• Ingen resultater fundet

Kulturarv i oplevelsesøkonomien

N/A
N/A
Info
Hent
Protected

Academic year: 2022

Del "Kulturarv i oplevelsesøkonomien"

Copied!
14
0
0

Indlæser.... (se fuldtekst nu)

Hele teksten

(1)

Kulturarv i

oplevelsesøkonomien

Udfordringer til etnologiens dannelsesrejse

Af Helle Nysted Andersen, Carina Ren og UllaSchärfe

Oplevelsesøkonomienprægeridag flere af etnologiens vigtigeansættel¬

ses-ogforskningsområdenNyeansættelsesområderfor etnologererble¬

vetskabt i taktmed,atkultur indenforeksempelvisturismeog byplan¬

lægningioplevelsesøkonomiens ånderbleveten salgsvare ogkulturarv

etressourcestærktvækstparameter.1 1997bruger JohannesMøllgaard i

FolkogKulturs årbogdannelsesrejsensommetafor for kulturhistoriens

bestræbelseratdannesigsomselvstændig disciplinogskabeenfælles videnskabelig base.For atundgå dogmatisme- både videnskabeligtog

som fag-må etnologien ifølge hamløfte sigfra etatomistisk tiletholi¬

stisk (ud)synpåverden.Idenneartikeltagestråden fra Møllgaardopigen

for med denne i håndenat betragteogdiskuterenutidenssituation.Med eksempler fra kulturarvsturismeog bevaringen af bygningskultur vil de

tre forfattere diskutere præmisserne for en fortsat dannelsesrejse,hvor¬

medetnologiens faglighedog selvbevidsthed kanvidereudvikles ogstyr¬

kes.Spørgsmåleter, omholisme stadigeretrealistisk idealfor etnologien,

oghvorledes vi imodsatfald kan håndtere kultur ibrudstykker.

I artiklen vil vi diskutereoplevelsesøkonomiens udfordringer tiletno¬

logien med udgangspunkt ikulturarv, deri stigende grad både politisk

og erhvervsmæssigt tænkes strategisk og som en værdifuld ressource.

Kulturarvbenyttes,somdet vil blive belystiartiklen, blandt andetsom

endel af turismedestinationersmarkedsføringellersomdel afkommuner

og regioners udviklingsstrategi1. Som etnologer med beskæftigelse og

forskningserfaring indenfor disseemnerønskerviatundersøge, hvorle¬

des disse forandringer påvirker det kulturarvsbegrebogden bevarings- praksis,visometnologer benytteros af. Hvilke genstande, fortællinger

ogerfaringer udpegerogoverleverervitil dekommendegenerationer,og

hvordan håndterevide historier,somikkeersexede nok tilat generere

nytteværdi i økonomisk forstand? Hvordan tackler vi oplevelsesøko¬

nomiens specifikke værdikriterier som en udfordring til etnologiens

(2)

hidtidige idealerogpraksisserombevaringsværdiogkulturarv,oghvor¬

dan kanviintegrereeventuelle dilemmaer mellem disse forskellige måder

attænke og bruge kulturpå i en konstruktiv faglig læreproces på det,

somMøllgaard kalder kulturhistoriens dannelsesrejse?

Dissespørgsmål vil vi forsøgeatkomme omkring med udgangspunkt

iJohannes Møllgaards artikel Kulturhistoriens dannelsesrejse fra 1997.

Møllgaardminderosnemligidenne artikelom,atvoresegetfaglige ud¬

gangspunkt-voresteorier,praksisogidealer-måbetragtes med selvkri¬

tiskeogselvreflekterendeøjne. Kun derved kan kulturhistorien undgåat

stagnereifastlåsteogdogmatiske positionerogfortsætte dannelsesrejsen

modnye erkendelser.Denselvkritiskerefleksion,som Møllgaard opfor¬

drertil, er inspirationen til nærværende artikels forsøgpå at diskutere

og løse de potentielle konflikter,vi mener oplevelsesøkonomien bringer

indidetetnologiske fagfelt. Møllgaard opstilleretsærligtideal foretno¬

logisk praksis,som han metaforiskillustrerergennem rejsen.Ved hjælp

afHegels forestilling om bevidsthedens forskellige stadier, fra subjektiv

overobjektiv tilabsolutånd,argumentererMøllgaardfor nødvendighe¬

deni gennem detnegatives arbejde atløfte sigop oververdens tingslig¬

gørelse, hvor det nærværende atomiseres og fastfryses. Kun hermed vil

detlykkesatskabeogfastholdedet holistiskesyn, somifølgeMøllgaard

børvære etideal for kulturhistorien. Holismen ifølge hamgå »[...]

udfra enhelhed: kulturen ogmenneskelivet udgøren helhed. Detinde¬

bærertoafgørendeting.Fordetførstmåhelheden nødvendigvisrumme

gammeltognyt, nogetdøendeognoget,der bruser frem,spændingerog

modsætninger[...] Fordet andetbetyder det, at kulturhistorikeren selv

er endelaf den helhed, hun studerer«2.

Møllgaard retter en kritik mod den dogmatiske etnologi, der ifølge

ham har afbrudtdannelsesrejsen til fordel for det substantielle liv, dag¬

ligdagen, der for ham kun udgør kulturhistoriens første dannelsestrin.

