• Ingen resultater fundet

Digitaliseret af | Digitised by

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Digitaliseret af | Digitised by"

Copied!
33
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

Forfatter(e) | Author(s): Jensen, V. E.; af V. E. Jensen.

Titel | Title: Nogle Digte fra Sorgens Aar 1864

Udgivet år og sted | Publication time and place: Storehedinge : Siegfried Olsens Bogtrykkeri, Fysiske størrelse | Physical extent: 186524 s.

DK

Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.

Husk altid at kreditere ophavsmanden.

UK

The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the

work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always

remember to credit the author.

(2)

- i h r j e h / ••

/ / t f

(3)
(4)

y * - ;.'

o-y V*»< ? * /

* //■

fra

Sorgens Aar 1864.

Af

V, E, Jensen.

$riiø 8 $k.

Storehedinge.

S l e g f r i e d Ol s e ns Bogtrykkeri .

1865.

(5)
(6)

fra J

Sorgens Aar 1864.

A f

V. E. J e n s e n ,

Storehedinge.

S i e g f r i e d O l s e n s B o g t r y k k e r i .

1865.

(7)
(8)

Til de ved Dytiiiøl Faldne.

(For 18de April).

Ei i Slagets vilde Larm Ramte Døden Jer, I Kjække!

Hvor med Kampens Glød i Barm Række stormer frem bag Række, Ilvor ve4 Hurraraabets Klang Døden synes mindre trang,

Hvor, mens Livets Strøm bortflyder.

Seirens Jubel Sjælen fryder!

Nei, bag Skandsers slette Hegn Stod I taust og Døden mødte, Imod Fjendens Kugleregn Intet kunde Jer beskytte.

„Dæk for denne, dæk for hiin!“

Lyder blandt Granaters Hviin : — Ak, mens trende sporløst springe, Kan den fjerde Døden bringe ! Dog I stod som Helte fast,

Glade midt i Dodningdandsen, Ikke Een, for Øiet brast,

Veg fra Postes* bagved Skandsen;

(9)

Derfor, skjøndt ei Seiersnavn I tog med i Dødens Favn, Vandt I Jer dog evig Ære:

Slægt til Slægt Jert Navn skal bære!

Ja, skjondt uden Seirens Lyst, Eders Død var ei forgjæves:

Blodig Sæd faaer Ærens Host,

Hvorved Danmarks Kraft skal hæves.

Fra hiin Nat i Februar Danmarks Ære mørknet var, 1 med Blod har Skjoldet tvættet, Saa det straaler klart, uplettet!

Hvil i Fred ved Byen hist Med de sammensunkne Huse!

Engang vil vel, nu som sidst, Ret og Sandhed Løgnen knuse.

Da skal Eders Bauta staae, Hvor I Heltedøden saae,

Kjendingstegn paa Landet være.

Som I værned for med Ære!

(10)

5

%

Fritz Toxwerdt,

falden ved Dybbøl den 18de April.

Saa ung og kjæk, i Morgenrøden, Bied mandig Kraft, med Haab til Gud Han stod bagSkandsen, d e r, hvor Doden Udsendte sine mange Bud,

Hans Tanke søgte til de Kjære,

Der fjernt fra ham i Hjemmet gik; — O havde Vinden kunnet bære

Til dem hans sidste Afskedsblik 1

Hans sidste — ja, thi Dødens Bringer Foer alt afsted med Varsel kort:

Granaten suser, knalder, springer, Og Hjerteblodet strømmer bort!

Han faldt — ak, Een kun blandt de Mange, Der sank hiin Dag i Dødens Favn, Men Een, hvis Navn i Tider lange Vil nævnes her med Sorg og Savn!

Ja, I, som nu staae om hans Baare Bied Sorg for Broder og for Søn, Vel maae I fælde Smertens Taare, Blen husk, hans Død var dog saa skjon!

(11)

Han stod som Værn for os bag Skandsen, For Danmarks Ret sit Liv han gav, Thi lægger Danmark Hæderskrandsen Med Tak og Friis paa Heltens Grav!

