Begravelsesskikke i Ribe Amt

Begravelsesskikke i Ribe Amt

Fra varsler til kirkegårdens port

AfA. M. Futtrup

I Fra Ribeamt 1992 blev der fortaltombegravel¬

sesskikke på Mandø og Fanø1. Hvorledes be¬

gravelseskikkene harværetfor nogle generationer

siden i detøvrigeamt,erdet tankenatfortælleom inogle efterfølgende artikler i årbogen. Den første bringes hermed og vil i store træk omhandle de skikke, der harforbindelse til dødog begravelse,

indtilbegravelsesfølget står ved kirkegårdensport.

Jeg siger tak for den hjælpogstøtte,dererydet undersøgelsen undervejs. Ikke mindst harmange afamtets lokalarkiverværetbehjælpelige med at tilvejebringe oplysninger, der har været af værdi

forundersøgelsen. Ikke mindst skal der lydeentak

tilByhistorisk Arkiv i Esbjerg ved dets leder,Jør¬

genDieckmannRasmussen.

H. F.Feilberg,sompåettidspunktopholdt sig i Askov, hari forordet til 2.udg. af Dansk Bondeliv

fra 1899noglebemærkningeromsine kilder. Dis¬

se »erbyggetovertrykte kilder,menisæroveren rækkemeddelelser,jegfor 14-15 år sidenfikfra ele¬

verpåGedved^ogherpåAskov. Jegbad demop¬

skriveformig, hvadde vidste eller kunne skaffe oplysning om,familiegilder angående.Atterforrige

vinterharjegfraåretselever her fået slige beret¬

ninger. De visersærdeles tydeligt, atde gammel¬

dags,storegilderervedatglemmes, »bydelagets«

retbrydes. I stedetfor den middelalderlige enhed

»laget« træder familien. Alt ordnes kortere, simp¬

lere, medfærre former. Samfundeter vedatom¬

dannes«.

Fejlbergs bemærkninger har stadig gyldighed,

ogvi kan tilføje,atomvæltninger i samfundslivet

også kan spores i de skikke, der omgiver dødog

begravelse.

Begravelsens pris

Atdrage detaljerede sammenligninger mellembe- gravelsesudgifter førog nuvil nok være vanske¬

ligt,men mankan noktagenogle enkelteposterud

fraenopstilling af priserne på begravelsesomkost- ninger,somJydske Vestkysten bragte den9. janu¬

ar1992 ogsammenligne dem med nogle tilsvaren¬

deposter,der findes indført i Sønderho Sogns Fat- tigkommissionsprotokold.3. januar 1798.

Enenkelt, hvid kisteerifølge avisen i 1992 sat til4.000 kr. Dertilkommersåudgift til kistepolst¬

ringogkistedekoration, i alt 1.400 kr., såselveki¬

steomkostningerne bliver 5.400 kr. I Sønderho Sogns fattigkommissionsprotokol erder ikke no¬

gensamletpris forenligkiste,menAnth. Madsen

harfået 2 mark foratlaveenkiste. Detfremgår^og¬

så,athan harbrugt 50søm,ogatde har kostet 12

sk. Niels Jepsen har leveret» 'h tyltaf de bedste

deller(dvs. brædder) til kisten«. Det hele beløbsig

til 1 rd. 3 mk.

Efter begravelsen har der højst sandsynligt

været en eller anden form for mindesammen¬

komst, for iflg. fattigkommissionsprotokollen fik

kroholder S. Brinch 2 mk. og 11 sk. for mjød og brændevin.Jydske Vestkystenopgiver,atkaffe på

kroen koster2.000kr.idag.Somnævnterdetvan¬

skeligtatlave sammenligninger på dette område,

mendet kan dakonstateres, atdetoffentlige ikke

er kommet af med så mange penge, som de pårørende til den dødeanno 1994.

I Jydske Vestkystens oversigt over prisen for

den sidste rejse fremgår det, at bedemanden har udførtmangeaf deopgaver, somtidligere blevva¬

retaget ulønnet af naboer og familiemedlemmer.

Det gælder f.eks. kistelægning, gravkastning og

annoncering.Deromsenere.

I den regning, som en eller anden bedemand sandsynligvis harsendt, fremgår detogså,atderer taleom enbisættelse,og ensådan forudsætterlig¬

brænding. Da lovenomligbrænding blev vedtaget

i 1892, blev det ifølge professor Lindhardt ikke gjort til pligtforpræsterne atmedvirke. Flertallet i

kirkerådetstrittede imod. 1 1893skiftede flertallet.

Det nyeflertalmente, at præsternegodt-somvan¬

ligt ^- kunne medvirke i hjem, kirke eller kapel,

menikke i krematoriet. Senerekom så denendeli¬

getilladelse tilat foretage kirkelige ceremonier i

krematoriet.

Deternavnligibyerne,bisættelsererblevet al¬

mindelige. Treaf bedemændene iEsbjerg opgiver således,at60-70% af deresbegravelseshandlinger

erligbrændinger. Udei landkommunerneerdenne procentsatslangtmindre. I Bryndumer ca. 1/3 bi¬

sættelser. IVejruperdennebegravelsesformsvagt stigende.Fra Darumlydermeldingen: I 1991 væ¬

der i alt 11 begravelseshandlinger. Derafvardeto bisættelser. 11992vartallene 7-4.1 1993: 8-4. Fra Ho Pastorat beretter sognepræsten, at der er en svag stigning med hensyn tilligbrændinger. I Ti¬

struphartreudaf 27begravelseshandlingerværet bisættelser. I Greneer ca.40%ligbrændinger.Sog¬

nepræsten i Nordby, Jørn Martinsen, oplyser, at

mani1993kannotereenvoldsomstigning iantal¬

letaf bisættelser. Over60% afbegravelseshandlin-

gerne erligbrændinger. Manerved atkommepå højde medEsbjerg.

ISønderhoSognsfatigkommissionsprotokol fra

1798 findes deretparposter,der vilværeukendte

idag: »Degnen Fossf. ringning,hensyngenogte- stamonium5 mk.4 sk.«.Det,dereranderledes,er, atdegnenhar fåetpengeforatringeogforatfore¬

tage udsyngning. Testamonium er enlevnedsbe¬

skrivelse, som degnen normalt udfærdigede. Pa¬

storBiering har fået 2rdl. for sinligprædiken,som hanædelmodigt skænkedetil fattigkassen.På den

tidmåttepræstentagebetaling forenligtale,men jordpåkastelsenvargratis.

