Bonn-København erklæringerne
af 1955
i mere præcist lys
Af Anders Ture Lindstrøm
Desåkaldte Bonn-Københavnerklæringer,
dersattegangi udviklingenafmerepositive
relationer mellem dansk ogtysk igrænse¬
landet, har haft 30-års jubilæum i 1985. I
denne artikel skildres baggrunden for erklæringerneogforhandlingerneomdem,
idet forfatteren bl.a. har kunnet bygge på kildemateriale, der ikke før har været til¬
gængeligt.
Introduktion
Dettyske sammenbrud i 1945efterfulgtessydforgrænsenafeneksplo¬
sivt voksende danskorienteretbevægelse. Fra tysk side bekæmpedes dennebevægelse, derudgjordeenseparatistiskfare, energiskoghård¬
hændet. Dadet1948-49varklart,atde danskorienteredesydslesvigere
så småt begyndte atsvækkes politisk, svingede den daværende SPD- delstatsregering i Kiel iforståelse med de danske socialdemokraterom ogindledteenmildere mindretalspolitik. Denne udmøntedesførstog fremmesti den såkaldteKielerklæringaf 26.september 1949, hvor det
danske mindretalfiksinerettighedergaranteret.Erklæringenvarimid¬
lertid ikke såmegetværd, da grænsetyske kredse gik stærkt imod, og fremtrædende CDU-politikere direkte distancerede sig fra den.1
Detbetød voldsommeproblemerfor det danske mindretal i 1950, da
enborgerlig koalitionsregering kom tilmagten.Førstimarts1955blev
den danske og den vesttyske regering enige om de såkaldte Bonn- Københavnerklæringer, der nyformulerede både det tyske og det danske mindretalsrettighederogskabtemereholdbarerammerforde fremtidige mindretalsforhold.
Denfølgende korte ogsummariske skildringaf forløbetoptil disse erklæringer bygger først og fremmest på den såkaldte gråbog om de
dansk-tyske forhandlinger. Den består afen indledende fremstilling
ved professor, dr.phil. Troels Fink, Udenrigsministeriets daværende
konsulenti sydslesvigske anliggender, samt de vigtigste dokumenter
og referater. Gråbogen har været og er stadig beregnet til fortrolig tjenstlig brugforpolitikereogembedsmænd,men erher benyttet med særlig tilladelse fra Udenrigsministeriet.
Fra
grænsekamp til dansk-tyske forhandlinger
Ved landdagsvalget i Slesvig-Holsten den 9. juli 1950 mistede SPD regeringsmagten.Socialdemokraterne måtte afgivedentil CDUogde
andreikke-socialistiskepartier. Det bør i denneforbindelsebemærkes,
atSlesvig-Holstenssocialeogøkonomiske krise ved dette valgpåmar¬
kant vis blev demonstreret. BHE, Block derHeimatvertriebenen und Entrechteten, fiksom nypolitiskmagtfaktorogpolitisk interesseparti
forstore deleafflygtningemasserneikke mindre end 23,4%afstem¬
merne.Meddesværeøkonomiskeproblemervarden politiskestabili- seringsproces kun lige begyndt. Overgangen til borgerligtstyrebetød,
atdenbegyndende dansk-tyskeforståelsebegyndteatsmuldre.Indfly¬
delsesrige kredse i CDU havde aldrigaccepteretKiel-erklæringen. De følgende år 1950-1955 var efter dansk opfattelse en periode med en meget smålig og traditionel tysk-nationalistisk politik, en tid med meget bevidst gennemførte chikanerier mod det danske mindretal.
Blandt demerekendte eraktionen mod den daværendelærer,senere
landdagsmandogchefredaktørKarlOtto Meyer, der iflereårfik frata¬
get sin undervisningstilladelse, fordi han agiterede mod vesttysk oprustning.
Væsentlige træk i de borgerlige partiers politik blevensammenkæd¬
ningafdet danskeogdet tyske mindretalsforhold,kravetom endansk¬
tysk traktatommindretalsproblemernesamtenmålbevidst svækkelse afmindretallets medlemsskare og politiske indflydelse.
Den danskorienterede bevægelse i Sydslesvig skulle reduceres og
afpolitiseres, indtil den var skrumpet ind til det »ægte« mindretal.
Endelig ønskede grænsetyske kredse at hjælpe det tyske mindretal i Nordslesvig, der som følge afbesættelsestiden var blevet alvorligt berørt af det danske retsopgør. Det danske mindretal i Sydslesvig befandt sig således i strid modvind.
De internationale konjunkturer ændrede ligeledes danske og syd¬
slesvigske arbejdsvilkår. Forbundsrepublikken Tyskland var blevet
erklæringerne af 1955
opretteti 1949, og franu afbevægede den vesttyske statsigstøtfrem
mod en stadig mere selvstændig status. Det svækkede den danske regerings mulighederforatintervenere direkte tilfordel formindretal¬
let. Kombinationen afborgerlige koalitionsregeringer i både Bonn og Kiel kom tilatbetyde vesttysk interesseforenmellemstatsligaftale,en
regulær traktat om mindretal og grænseproblemer, skønt en sådan
konstruktion lige siden1864altidpure varblevetafvist fradansk side.