See, der er Mange nu, som serge I Slot og Hytte, hver en Vraa, Og der er Mange nu, som spørge:

„Hvi shulde v o r just Døden naae?*

Da trøster Danmark mildt, vor kjære, Vor gamle Moder, stedt i Nød:

„Han værned om sin Moders Ære, Beklag dog ei saa skjøn en Død“ ! Velsignet være Hver, der strider For hendes Ret, mens Hjertet slaaer!

Hans Navn skal gaae til fjerne Tider, Hans Blod om bedre Dage spaaer!

Velsignet Du, hvis unge Hjerte Saa tidligt har hørt op at slaae:

Med Tak og Haab, om end med Smerte, Skal Danmark ved Din Kiste staae!

(12)

7

C arl G u sta v M osen ,

saaret ved Dybbol den 18de April, dod den 24de April.

Dødsenglen gik sin tunge Gang Midt i den tætte Række,

D e r var den med, hvor Skuddene klang, Skræmmed dog ei de Kjække!

Skræmmed ei ham, der forrest gik:

Ild i Hjertet og Ild i Blik, Intet kunde ham skrække!

Dengang da Farens Time slog, Tung for vort gamle Rige, Han sad ei hjemme i sin Krog,

Fremad maatte han hige;

Fremad — ja nu — sit Maal saa nær — See, hvor han stormer fremad der!

Falde han kan — ei vige!

Dødsenglen aabner ham alt sin Favn:

Dødeligt Skuddet rammer, Fædrelandets det elskte Navn

End i sit Fald han stammer;

(13)

Det har han værnet for anden Gang, Det har han tjent til Døden trang

Lukker ham ind i sit Kammer!

Stille der er nu paa Valen hist, Der, hvor de Tusinder segned, Hvile har fundet saa Mange vist,

Hvor det med Ilddraaber regned;

Hvile han fandt fra Slagets Larm, — Hvilende i Guds Naades Arm

Haabe vi nu, han er hegnet!

Aldrig saa glemme vi Dybbol Hoi, Hvad vi e&d røeer skal doie, Aldrig glemme vi Dig, der fløi

Fremad med Ild i Øie! — Dit og de Manges ædle Blod, Kjærlighedslængslernes Taareflod

Skal os kun styrke, ei bøie!

(14)

9

Ved Grundlovsfesten

paa Vemmetofte Strand den 5te Juni 1864.

Hvad os end times skal, Dig vil vi ei forlade Vor Friheds stolte Hal!

Reist af den bedste Drot paa Jord Du er hans Æreminde

Blandt Slægterne i Nord!

Da han gik hort saa brat, Da kom der Tider onde, En Trængsels Vinternat;

Nu skal det Folk, han gjorde frit, See til, om selv det værne

Kan, hvad det kalder Sit!

Du danske Folk, staae fast Trods Modgangs stride Strømme!

Ei Haab og Tro bortkast!

Trods Fjenders Vold, trods Venners Svig, Skal Gud da nok omhegne,

Hvad han har givet Dig!

S

(15)

^oimefter.

i.

Naar det har regnet slærkt og regnet længe, Da mylrer frem en hæslig, broget Vrimmel Af slimet Kryb, der i saa tæt en Stimmel Paa hver en Vei og Sti sig frem mon trænge.

l i l Dig, of Danmark, Uveirstider strænge Blev sendt iaar fra en fortornet Himmel, Thi.undres ei, at, dækt med Sliim og Skimmel, Sees alskens Kryb nu paa de vaade Enge.

Henover Veien sorte Snegl sig skyder, Mens Froer hoit i Gadekjæret kvække, Og Tudsen grim i Pyttens Dynd sig fryder.

Lad Sligt, o Moder kjær! Dig ei forskrække:

Blot Frihedssolen hoit paa Himlen stiger, Da flygter Jordens Kryb til Morkets Riger!

(16)

II.

T il Kamp! Til Ka mp ! — „Hvad! nu i Fredens Dage?“

Ja, netop nu, nu er ei Tid at blunde,

Nu maa hver Danemand til Kampen stunde Med dragen Glavind, uden Suk og Klage.

Til Kamp mod dem, der ville baglænds drage Og lukke for os Friheds grønne Lunde,

Mod dem, der gjerne vilde, om de kunde,

I Trældoms Kaar mod Tydskens Krummer tage.

