Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

Hele teksten

(1)Digitaliseret af / Digitised by. Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library København / Copenhagen.

(2) For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kunstbib.dk For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk.

(3)

(4) C 3409 mb. Tuxen, Laurits. Danmarks Kunstbibliotek 300 002009343 v. Mag' fjern..

(5) r^i. LAURITS TUXEN. EN MALERS ARBEJDE GENNEM TREDSINDSTWE AAR FORTALT AF HAM SELV. JESPERSEN OG PIOS FORLAG Kø b e n h a v n. • m cm xxviii. • o slo.

(6) LAURITS TUXEN.

(7) LAURITS T U XE N EN MALERS ARBEJDE GENNEM T R E D SIN D ST Y V E AAR F O R T A L T A F HAM SELV M ED B IL L E D E R. MALERUNGDOMMEN TILEGNET. KØBENHAVN. JESPERSEN OG PIOS FO RLAG M CM X X VIII.

(8) INDLEDNING Aarene 1918— 25 foretog Professor Tuxen sammen med sin Hustru tre Rejser til Kalifornien, og paa Hjemrejsen sidstnævnte Aar nedskrev han Fragmenter af den Levnedsskildring, som her forelægges. Han skrev dog ikke ene efter Erindringen, men havde taget sine gennem mange Aar førte Dagbøger med paa Rejsen, og paa Grundlag af Optegnelser heri udarbejdede han dem.. I. C O P Y R IG H T 1928. K U N S T A K A D E M IE T S B IB L IO T E K. Hjemrejsen tog sin Begyndelse i San Francisco i April Maaned 1925, og foregik gennem Panamakanalen til Hamborg. Om dens Forløb melder Dagbogen: 20. April 1925.. Pakkede vore Sager, og tog Middag ombord efter en Spor vognstur ud langs Golden Gate Park, som er en dansk Mil lang. 21. April.. Gik fra Land ved 6 Tiden Morgen. Solskin og Blæst. Gol den Gate; paa Nordsiden en høj mørk lodret Klippe lig Nord kap. Ellers grønne bølgende Højder. Ret stor Dønning, enkelte.

(9) 6. 7. Fiskerfartøjer. Efter 3 miles i nordostlig Retning gik Kursen Syd efter. Skibet er lastet til Grændsen, men ruller ikke syn. vi led af Varme. Spillede »shuffling« om Morgenen, det giver dog nogen Motion. Eftm. skrev jeg videre paa Erindringerne. derligt. Da vi gik ud, var det helt stille, men luftede op til Ku. — lever Dag og Nat paa Minder fra gi. Dok. Fik i Anledning af Søndagen en finere Middag med Cock. ling. Kosten ombord er god og dansk, Suppe, Kød og Des sert. — Livlig Styrmand med stor Næse og spillende Øjne. Mester ligner H. P. Holst.. tail forud og Rødvin. Det virker underligt efter 4— 5 Maaneders absolut Afholdenhed — hvilket utvivlsomt er sundere. Vor Polak med Papegøjerne morer os. En Original. Panden. 22. April.. helt opsvulmet af at sidde i Solen.. Endnu Kuling agter ind. Skibet ryster aldeles ikke. 24 Mands Besætning alt i alt. Kaptajnen Fannik, lille, lidt tyk. 27. April.. laden, bredt Ansigt med fremstaaende Øjne og Opstoppernæse. 23. April.. Let Brise agterind, mildt Vejr: er vel forbi St. Diego nu. Søfuglene forladt os. 24. April.. 270 Bredde. Blev dejligt Solskin op ad Dagen; Vandet saa rent blaat som neppe i Middelhavet. Maskinmesteren tog mig ned og forklarede Dieselmotoren, som jeg dog ikke havde For. Hver Dag lidt varmere. Ved 12-Tiden naaede vi Halvvejen til Panama. Skrev lidt. Kunde se Landet gennem Disen. Der blev set Hvaler og Skildpadder. 28. April.. Disen lidt tættere. Springende Delfiner. Solen blev dyb rød længe før sin Nedgang, og Kaptajnen spaaede Regn, hvad han for saa vidt ogsaa fik Ret i, da der kom Lyn og fjern Torden ved 4— 5 Tiden. 29. April.. udsætninger til at forstaa, der var en svær Varme derinde. Der er set Flyvefisk i Dag.. Vi gik ud paa Dækket i Slaabrok og saa Dagen aabne sine Porte i Øst. Højt oppe mod Zenith solbelyste Tordenskyer; jeg maatte mindes Backhuysen. Vejret var ellers stille og varmt. 25. April.. med Luftspejling i Havet. Dagen gik med Skriven og Læsning.. Varmere end i Gaar og henrivende Vejr 26°. Begyndte i Morges at skrive om Minderne fra Dokken. De fortjener vir keligt at blive ført i Pennen.. lidt, saa vi havde mere Luft. Saa Sydkorset — ikke særlig skønt.. 26. April.. 3°-. Ca. 20° Bredde. En herlig Tropedag. Vinden, der har staaet i N. V., siden vi forlod S. Fr., fulgte lige Skibets Fart, uden at. Vinden havde drejet. April.. Luftede frisk med Østenvind, saa vi følte ikke synderligt Varmen. Læste i Walter Page og fortsatte Optegnelserne..

(10) 8 i. Maj.. 4. Maj.. Vejret næsten stille og ret varmt.. Straks til Morgen pas. serede vi nogle Delfinsværme, 6— 8 Stykker paa en Gang i Luf ten. Damperen, som vi havde rendt fra, haler stærkt ind paa os. Sydkorset staar nu ret højt paa Himmelen ved io — i i Ti den. Stjernehimmelen mod Syd kan ikke maale sig med den nordlige Halvkugles. 2. Maj. — Costa Rica.. I Dag har vi Højlandet ved Nicaragua i Sigte, omtrent som vi hjemme ser Kulien. En af Tjenerne ombord er en hjemven dende Udvandrer derfra. Han siger, at Jordbunden er fortræf felig, og det var kun Manglen paa Ledelse og Kapital der gjorde, at Foretagendet mislykkedes. Som Styrmanden siger: der maa være et religiøst eller po litisk Udgangspunkt — ellers holder de ikke sammen. Stille Vejr og skarp Sol, saa jeg har anlagt grønne Briller.. Vi var alle tidligt paa Færde, da vi sejlede ind til Bilbao; fugtigt sløret Vejr; kom forbi mange Klippeøer, og ankrede op for at tage Lods og Læger ombord. Her fyldte vi Olje, for vi skulde nu gennem Kanalen. Den ene Kyst malerisk Natur. Den anden yderst grim og kedelig med Kraner og Barakker. Pelikaner og store Maager med lang lige Hale, som af og til klofter. Søen skiddengrøn. Bjergene paa Afstand rosa-lilla. Sluserne er imponerende. Senere bliver det mere urskovagtigt med Træerne helt ned til og ud i Vandet, alle Slags Trope vækster, virkelig Urskov, særligt rundt om den store Indsø. Høje visne Stammer ud i Vandet.. 5 - Maj. Efterhaanden breder Kanalen sig til en mægtig Indsø, som dog siges at være kunstig, opdæmmet. Det er vanskeligt at skaffe Vand nok til de mange Sluseværker. Kl. 8— 9 naaede vi. Smukt,. Pieren i Christobal, tog en lille Cab og kørte en morsom lu r 1 Colon, der gaar ud i et med Christobal. Købte Straahatte, 2 gode ombord hos Negeren. Byen ægte tropisk, væsentlig be boet af Negere, Svalegange og overskyggede Fortove overalt,. lignede Sørensens Studie hjemme. Han og Melbye valgte gerne Tider, hvor man ikke kan se at male.. Palmer i deres Element. Liv og Løjer. Købte Mangoer og Grapefruit; stod ud til Søs ved 12 liden.. Herlig Solnedgang, særlig Østhimlen. Lang Passiar med Bageren. 3- Maj.. Varm Nat.. Paa Dækket en Time før Solopgang.. Lidt Kuling. — Søen foran paa tværs.. Jeg skrev en Del og læste lidt. Vi sejlede ret tæt forbi store Øer med Bjerge og rig Træ vækst, meget romantisk; det var Republiken Panama. Solen gik ned uden stor Virkning, men saa meget mærkeligere var. 6. Maj.. Eftergløden. Brede, mægtige Straaler skød op gennem den fug. blaa Farve, ret lys, med rødlige Reflekser fra Solen. Begyndte. tige Luft og belyste Passagererne fantastisk mod det blaagrønne Hav. Paa den modsatte Side var det purpurfarvet og Himlen. en Skizze, men da jeg efter Lunch vilde fortsætte, havde har. intenst gyldenrød.. Læser i Walter Page og skriver.. Ved Middagstid stod Solen i Nord. Havet havde en dejlig. ven helt forandret sig, og jeg skrabede bort. til en anden Gang..

(11) 11. 10 Ved Middagen fortalte iste Mester om Krigen og lorpederingerne, meget interessant. Kaptajnen holder Faste for at blive tynd.. Ved Aftensbordet havde vi paany en lang Passiar om gen. Kaptajnen kom ned til Kaffen og fortalte allehaande. 11. Maj.. Malede om Morgenen en Skizze, hvor Folkene staar og maler 7; Maj.. Lidt mindre Sø og bedre Fart. Gik langs Kysten af Vene zuela, men for diset til at se den. Solen er lodret over os. Smaaflokke af Flyvefisk flygter tværsover fra Skibssiden. Smuk Maaneopgang, næsten Fuldmaarte.. F alderebstrappen. Smuk Maane, som nu desværre aftager stærkt, v a r . nehimmel, hk endnu Sydkorset at se, men det vil snarligt orsvinde. 12. Maj.. 8. Maj.. Malede en Skizze af det kara'ibiske Hav, i Dag var harven. Smuk Morgen; Skizze af blaat Hav. Efter Lunch læste jeg igennem, hvad jeg. ar s. smuk.. GI. Dok. Nu kommer jeg ind paa et nyt Afsnit 0 huset - Venner - Rejser - Virken - Fremtræden for Ver. g. Maj.. den.. Passerede de vestindiske Øer, mellem Jamaica og Portorico. Malede en Skizze; det var ikke synderlig malerisk. Skrev og læste. Vi har Fornøjelse af Maskinmesteren, han fortæller godt. Der er en Masse Historier fra Krigen, Torpederinger etc. Jord skælvet i Jokohama, Orkaner. Skade jeg ikke kan gengive dem. Meget dramatiske Nathimle med Maaneopgang og fjerne Uvejr.. 13. Maj.. Viste Fotos. Skrev og sov til Middag. Mester fortalte om 0 . K.-Andersen.. 14. Maj.. Skrev en hel Del om Englandsrejsen og St. Malo. For første Gang havde vi Lysning 1. io. Maj.. Saragossahavet.. En uforklarlig blaa Farve, naar man ser. ned i Vandet. Striber af gullig Tang. Malede en lille Skizze. Ultramarin og Zinnober, havde ingen Lak. Ved ikke, hvad jeg skal sammenligne det med. Der var 24000 Fod dybt. 2den Styr mand har Hjerteonde; gav ham 2. X. 15 Dr. Digalin og bad ham. tage endnu en Portion før Hundevagten,. es , og vi. pæisk Klima (er endnu 300 nordi. Bredde). 15. Maj. iviaj.. c. Saragossa Tangen Mger os stadig. nred Mellemmm. Staar 0. 1. R IqP.

