ØKONOMISK KRISE
19. marts 2021Kronik: Sparepolitik i krisetider giver politisk polarisering
Sverigedemokraterne havde ikke fået den store tilslutning, de har fået, og Storbritannien havde formodentlig aldrig meldt sig ud af EU, hvis landenes regeringer havde ført en bedre økonomisk politik efter finanskrisen. Det viser nye studier.
DEBATINDLÆG
Skrevet af
Jon Nielsen
ChefanalytikerLars Andersen
DirektørKontakt
Direktør Lars Andersen
40 25 18 34
la@ae.dk
Kommunikationschef Jesper Kirkbak
50 73 71 34
jk@ae.dk
Det kan få alvorlige følger, hvis vi strammer de offentlige finanser for hårdt og for hurtigt, ligesom efter finanskrisen. Sådan lød advarslen for nylig fraOECD’s cheføkonomtil de europæiske lande. En ny omgang sparepolitik vil afføde en kraftig politisk modreaktion i befolkningerne, lød begrundelsen.
Når OECD fremhæver de politiske konsekvenser, er det ikke grebet ud af luften. I de senere år har en stribenye forskningsstudierdokumenteret, at offentlig hestekur i krisetider mindsker borgernes tillid til det politiske system og gøder jorden for utraditionelle og yderligtgående partier.
Det er der eksempler på over hele Europa og også på vore breddegrader. To studier viser, at sparepolitikker har gødet jorden for Sverigedemokraterne på den anden side af Øresund. Et andet forskningsstudie estimerer, at Storbritannien stadig ville være medlem af EU, hvis ikke den konservative regering havde skåret kraftigt i velfærden under finanskrisen.
Det er ikke en ny pointe, at dårlig krisepolitik skubber folk ud på de politiske yderfløje. Men det er nyt, at vi har håndfast forskningsmæssig evidens for det – endda evidens, der bygger på hårde, statistiske metoder.
Den nye viden gør det så meget desto mere vigtigt, at de europæiske fører en lempelig økonomisk politik, indtil vi er helt ude af krisen.
I en række nye studier har forskere brugt statistiske metoder til at undersøge sammenhængen mellem økonomisk politik og politisk polarisering. Statistiske analyser kræver selvfølgelig nogle data, og her har forskerne valgt at gå to veje.
Direktør Lars Andersen og senioranalytiker Jon Nielsen Den ene gren af forskningslitteraturen bygger på lange historiske datasæt for flere lande, mens den
Sparepolitikker øger den politiske spredning
I afdelingen for brede historiske analyser har et
internationalt forskningsstudie vist, at sparepolitikker i krisetider både sænker valgdeltagelsen, øger opbakningen til ikke-
mainstream-partier og øger den politiske spredning
anden gren bruger detaljerede data for hvert valgdistrikt til at undersøge en enkelt politisk bevægelse.
I afdelingen for brede historiske analyser har et internationaltforskningsstudievist, at sparepolitikker i krisetider både sænker valgdeltagelsen, øger opbakningen til ikke-mainstream-partier og øger den politiske spredning langs en traditionel højre-venstre-akse. Konklusionen bygger på en statistisk analyse af valgresultater fra 16 vestlige lande i 1980-2016. Sammenhængen mellem sparepolitik og politisk polarisering har været stabil i den periode og er altså ikke specifikt knyttet til finanskrisen.
En anden internationalforskergruppehar via artikler i New York Times over næsten 90 år (1919-2008) samlet data om strejker, opstande og andre former for social uro i 24 europæiske lande. Forskerne konkluderer, at sparepolitikkerne har ført til højere social uro.
De tendenser kan også genfindes på vore breddegrader. Det viser forskere i den anden gren af
forskningslitteraturen – den, der ser på specifikke politiske bevægelser. To svenske studier har undersøgt, hvad der drev Sverigedemokraternes fremgang fra 2006 og frem.
I 2010 lykkedes det Sverigedemokraterne at blive valgt ind i den svenske Riksdagen, da partiet fik næsten 6 procent af stemmerne. Siden har partiet alene haft fremgang med mere end 17 procent af stemmerne ved seneste valg.
Direktør Lars Andersen og senioranalytiker Jon Nielsen
To studier viser, at Sverigedemokraterne under finanskrisen især havde fremgang i valgdistrikter med mange udsatte jobogmange fyringer. Finanskrisen ramte (også) skævt i Sverige, hvor de mest udsatte var ufaglærte og lønmodtagere med job, der kunne udføres af robotter eller arbejdere i Fjernøsten. Men konsekvenserne for de udsatte blev forværret af, at det sociale sikkerhedsnet var blevet forringet i årene op til krisen. Fra 2006 og frem gennemførte den borgerlige svenske regering en række reformer, der drev en kile ned mellem dem, der havde et job, og dem, der ikke havde. Indkomstskatter blev sænket og overførselsindkomster reduceret. Det øgede uligheden mellem personer i og uden for arbejdsmarkedet.
