(10)

sikre gennemslagskraft og relevans i det arbejde, forskerne udfører.

Fokus på effekt og kvalitet

Der er generelt blevet mere og mere fokus på dokumentation af effekt og kvalitet i den praktiske implementering af bl.a. socialpoli- tikken. Systematiske gennemgange og vur- deringer har gennem en årrække eksisteret indenfor fx medicin i form af det internationale Cochrane samarbejde. Det samarbejde har skabt en fælles norm for systematiske sammenfatninger – også kaldet reviews – om effekten af medicinske indgreb. Disse reviews har bl.a. praktiserende læger som målgruppe.

Det inspirerede en lang række forskere og praktikere til at starte Campbell samarbej- det, i 1999, med fokus på undersøgelser af effekt og kvalitet på social-, uddannelses og justitsområdet. Det internationale Campbell samarbejde har på nuværende tidspunkt godt 30 reviews under udarbejdelse, fx

"Parent support and training during early childhood", "Length of imprisonment", "Prison- based drug treatment programs" og "Treat- Nordisk Campbell Center er det første regio-

nale center i det internationale Campbell Samarbejde. Et kernepunkt i centrets arbejde vil blive at udarbejde systematiske sam- menfatningsrapporter om sociale program- mers virkning. Programmer kunne fx være daginstitutioner, aktiveringstiltag, socialt arbejde for voksne eller integration af etni- ske minoriteter. Hver sammenfatningsrap- port skal indeholde en konklusion om effekten af det pågældende sociale program og en anbefaling af, hvordan programmet skal designes for at få den størst mulige effekt.

Rapporterne skal bygge på al tilgængelig forskning på området. Resultaterne skal for- midles i et sprog og en form, så de kan anvendes af alle praktikere som fx. politikere, administratorer i stat, amter, kommuner og institutioner og frontlinjefolk som socialrådgi- vere, pædagoger, psykologer, AF-konsulenter, kommunale sagsbehandlere osv. Nordisk Campbell Center ønsker derigennem at bi- drage til større effekt og kvalitet i socialpoli- tikken.

Der vil blive tilknyttet en følgegruppe af praktikere til hvert program, som Nordisk Campbell Center undersøger. Det sker for at

Merete Konnerup

Nyt center skal bygge bro

mellem forskning og praktisk socialpolitik

Nordisk Campbell Center er et nyt datterselskab under Socialforsknings- instituttet. Centret skal samle forskningsbaseret viden om virkningerne af sociale programmer og formidle denne viden videre til socialrådgivere, AF-konsulenter og beslutningstagere i øvrigt inden for det sociale om- råde i hele Norden. Centrets afdelingsdirektør fortæller her om centret.

Østerlars Middelalderby har fungeret som aktiveringsprojekt for ledige.

Foto: Carsten Buch/Polfoto

(11)

lesskab. Et væsentlig spørgsmål, som stilles i undersøgelsen, er, hvad bevægelsen mod en mere refleksiv solidaritet betyder for samfundets sammenhængskraft og for solidariteten med de svageste grupper i samfundet.

På grundlag af interview med et repræ- sentativt udsnit af den voksne danske befolkning og 48 kvalitative interview tegner undersøgelsen et billede af solidariteten i dagens Danmark. Solidariteten belyses på mange forskellige arenaer og niveauer: For- holdet mellem forældre og børn, venskaber, naboskaber, fagforeninger og arbejsliv samt politiske aktiviteter.

Solidaritet mellem forældre og børn

Når det gælder den helt nære solidaritet mellem forældre og børn,viser undersøgel- sen, at det medieskabte billede af en generation af isolerede gamle, der svigtes af deres børn, er misvisende. Langt de fleste erklærer sig villige til at hjælpe og gør det også i praksis. Det betyder ikke, at de er villige til at påtage sig alle omsorgsmæssige og forsørgelsesmæssige opgaver, og i den udstrækning der er et velfungerende offent- ligt system, trækker de på det. Det offentlige system opfattes imidlertid som en aflastning og ikke som noget, der fritager borgerne for at hjælpe personligt.