Selvombedemændene iEsbjerg på detseneste har givetmelding om, at der kan konstateres en stigningi antallet afdødsfald i hjemmet,erdetsta¬

dig detalmindeligste,atde fleste dørpå sygehuset

eller i andre fremmede omgivelser. Sædvanen er

også,atdeterdeprofessionellesåsombedemænd, sygeplejerskerogportørerved sygehusene, derfo¬

retagerde praktiskegøremålvedrørendeannonce¬

ring,kistelægningogkørselaf den døde,ogdeter den lønnedekirkebetjening, der modtagerkisten,

nårbedemanden ankommermed denafdøde ien

fabriksforarbejdet kiste tilkirken eller kirkegård¬

ens kapel. Begravelsererblevetnoget,andre står for,entensom endel af deresarbejde ellersomde pårørende betalerfor atfå udført. Kaffebordet til følget ved mindesammenkomsten, hvis noget

sådantoverhovedet findersted,eroverladttil for¬

samlingshuset, kroen eller hotellet. Bemærknin¬

geni dødsannocenom,at»højtideligheden slutter

ved_gravenellerikirken« forekommer dogoftere

ogoftere.

Nogenlundesådanerbegravelsesmønstreti dag,

i hvert fald i de størrebyer. Også dette, at deter bedemanden, de pårørende til den døde i første

omganghenvender sig tilogikke tilpræsten,som det endnuofteer sædvanei landistrikterne. ISne¬

umgårmandirekte tilpræstentil trodsfor,atdet i Tjæreborg er bedemanden, der oftest foretager

henvendelsen tilpræsten på familiensvegne. Det ejendommelige er, at Tjæreborg og Sneum har

sammepræst.

Forenmenneskealder ellertosidenvarskikke¬

nevedbegravelseranderledes. Denprofessionelle

assistance var enten såre beskeden eller fandtes slet ikke. Sørgehusetkunnepåregne hjælp frana-

boer, familieog venner.Nabohjælpvar enrealitet

forfamilien, når deres kære skullebegraves.

Varsler

H. H. Sørensen, der var lærer i Veldbæk i Jerne Sogn (1893-1906), har i Fra Ribe Amt 1925 nogle bemærkninger, der kan give indtryk af, hvadman fortaltehinanden, nårman varsamletomaftenen:

»Nårfolk i juletiden og i de lange vinteraftener

komsammen,blev der, isæraf ældre mænd, fortalt

om ligskarer, gengangere,hekse, trolde, helheste på tre ben eller uden hoved, nisser, der hævnede sigpåpigerne,fordi de ikke havde givet demsmør igrøden juleaften -så børnene, der sad stille og hørteefter, blevså forskræmte,atdenæppeturde gå ind i den andenstue.-Ja,det sketeogså,atselv fortælleren efter^ensådanaften^varkommet i^enså¬

dansindsstemning,athannæppeturde gå hjem«.

Atdisse dramatiskeberetningermesthørte den mørke tid til ^- vinter_og efterår- erogsåenfor¬

modning,somkommerfra den kyndigemuseums¬

lederHolgerØllgaard iØlgod2.

Holger Øllgaard hævder også, at dødevarsler

varretalmindeligeomkring århundredskiftet. Han

rtævner nogle eksempler: '»At klokken går i stå,

loddetfalder nedmed et bump i dødsøjeblikket, harjeg hørtetpar gange.Idetenetilfældevardet

en slægtning i USA«. Et andet eksempel var, »at bierdøde med manden^{var en}almindeligtroogdet passede også(forsåvarder ingen, dertogsigaf dem),men mantroede vist, detskyldtes ejerforhol¬

det«.

Idagkanvi måskestrækkeostilatnikkegen¬

kendende tilenberetning fraØse: »Nårvihar haft

tre dødsfald lige efter hinanden, ånder de ældre først lettet^op,når meddelelseomdet tredie døds¬

fald indløber«. I Sønderho sigerman,atdødsfald

indtræfferpå faldendevande,ogderfor gårgamle

folktilkøjsmed beroligelse ved stigende vande.

Johanne(Ane) Munk, dererfødt i 1883 i Nov- rup,har sinvidenomdetgamle Jernefrasinefor¬

ældre.11960 meddelte hunNationalmuseet,atder

varenkelte i sognet, der kunne forudse dødsfald.

Hunmindedesogsåathave hørt,atenmand kun¬

nese,hvilken farve hestene havde, dervarforlig¬

vognen. »Og det kom til atpasse«, var hendes kommentar3.

Sognebøgernerummerogså eksempler på døde¬

varsler. FraStarup Sogn fortælles bl.a.: »Dergik

vistikke etmenneskebort, uden atder har været varselderfor. Såhavde ^en eller anden set et lys,

sombevægede sig. Detvartegnetpåen ligskare.

Hvisetsådantlys gik indpå kirkegården,ville det

til sidstståstillepådet sted, hvor dennæstegrav skulle kastes«*. Fra Bække Sogn fortæller John

Kvist:»Adskilligefikgennemvarsletvidenomde¬

res egen eller andres død. Således vågnede en mandpå Bække Marken nat,hørteen klippende lydogsånogethvidtifodenden afsengen.Kunot¬

tedage efter klippedeshans kones ligtøj påsamme sted. Et sted komkarlen, dersovved sidenafstor¬

stuen,ennatned til mandenogsagde,athan kun¬

neikkesovederlængere, da dervar nogenforat hente et.bordistorstuen. Nogle dage senerekom

naboerneforatlånebordet tilatlægge^endød ko¬

nepå strå på«.Et godt råd fraenmand tilensøn lød sådan:»Gåaldrig midtpåvejen.Man kanmø¬

deenligskare. Jeghar selvprøvetdet.Deter, som

enflokgæstramperhenoverén«5.

Ganskealmindeligeting kunne også varsle død.

Fra Andstlyder meldingen,at ethul i båleti kom¬

furet kunne varsle dødsfald6. Ligeså kunne man regnemeddødsfald,dersom hunde hylede,nårno¬

getfaldt pågulvet7.

Jørgen Bruun, tidligere lærerog distriktssanger

forHostrupSkoledistrikt iØseSogn, harenerin¬

dring fra barndommen i Sdr. Farup. Forældrene

fortalteham,atengårdmand,somforældrene hav¬

denavnpå,komgåendehjem til singården senaf¬

tentimeomkring år 1880. Til sinstoreforbavselse såhan,atsamtlige vinduer istuehusetvaroplyste.

