Anmeldelse:
Den forandrede verden
Af Leif Davidsen
Bogen Danmark og verden efter den kolde krig er en meget væsentlig ud- givelse. Den forklarer forskellen mel- lem udenrigspolitikken før og efter Berlin-murens fald, men giver også et billede af, at Danmarks politik hvi- ler på et temmelig solidt grundlag, selv om forskydningen fra diplomatiets red- skaber til den aktivistiske militaristiske politik hånd i hånd med USA, træder tydeligt frem. For udenrigspolitisk inte- resserede er det en meget anbefalelses- værdig bog, som 14 begavede diploma- ter har bidraget til.
Mariager, Rasmus (red.): Danmark og verden efter den kolde krig. 14 ambas- sadører om dansk udenrigspolitik efter 1989. Syddansk Universitetsforlag, 2015.
299 sider..
Engang i Moskva i midtfirserne skrev jeg en orientering til Radioavisen om det sovjetisk-kinesiske forhold. Jeg citerede en ambassadør. Det var selvfølgelig ano- nymt, da diplomater meget sjældent ud- talte sig til citat. Jeg beskrev ambassadø- ren som en diplomat med kendskab til både Sovjetunionen og Kina, da han tid- ligere havde været udstationeret i Beijing.
Det var den daværende danske ambassa- dør, der blev noget pikeret, da han men- te, at man med beskrivelsen nemt kun- ne slutte sig til, at det præcist var ham, der blev citeret, selv om der var andre diplo- mater i Moskva, der havde tjenestegjort i både Sovjetunionen og Kina.
Jeg kan ikke huske hans udtalelse til mit indslag; kun at den hverken var kontro- versiel eller særlig bemærkelsesværdig.
Det var det normale, at man citerede sine kilder i diplomatiet i Moskva anonymt. Vi havde alle vores vestlige diplomater, som
Leif Davidsen er forfatter og journalist. Han var fra 1984-1988 Danmarks Radios korrespondent i Moskva, og har rejst over det meste af verden som udenrigs- korrespondent.
gerne stillede op, hvis de ikke blev citeret med navn.
Nu går der næppe en dag uden at en dansk ambassadør i tv på skype udtaler sig om aktuelle begivenheder, og som no- get naturligt fremkommer med personli- ge vinkler på en nyhed, hvad enten det er en naturkatastrofe eller en politisk begi- venhed.
Jeg har ikke kunnet finde ud af, om der på et tidspunkt er taget en administra- tiv eller politisk beslutning om, at dan- ske diplomater skal stille op for medier- ne, men det begyndte i halvfemserne i et mindre omgang og blev for alvor kutyme i 00’erne. Man kan næsten sige, at de evigt kommenterende ambassadører på den måde afspejler den aktivistiske udenrigs- og sikkerhedspolitik, der er den afgørende ændring efter 1989. Fra diskret tilbagehol- denhed og forsigtigt fodnoteland til aktivt debatterende og agerende i den forandre- de verden.
De fire søjler
Heldigvis for det. For ellers kunne vi ikke læse den interessante og indsigtsfulde bog Danmark og verden efter den kolde krig.
14 ambassadører om dansk udenrigspo- litik efter 1989. Bogen er forbindtligt re- digeret af Rasmus Mariager. Mariager er adjunkt i historie på Københavns Univer- sitet. Som samtidshistoriker har han be- skæftiget sig indgående med Danmarks forhold til omverdenen, hvilket også er bogens ærinde.
Rasmus Mariager er født i 1971; seks år efter at en lignende bog sidst udkom på dansk. Det var i 1965, at bogen “Dan- marks Udenrigspolitik” udkom. På titel- bladet stod den daværende udenrigsmini- ster socialdemokraten Per Hækkerup som forfatter, men bogen var skrevet af em- bedsmænd i udenrigsministeriet, der op-
trådte anonymt. Den blev meget læst og er ofte refereret til af historikere og præsen- terede for de interesserede de spørgsmål og institutioner, der var vigtige at kende til for at forstå dansk udenrigspolitik. Over- ordnede hvilede den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik under den kolde krig på fire søjler: NATO, FN, EF og Norden.