Mest kendtforsitarbejde med målbevidstatsvække den dansk-syd- slesvigske bevægelseerafdødeFriedrich Wilhelm Liibke, dervarmini¬
sterpræsident i Slesvig-Holstenfra juni 1951 til oktober 1954. Han har
måske ikkeværetden mestelskede, menubestridt enaf de dygtigste politikere i efterkrigstidens Slesvig-Holsten. F.W. Liibke gjorde en
ihærdig indsatsfor at få den forarmede delstat på fode. I denforbin¬
delse udnyttede han behændigt Bonn-regeringens behov for politisk opbakning fra de ikke-socialistiske delstatsregeringer iforbundsrådet.
Liibkegjorde i Bonn tilligekraftigt opmærksom på grænselandsproble-
mernemod nordogagiterede således imarts1952fraøget støttetil det tyske arbejde i Sydslesvig på grund afden såkaldte danske »kultur- offensiv«.2
Dennationalpolitisk spændte situationgjorde det desuden psykolo¬
gisk vanskeligere at stimulere erhvervsklimaet, ogflygtningene pres¬
sede påforatfåreduceret denstadig usædvanlig høje arbejdsløshed.
Op til midt i halvtredserne boede der stadigmangetusind menneskeri
de slesvig-holstenske flygtningelejre. Den tyske historiker Gabriele
Stiiber har beskrevet deværsteår, hvor »krisekriminalitet«varoverle¬
velsesstrategiformange,i sin bog DerKampfgegenden Hunger 1945- 1950.3
Af stor praktisk og politisk-psykologisk betydning blev det store egnsudviklingsprojekt Program Nord, derfra 1953 gradvis har betydet moderniseringogjordreformer formegetbetydelige arealerførsti det fattigste Sydslesvig, siden også i Holsten.
De dansksindedesydslesvigere blevgeneretaf Liibkes nålestikspoli- tik, men især også afbestræbelserne for at gøre det vanskeligt eller
næstenumuligtfordem atopnå politisk repræsentation i landdagen i Kiel. Spærreklausulen i den slesvig-holstenske valglov, der skulle holde de mindste partierude, blev 1951-52 hævetfra5%til 7,5%. Det villeudelukke demfrarepræsentation i dennæstelanddag, sådansom
det vigende danske stemmetal blev fordelt. En retskendelse fra for¬
bundsforfatningsdomstolen i Karlsruhe i foråret 1952 medførte, at
spærreklausulenatterblev nedsat til 5%,mendette ville sandsynligvis
ikkeværenok tilatsikrefornyet landdagsrepræsentation. Den slesvig¬
holstenske landsregerings officielle politik var fortsat klar.
De dansksindede sydslesvigere skulle afgive en loyalitetserklæ- ring. Det ville bl.a.betyde,atdegavafkaldpå enhver drømom grænse¬
revision, hvis de ville have mildnet den slesvig-holstenske valglovs
bestemmelser. Spærreklausulenvar etaf de få gode kort på hånden,
den slesvig-holstenske landsregering rådede over,skrev den tidligere CDU-ministerpræsident i Kiel Kai-UwevonHasselmangeårsenere.4
De danskesydslesvigeresrepræsentantersåingen grund tilataflægge loyalitetserklæringer på linje med den hjemmetyske erklæring efter krigensafslutning i 1945. De havdeværetloyaleogbragtstoreofre for
diktaturet 1933-1945.Fratyskside ansåmanimidlertidenloyalitetser- klæringfor atværenødvendig. Sålænge der ikkevarafgivetenloyali- tetserklæring eller sluttetendansk-tysk traktat, kunne det danske min¬
dretal leveafatholdegrænsespørgsmålet åbent, ogførdervarafgivet
enerklæring, ville de førendetyske grænsepolitikere ikke stillegaran¬
tierforenegentligmindretalsbeskyttelse.51øvrigt vedblev tyske politi¬
kere i Kielathævde,atden omstridte 7,5% klausul isærvarrettetmod yderliggående grupperinger på højreogvenstrefløj,hvadmanmeden vis ret måtte indrømme for begyndelsen afhalvtredsernes vedkom¬
mende, hvor derbl.a. opstod forskellige nynazistiskeorganisationer.6
Debattenomrepræsentationsspørgsmålet trak ud. Tyskegrænsepo¬
litikere havde ikkesåtravlt.Forbundsdagsvalget havde givetstordansk tilbagegang. 44.000 stemmer eller 3,3% afstemmerne gav ikke valg.
Med en 5% klausul ville de danske landdagsmænd i Kiel miste deres
mandater ved valget i 1954.7
Officielt,måske ogsåaftaktiske grunde, udtrykte ministerpræsident
F.W. Liibkesig ikke altfor kategoriskommindretalsproblemerne. Han
ville have en loyalitetserklæring, men gav indtryk af, at han ville strækkesig »...såvidt, somoverhovedet muligt,foratgøredenaccep¬
tabelfor mindretallet. Liibkebetonede,athangerneville skabeetgodt forhold til Danmark og skabe ro i grænselandet; men han lagde ikke skjul på, at han mødte modstand fra forskellige sider inden for sine
egnepolitiske kredse«.8 Hele vinteren 1953-54 drøftedes valglovspro-
blemerae ogde andre presserende mindretalsspørgsmål ivrigt sydfor
grænsen. Den borgerligefløj i Slesvig-Holsten insisterede uforandret på,atenloyalitetserklæringvarnødvendigaf hensyn tilroenigrænse¬
landet. Grænsetyske kredse afviste fortsat de danske sydslesvigeres
ønskeri sådannevendinger,atmanmåtteantage, atdeførstogfrem-
erklæringerne af 1955 161
mestsatsede på et nytalvorligtpolitisk nederlagfor mindretallet ved landdagsvalgeti efteråret 1954.Et markanttræk i den daværende sles- vig-holstenske regerings politikvarden officielle uvilje mod det, der opfattedes som venstreorienteret aktivitet i den danske bevægelse.
