Dette nummers samlede anmeldelser

(1)

LILLE SORTE SAMBO FÅR IKKE NOGET PÅ DEN DUMME I NORGE Mühleisen, Wencke og Åse Røthing (red.): Norske seksuali- teter. 2009, Cappelen Akade- misk Forlag, 203 sider, pris: 348 NOK.

I

bogen Norske seksualiteter diskuterer forskellige forfattere med baggrund i den norske køns-og kulturforskning, hvordan konstruktioner af seksualitet også konstrueres i et nationalt rum. Bogen rejser bl.a. følende spørgsmål: hvordan konstruerer staten seksualitet? Hvordan ser norsk seksualitet ud? Og hvem besidder en troværdig norsk krop?

I bogens indledende kapitel trækkes to primære akser op, som bidragene fordeler sig omkring; den heteronormative assimileringsakse og så en modsatrettet tendens, modassi- milasationstendensen. Det be- tyder forenklet, at perspektivet i bogen går ud fra, at der altid er en politisk eller kulturel reaktion og en subkulturel mod- reaktion på et kropsligt eller seksuelt fænomen. Ud over indledningen består bogen af syv artikler med meget forskellige emner, som spænder fra repræsentationer af seksualitet i norske samlivskurser til nigeriansk prostitution på Oslos ho- vedstrøg. Det historiske perspektiv i bogen strækker sig fra en artikel om 2. verdenskrigs tyskerpiger til nutidens op- mærksomhed på transkønne- des rettigheder eller mangel på samme.

Hensigten med bogen er at undersøge, hvordan norskhed og seksualitet kobles sammen

på en sådan måde, at nogle seksuelle idealer og praksisser samtidig konstrueres som særligt norske i modsætning til andre (s. 12). Det er en særlig pointe i bogen, at ‘rigtig seksualitet’ gerne må være synlig i samfundet, fordi den gode seksualitet også fremstår som norsk og derfor acceptabel.

Mens forkert seksualitet er unorsk og derfor enten skal usynliggøres eller simpelthen laves om.

I indledningen præciseres de teoretiske begreber, som har været underliggende fælles re- ferenceramme for artiklerne, f.eks. nævnes Foucaults begreb biopolitik og queerteoriens fokus på heteronormativitet. Og det er muligt, at disse begreber har været et fælles udgangspunkt, men de er for det meste ret usynlige.

I kapitel to, Den norske krop – maskuline hardbodiesunder- søger forfatteren Frederik Lan- geland, hvordan en machoma- skulin krop også signalerer norskhed. Han sammenligner medietekster, om to sports- mænd som opererer i en norsk kontekst. Teksten har et ind- forstået præg, den henvender sig meget tydeligt til en norsk kontekst. Forfatteren forud- sætter læserens kendskab til norske forhold og omtaler f.eks. norske kendisser uden nærmere introduktion. Des- uden er det lidt uklart, hvad formålet med artiklen egentlig er, konklusionen bliver derfor også ret løs og må nøjes med at konstatere at det norske maskuline ideal er i forandring.

Kapitel tre, Norskhet og seksu- alitet i skolener langt mere interessant og teoretisk mere vel-

N A M E

D L

E L

E S

R

(2)

funderet. Forfatterne Åse Røthing og Stina Helena Svendsen sammenligner lære- planer og skolebøgers udsagn om seksualitet og kultur med observationer gjort i klasse- værelser. Det er tydeligt gennem kapitlet, at lærebøgerne er langt bagefter elevernes levede forståelse af forskellige seksuelle praksisser og kulturelle for- handlinger. Kapitlet er også interessant i en dansk sammen- hæng, fordi konklusionerne udstiller den politiske mono- polisering af ligestilling som en særlig dansk norm (i sam- menhængen skandinavisk norm).

I forlængelse af kapitel tre er kapitel fire, Statens opskrift på parseksualiteten, en uddybning af, hvordan særlige seksuelle praksisser og måder at forholde sig til parforhold kulturaliseres af velmenende politikere og socialarbejdere. I Norge kan man komme på gratis samlivs- kursus, hvis man er første- gangsforældre. Tiltaget skal hjælpe parret med at forblive et par. Fra statens side er kurserne et ønske om at sikre børn en barndom inden for kernefamilien. Men gennem Hilde Danielsen og Wencke Muhleisens analyser af kurserne og kursusmaterialet bliver det tydeligt, at kurserne også er en statslig opdragelse i det

‘rigtige’ norske parforhold.