En forandret verden
Berlin-murens fald i november 1989 og Sovjetunionens opløsning i julen 1991 ændrede verden radikalt. Det er de stør- ste historiske begivenheder efter Anden Verdenskrig, for med afslutningen af den kolde krig blev skabt en ny verdensorden, der desværre er præget af alt andet end orden.
Rasmus Mariager fik den gode ide at undersøge, om de fire søjler stadig var og er bærende for den danske udenrigspoli- tik eller om Danmark har prioriteret an- derledes. Det er ikke længere anonyme embedsmænd, der har ført pennen, men 14 danske ambassadører, som hver i et es- say beskriver de institutioner eller lande, som de har særligt kendskab til.
Institutionerne, som omtales, er De For- enede Nationer, Den Europæiske Uni- on og NATO. Det er tre afgørende søjler, som Danmark stadigvæk står solidt plan- tet på.
Norden er nu underlagt afsnittet om Europa, hvilket afspejler, at mens vi gerne taler om det ønskværdige i det nordiske fællesskab, så er det ikke længere afgøren- de for den danske udenrigs- og sikker- hedspolitik. Selvfølgelig har det nordiske samarbejde forandret sig, men spiller ikke længere den samme sikkerhedspolitiske rolle. Det blevet nemmere på en vis måde, da Finland med Sovjetunionens sammen- brud slap fri af den store nabos truende skygge. Det er blevet sværere på grund af
landenes forskellige opfattelse af, hvad der er den rette flygtninge- og indvandrerpo- litik.
Foruden de tre institutionssøjler er USA helt afgørende for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik, som den er blevet ført af skiftende regeringer siden korvet- ten Olfert Fischer drog i krig i 1991 mod Saddam Hussein og dermed indvarsle- de den ny aktivistiske danske udenrigspo- litik.
USA er i centrum sammen med meget vigtige europæiske nationer som Storbri- tannien, det forenede Tyskland og Frank- rig. Et meget interessant kapitel handler om Danmark og Østersøregionen, hvor Danmark spillede en meget afgørende rol- le, da de tre baltiske lande løsrev sig fra Sovjetunionen og erklærede sig selvstæn- dige. Desuden behandles også på kompe- tent vis de nye vækstlande Kina og Indien, Afrikas omskiftelige rolle og de nye mu- ligheder og risici, som klimaforandringer- ne giver omkring Arktis, hvor Danmark har store interesserer på grund af Grøn- land.
Trods alt diplomater
Det er nok betegnende, at på trods af den nye åbenhed og villighed til at så at sige fægte med åben pande, der kendetegner moderne diplomater, så er der grænser for frimodigheden og åbenheden. Det er me- get interessant og måske sigende, at ingen har haft lyst til i detaljer at tage sig af om- kostningerne ved Danmarks militære og civile indsats i den fejlslagne krig i Afgha- nistan, og hvad den aktivistiske politik har haft af negative konsekvenser i Mellem- østen og Nordafrika, selv om vi har været aktive deltagere i tre krige.
Det såkaldt arabiske forår og Danmarks helt særlige oplevelse med Jyllands-Po- stens Muhammed-tegninger behandles
kun i en oversigtsartikel, selv om den ofte benævnes som den værste for Danmark siden Anden Verdenskrig. Der bliver ikke gået i detaljer, og man diskuterer ikke de kontroversielle spørgsmål, som karikatu- rerne affødte, selv om de trækker lange spor til i dag.
Oversigtsartiklen er bestemt nøgtern og kompetent. Den er skrevet af Ole Wøh- lers Olsen, der har en meget stor erfaring fra Mellemøsten, men når man tænker på, hvor detaljerigt nationer som Frank- rig eller de nordiske lande behandles, er det slående, at diplomaterne netop er di- plomatiske omkring de betændte sår, der er en del af Danmarks forhold til og rolle i Afghanistan, Nordafrika og Mellemøsten.
