THE DET

Digitaliseret af / Digitised by

D E T K O N G E L I G E B I B L I O T E K THE ROYAL LIBRARY

København / Copenhagen

For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst www.kb.dk For information on copyright and user rights, please consultwww.kb.dk

b,

^-

no

Cw

DET KONGELIGE BIBLIOTEK DA 1 .-2.S 40 II 8°

1 1 40 2 8 01830 4

it?b"

I HADERSLEV FRUE KIRKE 10-11 FEBRUAR-1920

AF

HENRY USSING

5^

L w

HELE SALGET TILFALDER KAMPEN FOR FLFNSBORG

OGr MELLEM SLESVIG

AS

I HADERSLEV FRUE KIRKE

I H A D E R S L E V F R U E K I R K E

1 0 - 1 1 • F E B R U A R • 1 9 2 0

AF

H E N R Y U S S I N G

O - L O H S E - K Ø B E N H A V N - 1 9 2 0

FOR GUDS AASYN

MORGENANDAGT PAA AFSTEMNINGS- DAGEN DEN 10. FEBRUAR

V

or Herres Jesu Kristi Naade, Guds Kærlig­

hed og Helligaandens Samfund være med eder alle!

Det er Arbejdets Dag i Dag, derfor er det kun til en lille Morgenbøn vi samles, og der­

for skal ogsaa Teksten være kort. Jeg tager den af den romerske Høvedsmand Kornelius' Ord, da han bød Apostlen Peter velkommen i sit Hus med de Ord: »Nu er vi alle til Stede for Guds Aasyn« (Apostl. Gern. 10, 33).

For Guds Aasyn — ja, der skulde vi vel al­

tid færdes, saa vist som han sandelig ikke er langt fra nogen af os. Og alt, hvad der sker i Herrens Hus, skal jo være for Guds Aasyn. Alligevel er der Forskel. Der er Tider, da vi ikke kender os saa nær hos Gud, og andre Tider, da vi ikke kan nøjes med min­

dre end at finde helt ind til ham. Der er Tider, da Ordet »for Guds Aasyn« mere ud­

trykker en almindelig højtidelig Stemning, men der er ogsaa Tider, hvor vi trænger til, at det maa blive fuld Alvor og Sandhed.

For Guds Aasyn søger den ind, der er be­

skelig bedrøvet i Sjælen og ingen anden Hjælp eller Redning ved end den levende Gud. Saaledes fortælles der om Samuels Mo­

der (1. Sam. 1), den fromme Hanna, der sørgede over sin Barnløshed, spottet og haa- net af den lykkeligere Peninna. Beskelig be­

drøvet i Sjælen gik hun til Herrens Hus i Silo og græd og bad saa saare, at Ypperste­

præsten Eli til sidst mente, hun ikke var vel forvaret. Men Hanna svarede ham: »Nej, jeg

er kun en Kvinde, som er hart bedrøvet i A a n d e n , o g j e g h a r u d ø s t m i t H j e r t e f o r H e r r e n s A n s i g t . «

Jeg ved. at I har kendt til det at være beske­

lig bedrøvede i Sjælen hernede. Men har I virkelig i Aand og Sandhed udøst eders Hjerter for Herrens Ansigt, saa har I vel og- saa som Hanna faaet det Svar fra Herren:

Gak hen med Fred! der kunde styrke eder til at bie paa Bønhørelsens Tid, saa ogsaa I som hun kunde komme igen den næste Mor­

gen — og da ikke mere med et bedrøvet An­

s i g t — f o r a t t i l b e d e f o r H e r r e n s A a s y n , tilbede i Troens Vished, før endnu noget Tegn kunde varsle, at Bønnen var hørt.