Ved udelukkende at fastholde og fokusere på »dagligsproget og com-

mon sense«3 skabes dogmatikken, der karakteriseres ved »en ukritisk fastholden ved etgrundlag, som ikke er yderligere begrundet«4. En svaghed ved den dogmatiske etnolog(i)er,atdenudelukkende formårat

værekritiskepåandres vegne, menstadig betragtersigselvsomneutral.

Denne påståede neutralitet er ifølge Møllgaard en illusion: »Eftersom etnologiens produktion i bred forstand ikke bare er om samfundet og kulturen, men iprincippetogså eretkonstituerende momentisamfun¬

det, så må kulturhistorisk produktion nødvendigvis være kritisk. Der findes ikke noget sted, hvor kulturhistorikeren kan stå udenfor denne helhed, hvorfra hun på egne betingelser oguforstyrret kanse det hele.

Kulturhistorikeren er midt i det og tagerselv del i det, hun taler om,

(3)

medens hun taler. Det vilsige,atetnologien måreflekteresig selv med

i helheden«5. Etnologien kan kort sagt ikke betragtes som isoleret fra

sinomverden,men sombåde del,produktogmedproducentaf denne-

og dermedogså dennes kultur.Aterkende dette relationelle samspil er

en nødvendighed for at kunne reflektere over etnologens standpunkt, udgangspunkt og færden i verden. Kun gennem kritisk selvrefleksion undgår vi at havne i dogmatisme - den ukritiske fastholden ved et

grundlag,som ikke eryderligere begrundet.

Møllgaardtageri sinartikel afstand fra den dogmatiske etnologi,der

ikke erfunderet i en kritisk, reflekteret eller relationel forståelse af det omkringliggende samfund. Deter vores påstand, atvi i dag stadigstår

over for et behov for kritisk atreflektere over den etnologiske praksis

ogdens nuværende kontekst, oplevelsesøkonomien, hvorsynetpåkultur

som en ressource i høj grad udfordrer både vores etnologiske praksis,

menogså i bredere forstandvores faglighed.Imodsætning til Møllgaard

vil vidog argumentere for, at etholistisk kultursyn ikkeer etrealistisk ideal, idet det forudsætterenendelig erkendelseaf deleneogderes plads

i en helhed. Som Møllgaard selv skriver: »at kende delen betyder at

begribe dens plads indenfor det hele, hvoraf dener endel«6.1 vores op¬

tik erdelenes plads ikke fastog kan ikke erkendesindenforén helhed.

Delene, de enkelte kulturelementer, bør istedet tænkes i forskellige og

foranderlige relationerogkontekster.Detteskaber hverkenenatomiseret

eller holistiskkulturforståelse,men snarereén, der erkender den dyna¬

miske relation mellem delene, idette tilfælde kulturarven og helheden, nemlig det omkringliggende samfundog dets aktører. Den relationelle

kulturforståelsebetragter etnologiensomformet afogmedskaberaf den omverden,vistuderer. Kulturogdetsbetydning anskues ideres kontek-

stualiseredeoglevede form for praksis,såsom bygningsbevaringspraksis, turismepraksis, konsulentpraksis eller museumspraksis.

I artiklen vil vi tydeliggøre, hvorledes en ny oplevelsesøkonomisk

kontekstgenererer nyefagligeogpraktiske udfordringer, idet tilgangen

til vores genstandsfelt, kultur i bred forstand, ændrer karakter. Det er

i den forbindelse vigtigtat understrege, atbegrebet og fænomenet'op-

levelsesøkonomi' i nærværende tekst ikke betragtes som en trussel for

detetnologiske felt,men som en given præmis,somvi på bedstevis må forsøge at indrette osog arbejde ud fra. Vi ønsker ikke at dømme oplevelsesøkonomien eller vurdere ressourcetankegangen som enten

negativellerpositiv. Snarere vilviundersøge, hvilke begrænsninger,men

ogsåmulighederogerfaringer, dissenyepræmisserskaber for etnologien.

Etnologien skal ikke kun betragte sin omverden som empirisk forkla- ringsfelt for en række af teorier, men som en direkte og kontinuerlig

(4)

medproducentaf såvelanalytiske ogteoretiske redskaber,somafvores

empiriske viden. Således må vi forstå at udvikle metodiske, analytiske

og teoretiske redskaber til at indfange nutidige kulturarvspraksisser.

Foratundgåatetnologien forfaldertildogmatik,således somJohannes Møllgaard beskriver det i sin artikel, må vi også vende os mod egne

måder at gå til og forklare kulturarv - idet også disse kan have behov

for justering.

Etnologiens nyegenstandsfelt: kulturarv som ressource

Iden konkrete kontekstogudfordringsomoplevelsesøkonomienidager, fremstår kulturarvsom enbrugbarogaktivressource.Nutidensressour¬

cedrevne fokuspå kulturarvskaberenkonkretsituation,hvor det kræves,

at kulturarven gøres håndterbar, synliggøres og operationaliseres. Den politiskeoghandlingsorienterede virkelighed,somressourcetænkningen omkring kulturarvudspringer fra, stiller ekstraordinæreudfordringer til

det holistiske idealogpraksis, fordiden helhedsorienteredetænkning er

sværatforene medeksempelvisenlokalplans kravoménklaroggyldig afgrænsning afetkulturmiljø. Kulturmiljøet kunne for den helhedsori¬

enterede kulturhistorikerværeafgrænsetpå mangeandre lige sågyldige

måder. For etnologien handler det derfor om,hvordanvi aktivt kan bi¬

drage til en handlingsorienteret kulturarvspraksis, hvor derstilles krav

omudpegningerogafgrænsninger afvorkulturarvogkulturmiljøer.Ien

sådan situationvi derfor kritiskvurdere,omoghvordanvoresidealer

om viden eranvendelige iforhold til dengivnepraksis,vier en del af.