»Lysetstrålede udfra alle værelserne, også udfra

storstuen.Fra sidstnævnterumkendte han demen¬

nesker, der var samlet omkring en ligkiste. De

kendteansigtervarhans kone, børn,^nærmestefa¬

milie_og naboer. Han forstod,atdetvarforvarsel

omhansdød«*.

Detvarforståeligt,atetsådant varsel kunne ska¬

be rædsel, når man en mørk aften i en lavloftet trangstuehørteensådanberetning.

Man kan vist konstatere, at varslerne stort set blevtroet.Hvadmanellers kan findepåatsige af dybsindigheder om varseltro - om deerdrømme

elleromde bloterovertroeller kanværehalluci¬

nationer ^- så kan de i hvert fald sige noget om svundne tiderstankegang. Selv dette beskedne ud¬

pluk kangøredet.

Selv idagerdetsådan,atmangen enværtinde undgåratdækkeoptil 13personer,fordet kunne jo være, at en afde indbudte gæster eller hende

selvvilledø indenåretrinder ud!

Hjælp tildepårørende

Detertidligere blevetnævnt, atved dødsfald kun¬

nesørgehusetpåregnehjælp fra naboer,venner og bekendtesamtdennærmestefamilie.

Det kansiges sådan: Fra detøjeblik, dødenvar indtrådt, begyndte nabohjælpen at fungere. Det

væresigveddøderingning, ligklædning, indbydel¬

serne til at deltage i udsyngningen og selve be¬

gravelsen. Endvidere med sendelseaf madvarer af forskellig art til sørgehuset, gravearbejdet ved gravkastningen og meget andet, som krævede hjælpende hænder, foratenbegravelse kunne ske

efter egnenssædogskik. Alt dettevar enselvføl¬

gelignødvendighed.

Hvornår denne udstraktehjælp hørteop, er van¬

skeligtatkonstatere,mensporadiskhar denfunge¬

rettiletgodtstykkeefter1.verdenskrig.

Sjæle-/døderingning

Reformationen i 1536 ændredevorebegravelses¬

skikkepå mange måder. Ændringerne skete ikke

fra denenedag til den anden ude isognene,fordet tagertid, inden »folket« kan kaperenyetankerog skikke.

Professor P. G. Lindhardtskriverbl.a., atrefor¬

mationensliturgiske brud medfortidennæppehar

væretføltskarperenogetsted, end hvor detdreje¬

de sig om begravelse9. Alle de foranstaltninger,

som den katolske kirke satte i _gang dels ved dødslejetogdelsvedselvebegravelsen, forsvandt

velefterhånden efterreformationen,»men«skriver professor Lindhardt, »den stadige indskærpelse i kongeligeforordningeroglandemodebeslutninger,

viseratdetgamle^varsejlivet,ogisærsyntessjæ¬

leringning athaveudfyldt etfolkereligiøst behov forat vide sjælen ledsagetpåsin himmelflugt af

klokkeklang«.

En anden historiker, Troels Lund, siger i sit

værk: Dagligt Liv i Norden i det 16. Aarh., 14.

bog, side 53 om sjæleringning: »Denne klokke¬

ringningantogesisærlig gradatlette sjælens ind¬

gangihimmerig«. Troels Lundfortsætter:»Eneog

forladt skulle den (sjælen) stigetilvejrsop gennem

luften, hvor onde åndersøgte at spærre den ve¬

jen«. Klokkerne skulle hjælpe sjælen »til lempeli¬

gerekåriskærsilden«.

Ensådantankegangvarimod den protestantiske

lære,for, somdeterblevetudtryktogså af Troels

Lund: »Lyden af kirkeklokker kan hverken ophæve begåede synder ellerforøge den dødes retfærdig¬

hed«.

1539 fik den nyeprotestantiskekirke iDanmark

enforordning, kaldet Kirkeordinansen. I den hed

detbl.a.,atder kun måringes, nårdendøde blev

båret til graven. En sådan bestemmelse var en

»omvæltningpå tidens sædog skik,så sjælering¬

ningenfortsatte«. Nye indskærpelseromoverhol¬

delse afpåbudet hjalp ikke. Heller ikke da Chr. V's

Danske Lov af 1683 gentog: »Klokkernemå ikke ringe, nårnogendør, menførst når liget skal be¬

graves«.

Overtrædelseaf forbudetkunne hverken verds¬

lige eller kirkelige myndigheder blivevedatsepå

medmildeøjne.Manmåtte findepånoget,ogdet¬

tenogetvarat »lade skikken skiftenavn ogsåer¬

hverve en kongelig resolutionfor den tilladelig- hed«w. Detskete. ForLæsøs vedkommende skete det 1738. Nu hed det: »At klokkeringningen kun

skulletjenetil underretningom,atén isognetvar død«.Understregningen af den praktiske funktion

vedringningen, der de flestestederfiknavnet»dø¬

deringning« heftet på sig, havde sejret. En sådan løsning afdilemmaet havde man på et tidligere tidspunkt fundetudafi Sverige.

Sjæleringningen/døderingningen blev ikke gjort

tavs,selvomPederSyv i 1695mente, atden^»pa¬

pistiske« klokkeklangvarophørt. 11950'erne fore¬

tog Nationalmuseets etnologiske afdelingen un¬

dersøgelse afvorebegravelsesskikke. Undersøgel¬

sen viste bl.a., at døderingningen praktiseredes ganske mangesteder særlig i Syd- og Sønderjyl¬

land. Enkelte sognei Midtjyllandogpå Fynsamt Læsøermarkeretpå kortet,somblev udfærdiget,

da resultatet af undersøgelsen forelå. Ved min rundspørgen iRibeAmt, kan der foreløbig konsta¬

teresdøderingningi mands minde i 25sogne.

Afeneller anden grund erder forskel på den måde,døderingningenforegår på. Jeg skalnævne

nogle eksempler:

I Vester Nebelringes der,^menkun hvisgrave¬

renbliver bedtomdet.

I Skads siger regulativet: Ringning ved døds¬

fald: Udøbt barn: 1 gangaf 2 minutters varighed.

Fra dåbsalderen til konfirmationsalderen: 2 gange af 2 minuttersvarighed. Ogoverkonfirmationsal¬

deren: 3_gangeaf2minutters varighed.