Og ind for Herrens Aasyn gaar den. der staar i en vældig Kamp, overfor en stor Af­

gørelse, som det fortælles om Israels gud­

frygtige Konge Ezekias (Esaias 36—37). Det var, da den mægtige Assyrerkonge Senache- rib drog frem paa sine Sejerstog; mens hans vældige Stridsmagt nærmede sig Jerusalem, sendte han Bud paa Bud til Ezekias med Op­

fordring til Underkastelse. Og ak, hvor skulde Judas lille Rige kunne tænke paa Modstand

mod Tidens mægtigste Stormagt? Men Eze­

kias, læser vi, tog Brevene af Budenes Haand o g g i k o p t i l H e r r e n s H u s o g u d b r e d t e dem for Herrens Ansigt, idet han sagde:

Herre Sebaot, du alene er Gud over alle Ri­

ger her paa Jorden; frels os da, Herre vor Gud, at alle Riger maa kende, at du er Her­

ren, du alene!«

Vi ved, at I har kendt saadant i Sønderjyl­

land. Hver Gang Fjendens Magt var over eder og alt menneskeligt Haab syntes ude, da havde I — som vi — intet andet Sted at gaa end ind for Herrens Ansigt for at lægge

det alt frem for ham: Herre, vi mægter intet, og vi ved ingen Vej, men vi bier paa dig!

Og salig hver den, der da fra Herren hørte Forjættelsens Svar, som det dengang lød til Ezekiel ved Profeten Esaias: »Din Fjende skal drage tilbage ad den Vej, han kom, og jeg vil beskærme denne Stad for at frelse den«.

Ind for Herrens Ansigt gaar den, der er raadvild i sit Sind og virkelig begærer at vandre ikke paa sin egen, men paa Guds Vej Og er der nogen her i Dag, som endnu ikke er klar i sit Sind overfor denne Dags store Afgørelse, da gaa trøstig ind for Guds Ansigt, spørg Gud under Bøn om, at ikke din egen Villie maa ske, men hans, og aabne da ydmygt dit Hjertes Øre, at du kan høre Her­

rens Svar. Jeg staar ikke her for at tale for den ene eller den anden Side eller for at overtale nogen til at stemme efter min Over- bevining. Her er vi alle gaaet ind for Herrens Aasyn, fordi vi føler det store Ansvar i saa betydningsfuld en Afgørelse, føler, at det, som det gælder om, ikke er, at nogen af os faar sin Villie, men at det maa ske, som er Ret for Gud, det, som efter Herrens Tanker alene kan blive til sand Velsignelse. Derfor betror vi Ham Sagen i Bøn, baade Afgørelsen i Dag og den endnu alvorligere Afgørelse, der om faa Uger skal træffes for vore Brødre mod Syd, at Hans retfærdige og naadige Villie

maa ske for os alle.

Ind for Guds Aasyn —ja vistnok siger Apost­

len Paulus, at her ser vi kun ved Spejl, først hisset skal vi se Ansigt til Ansigt. Dog sker det allerede her i Syndens Verden, at den, som har Troens Øje, kan skue Herrens Her­

lighed i Spejlet, idet Han lader sit Ansigt

lyse for os. Det give Gud os at opleve gen­

nem denne Dags Afgørelse!

Herren være med eder! Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit Ansigt lyse over dig og være dig naadig! Herren løfte sit Aasyn paa dig og give dig Fred! Amen i Jesu Navn.

VED TAKKEGUDSTJENESTEN

DEN 11. FEBRUAR

E

r det muligt, er det sandt, overstod vi Faren?

Slap vor Sjæl, foruden Tant, som en Fugl af Snaren?

Blev til Drøm al Fjendens Daad, stranded' Achitofels Raad

paa vor skjulte Klippe?

Ja, saavist som Fugl er fri, sidder mer ej fangen,

naar i Sky den, Skov forbi, svinger sig med Sangen, nu vor Sjæl i Fugle-Spor svinger sig med Herrens Ord over Stjerner alle!

Endt er Zions Fangenskab, endt er Dødens Dage,

Smil for Graad os Herren gav, Sang for Suk og Klage;

hvad vor Gud for os har gjort.