Der er heller ikke tale om, at moderne forældre systematisk nedprioriterer deres børn i forhold til karriere og arbejdsliv, så- dan som bekymrede samfundsforskere har påstået. Undersøgelsen viser tværtimod, at de fleste kæmper en heroisk kamp for at forene kravene på arbejdspladsen med hensy- net til den opvoksende generation. Dårlig samvittighed er et udbredt træk. Den dårlige samvittighed er dog næppe bevis på en moralsk krise i familierne. Snarere er den et produkt af en kultur, der opfatter børnene som en opgave og som en gave.

Det er en myte, at superindividualistiske værdier dominerer i børneopdragelsen.

Individualistiske dyder som "selvstændig- hed, selvtillid og social kompetence" er ikke det, de fleste først kommer i tanke om. Langt flere nævner solidariske egenskaber som

"ærlighed" og "social forståelse, ansvarlighed og tolerance".

Der er imidlertid en markant forskel på de opdragelsesidealer, der dominerer i arbejderklassen og i den bedst uddannede mid- delklasse. Middelklassen lægger mest vægt på abstrakte solidariske egenskaber som social forståelse, ansvarlighed og tolerance.

Arbejderklassen understreger især vigtig- heden af ærlighed (at man til enhver tid må kunne regne med hinanden). Forskellene kan tolkes som et udtryk for, at især middelklassen er bærer af en refleksiv solidaritet, mens arbejderklassen er bærer af en mere hori- sontal (eller konventionel) solidaritet. Dette antydes af mange andre sammenhænge i undersøgelsen.

Venner vælger man

Ikke mindst venskaberer i dag et refleksivt projekt for den enkelte. Refleksive venskaber drejer de sig i høj grad om følelser og forpligtelser. Moderne venskaber tjener imidlertid intet andet formål end deres eget og fortsætter kun så længe, parterne anser dem for at være personligt givende. Det inde- bærer en større skrøbelighed end fællesska- ber af ældre type, der udsprang af en given social livsverden. Netop fordi moderne venskaber er valgfællesskaber, indebærer de større frihed og flere muligheder for ressour- cestærke borgere. For de ressourcesvage, der har svært ved at vælge eller risikerer at blive valgt fra, indebærer de større sårbar- hed.

Begrænset solidaritet med naboerne

Naboskabssolidariteten er generelt begræn- set i sammenligning med den solidaritet, der viser sig i selvvalgte sociale relationer. Ikke desto mindre findes der i mange boligområ- der en vis "Stand-by-solidaritet", som viser sig ved almindelig opmærksomhed på de omkringboendes behov. Stand-by solidariteten omfatter imidlertid ikke dårligt stillede og utilpassede mennesker. Der er klare grænser for, hvem danskerne ønsker at bo dør om dør med, og den personlige solidaritet med fx narkomaner og flygtninge ligger generelt på et lille sted. Det er muligvis ikke nyt, men det anfægter, at den refleksive solidaritet skulle være åben og ubegrænset.

Hvis solidaritet i stigende grad er et spørgs- mål om en ansvarlig orientering hos refleksive borgere, er der tværtimod en risiko for, at de mest "uspiselige", som det er vanskeligt at identificere sig med, lades i stikken.

Svækket solidaritet på arbejdspladsen

Hvis der er noget, der i en dansk sammen- hæng er blevet forbundet med solidaritet, er det arbejderbevægelsens evne til at byde markedsgørelsen af de sociale relationer trods. Også når det gælder fagforeninger og arbejdsliv,underbygger undersøgelsen imidlertid tesen om en bevægelse i solidaritets- formerne. Hermed være ikke sagt, at solidariteten på arbejdspladserne er helt uden klassemæssigt grundlag. Langt de fleste er medlem af en faglig organisation, ikke bare fordi det kan betale sig, men også fordi det er noget, man bør være. Der er imidlertid store aldersbetingede forskelle, og under- søgelsen bekræfter andre undersøgelser, der har vist, at unge har et relativt afslappet forhold til fagforeningerne og "de røde faner". Det er ikke ensbetydende med, at de er usolidariske og egoistiske. Men det underbygger, at fagbevægelsen som kollek- tiv modkultur til det borgerlige samfund er blevet svækket.

