Kopi fra DBC Webarkiv
Kopi af:
Hvorfor nedtoner vismændene det danske fattigdomsproblem?
Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.
www.dbc.dk
e-mail: dbc@dbc.dk
En artikel fra KRITISK DEBAT
Hvorfor nedtoner vismændene det danske fattigdomsproblem?
Skrevet af: Kasper Vieland Nielsen | Offentliggjort: 01. februar 2007
Den 5. december 2006 kl. 10 blev der afholdt et møde i Det Økonomiske Råd. På mødet blev den seneste vismandsrapport fremlagt. Et af de to emner, som rapporten indeholdt, var "Fattigdom i Danmark". Kl. 11 samme dag havde Statistisches Bundesamt i Tyskland indbudt til en
pressekonference, hvor de fremlagde resultaterne fra en undersøgelse i Tyskland "Neue Daten zu Armut und Lebensbedingungen - Ergebnisse aus LEBEN IN EUROPA 2005".
Den fælles dato var givetvis et tilfælde, men det forskellige indhold i de to rapporter giver anledning til nogle spørgsmål.
Den danske vismandsrapport er kendt og har medført en omfattende debat i medierne om fattigdom i Danmark. Den tyske rapport har ikke været kommenteret i danske medier, så i det følgende vil jeg kort referere den og dernæst formulere nogle spørgsmål, som jeg synes den rejser i forhold til dels den danske vismandsrapport dels til den fattigdomsdebat, der har foregået i de danske medier.
Den tyske undersøgelse er en del af det fælles EU-projekt: EU-SILC , Statistic on Income and Living Conditions, som er en ny standardiseret undersøgelse til at måle og sammenligne udviklingen i indkomst, fattigdom og livsbetingelser i alle medlemsstater i den Europæiske Union. Hovedformålet med den nye statistik er at stille indikatorer til disposition, som dels kan måle succesen med
fattigdomsbekæmpelsen i de enkelte medlemsstater dels understøtte fattigdomsbekæmpelsen på EU niveau og i de enkelte medlemsstater.
EU-SILC , Statistic on Income and Living Conditions er en "panel survey" undersøgelse, hvor man følger de samme mennesker over flere år. På Europæisk plan indgår i alt 250.000 personer i
undersøgelsen, som belyser dels objektive forhold som indkomst, uddannelse, sundhed, boligforhold, arbejdssituation osv. dels subjektive forhold som, hvordan vurderer de adspurgte selv deres
finansielle situation, deres sundhed osv. (1).
Hvor skal man sætte grænsen for fattigdom
Omfanget af fattigdomsproblemet i samfund er selvfølgelig afhængigt af, hvor man lægger grænset for, hvornår en person er fattig. Vismændene vælger i deres rapport, at med en disponibel indkomst på 50 % af medianindkomsten er man fattig. Valget af 50 % grænsen begrundes med, at det er det mest almindelige i internationale studier, og det er også den grænse OECD anvender.
I den tyske undersøgelse sætter man grænsen for fattigdom højere nemlig ved 60 % af
medianindkomsten. I begrundelsen for dette valg påpeger man, at "dybest set kan grænsen for fattigdom ikke begrundes empirisk. Det er et politisk valg, som Europarådet har besluttet i 2001"
(2).
Forskellen mellem den danske og den tyske fattigdomsdefinition har grundlæggende at gøre med, hvilket syn man har på økonomisk ulighed. Hvor sætter vi i vores samfund grænsen for, hvad vi vil acceptere, og hvorfra vi så må begynde at handle politisk. Det er det afgørende spørgsmål. Og her er det da mærkeligt, at Vismændene har valgt Europa fra til fordel for det angelsaksiske syn på ulighed og fattigdom, som præger OECD.
Absolut og relativ fattigdom
I den debat, som har været i den danske offentlighed siden vismændenes rapport blev offentliggjort,
har man kredset meget om fattigdomsbegrebet, ikke mindst absolut kontra relativ fattigdom. Det virker lidt, som om mange har en tendens til at se fattigdom i et absolut perspektiv og vanskeligt ved at forstå eller acceptere begrebet relativ fattigdom. Lad os derfor se lidt nærmere på begreberne.