Det er interessant, at staten fø- ler en forpligtelse i forhold til at bevare kernefamilien som institution og ligefrem laver kurser i at være et velfungeren- de par. Men artiklen når ikke frem til at spørge, hvad denne statslige indblanding i privatli- vet er udtryk for.

Kapitel fem, Transseksualitet på norsk, fokuserer også på sta- tens rolle som forhandler og medskaber af rigtige kroppe og seksuel adfærd. Tore Folgerø og Tone Hellesund diskuterer, hvordan staten og interesseor- ganisationen LFTS sammen konstruerer en bestemt forstå- else af transseksualitet, og hvordan denne forståelse kolli- derer med faktiske transseksu- elles egen adfærd og selvforstå- else. Kapitlet understreger, i hvor høj grad den politiske konstruktion af forenklede for- ståelser af levede liv er proble- matiske for de mennesker, som skal forsøge at få plads til sig selv i forenklingerne.

Samme problemstilling gør sig gældende i kapitel seks, Det norske seksuelle medborgerskap.

Her analyserer Arnfinn J. An- dersen, hvordan den statslige forståelse af samlivsformer har ændret sig de sidste 30 år. I 1972 ophævede man i Norge loven mod homoseksuelle forhold, som i øvrigt kun drejede sig om mænd. Herefter har skiftende regeringer prøvet at lovgive sig ud af de usikre forhold, som forskellige samlivsformer sætter folk i. Hvad stil- ler man arveretligt op med samboende, som ikke er gift, og hvordan definerer man et langvarigt forhold? Det er nogle af de spørgsmål, som politikerne prøver at besvare gennem lovgivning, men som artiklen viser, er det også ideo- logiske spørgsmål. Andersen påviser, hvordan fokus i 1970’- ernes Norge var at sikre forskellige samlivsformer, nu drejer det sig i langt højere grad – og i forlængelse af artiklen om den statsgaranterede kernefa-

milie – om at motivere børne- familier til at holde sammen og i særlig grad at få forældre til at gifte sig. Måden for homoseksuelle at passe ind i det norske samfund bliver således at til- passe sig heteronormativiteten ved f.eks. at lade sig registrere som partnere.

Kapitel syv og otte falder lidt udenfor resten af bogens kapit- ler. Begge drejer sig om, hvordan kvinders seksualitet også aflæses i et nationalt og kulturelt perspektiv. Kapitel syv, Til sengs med fienden, drejer sig om fortielsen af mishandlingen af tyskerpiger i Norge efter 2.

verdenskrig. Gennem doku- mentanalyse og interviews diskuterer Claudia Lenz, hvordan kvinders seksualitet og repro- duktion i krigstid i særlig grad bruges til at opretholde og for- svare det nationale. Kvinder som ‘går i seng med fjenden’

opfattes som landsforrædere og står efterfølgende udenfor statens beskyttelse.

Kapitel otte, Nigeriansk pro- stitusjon på norsk: Feil kvinner på feil sted, drejer sig også om kvinders seksuelle adfærd, og om hvordan den forstås i et kulturelt og nationalt perspektiv. May-Len Skilbrei diskuterer, hvordan de nigerianske kvinders adfærd forklares med et kulturelt perspektiv, som gør de mandlige kunder til ofre for de nigerianske kvinders aggres- sive seksuelle adfærd. Prostitu- tionsdiskursen skifter således fokus fra at tale om de stakkels kvindelige prostituerede til at dreje sig om de stakkels mandlige kunder. I sammenhængen diskuteres ikke om Norges indførelse af kriminalisering af prostitutionskunder i 2008 evt.

(3)

har indflydelse på prostituti- onsdiskursen. Derimod udstiller Skilbrei den nutidige diskurs om de nigerianske prostituerede ved at sammenligne den med en national norsk pro- stitutionsdebat fra slutningen af 1800tallet, hvor problem- stillingerne er fuldstændig ens – og derfor er det sandsynligvis ikke et spørgsmål om aggressiv nigeriansk seksualitet. Her strejfer Skilbrei et kritisk kolo- nialistisk perspektiv, men gør ikke særligt meget ud af det.

Og det kendetegner i det hele taget artiklerne, at de ikke tager særlig dybt fat i de teoretiske perspektiver. Det er ær- gerligt, særligt eftersom bogens forfattere mener, at den henvender sig til studerende på køns- og seksualitetsstudier.

Men netop den gruppe kunne sagtens håndtere et højere teoretisk niveau, hvor konklusionerne også gerne måtte stå lidt skarpere. Alt for ofte nøjes artiklerne med at fremsætte statens håndtering af krop, køn, seksualitet og parforhold. De enkelte artikler kunne med fordel være perspektiveret tydeli- gere i forhold til hinanden.