Svækkelsen er imidlertid ikke ensbety-

(12)

Søren Juul

lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi, Roskilde Universitetscenter

dende med fravær af solidaritet, og på de fleste arbejdspladser findes der en refleksiv hverdagssolidaritet. De kvalitative interview anfægter imidlertid, at denne skulle udgøre et socialt netværk, som også omfatter de svageste. På de fleste arbejdspladser her- sker der en stærk funktionsduelighedsnorm, som udgør en effektiv grænse for, hvem der kan være på arbejdspladsen. Den sociale forståelse, som i hvert fald middelklassefo- rældre lægger vægt på, når de opdrager deres børn, rækker altså ikke så langt, når det drejer sig om mennesker, der er skæve og anderledes og ikke lever op til almindelige normer for det gode liv.

Brud med efterkrigstidens velfærdsideologi?

Der skal ikke herske tvivl om, at det store flertal principielt mener, at det danske samfund skal hjælpe dårligt stillede mennesker, herunder flygtninge, der er forfulgte i deres hjemlande. De færreste er imidlertid interes- serede i at få problemerne tæt ind på livet, og ansvaret for at hjælpe sårbare medborge- re opfattes først og fremmest som et anlig- gende for det offentlige.

Spørgsmålet er, om de svagestes problemer kan løses af velfærdsstatens institutiona- liserede solidaritetsystemer. Må hjælpen til den svage ikke bygge på en ansigt-til ansigt- relation, hvor den svage borger føler sig anerkendt som menneske – dvs. som en per- son med en vis værdi eller værdighed? Og kan en sådan anerkendelse, som er kernen i solidaritet på det personlige plan, sluses ind i de velfærdsstatslige institutioner? Hvor det sociale arbejde i mange henseender funge- rer effektivt overfor problemer, der kan løses af standardiserede ekspertsystemer, er det mere tvivlsomt, når løsningerne forudsætter omsorg og medmenneskelighed.

Undersøgelsen underbygger ikke uden videre skræmmebilledet af en mægtig offentlig sektor, der har undermineret civil- samfundet og den personlige solidaritet. Den viser imidlertid, at deltagelsen i foreninger, der stræber efter overordnede politiske mål, er begrænset, og at de politiske deltagelses-

former er blevet individualiserede og tilfæl- dige. Den eneste politiske aktivitet, som en større andel af borgerne (45 pct.) udfører i løbet af et år, er at undlade at købe bestemte varer af politiske grunde eller af hensyn til miljøet. 15 pct. har skrevet under på en poli- tisk eller anden underskriftindsamling.

Også i det senmoderne samfund er der imidlertid brug for moraldannende sociale fællesskaber, der kan fungere som vejvisere for refleksive individer. Uden sådanne fælles- skaber er det vanskeligt at se, hvad der skulle generere moralske bånd mellem mennesker og binde dem til samfundet. Det er på den baggrund, man kan betvivle, at de individualiserede deltagelsesformer kan skabe integration og samfundsmæssig sammen- hængskraft.

Talrige undersøgelser har ganske vist dokumenteret fortsat stærk opbakning bag velfærdsstaten i befolkningen. Opbakningen er imidlertid mindre entydig, end det frem- går af mange politologiske holdningsunder- søgelser. Der er stort set enighed om rime- ligheden af en række basale velfærdsstats- lige ydelser (offentlige sygehuse, ældreom- sorg, undervisning og daginstitutioner for børn). Tilfredsheden er imidlertid behersket, og den store andel, der går ind for mere brugerbetaling og privatisering, vidner om, at mange trods alt oplever, at det offentliges ansvar er gået for vidt. Allermest tankevæk- kende er det måske, at unge i højere grad end ældre har et afslappet forhold til økono- misk ulighed. Det antyder en bevægelse væk fra 1960'ernes og 1970'ernes ligheds- og omfordelingsideologi.

Alt dette kan ses som et muligt brud med efterkrigstidens velfærdsideologi- og politik.