(12) IO. ii. Ved Middagen fortalte iste Mester om Krigen og Torpede ringerne, meget interessant. Kaptajnen holder Faste for at blive tynd.. Ved Aftensbordet havde vi paany en lang Passiar om Kri gen. Kaptajnen kom ned til Kaffen og fortalte allehaande. 11. Maj.. 7. Maj.. Lidt mindre Sø og bedre Fart.. Malede om Morgenen en Skizze, hvor Folkene staar og maler Gik langs Kysten af Vene. zuela, men for diset til at se den. Solen er lodret over os. Smaafiokke af Flyvefisk flygter tværso ver fra Skibssiden. Maaneopgang, næsten Fuldmaane.. Smuk. 8. Maj.. F alderebstrappen. Smuk Maane, som nu desværre aftager stærkt. Klar Stjer nehimmel, fik endnu Sydkorset at se, men det vil snarligt for svinde. 12. Maj.. Smuk Morgen; Skizze af blaat Hav. Efter Lunch læste jeg igennem, hvad jeg har skrevet om. Malede en Skizze af det karaibiske Hav, i Dag var Farven smuk. 9. Maj.. Passerede de vestindiske Øer, mellem Jamaica og Portorico. Malede en Skizze; det var ikke synderlig malerisk. Skrev og læste.. GI. Dok. Nu kommer jeg ind paa et nyt Afsnit — Søkvæsthuset — Venner —- Rejser — Virken — Fremtræden for Veiden. 13.. Viste Fotos. Skrev og sov til Middag. Mester fortalte om 0 . K.-Andersen.. Vi har Fornøjelse af Maskinmesteren, han fortæller godt. Der er en Masse Historier fra Krigen, Torpederinger etc. Jord skælvet i Jokohama, Orkaner. Skade jeg ikke kan gengive dem. Meget dramatiske Nathimle med Maaneopgang og fjerne Uvejr. io. Maj.. Maj.. 14.. Maj.. Skrev en hel Del om Englandsrejsen og St. Malo. For første Gang havde vi Lysning i Vest, og vi føler euro. Saragossahavet. En uforklarlig blaa Farve, naar man ser ned i Vandet. Striber af gullig Tang. Malede en lille Skizze.. pæisk Klima (er endnu 300 nordi. Bredde).. Ultramarin og Zinnober, havde ingen Lak. Ved ikke, hvad jeg skal sammenligne det med. Der var 24000 Fod dybt. 2den Styr mand har Hjerteonde; gav ham 2 X 15 Dr. Digalin og bad ham tage endnu en Portion før Hundevagten,. 15 - Maj. Saragossa Tangen følger os stadigt med Mellemrum.. Staar. i en smuk mørkgylden Farve mod Havets Blaa. Op ad Dagen blev det fuldkommen Havblik, Smaaskyerne.

(13) 12. 13. ned mod Horizonten spejlede sig i lange Striber ned gennem den svage Dønning — en vidunderlig Dag. 32 ° nordi. Bredde 440 Længde.. 20. Maj.. Nærmer os den Biscayske Havbugt. Vil passere Cap Finisterre i Dag. Vind agter.. 16. Maj.. Efter Gaarsdagens Stille har vi faaet Vinden paa den an den Boug — nærmest vestlig. Passagererne har paany taget fat paa Shufflespillet.. 21.. Maj.. Cap Finisterre.. Fint Graavejr, lidt lange Dønninger.. Skrev det meste af Dagen om mit første Besøg i Paris — Bonnat etc.. 22. Maj.. Slut paa Isen ombord; nu skal vi se, om de kan bevare Fø demidlerne.. lige Vinde. Blæste op om Natten.. Kom paa Højde med Bordeaux.. Regnvejr og Kulde, øst. 17. Maj. 23. Maj.. 4de Søndag ombord.. Passerede Stormcentret mellem 4— 6 Morgen og havde Stille. — Blæser haard Kuling S. V. Regn og Tykning, skimter af og. Fuldstændig skyfri Himmel, svag vestlig Vind. Dasede og smaalæste.. til Solen. Efter 12 tog Vinden til og blæste op til Storm med smuk. 18. Maj.. Vejrforandring — længere Byge og Underdønning; svag østlig Vind. Venter at komme til Azorerne i Aften. — Skrev det meste af Dagen.. Sø agter for tværs, som satte Masser af Sø over Skibet. Var paa Broen mellem 2 og 4 og malede senere Skizze — lidt for sent. Henad Natten fik vi nogle svære Stød, da vi kom ind paa mere grundt Vand.. Vi maa vente med Azorerne til i Morgen. Lærte om Stormbevægelserne, og hvordan man kunde regne ud, hvor Centret findes. Hvordan man kan undgaa de farlige Steder.. 24. Maj.. Vi var inde i Kanalen fra Morgenstunden. 19. Maj.. ligt, Regn og Kulde.. Frisk Medvind, altsaa S. V Passerede mellem Azorerne ved Lunchtid. vestlig, nogen Regn.. Graat og kede. Vinden mere. Skrev noget om Krøyer og Bonnats Undervisning.. Skrev om Rom. Vældig Kaptajns-dinner. Bagefter alle i Kaptajnens Kahyt og hørte Radio Koncert fra Queenshall..

(14) *4 25. Maj.. Smuk stemningsfuld Morgen langs Kridtklipperne ved Dover. Tænkte paa de mange Gange, jeg havde krydset over her mel lem Frankrig og England i min travle Periode. Dagen vedblev at være stille og smuk -— langt kønnere end i Syden. — Pakkede vore Kufferter om Formiddagen. Eftm. lavede en Stillevands Studie, som jeg forærede iste Styrmand, Lyngholdt. Smuk Solnedgang. 26. Maj.. Igen stille Vejr, Havet som Olje, lidt Regn, mest Sol. Naaede Elbmundingen og kastede Anker. Natten blev urolig. Henad Kl. 2 lettede vi, og haabede at naa Hamburg ved næste Højvande, men fik Taage, og maatte paany ankre op. 27. Maj.. Der laa vi endnu om Morgenen, 24 Sømil fra Hamburg, og fik den Skuffelse at maatte vente til næste Højvande, da Ski bet stikker 29 Fod. Nu kan vi ikke naa ind før Aften. Det blev en interessant Tur op ad Elben, passerede en Masse morsomme Sejlere. Kuffer, Kuttere etc. store Dampere — et udmærket Sted for Marinemalere. Slap i Land, og kom til Ho tel Atlantic sen Aften. —. Da Levnedsskildringen kun forelaa ufuldført, har det været nødvendigt at indføre Afsnit af ovennævnte Dagbøger, ligesom Sammentrækninger har fundet Sted, uden at der dog er foretaget Ændringer, endsige Til føjelser i Forfatterens Tekst. Der er endvidere til Bo. 15. gens Fuldstændiggørelse vedføj et nogle af ham lejlig hedsvis skrevne Artikler, samt et Uddrag af Breve til Slægt og Venner. Skønt intet i disse har været beregnet til Offentliggørelse, har de dog forekommet Udgiveren saa værdifulde, at de er taget med til Belysning af For fatterens Personlighed og Livsgærning, ligesom af hans Forhold til Kammerater og Studiefæller. Tuxens Valgsprog var »Arbejdet avler«, og Kend skab til hans Produktion og til hans Papirer aftvinger Beundring for hans Jærnflid og eminente Angrebs styrke i Arbejdet. Det bekræftes tilfulde, at en stor Arbejdsevne har været ham givet, men ogsaa, at den fra de ganske unge Dage har været opdyrket og er bragt til Udfoldelse, saaledes at de mangfoldige Arbejdsvanskeligheder, som Forholdene og han selv skabte, blev overvundne. I travle Perioder har han været en Slider uden Rast. Han kaldte sig selv en ufor bederlig Eklektiker, han læste, talte eller skrev med Lyst om Malerens Arbejde, og han var gennem hele sit L iv en stærkt interesseret og levende Experimentator i Kunstens Teknik. Dagbøgerne bringer talrige Vid nesbyrd herom. De indeholder en Mængde Optegnelser, der viser hans utrættelige Forsøg altid higende mod et friere Spil, en rigere Mangfoldighed indenfor sin Ger nings Praktik. De indeholder ogsaa stadige Notater om Vejr og Vind — hans gamle Sømandssind aflod ikke ligesom de vidner om den Energi, han udfoldede ved Museumsbesøg rundt om i Verden, idet han for at støtte Tilegnelsen af Værker, han beundrede, opnoterede deres Ejendommeligheder, og gjorde sig Rede for sit Skøn over dem.