Den Kamp skal kæmpes nu: h e r er vor Fjende.

En Slange ved vor Barm var skjult herinde;

Den skaded meer end Tydskens Krudt og Kugler.

Men held os, at den gik fra sine Huler:

I Lysets Kamp den flygter snart forfærdet;

Da er det Tid at vende u d a d Sværdet!

(17)

III.

Javist, det er en deilig Fred, den sidste:

Tohundredtusind brave, danske Sjæle

Slængt hen i Rovdyrsgab, mens selv vi knæle For Liv a f Tydsklands Naade nu at friste ! Men de, der gjerne endnu Meer vil miste, Naar kun de kunde Folkets Frihed stjæle Og lamme Folkeaandens frie Mæle,

De glæde sig, naar vor e Hjerter briste!

„Det er saa rart at grændse op til Danske!“

Javist! tog Tydsken Jylland med, hvor deiligt!

— Da var af Brødre vi omgrændset ganske.

Og faldt det ogsaa dem lidt ubeleiligt:

Naar vi blot sove kan og holde Gilde, Hvad gjor det da, om Brødre lider ilde?

(18)

IV.

Den er en Mand, der seer sin Sorg til Bunden, Der, naar hans bedste Haab er lagt paa Baare, Vel vogter sig for kvindeagtig Taare

Men siger ei: „Hvad gjor vel det i Grunden ?“

Den er en Da n e m a n d i Skibbrudsstunden, Der ei tilslører, hvad os dybt maa saare, Der ei med s e l v i s k Fremtidshaab vil daare Men siger: »Ingen Ro, for Seier er vunden!“

Men den, der vil ved falsk Samstilling give Os ind en Drik, at vi vor Smerte glemme Og troe endog, nu Alt vil bedre blive — Den, der saa snart kan see de „Iyse“ Sider, Hvor Brødre tro sig under Aaget vrider — Hvad er vel han? Hvor horer han vel hjemme?

(19)

V.

Af Preussens Naade kan maaske vi vente, Saa siger man, en Stump igjen af Byttet;

— Vel først, naar vi til Bismarks Raad har lyttet Og dræbt det fæle Folkeregimente!

O Du, som Fremtidshaab heraf kan hente, Du vide skal, at det paa Sand er støttet:

En Tiger grum vil heller slippe Byttet,

End Preussen slipper, hvad det Lykken sendte!

Er ikke Preussens hele mørke Sage

Et Væv af Rov og Rans blodrøde Traade?

Naar gav det af sig selv sit Rov tilbage?

Og saa man haabe vil paa Bismarks Naade!

— Nei, kun Yed Vo l d de Slesvig fra os tage, Og kun ved K a m p det vindes kan tilbage!

(20)

VI.

Du danske Folk! een Stjerne seer jeg tindre, En eneste, paa skyslort Himmelbue,

Den staaer i Nor d, og didhen maa Du skue At finde Haab, der kan Din Smerte lindre!

Det var Din Synd, det maa Du vel erindre, At Blodets Rost Du længe vilde kue

Og slutte Pagt med dem, i syndig Lue, Der just Dit eget Folkeliv vil hindre.

Mod Syd lod Du en Lygtemand Dig lokke, Til Afgrundsranden har han alt Dig draget, Saa paa Din Kyst nu Ørnene sig flokke!

Men, Gud skee Lov, end N o r d e n s Lys sig tænder!

Son ud Din Synd, slut Pagt med Dine Frænder, Da seirer Du i Kampen gjenoptaget!

(21)

Til Folket.

Der hores saa mangen en Vuggesang Om Fred nu og rolige Dage,

Om Hvilen saa sød efter Kampen trang, Om Alt, hvad kan Kjødet behage!

Det klinger saa lifligt, den Sang er saa k jø n :

„Nu kan atter frelste vi aande!

Endnu er vi oppe paa Grenen saa grøn, Og endt er vor Vee og vor Vaande!

„Vel sandt, at man skar af vort Legem et Lem, Men Saaret vil snarligen læges;

Lad Tydsken kun raade, han er ei saa slem, Af Medynk han snart vil bevæges!“ — O lyt ei, mit Folk! til den Vuggesang sød,

Ved den vil Du kun gaae tilgrunde!