Men desværre virker bogen fragmenteret og de enkelte artikler virker løsrevne og uden den teoretiske sammenhæng, som bogens indledning lægger op til.

En sidste anke angår bogens forsidebillede, som forestiller en ung, sort, muskuløs mand, der slanger sig indbydende på en seng. Jeg undrer mig over om det er en ironisk kommen- tar til bogens titel, Norske sek- sualiteter, som egentlig giver mig associationer i retning af uldsokker og tophue, eller om

billedet er ment som en nuan- cering af titlen. Billedet har ikke nogen tydelig sammenhæng med artiklerne, i hvert fald ville den sætte artiklen om de nigerianske prostituerede i et helt nyt lys, for der omtales kun kvindelige prostituerede.

Jeg forstår ikke illustrationen og mener vel i bund og grund, at den er lidt kikset i sammen- hængen, da forfatterne ikke synes at ville tage stilling til deres egen begrebsliggørelse af norske seksualiteter.

Gry Høngsmark ph.d.-stipendiat

Marketing og Management Syddansk Universitet.

KVINDESAG ELLER VIDENSKAB?

Gabriella Nilsson: Könsmakt el- ler häxjakt? Lunds Universitet.

Avdelingen för etnologi med fol- klivsarkivet. Institutionen för kulturvetenskaper, 2009, 275 sider, pris: 282 SEK.

“ W

hat kind of constitu- tive role in the pro- duction of knowledge, imagi- nation, and practice can new groups doing science have?

How can these groups be al- lied with progressive social and political movements? What kind of political accountability can be constructed to the women together across the scien- tific-technical hierarchies sepa- rating us?” (Haraway 1991).

Donna Haraways spørgsmål fra det nu klassiske essay ‘A Cy- borg Manifesto’ (1991) refere- rer til de fundamentale spænd-

inger, der er i forholdet mellem feministisk aktivisme og videnproduktion om køn. Det er disse for feministisk teori så grundlæggende spørgsmål Gabriella Nilsson undersøger i afhandlingen Könsmakt eller häxjakt? Antagonistiska före- ställningar om mäns våld mot kvinnor(Nilsson 2009).

Afhandlingen er et etnolo- gisk studie af det Nilsson be- nævner antagonistiske forståel- ser af mænds vold mod kvinder i Sverige i perioden fra 1975 til 2000. I søgelyset er hvordan og hvorfor disse forståelser artikuleres i spændingsfeltet poli- tik, videnskab og magt. Nils- son har udvalgt tre temporalt og tematisk afgrænsede problemstillinger som indgangen til at undersøge disse antago- nismer. Sigtet er at studere den praksis, hvori antagonistiske forestillinger om mænds vold mod kvinder artikuleres som udfordring eller modstand;

hvordan disse forestillinger gøres gennem kamp om for- tolkning, samt hvorledes dette er medskaber af en særlig hegemonisk kønsorden. Nilsson studerer meningsskabende praksis på tre niveauer:1) Kro- nologisk over tid, 2) I tre af- grænsede diskurser om vold- tægt, incest og kvindemishand- ling samt 3) Konkrete eksem- pler på mikropraksis.

Første del af afhandlingen omhandler voldtægt, som før 1975 hovedsageligt var et pri- vat anliggende. Nilsson under- søger, hvorledes det gøres til et offentligt tema, der vedrører samfundet snarere end det individ, der er offer for voldtægt.

I afhandlingens anden del analyserer Nilsson, hvorledes in-

(4)

cest i tidsrummet mellem 1986 til 1992 slår debatter an i samfundet om fundamentale rets- principper; om forholdet mellem individ og samfund, samt hvorvidt incest er et anliggende om børns tarv eller et tema, hvori “fædres misbrug af døt- re” bliver et eksempel på en mandsdomineret kønsorden.

Nilsson beskriver, hvorfor den kønspolitiske dagsorden slår fejl i netop dette spørgsmål. På samme tidspunkt, mellem 1988 og 2000, foregår en ge- nerel debat om kvindemis- handling i Sverige, der skaber splittelse i den svenske kvinde- bevægelse. Det er i denne tred- je del, at forholdet mellem videnproduktion og politisk aktivisme beskrives mest udfør- ligt. Nilsson fremanalyserer, hvorledes divergerende, videnskabelige argumenter anvendes i legitimeringen af forskellige kønspolitiske syn på kvinde- mishandling. Det er i antago- nismerne mellem disse divergerende synspunkter, mulighe- den for forandring opstår.