(15) i6. 17. Personlig var Tuxen en rank og spændstig Mand, hans hele Fremtræden var præget af Finhed og Æ r lighed. Paa Kunstnermøder, eller i Juryer hvori han havde Sæde, altid stod han frem i fuldt Dagslys, altid var han beredt og interesseret i Diskussion om Maleri. En prøvet Forvisning om sin Dannelses Værd gav hans Tale en frimodig Tone i levende Yttringer, rene logiske Sætninger og prompte Replikker. Den store Tanke i dens simple attiske Dragt: før Indsigten kræver Gu derne Sveden, kendte han godt, og havde erfaret dens Sandhed. Erindringen er jo efter græsk Tænkemaade Musernes Moder, og en egen Velklang kendetegnede i de senere Aar hans mundtlige Beretninger om, hvad han havde oplevet. Han støttede ikke sine Udsagn til taagede Drømmebilleder, eller satte Personer, Begivenheder og Kunstværker i Forhold til mig og mit, men betragtede Tingene roligt og frigjort med en Malers og Verdens mands objektive Blik, der kun nu og da røbede et Sinds Forventning, en lidenskabelig Tindren af Glædens Lys eller Sorgens Dunkelhed. Gennem en vis uigennemtrænge lig, maaske lidt kølig fornem Ironi, gjorde han dog Ind tryk af at have levet sit L iv med et ydmygt og sagt modigt Sind, præget af Godhed og Menneskekærlighed. Yde Haandsrækning og Hjælp ad sporløs Vej var ogsaa hans Sag.. Gang paa Foraarsudstillingen ved Charlottenborg 1875, og sidste Gang 1927. I Efteraaret 1882 overtog han Undervisningen af et Hold unge Malere, der under Le delse af Frantz Schwartz havde oprettet en Studieskole, den blev nogle Aar efter slaaet sammen med en lignende Skole oprettet af Krøyer. 1892 blev han udnævnt til titulær Professor, og blev 1897 valgt til Medlem af Akademiraadet. Som Professor i Malerkunst virkede han ved Kunstakademiet fra 1909 til 16, og var 1909 Med stifter af den danske Kunstnerstands eneste faglige For ening »Malende Kunstneres Sammenslutning«, hvis For mandsskab han gennem lange Perioder paatog sig. Professor luxen var to Gange gift. Han ægtede 1886 Belgierinden Ursule de Baisieux, som døde 1899. I Dagbogen for dette Aar læses: Lysende Stjerne Blomst fra det Fjerne Kulden i Norden har tæret dig hen. Sagte du bøjet Dit Hoved — og Øjet Brast i et Smil til din ensomme Ven. Tiderne skride Fremad de glide Slægterne følger i Slægternes Fjed Stjerneskud glimte Kun fjernt kan jeg skimte Evighedsblomsten i Kærligheds Bed. Ikke bør klages — Bort fra mig drages Den som gav Solskin og Lys i mit Sind, Mindet sig hæver Om Flammen end bæver Aldrig den slukkes af Glemselens Vind.. Laurits Regner Tuxen var født den 9. December 1853 i Gamle Dok paa Christianshavn som Søn af Di rektør for Orlogsværftet Nicolaj Elias Tuxen og Hu stru Bertha Laura f. Giødwad. Han udstillede første Laurits Tuxen.. 2.

(16) i8. I Aaret 1901 ægtede Tuxen Frederikke Treschow, f. i Larvik, Norge. Hun fulgte ham paa de mange Rej ser, og gik varmt interesseret op i hans Arbejde, lige som denne Bogs Fremkomst er foranlediget af hende, hvorved hun imødekom et af ham i de sidste Aar yttret Ønske, ogsaa ved Valget af Udgiver. Paa hjertelig Maade var hun hans Venners Ven i de skønne Hj em paa Skagen og i Gartnerboligen ved Rosenborg, og her plejede hun ham til hans Død den 21. November 1927. Han blev jordet paa Vestre Kirkegaard. Efteraar 1928.. Valdemar Neiiendam..

(17) Den 3die Maj 1925.. C ^ iddende paa Motorskibet Chilis Dæk glider jeg hen over det stille Hav, tæt ved Equator; milde Luftninge vifter om mig, medens Skibet sagte vugger paa Dønningen. Kun en 2—3 Sømil fra os har vi den skovbevoksede Kyst af Republik ken Panama. Romantisk oVer al Beskrivelse. Brændingen sender lange hvide dampende Tunger ind mel lem Klipperne. De solbeskinnede Træer myldrer op ad de stejle Skraaninger; og Bjerge, højere og højere, taarner sig op, sta digt dækkede af grønne Træer, forsaavidt de ikke skjules af mæg tige Skyer, som afrunder det hele opefter. Flokke af Delfiner springer, som paa Kommando, 6— 8 og flere ad Gangen, op over Vandet. Skildpadder driver dovent afsted med deres smaa gule Ho veder over den brune Skal, paa hvilken en Søfugl undertiden tager Stade. Tumlerne viser deres krumme Rygge og store Finner, uden at lade sig forurolige af Skibets Nærhed, medens de lumske Hajer holder sig tæt under Søens Overflade, parate til alt. Solen sænker sig lodret ned i Havet, men belyser endnu længe efter de højthvælvede Tordenskyer, der i søjleagtige Ko lonner spejler sig i det blanke Hav..

(18) 23 22. Efterhaanden som Eftergløden taber sig, vinder Maanen Terrain og svæver, med Sydkorset som Baggrund, hen over den dunkelt grønne Himmelbue. Minderne fra Barndommen og Ungdommen vækkes, og der med Lysten til et Forsøg paa at fæstne dem til Papiret.. DEN GAMLE DOK Minderne fra min Barndom og første Ungdom er uadskil leligt forbundne med den gamle Dok paa Christianshavn. Et vidunderligt Sted for Børn. Afsondret fra Omverdenen ved Vagt og lukkede Porte, spigerbesatte Plankeværker og mæg tige Pakhuse, aabnede det sig ud mod Havnen med al dens Fær den af Jagter og Fiskerbaade og Skibe, som kom fra de fjerne Have. Det staar for mig, som om Solen bestandig skinnede dér. Om Søndagen fyldtes Luften af Klokkeklang fra de omliggende Kirker, og paa Hverdage afbrød Skibstømrernes taktfaste Øxehug den barnlige Slummer. Og saa Folkene »Holmens faste Stok« med deres ejendom melige Nyboderspræg. Paa de svære Egetømmer, der laa spredte over Pladsen, tegnede de fint buede Linier med Kridt, hvor efter de tilhuggede Plankerne, som føjedes ind i Skibssiderne. Formanden, Petersen, var Børnenes specielle Ven. Han.

(19) 25. 24 havde sin Plads i »Lampelugaret«, og kunde fortælle en Masse Historier. Som mange andre Holmensfolk havde han Ansættelse ved det kongelige Theater som Maskinmand og kendte derfor alle Stykkerne — ganske vist set ovenfra. Han havde langt graat Haar, som krøllede nedefter, ikke ulig Bournonville, og var op fyldt af Historier om Phister, Fru Heiberg, Rosenkilde, som indflettedes i Gengivelserne af selve Skuespillene.. Skræpper, Tidsler, Kamomiller, Kamelblomster kaldte vi dem; det var et helt Æventyr at gemme sig imellem dem, eller at føre Krig imod dem. Midt paa Pladsen stod »Kongens Træ«, en gam mel Lind, som hældede meget stærkt mod S.V., og som kunde bestiges ved Hjælp af Jernspigre, der var anbragte i passende /. « l. /. . . .. ■i. Ved Siden af havde han en lille Bod, hvor han udskænkede tyndt 01 til Folkene, en Skilling for et fyldt Trækrus. Tyndt 01 han skænkede i Tømmermandens Krus. Slog af og til Autoriteterne en Plade, men maned frem han Minder fra sit høje Stade i Kunstens Tempel — sad saa stille vi som Mus. E t fuldblods Exemplar af Holmens faste Stok var gamle Petersen, med Nybo’ersk Lune, men først og sidst han rister Mindets Rune Om Barndoms Hjemmet, om den gamle Dok. PARTI FRA HAVNEN. Mellem Lampelugaret og Ølboden førte Trappen op til »Pa villonen«, der i gamle Dage havde været et fornemt Sted. Der gik endog Sagn om, at ved højtidelige Lejligheder havde selve Majestæten herfra overværet Krigsskibenes Ind- og Udsejling fra Dokken. Nu var det en stor mulden Stue med Vinduer til. Afstande fra hverandre. Her tilbragtes lange Timer i Krogene mellem Stammen og de svære Grene; fik man nogle Godter, maatte de fortæres her.. tre Sider, og her havde Mester Walter sit Kontor. Han var en gammel vindtør Herre, som vi havde stor Respekt for, og neppe nogensinde havde vekslet et Ord med. Men nede paa Sten. Under Linden laa »Møllen«, en overbygget Hestegang til Udpumpning af det Vand, som dagligt sivede ind i Dokken. At sidde paa Hestene, naar de gik rundt der, var en kongelig Fornøjelse, eller at følge dem frem og tilbage mellem Møllen og Stalden.. trappen foran Døren sad vi ofte. Solen bagede paa i det tidlige Foraar, og her blomstrede de første Violer i Revnerne mellem Brostenene.. Ved de store Lejligheder, naar et nyt Skib kom i Dok og denne derefter skulde tømmes for Vand, var der Snese af Heste, som gik rundt i »Revéret«, det egentlige Pumpeværk. Hvor-. Ja, hvad var der ikke af Plantevæxt i alle Kroge: Syrer,.

