Det Biotopiske
En filosofisk og semantisk analyse af brugen af tegnet ’natur’ i Natur- og Landbrugskommissionens rapport af 2013.
Ulrik Rantzau
Kandidatafhandling, Cand.merc.(fil.) Vejleder: Marius Gudmand-Høyer 179.900 anslag/79 normalsider
Copenhagen Business School 15.12.2014
1 English summary:
The Biotopical
- A philosophical and semantic analysis of the use of the sign ’nature’ in The Commission on Nature and Agriculture’s report as of 2013.
In this thesis I have attempted to understand the implications of the notion of nature within a political context. This begets an analytical pincer movement: The point of interest must be at the intersection of be the notion of nature in a broad social sense, and the usage of nature in a strictly empirical sense. Following Hegel, nature is understood negatively as ‘an idea in the form of otherness.’ This implicates that nature does not designate any positive semantic kernel, but can only be understood as what it, in a specific context, is not. I find that in The Commission on Nature and Agriculture’s report, which produces a number of recommendations to Danish lawmakers, nature is consistently presented as either a specific place or as an abstract space. This process of configuring nature as space on a semantic and practical level is what I choose to call the biotopical (from Greek, bio = life, topos = space). I find that the biotopical operation takes place through a number of dialectical stages:
Firstly, through an understanding of nature as a pure essence, which cannot be delimitated, but which instead constitutes a horizon of semantic elusion by way of its otherness. Secondly, this elusive nothing presents itself as an elusive something, that is, as a lack. This lack is imagined to be the lack of an abstract natural substance, understood as some primordial being that is hidden behind the natural things. This purely metaphysical substance is thought to be ‘that which is in its proper place’, and thus, thirdly, the lack of this big natural other, becomes a very existential lack, as it designates the social condition of ‘being in one’s proper place.’ In the attempt to attain this holistic natural state, the biotopical designates the move to find and delimitate this abstract natural substance. Spurred by social pressure the biotopical births the only comprehendible nature as a dialectical synthesis: nature as place (the biotope). The more ardently this designation of nature as place is carried out, the more elusive the metaphysical natural substance seems, which then, through an act of absolute recoil, encourages the biotopical further.
I conclude that, as a political notion, nature is obfuscating the very thing it designates: the natural objects in our immediate environment. Furthermore, nature must be abolished in order to understand the landscape not as a primordial or non-human moral entity, but as a precarious ethical challenge.
2
Indholdsfortegnelse
Indledning ... 3
Problemformulering ... 7
Disposition og metode ... 15
I. Naturen udstrakt ... 17
II. Det sociale objekt ... 39
III. Den naturlige fordring ... 53
Konklusion ... 72
Litteratur ... 74
3
Indledning
Forord
I et givent kig ud over et dansk landskab vil øjet kunne vandre over flere ting:
Gasværker der slører i horisonten, friske sorte plovfurer og sanglærker, der stiger luftigt op fra disse, og med foragt for tyngdekraften dykker lodret ned igen. Idet man står og registrerer disse ting, da kan øjeblikket fylde sindet og overtage tanken. En følelse af usigelig sammenhørighed med landskabet melder sig, og tanken kan i denne forbindelse falde på denne totalitet, denne store eksterne størrelse, der i det øjeblik rammer psyken som den store giver af mening og nydelse, men samtidig som en underlig nostalgi, der melder sig i eftertanken.
Dette kig ud over et landskab vil man i mange tilfælde kunne betegne som en oplevelse af naturen. Som konkret fænomenologisk naturoplevelse kan ingen indvende, at man ikke oplevede naturen, for man følte fænomenet ramme sindet, og i dette glimt er naturen uomtvisteligt en reel størrelse. Som beskrivelse af en afgrænset begivenhed fungerer naturbegrebet således glimrende.
Naturen bliver dog en mere vanskelig størrelse, idet vi som samfund må forsøge tage hånd om den. Således borte fra den fænomenologiske oplevelse af natur bliver det nødvendigt at forholde sig epistemisk til det naturlige. For at vi kan blive enige om at passe på sanglærken, der fløj så modigt, må vi rive den ud af den æstetiske begivenhed, og placere den i et andet system af mening og kategorier. Vi må trække grænser i vores vederkvægende kig ud over landskabet og bryde helhedsfølelsen op i smådele, give disse smådele navne, hvorefter vi kan sætte dem i relation til hinanden. På baggrund af disse opdelinger kan vi træffe afgørelser om, hvordan de passer ind i en objektiv sammenhæng og formulere en praksis i vores forhold til dem: Gasværker kan ikke være naturlige, dem har vi selv bygget. Sanglærken er ren natur, som den flyver frit.
Plovfurernes status er straks mere vanskelig at afgøre. De står som furer, på grund af menneskelig aktivitet, men de består dog af naturens humus, og i deres vugge ligger sanglærkens rede skjult. Hvorvidt noget dømmes som naturligt eller ej har konsekvenser for, hvordan vi håndterer og former denne ting. Dette er særligt tydeligt i det politiske, hvor klare distinktioner må gøres, for at det forordnede giver mening som tydelig retsforskrift.
I Natur- og Landbrugskommissionens rapport fra 2013 finder naturbegrebet således også sit indpas som en overbringer af betydning. Som jeg vil vise i nærværende afhandling har rapporten været særdeles markant i udarbejdelsen af lovgivning under den nuværende regering, og dette ansporer mig til at undersøge, hvilken betydning et så
4 broget begreb som naturen kan tænkes at have på vores daglige praksis i form af både naturpleje og landbrugslovgivning, såvel som i tanken og i selvforståelsen.
Naturbegrebet er interessant, ikke så meget som en genstand for en etymologisk øvelse, men i kraft af at dette operationaliseres, og i kraft af at landsdækkende politik gennemføres med naturbegrebet i hånd. Denne forvaltning er væsentlig og vedkommende, eftersom den involverer store dele af landets areal samt de mennesker, der nu engang bor der.
Derfor vil jeg undersøge naturbegrebets rolle som det bruges i Natur- og Landbrugskommissionens rapport; en rapport der skriver sig ind i et kompliceret politisk, etisk og økonomisk felt.
Natur- og Landbrugskommissionen
I Danmark må forvaltningen af natur, miljø og landbrug håndtere flere forskellige interesser og flere faktorer må afbalanceres, såfremt en politik skal hænge sammen.
Både økonomien i de fattigste dele af landet, arbejdsmarkedspolitikken, de globale klimaforandringer, herlighedsværdien i det åbne land, og udarbejdelsen af den danske natur som et fælles anliggende, udgør alle diskussioner, der gennemstrømmer den politiske debat på miljø- og fødevareområdet. Dette felt virker særligt ømtåleligt her til lands, eftersom Danmark traditionelt er et landbrugsland, og i dag er det mest opdyrkede land i verden, idet 66 % af det danske areal er udlagt til landbrug.1 Dette betyder at Danmark som sådan er et kulturlandskab, i hvilket det meste natur på en eller anden måde er præget af menneskelig aktivitet, hvilket betyder, at de fleste skove er plantager, og et eller andet omfang af naturpleje oftest er påkrævet.
I forbindelse med regeringen Helle Thorning Schmidts tiltrædelse efter valget i 2011, kunne man i regeringsgrundlaget, under det sigende punkt ’Grøn Omstilling’, læse, at regeringen ønskede at føre en balanceret miljø- og landbrugspolitik, hvor både de økonomiske og miljømæssige problemer skulle håndteres. Det var regeringens ønske at bedrive ambitiøs og aktiv lovgivning på området, og til dette formål skulle den bruge en række saglige oplæg til lovforslag.