Der bliver nok at gøre for fremtidige hi- storikere, når de skal vurdere, hvad Dan- marks indsats i krigene i Mellemøsten og Afghanistan havde og har af mere lang- sigtede konsekvenser, og om håndterin- gen af Muhammed-krisen fra statens og diplomatiets side var effektiv eller ej. Det er stadig en så følelsesladet diskussion, at det ikke synes muligt at føre en nogenlun- de nøgtern debat om sagen eller nå frem til en tilpas objektiv analyse. Derfor er det måske diplomatisk set meget klogt, at man som den berømte kat lister rundt om den varme grød.
Det er 11 mænd og tre kvinder, som har skrevet de 14 ambassadørindlæg. Det er interessant at få deres personlige syn på deres områder, men det giver natur- ligt nok de forskellige bidrag et noget uens præg. Man kan jo heller ikke forlange, at de alle skal skrive lige godt, så der er en stor bredde i den sproglige formidling for nu at sige det på den måde. De er dog alle båret af stor saglighed og giver tilsammen et nuanceret og vidende billede af et lille lands prioriteter og interesser i en radikalt forandret verden.
Tre faser
Rasmus Mariager har selv skrevet en sam- lende forord, der forbilledligt ridser ud- viklingen efter Murens fald op. Mariager ser tre faser i den danske udenrigspolitik.
Den første fase er fra Murens fald og frem til terrorangrebet mod USA den 11.
september 2001. Jeg husker selv tiden som meget euforisk og fuld af håb. Efter Sov- jetunionens sammenbrud var der en for- nemmelse af, at verden stod over for en lysere og mere fredelig tid, hvor gamle fjender ville arbejde sammen på nye må- der. Ingen reagerede på det tidspunkt på et svækket Ruslands frugtesløse protester over NATOs udvidelse østover.
Den anden fase er selvfølgelig domine- ret af præsident George W. Bushs kamp mod terror, der involverede Danmark i krigen i Afghanistan, der blev ført på et FN-mandat, og krigen i Irak, som var uden mandat fra FN’s sikkerhedsråd. Her gik Danmark for alvor ind med en akti- vistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og knyttede sig i meget høj grad til USA i et sådant omfang, at vi forankrede vores po- litik mere i Washington end i NATO. Vi forlod vores normalt tøvende holdning til brug af væbnet magt og valgte de militæ- re midler sammen med vores vigtigste al- lierede, USA.
Den tredje fase handler om præsident Obamas periode, hvor Danmark stadig lægger sig tæt op af USA på bekostning af det mere traditionelle sikkerhedspoliti- ske samarbejde med eksempelvis Storbri- tannien og Tyskland. Hvis man skal se et skred i den traditionelle danske uden- rigspolitik, som den blev ført efter An- den Verdenskrig, så er det, at de skiftende danske regeringer efter Murens fald har lagt sig meget tæt op af USA. Det transat- lantiske samarbejde har været domineren- de. Det får flere af de ambassadører, der
beskriver det bilaterale forhold til de euro- pæiske alliancepartnere, til i hvert fald at antyde, at ønsket om at følge og behage USA har svækket vores traditionelle bånd til eks. Storbritannien eller Tyskland.
Under præsident Obama er det militæ- re trådt i baggrunden, og hans fokus er flyttet til Østen, og Danmark har måttet – som de andre europæiske lande – konsta- tere, at krisen i Ukraine er en europæisk krise med USA på sidelinjen, selv om det ikke fremgår af bogen.