SSVoplevede i øvrigten nysvækkelse, da den særlige danskesocialde¬
mokratiske partiorganisation, SPF, der havde løsrevet sig fra SPD i 1946, i juni 1954 blev opløst.9
Den 11. august 1954 afviste forbundsforfatningsdomstolen en ny
klage fra SSV og sikrede 5%-klausulens fortsatte eksistens. Kun en
valgsejr medet direkte mandat til SSV kunne nu give politiskrepræ¬
sentation ilanddagen. Menentysk omlægningafvalgkredsene i Flens- borg-Harreslevområdet, den form for manipulation, der kaldes valg¬
geometri, blokerede også denne sidste mulighed. Troels Fink skriver
omdette: »... Denne ændring tydede på, atderfratysk side blev lagt
megenvægtpåattilføjedet danske mindretaletnederlag ved detfore¬
ståendevalg;eftervalget kunne der såforhandlesometeller andetsur¬
rogatfor den direkte politiskerepræsentation«.10Adskilligefrygtedeny
alvorlig tilbagegangfor mindretallet; menlanddagsvalget gikoverras¬
kende godt. SSV fik ved landdagsvalget september 1954 omkring
42.000 stemmer; men detvar ikke nok til at opnåetdirekte mandat.
Valgresultatetførtetilnydebatomden slesvig-holstenske spærreklau¬
sul. Fremtrædende danske politikere havde i løbet af 1954 forsigtigt
markeret sympati forsydslesvigernes problemer, men ikke lagtop til
nogenstatspolitisk aktion. Men vedfolketingets åbningudtryktestats¬
minister HansHedtoft ønskeom,atmindretalletfikenrimelig mulig¬
hedforpolitisk repræsentation. For danske politikerevardetnogetaf
en selvfølge, atdemokratiske staterførte enfrisindetmindretalspoli- tik.
Førlanddagsvalgethavde derfraslesvig-holstensk sideværetluftet mulighederfor»enstorsindet« løsning. Det mærkedemanikkenoget tileftervalget, hvilket sandsynligvisskyldtes Liibkes alvorlige sygdom
samtintern politisk uenighed i regeringskoalitionen. Liibkes egenrå¬
dige ognogetpatriarkalske stil kunne undertiden skabe envisspæn¬
ding. Den 11. oktober 1954 måtte Liibke træde tilbage. Han døde få dage efter.11 Hans efterfølger blev Kai-Uwe von Hassel, en politiker med grænselandserfaring, der havde arbejdet nært sammen med den afdøde ministerpræsident. Kai-UwevonHasselvartysk-national kon¬
servativ ogborgerlig samlingspolitiker uden altforsartefornemmelser,
når det gjaldt omat vise envis overbærenhed overe forpersoner og grupper med belastet fortid fra perioden 1933-45. Han satsede på at
Kai-UwevonHassel.Hanefterfulgte 1954 F. W.Lubkesomslesvig-holstenskministerpræsi¬
dent. Igrænselandspolitikken gik hanindforenhård linje overfor detdanske mindretal
ogønskede vedatsammenkæde dedanskeogtyske mindretalsproblemerataftvinge danske indrømmelseriNordslesvig. Somministerpræsidentstartede han i 1954medatkræveen dansk-tyskmindretalstraktat, menfulgte siden de politiske signalerfraBonnogslogind påenbløderekursoverfor detdanske mindretal i Sydslesvig.
erklæringerne af1955
fortsætteden politiske ogøkonomiske stabiliseringspolitik i denuro¬
lige delstat. Slesvig-Holsten havde radikale ideologiske traditioner, og
mulighederne for ny uro på grund afnye yderliggående grupper og
bevægelser kunne endnu ikke afvises.12
SPD i Kiel ogBonn havde iforståelsemed de danskesocialdemokra¬
tersiden 1948-1949arbejdetformere afspænding i Sydslesvig, således ogsåforvalglovsændringer. Det skete bl.a. vedenforespørgselsdebati forbundsdagen den 19. oktober 1954, netop den dato, da folketinget
drøftede spørgsmålet om Vesttysklands optagelse i NATO. Det er efterhåndenvelkendt, at netopdette spørgsmålførtetil situationer af afgørendebetydningforden videreudviklingafde danskerepræsenta- tionsproblemer i landdagen i Kiel, ligesom der omsider blevtaget ini¬
tiativertilen generelafklaringaf de forskelligeproblemeridedansk¬
tyske grænseregioner.
NATO-problematikken illustrerede"Danmarks fundamentalt æn¬
dredeudenrigs-ogsikkerhedspolitiske situation. Ennystormagt,Sov¬
jetunionen,sattenok sit stærkeprægpå hele Østersøregionen;menfra
1945 stod småstaten Danmark ikkealene iforholdettil Tyskland. Den
svageneutralitetspolitikvarfra1949 bleveterstattetafetfastpolitiskog militært allianceforhold i NATO.