Man skal derfor være forsigtig med at tage borgernes erklærede støtte til velfærdsstaten til indtægt for stabilitet. Neden under overfla- den er der sket afgørende skift i de værdier og identiteter, der historisk har givet støtten til velfærdsstaten mening. Den fortsatte opbakning er derfor usikker og vil afhænge af refleksive borgeres oplevelse af, at de vel- færdsstatslige løsninger er gode løsninger, som imødekommer deres behov.

•

Foto: Susanne Mertz/BAM

(13)

Thomas Quaade

forskningsassistent ved SFI (fratrådt 1.8.2002)

muligvis stærkere effekter for de yngre generationer. Inddragelse af de 16-49 årige i beregningerne ændrer imidlertid ikke ved den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder.

Efterlønsreformen ser derfor ikke ud til fore- løbig at have ændret væsentligt på tilbage- trækningstidspunktet - heller ikke for de fremtidige generationer.

Den relativ lille ændring i den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder, der følger af reformen, kan ikke på kort sigt spores i antallet af efterlønsmodtagere. Selv om andelen af aldersgruppen 60-66 år, der modtager efter- løn, faldt fra 85,1% i 2000 til 83,6% i 2001, steg det gennemsnitlige antal efterlønsmod- tagere fra 153.627 til 155.791 i samme periode. Væksten var drevet af en tilgang af større generationer i efterlønsalderen. I hele re- formperioden er antallet af efterlønsmod- tagere steget fra 146.752 i juni 1999 – umiddelbart før reformens ikrafttræden – til 166.973 i maj 2002, en stigning på 13,8%.

Vil efterlønnen også på langt sigt være populær?

Er efterlønsordningen basis for den fremtidige tilbagetrækning, eller har de yngre generationer valgt ordningen fra? Det er før

blevet fremhævet, at forrentningen af de indbetalte efterlønsbidrag er langt større for personer, der var tæt på 60-års alderen ved gennemførelsen af den nye efterlønsordning i 1999 end for yngre generationer, men selv for de 35 årige vil der være en god forrent- ning i de indbetalte efterlønsbidrag.

På grund af reglen, om 25 års efterlønsbi- drag eller a-kassemedlemskab, har kun personer over 35 år været nødt til at tage endelig stilling til tilmelding til den nye efterløns- ordning. Socialforskningsinstituttet har spurgt om tilmelding blandt personer i aldersgrup- pen16-59 år for at se, om der i de yngre generationer er, eller vil blive, tilslutning til ordningen.

66% af de 16-59 årige, der fortsat er på arbejdsmarkedet, har enten tilmeldt sig efterlønsordningen eller har tænkt sig at tilmelde sig i fremtiden, mens 24% ikke har eller ikke vil tilmelde sig og 10% er i tvivl (se tabel 2).

Andelen som har eller vil tilmelde sig efter- lønsordningen er klart voksende med alde- ren (fra 44% i aldersgruppen 16-24 år til 77%

i aldersgruppen 50-59 år). Det kunne føre til den hurtige konklusion, at efterlønnen vil komme til at betyde mindre for de yngre generationer end for de ældre. Det er imidlertid først nødvendigt at tage endelig stilling til efterlønstilmeldingen ved 35-års alderen.

Den begrænsede tilslutning blandt de yngste skyldes først og fremmest, at de ikke har taget stilling til, om de vil benytte ordningen.

For aldersgrupperne over 35 år er tilslutnin- gen relativ stor.

At der blandt yngre er en stor andel tvivlere, kan måske forklares med, at der er lang tid til, der skal tages stilling til spørgsmålet.

Men også tvivl om efterlønsordningens fortsatte eksistens kan spille ind. Det store spørgsmål på langt sigt er derfor, hvordan den store gruppe af tvivlere i de yngre aldersgrupper vil tage imod tilbudet om efterløn, når de når 35-års alderen.

Konklusionen er, at efterlønsreformen fortsat ikke ser ud til at påvirket tilbaget- rækningsalderen i større grad, og at reformen derfor ikke vil hindre væksten i antallet af efterlønsmodtagere i de kommende år.

•

Tabel 2. Tilmelding eller forventet tilmelding til efterlønsordningen. 16-59 år.

