Handels- og Søfartsmuseet gennem 30 år

(1)

Henning Henningsen: En museumsmands erindringskavalkade

Handels- og Søfartsmuseet gennem 30 år

For den, der måtte interessere sig for Søfarts- museets og dets Venneselskabs historie, findes der en del oversigtsartikler af Knud Klem (årbog 1949, 1958, 1965, 1980) og af forfatte- ren (1975), ligesom hver årbog har fyldige årsberetninger. I anledning af museets 75- og selskabets 50-års jubilæer i 1990 gengiver forfatteren nogle uprætentiøse personlige

erindringer fra, tiden 1948 til 1981 som supplement til de officielle beretninger.

Begyndelsen

Første gang j e g besøgte K r o n b o r g og Sø- fartsmuseet var i min studentertid, n æ r m e - re bestemt 16. september 1934. Museet var, husker jeg, opstillet ganske smagfuldt og instruktivt i forhold til cie fleste a n d r e af da- tidens museer. Det vakte i høj grad min interesse.

Der skulle gå 14 år, i n d e n j e g k o m i direkte kontakt m e d museet. I nogle år havde j e g opsat et personligt forfatterpro- gram, nemlig at skrive en række bøger om sømandsfester, bl.a. inspireret af barn- domsoplevelser i min fynske fødeby Ny- borg: b å d e o p t o g , dystløb og kirkeskibspro- cessioner, samt at u n d e r s ø g e indvielsesskik- ke til søs (linie- og v e n d e k r e d s d å b , "høns- ning" olgn.). Jeg arbejdede da som viden- skabelig assistent i Dansk Folkemindesam- ling på Det kgl. Bibliotek. J e g sendte en ar-

tikel o m at "hønse for Kullen" til K r o n b o r g og fik den optaget i museets årbog 1948.

Samme s o m m e r h ø r t e jeg, at museets in- spektør Bredo Munthe af Morgenstierne efter et par års ansættelse stod for at skulle forla- de museet, og d a j e g h e r så en oplagt chan- ce, meldte j e g mig som interesseret hos di- rektør Knud Klem, der venligt m o d t o g mig i sit interimistiske s o m m e r k o n t o r i r u m 10 på slottet. Det var, selv o m s o m m e r e n , meget fodkoldt, så h a n sad m e d store sivsko på, husker j e g (de findes så vidt j e g ved e n d n u i museets magasiner). Vor samtale e n d t e m e d , a t j e g blev antaget på prøve fra sept. 1948 at r e g n e . Gagen var 600 kr. pr.

m å n e d , hvad j e g syntes var fyrsteligt. Det var j o lige efter krigen, og alt var fattigt og knapt. Det lå langt over, hvad Folkeminde- samlingen havde givet mig.

6. sept. 1948 m ø d t e j e g forventningsfuld o p til det arbejde, der skulle fylde d e næste 33 år af mit liv. Samtidig k o m frk. Johnna Hansen, der for en m å n e d s l ø n af 300 kr. var engageret som k o n t o r d a m e ; for h e n d e skulle det blive over 40 år i museets tjeneste. Da Klem var bortrejst, havde ingen af os fået n o g e n som helst instruktioner, bort- set fra at der lå en seddel p å mit b o r d , som bad mig vise 26 italienske søofficerer r u n d t et par dage senere, - p å engelsk. Store stak- ke af bøger lå overalt på gulvet, så frk. H a n -

(2)

M u s e u m s d i r e k t ø r K n u d Klem (til venstre) og muse- u m s i n s p e k t ø r H e n n i n g H e n n i n g s e n , begge fotograferet ca. 1950. - Fot. C. Larsen og H . H a u c h , Helsing- ør. The Director of the Danish Maritime Museum, Knud Klem (left), and his assistant curator, Henning Henningsen, both photographed about 1950.

sen gik straks i gang m e d at katalogisere dem, m e n s j e g fik travlt m e d at sætte mig nødtørftigt ind i alle detaljerne i museet.

Det viste sig dog heldigvis, at italienerne ikke kom, m e n j e g fik et nyttigt lynkursus i de udstillede genstande.

Museets udstillingsrum omfattede om- trent det n u v æ r e n d e antal. U n d e r krigens

sidste måneder, da d e n tyske v æ r n e m a g t havde beslaglagt Kronborg, havde alle m u s e u m s g e n s t a n d e været evakueret til forskellige steder i Nordsjælland, m e n n u var d e genopstillet m e g e t overskueligt og smukt, hovedsagelig ved M u n t h e Morgen- stiernes indsats. Det var d e n g a n g , som det stadig er: alt skulle gøres så billigt som muligt. Heldigvis var k u s t o d e r n e u d l æ r t e i snedkeri, så de k u n n e selv lave en masse ting, selv o m d e gamle triste sorte m o n t r e r stadig var i brug. Elektrisk lys var der ikke indlagt på slottet og er det forøvrigt heller ikke e n d n u , som m a n siger for at bevare d e n historiske atmosfære. Men Søfartsmu-

(3)

seet fik det uundværlige lys, som Klem og- j e g havde k æ m p e t for i utallige år, i 1984,

takket være et r u n d h å n d e t beløb fra A.P.

Møller og H u s t r u Chastine Mc-Kinney Møl- lers F o n d til almene Formaal. På oversky- e d e dage k u n n e der være særdeles m ø r k t i lokalerne. Så det h æ n d t e , at de b e s ø g e n d e fik udleveret en stavlygte for b e d r e at kun- n e se de udstillede genstande.

Forhistorie

Da m u s e e t å b n e d e 1. aug. 1915, var det en m e g e t b r o g e t samling ting, d e t v a r lykkedes dets stifter E.F.S. Lund at fremskaffe for at fylde de otte r u m op, hvilket fremgår af museets første katalog. Men efterhånden k u n n e h a n erhverve flere og flere gode og relevante originale sager fra handelsmari- n e n , b å d e modeller og skibsportrætter. Da K n u d Klem k o m til i 1928, k u n et halvt år før L u n d s død, var der stadig masser af gode ting på m a r k e d e t og i familieeje, som k u n n e fås som gave eller købes for en slik.

Man var mest interesseret i de fine sager, måske også i kuriositeter, så m a n nutildags k u n n e ønske, at m a n ikke havde glemt de ganske dagligdags simple ting, som n æ p p e havde n o g e n interesse d e n g a n g . Klems indsats b e t ø d en tiltrængt stramning af udstillingen og en m e r e faglig og pædagogisk opstilling. Efterhånden som kgl. bygnings- inspektør, arkitekt J. Magdahl-Nielsens store restaurering af slottet (1928-35) skred frem, udvidedes museet også m e d flere r u m . Det blev n u et decideret handels- søfartsmuseum, hvor før orlogsmarinen og a s t r o n o m i e n havde b r e d t sig; der k o m flere modeller til, dels som gaver, dels bygget efter museets bestilling for at k u n n e vise lini-

e r n e i skibsbygningens udvikling og skibsty- p e r n e s historie.

Som hjælp ved opstillingen af afdelingen for t r o p e k o l o n i e r n e og kinafarten assiste- r e d e forfatteren Kay Larsen i beg. af

1930'rne. H a n havde g e n n e m m a n g e år efter omfattende arkivstudier skrevet en del bøger og artikler - nogle i novellistisk form - o m dette e m n e samt o m dansk kapervæ- sen 1807ff, ligesom h a n havde samlet et stort billedstof d e r o m . Kun få havde interesseret sig for disse ting, så h a n startede d e r m e d virkelig n o g e t nyt. H a n s produk- tion var dog n o g e t amatøragtig, og samar- bejdet blev ikke godt, ejheller langvarigt.

Aflangt større værdi blev d e n n a v n k u n d i g e kaptajn Jens Kusk Jensens indsats som nau- tisk konsulent fra 1929 til sin d ø d 1936.

Som kapt. Søren Thirslund h a r påvist (årbog 1986), var h a n , skønt selvlærd, en af verdens kyndigste navigationshistorikere, og h a n fik o r d n e t museets samling af navi- gationsinstrumenter, byggede replikker af ældre tiders hjælpemidler og af historiske skibstyper, lavede p l a n c h e r og skrev o m nautiske emner. Ti år senere havde m u s e e t g e n n e m en årrække m e g e n nytte af en an- d e n praktisk nautiker, kapt. Carl V. Sølver, der ligeledes h a r befordret det nautiske studium på u d m æ r k e t m å d e og på b r e d e r e basis som indehaver af Iver C. Weilbach &

Co.'s nautiske firma.

Men ellers havde Klem i lang tid ingen medhjælper og stod derfor alene i dette arbejde, så d e r blev ikke m e g e n tid til overs til f.eks. katalogisering af g e n s t a n d e n e . Maga- sinforholdene var m e g e t primitive; tingene var stuvet s a m m e n i forskellige r u m i d e t kolde, m ø r k e og fugtige slot. E f t e r h å n d e n

(4)

som et maritimt bibliotek og arkiv blev bygget op, k n e b det ligeledes m e d at få bøger- n e og arkivmaterialet opbevaret betryggen- de. I de fugtige efterårsmåneder havde bogryggene en tilbøjelighed til at blive m u g n e .

Kontoret

K o n t o r f o r h o l d e n e var yderst beskedne, når m a n t æ n k e r på, at museet efterhånden havde arbejdet sig o p til at blive et interna- tionalt a n e r k e n d t c e n t r a l m u s e u m for dansk handelssøfart. Da j e g kom, lå de to k o n t o r r u m på tilsammen ca. 30 m² i en fhv.

vagtbygning på Helsingborgs ravelin, øst for slottets "hovedvold" (inderste vold).