Overordnet kan man dog konkludere, at Danmarks udenrigs- og sikkerhedspoli- tik er præget af en stor kontinuitet. Dan- mark står stadig på tre solide søjler. Det er NATO; det er FN, som Danmark sta- dig tillægger afgørende betydning som vigtig international organisation trods vo- res enegang i 2003. Og det er EU, hvor vi ikke længere betragtes som fodnotenati- on, men som en langt mere aktiv delta- ger i det europæiske samarbejde. Det lan- ge vej mod afskaffelsen af forbeholdene er jo også indledt.
Overhalet af udviklingen
Bogens absolut største svaghed er, at ud- viklingen på en række områder har over- halet den, fordi udviklingen ikke blev for- udset. Ambassadør Per Carlsen, som i en årrække var ambassadør i Moskva og i to af de tre baltiske lande, kritiserer med ret- te nedprioriteringen af indsatsen i Balti- kum og Rusland.
Danmark oplevede et videnstab, da man nedlagde sprogundervisningen i russisk for officerer og public service medier som DR og TV2 afskaffede deres faste korrespon- denter i Moskva og erstattede dem med så- kaldt faldskærmsreportere. Mens vores nordiske naboer har bibeholdt en ordent- lig bemanding af ambassaderne i de balti- ske lande, har Danmark skåret kraftigt ned.
Det er meget mærkeligt, for vores indsats i de afgørende år, da Estland, Letland og Li- tauen udviklede sig som selvstændige lan- de, var meget afgørende og en indsats for at opbygge demokrati og et civilt samfund på de kommunistiske ruiner, som Dan- mark kan være stolt af. Fokus rettede sig hurtigt væk fra Østersøregionen og mod de såkaldte BRIK-lande som fx. Rusland, In- dien og Brasilien. Danmark nyder en me- get stor goodwill i de baltiske lande, som det vil være en kæmpefejl at sætte overstyr med en stadig nedprioritering af vores en- gagement. At de også med rette kan føle en nervøsitet over for præsident Putins planer og sabelraslen gør, at vi også her bør bevare fokus på dem.
I forsvarsbetænkningen fra 2008 siges, at Danmark ikke længere har fjender i sin nærhed, men Ruslands annektering af Krim og støtte til separatisterne i det østli- ge Ukraine har fundamentalt ændret den sikkerheds- og udenrigspolitiske situation.
Et af de ellers succesrige samarbejder, som Nordisk Råd har haft i Rusland, er også blevet offer for den nye udvikling. Nor- disk Råd har lukket sine kontorer i Skt.
Petersborg-området, da Rusland kræve- de, at Nordisk Råd lod sig registrere som udenlandsk agent, der har en meget ilde- varslende klang i Rusland.
Bogen Danmark og verden efter den kol- de krig er en meget væsentlig udgivelse, som der ganske givet vil blive henvist til i
de kommende år i den udenrigs- og sik- kerhedspolitiske debat. Den forklarer for- skellen mellem udenrigspolitikken før og efter Berlin-murens fald, men giver også et billede af, at Danmarks politik hviler på et temmelig solidt grundlag, selv om for- skydningen fra diplomatiets redskaber til den aktivistiske militaristiske politik hånd i hånd med USA, træder tydeligt frem.
Fremtiden kan ingen spå om. Den er her allerede og har overhalet bogen. Jeg tænker på Ruslands nye, aggressive linje og nu militære indsats i Syrien og på flygt- ningestrømmene, som pludselig uventet får EU-samarbejdet til at knirke voldsomt, og som skaber en splittelse mellem Vest og Øst i Europa.
Der gik 50 år mellem Per Hækkerups Danmarks Udenrigspolitik og ambassa- dørernes essays. Der skal helst ikke gå 50 år igen, så stærkt som udviklingen går, men for udenrigspolitisk interesserede er det en meget anbefalelsesværdig bog, som Rasmus Mariager har redigeret, og de 14 begavede diplomater har bidraget til.
Man kan kun konkludere, at vi trods nedskæringer i udenrigstjenesten gennem de senere år stadig har nogle meget dyg- tige og professionelle diplomater i Dan- mark, hvoraf flere også er ganske velskri- vende.
