Kulturarv i
oplevelsesøkonomien
Udfordringer til etnologiens dannelsesrejse
Af Helle Nysted Andersen, Carina Ren og UllaSchärfe
Oplevelsesøkonomienprægeridag flere af etnologiens vigtigeansættel¬
ses-ogforskningsområdenNyeansættelsesområderfor etnologererble¬
vetskabt i taktmed,atkultur indenforeksempelvisturismeog byplan¬
lægningioplevelsesøkonomiens ånderbleveten salgsvare ogkulturarv
etressourcestærktvækstparameter.1 1997bruger JohannesMøllgaard i
FolkogKulturs årbogdannelsesrejsensommetafor for kulturhistoriens
bestræbelserpåatdannesigsomselvstændig disciplinogskabeenfælles videnskabelig base.For atundgå dogmatisme- både videnskabeligtog
som fag-må etnologien ifølge hamløfte sigfra etatomistisk tiletholi¬
stisk (ud)synpåverden.Idenneartikeltagestråden fra Møllgaardopigen
for med denne i håndenat betragteogdiskuterenutidenssituation.Med eksempler fra kulturarvsturismeog bevaringen af bygningskultur vil de
tre forfattere diskutere præmisserne for en fortsat dannelsesrejse,hvor¬
medetnologiens faglighedog selvbevidsthed kanvidereudvikles ogstyr¬
kes.Spørgsmåleter, omholisme stadigeretrealistisk idealfor etnologien,
oghvorledes vi imodsatfald kan håndtere kultur ibrudstykker.
I artiklen vil vi diskutereoplevelsesøkonomiens udfordringer tiletno¬
logien med udgangspunkt ikulturarv, deri stigende grad både politisk
og erhvervsmæssigt tænkes strategisk og som en værdifuld ressource.
Kulturarvbenyttes,somdet vil blive belystiartiklen, blandt andetsom
endel af turismedestinationersmarkedsføringellersomdel afkommuner
og regioners udviklingsstrategi1. Som etnologer med beskæftigelse og
forskningserfaring indenfor disseemnerønskerviatundersøge, hvorle¬
des disse forandringer påvirker det kulturarvsbegrebogden bevarings- praksis,visometnologer benytteros af. Hvilke genstande, fortællinger
ogerfaringer udpegerogoverleverervitil dekommendegenerationer,og
hvordan håndterevide historier,somikkeersexede nok tilat generere
nytteværdi i økonomisk forstand? Hvordan tackler vi oplevelsesøko¬
nomiens specifikke værdikriterier som en udfordring til etnologiens
hidtidige idealerogpraksisserombevaringsværdiogkulturarv,oghvor¬
dan kanviintegrereeventuelle dilemmaer mellem disse forskellige måder
attænke og bruge kulturpå i en konstruktiv faglig læreproces på det,
somMøllgaard kalder kulturhistoriens dannelsesrejse?
Dissespørgsmål vil vi forsøgeatkomme omkring med udgangspunkt
iJohannes Møllgaards artikel Kulturhistoriens dannelsesrejse fra 1997.
Møllgaardminderosnemligidenne artikelom,atvoresegetfaglige ud¬
gangspunkt-voresteorier,praksisogidealer-måbetragtes med selvkri¬
tiskeogselvreflekterendeøjne. Kun derved kan kulturhistorien undgåat
stagnereifastlåsteogdogmatiske positionerogfortsætte dannelsesrejsen
modnye erkendelser.Denselvkritiskerefleksion,som Møllgaard opfor¬
drertil, er inspirationen til nærværende artikels forsøgpå at diskutere
og løse de potentielle konflikter,vi mener oplevelsesøkonomien bringer
indidetetnologiske fagfelt. Møllgaard opstilleretsærligtideal foretno¬
logisk praksis,som han metaforiskillustrerergennem rejsen.Ved hjælp
afHegels forestilling om bevidsthedens forskellige stadier, fra subjektiv
overobjektiv tilabsolutånd,argumentererMøllgaardfor nødvendighe¬
deni gennem detnegatives arbejde atløfte sigop oververdens tingslig¬
gørelse, hvor det nærværende atomiseres og fastfryses. Kun hermed vil
detlykkesatskabeogfastholdedet holistiskesyn, somifølgeMøllgaard
børvære etideal for kulturhistorien. Holismen må ifølge hamgå »[...]
udfra enhelhed: kulturen ogmenneskelivet udgøren helhed. Detinde¬
bærertoafgørendeting.Fordetførstmåhelheden nødvendigvisrumme
gammeltognyt, nogetdøendeognoget,der bruser frem,spændingerog
modsætninger[...] Fordet andetbetyder det, at kulturhistorikeren selv
er endelaf den helhed, hun studerer«2.
Møllgaard retter en kritik mod den dogmatiske etnologi, der ifølge
ham har afbrudtdannelsesrejsen til fordel for det substantielle liv, dag¬
ligdagen, der for ham kun udgør kulturhistoriens første dannelsestrin.