Nilsson hævder, at antagonis- men skal findes mellem det, hun benævner kønspolitiske perspektiver, hvor vold proble- matiseres i forhold til køn, og forklaringsmodeller som ikke nødvendigvis forbinder køn og vold. Med andre ord er det et studie af perspektiver, hvori mænds magt over kvinder kommer til udtryk gennem vold og det perspektiv, hvor det antages at kønspolitisk en- gagement i ovenstående foran- lediger en heksejagt på uskyldi- ge mænd. Som hun selv skriver, er dette ikke en afhandling om mænd, kvinder og vold.

Det er en videnskabelig under-

søgelse af, hvori denne vold tænkes at bestå. Underliggen- de denne problemstilling er spørgsmålet, hvordan forandring opstår eller forhindres i den gældende kønsorden. Nils- son konkluderer, at mulighe- den såvel som modstanden mod forandring i kønspolitiske problemstillinger finder sted inden for den gældende køns- orden, hvor selve ideen om hvad, der kan betegnes som kønspolitik, konstant er gen- stand for forskellige fortolkninger. Ikke blandt ‘mænd’ og

‘kvinder’ som sådan men mellem kønnede aktører i divergerende og konkurrerende posi- tioner, der både gør modstand og udfordrer den hegemoniske orden såvel som modstanden imod selv samme. Således tegner Nilsson et fint og kurant billede af det kønspolitiske spil i Sverige, et sted der for danske feminister nogle gange frem- står som det forjættede land, hvori feminisme i 2001 blev

“stuerent” (s. 11). Nilsson viser dog, hvorledes det at blive

‘stueren’ er en foranderlig pro- ces snarere end en endegyldig blåstempling.

Metodisk undersøger Nils- son problemstillingen gennem sin analyse af signifikante dokumenter som videnskabelige afhandlinger, politiske udred- ninger samt journalistisk materiale. Det er således et kultur- historisk studie, der er meget kildenært. Nilsson lægger vægt på, at der er aktører bag dokumenterne, og disse tilskrives stor betydning i teksten. Nils- sons tilgang er tekstuel, da hun ikke på noget tidspunkt har in- terviewet eller talt med ak- tørerne bag dokumenterne.

Teoretisk placerer Nilsson sit arbejde mellem kulturanalysen, kønsperspektivet og politisk diskursteori. Specifikt gør hun brug af diskursteoretikerne Er- nesto Laclau og Chantal Mo- uffe samt sociolog Pierre Bourdieus’ feltteori. Nilsson argumenterer for, at der mellem disse forskelligt orientere- de teorier findes ligheder i kraft af, at begge er handlings- teorier omhandlende kamp og konflikt i forbindelse med magt. Nilsson anskuer kønspo- litik som et felt, hvori antagonistiske fortolkninger om kønspolitiske spørgsmål finder sted. Afhandlingen gør i over- vejende grad brug af nordisk litteratur og placerer sig selv udelukkende i en nordisk/

svensk videnskabelig kontekst snarere end i et globalt forsk- ningsfelt om køn.

Afhandlingen er et væsent- ligt bidrag til kønsstudier og er et velstruktureret eksempel på diskursanalyse. Valget af Bour- dieu som bærende teori er dog overraskende, når netop ‘praksis’, især mikropraksis, optager relativt lidt plads i afhandling.

Dette er givetvis et spørgsmål om definitionen af praksis, men med den store vægt på dokumenter og disses betydning kan det undre, at nyere teori som Bruno Latours ak- tør-netværk teori ikke har været anvendt, eftersom han i sin analyse, lig Nilsson, anskuer dokumenter som aktanter, der har konkrete effekter i ver- den (Latour 2005). Ligeledes er der i bibliografien en refe- rence til Ian Hackings studie The Social Construction of What?(1999). Dette værk er dog ikke anvendt eksplicit i

(5)

bogen, hvor man kunne påpe- ge, at især i gennemgangen af hvorledes incest bliver et sam- fundsproblem, er Hackings studie afgørende og ligger i tråd med Nilssons egen vinkel.