For Jernvedforlyderdetangående ringning ved

detokirker i pastoratet,JernvedogGredstedbro,at der ringes lige så snart, man får melding om et dødsfald(såsnartsommuligt) med kirkeklokken.

Foretbarn til ogmed 14 år lyder klokken i 15 mi¬

nutterogforenvoksen i 30 minutter.

Darum: Ved meddelelse om dødsfald i sognet ringesenhalv time (sjæleringning) efter gammel

skik. Såfremt denne ringning ikke kan ske inden aftenringning,ringes den efterfølgende dag.

Fra Føvling oplyser Ingrid Lauersen, der i en årrække harværetkirketjener ved kirken, til Mo¬

gensJuhl, Ribe,atogsådøderingning fandt sted i

1930'erne ogstadig praktiseres. Der ringesomfor¬

middagen ^- for voksne (mænd og kvinder) 3x9 minutter, medca. 1. minutspause,såledesatring¬

ningen^varer30 minutter i alt. For børn (under 14 år)ringes 1 x9 minutter. Der ringes ikke bedeslag.

Derringesogså, når dødsfaldetfinder sted udens¬

ognssamtligeledes i enkelte tilfælde, hvordenaf¬

døde harværetfraflyttetsognet i flere år^og ikke

bliverbegravet isognet.

Fra Hunderup foreliggerto skriftlige beretnin¬

ger.Denene erskrevet af T. Tobiassen Kragelund.

Denanden af NielsMøller, dervargårdejer iKra¬

gelund. T. Tobiassens omhandler tiden fra om¬

kringogfør århundredskiftet. Niels Møllerserfra

tidenfør århundredskiftet. Det skal også bemær¬

kes,atT. Tobiassen har indsendtenredegørelse til

NationalmuseetsEtnologiske Undersøgelser. Dis¬

sekilderer nublevet suppleret med Thea Boesen Smidts besvarelser i det tilsendte spørgeskema.

Angående døderingning meddeler T. Tobiassen:

»Sdsnartsom muligt blev der sendten mand til

kirkenfor ved klokkeringning atmeddele sognet

om etdødsfald. Var det en gammel, dervardød, ringedesenhalv time, foren ung vardetetkvarter

ogderunder«. Niels Møllerafgiverenanden mel¬

ding vedrørendedøderingning:»Etparmænd, der

stod dendødenær,blev bedtomatringemed kir¬

keklokkenoverdendøde. Varafdøde gammel, blev

derringeten time. Foret ungtmenneske kun den

halve tid.De,der havderinget,gik derefter til den afdødeshjemogblev beværtet«.

I Vor FrelsersKirke iEsbjerg harmanhaft ring¬

ning ved dødsfald. I Verner Bruhns bog, Kirkeliv i Esbjerg, oplyses,atdenne ringning ophørte i 1923.

Præsterne kunne dispensere fra forbudet. Denne dispensationsreter-åbenbart blevet benyttet endnu

inogle år, for Verner Bruhn meddeler også i bo¬

gen,ati bestemmelsenomtakster ved Vor Frelsers

kirke anføres endnu i 1934: «For ringning med dødsklokkerne betales to kroner til kirken og to kroner tilkirkebetjenten«.

Detkanværevanskeligtatopspore,hvorfor dø¬

deringningenophørerietsogn.VernerBruhnan¬

fører: »I et bysamfund med færre traditioner, ^og

hvor alle ikke kenderalle,forsvandt ringningen ef¬

terhånden.IEsbjergvar enaf begrundelserne,at den generede undervisningen i gymnasiet, som

dengang havde til huse overfor kirken i det nu¬

værende dagcenter. Som nævntkunne præsterne dispensere fra forbudet,mensåskulle der ringes i

detstorefrikvarter eller i hvertfaldpåenforstats¬

skolen ikkegenerende tid«.

Hvorfor ikkedøderingning i Jerne

Når der harværetdøderingning ved Vor Frelsers kirke, og derstadiger ensådan ringning i Skads,

hvorforersåringningved dødsfaldet ukendt be¬

greb i Jerne? Trods megen spørgen og megen søgenerdetendnuikkelykkedesatfå konstateret døderingning i dettesogn.Man undrer sig, for Jer¬

ne og Skads har i mangfoldige årværeti samme pastorat.Detsammespørgsmål melder sig i Bryn¬

dum og Vester Nebel. Sammepastorat også der,

menBryndums klokker tier, medens Vester Nebels

klokker runger oversognet, dersom blotgraveren får den nødvendige oplysning om dødsfaldet.

Ligeså forholder det sig i AastrupogStarup, der bli¬

ver betjent af samme præst. Klokken er tavs i Aastrup,mendeterden ikke iStarup. Forunderligt.

Fra spørgeskemaet erdet blevetnoteret, at der

finderringningsted veddødsfald i følgendesogne:

Bramming, Vejrup, Malt, Verst, Vester Vedsted, Seem, Brørup, Andst, Gesten, Bække. Under¬

søgelsenerikke afsluttet, så jegregnermedenkor¬

rektion til denne liste.

Strålægning-ogkistelægning

»Kendes dereksemplerpå,atdetvarskik, naboer¬

ne trådtetil, når den døde skullegøres i stand«.

Sådanlødetafspørgsmålene på det spørgeskema,

der har væretudsendttil alleamtets lokalarkiver.

Næsten alle arkiverne harsvaretja til spørgsmålet

oghar yderligere i flere tilfælde henvist til lokale sognebøger, hvor dererblevet fortaltomstrålæg¬

ning og kistelægning. En anden kilde har været Nationalmuseets Undersøgelse: »Død og be¬

gravelse«. Som tidligerenævntharenafbidragy¬

derne til denne undersøgelse væretT. Tobiassen Kragelund. Han skriver bl.a.omde første forbere¬

delsertilbegravelsen i Hunderup:

»Såsnartdødenvarindtrådt blev der sendt bud tilnabolaget,ogetridende bud tilfjerntboendefa¬

milie«. Nu skullederhjælpes»både påden^eneog anden måde«. ^- Der ^var _mangeforberedelser i hjemmet, når der »skulle laves til jordfærden«. To¬

biassen beretter: »Detførste var at brygge øl.

Mangegange varøllet brygget til begravelsen før

den sygedøde. Ølletskulle helst^væremindst fjor¬

ten dagegammeltforatværerigtiggravøl. Idet

nyeølvarden godeogkraftigeølsmag ikke kom¬

metfrem«.Detsagdes derfor: »Æøl æfaany,de

er enskam,men æsmaaegka bejresmæ endram«.