Tilmelding til efterlønsordning Ikke

Tilmeldt tilmeldt Ved ikke Alle

Alder % % % Antal

16-24 44 27 29 108

25-29 51 30 19 80

30-34 61 25 14 92

35-39 73 20 7 81

40-49 75 23 2 183

50-59 77 23 - 156

16-59 66 24 10 700

Foto: Nicolai Howalt/BAM

(14)

I slutningen af 1990erne blev det tydeligt, at kombinationen af et fortsat fald i den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder og en samtidig stigning i andelen af borgere over 65 år kunne give anledning til betydelige samfundsmæssige problemer i de kommende årtier. Det Økonomiske Råd beregnede således i 1998, at antallet af erhvervsaktive for hver borger over 65 år vil falde fra fire i 1998 til to i år 2040. Det vil sætte både skat- teydere og det skatteyderbetalte overførsels- system under pres.

I 1999 vedtog Folketinget den såkaldte

"efterlønsreform", der berørte alle personer født efter 30. juni 1939. Reformen, der trådte i kraft 1. juli 1999, havde som formål at hæve den fremtidige tilbagetrækningsalder og således mindske den fremtidige forsørger- byrde for de erhvervsaktive. På grund af fød- selstidspunktskriteriet træder reformen kun gradvist i kraft og vil først i 2006 være fuldt gennemført for aldersgruppen 60-66 år.

Efterlønsreformen indebar blandt andet, at der blev indført:

1) et efterlønsbevis, der opnås ved at opfylde et krav om indbetalt efterlønsbidrag eller a-kassemedlemsbidrag i 25 år.

2) en præmieordning for at udskyde overgangen til efterløn med to år. I 2001 udgjorde præmien 9.173 kr. for hvert kvartal efterlønnen blev udskudt.

3) en kortere efterlønsperiode (60-64 år i stedet for 60-66 år) og en lavere alder for modtagelse af folkepension (65 år i stedet for 67 år).

4) en gradvis nedtrapning af den udbetalte efterløn efter erhvervsbeskæftigelse.

Midlerne til at opnå en senere tilbaget- rækning består næsten udelukkende af øko- nomiske incitamenter. Spørgsmålet er derfor, hvor meget de her anvendte økonomiske incitamenter kan ændre tilbagetræknings- tidspunktet for befolkningen.

Flere på efterløn selvom andelen falder en smule

Kort tid efter, at reformen trådte i kraft, udspurgte Socialforskningsinstituttet et repræsentativt udsnit af den danske befolkning om deres tidspunkt for tilbagetræden fra arbejdsmarkedet. De, der var trådt tilbage fra arbejdsmarkedet, blev spurgt om deres faktisketilbagetrækningstidspunkt. De, der ikke var trådt tilbage, blev spurgt om deres forventedetilbagetrækningstidspunkt.

På baggrund af disse oplysninger blev beregnet en (faktisk og forventet) gennemsnitlig tilbagetrækningsalder for personer, der var 50-69 år på interview-tidspunktet.

Denne aldersgruppe blev udvalgt under for- ventning om, at de ældste havde det bedste skøn for deres tilbagetrækningstidspunkt.

Beregningerne viste en gennemsnitlig tilba- getrækningsalder på 61 år for mænd og 60 år for kvinder, hvilket ikke adskilte sig fra tidligere opgørelser. Efterlønsreformen havde udskudt en del af den planlagte tilbaget- rækning ved 60-års alderen til 62-års alderen, men samlet havde reformen kun med- ført en forøgelse af den gennemsnitlige forventede tilbagetrækningsalder med cirka 0,3 år for begge køn.

SFI spurgte igen i oktober 2001 en repræ- sentativ del af befolkningen om tilbage- trækning fra arbejdsmarkedet. Den gennemsnitlige tilbagetrækningsalder for de 50-69 årige var fortsat 61 år for mænd og 60 år for kvinder (se tabel 1). En af grundene til, at den beregnede effekt af reformen var for- holdsvis lille, kunne være, at kun de 50-69 årige indgik i beregningen. Reformen havde

Thomas Quaade

Efterlønsreform med begrænset virkning

Får efterlønsreformen fra 1999 antallet af efterlønsmodtagere til at falde?