Regeringen vil derfor nedsætte en hurtigt arbejdende uafhængig natur- og landbrugskommission til udarbejdelse af forslag til løsning af landbrugets strukturelle og økonomiske og miljømæssige udfordringer, herunder hvordan erhvervet kan bidrage i klimaindsatsen og til miljø- og naturindsatsen.2
1 Iflg. Danmarks Statistik.
2 Et Danmark der står sammen, Regeringsgrundlag 2011
5 I 2012 udmøntede denne ambition sig i et kommissorium, der definerede Natur- og Landbrugskommissionens opgave:
Kommissionen kommer med anbefalinger, der indeholder forslag til virkemidler og initiativer, som afspejler en sammenhængende og tværgående tilgang, der kan understøtte realiseringen af en balanceret natur- og landbrugspolitik på kort og lang sigt.3
Natur- og Landbrugskommissionen blev nedsat i foråret 2012 og bestod af tolv personer, der alle havde faglig eller professionel relevans inden for området. Således angår store dele af rapporten bl.a. de finansielle problemer i landbruget, hvor stor gæld tynger selv velfungerende landbrug, ligesom rapporten sætter fokus på udvikling og innovation af ny teknologi i fødevare- og miljøklyngen, et område hvor Danmark er førende.4 Ydermere omhandler rapporten også Danmarks globale og europæiske forpligtigelser i forhold til klima og miljø. Af interesse for denne afhandling er imidlertid rapportens fremstilling af problemer og løsninger i forbindelse med natur og biodiversitet, eftersom det er her, naturbegrebet mestendels anvendes.
Natur- og Landbrugskommissionens rapport blev vel modtaget hos de forskellige interessenter, hvor både Dansk Naturfredningsforening5 og Landbrug og Fødevarer6 udtrykte sig positivt i forbindelse med udgivelsen af rapporten i marts 2013. Rapportens rolle var at invitere til en politisk dialog og diskussion, der gerne skulle kunne inkludere de politiske interessenter. Således skriver formanden for kommissionen Jørn Jespersen allerede i rapportens forord: ’Vi håber, at vores anbefalinger vil danne grundlag for en konstruktiv, politisk proces i den kommende tid’.7
Som oplæg til bred politisk diskussion bliver sprogbrugen interessant, i og med den etablerer de begreber, forståelser og præmisser, diskussionen kan komme til at foregå på. Rapporten kan dermed siges at præsentere et katalog af begreber og fakta, som en frugtbar diskussion vil kunne tænkes at fungere på baggrund af, og dermed gestalte et miljø for debatten. Imidlertid er det som oplæg til konkrete lovforslag, at Natur- og Landbrugskommissionens rapport bliver særligt vægtig. Ud af de i alt 144 konkrete
3 Kommissorium for Natur- og Landbrugskommissionen, udgivet af ministerierne for henholdsvis miljø og fødevarer.
4 Natur- og Landbrugskommissionens statusrapport, s. 500.
5 Ella Maria Bisschop-Larsen: ’Der er mange gode anbefalinger i Natur- og Landbrugskommissionens slutrapport’. Fra www.dn.dk/Default.aspx?ID=41223
6 Pressemeddelelse: ’Landbrug & Fødevarer ser overordnet positivt på Natur- og Landbrugskommissionens vision for fremtidens natur og landbrug i Danmark’. Fra
www.lf.dk/Aktuelt/Nyheder/2012/September/Anbefalinger_giver_plads_til_baade_landbrug_og _natur.aspx
7 Natur og landbrug – en ny start, s. 5
6 forslag fra rapporten er flere d.d. blevet omsat til lov, bl.a. liberaliseringen af landbrugsloven, der tillader selskaber og pensionsfonde at investere i landbrugsbedrifter,8 ligesom Naturfonden netop er blevet etableret med henblik på at skabe flere naturområder i riget.9
En analyse af brugen af naturbegrebet er derfor også en analyse af den konkrete forvaltningsmæssige virksomhed, idet naturbegrebet udgør en central del af det politiske ræsonnement på området, Begrebet natur fremstilles i Natur- og Landbrugskommissionens rapport, og herfra indgår det i de argumenter, der bliver grundlæggende for konkret lovgivning. Ydermere må enhver anselig brug af naturbegrebet (til hvilken jeg regner Natur- og Landbrugskommissionens rapport) tænkes at kunne have indflydelse på vores generelle natursyn, og på denne diskursive måde er forestillingen om natur produktiv i samfundet.
Som jeg vil påvise, er naturbegrebet ganske problematisk i det øjeblik, det operationaliseres, hvorfor Natur- og Landbrugskommissionens rapport påkræver en analyse med udgangspunkt i dette. Naturbegrebet, om end det blot er et symbol, er ikke ligegyldigt, eftersom det i en politisk tekst konkret tillægges gyldighed og derved andrager slutninger, der i sig selv holder politisk indflydelse. I forbrugerret er det vigtigt, under hvilke forudsætninger en yoghurt er produceret, førend mejeriet må betegne og annoncere den som ’naturlig’, ligesom den, for indeværende afhandling, centrale problemstilling omkring håndhævelsen af naturen som sted, hvad enten denne finder sin udfoldelse i fredninger, naturpleje eller etablering af ny natur, er båret af naturbegrebets tilskyndelse og agentur.
En forbenet debat
Disse former for lovgivning må tænkes at være et resultat af den politiske debat på området, idet jeg her forudsætter et kontinuum mellem den verserende debat og det politiske initiativ som et resultat af en folkestemning. Denne debat vil jeg her alene skitsere i kortform, med det formål at give denne afhandling en adressat og samtidig indføre læseren i den polemiske virkelighed, som Natur- og Landbrugskommissionens rapport er skrevet ind i.
Diskussionen i diverse medier10 foregår oftest mellem på den ene side naturinteresserede som f.eks. biologer og andre veluddannede fagmænd samt sædvanligvis urbane, og i nogen grad nostalgiske, stemmer, og på den anden side som oftest landmænd, økonomer og andre interessenter, der kerer sig om rentabiliteten ved
8 Aftale om en vækstplan for fødevarer, udgivet af Erhvervs- og Vækstministeriet
9 Fakta om Den Danske Naturfond, udgivet af Miljøministeriet
10 For det meste i form af kronikker i dagbladene.
7 landbrugene. Det, der nogen grad skiller disse karikerede grupper ad, er på hvilken måde de forstår og foretager afgrænsningen af naturen. Begge forstår naturen som noget eksternt ’derude,’ men det kan samtidig hævdes, at naturens grænse for byboen går ved byskiltet, imedens den for landmanden i højere grad går ved markhegnet.11
Idealiseret kan man sige, at der i debatten fremføres henholdsvis et naturvenligt rationale og et økonomisk rationale; om end denne opdeling kun skal tjene som et vejledende diagram, der højst sandsynligt ikke kan genfindes i den virkelige verden.
Oftest er landmænd meget glade for den natur, der omgiver dem, og sætter pris på den, ligesom langt de fleste naturfagmænd nødvendigvis har blik for, at livet på landet skal være økonomisk bæredygtigt.
I det politiske kan man dog se fronterne trukket ganske tydeligt op i form af to interesse- og lobbyorganisationer: på den ene side Dansk Naturfredningsforening og på den anden Landbrug og Fødevarer. Der er begribeligvis andre aktører i den politiske debat angående miljø og landbrug, men disse to er langt de mest markante, hvorfor det var interessant, at Natur- og Landbrugskommissionens rapport tilsyneladende kunne stille begge parter tilfredse, og dermed lykkedes med den tilsigtede balanceakt. Dette er bemærkelsesværdigt, eftersom de to organisationer har så mange modstridende interesser, at man kan få det indtryk, at der er tale om et strategisk nul-sums spil, når man gennemgår deres materiale.1213
Derfor skriver denne afhandling sig ind i en noget fastgroet debat, i hvilken nogle bestemte synspunkter og afgrænsninger har slået rod, især hvad angår forståelsen og afgrænsningen af naturbegrebet. Indeværende analyse tjener herved som et stykke sprogligt havearbejde, hvorfor afhandlingens bevæggrund er udgjort af håbet om et mere informeret sprogbrug i debatten om miljø og landbrug. Overordnet er intentionen den at bidrage positivt til Natur- og Landbrugskommissionens rapport i kraft af et systematisk forsøg på at muliggøre en mere gennemskuelig begrebsbrug, således at rapporten vil kunne stå klarere og stærkere.