Med gulkalkede m u r e og et smukt r ø d t tag, som sprang frem på d e n e n e side, så den u d som et lille dukkehus, og stort større var den ikke. Det største r u m var ca. 5 x 4 m.

Midt i stod et dobbeltskrivebord, hvor in- spektøren og k o n t o r d a m e n sad over for h i n a n d e n . Ved et langt smalt vægbord kun- n e en tredie person til n ø d sidde og arbejde. Langs væggene var der en overfyldt bogreol, et p a r skuffeskabe til Søhistorisk registratur (fotosamling opklæbet p å syre- frit k a r t o n ) , et skab til papir og en hånd- vask til h æ n d e r og opvask. Den m e d b r a g t e frokostmad spistes ved skrivebordet til en kop kaffe, og når det gik højt en "basse" eller "snegl". Vi p u t t e d e småskillinger og uventede indtægter n e d i d e n såkaldte

"bassekasse" til dette brug. Vi sad ellers for- nemt: j e g selv i årevis i grønlandsforskeren Mylius-Erichsens firkantede "vråstol" (med a r m l æ n i vinkel), og de a n d r e på stilfulde stole, der havde stået i guvernørpaladset i T r a n k e b a r i fordums tid. Alle fik vi dårlige

rygge af disse f o r n e m m e møbler. Der var trods alt en tiltalende hygge i det lille r u m , m e n plads var der ikke meget af, og luften blev hurtig tyk. Skrivemaskiner og duplikator var kasserede stykker, som var købt billigt fra Helsingør k o m m u n e eller foræret os af Helsingør værft.

B a g r u m m e t var direktørens. Det var ca.

2 1/2 x 4 m, så der var lige n e t o p plads til det store skrivebord, som var bjerget fra den russiske orlogsfregat "Alexander New- sky", der strandede ved H a r b o ø r e 1868; det havde tilhørt storfyrst Alexis (senere arve- de j e g det r u m m e l i g e m ø b e l ) . Endvidere en reol og to stole, én til direktøren og én til en eventuelt b e s ø g e n d e . Kom der flere, måtte de stå. Bagved, ind m o d d e n m u r e - de, skrå vold, var et m ø r k t r u m til varmean- lægget og en kogeplade til kaffevandet.

Der var også et primitivt værksted, hvor ku- stodernes gamle høvlebænk stod. Da Chri- stian Nielsen i 1953 blev konservator, overtog h a n det s a m m e n m e d sin lille båndsav m e d slibeskiver og sin t ø m m e r m a n d s k i s t e m e d skibsbyggerværktøj.

O m vinteren k u n n e det h æ n d e , at d e r k o m m a r k m u s ind i v a r m e n fra volden, - til skræk for d a m e r n e .

Ved kysten i s t r a n d b a t t e r i e r n e direkte udenfor var signalstationens tågelur an- bragt, p o p u l æ r t kaldt "koen". I tykt vejr b r ø l e d e d e n regelmæssigt, så vi ikke k u n n e benytte telefonen eller snakke sammen. Ly- d e n k u n n e høres helt til Fredensborg, 12 km derfra. Til venstre stod salutbatteriet på Flagbastionen. Når d e r blev givet salut, måtte vi å b n e v i n d u e r n e , så r u d e r n e ikke blev knust ved lufttrykket. Ingen tænkte p å t r o m m e h i n d e r n e . Een gang o m året blev 10

(5)

I d e n hyggelige vagtbygning på H e l s i n g b o r g ravelin n e d e n for K r o n b o r g s m u r e d e hovedvold lå H a n d e l s - og Søfartsmuseets b e s k e d n e k o n t o r e r m e d værksted indtil 1959. - Forf. fot. 1949. This cosy building, which was once a guard house, ties on the ravelin lo the east ofthe main fortifications of Kronborg Castle. The building housed the offices and workshop ofthe Maritime Museum until 1959. Photo 1949.

de itusprængte små sandstøbte, blyindfattede r u d e r i slottets m a n g e vinduer registre- ret og erstattet af nye. Alene i søfartsmuse- et k u n n e der godt være et h u n d r e d e stykker.

N æ r m e s t e toilet fandtes o p p e i slotsgår- d e n i Kronborgs østfløj. For at n å d e r o p måtte m a n passere u n d e r volden g e n n e m d e n lange p o t e r n e p o r t .

J a det var målt m e d vor tids forhold alt- s a m m e n m e g e t småt. Men det nyttede ikke at gøre vrøvl, for der var ingen m u l i g h e d e r for at få det æ n d r e t . Først i marts 1959 fik m u s e e t ca. 100 n r kontorareal i d e n sydlige e n d e af Søndre Kronværksbygning, en mi- litærbygning fra 1730'rne. H e r var betyde- lig b e d r e plads, i hvert fald i begyndelsen, for efterhånden blev også disse r u m for små. Lokalerne var dejlig lyse, m e d smuk

(6)

udsigt til slottet. I stuen blev d e r efterhån- d e n indrettet forkontor, frokostrum og køkken, p å første sal direktørens kontor, i n s p e k t ø r r u m (samtidig læse- og studie- værelse), skibsregisterrum, og på 2. sal un- der taget museets gæsteværelse, hvor af og til kolleger fra u d l a n d e t (Norge, Tyskland, Vestindien osv.) b o e d e , n å r de kom for at studere h e r - e n g a n g e n d d a op til tre m å n e - der. På g r u n d af pladsmangel blev det senere b r u g t til Venneselskabets ekspedition.

H e r fik vi opstillet en adressografmaskine, et klodset m o n s t r u m til at trykke medlems- adresser på. Den var forlængst blevet slidt o p på Helsingør folkeregister, hvorfra vi fik d e n som gave. Kun ved at tale godt til d e n k u n n e d e n virke. N u går det hele på EDB.

H e r anskaffede vi o m t r e n t 1965 vort første primitive fotokopieringsapparat: en firkan- tet kasse, hvis belysning leveredes af 100 små l o m m e l a m p e p æ r e r . Kopierne var u- j æ v n t slørede, og aftrykkene var ganske

b r u n e .

Trods alt var det d o g en ubetalelig ge- vinst at h ø r e til på det herlige Kronborg, sundtoldens stolte slot, omgivet af søen p å tre sider, m e d grå sandstensmure og ir- g r ø n n e kobbertage, m e d dejlige tårne og skønne spir, m e d volde og grave. Museet n ø d i høj grad godt af d e n stadige strøm af besøgende, der fra alle verdensdele opsøg- te Hamlets slot, og vore besøgstal var da og- så blandt de højeste i danske museer. Kun på enkelte vinterdage m e d is i S u n d e t og sne eller slud k u n n e det h æ n d e , at der slet ingen gæster kom, eller måske en enkelt forvildede sig ind. Vi o p t r å d t e lejlighedsvis som veritable livreddere og inviterede d e n frysende gæst ind i v a r m e n på kontoret.

E n g a n g oplivede vi en t æ n d e r k l a p r e n d e a m e r i k a n e r m e d en varm kop kaffe, hvilket resulterede i et livslangt venskab. Min k o n e o g j e g besøgte h a m e n d d a flere år senere i New York. Hvor barsk d e n gamle "knokkel"

Kronborg k u n n e være, fik m a n et levende indtryk af, n å r m a n en vintereftermiddag gik g e n n e m de store, kolde og t o m m e sale, hvor skridtene gav genlyd og vinterstor- m e n fik de blyindfattede r u d e r til at klapre, m e n s kroge og nicher lå i skygge. Fra gammel tid er der mærkeligt n o k ikke m e g e t overleveret om spøgelser p å slottet. Der var et i biblioteket (i stueetagens nordvestlige h j ø r n e ) , m e n dette såvel som den hvide d a m e , der skal vandre o m i d e n store sal (riddersalen), og som en slotsbetjent skød efter m e d sin tjenestepistol - det var lige efter krigens tiel - h a r vi ikke h ø r t n o g e t til i de sidste 40 år.

Personerne

Som m a n forstår, var staben ikke stor i forhold til museets omfang og betydning. Des- værre tillader pladsen kun at berette lidt o m de personer, der var ansat i m i n e første år.

Direktør Knud Klem (f. 1901) var en dyg- tig og initiativrig administrator, hvis indsats både for m u s e e t og for Venneselskabet samt dettes årbog, som han startede 1942, har været af umådelig betydning. U d e n h a m var m u s e e t ikke blevet det, det er i dag. H a n s virketrang var i de u n g e år u d e n grænser. H a n var samtidig leder af Helsing- ør Bymuseum, hvilket dog ikke tog m e g e n tid, og var m e d til at starte Byarkivet (jeg arbejdede i nogle år m e d at katalogisere by- museets genstande og o r d n e byarkivet);

12

(7)

h a n var f o r m a n d for n a t u r f r e d n i n g e n og en tidlang for byens turistforening; h a n spillede en førende rolle i F o r e n i n g e n Nor- d e n og i historiske og museale samfund og selskaber; som f o r m a n d for F o r e n i n g e n af danske M u s e u m s m æ n d var h a n strålende.