Absolut fattigdom taler man om, når mennesker mangler det livsnødvendige, altså mad, tøj, bolig eller sundhedsforsorg i et omfang, som er ensbetydende med, at deres fysiske eksistens er umiddelbar truet. Absolut fattigdom kan man (i nogen grad) fastlægge på baggrund af empiriske data. I udviklingslandene taler man om et eksistensminimum og en grænse for fattigdom på en eller to dollars om dagen. I velfærdsstater er mennesker grundlæggende beskyttet imod absolut
fattigdom af sociale sikkerhedssystemer. Undtagelser herfra kan være boligløse, psykisk syge og misbrugere, som af forskellige grunde ikke opfanges af det sociale system og derfor kan ende med at blive absolut fattige.
Relativ fattigdom er et noget mere kompliceret. Begrebet relaterer sig til livsbetingelserne i et bestemt samfund og forholder sig til to forskellige (politiske) spørgsmål. Det første spørgsmål har at gøre med "økonomisk ulighed". Hvad anser man i et bestemt samfund som en acceptabel
levestandard, hvor under ingen af samfundets medlemmer bør leve. Det andet spørgsmål har at gøre med "social eksklusion". Her handler det både om materielle ressourcer som økonomi og
immaterielle ressourcer som uddannelse og sociale relationer. Og spørgsmålet er, hvilken mængde af ressourcer en person skal have til rådighed for at være (og forblive) et fuldgyldigt medlem af samfundet. Eller med andre ord, hvor ligger grænsen for, at personer og familier begynder at blive koblet af med hensyn til uddannelse, arbejde og deltagelse i det politiske liv. Dette aspekt relaterer sig både til økonomisk effektivitet og demokrati.
Fattigdomsbegrebet rummer altså flere aspekter. Et moralsk - vil vi acceptere sult og materiel nød.
Et økonomisk - hvor stor ulighed vil vi acceptere (og herunder, hvad er økonomisk effektivt). Et politisk - hvad er betingelserne for demokratiets fortsatte beståen.
Forskellige positioner i den danske fattigdomsdebat
I den debat, som har været i medierne efter offentliggørelsen af Vismændenes rapport, har der været en del uklarheder. Forklaringen herpå er, at deltagerne i debatten ofte har taget
udgangspunkt i forskellige fattigdomssyn (de mener ikke det samme, men noget forskelligt, når de taler om fattigdom).
Martin Ågerup fra Cepos har i en artikel i Politiken stillet spørgsmålet "om samfundsforskningen skal blive ved med at betragte relativ fattigdom i et velstående samfund som et socialt problem. Ved at brede fokus ud på de 165.000 relativt fattige fjerner man det fra den langt mindre gruppe af personer, som reelt har behov for hjælp". Martin Ågerups knytter alene sit fattigdomsbegreb til den absolutte fattigdom, kun i forhold til de absolut fattige det nødvendigt at gøre noget. (3)
De mange, bl.a. Preben Brandt "Rådet for socialt udsatte", der argumenterer for, at vi har brug for en national fattigdomsgrænse i Danmark, tager alle afsæt i den absolutte fattigdom, men går i forskellig grad ud over et egentligt eksistensminimum i retning af relativt fattigdom.
Udgangspunktet for vismændene er det relative fattigdomsbegreb, men der er tale om en
discountudgave i og med, at man har valgt en 50 % frem for en 60 % grænse. Det forekommer lidt underligt, at vi i Danmark har et mere accepterende syn på social ulighed end Europarådets norm.
Det er mærkeligt, at man har valgt at lægge OECDs fattigdomsbegreb til grund for undersøgelsen og ikke Europarådets. På længere sigt må det også give nogle problemer. Som EU-medlemsland er vi også parthavere i den større EU-undersøgelse, og på et eller andet tidspunkt må der komme nogle offentliggørelser fra den danske del af undersøgelsen med deraf følgende debat, som er tvunget til at tage udgangspunkt i 60 % grænsen.