Et sted, hvor ressourcetænkningen omkring kulturarv for alvor kan iagttages, er indenfor turismeindustrien. Under fællesbetegnelsen kul-

turarvsturisme promoveresenlangrække lande, regioner, byer,samt at¬

traktioner såsom museer, temaparker etc.- genneminddragelse afsær¬

lige bygninger, genstande ellerhistorier, derudpeges ogtagestil indtægt

somspecifikke for netop denne lokalitet.Dette skeri stadig højere grad

gennem målrettede brandingstrategier.Attraktions- eller destinations- branding kan betragtes somet forsøgpå atskabeet særligt klartog en¬

tydigtbilledeiden strategiskemarkedsføring af,hvadendestination'er'

oghvilken identitet, destinationenrummer.Detteskalgøredetnemmere forturister at identificere og skelne mellem destinationerne,samt tyde¬

liggøre, hvilke oplevelserturistensomkunde kan forvente vedsitbesøg.

Ofte sker dette ud fra en forventning om,hvadkunderne erinteresseret

i (oghvilke kunder, der erinteressante attiltrække) snarere end ud fra,

hvilke bestemtetræk,praksisser eller erfaringer,der ienkultvidenskabe¬

lig optik findes blandtlokalegrupper og individer på destinationen.

Ioplevelsesøkonomien inddrages etnologeni stigende gradsom både

(5)

forsker og udvikler indenfor turismen i relation til kulturanalyse eller markedsføringen på turistdestinationen. Hvad er det, dergør Køben¬

havn, Bornholmeller Dybbøl Mølle til noget særligt? Hvordan udvikler

viturismeprodukter med udgangspunkti ensærlig kulturogkulturarv?

I en oplevelsesindustri, der delvist overlever ved fremvisning og salg af artefakter, er en vareliggørelseog følgende objektivering af kulturen en nødvendighed. Samtidigopstårdog risikoen for den mekaniske, ureflek¬

terede og dogmatisk vægtning og udpegning af kulturelle enheder, hvis

kulturværdi tagesforgivet frem for andre, der kananses som mere van¬

skellige, problematiske eller irrelevante at håndtere og vise frem. Ofte

vægtesdet exceptionelleogæstetisk smukke bygningsværk frem for det,

der af udseende erordinært,menmåske tilgengæld har væretdetmest

betydningsfulde for lokalitetenogde mennesker, der har anvendt det.Li¬

geledes erdet ikke nødvendigvis detfysiske tilbagestående levn deri sig

selv indeholder kulturarvsværdien. Nåreksempelvisetgammelt træskib udpegessombevaringsværdigt, bør det medtænkes, hvorfor dette skiber bevaringsværdigt,oghvilketyperundersøgelserogambitioner,der ligger

tilgrund for denne påstand. Mærkatet »bevaringsværdigt«giver i sigselv

ikke meninguden,atmanved, hvilke overvejelser, værdierogformer for praksis, dergørnetopdette skib bevaringsværdigt,ogdermedogsåandre

skibe ikke-bevaringsværdige. Ofte er det kunsten at bygge et skib, der

kan holde sigflydende ogsejle, der erdet bevaringsværdige ved etskib,

men denne immaterielle kundskabersværereatbevareogillustrere end

selve skibet.

I turismens branding indgår udpegning af kulturarv som instrument

til at fremme økonomisk udvikling. Dragter, madtraditioner, historie¬

fortælling, folkekultur,naturområder ogbrugskunst inddrages iennøje tilrettelagt udvælgelsesproces, hvor kulturen omsættes tilvarer eller på

anden mådegørestil genstand for konsumtionogiscenesættelse med ud¬

gangspunkti turistensformodedeønsker. Konsekvenserneafdengennem

markedsføring og branding forstærkede vareliggørelse af kulturarven

kan tolkespå forskelligemåder.Én tolkning hvilerpåden opfattelse,at kulturarven udvandesogreduceres tiletuautentisk middel til indtjening ved,atlokal kultur stilles tilturisternes rådighed forpenge,elleratkul¬

turarveni sinvareliggørelse ikke længere erfrit-og gratis-tilgængelig

for dets lokalebrugere. Der frygtes kortsagtfor,atkulturen rettesvæk

fra dets amagertil detstf/tager.Samtidig frygtes der også foren bevidst fravælgelse af problematiske steder,genstande, historierogtraditioner til

fordel formerespiselige, uproblematiske eller eksotiskekulturelementer,

dernemmere ladersigmarkedsføreogsælge.