H a n var ligeledes f o r m a n d for Dansk kul- turhistorisk Museumsforening og var m e d til at skabe den første museumslov i Dan- mark. Det var også p å hans initiativ, at de succesrige og v e r d e n s k e n d t e Hamletspil på K r o n b o r g k o m i gang. De startede i 1930'rne via Den nationale Friluftsscene m e d så store internationale navne som Lawrence Olivier, J o h n Gielgud, Vivian Leigh, Gustav G r u n d g e n s o.fl. og fortsatte efter krigen m e d m i n d r e k e n d t e f r e m m e d e skuespillere. O m k l æ d n i n g s b a r a k k e r n e var opbyggede i Helsingborg ravelin, og vort lille k o n t o r var daglig fyldt m e d telefone- r e n d e og snakkende skuespillere. Det hele var m e g e t s p æ n d e n d e , m e n hos de fleste af os k o m der m e d å r e n e en vis modvilje m o d Shakespeares mesterværk. - Samtidig var Klem aktiv politiker (radikal) og sad i en lang årrække i Helsingørs byråd, en tidlang som magistratsmedlem. Det k u n n e ikke være anderledes, e n d at h a n m e g e t tit var b o r t e fra museet og måtte lade en del min- dre interessant, m e n nødvendigt arbejde ligge. Desværre fik han, d e r var en fortrinlig forsker, derfor ikke tid til at skrive alle de bøger og afliandlinger, som h a n g e r n e ville.

Da museet b o e d e til (gratis) leje på Kronborg, måtte det selvfølgelig være i al- les interesse at finde frem til en fornuftig modus vivendi m e d slotsforvaltningen og dens folk, samt m e d militæret på Kron-

borg. H e r klikkede det: Klem n æ r e d e alde- les ingen tanke o m et venligt samarbejde m e d disse "naturlige" fjender. Det var dels af politiske g r u n d e , dels som arv efter E.F.S. L u n d , der u n d e r og efter første ver- denskrig i en ret p r o v o k e r e n d e form ytre- de sig i skrift og tale m o d militærets forbli- ven p å slottet, hvilket b e t ø d en latent fare for at det skulle b r æ n d e af. H a n havde fuld- stændig ret, m e n hans udiplomatiske frem- færd vakte forståelig modvilje. Så forholde- n e til slotsforvalter, vagtmester, slotsbetjen- te og til kornetskolen på militærafdelingen lignede mest af alt d e n kolde krig. J e g meldte fra og sagde, a t j e g så det som min opgave at etablere et godt forhold mellem m u s e u m og slot. Det blev forøvrigt også for Klems v e d k o m m e n d e n o g e t b e d r e m e d årene.

I hans tid herskede der en ret gammel- dags og ærbødig tone på museet. Man m ø d t e k o r r e k t påklædt til arbejdet. Man satte sig kun efter opfordring n e d , m e n blev høfligt stående, n å r m a n drøftede museets sager m e d h a m , og m a n sagde p æ n t tak, når h a n d e n sidste i m å n e d e n udbetal- te hver enkelts løn i sedler og k l i n g e n d e m ø n t . I vore dage ville m a n n o k kalde rege- ringsformen på m u s e e t feudalistisk, bygget på autoritet og respekt, m e n d e n var dog alligevel snarere patriarkalsk. I de første m a n g e år, da staben var lille, var d e t skik, at alle m e d ægtefælle blev inviteret hjem til m i d d a g hos familien Klem en gang o m året, og det var faktisk meget festligt. Ved s å d a n n e lejligheder og f.eks. også til j u l og ved fødselsdage og jubilæer, var t o n e n meget hyggelig. Til j u l blev der sat kravlenisser o p på kontoret, og vi fejrede en b e s k e d e n ,

(8)

De nye kontorer i Søndre Kronværksbygning, indrettet 1959, betød en stor lettelse i museets trange pladsforhold. Direktørkontoret med Knud Klem ved skrivebordet i konference med Henning Henning- sen. - Fot. Arne Magnussen 1959. In 1959 the Mu- seum moved into new offices in the Søndre Kronværk build- ing, providing a much needed increase in space. Interior from the Director's office with Knud Klem at his desk

confering with Henning Henningsen. Photo 1959.

m e n m u n t e r lille fest. Kustode Eckhausens søde h u s t r u bagte livert år et stort fad æble- skiver, som Eckhausen stolt k o m balance- r e n d e med. Klem gav en flaske r ø d Aalborg til hver mandlig og en flaske sherry til hver

kvindelig m e d a r b e j d e r som gave. S e n e r e blev der givet et julegratiale på et par h u n - d r e d e kroner. Da k o n t o r e t flyttede til større lokaler, a r r a n g e r e d e s der h e r en sammenskudsfrokost. Først da vi blev flere folk, og museet havde b e d r e råd, bestiltes der s m ø r r e b r ø d udefra.

Klems politiske m o d s t a n d e r e talte m e g e t o m hans a r r o g a n t e væsen og spydige ironi, m e n h a n k u n n e være umådelig m o r s o m , og h a n s taler var da et helt festfyrværkeri.

Et fint træk hos h a m var, at h a n g e r n e lytte- de til éns besværligheder og hjalp sine m e d a r b e j d e r e , hvor h a n k u n n e .

14

(9)

På museet var alle indbyrdes De's, og Klem og jeg, der ellers havde samme ud- dannelse, lagde først titlerne b o r t efter 15 års forløb, og det skyldtes kun, at norske og svenske kolleger, som vi begge var dus m e d , på en skandinavisk museumskongres more- de sig m e g e t over, at vi to som de eneste i selskabet sagde De til h i n a n d e n . Personligt havde h a n o g j e g et godt samarbejde, selv o m vi langtfra altid var enige. Når m a n går s a m m e n i over 20 år, kan m a n godt blive lidt træt af h i n a n d e n . Ofte var det kun ba- gateller, der æ r g r e d e én.

Da Klem til nytår 1971 trak sig tilbage, havde h a n ledet m u s e e t i næsten 42 år.

H a n var 87, da h a n d ø d e i 1988.

Kontorassistent, efter 1954 sekretær Johnna Hansen, gift Hendriksen, var den, p å

hvem det praktiske arbejde på k o n t o r e t hvilede: maskinskrivning (det var en æste- tisk nydelse at betragte h e n d e s breve, især da vi langt o m længe fik råd til at købe en ny skrivemaskine), duplikering (et ækelt arbejde, som udførtes i en sort kittel, m e n s d e n forlængst udtjente duplikator sprutte-

de sort farve fra sig i alle r e t n i n g e r ) , jour- nalisering ( d e n g a n g blev i n d h o l d e t af hvert m o d t a g e t og afsendt brev indført i k o n c e n t r e r e t form i en j o u r n a l p r o t o k o l , - et ulystbetonet j o b ; fru Ollis Klem fungere- de som sekretær fra 1933 til 54 og havde i d e n tid foretaget j o u r n a l i s e r i n g e n , som J o h n n a H. derefter videreførte, indtil m a n

opgav d e n n e besværlige m e t o d e efterhån- d e n som k o r r e s p o n d a n c e n voksede), bog- katalogisering; p a k n i n g og udsendelse af årbogen (hvormed vi dog alle minus Klem hjalp til); kaffelavning og alskens hygge;

oplæring af u n g e kontorelever og meget, meget andet. H u n klarede d e t hele m e d bravur og blev m e d å r e n e museets grand old Lady. Som årbogens læsere ved, fik h u n

Kontorist, senere sekretær Johnna Hansen (gift Hendriksen), fotograferet 1949 på Helsingborgs ravelin ved "Windhunden"s gamle anker. I baggrun- den en af Hamlet-skuespillernes barakker. Hun blev ansat i 1948 og tog sin afsked i 1989. - Forf. fot. A photograph of Johnna Hansen (married name Hendrik- sen), who was a clerk and later secretary at the museum.

The photo was taken in 1949 outside the old office, and in the background one of the Hamlet actors' dressing-room barracks can be seen. Johnna Hansen came to the museum, in 1948 and retired last year, but she has hindly agreed, to ed.it this edition of tlie Museum's yearbook, which celebrates the 75th anniversary of the Museum and the 50th anni- versary ofthe Society of Friends ofthe Museum.

(10)

de sidste år b e t r o e t det ansvars- og byrde- fulde arbejde at redigere årbogen. H u n op- n å e d e en arbejdstid p å 41 år, da h u n i 1989 trak sig tilbage. Vi er taknemmelige over, at h u n også h a r påtaget sig at redigere nær- v æ r e n d e j u b i l æ u m s å r b o g .

Den ældste af museets kustoder var Au- gust Nielsen, en lun og klog person, som var afholdt af alle. H a n startede i 1914, før museet å b n e d e , og i dir. Lunds tid fungerede h a n næsten som museumsinspektør, mod- tog gaver og nyerhvervelser og førte museets tilgangslister. H a n huskede alle givernes navne og u d s e e n d e , og hvis h a n så, at en af d e m var i slotsgården, skyndte h a n sig, der- som gaven ikke var udstillet, at finde d e n

August Nielsen, kustode p å Handels- og Søfartsmu- seet fra 1914 til 1952, fotograferet 1950 foran hoved- volden. H a n var en lun og intelligent traditions- b æ r e r fra museets første tid. - Forf. fot. August Nielsen, eldest museum, attendant at the Danish Maritime Museum from, 1914 to 1952, photographed in 1950, two years before his death. With his humour and intelligence August, Nielsen helped, to carry on the traditions from the early days of the Museum.

frem fra magasinet og anbringe d e n et pas- sende sted i udstillingen m e d en hurtigt skrevet seddel i hans smukke håndskrift:

"Gave fra ..." - E n g a n g overværede j e g , at en engelsk d a m e bad h a m vise sig det r u m , hvor Shakespeare skrev Hamlet. Yes, m a ' m ! sagde h a n og førte h e n d e u d i gården, kan De se det tredie vindue d e r o p p e fra højre?