(20) 26. 27. fra det fik sit Navn, var der ingen, der rigtig lod til at vide Be sked om — muligt var det noget i Retning af Reservoir, det var anlagt af Henrik Gerner i det 18. Aarh. Der var et mystisk og. Lyd, naar en af dets store modne Frugter faldt ned og knustes, et velkomment Bytte for Børnene, selv om vi ikke foragtede de umodne Æbler, der efter tilstrækkelig Dunken mod Tøm meret blev saftige og medgørlige.. uhyggeligt Rum nedenunder Hestegangen, hvor en Mængde Kædepumper klapprende gik rundt, dragende Vandet op med sig. Det tog mange Dage og Nætter at faa Dokken tømt, og vakte en mægtig Uro paa det fredelige Sted, med de mange Heste og fremmede Kuske. Ja det forlød endogsaa, at der havde væ ret alvorlige Slagsmaal imellem dem. Centrum for det hele var naturligvis selve Dokken. Her af løste Orlogsskibene hverandre, eftersom de trængte til Repa ration eller til at renses i Bunden, og de øvede selvfølgeligt en mægtig Tiltrækning paa os Børn. Tidligt og silde færdedes vi ombord, dog særlig efter Fyr. Særligt dragende var Haven, naar Foraarssolen med sine. .! .■ •I —-c-i- .... aften, naar Folkene i lange Rækker forlod Arbejdspladsen, efter at hver især var bleven befølt af Vagten for at se, om han ikke skulde have taget noget ulovligt med sig. Saa kravlede vi ud og ind gennem Kanonportene, red over Støtterne, som afstivede Skibsskroget, ja drev det endogsaa til at balancere over dem. Svimmelhed kendte vi ikke noget til. Hovedbegivenheden var, naar Skibet skulde ud af Dokken. En Mand, væbnet med en Mukkert, blev firet ned til hver af de to Porte paa Slusen, som holdt Vandet ude. Ved nogle kraftige Slag aabnedes disse, bru sende og skummende væltede saa Vandet ind og fyldte lidt efter lidt Dokken, saa Skibet kunde fri’es for sine Stivere. Slusen blev ved Hjælp af den store flydende Dunkraft løftet ud af sine Fuger og transporteret bort, hvorefter Skibet kunde varpes ud i Havnen. Paa den modsatte Side af Pladsen laa Haven — eller Ha verne; der var to.. Den forreste solrig og blomsterfyldt, med. et gammelt Gravenstentræ, som med sine Grene overskyggede den i hele dens Bredde. — Jeg hører endnu den ejendommelige. CORVET GALATHEA SOM KOFFARDIMAND. varme Straaler fik Spirerne til at bryde gennem Jorden: Liliernes gule Spidser og Bonderosernes tykke røde Kruseduller - Violer og Aurikler, hvor Blomsterne hurtigt fulgte efter. Bæn kene under Hylden ved Stakittet hed Sømandshvile, og Vejen, som udenfor fulgte langs Haven, hed Kærlighedsstien. Søhaven, som laa paa den anden Side af Tømmerskuret og Pavillonen, var mere dyster. Solen viste sig sjeldent dér; Strand asters med deres blege sørgmodige Farver, trivedes her, og i skumrende Efteraarsaftner hørte man den mærkelige melan kolske Lyd af Stormens Sus i Skibenes Rigninger. Der var dog en Krog i Haven, bag et vildtvoksende Rosentræ, hvor Bord.

(21) 29 28 og Bænk indbød til fortrolig Samtale, og hvorfra man kunde se ud over Havnen i hele dens Længde. Lige overfor Dokken, paa den anden Side af Havnen, laa Gammelholm. Kort før min Tid var Orlogsværftet dér bleven nedlagt og var nærmest at betragte som en Ruin; men hvor var det ikke malerisk! Lange, lange rødmalede Bindingsværks Bygninger med enorme Teglstens Tage; Beddinger, Mastegrave, hvor Mastetræerne laa nedsænkede i Vandet under svære Bjælker, for at holde sig friske; Ankersmedien, Reberbanen, Slavefængslet (den senere Studenterforening) og Admiralens Bolig. I min Tid hed han Mourrier, og var yderst upopulær blandt Folkene; de blev ikke trætte af at fortælle om alle hans Smaaligheder, hvor dan han eftersøgte dem paa de hemmeligste Steder, for at passe paa, at de ikke »drev den af«. Haven udmærkede sig ved et mæg tigt Morbærtræ, der var undermuret paa alle Kanter, og en Vin ranke, der sagdes at være bragt dertil fra Madeira, og senere at have genoprettet Bestanden paa denne 0 , efter at Vinstokkene var blevet ødelagde af Sygdom. En »Jolleroer« vedligeholdt Forbindelsen mellem Dokken og Gammelholm; skulde man over, raabte man »Jollen«!, som da sindigt satte sig i Vej.. Disse Jolleroere var ofte Venner af. os Børn. En, som hed Frederiksen, havde Historier at fortælle om Jomfru Rasmussen — senere Grevinde Danner — som bl. a. ved en Lejlighed havde spildt Syltetøj over hans hvide Bukser, hvad han ikke havde tilgivet hende. Min Lyst til at tegne yttrede sig fra min tidligste Tid. Jeg mener at have en Erindring om at have staaet ved Siden af min Vugge under denne Beskæftigelse, men det lyder jo nok lidt apokryft. Skibe og Sø var det stadige Emne. I 4— 5 Aars Alderen var jeg ret bevandret i alle Rigningens. Detailler, hvilket i de nærmest følgende Aar paa praktisk Vis støttedes af en Mast, min Broder, der var Søkadet, fik rejst paa vor Legeplads, og hvor vi dyrkede alt til Baadsmandsfaget hen hørende. Dette styrkedes yderligere ved den stadige Syslen med at tiltakle Skibsmodeller. Hos en Mand, der hed Bjørn og boede i Rævegade i Nyboder, kunde man købe de yndigste smaa Blokke, gult fernisserede og med Kobberbeslag, som det saa gjaldt om at eftergøre, ja endog fuldkommengøre ved at indsætte Skiver, der kunde dreje rundt. Andre Steder kunde man faa Snore i forskellige Tykkelser, som paa det nøjeste lignede rigtige Touge i Miniatyr. Disse blev taklede, spledsede, klædte, fik indsatte Kovse — altsammen grundige Forberedelser, men ak — derved blev det jo som of test, saaledes gaar det med det meste Børneværk. Det nære Vand fristede dog, det maatte man ud paa. Min Broder, som var en 7— 8 Aar ældre end jeg, var natur ligvis Foregangsmanden. Efter nogle Forsøg med en omvendt Forhøjning, en eftergjort Kajak, som med Nødvendighed for langte Svømmekundskaber for at kunne benyttes, gik vi i Gang med at bygge en virkelig Baad, en Sjotting, efter norsk Mønster. Det var et uhyre spændende Arbejde, som vi heldigvis gennem gunstige Omgivelser, kunde faa kyndig Hjælp til, og som ved sin Fuldførelse i mange Aar var os Børn til usigelig Fornøjelse. Med denne foretog vi Rejser ud paa Havnen, gennem Trangra ven og Christianshavns maleriske Kanaler med de gamle Træ skure og spiralformede Skorstene, ja til Tider helt ud paa Rheden og længere. Jeg husker saaledes en Gang, da Sommerferien blev mig for lang, at have foretaget en Rejse helt ud paa Yderrheden for at tage et Par amerikanske Orlogsskibe i Øjesyn. »May I go onboard« raabte jeg fra min lille Æggeskal, hvad den smilende Officer gav mig Lov til..

(22) 3» Men jeg husker ogsaa, at jeg saa med skæve Blikke til Bøl gerne, som fulgte mig hjem. Huset, vi beboede, var ikke mindre originalt end Omgivel serne. Ganske smalt, kun syv Alen fra Mur til Mur, var det op ført i tre forskellige Højder, med respektive i, 2 og 3 Etager, og samme Vej tilbage.. 3i andre, og hvis Funktion nærmest bestod i at slaa Timeslagene paa Klokken, der hang i en Galge ude paa Pladsen. Der var den lange Vægter, Kelstrup, den tykke Hein og den lille Han sen. Denne sidste var Skomager og gennem ham indførtes vi i alle Fagets Hemmeligheder. Hvordan Saalerne blev bankede,. Midterpartierne optoges af Familien, og det siger sig selv, at Trapperne kom til at spille en betydelig Rolle for Børnene; her legedes, og her blev fortalt Historier. Smallere og smallere blev de opefter — der kom de 5 Trapper, og saa de 12 Trapper og endelig »de smalle Trapper«, der var stejle og førte op til Loft og Pulterkammer; dem var vi særlig mørkerædde for. Henne Følelse beherskede os overhovedet i ret fremtrædende Grad, hvilket var forklarligt nok. De Steder, man ikke taler om, maatte saaledes søges i Mulm og Mørke tværs over Gaarden, hvilket kunde give Anledning til komiske Pantomimer mellem os Børn. Husets ringe Dybde gav ikke Plads til Passage uden om Væ relserne, saa der var ingen Mulighed for at komme til Sovekam mer og Børneværelse uden at passere Faders Arbejdsstue; man kiggede saa med Forsigtighed ind for at se, om han spekulerede eller spankulerede — i sidste Fald turde man nok vove sig igen nem.. Fra Børneværelset var der Udsigt til Strandgaden (de. andre Værelser havde overhovedet ingen Vinduer til Gaden), og de Handlendes Raab lyder endnu i mine Øren. »Rei —- Rejer — jer« fra en gammel Fiskerkone, der med hastige Skridt gik op ad Gaden med en stor Kurv paa Armen; eller: »Sild er godt, Sild«.. Kartofler, Sand osv.. Vægtersangen var derimod holdt. op, lige før jeg kunde skønne, om jeg end mener at erindre Væg terne selv med deres Morgenstjerner og høje Hoveddækning. Tranlamperne blev vist ogsaa da afløste af Gassen. Paa selve Dokken havde vi tre Vægtere, som afløste hver-. FRA SKITSEBOGEN. Iraaden indflettet med Svinebørster, Pløkker, Søm, Beg, og jeg ved ikke hvad. Alt dette akkompagneret af det store Bornhol mer-Urs langsomme Dikken i den lille Vagtstues hede tykke Tobaksatmosfære. Ved Siden af havde Portneren sin Bolig. Han hed Marquin, en lille Mand med vandkæmmet Haar over en stor rund Pande, skrapt under Kontrol af sin tykke, noget gnavne Ægtehalvdel. Naar man ringede paa Gadedørsklokken, kom hendes vredladne Ansigt frem bag Ruden, og det var ikke altid Spøg for de mange Nabobørn, som efter Skoletid kom for at lege med os. Vi havde en Tid lang en stor kochinchinesisk Hane, som bi-.