Danmark havde næppe nogetvalg i 1954, da detvar lykkedes vest¬
magterneogForbundsrepublikkenatfinde fremtilenformel forvest¬
tysk NATO-medlemskab. Forbundsrepublikkens meget betydelige militære ogøkonomiske potentiel talte mereinternationalt end Dan¬
marks beskedne ressourcer. Dervar daogså al mulig udsigt til, atdet danske folketing ville ratificereden vesttyske indtræden i NATO. Men den socialdemokratiskemindretalsregering ville ikke blot haveenklar afgørelse, den ønskede ogsåenklarogstorparlamentarisk opbakning afdet vesttyske medlemskab.
Detførte underFolketingets udenrigssdebatden19.oktober 1954 til betydningsfuldepolitiskedrøftelser af relevans forSydslesvig-proble¬
metkun3 dagefør det NATO-møde i Paris, hvor vesttyskerneofficielt
skulle indbydes.
Udenrigsminister H.C. Hansen havde tidligere vist interesseforen frisindettyskmindretalspolitik;menhanhavdeikkeofficieltsammen¬
kædet det vesttyske NATO-medlemskab og de sydslesvigske proble¬
mer. Detteovervejede derimodforskellige borgerlige kredse. Således
havdefhv.udenrigsminister, den konservative Ole BjørnKraft ientale den 12. oktober 1954 bl.a.sagt, atNATO-mødet den 22. oktobervarden foreløbig sidste lejlighed tilat varetagedensærlige sydslesvigske inte-
resser.13 BådeVenstrespolitiskeordfører i denne runde,fhv. finansmi¬
nister Thorkild Kristensen ogOle BjørnKraft fremhævede dettesyns¬
punkt i debatten den 19. oktober 1954.
Det hedder i gråbogen, at der i løbet af folketingsmødetvarufor¬
melledrøftelseromsagen.EtparglimtfraVenstres interne drøftelser på Christiansborg illustrerer udviklingen. Venstre havde et stærkt engagementi Sydslesvig-sagen,og optiludenrigsdebatten havde Ven¬
stres hovedbestyrelse i Sønderjylland samt Sydslesvigsk Udvalg (en stadig indflydelsesrig organisation, der fra 1945 havde samlet de kredse, der ønskede grænserevision)rettethenvendelse til partiogfol¬
ketingsgruppe. I skrivelsen fra Venstres hovedbestyrelse hedder det bl.a.: »... Detbørpålægges Danmarks udenrigsminister til det yderste
at fastholde, at det er en forudsætning for Danmarks tilslutning til Vesttysklands optagelse i NATO, at der skabes sikkerhed for, at de
demokratiskerettigheder,somkampen stårom,tilsikres den dansksin¬
dede befolkning i Sydslesvig. Venstres folketingsgruppe lagde indle¬
dende udmed,atThorkild Kristensen skullestøttemindretalsrettighe¬
der og de dansksindede sydslesvigeres berettigede krav. Forskellige venstrepolitikere, såledesJørgenGramogArnth Jensen, insisteredei
løbetafdagens drøftelser fortsatpåstøttetilsydslesvigerne,ogThor¬
kild Kristensenbemyndigedes afgruppentil atforhandle med uden¬
rigsministeren om en acceptabel formulering. Pågruppens møde kl.
18.45 blev detoplyst,atudenrigsministereni Paris villefremsættesyns¬
punkter til opbakningafsydslesvigernessag,oglidtsenerepåaftenen,
atH.C. Hansen havdetiltrådtentilføjelsetil dagsordenen:»....og sam¬
tidig opfordres udenrigsministeren til ved NATO-mødet i Paris at fremførede danskesynspunkterangående de dansksindede sydslesvi¬
geres interesser«.14
Resultatet af de forskellige indenrigspolitiske pres blev en dansk aktion, der bragte detforalle andre vestlige lande ikke særligvæsent¬
lige spørgsmål omsydslesvigernes rettigheder ind på den internatio¬
nalearena.H.C. Hansenvar enklartseendetaktiker, derhavde sit poli¬
tiskebagland i orden. Hanvarsåre realistiskogderformegetforsigtig
med hensyn til Sydslesvig-problemerne.
I folketingsdebatten den 19. oktober 1954 omaftenen, hvor derfra
Venstre ogde konservative blevpressetpåforatopnåetdansk initiativ, sagde udenrigsminister H.C. Hansen bl.a.: »Jeg har til hensigt på det
forestående NATO-møde i Paris at fremsætte en udtalelse om dette spørgsmål i overensstemmelse med mine bemærkninger i min tale i formiddags.Og jeg vilgerneføjetil,atjeg skal bestræbemigfor i så vid
erklæringerne af 1955
H. C. Hansen, den socialdemokratiske politiker, der var udenrigsminister 1953-58 og
desuden statsminister 1955-60. Som udenrigsminister var H. C. Hansen interesseret i
en merefrisindet tysk mindretalspolitik, men havde oprindelig ikke forsøgt officielt at sammenkæde detvesttyske NATO-medlemskab ogde sydslesvigske mindretalsproblemer.
H. C. Hansen varsårerealistiskogderfor forsigtig, da han efter borgerligtpresofficielt fremførte de danske sydslesvigeres problemer på NATO-mødet i Paris den 22. oktober
1954. H. C. Hansenpræsenterede problemerne med elegance oghans ord blev velvilligt modtagetfra tysk side. Underde efterfølgende forhandlingeri1955lagde hanenbetydelig professionalisme for dagen.-På billedetsestilvenstreforH. C. Hansen Udenrigsmini¬
sterietsdirektør Nils Svenningsen. (Det kgl. Bibliotek)
udstrækning, somdet måfindes fornuftigt ogforsvarligtved tilrette¬
læggelsen afudtalelsen,at tagehensyn til deforskelligeudtalelserom hele spørgsmålet, som er fremsat her under debatten«.