Denærmestenaboerhjalp til medatlæggeliget på strå: »Oppe istorstuen blev et langt bordsat midtpå gulvet,også blev noglepænestiverugstrå

skåretsåledes, atlængden af stråenepassede til

bordets bredde«.Efteratden dødevarlagt»pænt tilrettepå strålagetoghændernesammenfoldede,

blevet storthvidtlagen lagtover.Således blev li¬

getliggende tilkisten komfrasnedkeren«. Kisten

blevofte lavet af den lokalesnedkeru.

Nogenlunde sådan harfremgangsmådenværet.

Såledesogså i Seem. Søren Mulvad, Historiskar¬

kiv i Seem, henviser til AndreasNørgaard Peder¬

sensbog: »Træk afSeem Sogns historie«, derfor¬

tæller, »at nabokonerne vaskede og istandgjorde

Et barnliggerpå ligbåre.(Foto i Janderup Lokalhistoriske Arkiv).

liget, lagde detpå strå påetbord,ogindbød byens børn tilatseliget«.

Gamledagbøger kan ofte give oplysninger,der

kan have historisk værdi. Agnes Andersen, der

mereendenmenneskealder har leveti Sneum og

Tjæreborg, harfremdragetendagbogoggengivet

den i bladetMågen fra 1956. Disse blade fra dag¬

bogen erpåbegyndt 1. november 1874. Jeg skal

her komme medetparnotaterfradagbogen:

»15.marts(1875), dervarligkleen ved Chr. An¬

dersen«. - »17. martsblev Chr. Andersens datter

jordet. Johannes(enbroder?) ringede. Jegvartil henfølge og kørte til kirken og »hafte« Hans

Kuskeshoppefor«. Detvarnaboens lille datter, der

vardød,_{og nu var}der sendt bud til nabokonerne,

»omde ville komme_ogklæde den lille«.Deklæder

ogpynterden lille så smuktsomdekanmedgrøn¬

ne buxbomkviste og en enkelt evighedsblomst.

Hvornår nabokonerne hørte _op med at hjælpe til

medstrålægningogkistelægningerdet ikkenemt

at sættenogetårstalpå,menAgnes Andersen har i

en samtale fortalt, det ^varskik, atnaboerne »lig-

klædte«. Hun har selvværetmed til det såsentsom

i 1930'erne. Hun brugte udtrykket »lig i kleen«.

Hun anvendte ogsåordet »jordet« istedetforbe¬

gravelse.

Medhensyntil tidsfæsteise kandetnævnes,ati

Henne-Lønne kendte man til skikken, at naboer trådtetil, når den døde skulle_gøresistand heltop tilca. 1953.

J. R.Lorentsensbog, Bidrag tilØsesognshisto¬

rie, omtaler også strålægning og kistelægning:

»Den døde blev, nogle timer efter at døden ^var indtrådt,lagtpå strå (påetunderlagaflanghalm).

Efter 4^a5dagesforløb kom nabokonerne foratsy

ligklæderne (hvis disse ikke var syet iforvejen,

hvad de undertidenvar)oglægge liget i kisten«.

Ane JohanneMunk, dererfødt i 1883 iNovrup

i Jerne sogn,har i sin meddelelse til Nationamuse¬

ets Etnologiske Undersøgelser i 1960 fortalt, at hun kunne huske, at hendes mor talte om mold- særk ogmoldskjorte (muld).»Dissehar nokværet syetekstra igammel tid«,menteAne Munk. Hun

omtalerogså, atsidst i halvfemserne døde hendes

onkel. »Der blevkøbt lærred til ligtøjet,for min

morog enmand i nabolaget skulle klæde liget, han

varnylig kommet til byen,og varforuden smedalt¬

muligmand. Min ^morog han ^var ikke enige om, hvormeget, der skulle til, han^varsparsommelig,

hanvar kommetfraen anden egn«. Moderen fik

vistnok sinvilje12.

Tækkemand Hans PederNielsen,Janderup,har

til NationalmuseetsEtnologiske Undersøgelse gi¬

vetdennemelding: »Før itiden varder ofteina¬

bolaget ellersognetenligklæderske,enslagsfører for nabokonerne«. Deteraldrig letatfindeudaf,

hvornår»før i tiden« skulle dækkeientidsramme,

men Hans Peder Nielsen har opgivet at han kan

husketilbage til 1885. Det har ikkeværetmuligtat finde frem tilnoglenavnepå »ligklædersker«,men iHunderup har detværetsådan, i følge T. Krage¬

lund, at jordemoderen i en periode stod for lig¬

klædningen13.

PåRømøhavdeman enindklædningskone, fru

KarolineJørgensen. Hun har»klædtlig« fra først i

1900-tallet og helt op til 1940. Indklædningsko-

nensarbejdevarbetalt. Karoline Jørgensen fik 10

kr.+detstof, der skullebruges tilligtøjet14.1Borg,

Brede sogn,fikenindklædningskone,også kaldet

»ligkone« 3 mk. Det var i slutningen af forrige

århundrede.

Af de beretninger, som jeg har kendskab til, fremgår det,atideflestetilfælde lå den døde ved

strålægningen påetbord eller nogle brædder. Men

i enkelte tilfældeer endør blevet anvendt i stedet.

Deromfortælles ienikkeudgivetromanafHans Brinch, Protokol 11 og 12: »Allerførst toges den døde, somaltidfra alkovelejetog bares indi»æ dånsk«,somstorstuenkaldtes. HerlagdesMorten til hvilepådetsåkaldte »ru-leje«,endørmed strå på, eller halmerder vist«.Med døren skulle der hentydes tilnogetsymbolsk: »Densidste dør, der

skillerafdøde fra indgangen til detnæsteliv«.

Ogmedensvieri Sønderho. Niels Frederiksen

nævneri sinbog,atde, derhjalp til,da»liget skul¬

le klædes« fik kaffe ogkaffepunch »som enmody¬

delseforhjælpen«is.IHviding: »Naboer blev ind¬

budt tildagen før begravelse, hvor liget blev gjort

istand_ogblev lagt i kiste.Derefter blev derserve¬

retsødsuppe!sveskersammenmed stuvedekartof¬

ler_ogflæsk«Xb. Af andre beretninger fremgårdet,

atdetvaralmindeligt,atder vedstrålægningogki¬

stelægningen blev ydeteneller anden form for be¬

værtning. Dentidligere førstelærer i Grindsted, J.