Hedninger skal kalde stort, Kristne aldrig glemme!

Matte vi bag Ploven gik, sukkende vi saa'de,

voved knapt til Sky et Blik, lod dog Herren raade;

ejegode er Guds Raad,

saaed' vi med Suk og Graad, hoste vi med Glæde.

Lyd da højt. vor Fryde-Sang, mens vi Negen binde!

frydelig i Dane-Vang Ordets Bække rinde,

sjunge sødt med Barne-Røst:

Vaar og Sommer, gylden Høst, Vinter aldrig mere!

N. F. S. Grundtvig.

Fra Alteret læstes

D A V I D S 3 0 . S A L M E

Vers 2—6 og 11—13:

H

erre! jeg vil ophøje dig; thi du har draget mig op, og du lod ikke mine Fjender glæ­

des over mig.

Herre, min Gud! jeg raabte til dig og du hel­

bredede mig.

Herre! du førte min Sjæl op fra de Døde du lod mig leve, at jeg ikke fo'r ned i Hulen.

Synger for Herren, I hans Hellige! og priser hans Helligheds Ihukommelse.

Thi et Øjeblik varer hans Vrede, men hans Naade Livet igennem; om Aftenen gæster os Graad, men om Morgenen Frydeskrig.

Herre! hør og vær mig naadig! Herre! vær min Hjælper.

Du har omskiftet min Sorg til Dans for mig;

du har løst min Sæk og bundet op om mig med Glæde, at min Ære maa lovsynge dig og ikke tie; Herre, min Gud! evindelig vil jeg takke dig.

S

yng med os, baade Mark og Skov.

Gud til Ære, til Pris og Lov!

Underlig er hans Vej og Færd, altid han er til Hjælp dog nær.

O, Gud ske Lov!

Syng med os, baade Land og Hav:

Hvad vi savned, det Gud os gav!

synger med os, I Stjæraer smaa, synger med os, I Bølger blaa:

O, Gud ske Lov!

Syng med os, hvem der elsker Fred.

Liv og Lys i al Kærlighed:

Derfor det danske Blod udrandt, derfor vi stred og Sejer vandt.

O, Gud ske Lov!

Syng med os, baade Blomst og Fugl:

Lykken leger med Danmark Skjul!

Blomstre skal Freden her paa ny, Kærlighed synge højt i Sky:

O, Gud ske Lov!

Syng med os, baade Syd og Nord:

Fred os skænker Gudsfredens Ord, vandre det skal fra Favn til Favn, byde Guds Fred i Jesu Navn!

O, Gud ske Lov!

Syng med os, hvert et Hjærte godt:

Gud han ser dog paa Hjærtet blot, finder han der den gode Grund, Glæde han saar der allen Stund!

O, Gud ske Lov!

N. F. S. Grundtvig

HVAD GUD HARGJORT FOROS OG HVAD Vi SKYLDER HAM

PRÆDIKEN VED TAKKEGUDSTJENESTEN DEN 11. FEBRUAR

H

erre, vor Gud! Vi samles for dit Aasyn i Dag for at bringe dig Tak af vort fulde Hjerte. Hjælp os ved din Helligaand, at vor Tak ikke blot kan stige mod Kirkens Hvælv­

inger, men maa naa ind til dit Hjerte! Og giv. som du altid gør, den Tak, der naar ind til dit Hjerte, dit Naades Svar med ny Vel­

signelse tilbage! Amen.

JOHANNES' EVANGELIUM, Kap. 5, V. 1 — 14:

Derefter var det Jødernes Højtid, og Jesus gik op til Jerusalem. Men der er i Jerusalem ved Faareporten en Dam, som paa hebræisk kal­

des Bethesda, og den har fem Søjlegange. I dem laa der en Mængde syge, blinde, lamme, visne, som ventede paa, at Vandet skulde røres. Thi paa visse Tider for en Engel ned i Dammen og oprørte Dammen. Den. som da, efter at Vandet var blevet oprørt, steg først ned, blev rask, hvilken Sygdom han end led af.

