Anmeldelse i Berlingske Tidende 16. august 2005, 2 sektion, magasin, side 9:
“TIDSSKRIFT. Også venstreintellektuelle tænkere har ført skjulte dialoger med Det Tredje Riges kronjurist, viser nyt nummer af idéhistorisk tidsskrift. Fire Stjerner. SLAGMARK, tidsskrift for idéhistorie, nr. 43, 24. årgang, sommeren 2005, 210 s., kr. 140 i løssalg. Af Henrik Dahl Jensen Den tyske jurist og retsfilosof Carl Schmitt (1888-1985) er omdrejningspunkt for sommernummeret af det idéhistoriske tidsskrift SLAGMARK. Redaktionen har ikke ønsket at lave (endnu) en antologi om nazisten og hans værker, hvoraf et af de vægtigste om »Det politiskes begreb« (1927) for et par år siden kom i en dansk oversættelse på Hans Reitzels Forlag. Nummeret handler derfor om »omgangen med Schmitt i den europæiske tanke.«
Således afdækkes nogle af de skjulte dialoger, som vestlige intellektuelle har haft med denne persona non grata. Altså ikke blot the usual suspects, Heidegger og Jünger, Arnold Gehlen og Armin Mohler, men tillige nogle af de venstreintellektuelle fornuftskritikere som har haft
uafgørlige mellemværender med »Det Tredje Riges kronjurist«, det gælder f.eks. Walter Benjamin, Th. W. Adorno og Georg Lukács. Weekendavisens udenrigsmedarbejder Jan Bo Hansen lægger ganske vist for med en biografisk skitse over den ekskommunikerede Schmitts liv og indflydelse efter naziregimets fald og frem til hans sene død i 1985. Men herefter er det så slut med manden selv; resten af tidsskriftsnummeret søger at skrive et stykke moderne idéhistorie gennem fokuseringen på, hvem der har forholdt sig til Schmitt og hans
kulturrevolutionære skrifter. Forehavendet lykkes over forventning. Det er ganske enkelt en god idé, de unge idéhistorikere har konciperet: at fremvise et om ikke skjult så dog overset spor i efterkrigstidens europæiske tanke. Hvem har haft »noget i klemme?«, hvilke
strømninger i tiden – f.eks. 68-oprøret – er mere eller mindre ufrivilligt løbet sammen med Schmitts livsfilosofi? Hovedredaktør Mikkel Thorup skriver om »Schmitt og venstrefløjen.«
Skønt det umiddelbart kan forekomme vanskeligt at se forbindelsen mellem Carl Schmitt og Karl Marx, så ligger analogien imidlertid lige for. Schmitt tænker det politiske agonistisk som et modsætningsforhold mellem ven og fjende, og han roste Marx for på tilsvarende vis at
intensivere historien til én endelig kamp mellem to veldefinerede klasser: arbejderklassen og bourgeoisiet. Begge (Carl og Karl) reducerede komplekse sociale situationer til én
modsætning, hvilket ifølge Schmitt »… øger intensiteten, giver kampen en liv-eller-død mening og en historisk nødvendighed, der tillader ofre, martyrier og vold.« Schmitt og marxisterne deler også et fælles indædt had til dén liberalisme, som antropologisk bygger på idéen om
»det gode menneske«. Heroverfor fastholder Schmitt en pessimistisk antropologi, som hævder, at »…alle politiske teorier af interesse går ud fra, at mennesket i bund og grund er ondt« (og derfor har brug for begrænsende institutioner), hvilket placerer Schmitt i den såkaldt
’realistisk-politiske’ tradition fra Machiavelli over Hitler til Mao og Henry Kissinger. Læsere af Berlingske Tidende som måtte ønske lidt mere biografisk information om Carl Schmitt henvises til en anmeldelse i avisen 20. november 1999, hvor Per Stig Møller behandlede brevvekslingen mellem Schmitt og Ernst Jünger. Litteraturredaktør Nils Gunder Hansen skrev om Schmitt-kultens indtog i Danmark den 11. august 2001 i artiklen »Hitlers kronjurist
genfødt.« Henrik Dahl Jensen er lektor ved Hovedstadens Pædagogseminarium og uddannet i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Han vil fremover anmelde filosofi, sociologi og
videnskabsteori i Berlingske Tidende.”