Med udenrigsministerens ord var Sydslesvig-problematikken for
alvor kommet i forgrunden. »Dermedvardetafgørende skridttaget«, hedder det i gråbogens fremstilling. Danmarks udenrigsminister og
regeringen havde vist vilje tilatgå ikke så lidt udovernormal praksis i
etspørgsmål,somdeflesteNATO-allierede slet ikke interesseredesig
for. Da H.C. Hansen i løbet af den afsluttendeudenrigsdebat blevpres¬
setyderligere, præciserede han,atdervarklaregrænserforden danske regeringsogudenrigspolitiksformåen.Han villegøre,hvad han kunne,
menville ikke ladesig binde på hænderogfødder. Ogetdansk initiativ på internationaltplaniforbindelse med NATO-mødetvarlangtfra risi¬
kofrit.15
Dansk-tyske spændinger
tages opved NATO-mødet
i Paris 1954
Udviklingen i det dansk-tyskegrænseproblem havde naturligtafspejlet
de internationale konjunkturer. Efterhånden som Forbundsrepublik¬
ken økonomisk komtilkræfterogblev indpassetidetvestligesamar¬
bejde, var de danske muligheder svundet for at støtte sydslesvigske
krav.Foreløbigvardetofficiellekrav i Kielsomnævntstadigenloyali- tetserklæring fra mindretallet med påfølgende begravelse af enhver forventningomgrænserevision. I Bonnvar maninteresseret ien regu¬
lær mindretalstraktat. Men dervarnuanceri de officielle tyske syns¬
punkter. Detvesttyske udenrigsministeriumvarikke tilhængerafden
hårde slesvig-holstenske linje. Fortsat grænsekamp mod et vigende
mindretal havde ikkenogetformålogbelastede blotforholdet mellem Forbundsrepublikken ogDanmark. Men det vesttyskeudenrigsmini¬
sterium og forbundsregeringen ønskede ikke at lægge åbent pres på landsregeringen i Kiel. Et sådant pres fra Bonn kunne svække Kiels forhandlingsposition.
Nu markeredeudenrigsministerH.C. Hansen så det officielle dan¬
ske ønskeom en merefrisindettysk mindretalspolitik iSydslesvig. Det gjorde han på NATO-mødet i Paris den 22. oktober 1954, hvor for¬
bundskansler Dr. Konrad Adenauerogstatssekretær Dr.Hallstein del¬
togsomobservatører. Dissevarefteraltatdømme i tide blevet oriente¬
retomde specielle danske synspunkter.Allerede indenNATO-mødet
havde der være kontakt mellem Bonn og Kiel om Sydslesvig.16 Det
erklæringerneaf 167 fremgår af gråbogens formuleringer,atudenrigsminister H.C. Hansen
ikke anså sin opgave på NATO-mødet for at væresærlig let.
Regeringen havde jo også tidligere afvist en egentlig statspolitisk aktion; men nu,hvor den kom, måttemanomhyggeligtsøge efteren
anvendeligformel. Henvendelsen blev formetsom en appel til Bonn
om en frisindetpolitik: »Dervarikke tale omatfremsætte enopfor¬
dring tilatføre direktedansk-tyskeforhandlinger, manmåtte håbe,at tyskerneafegendriftville slå ind påenpolitisk retning, der villeføretil
enbedreatmosfærei detdansk-tyske forhold«.17Man havdefradansk side iøvrigtstøttet tankenom atindbyde Dr.Adenauer til mødet, og
Udenrigsministeriet tillagde hans personlige deltagelse væsentlig betydningfor,atudfaldetblev så godt. »Somforholdeneudviklede sig, måman ansedetforatværeet stortheld,atDr. Adenauervartilstede,
da sagen blev fremført«.18
Dr. KonradAdenauer, den vesttyske forbundskansler 1949-63. Adenauer pragede forbe¬
redelsen af normaliseringsprocessen igranselandet, da han foranledigedeenpositivtysk
reaktionpådet danske udspilommindretalsproblemerneiefteråret1954. Hansindflydelse på den konstruktive udvikling i granselandet erkendes bedst, nårmanbetanker, at det
danske initiativkunnevaremødtmedenfiasko, hvis forbundsregeringen havdeafvist eller ignoreret de danske ønsker om en afklaring på problemerne i Sydslesvig. (Det kgl.
Bibliotek)
I de andreNATO-landesdelegationervarinteressenfor de sydsles¬
vigske problemer oprindelig kun beskeden. Da H.C. Hansenfremlagde
de danskesynspunkter, betonede han,atbehandlingenafmindretallet
kunnefåkarakterenafetsymbolpå detfremtidige samarbejde, sådan
som mangerneså det. Ienpauseunder mødet blev der lejlighed tilen kortdrøftelse afsagenmellemH.C.HansenogDr.Adenauer,ogdenne
erklæredebagefteroverforpressen,athanville medvirke tilenpositiv løsning."
Troels Finks kommentar igråbogen understreger, hvor delikat H.C.