Modsat står betragtningen om, at vareliggørelse kan bidrage til en

(6)

potentiel styrkelse af den lokale kultur ved dens fremvisning for både besøgendeog lokale: at et øgetfokuspå kulturarv kortsagtisidste ende

gavner mere,end det skader. Ifølge dette perspektiv kan koblingenmel¬

lem kulturogøkonomi både bidrage tilenstyrket kulturel legitimering,

til en lokal følelse af ejerskab og stigende fokus på bevaring.Turisme

er i dette perspektiv ikke med til gennem dets økonomiske rentabilitet

atødelægge kulturen,men snarere atgøredenmere attraktiv,ikke kun

for turister,men også for lokale.

Der findes således ingen entydige svar på,hvad turisme og en vare-

liggørelse af lokal kultur'gør' ved en kultur eller et samfund. For at

undgå atomisering som følge af en uundgåelig vareliggørelse kræves dog en fastholdelse i, forståelse for og eksplicitering af genstandenes

og historiernes relation til det turismeprodukt, der søges markedsført.

I en relationel forståelse af forholdet mellem kulturarven og samfund (og etnologien), må det etnologiske genstandsområde- i dettetilfælde

kulturarven - betragtes ikke som adskilt, men som del af og knyttet

til et omkringliggende samfund med dets magtstrukturer, interesser og aktører.Idette perspektiv fremgår det tydeligt,atkulturarvikkeer ob¬

jektivognaturligtgivet,somdetforekommer for den dogmatiske udpeg- ningspraksis, der foregårpå baggrund af traditionelle ogureflekterede

værdikriterier. Detfremgår dogogså,atkulturarvenikkeerrelativistisk

ien grad, hvor 'anything goes'. Kulturarven skal kunne genkendes og

detsudvælgelse skal kunne ekspliciteres, redegøres for og legitimeres.

Nye økonomiske eller politiske mekanismer og rationaler ligger bag

kulturarvens udvælgelse eller legitimering. Somaktøri udvælgelses- og

legitimeringsprocesseneretnologensåledestvungettilatpositionerebåde sigselvogkulturarven i feltet.Ivores optik består udfordringenidenne udvælgelsesprocesiaterkende, hvilke kræfterogpositioner,herunderet¬

nologens egne,der medvirker til atpegepå bestemte former for kultur¬

arvfrem for andre. Someteksempelpåen bevidstogmålrettetsatsning påatudvikleogkommunikere danske værdieri etturismesammenhæng

kannævnes den danskeregeringsnuværende forsøg på at brandeDan¬

mark.Iden forbindelse erder under dennystiftedemillionfond formar¬

kedsføringaf Danmark opstillet fire temaområdersompåforhåndgivne

rammerfor videreforskningiogkonkrete tiltag omkringmarkedsføring

af Danmark7. Under disse områderbetegnes Danmark som»etansvar¬

ligtogafbalanceret land«, »af høj kvalitet«, »eksperimenterendeog mo¬

digt« samt »miljøbevidst, enkelt ogeffektivt«8.1 denne formulering er

rammernefor, hvad Danmarkog dansk kulturer,på forhåndafgrænset.

Temaerne rummer at sige en grænse for, hvad Danmark og dermed også dansk kulturog danskerne ikke er. Dansk kultur stårikke for det

(7)

tolerante, men for det modige, ikke for det mangfoldige og rummelige,

menfor det enkle ogeffektive. Hermed harmanpåforhåndtruffet valg

ogindkredset udfra hvilkeparametre,Danmark skal markedsføres.Det

hører til sjældenhederne, atman som hos Fonden til Markedsføringaf

Danmark finderen direkteekspliciteringaf, hvadenturistdestination

skalog børrumme.Ofte vil sådanne målsætningervære mereimplicitte

eller uudtalte, som itilfælde hvor etnologer gennem kulturanalyser på

destinationerbedes omatudpege nogle træk ellersærkender for stedet.

En tydeligere eksplicitering ogstillingtagen til implicitte kravom,hvad

det overhovedet er, man ønsker at opnå med en eventuel udpegningaf kulturarv, er første skridt på vejen til en kritisk og relationelt funderet etnologisk praksis.Bestemtekulturarvselementermarkedsføres ellerpro¬

moveres på anden måde i både privatog offentligtregi som repræsen¬

tative udtryk foren bestemt lokalitet og denneskultur. Dette illustrerer interessegruppers, idette tilfælde turismeindustrien, mulighed foratud¬

vælge noget frem for nogetandet, hvad enten dette nogetbestår i Den

lille havfrue,cykelstier eller dansk frisind.

Kulturarv som strategisk udviklingspotentiale

Iturismesammenhæng byder stadig flere aktører indpå at'tilbyde kul¬

turarv' ogdefinere dets indhold iform affortællinger, kulturtilbud, pak¬

kerejser, guidedeture ogudstillinger. Idette brede felt bliver etnologens

evne tilatoverskueforskellige praksisser,motiverog strategierogderes indbyrdes forhold bydende nødvendige.Pålignendevis udfordresetno¬

logens faglighed også i bevaringsfeltet, hvor praksis i øjeblikket synes atgennemgå markante forandringer, idet ettidligere ideal omhelheds¬

tænkning i stigende grad tænkes sammen med krav om økonomiske bæredygtighed, lokale ejerskabskonstruktioner og driftsgarantier.

