Kopi fra DBC Webarkiv

Kopi af:

Bkf hjælper truede kunstforeninger

Dette materiale er lagret i henhold til aftale mellem DBC og udgiveren.

www.dbc.dk

e-mail: dbc@dbc.dk

Billed kunst neren

Fagblad for Billedkunstnernes Forbund   nr.  1 marts 2011

Tema:

Kunstner værksteder

Fra Aalborg til Nakskov – kommunerne har meget at vinde ved at give professionelle kunstnere ordentlige arbejdsvilkår.

Læs også om: Kunstnerhonorar på den politiske dagsorden, Bkf hjælper truede kunstforeninger, Sveriges billedkunstnere på vej mod bedre udstillingsvilkår.

Kære Kulturminister,

I Billedkunstnernes Forbund ser vi selvfølgelig frem mod alle fornyelser, der måtte forbedre vilkårene for kunstproduktio- nen i Danmark. Eftersom det er kunstnerne, der er brugere af kunststøtten, ved vi en del om, hvad der fungerer, og hvad der kan forbedres i kunststøtten, sådan som den er indrettet i dag. Så selvom du ikke inviterede os med ind i det ekspert- udvalg, du har bedt om at endevende kunststøtten, så vil vi alligevel tillade os at blande os. Her er et udpluk fra vores idéliste – til fri afbenyttelse for dig og dit udvalg:

 Bevar en klar opdeling mellem Statens Kunstråd og Sta- tens Kunstfond som to selvstændige organer. Det er vigtigt, at der fortsat er flere indgange til kunststøtten for at sikre mangfoldigheden i kunstlivet.

 Bevar Det Internationale Billedkunstudvalg i Statens Kunstråd og øremærk dets midler, så udvalget ikke behøver arbejde med kortsigtede og usikre budgetter.

 Spred kunststøtten ud på mange forskellige puljer og støtteformål for at sikre, at alle aspekter af billedkunsten har mulighed for at opnå tilskud.

 Ryd op i ‘mudderet’ i billedkunsttilskuddene: Flere tilskudsområder, såsom driftstilskud til kunst- og kulturin- stitutioner, tilskud til bevaring af kulturarv og til kunstfor-

LEDER

Mens valgtrommerne buldrer, arbejder et udvalg nedsat af kulturministeren på at kulegrave det statslige kunststøttesystem. Måske drukner udvalgets arbejde i snak om efterløn og skattelettelser. Eller måske syltes det, hvis regeringsmagten skifter efter et valg. Her er alligevel et par bud fra Bkf på, hvordan man sikrer og udvikler kvaliteten i kunststøtten på billedkunstens område.

Kunststøtten under lup

midling, bør i overvejende grad finansieres af andre midler end de penge, som er tiltænkt støtte til kunstproduktionen.

 Fred bevillingerne til børns og unges møde med billed- kunst. Det er uhensigtsmæssigt, at centrale kunststøtteord- ninger for billedkunsten stadig savner fast finansiering, ikke mindst Huskunstnerordningen, der retter sig mod skoler og institutioner, og BilledKunstneriske Grundkurser, hvor unge spirende talenter på ungdomsuddannelserne opfanges og tilbydes specialrettede kurser i billedkunst.

 Opret en særlig pulje til kunstnere, som er i færd med at etablere sig på kunstscenen. En sådan pulje kan være med til at fastholde talentmassen inden for billedkunstfaget og løse nogle af de strukturelle problemer, der møder nyuddannede kunstnere i dag.

 Øg den statslige støtte til værkstedsprojekter, både i og uden for hovedstaden.

PS til læserne

Desværre er der tegn i sol og måne på, at kulturministerens udvalg har en anden agenda end den, Bkf ønsker. I kulissen spøger regeringens gamle ønske om at sammenlægge Statens Kunstråd og Statens Kunstfond – sådan som Per Stig Møllers partifælle, den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen, foreslog tilbage i 2003. Dengang blev manøvren afværget efter samlede protester fra kulturlivet. Og det vil stadig efter Bkfs mening være ødelæggende for kunstlivets mangfoldig- hed, hvis indgangene til kunststøtten således snævres ind.

Billedkunstnernes Forbund insisterer på, at strukturelle forandringer i kunststøtten skal ske ud fra en intention om at styrke kunsten – ikke ud fra et ensidigt ønske om at effektivisere de administrative arbejdsgange i kunststøttesy- stemet. Hvis man vil have mest mulig kunstnerisk værdi for pengene, må kunststøtten indrettes på kunstens præmisser.

Ikke omvendt.

 Bjarne Werner Sørensen formand, Bkf

Den tostrengede kunststøtte | Statens Kunstfonds støtte er som udgangspunkt rettet mod kunstneren med det formål at give arbejdsro til kommende skabende arbejde, uden at der stilles krav om nogen bestemt produktion.

Statens Kunstråds støtte er som udgangspunkt rettet mod projekter og institutioner. Rådets støtte til skabende kunst ret- ter sig mod den enkelte skabende kunstners projekter eller mod formidlingen heraf.

TEMA: KUNSTNERVÆRKSTEDER

Århus satser på nye  arbejdsrum til kunsten Af Maria Larsen

Læs mere s. 4 Kunstens fødeklinik  kører på nedsat kraft Af Miriam Katz

Læs mere s. 6 Skaberrum med højt til loftet Af Miriam Katz

Læs mere s. 9

I kunstnerkollektivets ånd Af Kristoffer Ørum

Læs mere s. 11 Eget arbejdsrum med  indbygget fællesskab Af Miriam Katz

Læs mere s. 13 Værkstedssamarbejde  på tværs af grænser

Læs mere s. 14

Kort nyt

Presseklip

Nyt fra Bkfs sekretariat Opslagstavlen

Aktuelle ansøgningsfrister Fra medlem til medlem

Læs mere s. 27-32

Plus

Kunstnere har brug for  stærke samarbejder Af Miriam Katz

Læs mere s. 16 Kunstnerhonorar  på dagsordenen Af Miriam Katz

Læs mere s. 18

“Stop rovdriften  på billedkunstnerne”

Af Miriam Katz Læs mere s. 20 Bkf hjælper truede  kunstforeninger Af Miriam Katz

Læs mere s. 22 Før Folketingsvalget:

Kunstpolitik til debat Af Miriam Katz

Læs mere s. 24

Billedkunstneren udgives af:

Billedkunstnernes Forbund (Bkf) Vingårdstræde 21, 1. th.

1070 København K.

Tlf. 33 12 81 70 Åbent mandag-torsdag Kl. 10-15

bkf@bkf.dk www.bkf.dk

Redaktør: Miriam Katz (DJ) Tlf. 33 12 81 72

mk@bkf.dk

Ansvarshavende redaktør:

Bjarne Werner Sørensen formand, Bkf

Tryk: Prinfo Hobro

Deadline, Billedkunstneren nr. 2 2011: 9. maj

Annoncer i Billedkunstneren tegnes gennem Media Space:

Tlf. 47 74 27 42 info@mediaspace.dk www.mediaspace.dk Abonnement på Billedkunst­

neren tegnes hos Bkfs sekreta- riat. Pris: 300 kr. for fire årlige udgivelser.

Billedkunstneren er støttet af Statens Kunstråds Billed- kunstudvalg

ISSN: 1902-3618

ISSN, elektronisk publikation:

t1901-7596

Artikelforslag, debatindlæg mm.

kan sendes til redaktøren på ovennævnte adresse. Redaktio- nen påtager sig ikke ansvar for materiale, der er sendt uopfor- dret og forbeholder sig ret til at redigere i indsendte tekster.

Bkfs redaktionsudvalg 2011 Anders Werdelin, billedkunstner Ida Ferdinand, maler

Bjarne Werner Sørensen, grafiker Marianne Jørgensen, billedkunstner

Signe Vad, billedkunstner Layout

Åse Eg og Sine Bang:

aase@hos-eg.dk og sine@hos-eg.dk

“En by er mere end asfalt, huse og veje.

Den er også sjæl og ånd, og her er kunstnerne vigtige.”

Kulturrådmand i Aarhus, Marc Perera Christensen, (K).

Læs mere s. 4

På forsiden | Billederne på forsiden viser aktiviteter i Sta- tens Værksteder for Kunst på Gammel Dok i København, der i år fejer 25 års jubilæum. Men der er skår i fødselsdagsglæ- den. Vækstederne tvinges til at opsige flere lejemål og er hårdt ramt af nedskæringer.

Læs mere s. 6. Fotos: SVK

Kommuner har meget at vinde ved at give den professionelle kunst ordentlige arbejdsvilkår. Det ved man i Århus, hvor et ambitiøst projekt i denne tid tager form på Godsbanen. DSBs gamle haller danner ramme om et nyt fælles produktionscentrum for billedkunst, scenekunst, litteratur og film. Her bliver bl.a. midlertidige værksteder for billedkunstnere og et kunstfagligt funderet Billedkunstcenter, der skal styrke den professionelle billedkunst og tale billedkunstens sag udadtil.

Århus

satser på

arbejdsrum til kunsten

“Det er vigtigt, at du tænder på at bygge noget nyt op fra bun- den – og at du er visionær. Du skal have lyst til at forholde dig til billedkunst i bred forstand og kunne servicere, formidle og samarbejde med konceptkunstnere, keramikere, traditionali- ster, digitalister og alt derefter og midt imellem.”

