til land og by
afJohs. Bredmose Simonsen
Levsundt-spis fisk! Sådanlyderetslogan i dag, hvor dernæstenhysterisk fokuseres på
madogsundhed.
I tidligere tid spiste den del af befolknin¬
gen, som boede inærheden afvandet, fisk.
Ikke for sundhedensskyld,menfordi detvar
billigtog engod afveksling fra den almindeli-.
ge kost Fra Vestkystens fiskepladser kørte
de såkaldtekrejlere udmed trillebør, cykel el¬
ler hestevogn for at forsyne de nærmeste landområderogbyer med fisk. At sælge fisk pådenne måde blevogså mitjobi 38 år,dog
ikke heltsåprimitivtsomherbeskrevet
I ni århavdejeglevet afatfiske,meni åre¬
neomkring1952blev indtjeningenogforhol¬
dene for fiskernenogetforringet. Dervarfor
fåfisk til for små priser. En fisketur varede dengangsom regelflorten dage, ogfiskene
blev ofte landet i engelske havne. På vejen hjemfraEngland fiskedes derigen ienhalv
snesdage,ogefterca.fireugersfraværvarvi
atterhjemme hos familien. Pengenevarsmå,
ogefternogle få dage i havnsejledeviudigen på.en nyfangstrejse.
Konsumfiskerietvar idisse år ved at kol¬
lapse,menredningen kom i form afetfiskeri
eftersild, sompå sildeoliefabrikker blevfor¬
arbejdet til olieogmel. I løbet af få årudvik¬
lede detteindustrifiskerisigtilatblivedet do¬
minerende fiskeri fraEsbjerg.
Kutteren,jeg varforhyretmed, forsøgte i
nogle måneder at fiske efter sild, men det
krævedeerfaringog gavibegyndelsen ikke
den storefortjeneste. Efteren sommermed lange rejser på Nordsøen ogetlilleudbytte,
besluttede vipåkutteren,atville fiskefraSka¬
geni vinteren 1952-53.Detmedførte,atviat¬
terskulleværehjemme fra familien.
Jegvarnygift, ogmed demange fraværs¬
dage og en relativ lille indtægtvardet surt, derfor villejeggerneskifte job. Mange fiske¬
reforlod i disse år fiskeriet. Flere fikarbejde på forskellige virksomheder i land, nogle stykker kom på seminariet og blev senere lærere.-Ingen afdisse mulighederfristede.
Fra fisker til fiskehandler
Etrygtefortalte, atdervarnogle fiskehand¬
lere, dersolgte fisk ambulantogklaredesig godt Det fikjeg undersøgt ogkom i forbin¬
delsemedenældrefiskehandler,somhavde solgtfisk på denne måde fra før 2. Verdens¬
krig. Han havde nu nået en alder, hvor han
ville sælge sin fiskehandel. Efter at have
væretmedhampåhandelstureinogleuger, besluttede jeg at købe forretningen med overtagelse 1. december 1952. Prisen var 10.000kr.
Idisse årvarFiskeriministeriet igangmed
at forbedre forholdene omkring handelen
med fisk.Tidligere havde der hersket anarki omkring denne form for handel. Dervardog
Nr.
Vandrebrev.
Efter derom fremsat begæring meddeles der herved
jVWww fowi'MOSl JwtQWUAt,
Jl; 'wiwM (H7 <
'itim:
£H
$tätå
...dererfødt den
oghar hjemsted
Vandrebrev til omførsel afvarertilforhandling
i • amt.
Vandrebrevetberettigeralene til omførsel af sådanne varer, som ifølge næringsloven af28 april 1931 § 40, jfr.
§41, ellereni henhold til næringsloven udfærdiget særlig vedtægt
jj^omføres
til salg.isbjergpolitikamrr^r den
f//
fjs3,.Afgift til politikassen 10 kr.
Nr. 1976.*'■ Olaf O. Barfod * Co.» forlag.
enbestemmelse,somsagde,atenfiskehand¬
lervarforpligtet til atfortælle sin ægtefælle
om sine indtægter, og ingen penge måtte skjules.