(23) 33. 32 drog sit til at vanskeliggøre Tilgangen, særligt for Damer, idet den sprang op i Nakken paa dem og bragte Haaret i Ulave, om. en Sejlbaad, en 18 Fods Kragjolle, som han fik Lov til at lade ligge ved Dokken, hvor den virkede til fælles Nytte og Adspredelse.. den da ikke hakkede dem. En mere fredelig Kammerat havde vi i et Lam, Mætte — som blev opsøgt hver Aften og bragt i Hus — 0g som kom springende ind i Køkkenet hver Gang, den hørte Brødkniven. — Ak, dets Dage var snart talte; det maatte række Hals i Anledning af et Familieselskab; men vi Børn sad ude og græd, vi vilde ikke spise Mættesteg. En anden betydningsfuld Person var »Oppasseren« Gj et ting. Han var halt og enøjet og opholdt sig i Skogangen, som paa samme Tid var Køkkenindgang. Han pudsede Støvler, gik Ærinder og huggede Brænde, som han bragte op i Stuerne. »Jeg skulde hilse og spøre om Fruinden vilde komme«. . . At der skulde have været en Etatsraad imellem havde han glemt. En anden Gang havde han været sendt hen for at høre, hvor dan det gik med Redaktør Giødwad, min Moders Fætter. Jo Tak, kom han tilbage og meldte, »han er blind« — en ikke meget skaansom Maade at bringe en sørgelig Nyhed paa. Men vi Børn holdt af ham, han var venlig og fortalte Historier; og saa havde han sommetider Brystsukker med til os. Paa den anden Side af Strandgadens nederste Ende, hvor gi. Dok laa, boede et Par Familier, som kom til at spille en væ sentlig Rolle for vor Barndom og Ungdom. Det var Stæhrs og Pastor Fengers. Grosserer Stæhr var en ældre høj Mand, skægløs med fine lige Træk og et melankolsk Udtryk, der vel nok skyldtes hans Kones uhelbredelige Sindssyge. Naar han arbejdede i sit Kon tor, var han altid iført sort Livkjole. Han havde to Døtre, Emilie og Laura, der var Jevnaldrende og Veninder med mine to yngste Søstre, og der gik næppe den Dag, hvor de ikke trodsede den bistre Portnermadam, og mødte op paa gi. Dok. Faderen ejede. DRENGENES VÆRELSE PAA GAMMEL DOK. m Søndagen foretog han med mig som Skibsdreng, lange ure op langs Kysten, hvorfra vi ofte vendte hjem længe efter ørkets Frembrud. En Gang konstaterede jeg med Stolthed, a jeg havde siddet med Aaren i Haanden hele 7 Timer under Krydsning mod Strømmen fra Klampenborg. Laurits Tuxen.. 3.

(24) •; -i**. -M.. r +**U' ti. 34 Vi fik gennem den Stæhrske Familie en ny og værdifuld Kam merat, nemlig Holger Drachmann, der var Pigebørnenes Fæt ter. Han var godt 7 Aar ældre end jeg, og blev mit Barndoms Ideal af en høj og dansk Mand. Han indførte mig i Malerkun stens Mysterier; naar han sad paa sit Kvistkammer i St. Kon gensgade og malede, stod jeg i timevis bag hans Stol og saa til. Vor anden Genbo, Pastor Peter Fenger og hans talrige Fa milie, gav os især én elsket Legekammerat i den yngste Søn Chri stian, som dog var 5 Aar ældre end jeg; det har nu været min Skæbne gennem hele Livet at være den yngste, hvilket jeg ogsaa var i Børneflokken. Døtrene var Veninder med mine Søstre. Vi kaldte dem »Hav fruerne«, da de som Grundtvigianere ikke vilde følge Krinoline moden. Hver Søndag mødte vi op i Frelsers Kirke; men jeg maa tilstaa, at Pastor Fengers Taler ikke virkede stærkt ind paa mig, da de ofte strakte sig over 5 Kvarter, hvad for et Barn nærmest var en Lidelse. Det har muligvis medvirket til at give mig en Aversion for Foredrag, som har fulgt mig Livet igennem. Pa stor Fenger var derimod meget elskelig i sin Konfirmations For beredelse, naar han med sine vandfyldte blaa Øjne og graa Haartotter færdedes mellem Konfirmanderne, der var bænkede i hans store Dagligstue, og udlagde Evangelierne og lærte os de smukke Salmer; han forstod at fremkalde Begejstring i Barnesjælene. I Seksaarsalderen kom jeg i Christianshavns Borgerdyd skole, som styredes af Prof. Martin Hammerich. Han benæv nedes Profeten, eller for Nemheds Skyld »Feten«, og var afholdt, om end noget fjern. Inspektørerne var Andresen og Ingerslev. Sidstnævnte, ikke populær, havde Ord for at være krakilsk, og gav mig Anmærkning for at møde for tidligt paa Skolen om Mor genen (jeg havde nemlig for meget at gøre hjemme til at læse. Lektier, hvilket jeg saa foretog om Morgenen paa Skolen). Min Indtrædelse i Forberedelsesklassen foregik saaledes, at jeg ha gede mig fast i Skolebænken, mens de andre af al Magt halede i mig bagfra. Livet paa Dokken gav gode Kræfter, saa jeg be stod Prøven med Glans. Vor Lærer var Rasmus Strøm. Jeg kom hjem og fortalte, han havde samme Haarfarve som Skil derirammerne, hvad der ogsaa passede. Han forkælede mig, kaldte mig den lille blaa (jeg havde blaa Bluse med sort Belte om), sagde de skulde have »Lausesteg« til Middag — mit For navn blev varieret 1 mange Afskygninger. Jeg medbragte Teg ninger paa Skolen; en af dem blev meget beundret, indtil man saa, der stod C. Neumann i Hjørnet. Den var nemlig kopieret fra 111. Tidende, med Navn og det hele. Min næstældste Søster, Elisabeth, med det pragtfulde Haar og de smukke Øjne, havde lært mig at læse under livlig Protest ira mm Side; jeg laa paa Gulvtæppet og sparkede, men hun var similiens alvorlige Element, og man turde ikke være virkelig nlydig. Naar vi om Aftenen sad ved det runde Bord om Moderatørlampen, hun med Bog og Strikketøj, lød det med smaa rydelser fra hende, »saa gaa nu i Seng«, og det førte ogsaa hurtigt til det ønskede Resultat. En Gang en Sommeraften vilde jeg dog narre dem, og havde gemt mig under Sofaen i Daglig stuen. Jeg hørte da, hvordan hele Familien vandrede rundt i alle Kroge, paa Dokken og i Huset, og kaldte paa mig. Ende lig faldt min Fader paa at kigge under Sofaen og halede mig irem; at jeg fik Skænd følger af sig selv, men om det virkelig gik op for mig, hvad Sorg jeg havde voldt dem, tvivler jeg paa. Mm Lyst til at ergotere vaagnede tidligt. Da Hr. Strøm en Dag vilde forklare os, hvorfor Maanen tog af og til, sagde han, det var Jorden, der kastede Skygge derop. Det var mærkeligt, ind vendte jeg, for Skyggen beholder jo ikke Jordens Form. ’ Han.

(25) 36. 37. betænkte sig lidt og sagde saa, med et Papir i Haanden, — saadan gaar det til, hvad jeg aldeles ikke kunde indrømme. Jeg maa for hans Skyld haabe, at det var Maaneformørkelse, han. Ivrig som altid var jeg i Tjenesten. En Søndag var jeg af en eller anden Grund bleven puttet i Sengen, og der var Sel. tænkte paa! En Klasse eller to højere op havde vi en Tegne lærer, Johan Petersen, kaldet Klodspetersen. Han var Marinemaler, og en dygtig Tegner, fik hurtig Færten af, at jeg havde Anlæg i den Retning, og viste mig da den Gunst i Timen at tegne Skibe i forskellige Situationer, som jeg skulde kopiere hjemme.. skab hjemme. Ved Ottetiden vaagner jeg, ser til min Forfærdelse hvormange Klokken er, og styrter halvpaaklædt ind i Stuen: »Klokken er 8, hvor er mit Franskbrød, jeg skal i Skole!« Under Latter blev jeg ført tilbage i Sengen. I Skoletiden havde jeg altid en Masse Ting, jeg ønskede nær mere Besked om. Det kunde Kammeraterne ikke lide, og gav mig Øgenavnet »Lærden«.. Det havde jeg stor Nytte og Fornøjelse af. Han rejste senere til Amerika og debuterede efter Sigende med at slaa en Neger ihjel. Det gik saadan til, at han hos en Barber gennem en Lem i Gulvet faldt ned i Hovedet paa en Neger, der ikke kunde staa for hans svære Vægt. Vor Lærer i Dansk var en gammel Digter Nicolai Krossing. Han var klædt i en lang, tilknappet grøn Frakke,. Mm Yndlingslekture hjemme var Saxo Grammaticus, en Jule present fra Far, da jeg blev 10 Aar, samt de nordiske Fortids sagaer 1 Rafns Oversættelse, som min Broder havde arvet fra Admiral Seidelin. Didrik af Berns Saga var jeg især begejstret over, de fantastiske Skildringer af hans Kampe med Løver og. lille, og med en Kalot paa Hovedet. Meget elskelig, og vi var. rager, og de nordiske Kæmpers æventyrlige Rideture ned gen nem Tyskland for at slutte sig til hans Helteskare, — den mæg. gode Venner. I det lange Frikvarter sad Lærerne inde i Portnerkonens Stue og nød Kaffe og Wienerbrød; dér optog han Midterplad sen i Sofaen. I Krogen til højre sad Hr. Jørgensen, Kaffe-Jørgen som vi kaldte ham. Om han nogensinde fik noget andet at spise faar staa hen. Han var yderlig mager og høj med lidt skrabet Haar over Issen, og mens vi sad og skrev efter Forskrifter, fortalte han os alle Slags Historier, under sin Vandring op og ned ad Gulvet, og de drejede sig meget om, hvor farligt det var at spise for meget. Naa, Skolemaden var ellers meget beskeden: 4— 6 Stk. Rug brød med Holstenskost imellem, som mere eller mindre blev fortæret paa Vejen til Skolen; havde vi saa et Par Skilling til overs, købte vi Klosterkringler hos Portnerkonen og fik derved et Kig ind til Lærernes Kaffebord.. tige Vølsungasaga, som var indflettet heri, var endnu ikke ble ven populariseret gennem Wagners Iscenesættelser. For jeg selv kunde læse, maatte min yngste Søster holde for. Vi sad under Bordet i »den lille Stue«, og hun læste Andersens ventyr og Grundtvigs »Gamle danske Minder« højt for mig Naar vi havde erhvervet en Skilling eller to, blev hun sendt hen il Urtekræmmeren paa Hjørnet for at købe brunt KandissukJcer, som vi særligt yndede. Mm ældste Søster Judithe lærte at male med Oliefarve. Et fa r Gange om Ugen kom Blomstermaleren Balsgaard hjem til os og gav hende og et Par Veninder Undervisning. En Gang tog hun mig med op paa Charlottenborg-Udstillingen. »Der længer ]0 et af dine Malerier«, sagde jeg. »Hys, lad være at tale om det«, det stod opført i Kataloget som »Ubenævnt«. Hun var lys i Huden, livlig, med glat mørkt Haar. Jeg hu-.