K.Nielsen, har i sineoptegnelserenbemærkning

om at nabolagets kvinder efter endt arbejde med ligklædningblev beværtet.

Ligklædning

Medens derer meldinger fra sogne, der har lagt

megenvægtpå,at »gøre nogetud af« ligtøjet, såer der også underretning om det modsatte. Således

fra Ølgod. Holger Øllgaard fortæller: »Aftægts¬

folk,somikkevarinærfamilie, blev nokofte iført

noget rent, men ældre linned.Hvorfor ødelægge

noget nyt«. Dog »forlovede piger, der havdefået brudekjolensyet, blev iført dennesom ligdragt«.

Unge piger fikogså blomster i håret. IØlgodvar detogså sådan,atstrålægningblevforetaget afde

ældrekvinder i dennærmeste familie. »Detskete,

atdøendefrabad sig strålægning affremmede«1.

I Janderup var ligklædet noget forskellig. For

»småfolk«varder kunråd til detmestnødvendige.

Men der var andre, der var bedre stillet, og det

skulle åbenbart også vises i ligklædningen. Som

andre stedervardet skik hos koner _og forlovede piger, at »ligklædet var deres brudelagen«, hørlærredslagenmed monogram. Foryngre piger

kunne det være etjævnt underskørt ogtrøje, det

kunneogsåvære,atde blevklædt igangtøj,pjalter

ogandet tøj i kisten. »Såvarmanjo af med det«,

meddeles der.(N.E.U. 13128).

Fra Alslev beretter Johanne Christensen »at kvindernehavdenatkappe på. Særken nåede ned til anklerne. Skjortenvar gernesyetmed læg ned

overbrystet. Enungforlovet pige fik^gernesaten

myrtakvistihåret. Ofte brugtemantohovedpuder

i kisten«. Det forlyder. »Engang så en kone sin datter i kisten. Hun bemærkede da i en meget

skarptone:Jegsynes, Kirsten ligger så lavtmed hovedet, hun har ellersfåetensåstormedgift,at der nok kunneblivetilenhovedpudemeretil hen¬

de«11.Mangelfuldt ligudstyr skulletagesalvorligt.

Sløseri med den kunne føre til dramatik_ogpoliti- forhørogopgravetlig.H. K. Kristensens artikel i Fra RibeAmt,1961, der haroverskriften: »Var der

mangler ved muldsærk og ru« går tilbage til en

episode iVarde i 1746. En gammelVardepige, Ka¬

ren Hansdatter, vardød og blev lagt i kiste af^en fattig borgerkone.En anden kone-engammeltysk

kone ^- mente, at »den døde ikke havde komplet

muldsærkpå«.Medensådankonstateringgik hun

tiløvrigheden,ogdet kom der så,somførnævnt, dramatik ud af.Nogenafslutningpåsagenharman ikke.H. K.Kristensenbemærker: »Selvomdetvil¬

le haveværet rart atseafslutningen påsagen, er der imidlertidnogetandet,somogsåhar interesse, nemlig begravelsesskikkeneiVardefor godtogvel 200 år siden«. Detder harsærlig interesse,er om¬

talenaf_ruen,derer en delafen ligdragteller be- gravelsesudstyr. H. K. Kristensenhenviseriøvrigt specieltinteresserede tiltoartikler: Elle Jensens i DanskeFolkemål 1952: DenmandøskeruogEster

Andersens iBudstikken 1959: Ru ogskru. Sidst¬

nævntehørteogså med til ligdragten,somnavnlig

blev anvendtpå Rømø.

Gravkastning-Gravringning

I dagbeskæftigervi osikke såmegetmed, hvem

der skal gravedengrav,dendøde skal lægges ned

i. Bedemanden har truffet de nødvendige aftaler

med graveren ellereteller andetupersonligt kon¬

tor.Endnuerdetenselvfølge,i de fleste tilfælde,

atdepårørende harværetmed tilatgodkende den plads, hvor graven skal graves. Har familien et gravsted, vildet ikkeværesåvanskeligtat tageen bestemmelse. Et afspørgsmålene på de før omtal¬

te spørgeskemaerer, om sognets kirkegård er en

slags miniature afsognetmed hensyn til gravenes

placering? TheaBoesenSmidtsvarerfor Hunder¬

upsvedkommende:»Ja^-måskeerdetvedatænd¬

resig«. Deteretsvar,som erdækkende formange

kirkegårde. Fra de dage, hvor Gesing hørte til Bryndum sogn, varderenkone iGesing, deren¬

gangbemærkede,at»hunihvertfald ikkevillelig¬

ge sammenmednogenfra Bryndumaf«.

I desmå_ogmindre samfundkendermannavnet

pådengraverderforetagerdetnødvendigegraver-

arbejde, nåren gravskal kastes. Men sådanhar det ikke altidværet.Før 1900vardersjældentansaten fast graver. Det kanman se i de gamlekirkelige regnskaber. Takket være Lokalhistorisk Arkiv i Holsted ogMogensJuhl iRibeharmanfåetkend¬

skabtil,atiår 1908erHansSørensenblevetansat som graver, iFøvling,en stilling han beklædtetil sindød i 1934.Alleredenogle år før1908 kanman idekirkeligeregnskaber aflæse,ati1885kostede det 100 kr. atrenholdekirkegården. Om dette be¬

løb også skulle dække assistance til kastning af

gravvides ikke. Det kanskønnes,atiFøvlinghar

manpåetforholdsvis tidligt tidspunkt bestræbtsig påatfåarbejdet ind i ^enfastramme,idet der den 15. marts 1891 vedtageskonditioner(betingelser)

forkirkegårdensrenholdelsem.m.,ogheri hedder

det: »...Dervirkeshentilatdenhvemrenholdel-

senoverdrages modenpassende erstatning tillige bliver_{graver og}besørger klokkens ringning mod

enpassende godtgørelse. Ligesom manogså, når

gravenskal kastes måhavevedkommende henvist

til ham,for athan efter værgernes nærmere be¬

stemmelser, kanpasseden nødvendige orden her¬

med...«.

I Jerne er der blevet antaget en ringer den 1.

april 1906. Han kunne oppebæreenløn på 180 kr.