Problemformulering
Hermed lægges der op til en filosofisk-semantisk analyse af naturbegrebets rolle i den nuværende debat på natur, miljø og landbrugsområdet; i denne afhandling specifikt med Natur- og Landbrugskommissionens rapport som empiri. Ydermere vil det i
11 Fink, Hans, Eftertankens naturbegreb, i Mennesket og Naturen, s. 152: ’Mens bonden i agerbrugets perspektiv er kulturens fortrop, er han i byens perspektiv kulturens bagtrop uhjælpelig bundet til naturens sindige rytmer med den åndelige formørkelse eller ægthed som dette indebærer […] da han alligevel aldrig kan følge med i det nyeste nye fra de store byer.’
12 Fremtidens Landbrug i Balance med Natur og Miljø, Dansk Naturfredningsforening
13 Bæredygtig produktion – vækst i balance, Landbrug og Fødevarer
8 afhandlingen blive diskuteret, hvorledes konsekvenserne af denne særlige forståelse af naturbegrebet viser sig i flere sammenhænge, således både socialt, fænomenologisk og politisk. Målet med specialet er at klarlægge denne begrebsbrug, så læsere, hvornår end naturbegrebet optræder, bedre vil kunne forstå implikationerne af denne fremstilling.
Samtidig er det sigtet at åbne naturforvaltningen op for en bredere diskussion, eftersom den nuværende debat ofte udstanses i de samme holdninger.
Filosofiens kritiske rolle er her at stille spørgsmålet: ’Hvad vil det sige?’ Hvad vil det sige, når man i Natur- og Landbrugskommissionens rapport læser, at vi skal ’skabe mere og rigere natur?’14 Hvori består dette naturlige objekt egentligt? Det står ikke klart.
Målet med analysen ikke at gøre det enkle kompliceret, men at afsløre at det man i forestillingen fandt var enkelt, nok snarere i virkeligheden er både kompliceret og problematisk, samt at det muligvis øver en større indflydelse for vores hverdag, virkelighed og tænkning, end vi førend havde begreb om.
Jeg vil i afhandlingen arbejde ud fra følgende spørgsmål:
Hvilken betydning kan man tillægge tegnet ’natur’, som det bruges i Natur- og Landbrugskommissionens rapport?
Hvorledes kan pågældende betydning tænkes at holde indflydelse på natursynet i debatten angående den danske natur- og landbrugspolitik?
Naturtegnet som metodisk udgangspunkt
Eftersom afhandlingen tager et analytisk udgangspunkt i brugen af naturbegrebet, må der tilknyttes en overvejelse om, hvordan en sådan begrebsanalyse kan være mulig, og om hvordan et begreb kan udgøre udgangspunktet for en analyse. Igennem Saussures lingvistik ønsker jeg i forlængelse heraf at sandsynliggøre, hvordan det formelle naturbegreb og dets betydning ikke er fastlåste størrelser, hvilket åbner for mangfoldige og divergerende forståelser af det, bredt forstået, samme naturbegreb.
Formålet er at vise, at det er muligt for et begreb ikke at være nomenklatorisk – det vil sige, at der i det almene sprog ikke nødvendigvis er en ligefrem proportionalitet imellem et begreb og én betydning, og at der ikke findes ’færdige ideer forud for ordene’.15 Tegnets beskaffenhed kan ikke brydes ned til en objektrelation: ’Det sproglige tegn forener ikke en ting og et navn, men et begreb og et akustisk billede.16
14 Natur og Landbrug – en ny start, s. 5
15 Saussure, Ferdinand, Forelæsninger om almen lingvistik, s. 418
16 Ibid. s. 418
9 Forståelsen af f.eks. ordet ’natur’ benævner Saussure begreb eller signifié, imedens
’det psykiske aftryk,’ altså det umiddelbare lydindtryk, der giver sig til kende igennem sanserne, når ordlyden ’natur’ høres, hos Saussure benævnes akustisk billede eller signifiant.17 Helheden, det jeg løbende referer til som ’begreb’, benævner Saussure tegn.
Dette indebærer, at tegnet ’natur’ i forskellige kontekster og fremstillinger kan have forskellige betydninger, ligesom det medfører, at forskellige tegn (f.eks. ’grøn’, ’natur’
eller ’bio-’) kan tænkes at bære omtrent samme betydning. Sammenknytningen af en given signifié og signifiant er således arbitrær, og kunne i princippet lige så godt have været en anden. Imidlertid er denne sammenknytning i vores sociale virkelighed formet af både foranderlige kræfter og træge institutioner: ’Det indebærer hvert øjeblik både et fastlagt system og en udvikling; det er hele tiden en aktuel institution og et produkt af fortiden.’18
Sprogsystemet er både en formation, der kan udvikle sig, men på samme tid en rigid struktur, som den talende er forelagt og indlejret i. Sproget kan siges at gøre sig gældende på et individuelt og partikulært niveau som sprogbrug, imedens det samtidig eksisterer på et krystalliseret fællesniveau som sprogsystem:
[Sprogsystemet] er et forråd, som gennem sprogbrugens praksis lagres i de subjekter, der hører til samme fællesskab – et grammatisk system, der eksisterer virtuelt i hver enkelt hjerne eller mere præcist i hjernerne hos en samling individer; for sprogsystemet er ikke komplet hos nogen af dem, det eksisterer kun fuldkomment i massen.19
I denne afhandling vil jeg fokusere på Natur- og Landbrugskommissionens rapports brug af naturtegnet, og i mindre grad ’naturen’ i bred eller almen forståelse. Dette greb må dog udføres igennem en bevidsthed om, at brugen af naturtegnet er medieret af naturtegnet i bred forstand, og at tegnet i et eller andet omfang fungerer med henvisning til et kollektivt samtykke. Rækkefølgen er her det metodisk væsentlige, eftersom en konsekvens af denne er, at en analyse af et tegn må bevæge sig med udgangspunkt i det partikulære og op til det almene.
Analysens genstand må først være den aktuelle sprogbrug i konteksten, hvorved den ikke nødvendigvis kan tilskrives samtlige almene fortolkninger af naturtegnet, idet den udgør en partikulær fremstilling. Ud fra denne konkrete kontekst kan analysen gøre sig antagelser om, hvordan Natur- og Landbrugskommissionen kan siges at bruge naturtegnet. Analyseobjektet forudsættes ikke at bære nogen anden betydning, end det
17 Ibid. s. 418
18 Ibid. s. 410
19 Ibid. s. 413
10 der i analysen semantisk kan påvises, hvorfor der i afhandlingen ikke vil foreligge hverken en etymologisk arkæologi af naturbegrebet eller en oplistning af samtlige naturforståelser, der kunne tænkes at være på spil i massen20 – massen her tænkt som den sociale størrelse, der rummer det fuldkomne sprogsystem, det vil sige alle betydninger af alle tegn.
Denne afgrænsning betyder, at afhandlingen intetsteds vil være et leksikon over det brede naturtegns talrige betydninger, endsige et katalog over hvilke sociale grupperinger, der kan siges at bruge disse betydninger. Det brede naturtegn (altså, samtlige forståelser af naturtegnet) og den sociale masse, hvori dette har til huse, må i specialet omtrent udgøre stumme størrelser, der mestendels tjener som en tænkt omverden for det specifikke sprogbrug i rapporten. I analysen af rapporten vil det alene være for at begribeliggøre en specifik betydning af naturtegnet, at jeg inddrager bredere forståelser af dette. Trods dette metodiske udgangspunkt, er det dog håbet, at denne analyse af Natur- og Landbrugskommissionens brug af naturtegnet klarlægger interessante forhold ved både tegnet og sprogbrugen, i dette tilfælde naturbegrebet bredt forstået og den partikulære brug af samme i Natur- og Landbrugskommissionens rapport. Hensigten er derfor tvefold at sige noget om naturtegnet igennem analyse af rapportens specifikke sprogbrug, og samtidigt, eller rettere vekselvirkende, at sige noget om rapporten igennem overvejelser af naturtegnets mulige betydninger.