(26) 38 sker hende staa foran Spejlet paa sit Værelse og pynte sig til Bal. Som ganske ung var hun en Tur i England og maatte ved Hjemkomsten nøje fortælle mig, hvordan de rigtige store Bøl ger saa ud. I 21 Aars Alderen efter et Ophold i Norge, hvor vi havde Slægtninge, kom hun hjem med Typhus og døde i Løbet af 8 Dage. Jeg var da en 7— 8 Aar gammel. Da jeg kom fra Skole, og efter Sædvane gik ind i Køkkenet, sagde Pigerne, at Frk. Judithe var død. »Det er ikke sandt«, svarede jeg. Da jeg senere kom ud paa Pladsen, kom Far hen til mig, bøjede sig ned og spurgte: har Du set nogen i Huset? saa forstod jeg, det var sandt, og gav mig til at græde. Vor Huslæge var Etatsraad Larsen, en høj slank Mand, glat raget med udtalt Underbid, altid høj Hat og lang tilknappet Frakke. Han har en Lineal i Ryggen, erklærede vi Børn. Hans Amanuensis hed Dr. Djørup. »Lidt Grød, lidt Fisk« lød det gerne fra ham — han var nu selv ret velnæret. Da jeg fyldte 11 Aar, forærede min Broder mig Oliefarver, og nu skulde det rigtig gaa løs. Paletten var lavet til venstre Haand, hvad der kom mig temmelig paatværs, da jeg trods mange og stadige Paamindelser brugte den venstre til at tegne med. Tilsidst havde vor Læge sagt, at det kunde snarere være en Fordel, saa man fandt sig i det. Men imidlertid, da den venstre var optaget af Paletten, var der jo ikke andet for end at male med den højre. Det at faa lavet en speciel Palet til højre Haand kunde der ikke tænkes paa. Det har nu alligevel bragt mig en Del Bryderi Livet igennem. Da jeg senere fik Vermehren til Lærer paa Akademiet, sagde han: naar De tegner saadan med begge Hænder, vilde De tegne dobbelt saa godt med den ene. Det vil jeg nu ikke give ham Ret i, da Øjet dog spiller nogen Rolle; men noget galt er der nu alligevel ved det. Nu kan det nok være, at Sjottingen kom til Nytte.. Jeg havde en Mani for Solopgange, stod op Kl. 3— 4 om Mor genen og roede ud, fortøjede Baaden ved en »Duckdalp« (Duc d’Alba) og malede. En gammel Mastekran, Mage til den ved Elefanten paa Nyholm, laa den Gang paa Christiansholm, over for Kvæsthusbroen, og bag denne stod Solen op. Fred og Stil hed var der rundt om mig. De stemningsfulde Toner af Reveil len lød ud over Søen, og jeg var lykkelig. En saadan Morgen saa jeg en herreløs Baad drive forbi. Jeg roede hen og bugserede den ind til vort Slæbested, hvor jeg fortøjede den. Da der stod Navn og Adresse paa - Nyhavn 45, var det vist - gik jeg der hen noget senere for at meddele Fundet. Mens jeg var borte, havde Ejeren selv været paa Dokken og taget Baaden med og skældt ud, fordi Aarerne manglede. Op ad Dagen kom der saa en Politibetjent for at forhøre mig. Stor Konsternation fra min ' T U J° ’ ]6g havde da været °PPe Kl. 3 om Morgenen, havde' set Baaden drive og bjerget den ind. Saa? Det var ellers noget 1 ig , sagde han med mistænksomme Blikke. Samme Dag rejste jeg til Glumsø med min Søster og var glad for at slippe for nærmere Tiltale. undui Gang havde jeg faaet alle Søstrene til at staa op °r dt ^ den dcdlge SoloPgang — og saa var det Graavejr. Jeg 1 glemme den Tid, det varede, inden Klokken blev 8 og vi kunde faa Frokost. Min Søster Nicoline gik i den Tid hos Vilh. Kyhn og lærte at tegne og male Akvarel. Hun tog nogle af mine Produktioner med og viste ham. Dommen lød paa, at jeg havde let ved at , trigne ° g at faa Farverne til at smelte sammen. Ting der kunde blive mig baade til Nytte og til Skade Hos Madam Ernst i Compagnistræde, hvor man købte Far ver hang der 1 Vinduet et Billede af Melbye, en Jagt som lændser ' tormvejr. Det gik jeg, saa ofte jeg kunde, hen at se paa og.

(27) 4i. 40 malede det saa hjemme efter Hukommelsen. derlige Timer.. Havde vidun. Melodien : Nu er det stille, den har os forladt Solen den gamle Urostifter, og i den tavse den kølige Nat nu vi skride til nye Bedrifter —. »Syltekrukken«, hvad der krænkede mig meget. »Lille Larsen« — senere Bibliotekar ved det kongelige, var Lærer i Dansk, og meget afholdt. Falkman (ved Nationaltidende) Geografilærer, dikterede os en meget detailleret Danmarks Geografi, som efterhaanden blev mig til stor Nytte. Han skulde en Gang holde et Foredrag om Christoffer Columbus, og bad mig i den Anled ning at tegne et stort Billede af de 3 Skibe, som foretog den første. Der har gerne villet fæste sig en eller anden Melodi til Bil leder, som særligt har optaget mig. Studierne paa Skolen gik deres Gang; jeg havde let ved at. Rejse, efter gamle Kobberstik. Det var malet med Tusch, og blev i mange Aar ved at figurere paa Skolevæggen. Naturhi storielæreren, Hr. Sahlertz, bad mig ogsaa komme hjem til sig for at tegne Insekter i stor Maalestok, ligeledes til Foredrag. Han var nygift, og jeg husker endnu Søndagsformiddag Stem. lære og var første Plads len paa den sen, rev mig. ningen i den solfyldte lille Lejlighed, med det duftende Kaffebord. Jeg førte en livlig Handel med mine Smaamalerier i Skolen. Johs. Helms, en hvidhaaret, høj, men dog yngre Mand, havde afløst Martin Hammerich som Skolebestyrer. Han sagde en Dag,. genkalder disse Stunder.. jævnlig Nr. i i Klassen, ligesom jeg ogsaa havde i Gymnastiksalen, hvad jeg skyldte min Omtumgamle Dok. En dygtig Amagerbonde, Crilles Janaf Pinden i Klassen; paa én Maaned hoppede han. tyve Pladser, fra Nr. sidst til Nr. i. Dansk, Geografi — Korttegning — og Fysik morede mig. Historieundervisningen var lidt sløj og Sprogene ikke stort bedre. Dog er det min stadige Overbevisning, at det gamle Princip: at give Børnene et Indblik i mange forskellige Fag, at aabne Døren paa Klem til senere Selvstudie, er det mest praktiske. Har man virkelig lært Talord og Hjælpeverber, er man al lerede godt paa Vej i et Sprog, og Udenadslæren foragter jeg heller ikke. Dels bliver det siddende, og dels virker det som Hjernegymnastik. Fysik interesserede mig som sagt i høj Grad. Hjemme lavede jeg Instrumenter, bl. a. en Elektricermaskine. Det gjaldt om at finde godt gammelt Glas, der ikke var Bly i; og da jeg samtidigt havde læst i et gammelt Værk, at en Glas cylinder kunde bruges i Stedet for den cirkelrunde Glasskive, spurgte jeg Læreren, om man ikke kunde bruge et Sylteglas, men det døde ikke i Synden, og siden den Tid kaldte de mig. at han nok kunde have Lyst til et af mine Malerier. Jeg gjorde mig da særlig Umage med et — en Sejler i en grøn Sø — og bragte ham det. »Ja saadan ligefrem at købe det af Dig, kan jeg ikke«, mente han; men saa forærede han mig til Gengæld en smuk gam mel Udgave af de danske Folkeviser (Rahbek), som jeg fik stor Fornøjelse af. Han var selv en udmærket Visedigter — hvem kender ikke »Kejseren af Chinesiens Land« eller »En svensk Kon stabel fra Sverrig, som skød sig med en Kanon«. Han var vor Lærer i Græsk, men jeg blev iøvrigt kun 1/2 Aar i den Klasse. Vi havde nemlig taget endelig Bestemmelse om, at jeg skulde være Maler, og derfor skulde jeg over i Realklasserne for at af slutte med Præliminærexamen, i Stedet for at studere til Ar tium. Denne Overgang kostede som Regel Eleverne et Aar; men da det væsentligt kun var to Fag, hvori »Realisterne« var forud, nemlig Engelsk og Mathematik, besluttede vi, at jeg.