Det var dér, m e n desværre er d e r håndvær- kere, så værelset er lukket. - T h a n k you very m u c h ! sagde d e n taknemmelige d a m e . Da j e g ikke k u n n e lade være m e d at sige til h a m , at det dog vel ikke var helt rigtigt af h a m at bilde h e n d e sådan n o g e t ind, svare- de h a n : J a m e n gør det noget? De så j o , hvor glad h u n blev. -Ja, Nielsens m o t t o var san- delig: alt for k u n d e r n e !

H a n var et levende skatkammer af min- der fra museets første år og elskede at for- tælle historier, f.eks. o m dir. L u n d s ekscen- triciteter. Vi kaldte h a m "gamle Nielsen", m e n h a n var kun 64 år, da h a n d ø d e i 1952.

H a n s m e d k u s t o d e var Henry Eckhausen, en særdeles slagfærdig og m o r s o m , m e n også m e g e t myndig m a n d , som havde or- d e n i sagerne. Der er j o m a n g e ting, som påhviler en kustode, ikke blot billet-, kort- og bogsalg, i ny og n æ opklistring af fotos og udklip, i n d o r d n i n g af visse kartoteker 16

(11)

og negativer, m e n også opsyn m e d samlingen, h e r u n d e r r o n d e r i n g , for at forebygge tyverier. Disse kan desværre ikke helt und- gås, og museet h a r da også måttet lide nogle - heldigvis ikke m a n g e , m e n dog smerte- lige - tab på d e n m å d e . Eckhausen var ud- d a n n e t snedker, og ved m o n t r e b y g n i n g og omstillinger i m u s e e t var h a n helt u u n d - værlig. H a n blev ansat 1926 og forlod sin tjeneste i 1966 efter at have fejret sit 40 års j u b i l æ u m . - H a n afløstes fra 1966 til 1990 af sin svigersøn, Sven Johannessen. En a n d e n kustode, der h a r tjent længe, er Hans Hen- ningjørgensen, fra 1966 til 1989.

Der var koldt ved i n d g a n g e n til museet til langt h e n p å s o m m e r e n . T e m p e r a t u r e n p å slottet var lav, og det trak ind g e n n e m vinduer og dørsprækker. Det var ganske sundhedsfarligt, og i d e n strenge vinterkul- de h o l d t k u s t o d e r n e g e r n e varmestue på

Middagssolen falder ind i museets billetsalg en som- merdag i 1965. Henry Eckhausen, kustode 1926-66, ved salgsskranken. På væggen Michael Anchers maleri af fiskere ved Skagen, der trækker vod. - Fot. P.

Friedrich. The inidday sun shilling into the ticket of- fice of the Museum on a summer's day in 1965. At the sale1 s munter is Henry Eckhausen, who was an attendant at the Museum from 1926 to 1966.

(12)

Konservator Christian Nielsen (1953-82), fotograferet 1972, da direktørværelset i d e n gamle kontorbyg- n i n g på H e l s i n g b o r g s ravelin var blevet i n d r e t t e t til t e g n e s t u e . - Fot. A r n e Magnussen. The Museum's con serv ator from 1953 to 1982 Christian Nielsen, who was both a shipbuilding expert and maker of models for the Museum, photographed in 1972 in his new office. The measuring and recording of many types of old Danish woo- den craft was an important part of his work. He died in 1982. '

det lille kontor, som unægtelig blev n o g e t overfyldt. Først senere indrettedes et lille

"bur" i vinduesnichen ved i n d g a n g e n , m e d glasvæg og v a r m e a p p a r a t samt to stole m e d et diminutivt bord. I 1970'erne blev forhol-

d e n e æ n d r e d e på Arbejdstilsynets foranledning: y d e r d ø r e n blev øget og tætnet, og et m u s e u m s r u m bag f o r r u m m e t blev indrettet til k u s t o d e r n e , m e d b e d r e plads og m e d varmeovn.

I 1930'rne var Klem g e n n e m museets skibstekniske konsulent K n u d E. H a n s e n k o m m e t i kontakt m e d d e n u n g e Christian Nielsen (f. 1914), der allerede i 1931 vandt en af Politiken udsat p r æ m i e ved at bygge en m o d e l af 5-m bark "København". H a n kom fra en bådebyggerfamilie på Fejø og var u d d a n n e t i faget. Senere gik h a n til tek- nisk tegnekursus på Teknikum i Helsingør, og i 1939 byggede h a n d e n første m o d e l til m u s e e t af sin farfars b e r ø m t e Fejø-åledriv-

(13)

kvase "De 13 Søskende" af Askø. Klem så straks de m u l i g h e d e r for museet, der lå i h a m , og udkastede en storstilet plan for ham; h a n skulle begynde en systematisk op- måling af gamle lokale bådtyper, som var ved at forsvinde. I m a n g e år rejste Christian så o m s o m m e r e n på cykel langs de danske strande, og overalt, hvor hans skarpe blik o p d a g e d e en ældre type - ofte måske i stærkt forsømt tilstand - gjorde h a n holdt, k o m i snak m e d fiskere og bådejere, og op- målte d e n . H a n havde, u d e n at være tynget af større studium, udviklet verdens mest simple og dog nøjagtige opmålingsmetode (beskrevet i årbog 1958). H a n n o t e r e d e og- så alt o p o m byggemåde, farvegivning, b r u g , ejerforhold, udbredelse osv. O m vinteren byggede h a n modeller af udvalgte ty- p e r til museet, de fineste kvalitetsmodeller m a n kan tænke sig, m e d udsøgt finish, - og dog var hans h æ n d e r store og fingrene tyk- ke. Til nytår 1953 fik museet m u l i g h e d for at ansætte h a m som konservator og model- bygger, og det blev i n d l e d n i n g e n til en frugtbar g e r n i n g , som skulle k o m m e til at vare de næste 30 år. H a n d ø d e i 1982 efter flere års smertefuld hjertesygdom, så h a n n å e d e ikke at se det festskrift, som museet og hans m a n g e v e n n e r havde planlagt til hans ære i 1983. Men h a n havde d e n tri- umf, at hans bog "Danske bådtyper, o p m å l t og beskrevet af Christian Nielsen" (tilrette- lagt ved Palle Ove Christiansen) u d k o m som Søhistoriske skrifter VII i 1973. Bogen var en af de første i sin slags. Den blev også udgivet i engelsk oversættelse i L o n d o n og New York og efterlignet i a n d r e lande.

Christian var en e n s p æ n d e r n a t u r , svært tilgængelig og sky over for dem, h a n ikke

k e n d t e . Fagligt var h a n helt i top, m e n det pinte h a m hele livet, at h a n kom fra en landsbyskole og tilmed var ordblind i svær grad og havde visse vanskeligheder ved at tale. J e g tør h e r vist røbe, at j e g næsten tvang h a m ind på forfatterbanen ved at op- fordre h a m til at beskrive opmålingsteknik- ken og bådebyggeriet på Fejø, idet j e g til- b ø d h a m at blive hans "sekretær". Familien på Fejø, som h a n altid rådspurgte, m e n t e ikke, at n o g e n ville have interesse i disse emner, m e n j e g overbeviste h a m om det modsatte, og da hans artikler, u d a r b e j d e t i fællesskab i m a n g e lange vinteraftener, blev en stor succes, gav det h a m e n vældig selvsikkerhed, så h a n derefter k u n n e skrive selv, u d e n sekretær. Når han, hvad der ofte skete, blev opsøgt af fagfæller fra u d l a n d e t , måtte vi a n d r e o p t r æ d e som tolk. Men hans forstand fejlede ikke noget, og i sit hjem ejede h a n et stort og m e g e t b r u g t privatbi- bliotek.

J e g havde allerede k e n d t h a m , fra før j e g k o m på museet, og b å d e Klem o g j e g havde et m e g e t fortroligt venskab m e d h a m . J e g kan tilføje, at min k o n e o g j e g flere somre var på biltur m e d h a m i Tyskland, Schweiz, Frankrig, Italien, N o r g e og Sverige. Det blev udbytterige studieture for os alle. En- gang foretog h a n på egen h å n d en r u n d r e j - se til søfartsmuseer N o r d s ø e n r u n d t . Selv o m h a n ikke forstod ét ord på f r e m m e d e sprog, klarede h a n sig fint, bl.a. ved hjælp af danske sømandspræster på stedet. Efter- h å n d e n som interessen for de gamle træ- sejlskibe voksede, blev h a n en ofte opsøgt og m e g e t hjælpsom konsulent ved deres restaurering. H a n blev også d o m m e r vecl Træskibsejernes sommerstævner. H a n

(14)

k e n d t e godt sit eget værd og var stolt over, at a n d r e også gjorde det.

I 1950 fandt j e g på det Kgl. Bibliotek skibslægen J.P. Cortemiindes dagbog fra en ostindierejse 1672-75 og fik tilladelse til at låne manuskriptet til museet og udgive det.