Hansens mission i Paris var: »Ved forbundskansler Dr. Adenauers udtalelsevarrisikoenforentyskafvisning afsagen somNATO-samar¬
bejdet uvedkommende bortelimineret«. Den ofte særdelesvelinfor¬
merede tyske journalist Ernst Siegfried Hansen var en af de få, der
havde haftblik for, at der havde været et risikomoment. Det kunne
manlæse i »DerNordschleswiger« den 26. oktober 1954. »Derergrund
til med Ernst Siegfried Hansen at understrege betydningen af,at en eventuelnegativ slesvig-holstensk reaktion ikkefiklejlighed tilatgøre
sig gældende, fordi Dr. Adenauer umiddelbart reagerede positivt på udenrigsminister H.C. Hansens henvendelse. I første omgang varde udtalelser, der kom fra Slesvig-Holstens side, nemlig ikke særlig lo¬
vende«.20
Udviklingen efter NATO-mødet i Paris
Det førsteslesvig-holstenske udspilvardaheller ikke særlig lovende.
Dennyeministerpræsident Kai-UwevonHasselinsisterede ienrege-
ringserklæring den 8. november 1954, sådansomlandsregeringen hid¬
til havde gjort, påen mindretalstraktat til løsningaf grænselandspro-
blemerne. Erklæringen måtte i Danmark vække skuffelse. Den 12.
november 1954 afviste den danske udenrigsminister tanken om en traktat. Flensburger Tageblatt luftede til gengæld den 13. november mulighedenforenkonstruktion, dergavensartede grundsætningerfor behandlingenafmindretallene udenatgive anledning tilfremmedind¬
blanding.Fra dansk sidevar manklarover,atenafvisning affælles for¬
handlinger ikkevarmuligefter NATO-mødet i Paris; men manmåtte
regnemed,atinitiativet komfratysk side. Der kunne ikkeværetaleom
et danskinitiativ.21
MinisterpræsidentvonHassel i Kiel åbnede ogsåen forhandlings-
kontakt til det danske mindretal.Landsregeringenvarparattil indrøm-
erklæringerne af 1955
melser;men i Kiel satsedemanofficielt påentraktat, dermåttevære
»parallelitet nord og sydforgrænsen«.22 Forespørgselsdebatten ifor¬
bundsdagen 8.-10. december 1954 virkede ligeledesforstemmende på
danske kredse. Således kom CDU-politikeren Will Rasner, valgt i Flensborg, med flere let nedladende bemærkningeromDanmarks tid¬
ligere stormagtsstilling. I slutningen af 1954var sagenvedatgå i hård¬
knude. Samtidig var der problemer med atfå Folketinget til atratifi¬
cere Forbundsrepublikkens optagelse i NATO. Kort tid efter skulle
Will Rasnerimidlertidkomme tilatspille enmegetkonstruktiv rolle i
det dansk-tyske forhold.
Den 13. januar 1955 meddelte Berlingske Tidende således i stor opsætning,atFolketingets udenrigsdebatomratifikationen afdetvest¬
tyskeNATO-medlemskabattervarblevet udsat.Begejstringenforatfå Tyskland ind i NATOnu varikke ligestori alleparlamentariske kredse,
såledesvarde radikalebetænkelige. Men så viste det sig,at etganske opsigtsvækkende tysk udspil varunder opsejling.
Gennem den konservative folketingsmand K. Bøgholm havde
kendtetyske politikere i Bonn, deriblandt densenereCDU-forbunds-
kansler K.G. Kiesinger og Will Rasner haft følere fremme om nye dansk-tyskekontakter. Deresforståelse fordansk-tyskeproblemervar bl.a. kommet gennem kontakten til den tyskfødte Dr. Weltmann, der
efter1933varblevet danskstatsborgerogboede iKøbenhavn. Ien sam¬
tale den 5.januar 1955 skitserede Will Rasneriet nytoplægforskellige løsningerfor Bøgholm. Set fra officiel dansk side indeholdt Rasners
ideer en rimelig forhandlingsbasis. Der ville ikke blive afkrævet det
danske mindretal den kontroversielle loyalitetserklæring. En erklæ¬
ringom grænsen varheller ikkeaktuel. 5%-klausulen ville blive ophæ¬
vet, støttentil de danske skolersat ivejret, ogder kunneskabes basis
foreksamensret tilmindretalsskolerne. Det blevantydet, athvisman ikkeønskededet,behøvede der ikkeatblive taleom enmindretalstrak-
tat eller noteudveksling, men om ensidige hensigtserklæringer, der
nok bandtmoralsk,menikkefolkeretsligt. K.Bøgholm skrev i sitrefe¬
rattilUdenrigsministeriet den 12.januar1955til sidst bl.a.: »Determit indtryk, at man fra tysk side ønsker en meget hurtig ordning af de spørgsmål, der her harværettaleom, ogatmannødig vil udsættesfor,
at ratifikationsdebatten i det danske folketing giver anledning til angrebpå den tyske politiki Sydslesvig.Heraf følger,atmaneftermin opfattelsevilnå det bedsteresultat, dersom ordningen kanblive princi¬
pielt gennemført inden ratifikationsdebatten. Enkelte spørgsmål, der
Den konservativefolketingsmand ogredaktør Karl Bøgholm. Han havde gennem sine europæiske kontakter, især sineforbindelser til vesttyske politiske kredse, en væsentlig andel istartenpå den delikateproces, derførte til dansk-tyske forhandlinger og Bonn- Københavnerklæringerne. (Detkgl. Bibliotek)
erklæringerne af 1955 171 måtte visesigatværeafsærlig kompliceret karakter,vil jo kunnetages ud tilsærlig behandling ogbehøverderforikke atsinke afgivelsen af
den principielle erklæring.