En lov blev vedtaget, hvorefter alle fiske¬
handlere skulle registreres og deres salgs-
vognesynes oggodkendes affiskerikontrol¬
len. Desuden fikjeg på politistationen i Es¬
bjerg, formedelsten afgift på 10kr., udstedt
etsåkaldtvandrebrev,som gavmiglovtilat handle medfisk,menkun i Ribe Amt. Det sid¬
stekunne ikke overholdes, så det blev igno¬
reret
Fiskeriministeriet havde endvidere lavet
en prototype afenvarebil, indrettet til fiske¬
handel. Detvar en Fordson, en storbil med
enlille,dårligmotor.En fiskehandler anskaf¬
fedesigensådan bil.Dervarénmotori bilen, énmotorstodkøreklar,ogénmotorvartilre¬
paration-detvar endyr drift.
Fiskehandlernes bilervar enblandetsam¬
ling, lige fraombyggede ambulancer tiløstty¬
skeE.M.W.,vesttyske Borgward,franske Dy¬
na og Renault, engelske Austin ogHilmann
ogflere andre mærker. Ens for dem allevar, atdevarmegetlidt driftssikre, hvilket med¬
førte store udgifter, og flere fiskehandlere
knækkede halsenpådisse biler.
Jegbesluttede mig foratkøbeenVolvo RV.
444 varevogn, somkostede 14.800kr.Finan¬
siering af købet blev hjulpet afet Marshall¬
lån,en låneforanstaltningfradetrige Ameri¬
ka til detdengang forarmedeEuropa. Bortset fralastvogne,varderiforvejenkun én bil af
mærket Volvo i Esbjerg. Bilenmåtte skaffes
fra Odense, og en sælger derfra kom med den.Dabilenvarkøbt, blev den indrettetsom
salgsvogn. Efterden tids forholdvardet en
meget moderne bil, bl.a. havde den et lille
fritsiddende varmeapparat ogen kædetil et rullegardin, der kunne trækkesopforan kø¬
leren.
Pågrund afstorarbejdsløshed måtte bilen kun indføres til Danmarksomchassisogblev
såbyggetopafgodt dansk bøgetræ. Volvo-bi¬
lerne skulle lanceresiDanmark,ogder måt¬
teikkeværefejl ved dem. Fabrikken dække¬
de derfor i flere år mineudgifter ved forskel¬
ligereparationer.Cirka hvert tredjeårskifte¬
dejeg bil, derved opnåede jeg at have fem
Volvo-biler. Senere skiftede jeg til Folkevog¬
ne, de såkaldte rugbrød. Disse bilers kon-
struktiongjorde, atdetvar enbedrevognat handle fra. I tidens løb havdejegsyvafdem.
Mine førstebilervarbenzindrevne. 11962 fikjeg, som enafde første, motorenombyg¬
gettilatkunne kørepågas.Detgav enbilli¬
geredrift,men varogsåretbesværligt, da det
krævedemegen service.Senere gik jegover til denmereøkonomiske dieseldrift.
Først skalfisken købes- siden skal den
sælges
Fiskene blev købt ved fiskehandlere (grosse¬
rere)på havnen.Delevende fisk kom fra hyt¬
tefade,somblev haletoppåetslæbested. An¬
dresorterfisk blev købt iAuktionshallen el¬
ler skaffet fra andre havne.Fileteringogned¬
frysning af fiskenevarendnu ikke slået rig¬
tigt igennem, derfor varpriserne ofte små, desudenvar der heller ikke noget, der hed
moms.
Om vinteren købte jeg på fiskeauktionen
torsk til hele ugens forbrug. Fiskeekspor¬
tørenevarirriteredeoverham, derkun skul¬
le købenoglefåkasser.De sagde: »Ladham
få de fisk, så vi andre kan komme videre«.
Derforundlod de atbyde påfisken,somjeg
således fik til en meget billig pris. Til min
første ugekøbtejegbl.a. 185kg. torsk til pri¬
serfra0,68kr. til 0,82 kr.pr.kg. Levende rød¬
spætterkostede 1,20 kr. ogskrubber0,80kr
pr. kg. Torskefilet kostede 0,85 kr. og rød¬
spættefilet0,70kr. pr.kg.,og en pænpighvar
kostede 2,00 kr. Hvad udsalgspriserne var, huskerjeg ikke, ogdet ermåske godt nok.