Min kone, Elisabeth Henningsen, der var eks- p e r t i gotisk skrift, transskriberede det. Da h u n var færdig d e r m e d - b o g e n u d k o m 1953 som Søhistorisk skrift V - blev h u n fra 1951 knyttet til museet som arkivmedarbejder, idet h u n fortsatte det af mig påbegynd- te Søhistoriske kildeindeks, et kartotek m e d henvisninger til d e n foreliggende

Arkivmedarbejder Elisabeth H e n n i n g s e n (1951-81), fotograferet i 1963 i færd m e d at udskrive arkivalsk materiale o m ældre tiders skibe. - Fot. W e r n e r Jae- ger. Elisabeth Henningsen, who was archivisl al the Museum from 1951 to 1981 and in charge ofthe documen- tation of Danish ships, is shown here working with records from various Danish and German archives. Photo from

1963.

søfartslitteratur og specielt m e d stof o m skibe, skibsbyggere, r e d e r e , skippere m.m.

fra 17-1800-årene, udskrevet efter et m e g e t stort materiale af skibslister, skipperlavs- protokoller osv. fra en lang række danske arkiver og også byarkiver i Slesvig, Holsten og H a m b o r g . Dette kartotek, som Klem og- så benyttede til sit skibsbygningsværk, er n u hjernen i museets oplysningscentral. Det voksede støt og sikkert i cie næste 30 år, indtil h u n i 1981 tog sin afsked efter m e d præcision at have opfyldt det fra starten af lagte p r o g r a m . På K r o n b o r g kaldtes h u n

"den lille r a p p e " efter sit energiske fodslag, når h u n ilede til arbejdet - et kælenavn, som blev givet h e n d e af slotsforvalter Ga- bel-Jørgensens hustru, som fra sine vinduer k u n n e betragte b e g i v e n h e d e r n e s gang.

Forøvrigt var h u n en m e g e t anvendt over- sætterinde til tysk for m a n g e forskellige museer, forlag, turistforeninger og for uni- versitetet, samt selvfølgelig for m u s e e t og mig selv. Med J o h n n a H e n d r i k s e n havde h u n et livslangt, h a r m o n i s k samarbejde, som gav k o n t o r e t stabilitet og varme.

I 1944 blev civilingeniør, cand.polyt.

Knud E. Hansen knyttet til museet som skibsteknisk konsulent og rådgiver ved f o r e k o m m e n d e skibsbygningstekniske spørgsmål, modelbygning og a n d r e speci- 20

(15)

elle tilfælde. "Knud E.", som h a n kaldtes, var en stor kapacitet; h a n o p r e t t e d e i København det e n d n u eksisterende k e n d t e rådgivende skibskonstruktionsfirma. H a n d ø d e 1960 ved en sørgelig drukneulykke, idet h a n u n d e r A n h o l t blev slået over b o r d af b o m m e n på sin lystjagt "Sollys", som for øvrigt var bygget af Christian Nielsens far på Fejø m e d d e n gamle danske jagtskibsty- pe som forbillede. H a n havde et tæt samarbejde m e d Christian Nielsen, som på en vis m å d e var hans protegé. Det var et ubedra- geligt forårstegn, når Christian hver efter- m i d d a g tog til Snekkersten havn, hvor "Sol- lys" lå og ventede på at blive klargjort til s o m m e r s æ s o n e n .

I 1962 overtog civiling., cand.polyt. Ole Crumlin-Pedersen arbejdet som konsulent.

H a n var næsten en søn af huset, som m a n siger. Som gymnasiast cyklede h a n ofte fra H e l l e r u p o p til museet, bl.a. for at studere skoleskibenes historie. U n d e r sin prakti- kanttid på Helsingør Værft i slutn. af 1950'erne fortsatte h a n kontakten. Efter at h a n og Olaf Olsen, d e n n u v æ r e n d e rigsan- tikvar, i 1962 havde optaget de fem vikinge- skibe ved Skuldelev og efter oprettelsen af Nationalmuseets skibshistoriske laboratori- u m og bygningen af Vikingeskibsmuseet i Roskilde, blev h a n en v e r d e n s k e n d t marin- arkæolog. H a n deltog i museets andetsteds nævnte etnologiske undersøgelsesrejser s a m m e n m e d nordiske kolleger. I 1979 trak h a n sig tilbage som konsulent og afløstes af Alorten Gøthche 1982.

NluseumsinsJjektørarbejde

Man h ø r e r så tit spørgsmålet: Hvad bestil- ler I egentlig u d e på museet? Det står j o så

p æ n t udstillet alt s a m m e n , så cier kan da ikke være m e g e t at lave! - Den følgende be- skrivelse af hvad j e g selv - som så m a n g e andre kolleger, hver på sit felt - syslede med, kan forhåbentlig give et indtryk af, at der bag kulisserne arbejdedes u n d e r højtryk.

Da j e g havde sat mig til rette i Mylius- Erichsens omtalte stol, var der n o k at rive i.

Først og fremmest opbyggede j e g museets kirkeskibsregister ved at føje mit eget ind- samlede materiale til de spørgelister, museet havde u d s e n d t til landets præster i 1946, og supplere de i n d k o m n e svar. Registret er vokset betydeligt siden da. Det varetages n u af Jes Kromann. Arbejdet resulterede i min n u n o g e t forældede kirkeskibsbog (1950, bind III i serien Søhistoriske skrifter).

Samtidig gik j e g i gang m e d katalogiseringen af museets talrige, ikke n u m m e r e r e - de og beskrevne genstande, modeller, bille- der, søkort, håndskrifter, arkivalier osv. Når der er så m e g e t a n d e t og vigtigt arbejde, der straks skal klares p å et m u s e u m m e d få m e d a r b e j d e r e , er katalogiseringen altid det, m a n først lægger til side, til m a n en- gang får tid, - hvad m a n ikke altid får. At have g e n s t a n d e n e i h æ n d e r n e og u n d e r lup, at beskrive d e m nøjagtigt i alle detaljer og udfinde deres h e m m e l i g h e d e r , er d e n al- lerbedste m å d e at k o m m e ind i museums- arbejdet på. Man f o r n e m m e r på en intens m å d e museets sjæl, o m j e g så m å sige. Det blev til tusinder af n u m r e g e n n e m de næste år, indtil 1957, d a j e g blev sat til at føre museets og Venneselskabets regnska- ber, som Klem hidtil havde passet. Revisor E. Bruhn, museets mangeårige strenge kriti- ker og g o d e ven, lokkede mig ved at bilde mig ind, atjeg havde sans for tal; d e t var før

(16)

museet anskaffede en regnemaskine og før l o m m e r e g n e r n e var opfundet, så alt måtte tælles s a m m e n i hovedet. Men selv o m r e g n s k a b e r n e d e n g a n g var såre enkle i forhold til nu, havde j e g ikke særlig lyst til at føre d e m , h o l d e styr på bilag, skrive checks osv., d a j e g syntes, at dette arbejde stjal alt- for m e g e t af min tid, som b e d r e k u n n e være b r u g t til museale tinp".

I d e n forbindelse kan j e g ikke n æ r e mig for at k o m m e m e d et lille hjertesuk. Det kan j o ikke nægtes, at p r o b l e m e t m e d d e n voldsomt stigende administration er blevet stort m e d årene. En m u s e u m s m a n d bliver ansat på g r u n d af sin faglige viden og ud- dannelse, m e n administrationen, som h a n ikke er u d l æ r t i og ofte ikke har evner til, stjæler m e r e og m e r e af hans tid, så h a n ef- t e r h å n d e n kun i ny og n æ får b r u g for d e n k u n n e n , der berettiger hans udvælgelse til stillingen. Spørgsmålet kan vel først løses, når d e r bliver råd til at ansætte en forret- ningsfører, som har forstand på det praktiske. På f.eks. norske museer er dette almin- deligt, m e n desværre ikke på danske. - En stor irritation var m y n d i g h e d e r n e s stadig voksende antal af formularer til udfyldelse, ofte m e d d e samme spørgsmål, som allerede var besvaret, - hvis det lod sig gøre. J e g m å hellere h e r gå til bekendelse: j e g prøve- de at arkivere nogle af d e m "lodret", dvs.

lod d e m d u m p e i papirkurven, for at se, hvad der skete. Der skete utroligt n o k alde- les ingen ting. Øjensynlig gjaldt det o m at sende så m a n g e formularer u d som muligt, m e n ingen fulgte d e m o p og kontrollerede d e m .

S a m m e n m e d museets "blå" genstands- protokoller førte j e g også de "røde", hvori

fotografier til museets fotosamling, Søhi- storisk registratur, blev indført og beskrevet. Til g e n s t a n d e n e blev der skrevet ud- førlige stikordskort til kartoteket over museets samlinger, m e n dette arbejde måtte j e g også lade falde, d a j e g blev bogholder.

Ved selv at u d s e n d e spørgelister fik j e g ikke blot indsamlet det omtalte materiale om kirkeskibe i danske kirker, m e n også o m a n d r e emner, f.eks. o m skikke og traditioner ved skibsbygning og søsætning. En henvendelse til ældre søens folk o m at skrive deres e r i n d r i n g e r resulterede i en anse- elig samling levnedsskildringer, lige fra korte på et par blade til lange på flere h u n d r e d e sider, et værdifuldt stof, som her- ved er blevet r e d d e t i sidste øjeblik. En del af det er for øvrigt blevet publiceret af Ole H ø j r u p i hans store ottebinds udgave

"Søens folk" (1985ff).

Min egen maritime "horisont" er, som m a n g e af museets v e n n e r vil vide, d e n maritime etnologi: søens kulturhistorie, sømandsliv, søens skikke og traditioner, sømandstro og -overtro osv., som ikke mange forskere, hverken i eller u d e n for Dan- mark, havde taget sig af. Min forskning h e r gik h å n d i h å n d m e d museets arbejde, og i tidens løb blev det til en lang række bøger og artikler, m a n g e af d e m trykt i årbøger- ne. J e g m å m e d tak sige, at Klem gav mig g o d e kår til at arbejde d e r m e d , især ved hyppigt at bevilge mig en fridag til re- gelmæssige arkiv- og biblioteksbesøg i København. For øvrigt blev m a n g e af m i n e sommerferier benyttet til studier i udlan- dets store biblioteker. Min k o n e , som af sin beskedne løn finansierede disse rejser, d a en inspektørgage ikke slog til, hjalp mig

(17)

som sekretær, og vi vendte hjem hver gang- m e d stort udbytte. Efter 15 års studier kun- n e j e g fremlægge min disputats o m indvi- elsesskikke til søs, "Crossing the Equator.