Iarbejdet med atudvikle og bevare bygningskulturenstår vi overfor

enmaterielvirkelighed,somtvinger etnologen tilatudvælgenogetfrem

for nogetandet. Til dette arbejde harviofficieltset tostatslige redskaber

formuleretiSAVE-metoden9.Hererder søgt atskabe plads både til den smalle, elitære fredning af arkitekturværker af national betydningogtil

den bredere sikring af kulturmiljøer, som forener den konkrete histori¬

ske videnometgiventmiljø med kontekstuelle, subjektive iagttagelseraf eksempelvis fritliggende træer,udsigtspunkterog enkeltstående bygnin¬

ger.Med etsådantredskabihåndenerder principielt skabt plads for,at kulturarv kanopfattes somnoget,der konstrueressom en både subjek¬

tiv ogfælles fortælling.Deudpegede miljøer eller bygninger vurderes og

udpegespådenenesidepåbaggrundaf deres historiske fortælleværdiog unicitet. Påden anden sideopstårbevaringsværdierne ikraft afden viden,

(8)

man ønskeratopnå på dettidspunkt, vurderingenforetages. Kulturarv

bliver således udtryk for den mening, mantillægger stedet, genstanden

eller fænomenet10.Spørgsmåleterimidlertid, hvordanman håndtererat bevareetsmukt fritstående træen mark ellerenmodernistisk drifts¬

bygning i beton hvis funktion forlængst er udtømt når nye, pladskræ¬

vende kræfter bankerpåhos de kommunale forvaltninger?

Der hersker næppe tvivl om, at SAVE registreringen og de dertil¬

hørende atlasarbejder med indbygget holisme og helhedstanker har

været svært håndterbare ikommunerne. Ofte har detværet de mindre fortællestærke relikter, som harmåttet betale prisen ved deres fravalg.

Imidlertidsynes en mulig løsningnuatvære blevet fundetiKulturarvs- styrelsen.I hvert fald hvismanskal dømme efter den nylige afrapporte¬

ring af projektet med Kulturarvskommuner. Erfaringen fra projekterne omkring kulturarvskommunerne er, at »Kulturarvengårfra at være et passiv, derstår ivejenfor udvikling, tilatvære en aktivressource, der

er udgangspunkt for udviklingen«u Citatet vidner om, at der i dette forsøgsprojektikommunerneerskabtenforståelse for berettigelsen af kulturarv, idet den nu ikke længere står i vejen for udvikling. I stedet

ses den som etvigtigt instrument i arbejdet med bæredygtig udvikling

af kommunerne og som en ressource.

Baggrunden for det nyligtigangsattearbejde med kulturarvskommu¬

nerer,atKulturarvsstyrelsen tilbagei 2005 i samarbejde med Realdania

fik udarbejdet en rapport, som pegede på,at både befolkningenog er¬

hvervslivet vægterkulturarven højtog gernebosættersiginærheden af

kulturarv. Desuden blev kulturarvanset som en dynamo forturister og

positivvækstilandets kommuner. Påbaggrundafrapportenskonklusio¬

ner blevforsøgsprojekterigangsat ifire udvalgte kommuner. Tankenvar,

at disse kulturarvskommuner skulle udvikle en række forskelligartede demonstrationsprojekter,somalle skalvisenyevejetil, hvordan kultur¬

arv kan indgå som et strategisk elementikommuneplanlægningen. Til

forskel for Kulturarvsstyrelsens rolle somforvaltnings- og driftsenhed,

bærerstyrelsens rolleidette projektmere prægafkonsulentvirksomhed.

Kulturarvsstyrelsen råder kommunerne til at få øjnene op for kultur¬

arvens strategiske potentialer, såsom at »Kulturarven bliver en del af

kommunensbranding. Det ergodt timet, fordietprodukt lige nu ikke

kansælges udenen historie.Atvores historiefortælling virkerogbliver opfanget, kanvibegyndeatsepåejendomsmæglerannoncerne«12. Som

citatet ovenforillustrerer,synesretorikken omkring kulturarvsbegrebet

athave ændretsig.Vækstparadigmets synpå kulturarvsomnytteværdi

og redskab til storytelling og branding har erstattet en tidligere hel¬

hedstænkning, som blandt andet kulturmiljøbegrebet repræsenterede

(9)

i kraft afSAVEregistreringens anvisninger for, hvordan et sådant kan

karaktiseresogudvælges.

Etnologiens egen kulturarv

Som nævnt tidligere i artiklen er vores sigte ikke at vurdere, hvorvidt

vores kulturarv er mere eller mindre truet af den skitserede udvikling

eller at dømme udviklingen somgod eller skidt. Derimod er detvores

målatdiskutere, hvorledesetnologien kan tilrettelæggesinegenfaglige praksis efter omstændighedernesamt at undersøge, hvilke erfaringervi

kandrage af dennuværende situation.Møllgaard kritiserer den dogmati¬

skeetnologi, der kun kanværekritisk på andresvegne.Inspireretaf dette

vilviafstå fraenkritik af deomstændigheder,vierstillet overfor-eller

enforherligelse af de 'gode,gamledage'.Idensidste del af artiklen vilvi

istedetforsøge atdiskuterer, hvordanvi, gennem selvkritisk refleksion

over voresetnologisketeorier,metoderogvidensbegreber kan håndtere

den udfordring, oplevelsesøkonomien aktualisereridag. Til sidst vil vi give nogle bud på, hvorledes etnologien kan være med til at skærpe

teoretiske og praktiske redskaber, der kan virke i kulturarvsindustrien

idag ved atinddrage ogreflektereover de tilegnede erfaringer. Således

er det vores håb at kunne bidrage til kulturarvsfeltets dannelsesrejse

meden etnologisk praksis, der udfordrer både den dogmatiske og den

holistiske kulturopfattelse.