Sådan lyder kravene til projektlederen for det nye center for billedkunst på kulturproduktionscentret Godsbanen i en job- annonce, der bringes til maj.

Stillingen er helt nyoprettet, ligesom Billedkunstcentret og kulturproduktionscentret, der er i fuld gang med at blive ind- rettet i DSB’s tidligere Godsbanegård i Århus centrum.

Håndværkere med blå hjelme myldrer rundt i de gamle rå og statelige haller for at renovere, bygge nyt og forvandle de slidte bygninger og skinnearealer til moderne værksteder, pro- jektkontorer og mødested for byens kunstnere og borgere.

Tværfaglig inspiration

Godsbanen ligger otte minutters gang fra byens Banegård. Lige bagved Musikhuset og et spytklat fra kunstmuseet Aros.

Når lokalerne om et år er færdigbyggede og renoverede kom- mer 500-700 mennesker til at have deres daglige gang i byg- ningerne. Og når der sker noget særligt i auditoriet, den åbne café, i gårdhaven eller bygningen i øvrigt bliver her plads til 2.000 mennesker, fortæller kulturforvaltningens projektleder Lars Davidsen.

“Vi vil gerne have et mylder af liv på alle tider af døgnet. Det er meningen, at stedet virkelig skal kunne bruges af byens pro- fessionelle kunstnere til tværfaglig inspiration,” forklarer han.

Udover et Billedkunstcenter med en fast sekretariat, har Århus Byråd netop vedtaget, at Godsbanen også skal have et Scenekunst- center og et Litteraturcenter. Flere teatre flytter ind blandt andre Entré Scenen og Teater Katapult, ligesom byens filmværksted, Musikcafeen og de ansatte på kommunens kulturforvaltning.

 Maria Larsen

Planen er, at det nye kulturproduktionscentrum for billedkunst, scenekunst og litteratur ved Godsbanen i Århus skal være klar ved årsskiftet. Ombygningen er finansieret i samarbejde med Realdania og er budgetteret til 116 mio. kr. Visualisering: Århus Kommune.

Godsbanen er i alt ca. 10.500 m2 Den kommer bl.a. til at rumme | 

1.300 m2 værksteder – træværksted, metalværksted, grafisk værksted og tre multiværksteder.

1.300 m2 projektværksteder.

1.100 m2 auditorium, studier, foyer m.m.

700 m2 projektarbejdspladser, møderum, grupperum og undervisningsrum.

800 m2 scenefaciliteter 800 m2 aktivitetshal

600 m2 til spillestedet Musikcafeen 600 m2 til Filmværkstedet

De tre kunstarters centre skal virke samlende for hver deres kunstart. Samtidig er visionen, at kunstarterne kan berige og inspirere hinanden, til glæde for hele byen. Men hvorfor satser kommunen så stort på den professionelle kunst?

Kulturrådmand Marc Perera Christensen, (K), siger:

“Som by, der har ambitioner om at blive europæisk kulturby, er det vigtigt at give de producerende kunstnere ordentlige vil- kår. Det nærer vækstlaget og er med til at støtte hele den kunst- neriske fødekæde.”

“Måske kan det ikke betale sig i kroner og ører, men en by er mere end asfalt, huse og veje. Den er også sjæl og ånd, og her er kunstnerne vigtige. Kunstnere og kunsten giver os et kvalitets- fyldt åndeligt frirum. Når der skabes god kunst, er det også med til at sætte Århus på verdenskortet, og det er noget vi kan være stolte af som by,” siger han.

Styrker billedkunsten

Som billedkunstner i Århus har Birgitte Kristensen høje for- ventninger til de muligheder Godsbanen giver. Hun er for- mand for Bkf Midtjylland og har sammen med repræsentanter for ProKK (Professionelle kunstnere og kunsthåndværkere) og C-SAM (Center for Samtidskunst) været med til at skrive joban- noncen, der skal tiltrække den helt rigtige nye leder af det nye Billedkunstcenter.

“Jeg håber og tror, at byens billedkunstmiljø vil få en geval- dig saltvandsindsprøjtning. Og at byens kunstnere vil støtte og bruge værkstederne og rådgivningen – også de erfarne profes- sionelle. I dag er der mange, der ikke kender hinanden, nu får vi et sted, hvor vi kan mødes naturligt. Et ankerpunkt.”

Personligt forventer Birgitte Kristensen, at hun vil komme til at bruge værkstederne og projektkontorerne meget i perioder.

Hun laver installationer og har tit brug for plads og større ram- mer. Til sommer har hun fået tildelt fire måneder på Statens Værksteder for Kunst i Gl. Dok i København.

“Jeg glæder mig til, at samme mulighed kommer til Århus.

Jeg er optaget af det kunstneriske, når jeg er i gang med en større ting, og ser frem til at få hjælp og inspiration til den tekniske udførelse på et velfungerende værksted.”

Godsbanen får omkring 40 projektarbejdspladser, som man kan leje for kortere perioder, men ingen permanente billed- kunstnerværksteder. Dem findes der i forvejen 28 kommunale af i byen, og det bliver der ikke lavet om på.

Kommunen har lyttet

Ideerne til Godsbanen har været syv-otte år undervejs med en lang hvilepause på tre år undervejs. Det har kostet mange

kunstnere masser af tid. Så meget, at de undervejs har måt- tet sige fra. Det var, da kommunen inviterede interesserede og engagerede borgere til at blive såkaldte ‘forandringsagenter’.

Over tre weekender skulle forandringsagenterne udvikle en organisationsstrategi til det nye Godsbanen. Gratis.

“Som professionelt billedkunstmiljø i Århus var vi enige om at takke nej til tilbuddet. Vi har i mange år deltaget i en ende- løs række af møder med kommunen, hvor vi frivilligt havde deltaget med faglig sparring og viden, ideer, visioner og enga- gement. Som billedkunstnere havde vi til forskel fra mange af de andre ikke fast løn, når vi sad til møder, så det kunne vi ikke blive ved med,” forklarer Birgitte Kristensen.

Sammen med ProKK opfordrede hun som Bkf-repræsentant kommunen til at finde al det materiale frem, der allerede var udarbejdet, og til at skabe plads og økonomi til et billedkunst- nerisk sekretariat på Godsbanen. Et center for billedkunsten, der kunne varetage billedkunstens aktiviteter på Godsbanen og fungere som rådgivnings- og sparringspartner for kunstner- ne. Et råd kommunen siden har fulgt.

“Kommunen har virkelig lyttet, og det er vi rigtig glade for.”

Fremtiden

Det tætte samarbejde mellem Århus’ kunstnere, der er repræ- senteret i såvel ProKK og C-SAM som Bkf har været vigtigt for at blive hørt, vurderer Birgitte Kristensen. Det samarbejde skal forsætte, er de enige om. Samtidig forventer de sig meget af, at billedkunstmiljøet nu for første gang får en offentlig stemme.

“Vi har manglet en repræsentation for billedkunsten i det of- fentlige rum. Mange af os arbejder alene, og der er ingen til at tale vores eller billedkunstens sag, når vi hver i sær er fordybet i egne projekter,” forklarer Birgitte Kristensen.

Med Godsbanen er rammerne skabt for, at der kan komme til at ske nogle spændende og kvalificerende ting, er hun over- bevist om:

“De tværfaglige ideer er spændende. Jeg håber, det vil bane vej for nye møder mellem billedkunsten og litteraturen, fil- men og teatret. Der bliver stor mulighed for, at man arbejder sammen og for at sikre professionelle arbejdsvilkår og faglig assistance, så man kan gennemføre store projekter på profes- sionelle vilkår.”

På længere sigt kan det betyde, at dygtige kunstnere fasthol- des i Århus og at flere dygtige kunstnere kommer til byen, tror Birgitte Kristensen.

“Jeg håber virkelig, at det bliver lige så stort som visionerne, og at kommunen vedtager et rimeligt driftsbudget.”

Hvorvidt det sker afgøres i maj måned.

Det skal Billedkunstcenteret  | 

Sekretariatet for det nye Billedkunstcenter skal repræsentere billedkunsten i Godsbanens organisation og være samlende for de enkelte kunstnere og grupperinger. Samtidig skal det være katalysator for den samlende billedkunstneriske produktion og udveksling. Råde og vejlede byens kunstnere i forhold til f.eks.

videreuddannelse, fundraising og udstillingsmuligheder.

Billedkunstcentret skal også gøre den professionelle billedkunst i Århus mere synlig og sætte Århus på det kunstneriske landkort som en by, hvor billedkunstnere både kan udvikle producere, udstille og formidle deres kunst. Flere oplysninger på www.godsbanen.dk

Når der er besøg i chefkontoret på pakhusets 4. sal, ruller di- rektøren behændigt en lille elektrisk varmeblæser i stilling foran sofagruppen i hjørnet. For gæsten skal da ikke skal sidde og fryse i Poul Kjærholm-stolen. Men til daglig er her koldt, her på Statens Værksteder for Kunst. Der er ganske enkelt ikke råd til andet.