Sailors' Baptism a n d O t h e r Initiation Rites", som i 1961 skaffede mig doktorgra- d e n fra Københavns universitet.

Klem tog også selv af og til fri for at sam- le stof til sit omfangsrige værk o m skibsbyg- geriets historie i 1700-årene, m e n desværre røvede hans m a n g e gøremål så m e g e t af hans tid, at h a n først k u n n e gøre det fær- digt længe efter sin afsked, så det ikke ud- k o m før h a n var o p p e i 8 0 ' e r n e ("Skibsbyg- geriet i D a n m a r k og h e r t u g d ø m m e r n e i 1700-årene" I-II, Søhistoriske skrifter XIII- XIV, 1985-86).

Museets daglige service-arbejde udadtil beslaglagde m e g e n tid, ikke mindst besva- relsen af et voksende antal forespørgsler fra ind- og u d l a n d o m alle mulige maritime emner. Museets politik har altid været at give gratis, god og venlig hjælp til publikum, b å d e museumsgæster og venner, fagfolk og a n d r e interesserede, som m e l d e r sig pr.

brev, pr. telefon eller personligt for et studi- u m hos os. Men det m å i n d r ø m m e s , at det er n o g e t af en byrde, også økonomisk, hvis m a n skal regne efter t i m e l ø n n e n . Så hjæl- p e r det kun lidt, hvis spørgeren vedlægger et frimærke til svar konvolutten.

Arbejdet m e d årbogen tog også m a n g e timer: fremskaffelse af e g n e d e manuskrip- ter og illustrationer, korrekturlæsning, ud- arbejdelse af årsberetninger osv. Arbejdsti- d e n p å m u s e e t slog ikke til, så en stor del af dette redaktionsarbejde foregik h j e m m e ved skrivebordet o m aftenen. Men j e g syntes, det var dejligt, o g j e g blev lykkelig, da

Klem i 1957 efter Grandjeans sortie tilbød mig at blive medredaktør, selv o m j e g alle- r e d e i en årrække havde været involveret i det praktiske redaktionsarbejde.

Mens årbogen var bekostet af Vennesel- skabet som en gave til museet og til selskabets m e d l e m m e r , havde museet sin egen serie "Søhistoriske skrifter", hvis b i n d ud- k o m tvangfrit, dvs. n å r der forelå et passen- de manuskript og k u n n e skaffes de nød- vendige p e n g e til udgivelsen. I d e e n til serien stammer muligvis fra d e n m e g e t pro- duktive Louis E. Grandjean, som leverede tre af de første bind, ligesom h a n nogle år af navn var m e d r e d a k t ø r af å r b o g e n (1950- 56), samt "kommitteret" for museet, - hvad det så skulle betyde. Serien er n u k o m m e t op på 16 n u m r e , o g j e g har haft d e n glæde at bidrage m e d flere af b i n d e n e (Kirkeski- be, C o r t e m u n d e s dagbog 1672-75, Søman- d e n og kvinden, Tusch-Hans' e r i n d r i n g e r ) . Størstedelen af skrifterne er u d k o m m e t i n æ r t samarbejde m e d Høst 8c Søns forlag i København.

Undervisning, særudstillinger og andre aktiviteter

O m en speciel vejledning for b e s ø g e n d e skoleklasser, der i vore dage er en selvfølge på de fleste museer, er der ikke m e g e t at sige, da der ikke var m u l i g h e d e r for at orga- nisere en fast skoleundervisning. Vi tilbød e n g a n g et kursus i museets udstilling for Helsingørs historielærere u d e n for skole- tid, m e n d e t v a r d e r absolut ingen interesse for. Først i 1970'erne lykkedes d e t m u s e e t via Skoletjenesten at få sin egen m u s e u m s - pædagog, som k u n n e instruere d e m a n g e skolebørn og ved hjælp af lysbilleder og

(18)

omvisninger interessere d e m i museets skatte. 1980 overtog Hanne Besser arbejdet på fortrinlig m å d e , b å d e som p æ d a g o g og u d e n for sæsonen som kontorassistent.

Udstillingsvirksomheden var ligeledes ret b e g r æ n s e t på g r u n d af penge-, m a n d - skabs- og lokalemangel. Der er g r u n d til at nævne museets særudstilling 1958 o m slaget i Ø r e s u n d 2 9 / 1 0 1658, hvortil låntes f r e m r a g e n d e genstande, malerier og arkivalier i Holland, Sverige og Danmark. Det var virkelig en e n e s t å e n d e begivenhed, m e n d e n å b n e d e desværre alt for sent, nemlig i s e p t e m b e r efter sæsonen, og d e n blev derfor ikke n o g e n succes. Udgifterne hertil, især forsikringer og transport, var på ca. 8000 kr., en k n u s e n d e stor sum for et fattigt m u s e u m . Først i 1970'erne begyndte m u s e e t rigtigt m e d udstillinger. Det var især Nationalmuseets store Brede-udstillinger 1966ff, som skærpede publikums ap- petit. Et v e l m e n e n d e k o m i t é m e d l e m fore- slog os at lave lignende shows, u d e n at h a n a n e d e n o g e t o m b a g g r u n d e n for d e m . Vi måtte skånsomt m e d d e l e h a m , at det ikke k u n n e lade sig gøre u d e n et millionbeløb, e g n e d e lokaler på o p i m o d søfartsmuseets størrelse, en hærskare på mellem 50 og 100 museumsfolk og arkitekter, samt et ube- grænset materiale at tage af. Vi måtte gå i m i n d r e sko og var lykkelige ved at k u n n e præstere én eller to udstillinger o m året i ét eller et par af d e almindelige r u m , der så blev r y d d e t for deres indhold. Arrange- m e n t e t måtte gøres så hurtigt og billigt som muligt. Vi sagde for spøg, at vi kun k u n n e magte en udstilling, hvis d e n k u n n e a r r a n g e r e s på en formiddag ind imellem a n d e t arbejde og ikke ville koste m e r e e n d

et par h u n d r e d e kroner. Vi havde anskaffet nogle skærme og montrer, som de brugtes på biblioteker. Faktisk tog vi det meste af materialet fra vore egne righoldige samlinger. Udstillingerne blev da også indholdsri- ge, m e d meget u k e n d t stof og p æ n t opstil- lede, ikke mindst da vi en tidlang havde hjælp af nogle civile værnepligtige og langtidsledige, deraf flere m e d arkitektuddan- nelse, hvad der gav a r r a n g e m e n t e r n e et professionelt skær. N o g e n verdensbegiven- h e d blev de d o g aldrig, og vi havde stadig f o r n e m m e l s e n af, at publikum, især det u d e n l a n d s k e , først og fremmest k o m for at se d e n p e r m a n e n t e udstilling, som m u s e e t havde fået et velfortjent ry for.

Et penibelt spørgsmål er det, hvor liberal m a n skal være m e d at u d l å n e sine e g n e g e n s t a n d e til udstillinger i a n d r e museer.

Vi har gjort meget pinlige erfaringer m e d f.eks. u d l å n t e modeller, som kom r e t u r i så r a m p o n e r e t stand, at de måtte restaureres for store s u m m e r over en meget lang peri- ode. Der er også gået genstande tabt, eller de er blevet forbyttet ved t i l b a g e s e n d e r e n , så vi førte i forståelse m e d k o m i t e e n en ret tilbageholdende politik.

I 1960'erne var m u s e e t m e d a r r a n g ø r af og deltager i flere års etnologiske u n d e r - søgelser, ledet af vor svenske kollega, fil.dr.

Olof Hasslof 'fra Statens sjohistoriska muse- u m i Stockholm. S a m m e n m e d skandinavi- ske kolleger berejste vi kysterne i Skåne og Blekinge, D a n m a r k og Norge og besøgte især bådebyggere for ved optegnelser, op- målinger, fotografering osv. at d o k u m e n t e - re deres gamle håndværk. Hver sæsons felt- undersøgelser afsluttedes m e d et maritimt arbejdsmøde. Både fagligt og kammeratligt 24

(19)

Tronfølgeren, prinsesse Margrethe ved åbningen af museets Grønlands-udstilling 4. juni 1971; bag hen- de Henning Henningsen. Som dronning Margrethe II overtog Hendes Majestæt protektoratet for museet 1972 efter sin far, kong Frederik IX's død. - Fot.

H o l g e r K n u d s e n . Princess Margrethe, heir to the Da- nish throne, at the opening of a Greenland exhibition at the Maritime Museum in 1971. Following the death of her father King Frederik IX in 1972 Her Majesty Queen Mar-

grethe II succeeded to the throne and also succeeded her father as palroness ofthe Maritime Museum.

var d e n n e form for samarbejde af største betydning, selv o m en jysk bådebygger, der forhørte sig om, hvad vi egentlig ville, m e d overbevisning udtalte: A tøkkes, te det er spild af b å d e tid og p e n g e ! Et resultat af disse rejser var b o g e n "Sømand, fisker, skib og værft", udgivet som en slags lærebog i mari- tim etnologi af Københavns universitet 1970 (engelsk udgave 1971).

Museet h a r altid haft n æ r e forbindelser m e d a n d r e maritime museer i D a n m a r k og har også fulgt det princip, at ting bør an- bringes, så vidt muligt, dér hvor de h ø r e r hjemme. Derfor h a r vi d e p o n e r e t , dvs.

overdraget som lån til praktisk brug, et stort antal genstande og arkivalier til f.eks.