Men der var en Mand, som havde været syg i 38 Aar. Da Jesus saa ham ligge der og vidste, at han allerede havde ligget i lang Tid, sagde han til ham: »Vil du blive rask?« Den syge svarede ham: »Herre, jeg har ingen, som kan bringe mig ned i Dammen, naar Vandet bliver oprørt; men naar jeg kommer, stiger en anden ned før mig.« Jesus siger til ham:

»Staa op, tag din Seng og gaa!« Og straks blev Manden rask, og han tog sin Seng og gik. Men det var Sabbat paa den Dag; derfor

sagde Jøderne til ham, som var blevet hel­

bredet: »Det er Sabbat, og det er dig ikke til­

ladt at bære Sengen.« Han svarede dem: »Den, som gjorde mig rask, han sagde til mig: »Tag din Seng og gaa!« Da spurgte de ham:» Hvem er det Menneske, som sagde til dig: Tag din Seng og gaa?« Men han, som var blevet hel­

bredet, vidste ikke, hvem det var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var mange Men­

nesker paa Stedet. Derefter finder Jesus ham i Helligdommen, og han sagae til ham: »Se, du er bleven rask; synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig!«

I Gaar var mange af os samlede her for Guds Aasyn. Og i Dag mødes vi igen, og mange flere med os. Men der er sket noget i Mellemtiden. I Gaar søgte vi ind til Gud- med Bøn om hans Hjælp og Velsignelse over Dagens Gerning. I Dag kommer vi for at takke for, hvad Herren har gjort, og høre, hvad han derom vil sige os. Og dertil synes denne Tekst at passe godt, thi den handler netop om et dobbelt Ordskifte med Jesus, det ene før og det andet efter Herrens oprejsende Gerning. Saa vil vi da bede Gud om Lov til at bruge Evangeliet om Underet ved Bethesda D a m t i l d e r i g e n n e m b e d r e a t f o r s t a a , h v a d G u d h a r g j o r t f o r o s , o g h v a d v i d e r ­ f o r s k y l d e r h a m .

Der var i Jerusalem, fortæller Evangeliet, nær Faareporten, en Dam, som kaldtes Bethesda, omgivet af fem Søjlegange, hvori der laa en Mængde syge, blinde, halte og visne — et Til­

flugtssted, hvor de lidende laa, men kun nu og da blev en og anden helbredet. Ak, er det ikke, som om hele Verden er eet stort Be-

thesda, samlende alle Slægtens lidende i sine fem Søjlegange. Men Evangeliet fortæller kun nærmere om en enkelt af de syge, ham, som Jesus helbredede. Og vi skal ogsaa i Dag kun tale om en enkelt af vor Tids lidende, en, der ogsaa bliver helbredet — og det er os selv.

Hvem mener jeg? Sønderjylland? Nej, den syge er hele vort Fædreland, Danmark. Dan­

mark, kun en lille Mand mellem Verdens store, med bøjet Nakke vendende sit Ansigt og udrækkende sin Arm imod Østen, det hel- iige Verdenshjørne, men Sønderjylland er den lille Mands Ben — og det er i Benene, at han engang blev »brat af Slaget rammet, kastet haardt til Jord«, saa han siden den Tid har pigget »brudt og lammet« som den syge ved Bethesda-Dammen.