At Nilsson placerer sig tydeligt i det svenske forsknings- område køn og vold er vigtigt, men en perspektivering til in- ternationale debatter i studier af køn eller feministisk teori er ønskværdig i Nilssons videre arbejde med det tydeligvis store og grundigt bearbejdede materiale. Eksempelvis ville det have været oplagt at perspekti- vere spørgsmålet om voldtægt til den globale ‘second-wave feminism’ hvori netop vold- tægt spillede en stor rolle. Det samme gør sig gældende i Nilssons studie af spørgsmålet om incest: Hun indleder med et eksempel på, hvordan incest blev bragt op gennem kvinders personlige fortællinger om egne erfaring (s. 93 ff). Dette fokus på kvinders subjektive erfaring som kilde til videnproduktion er kendetegnende for

‘third wave feminism’. Det, der diskursivt fandt sted i Sve- rige, kan således med fordel perspektiveres til et globalt kønspolitisk og kønsteoretisk felt; en analyse som Nilsson på alle måde har materialet til at belyse grundigt og præcist.

Nilssons afhandling er et nævneværdigt bidrag til især tekstuelt baserede studier af køn som diskursiv konstruktion. Diskursanalyse kan være en flygtig størrelse, men Nilsson gør det og hun viser gennem sit materiale, hvorledes diskurs gøres konkret, og hvor foranderlig og hegemonisk kønsor- den er og bliver til.

Lotte Buch, cand. mag. i etno- grafi og social antropologi Ph.d.-studerende

Institut for Antropologi Københavns Universitet.

LITTERATUR

· Hacking, Ian (1999): The Social Construction of What?Harvard University Press, Boston.

· Haraway, Donna (1991): “A Cyborg Manifesto: Science, Technology, and Socialist-Femi- nism in the Late Twentieth Cen- tury”, in: Simians, Cyborgs and Women: The Reinvention of Na- ture. Routledge. New York.

· Latour, Bruno (2005): Re- assembling the Social.Oxford University Press. Oxford.

MAGT OG VIDEN I FØDSELSHJÆLPEN Christina Jansson: Maktfyllda möten i medicinska rum.

Debatt, kunskap och praktik i svensk förlossningsvård 1960- 1985. Sekel Bokförlag, 2008, 320 sider. Pris: 164 SEK (Bokia.se).

T

itlen på denne bog er fæn- gende og lovende, og det lever bogen op til. Der er tale om en ph.d.-afhandling i historie, som overordnet handler om, hvilken betydning det har, hvem som definerer, og hvad som defineres som valid viden, om hvordan viden bliver brugt, og hvordan det er med til at forme forestillinger og handlinger. Fødselshjælpen i Sverige og de kontroverser, som prægede den i 1960erne, 1970erne og 1980erne, er det empiriske felt, som analyseres.

Christina Jansson viser, hvordan der sker en, næsten, samtidig udvikling mod større brug af teknologi og en øget foku- sering på psykologiske aspekter ved fødslen. I begge udviklin- ger finder hun magtrelationer, hvor læger og jordemødre har fortolkningsinitiativet. Den teknologiske udvikling bl.a. i form af CTG og scanninger in- debærer også, at fosteret i sti- gende grad ses som en selv- stændig patient, en udvikling som marginaliserer den føden- de kvinde i processen.

Anden forskning diskuteres indledningsvis, hvor Jansson viser, hvordan forskning om fødselshjælpen ofte har lavet en modstilling mellem natur, kvinder og jordemødre på den ene side og teknik og læger på den anden. Medikaliseringsbe- grebet har, som hun påpeger, spillet en central rolle i denne forskning. Begrebet er blevet brugt til at beskrive, hvordan kvinder og jordemødre frata- ges magten af lægerne. Anden forskning har fundet, at hverken læger, jordemødre eller fø- dende kvinder er homogene grupper, og at forestillinger og alliancer er gået på tværs af dem. Jansson præsenterer forskning, som kritiserer opde- lingen mellem mænd og kvinder som en opdeling mellem teknik og natur – en dikotomi som reproducerer forestillinger om kvinder som nærmere na- turen. Og det er de to sidste tilgange, som ligger nærmest hendes egen forståelse og analyse. Gennem hele bogen diskuterer Jansson sine resultater med anden forskning, hvilket er med til at skærpe hendes argumenter.