Orlogsmuseet, Fiskerimuseet (Dansk Fol- k e m u s e u m ) , Toldmuseet og Arktisk Insti- tut.

Både H e m og j e g h a r altid fundet det vigtigt at u n d e r s t r e g e museets internationale placering og forpligtelser og har fulgt m e d i d e n stadig stigende aktivitet og interesse vedr. søfarten i ind- og u d l a n d . Det er e n o r m t , hvad d e r er sket i de sidste 40 år på alle områder, og museet h a r i årenes løb deltaget i kongresser og arbejdsmøder bå-

de i Danmark, det øvrige Skandinavien og på verdensplan. Søfarten er international, og det m å vi også være. I beg. af 1970'erne var j e g m e d til at starte I n t e r n a t i o n a l Con- gress of Maritime Museums (ICMM), en verdensomfattende s a m m e n s l u t n i n g af sø- fartsmuseer, som h o l d e r kongresser i alver- dens lande. På Klems initiativ startede museet i 1965 de nordiske søfartsmuseers ar- bejdsmøder.

Vor specielle interesse i d e gamle Dansk- vestindiske øer (Virgin Islands) blev indle- det i 1967 ved vort første besøg p å ø e r n e , som senere fulgtes o p af regelmæssige be- søg og genbesøg. Hvert fjerde år fra og

(20)

m e d 1971 h a r g r u p p e r på ca. 100-125 vest- i n d e r e fra Friends of D e n m a r k Societies på St. T h o m a s og St. Croix aflagt besøg i Dan- mark, a r r a n g e r e t af Dansk-vestindisk Sel- skab. Det er blevet en højt skattet tradition, at deltagerne er blevet m o d t a g e t af slotsfor- valteren og m u s e u m s d i r e k t ø r e n i Kron- borgs store sal, og at m u s e e t i a n l e d n i n g af besøgene h a r a r r a n g e r e t afvekslende udstillinger m e d vestindisk materiale fra vore samlinger for dem. Vi er fortsat m e d at have n æ r e kontakter m e d m u s e e r n e på ø e r n e og m o d t a g e r ofte kolleger og s t u d e r e n d e derovrefra.

Navnet Handels- og Søfartsmuseet på K r o n b o r g er n o g e t langt og besværligt, m e n kan n æ p p e laves o m nu. For at slå vor betydning fast over for u d l a n d e t h a r vi valgt d e n engelske oversættelse Danish Maritime Aluseum, K r o n b o r g Castle i stedet for de tidligere upræcise oversættelser, f.eks.

Naval a n d Commercial Museum of Kron- b o r g Castle (vi er ikke et naval, dvs. orlogs- m u s e u m ) eller Museum of C o m m e r c e a n d Shipping (vi er heller ikke et specielt muse- u m for h a n d e l , m e n for handelssøfart, hvilket er n o g e t ganske a n d e t ) . Den e n d n u un- d e r t i d e n h ø r t e betegnelse Kronborgmuse- et blev virkelig b r u g t i museets første tid, m e n h a r aldrig været d æ k k e n d e og b ø r derfor u d r y d d e s .

For 40 år siden var det m e g e t begrænset, hvad der forelå af litteratur og hjælpemid- ler på det maritime felt. I 1940'rne havde m u s e e t i virkeligheden f o r u d e n de trykte skibslister k u n Kay Larsens kartotek, spec.

o m kompagni- og orlogsfart. Det var ud- m æ r k e t på sin b e g r æ n s e d e m å d e , m e n m a n g l e d e totalt kildehenvisninger. Siden

har vi selv, bl.a. via vor årbog, været m e d til at skrive flere kapitler af søfartshistorien, og d e s u d e n har museet arvet eller købt en lang række "sofaskipperes" og private sam- leres optegnelser, kartoteker, protokoller, fotosamlinger osv., så vi n u står langt b e d r e rustet til at løse maritime opgaver. J e g næv- n e r navne som statslocls P.A. Gruelund, fuld- mægtig Jens Malling, kontorchef Alfred Ro- sendahl, overlærer Knud Fredfeldt, prokurist Frederik Frederichsen, arkitekt Jens Friis-Peter-

sen, kapt. Carl V Sølver, k u n s t n e r e n Ib An- dersen, tatovør og skibsfotograf HansJ. Han- sen, og der er m a n g e flere.

Vort eget stikordskartotek har j e g omtalt, og måske m å j e g tilføje, a t j e g personligt i de sidste 30-35 år h a r opbygget en materia- lesamling "Sømandsliv i sejlskibstiden", m e d af- og udskrifter af et stort trykt og utrykt kildemateriale og o r d n e t efter et ud- penslet system. For tiden omfatter samlingen ca. 200.000 blade, og d e n vil til sin tid blive overdraget m u s e e t og stillet til fri af- benyttelse for fagfæller og private, der h e r vil k u n n e få rigeligt m e d stof o m så at sige alle e m n e r i n d e n for d e n maritime kultur.

Fra først af h a r m u s e e t arbejdet kraftigt p å at opbygge et omfattende dansk og inter- nationalt bibliotek i n d e n for vore økono- miske rammer. Især n u , da museet h a r fået ordentlige biblioteksforhold og en dygtig bibliotekar (Bert Blom, ansat 1987), lysner det.

Senere medarbejdere

F o r u d e n de omtalte p e r s o n e r i museets stab fra m i n første tid, m å j e g også n æ v n e a n d r e m e d a r b e j d e r e fra d e n senere perio- 26

(21)

de i 1960-70'erne, u d e n dog at gå i enkelt- heder.

For at gøre en indsats på det sociale om- råde og for at få billig arbejdskraft m e n t e Mern, at vi b u r d e ansætte nogle revaliden- ter ( h a n d i k a p p e d e ) som medarbejdere, da vi i 1962 k u n n e få d e m på bevilling. Det blev desværre til en uventet stor belastning- for os, - j e g er ked af at måtte b e k e n d e det her, for vi m ø d t e d e m faktisk alle m e d å b e n t sind og forsøgte ærligt at forstå deres situation og at hjælpe d e m . Vi k u n n e ikke ane, hvordan det ville udvikle sig i praksis, især m e d d e m , der havde alkoholiske og psykiske problemer. J e g skal ikke gå i detal- j e r m e d at skildre de sjælelige byrder, der

blev lagt på os, de g e n t a g n e trusler o m po- litianmeldelse, hævn, d r a b osv, d e r blev udstødt m o d os, de vanskeligheder der op- stod m e d at give antabustabletter til d e m , d e r ikke ville have d e m m.m.m. O m morge- n e n før dagens arbejde begyndte, startede vi m e d at være sjælesørger og trøster og fik alle den forgangne nats p r o b l e m e r og d r ø m m e refereret af de stakkels m e n n e - sker, så vi til sidst bar d e m selv. Det e n d t e , efter at der var gået fem lange år, m e d , at hele personalet måtte erklære: n u kan vi altså ikke m e r e - hvis det fortsætter, bliver vi selv ødelagt. Så h ø r t e det op, m e n det tog måneder, før vi kom i ligevægt igen.

Det var dog ikke vort eneste p r o b l e m . Fra 1963 og fremefter fik museet m u l i g h e d for gratis at beskæftige civile værnepligtige (militærnægtere), især fra Gribskovlejren ved M å r u m . Påvisse tider havde vi o p til syv samtidig, som blev afleveret om m o r g e n e n pr. minibus og h e n t e t igen om eftermidda- gen. Mange af d e m var akademikere, og vi

havde ventet en del aflastning i arbejdet af d e m . Det viste sig dog snart, at kun få af d e m havde interesse i at bestille noget, samtidig m e d at flere af d e m stillede sig meget negativt til museet. Det var umuligt at h o l d e styr på disse lystige kammerater, som - hvad m a n måske ikke kan fortænke d e m i - ikke var særlig oplagt til at udskrive skibsregistreringsprotokoller olgn. ( d e t v a r før d e n n u ganske uundværlige fotokopie- ringsteknik havde n å e t K r o n b o r g ) , samt lave kartoteker osv. Selve kontrollen m e d det m i n i m u m af arbejde, de præsterede, tog- længere tid, e n d hvis vi selv havde gjort det.

Efter 1971 blev antallet af d e m skåret n e d , og vi fik kun folk, der var interesseret i vort arbejde, og som derfor s a m m e n m e d lejlighedsvis beskæftigede langtidsledige gjorde en god indsats. Hele o r d n i n g e n o p h ø r t e 1978. Blandt de virkelig f r e m r a g e n d e næv- n e r j e g m e d glæde arkitekt Mikael Sinding, som m e d sine kreative evner deltog i udstil- l i n g s a r r a n g e m e n t e r n e på museet, tilrette- lagde m u s e u m s m ø d e r osv.

I 1961 var de økonomiske forhold sådan, at vi m e d de bevilgende m y n d i g h e d e r s bil- ligelse k u n n e ansætte en museumsassistent Svend Jørgensen, som k u n n e lette vort arbej- de lidt. H a n forlod m u s e e t 1969. H a n s ef- terfølger fra 1971 var Erik Dannesboe, der selv o p t r å d t e som u d m æ r k e t søhistorisk forfatter. I 1978 blev h a n m e d a r b e j d e r i Handelsflådens Velfærdsråd, og efter ud- stationering flere år i Singapore og Rotter- d a m er h a n n u velfærclskonsulent. Morten Kjærøe (1978-80) og Erik Schou Andersen (fra 1980) fulgte.