(28) 43. 42 skulde indhente dette ved Hjemmelæsning.. Jeg tog fat paa. Marryats Romaner — en behagelig og praktisk Maade at lære at læse Sproget paa, og saa skrev jeg Breve paa Engelsk til, min Fader, som da rettede dem. Mathematiken kunde jeg ogsaa. lige Belysninger. Hvordan det var muligt at faa en samlet Stem ning md 1 dem, var nu hans Hemmelighed. Disse Studier ma lede han saa Billeder efter om Vinteren. Han tegnede dem ret nøjagtigt op paa Lærredet med Blyant, som bagefter blev vasket. nemt faa Hjælp til hjemme. Nu skulde jeg altsaa forberedes til Optagelse paa Kunst akademiet. Til alt Held for mig paatog Kyhn sig dette Hverv, endda uden Vederlag. Dagene var allerede lange, og ved Mid dagsbordet Kl. 4, sad jeg som paa Naale for at komme afsted. »He is anxious to get away« sagde Far, og saa meget Engelsk forstod jeg. Hvor var han kær og hyggelig, gamle Kyhn — naa, det var vel kun i mine Øjne han var gammel i 1866— 67. Han havde Bolig og Atelier mellem GI. Kongevej og St. Jørgens Sø, det senere Jærnbaneterrain. En dejlig Have med de herligste For grunde af Skræpper og Markblomster, — Naturen skulde have sin Ret.. I Atelieret med sin ubeskrivelige Atmosphære, hvori. Tobakken spillede en fremtrædende Rolle, ser jeg Kyhn staa og tænde sin Pibe, helt tilbagebøjet i Knæene, og tale om Kunst og Sandhed. Det var for ham Alpha og Omega. Sørensen, mit. FRA EN SKITSEBOG: HUS PAA LÆSØ. tidligere Malerideal, Løgn og grøn Sæbe. Alt hvad der kunde smage af Düsseldorf yderst forkasteligt. Eckersberg var Man. Deret',d VH,"d' f. den og Sandhedens Apostel. Tegning var det, som bar det Hele.. ^ t r p e n ', ; . 6' “ ,aSle " ed. Det mest minutiøse Studie. Han selv var meget metodisk i sin Fremgangsmaade. Efter sine Sommerophold paa Landet. L i 11™ 1-. —- helst installeret i en Kro eller hos en Bondemand, for at undgaa Tidsspilden ved Selskabelighed, hjembragte han sin Skat. male T L ^ ^ ^ følgende‘ Landskabet blev S y ' LV1S begyndende nærmest Horisonten, en 3— 4 Kvaomnier daglig. Blev det ikke efter Ønske første Gang f Ex. af herlige Studier, hvor man overalt kunde følge Vej og Sti over Mark og Hede. Man maatte regne med 3 Uger til hvert større Studie 3 a 4 Timer om Dagen, og da naturligvis have flere i Gang i forskel-. ^. Skulde slaa ¡8“ "™ Farven. ^. Sli.Ulde h<2lSt maleS 2 GanSe igennem, den ene Gang. m i : , ° n , 2 o ^ og /a bagefter, paastod han.. r ^ erpentin.. ^ d6t " g g e n d e over Skyerne maa nu sættes paa F.

(29) 45 44 Han tegnede ogsaa store Kulkartoner forstærkede med Sepia paa limet Papir, som han bagefter fikserede ved at dampe dem igennem med en dertil indrettet Lampe. Lazurer holdt han ikke af.. »Jeg har set Skovgaard ødelægge de dejligste Lufte. At jeg skulde være Maler, havde jeg vel aldrig næret nogen Tvivl om, skønt jeg havde en stærk Hang i Retning af Skibs konstruktion, og havde bygget mig en Baad efter Bølgelinie princippet (Russel), som vakte Interesse hos Baadebygger Bon-. revner. Zinnobergrøn, en Blanding af Preussiskblaat og Kromgult,. nesen. Derimod var jeg i høj Grad i Tvivl om hvilken Genre, jeg skulde vælge. Min Læsning gik som tidligere nævnt i Ret ning af nordiske Sagaer og Eddaen, Gudrun og Sigurd Fafnersbane optog stærkt min Fantasi. Men jeg kom ogsaa ind paa. brugte de alle — nu kender man den næppe. »Brug Blaasort (Roed bruger Elfenbensort) ja, jeg synes nok, der var noget løjerligt ved hans Farve«. Schmidt i Düsseldorf var hans fore. det klassiske, Ovids Forvandlinger, og de græske Tragedier. Antigone var jeg særlig forelsket i. Kyhn mente, jeg skulde dyrke bigurmaleriet. Marstrand, som jeg desværre kun en kort. trukne Farvefabrikant — saa der var da noget godt ved Düs. li d havde til Lærer paa Malerskolen, spurgte hvad jeg malede jemme; ja det var da Søstykker. »Søstykker, Sludder, De skal. med sine sorte Lazurer«. Brug Cobolt, ikke Ultramarin, den. seldorf ! Omsider fik jeg da i disse Eftermiddagstimer mine paakræ vede Krukker, Hænder og Fødder tegnede og blev i 14 Aars Al. male »rigurer«.« Han var overordentlig inspirerende som .ærer. Senere, efter hans Død, fik vi Simonsen og Roed. Den. deren optaget paa Kunstakademiets Forberedelsesklasse. Gamle. første var ivrig, men uden Betydning. Paa Modelskolen havde. Kittendorff var Lærer, og en god Lærer, hvor det gjaldt om at gøre det nøjagtigt og livagtigt. Jørgen Roed var Professor, men. ham, med Vermehren som Assistent. De modsagde hinanden, men Vermehrens grundige Tegneundervisning havde stor Be tydning, den virkede dog ikke inspirerende paa mig.. ham saa vi ikke stort til. Jeg gik der kun Eftm. og Aften til Perspektiv og Frihaandstegning.. Om Dagen havde jeg min. Skole at passe. Sommeren efter skulde jeg op til Præliminærexamen, og Læsningen hertil maatte foregaa om Morgenen, da Aftenerne var optagne. Det traf sig da saa heldigt, at min Bro der, der i den Tid beskæftigede sig med Maskin væsen, skulde gaa hjemmefra Kl. 4 om Morgenen, og saa stod jeg op, rullede mig i et Uldtæppe og læste til Eksamen, som det hedder. Selve Prøven kom jeg meget godt fra, men uden Udmær kelse — jeg vrøvlede i Engelsk, hvad der i det Tilfælde ikke var Hr. røde Ibsens Skyld. Jeg vilde partout have, at »knight« skulde betyde Knægt, trods hans bedende Blikke. I Tegning fik jeg ug-|-, jeg havde tegnet Frederikskirkens Taarn set fra Vinduet.. Simonsen havde ret gode Ideer, saaledes bevægelig Model, og Draperistudier over den levende Form. Jørgen Roed vilde det rigtige, havde kun ondt for at gøre sig forstaaelig. Forskellen mellem Form og Former, mellem Farve og Farver. Det gik slet ikke op for os, hvilken udmærket aler, han havde været, vi havde knapt set hans gode Ting. I)et var ejendommeligt senere at iagttage Forskellen paa de Modelfigurer, der var malte under de respektive Lærere. Den under Marstrands Vejledning stod i alle Retninger over de se nere. »Naa De basker ordentlig paa,« sagde han; »tag nu en en kelt Del for, og gennemfør saa meget De kan.« Baade Marstrand og Roed gjorde Fordring paa at have Eckersbergs »Palet«op-.

(30) 46 sætning til Kødfarverne. Principet var nok det samme: Varme og kolde Lokaltoner, lilla og grønlige Mellemtoner, Skygge og Reflexfarver. Men hvor Marstrand benyttede Zinnober, Ok ker, Lak, Blaat, Grønt og Benbrunt, havde Roed brændt Okker, Neapelgult, Elfenbensort og Kasselerbrunt. Fælles var den. 47 paa den Maade ind i Universitets Kredse, et udmærket Supple ment til den sømilitære Embedsstand. Henrik Scharling, der blev gift med min Søster Elisabeth, har i sine Livserindringer givet et smukt Billede af Forholdene ved den gamle Dok. Der. brune Undermaling, de transparente Skygger, og det at føre Penslen fra Skygge til Lys — alt Arv fra Davids Skole. Penselføring taltes der meget om, og paa det Omraade ro stes Jørgen Roed. Efter 4 Aars Forløb fik jeg Afgang paa en højest middelmaadig Figur, omtrent samtidigt med Carl Thom sen, Frants Schwartz, Irminger og Therkildsen. Den af Med eleverne mest beundrede, Viggo Johansen, opnaaede ikke denne Udmærkelse.- Han saa mere paa Kvaliteten end paa Mængden, og det at gøre en Figur færdig i akademisk Forstand fra øverst til nederst, var ikke hans Sag. Kort før dette havde den gamle Dok udspillet sin Rolle i min Tilværelse, og var gaaet over paa private Hænder. I 1871 flyttede vi hen til Søkvæsthuset i Overgaden o. V., hvor vi boede i de næste ti Aar. Naar jeg siger, Dokken havde udspillet sin Rolle, er dette nu kun en Maade at udtrykke sig paa. Thi lige saa lidt som Barndomsminderne kan forlade En, kan det Sted, hvorom disse Minder har formet sig, gaa ud af Erindringen. Og jeg regner det som en særlig Skæbnens Gunst, at jeg har kunnet tilbringe min Barndom og første Ungdom paa et saa fantasifuldt Sted. Gennem et Par Menneskealdre havde min Slægt haft til Huse her; der var Historie og Tradition over Stedet, og i endnu højere Grad i Familien, som gennem adskil lige Generationer havde tilhørt Søofficersstanden. Her legede den lille Amor med mine Søskende og bragte os. VED HAVNEN. VINTEREN 1871. førtes et ret selskabeligt Liv. Folk som Carl Jacobsen og Chr. Richardt, for ikke at tale om Holger Roed og Holger Drachmann, husker jeg fra de unges Baller derhjemme. Mrs. Shaw, med Hængekrøllerne, kom og læste Engelsk med Moder og de ældre Søstre. Derved gjorde vi ogsaa Bekendtskab med Sønnen, med det smukke blege Ansigt, den senere Højesteretssagfører. Der var en Periode i 60erne, hvor Borddans, Mesmerisme, Dobbeltgængeri, o. s. v. florerede. Det blev der talt meget om oppe i Dagligstuen. Min Broder sendte mig saa ned for at hente noget i vort fæl-.