For nok er Statens Værksteder for Kunst stadig højt elsket af de kunstnere, der nu på 25. år kan finde arbejdsro, gunstige faciliteter og faglig sparring her. Men fødselaren er i elendig form:

Statens Værksteder for Kunst er hårdt trængt af en årrække med statslige besparelser, Kulturministerielle fejlberegninger og udhulede budgetter, hvor basale omkostninger som el, vand og varme for længst har overhalet den bevilling, som Kultur- ministeriet har afsat til institutionen.

Resultatet er røde tal i regnskabet og en gradvis nedtrapning af værkstedernes ellers legendarisk høje kvalitetsniveau. Sidste år lød underskuddet på ca. 800.000, hvilket har fremtvunget den hidtil sværeste beslutning af de ikke så få besparelser, som Frederik Hardvendel har måttet gennemføre i sine fem år som direktør på Statens Værksteder for Kunst.

“Desværre ser vi ingen anden udvej end at opsige lejemålet af de tre gæstelejligheder, som hidtil har gjort det muligt for kunstnere udefra at tage imod længere arbejdsophold i værk- stederne. Det er et hårdt slag imod selve grundtanken med Sta- tens Værksteder, men det er konsekvensen af de økonomiske vilkår, som Kulturministeriet giver stedet her,” fortæller han.

Pust udefra

De tre gæstelejligheder i Strandgade, en kort gåtur fra værk- stederne på Gl. Dok, giver i snit rum til 30 danske og uden- landske kunstnere om året, og opfylder dermed to erklærede kulturpolitiske ambitioner: Dels at Statens Værksteder skal være tilgængelige for kunstnere fra hele landet, ikke bare for

Kunstens føde­

klinik kører på nedsat kraft

kunstnere fra hovedstaden. Og dels at værkstederne skal være et centrum for den internationale kunstneriske udveksling, som dansk kunstliv har brug for.

“De udenlandske kunstnere er med til at gøre værkstederne til et værdifuldt fagligt mødested. De danske kunstnere, der arbejder her, får mulighed for at netværke og lade sig inspi- rere af kolleger fra hele verden – og omvendt. Samtidig er det jo et erklæret politisk mål, at alle i hele Danmark skal have lige adgang til kunst og kultur. Men uden gæstelejlighederne i Strandgade bliver de tilbud, vi har i værkstederne, reelt umu- lige at gøre brug af for mange kunstnere uden for København.

Så nu får vi desværre den situation, som kritikere frygtede, dengang stedet her blev etableret: Nemlig at det bliver Sta- dens, og ikke Statens, Værksteder,” siger Frederik Hardvendel.

Værksteder på smalkost

De senere års økonomiske smalkost ses også i pakhusets ni fagværksteder. Maskinparken bærer tydeligt præg af slitage og manglende vedligeholdelse. De nødvendige reinvesteringer og teknologiske opdateringer har der heller ikke været råd til.

“Visse steder er maskinparken nærmest museal. I metal- og træværkstedet har vi sågar en metaldrejebænk fra det tidligere Sovjet,” siger Frederik Hardvendel, der har været nødt til at skære basale driftsomkostninger væk for at værne om værkste- dernes kernevirksomhed, dvs. selve værkstedsaktiviteterne og den faglige ekspertise.

Rengøringsordning, vinduespudsning og vagtpersonale er således opsagt. Nu er det ejendommens vicevært, der står for rengøringen og patruljeringen – udover hans øvrige opgaver.

Ligesom lejemålet af mini-atelieret, ‘Hulen’, der især benyttes af yngre kunstnere og designere, har måttet opsiges med ef- fekt fra 1. februar i år.

Statens Værksteder for Kunst kan i år fejre 25 års jubilæum – men de senere års

økonomiske udsultning slår skår i glæden. Pakhuset på Gl. Dok, der tidligere emmede af praktisk og fagligt overskud og gav kunsten de allerbedste skabervilkår, fremstår i dag nedslidt og økonomisk trængt. Nu tvinges værkstedet til at opsige de gæstelejligheder, der sikrer kunstnere uden for hovedstaden adgang til tilbuddene. ”Vi har i flere år skåret ind til benet,” siger direktøren. “Nu er vi tvunget til at amputere en arm.”

 Miriam Katz

Fortsættes side 8...

Ni specialværksteder og ni atelierer i pakhuset på Gl. Dok giver kunstnerne mulighed for at arbejde med stort set alle formater og teknikker. Øverst ses amerikanske Tom Fruins

‘Kolonihavehus’, der blev til i Huggegården og i metalværkste- det. I midten har Gitte Winthers malerier indtaget atelieret for store formater. Nederst, i atelieret Turboladen, er Britt Smelvær ved at skabe en række installationer, som indgår i Tran- sits udstilling ‘On the road again’

i Den Frie Udstillingsbygning.

Udstillingen kan ses frem til den 27. marts. Foto: SVK.

Statens Værksteder for Kunst |  Statens Værksteder for Kunst (SVK) i Gammel Dok Pakhus har til opgave at bidrage til udførelsen af særligt krævende projekter inden for billedkunst, design, kunsthånd værk og konservering.

Professionelle udøvere inden for disse om- råder kan søge om arbejdsophold i Gammel Doks værksteder og atelierer.

SVK er en institution under Kulturministe- riet, etableret 1986.

Arbejdsophold på værkstederne tildeles efter ansøgning og er gratis. Statens Værk- steder for Kunst har ansøgningsfrist fire gange om året - to gange i efteråret og to gange i foråret.

Læs mere: www.svfk.dk

Frederik Hardvendel, direktør for Statens Værksteder. Foto: SVK.

Og helt fri er den faglige ekspertise ikke gået af nedskæringer- ne: De deltidsansatte kunstfaglige konsulen- ter på værkstederne har fået nedsat deres timetal betydeligt.

Alt i alt har kunst- nerne fået dårligere ar- bejdsvilkår både prak- tisk, teknisk og mht.

faglig vejledning. Men forringelserne har tilsy- neladende ingen effekt på søgningen til værk- stederne, der stadig er meget populære blandt kunstnere, kunsthånd- værkere og designere.

Omkring dobbelt så mange som de ca. 170 kunstnere, der hvert år tildeles et kortere eller længere arbejdsophold, søger til de ni fagværk- steder på Gl. Dok.

“Kunstnerne er heldigvis stadig glade for at bruge vores til- bud, selvom de selvfølgelig også oplever, at forholdene er for- ringede. Det siger også noget om, hvor vigtigt stedet her er for kunstnerne. Men udviklingen er forstemmende. Vi har altid været kendt som en institution med fagligt, praktisk og men- talt overskud, der kunne give kunstnerne den varme hånd i ryggen, der skal til for at kunne skabe værker på højt niveau.

Men med den alvorlige reduktion af tilbuddene, vi har været nødt til at gennemføre, ser billedet anderledes ud i dag. Og nu kan vi ikke længere nøjes med at skære ind til benet, vi er nødt til at amputere en arm,” siger Frederik Hardvendel med hen- visning til de tre gæstelejligheder, der altså fra 1. januar næste år ikke længere indgår i værkstedernes tilbud.

Nye tider i kulturpolitikken

Situationen på Statens Værksteder er som bekendt ikke enestå- ende. De fleste af landets statslige kulturinstitutioner melder i denne tid om de langtrækkende skader, som de senere års økonomiske politik har påført landets kunst- og kulturliv.

Det Kgl. Teater har meldt ud, at der ikke er råd til at produce- re alt det indhold – forestillinger – som der er aftalt politisk, li- gesom både Nationalmuseet og Det Kgl. Danske Kunstakademi melder om alvorlige nedskæringer på bl.a. personale som følge af mindre bevillinger (læs om nedskæringerne på Kunstakade- miet på s. 27, red.).

Det samlede billede af et kunst- og kulturliv, der er på hæ- lene, afspejles måske ekstra grelt på Statens Værksteder for Kunst, netop fordi værkstederne tilbage i 1986 blev etableret i en statslig erkendelse af, at samfundet har brug for kunsten og derfor har meget at vinde ved at give sine kunstnere ordentlige arbejdsvilkår.

At de økonomiske konjunkturer i dag står mindre gunstigt, også når det gælder samfundets investeringer i kunst og kul- tur, er et vilkår, erkender Frederik Hardvendel. Men han op-

fordrer politikerne til at lægge kursen om og sikre det helt basale grundlag, hvis man sta- dig ønsker at bevare in- stitutioner som Statens Værksteder for Kunst.

“Vi er med på, at ti- derne har ændret sig, og at værkstederne også må ændre sig med ti- den,” siger han. “Men hvis man ønsker at be- vare Statens Værksteder for Kunst, er politikerne nødt til at opprioritere den grundlæggende øk- onomi her. Ellers kan aktiviteterne ikke fort- sætte på længere sigt.”

Vinduer til værkstedet

At værkstederne har meget at byde på – også de næste 25 år – er Fre- derik Hardvendel ikke i tvivl om. En stor del af den samtidskunst, der kan opleves på danske udstillingssteder, ville aldrig blive skabt, hvis det ikke var for de særligt gunstige værkstedsforhold på Gl. Dok. Og i de fem år, Hardvendel har været direktør, er det lykkedes ham og hans medarbejdere at slå vinduerne til værkstederne op på vid gab for en offentlig- hed, der har vist sig at være stærkt interesseret i at få et kig ind i kunstens fødeklinik ved Københavns Havn.