Retfærdigvis skal det bemærkes,atpengene
var mere værd dengang. En lagerarbejder
havde f.eks. i 1953enugeløn på152kr.
Et friskt livsomfiskehandler
Mitsalgsområde strakte sig fra Ansager iøst til Kvong i vest Desuden byerne Vejen og Askov, kombineret medentursydpå til Hjer¬
ting,Langetved ogLintrup, samtnogleinsti¬
tutioner i Esbjerg, Hjerting,Varde ogBram¬
ming,ogidesenereår også i Tarm,Bølling,
Rækker MølleogHanning.
Vivarvelomkringtredive fiskehandlerepå den tid. Hver havde sitegetdistriktathandle i, og det blevstort set respekteret Dogvar
jegude for,atenkollegasolgte fisk i Hodde,
somvarmit distrikt, idet han fortalte, atjeg
vardødogikke kommere.Minekunder blev megetoverraskede, da jeg nogle dage efter
dukkedelyslevendeopigen.
Jegstartedesomselvstændig fiskehandler
enmandagmorgeni december 1952. Turen gikfra TistrupoverHornetilBovnum.Forin¬
den havdejegtegnet ruten opmed forskelli¬
gekendemærker,somtransformatorerogte¬
lefonmaster. Uheldigvisvardernetop denne
morgen entætrimtåge, somresulteredei,at jegsomdet første kørteenforkert vej,og un¬
dervendingafbilen gled detenebaghjul ned
igrøften.Heldigvis komenanden fiskehand¬
ler forbiogtrak migoppå vejen igen.
Rimtågenblevliggendehele dagen,ogjeg måtte hele tiden spørge omvej. Sidst på ef¬
termiddagen kom jeg ind på engård i Bov¬
num ogsolgte fisk der. lidt seneredukkede
en gård opi tågen. Jeggik ind forathandle
ogopdagede,atde fiskjeglige havde solgt lå påkøkkenbordetJeghavde førsthandlet ved
fordørenog var nukommetomtil bagdøren.
Mandenpågården lod mig få sinsønpå tiår medsomvejviser, og sammenfandt vi rundt
til deforskellige gårde.
Ibegyndelsen handledejegkun i fire dage,
Hyttefade hales på land i Esbjerg Fiskerihavn 1938. (Foto: Gustav Jacobsen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv).
den femte dag solgte jeg sildeskeletter. Fi¬
skehandler Erik Nielsen (senere Dan-Cod Fish) varbegyndtatfiletere sild ietskurpå
slæbestedet. De tilbageblevne sildeskeletter
købtejegogsolgte demvidere til bønderne, der her fiketgodt proteintilskud til deres gri-
se.Detvar engod forretning i flere år. Dage¬
neindenleveringen til slagteriet måtte grise¬
ne ikke få sild. Desværrevarder nogle, der
ikke overholdtdet,ogderfor kom deres grise
tilat smage af sild. Slagteriet trak i afregnin¬
genfor disse silde-grise,ogbønderne fik kol¬
defødder, de turde ikke købe mine sild.
Dervarvariation iathandle iVestjyllandog
Sønderjylland. Vestjyderne var seje og gav
sig god tid tilensnak. Søndeijydernevar me¬
re iltre og raske i bevægelserne. Også for¬
skellenpå land ogbyvar tydelig. En tidvar der taleom,atdervarkviksølv i fisk. Dettog bønderne sig ikke af, men byboerne, der
kunne ryge én eller flere pakker cigaretter
omdagen, troede,atde skulle dø, hvis despi¬
stefisk. En andengangblev detsagt, atvan¬
det ihavnenevarforurenet,ogdetvarsund¬
hedsfarligt at opbevare fisk i hyttefade, der
sombekendter enstortrækasse, somligger
ivandet, fuld af huller, som vandet frit kan løbe indogud af. En frueiVejenvarmeget opskræmtogspurgte:»Hvor ofteskifterman vandet i dissehyttefade?«
De hygiejniske forhold varheller ikke så gode som i dag. Fiskehandlerne brugte avispapir til indpakning af fiskene. I Vejen
havdejegendag brugt»LandogFolk« til ind¬
pakning. En frue besværede sig over, at fi¬
sken blevpakket indietkommunistisk blad,
men blev formildet, da Kristeligt Dagblad
blevpakket udenom. En mand brokkedesig
over, atpriserne på fiskvar steget, menjeg gjordeham opmærksom på, atbenzinpriser¬
neogsåvarstegetManden indvendte: »Men du kørerjo pågas«, ogjegsvarede,atdetvar
der, fidusenvar.Dajegkørte fra ham, kunne jeg ibakspejletse,athan stadig stodog grun¬
dedeover,hvor den fidusvar.Enanden mand
mente, atpakken med fiskenevarlille i for¬
hold til prisen. Han fik yderlige fem blade avispapir uden om pakken, og så var både
hanogjegtilfredse.