Som beskrevet ovenfor medeksempler fra kulturarvspraksisserida¬

gens turisme og sikring af bygningskultur bliver det etnologiske ideal

om holisme udfordret af oplevelsesøkonomiens handlingsorienterede krav, der medførertingsliggørelse, objektiveringog atomiseringafvores

kulturarv. Situationen i dag er paradoksal, fordi vi forsøger atoperere i ethandlingsorienteretog vareliggørende kulturarvsfelt med kulturvi¬

denskabelige begreber om kultur som værende relationelt forankret, foranderlig og et produkt af kulturelle og sociale processer.Vores for¬

ståelse af kultur harmonerer kort sagtikke med dekrav omobjektive¬

ring, som ressource- og strategitænkningen i dag kræver. Den neutrale etnolog13 vili enkarikeret form stejltog med korslagte armefastholde

sine teoretiske idealer, selvom de viser sig i praksis atvære erumulige

atanvende. Enneutraletnologierifølge Møllgaard dog slet ikke mulig,

idetder ikke findes nogetsted, hvoretnologen kanståuden for det, hun forsøger at beskrive14. Den kritiske etnolog medtænker sig selv og sin

egenpraksis som en del af det, hun undersøger. Det er derfor relevant

forvoresforsøg på at blive bedre tilathåndtere oplevelsesøkonomiens krav, at vi ekspliciterer vores etnologiske ballast - altså ser kritisk på

vores eget kulturvidenskabelige udgangspunkt.

(10)

Kulturarv er et ord, der ofte bruges til at betegne fysiske og ikke- fysiske kulturelle levn, der omgiver os. Betegnelsen leder os i kraft af

denne benyttelse ofte til attænke, at kulturarver noget, der eksisterer

i verden. Noget, som bare liggerog venterat blive udpeget, samlet

ind ogbevaret. Imidlertidkan kulturarv også anskuessomnoget,vihele

tiden skaberog som dermed opnår eksistensirelation til etsubjekt,en

betragter,enbruger ellerenforsker.Disseto anskuelser kan skrives ind

i topositioner, der ergamle kendinge i kulturvidenskaben. På den ene side denlogisk-empiriskepositionmed idealer hentetinaturvidenskaben

ogpå den anden side den hermeneutisk-fænomenologiske position,der oprindeligt knytter sig til humanvidenskaberne. Erkendelses-filosofisk

beskrives grundlaget for den logisk-empiriske metodologi som empi¬

risme ogrealisme,mensdenhermeneutisk-fænomenologiske metodologi

beskrives som idealisme. Ontologisk repræsenterer de to positioner forestillingenomvidensomhenholdsvis sand, objektivoguforanderlig

og som kontingent, subjektivog foranderlig.

Dissepositionerdanner-sammenmed diskussionerneimellem dem-

dét fundament, som vores etnologiske (ud)dannelse er baseret på, og

det,vikan kalde foretnologiensegenkulturarv.Deto positionerer som

teoretiske idealer direkte modsatrettede. I mange år har den hermeneu¬

tisk-fænomenologiske metodologi domineret kulturarvsfeltetogden lo¬

gisk-empiriske metodologi været udskældt. Disse overordnede viden¬

skabsteoretiskepositionerkommer bl.a. tiludtrykiogharstorbetydning

for arbejdet med kulturarvgennem de redskaber og idealer, sometno¬

logerogandre kulturforskere har med sig ikraftaf deres uddannelser.I

artiklen Kulturmiljø- landskabelig realitet eller kulturel konstruktion?

betegner etnolog EskeWohlfart det herskende paradigme indenfor kul¬

turmiljødebatten somkonstruktivistisk og præget af helhedstænkning.

Detteparadigme står iWohlfarts artikeli oppositiontiletessentialistisk paradigmeprægetatelementtænkning15.

De to modsatrettede teoretiske positioner kommerogså til udtryk i

kulturarvsfeltet ieksempelvis forståelsen af materiel overfor immateriel

kulturarv.Spørgsmåleteridennesammenhæng,omkulturarv udelukken¬

de børforståssom en række materielleog fysiskegenstande, der ikraft

af deresfysiske eksistenserværdifulde vidnesbyrdomfortiden, ellerom

kulturarv også kan forstås somde immaterielle praksisser,kundskaber

ogerfaringer, dererknyttet til særligekulturelle fænomenerogobjekter.