Hvor værkstederne tidligere havde karakter af et lidt ’hem- meligt’ kreativt slaraffenland for kunstnere, bydes alle interes- serede nu ind i form af offentlige ‘artist talks’, en informativ hjemmeside og aktiv kommunikation på bl.a. Facebook om ak- tiviteter og igangværende projekter i værkstederne. Og på Kul- turnatten strømmer folk til Statens Værksteder for at se de rum, hvor en stor del af dansk samtidskunst kommer til verden.

Står det til Frederik Hardvendel udvides åbenheden og til- gængeligheden de næste år. Et af direktørens personlige hjerte- børn er den projektdatabase, der for tiden er under opbygning – og som udnytter det faktum, at værkstederne er ‘en trovær- dig vidensholder’, som Frederik Hardvendel formulerer det: “I projektdatabasen dokumenterer vi løbende alle de projekter, der udføres på værkstederne. Projekterne beskrives i alle tekni- ske detaljer, sådan at kunstnere i hele landet kan tage del i den faglige viden om kunstneriske arbejdsprocesser, som opsamles her. På den måde får mange flere end de 20 kunstnere, der til dagligt mødes og er aktive på værkstederne, gavn af de vær- difulde erfaringer, der bliver gjort her i huset. Det kan f.eks.

være viden om særlige støbemetoder, eksperimenterende tryk- teknikker eller dygtige eksterne samarbejdspartnere. På den måde kan værkstederne fremover blive et videnshus med en stærk virtuel platform, udover at være det praksishus, som det er i dag,” siger han.

“Så ja, jeg håber jeg da, at jeg med årene vil blive husket som en direktør, der ikke kun skar ned, men som også byggede noget nyt op!”

Billedkunstner og væver Anne Bjørn arbejder med papirgarn på gobelinvæven i Statens Værk- steder. De åbne konstruktioner bearbejdes senere til værker, som vises på Johannes Larsen Museet i Kerteminde i foråret. Foto: SVK.

Hvor eksperimenterende kan man egentlig tillade sig at være?

Godt nok er Statens Værkste- der for Kunst sat i verden for at give kunstnere mulighed for at udføre ‘særligt krævende pro- jekter’, som det hedder i værk- stedernes formålsparagraf.

Alligevel var billedkunstner Pernille Kløvedal Helweg en smule bekymret, da hun i no- vember sidste år kom ansti- gende til de velholdte lokaler i pakhuset på Gl. Dok med et halvfrossent stykke hvalkød på en gange en meter – og bad værkstedspersonalet om hjælp til at bugsere det over et hun- drede kilo tunge stykke hval op på pakhusets femte sal, hvor grafikværkstedet ligger.

“Personalet på Gl. Dok var må- ske lidt nervøse for, at hele huset ville komme til at stinke af råd- den hval. Men heldigvis duftede det bare frisk af hav, efterhån- den som hvalkøddet tøede op,”

smiler Pernille Kløvedal Helweg, der de seneste otte år har været optaget af at indsamle spor af både levende og døde dyr og be- arbejde dem til kobbertryk.

Det er et arbejde, der må siges at udfordre grafikkens græn- seområder. Derfor har Statens Værksteder for Kunst været en oplagt ramme for Pernille Kløvedal Helwegs kunstneriske eks- perimenter.

“Gl. Dok har både teknisk og praktisk kapacitet til den slags udfordrende opgaver. Det er stedet, hvor man som kunstner virkelig kan få arbejdsro,” siger hun om institutionen, hvor landets professionelle kunstnere kan få tildelt kortere og læn- gere arbejdsophold på ni forskellige fagværksteder – kvit og frit.

“Jeg kaster mig jo tit ud i mine projekter uden at vide, om jeg får mine udgifter dækket. Derfor er det en stor gave at have adgang til Statens Værksteder,” siger hun.

“Som grafiker er det optimalt at arbejde her, både pladsmæs- sigt og trykketeknisk. Desuden er det skønt, at grafikværkstedet

Meget af den samtidskunst, som kan opleves på danske kunstinstitutioner, ville have svært ved at blive realiseret, hvis det ikke var for kunstens fødeklinik på Gl. Dok i København. Her er brikker til historien om ét af de mange kunstprojekter, der har fået fødselshjælp i pakhuset.

ligger højst oppe i pakhuset med udsigt over havnen. Som regel er grafik noget med mørke kælder- værksteder, forklæder med tryk- sværte og sorte hænder! Men her kommer man op i lyset og har udsigt over havnen. Det gi- ver et godt arbejdsklima,” siger Pernille Kløvedal Helweg.

Hvalens hilsen

Men tilbage til før nævnte styk- ke halvfrosne hval, som det efter nogen møje og besvær lykkedes kunstneren og tre hærdebrede værkstedsassisten- ter at fragte op i grafikværkste- det på pakhusets femte sal.

Historien om det litografiske tryk af hvalbugen begynder til- bage i juni sidste år, hvor Per- nille Kløvedal Helweg fik nyhe- den om, at en 18 meter lang og 24 tons finhval var strandet i Vejle Fjord.

I al hast drog hun til Vejle og sikrede sig en del af det store, strandede havdyr, da det lå ‘lit de parade’ på havnekajen, om- sværmet af lokale nysgerrige, knivsvingende konservatorer og travle museumsteknikere.

Valget faldt på bugen, fordi dette elastiske styk ke ‘plisseret neder del’ under hvalens hage – der kan udvide sig op mod ti gange, og på grønlandsk kaldes ‘qipoqqaq’ – er et særligt ken- detegn for bardehvaler. Pernille Kløvedal Helweg mente der- for, at netop qipoqqaq’en med dens karakteristiske furer ville være velegnet til litografisk tryk.

At stentrykket af hval bugen netop skulle foretages på Statens Værksteder for Kunst var helt naturligt, fortæller Pernille Kløve- dal Helweg. Men på grund af opgavens særligt kræv ende karak- ter hidkaldte kunst neren den litografiske ekspert Jan Anders- son fra Steinprent Grafiske Værksted ved Tórshavn.

Og opgaven med at skabe et litografisk tryk af finhvalens bug krævede da også et mere end almindeligt skarpt kunstnerisk overblik, suppleret af lyst til tekniske eksperimenter og solid

Skaberrum med højt

til loftet

 Miriam Katz

Kunstner og værkstedspersonale sænker hvalkøddet, der var uhåndterligt som et levende stykke hav, over trykstenen, hvor hvalbugen efterlader sit spor. Foto: SVK

litografisk know-how: Først blev hvalstykkets plisseringer svær- tet ind i pennefarve, hvorefter tre mænd med stor præcision sænkede hvalbugen, der var uhåndterlig som et levende stykke hav, ned over trykstenen.

Derefter blev trykket fikseret med blandt andet harpikspulver og talkum, hvorefter det blev smurt ind i gummi arabikum og en salpetersyreopløsning, som får fedtet fra aftrykket til at træn- ge ned i stenen. Til sidst blev aftrykket på stenen valset op med tryk sværte, som blev til 20 litografier af finhvalens ‘qipoqqaq’.

Og ligesom så mange gange før, når Pernille Kløvedal Helweg har arbejdet med aftryk af dyr, fulgte der en historie med:

“Eksperterne troede, at finhvalen fra Vejle var ung, fordi den ikke var så stor af en finhval at være. Men så viste det sig, at det var en oldgammel han på 140 år, med slidgigt. Den ældste finhval, der nogen sinde er registreret. Den har levet på Dar- wins tid! På den måde fik vi en smuk og helt uventet hilsen fra fortiden,” siger hun.

Kobbertryk i værkstedet

Trykket af finhvalens bug, der tog fire dage at udføre, foregik på et af flere arbejdsophold, som Pernille Kløvedal Helweg har haft på Statens Værksteder for Kunst i de senere år.

Her har hun bl.a. arbejdet med motiver af pingvinspor, brun- bjørneklør, løvepoter, elefantfødder – alt sammen aftryk, der er foretaget ved at lade forskellige vilde dyr vandre henover specialpræparerede kobberplader, som kunstneren og hendes uundværlige samarbejdspartner, kobbertrykker Mette Marott, har medbragt ‘on location’ i Zoologisk Have i København.

Efterfølgende er kobberpladerne blevet ætset i syrekar på grafikværkstedet i pakhuset, hvorefter de bearbejdes og bliver til kobbertryk, signeret Pernille Kløvedal Helweg.

Metoden, som kunstneren selv kalder ‘feltgrafik’ er udvik- let sam men med Mette Marott, der da også var med, da arbej- det med dyrespor nåede en (foreløbig!) kulmination i august sidste år.

Da lykkedes det nemlig at skabe et kobbertryk af hidtil usete dimensioner, trykt i et hug, af en næ- sten fem meter lang færøsk grinde hval.

Feltgrafik på Færøerne

Kunstneren fik – i nært sam arbejde med før næv- nte Jan Andersson fra Stein- prent Grafiske Værksted på Færøerne – grinde hvalen foræret til formålet af lo- kale fagfolk. Hvalfangere, den færøske professor Do- rete Bloch og teknikere fra det færøske naturhistoriske museum var alle involve- rede i at gøre det særegne kunstprojekt muligt.