En mulig forklaring på Vismændenes valg af en 50 % grænse kunne være, at man har søgt at
tilpasse rapporten til det niveau, hvor på samfundsdebatten befinder sig. Hvis man ser på den debat, som er foregået de seneste år, så er det omstridt, om vi overhovedet har fattigdom i Danmark. Og på det seneste har forfatterne bag vismandsrapporten følt det nødvendigt at gå i medierne for at
argumentere imod den udbredte forestilling, at såfremt vi har fattigdom, så er den selvvalgt. Et andet forhold er, at det demokratiske aspekt i fattigdomsbegrebet stort set har været fraværende i den danske debat.
Fattigdom i Danmark sammenlignet med andre lande
I følge vismændene så har vi fattigdom i Danmark, men ikke ret meget, kun 4 % eller 165.000 personer er fattige. Vi er en slags verdensmestre med hensyn til lighed og fattigdomsbekæmpelse.
Vismandsrapporten s. 182
Det er lidt underligt at man har valgt nogle gamle tal fra år 2000, når man kunne have fået nogle nyere. I den tyske undersøgelse har man også foretaget internationale sammenligninger på baggrund af tal fra 2003.
Armut und Lebensbedingungen, s.28
Det er også mærkeligt, hvor forskellige de to fremstillinger er. I den tyske EU fremstilling
fremtræder fattigdomsproblemet i Danmark betydeligt større, næsten 3 gange så stort nemlig 11 %.
Danmark er heller ikke længere unik. Vi er stadig i toppen, men på linje med lande som Finland og Sverige. Og der er ikke særlig langt til den næste gruppe af lande Tyskland, Østrig og Frankrig.
Forskellen mellem Danmark og Tyskland er nu 2 procentpoint. Og hvis man tog de tidligere østtyske Bundesländer ud af undersøgelsen, ville forskellen kun være 1 procentpoint.
Den tyske undersøgelse ligner i høj grad Vismændenes danske undersøgelse. Der er dog tre
områder, hvor på de to undersøgelser adskiller sig. Den tyske undersøgelse beskæftiger sig ikke som Vismandsrapporten med forskellige løsningsforslag. Til gengæld viser den tyske undersøgelse i modsætning til den danske, i hvilket omfang sociale overførsler mindsker fattigdommen. Hvis man fjernede alle sociale overførsler for den undersøgte gruppe (som stort set svarer til de
erhvervsaktive årgange), så ville fattigdomskvoten stige fra 13 til 24 %, altså en fordobling og ensbetydende med at en fjerdedel af befolkningen ville være fattig. Hvis man tog de ældre med, og inddrog hele den tyske befolkning, så ville 44 % (næsten hver anden person) være fattig.
Velfærdsstaten er så afgjort ikke nogen ligegyldig foreteelse.
Desuden belyser den tyske undersøgelse også (i modsætning til Vismandsrapporten), hvordan de fattige lever, og hvorledes de selv opfatter deres livsvilkår. Og kendetegnende er, at fattige i hverdagen må give afkald på mange grundlæggende forbrugsgoder. De lever i dårligere boliger, i kvarterer med højere støj og mere kriminalitet end den øvrige del af befolkningen. Halvdelen af dem magter ikke uventede udgifter (f.eks. at erstatte en defekt vaskemaskine) og kan ikke tillade sig at
holde en uges ferie om året uden for hjemmets fire vægge. 14 % er nød til at undlade at opvarme deres bolig tilstrækkeligt om vinteren og 26 % kan ikke tillade sig et værdigt måltid (indeholdende kød eller fisk) hver anden dag.
Fattigdom mindsker også adgangen til sundhedsgoder. En femtedel af de fattige afholder sig af økonomiske grunde fra at gå til læge og tandlæge, de vurderer deres sundhedstilstand som væsentlig dårligere og betragter sig oftere som kronisk syge end resten af befolkningen. (4) Hvorfor hører vi ikke mere fra EU-SILC undersøgelsen?