End Saaret er aabent, end stor er Din Nød, Det er ikke Tid til at blunde!

Lyt heller til Raadet fra Brødrene tro, Der skal under Aaget nu tvinges;

Tænk ikke paa Hvile, tænk ikke paa Bo, Før atter tilbage de bringes!

(22)

17

Selv Kongen har sagt nu omsider de Ord:

„En Fremtid vi har, naar vi v i l l e ! “ — Du v il, naar Du k æ m p e r , f o r s a g e r og t r o e r ,

Men ei, naar Du slumrer saa stille!

Dands ikke med Fryd ved den aabnede Grav!

Smyk ikke med Blomster Dig Haaret!

Naar atter er vundet, hvad Herren Dig gav, Da først er Dig Glæde beskaaret!

Kald Minderne frem fra den henfarne Tid Om alle de mandige Helte,

Der, sene til Slummer, aarvaagne til Strid, Ei skjalv, naar for Alvor det gjældte!

Husk Valdemar, Absalon, Tordenskjold, Rud Og Drotten med blødende Øie,

Der atter sig reiste og fast stod for Sk” '1, Hvad Ondt han saa end maatte døie.

Staae fast Du som han, skjøndt saa dybt er Dit Saar!

— Der raader en Gud over Jorden!

Vil han, da Gjengjældesens Time vel slaaer, Og A t t e r d a g lysner i Norden!

(23)

Ved Aarssklftet.

I.

Rul Tæppet ned for det g a m l e Aar Med al dets Sorg og Elende,

Dets brudte Haab og dets trange Kaar! — 0 Gudskeelov, det fik Ende!

_ * . .

Alt da det fødtes, var Tiden trang:

Ørnene stævned mod Norden,

Mens end for vort Øre de Klokker klang, Der ringed vor Drot til Jorden!

Vor bedste Ven var i Graven lagt, Hvor var hans Lige at finde?

Med ham vi jorded vor bedste Vagt Mod Fjenderne ude og inde!

Med Varsler trange, med Sorg saa stor Stod Folket i Nyaarsgryen,

Speided i Vest og speided i Nord Efter et Glimt bag Skyen.

Mork var Himlen, dog var ei slukt End Modets og Haabets Stjerne;

Fædres Odel, vor Seiers Frugt, Vilde vi mandigt værne.

(24)

End var vor Ære slet ei tilfals, Skjændsel ei kunde vi bære.

D a n n e v i r k e og Dy b b ø l og Als Skulde os først det lære!

Dækket blev Jorden med Tappres Lig, Danmarks Sol maatte blegne;

Fjendernes Mandtal, Vennernes Svig Lod — ak, for tidligt! — os segne!

Sorgen blev Gjæst i saa mangt et Hjem:

Dødsbudskab kom til de Kjære;

Tungest den Sorg dog blev for dem, At s p i l d t skulde Offeret være.

Fryd el vi vented i Aar at see Ak, men hvo anede denne Grændseløse og bittre Vee, Hvormed det gik til Ende? —

Svaghed ved Roret, om værre el! — Rov for de bittreste Fjender! — Blodende henslængt ved Alfarvei, Hugget fra Rod og fra Minder! —

Det er Din Gjerning, Du bittre Aar!

Det er Din blodige Sage!

Gav Du vel Danmark sit Ulivssaar?

Er der ei Redning tilbage? —

(25)

Luttred Du os ved de dybe Saar, Viste os Kræften h e r i n d e ?

Styrked os til, trods bittre Kaar, Seier mod den at vinde? — Gjorde Du, at vi A l v o r fik Ind i vort Folkehjerte?

Vendte Du o p a d ror Hu, vort Blik, Saa Du os Gudsfrygt lærte? — Rul Tæppet ned for det gamle Aar Med al dets Sorg og Elende,

Dets brudte Haab og dets trange Kaar;

O Gudskeelov, det fik Ende!

' W V ^ A A A / W / ^ W W W V *

(26)

21

II.

Rul Tæppet op for det nye Aar, Med Blikket vendt mod det Hoie,

Med Haab til Gud, trods de bittre Kaar, Der maatte vort Hjerte boie!