Grindehvalen, der veje de et ton og et hundrede kilo, blev elegant hejst op med et krantorv bundet til et rundt hul skåret i rygfinnen, grindehvalens naturlige balance- punkt. Dette foregik på marinbiologisk laboratorium ved Tórs- havn, hvor et hold på i alt 20 mand fra Danmark, Sverige og Færøerne hjalp med at bugsere dyret ned via dets egen tyngde på fem special præparerede kobberplader.

Resultatet blev det, der så vidt vides, er verdens største kob- bertryk foretaget i en trykomgang. Efterfølgende blev kobber- pladerne ætset og bearbejdet af kunstneren selv og af kobber- trykker Mette Marott, hvorefter de fem måneder senere blev trykt af Jan Andersson og Mette Marott på Steinprent Grafiske Værksted.

“Uanset om det er spor fra levende eller døde dyr, kræver feltgrafik, at alt er forberedt ned til den mindste detalje,” for- tæller Pernille Kløvedal Helweg.

“Jeg er optaget af at gøre det usynlige synligt. Ved at ætse dyrets spor og rytme, hvalens form og overfladestruktur. Fra rum til flade, fra natur til billede.”

Det store kobbertryk af grindehvalen på 2 x 5 m. præsenteres for første gang for offentligheden i foråret – sammen med et udvalg af de mange andre kobbertryk af dyrespor, som Pernille Kløvedal har skabt de senere år.

Det sker på udstillingen ‘Hvaltegn og dyrespor – feltgrafik af Pernille Kløvedal Helweg’.

Udstillingen vises på Vejle Kunstmuseum fra 9. april til 5.

juni og turnerer herefter til Fuglsang Kunstmuseum, Kunsten i Aalborg, Rogalands Kunstmuseum i Stavanger samt til Nor- dens Hus på Færøerne.

Læs mere på: www.pernillekloevedalhelweg.dk Stentrykker Jan Andersson med litografien af grindehvalens bug. Foto: SVK.

Da jeg I 2009 modtog et rejselegat fra Ole Haslunds Fond beslut- tede jeg mig for at rejse tre måneder til New York i efteråret 2010 med min kæreste, billedkunstneren Katrine Malinovsky.

Udover afrejsedagen på vores flybilletter, var vores planer totalt åbne, men blot to uger, før vi skulle af sted, var vi heldige nok til at få et ophold på Flux Factory i New York.

Flux Factory ligger i Long Island City, som er en del af Queens NY. Bydelen har efter sigende verdens højeste koncentration af forskellige nationaliteter. Det er et område, kunstnere i stigen- de grad tiltrækkes af, men hvor der endnu kun ligger ganske få kunstinstitutioner, som f.eks. PS1 og Sculpture Center.

Ingen af os havde været i Queens før, så da vi ankom, var vi meget spændte på, hvordan kvarteret var. Flux Factory ligger i en rødmalet forhenværende lykønskningskortsfabrik omgivet af nedlagt industri, værksteder, slidte 3-4 etages beboelsesblok- ke, et utal af kirker og nogle få ubeboede tomter. Alt sammen beliggende i skyggen af nogle få splinternye hoteller.

Indenfor i bygningen fandt vi, via et virvar af rum i forskel- lige planer forbundet af trapper, frem til vores værelse – der til vores overraskelse var helt tomt bortset fra en enkelt madras.

De møbler, vi havde set på billeder, havde den tidligere beboer taget med sig. Til gengæld var der fælles værktøj, masser af gratis materialer, og vi kunne gøre fuldkommen som vi ville med rummet. Resultatet var, at vi i løbet af den første dag fik bygget et improviseret skrivebord, reol og klædeskab – lige nok til at gøre rummet brugbart, meget midlertidigt og helt per- sonligt. En fin måde at gøre stedet til vores eget.

Det tomme rum, midlertidigheden og friheden til at gøre hvad som helst er typisk for Flux Factory, der både defineres og er afhængig af de skiftende individer, der er aktive i huset. Fra det øjeblik man flytter ind, får man indflydelse på, hvad der foregår, er med til at sætte en dagsorden, bygge huset op og lægge planer for Flux langt ud i fremtiden. Det var temmelig overvældende med alle de fælles projekter, der blev præsen- teret hver mandag på det ugentlige fællesmøde. Det er nemt at blive totalt opslugt af de kollektive Fluxprojekter og helt glemme sin egen praksis.

I den periode, hvor vi boede på Flux Factory, var huset hjem- sted for 14-18 skiftende medlemmer med meget forskellige baggrund – fra billedkunstnere, filminstruktører og opera-

Kunstnerværksted med kollektiv ånd

Frihed, inspiration, kunstnerisk fællesskab. Læs billed kunstner Kristoffer Ørums beretning om et arbejdsophold i det kunstner­

drevne fællesværksted Flux Factory i New York.

 Kristoffer Ørum, billedkunstner

Flux Factory har til huse i en tidligere lykønskningskortfabrik i Queens. Foto: Flux Factory.

sangere til de kuratorer, der står for den daglige drift. Jeg var langtfra en af de mest aktive fluxere, men alligevel nåede jeg i løbet af vores to en halv måneds ophold – udover praktiske opgaver som isolering af vinduer og renovering af bibliote- ket – at medvirke i en vinkeperformance på Union Square, et menneskedrevet racerløb mod andre kunstnerkollektiver, en udstilling baseret på et bibliotek for udgåede bøger, en kæmpe Andy Warhol fest, månedlige torsdagsspisninger, og at holde et foredrag om min kunstpraksis. Faktisk lægger Flux meget op til, at de kunstnere, der er i huset, laver udstillinger i løbet af deres ophold, noget som jeg vender tilbage i 2012 for at gøre.

I de knap tre måneder, vi boede på Flux, var huset fuld af kunstnere fra Canada, Frankrig, Italien, Chile, Kroatien, Tysk- land, Sverige, Belgien, Argentina og USA. Når man bor så tæt på hinanden, som man gør på Flux Factory, lærer man hur- tigt hinanden at kende på godt og ondt. Man kunne sådan set bruge tre måneder uden at gå uden for en dør, med bare at tage imod og deltage i de mange ting, der sker i huset. Ud over de der bor der, gennemstrømmes Flux Factory dagligt af et stort netværk af tidligere beboere, kuratorer, musikere og andre med tilknytning til huset – blandt andet en del tidligere

“fluxere” der bor i kvarteret omkring Flux Factory.

Flux Factory var et godt udgangspunkt for at udforske en del af New Yorks kæmpe kunstscene, som jeg ikke kendte fra mine tidligere besøg i New York. Besøg der primært har bevæget sig i de vante museums- og galleri-reservater. Samtidig med ugent- lige ture til mere genkendelige ferniseringer og museumsåb- ninger blev vi introduceret til et utal af andre kunstkollekti- ver, subjektive biblioteker, mobile udstillinger i lastbiler og ulovlige udstillinger på glemte subway stationer.

Som altid, på den legeplads for voksne som New York jo er, er der for lidt tid og for mange ting, man gerne vil se, deltage i og opleve. Så da vi I november vendte hjem, var jeg lidt udmat- tet og havde ikke udrettet det store på egen hånd. Men mit hoved var fuld af nye ideer og jeg havde, om end kortvarigt, en fornemmelse af at kunne se på Danmark og den danske kunst-

Flux Facts | Værkstedet huser 15 individuelle bo/arbejdsrum, fælleskøkken, tagterrasse, kontor, bibliotek, træværksted, serigrafiværksted og galleri – Alt i alt ca. 700m2 fordelt over tre labyrintiske etager.

Oprindeligt blev Flux Factory grundlagt i 1994 i Williamsburg, Brooklyn, men blev pressede ud af stigende husleje. Det samme skete med Flux’s andet hjem, der også lå i Long Island City indtil 2008, hvor de fandt deres nuværende hjem.

Residency’et for udefrakommende kunstnere er ganske nyt og blev igangsat i 2009.

Flux Factory er et kunstnerdrevet non-profit værksted, udstil- lingssted og residency, drevet af offentlige og private midler.

Pt. har 14 kunstnere fra USA og andre lande værksted i fabrik- ken. Læs mere: www.fluxfactory.org/

scene med friske øjne. Jeg har fået en stor respekt for de kunst- nere, der klarer sig uden offentlig kunststøtte og uden gratis sundhedsforsikring, og for den dynamik det synes at medføre.

En erfaren fluxer fortalte mig, at de kun har haft gode oplevel- ser på Flux Factory med danskere – han mente at vores folke- skolestruktur og velfærdssamfund resulterede i samarbejdsori- enterede og socialt kompetente kunstnere. Måske har han ret.

På mit stille atelier er det unægtelig nemmere at koncentrere mig om at producere kunst end på det altid sydende, boblende og sociale Flux Factory.

At bo så tæt og arbejde sammen har medført, at jeg har fået permanente både faglige og personlige, næsten familiære for- bindelser til Flux Factory og Queens. Hvis ikke du forventer ro og fordybelse i dit eget projekt, kan jeg kun anbefale Flux. Og hvis du er i New York, kan jeg kun anbefale, at du stikker hovedet for- bi den anden torsdag i hver måned. Da er der nemlig åbent hus med fællesspisning, koncerter, foredrag og film med en kombi- nation af folk fra huset og venner af huset. Hils fra mig.