Ved udelukkende at fastholde og fokusere på »dagligsproget og com-
mon sense«3 skabes dogmatikken, der karakteriseres ved »en ukritisk fastholden ved etgrundlag, som ikke er yderligere begrundet«4. En svaghed ved den dogmatiske etnolog(i)er,atdenudelukkende formårat
værekritiskepåandres vegne, menstadig betragtersigselvsomneutral.
Denne påståede neutralitet er ifølge Møllgaard en illusion: »Eftersom etnologiens produktion i bred forstand ikke bare er om samfundet og kulturen, men iprincippetogså eretkonstituerende momentisamfun¬
det, så må kulturhistorisk produktion nødvendigvis være kritisk. Der findes ikke noget sted, hvor kulturhistorikeren kan stå udenfor denne helhed, hvorfra hun på egne betingelser oguforstyrret kanse det hele.
Kulturhistorikeren er midt i det og tagerselv del i det, hun taler om,
medens hun taler. Det vilsige,atetnologien måreflekteresig selv med
i helheden«5. Etnologien kan kort sagt ikke betragtes som isoleret fra
sinomverden,men sombåde del,produktogmedproducentaf denne-
og dermedogså dennes kultur.Aterkende dette relationelle samspil er
en nødvendighed for at kunne reflektere over etnologens standpunkt, udgangspunkt og færden i verden. Kun gennem kritisk selvrefleksion undgår vi at havne i dogmatisme - den ukritiske fastholden ved et
grundlag,som ikke eryderligere begrundet.
Møllgaardtageri sinartikel afstand fra den dogmatiske etnologi,der
ikke erfunderet i en kritisk, reflekteret eller relationel forståelse af det omkringliggende samfund. Deter vores påstand, atvi i dag stadigstår
over for et behov for kritisk atreflektere over den etnologiske praksis
ogdens nuværende kontekst, oplevelsesøkonomien, hvorsynetpåkultur
som en ressource i høj grad udfordrer både vores etnologiske praksis,
menogså i bredere forstandvores faglighed.Imodsætning til Møllgaard
vil vidog argumentere for, at etholistisk kultursyn ikkeer etrealistisk ideal, idet det forudsætterenendelig erkendelseaf deleneogderes plads
i en helhed. Som Møllgaard selv skriver: »at kende delen betyder at
begribe dens plads indenfor det hele, hvoraf dener endel«6.1 vores op¬
tik erdelenes plads ikke fastog kan ikke erkendesindenforén helhed.
Delene, de enkelte kulturelementer, bør istedet tænkes i forskellige og
foranderlige relationerogkontekster.Detteskaber hverkenenatomiseret
eller holistiskkulturforståelse,men snarereén, der erkender den dyna¬
miske relation mellem delene, idette tilfælde kulturarven og helheden, nemlig det omkringliggende samfundog dets aktører. Den relationelle
kulturforståelsebetragter etnologiensomformet afogmedskaberaf den omverden,vistuderer. Kulturogdetsbetydning anskues ideres kontek-
stualiseredeoglevede form for praksis,såsom bygningsbevaringspraksis, turismepraksis, konsulentpraksis eller museumspraksis.
I artiklen vil vi tydeliggøre, hvorledes en ny oplevelsesøkonomisk
kontekstgenererer nyefagligeogpraktiske udfordringer, idet tilgangen
til vores genstandsfelt, kultur i bred forstand, ændrer karakter. Det er
i den forbindelse vigtigtat understrege, atbegrebet og fænomenet'op-
levelsesøkonomi' i nærværende tekst ikke betragtes som en trussel for
detetnologiske felt,men som en given præmis,somvi på bedstevis må forsøge at indrette os på og arbejde ud fra. Vi ønsker ikke at dømme oplevelsesøkonomien eller vurdere ressourcetankegangen som enten
negativellerpositiv. Snarere vilviundersøge, hvilke begrænsninger,men
ogsåmulighederogerfaringer, dissenyepræmisserskaber for etnologien.
Etnologien skal ikke kun betragte sin omverden som empirisk forkla- ringsfelt for en række af teorier, men som en direkte og kontinuerlig
medproducentaf såvelanalytiske ogteoretiske redskaber,somafvores
empiriske viden. Således må vi forstå at udvikle metodiske, analytiske
og teoretiske redskaber til at indfange nutidige kulturarvspraksisser.
Foratundgåatetnologien forfaldertildogmatik,således somJohannes Møllgaard beskriver det i sin artikel, må vi også vende os mod egne
måder at gå til og forklare kulturarv - idet også disse kan have behov
for justering.