Tynget af blodige Minders Vægt Staaer Folket i Nyaarsgryen;

Hvor er na Ly vel og Varetægt Uden bas b a n bag Skyen?

Lærte ri e! i det gamle Aar Venner og Fjender at kjende? —

Vennen var svag og Fjenden var haard, Gud kun kan Redning os sende!

Lærte vi el, at vor egen Daad, Kaar h a n sit Aasyn os dolger, Er kun en skrohelig, usikker Baad Midt i de fraadende Bølger? —

(27)

Tæt om vort Land end Ulykkens

Sky

Hyller sin mørke Kaabe;

Uvist det dæmrer i Nyaarsgry, — Hvad tør af Aaret vi baabe?o*

Bringer det Bod for de bittre Kaar?

Bringer det solklare Dage?

Eller er dybere Hjertesaar Endnu for os tilbage? —

Skal vi vel finde os selv igjen, Gjensee, hvad nu er forsvundet?

Samles 1 Fryd alle danske Mænd Ligefra Slien til Sundet? —

Skal vel vort Savn af den tabte Drot Altid kun næres og øges?

Vil ei iaar fra det høie Slot Folkekjærlighed søges? —

Tusinde Spørgsmaal foruden Svar!

Tusinde uløste Gaader!

E e n er der kun, som Visheden har, Held os, at h a n ene raader!

Stiljda Dit Suk og stands Din Graad, Svage, forsagende Hjerte!

Vend Dig til h a m ; hans stærke Daad Ene kan lindre Din Smerte!

(28)

23

I, som na sidde med dybe Sam, Hustru og Moder og Søster!

Vend Jer til ham, i J e s u Navn, Ingen som han Eder trøsteri — Kom da Du unge, dæmrende Åar Med Dine Glæder og Smerter!

Blot vi maa eie, ihvor det gaaer, Haabfulde, troende Hjerter!

tT

' y

' V

I

(29)

Til to Søstre, ved deres Søsters Kiste.

Palmesøndag. i •

i ■~vv,f~

Hvor underligt at tænke paa, At de, vi elske, bort skal gaae!

At Øiets Flamme, lys og mild, Skal slukkes ud, skal dækkes til;

At Kinden, nys saa rød og varm Skal blegne kold ved Dødens Barm;

At Kjærlighedens Røster milde Da aldrig mere lyde ville!

D et volder Sorg, d e t virker Savn! — Men nævn da haabfild J e s u Navn!

Husk, han har brudt al Dødens Vee, Saa Liv og Lys bag Grav vi see;

Husk, han har talt om Gjensynsstund Med nyfødt Blik og opladt Mund,

Hvor Hver, som blev ham tro herneden, Skal prise ham i Evigheden!

Saa vend Jert Blik fra Jordens Bo, I J e s u Navn, 1 Søstre to!

Det er jo kun en Pilgrim s dragt, I har med Graad i Kisten lagt;

Det er jo kun den brudte Stav, Der dolges skal i mørken Grav:

Hun selv gik fra Langfredagssorgen Til Himlens lyse Paaskemorgen.

(30)
(31)

i Bm

$åm

...!! " ' # : Ifc

-V ; v, k

.

■i

v%-1 'i

;

■Mw'■i:; ":

' ;

... • ■„....-1

(32)
(33)

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kiøbenhavn : Gyldendal, 1791 Fysiske størrelse | Physical extent: 29

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri, Fysiske størrelse | Physical extent: 1856 20 s., 1

Udgivet år og sted | Publication time and place: København ; Kristiania : Gyldendal, 1911 Fysiske størrelse | Physical extent: 211

Udgivet år og sted | Publication time and place: København : Gyldendal, 1902 Fysiske størrelse | Physical extent: 187

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Thaarup, 1870 Fysiske størrelse | Physical extent: 353, [7]

Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : Herdahl jun.'s Bogtrykkeri, 1873 Fysiske størrelse | Physical extent: 63

Udgivet år og sted | Publication time and place: Aarhuus : Aarhuus Stiftsbogtrykkeri, 1819 Fysiske størrelse | Physical extent: 22

Udgivet år og sted | Publication time and place: [S.l.] : Cellens Forlag, 1944 Fysiske størrelse | Physical extent: [31]