Læs om Kristoffer Ørums arbejde på: www.anders-kristoffer.dk På fællesmøderne fortæller

husets kunstnere om egne og fælles projekter. Foto: Anna Lise Jensen.

Flux Thursday – åbent hus og kunstsalon en gang om måneden.

Foto: Flux Factory. 15 kunstnere fra hele verden

har pt. hver deres arbejds- og borum i fællesværkstedet.

Hvor?

Kunstnerhuset i Classensgade 7D, Østerbro, København.

I atelierfællesskabet arbejder pt. 19 billedkunstnere. Huset er erklæret bevaringsværdigt af Det Særlige Bygningssyn. En omfattende renovering afsluttedes i 2005, så bygningen i dag fremstår tro mod sin oprindelige arkitektur samtidig med, at det rummer alle nødvendige tekniske og praktiske faciliteter for professionelt arbejdende billedkunstnere. Værkstedet fi- nansieres af huslejeindtægter fra brugerne.

Hvem styrer?

‘Den Erhvervsdrivende Fond Kunstnerhuset i Classensgade’ ejer huset, der efter en lang kamp op gennem 1990erne imod diverse kommunale saneringsplaner i dag i sin fundats er sikret til fremtidig kulturel brug. Baghuset har yderligere et beslutningsorgan, nemlig ’Foreningen til etable- ring og bevaring af kunstneratelier i København, Classensgade 7D, 2100 Ø’, som består af husets brugere. Foreningens fem personer store bestyrelse tager sig af de daglige spørgsmål og kontakten udadtil.

Hvordan får man værkstedsplads?

Besked om ledige ate- lierer spredes via kunstnerne i husets netværk. Bestyrelsen modtager ansøgninger og indstiller det nye medlem. Den en- delige beslutning træffes på husets generalforsamling. Der er ingen liste, man kan blive skrevet op på.

Eget arbejdsrum med indbygget

fælles skab

Værkstedsfællesskaber er i høj kurs blandt kunstnere. Både fordi kollegialt samvær er værdifuldt, og fordi det er billigere at gå flere sammen om at indgå lejemål. Og mens nogle kommuner har forstået, at der er meget at vinde ved at give professionelle kunstnere ordentlige arbejdsforhold, så har de seneste årtiers byudvikling ikke gjort det nemmere at finde egnede lokaler til fællesværksteder, der kan betales med en gennemsnitlig kunstnerindtægt. Her er fire vidt forskel­

lige typer kunstnerværksteder – med fællesskabet som fællesnævner.

Billedkunstner Nina Maria Kleivan har atelier i Kunst­

nerhuset i Classensgade:

“Jeg arbejder med mange forskel- lige medier, og det har jeg fin mulighed for her. Nu er jeg i gang med flere projekter, bl.a. videooptagelser til udstillingen

‘Water Mark’ i Kunsthal Nord til efteråret som jeg skal have sammen med Frode Gundorf Nielsen, og så er der nogle ma- lerier til en separatudstilling i Galleri Pi til maj, jeg så småt er gået i gang med. Senere i år skal alle 19 kunstnere her fra Kunstnerhuset udstille sammen på Sophienholm.

Fordelene ved Kunstnerhuset i Classensgade er mange, først og fremmest er der trygheden ved at vide, at her kan man bli- ve. Der kommer ikke pludselig en opsigelse, fordi stedet skal rives ned eller laves om til ejerlejligheder eller lignende, som jeg har prøvet så mange gange tidligere. Der er ingen som skal tjene på huset, så huslejen er rimelig. Det ligger centralt på Østerbro, jeg har et godt stort rum, her er højt til loftet (3,5 m.) og dørene er høje, dvs. man kan få store billeder ud og ind. Jeg kan lukke min dør og arbejde i fred, men jeg kan også vælge at spise frokost eller tage en kop kaffe med nogle af de andre.

I huset arbejder folk med mange forskellige medier og ud- tryk. Aldersmæssigt ligger vi spredt, her er nogenlunde lige mange kvinder og mænd. Jeg ser alle disse forskelle som en styrke, en mulighed for at få nogle andre impulser.”

 Miriam Katz

Billedkunstner Nina Maria Kleivan i atelieret. Foto: Privat.

Hvor?

Nordjyllands Kunstnerværksteder, Skydebanevej i Aalborg. Der er plads til i alt 30 arbejdende billedkunstnere.

Værkstedet består p.t. af et traditionelt udstyret grafisk værk- sted, to malersale, et skulpturværksted med tilhørende hug- gegård, en IT-arbejdsplads med billedbehandling samt diver- se fællesfaciliteter.

Hvem styrer?

Kunstnerværkstedet har en kunstfaglig leder, der også leder Kunstværket, som værkstedet er en del af, og som bl.a. står for billedkunstnerisk udstillingsvirksomhed i Kunsthal Nord. Værkstedslederen tager sig af daglige drift i samarbejde med et brugerråd og et forretningsudvalg bestå- ende af værkstedets brugere. Værkstederne finansieres for- trinsvist af regionale midler.

Hvordan får man værkstedsplads?

Ansøgninger om værk- stedsplads sker til værkstedernes visitationsudvalg, beståen- de af værkstedsbrugere og repræsentanter fra Kunstværket.

Ansøgningerne vurderes ud fra det indsendte materiale og den kunstneriske kvalitet. Der kan både søges om længere og kortere arbejdsophold i Nordjyllands Kunstnerværksteder.

Henrik Godsk, billedkunstner, har pt. projektplads i Nord jyllands Kunstnerværksteder:

“Jeg arbejder på tre større udstillinger, der alle vises i 2011: To gruppeudstillinger, dels i Kunsthal Nord, dels i Utzon Center her i Aalborg og en solo udstilling på Galerie Provence i Vadum.

Når jeg arbejder med større ting, foregår det som regel ikke i mit eget atelier, fordi pladsen er en smule begrænset. Derfor er det først og fremmest af praktiske hensyn, at jeg har søgt om en plads på Kunstnerværkstedet i Aalborg.

Udover de gode værkstedsfaciliteter er der også et godt so- cialt miljø her. Arbejdet på værkstedet er en god afveksling fra min daglige gang i mit eget atelier, hvor jeg oftest er alene.

Det er rart at kunne få lidt faglig sparring eller bare en løs snak i en kaffepause.”

Hvor?

Kigkurren værksteder, Kigkurren 6-8, Islands Brygge, København.

Hvem styrer?

Bygningerne er privat ejet. Den daglige drift varetages af en ejendomsmester. Der er i alt 60 lejemål i byg- ningerne, som er en tidligere tobaksfabrik. De øverste etager lejes ud til kontor og erhverv, mens kælderen rummer en lang række individuelle kunstnerværksteder. Her er billed- kunstnere, malere, glaspustere, keramikere, vævere, fotogra- fer, et kunstnerkollektiv og en kunstskole for unge.

Hvordan får man værkstedsplads?

Ledige værkstedsplad- ser formidles som oftest fra mund til mund, men opslås også tit på opslagstavlen på www.bkf.dk eller i Kunstavisen.

Ejendommens ejer har et udtalt ønske om at beholde de krea- tive og kunstneriske erhverv i værkstederne og sætter derfor et forholdsvist lavt lejeniveau. Lejerne har selv ansvar for at holde lokalerne i ordentlig stand.

Maler og grafiker Jo Møller fik værkstedsplads i Kig­

kurren sommeren 2010:

“Jeg besøgte mange forskellige værk- stedsfællesskaber her i København, da jeg skulle finde mig et nyt sted at arbejde. Valget faldt på et af Kigkurrens kunstner- værksteder, dels på grund af et regulært, lyst atelier med til- stødende lager og arbejdsrum, dels fordi jeg godt kan lide eje- rens insisteren på at få flere professionelle billedkunstnere til at slå sig ned her. På Kigkurren kan vi mødes på kryds og tværs af generationer og kunstneriske miljøer og dele erfaringer og tanker med kolleger, når man holder pause i arbejdet. Det dan- ner basis for et udvidet samarbejde mellem kunstnerne, men også med de mange andre virksomheder i bygningerne.”

Jo Møller arbejder aktuelt med fem litografiske værker til en hånd sat, illustreret udgave af ILIADEN, der udgives i et begrænset oplag af det franske Galerie Qvadrige. Han deler opgaven med tre andre europæiske kunstnere. Jo Møller har tidligere, sammen med 21 internationale kunstnere, bidraget med fire grafiske værker, til samme galleris eksklusive udgave af Dantes ‘Den Guddommelige Komedie’.

Billedkunstner Henrik Godsk i værkstedet. Foto: Privat. Billedkunstner Jo Møller i værkstedet. Foto: Thomas Grøndahl.

Professionelle kunstnerværksteder bidrager både til faglig udvikling og til at skabe liv på tværs af grænserne i lokal- området. Tag nu f.eks. Storstrømsregionen. Her i foråret står en nyanskaffet tonstung, knivskarp plasmaskærer i centrum for et kunstnerisk samarbejde mellem Næstved Grafiske Værksted og Metalværkstedet i Nakskov. Plas- maskæreren kan ubesværet og med millimeterpræcision skære igennem 6,5 cm. tykt stål. Det giver billedhuggere og grafikere mulighed for at afprøve eksisterende teknik- ker og udvikle nye eksperimenter på tværs af traditionelle faggrænser – med plasmaskæreren som nyt kunstnerisk redskab i processen.