(6)

Afhandlingen er en historisk analyse, som i høj grad er inspireret af samfundsvidenska- belig teori, og den viser, hvor givende mødet mellem den teoretiske tænkning og det grundige empiriske arbejde kan være, når problemstillingen fastholdes, samtidig med at forfatteren er åben over for, hvad empirien kan vise. En grund til dette er nok, at den teori Jansson benytter opfor- drer til at stille åbne spørgsmål og ikke udgå fra mange fast- låste antagelser om, hvordan tingene hænger sammen. Til denne analysemetode er hun i høj grad inspireret af Science and Technology Studies(STS), især af Donna Haraways teorier og analysestrategier. Frem- stillingen af det teoretiske grundlag for analysen er klar og fokuseret. Den handler frem for alt om Haraways tekster om, hvordan viden, og især viden om kroppe, formes, og den kamp der føres om, hvad der er gyldig viden, og om hvordan viden er situeret i bestemte sammenhænge. På et område som dette, hvor de (kvinde- og læge)politiske po- sitioner er så stærke, viser denne mere spørgende end hypo- tesestyrede tilgang sig meget frugtbar. En vigtig pointe hos Haraway er, at der ikke kun er tale om sproglige men også om materielle praktikker eller mere præcist materiel-semioti- ske praktikker. Jansson viser, hvordan billedet af fosteret ændres med nye teknologier som scanninger og CTG, og hvordan det førte til ændringer i praktikkerne. Fosteret får en rolle som en patient, som kan diagnosticeres og nogle gange

behandles, og som under alle omstændigheder skal beskyttes mod de farer, som lurer i den kvindekrop, det befinder sig i.

Teoretisk har det også været frugtbart at tage udgangspunkt i Haraways og andres kritik af modstillingerne natur- kultur, natur-teknik og forestil- lingerne om lægerne og jorde- mødrene som homogene og modstillede grupper.

Figurationer er et begreb fra Haraway, som Jansson bruger til at synliggøre fænomener og ændringer. F.eks. fra at afven- ten blev set som obstetrikeren fornemste opgave (den tidlige- re overakkuchør på Rigshospi- talet Dyre Trolle, skal have sagt, at fødselslægens vigtigste håndgreb var at folde hænder- ne på ryggen), til den aktive obstetrik som blev idealet fra 1970erne.

Jansson kan i sin analyse vise, at flere af de almindelige forestillinger om udviklingen i fød- selshjælpen er forenklede.

Hverken forestillingen om at den svenske kvindebevægelses styrke og krav var den væsent- ligste grund til, at smertelindring vandt indpas i svensk fødselshjælp, eller forestillingen om kvinderne som ofre for teknikfokuserede mandlige lægers dominans, medikaliseringstesen, holder for en historisk undersøgelse. Kravet om smertelindring passede fint ind i fødselslægernes nye mere ind- gribende tilgang til deres fag.

Dvs. at læger, jordemødre og dele af kvindebevægelsen trak på samme hammel. Og ikke kun kvindebevægelsen talte for en mere naturlig fødsel. Læger og jordemødre fokuserede og- så på de psykologiske aspekter

af fødslen, bl.a. som et middel til at mildne det, som de så som negative aspekter af al teknologi. Det var en psykologise- ring, som også skabte rum og behov for, at de professionelle – eksperterne – skulle hjælpe kvinderne. Ved sit fokus på vidensproduktionen har Jansson kunnet vise, at der var andre magtrelationer i spil end dem, som modstillinger natur og teknik, læger og kvindebevæ- gelse lægger op til. Og at de professionelle havde stor magt over vidensproduktionen, både når det gjaldt teknologien og psykologien.

Analysen baseres på et meget omfattende kildemateriale, hvor Jansson for at få adgang til så mange stemmer som muligt har brugt faglige tidsskrif- ter, offentlige dokumenter og betænkninger, kvindetidsskrif- ter og i begrænset omfang dagspressen. Det har gjort det muligt for hende at identificere mange forskellige ståsteder i debatten, om end de fødende kvinder, som sædvanlig, ikke kommer meget til orde. Dette sammen med det teoretiske udgangspunkt har bidraget til nuancerede og tankevækkende analyser.

Selv om den svenske udvikling er anderledes end den danske, hvor f.eks. smertelindring ikke har spillet en nær så stor rolle, kan denne analyse give anledning til overvejelser over mange af de forestillinger, som har været fremherskende i den danske debat. Ikke mindst medikaliseringstesen og fore- stillingerne om lægernes tek- nologifikserede dominans over kvinder, fødende såvel som jor- demødre. Heller ikke i Dan-

(7)

mark er grupperne homogene, og også her kan forskellige tilgange til graviditets- og fød- selshjælp åbne muligheder for vidensmæssig dominans for forskellige eksperter.

I denne anmeldelse er kun få af de mange interessante analy- seresultater omtalt. Bogen rummer meget mere af rele- vans for læsere, som interesse- rer sig for ændringer i forestillinger og praktikker, som ved- rører medicinske og andre teknologier, (kvinde)kroppe, eksperter, patienter, og den viden og magtudøvelse, som disse fi- gurerer og figureres i. Den er dermed meget interessant både fra et historisk og fra et STS- perspektiv.