En undersøgelse gennemført af Socialforskningsinstituttet i efteråret 1999 viste, at – reformen havde små virkninger på tilbagetrækningsalderen. En ny rundspørge blandt 16-69 årige danskere viser, at denne konklusion stadig gælder. Det er endnu for tidligt at afgøre, om reformen kan få større betydning for de yngre generationers tilbagetrækningstidspunkt, men da en høj andel af befolkningen indbetaler det nye efterlønsbidrag – også helt ned til 35-39 års alderen – er der ikke umiddelbart tegn på, at efterlønsordningen har mistet sin tilslutning.

Tabel 1. Den gennemsnitlige faktiske og forventede tilbagetrækningsalder for interviewpersoner i alderen 50-69 år. Alder angivet i år.

Mænd Kvinder

Tilbagetrådt 59 58

Ikke tilbagetrådt 62 61

Alle 61 60

(15)

på gennemsigtige metodeovervejelser og metodevalg med afsæt i metodelitteraturen.

Blandt de mest fremherskende problemer er mangel på analytisk gennemsigtighed samt kriterier for "validering" eller kontrol af ana- lyseresultater.

Metodelitteraturens begrænsede afspej- ling viser sig tillige ved overraskende få henvisninger til litteraturen. Det er næppe tilfæl- digt, at undersøgelser, der "scorer" positivt på mange af de udviklede kvalitetskriterier, samtidig indeholder litteraturlister med ad- skillige konkret afspejlede henvisninger til metodelitteratur, mens undersøgelser med mange kritiske "scores" er gennemført med ingen eller begrænset anvendelse af metodelitteratur.

I bogen gives afslutningsvis en række an- befalinger vedrørende kvalitetssikring af kvalitativ interviewforskning.

Bogen henvender sig til forskere og stude- rende med interesse for, men uden større erfaring med kvalitative interviewunder- søgelser eller særligt kendskab til kvalitativ metodelitteratur. I arbejdspapiret evalueres 15 danske kvalitative interviewundersøgel- ser.

Om undersøgelsen

I undersøgelsen er sporet omkring 1.000 danske undersøgelser baseret på kvalitative interview og offentliggjort i perioden 1980- 2000. Et udsnit af dem er kategoriseret efter grad af metodemæssig gennemsigtighed, og et begrænset antal er udvalgt til nærmere analyse og vurdering. Studiet af engelsksproget og skandinavisk metodelitteratur er

baseret på ca. 200 bøger.

•

Socialforskningsinstituttet har afsluttet en undersøgelse af kvalitative interview- og analysemetoder og deres anvendelse i dansk samfundsvidenskabelig og tilgrænsende forskning. Kvalitative metoder er betegnelsen for en kategori af forskelligartede metoder, som har det til fælles, at man ikke eller kun i meget begrænset omfang anvender talmæs- sige opgørelser og statistik.

Formålet med undersøgelsen har været at finde ud af, i hvilket omfang danske kvalitative interviewundersøgelser lever op til kvalitetskriterier fra engelsksproget og skandinavisk kvalitativ metodelitteratur. Får læserne mulighed for at følge med i forskningsprocessen? Er der metodeovervejelser i under- søgelserne? Er valget af metode begrundet?

Resultaterne er bl.a. offentliggjort i en bog fra Akademisk Forlag og i et arbejdspapir fra Socialforskningsinstituttet. Bogen indledes med en omfattende gennemgang af tenden- ser i kvalitativ metodelitteratur og hertil hørende kvalitetskriterier.

Forskere skal kunne

"kigges over skulderen"

Bogen opgør udbredelsen af kvalitative interview- og analysemetoder i Danmark og foretager en analyse af undersøgelsernes meto- diske gennemsigtighed. I hvor høj grad kan læserne "kigge forskeren over skulderen" og følge de enkelte trin i forskningsprocessen?

Det viser sig, at forskere, der baserer under- søgelser på kvalitative interview, er mindst meddelsomme med hensyn til analytiske og kvalitetssikrende procedurer, fx kriterier for kvalitativ kvalitet. Men også om måder, som kvalitative data tilvirkes på, er mange danske forskere tavse, fx angående interviewkriteri- er, interviewvarighed og udskrift af interview.