I hans instrukserder ikkeetord_om,athan skulle foretagegravkastning. Måskeharetsådant arbejde

været en bibeskæftigelse? I 1926 ved man,hvad

det kan kosteatfåengrav graveti Darum. Ifølge vedtægt, dateret framarts 1926, bestemmes: »For gravkastning og sædvanlig ringning herved må

graverenhøjsttagesombetalingforbørnegrav10

kr. _ogforenstørregrav15 kr.«.

Før de fastansatte _graveres tid vardet overladt

depårørende selvat sørgefor gravkastningen. No¬

get sådant vardem pålagt ifølge lov og bestem¬

melser18.

H. F.Feilberg skriver iDanskBondeliv 1,atdet

varnaboernesmænd, der»graver graven ogringer

overden«19. Sådan har det nok været tilfældet i Darum, da Feilberg i en periode var præst der.

(1876-1892). På Mandøvar det seks mændaf fa¬

milien, der kastede graven. Det fortæller Edvard

Hansen i Erik Aalbæk Jensensværk,Livetpåøer¬

ne20. Og »de gamle Dagbogsblade fra Allerup«

omtalerati 1875vardetsådan,atdetvarnaboer¬

ne,der kastede_graven »til den lillepige«21.Sådan

varskikkendengang.

T. TobiassenKragelund oplyseromdensamme skik,at detvar»to mændom sommerenog4 ^om

vinteren ifrost«, der gravede graven. Endvidere:

»Når_{graven var}kastet (3 alen dyb) blev der ringet

med kirkeklokken«. Tobiassen bemærkerogså, at

manher iHunderup ikke havde^nogenfast^graver før omkringår 1900. Men hanvardog ikke»mere

fast«, dennegraver, »endfolkselv kunneladegra¬

venkaste«22.

I Seemblev gravenkastetaf husetsegnemænd,

eller nabomændenehjalptil23.

Fra Vorbasse oplyser fhv. gdr. Peter Jensen, at dersiden 1890 harværetenfast_gravervedkirken.

Og så hedder det videre iberetningen: »Før dafor¬

skellige mænd, måske på omgang, påtog sig at

grave«2*.

Bemærkningen om, atdererblevet ringetover graven, når den var kastet, er forekommet nogle

gangei det materiale, dererindgået, bl.a. i Darum.

Idagsigeretregulativ: »Nårgraven erkastet,rin¬

ges ca.50 slag«. Graverogkirkegårdsleder Aksel

Freund i Nr.Nebel, der har virketmereend 40 år i tjenesten, bekræfter, at »derringes 120 slag med kirkeklokken, nårman erfærdig medatgrave gra¬

ven«.

Tidligerevargravringning blevet praktiseretan¬

dre stederiamtet.Således f.eks.iHolsted.Dennu¬

værende kirke i Holsted(by)erindviet i 1886. Den gamle kirke lå ude på den nuværende kirkegårds grund.Ifølge skriftetHolsteds kirke 1886-1986, så

havde dengamlekirke ilængeretidværeti forfald.

Vedet syni 1865 opdagedeman,atklokkensop¬

hæng ikkehavde det så godt. Kort tid efter faldt

klokken ned oghavdenærslåettomand ihjel. Iføl¬

ge en anden beretning af Jens Chr. Frederiksen i

Historiske EfterretningeromHolsted, skete klok¬

kens fald på en dramatisk måde. Klokken faldt ned, medenset parmænd ringedeover ennykastet

grav. Mændene kom ikke noget til. Dog fik den

eneaf mændene overfrakkenflænget. Detvarkne¬

belstangens værk.

Grindsted harogså haftgravringning. Dengam¬

leførstelærer J. K.Nielsen, harpåetstykkepapir,

der ellers var beregnet til eftermiddagsvejrberet- ning, noteret ned, at gravringningen i Grindsted

varophørt i 1938 til fordelfor kimning ved bryl¬

lup.

Men hvorfornu denne klokkeringningoverde

kastedegrave? Er detetlevn fra de katolske dage?

Den gang var man ikke karrig med klokkeklang.

Alene i forbindelse medenganske almindelig be¬

gravelse måtte klokkeringningenforetagestregan¬

ge. »Første ^gangpå dødsdagen, anden vedgra¬

vensåbningog trediegang ved begravelsen, når

gravenlukkedesoverdendøde«25.

Foratfåenklaring på, hvorfor middelalderens

kirker anvendte kirkeklokkerne ved begravelser,

kan det være nyttigt at læse Kirkeministeriets klokkekonsulent, organist Bendt Gammeltoft-

Hansens artikelomemnet26. Hangøri sin artikel

bl.a.opmærksompå,atikke alene benyttes kirkens

klokke til atafgive »praktiske signaler til menig¬

heden;menderudovererdenetredskab, der har til opgaveatrenseomgivelserne^-sålangt dens lyd

rækker^-for dæmoner«. Det vil sige ondemagter.

Mennesker, der levede i middelalderen, havdegan¬

ske bestemteforestillinger^om,hvilken betydning

disse ondemagterhavde.Man havde bl.a. denop¬

fattelse,at mennesket herskeroverjorden,og det

skete ved fulddaglys. De ondemagtervarnattens hersker ogbeboede verden under jorden. Det helt

store problem opstår ifølge Bendt Gammeltoft- Hansen,nårmanskal afmedsine døde, thi^{nu er}

mannødt tilatgøreindgreb ienverden, der ikke

kommer én ved. Detforholdersig sådan,atder lig¬

ger enklar aftale med underverden: Tre alen,men så heller ikke mere! I detøjeblikgraverens spade

sættes ijorden foratgrave graven er man vedat

værepå fremmed grund. I den fremmede verden må der søges hjælp, og hjælpen kan komme fra klokkerne, for disseer»en viderværdighed (mod¬

bydeligt) for dæmonerne«. Kirkeklokken skal give beskyttelsen.

Gravringningen kan foregåved påbegyndelsen afgraverarbejdet. Endvidere når halvvejenernået,

og endelig når graverarbejdeter afsluttet. Det er vistsjældent i dag, atgraverenfatter klokkerebet

dissetregange.Oftest nøjes han med énringning.