I det følgende vil jeg søge at vise, hvordan naturtegnets signifié kan siges at være særdeles mangfoldigt.
En idé i form af andethed
Efter Saussures opdeling af tegnet i signifié og signifiant, er opgaven herefter at påvise, at naturbegrebet indeholder mange mulige betydninger, hvilket har den konsekvens, at det kun giver mening at fortolke naturtegnet i forhold til dets negation; det vil sige som grænsebegreb i formen natur/ikke-natur. Denne grænsefigur kan kun eksistere som en del af en specifik kontekst, hvorfor ideen er, at analysen igennem den semantiske registrering af en ikke-natur kan erkende, hvad naturtegnet i den pågældende sammenhæng kan tænkes at betyde. Ikke-natur kan tænkes at være udgjort af mange divergerende betydninger, hvor det fælles for disse ikke-naturer er, at tegnet ’natur’
meningsfuldt kan sættes som dets modsætning. I takt med det givne tilfælde af ikke- natur ændrer naturbegrebets betydning sig; det ene øjeblik er det naturlige det uberørte, det næste er det irrationelle, og det næste igen er det det den fysiske verden, osv.:
20 Ibid. s. 413
11 Vi sætter naturen i modsætning til det menneskeskabte, det kunstige, det unaturlige, samfundet, kulturen, historien, sproget, det erkendende subjekt, sjælen, psyken, ånden, bevidstheden, tanken, fornuften, det himmelske, det hinsidige og det overnaturlige.21
Betydningen af naturtegnet viser sig i det, det grænser op til, og i det, der i sammenhængen ikke er naturligt. Som negativt begreb er naturen derfor alsidig - i visse tilfælde endda på paradoksal vis; f.eks. er naturmedicin præcis den medicin, der ikke baserer sig på naturvidenskab, og en naturlig eng er den eng, der af menneskehånd er beskyttet mod naturlig tilvækst. Naturen fremstår her som et grænsebegreb, der kan tænkes at gøre sig tilgængelig for et utal af betydninger. På denne måde er det inden for det samme sprogbrug muligt, at flere forståelser af naturbegrebet anvendes - endda modstridende forståelser alt efter konteksten. Naturen kan f.eks. forstås som det, der er oprindeligt, men også som det, der til stadighed udvikler sig:
Nature is material and it is spiritual, it is given and made, pure and undefiled; nature is order and it is disorder, sublime and secular, dominated and victorious; it is a totality and a series of parts, man and object, organism and machine. Nature is the gift of God and it is the product of its own evolution; it is a universal outside history and it is also the product of history, accidental and designed, wilderness and garden.22
Det viser sig, at naturtegnet ikke kan tillægges én enkelt fasttømret betydning, men i stedet må siges, i bred forstand, at grænse op til flere ikke-naturer, ud fra hvilke betydningen af naturbegrebet i en given kontekst kan erkendes semantisk. I sin bredeste forståelse kan naturbegrebet siges at inkludere alle atomer i universet, hvorfor ’enhver mulig grænse for naturen uvægerligt er en grænse i naturen.’23 Såfremt naturbegrebet ikke fremstilles som dette kosmologiske alt, må det i stedet optræde som en størrelse, der er ekstern til noget andet. Det er denne sidste eksterne natur, der synes mest relevant i henhold til problemformuleringen.
Det, at der ikke er tale om en fasttømret sammenknytning imellem naturtegnets signifié og signifiant, betyder imidlertid ingenlunde, at enhver tilfældig betydning kan siges at være gyldig. Der er en træghed i denne sammenknytning, der gør, at man forsigtigt kan gøre sig nogle generelle antagelser om begrebets habitus i det aktuelle sprogsystem. Følgende eksempler på dikotomien natur/ikke-natur kan siges at tage del i
21 Fink, Hans, Filosofiske udspil, s. 76
22 Smith, Neil, Uneven development: Nature, Capital and the production of space, s. 1
23 Ibid. s. 76
12 det brede naturtegn, men kan samtidig ikke nødvendigvis forventes at gøre sig gældende inden for rammerne af et partikulært sprogbrug, om end de alle vil være mulige i denne.
Det af menneskelig virksomhed uberørte i modsætning til kulturen […] Det vilde i modsætning til det dyrkede […] Det landlige i modsætning til det urbane […] Det grønne i modsætning til det industrielle eller syntetiske […] Det miljømæssige i modsætning til det menneskelige […] Det fysiske i modsætning til det psykiske eller sociale […] Det dennesidige i modsætning til det overnaturlige.24
Grundet denne dikotomiske struktur kan naturens signifé for sig selv ikke siges at bære på en positiv semantisk betydning. Derfor kan det undre, for så vidt som naturen er det, der er ekstern til en given ikke-natur, hvorledes den fastholdes som et navneord i sproget? Såfremt man i f.eks. dikotomien natur/kultur alene bør forstå naturtegnet som betegnende for det, der ikke er kultur, hvorfor er ’ikke-kultur’ så angivet som et substantiv i form af naturtegnet? Dette forklarer Hegel ved at eksplicitere, at naturen ikke blot er en idé om ’andethed’, men rettere ideen i form af andethed. På trods af sin semantiske negativitet opfører naturtegnet sig, på et formelt og syntaktisk niveau, som et substantiv, der altid er ekstern til den enkelte naturlige ting:
Nature has yielded itself as the Idea in the form of otherness. Since the Idea is therefore the negative of itself, or external to itself, nature is not merely external relative to this Idea (and to the subjective existence of the same, spirit), but is em- bodied as nature is the determination of externality.25
Om end naturtegnets betydning i sin semantiske kerne er negativ, er det vigtigt at holde sig for øje, at naturen bør forstås som en positiv størrelse i de nedenstående to tilfælde:
Den semantiske afkobling fra den konkrete fænomenologiske natur er, følgende Hegel, i sig selv det konstituerende for naturbegrebet. Herved eksisterer naturen som en unddragelseshorisont for rækken af alle de naturlige ting. Dette gør den i ’formen af andethed’, altså som et positivt negativ. Hermed udgør naturtegnet i forestillingen en virkningsfuld entitet i kraft af dets sproglige valør som ide, hvilket betyder, at naturtegnet i sproget kan postuleres som noget kategorisk. Naturens idé kan derfor aldrig indkapsles af de naturlige ting, men vil altid fremstå som noget der er disse ekstern.
Udover dette opnår den fænomenologiske naturoplevelse (f.eks. et vederkvægende kig ud over landskabet) ligeledes en tilstand af udstrakt substantialitet i forestillingen,
24 Fink, Hans, Filosofiske udspil, s. 20
25 Hegel, G. W. F., The Philosophy of Nature, s. 205
13 dette igennem sine påtrængende sanseindtryk, der, bertagtet som begivenhed, må være positiv:
Nature is implicitly divine in that it is in the Idea; but in reality its being does not correspond to its Notion, and it is rather the unresolved contradiction. Its distinctive characteristic is its positedness, its negativity. […] It is only to the external and immediate stage of sensuous consciousness that nature appears as that which is primary, immediate, as mere being.26
Jeg hævder, at naturtegnets signifié i et partikulært sprogbrug er givet ved afgrænsningen natur/ikke-natur, og at det er denne figur, der er interessant og sigende, eftersom det er det, naturen er ekstern til, der i sammenhængen lader naturtegnet tildrage sig en betydning. I den forstand kan naturtegnet for sig selv, altså berøvet en umiddelbar sammenhæng, siges at være semantisk impotent, hvilket er bestemmende for, hvordan jeg griber analysen af tegnet an:
The impotence of nature is to be attributed to its only being able to maintain the determinations of the Notion in an abstract manner, and to its exposing the foundation of the particular to determination from without.27
Det er derfor alene ud fra konteksten, at man kan gisne om, hvilken eller hvilke betydningsmæssige afgrænsninger der er tale om i en given signifié ved naturtegnet. En bruger af naturtegnet kan muligvis, uden at vide det, operere med flere af disse samtidig i sin kommunikation, hvorfor brugeren af naturbegrebet ikke kan være genstand for analysen, såfremt man skal udsøge betydningen af naturtegnet. Det må derfor være den konkrete semantiske sprogbrug, som analysen forholder sig til, i stedet for forudindtagede betydninger, hvilket alene sker på formulerings- og sætningsniveau. For at kunne analysere på dette niveau, må jeg imidlertid etablere nogle metodiske kategorier, hvormed jeg kan begribe sprogbrugen.