Danmark har deltaget i EU-SILC undersøgelsen siden 2003. Siden da har man samlet oplysninger fra en lang række af Danmarks Statistiks registre og interviewet 6000 private husholdninger med
formålet, "at belyse den danske befolknings levevilkår, omfanget og sammensætningen af fattigdom og risiko for social eksklusion. (5)
Det er blevet nævnt, at det er forunderligt, at vismændene ikke har brugt undersøgelsen i deres rapport om fattigdom i Danmark. Men måske endnu mere mærkeligt er Danmarks Statistiks udgivelser fra undersøgelsen. Første og eneste gang de har offentliggjort resultater fra
undersøgelsen var den 20.dec. 2006, hvor der i "Nyt fra Danmarks Statistik" blev bragt en artikel på 2 sider med overskriften "Hver fjortende har pengeproblemer". Næste gang der vil blive
offentliggjort fra studiet er uge 43 2007. Det er ikke særlig meget eller specielt interessant, hvad man har kunnet bruge fra, hvad man selv kalder "en stor undersøgelse". (6)
Man kan ikke lade være med at få en fornemmelse af, at forskerne i Danmark bevidst eller ubevidst nedtoner fattigdomsproblemet, og det er i høj grad problematisk. Det kan godt være, at Danmarks udgangspunkt med hensyn til fattigdom er bedre end de fleste andre landes, men vi er også en del af en international udvikling.
Hvis man ser på de gamle industrinationer, så har udviklingen i det 20. århundrede været kendetegnet ved øget social integration og økonomisk fremgang for alle. I slutningen af århundredet, fra omkring 1980, vender denne udvikling. Med svækkelsen af nationalstaten,
fagforeningernes tilbagegang, globaliseringens og den neoliberale ideologis fremmarch er uligheden stigende og fattigdomsproblemet voksende. At det forholder sig sådan er ved at være accepteret blandt de fleste internationale økonomer, og politikerne i mange lande debatterer for øjeblikket heftigt, hvad man skal gøre i forhold til disse nye problemer.
I Tyskland f.eks. (og de er altså ikke så forskellige fra os med hensyn til omfanget af fattigdom, ifølge den omtalte EU-undersøgelse ligger forskellen på en til to procentpoint) diskuteres problemet
voldsomt. Man debatterer fremvæksten af et nyt prekariat (folk som lever under usikre, fattige forhold og har mistet troen på at det kan blive bedre i fremtiden), man diskuterer "Niedriglohn" (at næsten en femtedel af de fuldtidsbeskæftigede tjener mindre en 66 % af medianlønnen) og er på vej med et forslag om en statslig mindsteløn samt indførelse af en negativ indkomstskat for de
lavestlønnede. På det seneste er man også begyndt at diskutere, om demokratiet overhovedet kan overleve på længere sigt, hvis ikke man får løst problemerne med stigende fattigdom, stigende social ulighed og stigende social eksklusion (7)
Det er selvfølgelig positivt, at vismændene har taget hul på fattigdomsproblemet, og det er godt, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på det seneste har offentliggjort, at antallet af fattige danskere er steget med 45.000 under Fogh-regeringen. Men det virker lidt, som om vi i Danmark ikke for alvor har erkendt hverken problemets omfang, dets årsager eller konsekvenser. Der er meget vi mangler at få diskuteret.
LITTERATUR
1. „Armut und Lebensbedingungen - Ergebnisse aus LEBEN IN EUROPA für Deutschland 2005", Statitisches Bundesamt
2. „Armut und lebensbedingungen" s.17 3. Poltiken, 19.dec. 2006
4. „Armut und Lebensbedingungen"
5. Danmarks Statistik: Emnegruppe: Indkomst, forbrug og priser, indikatorer for velfærd 6. Nyt fra Danmarks Statistik nr. 549
7. Die Zeit, 18. jan.2007.