Etnologiens nyegenstandsfelt: kulturarv som ressource
Iden konkrete kontekstogudfordringsomoplevelsesøkonomienidager, fremstår kulturarvsom enbrugbarogaktivressource.Nutidensressour¬
cedrevne fokuspå kulturarvskaberenkonkretsituation,hvor det kræves,
at kulturarven gøres håndterbar, synliggøres og operationaliseres. Den politiskeoghandlingsorienterede virkelighed,somressourcetænkningen omkring kulturarvudspringer fra, stiller ekstraordinæreudfordringer til
det holistiske idealogpraksis, fordiden helhedsorienteredetænkning er
sværatforene medeksempelvisenlokalplans kravoménklaroggyldig afgrænsning afetkulturmiljø. Kulturmiljøet kunne for den helhedsori¬
enterede kulturhistorikerværeafgrænsetpå mangeandre lige sågyldige
måder. For etnologien handler det derfor om,hvordanvi aktivt kan bi¬
drage til en handlingsorienteret kulturarvspraksis, hvor derstilles krav
omudpegningerogafgrænsninger afvorkulturarvogkulturmiljøer.Ien
sådan situationmåvi derfor kritiskvurdere,omoghvordanvoresidealer
om viden eranvendelige iforhold til dengivnepraksis,vier en del af.
Et sted, hvor ressourcetænkningen omkring kulturarv for alvor kan iagttages, er indenfor turismeindustrien. Under fællesbetegnelsen kul-
turarvsturisme promoveresenlangrække lande, regioner, byer,samt at¬
traktioner såsom museer, temaparker etc.- genneminddragelse afsær¬
lige bygninger, genstande ellerhistorier, derudpeges ogtagestil indtægt
somspecifikke for netop denne lokalitet.Dette skeri stadig højere grad
gennem målrettede brandingstrategier.Attraktions- eller destinations- branding kan betragtes somet forsøgpå atskabeet særligt klartog en¬
tydigtbilledeiden strategiskemarkedsføring af,hvadendestination'er'
oghvilken identitet, destinationenrummer.Detteskalgøredetnemmere forturister at identificere og skelne mellem destinationerne,samt tyde¬
liggøre, hvilke oplevelserturistensomkunde kan forvente vedsitbesøg.
Ofte sker dette ud fra en forventning om,hvadkunderne erinteresseret
i (oghvilke kunder, der erinteressante attiltrække) snarere end ud fra,
hvilke bestemtetræk,praksisser eller erfaringer,der ienkultvidenskabe¬
lig optik findes blandtlokalegrupper og individer på destinationen.
Ioplevelsesøkonomien inddrages etnologeni stigende gradsom både
forsker og udvikler indenfor turismen i relation til kulturanalyse eller markedsføringen på turistdestinationen. Hvad er det, dergør Køben¬
havn, Bornholmeller Dybbøl Mølle til noget særligt? Hvordan udvikler
viturismeprodukter med udgangspunkti ensærlig kulturogkulturarv?
I en oplevelsesindustri, der delvist overlever ved fremvisning og salg af artefakter, er en vareliggørelseog følgende objektivering af kulturen en nødvendighed. Samtidigopstårdog risikoen for den mekaniske, ureflek¬
terede og dogmatisk vægtning og udpegning af kulturelle enheder, hvis
kulturværdi tagesforgivet frem for andre, der kananses som mere van¬
skellige, problematiske eller irrelevante at håndtere og vise frem. Ofte
vægtesdet exceptionelleogæstetisk smukke bygningsværk frem for det,
der af udseende erordinært,menmåske tilgengæld har væretdetmest
betydningsfulde for lokalitetenogde mennesker, der har anvendt det.Li¬
geledes erdet ikke nødvendigvis detfysiske tilbagestående levn deri sig
selv indeholder kulturarvsværdien. Nåreksempelvisetgammelt træskib udpegessombevaringsværdigt, bør det medtænkes, hvorfor dette skiber bevaringsværdigt,oghvilketyperundersøgelserogambitioner,der ligger
tilgrund for denne påstand. Mærkatet »bevaringsværdigt«giver i sigselv
ikke meninguden,atmanved, hvilke overvejelser, værdierogformer for praksis, dergørnetopdette skib bevaringsværdigt,ogdermedogsåandre
skibe ikke-bevaringsværdige. Ofte er det kunsten at bygge et skib, der
kan holde sigflydende ogsejle, der erdet bevaringsværdige ved etskib,
men denne immaterielle kundskabersværereatbevareogillustrere end
selve skibet.
I turismens branding indgår udpegning af kulturarv som instrument
til at fremme økonomisk udvikling. Dragter, madtraditioner, historie¬
fortælling, folkekultur,naturområder ogbrugskunst inddrages iennøje tilrettelagt udvælgelsesproces, hvor kulturen omsættes tilvarer eller på
anden mådegørestil genstand for konsumtionogiscenesættelse med ud¬
gangspunkti turistensformodedeønsker. Konsekvenserneafdengennem
markedsføring og branding forstærkede vareliggørelse af kulturarven
kan tolkespå forskelligemåder.Én tolkning hvilerpåden opfattelse,at kulturarven udvandesogreduceres tiletuautentisk middel til indtjening ved,atlokal kultur stilles tilturisternes rådighed forpenge,elleratkul¬
turarveni sinvareliggørelse ikke længere erfrit-og gratis-tilgængelig
for dets lokalebrugere. Der frygtes kortsagtfor,atkulturen rettesvæk
fra dets amagertil detstf/tager.Samtidig frygtes der også foren bevidst fravælgelse af problematiske steder,genstande, historierogtraditioner til
fordel formerespiselige, uproblematiske eller eksotiskekulturelementer,
dernemmere ladersigmarkedsføreogsælge.