Væren og væsen
Natur kommer af det latinske ’natura’, et substantiv, der kommer af ’nascor’, hvilket er et verbum, der kan oversættes nogenlunde som fødes, opstår eller begynder, hvilket tilvejebringer en forståelse af det naturlige som en særlig væsentlig reproduktion, og poeisis (gr. skabelse) som sådan. Det latinske ’natura’ tjente imidlertid også som
26 Ibid. s. 209
27 Ibid. s. 215
14 oversættelse for det græske ’physis’, der kan oversættes som en genstands medfødte beskaffenhed, karakter eller indretning. Dette overbringer forståelsen af det naturlige som den oprindelige beskaffenhed ved en væren, eller som det en ting er bag dets fremtrædelsesformer. Disse to forståelser hænger indlysende sammen, men dog er der i oversættelsen ’natura’ en forståelse af naturen som proces, tilblivelse og væsen, hvor der i physis anlægges et natursyn med udgangspunkt i afgrænsning, genstand og væren.28
Indeværende problemstilling angår det semantiske, hvilket betyder, at udgangspunktet for analysen må have en sprogfilosofisk indfaldsvinkel. Eftersom jeg ikke ønsker at analysere brugen af naturbegrebet ud fra en række betydninger af det brede naturtegn (da en sådan række kunne være grænseløs), vil jeg i stedet gå til det grundlæggende fundament i sproget og udføre analysen på et epistemologisk, og siden ontologisk, niveau. For at kunne begribe naturtegnets betydning som ekstern til en ikke- natur, vil jeg derfor tage et analytisk greb og inddele brugen af naturtegnet i en skelnen imellem det, der her skal defineres som henholdsvis substantialistiske og essentialistiske forståelser, altså naturen som væren og væsen. Jeg finder, at disse kategorier betegner de mest grundlæggende ontologier ved naturtegnet:
Substantialisme forstår jeg i denne sammenhæng som forventningen om naturen som en størrelse, der er bærer af sin egen afgrænsning, medieret igennem sig selv, og som er defineret ved sin egen væren. Der tale om en substantiel forståelse af naturen, når denne bruges som udtryk for en grundlæggende væren, til forskel fra de omskiftelige begivenheder denne væren er udsat for. Naturens substans er dens væren, den ontologiske membran der afgrænser naturen som natur. Den umiddelbare fænomenologiske oplevelse af naturen kan fremstilles substantiel, ligesom der er tale om en substantiel fremstilling, når der henvises til naturen som en afgrænset ting
’derude.’
Essentialisme forstår jeg her som forventningen om det naturlige som værende den måde, hvorpå naturlige ting gebærder sig– altså som den regelmæssighed hvormed naturen sker, eller den tilbliven der kendetegner det naturlige som natur. Naturens essens er således dets væsen, eller dets måde at begive sig som natur. Udsagn som
’naturens gang’ eller andre forestillinger om naturen som et princip, en kraft eller et modus udgør denne essentialistiske forståelse af naturen.
Det substantielle og det essentielle er som sådan ikke sandhedsudsagn, men udgør blot forskellige ontologiske forståelser, altså to måder, hvorpå man meningsfuldt kan tale om naturen. Principielt udelukker disse to forståelser hinanden, da begge forståelser underordner sig hverandre: I den substantialistiske forståelse er substans essentiel (de
28 Fink, Hans, Eftertankens naturbegreb, i Mennesket og Naturen, s. 150
15 naturlige ting opfører sig naturligt, fordi de er naturlige ting), mens essens i den essentialistiske forståelse udgør det substantielle (de naturlige ting er naturlige, fordi de opfører sig naturligt). Der er derfor ikke tale om, at de to forståelser står over for hinanden, eller på anden vis er medierede af eller afhængige af hinanden; de er adskilte størrelser og betegner radikalt forskellige måder, hvorpå man kan engagere naturtegnet i sproget.
Disposition og metode
Jeg har i denne indledning etableret flere greb, der skal muliggøre en filosofisk- semantisk gennemlysning af Natur- og Landbrugskommissionens brug af naturtegnet:
Etableringen af tegnet forstået som sammenknytningen af en signifié og en signifiant, og ikke som en sammenknytning af et ord og en ting.
Forståelsen af naturen som et grænsebegreb, der semantisk udgør en unddragelseshorisont til en given ikke-natur, og som kun på et symbolsk plan kan forstås positivt.
Erkendelsen af empirien som et partikulært sprogbrug i hvilket betydningen af naturtegnet må erkendes som specifikt grænsende op til en eller flere særlige ikke-naturer.
Skelnen mellem de substantialistiske og essentialistiske ontologier inden for hvilke, man kan tale meningsfuldt om naturen.
Analysen vil operere indenfor rammerne af rapportens sprogbrug, hvilket er nødvendigt, såfremt den filosofiske analyse hverken skal forfalde til en politisk analyse af hensigter og aktører eller en begrebshistorisk etymologi. Analysen tager udgangspunkt i den konkrete figurering af naturbegrebet i rapporten, og betjener sig kun af andre analysestrategier i det omfang disse er tjeneligt for sigtet.
Målet er at forstå naturen, som den fremstilles i Natur- og Landbrugskommissionens rapport, med henblik på at styrke rapportens semantiske udgangspunkt og gøre debatten på natur- og landbrugsområdet mere gennemsigtig, mere informeret og dermed mere produktiv.
Specialet vil falde i tre hoveddele:
16 1. I første kapitel vil jeg analysere naturtegnet som det fremstilles i Natur- og Landbrugskommissionens rapport med fokus på brugen af udstrækningsbegreber i sammenhæng med natur. Analysens objekt, den biotopiske figuration, etableres her som sammenknytningen af naturtegnet og et givent udstrækningsbegreb.
2. I andet kapitel vil jeg problematisere denne forståelse af naturen som udstrakt ud fra antagelsen om, at denne figuration gør sig gældende i et socialt felt. Særligt undersøges hvordan naturtegnet kan tænkes at blive operationaliseret, samt hvilket objekt indenfor det biotopiske, der ansporer denne sociale handling.
3. I tredje kapitel vil jeg diskutere, hvorledes naturen som udstrakt holder indflydelse på natursynet i samtiden, og hvorledes naturen i den forbindelse kan tænkes at være udtryk for en grundlæggende social problematik.
17
I. Naturen udstrakt
Analysens genstand
I det følgende kapitel belyses naturbegrebet, som det fremstår i Natur- og Landbrugskommissionens rapport med afsæt i dets empiriske sammenknytning med konceptet udstrækning. Denne analysestrategi skal tjene som udgangspunkt for specialet, da rapporten, som jeg vil forsøge at vise, konsekvent anvender et spatialt begrebsapparat, hvilket betyder, at begreber som f.eks. areal, område og sted ofte anvendes i fremstillingen af naturbegrebet.
Afsættet for denne analyse er derfor de sproglige fremstillinger af naturbegrebet i rapporten. For at afgrænse disse metodisk, og for derved at etablere rapportens sprogbrug som objekt for analyse, vil jeg her indføre betegnelsen figuration.
I det omfang at flere af samme type sproglige fremstillinger kommer til syne i rapporten, vil jeg, i et metodisk greb, benævne disse som værende en figuration. En figuration forstår jeg herefter som en given fremstilling af begreber, der kan siges at gå igen i flere tilfælde, og som medfører et særlig betydningsmæssigt indhold af disse begreber. I en given figuration er der således tale om et særligt sprogligt mønster og også oftest en gentagende brug af de samme tegn.