Han havde ligget syg i 38 Aar, fortæller Evan­

geliet. Vi har nu ligget i næsten 56 Aar. Og under saa lang en Sygdom er det naturligt nok, at et Menneske til Tider kan blive ret modløs. Da Jesus standsede foran den lamme i Bethesda og spurgte ham: »Vil du helbre­

des?« svarede denne: »Herre, jeg har ingen, som kan bringe mig ned i Dammen, naar Vandet bliver oprørt; men naar jeg kommer, stiger en anden ned før mig.« Vi forstaar saa godt dette Svar. Han siger naturligvis ikke nej; han laa dog i Bethesda Søjlehal, fordi der var en Mulighed for Helbredelse. Men hans Haab er saa svagt, at han heller ikke tør sige ja; han var jo lam og havde ingen til at hjælpe sig —hvad skulde der da kunne ske? Og har vi ikke i Danmark haft det paa samme Maade? Modløst har vi spejdet til Si­

derne efter Hjælp, men der var ingen, der tog sig af os; og vor egen Kraft var brudt hvorfra skulde da Frelsen komme?

Men se, da skete det alligevel en Dag, at Je­

sus af Nazareth kom i Bethesda. Vi ved ikke, om han har været der oftere, men den Dag gik Jesus gennem Søjlehallerne, hvor alle de lidende laa med deres Klageraab og indbyr­

des Kævl. Og paa samme Maade er det sket nu: igennem Verdens store Bethesda har Stri­

dens Bulder og de lidendes Suk lydt stærkere end nogensinde i de sidste fem Aar, men for den, der har haft Øren at høre med, har der midt igennem Kanonernes Torden og Sam­

menstyrtningers Brag kunnet spores en anden Lyd, ligesom Fodtrin af en, der nærmede sig, Verdens almægtige Styrer, der ofte synes saa langt borte, men hvis Øje dog følger alt, hvad der sker — for i sin T;me at komme nær.

Og ligesom Jesus standsede foran den lamme, da han »saa ham og vidste, at han allerede havde ligget saa længe«, saaledes er Himlens Gud — medens Lidelsens Raab steg op fra Verdens mægtigste Riger — standset overfor vort lille Fædreland. Hans Øje har hvilet be­

skærmende over os, og hans Spørgsmaal har lydt—o, hvor ufatteligt, midt i Krigens Gru:

Vil du helbredes?

Den syges Svar kom tøvende og forsagt, som vi allerede har hørt det. Og dog maa Jesus have hørt et lønligt ja fra hans Hjerte, thi det var Betingelsen for, at han kunde blive helbredet. Gud ske Lov, det Svar har ogsaa lydt fra Danmarks Hjerte. Tydeligt og fast har det lydt fra Sønderjyllands Egne, hvor ingen Trængsel, ingen Ventetid, hvor lang den blev, har kunnet dræbe Viljen til at blive rask.

Og selv om gennem lange Tider Forsagthed og Tvivl har gjort Haabet lavmælt hos mange Danske, ingen, som forstaar Danmarks Hjerte­

slag, kan dog være i nogen Tvivl om, at dybt

i Danmarks inderste Hjerte er Haabet om Lægedom og Genrejsning aldrig død; og naar nu, igennem Krigen, den Almægtige har stillet Spørgsmaalet til os: Vil du helbredes? da har han visselig — selv om Svaret har lydt tø­

vende og vaklende — kunnet høre paa Klan­

gen dybest inde, at vor Mening var lige som den syges i Bethesda: »Herre, hjælp mig, du ved, at jeg længes saa saare!«

Og se, da lød Helbredelsens Ord. Jesus siger:

»Staa op, tag din Seng og gaa!« Hvor vid­

underligt maa det have været den Dag i Be­

thesda at høre Ordet og se, at det skete!