Denimmaterielle kulturarveripraksis sværathåndtere, bevareog pege

på,netopfordi det immaterielle ikkeerfysiskogbestandigt,menorganisk

ogforanderligt.Det,somWohlfahrt betegnersomdet konstruktivistiske paradigme,ernetopkendetegnet vedatforståkultursomkulturelle eller

(11)

socialekonstruktioner, dererorganiskeogforanderlige.Derforerkultur

i detteperspektiv ikke objektiv eller bestandig. Wohlfahrts væsentligste pointe er,at kulturmiljøfelteter på vej tilbage mod et essentialistisk og

elementorienteretparadigme, fordi det konstruktivistiskeoghelhedsori¬

enterede ideal er svært at anvende i praksis. Ifølge Wohlfahrt fører det

konstruktivistiskeideal kulturforskeren ud i enrelativismeproblematik,

idet alle kulturelle konstruktioner i princippet antages for atvære lige væsentlige. Detrelationelle kulturarvsbegrebfungerer ivoresoptik som

modvægt, ikke kun til en ren atomisme,men også til relativismen ved

gennem en tydelig argumentation og specificering af specifikke og rae- ningsskabende forbindelser mellemforskellige deleatskabe forståelse for

delenesrelevans, betydning ellerpå anden måde tilknytning tilen given

kontekst.

Kulturarv i oplevelsesøkonomien- erfaringer til dannelsesrejsen?

Inærværende artikel har viforsøgtatdiskutere nogleaf de udfordringer, etnologien idenne tid står overfori den nye kontekst,som oplevelses-

økonomien skaber. På baggrund afen øget ressourcetænkning i synet

og udpegningen af kulturarv har vi forsøgtat påvise,hvorledes re¬

fleksioneroveregenposition,praksisogerfaring stadigidag måogbør

ståcentralt foretnologen. I beskrivelsen af, hvordan etnologen baserer

sin praksis på både samfundets udfordringer og fagets egen kulturarv

og dermedogsåermed tilatomdanneog forme etnologiens redskaber,

forstås etnologen som bevidst om sit relationelt funderede faglige og samfundsmæssige udgangspunktogrolleiforhold til sitfelt. Etnologen

kan ikke stå uden for den virkelighed, den kommer af eller studerer.

Etnologen er ikke alene medskaber af den kulturarv, der gennem ud¬

vælgelse og bevaringsstrategier bliver vore efterfølgeres,men samtidig også af den etnologiske praksis, der skabes med ogmod omverdenens

fortløbende krav. Detersåledes, atetnologen med Møllgaards ord ud¬

fører kritisk kulturhistorie.

I forlængelse af Møllgaards artikel opfordrer vi til et øget fokus på

ogbedre forståelse for de relationer ogpraksisser, sometnologen, den etnologiske viden og den etnologiske praksis indgår i. Ikke kun for at mediere mellem en objektiverende og en kulturrelativistisk tilgang til kulturarven, men også for i højere udstrækning at kunne relatere til

vores egenposition og egne muligheder i de felter, vi som fagpersoner

erforankret i.I modsætning til Møllgaardmener viderimod ikke,aten holistisktilgang i dag er hverken realistisk eller ønskværdig. At tænke

kulturarv holistisk er i vores øjne et ideal, som er blevet blind for, at holismenernetop dette-etideal. Enddaetideologisk ét af slagsen, hvor

(12)

homogenitet og enhed bliver en parole frem for en konkret realitet. I

stedet for holismen som mulighed og ideal, må vi styrke bevidstheden

om det relationelle.

Som (del af en) løsning på oplevelsesøkonomiens nye udfordringer,

harvi iartikleninspireretaf Møllgaard argumenteretfor,atetnologien i langt højeregrad end pånuværende tidspunktmåtænkessomrelationelt betinget afogforankretisamfundet.Møllgaardpegeri sinartikelpåto kulturhistoriske retninger: dogmatismeog holisme. Det er etnologiens erfaringer medat bruge, diskutere og kritisere disse positioner, som vi benytteros af,når vianalyserer, hvordan kulturarv udpeges, bevaresog fredes. I stigende grad har det også betydning for, hvordan kulturarv fremvises, kommercialiseres og vareliggøres inden for turismen. Ved

at trække på etnologiens traditioner og diskussioner foretager vi en

udvælgelse af visse metoder frem for andre.Vireflektererogdiskuterer anvendelighedogulemper vedvoresteoretiskeogmetodiske traditioner

og er hermed med til konstant at producere og omforme etnologiens faglige retning og profil. I dette reflekterende arbejde akkumuleres er¬

faringermed vor egen kulturvidenskabelige kulturarv. Erfaringer som, hvis devisersigbrugbare, skaber fremtidens fundament foratpraktisere etnologi.På denne mådeervi somselvreflekterende etnologer medska-

bere af denkulturvidenskabelige arv.

Gennemvoreseksempler harviforsøgtatpåvise,atkulturarvenidets strategiske benyttelsei høj grader situeret ien særligkontekst,somvi

argumenterer for forhindrer eller reelt umuliggør en holistisk tilgang.

Et farvel til holismen skal imidlertid ikke forstås som en forsimpling.

Tværtimod. Lokale, situerede historierogdethverdagsligeniveauerikke simple, hvisvi blot undgår atgå til dem somallerede erfaretcommon-

sense. Som etnologer bør vi ikke frygte de komplicerede, besværlige,

omstridte eller paradoksale historier. Det eri vores overblik over sam¬

menhænge og forståelse afkulturens kompleksiteter,at vikan bidrage

som andet og mere end konsulent-wannabes. Dette kan vi gøre med historier,genstande, udstillinger, tursimeprodukterogbygningsbevaring,

der ikke bare søger atromantisere fortiden eller behage nutiden, men

også forstår at vække undren, interesse, glæde og nysgerrighed. Dette

er enressource, somkun kan udnyttes for lidt!