Med henvisning til de tidligere overvejelser omkring tegnet hvor jeg med Saussure viste, hvordan båndet, der knytter et begreb og dets akustiske billede, er arbitrært, må jeg her også gøre den overvejelse, at der i en given figuration på tværs af forskellige fremstillinger kan være tale om omtrent samme betydning i forbindelse med forskellige tegn. Udgangspunktet er derfor, at den samme figuration kan erkendes flere steder i teksten, om end med mere og mindre varierende tegnbrug – med andre ord vil jeg anse f.eks. fremstillingerne ’grønne områder’ og ’naturrum’ som samme type figuration.
Jeg etablerer figurationen som metodisk greb, i det jeg ønsker, at omdrejningspunktet for analysen er en figuration: Her den særlige fremstilling, der er udgjort af sammenknytningen af naturbegrebet og konceptet udstrækning. Som jeg vil påvise i analysen, kommer denne sammenknytning sprogligt til syne i figurationen ’natur + udstrækningsbegreb’, og denne figuration vil udgøre den primære genstand for analysen.
Angivet ved udstrækning
Det analytiske fokus på figureringen ’natur + udstrækningsbegreb’ er afgørende for forståelsen af naturbegrebets rolle i Natur- og Landbrugskommissionens rapport af to
18 årsager - den første af hvilke er ligefrem empirisk og umiddelbar: I de tilfælde hvor naturbegrebet overhovedet bruges i rapporten, gøres det med høj frekvens inden for rammerne af den omtalte figuration (rigtigheden af dette forhold vil blotlægges i de følgende valgte uddrag af empirien).
Det, der tilskyndende mig, var således en undren over dette kommunikative valg:
Hvorfor denne konsekvente sammenstilling af naturtegnet og udstrækningsbegreber i Natur- og Landbrugskommissionens rapport? Såfremt det er problematisk at lade naturbegrebet stå alene, hvad er da dette problem, som denne figuration er et svar på?
Udstrækning kan siges altid-allerede at være gældende i forestillingen af en given ting,29 ligeledes naturen; det interessante består i, at det forhold, at en ting er givet ved en forestilling om udstrækning, ikke nødvendigvis behøver at blive ekspliciteret så konsekvent, som det gøres med naturbegrebet i rapporten. Når man tænker på en given genstand, forstiller man sig nok, at denne har en udstrækning, uden at dette forhold nødvendigvis må nævnes for at viderebringe genstandens væsen sprogligt og kommunikativt. Altså, den teoretiske konstatering af at en ting har en udstrækning, er i sig selv ikke nok til at retfærdiggøre et afsæt for en analyse af denne ting som udstrakt.
Derimod er det empiriens konsekvente sproglige figurering af naturen som udstrakt, der er interessant, og det er dette forhold, at man i rapporten, hvornår end naturtegnet anvendes, tilknytter dette spatiale koncepter, der primært ansporer indeværende analyse.
Dimensioner af natur
Den sekundære årsag til denne analyses nødvendighed er af mere middelbar karakter og henfører til udstrækningskonceptets beskaffenhed. Denne årsag udgøres af det forhold, at fremstillingen af udstrækning i forbindelse med naturtegnet i særlig grad kan indikere, hvilken ontologi man i sammenhængen kan tillægge naturtegnet. I figurationen ’naturtegn + spatial betegner’ udøver den spatiale betegner en meningsgivende funktion, hvilket jeg her vil forsøge at kvalificere.
Den blotte betragtning at naturbegrebet besidder rumlige kvaliteter, er som nævnt ikke i sig selv interessant for analysen. Derimod kan det vise sig at være interessant, på hvilken særlig måde udstrækning og rum konkret er fremstillet i forbindelse med rapportens anvendelse af naturbegrebet. Dette skyldes blandt andet det grundlæggende forhold ved udstrækningskonceptet, at det i sproget enten kan henvise til en specifik udstrækning eller til en abstrakt udstrækning. Altså, enten til et sted, eller til plads (forstået generelt).
29 Som både Kant og Descartes ville hævde, hvilket jeg viser på side 22.
19 Den specifikke udstrækning er den afgrænsede udstrækning, der fungerer som konkret sted. Man kan pege på den, være i den, og aftegne den på et kort. Dette sidste forhold, altså det topografiske, vil jeg i denne forbindelse lægge vægt på: I et politisk skrift som Natur- og Landbrugskommissionens rapport er det topografiske særligt vigtigt, i det der, som jeg vil vise i analysen, opfordres til etablering og afgrænsning af naturområder. Den topografiske operation, altså afgrænsningen og aftegningen af specifikke områder, bliver på denne måde til en juridisk operation. I denne analyse vil jeg derfor betragte den topografiske og juridiske operation som én og samme.
Jeg forstår herved det juridiske som den organisering af den spatiale grænse mellem natur og ikke-natur, der har sig selv som hjemmel, og således sætter spørgsmålet om, hvad der udgør ’det naturlige’ i ontologisk parentes. I det øjeblik den juridiske beslutning er fastlagt, er der ingen tvivl om de naturlige områders grænser, og spørgsmålet herom vil kunne løses ved at aflæse et dertil tegnet kort, idet det filosofiske problem vedrørende naturens afgrænsning tilsidesættes. Centralt i denne overvejelse, er at det topografiske og det juridiske må henvise til naturområdet som en specifik udstrækning, såfremt dets afgrænsning, forstået som dens ontologiske membran, skal kunne opretholdes. Kun den specifikke udstrækning byder sig til som håndterbar genstand, og kan meningsfuldt angives topografisk.
Udover den specifikke forståelse af et givent udstrækningsbegreb, da kan dette også forstås som abstrakt. Den abstrakte udstrækning er forestillingen om en udstrækning ved et given kategori, type eller på anden vis generelt begreb. Det er ideen om, at noget kræver plads og udsøger en udstrækning, men at denne udstrækning i sig selv ikke er afgrænset. Den specifikke udstrækning er en absolut udstrækning, hvor den abstrakte udstrækning derimod er en relativ udstrækning.30
Den abstrakte udstrækning udgør en forestillet udstrækning, der underbygger, eller gør begribelig, en anden generel forestilling som for eksempel ’naturrummet’. En generel kategori som naturrummet angiver muligvis specifikke udstrækninger, men som en del af pågældende figuration må udstrækningsbegrebet ’rummet’ tænkes abstrakt.
Udstrækning er i denne forestillede forståelse ikke underkastet den specifikke udstræknings absolutte karakter, hvorfor denne abstrakte udstrækning og rumlighed ikke er bundet til det tredimensionelle, men også kan stå i relation til andre forhold som f.eks. timelighed og begivenhed, det såkaldt firedimensionelle.31
30 Et begrebspar introduceret i Isaac Newtons Philosophiae Naturalis Principia Mathematica fra 1687.
31 Uggerhøj, Ulrik, Den relativistiske tommestok
20 Som eksempel på denne abstrakte udstrækningsforståelse vil jeg her citere biolog Rasmus Ejernæs, der i forsøget på at udrede en pointe om biologisk mangfoldighed, præsenter læseren for en model over ’det økologiske rum’:
Pladsmanglen har altså langtfra blot at gøre med, hvor mange grønne kvadratmeter der findes i Danmark. Vi kan i stedet forestille os plads i form af et økologisk rum.
Altså ikke et kølerum med økologiske varer, men et levevilkår, naturen byder på.