Såvidtjeg kan skønne, vil den afRasner nævnte tredie mulighed, (ensidige hensigtserklæringer, der ikkevarfolkeretsligebindende) der går tilbage tilen samtale mellem Kiesingerogmig,være engodform,
daregeringen derigennem kunfastlæggersin principielle politikover¬
fordet danske folketing.23
Setfraendansksynsvinkelvardenyetyske signaler særdeles betyd¬
ningsfulde. »Når man betænker de udtalelser, der fra tysk side var fremsatom enloyalitetserklæringsomforudsætningfor indrømmelser
medhensyn til 5%-klausulen,ognårmanerindrer sig den hensigt, der påforskellig måde fikudtryk,atkunetafpolitiseret kulturelt mindretal
kunne regnemed tysk imødekommenhed, måmanerkende,atdernu
var tale om etiøjnefaldende omslag i tysk grænsepolitik, og atvejen
blev banetforenløsning afde akuttespørgsmål«.24Fra danskside var
man nu megetinteresseret ien officielformuleringafden tyskehen¬
vendelse. Den kom, og ifebruar ogmarts 1955 forhandledeembeds- mandsdelegationer sigfrem tilenformel for sameksistens idedanske
og tyske mindretalsforhold. Som ønsket fra dansk side blev det fast¬
holdt,at der ikke skullevære nogenmindretalstraktat, protokol, eller lignende, skønt den tyske delegation længe søgte at få en traktatlig-
nendeformelaccepteret.Tyskernegavlangt destørsteindrømmelser;
men devar også langt bagud med hensyn til liberale mindretalsord- ninger. Der blev givet tilsagn om, at spærreklausulen afskaffes. Der¬
med blev detvigtige spørgsmålommindretallets politiskerepræsenta¬
tion i Kielordnet. Det danske mindretal kom heller ikke tilat afgive
nogenloyalitetserklæring. Derimod gikmanfradansk side med tilen
nyformulering af mindretalsrettighederne, mens manfra tysk sidegav afkaldpåengensidigtfolkeretsligt forpligtende ordningoggodkendte
tankenomnæstenenslydende,menformeltensidige erklæringer,som hverregeringforsigafgav.Vigtigvari denneforbindelseikke mindst understregningen af, atmindretalsmedlemmers sindelag hverken må anfægtes eller efterprøves. Fra dansk side måtte mangive adgang til oprettelsenaftyske eksamensskoler i Nordslesvig, skønt dervarlokal
modstand mod dette.25 De danske kirkeproblemer syd for grænsen kunne ikke løses i denne omgang, da den tyske landskirkevaradskilt
fra staten. Forholdene blev først ordnet tilfredsstillende i 1968.26 Hvem fandt frem til den elegante løsning med deformeltensidige hensigtserklæringer, så manundgik defolkeretsligtbindendeaftaler?
Professor, dr.phil Troels Fink, Udenrigsministeriets konsulent i slesvigske spørgsmål
1946-59. (Historiske Samlinger for Sønderjylland)
erklæringerne af 1955 173 AmbassadørNils Svenningsen, dervar lederafden danske forhand¬
lingsdelegation, hargenerøsttilkendt Troels Finkæren.SelvomTroels Finkspillede sin betydelige rollei forhandlingerne,erder dog hernok
taleom enlilleerindringsforskydning. Efteraltatdømmeerløsningen
etresultat af drøftelserne mellem K.G. Kiesinger, Will Rasner ogK.
Bøgholm."Bonn-Københavnerklæringerneaf 29. marts1955betødfri
banefor Vesttysklands optagelse i NATO. Devari deresformulering
først og fremmest en moralsk binding for mindretallenes to værts¬
lande.
Troels Fink skrev i efteråret 1958, da gråbogen blev færdig, afslut¬
tende følgende: »Det erendnu fortidligt atgive den endelige histo¬
riske bedømmelse af de dansk-tyskemindretalsforhandlingersbetyd¬
ning.Det kan imidlertidkonstateres, atdenumiddelbare virkning har
været gunstig. De mange ønskerom, at godvilje måtte blive lagt for dagen,synesstort set atværegået iopfyldelse.Mindretallenesstilling
er blevetbetrygget, ogrisikoen for international spænding i området
ved den dansk-tyske grænse synes reduceret til et minimum. Afgø¬
rende i så henseendeerdognæppede konkreteforhandlingsresultater,
men regeringernes ønske om, atproblemerne i det slesvigske græn¬
seområde ikkeburde belaste detdansk-tyskeforhold. Som udtrykfor viljen tilfredeligtsamliv ipagtmed demokratiets idealer har de dansk¬
tyske mindretalsforhandlinger i foråret 1955 deres særlige betydning«.28
I 30-året for erklæringerne kunne denne vurdering bekræftes fra begge sider. Den 16. maj 1985 mødtes den danske statsminister Poul
Schliiter i Tønder med dentyske forbundskansler Helmut Kohl, og Poul Schliiter kunne her give det officielle Danmarks syn på erklæ¬
ringernes betydning. Han udtalte bl.a.: »Vort møde hereretudtrykfor
detgodeforholdmellem danskogtysk,ogjegsynes,atdet varslergodt
forvorfælles fremtid. Deter enmegetvelkommenanledningforFor¬
bundsrepublikkenogkongeriget tilat markere30-året fordendanske regeringsogforbundsregeringens erklæringeromdet tyske, respektive
det danske mindretalsrettigheder. Disse erklæringer har deresvæsent¬
lige andeli,atvi kansetilbage påtreårtiers positiv udvikling ikke blot
igrænselandet,menogsåiforholdetmellem DanmarkogForbundsre¬
publikken.