Men saaledes har Guds Almagts Ord ogsaa lydt iblandt os. Jeg ved nok, at mange kloge Folk holder for, at nu om Dagen sker der ikke Mirakler. Men det ved jeg ogsaa — og jeg ved, at det finder Genklang i tusinde Hjer­

ter her — at det, der er sket her, er større end det, der skete hin Dag i Bethesda. Som Verdens Skaber kan sige til det brusende Hav: »Hertil og ikke længer, her skal være sat Grænse for dine stolte Bølger!« (Job 38, 11), saaledes har Verdens Styrer ogsaa talt ud over Verdenskrigens oprørteVande og sat sin Grænse for, hvad Verdens vældigste Mi­

litærmagt skulde evne. Som Verdens Frelser kunde sige til den langvarige Sygdom: Gaa!

og saa gik den, saa oplever Danmark selv nu, at 56 Aars dybe Saar, for hvilket ingen jordisk Lægedom var at finde, helbredes som ved et Ord. Tag din Seng og gaa! Hvilket Under at se paa dengang! Og i Gaar har vi set det samme: i Gaar har 1ste Zone, hele Nordslesvig, rejst sig som en Mand fra 56 Aars Lidelser, sund og stærk, rede til at bære sit Liv. Aa, som de prisede Gud i Herrens Køds Dage, har ogsaa vi Lov til jublende at

sige: Vi har i disse Dage set utrolige Ting, og Herren har besogt vort Folk!

Men vi læser videre i vort Evangelium: Da den lamme jublende gik bort med sin Seng.

mødte Farisæerne ham med Bebrejdelser; det var Sabbat, og derfor maatte han ikke bære Sengen. Den helbredte svarede: »Den, som gjorde mig rask. sagde til mig: Tag din Seng og gaa!« Men Farisæerne spurgte saa videre

»»Hvem var det, der sagde saaledes til dig?

O g d a f o r t æ l l e r E v a n g e l i s t e n , a t d e n h e l ­ b r e d t e v i d s t e i k k e , h v e m d e t v a r . Den helbredte havde vel været helt optaget af at tænke paa sig selv, og »Jesus havde und­

draget sig, staar der, thi der var mange Men­

nesker paa Stedet.« Jesus holdt ikke af at gøre Opsigt; derfor vilde han hellere tale med den helbredte et andet Sted i større Stilhed Men erfarer vi ikke noget af det samme?

Der kan være Tider i Historien, da Gud lige­

som blotter sin Arm. Vi føler hans Nærhed, vi mærker hans Fodtrin, vi hører hans Ord' Men saa er det straks efter, som om Herren atter »unddrager sig«; vi kender os omgivet af alle de endelige jordiske Aarsager, og Ham sei vi ikke mere. Har vi da ogsaa været saa optagne af os selv, at vi med det samme glemmer ham? Den helbredte i Bethesda vidste ikke, hvem der havde helbredet ham

— v e d d u d e t ?

Ja, alle vi, som mødes i Kirkerne i Dag. er jo kommet frem for Guds Aasyn for at takke ham, der har gjort det. For saa vidt synes Sagen at være i Orden. Og dog kan det for mange, som gaar i Kirke, være kortvarige Stemninger, ikke virkelig Overbevisning. Oe paa en Højtidsdag som denne kan mangfo!-

dige følge med i Skaren, uden at der derfor er Klarhed i deres eget Hjerte. Ved du, hvem der virkelig har gjort den store helbredende Gerning for Danmark?

Naar vi skal sige vor Hjertens Mening om Aarsagen til det, der er sket, bliver vi da staaende ved de Mellem-Aarsager, der er synlige paa Jorden, eller gaar vi bag ved dem op til den højeste Aarsag? Og ved vi, hvorledes den er? Er det de sejrende Stor­

magters Hære, vi skylder alt? Eller er det Sønderjydernes sejge Udholdenhed gennem næsten to Menneskealdre, der har baaret Sejren hjem? Er det Lykkens lunefulde Spil.

der dengang slog Danmark ned og nu lader os komme op igen? Eller er det kun Udvik­

lingsloven, der med sin aarsagsbundne Nød­

vendighed har ført det vidunderlige med sig.

saa at det egentlig slet ikke er vidunderligt, og der derfor til sidst heller ikke er noget at takke for? Eller — eller er det virkelig den levende, almægtige, retfærdige, naadige Gud.

der har skænket os Lægedom og Frelse?