Undersøgelsen peger på, at der er behov for mere udfoldede overvejelser om valg af design. Det viser sig også, at danske forskere, der gennemfører undersøgelser alene baseret på kvalitative interview, oftere formu- lerer sig mere gennemsigtigt om afgørende valg end forskere, der gennemfører under- søgelser med anvendelse af flere datakilder.

Det gælder navnlig valg af informanter, eventuel brug af interviewguide, interviewudskrift og analysestrategi.

Common sense er ikke nok

Undersøgelsen viser, at engelsksproget og skandinavisk metodelitteratur kun i begræn- set omfang afspejles i dansk kvalitativ interviewforskning. De fleste undersøgelser er i højere grad baseret på common sense end Henning Olsen: Kvalitative

kvaler. Kvalitative metoder og danske kvalitative inter- viewundersøgelsers kvali- tet. København: Akademisk Forlag 2002. 283 sider. Pris:

288,00 kr.

Henning Olsen: Dansk kva- litativ interviewforskning:

Kvalitet eller kvaler?

København: Socialforsk- ningsinstituttets arbejdspa- pir 11:2002. 92 sider (downloades fra:

www.sfi.dk).

Henning Olsen

seniorforsker cand.polit.

Danske kvalitative interview-

undersøgelser under lup

(16)

livet under et. Lønmodtagere stiller i dag langt højere krav til indhold og vilkår på deres arbejdsplads. Forbrugerne stiller i dag langt højere krav til kvalitet og vil vide, under hvilke forhold de varer de køber er blevet til.

Derfor er det helt naturligt, at mange virksomheder og erhvervsledere fokuserer på deres sociale ansvar og bruger det aktivt i deres kommunikation med omverdenen.

Ad frivillighedens vej

Jeg tror ikke på, at lovgivning kan fremme virksomhedernes sociale ansvar. Tværtimod vil vi lægge snublesten for os selv ved at binde virksomhederne op på en bestemt adfærd.

At tage et socialt ansvar handler netop om, at virksomheden tager hånd om den enkelte medarbejder. Det kan være en medarbejder med alkoholproblemer, som har behov for at komme på afvænning. Det kan være en medarbejder, som har behov for at gå ned i tid, fordi ægtefællen er blevet syg. Det kan være en medarbejder, som ikke længere kan arbejde for fuld kraft på grund af sygdom. Og de situationer kræver hver sin handling. Det kan man ikke lovgive sig ud af.

Virksomhedernes sociale ansvar skal derfor baseres på frivillighed.

For mig er det vigtigt, at det er virksomhederne selv, der er drivkraften. Af flere grunde. En er, at det sociale ansvar bliver en inte- greret del af en forretningsstrategi, og ikke noget man lægger oveni. En anden er, at påbud fra offentlige myndigheder i mange tilfælde dræber initiativ og gode ideer, så det sociale ansvar bliver begrænset af, hvad teoretiske bureaukrater kan komme i tanke om bag skrivebordet i de offentlige kontorer.

Vi skal danne forbillede i regeringskontorerne

Nogle vil så påstå, at jeg vil overlade det hele til virksomhederne. At jeg vil fedte samfundets ansvar for borgernes ve og vel af på virksomhederne. Det er helt forkert. Tvært- imod. Jeg mener, at regeringen og de stats- På Beskæftigelsesministeriets område er

overskriften for det danske EU-formandskab rummelighed gennem social dialog og part- nerskaber. Ambitionen er at få sat fokus på, at social dialog og ansvarlighed er vigtige redskaber i bestræbelserne på at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt.

I arbejdet med at skabe et rummeligt arbejdsmarked spiller arbejdsmarkedets parter en afgørende rolle. Både lønmodtage- re og virksomheder er vigtige katalysatorer i dette arbejde.

Et afgørende element i bestræbelserne på at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked er virksomhedernes sociale ansvar.