På et symposium, der finder sted på værkstederne i marts og i april, vil kunstnerne sammen udforske mulighederne og bruge maskinen til at udføre udskæringer til skulpturelle elementer. Interesserede kan følge de kunstneriske pro- cesser sideløbende med selve symposiet: Skitser, forarbej- der og forsøg udstilles nemlig på GrafikGalleriet, der ligger i tilknytning til Grafisk Værksted Næstved.

De endelige resultater af mødet mellem kunstnere og plasmaskærer kan opleves på sommerudstillingen 2011 på Masnedø Fortet.

Værksteds­

samarbejde på tværs af grænser

Hvor?

Kunstnerværkstederne på Rønhave Gård, Hestehave 20, Kær, 6400 Sønderborg. Består af 5 gamle karlekamre og et lille baderum. Gården har i mange år fungeret som Forsøgsstation for Danmarks Jordbrugs Forskning. I alt arbejder fem kunst- nere på gården i dag.

Hvem styrer?

Kunstnerne er ikke organiseret som forening og har ingen fælles lejekontrakt.

Hvordan får man værkstedsplads?

Nye medlemmer kan kun komme ind, hvis én af kunstnerne opsiger sit lejemål, og gruppen sammen finder frem til, hvem de vil have ind.

Billedkunstner Hanne Ida Helstrup Knudsen:

“Det bedste ved mit værksted er selvfølgelig, at jeg har et sted jeg kan tage hen – udenfor hjemmet – og arbejde med min grafik. Samtidig er det en stor gevinst at have det i fællesskab med andre. Når jeg kører de syv km. ud til mit værksted, sætter nøglen i dø- ren og går op ad trappen til mit karlekammer, kan jeg lukke af for alt, hvad der hedder arbejde og almindelige dagligdags gøremål. Jeg kan koncentrere mig fuldt ud om billederne. Jeg kan rode som jeg har lyst til, og gå derfra igen og lade alting ligge, som det passer mig. Jeg kan høre lige den musik, der sætter mig i omdrejninger. Men selvom det er dejligt at arbej- de alene, så nyder jeg endnu mere, når de andre også er der. Så jeg sender som regel lige en sms ‘jeg kører i værkstedet nu’ og håber, der dukker et par af de andre op. Det er nemlig en god dag, når det bliver en blanding af at arbejde, at kommentere og se på hinandens ting. Vi interesserer os meget for hinan- den og går tit en runde fra kammer til kammer og ser, hvad vi

Symposium | Grafisk Værksted Næstved: 7. marts – 18.

marts Metalværkstedet Naksov: 11. april – 15. april Læs mere på: www.grafisk-kunst.dk

hver især har gang i, giver konstruktiv kritik, deler erfaringer, støtter og skubber hinanden, nogle gange i nye retninger. Vi inspirerer og udvikler hinanden. Dét er gevinsten, foruden det venskab vi har sammen.”

Hanne Ida Helstrup Knudsen er bl.a. aktuel i august på SAK Kunstbygning Svendborg og senere på året i Mikkelberg, Tyskland.

Billedkunstner Hanne Ida Helstrup Knudsen i værkstedet. Foto: Privat.

 Miriam Katz

Hvad er grunden til, at du i sin tid valgte at engagere dig i det organisatoriske arbejde i kunstlivet?

“Det er altid faldet naturligt for mig at involvere mig i organisatoriske opga- ver. Jeg har gjort det på forskellig vis, lige siden min uddannelsestid på akade- miet. Det organisatoriske engagement og kunstnerisk praksis udgør ingen modsætning for mig, tværtimod. Jeg oplever det som to sider af samme sag.

Min første store organisatoriske ople- velse var i 1990, da jeg fik mulighed for

at starte et kunstnerdrevet værkstedsfællesskab i en gammel fabrik på Siljangade på Amager. Det var en stor logistisk og ad- ministrativ øvelse at forvandle fabrikkens 2.500 m2 til velfun- gerende værksteder for 50 kunstnere, der alle havde forskellige krav til, hvordan deres værksted skulle indrettes. Vi dannede en forening, som jeg blev valgt til formand for, og det blev til i alt 11 gode år i Billedkunstværkstederne på Siljangade. Frem til udgangen af 2001, da ejerne af fabrikken smed kunstnerne ud og rev bygningen ned, fordi de ønskede at byggemodne grun- den. Men i dag ligger grunden brak. Det er et godt eksempel på, hvor uproduktivt økonomiske spekulationer kan manife- stere sig. Men jeg lærte meget i de år, både om kollegialt sam- arbejde og om de praktiske og økonomiske sider ved at drive så stort et sted, hvor mange kunstneres individuelle interesser skulle gå op i en højere enhed.

Da jeg blev valgt ind i bestyrelsen for foreningen Danske Grafikere, og senere blev formand dér, fik jeg også god brug for erfaringerne fra Siljangade og for det netværk, vi havde opbygget. Jeg var med til at kickstarte det nyetablerede Dan- ske Grafikeres Hus som ramme for udstillinger, symposier og workshops – og følte virkelig, at det var et nødvendigt og me- ningsfuldt fagligt fællesskab, som vi udviklede sammen i de år.

Og det er en stor glæde at se at foreningen og udstillingsstedet fortsat er højst aktivt.”

Du har selv været udøvende kunstner i 25 år. Er det blevet nemmere eller sværere at leve som professionel billedkunstner i den tid?

Kunstnere har brug for stærke fællesskaber

Maler og grafiker Bjarne Werner Sørensen er ny formand for Billedkunst­

nernes Forbund pr. 1. januar i år. Han er uddannet fra Det Jyske Akademi i 1985

og har tidligere bestredet flere tillidsposter i det kunstfaglige miljø, bl.a. som

medlem af Bkfs bestyrelse og som formand for Danske Grafikere i årene 1995­2001.

Redaktionen mødte ham til en snak om det nye job.

“Det er svært at svare på. Det har al- drig været nemt at leve af at lave kunst.

Og der er mange uberegnelige faktorer i spil. Det handler som bekendt ikke altid kun om kunstnerisk kvalitet, når man ser på, hvilke kunstnere der får økonomisk succes og anerkendelse, og hvem der ikke får det.

Men set med mine øjne er det nok i de senere år blevet sværere for billed- kunstnere at trænge igennem nåleøjet på de etablerede kunstinstitutioner og få vist deres værker. Udstillingslivet er forandret, på godt og ondt. Dele af kunstscenen er blevet mere strømlinet og akademiseret, mens eksempelvis kunstnersam- menslutningerne har mistet udstillingsplatforme, hvor de traditionelt har haft frie hænder, først og fremmest på Char- lottenborg. Kunstnerne har stadig muligheder for at byde ind med udstillingsidéer på f.eks. Den Frie Udstillingsbygning, men jeg ser alligevel udviklingen som et udtryk for, at kunst- nerne bredt set har tabt terræn i kunstlivet. Når det er sagt, er det også vigtigt at huske, at kunstlivet jo altid forandrer sig – det ligger i dets natur. Det er en dynamik, som også er nødven- dig for kunstens udvikling. Jeg synes, det bliver spændende at se, hvordan de ‘hjemløse’ kunstnersammenslutninger vil ud- vikle sig i de kommende år. Og så er der jo hele den yngre del af samtidskunstscenen, som arbejder forholdsvis uafhængigt af, hvad der foregår på de etablerede institutioner. Mangfoldig- heden i dansk kunstliv er stor, og den mangfoldighed skal Bkf fortsat værne om.”

Hvis du var kulturminister for en dag og havde fuldstændigt frie hænder – hvad ville du så gøre for at forbedre billedkunstens vilkår?

“Jeg tror ikke, det er en kulturministers opgave at være jule- mand og komme med store poser penge til kunsten – selvom et par millioner mere til kunstproduktion da absolut ikke ville være at foragte! Kulturministeriet har et meget stort ansvar for at sikre, at de billedkunstneriske institutioner udvikler sig tidssvarende, og får tilført de nødvendige økonomiske midler.

Og kulturministeren kunne gøre en forskel ved at sikre billed-

kunstnere løn for det arbejde, de udfører i forbindelse med udstillinger. I Sverige har staten indgået aftale med kunstner- nes organisationer om at sikre kunstnerne kontrakter, der bl.a. fastsætter udstillingshonorar, når de udstiller på stats- lige kunstinstitutioner. Det ville jeg, som kulturminister lade mig inspirere af. Desuden ville jeg – sammen med min kol- lega socialministeren – smøge ærmerne op og hjælpe til med at tilpasse dagpengesystemet og de sociale sikringsordninger, sådan at kunstnere fik samme vilkår som alle andre borgere her i landet. Men det, der nok i bund og grund er nødvendigt for at forbedre billedkunstneres vilkår, er, at respekten for vo- res fag styrkes. En vigtig brik i den sammenhæng er uddan- nelse. Så hvis jeg var kulturminister, ville jeg overbevise min kollega undervisningsministeren om, at det er nødvendigt at styrke billedkunstfaget i læreruddannelsen og at indføre obli- gatorisk undervisning i billedkunst på alle trin i folkeskole og gymnasium.”