Aa, Gud hjælpe os til om muligt alle i Dag at komme ind for hans Aasyn, saa vi ser hans Arm, den han underfuldt har blottet i denne Sag for alle Folks Ansigt, og ikke blot i Øjeblikkets Stemning, men af vore inderste Hjerter, i Aand og Sandhed kan bringe Ham vor Tak!

Evangeliet om Bethesda-Underet kan i saa Henseende endnu lære os ikke saa lidt. Thi i Fortsættelsen af det, som vi her har læst sammen fortælles det, at Farisæerne opsøgte, Jesus og udtalte deres Forargelse over, at han havde krænket deres Sabbatslove ved at lade den helbredte bære sin Seng. Men J e s u s s v a r e d e : » M i n F a d e r a r b e j d e r i n d -

t i l n u o g j e g a r b e j d e r . « E r d e t i k k e , s o m om Jesus ved disse Ord drager Sløret til Side for den usynlige Verden og lader os kigge ind i Guds eget Værksted? Gud er ikke en fjern Aarsag, der engang har skabt Verden og trukket den op som et Urværk, der pas­

ser sig selv; nej, Gud er en Gud nær hos, der lever med og arbejder for sin Skabning.

Gud er ikke en dunkel Urkraft, der ikke skøtter om Menneskene, men et bankende Hjerte, den evige Kærlighed, der elsker alle dem, der er skabt i hans Billede, og arbejder indtil nu til Frelse for Folkeslag som for de enkelte Sjæle.

Vistnok er det saa, at den himmelske Faders Arbejde for Mennesker, hans mægtige verdens- styrende Gerning igennem Historien overgaar al menneskelig Forstand. Som Himlen er højere end Jorden, er jo Guds Tanker højere end vore Tanker, hans Veje højere end vore Veje (Es. 55, 9). Derfor maa der saa ofte for­

gæves sukkes: Hvorfor? og vi faar intet Svar, før vi engang skal se Ansigt til Ansigt. Der­

for kan ogsaa Verdensløbet ligne hine Bethes- das Søjlegange, hvor alle de lidende kunde ligge i lange Tider uden at nogen blev hel­

bredet, og Guds Barmhjertighed syntes langt b o r t e . M e n » t i l v i s s e T i d e r f o r e n E n g e l n e d i D a m m e n o g o p r ø r t e V a n d e t « — og da var der Lægedom at finde, da var Gud nær med sin Hjælp. Just saaledes op­

leves det i Verdens Historie. Igennem lange Tider kan Faderens Arbejde være skjult for os, men saa sker det igen til visse Tider, at Vandene røres og Guds Engel besøger os.

Mon nogensinde Verdens Vande har været mere oprørte end i de sidste fem Aar — saa oprørte, at Mennesker i Angst kunde tænke,

at det gik mod Undergangen med alt. Og dog har Gud Herren haft Frelsestanker for os netop i disse Rædselstider. I Sønderjyder fik Kræfter fra Gud til at stige ned i de op­

rørte Bølger. Det var som at gaa under, men I fik den Tro, at Guds Engel var i Bølgerne.

Mange af eders unge Sønner blev dernede, men de segnede i Haabet om Oprejsning for Danmark gennem deres Offer. Vi ærer deres Minde som Fædrelandets Martyrer, vi takker Gud for deres Troskab indtil Døden. Vi priser Barmhjertighedens Gud for Lægedommen, der kom gennem de oprørte Vande. Og vi f o r k y n d e r d e t h e r m e d L o v o g T a k : a f H e r ­ ren er det sket. Han alene mægter gen­

nem Syndens grufulde Aabenbaringer at føre sine Naades Tanker igennem, at vende det onde til det gode. Sorg til Glæde, Nederlag til Sejr.

Ved du, hvem der gjorde det? Guds Menig­

hed ved det, og i Dag skal det forkyndes fra Tagene, om vi kunde faa hele vort Folk med til at forstaa det og prise Gud for hans usige­

lige Naade!