Nu er det ikke noget nyt, at virksomheder påtager sig et social ansvar og tager hånd om deres ansatte. Det har mange virksomheder gjort i mange år. Det nye er, at det sociale ansvar mange steder er blevet en del af en forretningsstrategi. Det er blevet en del af virksomhedens image. Det er blevet en del af det, der skal sælge virksomhedens varer.

Det er blevet en måde at fastholde og til- trække dygtige medarbejdere.

Det er en helt naturlig udvikling i en tid, hvor massesamfundet er blevet afløst af et mere individualiseret samfund. Det enkelte menneske stiller krav om at få opfyldt egne individuelle behov i både arbejdslivet og

Claus Hjort Frederiksen

Virksomhedernes sociale ansvar skal baseres på

frivillighed

At virksomheder tager et socialt ansvar er en vigtig del af bestræbelser- ne på at skabe et rummeligt arbejdsmarked. Men det skal ske ad frivillig- hedens vej for bedst at drage nytte af virksomhedernes kreativitet og dynamik. Staten kan gå forrest med en progressiv personalepolitik på de statslige arbejdspladser. Det skriver beskæftigelseministeren i denne kronik, som tager udgangspunkt i det danske EU-formandskab.

Kronikken

Foto: Jørgen Schytte/BAM

(17)

Claus Hjort Frederiksen

Beskæftigelsesminister

lige myndigheder kan gøre meget mere for at fremme det sociale ansvar. Meget mere, end vi har set indtil videre.

Vi kan gå forrest med en progressiv personalepolitik på de statslige arbejdspladser og påtage os et udstrakt socialt ansvar. Vi kan hjælpe med at finde de gode eksempler og udbrede dem.

Men vi skal samtidig passe på, at vi ikke institutionaliserer det sociale ansvar. Vi har brug for det drive, som regeringen, arbejdsmarkedets partnere og offentlige institutioner kan levere. Men vi har også brug for den kreativitet og fornyelse, som enkelte virksomheder, virksomhedsnetværk og frivillige organisationer så ofte har demonstreret.

Jeg har i min tid som minister besøgt tre danske virksomheder – alle familieforetagen- der – som på hver sin måde har påtaget sig et socialt ansvar:

• Linak på Als, hvor medarbejdere får fuld løn under sygdom. Samtidig har Linak et tæt samarbejde med kommunerne på Als om bl.a. genaktivering af langtidssyge.

• Lego i Billund, som har attraktive velfærds- ordninger for samtlige medarbejdere.

• Grundfoss i Bjerringbro, hvor man har oprettet såkaldte "flexværksteder" til han- dicappede, medarbejdere der har været ude for en ulykke eller andre, som ikke kan arbejde på almindelige vilkår. Grund- foss har et mål om, at tre procent af deres medarbejdere i Danmark skal være ansat på særlige vilkår.

Det er disse gode eksempler, som vi skal finde og dyrke, så de kan danne forbillede og give inspiration for andre virksomheder.

Behovet for flere i arbejde går hånd i hånd med virksomhedernes sociale ansvar

Gennem det sidste årti er arbejdsløsheden halveret herhjemme. Alligevel er der mange, som ikke er kommet med på toget. Et af de store problemer er, at vi ikke har været gode nok til at integrere flygtninge og indvandrere i vores samfund.

Samtidig står vi over for at skulle øge arbejdsstyrken markant i de kommende år, hvis vi skal bevare velfærdssamfundet, som vi kender det i dag. Den situation vil helt sik- kert føre til, at virksomhederne af sig selv vil være mere opmærksomme på at blive rum- melige og udvise socialt ansvar. Simpelthen for at gøre sig attraktive for medarbejderne.

På den måde vil vi se, at stakeholder value og shareholder value i højere grad kommer til at gå hånd i hånd.

På europæisk plan blev kimen til en ny dialog og partnerskab lagt på topmødet i Lissabon. Der blev man enige om den så- kaldte Lissabon-strategi, hvor man taler om en bæredygtig økonomisk vækst med flere og bedre jobs og større social sammen- hæng. Det er den bold, det danske formandskab har taget op. Nu vil vi samle gode ideer og eksempler og sparke bolden videre til

det græske formandskab.

•

Foto: David Trood/BAM

Kopi fra DBC Webarkiv