IVejen varderi 1950'erne, foruden mig,
én fiskeforretning og to fiskehandlere, som kørte byen tynd med småhestevogne.Man¬
geaf byensbeboere må have spist fisk, siden
dervar plads til os alle fire. Vi havde et no¬
genlunde godt forhold til hinanden. En af fi¬
skehandlerne med hestevogn syntes, atdet
varfordyrtatfåfiskene sendt til Vejen med toget, derfortogjeg dem med til ham.Tirs¬
dagmorgen stod han i byens udkantog ven¬
tedepåatfå sinefisk,ogderefter kørteviind
igaderneog varkonkurrenter.
Dengang fandtes ikke cafeterier, i stedet
varder f.eks.iVejen fire pensionater,hvor de
ungemennesker spistederesvarme madog der havde deogsåderes faste fiskedage.
Det helegikikke i fisk
Fiskemandenvarikke bareen tilfældig han¬
delsmand. Nårjegbesøgte de samme hjem
ugeefteruge,årefter år,kom jegtætpåman¬
ge menneskerog kunne ikke undgå at tage del i deresglæderog sorger. De fleste kun¬
derkøbte fisk hveruge, ogjeghavdestort set kun flinke kunder. De, dervarubehagelige,
kunne ikkekøbe, dem kørte jegforbi.
Enbismervægt blev brugt til atvejefiske¬
ne, ogi Hornefandt nogleungemødre ud af,
atdenne vægt ogsåkunne bruges tilatveje
småbørn. Nårjeg ankom, lå desmå ungeri
enble klar tilatblivehængtopibismervæg-
ten. Sammen med moderen kontrollerede jegvægtenfraugetiluge. Enmorhavdeen lille spæd pige,somikkevilletagepåivægt Jeg diskuterede problemet med min kone,
»Sildergodt«-Vejen 1966. (Foto: Bent Schmidt Jør¬
gensen. Privateje)
somhavde nogenerfaring,idetviselv havde
småbørn.Viblevenigeom, atbarnet fik for lidtat spise og derfor skulle have noget se¬
muljevælling. Dajeg foreslog denne løsning
forpigensmor, som varstorogmegetbarm-
svær,rettede hun sigop ogspurgte,om ikke jegtroede, athun kunneføde sådan »etlille skidt«. Hvortil jeg kunne svare, at man før havde setenstormælkespand, hvor der kun
var en sjatpå bunden. Pigen fiksin semulje
ogtrivedesgodtLangtsenerekom hun med
sinlille datteroghandlede med mig.
Oftefikjegengod og også fortrolig snak med mangemennesker, somjeg fiket nært forhold til.Nogle steder skulle derspørgestil
bedstemorogandre steder til børnene, som
jegfulgte,førstmedens de voksede til, ogsi¬
den da de selv fik børn. Derved komjeg tilat handle med flere generationer. Jeg kom til
flere gamle menneskermed fisk, detvarpå¬
skuddet, for økonomisk kunne det ikke beta¬
le sig. Mange ældre mennesker boede ret isoleret på deres gamle landejendomme, de
blevglade foratfå besøgoghørenyt.
Stinne fra Kvong var ked af at skulle på plejehjem. Jeg lovede at besøge hende, når jegvariLyhne.Efterhåndenblevdet tiletbe¬
søgi hveruge.Når jegbesøgte hende, kom ogsåde andre beboere, sådet blev tilenlille sammenkomst, hvorjegbl.a. måtte beundre
deres sytøj. Det tog nogetaf min gode han- delstid,mendet hørte med. Dengangvarder
tid til denslags.