D a j e g i 1960'erne m e d befrielse opgav regnskabsføringen, blev d e n n e overtaget af

(22)

Morgenkaffe ved direktørskiftet på Søfartsmuseet 4.

jan. 1971. Fra venstre og bordet rundt: museumsassistent Erik Dannesboe; arkivmedarbejder Elisabeth Henningsen; komiteens sekretær Erh. Assens; sekre- tær Johnna Hendriksen; museumsdirektør Henning- Henningsen; komiteeris formand, afdelingschef Jør- gen Worm; kustode Svend Johannessen; museums- inspektør Hanne Poulsen; konservator Christian Nielsen; museumsinspektør, skibsteknisk konsulent Ole Crumlin-Pedersen; kontorassistent Ellen Bran- den. - Fot. Arne Magnussen. Part ofthe Museum's staff and some officials of its committee celebrating Hen-

ning Henningsen 's first day as new Director of the Muse- um in 1971.

kontorelev Karin Bruhn og s e n e r e Johnna Hendriksen. I 1971 blev Kaya Hansen ansat som bogholder. N u foregår d e t hele p å EDB-skærmen, hvor m a n kan læse d e t alt s a m m e n . I n g e n tæller m e r e t a l k o l o n n e r n e s a m m e n i hovedet.

I 1970 d a j e g blev d e s i g n e r e t til at skulle være Klems efterfølger, a n m o d e d e j e g af praktiske g r u n d e k o m i t e e n o m n o g e n tid f o r i n d e n at få e n inspektør, s o m j e g p e r s o n - ligt k u n n e sætte ind i museets arbejdsryt- m e . Det blev mag.art. Hanne Poulsen, som blev ansat 1/6 1970 og på d e n m å d e o p n å e -

28

(23)

de 1/2 års rutine, før j e g til nytår 1971 blev direktør. H u n bragte m e d sin specielle ud- dannelse på folkekunstens o m r å d e nye og friske synspunkter ind i arbejdet og optog- bi.a. et m e g e t frugtbart studium af skibs- p o r t r æ t t ø r e r og gallionsbilledhuggere.

H u n h a r også aktivt deltaget som f o r m a n d for Frederiksborg amts m u s e u m s r å d og som m e d l e m af a n d r e faglige foreninger.

Komité og protektorer

Som b e k e n d t h ø r e r m u s e e t ind u n d e r handels-, i senere tid o m d ø b t til industrimini- steriet, n æ r m e r e bestemt søfartsafdelin- gen. Vi h a r altid haft en ret fri stilling og nydt m e g e n velvilje fra dets e m b e d s m æ n d s side. Mens de fleste museer k o m ind u n d e r kulturministeriet, er vi indtil 1. j a n . 1990 forblevet u n d e r vort gamle ministerium, som h a r været stolt over at have sit eget m u s e u m , efter hvad de sagde. J e g skal ikke h e r k o m m e ind på de økonomiske forhold, ejheller gå i detaljer m e d komiteen, som h a r styret museet, eller dets f o r m æ n d . Det store årlige k o m i t é m ø d e holdtes o m som- m e r e n på Kronborg, ligesom forretnings- udvalget h o l d t flere m ø d e r i årets løb. I de første år var j e g k u n sjældent inviteret m e d , m e n snart blev det skik, at også museums- inspektøren deltog. S o m m e r m ø d e t begyndte m e d en r u n d g a n g g e n n e m museet, m e d forevisning af eventuelle æ n d r i n g e r i d e n p e r m a n e n t e opstilling og drøftelse af nye forslag, som lejlighedsvis blev afvist på en efter vor m e n i n g usaglig m å d e , hvad vi dog måtte bide i os. Derpå var der m ø d e og frokost p å en af byens restauranter. I det store og hele var h o l d n i n g e n dog positiv over for personalet og dets dispositioner.

J e g mindes kun én gang at have m ø d t de- partementschef Johs. Dalhoff der p å g r u n d af sygdom trak sig tilbage som f o r m a n d 1950 efter 22 års virke og blev afløst af de- partementschef H. Jespersen. H a n fulgtes 1956 af professor, dr.techn. C.W. Prohaska.

Fra 1960 til 1980 sad afdelingschef Jørgen Worm i formandsstolen, efterfulgt af afde- lingschef Tage Aladsen. Komiteens sekre- tærer, begge ekspeditionssekretærer i han- delsministeriet, Frank, Estrup (1950-60) og Erh. Assens (1960-87), var det daglige bin- deled mellem m u s e e t og ministeriet og for- tjener begge en varm tak for deres tålmodi- ge hjælpsomhed og popularitet hos personalet.

Museet lagde vægt på at u n d e r s t r e g e sin nationale og - lad os sige de t - eksklusive betydning ved at vælge en protektor. 1946 indvilgede Hs. kgl. H ø j h e d prins Axel i at påtage sig protektoratet. Efter h a n s d ø d i 1964 overtog Hs. Maj. k o n g Frederik /Xhver- vet, og 1972 erklærede Hds. Maj. d r o n n i n g Margrethe IIsig villig til at fortsætte sin afdø- de fars protektorat. Den kgl. familie h a r altid vist stor interesse for søen og for muse- umsvæsnet, hvad vi h a r haft m e g e n glæde af.

Venneselskabet

Selskabet Handels- og Søfartsmuseets Ven- n e r blev stiftet 17. okt. 1940, især p å Klems initiativ og båret af d e n nationale bølge i de tunge besættelsesår. Det årlige kontin- g e n t blev sat til 5 kr., som altså d e n g a n g k u n n e dække udgifterne til trykning og forsendelse af årbogen og d e s u d e n bidrage til at anskaffe gaver til museet. Det livsvarige k o n t i n g e n t blev optimistisk b e r e g n e t til

(24)

100 kr. én gang for alle, idet m a n r e g n e d e m e d en årlig r e n t e af beløbet p å 5 kr. Man k u n n e altså sikre sig medlemsskab og årbog for hele livet for en h u n d r e d e l a p . Det faldt ikke n o g e n ind, at begrebet infla- tion senere skulle gøre disse beløb ganske værdiløse, o g j e g m å h e r i n d r ø m m e , a t j e g selv og m i n e to sønner, straks da vi k o m her, t e g n e d e os som livsvarige, - m e n 300 kr. var j o faktisk en halv månedsløn, så det var m a n g e p e n g e . Senere sad selskabet m e d smerten, og da vi ikke syntes, vi k u n n e være b e k e n d t at kontrollere, o m en livsva- rig virkelig også levede, var det helt uaccep- tabelt. Da kontrollen endelig kom, blev det et chock: m a n g e m e d l e m m e r var forlængst d ø d e og b o r t e , og det h æ n d t e , at en enke skrev: min m a n d d ø d e for så og så m a n g e år siden, - hvor er det d o g p æ n t af D e m stadig at sende mig Deres årbog! - En a n d e n økonomisk fejlvurdering var at optage an- n o n c e r bag i årbogen til en "efter-behag- pris". Vi opfattede det n æ r m e s t som et skjult tilskud, m e n da vi efter m a n g e år på bogtrykkeriets foranledning satte søgelys p å sagen, viste det sig, at besværet m e d at tegne a n n o n c e r n e , fremstilling af klicheer, trykning, ekstra papir og ekstra p o r t o på gr.

af vægten kostede m e r e e n d a n n o n c e r n e indbragte. Vi følte os virkelig som nogle molboagtige finansgenier.

I 36 år blev årbogen trykt i Vald. Pedersens ansete bogtrykkeri i København, indtil h a n lagde op. Med enkelte undtagelser blev d e n sat i en smuk Baskerville-type, som for- øvrigt stadig bruges, og havde fra først af d e n noble og praktiske u d f o r m n i n g og det behagelige format, som d e n indtil n u , da nr. 49 i r æ k k e n udsendes, blev ved m e d at

have. En del småforandringer kom selvføl- gelig til i årenes løb. Den m o d e r n e teknik og æ n d r i n g e r i smagen kræver forandringer, hvis n ø d v e n d i g h e d d o g ikke alle er overbevist om, - bl.a. j e g selv. J e g kan sige, at j e g har elsket d e n årbog, som j e g h a r haft d e n lykke at skrive så m a n g e artikler til. Siden 1978 er årbogen blevet trykt hos Nofo-print i Helsingør, efter de gamle tradi- tioner.

De første m a n g e årbøger havde på om- slaget samme billede i n o g e t voldsomme farver af et orlogsskib ud for Kronborg, efter et maleri af k o m m a n d ø r , fyrdirektør Poul Sinding. Vi ville g e r n e afskaffe det, m e n Klem var b a n g e for, at Sinding, d e r sad i Venneselskabets bestyrelse, ville blive sur derover. Da vi i 1960 udgav å r b o g e n som festskrift til Fyrvæsnets 400 års jubi- læum, spurgte Klem h a m forsigtigt, o m h a n havde n o g e t imod, at vi b r u g t e et andet omslagsbillede e n d hans, og stor var vo- res forbavselse, da h a n sagde: Nej slet ikke!

J e g h a r s å m æ n d i m a n g e år u n d r e t mig over, at De stadig kører videre m e d det som omslag!

I de første år forelå årbogen i reglen o m s o m m e r e n , helst i j u n i m å n e d . Kustode Eckhausen, der var en praktisk m a n d , bragte d e n personligt u d til de m a n g e medlem- m e r i Helsingør-området pr. cykel m e d påhængsvogn ("efterløber"), og indkasse- r e d e samtidig kontingentet, hvoraf h a n selv som provision b e h o l d t d e 10%, altså 50 øre. Senere kom d e n først h e n p å efteråret, idet referatet fra selskabets generalforsam- ling i august skulle m e d . P o r t o e n for ud- sendelsen steg samtidig ganske betydeligt, og k o n t i n g e n t e t ligeså.

30