Detoerklæringer blevudfærdigetpåettidspunkt, hvor situationeni
mange henseendervarhelt anderledes end den,vi kender i dag. Det
omfattende samarbejde påtværsaf landegrænserne, somvi nutager forgivet,varendnu i sin vorden,ogdet krævedefantasiatforestille sig,
afgives den 29. 1955. i forgrunden den danskestats-ogudenrigsminister H. C. Hansen(til venstre)ogdentyske forbundskansler KonradAdenauer (til højre) sammen med de embedsmand, der havde deltagetideafsluttende drøftelser, derførte til Bonn-Københavnerklæringerne. (Historiske Samlingerfor Sønderjylland)
atvi skulle blive vidnetilopbygningenafetsåtæt netafkontakter på alle områder.
Jegtror, atdanskeogtyske kanrosesigafathaveværetfremsynede
med hensyn til den udvikling, somville komme. Opbygningen afet gensidigt dansk/tysk forhold baseret på tillidogsamarbejde blevafgø¬
rende for, at de positive forventninger kunne indfries.
Derer sombekendt taleomtoiformenuafhængige erklæringer,en dansk og entysk. Deerimidlertid udtrykforetfælles ønske (statsmini¬
sterensudhævelse)om enpositiv udviklingfordetomindretal,somet gode i sig selvog sometvæsentligtelement ietinternationaltforhold
mellemto nabolande. Det er en lykkelig ting,at det her hos os er en
selvfølge, at bekendelsen til tysk eller dansk folkelighed er fri, eller
som deterudtrykt på tysk: »Minderheitist, werwill«. Deter menne¬
skerettigheder og selvbestemmelsesret i praksis«.
erklæringerne af 1955 175
LITTERATUR OG KILDER
Die Bonn-Kopenhagener Erklärungen von 1955. Zur Entstehung eines Modeilsfur
nationale Minderheiten. Herausgegebenvom Deutschen Grenzverein 1985.
Julius Feddersen: DieGrenzlandpolitik Friedrich Wilhelm Lubkes. 1979. (Forkortet:
Feddersen).
Forhandlinger mellem DanmarkogTyskland i 1955omde slesvigske mindretal. Uden¬
rigsministeriet 1959. (Forkortet: gråbog),
Wilfried Lagler: Die Minderheitenpolitik der schleswigholsteinischen Landesregie- rungwährend des KabinettsvonHassel(1954-1963). 1982. (Forkortet: Lager).
HelgeLarsenogRoarSkovman (red): Festskrift til Troels Fink. 1982.
Anders Ture Lindstrøm: LandetSlesvig-Holstens politiske historie i hovedtræk 1945- 54.1975.(Forkortet: ATL).
Johan Peter Noack: Linier i britiskSydslesvigpolitik 1945-48. S. 75-169 i Forskning i Søn- deijylland.Årsberetning 1984fra Institut forGrænseregionsforskning. 1985.
HeinzJosefVarain: Parteien und Verbände. EineStudieiiber ihrenAufbau, ihre Ver- flechtung und ihr Wirken in Schleswig-Holstein 1945-1958. 1964. (Forkortet:
Varain).
Grænsevagten Folketingstidende Fremtiden
NOTER OG HENVISNINGER
1. JohanPeter Noack: Linier i britiskSydslesvigpolitik1945-48, ATLs.105-114. Fremti¬
den 181s.29.
2. Feddersen s.354-68, ATLs. 134.
3. Gabriele Stiiber: DerKampfgegenden Hunger 1945-50. StudienzurWirtschafts-
undSozialgeschichte Schleswig-Holsteins. Band 6. (1985)
4. Die Bonn-Kopenhagener-Erklärungenvon1955s.28.
5. Feddersen s. 486-97.
6. DieBonn-Kopenhagener-Erklärungenvon1955s.25, Grænsevagten1954s.310-11,
ATLs. 129-30.
7. Feddersens.496-97, gråbogs. 10-14.
8. Gråbogs.14.
9. Gråbogs. 13-17.
10. Gråbogs.17.
11. Gråbogs. 19. Varains.240-45.
12. Varain s.240-45, Grænsevagten 1954s.310-11, ATLs. 129-30,164-66.
13. Gråbogs.22-23,103-105.
14. Referati Venstresgruppeprotokol19. oktober1954, Rigsarkivet.
15. Gråbogs. 22-25, Folketingstidende 1954-55sp. 153-54, 307-08.
16. Gråbogs.26-29,Laglers.68-69.
17. Gråbogs. 27.
18. Gråbogs.27, Laglers.68-69.
19. Gråbogs.28.
20. Gråbogs.28-29.
21. Gråbogs.29-31.
22. Gråbogs.32.
23. Gråbogs.38-41, 99-103.
24. Gråbogs.40-41.
25. Gråbogs. 48-58.
26. Gråbogs.72, Laglers.132-36.
27. Gråbogs.99-103, Nils Svenningsen: Dansk-tysk mindretalsordning,iFestskrift til
Troels Finks.204-209. 1982.