Den gamle vestjyske kultur eksisterede stadigi disse år. Dethændte, atjeg ikketraf
nogenhjemme. Dagik jeg bare ind i køkke¬
net og lagde de fisk, som jeg bestemte, de
skulle have. Flere stedervarderlagten pung
ellerendog enblanco-checkfrem, så kunne jeg selvtage,hvad jegsyntes, de skulle beta¬
le for fiskene. Ellers fik dekredit, til vi mød¬
tesenandengang.Sparekassen iKvonghav¬
de til huse hostømreren.Jegvarkommetind
ilokalet, hvor dervartomt,og pengenelå frit fremme. De to sparekassefolk drak kaffe i køkkenet. Engang trafjeg deneneafdem på landevejen, vifiken sludder,ogjeg spurgte,
omdetvar enmadpakkehanhavdepåbaga¬
gebæreren. Han svarede: »Er du tosset, det
erhelesparekassens pengebeholdning!«
Stor aktivitetpå landetdengang
Der kørte også andre handelsmænd rundt
for at slå en handel af med bønderne. For¬
uden fiskemandenvarderenslagter,enklu¬
dehandler, somkørte rundtpå cykelmeden
storbylt på styret. Den indeholdt undertøj, trøjer og mange andre gode ting. En oste¬
mand havde forudenostogsåkonserves i bi¬
len, æblemanden solgte frugt fra Fyn,og en mandsolgte reb, lavetafkasseret tovværkog
høstbindegarn, enskærslippervarder også.
Desuden»ækunsti'dyrlæge«,sominsemine¬
rede køerneog »æ wonnimand«, somtrans¬
porterede en orne rundt til gårdene. Og så
var der selvfølgeligposten, som troligt kom dag efter dag.
EnbysomHornehavde mejeri, brugsfore¬
ning, købmand, slagter, bager, smedeværk¬
sted, murer, tømrer, elektriker, brødudsalg, barber, damefrisør, posthus, telefoncentral, kro, skole, kirkeogetalderdomshjem. En ko¬
nebrugte halvdelen af sinstuetilenlillema¬
nufakturforretning, hvorfra hun solgte tøjog
sysager.Desudenvarderenfoderstofforret¬
ningogetparvognmænd.
I debyer, som havde etmejeri, var deret vældigt leben, når hestevogne med mælke¬
spande ankom til mejeriet. Efterathave afle¬
veret mælken samledes mælkekuskene hos købmanden eller i Brugsen, hvor der blev snakket, ogda kunne det godtgågemytligt
til. Beboerne langs mælkeruten gjorde ofte
deres indkøb gennem mælkekusken, som
medbragte en bestillingsseddel påde varer, der skulle købes. Varerne blev så afleveretpå tilbageturen.
Vedskiftedaginovembervarvejenetætbe¬
satte af hestevogne og små grå Ferguson¬
traktorer, somflyttede karlenes ogpigernes
klædeskabe og kommoder fra det ene ar¬
bejdssted til det andet.-Detmesteafalt dette
er nufortid.
Ud i al slags vejr
Om vinterenmedmegensnekunne detvære
drøje ture, men som ung gik der sport i at gennemføre fisketuren. Det hændte, at jeg
kørte fast i sne eller røg i grøften, men så kom der altiden flink mand med entraktor oghaledemigopigen.Medenårlig kørselpå
over 30.000 km i altslags vejr kunne uheld
ikke undgås. Jegharværet udsat for nogle stykker, ogsånogle alvorlige, menheldigvis gik det altid kun udoverbilen.
Enmorgenimegetglat føre kørte jeg galt
ved Solbjerg Plantage. Bilen røg over i den
modsattevejbane ligeforan enmodkørende
biloghavnedei grøften. Enandengangblev jeg påkørti etlysreguleret kryds afenmin¬
dre lastbil, der kørte over for rødt lys. Den
tørnede ind i minbil, somvæltede ompåsi¬
den. Detvar enunderligfornemmelse atstå pådenenedørog seud af den lodretstående
forrude. Nogle menneskerville halemigop afden anden dør, men tabte døren ned i ho¬
vedetpå mig. Daskældte jeg ud.
Nårenfiskebilvælter, opstårderstorrava¬
ge i fiskerummet, hvor fiskene blive væltet
rundt ietværrerod.Dagen efterdette uheld
undrede pigerne påplejehjemmet Hedelund sigover,atdermellem deres50kg. rødspæt-
tefiletter befandt sig glas med marinerede sild, røgede makrel og diverse dåser med
salater.