Forestil dig rummet formet som en kasse, hvor de seks sider hænger sammen parvist og udmåler yderpunkterne for naturens tre vigtigste kårfaktorer: næringstofmængde, vandmætning og fysiske forstyrrelser. Holder vi kassen op foran os, vil venstre side være ekstremt næringsfattig, som en højmose eller lynghede, mens højre side vil være ekstremt næringsrig, som en rådnende tangvold på stranden eller en kokasse på engen. I dybdeplanet vil miljøforholdene i kassen nærmest beskueren være ekstremt tørre, som på en sydvendt bakkeskråning, mens forholdene i dybden vil være meget våde, som i en sø. Fra kassens top til bund vil miljøet variere fra helt uforstyrret, som i den urørte skov, til ekstremt forstyrret, som den vandrende hvide klit, hvor sandet konstant omlejres af vinden. I kassen findes hele den danske natur repræsenteret i form at et utal af kombinationer af næringsrigdom, vandmætning og forstyrrelse. Til hver af disse kombinationer findes et antal planter, dyr og svampe, som trives under netop disse forhold. Gennem evolutionen er pladsen i det økologiske rum blevet fyldt op med forskellige livsformer.32
Således bindes naturens gang og den udstrakte biologiske materie sammen i et
’økologisk rum’ – en udstrækningsfiguration, der kommunikativt fungerer glimrende i det omfang, at der ikke er tale om specifikke steder, men alene om abstrakt plads. Det samme udstrækningsbegreb kan således både forstås specifikt eller abstrakt, alt efter konteksten, hvilket er derfor, at denne kontekst må indgå i det analyserede. I fald
’naturrum’ for det meste vil bero på en abstrakt spatialitet, da kan f.eks. ’skovareal’
forstås enten som en specifik skov, eller som en type, alt efter konteksten. Figurationen
’naturbegreb + spatial betegner’ kan således både fungere som henvisning til et specifikt område, eller udgøre en generel klassificering af områder.
Derfor er dette naturbegreb, der kan rumme så mange forskellige betydninger, sammenknyttet en ganske elastisk kategori i form af konceptet udstrækning. Udover det forhold at udstrækning i en given figuration kan forstås som noget specifikt eller noget abstrakt, vil jeg også gerne undersøge de erkendelsesteoretiske forhold ved udstrækningskonceptet. Særligt vil jeg forsøge at vise, hvordan det spatiale som sådan indeholder en for filosofien grundlæggende videnskabsteoretisk problemstilling. Dette
32 Ejernæs, Rasmus, Natur, s. 21
21 gør jeg for at bibringe analysen et sprog, hvori Natur- og Landbrugskommissionens rapports figurering af naturbegrebet som udstrakt kan diskuteres på et ontologisk niveau, samt for kort at fæste konceptet udstrækning idehistorisk. Dette gør jeg ikke for at binde udstrækningsbegrebet fast på en af disse anskuelser, og i den videre analyse kan udstrækning fortsat læses fuldstændigt som udstrækning i bred og almen forstand.
Konceptualiseringen af udstrækning
Aristoteles bibringer i Kategorierne en liste over ontologiske kategorier, man meningsfuldt kan tales om. Med andre ord rummer dette ontologiske katalog, ifølge Aristoteles, mængden af de kvaliteter, man kan udsige om genstande i verden. Listen kan hverken siges blot at indeholde symboler eller blot genstande, men rummer derimod mængden af ontologiske betragtninger som sådan. Listen består af ti kategorier, og ud af disse er kategorien kvantitet interessant for denne analyse, da det er under dette punkt, at vi finder udstrækning benævnt som selvstændig ontologisk koncept.
Space and time also belong to this class of quantities. […] Space, likewise, is a continuous quantity; for the parts of a solid occupy a certain space, and these have a common boundary; it follows that the parts of space also, which are occupied by the parts of the solid, have the same common boundary as the parts of the solid.33
Det væsentlige i denne sammenhæng er selve registreringen af udstrækning som en selvstændig ting, hvorom man kan tale. På denne måde bliver udstrækning sprogligt adskilt fra materien, og man kan tale om den som en fænomenologisk irreduktibel kategori, der således ikke er lig med den genstand, den beskriver:
We speak of what is white as large, because the surface over which the white extends is large; we speak of an action or a process as lengthy, because the time covered is long; these things cannot in their own right claim the quantitative epithet.34
Den centrale pointe i denne forbindelse er, at udstrækning er en selvstændig kategori, man kan tale om, og at det er til dette begreb, at det kvantitative knytter sig, og ikke materien i sig selv. Udstrækning kan både erkendes og udgør en sproglig størrelse, der ikke blot er lig med den enkelte tings udstrækning, men er et relationelt begreb, der kan forestilles udenfor den specifikke ting. Således fremstår en genstand og dets
33 Aristoteles, The Categories, s. 20
34 Ibid, s. 21
22 udstrækning, hvis ikke som forskellige ting, så som forskellige begreber, hvorefter udstrækning selvstændigt kan behandles som filosofisk og sprogligt koncept.
Legemet
Hos Descartes finder vi et mere mekanisk bud på udstrækningskonceptet. I Descartes’
dualisme kan det værende opdeles i to substanser, således en res cogitans og en res exstensa, forstået som henholdsvis sindets og legemets væsen:
Således kan vi let have to klare og distinkte slags begreber eller ideer; den ene om den skabte tænkende substans, den anden om den legemlige substans, hvis vi naturligvis nøjagtigt ville skelne alle tænkeattributterne fra udstrækningsattributterne.35
Substans defineres på enkelt vis som en ting, der ikke kræver nogen anden ting for at eksistere. Sindet og legemet er således de grundlæggende bestanddele i Descartes’
ontologi. Hvor sindets natur og modus er udgjort af tænkningen, er udstrækningen det legemliges natur. Tænkning og udstrækning er således de primære attributter, igennem hvilke substanserne forstås og erkendes.
Således kan vi for eksempel kun forstå figuren i den udstrakte ting, og kun forstå bevægelsen i det udstrakte rum; og vi kan kun forstå forestillingen, sansningen eller viljen i den tænkende ting. Men udstrækningen kan tværtimod blive forstået uden figur eller bevægelse, og tænkning kan forstås uden forestilling eller sansning…36
I modsætning til Aristoteles udgør udstrækningen ikke alene en kategori blandt andre, men er derimod grundlaget for erkendelse af det legemlige i så høj en grad, at der kun er tale om en ’fornuftsmæssig’ forskel på selve substansen og dens tilknyttede primære attribut, altså på det legemlige og det spatiale. Sagt med andre ord kan man ikke praktisk skelne mellem det legemlige og dets måde at være på, altså udstrækningen.
Som konsekvens kan vi herved konstatere, at udstrækning, om end det hos Descartes fungerer på et substantielt mekanisk-materielt niveau, er en attribut, der muliggør erkendelse af substansen.
Forstandens love
Hvor udstrækning hos Descartes er placeret som attribut i tingene (substansen), der igennem dennes natur kan erfares, er udstrækning hos Kant derimod en a priori kategori
35 Descartes, Filosofiens principper, s. 104
36 Ibid, s. 104
23 placeret i subjektets forstand, der muliggør erfaring. Hvor Descartes havde sin legemlige substans, har Kant blot et ”Ding an sich” – en metafysisk væren, hvorom vi intet kan sige. Dette medfører et skifte fra ontologi til epistemologi, hvor en kategori som udstrækning, der ikke er primær, men sidestillet med f.eks. tid, alene kan tilskrives vores eget sanseapparat.
Den blot almene anskuelsesform, der kaldes rummet, må derfor være substratum for alle de anskuelser, der kan bestemmes for individuelle objekter; og det er naturligvis i dette rum, at betingelsen for disse anskuelsers mulighed og mangfoldighed ligger.
Imidlertid er objekternes enhed i et og alt bestemt af forstanden og i henhold til de betingelser, der ligger i denne forstands egen natur; og således er den oprindelsen til naturens almene orden, idet den fatter alle dens fremtrædelser under sine egne love og først på en a priori måde tilvejebringer erfaring (i henhold til dennes form); og dermed er det, der alene kan erkendes ved erfaring, nødvendigvis underkastet forstandens love.37
Når man således betragter udstrækning som en forståelseskategori, må det ligge klart, at udstrækning er noget forstanden foreskriver genstanden, og at udstrækning således altid vil figurere i erkendelsen af en genstand eller begreb. En kategori som f.eks. tid eller udstrækning er således ikke blot noget, vi sanser, men noget i vores forstand som ordner og muliggør sansning. Udstrækning er således ikke en kvalitet eller attribut ved tingen, men en forståelseskategori hos subjektet.