Modsat står betragtningen om, at vareliggørelse kan bidrage til en
potentiel styrkelse af den lokale kultur ved dens fremvisning for både besøgendeog lokale: at et øgetfokuspå kulturarv kortsagtisidste ende
gavner mere,end det skader. Ifølge dette perspektiv kan koblingenmel¬
lem kulturogøkonomi både bidrage tilenstyrket kulturel legitimering,
til en lokal følelse af ejerskab og stigende fokus på bevaring.Turisme
er i dette perspektiv ikke med til gennem dets økonomiske rentabilitet
atødelægge kulturen,men snarere atgøredenmere attraktiv,ikke kun
for turister,men også for lokale.
Der findes således ingen entydige svar på,hvad turisme og en vare-
liggørelse af lokal kultur'gør' ved en kultur eller et samfund. For at
undgå atomisering som følge af en uundgåelig vareliggørelse kræves dog en fastholdelse i, forståelse for og eksplicitering af genstandenes
og historiernes relation til det turismeprodukt, der søges markedsført.
I en relationel forståelse af forholdet mellem kulturarven og samfund (og etnologien), må det etnologiske genstandsområde- i dettetilfælde
kulturarven - betragtes ikke som adskilt, men som del af og knyttet
til et omkringliggende samfund med dets magtstrukturer, interesser og aktører.Idette perspektiv fremgår det tydeligt,atkulturarvikkeer ob¬
jektivognaturligtgivet,somdetforekommer for den dogmatiske udpeg- ningspraksis, der foregårpå baggrund af traditionelle ogureflekterede
værdikriterier. Detfremgår dogogså,atkulturarvenikkeerrelativistisk
ien grad, hvor 'anything goes'. Kulturarven skal kunne genkendes og
detsudvælgelse skal kunne ekspliciteres, redegøres for og legitimeres.
Nye økonomiske eller politiske mekanismer og rationaler ligger bag
kulturarvens udvælgelse eller legitimering. Somaktøri udvælgelses- og
legitimeringsprocesseneretnologensåledestvungettilatpositionerebåde sigselvogkulturarven i feltet.Ivores optik består udfordringenidenne udvælgelsesprocesiaterkende, hvilke kræfterogpositioner,herunderet¬
nologens egne,der medvirker til atpegepå bestemte former for kultur¬
arvfrem for andre. Someteksempelpåen bevidstogmålrettetsatsning påatudvikleogkommunikere danske værdieri etturismesammenhæng
kannævnes den danskeregeringsnuværende forsøg på at brandeDan¬
mark.Iden forbindelse erder under dennystiftedemillionfond formar¬
kedsføringaf Danmark opstillet fire temaområdersompåforhåndgivne
rammerfor videreforskningiogkonkrete tiltag omkringmarkedsføring
af Danmark7. Under disse områderbetegnes Danmark som»etansvar¬
ligtogafbalanceret land«, »af høj kvalitet«, »eksperimenterendeog mo¬
digt« samt »miljøbevidst, enkelt ogeffektivt«8.1 denne formulering er
rammernefor, hvad Danmarkog dansk kulturer,på forhåndafgrænset.
Temaerne rummer så at sige en grænse for, hvad Danmark og dermed også dansk kulturog danskerne ikke er. Dansk kultur stårikke for det
tolerante, men for det modige, ikke for det mangfoldige og rummelige,
menfor det enkle ogeffektive. Hermed harmanpåforhåndtruffet valg
ogindkredset udfra hvilkeparametre,Danmark skal markedsføres.Det
hører til sjældenhederne, atman som hos Fonden til Markedsføringaf
Danmark finderen sådirekteekspliciteringaf, hvadenturistdestination
skalog børrumme.Ofte vil sådanne målsætningervære mereimplicitte
eller uudtalte, som itilfælde hvor etnologer gennem kulturanalyser på
destinationerbedes omatudpege nogle træk ellersærkender for stedet.
En tydeligere eksplicitering ogstillingtagen til implicitte kravom,hvad
det overhovedet er, man ønsker at opnå med en eventuel udpegningaf kulturarv, er første skridt på vejen til en kritisk og relationelt funderet etnologisk praksis.Bestemtekulturarvselementermarkedsføres ellerpro¬
moveres på anden måde i både privatog offentligtregi som repræsen¬
tative udtryk foren bestemt lokalitet og denneskultur. Dette illustrerer interessegruppers, idette tilfælde turismeindustrien, mulighed foratud¬
vælge noget frem for nogetandet, hvad enten dette nogetbestår i Den
lille havfrue,cykelstier eller dansk frisind.