Handelsmønstretændres
Dajegbegyndteatsælgefisk i landdistrikter¬
ne varderliv,nu erder dødt På gårdenevar
Biluheldetpå hjørnet afGI. VardevejogParkvejden 4. juni 1981. (foto: Privateje)
dertidligere karle, pigerog somregelendel børn, ogda kunne der sælges fisk. Idag er
gårdene affolket. Hvor der før var mange
mennesker,erdernu ibedste fald enmand,
enkone,entraktorog enrøremaskine.
Dermed forsvandtogså muligheden forat kunne leve afatsælge fisk på landetIstedet
satsede jeg på de mindre byer og institu¬
tioner, f.eks. højskoler, efterskoler, hoteller, plejehjemogcentralkøkkener.Nårenførste¬
assistent ietstorkøkken selv skulleværele¬
der afetstørrekøkken,fulgte jeg ofte medog havde, dajeg stoppede som fiskehandler, fi¬
skeleverancen til 25-30størrekøkkener.
Med fiskeriet skete der også store foran¬
dringeridisseår. Detstoreindustrifiskeriud¬
viklede sigeksplosivt. Mange kuttere opgav konsumfiskeriet,oggavsig istedet tilatfiske
til sildeoliefabrikkerne.
Ipinsen 1955lå derihavnenmangeindu¬
strikuttere med storelaster.Depumpede de¬
res spildevand ud i havnebassinet, hvordet
lagde sig som en oliehindeovervandet Re¬
sultatetblev, atalle de levende rødspætteri hyttefadene døde. Et tab forfiskehandlerne på over5.000kr. Herefter blev det opgivetat opbevare levende fisk i hyttefade i Esbjerg
havn.
Siden før århundredskiftet havdegrundla¬
getforfiskeriet fraEsbjerg ellersværetiland¬
bringeiseaf levenderødspætter. Dettefiskeri ophørtenuhelt, og enepoke affiskerietsog havnens historie varforbi. Der blev laveten
adskillelse mellem konsumhavnen og indu¬
strihavnen, men det var for sent. Kutterne havde allerede fåetdammen, bassinet i bun¬
den afskibet, fjernet og skibene kunne nu
kun bringe rensede og isede rødspætter i land. Herved kom fiskehandlerne i klemme.
Detblevforsøgtatskaffe levende rødspæt¬
tertilbyen fra Hvide Sandeognordjyske hav¬
ne. Fiskeneblev kørt tilEsbjerg pålastbiler,
somhavdeetbassin, hvor der blevpumpetilt
ned til fiskene. Dennetransportblev for dyr,
derforgik man over til at sende de levende rødspætter i kasser, men ved ankomsten til Esbjergvarde somregel døde.Idag sælges
derstort setkun slagtedeogisede rødspæt¬
ter.
Fiskemanden seri bakspejlet
Detvar letsindigt at satse sin tilværelse på ambulant fiskehandel. Der skulle ikkemeget til, før grundlaget for eksistensen var væk.
Forretningens trivsel var baseret på fiske
mandensgode helbredogpå,atder ikke ske¬
teuheld.Jegharværetsærdeles heldig.Imi¬
ne 38 år som fiskehandler harjeg kun haft omkring vedtougers sygefravær. Fleregan¬
geharjegværet syg, da jegtoghjemmefra,
menefterturenude i den friske luft komjeg
somregelrask hjem.
I sommeren 1991 solgte jeg forretningen.
Detvarmedvemod, for fiskehandelen havde
væretenvæsentlig del af mintilværelse. Un¬
dervejs havde der naturligvis været proble¬
mer afforskellig art, men de mange år kan jeg kunsetilbagepåmedstortaknemlighed.
Johs. Bredmose Simonsen f. 1927, fisker fra 1943 til 1952, fiskehandler fra 1952 til 1991. Har skrevet artikler til bl.a.
FraRibe Amt 1992og1993,Ribe Stiftsbog 1992og1994, Fi¬
skeri-ogSøfartsmuseets årbog,Sjæk'len 1993,samtbogen Fiskerietsetfra dækogkaj, 1993.