Således en kort og særdeles ufuldstændig historik over udstrækningsbegrebet, hvoraf den primære pointe er, at der i dette begrebs historie er sket et skifte fra et fokus på det beskuede til den beskuende. Udstrækning kan ses som kategori, primær attribut eller forståelseskategori, det væsentlige er, hvad dette gør ved vores forståelse af det partikulært udstrakte. Analytisk er der væsensforskel på et udstrækningskoncept med udgangspunkt i en ontologisk forståelse, og et der synes at have epistemologisk karakter. Spørgsmålet omkring hvorvidt en kvalitet hører til ved tingen eller subjektet, der erfarer tingen, (og om hvorvidt dette spørgsmål overhovedet er relevant) er et for filosofien grundlæggende og uløst problem, og dette gør sig ligeledes gældende i forståelsen af udstrækningskonceptet.
Det interessante er imidlertid, hvorledes dette problem reproduceres i sproget på forskellige måder, og særligt hvorledes dette erkendelsesteoretiske problem kan tænkes at gøre sig gældende i en specifik kontekst, som i indeværende analyse af naturtegnet figureret som udstrakt. Såfremt udstrækningsbegrebet enten kan forstås specifikt eller
37 Kant, Immanuel, Prolegomena, s. 82.
24 abstrakt, og naturbegrebet enten kan forstås substantielt eller essentialistisk, på hvilken erkendelsesteoretisk måde kan figureringen ’naturbegreb + udstrækningskoncept’ da begribes, såfremt alle disse fire forståelser skal kunne indeholdes?
Den generelle figurering af naturen som udstrakt
Det er min hypotese, at figurationen ’naturtegn + udstrækningsbegreb’ udgør en generel figurering af naturen. Denne generelle figuration af naturbegrebet kan siges at være udgjort af de fire omtalte forståelser; de substantielle og essentialistiske naturforståelser, samt de specifikke og abstrakte dimensioner af udstrækning. Denne model udgør et centralt diagram i afhandlingen, hvorfor det er illustreret grafisk:
Den generelle figurering af naturbegrebet som udstrakt er udtryk for hvad jeg løbende i afhandlingen vil benævne det biotopiske; dette er udgjort af de græske ord for henholdsvis liv og sted, hvorfor det virker som en passende betegnelse for denne analyses genstand.
Det biotopiske benævner den sociale operation, der angiver en række specifikke udstrækninger som essentielt naturlige, en angivelse der finder sin berettigelse i en formodning om naturen som en substantiel væren befindende sig i en abstrakt dimension. Dette sker igennem en række stadier, hvorigennem det biotopiske kan siges at omsætte en generel kategori ud i en række specifikke topografiske størrelser, og dermed udgør en fortløbende fabrikation og registrering af biotoper, altså steder, der igennem det biotopiske forstås som værende naturlige. Det biotopiske er en angiver af
Udstrækning Specifik Abstrakt
Natur Substans
Essens
25 fysisk afgrænsning, men tillige af konceptuel betydning, hvorfor det biotopiske både fungerer på et praktisk og et diskursivt niveau.
Det biotopiskes tydeligste kendetegn består i den generelle figuration af naturen som udstrakt, hvorfor det er denne, analysen vil søge at holde an i rapporten. For så vidt som der i sproget ikke skelnes mellem specifikke, abstrakte eller generelle udstrækninger (’naturområde’ kan f.eks. både henvise til noget specifikt eller noget generelt), er øvelsen vanskeligere, hvorfor analysen må orientere sig mod konteksten, for at kunne erkende og afgrænse en figurering. Dette betyder, at rapportens enkelte figureringer af naturbegrebet som udstrakt må diskuteres stykvis, og at analysen derfor vil fungere i kraft af tekstnedslag. Disse nedslag i Natur- og Landbrugskommissionens rapport er analysens udgangspunkt og empiriske afgrænsning, hvorfor opgaven og analysen vil være af semantisk karakter. Rapportens kapitel tre ’Mere og bedre natur’, hvor naturtegnet bruges oftest, vil særligt være i fokus.
Sammenknyttet med udstrækning
En af de første observationer i Natur- og Landbrugskommissionens rapport må være, at naturbegrebet, eller deslige, her f.eks. ideen om det ’grønne’, ofte følges af og knyttes til andre begreber – denne fremstilling indeholder ofte en spatial betegner:
Natur og grønne områder har betydning for, hvor vi vil bo og arbejde, og er nationalt og lokalt afgørende for at kunne tiltrække turister. Derfor skal den kommende naturindsats have fokus på den sjældne og truede natur og på den almindelige natur, som kan opleves af alle.38
Helt nøgternt kan man lægge mærke til, at der tilsyneladende differentieres mellem
’natur’ og ’grønne områder’, eftersom det er nødvendigt at nævne begge dele. Det bemærkes, at det virker som om, at naturtegnet i højere grad lægger op til at blive oplevet, end det ’grønne område’. I sin betydning går naturtegnet ikke restløst op i
’grønne områder’ og omvendt. Med andre ord virker det til, at ’grønne områder’
bidrager til forståelsen af naturtegnet med et indhold, der ikke nødvendigvis forstås ved brugen af tegnet ’natur’ for sig selv. Dette ordvalg kan indikere, at naturtegnet ikke i sig selv i tilstrækkelig grad er indeholdt en betydning af udstrækning, hvorfor dette i rapporten må tilknyttes en spatial betegner.
Det bemærkes desuden, at ’grønne områder’ i kraft af sin generelle figurering på et sprogligt niveau muliggør angivelsen af specifikke udstrækninger som værende grønne.
38 Natur og Landbrug – en ny start, s. 23
26 Dette medfører, at figurationen ’grønne områder’ er topografisk anvendelig, og dermed juridisk anvendelig. Der er således klare operative fordele ved at knytte en spatial dimension til naturbegrebet, da dette umiddelbart kan oversættes til topografi, og dermed lov og handling.
At det rene naturtegn i denne forbindelse er vanskeligere at anvende i en topografisk afmærkning, lader sig bekræfte i det følgende:
Først og fremmest skal den eksisterende natur beskyttes og forbedres. Men der skal også skabes meget mere ny natur og en bedre sammenhæng mellem naturområderne.
Flere områder med vild og dynamisk natur og naturlig hydrologi skal også være et element i den fremtidige naturindsats.39
Natur fremstår her som en genstand, som samfundet kan og må håndtere, beskytte og forbedre. Samtidigt ses det, at naturen er noget, man kan have mere eller mindre af, hvoraf man kan udlede, at det i rapporten forudsættes, at naturen kan kvantificeres, hvorfor man må tænke, at naturen tiltænkes at have en begribelig afgrænsning. For så vidt som naturtegnet er en idé, der opfører sig som en ’andethed’, kan dette umuligt afgrænse nogen genstand, hvorfor det ses, at man i stedet må henføre til det forhold, at der kunne være ’mere natur’. En semantisk afgræsningsøvelse af naturen som bestemt substantiv må nødvendigvis ende med en forestilling om denne som besiddende et grænseløst potentiale, altså som ’mere natur’, da naturtegnet ikke i sig selv bærer et afgrænseligt indhold. For at kunne afgrænse naturen i sproget må begrebet ’område’
derfor tilknyttes, fortrinsvis i bestemt ental, hvorved figurationen påpeger en specifik udstrækning. På denne måde er den generelle figuration et forsøg på at begribe og opdage naturen som sted, men som det skal vises, er det i højere grad denne biotopiske operation, der i sig selv opfinder den udstrakte natur.
Ophævelsen af den essentialistiske naturontologi
Naturen fremstilles i det ovenstående citat som en substans, der påkalder sig handling;
man kan forestille sig den og henvise til den, men en afgrænsning af den lader sig kun gøre, idet et spatialt koncept tilknyttes. For så vidt som denne sammenknytning er den biotopiske figuration, hvorledes kan man da forstå naturtegnet som et delelement i denne figuration?
39 Ibid, s. 23