Det skerogså, at »formålet meden gravringning

ergåetiglemmebogen«,konstaterer klokkekonsu¬

lenten. Hanfortællerogså,at der såerformuleret

enandenforklaring, der tilgodeseretpraktisk for¬

mål. Bendt Gammeltoft-Hansennævnereteksem¬

pel forenringer, der blot ringer denene gang,når

hanerkommethalvvejen med sin gravning. Kirke¬

ministeriets klokkekonsulent fortæller: »Når_gra¬

ven erkastethalvt,gårdenne ringer^optil klokken,

oghvis rystelsernefra ringningen harfåetnogetaf jordenpå siderne tilatfalde ned, så vedjeg«,siger ringeren, »atjeg skal sætte afstivningsbrædder.

Dem kanjegellersspare«.

I 1975 blev der fremstilletetoversigtskortover detganske land, der viste, hvormanpådette tids¬

punkt praktiserede gravringning. Kortetanskuelig¬

gør, atdetmestharværetanvendtpå Fyn. Af stif¬

tets247 kirkerpraktiseredes gravringning ved 102

kirker. For Ribe Amts vedkommendeerdetmeget sparsomtmed markering afensådanpraksis. For¬

udendesteder, derernævnt,har der, efter hvad der

eroplyst for mig, væretgravringning i Obbekær

ogAlslev samti Strellev. Sidstnævnte sted ringes

derstadig, når»graven erpyntet«.

Bydepigerogbydemænd

Nuomstunder meddelesetdødsfald ilangt de fle¬

ste tilfælde gennem en annonce i dagspressen.

Hvornår dette blevenskikervanskeligtatkonsta¬

terenøjagtigt. Poul Andersensfortæller i sin dag¬

bog,atenaf hansnærebekendtes begravelse blev bekendtgjort i Koldingposten og Kolding Avis i

august 1896.1 Ribe Stifts-Tidendefra den 16. ja¬

nuar 1900annonceresfølgende: »Det har behaget Forsynetathjemkalde tiletbedre Liv min kæretro¬

faste Mand, fhv. LærerogKirkesanger i Føvling, Dannebrogsmand Henning Kristensen, vedenblid

ogrolig Død, efter flere aarstiltagende Svaghed,

64 Aargammel. Dette Sorgens Budskabmeddeles

hervedfraværende Slægtog Venneraf hans dyb- tsørgende HustruogPlejedatter.Tobøl, den 13.ja¬

nuar1900. Ane Marie KristensenfødtMadsen21.

En andenannonce, somarkivlederen iJanderup,

Viggo Mikkelsen, har bragt til undersøgelsens kendskab, harfølgende ordlyd:

Bekendtgørelse

IGårhjemkaldte Herren min kære Mand, EliasJakobsen, 60Aargi.

efterenlangogsmertefuld Sygdom,

hvilkethervedmeddelesSlægt^ogVenner.

Janderup, den 29.Novbr.1898

Karen Jakobsenfødt Madsen.

BegravelsenforegaarTirsdag den 6te

December Kl. 12fraHjemmet.

Endødsannoncefra 1919, vistnokbragt i Vest¬

kysten,minderomDen spanske Syge, der hærge¬

de landet:

Vor kære lille Johannes

dødeidag knapethalvtAargi.

Debel, d. 3. Jan. 1919.

Niels S. Nielsen ogBørn.

Grundet paaSygdomiHjemmetbedes Venner,

somvil stede ham til Hvile

vedSidenafhans Mor, møde hos Andreas Poulsen

Lørdag den 11.JanuarKl. 12.

Denspanske Syge kostede 8.000 dødsfald.

Detvar ennogetanderledes måde, der blev ind¬

budt tilhenfølge^ogbegravelse i tiden før 1900-tal-

let.

Et flertal af deindberetninger,somjeg har kend¬

skabtil, fortælleromdenfunktion,sombydepiger

og bydemænd udøvede. Mundtligt indbød de ^na¬

boer, familie_ogbydelavets medlemmer tilatkom¬

metil»sørgehuset« foratværemed til strålæg, ki¬

stelæg, henfølge og begravelse. Nogle steder ^var

deten pige ogandre steder ^vardet^enmand, der bød ind.Påklædningen kunne også skifte frasted

til sted, ogden tekst, der blev benyttet, når byde-

folketbødind,^varmegetvarierende.

FraJanderup fortællerViggo Mikkelsen at en

bydemand havde mistet sin kone,oghan gik selv

rundt ogbød til hendes begravelse med ordene: »I

ska væesgué^okommtemikuensbegravls,for det

skanokblyw hovres (morsom)«.

I John Kvists bog, Bække Sogn, gengives føl¬

gende indbydelse, som bydemanden skulle med¬

dele de indbudte. På almindelig dansk lyder den

sådan: »Jegskulle hilse fraN. N.,omIvilværeså godatkommeogfølge lig til jorden, og omIogså

vilfølge med hjem foratspisetil middag. I bedes tagenoget»spisetøj«mæ«.

Selvom Harresleveruden for RibeAmt,nem¬

lig i Sydslesvig, så kan jeg alligevel ikke ladevære medatgengive H. F. Feilbergs meddelelsei bogen

Fra Heden: »IHarrisleviHanved_sognskal indby¬

delsenhaveeller havehaftfølgendeform (hergen¬

givetpå alm. dansk): »Jeg skalbedeDem,omDe påfredag formiddag klokken 9 vil kommeogfølge

æ lig til jorden ^aa slip«. Dette slip angår kisten,

som mannemlig ikke skaltagemed sig hjem, hvil¬

ket skalværesketengangfor længe siden.

Hvemderbødind,var somnævntkønsmæssigt forskellig. Fra Janderup: »Vardetenkone, dervar død,besørgede manden indbydelsen, ellersen nær

slægtning eller god nabo«n. I Jerne var det en mand, der indbød. »Hanfik ikke^pengefordet«12.

IAlslev vardettounge piger, klædt isort,der

inviterede tilbegravelse17.

IFåborgvar opgavenkønsbestemt.Hvis detvar

enældre, dervardød,»skullebydemanden^{være en}

mand (gift), hvorimod det ved et ungt dødsfald

skullevære enungkarl«1*.IOksbyvardetenmand

afnærmestefamilie, der indbød tilbegravelse29.

Meddelelse angående bydepigers og byde-

mænds påklædning har detværet sparsomt med.

Eksemplet fra Alslev ernævnt. I Sønderho skulle bydemanden have »sitmørke tøjpå«. I Obbekær omtales, at enbydemand,der ogsåvar »skaffer«,

varblevetudstyret medenskødefrakke, højhatog stok30.

Skal dergivesenmalerisk beskrivelse af, hvor-