Noter

1 KulturarvsstyrelsenogRealdaniasøsattei 2005etpilotprojekt,-»kulturarvskommu- neprojektet«-hvorigennemfire danske kommuneri 2007skulle udvikle metoderogprak-

(13)

sis iforhold tilatbruge kulturarvensom enværdifuldressourceikommuneudviklingen.

http://www.kulturarv.dk/kulturarv/kulturarv_kommuner/index.jsp 2 (Møllga-

ard 1997:9f). 3 (Møllgaard 1997:9). 4 (Møllgaard 1997:9). 5 (Møllgaard 1997:10). 6 (Møllgaard 1997:9). 7 Fonden for markedsføring af Danmarkvare¬

tagerikke kun brandingi enturismekontekst,menogså somledihandel,og anden

udadvendt kommunikation ogaktiviteter. Dettetydeliggør kunyderligere, atkultur

ogværdier fungerersom en ressourcefor strategisk-økonomiske mål. 8 http://www.

mfonden.dk/indsatsomraader 9 SAVE stårforSurveyof Architectural Valuesinthe

Environment. Deter et danskudviklet systemtil registreringaf byer ogbygningers bevaringsværdi. SAVE-metoden ligger til grundfordetstatslige arbejde med udarbej¬

delse afkulturarvsatlasser,der registrererbevaringsværdi ibygninger. 10 SomEske

Wohlfart (2003) pointerer i sin artikel »Kulturmiljø-landskabelig realitet eller kul¬

turel konstruktion?« medfører et sådant redskab også et element af selvmodsigelse,

idet der sideom side medetrelationeltog konstruktivistiskudgangspunkt eksisterer

ennærmestpositivistiskforestillingom,atmankan opstilleensamletregistreringaf

dekulturhistoriske værdier.Iden konstruktivistiskeoptikerdenne indsamling nemlig endeløs, idet reproduktionen af værdiladningen afetgiventområdeerdynamisk og endeløs. 11 (Kulturarv-etaktiv.Anbefalinger fra fire kulturarvskommuner. Kultur¬

arvsstyrelsenogRealdania2007:s 1). 12 (Kulturarv-etaktiv. Anbefalinger fra fire kulturarvskommuner.KulturarvsstyrelsenogRealdania2007, s.50). 13 (Møllgaard 1997:10). 14 (Møllgaard 1997:10). 15 (Wohlfart 2003:37f).

Litteratur

Møllgaard, Johannes 1997: Kulturhistoriens dannelsesrejse. Folkogkultur97.

København, ForeningenDanmarks Folkeminder.

KulturarvsstyrelsenogRealdania2007:Kulturarv-etaktiv. Anbefalinger fra fire

kulturarvskommuner.

Wohlfart,Eske (2003) »Kulturmiljø-landskabelig realitet eller kulturel

konstruktion?«.ICarlberg,N. & S. M.Christensen:Kulturmiljø-mellem forskningogpolitisk praksis.MuseumTusculanumsForlag. Københavns Universitet,København.Side 27-55

http://www.kulturarv.dk/kulturarv/kulturarv_kommuner/index.jsp

Summary

Cultural heritagein theexperience economy

Challenges to the Bildungsreise of ethnology

Inthe article the three authors discuss thedevelopment andincreasing strategic sig- nificance of the culturalheritageconceptinthe fieids oftourismand thepreservation ofbuildings. With a background in Johannes Mølgaard's idea of the Bildungsreise

of the culturalheritageconcept,the articlesuggests how ethnologyas a subjectcan continuetoinfluence thecontentanduseof the concept atatimewhen the battle for

culturalheritageis being wagedinavariegated network ofinterests.

332

(14)

Referencer

RELATEREDE DOKUMENTER

Hun har spurgt leder, pædagoger, forældre og børn, hvordan det går – hvad er svært, hvad er nyt, hvad er blevet rutine.. Der er ingenting i verden så stille som

Johan Otto Angelberg virkede som forstmand i en periode midt i 1690erne. Han blev ansat som vandrelærer i skovdyrkning, og i den anledning ud- sendtes en forordning

Det kan dog også give anledning til forgiftninger, hvis de indsamlede vilde planter indeholder naturlige giftstoffer, hvis traditionelt anvendte planter ikke

september havde Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark også sendt rådgivere ud til Egtved Put&Take og til Himmerlands Fiskepark, og som i Kærshovedgård benyttede mange sig

Hvis krav til bæreevne, isolering eller integritet er opfyldt til en given tid eller for et helt parametrisk brandforløb, vil de samme krav også være opfyldt for alle

Viden Net engagerer cirka 45 forskere, der alle har forskningsmæssig interesse inden for feltet ’forskning om forskning’, eksempelvis bedrives der forskning indenfor områder

Dermed bliver BA’s rolle ikke alene at skabe sin egen identitet, men gennem bearbejdelsen af sin identitet at deltage i en politisk forhandling af forventninger til

En anden grund til de nuværende finanspoli- tiske rammebetingelsers manglende effektivi- tet hænger også sammen med bestemmelsen om, at Ministerrådet skal erklære, at et land