(31) 49. 48 løs Værelse. For at komme der, skulde man passere flere mørke Stuer og Trapper. Hvad skildrer saa min Forfærdelse, da jeg ved at aabne Døren ser min Broder sidde der lyslevende ved. graat Skæg og mørkt Haar. »Det er, fordi jeg har brugt Kæ berne mere end Hovedet,« sagde han. — En Gang lod min Far mig foretage en »Jordomsejling« med. Skrivebordet i sin gamle graa Hjemmefrakke, med den lange Pibe og læsende, med Ryggen til mig. Naa, det viste sig da at være min Fætter, Vilhelm Meyer, der var Husven, og havde slaaet sig til Ro her. Men Virkningen var mægtig. Min Moders Bedstemor var synsk og kunde oppe i Aalborg — i de lider, ca. 8 Dages Rejse fra København — fortælle, hvad der sam tidigt skete i København af alvorlige Familiebegivenheder eller Brande. Familien Bournonville var noget lieret med vor F amilie. En af Døtrene blev gift med min Farbror Peter, der var Præst paa Als. En Dag hændte det, at August Bournonville snublede paa Trappen i sit Hjem, og deres gamle Pige udbrød: Ih, Vor herre bevare vor Herres Ben, det er dem, vi skal leve af! Det blev en staaende Vittighed. Mod Slutningen af min Skoletid, tilbragte jeg nogle Som merferier hos min Onkel Antonius i Svendborg. Han var gift med en Søster til Sangeren Niels Juel Simonsen, der i den Tid indstuderede sin Debutrolle, Hans Heiling. Det var en Fest at høre al den Sang; jeg kunde alle Melodierne udenad. Musik ken har til alle Tider draget mig og kædet sig sammen med mit Arbejde. Hvor var det ikke henrivende i Sommeraftnerne at ro ud paa Svendborgsund og høre Sangen fra Baad til Baad. Min Onkels Sejlbaad laa i Gasværkshavnen; den trængte til en ny Mast, som jeg paatog mig at høvle og takle til et morsomt Arbejde, der foregik i en stærk Gasatmosphære. Hver Gang jeg siden lugter Gas, mindes jeg med Lyst hin Ungdoms tid. Naar jeg gik paa Arbejdet, passerede jeg gerne en gam mel Skibskaptajn, som solede sig foran sit lille Hus. Han havde. JYDSK FISKER. Dampskibet Saxo. Det vil sige, at den fra København gik N. om Sjælland og Fyen, ned gennem Lillebælt og tilbage til Køben havn Sønden om Øerne. Billetten lød fra København til Kø benhavn. Paa den Maade fik jeg alle Købstæder og Sunde at se paa Vejen. Laurits Tuxen.. 4.

(32) 5i Min første egentlige Studierejse foretog jeg i Sommeren 1870, den begyndte i Frederikshavn, hvor jeg boede en Maanedstid hos Kommerceraad Kali. Derfra kom jeg en Tur til Skagen i Anledning af en Strandingsauktion, og var stærkt optagen af den mærkelige Køretur derop gennem Sand og Lyng. Jeg blev expederet fra det ene Sted til det andet i det nordlige Vendsyssel, var rigtig paa Gæsteri, uden smaalig Fornemmelse af, at jeg trak for store Veksler paa de brave Menneskers Gæstfrihed, op taget som jeg var af at faa mine Studier færdige. I Lønstrup traf jeg Holger Drachmann sammen med Landskabsmaler Ru dolf Bissen. Gæsteværelserne var smaa og Drachmann var lang, saa han saa ikke bedre Raad end om Natten at anbringe sine Ben paa en Stol i det modsatte Hjørne af Værelset. Jeg husker en Samtale mellem ham og Landskabsmaleren, der dvælede ved den uhørte Uforskammethed, at en af Akademimodellerne havde vovet at hilse ham paa Gaden, et Tegn paa at den demo kratiske Følelse ikke var synderligt vaagen paa de Tider. Jeg havnede paa Danmarks nordligste Herregaard, Nørre Elkjær. Derfra vandrede jeg en 2 Timers Tur med Storm og Sol ud til Vesterhavet, mine Ønskers Maal, — Solen glittrede over den vældige Brænding og indhyllede alt i en gylden Dis, medens Sandet røg om Ørerne. I Lilleheden (Hirtshals) boede jeg paa Kroen, 1 Krone for Kost og Logis. Her laa mægtige Rullesten paa Stranden, der var ingen Revler, saa de store Bøl ger kom tæt ind til Land. En vældig Storm havde vi, og i Ste det for Sand, blæste det med knust Granit, og den Skizze, jeg malede, kom til at se ud som et Rivejern. Præsten paa Stedet havde en stor Børneflok — 17, tror jeg det var. Naar de sad ved Middagsbordet, lød det som man var i en Hestestald; der blev nemlig ikke sagt noget, man hørte kun Kæberne arbejde. Her lærte jeg at gaa paa Jagt af en gammel folder, og var. meget optaget deraf, skød Strandfugle og Viber, som stivede den lidt tarvelige Middagsmad af. Naar man kom i Besøg hos en Bonde, blev der altid stillet en Karaffel Brændevin og en Sukkerskaal paa Bordet. Høf ligheden bød at dyppe Læberne i Glasset; det som ikke blev druk ket hældtes omhyggeligt tilbage i Karaffelen, hvis Indhold havde en mærkelig gullig Farve. Der var mange smukke Typer blandt Befolkningen, men som sagt Brændevinen spillede en fremtræ dende Rolle, og en gammel Fyr, som jeg tegnede, fik til Beløn ning en hel Spølkumme fuld, som han drak med Velbehag, men eet sagdes ogsaa, at han aldrig nød fast Føde. Resultatet af Studierejsen blev et Par Billeder, jeg malede \ den følSende Vinter, den sidste paa gamle Dok. Det ene, Ud sigt mod Bangsbostrand og Flade Bakker, erklærede Kyhn leg godt kunde have sendt ind til Forårsudstillingen, men ran dede mig dog til at vente. ommeren 1871 var jeg paa Visborggaard, som tilhørte Jacob Gellerup, en Slægtning af Moder; en gammel Herregaard med laarne og Grave, store Sale og lange Korridorer, sjokfuld af Spøgelsehistorier. Den hvide Dame, som mødte En paa Gan gene om Aftenen, og som de troede fuldt og fast paa, var en af org nierne der 1 sin Tid var blevet indmuret i Taarnkammeret. Selv oplevede jeg ikke noget i den Retning. En Gang sov jeg 1 , berygtede Silkekammer, hvor der stod en Himmelseng med Silkeomhæng, naar nogen gik inde i Folkestuen, som laa nedenunder, lød det mærkeligt, en ophidset Fantasi kunde lave alt muligt ud af det. Den ældste Datter, som præsiderede ved Morgenkaffen, en ast, køn lille Person, senere gift med en Læge i Aarhus, var jeg noget forelsket i. ^ Her fik jeg min ,ørste Bestilling, idet Godsejeren ønskede. 4'.

(33) 52. 53. en Altertavle til sin Kirke, jeg malede den den paafølgende Vin ter paa Søkvæsthuset, hvor vi da lige var flyttede ind. Den gamle Dok maatte vi altsaa forlade; længe havde det staaet som et Skræmmebillede for os, at det engang skulde ske. Barndoms Fantasier, Ungdomsleg, henrivende Mørkningstimer i den store Dagligstue, hvor Stemningen udløstes gennem unge Veninders Sang: Fuglen sit Øje lukker — Af Marmor er det bygget, min Faders høje Slot — Du brune Hjort ved Træets Fod, Du Skovens raske Springer-----------alt dette klinger i mit Øre den Dag idag. Poetiske Minder, som der leves paa Livet igennem!. SELVPORTRÆT.. 1876. GÆRING Det følgende Tiaar: 1871— 81 blev en meget bevæget Tid for mig. En udmærket Vennekreds, Rejser i Ind- og Udland, Læreaar i egentligste Forstand, og i Virkeligheden et Brud med For tiden. STUDIETEGNING. Jeg begyndte at holde Model hjemme, og havde faaet ind rettet et Atelier i Etagen ovenover den, hvor Familien boede..

(34) 55 54 Ungdomsaar er bleven tvunget ind i en ganske speciel Retning, Altertavlen til Visborg Kirke malede jeg i en betagen Stem ning; den forestillede Christus paa Korset med Marie Magdalene knælende ved Foden, medens Johannes fjernede sig, støttende den sørgende Marie. Et andet Billede af klassisk Indhold havde jeg ogsaa i Gang: Væddekamp mellem Pan og Apollo, ved hvil. som ikke har stort med Liv og Sandhed at gøre. Den meget beundrede Carstens var i saa Henseende heller ikke det sundeste Forbillede. Et lille Lyspunkt for mig selv var min Beundring for El. ken Lejlighed Kong Midas fik sine Æselsøren, fordi han foretrak Pans Spil. For at faa Studier til Klipper og Bjerge, rejste jeg over til Skjaralid i Skaane, hvor jeg boede paa en Kro og tjente mit Ophold ved at tegne Portrætter af Stamgæster, der mødte om Morgenen for at faa den obligate »Cognak og Vatn«. Bil ledet var bestilt af en Grosserer, men jeg havde den Skuffelse selv at maatte beholde det, da jeg gik ud fra, at Prisaftalen lød paa Daler, medens Grossereren holdt paa, at den var Kroner. Disse klassiske Nykker skyldtes Akademiopdragelsen og havde aldeles ingen fast Bund i det naturlige hjemlige Liv. Akademisk Bibliothek, hvortil vi henvistes af Professorerne, var rigt for synet med Gengivelser af Pompej ianske Vægmalerier og anden klassisk Kunst. Naar der stilledes Skizzeopgaver, gik de gerne i den Retning. Selve Tegneundervisningen baseredes udelukkende og alt for tidligt paa Studiet af Antiken, saa den unge Elev ligefrem opdroges til at se ved Siden af, naar han tegnede efter den le vende Model. Et Stykke Antik stilledes hen ved Siden af Mo dellen for at vise, hvordan Naturen var, og hvordan den antike Kunstner havde set den — uden mindste Hensyntagen til den forskellige Legemsbygning. Professor Roed, som gennem sin Beundring for Constantin Hansen var temmelig langt ude paa denne Vej, sagde nok, da vi havde faaet Afgang — »Ja nu skal De først til at begynde, nu skal De glemme Skolen.« — Det er godt nok, naar man i fire. REDNINGSBAADEN GAAR UD. Grecos Portrætter, de fandtes i fotografisk Gengivelse i Bibliothekets Mapper. — Kyhn, som var paa den rette Vej, sagde en Dag. »En ding vil jeg indrømme, man maa lære, og det er at se bort fra De taillerne.« Ser man rigtigt til og bliver det rigtigt foistaaet, er det Nøglen baade til Skønhed og Stil. Den store Enhed er det guddommelige baade i Natur og Menneskeværk. ■— I Sommeren 1874 var jeg i Løkken, paa Jyllands Vestkyst, og fik her Motivet til mit første Udstillingsbillede. En Jagt laa.