Allerede i de år oplevede Sverigedemokraterne særlig fremgang i valgdistrikter, hvor mange personer var
Fra det svenske A- og B-hold til Brexit
Konsekvenserne for de udsatte blev forværret af, at det
sociale sikkerhedsnet var blevet forringet i årene op til krisen
uden job.
Også Brexit-afstemningen har været under luppen. Et studie i det velrenommeredeAmerican Economic Reviewfinder frem til, at Storbritannien stadig ville være medlem af EU, hvis man havde ført en bedre økonomisk politik under og efter finanskrisen.
På bagkant af finanskrisen, i årene 2010-2015, gennemførte den konservative regering et omfattende spareprogram, hvor velfærdsudgifterne blev skåret med næsten en fjerdedel. Studiet, der er fra 2019, konkluderer på baggrund af avancerede statistiske analyser, at hestekuren øgede tilslutningen til Brexit og øgede vælgernes følelse af, at magthaverne ikke interesserede sig for dem. Effekten er så stor, at briterne formentlig ville have stemt for at blive i EU, hvis regeringen havde undladt at spare i de år. Det viser beregningerne i det nye studie.
De nævnte studier leverer afgørende forskningsmæssig dokumentation for, at sparepolitik i krisetider øger den politiske polarisering. I sig selv er dén pointe ikke ny. Men forskningsstudierne forbedrer økonomers forståelse af, hvilke sammenhænge der er på spil, og hvad man skal holde særligt vågent øje med.
Direktør Lars Andersen og senioranalytiker Jon Nielsen
Studierne viser, at sparepolitikker giver særligt gode vækstbetingelser for yderligtgående og
utraditionelle partier, hvis man gennemfører dem i tider med store omvæltninger på arbejdsmarkedet.
Offentlige sparerunder forværrer nemlig økonomiske kriser og konsekvenserne af at miste jobbet. Hvis man strammer de offentlige finanser under en økonomisk krise, så får virksomhederne endnu færre ordrer i bogen og skal fyre endnu flere. Og hvis man øger afstanden mellem trinene på samfundsstien, så falder folk endnu længere ned, hvis de mister fodfæstet under en krise, eller deres job flytter til udlandet.
Effekten er størst i urolige tider
Studierne viser også, at det ikke kun er ved at øge ledigheden og gøre livet surt for globaliseringens tabere, at
sparepolitikker skubber folk ud på yderfløjene. Det har også i sig
selv en tendens til at mindske tilliden til det politiske system
Men studierne viser også, at det ikke kun er ved at øge ledigheden og gøre livet surt for globaliseringens tabere, at sparepolitikker skubber folk ud på yderfløjene. Det har også i sig selv en tendens til at mindske tilliden til det politiske system, når den økonomiske politik øger den sociale og økonomiske afstand fra de fattigste til resten af samfundet.
Endelig illustrerer studierne, at effekterne især slår igennem, når folk forsøger at finde en mening i krisen og sparepolitikken ved at udpege nogle konkrete personer som ansvarlige. Effekterne er for eksempel særligt tydelige i finansielle kriser, hvor den økonomiske og finansielle elite i manges øjne har et ansvar for nedturen. Effekterne er også tydelige i situationer, hvor de krise- og nedskæringsramte områder samtidig oplever indvandring. I de situationer er det nemt at få en oplevelse af, at det er indvandrerne, der tager jobbene og tvinger politikerne til at skære i velfærden.
Coronakrisen udviser en række af de træk, der giver politisk splittelse, idet den på kort tid har skabt vindere og tabere og efter alt at dømme harøget uligheden. Fra borgerligt hold bliver statens høje kriseudgifter allerede brugt til at legitimere yderligere nedskæringer i velfærden. Ligesom under finanskrisen er der især grund til at bekymre sig om de sydeuropæiske lande, hvor ledigheden og uligheden i forvejen var høje.
I de sidste tyve år har vi set en kraftig vækst iantallet af populistiske regimerpå verdensplan. Hvis ikke coronakrisen skal give ny næring til de bevægelser i Europa, så skal de europæiske lande nedbringe den stigende ulighed og holde hånden under økonomien, indtil vi er helt ude af krisen.