Men til sidst endnu et Alvorsord, som Evan­

geliet slutter med. Det fortæller os, at Jesus finder den helbredte igen i Helligdommen, og da siger han til ham: »Se, du er bleven rask;

synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig!« Jesus søger ikke den syge for at gaa i Rette med ham, men for at tale kærligt med ham. Den syge er gaaet bort, optaget af sin egen Glæde. Jesus søger ham igen for at lade ham forstaa, at han glæder sig med ham, og derigennem hjælpe ham til at kende og takke sin Redningsmand. Men idet han moder ham og glæder sig ved at se

Forandringen baade i hans Skikkelse og i hans Ansigt, mindes han uvilkaarligt, hvor forsagt dette Ansigt saa ud forrige Gang, og hvor nær det var ved, at han i sit Mismod havde lukket sig sig selv ude fra Guds Hjælp. Der­

for føjer han de Ord til: Synd ikke mere, for at ikke noget værre skal times dig. Det vil altsaa sige: Nu har Gud hjulpet dig, uagtet du var lige ved at opgive alt; aa, lad da denne O p l e v e l s e h j æ l p e d i g t i l a l d r i g m e r e a t fortvivle, aldrig at opgive Haabet til Gud, aldrig at opgive sig selv! Og mon ikke vi, der i Dag kommer til Herren med Hjerterne fulde af ydmyg Tak, kan høre Herren sige netop det samme til os: Se, I er blevet helbredte ikke ved eders egen Kraft, men af Guds ufor­

skyldte Miskundhed —helbredte, uagtet mange af eder var nær ved at opgive alt Haab. Saa lad da den store Oplevelse frelse eder fra alt livdræbende Mismod. Danmark, opgiv ikke Gud! Han lever og gør sine Undere midt i Historien. Hans Retfærdighed kan tøve længe, men den glemmer ikke. Hans Miskundhed varer evindelig, og han hører den Troens Bøn, der ikke bliver træt. Danmark, opgiv ikke dig selv, thi Gud kan ikke frelse den, der ingen Tro har. Det skæbnesvangre Ord: Hvad kan det nytte? er Selvopgivelsens Valgsprog, og Selvopgivelse er Fortabelsens Vej. Venner hernedefra, Sønderjyder, som har vist Ver­

den, at I ikke vilde opgive eder selv, I skal hjælpe os til at staa ret paa vore Ben i de kommende Dage, til ikke at synde mere, for at ikke noget værre skal times os.

Noget værre — hvad er da værre? Jo, for den syge ved Bethesda Dam kunde baade ny Sygdom og Død uden Gud blive saare meget værre. Og for os? Vistnok blev vi ramt

•>aardt. og dybt kom vi ned. Men værre vilde det blive ganske at udslettes af Folke­

nes i al, fordi vi slet ikke var værd at have vor Plads mellem de Folk, som Gud kan bruge. Og værre — endnu værre, det værste af alt er det at udslettes af Livets Bog. Der staar vore Navne skrevet fra vor Daabs Stund. Der staar ogsaa det danske Folks Navn fra den Stund, vort Folk lærte at bøje Knæ i Jesu Navn, saa vist som den Almæg­

tige ogsaa »opskriver Folkene« (Salme 87, 6).

Men af Livets Bog udslettes hvert Menneske, hvert Folk, som mister Troen, som opgiver Gud og dermed opgiver sig selv. Gud hjælpe

os til, hver for sig og samlede som et Folk.

at staa op og gaa. helbredet af Guds Naade, takkende og prisende ham,

der har gjort os sunde, tje­

nende ham i hans store Arbejde for Verdens

Frelse, for Guds Riges Komme!

Amen.

M I S S I O N S T R Y K K E R I E T V E D J . F I S C H M A N N - - K Ø B E N H A V N B . - -