Signild Vallgårda, professor Institut for Folkesundheds- videnskab

Københavns Universitet.

DEN ROMANTISKE EMANCIPATION

Lise Busk Jensen: Romantikkens forfatterinder, Gyldendal, 2009, 1838 sider, pris: 682 kr.

(Gyldendals internetboghandel)

“A

fhandlingens formål er at skrive den danske romantiske kvindelitteraturs historie og sætte den ind i dens europæiske sammenhæng”

Sådan lyder Lise Busk Jensens egne nøgterne beskrivelse af sigtet med sin disputats. Det er et formål, der understreger, at her er tale om litteraturhistorie, der forholder sig til sam- menhængen mellem den danske og europæiske tradition og

om en kvindelitteraturhistorie, der – i samspil med bl.a. Nor- disk Kvindelitteraturhistorie (1993-1998), som Busk-Jen- sen også var skribent på – tager det på sig at beskrive 1800-tallet som en historie om kvinders tekster. I nøgternheden ligger også, at der ikke er tale om et teoretisk opgør med den litteraturhistoriografiske forskning eller den nyere teori om køn, skrift og subjektivitet, som Busk-Jensen er velinfor- meret om og indledningsvist gør rede for, men netop om en litteraturhistorie, der for en dels vedkommende bygger på hendes mangeårige forskning i 1800-tallet, i litteraturhistorio- grafien og skiftende retninger inden for kønsforskningen.

Her holder nøgternheden derimod op, for det i mange henseender overvældende værk har en hensigt, der afspejles i sit volumen; der er tale om et stykke grundforskning i den kvindelige romantiske tekst, som den skrives i Europa, reci- pieres i Danmark og udfolder sig gennem perioden. Afhand- lingen registrerer og behandler samtlige danske kvindelige forfattere, der debuterer mellem 1800 og 1870 og gør det på baggrund af en omfattende kil- deforskning i deres biografi, værker og modtagelse. Det gør det umuligt at negligere kvin- deforfatterne i dansk romantik, som forfattere og som kvindeforfattere, for hvad afhandlingen konsekvent sigter mod, er at give dem stemme og krop, at gøre dem til subjekter for deres egne erfaringer i deres skrifter.

Man får tre bind i hænderne;

de første 700 sider giver for-

kundskaberne, metodediskus- sionen, formålet og en redegø- relse for de tre romangenrer, Busk-Jensen ser som den romantiske kvindeprosas særlige variant af dannelsesromanen:

ægteskabsromanen, guvernan- teromanen og emancipations- romanen. Her sættes også de historiske rammer om den romantiske kvindelighed, udviklingen af intimsfæren, madon- na-figurens betydning i forhold til dannelsen af den romantiske kvindeidentitet, de mandlige forfatteres kvindebil- leder og ikke mindst den euro- pæiske kvindelitteraturs store skikkelser, fra Jane Austen over Gemaine de Staël til Charlotte Bronté og George Sand. Her gennemgås deres romaner og udviklingen fra Austens kølige portrætter til lidenskaben og emancipationsbillederne hos de senere kolleger. Til for- kundskaberne hører også den litteratursociologiske gennem- gang af kvindernes muligheder i det litterære marked og læs- ningen af europæerne, der danner klangbund for de danske forfattere.

De næste 700 sider består af læsningen af forfatterinderne;

det er en pointe, at titlen peger mod kvinderne og ikke blot deres tekster, for afhandlingens centrale opfattelse af litteraturen er, at den er en æstetisk be- arbejdelse af personlig erfaring:

Busk-Jensen læser litteraturen som kvindernes forsøg på og intention om at skabe og skrive et nyt kvindeligt subjekt:

“Det fælles projekt for romantikkens forfatterinder var at skrive dette kvindelige subjekt frem”. Det er både et tekstuelt, et kropsligt og et socialt

(8)

subjekt. Behandlingen er dis- poneret som en bevægelse fra intimsfæren over opbruddet med faderloven og mod eman- cipationen, men reelt bliver der aldrig tale om et entydigt brud med romantik og intim- sfære, heller ikke i de seneste forfatterskaber. Busk-Jensens egen feministiske pointe er, at det gennembrud, der tilbyder sig som emancipation, er mæn- denes “ekspropriering” af kvinderne, et tilbud, der ikke hur- tigt nok kan aflive den romantiske feminisme for at gøre kvinders projekt til det samme som mændenes. Brandes er en af hovedfigurerne i dette projekt, der er en del af hans an- greb på romantikken, på den romantiske intimsfærekultur, men også på de kvinder, der deltager i den, f.eks. Elisabeth Grundtvig, der kritiserer Bran- des’ kønspolitik.