Kulturarv som strategisk udviklingspotentiale
Iturismesammenhæng byder stadig flere aktører indpå at'tilbyde kul¬
turarv' ogdefinere dets indhold iform affortællinger, kulturtilbud, pak¬
kerejser, guidedeture ogudstillinger. Idette brede felt bliver etnologens
evne tilatoverskueforskellige praksisser,motiverog strategierogderes indbyrdes forhold bydende nødvendige.Pålignendevis udfordresetno¬
logens faglighed også i bevaringsfeltet, hvor praksis i øjeblikket synes atgennemgå markante forandringer, idet ettidligere ideal omhelheds¬
tænkning i stigende grad tænkes sammen med krav om økonomiske bæredygtighed, lokale ejerskabskonstruktioner og driftsgarantier.
Iarbejdet med atudvikle og bevare bygningskulturenstår vi overfor
enmaterielvirkelighed,somtvinger etnologen tilatudvælgenogetfrem
for nogetandet. Til dette arbejde harviofficieltset tostatslige redskaber
formuleretiSAVE-metoden9.Hererder søgt atskabe plads både til den smalle, elitære fredning af arkitekturværker af national betydningogtil
den bredere sikring af kulturmiljøer, som forener den konkrete histori¬
ske videnometgiventmiljø med kontekstuelle, subjektive iagttagelseraf eksempelvis fritliggende træer,udsigtspunkterog enkeltstående bygnin¬
ger.Med etsådantredskabihåndenerder principielt skabt plads for,at kulturarv kanopfattes somnoget,der konstrueressom en både subjek¬
tiv ogfælles fortælling.Deudpegede miljøer eller bygninger vurderes og
udpegespådenenesidepåbaggrundaf deres historiske fortælleværdiog unicitet. Påden anden sideopstårbevaringsværdierne ikraft afden viden,
man ønskeratopnå på dettidspunkt, vurderingenforetages. Kulturarv
bliver således udtryk for den mening, mantillægger stedet, genstanden
eller fænomenet10.Spørgsmåleterimidlertid, hvordanman håndtererat bevareetsmukt fritstående træ påen mark ellerenmodernistisk drifts¬
bygning i beton hvis funktion forlængst er udtømt når nye, pladskræ¬
vende kræfter bankerpåhos de kommunale forvaltninger?
Der hersker næppe tvivl om, at SAVE registreringen og de dertil¬
hørende atlasarbejder med indbygget holisme og helhedstanker har
været svært håndterbare ikommunerne. Ofte har detværet de mindre fortællestærke relikter, som harmåttet betale prisen ved deres fravalg.
Imidlertidsynes en mulig løsningnuatvære blevet fundetiKulturarvs- styrelsen.I hvert fald hvismanskal dømme efter den nylige afrapporte¬
ring af projektet med Kulturarvskommuner. Erfaringen fra projekterne omkring kulturarvskommunerne er, at »Kulturarvengårfra at være et passiv, derstår ivejenfor udvikling, tilatvære en aktivressource, der
er udgangspunkt for udviklingen«u Citatet vidner om, at der i dette forsøgsprojektikommunerneerskabtenforståelse for berettigelsen af kulturarv, idet den nu ikke længere står i vejen for udvikling. I stedet
ses den som etvigtigt instrument i arbejdet med bæredygtig udvikling
af kommunerne og som en ressource.
Baggrunden for det nyligtigangsattearbejde med kulturarvskommu¬
nerer,atKulturarvsstyrelsen tilbagei 2005 i samarbejde med Realdania
fik udarbejdet en rapport, som pegede på,at både befolkningenog er¬
hvervslivet vægterkulturarven højtog gernebosættersiginærheden af
kulturarv. Desuden blev kulturarvanset som en dynamo forturister og
positivvækstilandets kommuner. Påbaggrundafrapportenskonklusio¬
ner blevforsøgsprojekterigangsat ifire udvalgte kommuner. Tankenvar,
at disse kulturarvskommuner skulle udvikle en række forskelligartede demonstrationsprojekter,somalle skalvisenyevejetil, hvordan kultur¬
arv kan indgå som et strategisk elementikommuneplanlægningen. Til
forskel for Kulturarvsstyrelsens rolle somforvaltnings- og driftsenhed,
bærerstyrelsens rolleidette projektmere prægafkonsulentvirksomhed.
Kulturarvsstyrelsen råder kommunerne til at få øjnene op for kultur¬
arvens strategiske potentialer, såsom at »Kulturarven bliver en del af
kommunensbranding. Det ergodt timet, fordietprodukt lige nu ikke
kansælges udenen historie.Atvores historiefortælling virkerogbliver opfanget, kanvibegyndeatsepåejendomsmæglerannoncerne«12. Som
citatet ovenforillustrerer,synesretorikken omkring kulturarvsbegrebet
athave ændretsig.Vækstparadigmets synpå kulturarvsomnytteværdi
og redskab til storytelling og branding har erstattet en tidligere hel¬
hedstænkning, som blandt andet kulturmiljøbegrebet repræsenterede
i kraft afSAVEregistreringens anvisninger for, hvordan et sådant kan
karaktiseresogudvælges.