Du har i mange år fulgt Bkfs arbejde tæt, og har bl.a. tidligere siddet i forbundets bestyrelse. Hvad kendetegner efter din mening den udvik- ling, som Bkf har gennemgået de seneste fem-ti år?

“Jeg synes, at Bkf i stadig højere grad manifesterer sig som bil- ledkunstnernes faglige organisation. Og Bkf er kommet et stort skridt videre i og med, at man har fået skrevet det politiske program, ‘Kunstpolitik til tiden’, som blev vedtaget på seneste generalforsamling. Det er nødvendigt for en professionel faglig organisation at have et sådant papir at samles om. ‘Kunstpoli-

tik til tiden’ vil selvfølgelig ændres hen ad vejen, men det er centralt for mig, at vi i den nye bestyrelse har et klart politisk grundlag at arbejde ud fra. Det gør det mere håndgribeligt for os at opnå resultater, der forbedrer kunstneres vilkår.”

Emnerne i ‘Kunstpolitik til tiden’ spænder vidt – fra Bkfs syn på kunstnerhonorarer over kunststøtten til billedkunstens betydning i ud- dannelsessystemet. Hvilke af alle disse kunstpolitiske sager ligger dig personligt mest på sinde?

“Honorar til kunstnerne er en afgørende sag, som Bkf fort- sat skal fokusere på. Personligt synes jeg også, at spørgsmålet om at sikre flere og bedre værkstedsmuligheder er vigtigt. Især uden for de større byer, hvor beslutningstagere ofte ikke skel- ner mellem amatører og professionelle, kan værksteder for professionelle billedkunstnere få stor betydning for det lokale kunstliv.

For mig at se skal Bkf – som det også er i dag – først og frem- mest være medlemmernes forbund. Kunstnerne skal virkelig opleve, at de kan bruge deres forbund i det daglige, med ek- sempelvis spændende medlemskurser, der fungerer som ef- teruddannelse, juridisk rådgivning og lån af Bkf-bilen. Derfor er jeg også rigtig glad for, at Bkf netop har købt en lejlighed i Berlin, så medlemmer kan bo billigt, når de er på arbejde eller studieophold i byen. Hele den indsats vil jeg gerne være med til at videreudvikle.”

Billedkunstnernes Forbunds bestyrelse, 2011. Bagerste og midterste række fra højre: Signe Vad (kasserer), Bjarne Werner Sørensen (formand), Anders Werdelin, Ida Ferdinand, Marianne Jørgensen, Tina Maria Nielsen, Lene Leveau. Forrest: Kitt Kjærbye, Ole Sporring (næstformand). Foto: Jan Schmidt.

Der er en god nyhed og en dårlig nyhed:

Den dårlige er, at billedkunstnere, der deltager i offentligt støttede udstillings- projekter i Nordjylland stadig ikke er sik- ret ordentlig honorering – ligesom deres kolleger i det øvrige Danmark i øvrigt heller ikke er det. Den gode nyhed er til gengæld, at de nordjyske politikere er ved at få øjnene op for det uacceptable i den udbredte brug af gratisarbejdende billed- kunstnere. Især i projekter og på udstil- lingssteder, der modtager offentlig støtte.

Det står klart efter et rådsmøde i Re- gion Nordjylland i november sidste år, hvor de nordjyske politikere drøftede et forslag fra SF om, at udstillende bil- ledkunstnere bør betales ‘den gældende tarif aftalt med Billedkunstnernes For- bund’, når kunstnerne bidrager til pro- jekter støttet af Regionen. Forslaget blev ikke vedtaget i denne omgang. Men det er ikke opgivet. Og det er så vidt vides før- ste gang, at spørgsmålet om professionel- le billedkunstneres aflønning behandles så konkret på politisk plan herhjemme.

Betal billedkunstnerne

SFs forslag om at sikre honorar til bil- ledkunstnere bunder i en overbevisning om, at man som offentlig arbejdsgiver selvfølgelig bør sikre alle faggrupper – også kunstnere – ordentlige arbejds- vilkår. Det fortæller SFeren Mogens Ove Madsen, der fremsatte beslutningsfors- laget på rådsmødet i Region Nordjylland:

“Vi skriver nu år 2010. Det er på tide, at vi indfører en klausul, der sikrer, at når vi gør brug af billedkunstneres ar- bejde i offentligt regi – ja, så betaler vi for det,” siger han.

Mogens Ove Madsen fortæller, at man- ge kunstnere i regionen oplever, at der

er løn til alle andre involverede i udstil- lingsprojekter end dem selv.

“Derfor fremsatte vi i SF forslaget om honorering af kunstnere: Simpelthen fordi vi mener, at vi som politikere må bakke op om billedkunstnerne, hvis vi vil fastholde og styrke det professionelle kunstliv, vi har her i Nordjylland,” siger Mogens Ove Madsen.

Han sender en klar opfordring videre til de nordjyske kommuner og til de ar- rangører, der ansøger om penge fra Regi- ons Nordjyllands kulturmidler:

“Sørg nu for, at de bildende kunstnere får ordentlige vilkår, når de udstiller!”

Vigtig sag, men…

Regionsrådet i Region Nordjylland består af 41 politikere, deriblandt 16 socialde- mokrater. Ingen af dem stemte for SFs for-

slag om honorar til billedkunstnere. Et af de socialdemokratiske regionsrådsmed- lemmer arbejder til daglig som næstfor- mand i en større fagforening for, at hans medlemmer betales løn efter tarif. Han har ikke svaret på gentagne forespørgsler om at kommentere denne artikel.

De Konservative i Nordjyllands Regi- onsråd stemte heller ikke for forslaget, men her er man dog positiv overfor ån- den i SFs forslag:

“Vi synes bestemt, at honorering af kunstnere er en relevant problematik,”

lyder det fra Vibeke Gamst fra De Kon- servatives gruppe i Region Nordjylland.

Hun har i en årrække været kulturchef i Nordjyllands Amt og har derfor særlig kendskab til og interesse for kunstner- nes arbejdsvilkår.

For første gang er kravet om udstillingshonorar til billed­

kunstnere blevet fremsat som politisk beslutnings forslag – det er sket på regionalt plan i Nordjylland.

Kunstnerhonorar på den politiske

dagsorden

 Miriam Katz

“Men det var et helt andet emne, vi skulle drøfte under det dagsordenspunkt på mødet – nemlig regionens nye kultur- strategi. SFs forslag om honorering af bil- ledkunstnere blev fremsat undervejs på mødet, og da vi derfor ikke havde haft mulighed for på forhånd at drøfte det i gruppen, kunne vi ikke stemme for. Men personligt mener jeg, at det er en meget vigtig sag. Kunstnere kan ikke leve af luft alene, de skal have et rimeligt honorar, når de udstiller, også i projekter som f.eks. sidste års samtidskunstfestival her i regionen, PORT 2010. Men hvordan vi som politikere bedst sikrer det, er en an- den sag. Det kræver i hvert fald et mere gennemarbejdet beslutningsforslag, hvis det skal kunne vedtages regionspolitisk,”

mener hun.

Rigtig retning

Selvom arbejdsvilkårene er vanskelige for professionelle billedkunstnere, også i Nordjylland, så er der dog grund til forsig- tig optimisme, mener billedkunstner Jette Wistoft Noyes, der er formand for Bkfs re- gionale afdeling i Nordjylland, Bkf Nord.

“Jeg oplever, at der er en større forstå- else blandt politikerne for, at kunstner- ne bør betales for deres arbejdsindsats li- gesom alle andre faggrupper,” siger hun, der selv repræsenterer regionens profes- sionelle kunstnere i en række kommu- nale og regionale sammenhænge, bl.a. i styregruppen for samtidskunstfestivalen PORT 2010.

“Men det er rigtigt, at det er svært at få honorar til kunstnerne i nogle udstillings sammenhænge. Pengene er små i forbindelse med realisering af sto- re ud stil lingsprojekter, som f.eks. i PORT 2010,” siger hun.

I PORT 2010, der blev finansieret både statsligt, regionalt og kommunalt, ind- gik et Open Call, hvor kunstnere kunne byde ind med deres egne idéer til udstil- linger og kunstneriske projekter.

“Og dér må man jo som kunstner gøre op med sig selv, om man vil deltage på de vilkår, der er: At man desværre ikke kan regne med at få alle de penge, man søger om til sit projekt. Men også det kan jo blive bedre,” siger Jette Wistoft Noyes.

SFs gruppe arbejder videre med forsla-

get om kunstnerhonorar med henblik på at få det vedtaget i en omarbejdet form, fortæller Mogens Ove Madsen. I skrivende stund har Region Nordjylland indkaldt ansøgninger til regionens kul- turpulje på i alt 3,5 mio. kr., og her vil SF holde et skarpt øje med, at billedkunst- nere, der er involverede i projekter, som regionen støtter, ikke arbejder gratis:

”Vi følger honorarspørgsmålet yderst opmærksomt,” lover han.

Måske lysner det for nordjyske

billedkunstnere, der er trætte af at arbejde gratis i projekter finansieret af offentlige midler. I hvert fald har regionspolitikerne for første gang drøftet sagen. Inge Louw Tranter:

Glaskjolen 08, 07 og 28, del af fotoserie, 2010. I samarbejde med Michael Richardt Petersen. Projektet indgik i den nordjyske samtidskunstfestival Port 20:10.