Det sidste bind rummer en omfattende registrant over alle kvinderne, deres biografi og bibliografi og omtaler af perso- ner og værker. Anmeldelserne var ofte stærkt kritiske og ret- tede sig direkte mod kønnet.

Det er forbløffende, at kvinderne trods egen usikkerhed og splid mellem både at være romantiske intimsfærekvinder og forfattere, og trods vold- somme nedsablinger, formår at fortsætte med at skrive.

I centrum står læsningerne;

de tegner en historie fra eta- bleringen af den romantiske kvindelighed til dens grænser, hvor de kvindelige forfattere står tøvende over for det ende- lige brud med faderlov og in- timsfærekultur. Hinsides grænsen findes det moderne rum, der truer med helt at ne-

gligere den kvindelighed, de har udviklet. Det er læsninger, der er engagerede, facetterede og sikre. Min eneste anke er, at Busk-Jensen i sin brug af psy- koanalysen lægger sig op ad symptomanalysen af karakterer og forfattere; de kommer på briksen, og jeg synes ikke, skredet mellem læsningen af subjektiviteten som et symp- tom og som en gyldig erfaring, et projekt, er helt gennemlyst.

Læsningernes force er, at de åbner teksterne for nye læsere gennem deres klare indsigt og formidling; analysen af Mathil- de Fibigers guvernanteroman Clara Raphaelunderstreger tekstens modsigelser, men også dens stærke vrede, selvstændig- hedstrangen og dens stilistiske kvaliteter, der stadig tillader en moderne læser umiddelbart at forbinde sig med den unge pi- ges ungdommelige mod og overmod. Mathilde Fibiger be- talte dyrt for sit eget mod og kunne stille meget lidt op mod kritik, hån og fattigdom, der ramte hendes kritik af romantikkens restriktioner for kvinders udvikling.

Mathilde Fibiger og fru Gyl- lembourg udgør kvalitetstop- pen i afhandlingen, men be- stræbelsen er at demonstrere de litterære kvaliteter også hos forfattere, der kæmpede med at etablere nye former og gen- rer uden helt at kunne indløse deres ambitioner. Det gælder pædagogen, den stadig mere liberale feminist og forfatter Athalia Schwarz så vel som Louise Bjørnsen, der mere entydigt hyldede det romantiske kvindeideal. De romantiske kvindeforfattere insisterede på, at de egenskaber, som kvinder-

ne havde mulighed for at ud- vikle, rent faktisk fik betydning, sådan at intimsfæren og ægteskabet hvilede på en re- spekt for kvindernes idealer.

Det er interessant at følge læs- ningen frem mod emancipa- tionsromanen, der følger dette projekt til dørs, men ikke ud af døren. Magdalene Thoresens romaner fra 1970erne er moderne i deres skildring af natur og psykologi, skriver Lise Busk-Jensen, men fastholder stadig “den kvindelige følsom- hed” som argument mod pa- triarkatet.

Tvetydigt kæmper de romantiske kvinder på deres egne præmisser, samtidig med at de som Mathilde Fibiger støder sig på modsigelsen i deres egne livsbetingelser, selvforståelse og strategier. Følsomheden udvikles fra salonkulturen og det tidlige 1800-tals husmo- derkultur og bliver af kvinderne forstået som en garant for, at de lever i overensstemmelse med sig selv. Allerede Pil Dah- lerup pointerede i sin disputats om Det moderne gennembruds kvinder(1983), at opgøret med romantikkens følsomme og erotisk hæmmede seksual- moral var en del af mændenes emancipation. Lise Busk Jen- sens afhandling dokumenterer med stor autoritet det romantiske feministiske projekt og tilslutter sig selv en feminisme, der også tager udgangspunkt i kønsforskellen og dens mulighed for at skabe et dynamisk samspil mellem levende kvinder og mænd. Samtidig yder den et uvurderligt bidrag til belysningen af kvinders skrift, det konkrete arbejde med form og indhold gennem 1800-tal-

(9)

let. Det giver fundament under de politiske og teoretiske di- skussioner, der måtte rejse sig i

kølvandet på værket som bidrag til og udfordring af den nyeste kønsforskning.

Anne Birgitte Richard, professor Institut for Kultur og Identitet Roskilde Universitet