Etnologiens egen kulturarv
Som nævnt tidligere i artiklen er vores sigte ikke at vurdere, hvorvidt
vores kulturarv er mere eller mindre truet af den skitserede udvikling
eller at dømme udviklingen somgod eller skidt. Derimod er detvores
målatdiskutere, hvorledesetnologien kan tilrettelæggesinegenfaglige praksis efter omstændighedernesamt at undersøge, hvilke erfaringervi
kandrage af dennuværende situation.Møllgaard kritiserer den dogmati¬
skeetnologi, der kun kanværekritisk på andresvegne.Inspireretaf dette
vilviafstå fraenkritik af deomstændigheder,vierstillet overfor-eller
enforherligelse af de 'gode,gamledage'.Idensidste del af artiklen vilvi
istedetforsøge atdiskuterer, hvordanvi, gennem selvkritisk refleksion
over voresetnologisketeorier,metoderogvidensbegreber kan håndtere
den udfordring, oplevelsesøkonomien aktualisereridag. Til sidst vil vi give nogle bud på, hvorledes etnologien kan være med til at skærpe
teoretiske og praktiske redskaber, der kan virke i kulturarvsindustrien
idag ved atinddrage ogreflektereover de tilegnede erfaringer. Således
er det vores håb at kunne bidrage til kulturarvsfeltets dannelsesrejse
meden etnologisk praksis, der udfordrer både den dogmatiske og den
holistiske kulturopfattelse.
Som beskrevet ovenfor medeksempler fra kulturarvspraksisserida¬
gens turisme og sikring af bygningskultur bliver det etnologiske ideal
om holisme udfordret af oplevelsesøkonomiens handlingsorienterede krav, der medførertingsliggørelse, objektiveringog atomiseringafvores
kulturarv. Situationen i dag er paradoksal, fordi vi forsøger atoperere i ethandlingsorienteretog vareliggørende kulturarvsfelt med kulturvi¬
denskabelige begreber om kultur som værende relationelt forankret, foranderlig og et produkt af kulturelle og sociale processer.Vores for¬
ståelse af kultur harmonerer kort sagtikke med dekrav omobjektive¬
ring, som ressource- og strategitænkningen i dag kræver. Den neutrale etnolog13 vili enkarikeret form stejltog med korslagte armefastholde
sine teoretiske idealer, selvom de viser sig i praksis atvære erumulige
atanvende. Enneutraletnologierifølge Møllgaard dog slet ikke mulig,
idetder ikke findes nogetsted, hvoretnologen kanståuden for det, hun forsøger at beskrive14. Den kritiske etnolog medtænker sig selv og sin
egenpraksis som en del af det, hun undersøger. Det er derfor relevant
forvoresforsøg på at blive bedre tilathåndtere oplevelsesøkonomiens krav, at vi ekspliciterer vores etnologiske ballast - altså ser kritisk på
vores eget kulturvidenskabelige udgangspunkt.
Kulturarv er et ord, der ofte bruges til at betegne fysiske og ikke- fysiske kulturelle levn, der omgiver os. Betegnelsen leder os i kraft af
denne benyttelse ofte til attænke, at kulturarver noget, der eksisterer
i verden. Noget, som bare liggerog venter på at blive udpeget, samlet
ind ogbevaret. Imidlertidkan kulturarv også anskuessomnoget,vihele
tiden skaberog som dermed opnår eksistensirelation til etsubjekt,en
betragter,enbruger ellerenforsker.Disseto anskuelser kan skrives ind
i topositioner, der ergamle kendinge i kulturvidenskaben. På den ene side denlogisk-empiriskepositionmed idealer hentetinaturvidenskaben
ogpå den anden side den hermeneutisk-fænomenologiske position,der oprindeligt knytter sig til humanvidenskaberne. Erkendelses-filosofisk
beskrives grundlaget for den logisk-empiriske metodologi som empi¬
risme ogrealisme,mensdenhermeneutisk-fænomenologiske metodologi
beskrives som idealisme. Ontologisk repræsenterer de to positioner forestillingenomvidensomhenholdsvis sand, objektivoguforanderlig
og som kontingent, subjektivog foranderlig.
Dissepositionerdanner-sammenmed diskussionerneimellem dem-
dét fundament, som vores etnologiske (ud)dannelse er baseret på, og
det,vikan kalde foretnologiensegenkulturarv.Deto positionerer som
teoretiske idealer direkte modsatrettede. I mange år har den hermeneu¬
tisk-fænomenologiske metodologi domineret kulturarvsfeltetogden lo¬
gisk-empiriske metodologi været udskældt. Disse overordnede viden¬
skabsteoretiskepositionerkommer bl.a. tiludtrykiogharstorbetydning
for arbejdet med kulturarvgennem de redskaber og idealer, sometno¬
logerogandre kulturforskere har med sig ikraftaf deres uddannelser.I
artiklen Kulturmiljø- landskabelig realitet eller kulturel konstruktion?
betegner etnolog EskeWohlfart det herskende paradigme indenfor kul¬
turmiljødebatten somkonstruktivistisk og præget af helhedstænkning.
Detteparadigme står iWohlfarts artikeli oppositiontiletessentialistisk paradigmeprægetatelementtænkning15.
De to modsatrettede teoretiske positioner kommerogså til udtryk i
kulturarvsfeltet ieksempelvis forståelsen af materiel overfor immateriel
kulturarv.Spørgsmåleteridennesammenhæng,omkulturarv udelukken¬
de børforståssom en række materielleog fysiskegenstande, der ikraft
af deresfysiske eksistenserværdifulde vidnesbyrdomfortiden, ellerom
kulturarv også kan forstås somde immaterielle praksisser,kundskaber
ogerfaringer, dererknyttet til særligekulturelle fænomenerogobjekter.
Denimmaterielle kulturarveripraksis sværathåndtere, bevareog pege
på,netopfordi det immaterielle ikkeerfysiskogbestandigt,menorganisk
ogforanderligt.Det,somWohlfahrt betegnersomdet konstruktivistiske paradigme,ernetopkendetegnet vedatforståkultursomkulturelle eller
socialekonstruktioner, dererorganiskeogforanderlige.Derforerkultur
i detteperspektiv ikke objektiv eller bestandig. Wohlfahrts væsentligste pointe er,at kulturmiljøfelteter på vej tilbage mod et essentialistisk og
elementorienteretparadigme, fordi det konstruktivistiskeoghelhedsori¬
enterede ideal er svært at anvende i praksis. Ifølge Wohlfahrt fører det
konstruktivistiskeideal kulturforskeren ud i enrelativismeproblematik,
idet alle kulturelle konstruktioner i princippet antages for atvære lige væsentlige. Detrelationelle kulturarvsbegrebfungerer ivoresoptik som
modvægt, ikke kun til en ren atomisme,men også til relativismen ved
gennem en tydelig argumentation og specificering af specifikke og rae- ningsskabende forbindelser mellemforskellige deleatskabe forståelse for
delenesrelevans, betydning ellerpå anden måde tilknytning tilen given
kontekst.
Kulturarv i oplevelsesøkonomien- erfaringer til dannelsesrejsen?
Inærværende artikel har viforsøgtatdiskutere nogleaf de udfordringer, etnologien idenne tid står overfori den nye kontekst,som oplevelses-
økonomien skaber. På baggrund afen øget ressourcetænkning i synet
på og udpegningen af kulturarv har vi forsøgtat påvise,hvorledes re¬
fleksioneroveregenposition,praksisogerfaring stadigidag måogbør
ståcentralt foretnologen. I beskrivelsen af, hvordan etnologen baserer
sin praksis på både samfundets udfordringer og fagets egen kulturarv
og dermedogsåermed tilatomdanneog forme etnologiens redskaber,
forstås etnologen som bevidst om sit relationelt funderede faglige og samfundsmæssige udgangspunktogrolleiforhold til sitfelt. Etnologen
kan ikke stå uden for den virkelighed, den kommer af eller studerer.
Etnologen er ikke alene medskaber af den kulturarv, der gennem ud¬
vælgelse og bevaringsstrategier bliver vore efterfølgeres,men samtidig også af den etnologiske praksis, der skabes med ogmod omverdenens
fortløbende krav. Detersåledes, atetnologen med Møllgaards ord ud¬
fører kritisk kulturhistorie.
I forlængelse af Møllgaards artikel opfordrer vi til et øget fokus på
ogbedre forståelse for de relationer ogpraksisser, sometnologen, den etnologiske viden og den etnologiske praksis indgår i. Ikke kun for at mediere mellem en objektiverende og en kulturrelativistisk tilgang til kulturarven, men også for i højere udstrækning at kunne relatere til
vores egenposition og egne muligheder i de felter, vi som fagpersoner
erforankret i.I modsætning til Møllgaardmener viderimod ikke,aten holistisktilgang i dag er hverken realistisk eller ønskværdig. At tænke
kulturarv holistisk er i vores øjne et ideal, som er blevet blind for, at holismenernetop dette-etideal. Enddaetideologisk ét af slagsen, hvor
homogenitet og enhed bliver en parole frem for en konkret realitet. I
stedet for holismen som mulighed og ideal, må vi styrke bevidstheden
om det relationelle.
Som (del af en) løsning på oplevelsesøkonomiens nye udfordringer,
harvi iartikleninspireretaf Møllgaard argumenteretfor,atetnologien i langt højeregrad end pånuværende tidspunktmåtænkessomrelationelt betinget afogforankretisamfundet.Møllgaardpegeri sinartikelpåto kulturhistoriske retninger: dogmatismeog holisme. Det er etnologiens erfaringer medat bruge, diskutere og kritisere disse positioner, som vi benytteros af,når vianalyserer, hvordan kulturarv udpeges, bevaresog fredes. I stigende grad har det også betydning for, hvordan kulturarv fremvises, kommercialiseres og vareliggøres inden for turismen. Ved
at trække på etnologiens traditioner og diskussioner foretager vi en
udvælgelse af visse metoder frem for andre.Vireflektererogdiskuterer anvendelighedogulemper vedvoresteoretiskeogmetodiske traditioner
og er hermed med til konstant at producere og omforme etnologiens faglige retning og profil. I dette reflekterende arbejde akkumuleres er¬
faringermed vor egen kulturvidenskabelige kulturarv. Erfaringer som, hvis devisersigbrugbare, skaber fremtidens fundament foratpraktisere etnologi.På denne mådeervi somselvreflekterende etnologer medska-
bere af denkulturvidenskabelige arv.
Gennemvoreseksempler harviforsøgtatpåvise,atkulturarvenidets strategiske benyttelsei høj grader situeret ien særligkontekst,somvi
argumenterer for forhindrer eller reelt umuliggør en holistisk tilgang.
Et farvel til holismen skal imidlertid ikke forstås som en forsimpling.
Tværtimod. Lokale, situerede historierogdethverdagsligeniveauerikke simple, hvisvi blot undgår atgå til dem somallerede erfaretcommon-
sense. Som etnologer bør vi ikke frygte de komplicerede, besværlige,
omstridte eller paradoksale historier. Det eri vores overblik over sam¬
menhænge og forståelse afkulturens kompleksiteter,at vikan bidrage
som andet og mere end konsulent-wannabes. Dette kan vi gøre med historier,genstande, udstillinger, tursimeprodukterogbygningsbevaring,
der ikke bare søger atromantisere fortiden eller behage nutiden, men
også forstår at vække undren, interesse, glæde og nysgerrighed. Dette
er enressource, somkun kan udnyttes for lidt!
Noter
1 KulturarvsstyrelsenogRealdaniasøsattei 2005etpilotprojekt,-»kulturarvskommu- neprojektet«-hvorigennemfire danske kommuneri 2007skulle udvikle metoderogprak-
sis iforhold tilatbruge kulturarvensom enværdifuldressourceikommuneudviklingen.
http://www.kulturarv.dk/kulturarv/kulturarv_kommuner/index.jsp 2 (Møllga-
ard 1997:9f). 3 (Møllgaard 1997:9). 4 (Møllgaard 1997:9). 5 (Møllgaard 1997:10). 6 (Møllgaard 1997:9). 7 Fonden for markedsføring af Danmarkvare¬
tagerikke kun brandingi enturismekontekst,menogså somledihandel,og anden
udadvendt kommunikation ogaktiviteter. Dettetydeliggør kunyderligere, atkultur
ogværdier fungerersom en ressourcefor strategisk-økonomiske mål. 8 http://www.
mfonden.dk/indsatsomraader 9 SAVE stårforSurveyof Architectural Valuesinthe
Environment. Deter et danskudviklet systemtil registreringaf byer ogbygningers bevaringsværdi. SAVE-metoden ligger til grundfordetstatslige arbejde med udarbej¬
delse afkulturarvsatlasser,der registrererbevaringsværdi ibygninger. 10 SomEske
Wohlfart (2003) pointerer i sin artikel »Kulturmiljø-landskabelig realitet eller kul¬
turel konstruktion?« medfører et sådant redskab også et element af selvmodsigelse,
idet der sideom side medetrelationeltog konstruktivistiskudgangspunkt eksisterer
ennærmestpositivistiskforestillingom,atmankan opstilleensamletregistreringaf
dekulturhistoriske værdier.Iden konstruktivistiskeoptikerdenne indsamling nemlig endeløs, idet reproduktionen af værdiladningen afetgiventområdeerdynamisk og endeløs. 11 (Kulturarv-etaktiv.Anbefalinger fra fire kulturarvskommuner. Kultur¬
arvsstyrelsenogRealdania2007:s 1). 12 (Kulturarv-etaktiv. Anbefalinger fra fire kulturarvskommuner.KulturarvsstyrelsenogRealdania2007, s.50). 13 (Møllgaard 1997:10). 14 (Møllgaard 1997:10). 15 (Wohlfart 2003:37f).
Litteratur
Møllgaard, Johannes 1997: Kulturhistoriens dannelsesrejse. Folkogkultur97.
København, ForeningenDanmarks Folkeminder.
KulturarvsstyrelsenogRealdania2007:Kulturarv-etaktiv. Anbefalinger fra fire
kulturarvskommuner.
Wohlfart,Eske (2003) »Kulturmiljø-landskabelig realitet eller kulturel
konstruktion?«.ICarlberg,N. & S. M.Christensen:Kulturmiljø-mellem forskningogpolitisk praksis.MuseumTusculanumsForlag. Københavns Universitet,København.Side 27-55
http://www.kulturarv.dk/kulturarv/kulturarv_kommuner/index.jsp
Summary
Cultural heritagein theexperience economy
Challenges to the Bildungsreise of ethnology
Inthe article the three authors discuss thedevelopment andincreasing strategic sig- nificance of the culturalheritageconceptinthe fieids oftourismand thepreservation ofbuildings. With a background in Johannes Mølgaard's idea of the Bildungsreise
of the culturalheritageconcept,the articlesuggests how ethnologyas a subjectcan continuetoinfluence thecontentanduseof the concept atatimewhen the battle for
culturalheritageis being wagedinavariegated network ofinterests.